lørdag den 30. juni 2012

Om yoga

Smerterne i mine skuldre fik mine arme til at ekse. Instruktøren havde godt nok sagt, at vi gerne måtte holde pauser, men jeg er en meget stolt person, så ikke på vilkår om jeg ville, så jeg holdt ud og ventede utålmodigt på at damen med mikrofonen sagde de magiske ord "og så sidste gang". Solhilsen er desuden et helt forkert navn at give sådan en øvelser, eftersom man mooner solen det meste af tiden. Man står der med rumpetten direkte i vejret det meste af tiden, så at kalde det solfornærmelsen ville nok være på sin plads

Yoga skulle give god kropsbevidsthed. Ja det tror pokker, når hver en celle i min krop skriger i kor og beder mig om at stoppe, men jeg bliver ved, for jeg er stædig. Vi er kun tre nybegyndere på holdet, og vi er alle tre fra mit bosted. Yoga er ingen konkurrencesport, men jeg kan alligevel ikke lade være med at sammenligne mig selv med pigen på min anden side, som er rigtig god. Jeg kæmper hårdt, men jeg er alligevel ikke særlig god. Det hjælper heller ikke just, at jeg lige har gennemført 5 km bakketræning, så jeg er helt fra begyndelsen træt og øm.

Nu taler jeg måske lidt for negativt om hele oplevelsen, sådan bliver jeg stort set hver gang jeg føler, at der er noget jeg ikke er god (nok) til, men så dårlig var jeg faktisk heller ikke, jeg kunne da i hvert fald lave alle øvelserne i mere eller mindre tilfredsstillende grad. Jeg har lært at elske løb, så måske jeg også kan lære at elske yoga, og det var da i virkeligheden ikke helt så slemt som mine fordomme bød mig at tro.

Med et åndedræt som Darth Vader, instruktørens ordre så det havde slet ikke noget at gøre med at jeg syntes at det var synd for mig, kom jeg igennem en hel time. Fra solhilsen til balance til afspænding, det hele var hårdt, men jeg klarede det, og egentlig var jeg slet ikke helt ringe af en nybegynder at være, men jeg tror slet ikke at jeg fik hele den mentale del med, så ingen åndelig oplevelse til mig.

fredag den 29. juni 2012

Om kønsdiskrimination

Nu må vi lige tage og styre os lidt! Forleden aften sad den mandlige pædagog fra mit team IKKE og spiste sammen med os. Det undrede de to andre piger sig over. Det var sikkert bare helt uskyldig undren, men jeg hørte det som en anklage mod ham, og det syntes jeg ikke, at vi kunne være bekendt. Han sad jo og spiste nedenunder, for at respektere OS, fordi VI ikke vil spise med ham.

Vi er psykisk handicappede piger, vi er derfor ekstra sårbare over for overgreb, både fysisk og psykisk, det er i hvert fald derfor, at jeg ofte er afvisende overfor mænd, og især mandligt personel, som i sagens natur kommer helt tæt på, uden at jeg har noget at skulle have sagt. Men at jeg en enkelt gang eller to har været uheldig, gør jo ikke ham her til en slet person, han er bare en helt almindelig mand, der prøver at udføre sit arbejde så godt som muligt, men vi/jeg vil ikke lade ham.

Det har været et stort problem for mig, at jeg pludselig fik en mandlig kp, og jeg har været meget vred, både på ham, og på ledelsen der besluttede det, men han kan jo i bund og grund ikke gøre for det, så jeg kan slet ikke retfærdiggøre, at jeg har behandlet ham så pilråddent som jeg har.

Måske var de andre pigers kommentarer ikke søde, eller måske var det bare min tolkning af deres bemærkninger der ikke var, men noget godt kom der trods alt ud af det, for jeg stejlede kraftigt over ondskaben i, at også, og måske især, jeg behandler ham så dårligt, ja direkte mobber ham ved at holde ham udenfor, og tale ondt om ham til hans kolleger. Jeg skammer mig over min egen opførsel, og jeg lover at prøve på at forbedre mig. Jeg kan ikke love, at han ligefrem bliver min yndlingspædagog, men jeg lover, at jeg vil bedømme ham ud fra hans handlinger over for mig, og ikke ud fra hans køn.

Allerede under middagen vidste jeg, at jeg ikke syntes det var i orden det vi sad og sagde, men jeg holdt mine tanker for mig selv. Jeg vil gerne være helten i denne historie, men jeg har ingen ret til at påberåbe mig den titel. Jeg vil endog mene, at jeg er den værste af os. Jeg kan af gode grunde ikke vide hvordan de andre piger generelt behandler ham, så jeg går ud fra at jeg er den værste, for de er to meget søde piger. Og da jeg endelig indser hvad vi har gang i, så siger jeg ikke noget, og det er efter min mening noget af det værste man kan gøre. Når man har set lyset, er man også forpligtet til at råbe op, men jeg var bange for at blive upopulær.

Så kære A.
Dette er så min officielle undskyldning til dig. Jeg håber at du kan tilgive mig, og at vi sammen kan få dette samarbejde til at fungere.
Venligst
L

torsdag den 28. juni 2012

Om at være sulten

Jeg er ikke normalt en der føler sult, ikke hvad andre mennesker betegner som sult i hvert fald. Når jeg ryster så meget på hænderne, at jeg ikke kan holde på en blyant, så plejer jeg at sige, at jeg er sulten, men efter, at jeg er begyndt at løbe, har det ændret sig. Mit blodsukker tager stadig nogle forfærdelige dyk der sidst på eftermiddagen, men til (næsten) hvert måltid sætter jeg mig med en følelse af namme nam, nu skal det blive godt med noget mad. For andre mennesker er det nok en helt normal og sund følelse, men for mig er det en helt ny og ret skræmmende fornemmelse.

Det værste er, at den kostaftale jeg har nu er lavet før min nye løbeplan, så den mad der står på den er ikke nok til at stille min sult. Jeg anser det der står på min kostaftale som værende et billede på hvad der er normalt at spise, så hvis jeg går ud over kostaftalen, så spiser jeg for meget, det er simpel matematik, normalt + noget mere = for meget.

Da jeg på den måde i går vidste, at min portion ikke ville mætte mig, og jeg ville være tilbøjelig til at ønske mere, så blev jeg bange og nægtede at spise noget som helst overhovedet. Den af mine kp'ere der var på vagt, var hende som jeg prøver at opbygge et forhold til. Det går bestemt fremad, men lige i går havde jeg det så skidt at jeg ikke kunne bruge hende. Jeg brugte mange kræfter på at prøve, og hun prøvede også ihærdigt at nå ind til mig, men jeg lå bare på sofaen og græd, og ville ikke have hende i nærheden af mig. Så til sidst aftalte vi, at hun skulle gå.

Jeg har for nyligt fået en ny og langt sundere rollemodel, men det tager tid at vende sig til, og jeg er jo stadigvæk syg, så inde i mit hoved er der et forfærdeligt rod. Jeg vil så gerne acceptere min krop som den ser ud, men det er så svært, når bukserne strammer, og ugebladenes kulørte sider skriger af en med billeder af ultratynde modeller. Det forstyrrer hele min identitet som spiseforstyrret, for hvis jeg ikke er en person der konstant stræber efter at være tynd, hvem er jeg så. Jamen du er da så meget mere end det vil folk sige, men ikke inde i mit hoved. For mig er JEG reduceret til hvad jeg spiser og hvad jeg vejer, alt det andet er bare noget der er ved siden af. Det er sikkert meget sundt at få forstyrret det selvbillede, men en forstyrrelse er en forstyrrelse, og det forvirrer mig, og en af de metoder jeg har til at takle forvirring er ved at grave mig dybere ned i min spiseforstyrrelse.

Da de andre gik i gang med at spise, kom min kp igen op til mig for at se om hun ikke kunne presse mig til bare at spise lidt. Det lyder så grusomt, når det bliver skrevet ned, men vi har faktisk en aftale om, at hun gerne må presse mig lidt, så jeg ikke helt får lov til at køre mit eget løb, eller jeg igen tror, at hende værende stiltiende betyder, at hun er ligeglad med mig. Men lige i gårs aftes blev det lidt for meget, og jeg græd og slog mig selv hårdt på kinderne den ene gang efter den anden.

Jeg husker ikke, om hun prøvede at presse mig yderligere, eller om jeg bare fik nok af det hele, i hvert fald endte jeg med at låse mig ude på toilettet, hvor jeg bankede hovedet ind i væggen, bogstavelig talt. 1, 2, 3, 4, 1, 2, 3, 4. Det var en beroligende rytme og efterhånden holdt jeg da også op med at græde alt for voldsomt. I mellemtiden havde min kp hentet min  tidligere kp, som jeg havde/har et rigtig godt forhold til. Hun er ikke den krammende type, men hun holdt alligevel om mig og trøstede mig, og jeg kunne lige pludselig sige alt det svære. Vi sad sammen og snakkede, og lavede en aftale for resten af aftenen, der ikke inkluderede hende, men min nuværende kp.

Først var jeg ked af, at jeg ikke skulle spise mit måltid med hende, men min nuværende kp er også rigtig sød, så vi havde faktisk en hyggelig aften. Det er ikke min mening at forskelsbehandle pædagogerne, men når jeg har det rigtig skidt kommer jeg til at gøre det alligevel. Da jeg lå på sofaen og græd, kunne jeg ikke lade være med at sige undskyld den ene gang efter den anden, for hun ville jo så gerne hjælpe, jeg kunne bare ikke finde ud af at lade hende.

onsdag den 27. juni 2012

Om sydende sarkasme og manglende medfølelse

Jeg har lige fået rettelser tilbage på mine første to opgaver til mit skrivekursus. Egentlig hedder det et forfatterkursus, men jeg er flov ved at bruge det ord, for så god er jeg altså heller ikke, eller det siger mit dårlige selvværd og min generthed i hvert fald til mig, at jeg ikke er.

Jeg havde gjort mig stor umage for at skrive to historier der var meget forskellige, for jeg ville fra start vise min lærer hvor bredt jeg favner. Den første historie, var om en teenagepige med en masse undertrykt vrede mod sin mor der har flyttet hende fra det indre København til Lars Tyndskids marker pga en mand. Den anden handler om spændinger mellem en svinebaronesse og nogle pøbelbønder i en lille landsby. Historierne var forskellige, men JEG viste sig at være den samme, for begge tekster var gennemsyret af sarkasme, og jeg viste ikke meget medfølelse for nogen som helst af personerne.

Medfølelse er generelt en svær en for mig på grund af min aspergers. Jeg er ikke en kold skid, det er ikke fordi jeg ikke interesserer mig for andre mennesker, men medfølelse, og det at have ondt af nogen, kommer ikke intuitivt til mig. For at kunne fungere i samfundet er man nødt til i en hvis udstrækning at kunne disse ting, ellers er man i hvert fald ikke ret populær, og jeg kan godt lide det, når andre mennesker kan lide mig. For at kompensere for min manglende naturlige medfølelse, bruger jeg min relativt høje IQ. Jeg gennemanalyserer helt bevidst og hele tiden alle de ting der foregår omkring mig, og det foregår nogenlunde sådan her:

Peter slår sig med en hammer. Det gør ondt at slå sig. Det gør ondt på Peter. Peter græder. Det gør ondt på Peter. Når det gør rigtig ondt, så græder man. Det er derfor Peter græder. Peter virker sur. Når man græder vil man gerne trøstes. Måske vil Peter gerne trøstes. Måske er det derfor Peter virker sur.

Mange situationer har jeg oplevet så mange gange, at følgeslutningerne kommer ganske automatisk til mig, men andre ting må jeg tænke langt og længe over, og det sker ikke sjældent at mine konklusioner er forkerte. Især konkluderer jeg alt for tit, at jeg må have gjort et eller andet galt, selvom jeg sjældent ved hvad, eller at folk er sure på mig. Det er det jeg især bruger pædagogerne på mit bosted til, at analysere begivenheder og samtaler, så jeg forstår den verden jeg er blevet placeret i.

tirsdag den 26. juni 2012

Om et glædeligt gensyn

Jeg kan ikke give nogen god grund til at jag skar. Måske var det varmen, men det var en varme der kom fra mig selv, for ingen andre kunne mærke den, men jeg svedte, og jeg lå og vred og vendte mig i sofaen fordi det var så ubehageligt.

Jeg havde da fået en ubehagelig nyhed om eftermiddagen, og jeg var blevet glemt til et mellemmåltid, men det var jo ikke ligefrem noget der slog mig helt ud af kurs, og alligevel havde jeg brug for forløsning. Det skulle bløde, og det skulle helst bløde meget, men min mentale tilstand var for stabil. Hvis man skal skære sig ordentligt, skal der helst være et hav af følelser inde i en, som man ikke kan kanalisere ud på anden vis. Hvis man, som jeg i gjorde i går, blot har et diffust ønske om forløsning, så kræver det en stor selvkontrol for et ganske lille stykke arbejde.

Jeg skar altså hverken særlig dybt, eller særlig langt i forhold til hvad standarten ellers er hos mig. Det var nok til at det skulle sys, men for at være helt ærligt, så syntes jeg, at det bare var en lille bitte smule pinligt at møde op nede på skadestuen, måske med tanke om den læge der syede mig sidste gang, jeg kunne bare se for mig, hvordan han ville le hånligt af min lille flænge.

Jeg blev ført ind i et af skadestuens undersøgelseslokaler, et af dem der kun bliver brugt når der er mange mennesker i skadestuen, et rum langt væk fra fulde mennesker og skrigende børn.

Det var heldigvis ikke hr sure læge der kom ind, det var faktisk en reservelæge der indtil for nyligt var hos min praktiserende læge, og han har måttet fjerne mine sting op til flere gange. Nu kunne han så få lov til at se på mens en medicinstuderende lappede mig sammen. Han er faktisk en rigtig sød ung mand, og jeg kan ikke undgå at være en lille smule betaget af ham, men det er der er ikke nogen åbenlys mulighed for at score sin læge, hverken når stingene skal sys eller tages.

Min kp der var med sagde, at det var tydeligt, at jeg godt kunne lide ham, og at han også kunne lide mig, men jeg tror nu ikke at vi i denne sammenhæng lægger det samme i ordet 'lide'.

Den medicinstuderende der syede mig var både ny og nervøs, og selvom det tog sin tid, så blev det rigtig fint. Jeg kan godt lide at arbejde med de studerende. Hvad de mangler i erfaring, retter de op på i entusiasme.. Så jeg lå ganske stille med min arm, selvom det var en meget unaturlig stilling, for med medicinstuderende skal man passe på med pludselige bevægelser, for de bliver så forskræmte.

mandag den 25. juni 2012

En ny rollemodel?


Jeg hader min krop, hader, hader, hader, for jeg ser på modellerne i bladene, og jeg ser på mig selv i spejlet, og jeg ved at jeg aldrig kommer til at se ud som dem. Det er ikke ligefrem fordi jeg er fed, men jeg har muskler, især på lårene, og muskler fylder bukserne lige så meget ud som fedt gør, og jeg ser hvordan mine shorts strammer, og jeg føler lede ved mig selv. Det ville ikke være helt umuligt for mig at tabe mig, men jeg ved bare, at det ville gå ud over min træning, og som tingene står lige nu, så er det ikke et offer jeg er villig til at bringe.

Forleden købte jeg så 'Bliv løber for livet' af tidligere elite atlet Rikke Rønholt. Den er fuld af billeder af hende selv, og det er nok et at de bedste køb jeg længe har gjort, for for første gang længe, kunne jeg se på et billede af en kvinde, der IKKE lignede en syg vandrende pind og tænke at hun var smuk. Normalt kigger jeg på billeder af normale kvinder og tænker 'kvabset', men det ord kan på ingen måde benyttes om Rikkes, hun er slank, top trænet, og på ingen måde pumpet.

En af grundene til, at jeg har 'forelsket' i Rikkes krop er, at det er en krop jeg kan forholde mig til, for det er en krop jeg i teorien selv ville kunne få, hvis jeg træner nok, og på den rigtige måde. Jeg ved godt, at ligegyldigt hvor meget jeg sulter mig, så vil jeg ikke få en modelkrop, tro mig, jeg har prøvet. Jeg har vejet 14 kg mindre end jeg gør nu, og jeg var meget tynd, men mine lår klaskede STADIG imod hinanden når jeg gik, og det var en ydmygelse for mig. Rikkes lår er, i forhold til en models, store, men de er markerede og muskuløse, og man kan ligefrem se, at de ville kunne drive hendes krop frem i en aller helvedes fart, og det er ikke grimt, det er sejt.

Inde i min hjerne foregår der lige nu en kamp mellem de to kropsbilleder. Lige nu vinder Rikke, men lige nu er jeg også entusiastisk fordi det hele er nyt og spændende, men på et tidspunkt vender hverdagen tilbage, og jeg bliver nødt til at erkende, at spiseforstyrrelsen er en enorm del af mit liv efter 10 år, og jeg ved ikke rigtigt, hvem jeg er, hvis jeg ikke er spiseforstyrret.

søndag den 24. juni 2012

Om en af de andre pædagoger

For et par uger siden havde jeg det rigtig skidt, og jeg blev tilbudt at tale med pædagog A eller B, men det kunne jeg slet ikke overskue, for på grund af omstruktureringen, havde jeg slet ikke haft mulighed for at snakke ordentligt med dem i månedsvis.

Et eller andet sted i min krøllede hjerne, kunne jeg godt huske, at de begge to er søde og rare, og dygtige til deres arbejde, men alle, og måske i endnu høje grad aspergere, har brug for en regelmæssig kontakt til deres støttepersoner for, at man når tingene bliver svære, kan krænge sit hjerte ud, og stole på de råd og den opmuntring man får tilbage. Man skal især have tillid til en støtteperson, hvis man har det så skidt, at man har brug for et kram, for jeg krammer altså ikke hvem som helst.

Den pågældende dag fandt vi en løsning, og pædagog C og D måtte tage over, selvom C egentlig havde fri, og D havde andet hun burde lave. Jeg var virkelig glad for, at det endte sådan, men selvom jeg nok kunne ønske det, så er det bare ikke nogen holdbar situation, at jeg har en håndfuld pædagoger, som jeg elsker overalt på jorden, og så vil jeg ikke have noget at gøre med resten. Det er ikke holdbart, og det har de resterende pædagoger ikke fortjent, jeg har jo ikke valgt dem fra fordi de er onde eller gør deres arbejde dårligt. De er helt normale mennesker, der fortjener min respekt.

I går var pædagog B så på arbejde, og da jeg egentlig havde en ret god dag, så spurgte jeg, om jeg ikke kunne få lidt tid sammen med hende. Jeg jeg havde været ovre i fitness centret og løbe restitutionsløb (kort tur, meget langsomt), hvilket lige fik løbet mig op i gear, og så var det slut, så jeg stod tilbage med en masse energi, som jeg ikke lige kunne finde udløb for, men så kunne jeg i det mindste koncentrere den om pædagog B.

Selvom det var køligt der midt på eftermiddagen, satte vi os ud på terrassen og snakkede (jeg frøs kun lidt på mine bare ben). Det var dejligt at komme ud, for selvom jeg kan bruge timer, ja dage, på sofaen med en bog, så kan jeg lige pludselig få spat, og så skal jeg bare UD.

Når jeg har beklaget mig over omstruktureringen, er det ofte pædagog B jeg har brugt som et eksempel. Jeg har et minimum af kontakt med hende i min dagligdag, og vi er meget forskellige, og jeg kender hende ikke så godt, så hun er ikke en af dem jeg normalt opsøger på eget initiativ, men fordi vi er så forskellige, så var det en udfordring for mig at lære hvordan jeg skulle snakke med hende.

Som asperger er det i høj grad den menneskelige kontakt der er en udfordring. Jeg har øvet mig rigtig meget gennem mange år, og jeg har læst en masse om det, men det forvirrer mig stadig i høj grad, at mennesker er forskellige, og at de skal håndteres forskelligt. Diversitet er ikke altid en fordel i min verden.

Pædagog B har selvfølgelig hørt, at jeg har brugt hende som eksempel på en der er SÅ forskellig fra mig, og hun spurgte let nervøst, hvad jeg egentlig mente med det. Jeg overvejede kort bare at fyre et eller andet af med, at vores interesser var forskellige, men jeg syntes egentlig at hun fortjente en ordentlig forklaring, hun har jo ikke bedt om at blive trukket frem som et eksempel på, hvorfor et helt system er dårligt.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg føler, at vi er så forskellige igen, der er ikke et punkt jeg kan sætte min finger på og sige, at det er det, og det lyder måske også mærkeligt, da vi har de samme holdninger om rigtig mange ting, men det er nok vores baggrund for at have de holdninger der er forskellige.

Jeg kommer fra en akademisk baggrund, og det er det der har været fundamentet for mit liv indtil for få år siden, og det er det der har været hele mit liv. Sådan er pædagog B ikke. Jeg er ikke stolt over det, men jeg må indrømme, at lige da jeg flyttede ind, rullede jeg med øjnene, og troede at hun var dum, men det er hun jo ikke, hun er bare ikke ret akademisk. Jeg blev så 'tvunget' til at have noget med hende at gøre alligevel, og jeg lærte at holde af og respektere hende alligevel. Det var godt for mig at blive tvunget til det på de dage hvor jeg havde det godt, men nu om dage skal jeg gøre en aktiv indsats, og da jeg godt kan være lidt dovent anlagt fra tid til anden, så får jeg det bare ikke gjort i den grad det er til trængt for at kunne bruge hende, når tingene brænder på.

Historien om pædagog B er desværre ikke unik. Der er en hel række af pædagoger, som jeg desværre slet ikke får brugt nok.

lørdag den 23. juni 2012

Om at føle sig blottet

Jeg havde en ret sindsoprivende dag i går, hvor der var rigtig mange ting jeg sådan lige skulle nå. Det var meget nærliggende at bede pædagogerne om hjælp, men der var noget der holdt mig tilbage. Jeg ved ikke rigtigt hvad det var, måske var det fordi jeg var bange for at fejle og ikke ville have vidner til mit nederlag, eller også mente jeg bare at jeg kunne klare det hurtigere og mere effektivt alene, hvem ved, måske var det i grunden bare ikke særlig gennemtænkt.

Første stop var apoteket. Jeg skulle hente Alopam, egentlig havde jeg nok herhjemme endnu, men jeg skal have nogen med til Paris, og for at skulle kunne have dem med til udlandet, skal jeg have et pillepas. Dette pillepas skal laves på det apotek hvor pillerne er købt, hvilket var i den by hvor jeg boede før. Jeg gad altså ikke lige tage bussen en time hver vej gange to (jeg skulle jo også lige hente pillepasset når det var blevet fremstillet), så det letteste var simpelthen bare at købe en ny portion.

Mens jeg stod der med alle mine personlige oplysninger frit fremme (pas, sygesikring og medicinliste) kom der en ældre mand og stillede sig helt op ad mig. Han stirrede hverken på mig eller på mine papirer, men derimod på ekspedienten, men jeg blev alligevel temmelig utryg. Jeg havde rigtig meget lyst til at bede ham om at forsvinde, men jeg turde ikke, for hvad nu hvis han blev sur. I stedet blev jeg ved med at dreje hovedet og kigge på ham, det internationale tegn for 'det der er altså virkelig irriterende', men han fattede det bare ikke og blev altså stående mens jeg stod og betalte, så han også, hvis han ville, kunne se hvor mange kontanter jeg havde i min pung, og da jeg skulle videre rundt i byen, havde jeg mange.

Manden var ikke en af de der skumle der stjæler ens medicin og penge, eller som ville prøve på at røre ved mig på mere personlige steder, men det var alligevel klamt at han stod kun en halv meter fra. Jeg følte mig fuldstændigt blottet.

Og blotlæggelsen fortsatte i to på hinanden følgende tøjbutikker, den ene mere end den anden. Det var ikke fordi der stod klamme mænd og stirrede på mig, men det var en stor udfordring at tage mit trygge tøj af, og iføre mig en kjole, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om ville passe, eller om den ville fremhæve nogle af mine mere problematiske områder. Jeg var desuden nødt til at have en ekspedient til at hjælpe mig, for alene er jeg helt umådeligt hjælpeløs, jeg ville bare stå som et dyr fanget i en lyset fra en billygte. Jeg ville stå, jeg vil ryste af skræk, og jeg ville flygte, uden at nå så meget som at overveje at købe noget.

Ekspedienten i den første butik, var virkelig sød ved mig, men hun kunne jo ikke gøre noget ved at meget af tøjet ikke passede mig. Hver gang en kjole ikke passede mig fordi jeg for det meste var for bred over ryggen, blev jeg ca to cm kortere, og jeg var nødt til at prøve mange kjoler før jeg fandt to kjoler, som jeg både kunne lide, og som passede.

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg ser godt ud i de kjoler jeg købte, måske ser jeg bare ud som en kikset pige i kjoler der er alt for pæne til hende. Sidst jeg var ude og købe en kjole, havde jeg min tidligere kp med, som hele tiden fortalte mig, at jeg så godt ud, og jeg ikke skulle skamme mig. Da vi kom hjem sørgede hun straks for, at jeg skulle gå modeopvisning for de andre pædagoger, der også fortalte mig hvor godt kjolen sad.

Da jeg kom hjem med disse kjoler, hængte jeg dem straks ind i skabet. De blev taget ud og vist til mine nye kp'ere, men de blev ikke prøvet på. Jeg skammer mig ikke over kjolerne, det er nogle fine kjoler, men jeg skammer mig over min egen krop.

Jeg skal bruge kjolerne i Paris, for jeg vil se ordentlig ud. Måske er det mine fordomme om Paris, måske er det bare min egen perfektionisme, måske vil jeg bare ikke ligne en turist alt for meget. Jeg vil bare ikke bruge de samme sølle kjoler, som jeg brugte i Rom for to år siden, for meget har ændret sig, jeg har efterhånden begyndt at vende mig til tanken om at jeg med mine 27 år ikke længere er et barn, men et voksent menneske. Min finansielle situation har også forbedret sig markant. Jeg er kommet på pension og har fået en mere overkommelig husleje (rangerende til det latterligt lave). Men vigtigst af alt, så har jeg fået det markant bedre, og jeg går ikke og har det skidt hele tiden, og når man ikke har det skidt, så er det mere overskueligt at prøve at se ordentlig ud, både indeni og udenpå.

fredag den 22. juni 2012

Når bare du ikke er skuffet over mig...

Jeg træner jævnligt mit løb, og det går stødt og roligt fremad, nogle gange måske lidt for roligt, så i onsdags gav jeg den lige en ekstra skalle, selvom jeg vidste at jeg ikke måtte, men jeg var faktisk en kende stolt, da jeg over for min tidligere kp/løbetræner. Jeg vidste at hun ville se misbilligende på mig, og så ville vi grinende snakke om, hvordan jeg kommer videre derfra. Men det var bare ikke det der skete, ikke den her gang i hvert fald.

Det viste sig, at mit system med at løbe ca lige langt, hver gang jeg er henne i fitness centret og løbe, var helt forkert. Jeg havde måske nok et eller andet sted satset på, at få ros, fordi det sådan generelt går rigtig godt. Jeg har en tendens til at overfortolke folks reaktioner, især folk der betyder noget for mig, så jeg krympede mig under det blik hun sendte mig. Jeg lyver kun lidt, når jeg siger, at jeg blev 1½ hoved mindre.

Det var en dag hvor jeg generelt bare var rigtig rigtig træt, så i løbet af aftenen begyndte jeg at flæbe, og jeg havde uendelig ondt af mig selv, for nu kunne hun sikkert ikke lide mig mere. Så snakker vi ikke om at det egentlig er en smule nedgørende over for alle de rigtig søde og dygtige mennesker jeg i tidens løb har tænkt det om, for tænker jeg virkelig på dem som så sølle, at de virkelig kunne finde på at miste respekten for mig, bare på grund af nogle ubetydelige småfejl?

Da min tidligere kp så var på arbejde i går satte vi os ud og nød solen og lavede et RIGTIGT løbeprogram.

Det var helt fantastisk at sidde der og tale med hende, for normalt sker det kun, når jeg har det rigtig, rigtig skidt og sidder og tuder eller måske oven i købet bløder fra en flænge i armen. Men vi sad der bare, og solen bagte, og livet var skønt.

Vi snakkede om hvordan alle mennesker har brug for et system når de træner, men at jeg som asperger måske har det i endnu højere grad. Jeg skal ikke gøre noget ret mange gange før det er en regel. Har jeg løbet lidt ekstra én dag, er det pludselig en regel, at jeg skal løbe lige så langt de andre dage. Jeg har brug for mine regler og systemer for, at jeg kan få min hverdag til at fungere, men nogle gange er der behov for at der er en udefra der kommer ind i min privatsfære og sætter orden, for jeg kan ikke altid selv sortere mellem gode regler, og dårlige regler, det skal en person jeg stoler rigtig meget på gøre for mig.

torsdag den 21. juni 2012

Om at tale positivt om sig selv

Jeg havde besøg af min psykolog i går, og jeg snakkede rigtig meget om alle de ting jeg kan, om alle de ting der går godt og om alle de ting der lykkes for mig for tiden. Jeg var glad, og min psykolog var glad på mine vegne, og hun sagde, at jeg så godt ud, at jeg strålede, og jeg var glad fordi hun sagde det.

Men jeg var træt i går, meget træt, og i løbet af dagen begyndte tankerne at køre. Havde jeg virkelig sagt alt det? Har jeg virkelig forvandlet mig til sådan en af dem der bare gør sådan noget? Åbenbart, og det er egentlig ikke nødvendigvis noget jeg er glad for, for hvem siger, at det stopper her? Hvem siger at jeg ikke pludselig bliver forvandlet til en af de piger der bare baldrer løs om hvor fantastisk jeg selv er, den pige vi alle kender fra folkeskolen? Tanken skræmmer mig rigtig meget, for det var den pige jeg hadede i folkeskolen. Jeg hadede hende, fordi jeg hadede mig selv.

Det har altid været en stor del af min personlighed at være selvudslettende, selvhadende og depressiv, og selvom det ikke er følelser folk forbinder med noget positivt, så indeholder de for mig noget, om ikke rart, så i hvert fald trygt og godt, for sådan har det jo bare altid været. Al energien til at klare hverdagen og til at tænke rare tanker, det er noget der stille er kommet gennem årene. Især gennem det sidste år til halvandet er tingene gået stærkt, og det betyder, at mine hjerne har skullet lære at arbejde på helt nye måder.

Hjernen er en 'muskel' der skal trænes, og nogle gange føles det som om, jeg er i gang med at træne den fra bunden, for jeg er ikke kun fysisk træt, jeg er også mentalt udmattet. Jeg har ikke lyst til at klynke, og selvom jeg egentlig har det udmærket, så ønsker jeg ligefrem at blive indlagt, for tanken om i overført betydning at være lænket til en seng i 'et rum så tilpas anonymt at man kan føle sig fri', gør mig tryg. Jeg hører ikke hjemme på et hospital, for al denne evindelige forholden sig til al ting er udmattende, men tanken om at kunne lade hjernen slappe af en stund er fristende, men jeg ville nu nok komme til at kede mig ligegyldigt hvor mange bøger jeg medbragte, og jeg ville nok få fniller af ikke at kunne være fysisk aktiv.

Jeg skal til Paris med DUK (Danmarks Unge Katolikker) og jeg er rædselsslagen. Nye mennesker i en ny by og masser af aktiviteter dagen lang. Jeg er træt nu hvor jeg bare følger mine vante rutiner, og når der så sker en enkelt ny og spændende ting, så bliver jeg udmattet, hvordan vil jeg så kunne klare en hel uge med nye udfordringer.

onsdag den 20. juni 2012

Om et skrivekursus

Jeg kan godt lide at være god til de ting jeg gør, og jeg kan godt lide hele tiden at blive bedre til dem. Men hvad er så frygteligt vigtigt at blive bedre til i en hverdag hvor jeg bare tusser rundt herhjemme som førtidspensionist? Mine dage går med at træne, læse og skrive, alt sammen for min egen fornøjelses skyld. Jeg er dog lige så stille begyndt at se det som mit job, måske lige bortset fra det med at træne, men at læse og skrive, og skrive om hvad jeg læser, det gør jeg. Og måske besidder jeg ikke den samme arbejdsmoral som almindelige mennesker, fordi jeg aldrig har været i stand til at have et rigtigt arbejde, men jeg har hvad vi vel kan kalde en form for professionel stolthed, for jeg vil gerne gøre mit 'arbejde' ordentligt, og jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg hele tiden kan blive bedre.

Derfor har jeg meldt mig til et forfatterkursus. Det er ikke fordi jeg drømmer om at blive forfatter, eller jo, det gør jeg vel et eller andet sted, gør alle der elsker bøger ikke det? Men jeg vil gerne blive bedre til at skrive, og jeg ved ikke hvordan jeg selvstændigt skal arbejde på kvalitet, det er vel et spørgsmål om øjnene der ser, og jeg tror, at det er på tide med et par friske øjne.

Det er bare et standartkursus jeg tager over nettet, og det kommer ikke til at have noget at gøre med mine blogs som sådan, men jeg håber at det vil give resultater. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, jeg ved ikke om der vil kunne mærkes nogen ændring. Måske trænger jeg bare til en udfordring i min hverdag, måske trænger jeg bare til at genopfriske min selvdiciplin her inden jeg skal genopstarte på universitetet.

De første to opgaver kom i går, og jeg har en uge til at løse dem. Den første brugte jeg en halv time på, og den anden har jeg slet ikke taget mig sammen til at kigge på endnu, lyder det fra en super seriøs studerende. Jeg satser på, at jeg lige skal lidt ind i det før jeg kommer op i gear, ellers var de penge nok spildt på mig.

Forfatteren/læreren var ellers til at starte med lidt skeptisk, da hun hørte om min aspergers, for ville jeg have den forestillingsevne der skal til? Hun var samtidig lidt nysgerrig, så hun ville gerne lige have et møde med mig, og det fik hun så. Det var ellers ikke noget hun plejede at gøre, hun havde aldrig før mødt en elev, og jeg kan ikke helt beslutte mig for om jeg skal være beæret eller fornærmet, så jeg er ingen af delene.

tirsdag den 19. juni 2012

Om Afrika

Jeg læser en del om Afrika, og jeg lader mig fryde ved at læse om hvordan de 'stakkels' vildfarne afrikanere ikke kan gøre tingene på den 'ægte og civiliserede' europæiske maner.

Det minder mig om da jeg var på højskole, da var der en gruppe der havde været i Ghana. De kom hjem og fortalte en masse vildt fede historier, men de kunne også nogle af de klamme, dem der fik os til at gyse og fnise på samme tid. Som ægte frelsende engle, havde de prøvet at lære deres værtsfamilier (ægte afrikanere i lerklinede hytter) om hygiejne, hvilket da var nobelt af dem.

Efter at de kom hjem, kom der en Ghanesisk kvinde op til Danmark og skulle være i en periode. Jeg havde ikke meget med hende at gøre, men der var en ting jeg bed mærke i. Denne kvinde, som skulle lære af vores civiliserede levevis, syntes at vi var så mega f***ing klamme at vi sad på det samme toilet og besørgede. Ghana gruppen prøvede forgæves at lære hende at bruge et toilet. Jeg ved ikke om de troede at hun ikke kunne finde ud af det, men jeg tvivler, de var jo ikke dumme, bare idealistiske. I hvert fald blev hun i lang tid ved med at besørge i brusekabinen, til rengøringdamens stor frustration.

En anden ting jeg tænker på er hvordan jeg i gymnasiet gjorde mig endnu mere upopulær ved at kalde klassens stejernefrøs politisk korrekte og idealistiske intentioner efter gymnasiet for operation klap en neger på hovedet. Hun skulle til Tanzania og bygge en skole, for det ved en 19-årig dansk gymnasieelev nemlig SÅ meget mere om end en afrikansk håndværker. OM skolen ellers ville være blevet bygget er så en hel anden sag, men HVEM skulle så undervise, det meldte historien ikke noget om.

Jeg har ikke noget imod, at unge mennesker udfører idealistisk arbejde, de lærer sikkert en helt masse af det, men lad dog være med at være så pokkers hellige. Hvad sådan en tur er, er en på opleveren, hvilket er noget enhver der har overlevet gymnasiet fortjener, men lad være med at tro at man redder verden. Tag af sted, brug nogle penge, tag en masse billeder, knyt nogle venskaber, og kom hjem og fortæl, fortæl endelig, men lad være med at narre jer selv og os.

søndag den 17. juni 2012

Om at være rigtig ynkelig

Når det bliver varmt og trykkende i vejret, så bliver jeg rigtig dårlig fordi mit blodtryk falder markant. Normalt er jeg en person der kan tåle en ret stor mængde ubehag uden at kny, men når mit blodtryk falder, så bliver jeg simpelthen så ynkelig at det er helt pinligt. Sådan en dag havde jeg i går.

En af drengene var for en gangs skyld i rigtigt snakke humør, og det var en fantastisk mulighed for at lære hinanden bedre at kende, men det eneste jeg kunne tænke på var hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde hedeture, og jeg havde ondt i hjerte og lunger. For at være ærlig, så troede jeg at jeg var ved at få et hjerteanfald, jeg troede jeg skulle dø. Okay, måske ikke helt, et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var noget alvorligt, og jeg panikkede da heller ikke, ikke helt i hvert fald.

Jeg gik ind i køkkenet og klynkede til en af pædagogerne, men hun sagde ikke de ting jeg gerne ville havde hende til at sige, hvilket var at hun ville tilkalde vagtlægen, en ambulance eller måske endda en bedemand. Hun ville have mig til at drikke lidt og spise et æble, hvilket jo var fornuftigt nok, men lidt tøsefornærmet kunne jeg ikke lade være med at blive (stener lige lidt over at stavekontrollen godkender et ord som 'tøsefornærmet').

Min ene kontaktpædagog, som jeg kalder pædagog for nemhedens skyld, men som i virkeligheden er SOSU-assistent, kom, og hun tog mig med op i min lejlighed hvor hun åbnede vinduet så det blev dejligt køligt og jeg blev lagt på min chaiselong med fødderne oppe, og så kunne jeg ellers ligge der de næste to timer og kede mig (min nuværende bog er på 700 sider, så det var lidt svært at læse). Vi kunne blive enige om at det nok ikke var noget alvorligt, for man ligger nok ikke og keder sig hvis man er ved at få et hjerteanfald eller et kæmpe angstanfald (henholdsvis mit og hendes forslag).

Det var ikke fordi jeg ikke ville nævne lavt blodtryk som et forslag, det var bare, at jeg slet ikke tænkte på det, og det skar hver gang det sker. Jeg bryder mig nu heller ikke altid om at nævne det, og det blev heller ikke bedre da jeg for nogle uger siden var ved lægen med det.
"Det er ikke en sygdom, men en lidelse. Det er der mange unge piger der lider af"
 Tak for absolut ingenting. Han kunne jo lige så godt have sagt, at jeg bare var hysterisk (hvilket jeg jo nok også er), men det forhindre mig/os jo stadig i at leve mit/vores liv bare sådan nogenlunde normalt, så jeg synes måske at det er lidt ubehøvlet, ikke af min egen læge som sådan, men af lægestanden generelt, at tage så let på det. Det virker så gammeldags, som Maude der ligge måtte lægge sig lidt, som kvinder med dårlige nerver der blev ordineret hvile. Nu om dage er ordet 'nervemedicin' noget der står på pakkerne med antipsykotisk/angstdæmpende piller. Så stakkels os hysteriske kvinder.
"Det er ikke skadeligt for kroppen"
Nej, det kan godt være, men det er stadig pokkers ubehageligt.

Jeg skal til Paris her om et par uger, så hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt når jeg kommer ned i varmen? Skal jeg så bare ligge på mit hotelværelse hele ugen? Fy fabian, ikke tale om, jeg må bare lære ikke at væreså ynkelig når det sker, "for det skader jo ikke".

Nogen der kender et godt quick fix til lavt blodtryk? Jeg kender selv:
1. Rigeligt med væske.
2. Ikke spare på saltet.
3. Lakrids (sukkerfrit, for jeg har været sukkerfri i over 1½ år)
4. Motion (at være i god form skulle hjælpe, selvom jeg nu ikke synes jeg kan mærke det)

lørdag den 16. juni 2012

Om universitetet

Jeg har været depressiv i svingende grad i al den tid jeg kan huske, men den gang jeg virkelig blev syg, den gang efter mine forældres skilsmisse, da måtte jeg droppe en eksamen, selvom jeg havde fulgt al undervisningen og faktisk var ret god til det.

Faget var hebraisk, det fedeste fag jeg nogensinde har haft. Det talte direkte til mit autistiske hjerte, og jeg underholdte mine medstuderende med de mest mærkværdige oplysninger, som jeg jeg havde samlet op de mest mærkværdige steder.
"En hund hedder kelev på hebraisk og kulba på assyrisk/aramæisk (v og b er i princippet samme bogstav bare stemt eller ikke stemt) og kamel hedder gamal og gumla, og sådan er det hele vejen igennem"
Pointen i denne lille enetale var, at  konsonanterne, som er dem der virkelig betyder noget i semitiske sprog, var de samme i  henholdsvis hebraisk og assyrisk og viser hvor hvor tæt de to sprog ligger på hinanden. Det var ikke noget vi skulle vide, det var bare rent nørderi.

I går fik jeg brev fra universitetets studienævn om, at jeg er blevet genoptaget på teologi, så jeg i det mindste kan få gjort den ene eksamen færdig. Det lyder så fesent, når folk spørger hvor langt jeg kom på universitetet, at jeg er nødt til at sige "To år, minus en eksamen". Jeg har kun kræfter til at tage et fag ad gangen, men på sigt kan jeg måske så tage nogle af de andre fag. Jeg er jo heldigvis pensionist, så jeg behøves ikke at bekymre mig om ECTS-point.

Nu hvor jeg så står med brevet mellem hænderne, bliver jeg bekymret. Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det? Hvad nu hvis det bliver for anstrengende for mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare de to timers transport hver vej? Hvad nu hvis jeg begynder at pjække? Hvad nu hvis jeg bare ikke er god nok? Jeg synes at jeg har fejlet så mange gange i mit liv, jeg har ikke brug for flere nederlag, dem har jeg nok af. Men selvfølgelig klarer jeg det, det siger alle, men hvor ved de det fra? De har aldrig testet mine akademiske evner.

Det bliver underligt t vende tilbage på uni. Alle dem jeg studerede med er færdige eller i gang med en phd. Jeg har i gennem årene kunne følge dem på facebook. Jeg har følt at jeg har været vidne til det rigtige liv uden selv at kunne deltage. Nu skal jeg så selv have en lille bitte bid af kagen, men vil jeg kunne lide lugten i bageriet. Dengang jeg læste, var jeg vild med studielivet, men jeg er blevet ældre, meget ældre, og jeg er ikke længere den samme person.

Jeg er bange, og jeg er spændt og de to følelser, flyder sammen og gør mig forvirret. Kære Gud i Himlen, lad mig klare dette her.

fredag den 15. juni 2012

Om at gøre små ting for hinanden

Jeg er en lille smule genert over at skrive dette indlæg, for for mig er det, hele tiden at gøre små ting for andre, så åbenlys en ting at gøre, at det virker plat at skrive om det, men pædagogerne bliver ved med at rose mig for det så enten roser de mig 'fordi jeg jo er handicappet', eller også er det til min store overraskelse bare ikke noget folk gør.

Jeg vil lige komme med et par eksempler. Det er ikke fordi de kaster et helt særligt gloværdigt lys over mig, det er de for hverdagsagtige til, men mere for, at man kan se hvad jeg egentlig taler om.

Jeg skulle til Odense i et par dage, og jeg tænkte at det var synd, at den vase med roser skulle stå helt alene inde i min lejlighed, uden nogen til at kigge på dem, så jeg skrev en lille sød seddel og stillede den på bordet foran min 'lillesøsters' plads. Min 'lillesøster' er en af pigerne her på stedet, og som er meget lukket om sig selv. Jeg ser det lidt som min mission at få hende ud af sin skal, for hun er nemlig en rigtig sød pige, hun har bare levet en meget beskyttet tilværelse, og nu er hun på vej ud i det virkelige og skræmmende liv. Jeg kan stadig huske hvor svært det var. Jeg kunne aldrig rigtigt hjælpe min rigtige lillesøster da vi voksede op, for hun er ikke asperger, så selvom hun er tre år yngre, så udviklede hun sig langt hurtigere en mig når det galt alt det sociale og samfunds relaterede. Nu har jeg chancen for at guide en pige, så hun forhåbentligt ikke ender i de samme problemer som mig.

Jeg har desuden en lille aspergerveninde der samler på visitkort. Jeg vil virkelig opfordre jer til at trykke på linket og læse hendes beskrivelse af hendes samleriver, for det er så fint et billede på, hvad det egentlig vil sige at være asperger. Jeg elsker selv den beskrivelse og har vist den til en af pædagogerne. Straks jeg læste den, gik jeg ud i min pung og så hvad jeg lige havde liggende af visitkort, for at se om jeg ikke tilfældigvis havde noget spændende jeg kunne give hende. Jeg havde et fra en nonne og et fra en protestantisk gadepræst for unge samt nogle lidt mindre bemærkelsesværdige. Dem sendte jeg til hende, men lige så stille kunne jeg mærke, at også jeg blev grebet af denne iver. Jeg elsker at samle på ting, men jeg gider jo ikke at have dem til at ligge og fylde/rode i min lejlighed, så det er virkelig spændende at samle på andres vegne. Så siden, har jeg gået og samlet visitkort hvor end jeg nu kan få fat i dem. Og i går havde jeg så 'nok' til at jeg kunne sende endnu en kuvert af sted Hun har det desuden ikke så godt for tiden, så jeg håber lidt, at mine ydmyge visitkort kan muntre hende lidt op.

Som i kan se er disse gode gerninger ikke det helt vilde, men de er en stor del af mit liv, så jeg har enormt svært ved at tro på at ikke alle har det sådan. Jeg ønsker lidt, at alle har det sådan, for det er sådan en verden jeg gerne vil leve i.

For mig er disse gerninger dybt forankret i mig og i min tro. Jeg er katolik, og det en stor del af min tro, at man kan angre sine synder og gøre bod (gøre en aktiv indsats for at rette op på hvad man har gjort, både åndeligt ag praktisk). Jeg/vi mener, at mennesket i bund og grund er godt, men at vi har en tendens til at gøre hvad der er skidt i menneskers og Guds øjne. Jeg har brug for min præst til at guide mig, og hjælpe mig til at blive et bedre menneske, men det betyder jo ikke, at jeg kun skal gøre gode gerninger, når han siger, at jeg skal. Det gælder om at få pluspoint på Guds konto (skaffe skatte i Himlen Matt 6,20).

Og så igen, det handler jo heller ikke kun om t lette MIN vej til Gud, det handler også i høj grad om, at det bør være en naturlig ting for alle mennesker og også for mig, at ville glæde hinanden, ikke for vores skyld, men for andres.

Jeg er hverken værre eller bedre end andre mennesker, og jeg elsker at få ros for de gode ting jeg gør, men nogle gange kan jeg godt lide at gøre gode gerninger i det skjulte, at tage opvasken når pædagogerne har travlt og den slags. Det er ikke handlinger der fortjener ros, det er bare helt almindelig medmenneskelighed.

onsdag den 13. juni 2012

Enid Blyton

Da jeg var barn, var jeg stor fan af "De 5"-bøgerne. Jeg ville være lige so Georg, pigen der ville være en dreng. Jeg slugte den ene bog efter den anden, om end min mor ikke syntes det gik helt hurtigt nok, for den gang hun var barn osv osv, man må i det mindste sige, at jeg har taget revanche siden (det tog mig lige 5-6 forsøg at finde et ord, hvor stavekontrollen kunne gætte hvad det var jeg mente).

Forleden dag var var der så en film om forfatteren, Enid Blyton, på kanal 3 puls, men den kom så sent, at jeg ikke havde den fjerneste chance for at holde mig vågen til så meget som at se indledningsscenen, den startede nemlig først kl 22. Jeg bad min far om at optage den, så vi kunne se den i går, efter at vi havde været ude og spise for at fejre min fars nye job.

Det var en forfærdeligt deprimerende film. Den var baseret på en bog, som en af hendes forsmåede døtre havde skrevet. Ud fra hvad filmen viste, så forstår jeg godt pigens bitterhed, men jeg måtte samtidig minde mig selv om, at de jo så nok ikke var det aller mest nuancerede billede af hende.

Grunden til, at jeg vælger at skrive om den her er, at filmen gav et næsten aspergeragtigt billede af Enid Blyton, sådan på den ufede måde. Det var noget med hendes komplette mangel på forståelse/interesse for de mennesker der var omkring hende. Hun var så selvcentreret, at man ikke skulle tro det muligt. Det er ikke sådan jeg selv opfatter min autisme, men jeg ved, at sådan er manges fordomme om os, og sådan kan vi også nogle gange blive opfattet, hvis man ikke kender os godt nok. Filmen viste blandt andet hvordan hun interesserede sig langt mere for sine små fans, end hun interesserede sig for sine egne døtre der blev voldsomt forsømt.

Men uanset hvordan Enid Blyton var som person, så skrev hun nogle helt fantastiske bøger, som jeg har haft stor glæde af gennem det meste af mit liv.

tirsdag den 12. juni 2012

Om en diskussion

Jeg troede at jeg igennem årene har udviklet mig til en meget diskussionslysten person. Jeg liver jo nærmest op, når jeg rigtigt får lov til at udfolde mine retoriske evner, men det gælder, har jeg nu fundet ud af, kun når det gælder emner med rent hypotetisk indhold. Så snart diskussionen derimod kommer ind på folks reelle holdninger og meninger, så bør jeg holde mig langt væk.

I går kom jeg til at rode mig ind i en facebook diskussion om homovielser i folkekirken. Hvad jeg lavede i den diskussion er et godt spørgsmål, for som tidligere nævnt, så interesserer andre menneskers seksualitet mig ikke ret meget, jeg føler lidt, at det burde, men det gør det vitterligt ikke, og det undskylder jeg rigtig mange gange. Jeg er jo desuden ikke medlem af folkekirken, så hvad de foretager sig, kommer jo ikke mig ved, eller ikke at det ikke interesserer mig, det er bare det, at jeg ikke rigtigt kan tillade mig at have en stemme i diskussionen.

Alligevel kom jeg til at blande mig. Jeg blandede mig, fordi jeg fik kvalme over, hvordan Guds ord er blevet et spørgsmål som i de fleste tilfælde ikke troende politikere skal beslutte. Det danske folketing er i min verden IKKE den højeste magt, og jeg syntes at denne diskussion har reduceret Gud til nogle bogstaver på et stykke papir som man kan bruge som det bedst passer én, og det gør ondt på mig. Jeg er en god samfundsborger, for giv kejseren hvad kejserens er, men vi skal ikke derved glemme at give Gud hvad Guds er (Matt. 22,21).

Men at lufte sine meninger i en offentlig debat er noget man skal passe på med. Jeg troede egentlig ikke at folk ville bide ret meget mærke i hvad jeg nu en gang havde at sige, men der var nogle stykker der blev temmelig vrede, og pludselig måtte jeg gå ind og forsvare mig selv som person. Jeg blev ikke vred over, at de var uenige med mig, jeg blev bange. Jeg ved ikke præcis hvad jeg blev bange for, men jeg endte med at måtte lukke min computer ned og lægge mig ned på gulvet og lave nogle øvelser for at kunne slappe ordentligt af igen.

Det var ikke særlig værdigt gjort, at stikke halen mellem benene og flygte, men jeg måtte jo erkende mine egne begrænsninger, og den form for diskussion kan jeg altså ikke klare. Jeg ved ikke om jeg er flov, jeg er nok mest ærgerlig, for jeg føler lidt, at det jo netop er den type diskussioner man BØR være dygtig til, for det er jo i den grad den retning strømmen føre, ophedede internetdiskussioner om personlige holdninger og meninger. Den studentikose debat om filosofiske emner over et glas billig cognac, det er ikke længere vejen frem.

Senere på aftenen var jeg inde på debatten endnu en gang, og jeg var da heldigvis for længst blevet glemt, for sådan er debatten jo, ingen lægger i virkeligheden mærke til hvad andre end en selv siger. 

mandag den 11. juni 2012

Om en rigtig god weekend

Jeg har normalt et lidt anstrengt forhold til weekender. Verden sænker pulsen, og jeg føler at jeg bliver kvalt, men en gang imellem sker det, at jeg faktisk hygger mig, og denne weekend var en af disse.

Det var ikke fordi vi lavede noget særligt i lige netop denne weekend, det var ikke fordi det var en helt særlig kombination af mennesker der var hjemme/var på arbejde, det var bare en helt almindelig weekend, hvor vi så TV, læste og snakkede, men det blev til noget helt særligt, fordi fandt hinanden så vores omgang med hinanden kom til at være mere naturlig og fri end den tit godt kan være..

Efter omstruktureringen, har jeg haft den ubehagelige følelse af hvordan huset her er blevet delt skarpt op. Det er drengene vs pigerne, piger vs piger, oppe vs nede, en evig kamp for pædagogernes opmærksomhed. Man bliver helt træt og tom indeni.

I weekenden frafalder alle disse hegn, rent officielt i hvert fald, for de findes stadig imellem os. Pigerne snakker med pigerne, drengene med drengene, og jeg bliver forvandlet til en opmærksomhedssyg lille unge der klynger mig til de pædagoger jeg normalt ikke rigtigt har noget med at gøre. Det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg risikerer jo, at det en dag er dem der skal tage sig af mig, når jeg har det skidt, og hvis jeg ikke i weekenden gør en indsats for at være sammen med dem, så glider vi væk fra hinanden, og jeg glemmer hvordan man omgås dem, og jeg ved ikke om jeg tør stole på dem

Men i denne weekend var det anderledes, vi var to piger, en dreng og 5x2 pædagoger (de er to på vagt af gangen i weekenden) der bare var. Vi sablede TV programmet ned, vi drillede hinanden og vi grinede så tårerne trillede, vi var nærmest som en lille aparte familie der sad der.

Den ene dag var det min gamle kontaktpædagog der var der, og det kan godt gøre mig trist og besidderisk, men det gik fint og vi var alle sammen sammen og det gjorde mig ikke noget, faktisk er det sådan jeg gerne vil se hende, og sådan jeg gerne vil have at hun ser mig, som hele mennesker der godt kan finde ud af at more sig selvom tingene er svære.

Nu er det så blevet mandag igen og hegnene er endnu en gang bygget op. Det kan godt få mig helt ned i kulkælderen, men jeg vil ikke have at denne gode følelse forsvinder lige med det samme, så jeg pakker min kuffert og tager hjem til min far i et par dage.

søndag den 10. juni 2012

Om Alopam

På det seneste har jeg haft en tendens til at vågne senest kl 4.30, og selvom jeg er et A-menneske og virkelig holder af at have mine lange tidlige morgener, så var det måske lige tidligt nok, så i går fik jeg en lille dosis Alopam (benzoer) for lige at kunne sove lidt længere.

Det hjalp, men nu er jeg helt groggy og kan ikke finde ud af at vågne helt.

lørdag den 9. juni 2012

Hvad sker der med min krop?

Sidste fredag tog jeg 4 kg på, så tabte jeg 2, og nu har jeg så taget 3 på. Jeg har altså taget 5 kg på på en uge, er det ikke lige voldsomt nok? Det skræmmer mig i hvert fald, for jeg kan ikke helt finde ud af, hvor de kg kommer fra, så meget spiser jeg da heller ikke, og jeg har ikke ændret noget nævneværdigt ved min træning.

Eller jo, lidt har jeg ændret ved min træning, for hele ugen har det været ekstra svært for mig at nå de planlagte km. Mandag måtte jeg give op halvvejs og tage den anden halvdel tirsdag. Onsdag måtte jeg løbe de 7 km over tre intervaller i stedet for de sædvanlige to. Og i går gik det helt galt.

Jeg træner bakketræning om fredagen, og jeg gjorde det ikke overdrevet hårdt, men alligevel måtte jeg kæmpe en brav kamp med mig selv. Jeg endte med at stoppe efter 5 km, fordi de mavekramper, jeg havde haft hele tiden, blev for voldsomme. Det var ikke fordi det gjorde virkelig ondt, jeg var bare bange for, at jeg skulle på toilettet, og hvad nu hvis jeg ikke kunne nå derud i tide? Det var dog ikke det der var problemet, men jeg havde ondt i maven og var oppustet hele dagen.

Det var dog ikke det eneste problem jeg havde med mit løb i går. Jeg træner forholdsvis hårdt, min kondition taget i betragtning, så jeg sveder en del, men i går slog alle rekorder, og sveden bare haglede af mig, så min løbetrøje var fuldstændig gennemvædet, også på steder hvor jeg ikke rigtigt er vant til at svede, som for eksempel på halsen.

Men jeg ikke bare svedte, sveden lugtede også decideret grimt. Jeg lagde ikke rigtigt mærke til det mens jeg løb, eller da jeg, stadig med løbetøjet på, sad og dampede af og drak æblejuice samme med en af pædagogerne, men da jeg havde hængt tøjet til tørre, og været ude lidt og kom tilbage, ja så lugtede der helt forfærdeligt af ræv.

Jeg hader min krop, jeg kan slet ikke forholde mig til hvad den gør imod mig, og hvad jeg gør imod den. Jeg hader den, hader den, hader den.

fredag den 8. juni 2012

Et spørgsmål om at være introvert

Jeg har skrevet lidt om det før, HER, men nu midt i en x-faktor tid, har de introverte fået en renæssance i medierne, men hvad betyder introvert egentlig? Fremmedordbogen siger bare 'indadvendt' og 'modsat af ekstrovert', men der er mere i det end som så. Min gode ven Wikipedia er dog lidt mere behjælpelig, om end de indleder afsnittet med et lidet flatterende citat
Introversion is "the state of or tendency toward being wholly or predominantly concerned with and interested in one's own mental life".
Jeg kan godt forstå hvorfor citatet lyder sådan. Vi har efterhånden i rigtigt mange årtier har en tendens her i samfundet om, at individet, ikke dets tanker og følelser, men dets handlinger, evner, udseende, fejl osv. har været i fokus. Vi har skullet stille os på en bjergtop og råbe ud over verden, 'se mig', 'red verden'. 'elsk mig', 'had mig', 'så tag jer dog sammen'. Budskaberne er forskellige, men evigt og altid skal der råbet op.

Se bare på reklamerne, først var der en fed idiot i en boxer reklame der skreg, det var forfærdeligt og der blev snakket om den i medierne, men nu skriger de alle sammen, for det er jo sådan man gør, hvis man vil have sit budskab igennem.

Men interesserer introverte sig virkelig kun for sig selv? Man kan godt ønske at redde verden uden absolut at tage det første fly til Afrika for at bygge en skole (for en dansk gymnasieelev er jo bare SÅ meget bedre til den slags end en hvilken som helst afrikaner). Jeg interesserer mig rigtig meget for hvordan folk omkring mig har det, jeg vil gerne være sammen med dem. jeg vil gerne tale med dem om de ting der interesserer dem, men ikke nødvendigvis mig, men for at have energi og overskud til at kunne klare det, så har jeg behov for en gang imellem bare at være mig selv. Jeg lader op ved at være stille, jeg elsker at være stille, jeg har ikke noget behov for at være udfarende, jeg kan godt være det, jeg kan godt lave fis og ballade, men jeg kan også godt lade være.

Jeg kan huske på gymnasiet, hvor forfærdeligt det var at være introvert, da hovedparten af de sociale relationer blev knyttet til festerne, som jeg egentlig ikke brød mig om at komme til. Venner havde jeg også uden for gymnasiet, så det havde ikke været så slemt, hvis det ikke lige var, at dem man festede med om fredagen, også var dem man dannede fysikgruppe med om mandagen.


torsdag den 7. juni 2012

Om et pludseligt anfald af AD(H)D

For andre mennesker end mig selv kan det oftest være meget svært at se, at jeg sammen med alle mine andre diagnoser også har ADD, for når vi tænker på opmærksomhedsforstyrrelser, så tænker vi vel mest på de urolige små drenge der ikke lader til at kunne finde sig til rette i skolens små klasser.

For mig drejer det sig dog mest om en evig indre uro der tvinger mig til at gå på toilettet i tide og utide, fordi det giver mig en 'lovlig' pause fr hvad jeg nu har gang i. Da jeg gik på universitetet og sad og arbejdede på læsesalen, så hadede jeg at gøre det når der var fyldt, for alle de små lyde af uro der kom fra de andre studerende, voksede inden i mig og fik min egen uro til at pulsere og ville ud. I løbet af et semester gjorde det for det meste bare, at jeg hurtigt gav op og gik hjem, men under eksamenslæsningen, måtte jeg jo nødvendigvis tage mig sammen. For at kunne holde styr på min egen indre uro fandt jeg et system, hvor jeg ca hvert kvarter listede ud på toilettet og lavede 50 armbøjninger, eller jeg smed tøjet for at betragte min egen krop i spejlet (der var spejl og håndvask inde på selve toilettet, så der kom ikke nogen og forstyrrede mig).

Men min ADD drejer sig ikke altid kun om den indre uro, men kan også tage nogle mere synlige former, hvilket mest sker når jeg føler mig rigtigt presset og stresset, som det for eksempel var tilfældet i går. Jeg havde været i Aarhus det meste af dagen, selvom jeg på forhånd havde sagt, at jeg ikke kunne holde til det. Så i toget hjem kom uroen, og jeg måtte opgive at læse i min medbragte bog. Det var helt forfærdeligt at sidde indespærret i toget, jeg trængte til at komme ud, ud, UD, og væk. Min hud kløede, men der er grænser for hvor meget man kan kradse sig, når der er andre til stede-

Toget standsede, jeg sprang ud, stæsede hjem, op af trappen, ind på badeværelset, greb en saks og klippede i ét hug pandehåret af. Det var ikke, fordi det var planlagt, jeg havde end ikke overvejet, om det ville klæde mig med pandehår, det var bare den pulserende fornemmelse inden i der måtte finde sit afløb.

Så var det gjort, men jeg havde stadigvæk bunker af energi. Jeg overvejede at gøre rent, men det virkede alt for uoverskueligt, så jeg satte mig, rejste mig, gik lidt rundt og satte mig igen, så virrede jeg med hovedet og flagrede med hænderne. Da det havde stået på et stykke tid, tog jeg sko på og gik udenfor og skød en fodbold ind i muren i en halv times tid, jeg lod mig nærmest hypnotiseret af den monotome handling, og til sidst havde jeg opbrugt energien, og uroen var væk.

Sådan et anfald er ikke noget der sker tit, så for mig virker det som noget fremmed og uhyggeligt. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge til at beskrive det med. Manisk? Og hvad jeg ikke har kontrol over i både ord og gerning, det skræmmer mig.

Dette pludselige og meget voldsomme tab af kontrol slog fuldstændigt benene væk under mig, og det blev mig derfor meget magtpåliggende i det mindste at have super meget kontrol over maden resten af dagen.

Jeg havde det fysisk dårligt, fordi mit blodsukker var så lavt, men jeg nægtede purre at spise mere end noget gulerodssalat. Min kontaktpædgog fik mig overtalt til at gå med ned i køkkenet og spise en rugbrødsmad, men da jeg stod dernede blev jeg overvældet, jeg ved ikke helt af hvad, og jeg begyndte at tude, og ville alligevel ikke spise noget.

Både min nuværende og min tidligere kontaktpædagog brugte resten af aftenen på at berolige mig, og få noget mad i mig. Det lykkedes sådan delvist, men nu må jeg bare se om jeg kan finde ud af at slappe lidt mere af her resten af ugen, så jeg igen kan have energi til at gå ind i en ny og forhåbentlig ikke alt for stressende uge.

onsdag den 6. juni 2012

Om at føle sig død indeni

Jeg har lige været henne og løbe i håb om, at det ville kvikke mig lidt op. Jeg har ellers sovet udmærket i nat, men det er som om en lille del af mig er blevet liggende inde i sengen, den del der kan overskue en alt for travl hverdag. Så jeg føler mig helt død indvendig ved tanken om alt det jeg skal nå i dag.

Det er onsdag, så jeg skulle egentlig vaske tøj, men det må jeg udskyde til weekenden, da alle hverdagene er delt op mellem de forskellige beboere. Jeg gruer for hvor lækkert mit løbetøj så kommer til at lugte, men det er der ikke noget at gøre ved, og det stresser mig kun en lille bitte smule, kun lidt.

Det der virkelig skræmmer mig er, at jeg skal til Aarhus til en samtale på neurologisk ambulatorium. 1½-2 timers transport hver vej, for at have noget der minder om en 10 minutters samtale om hvordan det er gået det sidste år.

Jeg har lyst til at bede pædagogerne om at ringe og melde mig syg, men det ville være et nederlag, så jeg tager af sted. Det der holder mig oppe er, at der plejer at være en rigtig sød sygeplejerske. Der kan selvfølgelig være sket meget det sidste år, men man har da lov til at håbe.

For et år siden bad jeg om at blive taget af min medicin, for en af de mulige bivirkninger var depressioner, og dem havde jeg lidt frygteligt under. Mine depressioner skyldtes langt fra kun medicinen (Keppra) men jeg var lige så stille begyndt at få det bedre, og hvis det kunne hjælpe mig det sidste lille stykke til at få det godt at stoppe med noget medicin, så var jeg villig til at tage chancen.

Jeg havde da været stort set anfaldsfri i flere år, men ikke nok år til, at neurologen var helt tryg ved at lade mig slippe, men jeg så på ham med store forgrædte øjne, og han gav sig. Først ville han prøve at få mig skiftet til noget andet medicin, men de eneste alternative bivirkninger han kunne tilbyde mig var træthed (som om jeg ikke sover nok i forvejen), og vægtøgning (aldrig i livet), så jeg stoppede bare.

Ud over forleden dag har jeg været anfaldsfri, eller rettere, så mærker jeg en gang imellem den der specielle svimmelhed et anfald giver, men jo stærkere mine benmuskler er blevet gennem tiden, jo mere sandsynligt er det, at jeg bliver stående. Det er en god ting, men det giver mig færre medlidenhedspoint. Det er selvfølgelig ikke medlidenhedspoint sygdom og bedring skal handle om, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde nogen betydning for mig

Nu må vi så se hvad den søde og rare doktormand har at sige om den sag :)

tirsdag den 5. juni 2012

Om at give op og lade sig falde

Jeg ville ikke spise noget, især ikke det der blev serveret. Jeg sad bare og grinede, ikke fordi jeg syntes at det var sjovt, men fordi det nu en gang er sådan jeg reagerer, når jeg ikke lige ved hvad jeg ellers skal gøre. Det er ofte blevet misforstået, ja, det er faktisk næsten altid blevet misforstået. Jeg har tit oplevet, at folk (læger, sygeplejersker ect) er blevet sure på mig, andre smiler tilbage og tænker, at så er det jo nok ikke så slemt, men i virkeligheden er jeg som oftest frygtsom, forvirret og forlegen, og jeg har brug for hjælp til at udtrykke hvad jeg i virkeligheden føler.

Jeg har lært rigtig meget om følelser igennem de sidste par år, så det sker ikke så meget mere, så da det skete for mig i går, var jeg ude af træning, men min kontaktpædagog kunne godt se, at det ikke var fordi jeg fandt det hylende morsomt, så hun blev ved med at tale roligt til mig. Jeg havde haft adskillige tudeture i løbet af dagen, og der, over maden som jeg ikke kunne/ville spise, fik jeg endnu en, og min kp sagde, at jeg SKULLE spise, men at vi godt kunne finde noget andet.

Rugbrød med kyllingepålæg, det burde jeg da kunne få ned, men skulle jeg spise ét eller to stykker. Min kp pressede mig, ville have mig til at spise to, men det hele blev bare for meget. Jeg var bare så træt, træt i hovedet, og træt i kroppen, bare helt igennem træt, og i det øjeblik hun pressede lige lidt for hårdt, gav jeg bare op og lod de sidste kræfter strømme ud af mig, og faldt sammen på gulvet som en kludedukke.

Jeg besvimede ikke, jeg var på intet tidspunkt 'væk', jeg orkede bare ikke mere, lod alting glide væk. Jeg er vant til den slags anfald, da jeg har atypisk epilepsi, men jeg får dem næsten aldrig mere, men en gang var det faktisk et rigtig stort problem.

Jeg lå bare på gulvet og gad ikke forholde mig til verden omkring mig. Min kp ville gerne have mig til at åbne øjnene og se på hende, men jeg gad ikke. de fik mig op og sidde, og fik mig til at drikke lidt juice. Så sad jeg der og trykkede mig op i hjørnet mellem to skabe der ikke er lige dybe. Jeg sad der bare, og orkede ikke, eller havde bare ikke lyst til, at komme videre i programmet. Jeg ønskede bare at give slip og lade det hele flyde væk, jeg ønskede at blive væk.

Jeg fik noget at spise, jeg fik et knus, og jeg fik lov til at græde endnu en gang. Jeg prøvede at være ærlig omkring alle de modsatrettede følelser jeg har indeni.

Da vi var færdige var klokken blevet mange nok til, at jeg som pige igen måtte komme ned i den store stue, og det gjorde jeg så. Efter omstruktureringen føler jeg, at der er blevet trukket et dybt skel mellem drengene og pigerne, og selvom jeg i tidens løb har været sur mange gange, fordi jeg synes at drengene i stigende grad bliver forfordelt, så er det jo ikke drengene som sådan jeg har noget imod, og det er underligt at bo sammen med nogen, hvor der bliver gjort en aktiv indsats for, at vi ikke skal være sammen.

Men det var i hvert fald rart at være lidt sammen med Troels igen. Han kan være død irriterende en gang imellem, men jeg kan jo i virkeligheden godt lide ham, og jeg har savnet at sidde og disse nyheder sammen med ham (sidde og gøre grin med, rakke ned på, og i det hele taget komme med vittige bemærkninger). Til sidst endte det så alligevel med at blive en hyggelig aften.

mandag den 4. juni 2012

It's a numbers' game

Selvom jeg er i Odense for at besøge min far, så slipper jeg ikke for min løbetræning. Jeg betaler i dyre domme for at blive lukket ind i et lille bitte fitness center, hvor jeg ikke er medlem, og hvor jeg ikke er i Odense tit nok til, at det kan betale sig at blive medlem.

Jeg betaler, klæder om, og så ved jeg ikke en gang, om jeg kan få lov til at udføre mit sædvanlige program, for fordi det er så lille et center, så er der kun tre løbebånd, og for at der ikke skal danne sig alt for lange køer, så må man kun bruge dem i 25 min ad gangen, og mit sædvanlige program tager altså lidt over en time.

Teknisk set, kunne jeg vel bare snøre min gamle løbesko på fødderne, dem jeg købte i gymnasiet, men bare aldrig rigtigt fik brugt, og så løbe en tur ned langs åen, men det orker jeg ikke lige, for for mig kræver det en alt for stor portion selvkontrol at bevare motivationen.

På et løbebånd har jeg en hel række lysende tal til at holde mig beskæftiget, og dem 'leger' jeg så med.

Det står mig helt frit for, at ændre på hastighed og stigning, og det gør jeg i stor stil (i hvert fald mandag og fredag, hvor den pædagog jeg bruger som løbetræner har givet mig lov til det).

Der er distancen. Alle de løbede og gåede km bliver delt op i intervaller på 500 m. Gå 500, løb 500 med 10,5 km/t, løb 500 med 10 km/t osv. Efter 3 km løb starter jeg så forfra med at gå 500 m osv indtil jeg har løbet 7 km og gået 2. Det gør jeg så fordi ifølge mit nye program, så er mandag den dag hvor jeg træner hastighed, onsdag er den kedelige dag, hvor jeg træner at løbe længst muligt uden pauser, og hvor jeg ikke rigtigt har disse pejlemærker og det derfor mentalt er den hårdeste dag. Fredag er så bakketræning, og foregår lidt lige som mandag bare med stigningsgrader i stedet. Hele tiden holder jeg øje med metrene og regner ud og tæller ned hvor langt jeg har tilbage.

Så er der kalorierne. Her er det vigtigt for mig at se når tallet runder et helt hunderede og andre 'pæne' tal som 111, 123 osv. Mandag og onsdag skal jeg gerne op på 600 kcal, og om fredagen 700, gerne mere, men bestemt ikke mindre. hvis det bliver mindre bliver jeg lige nødt til at gå lidt ekstra på en meget stejl stigning for lige at få kørt de sidste par kalorier på. Jeg ved udmærket godt, at det på ingen måde er et præcist tal, men det er alligevel et tal som jeg kan forholde mig til.

Til sidst er der tiden, men den kan jeg ikke fifle så meget ved selv, jeg må bare vente og se på, at den går. Ellers fungerer min opmærksomhed på tiden lidt lige som med kalorierne, jeg vil gerne se 10 minuters ændringerne, og hvis jeg keder mig også kvarterene (især 30 min hvor de to falder sammen, hvilket er guf for en autist). Så er der selvfølgelig de pæne tal 11:11 osv. Men det bedste af det hele er, hvis tiden og kalorierne falder på en eller anden måde, for så giver min hjerne mig lige et lille skud dopamin, og så er alt herligt.

En gang imellem er jeg nødt til at se op fra mine tal, ellers bliver jeg helt skeløjet, og får ondt i hovedet, og så sker det alt for tit, at jeg ikke når at se ned i rette tid, eller at jeg glemmer at holde øje med et bestemt tal, og så bliver jeg skuffet over mig selv.

Jeg glemmer dog ALDRIG at holde øje med metrene, ALDRIG er jeg kommet til at løbe for langt. Nogle gange sker det dog, at jeg ikke kan holde en af de 'høje' hastigheder i lang nok tid, og så bliver jeg nødt til at vente på det næste pæne tal, så jeg kan skrue ned. Så er jeg nødt til inde i hovedet at lave et hyt program og se hvilken hastighed der er den næste, som jeg ville kunne klare at løbe i lidt længere tid.

Så for mig er det hele en nummer leg, og jeg bliver virkelig god til hovedregning. Det gør faktisk at jeg synes, at det er ved at være helt sjovt at løbe.

søndag den 3. juni 2012

Om togturen

Jeg er ikke altid de bedsteste venner med DSB, og i går da jeg skulle til Odense var ingen undtagelse. Jeg startede ud med et Arriva tog det skulle fragte mig til Aarhus, hvor jeg skulle skifte til et overfyldt DSB, hvor jeg ikke havde pladsbillet, men det havde alle andre heldigvis heller ikke, så jeg kom da i det mindste til at sidde ned. Allerede i Horsens blev vi gennet ud at toget og over i nogle busser der skulle fragte os til Vejle på grund af noget sporarbejde.

Jeg havde det helt forfærdeligt varmt inde i bussen. Udluftningen var ikke tændt, men min krop stod selv for meget af varmeproduktionen. Jeg havde godt nok læst om det med busserne på nettet, men det var stadig nyt og uventet, og det reagerede min krop på, ved at sætte temperaturen op, og streshormonerne pumpede rundt i kroppen på mig. Det var ikke et decideret angstanfald, og jeg kunne forholde mig sådan nogenlunde roligt, men det var bestemt ikke sjovt. Den unge pige ved siden af mig havde en meget tung parfume på det rev og sved i næsen. Hun var ikke meget ældre end mig, hvis overhovedet, men den fik hende til at lugte sam en gammel dame. En ung mand på den anden side af gangen sad og konverserede nogle gamle damer bag mig.

Lydende, lugtende, varmen og bussens bevægelse gjorde mig køresyg, og vejen til Vejle føltes alt for lang. Flere gange sad jeg og tænkte, at NU måtte vi da snart være der. Egentlig tog det ikke ret lang tid, det føltes bare sådan. Jeg prøvede at rejse mig op før bussen standsede, men andre havde fået samme gode ide, så jeg sparede ikke rigtigt nogen tid derved,, men langt om længe kom jeg ud i den friske luft, hvor jeg blev sendt videre til næste tog, der skulle fragte mig det sidste stykke hjem til farmand.

Det var en ikke særlig behagelig oplevelse, men det kunne egentlig have været værre. På en eller anden måde lykkedes det mig at resignere, og bare lade mig flyde med strømmen. Så meget af tiden trak jeg faktisk vejret helt roligt. Det skadede selvfølgelig ikke, at jeg fik en siddeblads i kørselsretningen hele vejen.

fredag den 1. juni 2012

Om en måske lidt for lang samtale

Indlæget der blev påbegyndt i går, men aldrig skrevet færdig, burde nok hedde 'Om en måske lidt for lang samtale og andre ting der gør mig træt', men det blev nu alligevel lidt for langt.

For et stykke tid siden, blev jeg kontaktet af en journalist, der gerne ville skrive en interviewbog og aspergerpiger. Hun var stødt på min blog, og tænkte, at jeg havde nok et eller andet interessant at sige. Den forventning måtte jeg så prøve at leve op til, da hun kom og besøgte mig i torsdags. Camilla hedder hun, og hun var noget yngre end jeg sådan lige havde forestillet mig, men hun virkede dygtig og var velforberedt (man har vel hørt en ting eller to om journalister, så jeg var meget nervøs for netop dette punkt, men som jeg erfarede, var det helt uden grund).

Vi talte om mangt og meget, om hvorfor jeg blogger, mit forhold til Gud, og rigtig meget om mine år i psykiatrien. Jeg har fortalt rigtig meget om mine oplevelser i psykiatrien i årenes løb, og det var godt, for så påvirker spørgsmålene mig ikke så meget længere, og jeg havde brug for alle mine kræfter, for interviewet varede ret præcis tre timer, hvilket er det absolutte maksimum for min koncentrationsevne. Normalt holder jeg samtaler nede på ca en times varighed, men jeg var heldigvis blevet advaret.

Jeg var selv sagt meget træt torsdag aften, men det er jeg generelt hver aften, sådan rigtig træt, til en grad hvor jeg ofte begynder at græde over ligegyldige småting. Hvor længe har det varet? Jeg kan dårlig nok huske det. I denne uge har jeg haft alt for travlt, med møder og motion. Og i sidste uge var det varmen hvor jeg læste til den helt store guldmedalje. Ugen før havde jeg to deadlines på samme dag, og så kan jeg ikke lige huske længere tilbage. I næste uge har jeg igen to deadlines, dog ikke på samme dag, men denne gang drejer det sig så om to forskellige bøger, ikke kun to anmeldelser af den samme bog. Det betyder, at jeg har været nødt til at lave en læseplan, hvilket stresser mig, for hvad nu hvis jeg ikke når det den ene dag, skal jeg så læse dobbelt dagen efter eller lave en ny læseplan? Og vil det gøre mig så stresset at jeg heller ikke læser noget dagen efter?

Jeg har gang i så mange ting, og jeg vil gerne alle tingene, så jeg kan ikke finde ud af at vælge fra, og hele tiden får jeg tilbud om andre fede ting, som jeg heller ikke kan sige nej til, og jeg ved altså ikke hvor meget mere jeg kan holde til. Jeg har brug for en ferie, og heldigvis skal jeg også hjem til min far her i weekenden, og det glæder jeg mig til, også selvom jeg skal læse, og også selvom jeg er stresset over at vægten siger +4 kg i løbet af de sidste 2 dage, lortevægt, jeg har ikke en gang spist bemærkelsesværdigt meget, og jeg har ellers dyrket rigelig med motion til at kunne tillade mig at spise lidt ekstra, og jeg ved godt at det er et kompliceres system, som jeg ikke en gang kan begynde helt at begribe, men det er stadig ret frustrerende.

I går sendte jeg forresten en ansøgning for at melde mig ind på universitetet igen, men nu bliver jeg pludselig i tvivl om jeg kan klare det, selvom det kun er ét fag og et jeg har haft før, hebraisk. Måske skal jeg lade være med at bekymre mig, jeg ved jo ikke en gang om jeg kommer ind, men nu må vi se.