Om valg af tynde bøger

Jeg er i gang med sidste bind af Ringenes Herre, og selvom den er godt skrevet og super spændende, så driver den min også til vanvid, for den er tung og langtrukken, og jeg kan det meste af handlingen udenad, fordi jeg har set filmene så mange gange. Og før Ringenes Herre læste jeg Gilgamesh i flere varianter, hvilket også var et tidskrævende projekt, så da jeg var på biblioteket i går havde jeg lidt en craving efter dejligt tynde og let tilgængelige bøger.

Problemet med tynde bøger er ofte, at de bliver dårlige, for hvis de prøver at skrive en novelle, der så ender med at blive for lang, så bliver den tit langtrukken og kedelig, og hvis de prøver at skrive en bog, der så ender med at blive for kort, så bliver den tit usammenhængende og intetsigende. Så hvordan vælger man med succes en tynd bog? Det er der vel ikke noget endegyldigt svar på, men hvis den ikke er god, så spilder man i det mindste ikke nær så meget af sin tid. Mit trick er, at jeg har en stor fed bog ved navn "1001 bøger du skal læse før du dør", hvilket ikke er en garanti for noget som helst, men det er i det mindste mindre tilfældigt end bare at tage bøger ned fra hylden valgt ud fra en sjov titel, et eksotisk forfatternavn eller en pæn forside.

Jeg brugte vel godt og vel en halv time til at snuse rundt mellem bøgerne, og jeg arbejdede mig endda ret hurtigt frem, men jeg fortryder lidt, at jeg ikke brugte længere tid. For nogle år tilbage boede jeg i Aarhus, dengang det stadig stavedes med bolle å, og jeg holdt meget af at komme på Risskov bibliotek, for det var tæt på hvor jeg boede, og tæt på hvor jeg var indlagt på psykiatrisk hospital. Det var nogle meget mørke år, men når jeg var på biblioteket, så var det hele ligesom lidt lettere, og jeg brugte mange lange timer der, hvor jeg gik op og ned langs reolerne og lod fingerspidserne løbe hen over bogryggene. Jeg ville tage posevis af bøger med hjem. Nogle ville jeg læse, andre ville jeg aflevere igen nogle dage senere, for jeg var normalt på biblioteket flere gange om ugen, for jeg bestilte ikke andet end læse, spise (eller lade være med at spise) og sove, og sådan kom jeg det ene år op på at læse 182 bøger plus det løse.

Så meget kan jeg ikke længere præstere, for jeg har efterhånden også fået andre ting ind i mit liv. Men selvom jeg savner at læse så meget, så savner jeg endnu mere, i den grad at færdes på biblioteket. Det var noget jeg stoppede med da jeg boede i Randers, for det var et forfærdeligt sted at komme. Hele biblioteket var ét stort rum, hvor reolerne ude i siderne, men en stor del af rummet, inde i midten, var arrangeret med små caféborde, hvor man kunne sidde ved computerne, spillede videospil eller læse en avis eller sidde og snakke. Det gav en helt forfærdelig akustik, og forbi er de dage, hvor man er stille på et bibliotek. Det var en pine for mig at komme der, og når jeg gik mellem reolerne, følte jeg mig udstillet, som om der var et eller andet jeg helt havde misforstået, man kommer da ikke på biblioteket efter bøger.

Selvom det nu er over et år siden jeg flyttede, så er biblioteket stadig et sted jeg bare kommer, for at forsvinde hurtigst muligt igen, selvom mit nye bibliotek er lang bedre indrettet.

Om at spare penge

Vej bruger rejsekort når jeg tager til Aarhus for at studere eller gå til psykolog, og det har jeg kunnet spare nogle håndøre på, men reglerne er blevet ændret, så nu gælder det som en lokalrejse, og pensionistrabatten frafalder, og så må jeg finde andre dyrere eller mere besværlige måder at betale på. Jeg kan heller ikke få pensionistrabat på klippekort og pendlerkort, og det eneste alternativ er, at jeg skal trække en billet i automaten hver gang jeg skal af sted, hvilket er pokkers besværligt når man kommer i sidste øjeblik før toget går, og det betyder, at jeg skal have styr nok på min økonomi til, at der også er råd til billetter i slutningen af måneden

Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.

Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.

Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.

Bekymrede øjne

Kærestesorger sucks. Jeg vil ikke sige, at jeg er knust, men jeg er noget nedtrykt, og livet går videre, mens jeg bare sidder i sofaen og ser til. I går efter træning kiggede jeg længe i spejlet og overvejede, om jeg virkelig behøvede at vaske hår. Det var det måske ikke, men jeg gjorde det alligevel, for et eller andet skulle jeg jo bruge min tid på, og jeg er ikke nedtrykt nok til bare at ligge på sengen og stirre tomt ud i luften. Efterfølgende, fik jeg lavet lidt hebraisk, ikke imponerende meget, men lige akkurat nok til, at jeg kunne lægge bøgerne til side med god samvittighed.

Bag efter var jeg bare træt, selvom klokken ikke var særlig mange, så jeg sad bare og så fjernsyn, det ene program efter det andet. Min far plejer at se anklagende på mig, hvis jeg ser Dr. Phil, men han var der ikke, og desuden må reglerne være noget andet når man har kærestesorger, og så må man også gerne sukke og tænke at DR Phil simpelthen er verdens klogeste mand, men Dr Phil varer kun en time ud af en hel lang dag, men så er der heldigvis andre serier.

Jeg var alene hjemme det meste af dagen, men når min far var her, så han på mig med bedrøvede øjne. Det plejer at gøre mig enormt usikker på mig selv, men lige for tiden bygger det på kærestesorger, og selvom det er ubehageligt at have det, så er det både konkret og normalt og er noget som folk omkring mig kan forholde sig til. Normalt handler min sorg om selvskade eller om at jeg som asperger kan have svært ved at klare ændringer, og så kan folk godt have ondt af mig, men de forstår ikke, og det kan godt lide en lidt akavet stemning. Kærestesorger er til gengæld dejlig nemme at forstå, og selvom der måske ikke findes nogen rigtig god måde at hjælpe på, så findes der dog måder som folk kender og føler sig trygge ved. Der er ikke noget jeg behøves at forklare.

I dag tager jeg hjem til mig selv, og jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at blive trøstet af pædagogerne, eller om jeg gruer for at se dem i øjnene, for jeg kan ikke lade være med at skamme mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skammer mig over, men jeg skammer mig, føler mig utilstrækkelig, tænker at jeg må virke som en naiv idiot, og jeg har en eller anden ide om, at jeg ikke fortjener at blive trøstet.

Jeg har ikke grædt, og jeg ved ikke lige, om jeg i det hele taget har brug for at græde. Ændringer og forvirring får mig til at græde, dette her får mig bare til at se væk og krølle mig ind i mig selv. Første gang min ex og jeg mødtes, og jeg viste ham mine arme, sagde han, at han håbede, at han ikke ville få mig til at gøre sådan noget, bare roligt, det er slet ikke sådan noget jeg tænker på at gøre, faktisk tænker jeg slet ikke på at gøre noget som helst andet end jeg gør nu. Men livet går videre, og jeg må bare se om jeg kan følge med.

Hacker angreb og kærestesorger

Vigtigt:
Først så har min mummimor email adresse været hacket, så hvis I har modtaget en mail med en masse links, så er den IKKE fra mig. Jeg har været inde og ændre koden, men hvem ved hvor lang tid det holder. Jeg undskylder for hvilken ulejlighed det må have medført.

Sørgeligt:
Min kæreste har slået op med mig. Sådan der, så er det sagt. Jeg fik ikke nogen forklaring, og jeg spurgte ikke, men jeg har mine egne idéer der handler om alt fra sygdom til forventninger. Jeg havde ikke set det komme, ikke før i går i hvert fald, men nu er jeg jo heller ikke den bedste til at læse situationer. Jeg ville måske have ønsket, at han havde sagt det FØR jeg tog til Odense for at overbevise alle om, at det er godt for mig at have en kæreste, men jeg går ud fra, at nogle gange skal der afstand til for at kunne træffe en sådan beslutning. Det gode ved at være her er, at jeg kan komme mig, uden at jeg skal redegøre over for samtlige pædagoger, at vi altså ikke kommer sammen mere.

Jeg ved ikke hvordan jeg har det, jeg føler mig bare tung i kroppen og har lyst til at gemme mig i hjørnet af sofaen med en bog, men det må vente, for nu mere end længe har jeg brug for struktur, så bogen vil jeg udskyde nogle timer endnu, og først vil jeg træne og lave hebraisk. Jeg har også lidt mistet appetitten, ikke sådan helt, men bare lidt, lidt på samme måde som jeg havde det før alt det med kæresteri, men det er nu ikke et symptom der generer mig voldsomt, for måske kan jeg så nå at tabe mig lidt før jeg starter på uni igen, faktisk kan jeg godt lide tanken.

Jeg ønsker at blive trøstet, men jeg ønsker også at blive ladt alene med min skam og min ulykke. Det hele har måske heldigvis ikke varet så længe, så jeg kan ikke tillade mig at være helt så ked af det som i bøger og på film, og jeg har heller ikke behov for at være så ked af det. i går krøb jeg sammen i sofaen med en pepsi max og så mit yndlingsprogram, Top Gear på 3+ som jeg ikke kan tage hjemme ved mig selv.

Der går nok nogle dage før jeg er ovenpå igen, men livet gør ondt engang imellem ligegyldigt om man er syg, handicappet eller normal, og det må man vel bare tage med.

Planer vs virkelighed

Jeg havde store planer for alt det jeg skulle nå mens jeg er i Odense. Det var hovedsageligt hebraisk jeg ville lave, men også andre ting som skrive breve, læse bøger og gå ture, men jeg får ikke rigtigt gjort noget af det. Det er to uger siden at jeg sidst havde en hel fridag, så da jeg kom hjem til min far, kollapsede jeg i sofaen, og her sidder jeg stadig. Det har været to gode uger med en masse fantastiske mennesker, så nu 'fortjener' jeg at holde lidt fri, om end jeg savner kæresten, om end han nok ikke ville være helt begejstret for underholdningen, mig i poset jogging tøj helt opslugt af TLC's programmer. Af en eller anden grund virker dagen endnu mere doven, når man bliver på den samme kanal hele dagen, for det viser nemlig så meget innovation, initiativ og handlekraft at skifte kanal i ny og næ, men det er som om jeg mister enhver vilje når der er madprogrammer, og det var der nemlig hele den lange dag på TLC.

Jeg glæder mig til at vende tilbage til universitetet, for mine dage mangler struktur, men det er alligevel rart med et par dage her, hvor jeg holder helt fri. Jeg har endnu ikke helt styr på hvilken dag vi starter, jeg har heller ikke styr på hvilke bøger vi skal bruge, og jeg har slet ikke styr på, hvor, hvornår og hvordan jeg skal få styr på det hele, hvilket stresser mig lidt, men ikke nær så meget som det stresser mig at prøve at finde ud af det. Jeg elsker at være tilbage på universitetet, men nogle gange hader jeg det også, for hele den administrative del er noget forfærdeligt rod.

På TLC i går var der et program om nogle amish unge som forlod den fædrende gård og tog til New York for at opleve livet der. Om de vil forlade amish eller om de er på en eller anden form for rumspringa, det står ikke helt klart, mest har jeg lyst til at tro, at det hele er fake, og det bare er skuespillere, jeg sad og ledte efter et hvert tænkeligt tegn på at jeg havde ret, for jeg ønskede virkelig at have ret. Amish folk er måske lidt sære, og jeg kunne aldrig selv leve på den måde, men der er noget uskyldigt og uspoleret over dem, og det pinte mig at se dem drikke sig i hegnet og høre dem bande. hvis det står sådan til med amish folk, hvordan står det så ikke til med alle os andre?

Jeg har slæbt alle mine hebraiskting med til Odense, og jeg mener slæbt, for de både vejer og fylder en hel del. Ligesom til jul var jeg sikker på, at jeg ville få lavet en helt masse, men jeg har end ikke haft dem oppe af tasken, og det ville være fint, hvis det bare var i denne weekend jeg ikke fik lavet noget, men jeg har ikke fået lavet noget de sidste to uger, og det er det jeg skammer mig over og ønskede at kompensere for i denne weekend, men det lader ikke til at blive til noget, i stedet kan jeg nu en lækker opskrift på gnocci med eksotiske svampe (hemmeligheden ligger i at bage kartoflerne i stedet for at koge dem).

TV'et er min bedste ven når jeg er træt. når jeg er frisk, vil jeg meget hellere læse en god bog, men når jeg er træt, så er det kun tv'et der duer. Jeg bilder mig selv og omverdenen ind, at jeg lærer en helt masse. En hvis mængde lærer jeg, men det er ubetydeligt i forhold til hvor meget tid jeg bruger på det, men skidt jeg ser det alligevel.

Om hende den sårbare

Min familie elsker mig meget højt, og de vil gerne hvad der er aller bedst for mig, men nogle gange kan det være lidt svært at afgøre hvad der er bedst for mig, især når vi ses så relativt sjældent som vi gør. Pludselig en dag, øjensynligt ud af den blå luft, fik jeg en kæreste, og jeg blev straks konfronteret med præventionsspørgsmålet, men det gjorde min familie også, og de begyndte at bekymre sig.

Min familie har fulgt mig tæt gennem de onde år. De har set mig når jeg var mest nede og mest sårbar. De har set mig forsøge selvmord og set mig opgive, og de har været virkelig bange. Gennem det seneste år har jeg fået det meget meget bedre, men det kan godt være svært at tro på, selv for mig der lever mit liv hver dag, men endnu mere for min familie som ser mig mindre end en gang om måneden, så det vil tage tid for dem at slappe af og lade mig tage chancer. Hvis jeg var dem, ville jeg ønske at pakke mig ind i vat og placere mig et sted, hvor jeg ikke kan gøre skade på mig selv, men sådan kan man ikke leve sit liv. Jeg har ligesom alle andre behov for at have mennesker i mit liv. Jeg har selvfølgelig pædagogerne, men ligegyldigt hvor dygtige de er, og ligegyldigt hvor meget jeg holder af dem, så er det bare ikke nok. Det bør heller ikke være nok, for selvom jeg er syg og handicappet, så er jeg også mere end det.

At få en kæreste er en stor satsning, men det er en satsning jeg er villig til at tage fordi jeg holder af ham, og jeg gerne vil lære ham bedre at kende så jeg vil holde endnu mere af ham. Vi har det rigtig godt sammen, og ja, jeg ved godt, at et forhold kan ende med et brud, og så bliver jeg sikkert rigtig ked af det, men det må jeg tage senere hvis den tid kommer, for måske vil et brud knuse mig, og måske vil jeg bare have almindelige kærestesorger, men lige nu vil jeg bare have lov til at være ung og forelsket, svævende på en lille lyserød sky.

Jeg er taget hjem til min far, for at familien kan se, at jeg ikke går i stykker af at prøve noget nyt, og de skal nok hurtigt vænne sig til tanken.

Om en operation?

Forleden var jeg til forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling. Jeg havde troet at jeg bare skulle ind og have en beskrivelse af operationen, få foretaget nogle test, og så få en ny tid, men sådan foregik det slet ikke, for det var slet ikke givet på forhånd, at jeg skulle have operationen, det var noget jeg selv skulle beslutte mig for. Jeg tror at jeg har set for mange lægeserier på TV, for der har lægerne altid en stærk mening om den sag, som de så overtaler patienterne til, men tandlægen her var fuldstændig stone face, valget var op til mig, hvilket fik mig til at gå helt i panik, for jeg er ikke god til det med valg.

Når nu jeg skal træffe et valg, så ville jeg gerne gøre det på kvalificeret vis, men da lægen fortalte mig argumenterne for og imod, kunne jeg ikke visualisere dem, og de gav derfor ingen mening inde i mit hoved, og når noget ikke, så kan man ikke træffe et kvalificeret valg. Jeg tror nok at jeg skiftevis så bedende på tandlægen og på den pædagog der var med mig. Jeg er rimelig intelligent, og jeg er ikke vant til ikke at forstå hvad der bliver sagt, så jeg tog hele sagen meget personligt. Heldigvis for mig, kunne pædagogen stille nogle rigtig gode spørgsmål, og det hjalp mig godt på vej.

En gang slap tandlægen dog facaden og gav sin egen mening til kende, og det var da han sagde, at jeg måske slet ikke ville kunne klare en så stor operation rent psykisk. Han så på mine papirer og så alle mine indlæggelser på psykiatriske hospitaler, og han så en svag person. På nogle punkter er jeg måske svag, men på andre punkter er jeg stærk, men det kan han jo som sådan ikke vide så meget om ud fra fire linjer på et stykke papir. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt fornærmet, for hans vurdering handlede ikke om hvorvidt jeg ville få færre spændinger i kæbe og hoved ved at få en operation, eller om defekten var stor nok til at kunne forsvare sig at gå med bøjle, blive opereret, og så gå med bøjle igen, men handlede om hans idéer om psykisk sygdom. Det var dog ikke sådan, at han sagde, at jeg ikke kunne få operationen. Så vidt jeg forstod var det faktisk et spørgsmål om han troede, at jeg kunne børste tænder godt nok, og om jeg havde viljestyrke til at klare et toårigt forløb. Kan psykisk syge ikke have god viljestyrke og tandhygiejne? Især den sidste er ikke noget jeg har hørt før. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at min egen tandlæge har skrevet et eller andet til ham, som jeg ikke ved noget om.

Jeg er dog ikke kommet nærmere at træffe et valg, og jeg bruger nok ikke så meget energi på det, som jeg burde, men der er den mellemløsning, at jeg får en bideskinde, og det er nok det valg jeg ender med at træffe, for måske tandlægen har ret i, at jeg ikke har nok viljestyrke.

Om et administrativt helvede

Man siger halvt i spøg halvt i alvor, at det moderne helvede er lutter administration og bureaukrati, i så fald kan de lære en del fra Aarhus Universitet.

I stedet for at tage ud og rejse, vil jeg bruge min sommerferie på at tage et fag på universitetet. Det skal ikke være et fag med den helt vilde studierelevans, om end det godt kan retfærdiggøres, men jeg tænker, at eftersom jeg læser på deltid, så kan jeg godt bruge de næste 10-15 år på teologi, og hvis jeg skal det, så får jeg brug for lidt afveksling for ikke at blive fuldkommen bims. Derfor har jeg valgt at melde mig til et fag om de gamle vikinger, hvor man skal ud og få beskidte negle i den danske muld. Jeg ved ikke før om lang tid om jeg kommer ind, men jeg håber. Hvis jeg skal lave en kobling til teologi, så vil jeg sige, at et hvert lands tro er unikt, og for tro bygger på mentalitet, og mentaliteten skabes af vores fælles historie. Da st Ansgar bragte kristendommen til Danmark var vi stadigvæk vikinger, så det ville faktisk være dumt at tro, at man kan forstå den danske tro uden en hvis forståelse for vikingerne. Hvilket ville være en fin begrundelse, men min begrundelse er bare, at jeg er en nørd, og jeg syntes det kunne være vildt fedt.

På grund af min fine begrundelse, kunne jeg nemt søge om merit og bruge det som et valgfag, men jeg har kun to valgfag til rådighed på min bachelor, og alle de andre fag jeg gerne vil tage, dem må jeg selv betale for, jeg tænker derfor at det ville være smart at bruge valgfagene på de dyre fag, da et fag nemt kan koste over 5000 kr, og så selv betale for dem der koster under 2000 kr.

I går sad jeg så og sloges med min ansøgning. Det hele skulle være så nemt og elektronisk. Elektronisk var det ganske vist, men nemt fandt jeg det ikke. Først kunne jeg slet ikke finde ansøgningsskemaet, det tog mig en halv time, men det lykkedes til sidst. Først skulle jeg tilmelde mig som interesseret i summer school, det gik nemt nok, de ville bare have navn, email og fødselsdag. Så skulle jeg godkende min tilmelding, hvorefter jeg så kunne gå i gang med at ansøge om fag. Til at starte med var det nemt nok, man udfyldte 1-5 felter, godkendte og kom videre til de næste 1-5 felter. Jeg kunne dog ikke blive færdig med min ansøgning, for så ville de pludselig have, at jeg skulle vedhæfte en kopi af min godkendelse om merit, men jeg skulle lige netop IKKE have merit fordi jeg selv vil betale. Jeg kan ikke fortsætte min ansøgning, så en af pædagogerne har på mine vegne skrevet til studievejledningen og bedt om hjælp.

Jeg har skumlet en del over dette problem, og brokket mig til mange mennesker, jeg er dog sikker på at universitetet ikke kan se hvor irriterende det hele er, for gemt et eller andet sted, langt fra øjets rækkevide, er der sikkert en eller anden knap, som jeg selvfølgelig bare skulle have trykket på, så de mener sikkert at det hele bare er min egen fejl *gag*.

Universitetspapirer var dog ikke det eneste jeg sad og rodede med. I dag skal jeg til en forundersøgelse på kæbekirurgisk afdeling og så skulle der udfyldes en masse papirer. De ville selvfølgelig have nogle praktiske oplysninger om praktiserende læge, medicin, allergier mm, men de ville også vide hvad jeg ønsker at ændre ved mit ansigt. Hvad??? Jeg vil gerne opereres fordi min overkæbe og underkæbe ikke passer sammen og det giver spændinger og spændingshovedpine. Vil jeg gøre ansigtet eller næsen smallere eller bredere? Vil jeg have hagen frem? Hvad med læberne? skal kæbebenet være mere markeret? Det er da for pokker ikke en plastickirurg jeg skal til, men der stod at de meget gerne ville have at jeg udfyldte papirerne, så jeg forsøgte efter bedste evne.

Til sidst var jeg så blæst oppe i hovedet, at jeg lagde det hele fra mig, og udskiftede bureaukrati med Tolkien, administratorer med orker og skalpeller med svær og økser.

Om at få det dårligt

Jeg var henne og træne i går, eller rettere, så skulle jeg have været henne og træne i går, for jeg kom derhen, stillede mig op på cross traineren og efter bare 10 min var jeg nødt til at vakle ud igen fordi jeg simpelthen fik det så dårligt. Jeg havde spist før jeg tog af sted, og jeg trænede ikke spor hårdt, så den eneste forklaring jeg kan finde er, at jeg ikke spiste og drak nok, da jeg var ovre ved min kæreste i søndags, hvilket ikke er helt utænkeligt, då det var en endnu uvant situation, og det kan være svært for mig at overføre en vane fra en situation til en anden.

Mens jeg stod på cross traineren begyndte jeg at svede. Jeg ved godt, at det er meningen man skal svede når man træner, men dette var ikke motionssved, med derimod stressved, hvilket er enormt ubehageligt, for det er den slags der ikke sætter sig på huden som dråber, men som bare opvarmer én, så huden nærmest begynder at svige. Samtidig begyndte det at boble inde i hovedet på mig, og jeg begyndte at ryste.

Benene x'ede under mig da jeg gik ind i omklædningsrummet, da jeg gik ind for at klæde om, så jeg kunne komme hjem. Jeg købte en banan i receptionen. Den kostede 4 kr, hvilket var lidt dyrt i forhold til, at jeg faktisk slet ikke bryder mig ret meget om bananer, men jeg trængte bare sådan til et eller andet. Heldigvis havde jeg ikke så langt hjem, og jeg vaklede af sted på de isglatte fortove, og da jeg kom hjem, gik jeg op med mit overtøj, og så gik jeg ned i køkkenet og spiste en hel masse mad.

Jeg sørgede for at få masser af mad hele dagen, og det samme har jeg gjort her til morgen, og jeg føler mig helt enormt klam, men jeg ved, at det har været nødvendigt, så jeg har gjort det, mens jeg har prøvet at overdøve min dårlige samvittighed.

Når nu jeg ikke rigtigt fik trænet i går, så var det så meningen, at jeg ville træne i dag, men jeg føler mig så overvældet at træthed, at det slet ikke kan komme på tale. Måske er det bare trætheden der gjorde, at jeg fik det dårligt, og i så tilfælde, har det været uden grund, at jeg spiste al den ekstra mad, og bare det, at jeg tænker det, får mig til at føle mig endnu mere klam.

Det går ellers ikke skide godt med min træning, først blev jeg skadet (igen), så blev jeg dårlig, og i dag er jeg så for træt, og jeg frygter, at jeg kommer ind i en rigtig dårlig vane med bare ikke at komme af sted. Det har ellers kørt rigtig godt i rigtig lang tid, men det går vel op og ned med alting, også med de ting der er der for at holde en hvis stabilitet i ens liv. Lige nu sidder jeg og savner at træne rigtig godt igennem, så man kampsveder og til sidst bare kollapser på den nærmeste bænk, men samtidig sidder jeg og nikker lidt med hovedet og mine øjenlåg er så uendeligt tunge, så det er bare ikke realistisk. Hvis jeg så bare kunne komme af sted i morgen, men det kan jeg så heller ikke, for jeg skal møde på hospitalet i Aarhus (ikke noget alvorligt) tidligt om morgenen, så jeg skal med toget endnu tidligere, og for tidligt til at jeg kan nå derhen, få trænet, komme tilbage, komme i bad og komme af sted igen.

Samtidig er jeg også bange for, at jeg også får det dårligt næste gang jeg kommer derhen, og at jeg endnu engang må tage tidligt hjem igen. At man får det dårligt er en god undskyldning for at tage hjem, men hvad nu hvis folk ikke kan se at jeg har det dårligt, hvad nu hvis de tror, at jeg bare er doven? Det ville ikke være til at bære.

Om en kæreste

Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.

Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.

Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.

Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.

Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.

Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag

Kolde fødder og kedsomhed

Vi er ikke rigtigt nogen i huset i disse dage, og her virker meget dødt, og det er weekend, så jeg virker også selv lidt halvdød, lå bare på sofaen og skiftevis læste, så tv og skrev med min måske-kæreste.

I går vågnede jeg så kl 2 om natten, og jeg kunne bare ikke sove længere. Jeg var bestemt ikke tilfreds, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og få tiden til at gå. Sidste weekend gjorde weekendens sløvsind, at jeg fik så forfærdelig ondt i alle leddene, at jeg var ved at tude. Det ville jeg ikke igen, så jeg startede dagen med en halv time på min motionscykel, det hjalp bare ikke.

I sidste uge var det mine led den var gal med, i denne uge var det mine tæer. Jeg havde så kolde og smertende tæer, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg tog strømper af, jeg tog dem på igen, jeg pakkede den først i et tæppe, så i et andet, jeg masserede dem, jeg lagde dem på radiatoren, jeg lagde dem op af huden på mine lår, men lige lidt gav det, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind.

På trods af mine tæer fik jeg da læst en del. Jeg er stadig i gang med at arbejde mig igennem Tolkien. Jeg har egentlig altid været lidt mistroisk over for Tolkien, for der er alt for mange der synes lidt for godt om ham, og så kan man jo egentlig kun blive skuffet, men det er jeg nu ikke blevet, og det irriterer mig lidt, for så ville jeg da have læst dem for længe siden. En ting jeg dog savner er plads til omvendelse. Vi befinder os i en verden, hvor der er et klart skæl mellem godt og ondt, og de to sider myrder løs på hinanden. Hvad ideologierne for de to sider er, er lidt uklart, men der er en tendens til at udseendet er en vigtig faktor, smuk er godt, grimt er ondt, og det er selvfølgelig meget nemt. Hvad jeg savner er en ork der får samvittighedskvaler og slutter sig til elverne, de er jo trods alt af samme slægt. Men det sker ikke, hvilket ikke lader meget tilbage at ønske for helt almindelige mennesker der måske ikke lige har modelmål.

Om dårlig balance og svage ankler

Jeg vidste godt, at jeg har en lidt dårlig balance, men jeg har altid troet, at det var et neurologisk problem, men i går var jeg ved fysioterapeuten fordi min løbeskade begynder at stikke lidt igen. Jeg ved, at jeg er fysisk svag i venstre side pga min spasticitet, men jeg havde mistanke om, at der også kunne være lidt i vejen med mine ankler. Der var lidt, og der var selvfølgelig lidt mere ved den venstre end med den højre, men det virkede ikke voldsomt, indtil hun prøvede at stille mig op på et vippebræt. Jeg måtte klamre mig til væggen for at holde balancen, og mine ankler rystede som espeløv. Jeg blev lettet over at lære dette, for selvom det er surt, så er det dog alligevel noget, som man kan gøre noget ved, så her til morgen var det op og stå på brættet, for jeg har tilfældigvis sådan et selv, som jeg fik engang hvor jeg forstuvede anklen som barn. Jeg føler mig lidt dum, når jeg står der, men det er der nu ikke noget at gøre ved. Engang var jeg artist i et børnecirkus, og det mindede mig om noget vi lavede dengang, så jeg fik helt lyst til at iføre mig et kostume, men det var jeg næsten i forvejen, når jeg stod der helt i lyserødt.

De jeg var inde ved fysioterapeuten, gennemgik vi kort mit løbe-/motionsprogram, og hun gav mig meget ros. Det gjorde mig glad. Det er altid dejligt at få ros, især når det er noget man har arbejdet hårdt for. Her med min skade har jeg skulle kæmpe for at bevare formen og forbrænde kalorier, uden at min læges ord bliver til virkelighed og jeg begynder at overtræne. For at komme til fysioterapeut skulle jeg have en henvisning fra lægen. Han ville gerne give mig en, men han troede ikke på mig og min pædagog/løbetræner, når vi sagde, at sådan noget gjorde jeg ikke.

Jeg træner ca hver anden dag. Først bruger jeg den maskine der minder om en blanding mellem en cross trainer og en stepper, og så løber jeg. To gange om ugen løber jeg almindeligt med en forøgelse på 100 m om ugen og en dag løber jeg intervaller. Jeg kan godt lide at koncentrere mig om fart i stedet for distancer, men der er ikke så meget respekt omkring det. Der er en stemning i samfundet om at målet gerne skal være et maraton, og hvis ikke, så i det mindste et halv-maraton, men for mig er det bare ikke rigtigt en mulighed, den fysiologiske type er jeg bare overhovedet ikke. Min fysioterapeut sagde, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, at det jeg gør faktisk giver endnu mere. Endnu mere hvad? Det spurgte jeg ikke om. Personligt regner jeg jo selv i kalorier, men andre regner vel i kondi.

Da jeg mærkede at min skade kom frem igen, stoppede jeg med det samme og holdt en uges pause, og begyndte langsomt igen, mens jeg prøvede mig frem. Hver gang det begynder at knibe lidt i hoften, så stopper jeg op for at mærke efter om det er den slags, hvor jeg lige er startet og jeg bare lige skal varmes op, eller den slags hvor jeg skal passe på og stoppe helt. Det er for at sige det ligeud død irriterende. Jeg vil gerne være super sej i fitness centret, men det føles ikke ret sejt, at stille sig op på løbebåndet, løbe 100 m og så stoppe igen. Det er muligvis sejt, at man kan finde ud af at stoppe, men andre kan jo ikke se at jeg er skadet, så jeg føler mig lidt dum.

At være til fysioterapeut er en lidt speciel oplevelse. Jeg lå der i ulden sweater og lyserøde trusser mens en fremmed behandlede mine ben, men de var ikke ubehageligt. Det var nu heller ikke behageligt som for eksempel massage, jeg tænkte slet ikke over, at det var min krop det handlede om. Det føles rart at lære sin krop at kende, og det var noget man godt kunne blive afhængig af. Med sygesikring kostede sådan et besøg mig dog 160 kr, hvilket er meget lidt i forhold til hvad man får, men hvis man skulle gøre det ofte, så ville det nok hurtigt løbe op.

Om at blive afsluttet hos psykiateren

Der for 5-6 år siden, da jeg hørte under psykiatrien i Aarhus, sagde min psykiater en da, at næste gang jeg kom ville hun afslutte mig. Det fik mig til at gå helt i panik, for jeg følte, at hun var min eneste livline. Jeg røg på det tidspunkt ud og ind af forskellige psykiatriske afdelinger, og hun var den eneste der var der til at samle trådene. At hun ville afslutte mig betød, at jeg stort set var overladt til mig selv, midt i en verden der egentlig ikke ville have mig, for psykiatrien mente, at jeg hørte til i handicap, og handicap mente at jeg var for syg til, at de kunne tage ansvaret for mig.

Dengang havde jeg ingen rigtig stemme, jeg kunne ikke fortælle hvad jeg tænkte og hvordan jeg havde det. Det eneste jeg havde var det med maden og det med knivene. Dengang var jeg endnu ikke ret god til det med knivene, med hvilket jeg mener, at jeg ikke kunne skære dybt men kun lave overfladiske skrammer. I mit tilfælde, krævede det med at skære træning, men det krævede også mod, og det krævede, at jeg havde nogen der kunne tage mig på skadestuen, for ellers turde jeg ikke, for jeg havde en fejlagtig forestilling om, at alle dybe sår var livstruende, hvilket jeg et eller andet sted håbede, men jeg var også bange for at de ikke var, og at jeg ville blive til grin, lige som første gang jeg viste en patient mine sår, og hun sagde, er det bare det?

Det med maden var jeg som sådan heller ikke vildt god til, men det var på en måde nemmere og renere, så jeg gik på sultekur, og det hjalp, for jeg tabte mig nok til, at psykiateren ikke turde afslutte mig, og da jeg blev ved med at tabe mig, turde hun heller ikke afslutte mig næste gang eller gangen efter igen. Til sidst fik hun overtalt mig til at blive indlagt, og denne den sidste gang skulle være en ordentlig indlæggelse, og den endte med at vare 8 måneder, og sluttede først da jeg flyttede på bosted og kom til en ny kommune.

For en måned siden fortalte min nuværende psykiater, at hun ville afslutte mig i onsdags. Jeg gik lidt i panik, for følelsen af, at en afslutning ville være en katastrofe, sad stadig i kroppen på mig. Jeg prøvede at sige til mig selv, at min situation er helt anderledes nu, jeg bor på et bosted med søde og kompetente medarbejdere, jeg har noget der minder om et liv, og jeg har det faktisk rimelig godt, alligevel føltes det på en eller anden måde frygteligt.

Jeg gik ikke på nogen sultekur, men det med maden begyndte at fylde temmelig meget (også fordi jeg fik ferie og alle mine rutiner ændrede sig) og ganske langsomt tabte jeg mig et par kg. Det var ikke noget der fik min psykiater til at slå hånden for munden, men det var da nok til at vi lige snakkede om det, men mest snakkede vi om min frygt for at blive afsluttet, og langsomt er det gået op for mig, at det faktisk er en ros, at hun mener, at jeg nu er så stabil, at jeg kan sendes ud i den virkelige verden uden hendes hjælp.

Det er den fine måde at sige det på, for det handler i virkeligheden også om besparelser og mangel på psykiatere, men jeg er nu stadigvæk fortrøstningsfuld.

når det sociale kredser om mad

Jeg snakker altid om, at så gør pædagogerne ditten, eller jeg sidder i fællesstuen datten, og det kan godt være svært at forestille sig, hvad det egentlig er jeg mener, hvis man da ikke har set det, så derfor inviterede jeg nogle af mine studiekammerater på frokost og rundvisning i går. På grund af ferie og eksaminer er det over en måned siden jeg inviterede dem, og det var lang nok tid til at give mig en masse nerver på, for jeg ville gerne have det så perfekt som muligt, så at de også ville kunne lide mig til næste semester. Det er en tanke der selvfølgelig ikke har ret meget med dem at gøre, den bunder bare i min egen usikkerhed, men det gjorde ikke den nervøse følelse mindre ægte. Pigerne kom og fyldte huset og min lejlighed med snak og latter. Jeg havde inviteret en del, men de kom tre, hvilket var fint, for jeg har kun fire spisebordsstole, og det er stadig det største antal mennesker jeg har haft på besøg samlet.

Jeg havde bagt to slags boller, rodfrugter (lyserøde) og spinat (grønne), jeg havde købt to slags ost, kødpålæg og pålægschokolade, jeg havde lagt vand på køl og jeg havde købt blomster og matchende servietter. Det eneste jeg ikke havde var mælk til kaffen, men det kunne jeg heldigvis hente nede i fælleskøkkenet. Som spiseforstyrret beklager jeg mig tit over, at så meget socialt kredser om mad, for det er jo lige nettop maden der er svær for os, og når man skal kæmpe med den, så kan det samtidig være svært at koncentrere sig om det sociale. De sidste tre år har jeg boet langt væk fra Aarhus, hvor hovedparten af mine veninder er, og jeg har fået et liv, hvor ikke nok af det sociale kredser om mad. Hvor hyggeligt det end er at mødes på en café til en kop kaffe, så er det bare ikke det samme, som når man sidder om et veldækket bord. Samtalen går ligesom bare lidt mere flydende og mere afslappet. Et eller andet sted er det meget intimiderende at lade andre se en spise, derfor er det også en tillidserklæring, og det giver et bånd som man så kan bygge et forhold på, ikke forhold so et romantisk forhold, men bare et forhold mellem to eller flere mennesker.

Det var en meget hyggelig dag, og de var her i tre timer. Normalt kan jeg klarer en time, max to, men fordelen ved at være så mange var, at jeg ikke behøves at være i fokus hele tiden. Nogle gange var det i orden bare at trække mig lidt tilbage og lade dem om at snakke. Det betød, at jeg fik meget at vide om hvem på studiet der har været sammen med hvem og hvor mange, skønt jeg ikke havde det fjerneste ide om hvem de omtalte personer var, men det var nu egentlig også lidt hyggeligt (og en anelse chokerende). Jeg kom til at påpege, at jeg ikke kendte de omtalte personer, og jeg tror nok, at mine veninder tolkede det som om jeg følte mig udenfor, men som sagt var det godt at føle mig udenfor noget af tiden, for ellers var jeg brudt grædende sammen ar bare træthed.

Der skete en helt masse ting i går, og det var ikke kun veninderne, og til sidst var jeg så træt, at jeg kiggede ud af vinduet og undrede mig over, at der lå et tykt lag sne.

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

ondt af at lave ingenting

Jeg er begyndt at mærke lidt til min belastningsskade (i hoften) igen, og jeg har besluttet at tage den lidt med ro indtil fysioterapeuten forhåbentlig giver grønt lys på fredag til, at jeg kan motionere lidt igen. Indtil da ligger jeg på den lade side, i hvert fald hvad fysisk udfoldelser angår. I weekenden har jeg ligget på sofaen i fællesstuen og læst, og jeg lå så længe og så stille, at min krop begyndte at værke. Det var ikke en lille smule ubehag, det var deciderede smerter i numse, knæ og ankler.

Jeg må have været så opslugt af min bog, at jeg ikke lagde mærke til det noget før, jeg burde have rejst mig, gået en tur, taget nogle hop på stedet, men jeg læste næsten uden afbrud i 9 timer, fra 9 til 18, og jeg ved slet ikke hvor mange timer dagen før. Da jeg til sidst gav op og lagde bogen fra mig, skyldtes det dog mere den dårlige belysning, for ellers havde jeg læst videre selvom det gjorde så ondt, at jeg hverken kunne sidde eller ligge.

Kan man kalde at læse at lave ingenting? Både ja og nej. I denne betydning, mener jeg jo bare, at jeg ikke farer omkring og forbrænder kalorier eller får ordnet praktiske opgaver jeg kan krydse af min liste, og i så fald kan man godt, det ser jo ikke ud af meget, når jeg bare ligger der, og det betyder meget for mig hvad andre tænker om det jeg gør, fordi jeg stadig er meget usikker på mig selv. Men i grunden er at læse bøger jo også at lave noget, og med min bogblog ser jeg det jo lidt som mit job, hvilket er en god undskyldning for at læse bøger når der egentlig er andre ting jeg burde ordne.

Og jeg fik faktisk også lavet andre ting. Jeg fik skrevet blog, bagt to gange boller (den ene portion grønne od den anden lyserøde, naturligt), vasket tøj og jeg fik skrevet den svære del af min analyse af Gilgamesh. Jeg fik lavet en del, men ingen af tingene bragte mig uden for min egen dør, så jeg fik ikke så meget som en mundfuld frisk luft.

"It's a dangerous business, Frodo, going out of your door," he used to say. "You step into the Road, and if you don't keep your feet, there is no knowing where you might be swept off to."

 For det er lige nøjagtigt Ringenes Herre 1 jeg er ved at læse.

Nu er det mandag morgen, og jeg valgte at gå ned på tanken efter Pepsi max, både fordi jeg havde en helt almindelig craving for koffein, men også for at få rørt mig lidt. Jeg plejer at træne intervaller om mandagen, og weekendens strabadser gør, at mine ben trænger til at røre sig, men jeg ved ikke hvor meget jeg kan tillade mig at gøre, og af frygt for at gøre for meget. Jeg har stadig ondt, og turen gjorde godt, selvom der kun var en 700 m hver vej.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor mange færre kalorier jeg forbrænder i en dagligdag uden motion, og jeg er nærmest fortvivlet over hvor meget mindre jeg så kan tillade mig at spise, for på en træningstome kan man sagtens forbrænde hen ved 1000 kalorier. Jeg har mange forskellige dagbøger. 1 handler om motion en om mad/spiseforstyrrelse. Den om motion skriver jeg næsten ikke i, men i den med min spiseforstyrrelse skriver jeg meget.

Pædagogerne har lagt mærke til ændringen hos mig. De kan ikke sige at jeg snyder med min kostplan, for jeg ignorerer den direkte og taler åbent om det. Det kan godt se ud som om det fylder meget. Det fylder noget, men det er ikke så altopslugende som det var engang. Det startede vel da min ferie startede, så måske det slutter når den slutter

Hebraisk eller kaos

Så meget fylder mit hebraisk, når jeg virkelig går til den, og nogle af bøgerne er der endda kun taget kopier af. Jeg kan dog også klare mig med mindre (4-5 bøger). normalt er mit stuebord pænt og ryddeligt, men på det sidste har jeg prøvet på (håbet på) at kunne lave lidt hebraisk hver dag, og så kan det jo ikke lige betale sig at pakke ud og pakke ned hele tiden.

Mit liv har været lidt kaotisk på det sidste, jeg har ikke rigtig kunnet finde hoved og hale på det hele, men på hebraisk er alting reglementeret og 'simpelt', jeg er det implicitte subjekt i mine handlinger. Det betyder at der ikke er noget subjekt, kun en handling, men handlingen fortæller om subjektet. I kraft af min handling, kan jeg glemme mig selv.

Jeg sidder og oversætter Amos' bog, den ældste af alle profeterne, og jeg lærer en række synonymer af at ødelægge, og tekstens voldsomhed beroliger mine nerver, for et ulydigt folk er sjovere at læse om end et pænt folk.

Jeg ville gerne sige, at jeg gør dette, fordi jeg er en nørd, og det gør jeg også, men vigtigere endnu, så giver det mig et mål med mine dage. Det gælder om at nå så meget som muligt, inden min ferie slutter (om 23 dage). Jeg er en tredjedel inde i teksten, men over halvvejs i ferien, men på den anden side, så var der to ugers juleferie, hvor jeg ikke rigtigt fik lavet noget, men så igen, da jeg startede ferien, da lavede jeg seks sætninger om dagen, nu laver jeg 3-4. Kan jeg nå det? Næppe. Vil jeg prøve at nå det? Ideelt set ja, men realistisk set så vil jeg nok bare arbejde videre stille og roligt. Vil jeg bleve skuffet, hvis jeg ikke når det? Ja, og det er ligegyldigt hvor urealistisk det er, men jeg vil forhåbentlig ikke tage det alt for tungt.

Jeg ved ikke hvad jeg prøver at opnå. Når man starter på universitetet, er et af de største kulturchok man får, at man ikke skal forvente ros fra lærerens side. I teorien går de ud fra at man er dygtig, yder sit bedste og tager tingene alvorligt, men langt hen af vejen er det nok resignation eller det faktum, at lærerne dårlig nok eller slet ikke kender eleverne. Min hebraisklærer kan dog i det mindste vores navne, og han kender mig lidt, da han har haft mig før for fem år siden, og da jeg virkelig gør en stor indsats for at være dygtig og gøre opmærksom på mig selv, så har jeg ved tre eller fire lejligheder fået hvad der kunne minde lidt om ros, og det gør mig stolt, og jeg tørster efter mere, men jeg er klog nok til ikke at forvente det.

Mine små oversættelser her redder ikke verden, jeg kommer ikke tættere på nogen endegyldig sandhed, det er bar noget jeg gør, noget jeg hygger mig med, noget der giver mine dage en form for struktur, og jeg har brug for struktur, især når det hele er kaos inde i mig.

Om sult

Fjernsynet er fuld af slankereklamer, hvor tynde kvinder smiler lykkeligt ud imod én og frister med slankeslik (alevo) og garanteret vægttab. Reklamerne er alle latterlige, men jeg bliver påvirket af dem. Jeg ønsker, at jeg var et af de smilende mennesker, så jeg vejer mig, fører til protokols, tæller kalorier, skriver ned, og det virker, sådan da.

I går fik jeg en stor morgenmad, meget stor, fordi jeg vågnede kl 2.30, og der var mange timer at slå ihjel. Det betød, at jeg måtte kompensere resten af dagen. Det gik fint indtil jeg skulle lægge mig til at sove, da kom sulten. Jeg mærker sjældent sult på andet end mit blodsukker, hvilket er slemt nok, men i nat kom det altså. Sult er en mærkelig følelse. Det er et ubehag der er alle steder og ingen steder. Det er ikke en decideret smerte, men den kan drive en til grænsen af vanvid. Jeg kastede mig rundt i sengen, og alt min fokus var på min krop, jeg kunne ikke tænke klart. Jeg SKULLE have mad, men jeg MÅTTE ikke.

Jeg lå og stirrede ind i væggen. Mit nattøj og den tunge kædedyne føltes som glødende jern mød min hud. Jeg så på uret, 21.30. To timer havde jeg ligget sådan. Jeg gav om og gik ned i køkkenet. Jeg var i min over size pyjamas, men jeg følte mig nøgen over for de to mandlige pædagoger. De så dårlig nok på mig, men jeg ville være dernede så kort tid som muligt, selvom jeg var lysvågen, så i stedet for at tage noget sundt tog jeg en amerikansk saltkringle. Dejen var så smørholdig og sød, at jeg overvejede om det talte som brød eller kage (som jeg ikke må spise), men jeg spiste den hele og følte mig som en klam og eftergivende, og jeg skammede mig.

Det var ikke nogen øjeblikkelig lindring mod min sult, og jeg blev utålmodig og tog noget beroligende og faldt i søvn mens jeg tænkte på, hvorfor det beroligende ikke havde været mit første valg. Mine beroligende piller er i kategorien benzoer (benzodiasepiner) og det er noget forfærdeligt stads som hvis afhængigheds skala ligger oppe i nærheden af heroin, når det gælder om hvor svært det er at komme ud af en afhængighed. Så det er kradsbørstige sager, som man ikke skal tage for let på. Alligevel lå jeg i det øjeblik og tænkte på dem som slankepiller.

Man taler tit om, at man skal spise regelmæssigt og nok for ikke at få en craving eller lækkersult senere, men det kræver enormt meget mere selvdisciplin. Når man slanker sig på den sunde måde, så går det så uendeligt langsomt, og man får sjældent et af de her endorfinkick der siger du er sej, men når man springer et måltid over, eller bare spiser mindre end alle andre, så føler man sig som en superhelt, man føler sig SÅ meget sejere end alle andre mennesker, og det er langt hen af vejen den følelse der kan holde mig oppe, når jeg prøver at tabe mig.

Om at være et sagsnummer

Det er nu over 5 år, at jeg har levet sådan her, som en lille brik i det store Systemet, som patient, som bruger, som beboer. Min lillesøster var engang med til et møde på den psykiatriske afdeling jeg var på, og det påvirkede hende meget, at de snakkede om mig som et sagsnummer, og ikke som hendes søster, personen. Jeg holdt om hende og ville meget gerne trøste, men jeg forstod ikke helt problemet, for jeg er jo et sagsnummer, det var sådan jeg også følte om mig selv. Der er nu gået mange år siden, og jeg skal nu træde ud i den virkelig verden og genopdage hvordan man er et rigtigt menneske.

De jeg var hjemme ved min far i julen skulle jeg finde mig ind i rollen som mere end bare hende den syge. Det handlede ikke så meget om hvordan min familie så mig, som om hvordan jeg så mig selv. Det var ikke et spørgsmål om hvordan de tilpassede sig mig og mine behov, det var om hvordan vi tilpassede os hinanden, og det var hyggeligt og værdigt, men det tog også voldsomt på mine kræfter.

Lige i disse dage hvor jeg ikke kommer ret meget ud, så går mit sagsnummer mig meget på, for selvom det er trygt når man har det skidt, så bliver det besnærende når man får det lidt bedre, og jeg føler mig fanget og ikke-menneskelig. Jeg kan have dage hvor jeg føler mig så lidt som et menneske, at jeg bliver helt sur over at have almindelige menneskelige behov som mad søvn og nærvær, men jeg er menneske, og jeg har behov.

Lige nu har jeg behov for mennesker der har lyst til at vare sammen med mig, fordi jeg er mig, og som ikke evigt og altid må stoppe den gode samtale, for nu er kl xx og så skal de videre i programmet. Jeg fandt en sådan person, men da det gik op for mig, at han faktisk var interesseret i mig og det ikke bare var for sjov, da gik jeg helt i panik og afviste ham på det kraftigste, for tanken om at blive menneske igen var for stor og overvældende. Nu savner jeg ham, for han var faktisk en flink fyr, og jeg skrev og spurgte om jeg kunne få en chance til, men jeg har ikke hørt noget endnu, og så gør jeg det nok heller ikke.

Tanken om at blive menneske igen kan virkelig være helt uhyggelig, for jeg har glemt hvordan man gør, men det er også nødvendigt. I tirsdags var jeg virkelig deprimeret og havde virkelig brug for min kontaktpædagog der var i huset, men som ikke havde tid til mig. Jeg holdt sammen på mig selv ved at tænke "hun kommer torsdag, hun kommer torsdag..." og selvom jeg havde andre gode snakke med andre pædagoger, så var det ikke det samme, og jeg sagde flere gange, at jeg meget gerne ville have en samtale med min kp torsdag. I går var det torsdag, men der var ikke sat tid af til mig, ikke sådan rigtigt, kun "så har jeg lige lidt tid mellem...", men jeg havde brug for mere end bare lige at blive proppet ind, jeg havde brug for at være en del af planlægningen, jeg havde brug for at få ordentlig tid, for at få talt det hele igennem.

Jeg var vred, ked af det, skuffet og såret over, at jeg ikke var på programmet, og alt sammen bare fordi min kp ikke havde kunnet komme til en computer. Jeg blev nødt til at kræve min ret til en samtale, og jeg følte at hun måtte hade mig for at spolere deres planlægning, men jeg gav helvede i, at det skulle være hende der satte filmen på til filmklup. Jeg følte mig dum og irriterende, også selvom hun sagde det modsatte.

Jeg fik min snak efter aftensmad, og til den tid havde min kp været inde og læse på computeren hvordan det var gået, og hun forstod godt, at jeg følte mig overset.

Nej, jeg er ikke gravid

I går var vi et par pædagoger og et par beboere af sted til Hinnerup Kollegiets butik i (big surprice) Hinnerup.

Jeg har i nu tre år boet på forskellige afdelinger af Hinnerup Kollegiet, dog i andre byer. Hinnerup Kollegiet er en række bo- og dagtilbud for voksne mennesker med en diagnose inden for Autisme Spektret, hvilket vil sige GUA, Aspergers, infantil autisme og deslige. Tilbudene er meget forskelligartede da der er stor forskel på funktionsevne, intelligens, spontanitet, psykisk ligevægt, fysisk formåen osv.

Der i Hinnerup hvor vi var på besøg, er der bosted, værksteder og butik. Deres brugere (jeg hader det ord) er af en helt anden slags en dem jeg er vant til, men de tog mægtig godt imod os. Kollegie butikken, som ligger i gåafstand fra stationen, er helt fantastisk. Der er i kattegorien kunsthåndværk, og man kunne f.eks få en retro læddertaske til kun lidt over 1000 kr, som jeg var ret tæt på at købe, og en masse andre hjemmelavede ting, og det var svært at tro, at dem der havde lavet det, er folk som folk mener er dumme.

Så kommer vi frem til hvorfor jeg ikke kan lide ordet brugere. Brugere indikere nogen der bare får og får, og det kommer let til at lægge sig op af ordet misbrugere, misbrugere af systemet, men disse mennesker var jo meget mere end det. De producerede noget, og endnu vigtigere, de producerede noget som var noget værd, noget som folk gerne vil have. Dette er ikke et medlidenhedsprojekt med nogle stakkels uintelligente mennesker der bare skal aktiveres og gemmes væk, det er faktisk kvalitet det de laver.

Da vi kom hilste vi på en venlig ung mand der kiggede meget intenst på C og mig. Da han var gået, fik vi at vide, at lige nettop ham her, var meget glad for unge piger med hestehale, hvilket vi begge havde. Jeg syntes at det var en virkelig sød og uskyldig interesse, og jeg lagde gerne hår til, og jeg fandt det ikke skummelt at han måske ville gå og tænke på mit hår resten af dagen.

Vi var rundt og se værkstederne, og jeg var virkelig imponeret over faciliteterne og brugernes evner. Vi mødte en der lavede nogle lamper af gamle cykeldele, som solgte som varmt brød, og vi hilste på hende der skilte cyklerne ad. Hun ville også gerne komme med i samtalen, men det kan være virkelig svært, jeg kender det jo selv fra især uni. Hun valgte at spørge mig om jeg var gravid. Normalt ville jeg være brudt hulkende sammen over en sådan kommentar, og den var da heller ikke helt sjov, men der var noget ved hende og måden hun spurgte, der gjorde, at jeg kom til at synes om hende i stedet, og vi gik videre til at snakke om hendes marsvin og hendes undulat der blev 12 år.

Det var måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på, men hun opnåede jo sit mål at komme til at snakke med mig, og jeg tror ikke, at hun kunne se, at det var en kommentar der kunne såre, for børn er jo søde, så en graviditet er en god ting. Jeg tror dog ikke, at det er en metode jeg vil tage til mig og bruge på uni, da jeg er mere velfungerende og derfor bør opføre mig 'pænere'.

Det var rart at komme lidt ud. Jeg har haft en måneds ferie ud af to, og nogle gange kan jeg godt komme til at føle mig lidt fanget og ugidelig inden for disse fire vægge.

om en depressiv dag

Jeg skrev ikke et indlæg i går, for jeg havde det ikke særlig godt, faktisk havde jeg det virkelig dårligt. Det er sjældent, at jeg vågner op og har det dårligt, normalt er det først noget der kommer snigende i løbet af dagen, så derfor genkendte jeg det slet ikke, jeg troede bare, at jeg var usædvanligt træt. Jeg var rastløs, men jeg fik lavet en boganmeldelse og noget hebraisk, for det var så befriende konkret. Jeg gik en tur med den hund der nogle gange kommer og besøger mig, men jeg gik en kortere tur end normalt, men jeg fik dårlig samvittighed, for hun er begyndt at blive lidt småfed.

Jeg kom hjem, og så spillede jeg badminton med en af de mandlige pædagoger. Spillet gik fint, selvom jeg ikke har rørt en ketcher de sidste 5 måneder, men da vi begge var ude af form, spillede vi kun i ½ time. Da vi kom til at rydde op, blev jeg så overvældet af opgaven, at jeg var ved at græde. Der var kun nogle enkelte genstande der skulle stilles/lægges ind i et tilstødende lokale, men jeg kunne ikke. Jeg var nødt til at gå på toilettet, og jeg kom først tilbage, da pædagogen var færdig. Hvordan kan man have overskud til at spille, men ikke til at rydde op? Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg ved, at det er det. Det var først da, at det gik op for mig, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Men selvom jeg i perioder har haft det dårligt, så har jeg ikke haft nogen depressive perioder i månedsvis, og det skræmte mig lidt.

Efter frokost fik jeg det endnu dårligere. Min kontaktpædagog var her, og jeg ville så gerne snakke med hende, men hun var inde i administration, så det kunne jeg ikke, ikke mere end et par minutter i hvert fald. Jeg kunne måske have teet mig som en vanvittig og grædt og hylet, men det ville have betydet, at hun ikke ville have nået det hun skulle, eller at hun skulle arbejde over. Man kan sige, at jeg jo havde det dårligt, at det kunne hun da godt gøre, men det kan man jo blive ved med at sige, vi er her jo alle fordi vi har det dårligt, og pædagogerne er også mennesker der har ret til deres frihed, vi kan ikke indkapsle hele deres liv. Jeg ville ikke være til gene, så jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, jeg vendte mig endog bort fra hende som i vrede, da hun skulle gå, for at det ikke skulle være alt for hårdt for mig selv. Senere fik jeg ros fordi jeg havde været så modig, men jeg syntes ikke, at jeg fortjente den ros, for jeg ønskede jo, at hun blev for min skyld, og jeg græd voldsomt da hun gik alligevel. Der var andre der var henne og prøve at snakke med mig, og jeg er taknemmelig for deres omsorg, men af forskellige årsager kunne jeg ikke fortælle dem hvad der var i vejen, da det var noget meget personligt som jeg ikke har lyst til at alle og enhver skal vide om mig.

Til aften var der en vikar som jeg holder meget af. Vi har talt om mangt og meget, men mest om harmløse ting, men jeg ønskede at tage chancen, for jeg kunne ikke bære det selv længere. Først var jeg dog tvivlrådig, men hun sagde, at det var okay, og hun holdt om mig og talte beroligende til mig, og til sidst gik jeg til bekendelse, og vi snakkede længe. Det var godt at få snakket om det, for gennem ordene forsvandt det uforståelige og skræmmende. Jeg er stadig lidt ked af det, men slet ikke i samme stil, og hun sad længe og holdt om mig til jeg var helt rolig og kunne gå i seng og sove trygt.

Intet indlæg i dag

desværre

Lyver jeg for mig selv?

Forleden så jeg "Smugspiserne" på TLC. Det er et fantastisk men ikke særlig seriøst program. To fede mennesker kan let ikke forstå hvorfor de ikke taber sig, de mener i hvert fald selv, at de kun spiser omkring 1300 kalorier, men efter mange meget dramatiserede undersøgelser, viser det sig, at de spiser omkring 3000 (en typisk kvinde skal have omkring 2000 kalorier. Det er ikke nogen intellektuelt stimulerende eller særlig høflig underholdning, men det var ganske sjovt.

Jeg har egentlig ikke lyst til at blive underholdt af fede mennesker, for de har jo nok større problemer, end at de ikke 'ved' at de skal spise sundt og motionere som for eksempel følelsesmæssige. Alligevel ser jeg det, og jeg elsker at se dem spise. Jeg var lige ved at sige, at det er politisk ukorrekt at sige sådan, men jeg er i tvivl om det er sådan længere, eller om at spådommen fra "Supersize me" er gået i opfyldelse, at det er blevet okay offentligt at irettesætte fede mennesker.

Pointen i "Smugspiserne" er, at folkene virkelig tror, at de ikke spiser ret meget, og det har sat en helt masse neuroser i gang hos mig. Jeg klynker konstant over at min vægt er stabil, og at det ikke lader til at jeg kan tabe mig, i hvert fald ikke mere end et par hundrede gram, som jeg så tager på igen, når jeg får menstruation. Samtidig klynker jeg, fordi jeg ikke synes at jeg spiser noget nævneværdigt, så jeg synes, at jeg burde tabe mig. Spørgsmålet er så, lyver jeg for mig selv og spiser i virkeligheden alt for meget?

Jeg talte med en af pædagogerne om det i går, og jeg var faktisk lidt ked af det. Hun sagde at man kan se på min mave, at jeg har tabt mig, men hvordan kan man det, når man dårlig nok kan se det på vægten? Jeg fortalte hvad jeg havde spist i løbet at dagen, og hun syntes ikke at det lød som for meget, men i og med, at hun ikke sagde, at hun syntes det var for lidt, så føltes det alligevel af for meget. Hun sagde at jeg nok fik hvad min krop har brug for, hvilket jeg ved er en god, men det føltes bare ikke sådan.

Jeg er ikke dum, jeg ved godt, at jeg ikke er som personerne i det tv-program, jeg ved godt at jeg er sund og slank, men nogle dage bliver jeg bare overvældet af en følelse af, at det hele er en løgn, og at jeg gør mig selv til grin ved at sige sådan.

Nogle gange er der tykke mennesker der ser på mig og fortæller mig, at jeg er heldig og at jeg har det let. Er jeg det? Det føles ikke altid sådan, men måske er det blevet sådan. Jeg har pint og plaget min krop igennem så mange år, at det er blevet en vane, og vaner er lettere at opretholde end intentioner, så måske har jeg det virkelig nemt. Jeg har ikke spist ret meget kød de sidste 9 år, og jeg har så godt som ikke spist sukker de sidste to. Ingen af de ting var lette at give slip på. Kødet savner jeg meget sjældent, men slik gør jeg. Når jeg står nede i supermarkedet og er omringet af slik, når der er den ene reklame efter den anden for søde sager, så løber min mund i vand, og jeg ønsker det hele, jeg kan nærmest smage det, men bare ikke godt nok til at det tilfredsstiller mig, det er som om hele min krop længes efter denne ene lille ting, men jeg ved, at hvis jeg giver efter, så bliver det endnu engang til et mareridt som jeg ikke bare lige kan stoppe igen.

Det bliver lettere, det gør det da. Som årene går og det bliver en vane IKKE lige at lægge en plade Ritter sport med marcipan i kurven. Men jeg ved ikke om jeg synes at jeg har det let.

Elvere og orker

Jeg vedkender mig klart, at jeg er en nørd, men jeg synes selv, at jeg er det på en sød og charmerende, måske endda grænsende til cool måde. Det med cool kan jeg nok droppe alt om nu, for jeg er i gang med en af de mest nørdede bøger der findes, og jeg nyder den. "Silmarillion" hedder den, og er skrevet af Tolkien (ham med "Ringenes Herre"). "Ringenes Herre" er nørdet på den lidt cool måde, især efter at den blev filmatiseret. Det er bøger som vi normalt kender dem. "Silmarillion" er "Ringenes Herre"s religiøse tekster, sagn og myter, om dengang jorden blev skabt, og elvernes og menneskets slægtstavler.

 Hov hov, det er jo den slags jeg beskæftiger mig med til dagligt (Biblen), så tror da pokker at jeg synes at det er spændende. Mange misforstår ordet 'myte', man tænker at det bare er en form for eventyr eller noget der ikke er rigtigt, men det er mere end det. En myte er en udtryksform til hvordan man gør det uhåndgribelige konkret, en form hvori man prøver at (be)gribe det hellige. En myte er fortællinger om dengang naturkrafterne blev til, og fortæller hvorfor tingene er som de er. Hvorfor er der dag og nat? Hvem er det passende, eller mere nøjagtigt ikke passende at gifte sig med? Hvor er gud(erne)? Hvorfor er vi til? Er der nogen mening med det hele? Hvad er rigtigt og forkert, godt og ondt?

Både i Biblen og i "Silmarillion" går jeg dog helt kold i genealogier for både mennesker og elvere forplanter sig i et væk. Jeg kan til min død ikke huske forskel på Fingolfin og Finarfin, Fingol og Finrod, men lur mig om ikke Wikipedia kender svaret, hel ærligt, så venter jeg på at jeg støder på en Fynerfin.

Jeg kom i gang med at læse bogen fordi jeg begyndte at stille spørgsmål til filmene. Jeg burde stille spørgsmål til bøgerne, men jeg har aldrig læst den sidste 1½ bog, og den første 1½ er meget længe siden, 2.g for at være nøjagtig, men så kom der en eksamen, og jeg kom aldrig videre. Er ørnene engle? Hvorfor er der uvilje mellem dværge og elvere? Hvordan ser elvere mennesker? Hvor lang tid tager det en udødelig at nå til kønsår og alder? Føder ophøjede væsner også i smerte? Hvor passer Gandalf ind i alt det her?

Kan du forestille dig hvordan en hun ork ser ud? Ifølge "Silmarillion" har orkerne nemlig kønnet forplantning. Orkerne var oprindeligt elvere der blev tortureret til ondskab, hvilket længe undrede mig, men elverne er i 'virkeligheden' nogle meget sårbare væsener der blandt andet går helt i spåner over at miste, eller der sker store livsændringer. Jo mere ophøjet et væsen er, jo mere forkvaklet og modbydeligt må dets modsætning være. Et menneske kan være en helgen eller en led satan, men fysisk tager vi ikke form deraf. Orker og elvere er af en helt anden kaliber, og derfor kan to så forskellige væsener (i betydningen væremåder) ikke findes i samme kropslig lighed, om end end elver også kan være lidt af et bæst.

Om at forsvare sit studie

I går var jeg for første gang, efter at jeg er genstartet på uni, nødt til at forsvare hvorfor jeg studerer de ting jeg gør. Det var ikke så meget, hvorfor læser jeg teologi, det var mere, hvorfor læser jeg hebraisk.

Jeg læser hebraisk fordi jeg gerne vil studere det gamle testamente. Men hvorfor læser jeg så bare ikke oversættelsen? For at der skal være en oversættelse, skal der være nogen der oversætter, men hver gang man sætter sig ned og laver en oversættelse, så laver man også en fortolkning, for sprog er ikke en fast størrelse, et ord og en udtryksmåde indeholder en helt række af betydninger, og man skal ikke være sikker på at finde et dansk ord der passer 100%, med et sprog så gammelt og fra så fjern en egn som hebraisk, så er det faktisk meget lidt sandsynligt at man finder et helt dækkende ord. Hvert af de ord man kan vælge imellem er så en lille smule rigtige, men samtidig også en lille smule forkerte, man skal så vurdere hvilket ord der passer bedst med ens egen tolkning af teksten, hvilket måske ikke er den mest objektive proces i verden.

Alt dette gælder ikke kun oversættelsen fra hebraisk til dansk af det gamle testamente, det gælder alle oversættelser. Jeg snakkede en dag med en litauisk veninde, og hun fortalte at hun fik et chok da hun læste Paulus' breve på dansk (oprindeligt græsk), den teologiske stl var meget anderledes, meget mere streng på dansk.

Men hvorfor vil jeg studere det gamle testamente, jeg er jo kristen, og de følger da det nye. Jesus sagde "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt 5,17) og loven er det gamle testamente. Abraham fik to sønner Ishmael og Isak og blev derved stamfader til de tre store religioner, jødedom, kristendom og Islam. Det gamle testamente er en langt vigtigere tekst end mange mennesker tænker, og det er derfor det er også er med i den kristne bibel.

Der ud over må jeg indrømme, at jeg studerer det fordi jeg er en nørd. Jeg synes simpelthen at det gamle testamentes historier, sprog og kultur er super fedt at læse om. 

Om at elske sin familie

Problemet ved at have en blog er, at det er en ensidig subjektiv kommunikationsform, det vil sige, at I hører min historie, men mit liv består af mere end bare min historie, og især i julen var der også min søsters, fars og farmors historier. Jeg skrev meget om hvad jeg gjorde for at tilpasse mig dem, og det kan måske komme til at lyde som om stakkels lille mig skulle undertrykke mig selv fordi min familie ville have det, men sådan er det slet ikke.

I en familie er man alle nødt til at tilpasse sig, og man gør det af kærlighed til hinanden. Det kan ikke undgås at vi alle har vores små krummelure og særheder, nogle af dem er for store til at være i en lille lejlighed under en snestorm, og så må man dæmpe sig lidt for en tid, andre er vigtige, og så må de andre tilpasse sig. Sådan justerer vi alle vores væremåde hele tiden, både i familien og i samfundet, og sådan bør det også være. Selvfølgelig er der også tilfælde hvor man tilpasser sig for meget og det hele ender med at blive en løgn, og sådan skal det helst ikke være.

Min nærmeste familie består ar far, mor (skilt), søster og farmor. Hvad betyder det at elske sin familie?

Jeg er vokset op uden noget sprog for følelser. Jeg kendte alle ordene, men jeg vidste ikke hvad de betød, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Hvad mine egne følelser gjaldt, så havde jeg det tåleligt, dårligt eller forfærdeligt. Så kom jeg langt om længe ind i det psykiatriske system, og langsomt og tålmodigt lærte sygeplejerskerne mig forskel på angst, vrede, frustration, depression og lavt blodsukker, men det var alle de dårlige følelser. Inden for det sidste år er jeg begyndt at få det bedre/godt, og det betyder, at jeg skal lære de gode følelser at kende, det sker dog ikke lige så systematisk.

Jeg er begyndt at bruge ordet 'elske', det stoppede jeg ellers med i folkeskolen fordi en lærer snakkede om at man tit bruger det for meget, så det mister sin betydning. Men ikke at bruge det for meget er ikke det samme som slet ikke at bruge det, det forstod jeg bare ikke dengang. Jeg lærte igen at bruge ordet fordi jeg har en veninde der er meget syg, og som har brug for mennesker der elsker hende. Lige så stille begynder jeg også at bruge ordet til min familie. Ikke at jeg ikke elskede dem før, jeg vidste bare ikke, at de også har et behov for at blive elsket og vide at de bliver elsket.

At blive elsket og vide at man bliver elsket er jo ting jeg selv har behov for, så det er 'sjovt' at det ikke er gået op for mig at det også skulle gå den anden vej, men jeg var ikke sikker på om jeg følte mig værdig til at elske nogen.

Hvad betyder det at elske nogen? Jeg har ikke et sprog for de gode følelser, og hvordan kan man definere følelser man ikke har ord for?
- Jeg kan lide min familie.
- Jeg har lyst til at være sammen med dem.
- Jeg har lyst til at gøre noget godt for dem.
- Jeg har lyst til at give dem gaver.
- Jeg har lyst til at få det bedre for dem.
- Jeg har lyst til at tilgive dem når de træder ved siden af, og har brug for at blive tilgivet når det er mig der gør det.
- Jeg kan ikke lide det når de er kede af det, bange eller andre negative følelser.
- Jeg kan ikke lide når der sker noget dårligt for dem.
- Jeg tænker på dem dagligt.
- Engang imellem er de skøre, irriterende eller uforståelige, men det ændrer ikke mine følelser for dem.
- Der er så uendeligt mange ting som jeg ikke ved om dem, men alligevel kender jeg dem bedre end nogen anden.
- Når jeg er sammen med dem er jeg beskyttet, også for mig selv.
- Sammen med dem er mine smil og grin anderledes, jeg ved ikke hvordan og hvorfor, om det er godt eller skidt, det er bare anderledes.
- Når vi sidder sammen og hygger os, bobler det inde i maven.

Om et tilfældigt møde med præsten

I går skulle jeg lige et smut i Føtex efter bind og tamponer (nogle af os bløder så meget, at vi er nødt til at gå med livrem og seler). Jeg havde købt mig en sukkerfri chokolade müslibar som jeg gumlede på mens jeg gik i mine egne tanker. Udenfor butikken stødte jeg så på min præst, som jeg ikke har set i jeg ved snart ikke hvor mange måneder, 6 tror jeg. Er det virkelig så længe siden? Det må det være. Derfor blev jeg også en lille smule flov over at se ham, og også fordi jeg var pinagtigt bevidst om hvad jeg lige havde været inde og købe. Det lå i min taske og kunne ikke ses, men engang imellem kommer teenageren op i mig. Det er et eller andet sted lidt sødt, men også lidt irriterende.

Præsten gav mig et stort smil, og vi stod lidt og snakkede. Jeg fortalte, at jeg var begyndt på universitetet igen, hvilket han blev meget begejstret for. Jeg sagde også, at det tog meget af min tid og energi, for ligesom at komme med en vag undskyldning for ikke at komme så meget i kirken. Så slog han mig på skulderen og sendte mig hjem, for jeg var kommet af sted uden jakke, og han mente, at jeg måtte fryse, hvilket jeg også gjorde lidt.

Nogle gange når man kommer i kirken, kan præsten godt virke lidt langt væk deroppe ved alteret, også når man står i en lang kø for at trykke ham i hånden efter messen (gudstjenesten), så det var rart at måde ham ganske afslappet ude i byen. Det gav en følelse af, at han kunne huske lige nettop mig, at lige nettop jeg også har en betydning, at han også er MIN præst. Det gjorde mig rørt og glad.

Katolsk betyder almindelig eller det som angår helheden, og det er da meget smukt, men jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, og de fleste af mine katolske venner bor på Fyn eller Sjælland, så nogle gange kan jeg godt føle at jeg står lidt ude i periferien. De gange jeg kommer til messe, kan jeg godt føle mig lidt ensom midt imellem alle familierne der kender hinanden på kryds og tværs. Der er sikkert også andre ensomme i kirken, jeg har bare aldrig givet mig selv en chance for at finde ud af det, jeg trækker mig bare.

Om dette møde kommer til at betyde noget i det lange løb, det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald været inde og tjekke messetiderne i denne uge og skrevet dem ind i min kalender (godt nok i parentes). Så må vi se.

Om en 'forkert' døgnrytme

Jeg har gennem mange mange måneder været vandt til at stå tidligt op og gå tidligt i seng (det skulle være så sundt for en lille dreng), men så kom julen og så kom der rod i det hele. Jeg sov i stuen, og der var jo grænser for hvor tidligt jeg syntes, at jeg kunne jage de andre i seng. Jeg ville jo også gerne være oppe, jeg ville jo gerne sidde og hygge mig med dem, jeg ville gerne med til julefrokost, jeg ville gerne det hele. Normalt ville jeg slet ikke være i stand til at være så længe oppe, men jeg fandt ud af, at hvis jeg eksperimenterede lidt med min medicin, så kunne jeg godt, så det gjorde jeg, og vi havde nogle gode lange aftener.

Det har så i den anden ende betydet, at jeg har stået senere op, og jeg finder mig i det fordi aftnerne har været hyggelige, men jeg hader at stå sent op, jeg bliver så gnaven og forvirret, og jeg kommer skævt i gang med dagen, og i dag måtte jeg for eksempel springe min træning over, for jeg kunne slet ikke finde plads til det inde i hovedet (overvejer at gå ned i kælderen senere og bokse, bare for at få rørt mig lidt). Det er næsten en uge siden, at jeg kom hjem til mig selv igen, men der har været ferie stemning og ferie vagtplan, og så kom nytåret, og midt i alt det, har jeg ikke kunnet finde ud af at få en almindelig hverdag op og køre igen med ro, regelmæssighed og renlighed.

Jeg var ellers helt forfærdeligt træt i går eftermiddags og lå bare på sofaen og klynkede mens jeg så sigøjner bryllupper i fjernsynet

"Jeg kan altså bare overhovedet ikke overskue at klokken kun er 17, jeg er bare så forfærdeligt træt".

Så efter maden, som jeg hurtigt fik skovlet i mig, gik jeg i seng, men selvom jeg var så træt, kunne jeg bare slet ikke falde i søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig og jeg svedte tran. Til sidst overgav jeg mig, og gik ned for at få noget beroligende.

I dag begynder hverdagen igen, og det er vigtigt for mig, at vende tilbage til en fast døgnrytme, hvor jeg ved hvornår jeg går i seng og hvornår jeg står op, hvilke dage jeg træner, og hvilke dage jeg ikke gør. Det er enormt usikkert for mig, at det hele er op til tilfældighederne, og jeg får en stram fornemmelse i maven af ren og skær nervøsitet. Det er vigtigt for mig at have faste rutiner, for så ved jeg sådan ca hvad jeg skal hvornår. Hvis jeg vågner tidligere end tænkt, så gør det ikke så meget, så er der nemlig bare mere tid til at lave de ting jeg skal, men hvis jeg derimod vågner sent, så skal jeg begynde at planlægge min dag på ny, og det kræver meget af mig. Jeg skal flytte rundt på mine planer, og jeg skal vælge ting fra, men jeg har ikke lyst til at vælge noget fra, for hver lille del, er med til at skabe en god start på dagen. Hvis der mangler noget, bliver det en procentvis mindre god start på dagen, og så er der en sandsynlighed for, at det også bliver en mindre  god dag. hvis der mangler en brik om morgenen, hvordan kan jeg så stole på, at resten af dagen kan blive som tiltænkt? Så bliver jeg bange og forvirret. De fleste dage ender det hele med at gå ganske udmærket alligevel, men ikke altid, og det er dette 'ikke altid' som jeg er bange for.

Det er også vigtigt for mig, at opbygge en eller anden form for rutine inden universitetet starter igen til februar. Hver fredag skal jeg møde kl 8 til to timers gammel testamente. Det betyder, at jeg skal af sted lidt i 6 om morgenen. Det ville normalt ikke være noget problem, men efter jul er jeg begyndt først at vågne ved 7 tiden. Jeg plejer også at træne ved 6-tiden, men hvordan skal jeg turde gå derhen senere nu hvor folk stadig går op i deres nytårsfortsæt? Hvordan kan jeg for eksempel håbe at få min yndlingsmaskine, hvis der er risiko for en million milliard mennesker derovre? Derfor går jeg lige om lidt ned i vores egen kælder, for der er der ingen andre end mig selv, og så håber jeg på at vågne tidligere i morgen.

Om nytår

Hold da op hvor har jeg sovet længe, men jeg trængte vel til det som pædagogerne ville sige. Det er ikke et af mine yndlingsudtryk, for det tager ikke med hvor fesent jeg har det, når jeg vågner og dagen allerede er i fuld gang. Okay, det er måske ikke alle der synes, at dagen er i fuld gang kl 8 1. januar, men jeg diskriminerer ikke mellem dagene.

Hvorfor skiller vores kalenderår egentlig 1. januar? Man skulle da tro, at man ville starte året ved en eller anden form for festdag, eller årets korteste dag. 1. januar er så vidt jeg husker en festdag for jomfru Maria, men den ligger der vist nærmere fordi det er 1. januar, frem for at 1. januar ligger dér på grund af den.

I hvert fald var det nytårs aften og jeg spankulerede rundt i mit fine tøj og høje sko, all dressed up, and nowhere to go. Nej, det var fint nok, vi havde det faktisk rigtig hyggeligt, to pædagoger, to drenge og mig. maden kom udefra, men vi besluttede os for, at det ikke var nok, så vi lavede da bare lige lidt mere, for vi skulle i forvejen lave min mad, så lidt fra eller til spillede vel ikke den store rolle. Nej, jeg kunne ikke lige overskue mad udefra. Jeg blev rædselsslagen ved tanken om ikke at vide hvad der var i, og jeg ville egentlig helst have noget trygt og velkendt. Jeg smagte dog også lidt af det andet, og jeg smagte for første gang i mit liv rå pastinak. Der var også nogle store humpler koldrøget laks, og det smagte egentlig udmærket, men det der blev tilbage når man med besvær havde skåret kødet fra skindet, lignede rå blodige indvolde, og min mave krympede sig, og jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen overhovedet kunne spise den slags, men måske det bare var min spiseforstyrrelse der talte.

Jeg ved ikke om spiseforstyrrelsen talte så meget i går, det kan nogle gange godt være svært at vurdere. Jeg spiste hvad der svarer lidt til en normal portion mad (selvom det var nytårs aften og man burde fejre det). Jeg spiste en skive laks, fire små kartofler, to skiver brød og lidt salat, og så drak jeg selvfølgelig det ene glas pepsi max efter det andet. Min tidligere kontaktpædagog ville egentlig gerne have mig til at spise mere, men jeg kunne simpelthen ikke, det vendte sig i mig ved den blotte tanke. Sådan går det tit for tiden, at jeg føler mig proppet, selvom jeg ikke har spist så forfærdeligt meget. I gamle dage kunne jeg spise tre liter is på 30 min og så spise videre, i dag kan jeg ikke komme igennem en to retters menu. Man skulle tro, at jeg var glad, er det da ikke det jeg har drømt om i så mange år,at blive frataget min oksesult? Jeg er da også glad, sådan delvist i hvert fald, men jeg taber mig ikke, og det går mig på. Jeg har med ganske få undtagelse vejet det samme siden marts sidste år selvom jeg spiser mere og træner mindre (eller også var det omvendt) og det frustrerer mig.

Jeg var ih og åh så fin i gårs aftes, og jeg sugede rosen til mig som en karklud. Jeg har det med ros, som en karklud har det med vand. Ligesom en karklud skal være fugtig for rigtigt at suge vand til sig, ligeledes skal jeg også have selvtilliden i orden for at kunne tage imod ros, ellers affærdiger jeg det bare og bliver flov. Sikke en yndig analogi. Jeg spankulerede rundt med næsen i sky, men da min sengetid nærmede sig, sank mine skuldre ned. Pludselig syntes jeg ikke, at jeg fortjente at være pæn, og jeg blev faktisk så urolig over det, at jeg måtte tage beroligende medicin.

Jeg faldt i søvn så snart kl blev 12 og alle raketterne gik i gang.