Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Om at indse min egen menneskelighed

Mange pædagoger har de sidste mange år været optaget af hele tiden at fortælle mig hvor fantastiske jeg er, og hver gang jeg prøver at sige dem imod, får jeg at vide, at jeg er alt for hård ved mig selv. Det er svært ikke at lade sig opsluge af deres ord, det er svært ikke at glemme at jeg bare er helt almindelig menneskelig. Nogle gange er jeg fantastisk, men mange gange er jeg bare helt normal, og nogle gange er jeg endda både halvhjertet og doven.

Det der er sket er at jeg er gået ned med stres. Det er ikke super alvorligt, men jeg vil ikke have, at det bliver værre, så jeg har besluttet at tage latin om til næste forårssemester. Fagligt kan jeg godt klare den, men psykisk begynder jeg at halte. En ting er at jeg går og er forvirret, noget helt andet er at få hjertebanken der er så slemt, at jeg fik en veninde til at ringe 1-1-2, men værst er det faktisk, at det går ud over maden og mit kropsbillede. Jeg kan mærke at min spiseforstyrrelse vender tilbage, og det skræmmer mig rigtig meget.

Det der skræmmer mig er ikke at det er særlig slemt lige nu, for det er det ikke. Det der skræmmer mig er, at hvis det bliver slemt, så står jeg meget alene med det. Det der hjalp mig sidst var nemlig den meget intensive pleje jeg kunne få på mit bosted, men det har jeg ikke længere mulighed for at få. Det generer mig samtidig at det skal være så skræmmende og at vi straks skal tage hånd om problemet. Andre mennesker kan have lov til at have perioder hvor det går godt, og andre perioder hvor det går mindre godt. Hvorfor kan jeg ikke også have lov til det? Spørgsmålet er, om det er fordi jeg er for svag til at kunne klare en dårlig periode, eller om det er fordi vi (mig og mine behandlere) bare er bange for at jeg ikke kan klare det.

Da jeg boede på mit bosted var jeg som et lille barn der faldt og slog mit knæ på livet, og så løb jeg grædende ind til mir/pædagogerne og fik et kram og blev trøstet, så flyttede jeg i egen lejlighed, og så skulle jeg pludselig til at være voksen. Jeg er 29 år, så det burde ikke være noget problem at blive voksen, og det er det sådan set heller ikke, men i en periode gik det bare helt forrygende stærkt, og måske kunne jeg ikke følge helt så godt med som jeg lige troede at jeg kunne. Måske trænger jeg til i en periode at sætte farten lidt ned finde mig selv som det så smukt hedder.

Det hele kan godt føles lidt som et nederlag, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvordan jeg skal få fire måneders sommerferie til at gå, men jeg tror at det er den rigtige beslutning.

Når man er mere end bare patient

I går havde jeg besøg af en af vikarerne fra mit gamle bosted, men hun var her i rollen som ven og ikke som pædagog. I løbet af min tid i behandling, har jeg måttet sige farvel til rigtig mange pædagoger og sygeplejersker, og det har været enormt hårdt, for rigtig mange af dem var jo mennesker jeg holdt af, og det gjorde ondt aldrig at skulle se dem igen. Mange gange ønskede jeg at vi kunne bevare kontakten, men sådan blev det bare aldrig. Måske var det fordi jeg dengang var for syg, og de var nødt til at tænke på at beskytte sig selv fra at blive en form for ekstern behandler for mig, måske var der bare aldrig nogen der højt sagde de magiske ord "vil du være min ven?".

Nu om dage har jeg kontakt til et par stykker af pædagogerne fra mit sidste bosted, inklusiv den vikar som var her i går. Det er en virkelig rar fornemmelse, for det giver mig følelsen af at være mere end bare en patient, måske ligefrem et rigtigt menneske. Disse mennesker viser mig at de rent faktisk kan lide mig for den jeg er, og ikke bare fordi de bliver betalt for det. Jeg føler mig ikke længere bare som et job man tager hjem fra.

Men for at fortælle lidt om i går, så var det rigtig rart at se vikaren igen. Jeg kommer godt ud af det med mine nye kontaktpersoner, men vi har ikke en historie sammen, og jeg har ikke et nær så personligt forhold til dem, fordi vi ikke har nær så meget kontakt. Det var derfor rart og sidde og snakke uden hele tiden at skulle forklare hvorfor og hvorledes.

Desværre havde vi ikke meget tid, for det var sent på dagen ud fra min døgnrytme, og jeg var træt. Da vi sagde farvel faldt jeg i søvn stort set med det samme, og jeg er stadig træt, hvilket irriterer mig grænseløst, for jeg vil også have lov til at have et socialt liv lige som alle mulige andre, men hele mit system er imod mig.

Om at sige farvel

Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.

Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.

Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.

Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.

Livet på et bosted

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.

Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris.  Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.

Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.

Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.

Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.

Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.

Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem

Lyver de for mig

Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)

I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.

Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.

Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".

Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.

Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.

Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.

Om at forvirre min læge

Jeg tænker at det er meget typisk mig, jeg tænker om det overhovedet kunne ske for andre end mig, at jeg har fået en røvskade af at se for meget fjernsyn? Nej vel, det er sådan noget der bare ikke sker, men det skete altså for mig, og nu har jeg ondt, og min fysioterapeut siger, at det sagtens kan gøre ondt en måned endnu. Så ved jeg det, så jeg snupper to Pamol og en Ipren og vender så tilbage til mit liv, men af bureaukratiske årsager er det ikke godt nok for pædagogerne, for det er dem der udleverer min medicin, så de skal have meget nøje instrukser fra min læge om hvordan, hvor meget og hvor længe, så jeg blev slæbt med til lægen.

Min læge er fin nok, men jeg var ikke vild efter at skulle dertil, for jeg var bange for at han igen ville forbinde min skade med min selvskade, hvilket han gjorde sidste gang jeg var skadet. Det gjorde han dog ikke, for han var vildt forvirret over hvad vi overhovedet ville med ham. Vi prøvede at forklare på forskellige måder, men vi var ikke synderligt velformulerede, og det skyldtes nærmere held end forstand, at vi til sidst fik ham til at sige, at der ikke er nogen tidsbegrænsning på hvor længe jeg kan tage min lille pillecocktail.

Min læge mente, at det måtte kunne administreres med sund fornuft, men der er ikke noget der hedder sund fornuft i bureaukrati, det er et spørgsmål om at få alting blåstemplet fra rette sted

hit med mine penge

Her i August er jeg jo begyndt selv at stå for min egen husholdning, hvilket betyder, at jeg ikke længere skal betale madpenge sammen med min husleje. Min kontaktperson og jeg meldte dette i god tid, men på grund af ferien, kunne de ikke nå at ændre det. Jeg fik dog at vide, at jeg ville få tilbagebetalt inden en uge. Der er nu gået 14 dage, og jeg har selvfølgelig ikke fået pengene endnu, selvom vi har rykket for dem, og det begynder at irritere mig lidt. Det er ikke så meget, at jeg har brug for pengene lige nu og her, der er mere princippet i det. Selvom det handler om brøkdelen af en øre, hvis ikke endnu mindre, så generer det mig, at de tjener rentepenge på MINE penge.

Er jeg smålig? Fandeme ja, for jeg ved, at hvis det var mig der ikke lige fik betalt min husleje til tiden, så ville de være knap så tålmodige. Jeg ved at jeg ikke kan stille det sådan op, jeg ved at der er en forskel, jeg forstår bare ikke rigtigt hvorfor, men okay, der er altså en forskel, og så lad gå, at hun sagde at der ville gå en uge, men nu er det en uge siden, at der var gået en uge, så ja, jeg bliver irriteret.

Om værdighed

Min kontaktpædagog er i gang med at skrive statusraport, som er en 16 sider lang rapport om alt det som jeg gør galt og ikke kan finde ud af i mit liv, eller sådan føles det i hvert fald. Et emne der kommer op igen og igen er mit krav om værdighed, hvilket er et rimeligt ønske, men det ser bare enormt dumt ud på skrift. Jeg synes det kommer til at lyde som om jeg ikke ejer selvironi, som om jeg ikke kan grine af mig selv, men det har jeg og det kan jeg godt, men når man er blevet reduceret til kastebold i systemet, så er værdighed ikke længere nogen naturlig ret.

Jeg kan ikke gentage nok gange, hvor godt jeg generelt er blevet behandlet i psykiatrien og på mine bosteder, med tryk på 'generelt' for værdigheden er noget jeg selv har måttet kæmpe for, hvilket er svært når man samtidig kæmper for sit liv. Jeg taler om psykologen der til gruppeterapi siger at vi skal fortsætte øvelsen, selvom mange har givet udtryk for at den gør dem utrygge, det er ledelsen der gennemtrumfer ændringer af vores menneskelige kontakter og så bliver overraskede, ja nærmest vrede over at vi bliver følelsesmæssigt påvirkede og kede af det, og det er når man ikke får lov til at være vred eller ked af det i en periode, for så skal disse følelser straks behandles med medicin og løsningsorienterede samtaler. Alt sikkert gjort i den bedste mening, men det efterlader én blottet og med følelsen af at være et halvt menneske.

Jeg husker ikke hvornår jeg begyndte at tale om værdighed. Jeg tvivler på at jeg havde kræfterne til overhovedet at overveje det i begyndelsen. Dengang var tryghed hvad jeg primært hvis ikke udelukkende gik efter, jeg ville behandles som et lille barn der skulle beskyttes. Jeg er stadig lidt at en tryghedsnarkoman, men jeg vil samtidig behandles med værdighed, FOR JEG ER OGSÅ ET MENNESKE. Jeg er 28 i tanke, ord og gerning, jeg er ikke noget barn, og selvom det da nogle gange er rart at blive strøget over håret og trøstet, så er jeg blevet for selvstændig til at det helt kan lade sig gøre.

Den største af mine kampe for værdighed foregår med ledelsen, og den har jeg ingen forestilling om at jeg vil vinde, og eftersom jeg er klar til at komme videre i mit liv, ved jeg ikke om det overhovedet er en kamp jeg bør vinde. Der jeg ligger meget af min energi er i forhold til at jeg vil have lov til at være et helt menneske, hvilket vil sige, at jeg vil have lov til at føle alt hvad et menneske føler, både det positive og det negative. En gang da alle følelser jeg havde var negative blev jeg så forfærdelig træt at jeg end ikke orkede at kæmpe, da var det vigtigt at beskytte mig for selv det mindste slag kunne vælte mig, men jeg fik det bedre, og hvad der før var beskyttelse var nu overbeskyttelse.

Jeg bebrejder ikke nogen, at det blev sådan, men det kan godt være ret irriterende. For at hjælpe på problemet har pædagogerne og jeg opstillet en regel om, at nogle gange vil jeg bare have lov til at brokke mig.

Om en mislykket tur i Brønbys spillerbus

I går tog mit vikingehold turen ned sydpå til Jelling og Ribe. Det var en frivillig tur, men jeg troede at det var noget alle tog med på, det var det ikke. Der var mange med, men ikke alle. Havde jeg vidst det var jeg nok ikke taget med af grunde jeg vil vende tilbage til senere.

Og hvad har det med Brønbys spillerbus at gøre? Vi havde simpelthen lejet den. Om det var en lærer med en god sans for det dramatiske, eller om det bare var et tilfælde, det ved jeg ikke. Til gengæld siger det meget om Brønby. Én ting er at Brønby er så bankerot, at de må prostituere deres talenter for penge, noget helt andet er, at deres største talent viser sig at være deres spillerbus, det er straks en helt anden sag. Bussen vakte megen opsigt blandt de danske studerende, men de udenlandske var knap så imponerede/chokerede.

Jeg har været på universitet hver dag i denne uge, og jeg kan godt mærke, at det begynder at tage hårdt på mig, og derfor burde jeg ikke være taget af sted. Jeg tog af sted udelukkende for det sociale, men det er især på det sociale punkt, at jeg vakler når jeg begynder at blive for træt, og det kunne jeg tydeligt mærke i går, og det gjorde det til en træls tur.

På holdet er jeg sådan en lidt underlig en der kommer om morgenen og går hjem i frokostpausen, og jeg får ikke noget af det sociale med, for jeg kan ikke være med når de andre sidder og spiser frikadeller til kl to om natten, og jeg kan ikke være med når de går ned i byen og får en øl med læreren. Det betyder, at jeg sakker mere og mere bagud socialt, så jeg går og føler mig lidt udenfor til dagligt. I går på turen blev følelsen forstærket fordi grupperne var meget dynamiske når vi gik rundt på Jellingekomplekset. Fordi jeg var så udkørt, så var jeg hele tiden fysisk og mentalt to skridt bagud, så jeg endte altid med at kommentere noget de VAR færdige med at snakke om, og jeg endte altid med at stå udenfor rundkredsen, hvilket i sig selv var surt, men på grund af de ting der har været sket mig på bostedet gennem det sidste halve år, så blev jeg helt paranoid og mente at folk med vilje ignorerede mig. Jeg prøvede at kompensere ved at være ekstra sjov, men når man prøver at være sjov fordi man føler sig udenfor, så kan det KUN ende galt.

Jeg havde dog to hyggelige øjeblikke.
- Jeg prøvede på mit alt for usikre engelsk at forklare forskellen på katolicisme og protestantisme for en australsk katolik og en singalesisk buddhist.
- Jeg sad sammen med en at drengene og så på en gravko der flyttede rundt på nogle tunge ting mens vi diskuterede drenges fascination af 'stort legetøj'.

Da vi kom til Ribe i vores prangende brønbybus vakte vi megen opsigt. Det var først i Ribe at den faglige del af turen for alvor gik i gang, men da var jeg nødt til at forlade dem og tage hjem. Jeg var taget med for det sociale, men det slog fejl, så jeg var glad for at komme væk. Jeg tog bussen til Vejen og derfra langsomtoget hele vejen til Aarhus og derfra hjem. Jeg kunne have skiftet ti et hurtigere tog allerede i Fredericia og være hjemme en halv til en hel time tidligere, men jeg kender det almindelige tog godt nok til at vide at en fredag eftermiddag i sommerferien, der er der fuldkommen proppet, hvorimod jeg havde en fin plads i stillekupéen i langsomtoget og kunne sidde der uden nogen forstyrrelser.

Jeg må indrømme at turen fra min side føltes som en fiasko. Fagligt har jeg fået meget ud af kurset, men socialt har jeg ikke været god nok og har ikke haft de bedste forudsætninger.

Er jeg et godt menneske?

Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.

I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.

Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

Er vi lige eller ulige?

Inden for uddannelsessystemet er der spørgsmål som virkelig kan forarge folk hvis man stiller dem. Et af de spørgsmål er spørgsmålet om lighed i uddannelses systemet.

Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.

Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv

Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.

Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.

I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.

Om sen abort ved handicap

Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.

A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.

Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.

2 x mig

Jeg kan fortælle at selvom man elsker et fag helt enormt meget, så er det stadigvæk røv kedeligt at læse til eksamen. Jeg har holdt læseferie i to dage og jeg savner allerede universitetet. Dog handler det ikke så meget om at renskrivning af noter og repetition er kedeligt, som det handler om, at jeg ikke er tryg i mit eget hjem.

Det er ikke at Pigen gør mig noget, hun kommer ikke ind om natten og barberer håret af mig eller kalder mig navne, hun ignorerer mig bare og gør det dag ud og dag ind i 6 måneder. Det er forbløffende hårdt at blive ignoreret. Mit selvværd er i bund, og jeg føler mig ikke som mig selv.

På universitetet, hvor jeg jo så ikke rigtigt kommer lige nu, er  jeg en anden. Der er jeg dygtig, jeg er overskudsagtig, jeg kan håndtere de udfordringer som livet giver mig, men herhjemme er jeg et ynkeligt skvat der går rundt med bøjet nakke. Jeg har en seddel på døren hvor der står, at jeg skal ranke ryggen, at jeg også fortjener at være her, men det er som om jeg ikke rigtigt tror på det selv.

Pædagogerne har anerkendt, at der er et problem, men efter direkte og indirekte at være blevet afvist i 6 måneder, så er jeg grundlæggende i tvivl. Jeg tvivler på mine iagttagelser og på mine egne intentioner. Hvad nu hvis det hele er noget jeg selv finder på og som jeg har manipuleret pædagogerne til også at tro på det? Hvad hvis jeg overdriver det hele ved at bruge ord som mobning og svigt?

Jeg mangler et verbum til hvad det er Pigen gør mod mig. Ikke så meget den konkrete handling med at overse/ignorere mig, men den mere mentale side af sagen. Jeg bruger ordet mobbe fordi jeg ikke kender andre ord, men mobning giver os nogle grimme billeder der ikke helt er i overensstemmelse med hvad hun gør. Men hvad skal jeg ellers kalde det? Drille? Det tror jeg så ikke lige. Problemet med at bruge ordet mobning er, at jeg derved gør hende til en der mobber, og det tror jeg trods alt ikke at hun har fortjent. Jeg tror ikke at hun har intentioner om at få mig til at have det skidt. Men ved ikke at kalde det noget, negligerer man også bare hvor stor en betydning det har i mit liv. Problemet er at jeg føler mig som offer, men offer for hvad, er en forbrydelse uden navn også en forbrydelse? Er det ikke først rigtigt forkert når man formulerer at det er forkert?

Om et lidt sent nej til mobning

Jeg har gennem de seneste 6 måneder været udsat 'mild' mobning på mit bosted. det har ikke været værre end at jeg godt kunne holde det ud, men det har tæret på mine kræfter. Hvad der til gengæld er gået mig meget på er pædagogernes reaktion, der har nemlig ikke været nogen de sidste 5 måneder. Vi talte om det i begyndelsen, men så vænnede alle parter sig til at sådan var det bare.

Min læseferie er begyndt, så jeg skal være til at være meget mere hjemme, og tanken virkede rædselsfuld, at jeg fik min psykolog til at skrive et brev til min kontaktpædagog, men der har været mange dage den sidste uge, hvor jeg har ønsket, at jeg intet havde sagt, for pædagogernes reaktion har været endnu værre end deres tavshed.

Et af problemerne har været pædagogernes tavshedspligt over for pigen der gør dette mod mig, og i frygt for at sige for meget, har de valgt at sige for lidt, så hele tiden blev jeg mødt med "det kan jeg ikke sige noget om... tavshedspligt". Jeg ved intet om hvad der foregår. Vi plejede at være venner, men jeg kan ikke få at vide hvad jeg har gjort galt eller hvorfor hun ikke længere kan lide mig, for hun ønsker ikke at gå i dialig. Da jeg spurgte om de (pædagogerne) i det mindste ville opfordre hende til det, fik jeg "nej".

Efter et møde blandt pædagogerne om det, kunne jeg til gengæld godt få at vide, hvad jeg kan gøre. Jeg kan finde mig i det, for sådan noget kan man også komme ud for i 'den virkelige verden' og pædagogerne 'kan hjælpe mig til at være i det på bedst mulig måde'. Det har været så ydmygende. Jeg følte, at de havde sat sig ned i en lille rundkreds og set hinanden i øjnene og valgt at vælge mig fra, og jeg følte at det var min egen skyld, fordi jeg havde tvunget dem til at vælge imellem os. Jeg følte mig så værdiløs og græd mig gennem weekenden.

Søndag var min anden kontaktpædagog på arbejde. Hun havde ikke været en del af mødet, men da hun nu blev inddraget, begyndte der at ske noget.

Først udredte hun min misforståelse, at der rent faktisk bliver arbejdet på at løse situationen, også på pigens side.
For det andet, går hun ind og siger, at hun kan ikke gå ind og sige noget om pigens sag, men hun kan godt gå ind og sige noget om min, og hun har ikke observeret på noget tidspunkt at jeg skulle have gjort noget galt.
Og til sidst anerkender hun at pædagogerne har svigtet mig. Ikke kun i den sidste uge, men generelt gennem de sidste 5 måneder.

Det er en kæmpe lettelse, og pludselig kan jeg mærke hvor træt jeg er efter at skulle holde sammen på det hele. Situationen er på ingen måde løst, men nu er jeg ikke længere skurken.

Av mine lår-basser

Om tirsdagen spiller jeg badminton med en ældre mandlig pædagog. Da jeg i sin tid meldte mig til, gjorde jeg det lidt i overbærenhed, for der var ikke mange af tingene fra bostedets dagtilbud jeg egentlig gad, men jeg ville på den anden side også vise min støtte til idéen, for jeg kunne godt lide konceptet med, at bostedet aktivt gik ind og prøvede at aktivere os. Så jeg meldte mig til badminton, for jeg tænkte, at det skader vil ikke med lidt ekstra "motion".

Anførselstegnene om "motion" skyldes at jeg nok ikke havde den store respekt for badminton, jeg tænkte nok, at det var en lille smule fimset med sådan en lille fjerbold.

Vi spillede i nogle måneder, men så måtte jeg stoppe, fordi jeg begyndte på universitetet og havde timer om tirsdagen, men i efter jul fik jeg nyt skema, så nu spiller vi igen. I denne omgang dog, bliver der dog lagt langt større vægt på læring, i stedet for bare at stå og skyde formålsløst til hinanden. Det e ikke fordi jeg har de store forhåbninger om at blive en stor badmintonstjerne, men som alt mulig andet, er det først rigtig sjovt når man begynder at blive god til det, det gælder især, når man som jeg har perfektionistiske tendenser.

Jeg er på ingen måde et naturtalent, men jeg er heller ikke helt uden evner, og den pædagog jeg spiller med er dygtig både til at spille og til at lære fra sig. Han er meget pædagogisk og roser mig til skyerne. Jeg ved godt, at den slags ros skal tages med et gran salt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bryde ud i et bredt grin, og min selvtillid skyder i vejret. Ros gør mig modig på banen, og når jeg gør noget dumt eller dårligt, så griner vi bare. Jeg kan ellers godt være en af dem der trækker sig ind i sig selv og ud af spillet, hvis tingene ikke går helt efter mit hoved. På et eller andet tidspunkt skal vi jo nok begynde at analysere på mine fejl, men til den tid er min selvtillid på banen forhåbentlig etableret nok til, at den ikke tager skade.

For to uger siden lærte jeg at smashe, og bag efter var jeg lidt øm, og i tirsdags lærte jeg at placere bolden skiftevis i den ene og den anden side af banen, og både pædagogen og jeg fik løbet sprunget og kastet os rundt på banen. Det var virkelig sjovt, og vi fik svedt meget, så anførselstegnene blev fjernet fra motion. Der er nu gået to dage, og jeg er ret så øm. Jeg er ikke en af de mennesker der får strukket ud efter at jeg har rørt mig, for jeg har heldige gener der gør, at jeg ikke bliver ret øm i forhold til hvordan mange andre har det, men det betyder ikke, at det ikke kan mærkes, især når jeg skal sætte mig og rejse mig fra toilettet.

Jeg vil dog sige, at jeg er øm nok til, at jeg ikke havde lyst til at løbe i morges, så i stedet gik jeg i svømmehallen.

"I var der ikke"

I går og i forgårs var mine faste kontaktpædagoger her, men ellers havde de faktisk ikke været her i en uge, og det føltes ensomt. Der har ikke været nogen umiddelbare kriser, så der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg bare græd og kun ville have dem, men det har været en tom fornemmelse, at der ikke var nogen faste mennesker i mit liv der fulgte op på aftaler og huskede de historier jeg havde fortalt. Det var faktisk mest tydeligt i går, hvor jeg sad sammen med en af dem, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg kunne slet ikke huske hvornår hun havde været der sidst, hvilke historier hun havde hørt og hvilke hun ikke havde, men det var egentlig også lidt ligegyldigt, for jeg orkede ikke at fortælle dem igen, jeg havde jo allerede fortalt dem om og om igen. Nogle gange blev jeg ligefrem irriteret når hun spurte ind til noget, for jeg glemte hele tiden, at hun jo ikke vidste det ene og andet.

Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal tænke på pædagogerne som individer, og hvornår de er en samlet enhed. Som personer er de unikke individer med hver deres karaktertræk, som man enten kan lide eller ej, arbejde tæt sammen med eller ej, men i kraft af deres stilling som pædagoger, bliver de også en enhed der arbejder (så vidt muligt) i samme retning. Hvad jeg snakker med én pædagog om bliver skrevet på Bosted (en slags journal) for en anden at læse, men jeg ved aldrig med sikkerhed hvem der skriver hvad og hvor meget, og hvem der læser hvad, hvornår og hvor grundigt. Nogle gange er det til at blive helt skør i hovedet af, nogle gange er der ting jeg ikke har lyst til at sige fordi jeg ikke vil have at alle ved det, og nogle gange er det egentlig meget fint, for så slipper man med kun at sige noget 50 gange i stedet for 117.

Nu tager jeg hjem til min far på påskeferie, og når jeg kommer tilbage tager den ene af mine kontaktpædagoger på ferie. Jeg når lige at se hende en enkelt gang på mandag, ellers ser jeg hende ikke de næste fire uger, og jeg tror at det bliver hårdt, for snart starter universitetet, og selvom jeg glæder mig til det fordi det godt kan blive lidt trivielt at se tv hele tiden, så er jeg også rædselsslagen for at jeg ikke kan klare det.