Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.
Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.
Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.
Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.
Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.
Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.
Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brok. Vis alle opslag
søndag den 2. april 2017
søndag den 2. oktober 2016
Alt for megen løsningsorientering
Det er enormt svært for mig at komme til at tale om mine følelser for tiden, for hver eneste gang jeg begynder at sige noget, så bliver jeg afbrudt af folks hjælpsomme forsøg på at analysere mit problem og løse det. Og det irriterer mig, for jeg ved udmærket godt hvad mit problem er (studieadministrationen) og hvordan jeg forhåbentlig skal løse det (sende min ansøgning). Denne sag har kørt i månedsvis (5 måneder) og jeg er efterhånden ret træt af at tale om det, især fordi der så sjældent er noget nyt at fortælle.
Det er godt at kunne tale om problemerne, men jeg er langt mere som person en dette ene spørgsmål, men når folk fokusere så meget på nettop denne ting, så kan det være svært at bringe andre emner på banen. Det burde ikke være sværere end at sige "jeg vil egentlig hellere tale om .....", men det der gør det svært er frygten for at dette så også bliver et af de emner man ikke vil slippe igen.
Jeg kan godt nogle gange blive mere sur over det, end jeg egentlig kan tillade mig. Jeg ved jo godt, at folk bare forsøger på at være venlige, og vise at de gerne vil stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp, men når jeg så bag efter sidder og tænker på det der bliver sagt, så får jeg en væmmelig følelse af, at man gør sådan, bare fordi det er nemmest. Hvis man roder rundt i de samme spørgsmål igen og igen, så behøves man ikke tænke over hvad man ellers skal sige.
Jeg tænker, at det jo nok er noget vi alle sammen gør, for hvordan skal man ellers indlede en samtale? Normalt er det jo heller ikke noget problem, men så snart man har et større problem som det er åbenlyst at tale om, og man samtidig har flere folk der spørger ind til hvordan man har det, så når man efterhånden en grænse, hvor man har lyst til at eksplodere hver eneste gang emnet bliver berørt.
Lad os tale om den melankolske følelse man får når vejret bliver koldere og træerne bliver gule. Lad os tale om hvor ensomt det er at gå i en klasse, hvor man ikke har en ven, også selv alle er enormt søde mod en. Lad os tale om hvordan lektier er noget lort og at det er træls at cykle i regnvejr, men lad os for guds skyld lade være med at tale om hvordan man bedst kan løse disse problemer,
Det er godt at kunne tale om problemerne, men jeg er langt mere som person en dette ene spørgsmål, men når folk fokusere så meget på nettop denne ting, så kan det være svært at bringe andre emner på banen. Det burde ikke være sværere end at sige "jeg vil egentlig hellere tale om .....", men det der gør det svært er frygten for at dette så også bliver et af de emner man ikke vil slippe igen.
Jeg kan godt nogle gange blive mere sur over det, end jeg egentlig kan tillade mig. Jeg ved jo godt, at folk bare forsøger på at være venlige, og vise at de gerne vil stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp, men når jeg så bag efter sidder og tænker på det der bliver sagt, så får jeg en væmmelig følelse af, at man gør sådan, bare fordi det er nemmest. Hvis man roder rundt i de samme spørgsmål igen og igen, så behøves man ikke tænke over hvad man ellers skal sige.
Jeg tænker, at det jo nok er noget vi alle sammen gør, for hvordan skal man ellers indlede en samtale? Normalt er det jo heller ikke noget problem, men så snart man har et større problem som det er åbenlyst at tale om, og man samtidig har flere folk der spørger ind til hvordan man har det, så når man efterhånden en grænse, hvor man har lyst til at eksplodere hver eneste gang emnet bliver berørt.
Lad os tale om den melankolske følelse man får når vejret bliver koldere og træerne bliver gule. Lad os tale om hvor ensomt det er at gå i en klasse, hvor man ikke har en ven, også selv alle er enormt søde mod en. Lad os tale om hvordan lektier er noget lort og at det er træls at cykle i regnvejr, men lad os for guds skyld lade være med at tale om hvordan man bedst kan løse disse problemer,
søndag den 28. august 2016
Orden og kaos
Jeg burde være taknemmelig over, at der gik så lang tid før regeringens universitetsreformer ramte mig, for selvfølgelig er det en af de primære faktorer i den sag jeg har kørende med universitetet. Men jeg er ikke taknemmelig. Før jeg selv blev ramt levede jeg i lykkelig uvidenhed og nu står jeg så og ser lamslået på listen af krav politikerne stiller mig overfor 'for at alle studerende skal stå på lige fod'. Spørg mig ikke hvad der menes dermed, og jeg er heller ikke sikker på, at universitetsadministrationen forstår det. De havde i hvert fald meget travlt med at forklare, at det ikke var deres ide, og at det hele er politikernes skyld.
Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.
Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.
Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.
Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...
Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.
Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.
Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.
Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...
søndag den 21. august 2016
Handlingens mulighed vs venten
Hvis nogen derude tænker, at der er gået en uge siden sidste oplæg, så selvfølgelig er der fundet en løsning på mine genvordigheder med universitetsadministrationen, så er det fordi de ikke har tilstrækkelig erfaring med den slags sager. Selvfølgelig er der ikke sket noget nyt i sagen, som i absolut intet, nada, nix. Det er fordi, at ikke alene skal jeg snakke med en masse mennesker om hvad der skal ske og hvordan det skal gøres, jeg er også nødt til at vente på at de har tid til at se mig. Og i denne uge har jeg derfor ikke kunne gøre andet end at vente.
At stå i venteposition er en anderledes følelse end den form for angst jeg har talt om de sidste par gange. På den positive side, så er der gået en hel uge uden at nogen har prøvet at gøre livet surt for mig. Desværre betyder den evige venten samtidig, at jeg er frarøvet muligheden for at handle. Så længe der sker noget i sagen er jeg præsenteret for en række af muligheder. Jeg kan bevare roen eller jeg kan blive sur. Jeg kan ringe til nogen eller skrive en mail. Jeg kan stille et spørgsmål og jeg kan prøve at omformulere det når de svar jeg får er helt hen i været.
Som jeg skrev i sidste uge, så kan handlingens uendelige muligheder være direkte angstfremkaldende, og jeg vil ikke nedtone hvor svært det kan være at gå igennem. Fordelen ved handlingens muligheder er dog den eventuelle mulighed for at den næste handling fører til sagens løsning. Ofte er det et hamrende naivt håb, men muligheden for håb er trods alt til stede.
Hvad er der så tilbage når man er frataget handlingens mulighed? Ikke ret meget, kun en flad fornemmelse af ingenting. Jeg er fritaget for handlingens pres, så jeg har energi til at lege med venindens børn, tage på pokemonjagt med Kæresten og tage på sheltertur med vennerne, og det er rart, men jeg tynges heletiden ved bevidstheden om, at sagen ikke er løst og at der absolut intet nyt sker før tidligst tirsdag. Jeg skal starte på universitetet om en uge, men jeg ved ikke hvilke fag jeg skal følge og hvor mange. Jeg ved ikke engang om jeg til at tage fag sammen med folk jeg kender i forvejen, eller om jeg skal til at lære en helt ny årgang at kende.
Det er dybt frustrerende, og det bliver kun endnu mere frustrerende af, at der absolut ikke er noget jeg kan gøre for at fremskynde en løsning.
At stå i venteposition er en anderledes følelse end den form for angst jeg har talt om de sidste par gange. På den positive side, så er der gået en hel uge uden at nogen har prøvet at gøre livet surt for mig. Desværre betyder den evige venten samtidig, at jeg er frarøvet muligheden for at handle. Så længe der sker noget i sagen er jeg præsenteret for en række af muligheder. Jeg kan bevare roen eller jeg kan blive sur. Jeg kan ringe til nogen eller skrive en mail. Jeg kan stille et spørgsmål og jeg kan prøve at omformulere det når de svar jeg får er helt hen i været.
Som jeg skrev i sidste uge, så kan handlingens uendelige muligheder være direkte angstfremkaldende, og jeg vil ikke nedtone hvor svært det kan være at gå igennem. Fordelen ved handlingens muligheder er dog den eventuelle mulighed for at den næste handling fører til sagens løsning. Ofte er det et hamrende naivt håb, men muligheden for håb er trods alt til stede.
Hvad er der så tilbage når man er frataget handlingens mulighed? Ikke ret meget, kun en flad fornemmelse af ingenting. Jeg er fritaget for handlingens pres, så jeg har energi til at lege med venindens børn, tage på pokemonjagt med Kæresten og tage på sheltertur med vennerne, og det er rart, men jeg tynges heletiden ved bevidstheden om, at sagen ikke er løst og at der absolut intet nyt sker før tidligst tirsdag. Jeg skal starte på universitetet om en uge, men jeg ved ikke hvilke fag jeg skal følge og hvor mange. Jeg ved ikke engang om jeg til at tage fag sammen med folk jeg kender i forvejen, eller om jeg skal til at lære en helt ny årgang at kende.
Det er dybt frustrerende, og det bliver kun endnu mere frustrerende af, at der absolut ikke er noget jeg kan gøre for at fremskynde en løsning.
søndag den 10. juli 2016
Efterrationalisering ovenpå en eksamen
Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
"Redegør kort for mellemøstkonflikten".WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:
"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:
- Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen.
- Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
- Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.
Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.
Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.
søndag den 20. marts 2016
En improviseret omvej
Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.
Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.
Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.
Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.
Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.
Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.
Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.
Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.
lørdag den 19. december 2015
NemID og Rejsekort
Jeg fik rent faktisk taget mig sammen til at begynde min eksamenslæsning. Jeg er hverken hurtig eller effektiv, men jeg er i det mindste i gang. Om jeg egentlig forstår et ord af det jeg læser venter jeg med at tage stilling til til en anden dag. Selvfølgelig forstår jeg noget af det, men forstår jeg nok til at kunne klare min eksamen godt? Eller bare middelgodt?
Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.
I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.
Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.
Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...
Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.
I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.
Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.
Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...
søndag den 22. november 2015
Bedre end det gamle men skræmmende anderledes
Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.
Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.
Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.
I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.
Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.
Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.
I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.
fredag den 19. juni 2015
Dagen derpå
Dem jeg stemte på tabte, men flere af dem jeg kender stemte på dem der vandt. Dem jeg keder, som stemte på dem der vandt, er søde og fornuftige mennesker, også selvom dem de stemte på, ikke er de samme som dem jeg stemte på. Jeg stoler på mine venner, og selvom jeg ikke instinktivt stoler på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, så må jeg stole på, at de venner jeg stoler på kan stå inde for, at de stemte på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, og at dem som vandt, eftersom de blandt andet er stemt ind af venner jeg stoler på, måske ikke er helt så onde og grusomme, som jeg nogle gange forestiller mig.
... jeg er dog stadig en lille smule sur over at vi tabte.
... jeg er dog stadig en lille smule sur over at vi tabte.
fredag den 16. januar 2015
Post-eksamens-koma
I flere dage har jeg prøvet at komme op med et indlæg, men min hjerne har været helt tom, og det er den for den sags skyld stadig. Jeg sover ca 12 timer hver nat, og mine dage tilbringer jeg foran computeren med at se Stephen Fry på YouTube. Jeg har ikke været uden for en dør andet end for at handle. Jeg har været så inaktiv, at jeg ikke engang er helt sikker på, at jeg kvalificerer som menneskelig.
Jeg er så træt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde igen vil blive klar til at starte på næste semester, eller, selvfølgelig bliver jeg det, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem at være træt og være doven. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen og se at komme ud af døren.
Den ene dag begyndte jeg at vokse mine ben. Jeg nåede at tage det ene, men så kunne jeg ikke overkomme mere, så i flere dage rendte jeg rundt med ét normalt ben og ét wookee ben. Heldigvis var Kæresten lidt ligeglad.
Kæresten prøver ellers meget at opmuntre mig til at komme ud. I dag slæbte han mig med i IKEA. Jeg var bestemt ikke begejstret, men det var egentlig okay at være der sammen med nogen, for så føles det en anelse mindre deprimerende at vandre rundt i deres uendelige gange. Vi købte et par småting, men de ting vi egentlig skulle have var udsolgt, så nu ender det med at han slæber mig med derud igen en anden dag.
Nå, men i det mindste kom jeg lidt ud i den friske luft og fik røde runde kinder.
Jeg er så træt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde igen vil blive klar til at starte på næste semester, eller, selvfølgelig bliver jeg det, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem at være træt og være doven. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen og se at komme ud af døren.
Den ene dag begyndte jeg at vokse mine ben. Jeg nåede at tage det ene, men så kunne jeg ikke overkomme mere, så i flere dage rendte jeg rundt med ét normalt ben og ét wookee ben. Heldigvis var Kæresten lidt ligeglad.
Kæresten prøver ellers meget at opmuntre mig til at komme ud. I dag slæbte han mig med i IKEA. Jeg var bestemt ikke begejstret, men det var egentlig okay at være der sammen med nogen, for så føles det en anelse mindre deprimerende at vandre rundt i deres uendelige gange. Vi købte et par småting, men de ting vi egentlig skulle have var udsolgt, så nu ender det med at han slæber mig med derud igen en anden dag.
Nå, men i det mindste kom jeg lidt ud i den friske luft og fik røde runde kinder.
fredag den 28. februar 2014
Om at være stemplet
Sidste gang skrev jeg om ikke at gøre noget, når man egentlig godt kunne, men i dag skal det så handle om ikke at kunne gøre noget, selvom man egentlig gerne vil.
Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.
Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.
Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.
Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.
Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.
Jeg har haft mange forskellige psykiatere gennem de sidste syv år. Nogle enkelte har været nogle fjolser, men det fleste gom jeg egentlig ganske udmærket ud med. nu hvor jeg er flyttet til Aarhus har jeg fået en psykiater der er helt forfærdelig. Han er egentlig ganske flink det meste af tiden, men hans patientsyn driver mig til vanvid.. For at sige det kort, så kan vi slet ikke finde ud af at kommunikere, og selvom jeg gør opmærksom på de ting som jeg ikke forstår, så prøver han ikke engang at tilpasse formen.
Efter vores første møde var jeg så frustreret, at jeg slæbte min psykolog med til det næste. Det var egentlig meningen, at hun bare skulle oversætte for mig hvad der foregik, men hun blev så forarget over min psykiater, at hun straks gik i gang med at skaffe mig en ny, selvom det ikke er nogen nem opgave. Det var på det tidspunkt, at det gik op for mig, at det ikke var mig den var gal med, men min psykiater der var et fjols.
Jeg vil meget gerne have en ny psykiater, jo før jo bedre, men jeg har også lidt dårlig samvittighed. Jeg er en svagelig person, men samtidig er jeg også en stærk person som kæmper for mine rettigheder, og jeg har et netværk der hjælper mig med at kæmpe. ved at få en ny psykiater kæmper jeg for mig selv, men hvad med den næste patient? Min psykiater kommer fra en afdeling med mange ADHD og aspergerpatienter, folk med samme kommunikationsvanskeligheder som mig, mange som vil have det meget dårligt, og jeg føler at jeg ikke har nogen muligheder for at hjælpe dem.
Som psykiatrisk patient er jeg stemplet, det betyder at jeg ikke har de samme muligheder for at klage som andre. Hvis en psykiatrisk patient ikke kan lide sin psykiater, formodes det som den største selvfølge i verden, at patienten projicerer sine egne problemer over på psykiateren. jeg har vænnet mig så meget til systemet, at det endda var det jeg selv troede da jeg til vores første møde følte mig nedgjort og ligegyldig.
Selvfølgelig findes der i teorien klagemuligheder inden for psykiatrien, men det vil altid være voldsomt svært at få en sag igennem, da det meste bygger på subjektive vurderinger.
torsdag den 30. januar 2014
Om at komme for sent
I mandags havde jeg en tid på hospitalet til røntgen kl 8.15, men først ville jeg ned og træne for jeg havde siddet passivt i min lejlighed i fire dage og gloet TV. Normalt træner jeg i omkring 45 min, men fordi min møgcykel ikke gider at køre i denne kulde, så må jeg tage bussen, hvilket gør, at jeg tager af sted kl 5 og er hjemme kl 7, hvilket ikke lod meget tid tilbage til at komme i bad og af sted igen.
Teknisk set kunne jeg sagtens nå det, men pludselig begyndte der en snestorm. Selvfølgelig var det ikke spor pludseligt, vi var jo blevet advaret i god tid, men sne kommer altid bag på trafikken, især den offentlige transport. En 15 minutters bustur tog nu 30 minutter.
Jeg er sådan en person der altid er notorisk tidlig. Min rekord er at komme fire timer for tidligt til et tog, og det var ikke fordi jeg havde læst forkert på planen. Normalt er jeg dog kun en halv time for tidligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, jeg tror bare det er fordi jeg ikke kan lide at have travlt. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af at løbe efter bussen (jeg synes at jeg ser dum ud). Nå, men jeg kunne altså sidde der i bussen og se uret alt for hurtigt nærme si, først 8 og dernæst 8.15. Jeg var mildest talt panisk, og damen bag ved mig ville ikke holde sin kæft, plaprede bare løs.
Fordi jeg altid kommer for tidligt, har jeg ikke nogen erfaring i at komme for sent, så jeg aner simpelthen ikke hvad man stiller op med det. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg kom endda kun 7 minutter for sent, så damen i receptionen ikke så meget som løftede et øjenbryn. Fordelen ved ikke at komme for tidligt var dog at jeg kom til med det samme.
Teknisk set kunne jeg sagtens nå det, men pludselig begyndte der en snestorm. Selvfølgelig var det ikke spor pludseligt, vi var jo blevet advaret i god tid, men sne kommer altid bag på trafikken, især den offentlige transport. En 15 minutters bustur tog nu 30 minutter.
Jeg er sådan en person der altid er notorisk tidlig. Min rekord er at komme fire timer for tidligt til et tog, og det var ikke fordi jeg havde læst forkert på planen. Normalt er jeg dog kun en halv time for tidligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, jeg tror bare det er fordi jeg ikke kan lide at have travlt. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af at løbe efter bussen (jeg synes at jeg ser dum ud). Nå, men jeg kunne altså sidde der i bussen og se uret alt for hurtigt nærme si, først 8 og dernæst 8.15. Jeg var mildest talt panisk, og damen bag ved mig ville ikke holde sin kæft, plaprede bare løs.
Fordi jeg altid kommer for tidligt, har jeg ikke nogen erfaring i at komme for sent, så jeg aner simpelthen ikke hvad man stiller op med det. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg kom endda kun 7 minutter for sent, så damen i receptionen ikke så meget som løftede et øjenbryn. Fordelen ved ikke at komme for tidligt var dog at jeg kom til med det samme.
torsdag den 21. november 2013
Har du stemt?
Tirsdag var jeg nede og gøre min borgerpligt ved at sætte mit kryds. Da jeg kom ud fra lokalet, blev jeg mødt af en journalist, som stillede mig nogle så banale spørgsmål, at det var til at brække sig over.
Efter dette interview stod jeg tilbage med en dårlig smag i munden, jeg følte mig beskidt. Få timer senere var jeg i avisen med billede og det hele, det har jeg i hvert fald fået at vide, for jeg har ikke selv set det, og jeg ved ikke om jeg ønsker at se hvilken af mine banaliteter der er blevet forkortet yderligere ned, og som jeg er citeret for.
Det er selvfølgelig bare lokalsprøjten, men alligevel.
- Har du stemt?
- Nejda, jeg gik bare ind og dansede en lille dans og gav LA's frontfigur en ordentlig omgang bag gardinet.
- Stemt? Jeg fik udleveret en lang strimmel papir og troede at det var køen til toilettet, det kan man da kalde skide på samfundet.
Efter dette interview stod jeg tilbage med en dårlig smag i munden, jeg følte mig beskidt. Få timer senere var jeg i avisen med billede og det hele, det har jeg i hvert fald fået at vide, for jeg har ikke selv set det, og jeg ved ikke om jeg ønsker at se hvilken af mine banaliteter der er blevet forkortet yderligere ned, og som jeg er citeret for.
Det er selvfølgelig bare lokalsprøjten, men alligevel.
lørdag den 12. oktober 2013
Ørkesløshed
Findes der mon noget mere ørkesløst end at være studerende, man bruger et meste af sin tid på ikke at fatte en skid af hvad der foregår, så begynder man at forstå en lille bitte smule , og BAM så kommer eksamenen, og så til næste semester kan man starte helt fra bunden med et nyt fag.
I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.
På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.
Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".
Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:
I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.
På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.
Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".
Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:
CONSTAT CALIGULAM HUNC EQUUM CONSULEM FACERE VOLUISSECaligula var selvfølgelig en romersk kejser der var mere end almindelig vanvittig. Han ville gøre hesten til konsul, ikke fordi det var en sød og nyttet pruhest ved navn Black Beauty, men på grund af hans generelle mangel på respekt for senatet.
Det blev fortalt, at Caligula ville gøre denne hest konsul
søndag den 15. september 2013
Lyver de for mig
Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)
I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.
Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.
Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".
Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.
Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.
I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.
Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.
Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".
Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.
Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.
tirsdag den 10. september 2013
Om lærere
Min mor prøvede at indføre en regel om at jeg kun måtte være syg hver anden uge, men det gik ligesom i vasken allerede første sygdomsfri uge.
Jeg har altid prøvet på ikke at bebrejde nogen, for jeg vil ikke være en bitter person, men i går fortalte jeg en af pædagogerne om min skoletid, og hun blev egentlig ret forarget. Hun sagde at jeg havde været ude for et enormt svigt fra lærernes side, for det var jo tydeligt, at jeg ikke havde det godt allerede dengang.
I 9. klasse havde vi en klassens time om mobning. Jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg i de små klasse græd hver dag hvor jeg kom hjem fra skole, men min lærer sagde bare, at det var jeg selv ude om, for jeg var godt nok et mærkeligt barn.
Men det var egentlig slet ikke det jeg ville snakke om. Generelt er jeg en ret charmerende person, og de fleste mennesker jeg møder inden for forskellige professioner kan godt lide mig, undtagen lærere. Her over 20 år efter jeg første gang startede i skole, har jeg stadig svært ved at snakke med mine lærere. Lærere i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet er tre vidt forskellige ting, men jeg er stadig og har altid været så desperat efter lærernes accept, at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem, hvilket har gjort at mange ligefrem prøver at undgå at have kontakt med mig, hvilket så gør mig endnu mere usikker på mig selv, hvilket så gør, at jeg har endnu mere brug for lærerens accept, og på den måde har jeg altid ødeligt alting for mig selv.
Det var så min historie, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skrive, men efter samtalen i går er det noget der har fyldt temmelig meget, så jeg kunne ikke koncentrere mig om at skrive om noget andet.
tirsdag den 23. juli 2013
Om et overfyldt tog
I går tog jeg hjem til min far for at slippe væk fra kedsomheden, hen til en anden sofa end min egen, til en ny siddestilling, så jeg kan slide mine balder på en ny måde, men først skulle jeg sidde i et MEGET overfyldt tog. Jeg var for sent ude til at kunne få plads i en stillekupe, hvilket var overmåde irriterende, for jeg gider ikke høre på andre menneskers telefonsamtaler eller deres kommen hinanden ved. Der er mange almindelige mennesker i en larmekupé men der er sandelig også mange mennesker der ikke er.
Jeg fik på et tidspunk øjenkontakt med en dame der sad og pillede næse, hvilket ikke generede hende hun gravede bare videre. Man kan selvfølgelig også pille næse i en stillekupé, det er jo ikke noget der larmer, alligevel er det ikke noget man ser i samme grad. Nogle gange spekulerer jeg på hvorfor, det er jo ikke fordi det koster ekstra at sidde i stillekupé.
Der var ekstra mange mennesker med toget for der var Robbie Williams koncert i parken og det er ferie og det er sommer og stor rejsedag. Der var en punker, der nok ikke var på vej til koncert, i hvert fald ikke den koncert, men han var en gentleman og lod damerne sidde og hjalp folk med at få cykler ud af toget. Det kom ikke bag på mig, for en kort overgang hang jeg ud med 'den slags' alternative, og selvom der var mange umodne teenagere iblandt, så var der også mange virkelig flinke folk. Jeg var aldrig en del af indercirklen, jeg var faktisk lidt af en wannabe (goth), men jeg kan alligevel godt savne miljøet en gang imellem. Det mørke har altid fascineret mig, og de mørke typer tog imod mig på et tidspunkt af mit liv hvor ingen andre gjorde. Min mor snakker om en fase i mit liv, og det var det også, men selvom andre mennesker måske synes at det var en mærkelig fase, så var det en meget vigtig tid i mit liv. Det er slut nu, men jeg kan alligevel godt blive sentimental når jeg møder en flink punker i et overfyldt tog, hvis han lige havde været 10-15 år ældre...
Jeg blev nysgerrig da den omtalte punker åbnede sin taske, der var lukket med store hægelåse, for hvad kunne være så meget værd, og jeg fik dagens optur, da han hev en lunken harboe cola op, der var vist også en ipad og andre ting, men det er ikke nær så sjovt.
På nogle punkter er jeg et meget overfladisk menneske, og et af mine kriterier for succes er at kunne komme graciøst ind og ud af et dsb tog med bagage. Det er noget jeg har øvet mig på i mange år, og i går lykkedes det mig næsten. Jeg var enormt overskudsagtig indtil vi nærmede os Odense og jeg skulle ud fra min plads. Toget laver et ryk og jeg ryger med hovedet først ind i en pige der stod i mellemgange. Før i tiden ville jeg være bukket under af skam, men jeg er nået langt, og selvom det da var lidt pinligt, så rettede jeg ryggen og lod som om det ikke gjorde mig det fjerneste.
Jeg har engang skrevet en novelle om hvor forfærdeligt det er at rejse med tog når man har det skidt. Jeg sad ved siden af en pige der tydeligvis havde det skidt, for hun sad det meste af turen og vred sine hænder. Jeg vidste fra når jeg skulle forbi hende for at komme på toilettet, at hun var meget følsom overfor berøring og nervøs for andre menesker, så jeg gjorde ikke noget, men jeg havde lidt lyst til at give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå.
Jeg fik på et tidspunk øjenkontakt med en dame der sad og pillede næse, hvilket ikke generede hende hun gravede bare videre. Man kan selvfølgelig også pille næse i en stillekupé, det er jo ikke noget der larmer, alligevel er det ikke noget man ser i samme grad. Nogle gange spekulerer jeg på hvorfor, det er jo ikke fordi det koster ekstra at sidde i stillekupé.
Der var ekstra mange mennesker med toget for der var Robbie Williams koncert i parken og det er ferie og det er sommer og stor rejsedag. Der var en punker, der nok ikke var på vej til koncert, i hvert fald ikke den koncert, men han var en gentleman og lod damerne sidde og hjalp folk med at få cykler ud af toget. Det kom ikke bag på mig, for en kort overgang hang jeg ud med 'den slags' alternative, og selvom der var mange umodne teenagere iblandt, så var der også mange virkelig flinke folk. Jeg var aldrig en del af indercirklen, jeg var faktisk lidt af en wannabe (goth), men jeg kan alligevel godt savne miljøet en gang imellem. Det mørke har altid fascineret mig, og de mørke typer tog imod mig på et tidspunkt af mit liv hvor ingen andre gjorde. Min mor snakker om en fase i mit liv, og det var det også, men selvom andre mennesker måske synes at det var en mærkelig fase, så var det en meget vigtig tid i mit liv. Det er slut nu, men jeg kan alligevel godt blive sentimental når jeg møder en flink punker i et overfyldt tog, hvis han lige havde været 10-15 år ældre...
Jeg blev nysgerrig da den omtalte punker åbnede sin taske, der var lukket med store hægelåse, for hvad kunne være så meget værd, og jeg fik dagens optur, da han hev en lunken harboe cola op, der var vist også en ipad og andre ting, men det er ikke nær så sjovt.
På nogle punkter er jeg et meget overfladisk menneske, og et af mine kriterier for succes er at kunne komme graciøst ind og ud af et dsb tog med bagage. Det er noget jeg har øvet mig på i mange år, og i går lykkedes det mig næsten. Jeg var enormt overskudsagtig indtil vi nærmede os Odense og jeg skulle ud fra min plads. Toget laver et ryk og jeg ryger med hovedet først ind i en pige der stod i mellemgange. Før i tiden ville jeg være bukket under af skam, men jeg er nået langt, og selvom det da var lidt pinligt, så rettede jeg ryggen og lod som om det ikke gjorde mig det fjerneste.
Jeg har engang skrevet en novelle om hvor forfærdeligt det er at rejse med tog når man har det skidt. Jeg sad ved siden af en pige der tydeligvis havde det skidt, for hun sad det meste af turen og vred sine hænder. Jeg vidste fra når jeg skulle forbi hende for at komme på toilettet, at hun var meget følsom overfor berøring og nervøs for andre menesker, så jeg gjorde ikke noget, men jeg havde lidt lyst til at give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå.
onsdag den 17. juli 2013
Faldt selv i søvn
Efter sommeruniversitet har jeg haft nogle dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne falde i søvn om aftenen. Fra omkring kl 15 var jeg så træt, at jeg slet ikke hang sammen, men når jeg så langt om længe kunne tillade mig at gå i seng, så var jeg lysvågen og lå og vendte og drejede mig. Når jeg så ikke kunne sove, gik jeg fuldkommen i panik, og så kunne jeg endnu mindre sove, og så måtte jeg gå ned til pædagogerne og få noget beroligende. Jeg kunne gå ned fire gange, så havde jeg nået maksimum dosis og kunne endelig falde til ro.
Når jeg så vågnede om morgenen kl 7 (3 timer senere end jeg var vant til) jeg jeg helt færdig, fysisk såvel som mentalt, så jeg begyndte først sådan nogenlunde at fungere efter frokost. Desuden var jeg gnaven efter at være vågnet 'for sent' i forhold til hvad jeg plejer, og så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med mig selv
I går havde jeg besluttet mig for, ikke flere piller, for det er i virkeligheden noget skrækkeligt stads, som man kan blive forfærdeligt afhængig af. Jeg forberedte mig godt på en lang og søvnløs nat, lagde en bog og noget musik frem og lagde mig til rette, men det blev slet ikke nødvendigt. Jeg faldt godt nok ikke i søvn i flere timer, men jeg lå og delvist slumrede fredeligt som et lille barn, dvs lettere savlende og med tøjet i uorden.
Jeg vågnede kl 5 og i godt humør og har endda været henne og træne for første gang i denne måned, ikke noget under, at jeg er blevet lidt bred om bagen.
Når jeg så vågnede om morgenen kl 7 (3 timer senere end jeg var vant til) jeg jeg helt færdig, fysisk såvel som mentalt, så jeg begyndte først sådan nogenlunde at fungere efter frokost. Desuden var jeg gnaven efter at være vågnet 'for sent' i forhold til hvad jeg plejer, og så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med mig selv
I går havde jeg besluttet mig for, ikke flere piller, for det er i virkeligheden noget skrækkeligt stads, som man kan blive forfærdeligt afhængig af. Jeg forberedte mig godt på en lang og søvnløs nat, lagde en bog og noget musik frem og lagde mig til rette, men det blev slet ikke nødvendigt. Jeg faldt godt nok ikke i søvn i flere timer, men jeg lå og delvist slumrede fredeligt som et lille barn, dvs lettere savlende og med tøjet i uorden.
Jeg vågnede kl 5 og i godt humør og har endda været henne og træne for første gang i denne måned, ikke noget under, at jeg er blevet lidt bred om bagen.
mandag den 17. juni 2013
Er vi lige eller ulige?
Inden for uddannelsessystemet er der spørgsmål som virkelig kan forarge folk hvis man stiller dem. Et af de spørgsmål er spørgsmålet om lighed i uddannelses systemet.
Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.
Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv
Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.
Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.
I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.
Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.
Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv
Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.
Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.
I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.
lørdag den 15. juni 2013
Om forsinkelser
I går skete der en personpåkørsel ved Viby, Aarhus, og det var selvfølgelig meget tragisk, men endnu mere tragisk (for mig i hvert fald) var at togtrafikken ud af Aarhus blev hæmmet. Jeg ved ikke hvornår det hele startede. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på netaviserne, og så var det nok ikke så alvorligt, og derfor tænker jeg, at det sikkert er fint nok at gøre lidt grin med.
Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.
Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.
Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.
Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.
Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.
Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.
Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.
Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.
Abonner på:
Opslag (Atom)