Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne

Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

#dajegvar12

´96/´97

Hold op hvor ser jeg tjekket ud på det her billede, men det var jeg bare overhovedet ikke, det var bare en kombination af 1) en skide god fotograf og 2) et enkelt flot outfit.

Dette indlæg skal IKKE handle om politik, men lidt om hvad der sker inde i hovedet på en 12-årig mig, så derfor har jeg fundet min gamle dagbog frem.

Før jeg begynder:

- Jeg har altid haft svært ved at stave, hvilket er meget tydeligt i disse uddrag af min dagbog.

- Jeg har udskiftet folks navne med deres relationer til mig.

VIGTIGT!!! Dette er blot nogle få korte uddrag der skal bruges til vise, hvordan jeg i den alder blot var en ung naiv pige, der bruger sin tid på at føle sig ensom, skændes med min lillesøster og prøver at finde en filosofi omkring det at være til. Når jeg derfor skriver om hvor dumme min familie er og den slags, så skal det lige tages med et gran salt. Min dagbog tjente primært slevglorificerende formål, og det var et sted hvor jeg var den gode, og det per princip var de andre der tog fejl, og jeg 'glemmer' helt at skrive om alle de gange, hvor det er mig der gør noget forkert. Jeg elsker min familie, og det gjorde jeg også dengang :-)

26 Desember 1997
Kl er 9pm og jeg har lige set KUN EN PIGE 1 del. På det tidspunkt hvor hendes moster flytter løb tårne ned af kinderne på mig.
Jeg tænker tit på hvorfor drenge er mere vær end piger og selv om der ikke skulle være forskel hvis man skal regne med hvad folk siger, men jeg kan godt mærke at der stadig bliver kjort forskel. Men lad os ikke glemme at der også bliver gjort forskel på piger. Der er dem som er moderne (de er populære) og så er der dem der er lige glade med tøj retere sagt de umoderne (de er der bare og nogle folk har svært ved at forstå det). 

Uh, en lille feminist er født, eller det er hun faktisk ikke helt, for vægten ligger på den sidste del, for min kamp med de andre piger og i det hele taget det med at være pige og klarer sig blandt piger var noget der fyldte rigtig meget for mig.

26 Desember 1997 (fortsat)
Mor har lige læst op for Lillesøster og mig af De vide skygger i skoven. Den bog får mig til at se anderledes på livet. Den får mig til at tvivle på at jeg er mig og ikke en hel anden person, måske er der ingen der er den de tror. Men den person andre mennesker ser er kun en skal som man selv tror på, men inde i en helt inde i sjælen er der et helt andet meneske som pludselig kan komme og overraske en.

 Bogen hedder "De hvide skygger i skoven" og er skrevet af Maria Gripe. Det var sådan noget med et slot, en forsvundet mor som måske alligevel befandt sig et sted, hemmelige gange, en meget smuk pige med selektiv mutisme og en masse eventyragtige ting, som var langt væk fra min småborgerlige middelklasse hverdag, men som fik mig til at drømme.

27/12 97
Nu ligger jeg i min seng og skriver i dig [dagbogen] og ved at Mor og Lillesøster ligger inde ved siden af og læser i vær sin bog og har det hyggeligt mens jeg ligger her og har kun dig som sælvskab.

Hold da helt op hvor havde jeg ondt af mig selv den aften. Jeg var sikker på, at jeg var jordens mest ensomme og ulykkelige pige. Så vidt jeg husker, skyldtes det dog, at jeg var blevet 'retfærdigt' indigneret og havde smækket med døren i vrede.

19/1-98
I dag ville Den Nye Klasselærer se hvordan vi holder på en blyant og mig som var så glad for at Den Gamle Klasselærer holdt op fordi han altid retede på mig forde holder forkert.

Der skulle altid rettes på den måde jeg holdt på blyanten på, og jeg fik nogle dumme små gummidutter at sætte på blyanten og som jeg hadede fordi det var endnu et af de steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på at jeg var 'forkert'. Nogle af de andre i klassen var dog vildt misundelige på disse små gummidutter som jeg jo fik, gratis.

Søndag 25/1-98
Kære dagbog
denne dag startede så godt men så skal Lillesøster bare ødelægge det hele for mig. Lillesøster har det med at ødelægge ting form mig. Måske er det ikke med vilje? Måske ødelægger jeg også ting for Lillesøster uden at vide det?

Min verden var utroligt lille og jeg var ikke i stand til at se det store billede. Min søster havde været alvorligt syg i en lang periode, og det tog derfor meget af vores forældres tid. Tid der derfor ikke var til mig. Jeg var ensom, bange og misundelig, men det forstod jeg ikke, og så var det lidt nemmere bare at sige, at Lillesøster er dum.

8/2-98
Kære dagbog.
I dag spillede Lillesøster og jeg "smølferne jorden rund" og jeg klarede hele Afrika uden at dø.

 Heldigvis kunne verden også nogle gange være såre simpel. Afrika var ikke et kæmpe stort kontinent økologiske, historiske, politiske komliserede problemer. Det var bare noget i et game boy spil hvor man skulle hoppe over nogle forhindringer. Og lillesøster var faktisk ikke altid dum, især når jeg kunne få lov til at spille hendes spil.

Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel

Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer

Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.

Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.

I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.

I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.

Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.

”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?

Typer af studerende

Spørgsmål:

nå ville spørge om du ved hvilke typer studerende der er? du nævner "de bekymrede typer studerende" [i "eksamenstid, igen?" red.] men er der flere du kan?

'Jeg troede, at det var meningen, at autister skulle være GODE til systemtænkning, men hvorfor finder jeg så grammatiske tabeller så uoverskuelige?'

Svar:
Tja, der findes sikker lister over 'officielle typer af studerende', men det var nu ikke helt sådan jeg mente min formulering. Jeg talte mest bare om et af de karaktertræk jeg finder ved mig selv, og som jeg også tit registrerer hos andre. Hvis jeg bare skal nævne nogle enkelte af de typer jeg tit støder på, så kan jeg nævne (jeg bruger 'ham' og 'hende' i flæng så prøv ikke at analysere på hvem der nævnes hvor OG jeg beskriver typerne stærkt karikeret for at tydeliggøre dem):

• Ham der altid har læst alle de 'rigtige' tekster, og som lyder helt utrolig klog. Nogle gange er han faktisk utrolig klog, andre gange er han et fjols der bare selv tror, at han er utrolig
• Hende der altid har tingene i orden, og fra naturens hånd bare har let ved det hele, sådan ser det i hvert fald ud. Det kan virke pisse irriterende og demotiverende på dem der har lidt sværere ved det eller som er stressede. Man skal dog huske på, at det ikke er noget hun gør for at genere dig, og det kan ofte betale sig at holde sig gode venner med hende, for hun er sikkert den eneste der kan give en et bare nogenlunde forståeligt svar på hvad forskellen er mellem en appositon og et attribut.
• Ham der ikke har så meget tid til studierne, fordi han arbejder rigtig meget. Det kan der være forskellige grunde til, han kan være ved at løbe tør for SU-klip, han er måske for flink til at sige nej til vagter, det kan gavne hans karriere, eller måske er han simpelthen bare for travlt optaget med at rede verden med frivilligt arbejde.
• Hende der synes at studierne ikke lige er det mest spændende og vigtige i hendes liv. Tja, det kan måske siges, at hun bare er doven, men hvem ved, måske har hun faktisk ret.
• Ham der knokler på livet løs og altid er på randen af et nervøst sammenbrud, men som aldrig får ret gode karakterer for sit hårde slid, primært fordi han lider af forfærdelig eksamensangst.

 Det er selvfølgelig bare en hurtig opsætning, og der kan altid findes mange mange flere typer, og hver person består jo af mange forskellige typer tilsat deres egne personlige træk.

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.

Tilbage til tysk

Jeg har altid hadet tysk. Det drejede sig hverken om sproget, kulturen eller menneskene, det drejede sig om timerne i skolen.  I folkeskolen havde jeg en lærer der blankt indrømmede, at han ikke kunne tysk, og i gymnasiet havde jeg en lærer der udelukkende underviste de dygtigste elever.Som elev var jeg dog heller ikke selv det store vidunder, jeg sad og så deprimeret ud i luften og svarede et hvilket som helst spørgsmål med "Ich weiß nicht", og hver gang, tænker jeg, blev min lærers ansigt en smule mere gråt og opgivende.

Nu forholder dig sig dog således, at jeg læser teologi, og eftersom den danske folkekirke er luthersk evangelisk, og universiteterne er statsdrevne, så er den teologi vi lærer om primært også protestantisk. Mange tekster vil derfor oprindeligt være skrevet på tysk, og selvom det for det meste er okay at læse en oversættelse, hvorfor så tage den lette vej, når nu man kan sidde omgivet af ordbøger og grammatikker? I hvert fald vil det være en fornuftig idé at have bare et minimum af forståelse for tysk i tilfælde af, at jeg en dag for brug for det.

Enhver bevægelse må have et startpunkt og en retning, med mindre man snakker kvantemekanik, hvor man har ENTEN det ene ELLER det andet, og det der følger derefter bliver kun endnu mere mærkeligt. Nå, men i den mere begribelige verden som jeg nu engang befinder mig i, så var startpunktet Risskov Bibliotek hvor jeg var taget ned for at aflevere en bunke bøger til Læs For Livet. Retningen blev lidt mere tilfældig. Det handlede om, at biblioteket kun lå inde med 2 bøger på mit niveau, og da man jeg skal begynde et sted, så snuppede jeg den ene, og når jeg er færdig med den, så er med garanti helt klar til at læse Luther på originalsprog.

For pokker hvor er det hårdt

Jeg har efterhånden været nogle år på universitetet, så jeg VED jo godt at de første uger af et semester kan være sindssygt hårde. Jeg VED det, og alligevel var jeg i går helt ved at miste modet. Vores lære syntes lige at vi skulle kigge lidt på en ukendt græsk tekst og se hvor mange ord vi kunne genkende. Det kom helt ud af det blå og jeg gik helt i panik fordi jeg er meget bevidst om hvor dårlig jeg er til græsk. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, mest af alt fordi det kom så uventet. På grund af min panik kunne jeg slet ikke fokusere på teksten, heller ikke da vi fik den engelske oversættelse. Panikken flød over i ren og skær rædsel, da læreren stod og skyndte på os. Jeg prøvede at bevare roen udadtil, for jeg sad i et rum fuld af fremmede mennesker, som jeg prøver at gøre et godt indtryk på.

Ham jeg sad ved siden af kunne godt forstå at mit græsk er langt væk, når jeg ikke har brugt det siden 2006, men han sagde, at jeg jo er god til sprog (han er en af de få jeg har fulgtes med tidligere). Jeg sagde, at det er jeg nu ikke, jeg prøver bare at arbejde hårdt. Han så lidt forkert ud i ansigtet, hvilket normale mennesker tit gør når man snakker sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis man er god til noget forventes man at sige, at det bare er fordi man har let ved det. Jeg tror det er for at den man taler med skal få det bedre med sig selv over måske ikke at være nær så god. Jeg tror, at hvis man er god og arbejder hårdt, så indikerer man, at den man taler med ikke arbejder hårdt nok og burde tage sig sammen.

Da jeg startede på uni for ni år siden talte folk også sådan, det betød, at der ikke var nogen der fortalte mig, at det kunne betale sig at arbejde hårdt hvis jeg ville lære det. Jeg troede bare, at jeg var dum, så i stedet for at sætte mig ned på min flade røv og lære lektien, så gik jeg i panik og fandt genveje hvorved jeg i lange perioder kunne lade som om jeg var lige så klog som de andre, men det var et kommediespil, og i virkeligheden kom jeg længere og længere bagud, og til sidst dumpede jeg min eksamen. Jeg er intelligent, men jeg troede at jeg var dum, for ingen fortalte mig, at også intelligente mennesker er nødt til at arbejde for at blive bedre.

Tilbage til dagen i går hvor jeg sad panisk. Egentlig fyldte min panik kun 20 min ud af 1½time, resten af tiden klarede jeg mig egentlig godt for jeg havde læst mine lektier grundigt. Jeg klarede mig dog ikke perfekt, hvilket nogle gange godt kan være hvad jeg kræver af mig selv. Jeg fik lov til at svare på lærerens spørgsmål 3 gang, 2½ gang svarede jeg korrekt, men ½ gang sagde jeg noget sludder. de 2½ gang fyldte mig ikke med glæde ved at se frugten af mit arbejde, derimod var jeg lettere deprimeret over at have dummet mig den halve gang, men sådan kan det godt være. Da jeg var yngre var jeg bange for at række hånden op, for jeg var rædselsslagen for at sige noget dumt, men pointen ved at gå i skole er, at man endnu ikke ved alt, og man ikke kan forventes at svare rigtigt på alt. Det er stadig rædselsfuldt at svare forkert, nu hvor jeg sidder her og skriver har jeg stadig lyst til at bøje hovedet i skam. Man kan måske sige, at jeg skal prøve at huske de 2½ gang jeg svarede korrekt, men da jeg fik fri ville jeg bare hurtigt hjem og prøve at glemme hele den dag.

Jeg er nu overbevist om, at jeg ikke er en af dem der kan klare sig igennem uden at lave lektier. Det handler ikke om hvorvidt jeg er klog eller dum, det handler om, at det at have sine lektier i orden giver en hvis kontrol over dagens forløb, og kontrol giver forudsætning for ro, og hvis jeg skal klare det her, så har jeg brug for ro.

Impulsivitet

Kan aspergere være impulsive? En del af diagnosekriteriet er jo, at man finder tryghed i faste rammer og gentagelser. Måske er det fordi min aspergers er iblandet noget ADD, men jeg synes selv godt, at jeg kan være ret impulsiv til tider. Det er ikke så meget i hverdagen, hvor det kan give mig angstanfald at tage ned til byen, hvis det ikke er planlagt minimum en dag i forvejen, men hvis jeg pludselig får muligheden for at melde mig på en rejse, starte på studiet eller gå på en date, så tænker jeg hapser snapser, den snupper jeg. Pædagogerne på mit tidligere bosted grinede lidt af mine historier om den tendens, for det har bragt mig ud i enkelte vanvittige situationer, men da det kun meget sjældent går galt, så tænker jeg ikke at det er noget jeg gider at arbejde på for at ændre.

Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.

Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?

ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.

Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.

Hvad jeg lærte i min sommerferie

Indtil videre har jeg læst 55 bøger i år, hvilket er ganske udmærket, men det er langt fra min personlige rekord på 182 bøger på et år. For første gang overstiger antallet af faglitterære bøger dog antallet af de skønlitterære. Er det fordi jeg prøver at lade som om jeg er voksen og fornuftig? Eller har mange af de skønlitterære bøger bare skuffet mig så dybt, at jeg ikke orker at gå i gang med flere? Eller er det fordi mange af de bøger jeg har læst har været biografier, og fordi en ordentlig skrevet biografi kan være meget lig en skønlitterær bog, bare sand? I nogle situationer overgår virkeligheden langt fiktionen.

Nogle gange læser jeg for at få tiden til at gå, fordi mit eget liv suger eller bare fordi jeg har fat i en rigtig god bog. Andre gange læser jeg fordi jeg er nødt til det. Det er ikke fordi lærerne giver mig lektier for, men fordi verden er skruet sammen på en måde, så man helst skal have en mening om ALT. Jeg har langt fra en mening om alt. Mange ting interesserer mig ikke voldsomt, andre ting synes jeg ikke kommer mig ved, og så er der alle de mange mange ting, som jeg bare ikke ved noget som helst om.

Mange af de bøger jeg har læst, har jeg læst i min fire måneder lange sommerferie, for jeg havde besluttet mig for at bruge sommerferien på at lære alt det jeg ikke vidste, hvilket måske var lige lovlig optimistisk, nå man tager i betragtning hvor stor verden og universet er. Jeg gik dog i gang med oprejst pande, tog på museer, lånte bøger, både på det almindelige bibliotek og på universitetsbiblioteket, og jeg købte stakkevis af bøger på Amazon. Jeg følte mig netop som en amazone i fuldt krigsudstyr kæmpende mig igennem en tæt jungle.

Sokrates sagde, at det eneste jeg ved er, at jeg intet ved, hvilket jeg nu ikke er enig i. Jeg ved en hel del. I forhold til det store uendelige univers er det forsvindende lidt jeg ved, men i forhold til min egen indskrænkede verden så er det ganske fornuftigt. Hvad jeg til gengæld ved er, at jo mere jeg ved, jo mere forvirret bliver jeg. I gamle dage var det lettere, der ville jeg hovedsageligt læse bøger som jeg var enig med, men jeg besluttede mig for at i min ferie ville jeg læse bredt. Jeg må dog sande, at jeg er en meget letpåvirkelig sjæl, for selv når jeg læser bøger jeg teknisk set er meget uenig i, så kan jeg egentlig godt se pointen. Jeg har lyst til at sige, at de er rablende galninge. Galninge er de måske, men ikke altid helt så rablende som jeg ville ønske, for de har faktisk en pointe. Det er dybt irriterende, for hvordan kan man være lodret uenig i noget der giver mening?

Hvad er min egen holdning så? Jeg er forvirret. På den ene side har jeg et fint sæt idéer til hvordan jeg gerne vil have at verden ser ud, og til hvordan jeg gerne vil have at mennesker opfører sig, men jo mere jeg læser, jo mere komplekst og forvirrende bliver det hele. Jeg kan ikke engang få mine fine idéer til at passe til mit eget liv, for jeg reagerer ikke altid på en situation sådan som jeg gerne vil.

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

En forfærdelig omgang klynk

I går sad jeg og skrev på mit oplæg til konferencen om autisme og spiseproblematikker, og det går som sådan udmærket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det jeg skriver er for klynkende, for selvom oplægget udelukkende handler om at have det skidt, så er der ingen der gider at se mig stå på en scene og have forfærdelig ondt af mig selv.

At have ondt af mig selv er lidt min stil, men med et sarkastisk twist. Det går fint nok i et indlæg på 500 ord, men jeg har ingen erfaring i 8000 ords balancegang. Hele pointen med at jeg er blevet valgt til at tale er, at det var forfærdelig synd for mig, så lidt klynk er der vel nødt til at være, hvis jeg ikke skal bagatellisere ti års helvede, men samtidig skal der også være plads til håb, latter og knivskarpe analyser. Okay, måske bliver mine analyser ikke ligefrem knivskarpe, i hvert fald ikke så skarpe som en jagtkniv, måske som en smørekniv eller en af de der engangs plastic nogen. At sige, at jeg er i stand til knivskarpe analyser er vist at overvurdere mine egne evner.

Et af problemerne med denne balancegang er, at jeg ikke kender og forstår mit publikum. Hvem er jeg i forhold til dem, en pauseklovn, en apostel eller en ekspert? Hvad ønsker de af mig, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Hvad kan jeg give dem, som de ikke bare kan læse i en hvilken som helst bog? Jeg vil gerne tale til dem, for jeg tror bestemt, at jeg har noget at sige. Lige nu gælder det dog bare om at finde frem til dette noget og få skrevet det ned på papir på en ordentlig måde, uden for meget klynk og med visse literære kvaliteter.

Et andet problem er, at dette er første gang jeg skal holde et større oplæg for en stor gruppe mennesker, så jeg kender ikke mine egne evner og begrænsninger. Jeg ved ikke om jeg skal sigte efter stjernerne eller efter trætoppene. Selvfølgelig ønsker jeg at tro, at jeg bare vil være super duper god til den slags, men jeg ved, at jog godt kan blive lidt forvirrende at lytte på. Det er ikke fordi mine konklusioner er helt ude i hampen, det er mere, at jeg glemmer at fortælle hvordan jeg når frem til dem.

Lige nu er jeg dog på stadiet, hvor jeg bare skriver en helt masse ned, og så på et tidspunkt skal det rettes igennem og ting skal lægges til og trækkes fra. Det værste er at trække fra, for at trække fra betyder at man må se i øjnene at man ikke er et geni, og ens første indskydelser ikke er perfekte, at man ikke selv er perfekt. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke er perfekt, men det er hårdt at indrømme, at mit arbejde ikke er det, at markere hele ord og linjer og grusomt slette dem. Det føles som om at den tid man brugte på at skrive dem har været spildt, men de var ikke spildt, de var bare et skridt på vejen som man reflekterede over og arbejdede videre på, men det er bestemt ikke sådan det føles når man trykker slet.

En slags læseferie

Jeg skal ikke ud og rejse i år, ikke andet end et par dage til Vestjylland med min mor, så jeg har rig mulighed for at læse. Jeg læser meget, men jeg læser ikke særlig hurtigt, hvilket er noget der altid har pint mig lidt. For en rigtig læsehest læser vel hurtigt, gør hun ikke? Det gør dem i bøgerne i hvert fald. Det er ikke fordi jeg læser langsomt heller. Min læsehastighed ligger vel lidt over middel. Den eneste grund til at jeg får læst mange bøger er fordi jeg bruger mange timer på det. En ting er, at jeg selv sidder her og fortæller at jeg ikke læser særlig hurtigt, noget andet er, når en anden kommenterer det. Det er sket en gang, og det var slemt.

Min psykolog prøvede at finde mig et sommerferiejob, hvilket ville have været fedt, men det er også rart bare at kunne smide sig i skyggen med en bog i strakt arm oppe over hovedet, eller rettere det var det indtil jeg begyndte på Helen Mirrens selvbiografi. Misforstå mig ikke, det er en fantastisk bog, men vi har i dag teknologien til at få "Harry Potter and the Deathly Hallows" til at veje det samme som en stang vanilje, så hvorfor, hvorfor, HVORFOR skal en bog på 270 sider veje det samme som en vandmelon, så jeg i stedet må SIDDE i skyggen, så længe som min hofte nu engang kan holde det ud, hvorefter jeg må skifte til en anden bog. Nå ja, det dør jeg vel ikke af, jeg har jo alligevel altid gang i 2, 3 eller 4 bøger af gangen. Problemet er bare, at jeg lige nu ikke har nogle nye bøger jeg kan læse, hvilket egentlig ikke er noget problem, da jeg elsker at genlæse bøger, bortset fra at jeg er i humør til noget nyt lige nu. Jeg overvejer at købe et af de stativer man kan sætte på maven for at holde bogen, men så får jeg det alligevel ikke gjort.

Imens jeg brugte alle mine kræfter på at læse latin, brugte jeg kun meget få kræfter på at læse bøger efter eget valg, for god skønlitteratur er krævende, for hvis en bog er skrevet ordentligt og pirrer din nysgerrighed, så starter den en eksplosion af fantasi inde i din hjerne. Her kan jeg godt blive lidt misundelig på andre ikke autistiske mennesker (og måske nogle autister?) for jeg har en meget dårlig forestillingsevne. Når en forfatter skriver ordet drage, så ser jeg ikke fluks en drage for mit indre blik. Hvad jeg har er en diffus fornemmelse af en drage, men mit indre blik er tåget. Jeg skal klemme øjnene godt i og koncentrere mig for at mane en drage frem. Og alligevel elsker jeg at læse, for en bog tilbyder en lind strøm af fornemmelser om mennesker, dyr, landskaber, huse, lyde, lugte, lys, luft, jord, vand, æter, tid rum og et lille hint af noget ingen helt ved hvad er, så lad os kalde det x-factor.

Film gør lidt de samme ting, men udvalget virker mindre, måske endda lidt dovent? Jeg ved ikke rigtigt. Som en der ikke ser ret mange film, så føles det lidt som, at jeg er forpligtet til at sige noget dårligt om film, men egentlig synes jeg at mange film er glimrende Der er ikke nær så mange virkelig fantastiske film som der er fantastiske bøger, men det er kun fordi filmmediet har eksisteret i meget kortere tid end bøgerne. Filmverdenen har haft og har stadig mange problemer med ensretning, historisk ukorrekthed, dårlig fokus på stærke kvindelige helte og racisme, men præcis de samme problemer har store dele af bogindustrien. At problemerne findes begge steder er dog ikke en undskyldning for at det skal forblive sådan. For pokker, vi skriver i dag 2014, disse er problemer som vi burde have taklet for længst begge steder. To fordele med bøger er 1) det tager kun én person at skrive en bog hvor en film tager et helt studie, og 2) En bog kan skrives i et hvilket som helst land og blive oversat til en række sprog, hvor udenlandske (ikke-amerikanske) film har langt større problemer. Film har den fordel, at de ikke er lavet af en enkelt person, der er manuskript forfatteren, instruktøren, skuespillerne og teknikerne og de har alle sammen deres egen fortolkning der spiller ind på det endelige resultat. Personligt kan jeg godt lide fornemmelsen af en bog mellem hænderne, mere end skærmens flimren, men det er mig, et enkelt individ ud af klodens 6 milliarder indbyggere.

At arbejde med de studerende

Allerede tilbage i 07-09, hvor jeg havde 12 indlæggelser på psykiatrisk hospital på to år, kunne jeg godt lide at arbejde med de studerende. Det har især været studerende inden for medicin, sosu, sygepleje, pædagogik og psykologi jeg har haft med at gøre. Det særlige ved studerende er nemlig deres ivrighed, for måske er der mange ting de ikke ved og forstår, men det er okay ikke at vide og forstå, så længe man er villig til at lære, og det er de.

Der er noget grueligt galt med psykiatrien sådan som den fungerer i dag.
- Er man køn er det lettere at få hjælp end hvis man var grim.
- Patienter med borderline bliver i høj grad betragtet som små hystader.
- På MVA (hvor man kommer hen hvis man har taget en overdosis) er de blevet instrueret i ikke at snakke med 'Panodilpigerne' overhovedet, for de skal jo ikke have en god oplevelse.
- Aspergere har svært ved at få godkendt psykologhjælp, for det menes ikke at vi har de kognitive evner til at reflektere over eget selv.
- Spiseforstyrrede bliver i høj grad straffet i stedet for at modtage omsorg.
Og sådan kan listen blive ved og ved.  Når jeg siger der er noget galt i psykiatrien, så mener jeg psykiatrien som system og ikke de individer der arbejder i den, for de fleste gør et godt jo, men der sidder altså folk rundt omkring der ikke skulle have lov til at arbejde med mennesker. På en af afdelingerne sad der et af disse mennesker, en sygeplejerske, og det var lige nettop hende hvis job det var at oplære alle de studerende og det var skræmmende. Derfor, hvis jeg gerne ville have at de studerende lærte noget ordentligt, så måtte jeg selv tage fat, og det gjorde jeg så.

Jeg står ikke med nogen stor universel viden, jeg ved ikke hvad der står i bøgerne, jeg har ikke de rigtige svar men jeg har gjort mig nogle erfaringer og jeg er god til at formidle dem. I dag ryger jeg ikke længere ud og ind af psykiatrisk hospital, så jeg har ikke længere den direkte kontakt med de studerende, men med jævne mellemrum er der studerende der søger folk at interviewe i forbindelse med at de skriver opgave, og det er ganske fornøjeligt at have dem på besøg

Hvem fortjener hjælp?

Nogle gange møder man folk, som man fatter sympati for med det samme. Sådan en mødte jeg i går. hun var hjemløs og gik og tiggede småpenge til herberget. Det var ikke meget jeg kunne give hende, 8.50 og en tom flaske. Da hun gik videre kom jeg i tanke om, at jeg egentlig har været ret heldig med den hjælp jeg har fået, så jeg kaldte hende tilbage og stak hende 200,- og et smil. Hun blev rørt til tårer og fik lov til at give mig et kram. Egentlig er 200,- ikke ret mange penge, men jeg gav hende noget der var langt mere værd end penge, jeg gav hende venlighed,  værdighed og nærhed, hvilket er umådelig sjældent at man får når man befinder sig på bunden af samfundet.

Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.

Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.

Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.

Hvad jeg til gengæld håber at hun bruger min venlighed til, er at tro på sig selv og tro på verden. En gang hvor jeg havde det rigtig skidt og skulle indlægges, blev jeg ført ind på afdelingen af en sygeplejerske, da en af patienterne kommer hen til mig og omfavnede mig og siger "Det er helt i orden at være bange. Vi er alle bange ind i mellem". Jeg har siden fået mange kram af pædagogerne, selv når jeg var rigtig langt nede og havde skåret mig og blødte og græd. Hvis de ikke havde noget imod at kramme mig, så havde jeg heller ikke noget imod at kramme en hjemløs.

Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.

Forårsfilm

Så er årsopgørelsen for Skat 2013 kommet, og jeg så er der penge på kontoen. 279 kr for at være præcis. My God jeg føler mig rig, og det skulle fejres, så jeg var ude og købe verdens bedste forårsfilm, Ronja Røverdatter, og der blev endda penge til overs.

Jeg er vokset op med Astrid Lindgrens bøger og film til at nære min fantasi, på samme måde som ilt nærede mine lunger og chokolade min sult, og jeg er aldrig blevet for gammel til dem. Da jeg var allermest syg her for nogle år siden, og hvor voksenfilm blev for komplicerede eller irrelevante, da var det disse film jeg vendte tilbage til. De var smukke og mørke på samme tid, og historien var enkel uden at være fordummende.

Jeg købte altså filmen her i weekenden som min måde at fejre foråret på, for selvom filmens handling spreder sig over to fulde år, så er det for mig indbegrebet af en forårsfilm. Jeg kunne ikke finde et billede af anemonescenen, som ellers er det billede jeg tænker på, hvor den rødhårede birk kaster sig ned i et tæppe af anemoner med et saligt smil om munden, mens den sorthårede Ronja springer rundt og skriger sit forårsskrig. Den lille scene rummer så megen livsglæde, at det næsten gør helt ondt.

En anden scene jeg ikke har hunnet finde billeder af på nettet er 13 splitterragende nøgne røvere der bliver gennet ud i sneen for at vaske sig, hvor de tumler rundt som en flok børn. Det er ikke fordi jeg har et stort behov for at se på slatne mandenumser, det er mere fordi den scene er så herligt uamerikansk. Jeg elsker amerikanske film, men nogle gange bliver det lidt for meget af det samme. Her er scenen, hvis den var blevet lavet i USA: 13 Brad Pitt lookalikes kommer værdigt løbende, gerne enkelte klip i slow motion. Alle er top trænede og velproportionerede. Kameraet fanger hovedsageligt deres overkroppe og deres hvide ånde. Når man ser dem i hel figur et de iført et par boxershorts så store at de er klovnen Bobo værdige, for de voksne skal jo nødig se at kulden får deres manddom til at krympe sig, og børnene skulle nødig se hvordan en nøgen mand ser ud. Ikke nødvendigvis nogen helt dårlig scene, men den svenske er sjovere.

Jeg ved ikke hvor stor Sveriges filmindustri var i midt-80'erne, men jeg har på fornemmelsen at mange af skuespillerne er hentet fra landets teatre, hvilket er skønt, for de formår at bruge deres kroppe og ansigter på en mere markant måde end man ser i moderne film. Jeg er autist, og jeg har svært ved at aflæse ansigtstræk og kropssprog, derved ikke sagt at jeg slet ikke kan finde ud af det. Kropssproget i Ronja Røverdatter er dog ikke til at tage fejl af, og jeg nyder det. Moderne film vil 'afbillede virkeligheden', og det er sikkert fint nok, men langt hen af vejen er virkeligheden triviel. Der er intet trivielt over Lindgrens film, men de føles stadig ægte.

Aspergerpige

Bliver jeg aldrig nogensinde træt af altid at tale om mig selv? Kun sjældent. Måske er jeg en meget selvcentreret person, eller også er bare yderst fascinerende. Igennem de sidste seks år er det med jævne mellemrum folk der gerne vil have en snak med mig om mine erfaringer. Det kan være journalister, studerende eller bare helt almindelige nysgerrige, og hver gang prøver jeg at sætte ord på hvordan det er at være sådan en som mig.

I går var det to specialestuderende fra psykologi der gerne ville vide hvordan det føles at være en aspergerpige. De havde mange gode spørgsmål og vi sad længe og talte, men det fik mig til at tænke, hvordan føles det EGENTLIG at være en aspergerpige, hvortil jeg bare kan svare "Øh!". For i hvilken grad er jeg anderledes end alle mulige andre unge kvinder? På mange punkter er vi ens, for jeg prøver jo også bare at jonglere en hverdag med studie, lektier,  fritid, venner, indkøb og rengøring. Også jeg prøver at finde en balance i det hele hvor jeg kan bevæge mig fremad, uden at det hele ender med at styrte sammen om ørerne på mig. Også jeg ønsker folk omkring mig som jeg holder af og som holder af mig. Og alligevel er der en forskel. Det kan jeg jo se, når jeg ser de af mine veninder der ikke har en diagnose.

Hvori består denne forskel? Hvorfor kan jeg ikke klare de samme ting som de kan? Det er ikke fordi jeg er doven, at jeg kun kan klare at tage et universitetsfag af gangen. Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at tage tidligt hjem om fredagen, når de andre går i fredagsbar. Det er jo ikke fordi at jeg ikke kan holde af andre mennesker, at jeg ikke kan finde ud af det med kærester.

Jeg ved at jeg ikke har de samme kræfter som alle andre, men hvorfor? Jeg spiser jo sundt, jeg spiser nok, jeg er fysisk aktiv, jeg sover rigeligt, og alligevel kan jeg i løbet af dagen mærke hvordan al energi og livskræft bliver suget ud af mig. Men det er jo ikke min krop der er træt, det er min hjerne. Jeg har ladet mig fortælle, at det er fordi jeg som asperger analyserer på ALLE input, i en langt højere grad end andre mennesker gør. Og selvfølgelig gør jeg det, jeg kan slet ikke forstå at andre ikke gør.

Forleden snakkede jeg med en af mine nye kontaktpersoner. Vi snakkede om hvorvidt hun kunne give mig et knus når jeg var ked af det, og det må hun gerne, hun skal bare lige spørge mig først, for for mig er et knus ikke bare en emotionel handling der skal give trøst, tryghed og varme. Det er et logistisk problem. Der er en million spørgsmål der melder sig. Hvis arme går hvorhen? Hvor hårdt skal man trykke? Hvor længe skal man blive ved? Hvordan skal man trække vejret? Og ikke mindst, så når to voksne kvinder giver hinanden et knus, så er der bryster involveret, og hvordan undgår man, at det bliver akavet? "Ej, sådan skal du altså bare ikke tænke", men det er jo det jeg gør hele tiden, hvert sekund alle dage.

Om at køre i tog

Engang skrev jeg en novelle om hvordan det var at køre i tog når man har Aspergers og var deprimeret. Det er svært at huske hvor hårdt det egentlig var, mine erindringer svigter mig, men min krop husker. Som jeg sidder her og skriver kan jeg mærke hvordan jeg bliver helt anspændt. Med tiden er det blevet nemmere, ligesom mange ting er blevet nemmere.

Enkelte gange når det hele blev alt for svært, og jeg virkelig tog mod til mig, så kunne jeg spørge folk om hjælp, men jeg var nødt til selv at spørge, for jeg var for står til en af de der "sårbar i trafikken" kasketter. Det gjorde nu ikke noget for helst ville jeg trække mig ind i mig selv og være i fred. Jeg ønskede ikke at konversere eller lytte til beklagelser, jeg ønskede allermest ikke at være til.

I går var det så mig der skulle den der hjalp. Jeg kom til at stå ved siden af en synsbesværet ældre dame. Egentlig spurgte hun bare om hvilken vogn jeg skulle i så hun kunne følge efter mig, men da toget så kom, følte jeg at jeg da lige så godt kunne sætte ord på og sige, at det var den første vogn og spørge om hun havde brug for hjælp til at finde sin plads.

Hendes problemer med toge var et helt andet end mit. Her i tilværelsen står vi vel alle med vores unikke sæt af problemer, og generelt forstår vi nok ikke rigtigt hinanden, men det mindste vi kan gøre er vel at sætte ord på. Vi kan ikke snakke os ud af alle problemer, men hvis vi ikke sætter ord på problemerne så kan vi heller ikke sætte ord på hjælpen, og det vi ikke sætter ord på har vi en tendens til at glemme. Der kan siges og gøres mange smukke ting uden ord, men det kræver at vi holder sanserne åbne. Jeg ved ikke med jer, men når jeg færdes ude, prøver jeg så vidt muligt at holde sanserne lukkede, ellers bliver jeg overstimuleret af indtryk og følelser. Det var en af de ting der var galt dengang, jeg kunne ikke holde sanseindtrykkene ude, og jeg havde ikke kræfter til at bearbejde dem.