søndag den 31. marts 2013

Påske og indlæg nr 500

Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.

Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.

Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.

I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.

Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.

lørdag den 30. marts 2013

Må man hygge langfredag?

Påsken er kristendommens største højtid, det er der Jesus døde for vores synders skyld, og genopstod fra dr døde, men det er også en ferie, hvor man har mulighed for at gense venner og familie. Men kan man som kristen tillade sig at grine og pjatte i venners lag på den dag, hvor vores frelser led en lang pinefuld død. Jeg ved ikke om man kan eller bør, men jeg gjorde det i hvert fald, og efter at jeg har tilbragt to uger mere eller mindre alene, så føltes det godt.

Først var jeg hjemme hos en veninde jeg lærte at kende i sommers, da jeg var i Paris. Hun bor her i Odense, så vi ses ikke så tit, for ud over at jeg ikke kommer ned og besøger min far så tit, så er det ikke altid, når jeg så endelig er her, at jeg er her længe nok til at gå på visitter, men nu har hun fået et job relativt tæt på mig og er i gang med at flytte. Vi har aftalt at vi selvfølgelig skal se mere til hinanden, og det vil jeg også virkelig gerne, jeg ved bare ikke hvor stor tiltro jeg har til, at vi så også får det gjort. Da jeg startede på uni igen, havde jeg også store plaber om at se mine Aarhus veninder noget mere. Jeg får set dem, og det er virkelig hyggeligt, men det er bestemt ikke så tit som jeg havde drømt om. Problemet er 1) at tage sig sammen til at lave en aftale, 2) få to kalendere til at passe sammen og 3) have overskuddet til at føre planen ud i livet. Men nu skal jeg ikke være så pessimistisk, for vi skal nu nok få lavet nogle aftaler, OG få ført dem ud i livet.

Senere på dagen var min far og jeg ude ved nogle af vores venner, en familie hvor jeg delvist er vokset op, fordi de voksne var venner fra studietiden, og jeg fra helt lille af var veninde/ekstrasøster til deres børn. Da jeg så blev syg for 6 år siden, mistede jeg lidt kontakten med dem, ligesom jeg mistede kontakten med alle mulige andre. Nogle gange har jeg været med min far og søster derude til forskellige arrangementer, men så har huset været fuldt af gæster, og jeg blev forvirret og træt og kunne egentlig slet ikke holde til det, men i går var vi kun seks, og det hele foregik stille og roligt, så jeg fik lov til at vise mig fra min gode side, en side som de ikke har set i rigtig mange år. Vi fik noget god mad, de andre fik lidt vin, og vi hyggede os. Bag efter spillede min veninde nogle stykker på flygel. Jeg har altid elsket at sidde og lytte til hendes spil, men det er længe siden sidst, for når jeg har været derude, har jeg altid villet tidligt hjem, før vi kom til det punkt hvor vi satte os op til flygelet.

Alt i alt var det en af mine bedste dage længe, både ud fra de input jeg modtog fra andre, og ud fra hvad jeg selv kunne tilbyde. Når man har været syg længe, er det i særlig høj grad rart også at kunne yde noget til det sociale, for man vænner sig ellers let til at alt bare er mig, mig, mig, og sådan ønsker man ikke at det skal være i længden. Men det er også samtidig rart at være i en sammenhæng, hvor omgivelserne tillader, at man er mere end bare den syge. Det er ikke for at sige noget ondt om, at omgivelserne tvinger en til at forblive i den syge rolle, men omgivelserne er også nødt til at have en eller anden form for selvbeskyttelse, for det er hårdt at se én man elsker være så syg.. Men nogle dage er overskuddet der og alle andre faktorer er også rigtige og så kan både den syge og omgivelserne er gode, og det er det værd at have ni dårlige oplevelser for til sidst at have en virkelig god.

fredag den 29. marts 2013

Langfredag

Linda 1.A 1991
En af mine pædagoger har i mange år boet, været gift og haft børn i Grækenland, og hun fortæller, at de græskortodokse spiser linser langfredag, fordi de efter sigende voksede ved korsets fod.

torsdag den 28. marts 2013

Om 90'erne

90'erne er ikke et årti der bringer mig glade minder, hverken personligt eller modemæssigt. Det var de år hvor jeg gik i folkeskole, og de var de år hvor jeg aktivt kæmpede mod moden, fordi jeg syntes, at den var så grim. Jeg blev i '99 konfirmeret i lyseblå sandaler fordi alternativet var hvide buffelo.  Ifølge bladet Costume, så er 90'erne på vej ind igen, hvilket jeg i mit stille sind græmmer mig over, men måske er det fordi jeg er for ung til, til fulde at huske 90'erne. Jeg husker mest bare maver i frostgrader, klodsede sko til feminine outfits og frisure der var længere fortil end bagtil så man kom til at ligne et insekt.

Det var i 90'erne, at forældre og eksperter råbte larm i gevær, fordi Spice Girls var så tynde og dårlige forbilleder. I dag virker de jo nærmest kvabsede, især når man tænker på hvordan flere af dem senere kom til at se ud, og på hvordan stjerner generelt ser ud i dag.

Men Costume siger altså at 90'erne er på vej tilbage, og så er det vel det jeg må arbejde ud fra. Jeg ved ikke hvor interesseret jeg er i mode, men jeg er lige akkurat ikke uinteresseret nok til at være direkte ligeglad. Jeg er på dette kiksede mellemstadie, hvor jeg sådan lidt har en idé om hvad der er 'rigtigt' at have på, men ikke helt har fanget detaljerne, så det hele kommer til at virke en lille smule kluntet.

Der er kun én måde jeg formår at gribe sådan et problem an på, og det er ved hjælp af min (humaniora) nørdede side. Jeg tog et modeblad, og jeg tog en kuglepen, og så gik jeg i gang med at strege under, sætte ring om og tage noter. Det er en lidt underlig følelse at blande nørd og mode, men jeg kan godt lide at være dygtig til alt hvad jeg gør, inklusiv at klæde mig på, men jeg er ikke en af dem der intuitivt forstår at vælge det rigtige tøj, så jeg må studere. Jeg må især være opmærksom, for jeg skifter ikke min garderobe ud så tit, så jeg skal vælge tøj der kan holde mange år med mønster, materiale og snit, og det er hårdt arbejde, når man egentlig ikke har sans for den slags. Det sjove er at mange af de kiksede køb jeg har gjort gennem tiden i dag er super moderne, det gælder såvel en gul skjorte, en skjorte med kalvekrøs og en pencil skirt.

I hvilken grad det nytter noget ved jeg endnu ikke. Jeg ved heller ikke hvad jeg egentlig har gang i, eller hvad mit mål er. Jeg ved ikke og det er en positiv eller negativ udvikling, eller om det hele bare er lidt ligegyldigt.

onsdag den 27. marts 2013

"I var der ikke"

I går og i forgårs var mine faste kontaktpædagoger her, men ellers havde de faktisk ikke været her i en uge, og det føltes ensomt. Der har ikke været nogen umiddelbare kriser, så der har ikke været noget tidspunkt hvor jeg bare græd og kun ville have dem, men det har været en tom fornemmelse, at der ikke var nogen faste mennesker i mit liv der fulgte op på aftaler og huskede de historier jeg havde fortalt. Det var faktisk mest tydeligt i går, hvor jeg sad sammen med en af dem, og jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg kunne slet ikke huske hvornår hun havde været der sidst, hvilke historier hun havde hørt og hvilke hun ikke havde, men det var egentlig også lidt ligegyldigt, for jeg orkede ikke at fortælle dem igen, jeg havde jo allerede fortalt dem om og om igen. Nogle gange blev jeg ligefrem irriteret når hun spurte ind til noget, for jeg glemte hele tiden, at hun jo ikke vidste det ene og andet.

Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal tænke på pædagogerne som individer, og hvornår de er en samlet enhed. Som personer er de unikke individer med hver deres karaktertræk, som man enten kan lide eller ej, arbejde tæt sammen med eller ej, men i kraft af deres stilling som pædagoger, bliver de også en enhed der arbejder (så vidt muligt) i samme retning. Hvad jeg snakker med én pædagog om bliver skrevet på Bosted (en slags journal) for en anden at læse, men jeg ved aldrig med sikkerhed hvem der skriver hvad og hvor meget, og hvem der læser hvad, hvornår og hvor grundigt. Nogle gange er det til at blive helt skør i hovedet af, nogle gange er der ting jeg ikke har lyst til at sige fordi jeg ikke vil have at alle ved det, og nogle gange er det egentlig meget fint, for så slipper man med kun at sige noget 50 gange i stedet for 117.

Nu tager jeg hjem til min far på påskeferie, og når jeg kommer tilbage tager den ene af mine kontaktpædagoger på ferie. Jeg når lige at se hende en enkelt gang på mandag, ellers ser jeg hende ikke de næste fire uger, og jeg tror at det bliver hårdt, for snart starter universitetet, og selvom jeg glæder mig til det fordi det godt kan blive lidt trivielt at se tv hele tiden, så er jeg også rædselsslagen for at jeg ikke kan klare det.

tirsdag den 26. marts 2013

Nye bukser

Normalt når jeg køber tøj, går jeg ind i en butik, tager noget ned fra hylden/stativet, går hen til kassen, betaler og går hjem, nemt, hurtigt og klinisk, men en meget sjælden gang, lader jeg en ekspedient hjælpe mig og går i prøverummet og finder noget der rent faktisk passer helt ordentligt. Sådan en dag var det i går.

Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.

Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.

Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.

Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.

mandag den 25. marts 2013

Om spidse krageben

I går var jeg virkelig udmattet og gik rundt som en zombie. Det lagde min yndlingsvikar mærke til og kun kom op til mig, sad på min sofa, og holdt om mig. Jeg havde ikke brug for at græde, men det var rart bare at sidde sådan, uden at tale om noget vigtigt. det var rart, at hun bare var der.

Jeg er dog sådan en der ikke bare kan nyde øjeblikket, så jeg kommenterede, at hun har ret spidse krageben, hvilket som sådan var sandt nok, det var bare et underligt emne at tage op. En af grundende til at jeg tog det op er min mor.

Min mor er meget tynd, og fra da jeg var lille husker jeg tydeligt fornemmelsen af at slå hovedet mod hendes ribben, når jeg fik et knus. Engang fik jeg et knus af en venindes mor, og jeg troede vitterligt, at jeg skulle dø mellem hendes fyldige babser.

Når man er inde i systemet på den måde jeg er det, er det vigtigt at vide om man kan lide knus. Jeg tror faktisk at det var en af de første ting jeg blev spurgt om, da jeg flyttede hertil. Jeg tror nok, at jeg svarede nej, for det hele var så nyt og fremmed, og jeg kan ikke lide at hvem som helst slår armene omkring mig når som helst og hvor som helst. Det var dog et svar jeg kom til at fortryde, for så kom det til at stå i min journal, og da jeg lærte folk at kende, var der mange gange, at jeg gerne ville have et knus, men jeg fik ikke nogen, for der stod jo, at jeg ikke ville have det.

Med tiden er jeg blevet bedre til at sige når jeg gerne vil have et knus, og folk er blevet bedre til at spørge.

lørdag den 23. marts 2013

manglende overskud

Jeg har snakket om, at jeg har været syg den sidste uges tid, men måske jeg i virkeligheden ikke har været syg men bare udkørt, for jeg har jo ikke haft nogle deciderede sygdomssymptomer, snue, ondt i hals hoved eller mave eller træt, jeg har bare haft en akut mangel på overskud.

En af de ting der har været anderledes har været hele min personlighed. Jeg har været kort for hovedet og utålmodig. Den anden dag kom en af pædagogerne op til mig i pigernes tv-stue. Hun kunne ikke finde opskriften på min mad, og vidste ikke hvad hun skulle stille op med den, da vi/jeg fandt den. Normalt ville jeg være typen der ved logisk deduktion ville få hende til at forstå, men det var også bare sådan, at jeg indlevere en opskrift og får min mad, og det der ligger imellem der har jeg ikke rigtigt noget med at gøre, så jeg endte med at bide hende af og sige, at det måtte hun selv ligge og rode med. Bagefter skammede jeg mig over min reaktion. Normalt går jeg meget op i undskyldninger, både dem andre skal give mig, men så sandelig også dem jeg skal give andre, men denne gang valgte jeg den 'lette' løsning og spiste nede i min egen lejlighed.

En pige fra studiet spurgte mig hvad Aspergers betyder konkret. Dette er hvad det betyder, disse pludselig og akutte fald i overskud. Asperger ekspert og konsulent, Dorthe Hölk, fortalte mig engang, at når andre mennesker siger, at deres batterier er flade, så kan de egentlig lige yde 10 % mere før de går kold, men når en Asperger siger det, så er der bare overhovedet ikke mere tilbage. Det er lidt sådan det føles lige nu. Jo, jeg får skrevet denne blog, men så ikke så meget mere, jeg træner næsten ikke, jeg læser ikke, jeg er ikke social, jeg er ingenting, ikke på sådan en deprimeret måde, men på en flad måde.

Jeg ville egentlig gerne have været på universitetet i går, men ombestemte mig, for det var alt for mange timer og alt for mange mennesker, og især fordi der var påskeafslutning, og det ville jeg voldsomt gerne, og jeg ville ikke kunne sige nej når jeg først stod der, selvom jeg vidste, at jeg ikke har energien til det. Nu kan jeg så se billeder på facebook og ærgre mig gul og blå.

Men der var også en anden grund til at blive hjemme, en grund som jeg er knap så stolt af. De sæsoner af CSI New York som jeg havde bestilt på nettet var klar til afhentning på posthuset, og jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Hvad er der med mig og tv-serier for tiden? For en måned siden, ville jeg have svoret, at jeg bare så dem fordi det nu bare var det der var når jeg trængte til at slappe af, og nu køber jeg dem ligefrem på dvd. Jeg siger til mig selv, at det er på grund af mit manglende overskud, men generelt synes jeg nok bare at mit eget liv er lidt for kedeligt, for der er ikke mange voldspsykopater eller labre modeller, men det er der i tv-serierne.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg formåede at værdsætte virkeligheden noget mere, for der er faktisk mange spændende mennesker i mit liv, men det er problematisk at dagdrømme om virkelige mennesker, og lige nu har jeg brug for at dagdrømme.

fredag den 22. marts 2013

Om 'frivillig' velgørenhed

Forleden blev jeg stoppet af en ung pige fra Amnesty International som var virkelig fornærmet over, at jeg rystede på hovedet af hende, om jeg ikke engang ville sige pænt goddag til hende? Jo, det kunne jeg vel godt, og så var jeg fanget.

Jeg er ikke god til den form for konfrontationer, men jeg prøvede at forklare hende, at jeg ikke har noget imod Amnesti International, men at jeg ikke kan lide den form for salgsmetoder. Jeg kan ikke lide den, fordi det slet ikke er så frivilligt som de giver udtryk for at være. "Jamen folk vil jo i virkeligheden gerne" siger de, det samme siger en voldtægtsforbryder. Hvis det virkelig var så frivilligt, så burde det være lige så let at melde sig fra som det er at melde sig til, men det er det ikke. Jeg tror vist alle vi kender folk der har ringet ind for at melde fra, men som ender med i bedste fald at betale mindre hver måned, og i værste fald at betale mere.

Den unge pige på gågaden prøvede at overbevise mig om hvor effektivt systemet er, men jeg er ikke spor i tvivl om dets effektivitet, jeg betvivler bare dets moralske rigtighed.

Det kommer til at lyde som om jeg er imod velgørenhed, men det er jeg bestemt ikke. Jeg giver selv til velgørenhed, men jeg vil gerne give hvad jeg sådan lige føler for på det tidspunkt. Det er måske egoistisk af mig, men so be it.

Jeg slap til sidst væk fra pigen, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for der var jo ingen tvivl om, at det var mig der var gal på den, det var mig der var Sorteper, eller jo. Set tilbage kan jeg godt se, at jeg var i min fulde ret til at handle som jeg gjorde, men da jeg stod i det, følte jeg bestemt ikke sådan, det skulle hun nok sørge for. Og hvorfor skulle hun egentlig have lov til at være moralsk overlegen? Hun er jo ikke andet end en sælger, hun kunne lige så godt sælge brugte biler. Hvis det endelig var, ville jeg hellere handle med en der var oprigtigt optaget af sagen, så kunne man måske få noget fornuftigt ud af diskussionen "velgørenhedens dialektik".

torsdag den 21. marts 2013

om detaljer og vaner

Sikke et vejr. Folk beklager sig, så man skulle tro, at det var jordens undergang. Personligt gør det mig mig ikke noget, jeg synes bare at det er hyggeligt, men jeg kan godt se, at det må være irriterende for dem der har bil. Lidt længes jeg måske nok efter foråret, så jeg har købt påskeliljer, men de er næsten helt hvide. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal se sådan ud, eller om de bare er forkvaklede. De står dog bare på mit sofabord og virker overflødige/ligegyldige.

Jeg prøver at skabe et liv med sans for detaljerne. Jeg er en nørd efter detaljer, men af en eller anden grund synes de at være delvist manglende i min husholdning. Da jeg havde redt seng i går, så det ikke godt ud. Jeg prøvede at rette lidt til, men det blev det ikke meget bedre af. Så gik jeg ned og købte min daglige dosis Pepsi max, og da jeg kom hjem tog jeg sengetæppet af og startede forfra.

Jeg er ikke vokset op med at redde seng, ikke på den måde i hvert fald. Engang i de små klasser spurgte min engelsklærer hvor mange af os der redte seng. Jeg erindrer ikke, at jeg bed mærke i hvem eller hvor mange der rakte hånden op, men jeg husker tydeligt følelsen af skam, og jeg har skammet mig lige siden. Da jeg blev ældre, og overskuddet var til det, prøvede jeg at rede seng, og jeg brugte et almindeligt tæppe som sengetæppe, men det var bare ikke det samme.

For 1½ år siden besluttede jeg mig så for, at jeg ville skabe mig et hjem, med nye møbler og alt det, og en af de ting jeg købte var et sengetæppe, og siden kom der også et par pyntepuder. Langsomt lærte jeg at få denne nye vane ind i mit liv. Selv nu så lang tid senere er det ikke hver dag det bliver gjort, men især de dage hvor jeg tager på universitetet føler jeg mig dårlig tilpas hvis det ikke bliver gjort, så er det lidt ligegyldigt, hvordan resten af lejligheden ser ud, vasketøj på gulvet, opvask på køkkenbordet og deslige.

Man skal prøve noget 40 gange før det bliver en vane. Well, nogle gange er det mere andre gange mindre. Det med at redde seng er hverken første eller sidste gang jeg prøver at få en nu vane ind i mit liv. Den nyeste ting er, at jeg gerne vil lære at vaske fingre. Man skulle tro, at jeg allerede gjorde den slags, men det var ikke tilfældet. Da jeg var barn var der mange af de duftfri sæber, der lugtede decideret grimt, så jeg holdt op med at vaske hænder regelmæssigt. Det er ikke noget jeg indrømmer gerne, men det har været sådan i mange år, og nu skulle det så være, at jeg genlærte det, nu hvor jeg alligevel tusser rundt herhjemme uden at lave noget. Jeg ved ikke hvor mange gange det tog mig at komme ind i rytmen. 40? Måske mindre.

Det er disse små ting i hverdagen der får mig til at føle mig som et 'rigtigt' menneske. Jamen selvfølgelig er jeg da et rigtigt menneske. Nej ikke helt. Jeg er psykisk handicappet, så nogle gange går jeg rundt og føler mig halv.

tirsdag den 19. marts 2013

Om at skræmme sin mor

nu hvor jeg er syg, bruger jeg det meste af min tid på at se tv-serier på dvd, CSI New York for at være mere præcis. TV-krimier er alt det som jeg hader ved bog-krimier, som jeg hader. De er overfladiske, kliché fyldte og absurd psykopatiske, og alligevel elsker jeg dem, og tro mig, jeg er udmærket klar over hvor hyklerisk jeg er, så måske det kan lærer mig ikke at være så hoven når det gælder bog-krimier, selvom jeg tvivler.

Nogle afsnit ser jeg på dvd nede ved mig selv, og andre afsnit ser jeg på kanal 5 oppe i pigernes TV-stue. I går eftermiddags sad jeg oppe i tv-stuen og så et afsnit, hvor en kvinde blev savet midt over, og jeg kom til at tænke på om alt blodet ville løbe ud på gulvet, eller om noget af det ville blive fanget inde i kroppen fordi klapperne i venerne var lukkede. Når man dør, er klapperne så åbne eller lukkede.

Jeg skrev til min mor der er biologilærer for at høre, men jeg glemte lige at fortælle om den sociale sammenhæng (Sitz im Leben), så min stakkels mor sendte mig en urolig besked om hvad jeg havde gang i. Hun skrev, at hun elskede mig, og at jeg ikke måtte gøre noget dumt.

Her ville det så være på sin plads, at jeg beroligede hende og undskyldte, og at vi så fik grædt ud over alle de hårde år vi har været igennem med min selvskade og selvmordsforsøg og deslige. Jeg vil på ingen måde nedgøre min mors frygt, for statistisk set, ville det godt være noget jeg kunne finde på, om ikke at skære mig selv midt over, så i hvert fald at forvolde stor skade på mig selv. Jeg må dog indrømme, at fordi jeg selv sad i helt andre tanker på det tidspunkt, så blev jeg fuldkommen overrumplet og reagerede mindre hensigtsmæssigt.

Jeg fik forklaret den egentlige betydning af mit spørgsmål, men jeg fik det gjort det på en måde, som om der bare var tale om en eller anden fjollet misforståelse, men i spørgsmålet om liv og død er der ingen fjollede misforståelser.

mandag den 18. marts 2013

Mellem syg og normal

Jeg er blevet syg, ikke nok til at blive liggende i sengen med god samvittighed, men nok til at jeg ikke skal træne og i skole, men typisk mig, så kan jeg ikke blive hjemme med god samvittighed. Jeg bliver ganske vist hjemme, men jeg sidder lidt med følelsen af, at når jeg er rask nok til at være ude af sengen, så burde jeg også være rask nok til at tage i skole, og sådan kunne det måske også være, hvis det bare var et spørgsmål om lige at smutte ned på universitetet og så hjem, men nu bor jeg nu engang sådan at det tager 1.5-2 timer med offentlig transport hver vej, og det kan jeg simpelthen ikke overskue.

Det er værst når jeg er sammen med andre mennesker, for når jeg er alene sidder jeg bare og kigger dødt ind i tv- eller computerskærmen, men når jeg er sammen med andre virker selv de mindste fejl og mangler voldsomt irriterende på mig, og jeg skal bruge alt for mange kræfter på ikke at reagere derved, flere kræfter end jeg kan undvære lige nu.

Jeg prøvede dog alligevel at tage hen og træne her for lidt siden, men da jeg stillede mig op på cross traineren, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke ville kunne klare ½ time. Mine muskler var ømme og mit hoved var tungt, så jeg steg af og prøvede lidt styrketræning i stedet, dog ikke med meget mere succes, så jeg gik hjem.

Nu sidder jeg så her med en kold pepsi max og overvejer hvor mange praktiske ting jeg skal satse på at få ordnet før jeg smider mig på sofaen foran fjernsynet og selv går kold.
  • vasketøj
  • aflevering
  • bad
  • redde seng
  • posthus
  • indkøb 
Men det er underordnet, når man er syg må man godt være en sjuske Dorthe, også selvom man ikke er rigtig rigtig syg.

søndag den 17. marts 2013

Om øvelser i selvkontrol

Det er nu søndag, og jeg havde planlagt, at jeg skulle bruge weekenden her på at skrive min aflevering til på fredag om genregenkendelse af historien om Babelstårnet, men jeg er gået helt kold. Faktisk har jeg ikke bare skriveblokering, jeg har tankeblokering. Hvis man lavede et udskrift af hvad der skete oppe i min hjerne lige nu, så ville jeg lyde som en lallende idiot, en rablende imbecil.

Jeg ved godt, at der er længe til fredag, det bliver pædagogerne også ved med at fortælle mig, men jeg skal til Aarhus mandag, tirsdag og onsdag, og det giver kun torsdag til at skrive, og det er lige lovlig vovet hvis nu et eller andet går galt og jeg skal et eller andet eller denne blokering ikke er lettet eller hvad der nu kan komme i vejen. Jeg kan sagtens afslutte opgaven torsdag, men skrive den hele, det tør jeg simpelthen ikke.

Det er ikke fordi opgaven er synderligt svær, det er den ikke. Historien er en ætimologisk myte, det vil sige, at det er en historie fra en fjern, fjern fortid der beskriver hvordan nogle af livets vilkår, som at mennesket snakker forskellige sprog, kom til at blive som de er, punktum. Så ved jeg ikke hvor meget mere jeg ellers kan skrive, og selvom opgaven kun skal fylde 1-2 sider, så er det vist lige lidt nok. De to sidste opgaver jeg afleverede blev, når jeg selv skal sige det, ret gode, men måske skal jeg bare acceptere, at de ikke alle kan blive lige gode, men det er svært for en perfektionist som mig.

Jeg kom til at diskutere min perfektionisme med en pædagog den anden dag, for hun er lidt lige som mig på det punkt. Er min perfektionisme noget jeg altid har haft, eller er det kommet i takt med det kvantespring af en udvikling jeg har været igennem de seneste par år? Det er svært at sige, for det er nok lidt en blanding. Jeg har nok altid haft de perfektionistiske træk, men jeg har ikke tidligere haft overskuddet til virkelig at udleve dem.

Jeg har altid ønsket at være den der perfekte elev/studerende der havde orden på sine ting og havde læst lektier, men med en blanding af dovenskab, ADD og generelt manglende overskud, var det bare ikke muligt. Da min spiseforstyrrelse for alvor begyndte der i gymnasiet, var det blandt andet som en øvelse i selvkontrol. Jeg læste, at de flittige/dygtige/perfektionistiske piger var i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse, så jeg tænkte, at hvis jeg udviklede en spiseforstyrrelse, så var der en chance for at jeg kunne  blive flittig/dygtig/perfektionistisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle at det ikke hjalp, men det gjorde det faktisk til dels. En spiseforstyrrelse er et mareridt, og det er ikke det værd, ligegyldigt hvor desperat man er til at blive bedre til noget, men jeg tror, at man sagtens kan lave øvelser i selvkontrol uden at gøre det på en spiseforstyrret måde. Den katolske fastetid er i fuld gang, og jeg har lagt mærke til, at der kun er begrænset respekt for hvad vi gør, men ville ikke-katolikker ikke også have gavn af nogle gange at øve deres selvkontrol. Jeg snakker ikke om at vi alle skal være spiseforstyrrede og sige nej til kage og sjov, jeg snakker om, at man en gang imellem kan lade være med at spise mere end et stykke kage, ikke på grund af vægten, men simpelthen fordi man kan, eller lade være med at spise kød om fredagen, eller skære ned på noget man godt kan lide.

Jeg er bestemt ikke nogen helgen, og jeg skærer ikke ned på alting hele tiden, hverken for vægtens eller selvkontrollens skyld. Jeg har taget to kg på¨på en uge, og mit colaforbrug er eskaleret, og det er bare sådan det er, men jeg har ikke planer om at det er sådan det skal blive ved med at være.


lørdag den 16. marts 2013

Den ´sure´ rengøringskone

Da jeg kom ind på universitetet tidligt i går morges (7.30) så klasselokale herrens ud. Der lå iturevet papir overalt, stolene stod hulter til bulter, og det ene rullegardin var gået i stykker. Normalt når jeg kommer plejer rengøringskonen at være i gang og vrisse surt af mig, at jeg ikke må komme ind endnu. Første gang det skete blev jeg flov og forvirret og endte med at sige "mange tak", men tak for hvad? Siden har jeg gjort en dyd ud af at hilse pænt på hende hver fredag morgen, og nu er hun lige så stille begyndt at varme op over for mig. Eftersom hun ikke var kommet endnu, da jeg kom, satte jeg mig bare ind og pakkede mine ting ud, og da hun kom skyndte jeg mig at sige, at jeg nok skulle stille mig ud på gangen og lade hende komme til, så hun ikke kunne nå at kommandere mig til det først. Det betød, at jeg kunne være hjælpsom uden, at hun skulle være 'sur'. Jeg forstår nu godt, at hun er sur, hvis det er sådan eleverne behandler hende, altså med at svine så meget.

Har de ikke respekt over for andre mennesker, eller tænker de bare ikke så langt som at nogen skal rydde deres lort op? Viser jeg nok respekt når jeg bliver ved med at kalde hende 'rengøringskone' i stedet for 'rengøringsassistent'? Jeg synes ikke at det er nedværdigende at sige 'rengøringskone', men det er je heller ikke mig der bliver kaldt det, og jeg siger det bare fordi det nu engang var sådan det hed dengang jeg var barn. Siden dengang har der været et jordskred i folks titler, men det er nok en udvikling der er meget ældre end mig. Der er den gamle revy sang om malke pigerne der ikke vil hedde malkepiger mer', nu vil de hedde ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent. Hvad end hendes titel er, så virkede hun i hvert fald overvældet i går.

Hun fik nu meget hurtigt lokalet til at ligne sig selv igen, på nær rullegardinet, som hun ikke kunne gøre noget ved, og det var helt rart at komme ind i. Vi er et stort hold, så snart timen begyndte virkede det overfyldt og rodet igen, men for en kort stund var der ligefrem lækkert at være.

torsdag den 14. marts 2013

Habemus Papam og homoseksualitet

Så har vi katolikker endelig fået os en ny pave, pave Frans/Fransis fra Argenlina. Han skulle øjensynligt have taget navnet efter Frans af Assisi, som er en middelalderhelgen der er kendt for sin store interesse for fattige og naturen.

På Wikipedia står der om pave Fransis, under "Positions on moral and political issues", om hans holdninger til fattigdom og homoseksualitet. Fattigdom står der om fordi det er hans hovedinteresse, men homoseksualitet står der om fordi det vil man gerne have. Man vil gerne have, at han siger et eller andet nyt og spændende, men det gør han ikke.

Jeg kan godt se, at homoseksualitet og "homoægteskaber" er et interessant emne i vores vestlige verden, men vi har selv sukket efter en pave fra et ikke europæisk land, og det har vi nu fået, men lur mig om ikke folk og medierne vil gå fuldstændigt i selvsving over at han har andre prioriteter end os.

Jeg vil ikke undervurdere hvad homoseksuelle må gennemgå af diskrimination, ydmygelser og undertrykkelse, men jeg vil heller ikke overvurdere det, for umiddelbart vil jeg, uden for alvor at have sat mig ind i sagen, vurdere at fattigdom på verdensplan er et langt større problem. Der er homoseksuelle der bliver slået ihjel, og det kan på ingen måde retfærdiggøres og det skal der gøres noget ved, men mennesker dør af sult hele tiden, så undskyld mig, at jeg faktisk har respekt for, at den nye pave er mere interesseret i dem end i homoægteskaber.

Homoægteskaber er ellers noget vi vi går meget op i i den vestlige verden, og jeg er faktisk ret nervøs for at skrive dette indlæg, for hvad nu hvis folk vil hade mig for mine holdninger. Jeg ved, at jeg burde interessere mig for emnet, det siger medierne og den generelle holdning, men det gør jeg ikke. Måske er det fordi jeg ikke kender nok homoseksuelle, eller fordi jeg ikke kender dem jeg kender godt nok, men jeg kender på den anden side heller ikke nogen virkelig fattige mennesker. Jeg kender folk der er ved at dø af sult, men det skyldes ikke fattigdom, men spiseforstyrrelser, alligevel er sultedøden lettere at forholde sig til end hvem der skal have lov til at gifte sig med hvem og på hvilken måde.

Men i hvert fald glæder jeg mig til at se hvad der kommer til at ske, og hvad den nye pave er for en :)

onsdag den 13. marts 2013

Kan jeg klare det

I går havde jeg en mindre krise. Jeg er så forfærdelig træt for tiden, og jeg er udmattet helt ind til benet, og nogle gange bliver jeg i tvivl om, om jeg kan klare alt dette her, blog, træning, skole, fri-læsning, venner og familie.

Der er en af vores vikarer som jeg har et helt særligt forhold til. Da jeg i går fik at vide, at jeg ikke kunne have aftensnak med hende, brød jeg sammen, og hun tog sig tid til mig, selvom hun burde have været et andet sted. Jeg lod hende holde om mig, mens jeg bare græd og græd.

En af mine store kriser for tiden er, at jeg af ren og skær træthed siger og gør virkelig dumme ting for tiden. At jeg er skuffet over mig selv over ikke at forstå teksten i den ene af mine skolebøger, fik jeg til at lyde som om det er uretfærdigt, at jeg ikke kan, for "jeg er jo intelligent". Hvor dumt er det ikke lige? Og en af mine veninder sagde forleden noget om den katolske kirke, som den i dette tilfælde fuldt ud fortjente, og jeg sendte hende senere en sms om at hun var kommet til at såre mig, men folk skal jo ikke fortie ting bare fordi jeg er træt.

Jeg ved godt, at det ikke er  jordens undergang, men jeg føler mig stadig så helt forfærdelig dum, men alle mennesker siger dumme ting fra tid til anden, det er en del af det at være i live, men det kan være meget svært at acceptere mens man står i det.

Heldigvis havde jeg min vikar til at holde om mig, og og stryge mig over håret, og sige at alt nok skulle blive okay igen.

tirsdag den 12. marts 2013

Om lidt chokolade

"På hebraisk og andre semitiske sprog står talordene 3-10 i modsat køn til det talte, dette kaldes den semitiske polaritet og kan ikke forklares på nogen ædruelig vis".

I juleferien havde jeg fået nogle papirer, så jeg for sjov kunne sidde og oversætte Amos' bog. Det gik egentlig udmærket, men der var naturligvis også ting der ikke gik så godt, og som jeg meget gerne ville have min hebraisklærers syn på, men eftersom dette var noget jeg gjorde i min egen fritid, så var det også noget han skulle gøre i sin fritid. Det var ikke noget han virkede helt afvisende overfor, men det var heller ikke noget han havde vildt travlt med at få arrangeret.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det burde være inspirerende at have så engageret en studerende som mig, men så fantastisk er jeg altså langt fra.

Jeg kan selvfølgelig ikke forestille mig hvor meget hjælp han tror, at jeg skal have, men jeg besluttede mig at gøre det hele mere håndgribeligt for ham ved at skrive de mest presserende spørgsmål ned og give ham. Jeg ville også give ham lidt chokolade for hans ulejlighed. Det var noget jeg havde tænkt meget over. Jeg ville jo ikke give ham det indtryk, at jeg forsøgte at gøre tilnærmelser til ham, og jeg ville ikke give mine medstuderende det indtryk, at jeg forsøgte at fedte mig til en bedre karakter. Eller måske er det det jeg har gang i, altså det med at fedte? Hest har jeg det sådan, at jeg elsker at fodre folk, jeg er ikke så nøjeregnende med HVEM jeg fodrer, jeg er bare taknemmelig for at de siger ja.

Som sagt var det en handling jeg tænkte meget over, og jeg ville gerne gøre det på den rigtige måde, hvis en sådan måde da eksisterer.
  • Hvad skulle jeg købe? Jeg ville købe noget der var bedre end almindeligt, men heller ikke være for dyrt, for det skulle være en fin gestus, men heller ikke bestikkelse.
    • Jeg valgte Marabou premium med pecan nødder, 24 kr.
  • Jeg skulle også finde ud af hvordan jeg skulle give ham det, for for mine medstuderendes skyld skulle det være diskret, men for hans skyld skulle det ikke være hemmeligt. 
Jeg er virkelig ikke nogen diskretionens mester, og mit forsøg på at tage det hele på gefühl endte da også med at være lettere akavet, for som Asperger har jeg ikke jordens bedste intuition, men nu har han i hvert fald både spørgsmålene og chokoladen.

Jeg havde også lige et spørgsmål til min aflevering angående nogle præpositioner. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg i min analyse går ud over litterærkritikkens og opgavens rammer, men nu har jeg i det mindste sådan nogenlunde styr på min oversættelse

mandag den 11. marts 2013

Aflevering

I dag bruger jeg morgenen på at skrive min aflevering i eksegetisk litterærkritik. Jeg sidder med teksten om babelstårnet (gen 11,1-9/1. mos 11,1-9). Det går ud på, at teksten egentlig er to tekster der er skrevet sammen, og det skal jeg så argumentere for. Lørdag morgen arbejdede jeg koncentreret i fire timer, og jeg producerede nøjagtigt 1 side. Så er det at man kender universitetet igen, suk. Det er egentlig ikke nogen svær opgave, jeg gør det bare sværere for mig selv ved at insistere på at oversætte alting selv, og ved at jeg par tout vil lave min egen inddeling af teksten. Jeg tror at jeg tænkte, at jeg er autist, så det burde jeg kunne finde ud af, men efter fem forskellige skemaer over verber og handlingsmønstre er jeg stadig lidt forvirret, så jeg må erkende, at jeg ikke er nogen systemnørd.

søndag den 10. marts 2013

Om facebook

Man kan sige mange grimme ting om Facebook, men jeg kan nu egentlig for det meste godt lide det.

Min kærlighedsaffære med det sociale netværk begyndte for alvor, da jeg i sin tid blev syg og begyndte at ryge ud og ind af psykiatrisk hospital. Pludselig blev det en helt uoverskuelig opgave at holde kontakten med slev mine næreste veninder, men Facebook hjalp mig med at holde styr på folks liv. Jeg kunne sige tillykke med fødselsdagen og kommentere livets op og nedture, jeg kunne vise verden, at jeg stadig var i live, og jeg kunne samle medlidenhedspoint, når alting bare var skod.

Facebook var min livline til verden udenfor hospitalet, men hvor glad det end gjorde mig, når det fik mig til at føle mig som et rigtigt menneske med venner og sjov, lige så ked af det kunne jeg blive, når jeg fik smidt i hovedet hvor fantastiske andre menneskers liv var, og jeg havde en lang kriseperiode, da alle mine tidligere studiekammerater fik deres bachelor, og igen da de blev kandidater, for jeg kunne jo have været en af dem.

Mens jeg var syg fik jeg kontakt med en veninde jeg mistede kontakten med da jeg startede på gymnasiet. Vi havde gået i klasse sammen 0-2 klasse og været penneveninder 7-9 klasse og helt uden kontakt i de mellemliggende perioder. Det viste sig, at hun boede på et kollegium kun et stenkast fra mit eget. Hun lod sig ikke skræmme af psykiatriens stigmatisering af mig, og vi mødtes tit og gik en tur, mest bare for at få mig lidt væk fra hospitalets trykkende stemning, og det er jeg hende stadig taknemmelig for.

Selvom jeg har fået det bedre bliver Facebook stadig ved med at stå for op og nedture i mit liv, men det er måske fordi jeg går alt for meget op i det. Hvem kan lide mine statusopdateringer? hvem sender jeg friend request til, og hvem sender til mig? Er der nogen af mine protestantiske og ateistiske venner der siger noget grimt om paven? Og forestil jeg min overraskelse, da jeg lavede et for sjov billede af en præst jeg kender og viste ham ved siden af den nu tidligere pave og foreslog ham som pavekandidat fordi de havde (næsten) samme hat, og det viste sig at det blev populært og mere end 30 mennesker trykkede like (for mig er det mere end jeg nogensinde før har prøvet),  også selvom jeg slet ikke kendte hovedparten af dem. Det føltes som en kæmpe ros.

Nu om dage bruger jeg det mest til sjov og lærdom og jeg er medlem af både science is awsome, catholic, protestant, episcopal, jewish og muslim memes, alle sammen vittighedssider, for man lærer ting hurtigst hvis man får det præsenteret på en sjov måde.

lørdag den 9. marts 2013

Om IKKE at skærer sig

Det går ikke så vildt godt med maden for tiden, så forleden skulle jeg have en samtale med vores madmor om retterne på min madplan. Fordi mødet handlede om mad, og fordi jeg bare er træt og stresset for tiden, kom jeg ind med en negativ holdning, og vi kom dårlig nok i gang før jeg forlod det i vrede.

Jeg kan ikke lide at blive vred, jeg føler ikke at jeg har lov til at blive det, men jeg kunne ikke længere styre mig selv. Mødet gik galt fra begyndelsen. Jeg følte ikke at jeg blev forstået, men jeg havde heller ikke nødvendigvis forventet at blive forstået, men jeg følte heller ikke at jeg blev lyttet til overhovedet, og så blev jeg vred og hævede stemmen og gik.

Vi havde måske siddet inde og snakket i fem minutter da jeg gik, men jeg var bange for om jeg ville gøre mere en bare at hæve stemmen, hvis jeg blev, måske ville jeg ligefrem råbe eller slå i bordet, og i min lille verden er det strengt forbudt at blive vred, det er noget jeg har meget svært ved at tilgive mig selv.

Jeg havde også svært ved at forholde mig til at jeg havde talt højt, for det er jo næsten det samme som at råbe, og råbe er for mit vedkommende utilgiveligt, og måske ville pædagogerne ikke længere kunne lide mig hvis jeg blev vred. Jeg ved godt at det ikke er sådan, men så alligevel, så kan jeg godt en gang imellem blive i tvivl.

Jeg var meget oprevet, da jeg havde forladt mødet, og jeg havde mest lyst til at skære mig, men efter den dag da jeg ramte pulsåren, har jeg faktisk været direkte bange for at skære mig, for smerten den dag var så intens, at fornemmelsen stadig sidder i kroppen på mig. Jeg gik ned for at spørge om min kontaktperson officielt var på arbejde endnu, det var hun ikke, og hun skulle snart ind til møde. Hun spurgte om vi skulle snakke om det senere, men det var for langt ude i fremtiden, så jeg sagde nej, og gik op til mig selv, men jeg kunne ikke holde det hele ud, så jeg skrev til min anden kontaktpædagog og spurgte om hun havde tid, og det havde hun heldigvis.

Jeg skar mig ikke denne gang, men det var hårdt, og selvom jeg fik ros, følte jeg ikke at folk anerkendte min indsats helt nok, for resten af dagen fik jeg lov til at sidde helt alene med mine tanker, og det var ikke lige det jeg havde aller mest brug for, især fordi den første af mine kontaktpædagoger nu officielt var på arbejde, og hun kom ikke op og snakkede med mig, hun stak ikke engang hovedet ind og sagde hej. Det var der en helt naturlig forklaring på, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt.

torsdag den 7. marts 2013

Den sødeste hus forbi sælger

Jeg var i Aarhus i går. Jeg havde siddet og skrevet på min aflevering, og pludselig var tiden fløjet fra mig, og jeg måtte kaste min computer og nogle bøger ned i tasken og hurtigt smøre noget make-up i ansigtet. Jeg havde så travlt, at jeg slet ikke havde tid til at spise lidt før jeg tog af sted, og naturligt nok blev jeg lidt brødflov da jeg sad i toget, for nu sad jeg jo stille og kunne tydeligere mærke min krops signaler. På stationen var jeg så inde på 7/11 og købe noget brød, som jeg spiste mens jeg gik hen mod busserne.

På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.

Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.

Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.

Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.

onsdag den 6. marts 2013

Om brug af adjektiver

Jeg var på restaurant med min onkel og tante i går for at spise frokost. De skulle have den store tre retters menu, men jeg er vant til bare at spise en skive rugbrød med kyllingepållæg, så jeg nøjedes med grøntsagstærte med kikærte curry, tzatziki, salat og brød, hvilket for mig var en meget stor portion, men ikke så stor at jeg ikke kunne forholde mig til den. Den var faktisk meget lækker, hvilket lige i denne situation var rart, men normalt er det ikke et ord jeg har spor lyst til at bruge om mad.

Pædagogerne, især vores madmor, vil gøre det ih og åh så godt for os, og de spørger om det smager godt, eller om der er noget de kan gøre for at gøre det godt for os, men de forstår ikke, at jeg er på et sted hvor de ord er stoppet med at give mening, for mad er generelt klamt, det er bare et spørgsmål om hvilken grad af klamt, og om jeg kan holde ud at spise det.

Jeg acceptere, at jeg er nødt til at spise en hvis mængde fordelt ud over dagen, for jeg har stadig problemer med mit blodsukker, og jeg orker ligesom ikke alt for voldsomme rysteture, og jeg vil også gerne have energi nok til at klare min skolegang. Jeg har det dog sådan, at eftersom maden (næsten) aldrig er lækker, så er der andre adjektiver der er gode at bruge. Manden kan være belejlig, nærende, nem, overskuelig og forsonlig. I denne sammenhæng virker det ikke som nogen gode adjektiver, men det er det faktisk, for de hjælper mig med at forlige mig med den mad, som jeg et eller andet sted ikke har lyst til at spise.

Men maden fra Arthur var virkelig lækker, og det var fedt, men jeg tror, at hvis jeg skulle have lækker mad hver dag, så ville jeg blive tyk og fed, stresset over at blive tyk og fed og generelt bare overstimuleret og træt. Det ville hjælpe mig meget, hvis pædagogerne kunne diskutere mad med mig på mit plan, men så skulle de først have at vide hvad mit plan er. Vi kunne diskutere hvilke retter der er umulige at ødelægge, hvilke konsistenser der er lidt mindre klamme, at mine nejle er skrøbelige for tiden, og hvilke mineraler og vitaminer jeg mangler. Der er spørgsmål jeg kan forholde mig til, og som jeg faktisk har LYST til at besvare.

tirsdag den 5. marts 2013

Om bombetrusler og den ophøjede viden

I går da jeg kom til Aarhus var teologisk fakultet afspærret fordi politiet havde modtaget en bombetrussel. Ironisk nok hører teologisk fakultet ikke længere til på teologisk fakultet men i Nobelparken, så det var ikke noget der påvirkede mig eller min undervisning, selvom diskussionen selvfølgelig kørte heftigt, og det hele var meget meget spændende, for var det mon os "bomben" var beregnet på? Ikke at man kan tillade sig at føle sig som noget særligt, Handelshøjskolen har nemlig haft to af slagsen bare inden for det sidste halve år.

Da min lillesøster var her forleden snakkede vi om hvad der egentlig er min motivationsfaktor for at kunne klare universitetet. Min søster satser på en fed karriere, og hun begynder at kunne se målet, men for mig ligger et eventuelt job så langt ude i fremtiden, at det er meget svært at fokusere på, så jeg skal prøve at forholde mig til lige nu og her, men det gør mig ikke noget, for jeg har endnu ikke tanker om job og penge og den slags, for for mig er den rene viden hele essensen af min væren, og jeg ser på hele tanken om universitetet i et rosenrødt lys.

Jeg har et nærmest religiøst forhold til viden og videnskab,og jeg tænker måske nærmest på universitetet som en katedral for denne religion, med professorerne siddende på deres små kontorer som præster der celebrere messe (fejre gudstjeneste) ved små sidealtre for små og store helgener, og med de studerende som trofaste kirkegængere. I hvert fald ser det sådan ud inde i mit hoved.

Men jeg ved udmærket godt, at dette ikke er universitetets realitet. Universitetet er et sted med nid og nag, religionsvidenskaberne kan ikke lide teologerne, og teologerne kan ikke lide de missionske, fysikerne kan ikke lide kemikerne, og dem der støtter én teori kan ikke lide dem der støtter den anden. Den tekst der ligger til grund for samtlige oversættelser af det gamle testamente (Codex Leningradiensis) er skrevet i 1008 eller 1009, og det er der ca fem mennesker i verden der ved noget om, og det har mange meget ophedede diskussioner, og de hader sikkert også hinanden inderligt. Mange professorer ser ikke sig selv som præster, men nærmere som hel- og halvguder repræsenteret som sole omgivet af cirkulerende planeter/studerende, med egoer der overstiger universets grænser.

Som bachelorstuderende er det dog ikke noget der kommer mig så meget ved, men så skal jeg til gengæld forholde mig til andre studerende. Ideelt set ser jeg de studerende som frø der spirer fordi de modtager viden/vand og visdom/solskind og udvikler sig til noget storslået, men vi lever i et samfund hvor alle i realiteten har mulighed for at komme på universitetet, og det er super fedt fordi det får fat i en masse af dem der har potentiale til at blive store, men som andre steder ikke havde fået en chance, men det betyder også at der kommer mange ind, som ikke lever op til kravene, så kravene hele tiden bliver sænket. Regeringen begynder at stille nye og skarpere krav til de studerende, og de studerende brokker sig, og de studerende brokker sig, men det er ironisk nok ikke de studerende det gør værst ud over der brokker sig mest, hvis overhovedet. Men er det ikke nettop det fede ved den danske model, at der er plads til mange forskellige slags unge der kan klare forskellige grader af krav, og det er ikke nødvendigvis dem der kan klare de hårdeste krav der er de bedste studerende.

Jeg har dog ingen illusioner om at jeg selv er spor bedre end det brede flertal, men jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har evnerne til at blive til mere, eller om det er fordi der ikke stilles højere krav til mig og jeg derved bliver mentalt doven, nok lidt en blanding.

mandag den 4. marts 2013

Om omkring 15 pastaskruer

Jeg havde besøg af min søster i går, og det var virkelig hyggeligt. Jeg har været så syg i så mange år, at jeg helt er gået glip af hvilken fantastisk person hun er udviklet sig til at blive, og der er så mange ting jeg bare ikke ved om hende, så vi snakkede rigtig meget, men vi skulle selvfølgelig også have noget at spise. Jeg skal betale en forsikring i denne måned, men jeg har også fået lidt penge tilbage i skat, så man skulle da være et skarn hvis man ikke forkælede sin lillesøster lidt, så jeg købte de gode rejer, og den gode parma skinke, og så var der hjemmebagt brød.

Så maden gik faktisk ganske godt til frokost (1 bolle og ½ skive rugbrød), men så kom aftensmaden. Jeg har ikke haft det særlig godt her i weekenden, og mine portioner blev mindre og mindre, og til aftensmaden klarede jeg omkring 15 pastaskruer med lidt salt, og jeg var nødt til at forlade stuen tidligt fordi det bare koksede fuldstændigt inde i hovedet på mig.

Min kontaktpædagog tog så en lille snak med mig, for hun mente ikke at det var helt nok, og det vidste jeg også godt, og jeg vidste, at hvis jeg ikke spiste noget mere ville jeg vågne kl 2 og være sulten, men jeg kunne ikke. Min kp tog mig med ned i køkkenet, og da jeg ikke selv kunne træffe en beslutning fandt hun en bolle til mig, men jeg stod bare og stirrede på den, og jeg havde slet ikke lyst til at spise den. Nogle af de andre stod lige uden for køkkenet og snakkede, og det føltes som et stort pres, så vi gik op i min lejlighed.

Min kp foreslog at jeg bare spiste en halv bolle, men det var den første bid jeg ikke havde lyst til at tage, hvad der kom derefter var lidt lige meget. Hvis jeg var så viljesvag, at jeg tog så meget som en enkelt bid, så ville jeg jo bevise, at jeg ikke har selvkontrol til at fuldføre alle de ting jeg har gang i, som for eksempel universitetet. Jeg var splittet, for på den ene side var der spørgsmålet om kontrol, og på den anden side ville jeg gerne gøre som min kp sagde jeg skulle gøre, og følge min fornuft. Efter en time eller så, blev vi enige om, at jeg tog en brikjuice (multifrugt som jeg elsker) og så havde jeg bollen liggende, så jeg kunne spise den i nat.

Mit hoved gjorde så ondt, og jeg ønskede bare at krølle mig sammen og sove, men jeg skulle først lige børste tænder og ordne nogle ting, og for første gang længe gik jeg faktisk i seng med angsten siddende i kroppen, men jeg ville ikke tilkalde en pædagog eller tage en pille. Til sidst gik jeg ud i køkkenet og drak noget saft (sukkerfri) og tog bollen, men jeg spiste den ikke der, jeg tog den med ind i seng. Så lå jeg der i mørket som et lille forskræmt dyr, mens mine tænder flænsede løs i bollen, og så faldt jeg i søvn.

søndag den 3. marts 2013

Et råb om hjælp og andre småting

Dette indlæg skal egentlig bare handle om nogle forskellige småting, ting der om end værdige nok, så ikke fyldige nok til deres helt egne indlæg

Først en lille råb om hjælp. Jeg har lige fået installeret en Officepakke, og til brug i undervisningen og til afleveringer, skal jeg have installeret et hebraisk alfabet. Jeg kan godt finde og downloade et, men og få det fra computeren og ind i Word, det brugte jeg og min kontaktpædagog et par timer på at prøve at finde ud af, men det lykkedes ikke. Hvis du sidder inde med en guldgruppe af viden om emnet, så skriv gerne en besked.

Jeg har altid undret mig over folk der har kunnet bruge timevis foran fjernsynet med at se sport. Jeg er ikke selv vokset op med det, jeg kender ikke de forskellige sportsgrene særlig godt, og regler, hold, og spillere/atleter er fremmed land for mig, men jeg begynder at føle, at det er noget man kan lære, ligegyldigt hvilken sportsgren det end er man kaster sig over. For mit vedkommende er det atletikken der har fanget min interesse. Til at starte med kunne jeg bare godt lide at se på atleternes kroppe, hvordan led og muskler arbejdede, men nu har jeg efterhånden set et par stævner samt OL, og efterhånden som jeg kommer længere og længere ind i det, bliver jeg mere optaget og mere opspændt. I går da jeg sad og så EM i indendørs, da lettede jeg flere gange fra sofaen i ren spændinger over et ekstre flot/spændende spring/hop/spurt. Jeg vil nærmest sige at jeg er stolt over min reaktion, for jeg har altid følt mig lidt sær når jeg virkelig bare ikke interesserede mig for nogen form for sport, jeg er glad for at jeg også kan rumme den form for følelser. Det jeg tror der gør forskellen er, at jeg begynder at forstå og genkende når det går godt (eller skidt), jeg begynder at kunne genkende navne og ansigter, og det gør det mere trygt og overskueligt.

Lige i denne weekend sker der en hel del ændringer fordi der flytter en ny pige ind, og det gør mig nervøs. Det er ikke fordi det er noget slemt, det hele er bare meget anderledes. Jeg går rundt og er stresset og nervøs hele tiden, og når jeg gør det, så begynder jeg at kradse mig. Det er ikke så voldsom en selvskade som når jeg skærer mig, men alligevel er det for mig forbundet med endnu større skam, for det efterlader min hud, rød såret og arret. Jeg har ikke jordens reneste hud, men alt dette kradseri får det til at virke mere voldsomt end det egentlig er, og jeg føler mig som et teenage pizzafjæs. Især i går følte jeg det som et problem, for efter at have arbejdet med min aflevering hele formiddagen, kastede jeg mig i sofaen i joggingtøj, fedtet hår og rødspættet  ansigt. Jeg ved hvor vigtigt førstehåndsindtrykket er, og det piner mig lidt, at jeg ikke lige kunne vise mig selv fra en lidt bedre side.

Man kan opleve mange ting når man sidder i et tog. Forleden dag holdt vi og ventede på et modkørende tog der var fem minutter forsinket, hvilket er virkelig træls når man bare gerne vil hjem efter en lang dag, men der nede ved søbredden, neden for en skrant kun 20 m væk pjaskede en odder rundt og nød solen og en fisk. Min mor spurgte om jeg er sikker på at det ikke bare var en mår, for oddere er meget sjældne, men jeg er meget sikker.

lørdag den 2. marts 2013

Farvel til en pave

Jeg har holdt meget af pave Benedict XVI. Jeg konverterede i sommeren 2004 og han på posten i foråret 2005, så det føles for mig som om han altid har været der. Jeg har set ham helt tæt på i hans papst mobile, og jeg har oplevet ham celebrere messe (fejret gudstjeneste) for omkring 1,000,000 mennesker, og jeg stod ikke helt nede bagved, vi havde gode men trange pladser.

Pave Benedikt er MIN pave, sådan føles det i hvert fald lidt, så hvorfor er jeg så ikke mere ked af, at han trækker sig tilbage? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen ud fra de (katolske) vittighedstegninger, at jeg burde være meget ked af det, men det kan jeg ikke finde ud af at være, for han er jo ikke død, han trækker sig bare tilbage efter 64 års tro tjeneste, og det er sørgmodigt, men ikke forfærdeligt. Historisk set er paver næsten altid døde mens de stadig var paver, men vi må jo bare indse, at folk (også mænd) lever længere og længere, og at kræfterne på et tidspunkt begynder at slippe op (Herre gud manden er 85), så med tiden vil der nok blive flere paver der vil gøre det samme. Præster er sorte, biskopper er pink, kardinaler røde og paver hvide, men hvilken farve har en pave emeritus? Grøn? Blå? Lilla?

Der har selvfølgelig været mange historier om HVORFOR han trækker sig tilbage, og mange af dem ikke særligt pæne, og jeg så til min gru, at katolske Iben Tranholm var en af disse røster. Jeg vil prøve at lade være med at udtale mig om noget som helst, for jeg ved ingenting. Ligesom når det gælder politik, så er jeg et drov til at følge med i medierne, for jeg ønsker ikke at få ødelagt mit pæne billede af paven af bitre kommentarer. Egentlig ønsker jeg at følge med, men jeg får bare ikke gjort noget ved det.

Jeg ærede pavens afgang og fejrede min fødselsdag ved at bage en kæmpemæssig brownie til mine klassekammerater. Mine klassekammerater er protestanter, så de skal ikke bekymre sig om fasten, så der blev ikke sparet på noget.
Jeg brugte:
- 16 æg
- 9 dl sukker
- 700 g chokolade
- 500 g margarine
Det føltes helt syndigt at bage den. Jeg er katolik og skal derfor faste, men skal jeg også overholde fasten på andres vegne, altså ved at undlade at bage kage til ikke-katolske venner i fastetiden? Kagen fyldte to bradepander, men jeg kunne godt have sparet mig, for der var i hvert fald de første 10 piger der ikke ville have. De piger der ikke ville have faldt under tre kategorier 1) de spiseforstyrrede, 2) dem der ikke lige var til tung chokoladekage kl 9 om morgenen og 3) diverse. Jeg er selv spiseforstyrret, så jeg burde kunne forstå dem, men det var lidt svært ikke at tage personligt, ikke på grund af deres handlinger, men på grund af min egen usikkerhed (mange af dem ved jo dårlig nok hvem jeg er, ud over at jeg nu er hende med kagen). Så var der heldigvis et par drenge der kunne tage godt for sig af retterne.

fredag den 1. marts 2013

Jammen, det er jo snyd

Jeg skrev i går om, at jeg ville være nødt til at yde en middelmådig indsats i hebraisk, fordi jeg havde så uendeligt meget for. Jeg tog mine 5 år gamle noter og så skrev jeg mere eller mindre bare af, og jeg tænkte, at det jo var mig selv der havde lavet det, det er bare længe siden, men det forhindrede mig ikke i at have en massiv følelse af skyld.

Til at starte med prøvede jeg på også at yde en individuel indsats, men efter sætning 10 forsvandt de gode intentioner, efter sætning 15 var jeg bare så forfærdelig træt og efter sætning 19 havde jeg virkelig ondt i hånden, og jeg havde brugt 8 sider A4 papir.

Jeg følte og føler, at jeg har snydt, ikke kun lærerne, men også mig selv. Ja, jeg har lavet det hele én gang før, men det kan jeg jo ikke huske noget af, og man lærer ikke meget af at sidde og skrive af, og det var 20 sætningers læring jeg gik glip af. Nu er jeg vist ved at arbejde mig selv helt op i en spids, og det er i virkeligheden helt unødvendigt. 20 sætninger er meget når man laver det ud i en køre men set i et større perspektiv er det kun to omgange lektier, og i det store perspektiv er det kun hvad jeg gør det til.

Jeg føler skyld fordi jeg gerne vil føle skyld, og jeg vil gerne have ondt af mig selv, for jeg vil gerne se mig selv som en eller andet guldstjernet studerende, og så passer det ikke ind at lave den slags stunt. Jo, det passer fint ind i den virkelige verden, hvor alle efter bedste evne må tilpasse deres studier, så de har kræfter til at kæmpe videre, men det passer ikke ind i mit glansbillede af den perfekte studerende. Men kan man og skal man leve op til en fantasi?

I dag skal jeg så ind til en GT time, hvor vi skal høre mere om den opgave vi skal skrive, og det er jeg meget spændt på, for jeg har set på det, og jeg føler, at der er forbløffende lidt at skrive om, men så igen, så skal vi ikke skrive mere end et par sider. Det er den opgave jeg skal bruge de 10 af sætningerne til. Tre ugeri træk skal vi skrive om Babelstårnet, om tekstkritik, litterærkritik og formkritik, men dem vil jeg nok vende tilbage til i takt med at opgaverne kommer.