tirsdag den 31. juli 2012

Om min OL partner

Der er mange midlertidige personer i huset lige for tiden, både beboere og personale. De skal være her til engang i oktober, hvor vores søsterbosted åbner, kun et stenkast herfra. Det betyder, at der er rigtig mange mennesker i huset i øjeblikket, og det kan godt være lidt hårdt, en af de midlertidige beboere kan jeg endda finde på at hade nogle dage, bare fordi han er der, hvilket egentlig er synd, for han har ikke gjort mig noget, ikke rigtigt i hvert fald. Jeg ved at de alle er midlertidige, og det forsøger jeg at forholde mig til, for i oktober vil de alle som en forsvinde ud af mit liv 'PUF'. Det er på nogle punkter faktisk lidt hårdt, for der er en af pædagogerne som jeg er kommet til at holde rigtig meget af.

Hver dag sidder jeg foran fjernsynet og lader mig hypnotisere af en illusion, lever mig ind i et glansbillede, eller på mere almindeligt dansk, så ser jeg OL. Jeg er ikke synderligt interesseret i hvem der vinder, men jeg elsker at se dem kæmpe, se dem overvinde sig selv, og derfor elsker jeg den lille roer fra Niger, der selvom han var så langt bag ud så tvivlede han ikke et sekund på sig selv, og han blev belønnet med et kæmpe bifald, og jeg sad i sofaen med tårer i øjnene og havde lyst til at klappe med.

Den midlertidige pædagog er min OL partner, og hun kommer tit ind og sætter sig i sofaen, og jeg kunne vise hende min lille nigerske (hedder det det) roer, og lige som jeg forelskede hun sig også lidt i ham, og vi kunne blive enige om, at det var uretfærdigt når journalisterne ikke kunne lade være med at gøre en lille smule grin med ham, for han kæmpede jo hårdere end nogen anden og med endnu mere stolthed.

Den midlertidige pædagog og jeg sidder i sofaen og diskuterer resultater, præstationer og en lille smule sladder, og selvom hun er midlertidig, og jeg ved at hun snart forsvinder ud af mit liv 'PUF' så har jeg taget hende ind og stoler ubetinget på hende, og det glæder mig, men jeg er også skræmt fra vid og sans. I går da jeg sagde godnat til hende sagde hun, at hun kommer igen onsdag, og så skal vi rigtig hygge og se OL, og hjertet sprang i livet på mig, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, men lige der gik det også op for mig, hvor meget jeg så kommer til at savne hende, når hun er væk.

Jeg har lyst til at være sammen med hende så meget som muligt inden hun forsvinder, men jeg har også lyst til at trække mig allerede nu, i håb om, at det vil gøre mindre ondt, når tiden kommer hvor hun må bort.

mandag den 30. juli 2012

EKSTREMT talentfuld :-(

Den ene af mine opgaver til mit forfatterkursus finder jeg noget så svær, og det går mig rigtig meget på. Tiden går, jeg skal aflevere i morgen og jeg mangler rigtig meget, faktisk mangler jeg tre sider plus gennemretning. Jeg river mig i håret og ærgrer mig, for hvorfor var jeg ikke bare lidt mere flittig i sidste uge i stedet for at føjte rundt med mine venner? Men jeg oplevede jo så meget, og det var vel det værd, det håber jeg i hvert fald. Jeg ærgrer mig, for de ting jeg har skrevet er ikke så gode som de kunne være, og dem jeg kommer til at skrive bliver sikkert endnu værre, og det nu hvor min lærer lige har sagt, at jeg er 'EKSTREMT talentfuld', og det er rart at høre, men det forpligter også til at levere. Hvis det så var forrige gang hun havde sagt det, så kunne jeg slappe lidt mere af og sige 'ved du hvad, denne opgave er noget lort, for jeg kunne ikke finde ud af den og derfor tjattede jeg bare noget ned på papiret i sidste øjeblik', men det var ikke forrige gang det var sidste gang, og nu forventer jeg af mig selv, at jeg leverer et stykke arbejde der kan leve op til det talent.

Sidste gang blev jeg helt forpustet over alle de rettelser der var, så jeg skrev til min lærer og spurgte, om hun var begyndt at bedømme mig hårdere eller om jeg havde slækket på kvaliteten efter min ferie. Så var det at hun skrev det, at jeg var ENORMT talentfuld, men at det også betød at hun bedømmer mig hårdere end hun ellers ville have gjort. Jeg blev rigtig glad, selvfølgelig gør jeg det, for jeg elsker at få ros selvom jeg altid bliver lidt forlegen, men det forpligter at have talent, for man skal ikke sætte sit lys under en skæppe. Jeg ved ikke om det citat handler om tro eller om talenter, men begge dele virker, og begge dele kommer fra Gud, så det kan vel være hips om haps.

Nu skal jeg lige i bad efter min løbetur, og så skal jeg give mig i kast med opgaverne, og jeg frygter dem, men jeg glæder mig også, for ligesom i gymnasiet, så arbejder jeg nogle gange bedst under pres, så måske det alligevel ikke bliver helt så dårligt som jeg frygter.

søndag den 29. juli 2012

Om OL-feber

Jeg interesserer mig egentlig ikke stort for hvem der vinder, ikke må nuværende tidspunkt i hvert fald, jeg kender ikke engang reglerne i de fleste discipliner, men der er noget fascinerende ved at iagttage sportsudøverne. Jeg vil gerne lære at holde af sport, jeg vil gerne kunne værdsætte en god finte, men for at være ærlig, så synes jeg en stor del af tiden, at det er jævnt kedeligt. Jeg ligger henslængt i sofaen og lader mig hypnotisere af boldens bane eller af vandets glitren, jeg lader mig frivilligt trække ind i en illusion om den ophøjede rene atlet, som at se på græske statuer, men jeg ved at det er en løgn. Kan man måske fristes kalde mig sportsateist?

Der er historien om hammerkasteren, jeg ved ikke om den er sand, men jeg håber. Store konkurrencer kræver store resultater, så han fik sin hammer udhulet. Han lånte imidlertid denne lidt lettere hammer ud til en konkurrent, hvorfor? Fordi det ikke var vigtigt hvem der slog rekorderne, bare de blev slået. Jeg synes det er en smuk historie, så pyt med at han snød, for hvad er snyd, det er at gribe chancer, og frække sportsfolk dem kan medierne godt lide.

Medierne, hvorfor lige dem? Handler sport om at spille spillet, eller om at underholde masserne? Organiseret sport for menigmand, altså dem der ikke lige tilhørte eliten, blev genopfundet i slutningen af 1800-tallet som et forsøg på at forhindre arbejderklassen i at lave revolution, som en slags religion for pøblen, hvis fanatisme i dag kan måle sig med terrorgrupper over hele verden. Handlede terrorangrebet i München og Palæstina eller om sport? Husker vi det fordi det netop var OL det ramte og ikke, lad os sige, et teater?

Politik og sport hænger sammen, derfor er en australsk atlet blevet sendt hjem for racistiske udtalelser, men sport hører i endnu højere grad sammen med penge, derfor kostede Bendtners boxershortstrick en større bøde en racistiske udtalelser. Men hvad med sport og sex? Det er vel den nationale ånd der afgør det, mænd ser jo op til deres fodboldhelte, og fodboldheltene er vel et eller andet sted bare en del af folket. Er man til langsomt opspild og et skud tilbage til målmanden? Eller er det to ryk og en aflevering? Hvert hold har sin egen måde at spille på.

Føler jeg mig for god til at se sport? Måske lidt, men det skyldes lige så meget, at der er så meget jeg ikke forstår, så jeg kan ikke rigtigt føle mig som en del af fællesskabet, og så er det jo nemmest bare at sige, at det hele er noget lort.

Måske burde jeg som sportsateist beklage mig mig over de høje lønninger nogle idrætsfolk får? Der er jo ligefrem gået inflation i det inden for visse sportsgrene. Men egentlig ikke. Mennesker kan lide at forgylde deres helte. Det er politisk ukorrekt at hylde krigshelte, for krig er jo noget dårligt noget, desuden gør de sig ikke lige godt på TV, så sportsfolk kan vel være lige så gode helte som skuespillere og sangere. De kan jo også være sundere helte, måske især kvinderne fordi de står i så stærk kontrast til modebladenes stankelben. Lod os endelig hylde den sunde livsstil, eller er det politisk ukorrekt fordi Hitler også gjorde det? Men hvis sportsstjerner skal hyldes, så skal de også levere. Det kan godt tænkes at det er god taktik at spille sikkert i en fodboldkamp om bronzemedaljen, men det er saft suse mig kedeligt at se på, så levér.

OL er startet, og jeg ser det som min mission at lære at værdsætte sport.

lørdag den 28. juli 2012

Om når alting flyder

Jeg er ikke super pernitten med at holde min lejlighed skindende ren, men jeg kan nu alligevel godt lide at her ser ordentligt ud, det gør det desværre bare ikke lige nu. Da jeg kom hjem fra Paris, gik jeg rundt i en døs. Mit aktivitetsniveau lå på et absolut minimum, så at jeg kunne styrke mig og blive den gode gamle mig på et tidspunkt. Oprydning og rengøring blev ikke et af de emner jeg prioriterede, og det fortyder jeg nu, for så kom varmen, og jeg satte mig i en stol i skyggen og skabte mig, som var jeg ved at dø. Så i den uge blev der heller ikke gjort noget. Det har ikke gjort mig så meget, jeg har jo alligevel siddet ude det meste af tiden, og har ikke været nødt til at se på det. Men jeg sidder og ser på det nu, og jeg sidder og bliver irriteret på mig selv.

Okay, helt galt står det ikke til, her er rodet, men her er ikke decideret ulækkert. Hvor går grænsen mellem hvad der er rod, og hvad der er ulækkert? Den svinger grangiveligt fra person til person, men her ligger ikke madrester og heller ikke indpakningspapir. Der ligger støvkorn som man godt kan se på de sorte overflader, men det er endnu ikke blevet til noget jeg vil kategorisere som et lag af støv. Der ligger en bunke vasketøj i mit soveværelse, men det er rent, det snavsede er pænt lagt ned i kurven. Min håndvask på badeværelset trænger til en omgang, men toilettet er rent. Egentlig kunne min brusekabine nok også trænge til noget af de stærkere rengøringsmidler, men det skal jeg først lige ud og have købt. Sådan noget Cilit Bang skræmmer mig egentlig lidt. Jeg har måske set lidt for mange tegnefilm, hvor hænder kommer i kontakt med et rengøringsmiddel, som så ætser alt kødet af hænderne, helt ind til knoglen. Jeg vil gerne være tynd, men ikke lige på den måde.

Men det er ikke kun på mit skrivebord, at der er rod. Det roder også inde i mit hoved. Jeg er i gang med at tage et online forfatterkursus, og hver uge skal jeg aflevere nogle opgaver. De skal afleveres tirsdag, og jeg har kun fået skrevet en side ud af fem, og jeg er helt blank med hvad jeg skal skrive. Min lærer har flere gange sagt, at jeg ikke just er i kontakt med min følsomme side, rent ud sagt er jeg sydende sarkastisk, nærmest menneskefjendsk. Jeg tager ikke altid kritik lige pænt, jeg kan godt gå hen og blive lidt sur, ikke på hende, og egentlig ikke på noget bestemt i det hele taget, men nok til at jeg bliver stædig. Vil hun have følsom, så skal hun få følsom, om jeg så skal sidde og svede til kl 12 om natten.

Ung mand rejser til Italien, hvor han forelsker sig i en lokal pige, men straks melder min sarkastiske djævel sig, for det kribler i mine fingre efter at fortælle at hun er grim, eller har dårlige manerer. Jeg kan selvfølgelig bare holde mig til det jeg er god til, og som jeg har fået ros for, men hvad ville hele pointen med kurset så være? Nej, jeg må bide i det sure æble og tage udfordringen op, så jeg sidder og glor på en næsten hvid skærm og må vride hvert ud af min knastørre hjerne. Det er fantasien der mangler. Det jeg normalt gør når jeg laver en historie er, at jeg klippe klistrer mellem alle de mange bøger jeg i tidens løb har læst. Jeg tager en person, en skrivestil, et temperament, og så skaber jeg en helhed, men jeg har ikke læst nok romancer til at kunne være følsom. Teknisk set bør man også kunne være følsom uden at der er romantik i luften, men så bliver det bare endnu sværere.

Mine følelser er også noget rod. Jeg har en lille veninde, som har både selvtillid og selvværd i bund. Jeg har selv haft det sådan det meste af mit liv, så jeg ved hvor meget det betyder, at lyttet til og trøstet, og jeg vil gerne trøste, men jeg er ikke en af pædagogerne, jeg er en veninde, så jeg vil også gerne gøre noget andet, også for at beskytte mig selv, men Becks har brug for at blive trøstet, så jeg trøster. Det er som om, at der har været alt for meget godhed i mig på det sidste, så det er en voksende trang i mig om at være slem, men jeg er generelt en god pige, så min fantasi når det gælder slemme ting rækker ikke langt, så man skal ikke gå og være bekymrede for mig.

fredag den 27. juli 2012

Om en undskyldning af betydning

I går var der en pædagog der skulle aflevere en besked til mig om, at noget jeg gerne ville have dem til at hjælpe mig med, ikke kunne lade sig gøre af hensyn til de andre beboere. Det var en kedelig besked, men noget jeg hurtigt ville være kommet mig over, havde det ikke været fordi hun gav mig den i trappeopgangen. Det lyder måske som en lidt ligegyldig detalje, men det er faktisk rigtig ubehageligt. En ting er, at der hvert øjeblik kunne være kommet en forbi, og jeg har ikke nødvendigvis lyst til at hvem som helst skal høre om mine problematikker, men det der var værst var, at det kom til at lyde så koldt og upersonligt.

Jeg kender denne pædagog rigtig godt, og jeg ved at hun er dygtig og et meget varmt menneske, så denne kulde forvirrede mig, og gjorde mig endnu mere ked af det. Var mit ønske virkelig så forfærdeligt egoistisk, at jeg nærmest skulle have skæld ud? Eller havde jeg gjort et eller andet galt? Jeg vendte om på hælen og løb op på mit værelse, og jeg ville ikke have at hun fulgte efter mig.

Jeg lå på sengen og græd, og jeg overvejede kraftigt at skære mig, men så skrev en kammerat, og uden at vide det, lykkedes det ham at aflede mine tanker. Lidt senere kom pædagogen op og snakkede med mig, og det kunne jeg godt, for jeg var faldet lidt mere til ro. Jeg fortalte hende som sandt var, at det mere var måden end selve beskeden der gjorde mig ked af det. Hun undskyldte mange gange, hun havde et eller andet sted godt vidst det var helt forkert i det øjeblik hun åbnede munden, men det der var vigtigt var at hun sagde, at hun ikke kunne lære noget af det, for det var en fejl, en stor fejl, men at det var en fuldstændigt indlysende fejl. Det lyder ikke som noget særlig godt at sige men det var det. For nogle måneder siden var der nemlig en mandlig pædagog der gjorde den samme fejl, ikke over for mig men over for nogle andre, men det var mig der skældte ham ud. Den gang sagde han nemlig at han ville tage det under overvejelse, og han nu var blevet det klogere, men jeg ville ikke have at han blev klogere, jeg ville have at han fandt det indlysende, at vi også skal have lov til at have vores værdighed.

Nu da jeg har fået gårsdagens undskyldning, kan jeg godt se, at det bare er hans ordvalg jeg er sur over, for han mener sikkert det samme som hende, han formulerede sig bare lidt klodset, men jeg var faktisk rigtig vred på ham i rigtig lang tid, så nu har jeg helt ondt af ham, for jeg behandlede ham ikke altid lige pænt.

torsdag den 26. juli 2012

Om tusinde undskyldninger

Jeg har lige været henne og løbe, selvom det slet ikke er min løbedag i dag, men i går gik det rædselsfuldt, og jeg kunne kun løbe 3 af 9 km. Jeg havde selvfølgelig tusindvis af undskyldninger.
- Jeg har lige haft ferie og er ude af træning.
- Det var for varm.
- Varmen får mig til at binde væske, så jeg har taget to kg på
- For at undgå den værste varme, må jeg træne forfærdeligt tidligt, så jeg når ikke at hydrere ordentligt.
- Jeg var træt.
- Jeg løb for hurtigt.
Og sådan kunne jeg sikkert blive ved, men selvom ingen af disse undskyldninger er forkerte, så er det måske vigtigt at tage med, at hende der plejer at holde øje med mit løb har ferie, og så slækker jeg måske tøjlerne en lille smule, for hvad betyder det om jeg løber godt, når der ikke er nogen til at være stolt af mig. Jeg har ikke den selvkontrol der skal til. Jeg kan ikke få min hjerne ind i det rigtige mind set. Hele tiden koncentrerer jeg mig om hvor udmattede mine ben er og hvor besværet jeg trækker vejret, og jeg en blanding af keder mig, og har ondt af mig selv.

Det underlige er, at jeg ikke kan huske hvad der foregik inde i hovedet på mig når jeg løb før ferien. Måske skete der ikke rigtigt noget, men jeg har glemt hvordan jeg så slog hjernen fra. Centrene i min hjerne hvisker til hinanden og lokker mig med tanken om en blød stol og en kold pepsi. Hippocampus vrider og snor sig som søheste, og de stønner ind i mine øre, de fortæller mig hvor rart det er bare at stoppe, for jeg har jo gjort det så mange gange før, husk, husk, husk. Frontallapperne blafre og siger, se ikke på os, vi gir ikke ved dørene, hvad end det så skal betyde.

Jeg løb lige en lille smule længere, og så gav jeg op. Jeg klarede mig bedre end dårligt, men ikke godt nok til at være godt. Et bar løbebånd til venstre for mig løb der en pige som jeg har set mange gange før. Hun er så smuk når hun løber, som en gazelle på savannen, og hun løber hurtigt, lige så hurtigt som mange af mændene. Øjnene er fokuserede, ikke som mange af os andre der stirrer dødt ud i luften med hvide fiskeøjne. Til venstre for hende løb en mand der er der tit. Han har en vom der hopper op og ned når han løber, og jeg tænker, at det må gøre ondt, men jeg synes også at han er super sig, for selvom han er stor, så løber han både hurtigere og længere end mig.

Jeg forlod ikke træningscentret i skam, men jeg kunne heller ikke få mig selv til at løfte hovedet højt. Jeg må tage mig sammen så jeg om 1½ uge kan vise min løbetræner, at jeg ikke bare er doven og giver op.

onsdag den 25. juli 2012

Om min lille mentee

Jeg har en lille veninde her på mit bosted, der, fordi hun er noget yngre og har levet en lidt mere beskyttet tilværelse, ikke er kommet helt så langt i sin udvikling som jeg er. Hun er en lille genert pige der altid holder sig lidt i baggrunden, der er noget sødt og uskyldsrent over hende, som jeg holder rigtig meget af, men der er også noget sårbart over hende, som om hun er en lille forskræmt fugl, som verden alt for let kan komme til at klemme. Jeg har derfor udnævnt mig selv som mentor/storesøster for hende. Jeg har egentlig en lillesøster, men pga mit handicap var hun forud for mig i sin udvikling, så jeg kunne aldrig rigtig være der for hende da vi var børn, og nu er hun på vej til at blive en succesfuld forretningskvinde, som jeg er stolt af, men som jeg ikke har den store indflydelse på. Med Beks har jeg fået en chance til.

I går havde jeg lige lidt ekstra overskud. Min undskyldning var, at vi skulle fodre ænder, men der var nogle ting jeg gerne ville tale med hende om, for jeg kender hende bedre end hun tror, for hun er mig, som jeg var dengang jeg var yngre. Jeg kender mange af de tanker hun slås med, og jeg kender hendes kampe. Det er ikke fordi jeg skal overtage pædagogernes plads, men jeg ved jo fra mig selv hvor ensomt det er kun at tale med pædagogerne ligegyldigt hvor søde de end måtte være. Så jeg tog hende altså med i parken for at få en tøsesnak.

Jeg fortalte hende om hvor magtfulde ordene er, om hvordan de kan sidde fast i hjertet på en, og hvis man ikke kan få dem ud så forvandles de til angst. Selv de gode ting men egentlig gerne vil tale om, når de sidder fast i hjertet gør det næsten ende mere ondt. Vi snakkede om hvor svært det nogle gange er at få fortalt pædagogerne alle de ting man gerne vil, og selvom man snakker og snakker, så får man aldrig helt det hele med. Så jeg har foræret hende en super hemmelig dagbog, og fortalt hvordan man bruger sådan en, og jeg har sagt at hvis det er lettere for hende at skrive til mig, end og komme hen og snakke med mig (jeg kan godt til tider være lidt dominerende) så skal hun endelig være velkommen, for jeg har en skattekiste fuld af postkort som folk har skrevet til mig

Men det jeg virkelig ville snakke med hende om var religion, vi er nemlig begge to katolikker. Jeg talte om ønsket om at være en god pige, og om hvordan dumme tanker som præsten advarer imod melder sig, og så føler man at man slet ikke dur til noget. Så går man til skrifte og bekender sine synder, og man kommer ud og alt er godt, men så melder de dumme tanker sig igen og man føler at det hele er spild og tid og en hån mod Gud, for man er jo ikke blevet et spor bedre menneske. Men sådan forholder det sig slet ikke. Gud elsker os som sine børn, og han ved at vi ikke er gode mennesker hele tiden, derfor sendte han sin søn og lod ham pine og korsfæste for vores synders skyld. Hver gang man går til skrifte bliver man en lille smule bedre et menneske. Det er ikke noget man selv lægger mærke til lige med det første, for man er selv så fokuseret på alt det der går galt, man Gud ser det, og han kan lide hvad han ser.

På vejen hjem snakkede vi om depressioner, selvskade og selvmordstanker. Det gjorde ondt helt inden i, at hun også har (haft) sådan tanker. Jeg fortalte hende lidt om min historie. Måske talte jeg lidt rigeligt meget om mig selv, og lyttede ikke nok til hende. Det var ikke så meget fordi jeg ville have opmærksomhed, men jeg håbede at min historie kan inspirere hende til ikke at ende som mig. Alligevel er jeg bange, for hvad nu hvis hun ender med at se så meget op til mig, at hun begynder at efterligne mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at ødelægge hendes barnlige uskyld. Jeg ved ikke om jeg kunne leve med mig selv hvis jeg gjorde, men jeg føler at jeg er nødt til at tage chancen, for jeg tror på, at jeg kan gøre noget godt her.

tirsdag den 24. juli 2012

Om en tur til vandet

Jeg er en pige der hører til i byen. Jeg vil gerne føle menneskers liv omkring mig, og jeg vil gerne være tæt på indkøbsmuligheder. Jeg ville føle mig som en fange ude på landet, hvor jeg pga min epilepsi ville være afhængig af folk til at køre mig rundt. Jeg ville føle mig kvalt i et landsbysamfund, hvor man kommer hinanden ved. Men når det så er sagt, så kan de selv samme følelser også melde sig når jeg dag efter dag, måned efter måned har gået langs trafikerede veje og indåndet bilernes os. Nogle gange drømmer jeg om at komme væk, væk fra byen, væk fra menneskemængden, væk fra støjen, væk fra det hele.

I går inviterede en kammerat mig med en tur til havet, og jeg sprang straks til. Han kom i bil og hentede mig (også her i byen er jeg afhængig af andre) og så kørte vi op til Bulbjerg der ligger et godt stykke nord på ude ved vestkysten.

Min kammerat og jeg havde faktisk aldrig mødt hinanden før i det virkelige liv. Det var meningen, at vi skulle have været på en date på et tidspunkt, men det kunne bare ikke rigtigt blive os to, men han er flink og intelligent, og vi snakker rigtig godt sammen, så der er intet i vejen for, at vi kan være venner.

Vinden blæste kraftigt da vi kom til bulbjerg. Bølgerne stod op af benene på os og gjorde vores tøj vådt, da vi gik i vandkanten, men hvad gjorde det, vi var ved stranden, og så hører den slags ting sig til. Stranden var stenet, så der var kun en km eller så, hvor det var til at gå, men hvad gjorde det, så gik vi bare frem og tilbage på det samme stykke, og den tur tilbagelagde vi så bare en halv snes gange.

Der er nu noget magisk over Vesterhavet. For selvom hav og stenstrand, på samme måde som byen, godt kan gå hen og blive gråt i gråt, så er det alligevel noget helt andet, og man føler at man står over for en hel farvepalet og ens øjne og hjerne fryder sig over den sansemæssige stimulering. Og når så vinden tager til, og griber fat i hår og skørter, så får jeg lyst til at brede armene ud og flyve og blandt de hvide Måger og skrige af mine lungers fulde kræft, ikke af angst og frustration, men af fryd over at den slags steder og dage findes.

Vi var taget tidligt af sted fordi min døgnrytme er skæv og jeg har al min energi tidligt om morgenen. Vi kunne dog ikke tage alt for tidligt af sted, da jeg lige skulle have afsluttet mit løbeprogram og så i bad. Men vi var tidligt nok af sted til, at der ikke rigtigt var andre mennesker end os da vi kom. Da vi kom tilbage til bilen efter vores slendretur, var parkeringspladsen dog helt fuld. Det havde vi ikke rigtigt mærket noget til nede på stranden, jeg ved ikke om folk var pivede og ikke kunne lide stenstrand eller hvad, måske var der et andet sted man kunne gå ned, eller måske foretrak folk at gå inde i landet, hvor der ikke var så meget blæst, who knows, i hvert fald generede de ikke os.

Vi spiste frokost hjemme hos ham (nybagt brød), hvilket igen var noget af en køretur. Til sidst kørte han mig hjem til mig selv, endnu et godt stykke, og jeg glemte ligesom at sige, at jeg jo egentlig sagtens kunne tage en bus, men det er bare så forfærdeligt at sidde i en bus, når det er så varmt.

mandag den 23. juli 2012

Om kage til morgenmad

Siden Paris, har jeg sådan lidt mistet appetitten (ikke at jeg har tabt mig af den grund), jeg har gået og sukket og været lidt teenageagtig. Ingen af mine faste kontaktpædagoger var på arbejde, så der var ingen der direkte holdt øje med hvad jeg spiste, men jeg gik selv til bekendelse, for jeg ville gerne have dem til at få mig til at spise noget mere, og noget mere solidt, for jeg vil jo gerne have kræfter til mit løb. Så spiste jeg lidt mere og fik meget ros, men jeg vidste aller inderst inde, at det stadig ikke var nok, og så blev jeg endnu mere nedtrykt.

Jeg har dog en forhåbning om at det er ved at vende, for i går, da det var søndag, fik jeg til morgenmad et stykke 'kage' hovedsageligt bestående af tørret frugt. Det lyder måske ikke af det helt vilde, men når man en stor del af sit liv enten har sultet sig eller overspist, så er det en kraftpræstation uden lige, at sidde og hygge sig ved morgenbordet med ét stykke kage, ikke kun en krumme, og heller ikke den halve kage, men bare et helt stykke almindelig kage. Det er noget stort, at jeg tillader mig at spise noget usundt mens der er nogen der ser på, for normalt skjuler jeg mig i min lejlighed som et såret dyr, hvor jeg skræmt propper det usunde i mig, men jeg sad bare der og diskuterede filosofi, og jeg tænkte mere på at formulere mine argumenter end på hvor mange kalorier jeg indtog og hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde dem.

Jeg ville ønske at jeg ligeledes kunne skrive noget godt om i morges, men jeg blev grebet af en voldsom oksesult, og i stedet for at spise en portion yoghurt, spiste jeg tre. Derefter var jeg ude og løbe 6.5 km med fuld mave, hvilket ikke var særlig behageligt, og da jeg kom hjem var ubehaget så stort, at jeg måtte stikke tre fingre i halsen for at lette trykket.

søndag den 22. juli 2012

Om knæleskamler

Da jeg var i Paris, lagde jeg mærke til, at forbløffende mange kirker havde fjernet de knæleskamler der normalt er foran bænkene i katolske kirker. I den katolske kirke bruger man meget det at knæle under messen (gudstjenesten) og i den personlige. Man bruger det som et tegn på ærbødighed og ydmyghed over for Gud, men tit bliver ydmyghed forvekslet med underdanighed, og det får mange mennesker til at stejle og ikke ville være med længere. Jeg ved ikke hvorfor knæleskamlerne var blevet fjernet, og om det er noget typisk fransk eller bare et tilfælde. Det kan sådan set også bare være af praktiske grunde.

På turen var jeg sådan en der stillede spørgsmål, mange spørgsmål mærkelige spørgsmål. Nogle gange var det lederne der stod for skud, andre gange min far.
Hvorfor er der en metrostation med det hebrask (klingende?) navn Bir-Hakeim?
Det var en oase i Libyen hvar de Frie Franske Styrker i et slag under WW2 undlod at kvaje sig!
Men spørgsmålet om skamlerne var der ingen der kunne give et fyldestgørende svar på, de kunne kun gætte. Jeg ved ikke i hvor høj grad det egentlig interesserer mig at finde svaret, men jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan finde svaret, så det er nærmest blevet en besættelse for mig, om jeg nu ikke kender en eller anden der kender en eller anden, der kunne tænke sig at vide det, jeg overvejer sågar at kontakte mine gamle fransklærere fra folkeskolen, selvom det er 11 år siden at jeg gik ud.

Et af gættene lyder som sagt på, at man er ikke vil føle sig underdanig. Underdanig er heller ikke noget pænt ord, det betyder at gå rundt og gøre sig så lille som mulig, for du er så stor og jeg er så lille, men man siger det måske på en lidt hyklerisk måde, for man gør det ved at tænke på sig selv hele tiden. JEG er lille, JEG bøjer mig i støvet, JEG er intet værd, men se MIG, for jeg 'tilbeder' dig mere end alle de andre. Ægte ydmyghed, i religiøs forstand, betyder at være så fortrolig med sig selv, at man kan glemme sig selv og lade sig fylde af Gud, uden samtidig at tabe sig selv.

Derfor synes jeg at knæleskamler er en god ting, men som sagt, ved jeg ikke, om det overhovedet er derfor.

lørdag den 21. juli 2012

Om at være en egoist

Jeg er en egoist, og sådan er det bare. Måske især som katolik, ville jeg ønske, at jeg kunne gøre gode gerninger for gerningens skyld, men lige gyldigt hvor hårdt jeg prøver, så ønsker jeg altid, at den jeg gør noget godt for, vil kunne lide mig på grund af min gerning. Jeg forventer ikke, at de giver mig noget igen, men jeg forventer at de bliver glade, og deres glæde giver mig en lykkerus. Samtidig forventer jeg, at deres glæde giver mig plus point i skt Peters sorte bog. Der står i Mattæus evangeliet kapitel 6 vers 19-21
Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.
Jeg forstår meget vel det med ikke at samle skatte på jorden, og jeg forsøger da, om ikke altid lige helhjertet, at overholde det, men hvad med skattende i Himlen? Kan de ikke også være super egoistiske? Jeg kan ikke lade være med at se på mine medmennesker og prøve at konkurrere i hvem der gør flest gode gerninger. Det er ikke en væddemål jeg taler højt om, og der er heller ikke nødvendigvis et jeg vinder. Jeg siger til mig selv, at det er godt, for det holder mig på tæerne, men det er selvbedrag, og det er ren og skær egoisme, for jeg ser jo gerne, at jeg er et bedre menneske end alle mulige andre.

Hvis man samler sig skatte på jorden, kan man blive omvendt og bruge dem til at gøre meget godt. Men hvad hvis man har forsøgt at samle sig skatte i Himlen bare for at have dem? Får man dem så ikke fordi intentionerne var forkerte? Eller kan man gøre noget godt og dele ud af dem til dem der af forskellige årsager ikke har kunnet gøre sø meget godt?

Skatte i Himlen drejer sig ikke kun om gode gerninger, det handler også om bøn, men selv min bøn er egoistisk. Jeg beder for en venindes helbred, for hvis hun fik det bedre, så ville hun have mere overskud til mig. Jeg beder også helhjertet for hende, fordi hun er min sjælesøster, og derfor en forlængelse af mig selv, så at bede for hende og for mig selv, er en og samme ting. Jeg beder for mig selv, om at jeg kan blive et bedre menneske, så flere mennesker kan lide mig. Og jeg beder for alle mulige gode ting, så at jeg er sikker på, at Gud ved, at lige netop JEG er et godt menneske. Men egoismen gør min bøn halvhjertet, og når bønnen er halvhjertet, så tørrer den ud. Det er frygteligt at føle, hvordan evnen til at bede langsomt løber ud mellem fingrende på mig, for bøn belønner hjernen med en masse dejlig dopamin, og jeg kan godt lide belønninger.

Jeg ville gerne være et godt menneske for Guds skyld, men jeg er det mest for min egen, det er min egen og ikke verdens frelse jeg tænker mest på.

Jeg snakkede lidt med en pædagog om det i går, og psykologien siger jo, at sådan er det bare, at egoisme er en god ting. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker om den sag. På den ene side beroliger det mig, for det betyder, at jeg ikke er et dårligere menneske end alle mulige andre, men samtidig tror jeg på helgener, og jeg tror på, at visse mennesker faktisk er i stand til at sætte sig ud over deres egen egoisme. Jeg tror på, at mennesket kan være i stand til at gøre ægte gode gerninger, også selvom jeg ikke selv er i stand til det.

Dette er et af de længere indlæg, og det er det nok fordi, jeg på en eller anden måde ønsker at retfærdiggøre mig selv. Jeg ønsker at give det indtryk, at jeg bare er ydmyg, at det virkelig ikke står så galt til, men jeg skammer mig egentlig ikke over min egoisme, ligesom jeg ikke skammer mig over min depression, selvskade og autisme. Det er alt sammen ting som Gud har givet mig, og det er min opgave, at skabe et liv omkring lige netop de ting på en måde som er god, eller i det mindste så god som muligt. Egoisme er noget som kan arbejdes med, så jeg ved hvornår jeg skal holde på min ret og hvornår jeg skal give fra mig. Nogle gange gør man det rigtige, andre gange ikke, men så er det godt, at man har skriftemålet, så man kan få visket tavlen ren.

fredag den 20. juli 2012

Svært at tale om

Af en eller anden grund, er det meget svært at tale om min tur til Paris når nogen spørger. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og snakke om alle seværdighederne, for jeg så dem som gennem en døs. Jeg brugte alle mine kræfter på at være sammen med de andre unge mennesker, på at få venner og på at blive ulykkeligt forelsket. Og hvordan taler man om sådan en tur? Det er jo ikke det folk vil høre om. Jeg så ét glimt af Eiffel tårnet fra en overjordisk metrolinie (en der kørte over jorden, ikke en guddommelig) og jeg husker hverken Notre Dame eller Sacre Coeur. Jeg husker til gengæld den lammende frygt jeg følte de første dage, fordi jeg var rædselsslagen for ikke at passe ind, og jeg husker min mistro når nogen gav udtryk for at kunne lide mig, men jeg husker også den kildren i maven når han var i nærheden, og selvom jeg godt vidste, at jeg ikke kunne få ham, så ventede jeg til jeg kom hjem med helt at tro på det.

Det er bare så svært at tale om den tur, ikke fordi det var en dårlig tur, men netop fordi den var virkelig god, og jeg frygter, at jeg med mine tilfældigt udvalgte ord, ville komme til at ødelægge magien. Der hviler en eller anden form for lykkerus over mine erindringer, og jeg vil ikke have den til at forsvinde.

Samtidig befinder jeg mig i en postsocial døs. Jeg har brugt så mange kræfter på at være sammen med andre mennesker, at jeg nu ikke kan mere. Jeg taler ikke med de andre beboere, jeg taler næsten ikke med mine venner, og jeg taler kun med et lille udvalg af pædagoger, dem klynger jeg mig til gengæld til, som gjaldt det mit liv.

torsdag den 19. juli 2012

Om sognepræster


Dagens indlæg kommer til at handle og vittighedstegninger og bøger, men vel at mærke om dem der handler om sognepræster.

Jeg sidder og læser 'En landsbypræsts dagbog' af Georges Bernanos, der handler om en undseelig lille præst som gør en masse gode ting, og som tænker en masse gode, kloge og fromme tanker, men alligevel, eller måske lige netop derfor, kan folk ikke lide ham, og de gør hvad de kan for at spolere hans virke. Det får mig til at tænke på hvordan vi behandler vores præster i dag.

Efter 2. vatikaner koncil blev præsterne hevet ned fra deres høje hest, og jeg tænker, at det for nogles vedkommende måske var meget godt, men måske gik man lidt for grundigt til værks. Præster er ikke bedre mennesker end alle mulige andre, de kan ikke springe foran i køen ved Himlens perleporte og de er mennesker der begår menneskelige fejl, men hvis man ikke kan respektere manden, burde man i det mindste respektere embedet, men det er jeg ikke sikker på at vi gør, ikke så meget som det fortjener i hvert fald.

En præst er ikke bare en der står ved altret og mumler løst, en der deler lidt brød ud eller en der apatisk lytter til ens halvhjertede skriftemål. En præst er en der har brugt det meste af sit liv på at studere Biblens ord, en der forvalter de hellige sakramenter og en der har viet hele sit liv til at hjælpe lige netop dig og mig, og måske er han ikke lige så fantastisk som dem man ser på film eller læser om i bøger, men der er jeg, det kan jeg roligt indrømme, heller ikke.

Jeg husker en gang for efterhånden noget tid siden, at jeg var med en veninde til messe i Odense. Alle præsterne stort set er blevet skiftet ud siden jeg boede der, så det er som om jeg slet ikke kender det igen. Præsten var ung og lidt vaklende, men hans ord ramte mig alligevel. I dag kan jeg ikke huske hvad han talte om, men jeg kan huske, at jeg gik ud af kirken og tænkte, at jeg ville maile ham og takke ham for en god prædiken, men jeg havde travlt, så jeg fik ikke lige gjort det den dag, og den næste skulle jeg også noget, og sådan gik der nogle dage, og til sidst gav det ikke længere mening at maile. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik det gjort, for præster kan vel også lide at blive set, bare en gang imellem.

Så nu spørger jeg jer 'Har du talt med din præst i år?'.

onsdag den 18. juli 2012

Hvad er forfængelighed?

Fvad er forfængelighed egentlig? Det er et af de ord jeg ofte bruger, men som jeg faktisk ikke ved hvad betyder. Ordbogen (den store engelske: vanity) siger at lægge for stor vægt på de ydre ting så som udseende og succes, men hvad betyder det overhovedet? Hvad betyder for stor vægt? Er det forfængelighed allerede når man går op i at være ren, eller skal man helt op til at gå op i mærketøj før betegnelsen er passende? Er det en stor synd eller en lille synd? Er det en synd at se i spejlet og tænke, at man ser da helt tilforladeligt ud i dag? Er det forfængelighed når man bliver helt varm indeni når nogen kommenterer ens udseende.

Dette er faktisk noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg HER, men da det er et spørgsmål som forbløffende mange har søgt efter (jeg kan følge med i den slags), så har jeg valgt at tage emnet op endnu en gang.

Lige før jeg tog til Paris, var jeg så heldig at få udbetalt depositummet fra min gamle lejlighed, 13,000 lige ind på kontoen. Det føles som en gave, skønt det jo er ens egne penge, som man bare får tilbage. Nogle af pengene gik direkte ind på min opsparing, men jeg traf en forfængelig beslutning om at købe en dy garderobe til turen. Ja, det var en forfængelig beslutning, for jeg har jo rigeligt med tøj, det er bare ikke særlig pænt.

Hvorfor kunne jeg ikke bare gå i mit gamle tøj? Det fejler jo ikke noget. Allerede fra da jeg meldte mig til turen, vidste jeg, at jeg ville komme til at være 'hende den syge'. Når man først har fået den rolle, er det svært at overbevise folk om, at man egentlig har det okay. De vil straks lægge mærke til fedtet hår, pletter på tøjet og sjusket påklædning, og de vil tolke på disse observationer og konkludere at man er en stakkel. Ja, det er synd for mig en gang imellem, men det er min kamp, og selvom jeg ikke længere er for stolt til at bede om hjælp, så skal jeg ikke trække alle og enhver ind i mine problemer.

Så jeg traf den forfængelige beslutning, at ville være ordentlig klædt, så jeg kunne virke bare en lille smule overskudsagtig bare en gang imellem. Det er forfængeligt, fordi jeg virkelig troede på, at den ødelagte mig nedenunder ikke betød noget som helst, at den ville forsvinde, at det var den ydre velklædte mig folk ville kunne lide. Men folk kunne lide mig, fordi jeg, ligegyldigt var elegant jeg prøvede at klæde mig, stadig var kluntet og lappet sammen med gaffatape, og tilsat sydende sarkasme.

tirsdag den 17. juli 2012

Efter en løbepause

Det skulle være så sundt at holde en to ugers løbepause em gang om året, og det passede mig fint, for jeg skulle jo alligevel ud og rejse, og jeg nægtede altså at slæbe mine løbesko med til Paris, hvor de jo alligevel ikke ville blive brugt.

Dem der siger, at sådan en pause ikke skader ens muskelmasse/kondition er fulde af løgn. Jeg har ikke tabt muskelmasse mens jeg var af sted, ikke ifølge vægten i hvert fald, men i går, da jeg stillede mig op på løbebåndet, skreg alle mine muskler, hjertet inklusiv, til mig om, om jeg ikke nok ville stoppe, og sætte mig hjem i sofaen med en bog og en kold pepsi max? Please? Ligeledes gjorde mine lunger mine til at desertere, og pludselig huskede jeg, hvorfor det var at jeg oprindeligt, og for bare nogle måneder siden hadede sport, for hold da op hvor var det en rædselsfuld løbetur.

Jeg var så forfærdelig træt, så jeg slæbte nærmest benene efter mig, og fødderne kom hele tiden i vejen for mig selv. Jeg tænkte kort, om der mon var noget galt med mine sko, eller om jeg var blevet skadet, men så prøvede jeg at koncentrere mig om, at løfte fødder bare en lille smule mere, og så gik det godt, for en kort bemærkning, indtil jeg igen begyndte at blive træt.

Jeg kunne ikke holde ud at løbe mere end en km af gangen, og så måtte jeg holde en gåpause. Flere gange overvejede jeg helt at droppe turen helt, og tænkte, at de ville nok være bedre en anden dag, men så kom jeg til at tænke på en overvægtig veninde jeg har. Hun er herlig og jeg holder meget af hende. Hun gør en ihærdig indsats for at tabe sig, og hun klarer sig ganske godt, men nogle gange overvejer jeg, hvorfor hun ikke klarer sig bedre. En dag hvor jeg var ude og gå en tur med hende, gik det op for mig, at den eneste reelle forskel på hende og mig er, at jeg er bedre til at presse mig selv. Vi gik op ad en bakke, og hun blev forpustet, det var en strid bakke, så det gjorde jeg også selv. Hun ville lige holde et lille hvil, og jeg kan huske at jeg tænkte, ja, du er forpustet, men faktisk ikke ret meget, vi er på vej hjem for at hvile, så hvorfor ikke fortsætte, få pulsen op, blive rød og svedig og komme hjem og falde om på sofaen, så vi grinende kan se på hinanden og råbe 'hold kæft hvor er du sej'.

Nu tænker jeg, hold kæft hvor var hun egentlig super sej. Hvad enten det gælder arv eller miljø eller tilvending, så er vi alle disponible for en hvis grad af udholdenhed. Den omtalte veninde er normalt meget inaktiv, så det var virkelig flot at hun overhovedet tog med på den gåtur. Eliteløberen, Rikke Rønholt, skriver i sin bog 'Løber for livet' om en træningslejr med en endnu mere hard core løber, om hvordan hun måtte presse sig selv endnu hårdere for at følge med, og sådan kan vi altid finde nogen der er mere seje end os selv, men det betyder ikke, at vi ikke selv er seje, så tillykke til min veninde der klarede bakken, og tillykke til mig selv, fordi jeg ikke gav op lige med det samme. Også selvom jeg selvfølgelig nu tænker, jeg kunne have klaret mere, der er jo forskel på øm og have smerter, på forpustet og døden nær, men så alligevel, for jeg var virkelig forpustet da jeg gik ned af løbebåndet, så forpustet at det virkelig sved i lungerne (måske det alligevel ikke var den helt rigtige dag at lege fartleg).

mandag den 16. juli 2012

Endelig i kirke

En gang var denne blog et projekt for, at følge min vej tilbage til kirken, men skønt der periodevis har været lidt fremgang, så har det stået meget i stampe. At gå i kirke regelmæssigt er ikke bare et spørgsmål om lyst, ikke lyst, det drejer sig i stor udstrækning om gode vaner. En gang var jeg en af dem der gik i kirke hver søndag og til skrifte i hvert fald en gang om måneden. Jeg var super hellig, og jeg kunne ikke forstå hvordan folk, og især katolske folk, kunne overleve uden, men så kom mine forældres skilsmisse, og senere mit store sammenbrud, og derefter fulgte flere år hvor jeg var for syg til at komme nogen steder. Nu går det efterhånden bedre, og jeg længes tilbage til Kirken (Kirken med stort fordi det er hele den katolske kirke, og ikke bare den lokale kirkebygning).

Selvom turen til Paris for mig mest var et socialt projekt, så var det også en pilgrimstur. På grund af min døgnrytme, og fordi jeg så let blev alt for udmattet, så oplevede jeg slet ikke alle de åndelige programpunkter, for de lå som oftest sent om aftenen, hvor jeg for længst lå krøllet sammen under tæppet og sov.

Den ene dag oplevede jeg dog at komme til både messe og skrifte (desværre i den forkerte rækkefølge, så jeg ikke kunne modtage kommunion/nadver) hos en meget irsk præst. han var meget fornøjelig, men man forventede hele tiden at han ville trække en lommelærke frem fra inderlommen, eller at man ville kunne se skrammer på hans knoer fra det sidste nye slagsmål. Som en kontrast til de noget mere afdæmpede danske præster, så var det en god ferieoplevelse, men det var godt at komme hjem til det afdæmpede igen, for jeg kom i kirke denne søndag.

Jeg kom i kirke, og jeg sad der pæn og nydelig med hænderne foldet i skødet, og folk måtte have troet at jeg var meget from, men det var desværre ikke hvad der foregik inde i mig. Min puls steg, og blodet brusede i ørerne på mig, og en gang imellem snappede jeg efter vejret. Det ville være for meget at sige, at jeg havde et regulært angstanfald, men mit stresniveau var i hvert fald højt. Er det så overhovedet det værd? JA! Andet er der egentlig ikke at sige til det, men jeg kan da godt prøve at uddybe.

Fordi de andre fik alle disse åndelige aktiviteter, mens jeg stort set kun var turist, bad jeg lederne om, om de ikke kunne hjælpe mig med at finde en messe jeg kunne gå til. De fandt så en vi alle sammen kunne gå til i en kirke som vi alligevel skulle ind og se. Det var en meget from kirke, og mens vi sad og ventede på at messen skulle gå i gang, sad jeg og iagttog folks ansigter, og der var en fred over dem, som jeg husker fra mig selv en gang for længe siden. Jeg husker hvordan bare det at gå ind i en kirke fik alle verdens problemer til at virke meget mindre, hvordan jeg kunne have energi hele dagen, hvis jeg havde været til morgenmesse, eller hvordan jeg kunne være glad i dagevis midt i selv de mest depressive perioder, hvis bare jeg havde været til skrifte, vel og mærke hvis jeg havde gjort det ordenligt, ellers fik jeg det bare værre. Det er den følelse jeg så gerne vil tilbage til, jeg vil tilbage til den katolske familie, jeg vil være lykkelig, i det mindste noget af tiden, og det har denne tur givet mig håb om at blive en dag, men der er stadig lang vej endnu.

Kort om Paris og lidt mere om alt muligt andet

Jeg forsøgte vitterligt at få skrevet et indlæg i går, men mine øjne ville ikke fokusere på skærmen, så bogstaverne flød ud mellem hinanden, og jeg skulle bruge en kraftanstrengelse for at tvinge fingrene videre på tasterne. Resultatet blev ikke dårligt, men det blev heller ikke godt. Hvordan beskriver man en hel uge i et enkelt indlæg? Hvordan får man kogt alle de mange indtryk at lyd, lys og mennesker ned til bare et par linier? Alt hvad jeg skrev ned virkede så hult, så ligegyldigt. Jeg kunne godt have skrevet det færdigt, og have ladet som ingenting. Jeg tvivler på, at mange ville have lagt mærke til noget, det ville bare have virket som et helt almindeligt indlæg, men jeg ville have vist, at det bare ikke var helt fyldestgørende.

'Hvad var det da ved Paris der var så negativt?'. Sådan spørger folk, når jeg siger, at det ikke lykkedes mig at forelske mig i byen, men jeg ved ikke om der var noget helt specielt negativt, jeg forelskede mig bare ikke i den. Det kan sagtens have noget at gøre med vejret, der var køligt og gråt hele ugen. Jeg har det personligt godt med temperature omkring de 20 grader, men den grålige belysning der fulgte med, fik alle gader til at ligne hinanden, lange lige og nærmest lidt ligegyldige. Det kan også have noget at gøre med hvor vi boede. Vi boede i den mere skumle del af Montmartre, og fordi jeg jo var lidt mere sårbar end alle de andre, og derfor ikke kunne tage med rundt i byen, så så jeg stort set kun det. Jeg tog ud, så en kirke, og blev fulgt tilbage til hotellet.

Men hvor jeg ikke forelskede mig i Paris, så forelskede jeg mig i de mennesker jeg var sammen med. Da jeg så deltagerlisten var jeg bekymret, for der var kun få personer jeg kendte, altså sådan rigtigt kendte. Deres navne virkede så eksotiske, så fremmede. Det var spændende og intimiderende på en gang, for det var jo min drøm med turen, at komme ud i den virkelige verden, og være sammen med 'rigtige' mennesker, mennesker der hver dag færdes i den virkelige verden, og slås med helt almindelige problemer. Jeg siger ikke, at deres problemer er mindre end mine, de er bare anderledes, og det er, undskyld udtrykket, forfriskende. Vi var en 'lille' intim gruppe på 22 mennesker, og det var jeg glad for, for jo mindre kompliceret bliver dynamikken, og gruppedynamik er nok noget af det jeg har aller sværest vil, men er også noget af det jeg virkelig går op i.

De fleste har eller har haft et ønske om at være en del af den gruppe de færdes i, men for rigtigt mange mennesker lykkes det bare aldrig helt. Jeg er et af de mennesker, eller det troede jeg i hvert fald at jeg stadig var, så jeg var forberedt på at føle mig ensom der midt i gruppen, og fordi det var hvad jeg forventede, så var det også hvad jeg følte, i hvert fald som en start, men langsomt begyndte det at gå op for mig, at folk måske faktisk gerne ville være sammen med mig, hvis jeg bare gav dem chancen. Så lige så stille forelskede jeg mig i de mennesker, som jeg var omgivet af. Faktisk blev jeg nærmest bange når folk udtrykte glæde ved at være sammen med dem, for jeg kunne ikke lade være med at mistænke dem for at drive gæk med mig, men hvad skulle de lige få ud af det? Var det i det hele taget ikke nedladende af mig, at tro at de kunne have sådanne motiver? Var det ikke mere min egen usikkerhed der talte, mere end et reelt billede af hvem de var?

Det var i hvert fald en god tur, også selvom jeg ikke som sådan forelskede mig i byen

Den åndelige del af turen var der også, men den vil jeg 'ofre' et helt indlæg på en anden dag, måske ikke i morgen, men en dag.

lørdag den 7. juli 2012

Til Paris

Ferie 7-13 juli 2012

Til mine kære læsere.

Nu går turen til Paris. Nu går turen væk fra alt det, som jeg har haft så svært ved at håndtere. Nu går turen mod eventyret, og jeg ryster i bukserne af skræk. Jeg elsker at læse om eventyrere der tager ud i den store vide verden for at opleve store og fantastiske ting. Jeg elsker at drømme mig med dem, fantasere om bare at forlade alt og tage af sted, grave efter skatte, redde nødstedte, og udfylde de hvide områder på kortet. Men nu hvor jeg nærmer mig en højt civiliseret og nøje planlagt tur til et sted ikke alt for meget anderledes end hvad jeg er vant til, så må jeg se i øjnene, at jeg bare ikke er den store eventyrer.

I gårs aftes kunne jeg ikke sove, og jeg skulle hele tiden lige tjekke togtider og mødetider og sted, bare lige én gang til, bare lige for at være sikker, og så lagde jeg mig tilbage i seng, hvor jeg var ved at få et panisk anfald, fordi jeg var sikker på, at jeg ville miste min bagage.

De store opdagelsesrejsende fik måske stjålet deres bagage af en bære der var træt af at blive behandlet som et dyr, nej værre endnu, som en neger, men de risikerede ikke at stå i en lufthavn og glo på et bagagebånd køre rundt og rundt, og mistænke flyselskabet for at have sendt alle ens kjoler til Istanbul. Okay, måske er der også grænser for hvor mange kjoler Stanley havde med, da han skulle finde Livingstone, men han havde ståltråd og billige perler, og det er måske lige fimset nok. Han undskyldte sig med, at det var for at bestikke lokalbefolkningen, men lur mig om det ikke var for at kunne trække sin lille forkærlighed for skindende perlekæder fra i skat :-P

Store helgener har derimod, lidt mere som mig draget på pilgrimsfærd til europæiske storbyer, men der er ikke meget helgen over mig, når jeg skumler over, at mine kjole lige nøjagtigt ikke er lange nok, og jeg derfor måtte ud og investere i underskørter for at kunne dække knæene på ærbødig vis. Nogle dage griber jeg mig selv i at tænke at det ville være SÅ meget lettere, hvis vi ikke skulle ind og se alle de kirker, ikke nogen smuk katolsk tanke. Men selvom jeg tænker sådan nu, så håber jeg alligevel på, at dette vil blive en åndelig saltvandsindsprøjtning for mig. Jeg regner ihhe med at komme hjem som en helgen, dertil er jeg alt for lunken, men jeg håber på at komme hjem som et mere fuldt og helt menneske med værdier og mod på livet. Jeg håber på at kunne være den person jeg jeg sådan ville ønske jeg var, med større balance mellem det jordlige og det åndelige.

Jeg drager altså til Paris, og det betyder, at jeg vil være væk den næste uges tid, men fortvivl ikke, jeg vender tilbage for fuld styrke aller senest i uge 29. Så god ferie alle sammen, og nyd en kold dansk sommer.

fredag den 6. juli 2012

Om klamme ben

Her i dag har jeg bestilt tid til at få ordnet ben (hele vejen op), men det betyder, at jeg har måttet lade hårene gro de sidste alt for mange uger, og hvor jeg dog skammer mig. Af en blegfed dansker at være, er jeg nemlig temmelig mørk, og det betyder, at hårene på benene også er temmelig mørke. Jeg har derfor gået i evig skam i et par uger, og prist mg lykkelig de dage, hvor vejret var til lange bukser, men lige i går, hvor jeg havde ekstra meget brug for det, fordi jeg skulle sidde blandt mange mennesker i et tog, ja da bagte solen fra en tæt på skyfri himmel.

Nogle mennesker kan godt gå rundt uden at ordne ben evig og altid, og jeg misunder dem, for jeg synes ikke at det er sjovt at komme til at ligne en gorilla så snart jeg bliver bare en lille smule doven (ough ough mig ha' banan). Jeg ville ønske, at jeg var en af det der kunne tillade sig en slapper, men det er jeg ikke, og i stedet må jeg betale mig fra at få gjort det ordentligt før jeg tager til Paris, for jeg har ikke lyst til at sidde med min epileringsmaskine (en maskine der hiver hårene ud i stedet for at skære dem af), og indvi de andre piger i min personlige hygiejne.

Så kan man selvfølgelig kalde sig 70'er feminist og pure afvise at barbere ben, men nu har jeg brugt tusindvis af kroner på tøj, så at jeg kan vise mig fra min bedste side, og det billede vil jeg ikke have ødelagt af et par behårede ben der er en edderkop værdige. Min far siger, at min mor begyndte at barbere ben, da de var på inter rail og de smækre italienske piger pegede fingre af hende og lo. Jeg nærer så ingen forhåbninger til, at de franske piger er spor bedre, især ikke nu, hvor 70'ernes frigivelse af kropsbehåringen ligger så langt tilbage.

Desuden øver jeg mig i at gøre noget godt for mig selv en gang imellem, hvis man da betragter det som noget godt at få revet tusindvis af små hår ud ved rode, men stadig væk, så kan jeg godt trænge til en smule selvforkælelse efter næsten en hel uge med panikangst. Jeg er ikke til karbad, jeg mister tålmodigheden efter blot minutter og begynder at kede mig. Jeg bliver til gengæld beroliget af selvskade, og en voksbehandling er det perfekte mix af selvforkælelse og selvskade, og det er endda en fuldt ud accepteret form for selvskade.

torsdag den 5. juli 2012

Om rejsefeber

Jeg skal til Paris, jeg SKAL bare til Paris. Tilbage i januar bestilte jeg min ferie til Paris med en gruppe af unge katolikker, men der er sket så meget siden da, jeg er flyttet til et helt nyt bosted i en helt ny by, jeg mistede den kontaktpædagog jeg var så glad for, jeg har fået en bunke nye pædagoger ind i mit liv, og de har en tendens til at komme i bølger, og en af bølgerne kom i denne uge. Jeg fik jo desuden et mindre nervesammenbrud så sent som i mandags, så hvordan skal jeg nogensinde klare mig en hel uge i en ny by?

Rejsefeberen er for alvor begyndt at melde sig, og hver eftermiddag sidder jeg og flæber fordi jeg ikke vil af sted, men jeg vil ikke selv træffe afgørelsen for at melde afbud, jeg vil have pædagogerne til at gøre det, så jeg kan kaste skylden på dem, når jeg begynder at ærgre mig. Sjovt nok er de slet ikke villige til at træffe den afgørelse, for de ved, at jeg godt kan klare det selvom det ser sort ud lige nu, de ved at jeg godt kan klare at blive presset, at jeg vil have godt at at komme lidt væk og opleve nye ting at blive intellektuelt, socialt og følelsesmæssigt stimuleret.

Jeg elsker og hader dem for at tro på mig, for kan de ikke se på mig, at jeg har rejsefeber og ikke vil af sted? Men det vil jeg jo alligevel gerne, jeg er bare bange. Jeg er bange for alt det nye i Paris, for at jeg ikke kan falde til i gruppen, at jeg ikke vil kunne finde ud af det med maden, at jeg ikke har kræfterne til at klare en hel uge, at jeg bliver dårlig, altså sådan rigtig dårlig. Mest af alt er jeg dog bange for at komme hjem igen, for med både Odense og Paris er jeg væk i 1½ uge, og så har jeg ingen kontrol over, hvad der sker på mit bosted. Hvad nu hvis alliancerne ændres? Hvad nu hvis folk har glemt at de faktisk godt kan lide mig? Hvad hvis rutinerne ændres? Og tænk nu hvis der faktisk slet ikke sker noget som helst? Hvad nu hvis de opdager, at de kan klare sig ganske glimrende uden mig?

Jeg bilder mig ind, at rejsefeber er værre for mig end for andre på grund af mit handicap og min psykiske sårbarhed, jeg bilder mig ind, at ingen kan forstå hvordan jeg har det, men jeg har ingen anelse om, om det er sandt, jeg går bare helt naturligt ud fra det.

Men jeg har en fantastisk evne til at overleve, og jeg skal nu nok klare dette her også.
____________

Et indlæg om DUK og pilgrimsrejse til Paris uden jeg har skrevet om tro. Generelt handler denne blog mindre om tro end det oprindeligt var meningen. Det var meningen, at jeg ville gøre noget med min berøringsangst, men det er ikke rigtig sket. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke tror nok, at folk vil se mig som skinhellig, at ingen gider at læse om det.

Jeg vil ikke love at det ændre sig efter Paris, men jeg håber, og jeg tror, i hvert fald for en periode, så falder jeg nok igen i en dyb åndelig dvale.

mandag den 2. juli 2012

Om at genlæse Mumitrolden


Jeg er inkarneret Mumitrolden fan, og jeg tænker IKKE på de der sødsuppede tegnefilm som de viser igen og igen på TV, men på bøgerne, som rummer et mørke og en desperation som jeg er helt vild med. Jeg er vild med hvordan de alle sammen i bund og grund er dybt neurotiske, og hvordan langsomt krakelere, hvis de bliver taget ud af deres tryghedzone, eller hvis de mister deres rolles position.

Når man skal genlæse bøgerne, så skal man helst gøre det ordentligt, og så starter man med bog nummer et og går videre til nummer to og så fremdeles, men bog nummer et er kedelig, bog nummer to er egentlig okay, men den bliver efterfulgt at nummer tre der bare er forvirrende. Generelt kan man sige at bøgerne bliver bedre og bedre jo længere hen i serien man kommer.

De første bøger er 'bare' børnebøger, hvorimod de sidste vist mest er for barnlige sjæle. Jeg elsker børnebøger, fordi de er simple, men efter noget tid bliver jeg træt og irritabel på dem fordi de mangler kant. Det er derfor jeg elsker de senere bøger i Mumitrolden, fordi det er voksenbøger for barnlige sjæle. I hvilken grad de så egentlig egner sig til at blive læst op for børn, det ved jeg ikke, måske de lidt større, dem der er blevet lidt ældre, men som ikke er modnet nok til, at begynde på bøgerne for de lidt større børn. De egner sig til børn der er lige som jeg var en gang (og nok et eller andet sted stadig er).

Jeg sidder altså og lader mig opsluge, selvom jeg endnu ikke er kommet til mine yndlingsbøger, men jeg ved, at det vil jeg, og det risler koldt ned af ryggen på mig af bare spænding, selvom jeg har læst dem mange gange før, eller måske lige netop derfor, for jeg ved hvad jeg går ind til, jeg ved hvad jeg kan forvente, og jeg ved at jeg kan lide det, ingen ubehagelige overraskelser.

søndag den 1. juli 2012

Om en stressende dag på sofaen

Okay, jeg har måske dyrket lidt for meget sport her i slutningen af ugen, i hvert fald kom jeg hjem fra en ganske kort og langsom løbetur og var helt smadret. Normalt bruger jeg min weekend på at få læst alle de bøger, som jeg ikke når i løbet af ugen, men jeg kom direkte hjem og smed mig på sofaen foran fjernsynet, og så kom jeg ikke op igen. Jeg sad og udarbejdede en liste over alle de ting jeg skal nå inden jeg tager til Paris på lørdag, de ting jeg skal nå her, og de ting jeg skal nå i Odense.

Noget af det der skal ordnes er ting der skal skrives, og jeg havde taget en blok med ned, men jeg fik ikke skrevet noget, og hver gang jeg begyndte at tænke over hvad jeg dag skulle skrive, så begyndte jeg at svede, og mit hjerte bankede i en foruroligende hast. Den ene af mine opgaver til forfatterkurset er nemlig rigtig svær, den handler om 'samtalen', og det er et af de stor problemspørgsmål for mig som asperger. Jeg forstår langt fra altid de finere nuancer i hvad folk siger til hinanden, det er derfor jeg så ofte misforstår hvad der bliver sagt.

Jeg lå altså der på sofaen, og svedte over ikke at lave noget og frygtede, at jeg ikke ville kunne nå noget som helst på en uge, men en uge er lang tid, og min ene kp har lovet, at vi i dag skal kigge listen igennem og prioritere. Og der skal laves lister, flere lister, jeg elsker lister. Det har jeg fra min elskede farmor, hun laver også altid lister når hun skal noget, og så gemmer hun dem til næste gang, så hun kan genbruge og rette til, så hun er bedre forberedt på alt end nogen anden jeg kender til. Min seje farmor.

Jeg lå altså der på sofaen og stirrede på skærmen. Normalt er der absolut intet andet end hjernedødt TV i weekenden, men i går var jeg heldig, og der var atletik. Atletik er nok en af de eneste sportsgrene jeg for alvor gider at se på, nok mest en dels fordi kampene går temmelig hurtigt, og man skifter hele tiden mellem forskellige discipliner, så det bliver ikke så monotomt.

Men...
- Når kvinder nu går så meget op i at finde en ordentlig sports-bh, hvorfor går mænd så ikke op i ordentlige underbukser? Mænd i tights ser både ucharmerende og lettere smertefulde ud.
- Får stangspringere nogle gange pludseligt højdeskræk og må indstille deres karriere? Det ser altså monster farligt ud, det ville jeg aldrig nogensinde turde.
- Hvem er den syge, syge mand der har opfundet tre-spring? Man kan jo ligefrem se hvor usundt det er for kroppen.
- Lider kvindelige længdespringere under at få sand i trusserne? Der er altså ulemper ved at dyrke sport i så lidt tøj.
- Hvordan kommer man i gang til kuglestød? Er det forældrene der ser på deres lille barn og tænker, hun er både lidt for tyk og lidt for maskulin, vi melder hende sgu til kuglestød?