Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.
Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?
Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.
Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
fredag den 25. december 2015
fredag den 4. december 2015
Med juletræet på hovedet
I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.
Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.
Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.
Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.
Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.
Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.
Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.
Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.
Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.
mandag den 16. november 2015
Prinsessens juveler
En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.
Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.
Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.
Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.
Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.
Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.
Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.
søndag den 28. december 2014
Glædelig jul
Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.
Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.
I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.
Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?
Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)
Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.
I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.
Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?
Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)
lørdag den 6. december 2014
Jeg har ligget syg
Jeg har ligget syg den sidste uge, altså ikke sådan rigtigt syg, men jeg har haft en rigtig grim hoste, og jeg blev meget nemt træt. Selvfølgelig skete det samtidig med, at vi lige så stille begyndte at få fri til at læse til eksamen, for så har man jo 'tid' til at være sig, yeah right. Jeg gad dog ikke helt at anerkende at jeg er syg, så jeg prøvede at leve min uge så normalt som muligt, hvilket betyder at jeg egentlig ikke rigtigt laver noget. Den eneste forskel på det som jeg gør, og så på at være rigtig syg er, at jeg ikke ligger i sengen.
At jeg har været syg betyder også, at jeg ikke har så meget at fortælle. Det er svært at være analyserende over for sin egen situation, når ens hjerne er gået et gear ned i tempo. Jeg føler mig ikke træt, men jeg er træt. Det meste af tiden, er det ikke noget der viser sig så tydeligt, men forleden dag var jeg nede ved min psykolog, og der kunne jeg virkelig mærke hvor svært det var at reflektere over hendes spørgsmål.
En lille historie kan jeg dog fortælle. Jeg har længe været på udkig efter et juletræ, men det er tidligt på sæsonen, så mange steder er ikke begyndt at sælge endnu. Jeg fandt til sidst et sted nede ved domkirken, men da jeg ikke har nogen bil, så måtte jeg tage det med hjem i bussen, og jeg fik mange muntre blikke. Træet var tungt, men jeg fandt ud af, at det var nemmest at bære det på hovedet, der er jo en grund til at afrikanerne gør som de gør. Jeg må have set lidt sjov ud, som jeg kom gående med et grantræ ballancerende på hovedet
At jeg har været syg betyder også, at jeg ikke har så meget at fortælle. Det er svært at være analyserende over for sin egen situation, når ens hjerne er gået et gear ned i tempo. Jeg føler mig ikke træt, men jeg er træt. Det meste af tiden, er det ikke noget der viser sig så tydeligt, men forleden dag var jeg nede ved min psykolog, og der kunne jeg virkelig mærke hvor svært det var at reflektere over hendes spørgsmål.
En lille historie kan jeg dog fortælle. Jeg har længe været på udkig efter et juletræ, men det er tidligt på sæsonen, så mange steder er ikke begyndt at sælge endnu. Jeg fandt til sidst et sted nede ved domkirken, men da jeg ikke har nogen bil, så måtte jeg tage det med hjem i bussen, og jeg fik mange muntre blikke. Træet var tungt, men jeg fandt ud af, at det var nemmest at bære det på hovedet, der er jo en grund til at afrikanerne gør som de gør. Jeg må have set lidt sjov ud, som jeg kom gående med et grantræ ballancerende på hovedet
torsdag den 20. november 2014
Om at trøstekøbe julepynt
Der er under en måned til at eksamenslæsningen går i gang, og jeg begynder lidt at kunne mærke presset, hvilket sætter gang i min evigt tilbagevendende eksamenskuller. Med eksamenskuller mener jeg, når jeg går voldsomt meget op i et emne der ikke er eksamens relateret, for at skabe et aktivt felt der kan stå som kontrast til alt det jeg får læst (eller ikke læst). Når emnet i år er julepynt, så foregår det sådan, at når min hjerne arbejder på højtryk med græske verber og begreber, sidetal og skrivekramper, så kan jeg godt nogle dage gå hen og blive ret melankolsk grænsende til trist, og så hjælper det at gå ind i en butik og købe en engel i porcelæn eller en pingvin med ørevarmere. Det er en temmelig effektiv kur, og det hjælper også når jeg har nedtur efter at fysioterapeuten viste mig en video af min egen røv der løber i slow motion.
Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).
Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.
Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.
Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.
Emnet i år er julepynt, hvilket blandt andet skyldes, at vintereksaminer gør mig mere kulret end sommereksaminer, men det skyldes også, at jeg i år også skal have mit første eget juletræ. Eftersom det er det første, så har jeg ikke meget pynt at hænge på det, og det vil derfor være det mest fornuftige at købe et lille træ, men julen handler ikke om fornuft, så fristelsen er stor til at købe et kæmpe stort træ, men hvis man skal have et stort træ, så skal man også have pynt nok til et stort træ, og så må man jo ud og købe noget (heldigt).
Bare fordi jeg køber en del julepynt betyder det ikke, at jeg køber hvad som helst. Det er helt utroligt hvor meget grimt julepynt der er derude. Det grimmeste jeg er stødt på var et lyserødt hestelignende fantasidyr med fjer, perler og bling. "Hold da op" tænkte jeg da jeg ikke bare fandt den i én butik men i to. Jeg selv foretrækker det lidt mere diskrete ting. Jeg køber sjældent mange ting på en gang, bare en lille ting her og en lidt større ting der.
Når nu jeg er i gang med at købe julepynt, så spurgte jeg min far om jeg også skulle købe noget med til ham. Jeg fejrer altid jul hjemme ved ham, men de julepynt han har stammer næsten alt sammen fra da min søster og jeg var børn, og det er efterhånden nogle dage siden. Han sagde selvfølgelig ja, hvilket bare giver mig en undskyldning for at købe endnu mere julepynt, når nu jeg ikke hele tiden gider at sidde med næsen i bøgerne.
Der er selvfølgelig den fare, at jeg går kold inden julen overhovedet er gået i gang, men den risiko er der alligevel, da jeg skal til eksamen i begyndelsen af januar, og derfor kommer til at sidde med mine bøger en god del af julen.
onsdag den 25. december 2013
Glædelig jul
Blandt andet pga min flytning, men også på grund af regulær dovenskab, har jeg i december ikke fået gjort ret meget ud af julen. Før jeg kom til Odense, havde jeg ikke fået flettet så meget som et eneste hjertet, spist tørret frugt eller set et afsnit af en julekalender. Okay, jeg har stadig ikke flettet et eneste hjerte, ikke engang en lille bitte stjerne, men nå ja, det går vel nok (til gengæld har jeg købt en Mumi julepynt købt i Kristian F Møller boghandlen i Aarhus.
Men så kom jeg altså til Odense, og når nu min søster skulle se julekalender, så kunne jeg lige så godt se med, hvilket jeg i mit stille sind glædede mig over, for jeg ville jo nok aldrig selv få tændt for det, og når det nu alligevel var der, så var det nu faktisk rigtig hyggeligt. JEg ved ikke om man sådan rigtig kan kategorisere mig som i julehumør, men jeg er i hvert fald i godt humør.
Men julen kan også være lidt anstrengende. Alene al den mad er jo ved at tage livet af en. Der er så mange mennesker i julen. I onsdags var jeg i Salling for at købe julegaver. Jeg går meget op i at give gaver i et forsøg på at sige, se, jeg har rent faktisk hørt efter hvad du siger hele året, og på baggrund af det har jeg taget et følelsesmæssigt og intellektuelt valg om hvem jeg synes, at du er som person. Okay, nogle gange gir jeg bare folk hvad der står på deres ønskelister, for eksempel når jeg er ude i sidste øjeblik og panikker over den ulidelige varme i butikkerne og de mange mennesker og julemusik sunget af folk der ikke kan synge. Det er ikke fordi en ønskeseddelsgaver er mindre hjertelig, på ingen måde, den kræver bare lidt mindre af ens hjernekapacitet.
Der stod jeg altså i Salling, ikke fordi det er en butik jeg holder specielt meget af, men fordi det nu engang var den eneste butik der åbnede kl 9, og jeg skulle både købe julegaver og drikke kaffe med en veninde før jeg skulle hjem og vente på en håndværker. Der var ikke voldsomt mange mennesker, men det var så mega forfærdelig varmt, at jeg stod og prøvede at se hvor meget tøj jeg kunne tage af, mens jeg stadig skulle kunne jonglere med pung taske og gaver, hvilket bestemt ikke var let.
Jeg har ikke noget fast beløb jeg køber gaver for, men i et forsøg på at komme hurtigt ud af butikken, accepterede jeg ekstra høje priser. Værst var det i parfumeafdelingen, hvor alting har sære navne der for en udenforstående ikke har meget at gøre med det produkt der er indeni. Og alting stod så tæt og klemt, at jeg følte mig kvalt. Ekspedienten var egentlig flink, men hun var også lidt hoven, for det var jo tydeligt, at jeg ikke anede hvad jeg snakkede om, og jeg var jo endda en kvinde, det må være som en mand der må bede om hjælp til at skifte en pære, suk. Jeg kom dog ud, og folk var glade for gaverne, ligesom jeg var glad for dem jeg fik.
Næste problem var Disneys juleshow. Som alle andre mennesker elsker jeg Disneys juleshow, Jeg kan bare ikke klare 'Når du ser et stjerneskud'. Det er ikke bare det at den er både klæg, klam og helt forfærdelig, det er også at den bliver spillet hele tre gange i løbet af showet, og jeg bliver helt elektrisk hver gang. Eller nu siger jeg tre, det plejer at være tre, i år var det vist kun to, thank God for the little flavours in life.
mandag den 23. december 2013
Og så lige midt i ferien
Lige før jeg flyttede, var jeg til en samtale med min psykiater. Min psykiater mente ikke, at det kunne passe, at en ung frisk pige skulle gå i seng med hønsene, dvs kl 18, så hun satte mig op i min ADD medicin Concerta. Jeg skulle efterfølgende maile med hende hvordan det gik. Til at starte med gik det fint, for jeg faldt ikke længere udmattet om på sofaen allerede kl 13, men så kom ferien.
Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.
Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.
Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.
Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.
lørdag den 30. november 2013
Juleweekend
Her i denne weekend skal jeg på juletur med min mor. Jul? Hvad pokker skete der lige der. Jeg har været så optaget i dette semester, at jeg dårlig havde haft tid til sådan for alvor at registrere at julen er ved at være der. Jul? Jeg skal betale dobbelt husleje i december, hvordan i alverden skal jeg få råd til gaver? Men selvfølgelig skal der være råd til gaver, jeg er en gave giver, jeg elsker at give gaver. Normalt får jeg købt alle mine gaver i november, men ikke i år. Sådan lettere panisk fik jeg købt min mors gave, kun for at finde ud af, at jeg er løbet tør for gavepapir. Hvornår jeg skal købe de resterende gaver er jeg ikke helt sikker på, men jeg skal såmænd nok få det gjort.
Der er blevet pyntet til jul på mit bosted og det er sikkert fint nok, jeg regner bare ikke selv med at gøre det i år. Hvorfor skulle jeg det? Hele min lejlighed bliver alligevel pakket ned d. 14. december, og når jeg så flytter, så har jeg rigeligt der skal sættes op.
Så i første omgang nøjes jeg bare med denne juleweekend sammen med min mor. Jeg ser ikke min mor særlig tit, nogle gange om året. Vi taler heller ikke i telefon. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, vi har det fint sammen. Hun følger mit liv gennem bloggen her, og jeg får et postkort eller en sms fra hende i ny og næ, og sådan fungerer det fint for os
Der er blevet pyntet til jul på mit bosted og det er sikkert fint nok, jeg regner bare ikke selv med at gøre det i år. Hvorfor skulle jeg det? Hele min lejlighed bliver alligevel pakket ned d. 14. december, og når jeg så flytter, så har jeg rigeligt der skal sættes op.
Så i første omgang nøjes jeg bare med denne juleweekend sammen med min mor. Jeg ser ikke min mor særlig tit, nogle gange om året. Vi taler heller ikke i telefon. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, vi har det fint sammen. Hun følger mit liv gennem bloggen her, og jeg får et postkort eller en sms fra hende i ny og næ, og sådan fungerer det fint for os
onsdag den 2. januar 2013
Om en 'forkert' døgnrytme
Jeg har gennem mange mange måneder været vandt til at stå tidligt op og gå tidligt i seng (det skulle være så sundt for en lille dreng), men så kom julen og så kom der rod i det hele. Jeg sov i stuen, og der var jo grænser for hvor tidligt jeg syntes, at jeg kunne jage de andre i seng. Jeg ville jo også gerne være oppe, jeg ville jo gerne sidde og hygge mig med dem, jeg ville gerne med til julefrokost, jeg ville gerne det hele. Normalt ville jeg slet ikke være i stand til at være så længe oppe, men jeg fandt ud af, at hvis jeg eksperimenterede lidt med min medicin, så kunne jeg godt, så det gjorde jeg, og vi havde nogle gode lange aftener.
Det har så i den anden ende betydet, at jeg har stået senere op, og jeg finder mig i det fordi aftnerne har været hyggelige, men jeg hader at stå sent op, jeg bliver så gnaven og forvirret, og jeg kommer skævt i gang med dagen, og i dag måtte jeg for eksempel springe min træning over, for jeg kunne slet ikke finde plads til det inde i hovedet (overvejer at gå ned i kælderen senere og bokse, bare for at få rørt mig lidt). Det er næsten en uge siden, at jeg kom hjem til mig selv igen, men der har været ferie stemning og ferie vagtplan, og så kom nytåret, og midt i alt det, har jeg ikke kunnet finde ud af at få en almindelig hverdag op og køre igen med ro, regelmæssighed og renlighed.
Jeg var ellers helt forfærdeligt træt i går eftermiddags og lå bare på sofaen og klynkede mens jeg så sigøjner bryllupper i fjernsynet
I dag begynder hverdagen igen, og det er vigtigt for mig, at vende tilbage til en fast døgnrytme, hvor jeg ved hvornår jeg går i seng og hvornår jeg står op, hvilke dage jeg træner, og hvilke dage jeg ikke gør. Det er enormt usikkert for mig, at det hele er op til tilfældighederne, og jeg får en stram fornemmelse i maven af ren og skær nervøsitet. Det er vigtigt for mig at have faste rutiner, for så ved jeg sådan ca hvad jeg skal hvornår. Hvis jeg vågner tidligere end tænkt, så gør det ikke så meget, så er der nemlig bare mere tid til at lave de ting jeg skal, men hvis jeg derimod vågner sent, så skal jeg begynde at planlægge min dag på ny, og det kræver meget af mig. Jeg skal flytte rundt på mine planer, og jeg skal vælge ting fra, men jeg har ikke lyst til at vælge noget fra, for hver lille del, er med til at skabe en god start på dagen. Hvis der mangler noget, bliver det en procentvis mindre god start på dagen, og så er der en sandsynlighed for, at det også bliver en mindre god dag. hvis der mangler en brik om morgenen, hvordan kan jeg så stole på, at resten af dagen kan blive som tiltænkt? Så bliver jeg bange og forvirret. De fleste dage ender det hele med at gå ganske udmærket alligevel, men ikke altid, og det er dette 'ikke altid' som jeg er bange for.
Det er også vigtigt for mig, at opbygge en eller anden form for rutine inden universitetet starter igen til februar. Hver fredag skal jeg møde kl 8 til to timers gammel testamente. Det betyder, at jeg skal af sted lidt i 6 om morgenen. Det ville normalt ikke være noget problem, men efter jul er jeg begyndt først at vågne ved 7 tiden. Jeg plejer også at træne ved 6-tiden, men hvordan skal jeg turde gå derhen senere nu hvor folk stadig går op i deres nytårsfortsæt? Hvordan kan jeg for eksempel håbe at få min yndlingsmaskine, hvis der er risiko for en million milliard mennesker derovre? Derfor går jeg lige om lidt ned i vores egen kælder, for der er der ingen andre end mig selv, og så håber jeg på at vågne tidligere i morgen.
Det har så i den anden ende betydet, at jeg har stået senere op, og jeg finder mig i det fordi aftnerne har været hyggelige, men jeg hader at stå sent op, jeg bliver så gnaven og forvirret, og jeg kommer skævt i gang med dagen, og i dag måtte jeg for eksempel springe min træning over, for jeg kunne slet ikke finde plads til det inde i hovedet (overvejer at gå ned i kælderen senere og bokse, bare for at få rørt mig lidt). Det er næsten en uge siden, at jeg kom hjem til mig selv igen, men der har været ferie stemning og ferie vagtplan, og så kom nytåret, og midt i alt det, har jeg ikke kunnet finde ud af at få en almindelig hverdag op og køre igen med ro, regelmæssighed og renlighed.
Jeg var ellers helt forfærdeligt træt i går eftermiddags og lå bare på sofaen og klynkede mens jeg så sigøjner bryllupper i fjernsynet
"Jeg kan altså bare overhovedet ikke overskue at klokken kun er 17, jeg er bare så forfærdeligt træt".Så efter maden, som jeg hurtigt fik skovlet i mig, gik jeg i seng, men selvom jeg var så træt, kunne jeg bare slet ikke falde i søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig og jeg svedte tran. Til sidst overgav jeg mig, og gik ned for at få noget beroligende.
I dag begynder hverdagen igen, og det er vigtigt for mig, at vende tilbage til en fast døgnrytme, hvor jeg ved hvornår jeg går i seng og hvornår jeg står op, hvilke dage jeg træner, og hvilke dage jeg ikke gør. Det er enormt usikkert for mig, at det hele er op til tilfældighederne, og jeg får en stram fornemmelse i maven af ren og skær nervøsitet. Det er vigtigt for mig at have faste rutiner, for så ved jeg sådan ca hvad jeg skal hvornår. Hvis jeg vågner tidligere end tænkt, så gør det ikke så meget, så er der nemlig bare mere tid til at lave de ting jeg skal, men hvis jeg derimod vågner sent, så skal jeg begynde at planlægge min dag på ny, og det kræver meget af mig. Jeg skal flytte rundt på mine planer, og jeg skal vælge ting fra, men jeg har ikke lyst til at vælge noget fra, for hver lille del, er med til at skabe en god start på dagen. Hvis der mangler noget, bliver det en procentvis mindre god start på dagen, og så er der en sandsynlighed for, at det også bliver en mindre god dag. hvis der mangler en brik om morgenen, hvordan kan jeg så stole på, at resten af dagen kan blive som tiltænkt? Så bliver jeg bange og forvirret. De fleste dage ender det hele med at gå ganske udmærket alligevel, men ikke altid, og det er dette 'ikke altid' som jeg er bange for.
Det er også vigtigt for mig, at opbygge en eller anden form for rutine inden universitetet starter igen til februar. Hver fredag skal jeg møde kl 8 til to timers gammel testamente. Det betyder, at jeg skal af sted lidt i 6 om morgenen. Det ville normalt ikke være noget problem, men efter jul er jeg begyndt først at vågne ved 7 tiden. Jeg plejer også at træne ved 6-tiden, men hvordan skal jeg turde gå derhen senere nu hvor folk stadig går op i deres nytårsfortsæt? Hvordan kan jeg for eksempel håbe at få min yndlingsmaskine, hvis der er risiko for en million milliard mennesker derovre? Derfor går jeg lige om lidt ned i vores egen kælder, for der er der ingen andre end mig selv, og så håber jeg på at vågne tidligere i morgen.
lørdag den 29. december 2012
Om at modtage en gave II
Jeg har skrevet om det før, men nu har det endnu engang været jul, så nu gør jeg det igen, om problemerne med at modtage en gave og finde en grimasse der kan passe.
Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.
Nu kommer jeg til at lyde urimelig og utaknemmelig, men jeg blev ikke med det samme glad for disse bøger. Det var ikke, at jeg var ked af gaven, jeg kunne bare ikke rigtigt forholde mig til den, så jeg sagde tak, gav min søster et knus, og så beskæftigede jeg mig ellers ikke rigtigt med dem igen før i går, da jeg blev færdig med at læse "The Hobbit" og skulle finde på noget nyt at læse. Jeg vidste at "the god of small things" stod på min liste over bøger jeg SKAL/VIL læse, så den tog jeg uden at tænke nærmere over, men jeg blev straks grebet af den og fik læst hen ved 90 sider i løbet af eftermiddagen.
Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.
Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.
Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.
Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.
Jeg havde ikke ønsket mig noget særligt, bare penge, noget tøj og nogle bøger. Min familie har for længst lært ikke at improvisere for meget med mine gaver, for jeg bliver ikke glad, for det er jo mig selv der bedst ved hvad jeg har brug for, og så er jeg jo ikke dummere end at det er det jeg ønsker mig. Men dette er en sandhed med modifikationer. Af min søster ønskede jeg mig bluser til skolebrug, lange nok til at gå ned til hoften, men ellers ikke specificeret yderligere, for jeg stoler på min søsters gode smag, og med god ret, for det var to virkelig fine bluser jeg fik af hende. Vi fik alle to gaver af hende, en rigtig og en ekstra. Bluserne var min rigtige, og så fik jeg også en ekstra, to bøger, "The god of small things" af Arundhati Roy og "Monkey hunting" af Christina García.
Min lillesøster havde fået et godt tilbud på bøger i studenterboghandlen, så der blev givet mange bøger i julegave, mandelgave og pakkespil. Hvilke tanker der lå bag hvem der fik hvad, det ved jeg ikke, men dette var i hvert fald et godt valg til mig, og jeg kan mærke hvordan mit hjerte begynder at varme op til gaven.
Disse tanker er ikke nye, de kommer op hver jul, for folk giver mig jo en gave, ikke kun fordi julen dikterer, at det skal man, men også fordi de lægger følelser i og vil gøre noget godt for mig. Når jeg er så utaknemmelig, at jeg ikke bliver glad, så føler jeg rent ud sagt at jeg træder på dem, skider på deres følelser og er en dårlig søster, datter og barnebarn. Min familie kender mig, de ved efterhånden, at jeg er sådan, de ved, at jeg ikke mener noget ondt med det, at jeg en af dagene vil holde lige så meget af gaven som den fortjener. Men nogle gange vil jeg komme til at modtage gaver fra folk der ikke kender mig så godt, så jeg er lidt tvunget til at lære en grimasse der kan passe for ikke at fornærme nogen.
Et eller andet sted synes jeg måske også, at det er urimeligt, at man absolut skal blive glad for en gave det øjeblik man får den. Det er jo en ny ting, det er noget man skal have gjort plads til i sit liv, nogle gange er det noget der vil ændre ved ens liv, mange gange er det noget man skal finde plads til på sine hylder. Tøj ser ikke altid godt ud når det ligger foldet sammen, først når man får det på og matchet med noget andet, kan det leve op til sit fulde potentiale. En bog er et meget personligt valg der siger noget om giveren og hvem giveren synes modtageren er, og det skal der analyseres på. Der ligger mange tanker, følelser og symboler i en gave, og en dag som juleaften får man mange gaver, så der er mange indtryk man skal tage ind og forholde sig til. Derfor er det også en dag hvor det kan være ekstra svært at reagere som man forventes at gøre.
Juleaften er mine smil ikke falske, for jeg er blandt mennesker jeg elsker, men mine smil stivner, for musklerne i mine kæber og kinder er ikke veludviklede nok, og de kan ikke klare at smile så bredt og så længe. Jeg mærker hvordan mine ansigtsmuskler trættes, og jeg tænker, at alle da bestemt må kunne se det, og at det nemt må kunne misforstås.
fredag den 28. december 2012
Hjemme igen og træt
Hvor dejlig julen end er, så er det nu rart at være hjemme i sin egen lejlighed igen, også selvom der nu står bagage over det hele og ler hånligt af mig, fordi jeg ikke har overskud til at pakke det ud. Uret på væggen hvisker mig i øret og siger, at jeg er sent på den, for jeg vågnede først kl 7, og det er fint nok, når jeg er hjemme ved min far og skal tage hensyn til andre mennesker, men når jeg er her, vil jeg gerne op og i gang med dagen. Jeg er kommet hjem fra ferie, og så vil jeg gerne have at alt skal køre som det plejer, men sådan fungerer det bare ikke, for jeg er træt helt ind i sjælen.
Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.
I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.
Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.
Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.
Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.
Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.
I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.
Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.
Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.
Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.
torsdag den 27. december 2012
Vi tar lige opvasken
D. 26. december er vi altid til julefrokost hos vores elskede farmor. Hun er en frisk dame på 84, og hun står for det hele selv, vi skulle bare medbringe min søsters og mine Pepsi Max, blandt andet fordi de er så tunge at slæbe på. Men selvom hun er fuldt ud i stand til at klare alting selv, så ville min søster og jeg da lige være de gode børnebørn og tage opvasken.
Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.
Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.
Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).
Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.
Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?
Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.
Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.
Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).
Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.
Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?
tirsdag den 25. december 2012
Om juleaften
Hold da op, jeg er ikke stået så sent op i årevis. Kl er 8 og jeg føler mig helt malplaceret i en verden jeg ikke forstår mig på, med juletræ og gavepapir, bånd og brændte mandler. Jeg hader bestemt ikke julen, og jeg er både glad for de gaver jeg gav og fik, men jeg kan mærke, at jeg ikke nyder julen helt så meget som jeg burde. Jeg holder meget af min familie, og jeg ville gerne nyde det for deres skyld, men aftenen trak længere og længere ud, og jeg begyndte at blive småirritabel af træthed, og jeg blev længe oppe, og jeg gjorde det gerne, for min families skyld, men også for min egen, for et eller andet sted, så ville jeg jo gerne.
Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.
Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.
Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.
Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.
Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.
Juleaftensdag er så forbandet lang, og jeg følte mig konstant konfronteret med min egen uformåen, fordi jeg blandt andet ikke kunne komme i den rigtige stemning. Jeg sad som på nåle, og jeg spejdede efter praktiske arbejdsopgaver jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage ned og træne, for centret var lukket. Jeg prøvede at løbe en tur, men jeg genoptræner stadig efter min skade, så jeg kan/må kun løbe 1800 m, og det tager kun nogle minutter, og så måtte jeg ind igen gennem våde tunge snedriver. Jeg fik dog brudt lidt af dovenskaben, og jeg følte mig lidt mere frisk, og mere klar til at møde dagen med åben pande.
Det er min lillesøster og mig der pyntede træet. Juletræspyntning er i vores familie meget traditionelt, og ændrede sig ikke engang i forbindelse med vores forældres skilsmisse. Min søster og jeg sørger for at holde traditionerne i hævd. Nogle stykker julepynt har faste pladser, nogle har en historie, så absolut skal fortælles hvert år (og vi både fortæller og lytter gerne). Men i år var det lidt anderledes, for min lillesøster havde været i Tivoli og købe julepynt. Først var jeg sådan lidt hmm, hvad skal man med nyt julepynt, vi har jo rigeligt i det gamle, men det var faktisk rigtig pænt. Vi kommenterede alle hvor pænt selve træet er, og det er da på ingen måde grimt, men jeg kan altså ikke huske nok fra tidligere år til, at jeg synes, at jeg kan komme med nogensomhelst holdbar vurdering. Dette blev tolket som negativitet, men det var overhovedet ikke sådan, at jeg havde ment det.
Et sted hvor jeg dog VAR meget negativ var Disneys juleshow. Jeg er nok et af de eneste mennesker der ikke bryder mig om det program. Det meste er faktisk godt, men jeg kan ikke snuppe Jesper Fårekylling, jeg irriteres over hans åndssvage wannabe rim, og jeg hader hans forfærdelige stjerneskudssang som spilles, ikke én, men tre gange i løbet af showet (de kan jo virkelig ikke synge godt nok til at ramme så høje toner). Det var ikke min mening at ødelægge stemningen for min lillesøster, men jeg kunne simpelthen ikke holde min kæft, hvilket jeg faktisk skammer mig rigtig meget over. Jeg havde lyst til at bede om tilgivelse, men jeg turde ikke, for så ville hun lyve og sige at det var okay, og så ville min dårlige samvittighed mildnes, og jeg opførte mig forkert, og jeg fortjente dårlig samvittighed. Et andet senarie var, at vi så ville flytte fokus hen på mig, og jeg vil ikke have, at min søster synes jeg er en fuldkommen taber, eller jeg ville i hvert fald ikke have, at jeg troede, at hun syntes det. Så jeg tav... i hvert fald indtil den næste negative sætning strømmede ud af min mund, og så skammede jeg mig en gang til. Anders And i sneen elsker jeg dog, og jeg griner lige meget hvert år.
Jeg indrømmer, at jeg gik lidt til og fra juleshowet, for jeg skulle også lige nå at klæde om. Min kjole var pæn, men hår og make-up forstår jeg mig ikke på, så det blev bare sat/lagt som jeg gør når jeg skal i skole, hvilket gjorde mig enormt selvbevidst, på den ufede måde, og jeg skammede mig. Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre så ynkeligt et forsøg på at gøre mig pæn, det sker jo alligevel aldrig. Da jeg kom ud fra badeværelset sagde min far et det ser godt ud til mig med make-up, min far der ellers ALDRIG kommenterer på mit udseende, dårlig nok når jeg i tidens løb har prøvet at tvinge ham til det. Jeg brugte så mange år på at længes efter, at han sagde noget, men han gjorde det aldrig. Jeg troede, at det ville være en trylleformular der løste alle mine problemer med dårligt selvværd, men det gjorde det ikke. Mest var det fordi der ikke findes nogen trylleformular, men også fordi, mit selvværd har det langt bedre. Nu må i ikke misforstå mig, jeg blev bestemt meget glad, men der var bare ikke nogen engle der sang.
Men generelt kom jeg vist til at være meget negativ i løbet af aftenen, og det gik min søster søster på, men det er bare den måde jeg taler på, meget af det var egentlig ikke ment negativt, det var bare sproglige finter, men jeg kan godt forstå, at hun forstod det sådan. I aftenens anledning ville jeg gerne have ændret mig for hende, som en ekstra lille julegave, men jeg fandt mig selv ude af stand til det.
mandag den 24. december 2012
Støjende julehygge
I går var min familie og jeg til det årlige lillejuleaftens hygge hos nogle gode venner, med æbleskiver, ost og pakkeleg. Jeg er lidt en kylling når det kommer til den slags arrangementer, så jeg turde egentlig ikke at tage med, for jeg var sikker på, at jeg ville blive træt og ensom, for jeg er ikke vant til at være ude om aftenen fordi jeg altid går så tidligt i seng, og det var at træde ud af min sikkerhedszone.
Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...
På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.
De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.
Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.
Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...
På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.
De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.
Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.
søndag den 23. december 2012
Mørbanket
Min far min søster og jeg var i biografen i går for at se "Hobitten", og klokken blev næsten 9 før vi var færdige. Da vi kom hjem skulle der så lige ordnes vasketøj, natmad, aftenkaffe og res en seng i stuen til mig, så jeg kom først i seng hen ved halv 10-tiden. Det lyder måske ikke af så forfærdeligt meget, men det er det når man normalt er vant til at gå i seng ved 7-tiden. Resultatet er, at jeg først vågnede sent i dag, og kl 6 er sent, når man er vant til at stå op kl 3.
Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.
I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.
Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.
Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.
Jeg bleiver altid så forvirret af at vågne sent, det er som om jeg slet ikke kan komme ordentligt i gang med dagen, som om jeg er gået glip af en helt masse meget vigtigt. Jeg ved ikke hvad det vigtige skulle være, men det føles meget presserende. Jeg kan egentlig godt gå hen og blive lidt gnaven på mig selv.
I dag er jeg dog mest gnaven fordi jeg har så forfærdelig ondt i hele kroppen af at ligge på den dumme drømmeseng. Jeg har egentlig ikke noget imod, at det er mig der sover i stuen. Det giver mig ro lig at have mine lange (eller knap så lange) og stille morgener, men jeg er altså ikke gode venner med den foldesammenseng jeg skal sove på. Der er trælameller på tværs, og madrassen er ganske ganske tynd, så at jeg sover ganske forfærdeligt og er gul og blå over hele kroppen. Jeg har en ganske god fornemmelse af hvordan prinsessen på ærten må have haft det. Jeg selv har ikke blåt blod i årerne, og ville derfor have stillet mig ganske godt tilfreds med 20 madrasser og tyve ederdunsdyner, om end jeg nok ville være bange for at falde ned. Og sådan kender man ikke en ægte prinsesse.
Jeg burde løbe mig en tur eller dyrke noget yoga for at løse op i ledende, men det stormer udenfor, og jeg har alt for travlt til at dyrke yoga, så jeg bliver siddende under tæppet, sløv i øjnene og sløv i kroppen. Jeg skammer mig over min dovenskab. Ifølge visse moderne psykologer findes dovenskab slet ikke, for der er altid en underliggende årsag, men det ændre ikke ved, at det er forkert at være 'doven', også selvom det er jul. Man burde have lov til at være doven i julen, men jeg for fniller af at sidde dagen lang på min flade og lave ikke-nok.
Av, jeg har faktisk vildt ondt i kroppen, så i dag slutter jeg mit blogindlæg tidligt og vil se om jeg ikke kan få lavet bare nogle enkelte øvelser, så det hele er lidt mere til at holde ud.
fredag den 21. december 2012
Ikke så sjovt alligevel
Jeg har en sjov historie fra sidste jul, som jeg ynder at fortælle, men i går fik jeg at vide, at den måske ikke er helt så sjov alligevel.
Jeg har en skæv døgnrytme, og går normalt i seng ved 7-tiden, og det gjorde jeg også sidste år. Det er næsten umuligt for mig at holde mig vågen over et vist punkt, og hvis jeg prøver, bliver jeg forvandlet til et klynkene spædbarn, og jeg bliver helt enormt ynkelig. Problemet er, at min fars lejlighed ikke er så stor, så jeg sover i stuen. Stuen og køkkenet går ud i et, så jeg kan ikke komme i seng før de andre går, og de andre er nødt til at gå, når jeg ikke kan klare mere.
Min far, min søster og jeg fejrer jul med vores elskede farmor, en frisk dame på 84. Vi sad sidste år og hyggede os, og jeg blev mere og mere træt, og selvom jeg gerne ville, så kunne jeg til sidst bare ikke mere, og jeg måtte snøftende bede min farmor, om hun ikke godt ville tage hjem, for jeg havde virkelig brug for at komme i seng.
Jeg har hele tiden syntes, at det var en sjov historie om hvor ynkelig jeg selv er, men i går var jeg hjemme hos min farmor i fire timer fordi min fars rengøringshjælp kom, og da jeg fortalte min historie, fik jeg også hendes. Hun var kommet hjem til en meget tom lejlighed og sad og var græd af ensomhed, for juleaften kan være den mest ensomme aften i løbet af året. Jeg blev virkelig chokeret, og jeg skammer mig over at sige det, men jeg kunne slet ikke høre hendes historie til ende, men jeg hørte mere end jeg gav udtryk for.
En af mine pædagoger fik den ide, at jeg bare kan lægge mig til at sove i min lillesøsters seng, så kan hun vaffe mig ind i min egen, når de andre kommer dertil. Det er så simpel en løsning, at jeg skammer mig over, at jeg ikke selv er kommet på det for år tilbage. Jeg vil gerne påtage mig hele skylden, for det er jo mig der ikke kan finde ud af at holde mig vågen, men det falder nok lidt tilbage på os alle sammen, for ingen af os tænkte på at finde en løsning.
Historien kommer måske mest bag på mig, fordi jeg elsker min farmor så højt, at jeg ikke kan lide at tænke på at hun har det skidt, og jeg kan især ikke lide, at jeg skulle have forvoldt hende smerte, men mennesker forvolder konstant hinanden smerte, og måske i endnu højere grad når man har Aspergers. Jeg kan godt lide at sætte mig ind i hvad andre mennesker tænker og føler, jeg vil gerne kende deres reaktioner og vide hvorfor de gør som de gør. Jeg vil gerne tænke på mig selv som et meget empatisk menneske, men empati som 'normale' mennesker kender det, har jeg ikke så forfærdelig meget af. Min empati kommer ikke følelsesmæssigt og empatisk, men langsomt og gennemtænkt. Jeg observerer og analyserer og kommer op med en hypotese, og så lige så stille retter jeg den til. Efterhånden som jeg integrerer disse tanker i mit liv, kan jeg også blive følelsesmæssigt påvirket, men for det meste kun hvis det er nogen jeg holder meget af.
min farmor holder jeg meget af, og jeg vil gøre alt for at hun får en god juleaften i år.
Jeg har en skæv døgnrytme, og går normalt i seng ved 7-tiden, og det gjorde jeg også sidste år. Det er næsten umuligt for mig at holde mig vågen over et vist punkt, og hvis jeg prøver, bliver jeg forvandlet til et klynkene spædbarn, og jeg bliver helt enormt ynkelig. Problemet er, at min fars lejlighed ikke er så stor, så jeg sover i stuen. Stuen og køkkenet går ud i et, så jeg kan ikke komme i seng før de andre går, og de andre er nødt til at gå, når jeg ikke kan klare mere.
Min far, min søster og jeg fejrer jul med vores elskede farmor, en frisk dame på 84. Vi sad sidste år og hyggede os, og jeg blev mere og mere træt, og selvom jeg gerne ville, så kunne jeg til sidst bare ikke mere, og jeg måtte snøftende bede min farmor, om hun ikke godt ville tage hjem, for jeg havde virkelig brug for at komme i seng.
Jeg har hele tiden syntes, at det var en sjov historie om hvor ynkelig jeg selv er, men i går var jeg hjemme hos min farmor i fire timer fordi min fars rengøringshjælp kom, og da jeg fortalte min historie, fik jeg også hendes. Hun var kommet hjem til en meget tom lejlighed og sad og var græd af ensomhed, for juleaften kan være den mest ensomme aften i løbet af året. Jeg blev virkelig chokeret, og jeg skammer mig over at sige det, men jeg kunne slet ikke høre hendes historie til ende, men jeg hørte mere end jeg gav udtryk for.
En af mine pædagoger fik den ide, at jeg bare kan lægge mig til at sove i min lillesøsters seng, så kan hun vaffe mig ind i min egen, når de andre kommer dertil. Det er så simpel en løsning, at jeg skammer mig over, at jeg ikke selv er kommet på det for år tilbage. Jeg vil gerne påtage mig hele skylden, for det er jo mig der ikke kan finde ud af at holde mig vågen, men det falder nok lidt tilbage på os alle sammen, for ingen af os tænkte på at finde en løsning.
Historien kommer måske mest bag på mig, fordi jeg elsker min farmor så højt, at jeg ikke kan lide at tænke på at hun har det skidt, og jeg kan især ikke lide, at jeg skulle have forvoldt hende smerte, men mennesker forvolder konstant hinanden smerte, og måske i endnu højere grad når man har Aspergers. Jeg kan godt lide at sætte mig ind i hvad andre mennesker tænker og føler, jeg vil gerne kende deres reaktioner og vide hvorfor de gør som de gør. Jeg vil gerne tænke på mig selv som et meget empatisk menneske, men empati som 'normale' mennesker kender det, har jeg ikke så forfærdelig meget af. Min empati kommer ikke følelsesmæssigt og empatisk, men langsomt og gennemtænkt. Jeg observerer og analyserer og kommer op med en hypotese, og så lige så stille retter jeg den til. Efterhånden som jeg integrerer disse tanker i mit liv, kan jeg også blive følelsesmæssigt påvirket, men for det meste kun hvis det er nogen jeg holder meget af.
min farmor holder jeg meget af, og jeg vil gøre alt for at hun får en god juleaften i år.
onsdag den 19. december 2012
Når andre har det svært
Jeg har en veninde der har det meget svært for tiden. Hun har det så svært at hun fuldstændig ignorerer mig. Hun vil ikke snakke med mig, hun vil ikke være i rum med mig, ja hun vil end ikke se i min retning.. Det er virkelig hårdt at blive ignoreret, og jeg føler mig ensom og værdiløs, så nu tør jeg heller ikke at være i rum med hende. Det har været enormt hårdt, og det har stresset mig meget.
Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.
Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.
Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.
Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.
At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.
Måske skyldes det også en lille smule, at jeg er vant til, at det er mig der er den sygeste, og så må de andres behov træde i baggrunden, men denne gang er hun den sygeste, og det er mig der må træde et skridt tilbage og lad hende få plads. Måske det er det jeg ikke er helt villig til, og det er en skam, for når man har det skidt, så har man brug for plads.
Jeg skrev et julekort til hende, jeg sagde, at jeg savnede hende, at jeg ved hun har det skidt, men jeg har ingen gode råd, for når man har det virkelig skidt, så findes der ingen gode råd, man står op, overlever, og går i seng igen. Jeg sagde, at jeg ikke kan love hende, at det bliver bedre med tiden, for det ved jeg reelt ikke noget om, men jeg håber det.
Jeg spurgte hende også, om jeg har gjort hende ondt, for det var i hvert fald ikke min hensigt, og måske er det noget jeg kan ændre på, men måske er det ikke. Måske er det fordi livet bare udad til kører for mig, og når selv jeg ikke kan overskue al den positivitet, hvordan skal en der har det virkelig skidt så kunne? Det er ikke noget jeg kan gøre noget ved, for jeg kan ikke leve et halvt liv for en venindes skyld, men jeg vil bedre kunne acceptere hendes afstand, hvis jeg ved hvorfor. Men måske handler det om noget andet, måske handler det slet ikke om noget, men jeg har brug for at vide det.
Hun har endnu ikke fået brevet, men i går gik vi forbi hinanden. Hun havde svært ved at se på mig, men hun prøvede, og det mildnede min mopsethed meget. Vi sagde ikke meget til hinanden, kun nogle ganske få ord om noget helt ligegyldigt, men men lige der og i det øjeblik havde vi en relation til hinanden, og vi gjorde begge forsøget.
At hun havde overskud til bare at prøve tyder på, at hun havde det bare en lille smule bedre end de tidligere dage, og det varmede mig om hjertet, og jeg håber at det lykkes hende at nyde lidt af julen.
mandag den 17. december 2012
Om ikke at få vasket tøj
Julen nærmer sig, og selvom jeg ikke er i julehumør, hjælper det mig ikke til at slippe for julestressen. Alle, i hvert fald alle voksne, bliver stressede i julen, der er så mange logistiske spørgsmål der skal gå op i en højere enhed. hvor skal man købe hvad til hvem? Hvad skal man selv ønske sige? Hvem skal lave hvilken mad hvorhenne? Hvem skal hente og bringe? Hvornår går toget, og går det til tiden, og kan man nå at få billetter? Hvem skal vi se, og hvem bliver der ikke tid til? Hvornår skal pakken sendes for at nå frem? Fik man sendt et julekort til farmor?
Men det er ikke kun selve julen der stresser, det er også alle de ting der skal nås inden vi alle går på ferie. Min uge ser sådan ud:
Mandag:
- Træne.
- Mødes med min tutor i Aarhus.
- Mødes med min psykolog i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Tirsdag:
- Til lægen.
- Lave hebraisk.
- Mødes med min tutor og min RSC-rådgiver om eftermiddagen i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Onsdag:
- Træne.
- Gøre rent.
- Pakke gaver ind.
- Nå at hente min medicin i det korte tidsrum mellem apoteket åbner og mit tog går.
- Toget til Odense.
Torsdag:
- Lave hebraisk.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Fredag:
- Træne.
- Besøge en veninde i København.
Jeg er faktisk rigtig nervøs for hvordan jeg vil klare ugen. Jeg får hjertebanken og jeg har svært ved at falde til ro om aftenen. Heldigvis er julen snart ovre, så kommer juledagene som også er stressende, så et par enkelte dage hvor vi forbereder os på nytår, og så har jeg en hel lang januar hvor jeg kun har ganske få planer. Det er næsten underligt at glæde sig til noget så kedeligt og gråt som januar, men det gør jeg. Jeg glæder mig til igen at få en struktureret hverdag. Ro, regelmæssighed og renlighed, det var det man i gamle dage sagde at børn havde behov for, og jeg tror at der var en vis form for visdom i det.
Hele pointen med dette indlæg er at fortælle jer, at i går da jeg skulle vaske tøj, der glemte jeg det, fordi mit hoved var fyldt med andre ting, og da jeg kom i tanke om det, så orkede jeg det ikke. Virkelig, den blotte tanke om at skulle ordne det fik det til at svimle for mig. Jeg tænkte, at jeg har rigeligt med tøj, det går nok, at jeg springer en vask over. Mit løbetøj lugter måske lidt, men det går nok, og hvis det bliver rigtig slemt, så kan jeg jo lige skylle det op i hånden.
Er julestres mon ikke indbegrebet af at være blevet voksen?
Men det er ikke kun selve julen der stresser, det er også alle de ting der skal nås inden vi alle går på ferie. Min uge ser sådan ud:
Mandag:
- Træne.
- Mødes med min tutor i Aarhus.
- Mødes med min psykolog i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Tirsdag:
- Til lægen.
- Lave hebraisk.
- Mødes med min tutor og min RSC-rådgiver om eftermiddagen i Aarhus.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Onsdag:
- Træne.
- Gøre rent.
- Pakke gaver ind.
- Nå at hente min medicin i det korte tidsrum mellem apoteket åbner og mit tog går.
- Toget til Odense.
Torsdag:
- Lave hebraisk.
- Læse forberedende tekster til næste semester.
Fredag:
- Træne.
- Besøge en veninde i København.
Jeg er faktisk rigtig nervøs for hvordan jeg vil klare ugen. Jeg får hjertebanken og jeg har svært ved at falde til ro om aftenen. Heldigvis er julen snart ovre, så kommer juledagene som også er stressende, så et par enkelte dage hvor vi forbereder os på nytår, og så har jeg en hel lang januar hvor jeg kun har ganske få planer. Det er næsten underligt at glæde sig til noget så kedeligt og gråt som januar, men det gør jeg. Jeg glæder mig til igen at få en struktureret hverdag. Ro, regelmæssighed og renlighed, det var det man i gamle dage sagde at børn havde behov for, og jeg tror at der var en vis form for visdom i det.
Hele pointen med dette indlæg er at fortælle jer, at i går da jeg skulle vaske tøj, der glemte jeg det, fordi mit hoved var fyldt med andre ting, og da jeg kom i tanke om det, så orkede jeg det ikke. Virkelig, den blotte tanke om at skulle ordne det fik det til at svimle for mig. Jeg tænkte, at jeg har rigeligt med tøj, det går nok, at jeg springer en vask over. Mit løbetøj lugter måske lidt, men det går nok, og hvis det bliver rigtig slemt, så kan jeg jo lige skylle det op i hånden.
Er julestres mon ikke indbegrebet af at være blevet voksen?
onsdag den 12. december 2012
Om en hyttetur med mor
For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.
I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.
Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.
Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.
Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.
Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .
I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.
Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.
Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.
Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.
Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .
Abonner på:
Opslag (Atom)