Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.
Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.
I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.
I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.
Viser opslag med etiketten krop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krop. Vis alle opslag
søndag den 14. august 2016
søndag den 5. juni 2016
Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.
Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges
med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en
anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg
så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år.
Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre
for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag
har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er
det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.
Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og
måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et
problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en
tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i
butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her
turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.
Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle
kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large,
og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran
spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme
tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver,
XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for
alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se
på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig.
Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor
anderledes.
Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i
størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg
kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og
at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille
smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.
Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg
mens vi sammen bad:
Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.
Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og
tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke
betød så meget alligevel.
søndag den 13. marts 2016
Post-cystitis
Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere
fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem.
På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger
indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.
Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.
Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.
Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.
Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.
Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.
Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.
søndag den 5. juli 2015
Jeg tegner mit liv #4
I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.
Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.
I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.
torsdag den 23. april 2015
Jeg tegner mit liv #1
Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.
Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.
Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.
Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.
Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.
Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk
lørdag den 21. marts 2015
Noget om en uheldig kommentar
En dag sag min kontaktpædagog og jeg og snakkede om, at selvom jeg har det godt i dag, så vil jeg altid være i fare for et tilbagefald i tilfælde af dødsfald i familien, eller at min kæreste slog op med mig, "eller bare en tilfældig kommentar" sagde jeg, men nej, det kunne min kontaktpædagog slet ikke tro. "Du har det jo så godt". Underforstået var måske et "og du er jo så fornuftig", men en spiseforstyrrelse handler ikke fornuft vs ufornuft.
En anden dag sad vi og så på billeder fra dengang jeg var syg. Jeg prøver altid at være omhyggelig med at bruge ordet spiseforstyrret om mig selv og ikke anoreksi. For det første var det ikke anoreksi jeg havde en en blandingsspiseforstyrrelse, men for det andet så giver ordet 'anoreksi' folk indre billeder af omvandrende skeletter, og selvom jeg var tynd, så var jeg ikke så tynd. Det er dog ikke alle der ser den distinktion, og min kontaktpædagog kommer til at sige noget i retningen af, at nå men så tynd var jeg jo heller ikke.
Vi har flere gange talt om alle de kilo jeg siden har taget på (22 kg) og om, at det er meget (88 pakker smør). Inde i mit hoved så jeg med store røde bogstaver regnestykket skrevet:
Weekenden er for mig ikke et godt tidspunkt at tænke over ting. Det er et tidsrum, hvor jeg alt for let gribes af angst, og hvor hverdagens beroligende monotoni ikke kan hjælpe med at aflede mine tanker, men heldigvis har enhver dårlig weekend sin afslutning, og jeg var så heldig at om mandagen var det den samme pædagog der kom. I mandagens klare lys havde jeg lidt mere overskud til at grine af min egen reaktion,men den stakkels pædagog, som både er sød og dygtig, men bare ikke vant til at arbejde med spiseforstyrrede, hun så forfærdet på mig, for det var jo slet ikke det hun havde ment.
Jeg er ikke dum, selvfølgelig vidste jeg udmærket godt, at det ikke var det hun havde ment, men velkommen til den spiseforstyrredes verden.
En anden dag sad vi og så på billeder fra dengang jeg var syg. Jeg prøver altid at være omhyggelig med at bruge ordet spiseforstyrret om mig selv og ikke anoreksi. For det første var det ikke anoreksi jeg havde en en blandingsspiseforstyrrelse, men for det andet så giver ordet 'anoreksi' folk indre billeder af omvandrende skeletter, og selvom jeg var tynd, så var jeg ikke så tynd. Det er dog ikke alle der ser den distinktion, og min kontaktpædagog kommer til at sige noget i retningen af, at nå men så tynd var jeg jo heller ikke.
Vi har flere gange talt om alle de kilo jeg siden har taget på (22 kg) og om, at det er meget (88 pakker smør). Inde i mit hoved så jeg med store røde bogstaver regnestykket skrevet:
Ikke så tynd igen + rigtig mange kilo = røde blinkende alarmklokkerjeg sagde dog ikke noget om det der, måske fordi jeg endnu ikke helt vidste hvor bange hun havde gjort mig, men senere, da jeg blev alene, snørede min mave sig sammen, og min hjerne blev ved med at udtale de farlige ord "Synes hun måske, at jeg er FED!". Det blev en meget lang weekend fyldt med tanker der for rundt i hovedet på mig. Jeg holdt ikke op med at spise, jeg motionerede ikke overdrevet, men jeg begyndte lige så stille at tvivle på min egen fornuft.
Weekenden er for mig ikke et godt tidspunkt at tænke over ting. Det er et tidsrum, hvor jeg alt for let gribes af angst, og hvor hverdagens beroligende monotoni ikke kan hjælpe med at aflede mine tanker, men heldigvis har enhver dårlig weekend sin afslutning, og jeg var så heldig at om mandagen var det den samme pædagog der kom. I mandagens klare lys havde jeg lidt mere overskud til at grine af min egen reaktion,men den stakkels pædagog, som både er sød og dygtig, men bare ikke vant til at arbejde med spiseforstyrrede, hun så forfærdet på mig, for det var jo slet ikke det hun havde ment.
Jeg er ikke dum, selvfølgelig vidste jeg udmærket godt, at det ikke var det hun havde ment, men velkommen til den spiseforstyrredes verden.
onsdag den 15. oktober 2014
spiseforstyrelsens dyriskhed
Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.
Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.
Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.
Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.
Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.
Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.
Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.
Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.
Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.
Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.
Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.
Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.
Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.
Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.
Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.
søndag den 21. september 2014
Rekreation
Det er hårdt at starte på studiet, og det er hårdt at skifte lærer tre uger inde i forløbet. Den undervisningsassistent vi startede med at have var dygtig, men den egentlige lærer som vi skal have er fænomenal, så pludselig blev intensiteten sat betydeligt i vejret. Da jeg kom ud fra undervisningen i fredags følte jeg, at jeg var blevet blæst omkuld, men på den gode måde. De ting læreren sagde lød så spændende, men det blev også tydeligt hvor meget der bliver krævet af os. Jeg ser på mig selv og tænker på, om jeg mon er dygtig nok og flittig nok til at klare det? Jeg tror nok jeg kan, men der er denne lille skygge af tvivl der nager mig.
Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.
Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.
Her i weekenden trængte jeg så til at koble af og tog ud til en ven, for nogle gange har jeg brug for at blive mindet om at livet er andet end universitetet. Det er godt at være flittig, men det er også godt rent faktisk at holde fri når man har fri. Vi lavede ikke så meget, spiste bare noget mad, talte og hørte musik. Jeg er ikke nogen stor kender af musik, jeg ved ikke engang hvilken stilart jeg foretrækker, men jeg var træt og lidt forvirret, så Leonard Cohens dybe rolige stemme trængte ind i kroppen på mig, helt ind i knoglerne, og sagde, at det hele nok skal blive okay, og jeg kunne ikke andet end at tro på ham.
Jeg fik ikke sovet meget, så jeg er for træt til helt at fokusere på lektierne, men musikken sidder stadig i mig som en slags drømmetåge. Nu er det højlys dag og den samme musik har ikke længere den samme intense virkning, men hvis jeg lukker øjnene så kan jeg stadig tro på at det nok skal gå. Jeg er ikke klar til at vende tilbage til den virkelige verden, det må vendte til i morgen når vækkeuret ringer.
torsdag den 7. august 2014
Dårlig lyd
I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.
Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.
Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.
Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.
Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.
Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.
Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.
Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.
Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.
torsdag den 17. juli 2014
Om menstruationsblod
I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.
Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.
En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.
En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.
Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.
PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.
Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.
Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.
En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.
En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.
Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.
PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.
Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.
onsdag den 9. juli 2014
Min gang er helt forkert
Jeg har haft to uger i smertehelvede, men nu begynder det at gå bedre. Nede hos min nye fysioterapeut arbejder vi en del med styrkeøvelser for, at smerterne forhåbentlig, 7-9-13, ikke kommer igen, men vi ser også på den måde jeg går på, hvilket viser sig at være helt forkert. Jeg går pænt men jeg går forkert. Jeg går sådan som man nu engang går når man går i stramme jeans, med knæene indad. Når jeg går inde i byen kan jeg se dusinvis af piger (i stramme jeans) der går på præcis samme måde.
Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet
En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.
Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.
Nå. men jeg er i hvert fald blevet givet en masse øvelser for at vende mine knæ lidt mere udad. For at være ærlig så føles det noget kejtet. Jeg føler mig hjulbenet og ucharmerende, men når jeg så i spejlet, min fysioterapeut har et kæmpe stort spejl, så så det ret godt ud. Mine lår, i stedet for at virke store og blævrende, så faste og muskuløse ud, hvilket i stor stil motiverer mig til rent faktisk at få lavet mine øvelser. Det motiverer mig langt mere end tanken om et liv uden smerter, hvilket nu også er godt. Jeg tror vist jeg skal arbejde lidt på mine prioriteringer her i livet
En af de øvelser min fysioterapeut prøvede at give mig var squats, men mine ben er muskuløse de forkerte steder til, at jeg overhovedet kunne holde balancen. Jeg så ind i spejlet, og det jeg så var meget ynkeligt. Næste øvelse kræver en trappe, hvilket er fint, da jeg bor på 1 sal. Desværre er det en udvendig trappe, og tanken om, at folk kom forbi og så mig stavre op og ned af trappen i sneglefart, er lidt overvældende, så kl 5 stod jeg klar derude og lavede mine øvelser, og heldigvis for mig var der ikke en sjæl der kom forbi.
Vil disse ting så rent faktisk hjælpe på mine smerter? Jeg ved det ikke, men jeg håber, for efter et år med næsten konstant at have ondt, så føler jeg mig godt slidt. Jeg trænger så meget til bare at smide mig i en sofa med en bog, til at sove uden sovepiller, til at gå på café uden at måtte bryde op i utide, til at tage høje hæle på til særlige lejligheder, og mest af alt trænger jeg bare til ikke at have ondt.
torsdag den 3. juli 2014
Elevatorblikket
I går morges var jeg ude og gå en lang tur, så da jeg var ved at være hjemme begyndte det at blive varmt, så jeg gik med frakken knappet op.På et tidspunkt kom en ca 75 år gammel mand imod mig, gav mig et hurtigt elevatorblik og brummede tilfreds. Det gjorde mig lidt glad, for jeg bruger en del kræfter på at holde min krop nydelig og sund, og det ville da være trist, hvis jeg slet aldrig nogensinde fik anerkendelse for det.
Det der med mænds blikke er der mange feminister der er lodret imod, og jeg forstår dem virkelig godt, for alle kvinder har vel på et eller andet tidspunkt oplevet at blive begloet af en mand, hvor man begynder at blive bange eller usikker og hastigt trækker skuldrende op til ørerne og ser ned i jorden, men dette var bare et kort venligt blik. Men hvor går grænsen mellem et venligt blik og et skummelt blik? Så er det nemmere at være lodret imod i det hele taget, for der er jo også nogen der er nød til at tale for de usikre piger, for hvem selv et venligt blik kan føles som dolke.
Jeg kendte engang en håndværkertype som godt kunne lide at pifte efter de usikre piger, og en af de usikre piger var altså mig. Jeg blev altid super flov når han gjorde det, men hans hensigter var egentlig reelle nok, hans filosofi var, at alle piger er flotte, selv de grimme, de tykke og de usikre, og han ville gerne indgyde dem selvtillid ved at vise sin beundring. Hans opførelse ville sikkert få nogle feminister op i det røde felt, men egentlig synes jeg, at det var en enormt venlig tanke.
Verden er et enormt kompliceret sted, hvor mennesker skal forsøge at kommunikere med hinanden. Lige meget hvor mange regler og forholdsregler der bliver stillet op, så er der ingen garantier for at hensigt og virkning stemmer overens. For eksempel kan det jo være at den gamle mand jeg mødte slet ikke brummede anerkendende, det kan også være at han syntes jeg havde noget mærkeligt tøj på, eller at han gik og tænkte på noget helt andet. Den lille historie jeg fortalte, var min fortolkning af et forløb der foregik på under 5 sekunder.
Jeg ønsker ikke på nogen måde at negligere at der findes skumle mænd med urene hensigter, og dem skal man selvfølgelig som kvinde være på vagt over for. Jeg ønsker heller ikke at negligere feministisk vrede, for de har altid haft god grund til at være vrede, og de har det stadig, når flere og flere piger bliver begramset i nattelivet. Men lad os skille de gode historier fra de dårlige og lad mændene have lov til at være venlige.
Det der med mænds blikke er der mange feminister der er lodret imod, og jeg forstår dem virkelig godt, for alle kvinder har vel på et eller andet tidspunkt oplevet at blive begloet af en mand, hvor man begynder at blive bange eller usikker og hastigt trækker skuldrende op til ørerne og ser ned i jorden, men dette var bare et kort venligt blik. Men hvor går grænsen mellem et venligt blik og et skummelt blik? Så er det nemmere at være lodret imod i det hele taget, for der er jo også nogen der er nød til at tale for de usikre piger, for hvem selv et venligt blik kan føles som dolke.
Jeg kendte engang en håndværkertype som godt kunne lide at pifte efter de usikre piger, og en af de usikre piger var altså mig. Jeg blev altid super flov når han gjorde det, men hans hensigter var egentlig reelle nok, hans filosofi var, at alle piger er flotte, selv de grimme, de tykke og de usikre, og han ville gerne indgyde dem selvtillid ved at vise sin beundring. Hans opførelse ville sikkert få nogle feminister op i det røde felt, men egentlig synes jeg, at det var en enormt venlig tanke.
Verden er et enormt kompliceret sted, hvor mennesker skal forsøge at kommunikere med hinanden. Lige meget hvor mange regler og forholdsregler der bliver stillet op, så er der ingen garantier for at hensigt og virkning stemmer overens. For eksempel kan det jo være at den gamle mand jeg mødte slet ikke brummede anerkendende, det kan også være at han syntes jeg havde noget mærkeligt tøj på, eller at han gik og tænkte på noget helt andet. Den lille historie jeg fortalte, var min fortolkning af et forløb der foregik på under 5 sekunder.
Jeg ønsker ikke på nogen måde at negligere at der findes skumle mænd med urene hensigter, og dem skal man selvfølgelig som kvinde være på vagt over for. Jeg ønsker heller ikke at negligere feministisk vrede, for de har altid haft god grund til at være vrede, og de har det stadig, når flere og flere piger bliver begramset i nattelivet. Men lad os skille de gode historier fra de dårlige og lad mændene have lov til at være venlige.
fredag den 27. juni 2014
Jeg er i medierne
Der er en artikel om mig i Region Midtjyllands blad Magasinet HER s 8.
Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.
I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.
Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.
De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille
Der var problemer med at udgivelsen blev forsinket, så jeg heller ikke kunne få nogle da jeg i begyndelsen af måneden var nede ved min læge. Overbærende satte jeg mig så til at vendte på posten, for det var egentlig meningen, at jeg skulle få tilsendt nogle eksemplarer af bladet, men det skete ikke.
I går havde jeg voldsomme smerter i hoften, og grædende fik jeg i telefonen min kontaktperson til at ringe til min læge for at snakke om smertestillende. Jeg kunne ikke ringe til lægen selv for pga smerterne havde jeg næsten ikke sovet hele natten og min hjerne ville slet ikke samarbejde med mig. Lægen gav mig en akuttid, men jeg var så træt, at min kontaktperson blev nødt til at komme i bil og hente mig. Ifølge bestemmelserne er de ellers ikke ansat til at være mine chauffører, men min kontaktperson vurderede, at dette galt som 'særlige omstændigheder'. Jeg var hende meget taknemmelig.
Nede ved lægen lå bladet så, så jeg tog et par stykker med i tasken. Lægen kiggede på hoften for at være sikker på at det, som jeg sagde, bare var muskulære smerter, hvilket det selvfølgelig bare var, og så skrev hun en recept på nogle lidt stærkere smertestillende, og så blev jeg kørt hjem.
De smertestillende virkede overhovedet ikke nær så godt som jeg havde håbet. Hvad der derimod hjalp var et ekstra lag tøj og en sovepille
mandag den 16. juni 2014
Hvordan jeg blev feminist
Hvad jeg vil snakke om i dag er hele postyret omkring det at blive kvinde. Til at starte med klarede jeg det fint. Min mor er biologilærer, og jeg vidste stort set hvad der var at vide om alle de praktiske ting, men min tilværelse på den tid var ret beskyttet. Så startede jeg på gymnasiet, og så fik piben en anden lyd.
Mit liv indtil da havde egentlig været lidt ligesom det altid havde været bare med månedlige blødninger og hår der skulle barberes væk. Der havde da ganske vist været talt om sex og flere af mine klassekammerater havde haft kærester og den slags, men vi var i sidste ende bare børn der legede. I gymnasiet lærte jeg for første gang seksualiteten at kende som et angrebsvåben. I gamle dage var sexisme 'kend din plads, kvinde', og det vidste vi jo alle sammen godt var forkert, men den sexisme jeg stødte på blev forklædt som humor, og var derfor teknisk set noget jeg skulle synes var sjovt. Jeg følte mig forsvarsløs, dette var ikke noget min mors biologibøger, som jeg havde læst i smug under dynen, havde lært mig noget om.
De to drenge der var efter mig var lærernes yndlinge, så hvordan kunne jeg tro andet, end at det var mig den var gal med, og det der var gal med mig var at jeg var kvinde. Jeg besluttede at prøve at lade være med at være kvinde ved at sulte min menstruation og kvindelige former væk. Jeg begyndte at hade min mor fordi hun var kvinde, og fordi hun mindede mig om at jeg var kvinde. Sådan begyndte min spiseforstyrrelse som skulle vare de næste 10 år.
Selvfølgelig afsluttede jeg gymnasiet, men det fik ikke sådan lige min spiseforstyrrelse til at gå væk, for jeg blev ved med at støde på disse små irriterende episoder, kommentarer, bøger og avisoverskrifter der mindede mig om, at jeg, fordi jeg var kvinde, måske ikke var nær så god som drengene.
'Men problemet med at kæmpe mod sig selv er, at man taber, hvis man vinder. På et tidspunkt vil man - såret og udmattet - enten acceptere, at man bliver nødt til at blive kvinde - at man er en kvinde - eller dø. Dette er den brutale, fundamentale sandhed om puberteten - at den ofte er én lang, smertefuld udmattelseskamp. De selvskadende piger med deres selvpåførte snitsår på arme og lår minder bare sig selv om, at deres krop er en kampplads'
Moran, Caitlin 'Kunsten at være kvinde' s. 16-17
Og sådan måtte det jo også gå med mig.I dag står jeg så og ser på min næsten-30-årige krop, ca 20 kg tungere, og har lært at værdsætte det at være kvinde, jeg har faktisk lært at være glad for at være kvinde, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af verden i dag stadig ikke er noget helt frugtbart sted for kvinder at være, så derfor er jeg feminist, for at fremtidige generationer af piger ikke behøves ty til samme ekstremer som jeg selv var nødt til. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og hader mænd. At sige at jeg hader mænd er ca lige så tåbeligt som at hade kvinder, eller nærmere så er det PRÆCIS lige så tåbeligt som at hade kvinder.
Min far kan ikke lide ordet 'feminisme', fordi det vækker nogle ubehagelige billeder fra 70'erne, hvilket er en skam, for vi har ikke rigtig andre ord til at beskrive det, at folk som mig og min søster også har lov til at være her. I 90'erne havde vi lige ordet 'Girl Power', men det har været den eneste konkurrent til ordet 'feminisme' i 100 år.
mandag den 9. juni 2014
Alderen trykker
Jeg har ikke noget særlig stort spejl i min lejlighed, så det er sjældent at jeg ser ret meget af mig selv i det, men forleden dag gik jeg ud på gangen og stillede mig på tæer. Jeg fik lidt et chok. Igennem de sidste fire år, hvor jeg har været i behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg beskæftiget mig mindre og mindre med udseendet af min krop og mere med tilstanden af min mentale kapacitet. Jeg har godt været klar over, at min krop har ændret form i takt med, at jeg begyndte at spise sundt og motionere, men en faktor har jeg helt ignoreret, jeg troede måske på en eller anden måde, at den ikke gjaldt for mig, og det er tiden.
Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.
Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.
Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?
1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.
2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.
3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).
4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.
5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.
Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.
Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.
Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?
1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.
2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.
3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).
4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.
5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.
onsdag den 4. juni 2014
Jeanstræning
Jeg har nu i mange mange måneder haft problemer med hoften, hvilket har gjort, at jeg hovedsageligt har trasket rundt i dejligt løse joggingbukser eller pyjamasbukser. Når jeg så en gang imellem har skullet noget, er jeg hoppet i noget mere præsentabelt, men så snart jeg var hjemme, gik jeg direkte ud på badeværelset og smed disse stramme bukser på gulvet og trak, med et lettelsens suk joggingbukserne på.
Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.
Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.
Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.
Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.
Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.
Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.
Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.
Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.
fredag den 16. maj 2014
Hos en kardiolog
Sidst jeg var ved psykiateren, hos ham der nu heldigvis er min tidligere psykiater, fortalte han mig, at der muligvis var noget galt med mit hjerte. Han kunne ikke fortælle mig hvad, og da jeg spurgte hvor slemt det var, sagde han, det kan jeg ikke fortælle mig, det kunne betyde ingenting, eller det kunne betyde at jeg kunne dø, hvilket som patient lyder som en voldsom besked, selvom det i virkeligheden ikke betød ret meget. Normalt anser jeg mig selv som en forholdsvis fornuftig patient, men med omtalen af døden gik jeg lidt i panik.
På baggrund af disse meget sparsomme informationer ville han have mig til at træffe afgørelser om min medicin, hvilket jeg ikke var synderligt begejstret for. Jeg blev sendt videre til en blodprøve, uden at få at vide hvad den blodprøve skulle gøre godt for. Så blev jeg sendt hjem, hvor jeg så kunne sidde alene og gruble over tingene, hvilket aldrig er særlig sundt.
Inden jeg kunne træffe flere beslutninger om min medicin, så skrev jeg til min psykiater, at jeg gerne ville have en henvisning til en kardiolog, som forhåbentlig ville besvare nogle af mine spørgsmål. Min psykiater svarede, at min blodprøve ikke havde vist noget, men eftersom han ikke havde villet fortælle mig sammenhængen med EKG'et og blodprøven, så var det ikke et svar jeg kunne bruge til noget.
Jeg fik af tilfældige bagveje tiltusket mig en henvisning andet steds fra, og jeg kom til kardiolog, og der var intet som helst at være urolig for. Måske var det spild af skattekroner, måske var det uetisk af mig at spille forskellige læger ud mod hinanden, måske var jeg ikke så fornuftig som jeg burde have været, men jeg har den holdning, at når en læge har bragt døden på banen, så har man som patient krav på nogle klare håndterlige svar, og når min psykiater ikke ville give mig dem, så måtte jeg selv sørge for at få dem andet steds fra. Det var jo ikke mig der kom til ham og troede, at jeg skulle dø, jeg havde det ganske udmærket, og så kom han der med sine vage hentydninger.
Heldigvis har jeg fået lov til at skifte psykiater, noget man ellers aldrig får lov til. Hvis jeg var utilfreds med min praktisrende læge, kunne jeg ved betaling af et mindre beløb få lov at skifte uden nogen ville have løftet et øjenbryn.
På baggrund af disse meget sparsomme informationer ville han have mig til at træffe afgørelser om min medicin, hvilket jeg ikke var synderligt begejstret for. Jeg blev sendt videre til en blodprøve, uden at få at vide hvad den blodprøve skulle gøre godt for. Så blev jeg sendt hjem, hvor jeg så kunne sidde alene og gruble over tingene, hvilket aldrig er særlig sundt.
Inden jeg kunne træffe flere beslutninger om min medicin, så skrev jeg til min psykiater, at jeg gerne ville have en henvisning til en kardiolog, som forhåbentlig ville besvare nogle af mine spørgsmål. Min psykiater svarede, at min blodprøve ikke havde vist noget, men eftersom han ikke havde villet fortælle mig sammenhængen med EKG'et og blodprøven, så var det ikke et svar jeg kunne bruge til noget.
Jeg fik af tilfældige bagveje tiltusket mig en henvisning andet steds fra, og jeg kom til kardiolog, og der var intet som helst at være urolig for. Måske var det spild af skattekroner, måske var det uetisk af mig at spille forskellige læger ud mod hinanden, måske var jeg ikke så fornuftig som jeg burde have været, men jeg har den holdning, at når en læge har bragt døden på banen, så har man som patient krav på nogle klare håndterlige svar, og når min psykiater ikke ville give mig dem, så måtte jeg selv sørge for at få dem andet steds fra. Det var jo ikke mig der kom til ham og troede, at jeg skulle dø, jeg havde det ganske udmærket, og så kom han der med sine vage hentydninger.
Heldigvis har jeg fået lov til at skifte psykiater, noget man ellers aldrig får lov til. Hvis jeg var utilfreds med min praktisrende læge, kunne jeg ved betaling af et mindre beløb få lov at skifte uden nogen ville have løftet et øjenbryn.
lørdag den 3. maj 2014
Se op, der'n kop
Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.
"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.
tirsdag den 29. april 2014
Tøjkrise
I dag kommer der en fotograf der skal tage nogle billeder til en artikel, og straks melder det eviggyldige kvindespørgsmål sig; JAMEN HVAD SKAL JEG DOG TAGE PÅ!!! For det er jo ikke bare et spørgsmål om hvilket out fit jeg ser tyndest ud i, eller hvilke farver der komplimenterer min tein bedst. En kvindes tøj er et statement om hvem hun skal forestille at være. "Du skal bare være dig selv" siger folk, men når nu "mig selv" har så mange facetter, og jeg kun har mulighed for at vise mere end én. Jeg taler ikke om at jeg vil klæde mig ud i det helt store skrud, men jeg ved at ét enkelt billede vil være indgangen til en helt artikel, og de fleste vil nok ikke engang nå fre til at læse teksten, så det ene out fit skal give en præsentation af mig, et mig sådan som jeg gerne vil have at folk ser mig.
Det næste problem er, at jeg faktisk ikke er særlig fotogen. det er ikke fordi jeg som sådan er grim, det er bare, at i det øjeblik der kommer et kamera op foran mig, så går ansigtsmusklerne i spasmer, hvilket bare næsten uden undtagelser giver et dårligt resultat. og hver gang jeg ser et dårligt billede af mig selv, tænker jeg automatisk, at det er fordi jeg er for fed, og så får jeg et par dårlige dage med meget skuffende slankemad.
Jeg får dog også noget godt ud af det. Det er en uge siden, at jeg besluttede at tage latin om, og jeg keder mig allerede temmelig meget. Et besøg af en fotograf vil være et frisk pust af liv, en afvigelse fra en monoton rytme, så når jeg først er kommet over min indledende tøjkrise, så skal det nok blive sjovt. Det kan vel ikke gå værre end at kaster et mistroisk blik på mig og siger; har du ikke noget andet du kan tage på?
Det næste problem er, at jeg faktisk ikke er særlig fotogen. det er ikke fordi jeg som sådan er grim, det er bare, at i det øjeblik der kommer et kamera op foran mig, så går ansigtsmusklerne i spasmer, hvilket bare næsten uden undtagelser giver et dårligt resultat. og hver gang jeg ser et dårligt billede af mig selv, tænker jeg automatisk, at det er fordi jeg er for fed, og så får jeg et par dårlige dage med meget skuffende slankemad.
Jeg får dog også noget godt ud af det. Det er en uge siden, at jeg besluttede at tage latin om, og jeg keder mig allerede temmelig meget. Et besøg af en fotograf vil være et frisk pust af liv, en afvigelse fra en monoton rytme, så når jeg først er kommet over min indledende tøjkrise, så skal det nok blive sjovt. Det kan vel ikke gå værre end at kaster et mistroisk blik på mig og siger; har du ikke noget andet du kan tage på?
søndag den 6. april 2014
Smerter i hoften
Jeg har igennem lang tid døjet med smerter i hoften. Det var egentlig blevet bedre, men pludselig kom de tilbage. Måske var det de nye sko jeg købte, måske har jeg fået træk, det er ikke til at vide, men i hvert fald gør det aller helvedes ondt, så jeg må endnu engang gribe til lommerne og betale for en fysioterapeut. Det bliver en dyr omgang. Jeg kunne godt vælge at gå et billigere sted hen, men tag nu i torsdags. Jeg skulle lave et stræk, og så pludselig begyndte det at gøre meget voldsomt ondt. Det viste sig at det var mine æggestokke der havde sat sig i klemme, så de skulle lige sættes på plads igen. Jeg ved ikke hvordan i har det, men hvis nogen på regelmæssig basis skal rode rundt nede i mit underliv, så vil jeg gerne have en jeg stoler rigtig meget på.
I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.
Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.
I går havde jeg nogle ærinder nede i byen. Jeg bryder mig meget lidt om at shoppe, men især hader jeg at shoppe på tidspunkter hvor der er mange mennesker nede i byen, så jeg tog en tidlig bus. Når man kommer ned til byen før kl 10 en lørdag morgen er der ikke mange steder man kan søge ly for regnen, ud over cafeer og Salling.Jeg valgte Salling, og når jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe mig et par uldne underbukser, lårlange. Aldrig har jeg ejet mere usexet undertøj, men hvis det hjælper så er det vel det værd, og jeg behøves vel ikke at tage dem på hvis jeg skal på date, med mindre vi skal på restaurant og får et bord ved døren.
Den egentlige grund til at jeg har købt dem er, at jeg skal på en arkæologisk udgravning på torsdag, og jeg har en fornemmelse af at det godt kan blive en kølig affære. Jeg kunne sikkert godt melde fra med henvisning til smerter, men jeg har et meget stort behov lige nu for at komme ud og lave noget der ikke er latin, også selvom jeg faktisk ikke får lavet helt så meget latin som jeg burde, for de tegninger jeg skrev om forleden dag optager rigtig meget af mim tid. Sådan er det hver gang jeg får en ny hobby.
Abonner på:
Opslag (Atom)