Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

• Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
• Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
• Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
• Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.

Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

• Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
• Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.

Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

Efterrationalisering ovenpå en eksamen

Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.

Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.

"Redegør kort for mellemøstkonflikten".

 WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:

"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".

Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:

• Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen. 
• Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
• Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.

Slut, punktum. Hvad mere skal jeg sige? Alt hvad jeg efterfølgende kan finde på at sige bliver tilfældige emner, løsrevet fra hinanden. Jeg snakkede en del om Hume. Det var ikke noget jeg blev bedt om, jeg skulle bare finde noget at snakke om, og dertil var Hume lige så fint et emne som alt muligt andet. Da jeg først havde sagt lidt om Hume, begyndte min lærer at spørge ind til nogle mere specifikke Humerelaterede spørgsmål, men da Hume ikke var en del af mit spørgsmål, så havde jeg ikke forberedt mere end nogle enkelte stikord, og det var ikke nok til at besvare alle lærerens spørgsmål.

Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:

"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".

Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.

Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.

At tale om de store oplevelser

Jeg får tit at vide, at jeg er god til at sætte ord på tingene, men jeg har mine begrænsninger. Jeg er god til at fortælle om de små ting her i livet som følelsen af larm, frygten for nye mennesker, eller bare om de små ting der gør mig glad. når jeg derimod oplever noget der går ud over min almindelige forståelses evne som at fortælle min historie foran 70 mennesker eller at jeg har fået en sød kæreste, så er det som om ordene tørrer ind i munden på mig, og alt jeg kan fortælle er, at det gik fint.

Jeg kan kun beskrive hvad jeg kan analyserer, og jeg kan kun analysere hvad jeg kan forstå. Nogle oplevelser er så fulde af indtryk, at jeg bliver forvirret. Jeg kan ikke finde ud af at sortere dem efter vigtighed, eller efter hvordan de hænger sammen med hinanden. Min hjerne er fuld af lysglimt og afrevne sekvenser. Når jeg så prøver at skrive her på bloggen eller i min dagbog, så kæmper jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og jeg ender med blot at skrive det mest basale. Det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle mere, det er bare, at jeg ikke kan sætte ord på.

Det var det der skete, da jeg prøvede at skrive om det oplæg jeg holdt i onsdags om mig, min autisme og min spiseforstyrrelse. Jeg frøs ikke da jeg stod på scenen, men jeg gjorde det, da jeg sad hjemme foran min computerskærm. Min hjerne var helt blank, og jeg gik en lille smule i panik, og af en eller anden grund havde jeg en eller anden fornemmelse af, at det var meget meget vigtigt, at jeg fortalte om det. Ikke så meget vigtigt for mig men vigtigt for jer.

Nogle gange kan jeg snyde mig selv. Jeg kunne have fortalt om hvordan jeg havde verdens dårligste hårdag. Hvis mit hår skal være rigtig lækkert, skal det gerne vaskes dagen i forvejen, men der var problemer med vandtrykket, så shampooen blev ikke skyllet ud. Jeg tænkte, at det måske lige kunne gå an, hvis jeg nu satte det rigtig pænt, men så skulle jeg ud og handle, og det regnede, og jeg endte med at ligne en narkoluder en lille smule, så jeg måtte springe ind under bruseren igen og håbe at håret kunne nå at tørre før jeg skulle af sted igen. Jeg har engang spurgt en muslimsk kvinde om man kan have krise over en dårlig tørklædedag ligesom over en dårlig hårdag, og det kan man godt, så det handler vist mest af alt om den kvindehjerne der sidder nedenunder.

Jeg skrev faktisk den historie, men jeg slettede den igen, fordi jeg følte, at den var for detaljefokuseret. Jeg ønskede, at lade som om jeg er normal og give folk en beskrivelse af overblikket.

Om lærerens kæphest

Enhver underviser har et emne de er særligt begejstrede for, og for min lærer i Ny Testamente er det "Andet brev til menigheden i Korinth" (2kor). Min underviser i generelt meget engageret i sin undervisning, men da vi i går nettop skulle arbejde med 2kor, så var det som om hun forvandlede sig for øjnene af os. Man kunne ligefrem se julelysende i hendes øjne, og jeg fik helt dårlig samvittighed over, at da jeg sad derhjemme og oversatte teksten, så virkede det på mig som noget forvrøvlet sludder. Godt nok har vi her i landet fri forskning, men det er en sag mellem politikere og forskere. Forholdet mellem lærer og elev er stadig præget af en vis fordel ved at tale læreren efter munden.

I et fag som teologi er der som sådan ikke nogen rigtige svar, men efter at have set min lærers entusiasme mens hun underviste, så begyndte jeg at spekulere på, om hun måske ikke havde fat i noget. Jeg er ikke klog nok til at bedømme, om hendes svar er "rigtige", men hvis hun kan finde teksten spændende, så kan jeg måske også.

Der er masser af gode grunde til, at vi selv skal sidde og oversætte teksten fra græsk til dansk, blandt andet fordi den autoriserede Bibel til tider er helt hen i vejret, men et af problemerne er, at man får tundelsyn, lidt ligesom når man har et migræneanfald. Man er så fokuseret på små bider af teksten afrevet fra hinanden, så man ikke ser sammenhængen, og måske havde det noget at gøre med mit kritiske syn på teksten da jeg sad derhjemme. Når læreren derimod stod oppe ved tavlen, så virkede det hele derimod så logisk, det var så let at lade sig rive med og lade sig forblænde, ligesom dengang man var lille og fik læst eventyr højt.

Meningen med forskning er at man skal stille kritiske spørgsmål. På den ene side er jeg meget autoritetstro, så når læreren siger ét, så går jeg ud fra, at det er rigtigt, men på´den anden side er jeg lidt et stædigt asen, så når først jeg har bidt mærke i en ting, så giver jeg ikke så let slip igen. Måden hvorpå jeg får disse to sider til at spille sammen er ved ikke at stille kritiske spørgsmål men nysgerrige spørgsmål. Jeg ved ikke om der er nogen praktisk forskel på de to, men ordet kritisk virker så... kritisk. Nysgerrig virker derimod blødt og venligt

Hjem fra ferie

Jeg er så træt, at ordene ikke vil makke ret inde i mit hoved. De farer rundt og driller mig. Så snart jeg tror, at jeg har fanget dem inde og tvunget dem til at stå på række og danne en mening, da løber de væk fra mig, grinende som små børn. Min hjerne føles lidt som før jeg begyndte på conserta.

Grunden til dette er, at jeg lige har været i sommerhus med min mor i fire dage. Det var en hyggelig tur, men også en tur fuld af indtryk og nye rutiner. Indtryk er når en farve, form, lyd eller lugt mases ind i hjernen for at danne et mønster, lidt ligesom kartoffeltryk, og det siger sig selv, at hjernen kun har plads til så og så mange nye mønstre før den bliver trykket til kartoffelmos.

Her er nogle af de indtryk der får min hjerne til først at glædes og dernæst gå tre dage i hi og sige 'nu vil jeg ikke mere, jeg har brug for ro'.
- At sidde i toget mens vi kørte igennem en hede hvor al lyngen var sprunget ud. Hundredvis af meter af lyserød i forskellige nuancer alt efter hvordan lyset faldt. Lyserød op af bakke, lyserød ned af bakke, og lyserød så langt øjet rakte.
- Lugten af ikke længere at være i byen. Lugten af regnen der rammer den udtørrede jord, korn der bliver høstet på marken og ja, nogle gange lugtede der er svinestald, men det gjorde ikke noget, for vi var jo på landet.
- Lyden af græshopper. På et tidspunkt, da vi var ude og gå, var der en der gik i gang lige ved siden af mig. Jeg sprang forskrækket til siden, for jeg troede, at det var en cykel der kom brasende på grusvejen.
- At møde en gammel studieveninde, som jeg ikke har set i meget lang tid. Jeg er ikke god til at møde folk uforberedt, så samtalen blev nogle steder lidt akavet, men ellers var det rigtig hyggeligt.
- Vesterhavets brusen. Det var ikke meget jeg fik set til det, for jeg begyndte allerede at blive så træt, men jeg så det trods alt, og det var så meget større og mere majestætisk end det spejlblanke vand ved Aarhus.
- En bod hvor man selv kunne blande sin buket af georginer i de mest strålende farver for 2 kr stykket. Jeg havde planlagt at købe ti, men jeg endte med at købe 25.
- Selskab hver dag, næsten hele dagen, hvor jeg er vant til at være helt alene 23 timer i døgnet.

Dette er så korte brudstykker af min ferie, men selvfølgelig var der meget mere. Der er flere ting som jeg ikke har skrevet om, men jeg kan ikke skrive om alt. Jeg tror at de fleste bliver en anelse stressede på ferien. Jeg ved ikke i hvilken grad min aspergeroplevelse adskiller sig fra andre menneskers oplevelse. Det gør den nok ikke alt for meget, den største forskel er nok bare, at jeg bliver meget hurtigere træt end andre og ikke kan klare så meget.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".

Se op, der'n kop

Jeg bruger meget af min nyfundne fritid på at sidde og tegne postkort, og nu var jeg ved at være nået ned i bunden af blanke kort. Der ligger en bog og idé tæt på hvor jeg bor, og der tog jeg ind. Jeg havde overvejet at tage ned til byen, men havde ombestemt mig, jeg orkede det simpelthen ikke. Det viste sig dog, at bog og idé ikke havde kort i min størrelse, og så måtte jeg alligevel springe på cyklen. Vejret var egentlig ganske udmærket, så det var ikke fordi sådan en lille tur var noget problem. Jeg havde lidt frygtet hvor mange mennesker der ville være der nede, men det var heller ikke det helt vilde.

Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.

"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.

Freud og mig

zentangles

Jeg er inde i en periode hvor jeg er meget stresset, hvilket betyder, at min aftenangst er vendt tilbage. Aftenangst er det jeg får, når dagens kræfter er ved at være opbrugt, og jeg bare sumper hen foran fjernsynet. Det er på det tidspunkt af dagen, hvor jeg ikke har kræfter til at kæmpe imod de svære følelser, og hvor jeg ikke har kræfter til at aflede min opmærksomhed.

Jeg har altid fundet, at puslespil er gode i sådanne situationer, men de fylder også en forfærdelig messe. Min psykolog foreslog mig derfor det der hedder zentangles, hvilket er et navn jeg ikke kan udstå. Zen er godt i østen, men i vesten bliver det så fordrejet og forvrænget, at det giver mig kuldegysninger, men man kan jeg ikke dømme en aktivitet på dets navn alene, så jeg ville i det mindste give det et forsøg.

Først følte jeg mig lidt fjollet, så begyndte det egentlig at blive helt sjovt, og inden længe var jeg helt besat. Jeg har altid godt kunnet lide at tegne, men en tegning eller et maleri er tit et længere projekt, hvor man kan ødelægge det hele bare en enkel lille detalje går galt. De her tegninger er mindre prætentiøse. Hvert lille felt er et kort og afgrænset projekt. Nogle af dem er simple og andre mere komplicerede, men ingen af dem er for komplicerede. 

Jeg sendte billedet til min psykolog og sagde, at nu havde hun sat mig i arbejde, så nu var det hendes tur til at analysere mine billeder, for Freud og Jung ville sikkert have en frygtelig masse at sige om mine skitseringer. Jeg kan sikkert ende med at fremstå som en pervers stodder.

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

Om min seje søster

I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.

Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.

Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.

Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.

Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.

Om et par nye sko

Jeg ville gerne have et par pæne flade sko med en ordentlig sål. Det plejer at være noget nær umuligt at finde, så jeg ender altid med et par sneakers, men denne gang ville jeg gerne have noget andet, jeg ville have mig et par herresko.

Da jeg var barn så jeg en dokumentar om JD Salinger, ham der skrev "Forbandet ungdom", en bog jeg på det tidspunkt slet ikke havde læst. En af historierne i programmet var, at han havde ladet sig fascinere af en pige med herreur, og lige siden dengang har jeg et eller andet sted altid haft lyst til at mikse noget herrebeklædning ind i min gaderobe. 

Tanken har været der længe, men det var alligevel lidt impulsivt, at jeg gik ind i Bertoni, fandt det eneste par sko de havde i størrelse 40 og købte dem. Jeg var kommet for tidligt ind til byen, hvor jeg skulle hente min cykel ved cykelsmeden, så jeg skulle have to timer til at gå. Det var for koldt til at gå rundt, og jeg havde ikke nogen bog med, så jeg kunne ikke underholde mig selv på en café, så I kan godt se, at jeg ligefrem var nødt til at shoppe.

Så nu har jeg altså et par herresko, og jeg elsker dem. De er super bløde at gå i, og de er brede nok til at jeg kan have tykke sokker i her om vinteren. Jeg synes selv at det er nogle meget herrede herresko, men flere af mine kontaktpersoner synes at de kan gå begge veje, men jeg har ledt og ledt, og alle flade fruesko som jeg er stødt på har en tynd tynd gummisål elle sådan noget underligt skumgummiagtigt noget.

Jeg bliver måske også lidt fornærmet, for kan jeg virkelig ikke finde ud af at udvælge mig et par herresko, for det er jo herresko at jeg vil have, rigtige herresko ikke androgyne, eller måske ligefrem feminine. Nå ja, men nu er de købt, og jeg kan lide dem, så hvad betyder det hvad andre folk synes? Det betyder noget, for hvis man nu tegner en slange der har slugt en elefant, så nytter det jo ikke noget, at alle går rundt og tror, at det er en hat.

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.

Ørkesløshed

Findes der mon noget mere ørkesløst end at være studerende, man bruger et meste af sin tid på ikke at fatte en skid af hvad der foregår, så begynder man at forstå en lille bitte smule , og BAM så kommer eksamenen, og så til næste semester kan man starte helt fra bunden med et nyt fag.

I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.

På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".

Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:

CONSTAT CALIGULAM HUNC EQUUM CONSULEM FACERE VOLUISSE
Det blev fortalt, at Caligula ville gøre denne hest konsul

Caligula var selvfølgelig en romersk kejser der var mere end almindelig vanvittig. Han ville gøre hesten til konsul, ikke fordi det var en sød og nyttet pruhest ved navn Black Beauty, men på grund af hans generelle mangel på respekt for senatet.

Skolestart 2

Så var det i går at det gik løs. Jeg sad i toget på vej ind på universitetet, og da jeg så ud af vinduet så jeg at bladene var begyndt at antage en brunlig nuance. Er det virkelig allerede blevet efterår? Det regnede også, hvilket gav en grå tone til hele sceneriet.

Jeg var en lille smule trist, ikke over vejret, men over mig selv. Som jeg sad der i toget, hadede jeg min krop. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg har taget på i løbet af sommeren, men det var som om jeg opdagede det på ny. Det var virkelig en overvældende følelse, og jeg var ikke overbevist om at jeg ville kunne klare skoledagen, når jeg så sådan ud, men hvad var alternativet? Skulle jeg blive hjemme til jeg har tabt mig? Og hvor lang tid ville det så tage mig? En uge? En måned? Jeg har lige skrevet i et brev til mentee, at hun ikke kan lade sin krop overtage hendes liv, men hvordan kan jeg tillade mig at sige sådan, når jeg ikke kan gå foran med et godt eksempel? Desuden var jeg så desperat efter at komme i gang og efter at møde mennesker igen, at det ville lykkes mig at komme derind, om jeg så havde farvet mit hår tisgult og klippet det i en uklædelig page.

Jeg havde for et par uger siden noteret tidspunkterne for lektionerne i min kalender, men jeg havde glemt det med bygning og lokale, desværre var Timeplaner nede i weekenden, så jeg spurgte desperat på vores facebookgruppe, for jeg ville ikke ricikere samme situation som sidste år hvor jeg uforvaret endte midt i en gruppe arabiskstuderende.

Jeg må når jeg nu ser tilbage have været lidt ensom, for mit møde med den virkelige verden slog mig som med en forhammer. Jeg snakkede ca tre gange så meget som jeg plejer, hvilket de andre vist syntes var lidt sjovt. Jeg selv syntes at de var pinligt, for jeg sagde mange dumme ting. De ting jeg sagde, var ikke sårende eller virkelig stupide, sådanne ting som jeg ville kunne få et helt indlæg til at handle om, men bare sådan helt almindeligt åndede, som vi sagde det i gamle dage, ugennemtænkte kan vi også kalde det..

Jeg havde ikke fået købt min latinske grammatik, jeg troede ikke at vi skulle bruge den her til start, men det skal vi. Jeg gik helt i panik ved tanken om at komme bagud fra start, som jeg gjorde i græsk i sin tid, et fag som jeg endte med at dumpe. Jeg tror det er meget menneskeligt at gå i panik ved studiestart, alle virkede bare så cool med det hele. Det gjorde jeg nok også selv, for de andre kender mig nok ikke godt nok til at se gennem den jokende facade. Jeg greb en veninde og trak hende med ned i Stakbogladen, de studerendes boghandel. Det er studiestart for alle, så køen var enorm. Det tog os 40 sekunder at finde bogen, og det tog os en time at stå i kø. Jeg er meget panisk omkring køer, og jeg var endda panisk i forvejen. Man står så tæt i en kø, med mennesker man ikke kender, man har stadig sit overtøj på, hvilket er for varmt, men man tager det ikke af, for man bilder sig ind, at man jo snart skal ud igen. I en boghandel er der i det mindste gode ting at kigge på. Jeg fandt bogen, som man da bare måtte have hvis den ikke lige var så dyr, "squirrels of the world", og det er endda en tyk bog. Indrømmet, jeg har en lidt mærkværdig sans for humor. Jeg kan desuden ikke finde ud af at sige 'squirrel' min kæbe og tunge går nærmest i krampe når jeg prøver.

Første skoledag er altid fuld af sanseindtryk, lyde lys og nye ideer. Dette var nogen af mine, som efterlod mig udmattet og nærmest lykkelig.

En kop kaffe

Jeg sidder her med en kop kaffe i de stille morgentimer, og selvom musikken kører, så nyder jeg alligevel den ro der er på denne tid af dagen. Om lidt pakker jeg mine ting og tager over og træne, og så begynder min dag for alvor, men lige nu sidder jeg bare og drikker en helt almindelig rolig kop kaffe.

Jeg drikker kaffe med meget mælk og kunstige sødestoffer, for jeg har ikke helt vænnet mig til det i forhold til min elskede pepsi max, som jeg prøver at trappe ud af, men det er ikke det jeg tænker på lige nu. Lige nu tænker jeg ikke rigtigt på så meget. Jeg griner lidt af nogle sjove billeder på facebook og tager en slurk af min kaffe der begynder at blive kold, så jeg hælder den ud for om lidt skal jeg hen og træne, men ikke endnu. Lige nu er det stadig en fredelig fredag morgen.

Jeg købte roser i pink og lyserød i lørdags, og de står stadig fint. Hvad er forskellen egentlig på pink og lyserød? Jeg tror at pink er mørkere og mere krads end lyserød, men jeg er faktisk ikke helt sikker.

Det er nu andre mennesker står op, men jeg har været oppe i flere timer. I en periode af mit liv hvor jeg havde det meget svært, i en periode uden medicin, vågnede jeg også meget tidligt, men angsten var så slem, at jeg ikke kunne sidde stille og roligt og nyde noget som helst. Jeg tog musik i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i timevis uden mål, jeg gik bare. Det var en beroligende følelse at se hvordan der langsomt begyndte at komme lys i folks hjem. En gang for jeg vild i et industrikvarter kl 4-5 om morgenen, men det tog jeg nu ret roligt, det var i hvert fald ikke værre end alt det andet der foregik i mit liv på det tidspunkt, og jeg fandt da også hjem til sidst.

Så lige nu sidder jeg bare og nyder en rolig morgen, og jeg er taknemmelig for, at jeg er kommet så vidt med min udvikling.

Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.

Mere om sommeruni

Så er der under en uge til jeg starter på sommeruni. I går fik vi en mail med detaljer omkring kurset, og der fik jeg lidt et chok. Jeg havde troet, at timerne strakte sig fra 10-14, hvilket jeg overvejede om jeg måske kunne tænkes at kunne klare nogle af dagene, men nej, det er 9-16, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at klare, især ikke når man oveni skal lægge 3-4 timers transport hver dag. Med lidt held kan jeg klare halvdelen.

Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.

I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.

Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.

Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.

- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten.

Det ene af bogens kun tre skemaer

- Jeg har aldrig forstået mine medhumanisters store mistillid til at forklare sig i eller understrege sin pointe med skemaer. Jeg kommer fra en naturvidenskabelig baggrund. Begge mine forældre er naturvidenskabelige, og jeg blev matematisk student i 2004 (under den gamle gymnasiereform). Naturvidenskabere elsker skemaer, og sandt, så passer formen bedre til det naturvidenskabelige end det humanistiske, men det betyder ikke at man i den grad behøves at affærdige formen. Sjovt nok, har humanister intet problem med at bruge kort som illustrationer, en formidlingsform der ellers på mange punkter minder om skemaer.

En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.

- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.

Min første originale tanke

Jeg har haft min første originale/selvstændige tanke, altså i hebraisk. I går skrev jeg til min lærer i forbindelse med, at vi i dag har spørgetime før vores eksamen i næste uge. Han syntes, at det var synd hvis jeg skulle tage hele vejen til Aarhus for så lidt, så han svarede tilbage. Lident kunne han vide, at jeg hungrer efter selvskab, og tager med alligevel for forhåbentligt at kunne drikke en kop kaffe med mine medstuderende.

På hebraisk kan præpositionen לְ med suffix svare til en etisk/pleonastisk dativ, det vil sige, at personen der skal udføre en handling vil have fordel i at den udføres. i de tekster vi har opgivet til eksamen, og er de tekster vi kan komme op i (vi skal op i kendt tekst), der findes udtrykket לֶךְ-לְךָ som bare oversættes med "gå" da dativen ikke oversættes.

Jeg skrev til min lærer og spurgte, om udtrykket mon var beslægtet med formuleringen "af sted med sig" og hvad forældre ellers kan finde på at sige til deres små poder. Min lærer svarede tilbage, at selvom det ikke var 100 procent korrekt, så var det en interessant sammenligning, som bestemt var en tanke værd.

At få en selvstændig tanke har ikke udelukkende noget med dygtighed at gøre. Jeg har været dygtig hele tiden, men jeg har nogle fåreagtige tendenser og følger min lærer blindt i hvad han siger. Det var nu fedt for en gangs skyld at tage min lærdom skridtet videre, og det er vist også det der i teorien er meningen med undervisningen, at vi skal komme dertil, hvor vi er i stand til det, så det var lige i sidste øjeblæik, at jeg klarede det.