Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.

Om menstruationsblod

I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.

Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.

En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.

En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.

Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.

PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.

Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.

Min gang er helt forkert

Jeg har haft to uger i smertehelvede, men nu begynder det at gå bedre. Nede hos min nye fysioterapeut arbejder vi en del med styrkeøvelser for, at smerterne forhåbentlig, 7-9-13, ikke kommer igen, men vi ser også på den måde jeg går på, hvilket viser sig at være helt forkert. Jeg går pænt men jeg går forkert. Jeg går sådan som man nu engang går når man går i stramme jeans, med knæene indad. Når jeg går inde i byen kan jeg se dusinvis af piger (i stramme jeans) der går på præcis samme måde.

Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet

En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.

Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.