Nørd vs ikke-nørd

Nogle gang er det sjovt at være en nørd, nogle gange er det lige så sjovt ikke at være det. da vi forleden dag, da læseplanen sagde, at vi skulle læse Barth, så tænkte jeg IKKE automatisk på den prominente teolog fra begyndelsen af det 20. århundrede, Karl Barth, men derimod på et hospital i London, hvor Sherlock Holmes (i skikkelse af den über lækre Benedict Cumberbatch) hænger ud.

Rekreation

Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.

Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.

Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.

Elevatorblikket

I går morges var jeg ude og gå en lang tur, så da jeg var ved at være hjemme begyndte det at blive varmt, så jeg gik med frakken knappet op.På et tidspunkt kom en ca 75 år gammel mand imod mig, gav mig et hurtigt elevatorblik og brummede tilfreds. Det gjorde mig lidt glad, for jeg bruger en del kræfter på at holde min krop nydelig og sund, og det ville da være trist, hvis jeg slet aldrig nogensinde fik anerkendelse for det.

Det der med mænds blikke er der mange feminister der er lodret imod, og jeg forstår dem virkelig godt, for alle kvinder har vel på et eller andet tidspunkt oplevet at blive begloet af en mand, hvor man begynder at blive bange eller usikker og hastigt trækker skuldrende op til ørerne og ser ned i jorden, men dette var bare et kort venligt blik. Men hvor går grænsen mellem et venligt blik og et skummelt blik? Så er det nemmere at være lodret imod i det hele taget, for der er jo også nogen der er nød til at tale for de usikre piger, for hvem selv et venligt blik kan føles som dolke.

Jeg kendte engang en håndværkertype som godt kunne lide at pifte efter de usikre piger, og en af de usikre piger var altså mig. Jeg blev altid super flov når han gjorde det, men hans hensigter var egentlig reelle nok, hans filosofi var, at alle piger er flotte, selv de grimme, de tykke og de usikre, og han ville gerne indgyde dem selvtillid ved at vise sin beundring. Hans opførelse ville sikkert få nogle feminister op i det røde felt, men egentlig synes jeg, at det var en enormt venlig tanke.

Verden er et enormt kompliceret sted, hvor mennesker skal forsøge at kommunikere med hinanden. Lige meget hvor mange regler og forholdsregler der bliver stillet op, så er der ingen garantier for at hensigt og virkning stemmer overens. For eksempel kan det jo være at den gamle mand jeg mødte slet ikke brummede anerkendende, det kan også være at han syntes jeg havde noget mærkeligt tøj på, eller at han gik og tænkte på noget helt andet. Den lille historie jeg fortalte, var min fortolkning af et forløb der foregik på under 5 sekunder.

Jeg ønsker ikke på nogen måde at negligere at der findes skumle mænd med urene hensigter, og dem skal man selvfølgelig som kvinde være på vagt over for. Jeg ønsker heller ikke at negligere feministisk vrede, for de har altid haft god grund til at være vrede, og de har det stadig, når flere og flere piger bliver begramset i nattelivet. Men lad os skille de gode historier fra de dårlige og lad mændene have lov til at være venlige.

Hvordan jeg blev feminist

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne give et klart og entydigt svar på hvorfor jeg i nogle perioder sultede mig selv til lorten begyndte at løbe ud af mig som brunt klumpet vand, og i andre perioder spiste til jeg var ved at revne, for så at gå ud på toilettet for at kaste det hele op. man kan selvfølgelig bare sige at jeg havde det af helvede til og et eller andet skulle jeg jo foretage mig, men det er jo ikke rigtig noget svar, for mange mennesker har det jo svært.

Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.

Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.

De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.

Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.

'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
                                         Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17

Og sådan måtte det jo også gå med mig.

 I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.

Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.

Den kønsdiskriminerende skole

Er det danske skolesystem, sådan som det er i dag, diskriminerende mod drengene. Det siger folk, og jeg tvivler ikke på at de har ret, og det skal helt klart ændres. Selvfølgelig kan vi ikke leve med at halvdelen af vores børn, i en alder hvor de burde være ude og klatre i træer og fange frøer, for at vide, at de er slemme slemme børn fordi de har så meget energi og ikke kan sidde stille. De kloge folk har aller helvedes meget ret, når de siger, at det ikke kan være sundt for de små drenge, og, når ret skal være ret, så er det måske heller ikke sundt for de små piger. Jeg ønsker at de kommende generationer af piger skal være lige så gode på fodboldbanen i frikvarteret, som jeg ønsker at drengene skal være gode til diktat i timen.

Jeg vil gerne fortælle om mine oplevelser med kønsdiskrimination i løbet af min skoletid. Jeg vil tale om den diskrimination der var rettet mod pigerne da jeg  gik i 8-9 klasse plus gymnasiet tilbage i slutningen af 90'erne begyndelsen af 00'erne.

Engang imellem havde vi det der nogle gange hed klassens time og andre gange hed det klassens tid, men grundprincippet var sådan nogenlunde det samme. Vi skulle sidde og snakke om, at pigerne var nogle forfærdelige væsner der bar nag hver gang de blev sure på en af de andre piger, og derefter brød helvedet løs og det ville gå over i mobning. Drengene derimod var nogle fantastisk overlegne væsner der, når de blev uvenner, sloges og så kom videre og tilgav hinanden med det samme. Jeg vil give vores lærer ret i, at ellers søde teenagepiger kan finde på at blive onde i sulet i en grad der får de voksnes fnidder til at blegne. Den del kan vi altså blive enige om, men det der får mig til at stejle er tanken om, at drengene er pigerne mentalt overlegne. Drenges og pigers reaktion på uvenskaber er forskellige, men jeg har læst "kongens fald" af Johannes V Jensen, og jeg kan godt fortælle jer, at der intet gloværdigt er over den.

I 9 klasse havde jeg en fysik/kemilærer som var forelsket og betaget af en af pigerne i klassen, så hun fik gode karakterer mens alle vi andre piger fik middelmådige karakterer. Drengene derimod fik karakterer efter hvor dygtige de var. Noget af min galde handler om, at jeg var dygtig og bestemt mente, at jeg fortjente en langt højere karakter, hvilket jeg da også fik til eksamen. Det jeg dog husker bedst er denne piges blege og tavse ansigt nå samtalen faldt på dette problem. Af gode grunde hadede hun fysik, og da vi skulle til eksamen, og det var gruppearbejde hvor flere grupper var op samtidig, da måtte den kvindelige censor fysisk gribe fat i læreren og slæbe ham væk fra pigens bord, så hun kunne få lidt fred, og vi andre kunne vise hvad vi kunne. Pigen var efterfølgende nærmest grædefærdig. Det hele var lidt en stående vittighed som man talte helt åbenlys om, også med forældre og lærere, men der var et mærke i denne vittighed, noget der jo i virkeligheden ikke var spor sjovt. Jeg kan godt blive vred over, at der ikke var nogen voksne der greb ind. Det er meningen at skolen skal opbygge eleverne, men dette havde et ødelæggende element i sig.

Da jeg gik på gymnasiet var jeg udsat for sexchikane. Der var to drenge der dagligt prøvede at udfritte mig om mine seksuelle præferencer, hvis jeg sad ved en computer begyndte de at skrige op om, at jeg sad og så porno, de rørte ved mig, den ene trak endda sin pik frem midt i en historietime for provokerende at vise mig den,og de blev ved med at antydede at jeg godt kunne lide den slags. Det var svært for mine omgivelser, at se hvor slemt det var for mig, for i et forsøg på ikke at græde, begyndte jeg at grine. En dag tog jeg dog mod til mig og sagde det til studievejlederen, som bare grinende trak på skuldrende og sagde; "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig". Og så måtte jeg gå tilbage ud i det mareridt der på det tidspunkt var mit liv.

I 3g havde jeg en oldtidskundskabslærer, sådan en er de der klamme typer der ikke havde lov at komme til skolefesterne fordi de ikke kunne holde fingrene fra pigerne. Denne lærer var glad for piger med store bryster. I den sammenhæng er jeg heldigvis velsignet med et par bryster der er så små, at hen vel dårlig lagde mærke til, at jeg eksisterede. Når han var i sit frække hjørne kunne han godt finde på at læne sig hen over bordet og med lummer accent sagde; "at du trænger da vist til en tur over knæet".

Jeg må indrømme at jeg på grund af disse historier, og hundredvis af små dagligdags historier, har lidt svært ved når store voksne mænd beklager sig over diskrimination. Måske er det bare pga min manglende forestillingsevne, at jeg ikke kan gætte hvad de dog kan have oplevet der retfærdiggør deres brug af dette ord. Hvis i har historier der forklare dette, vil jeg meget gerne hore om det.