fredag den 29. maj 2015

Eksamenshår

Torsdag:
Jeg læser til eksamen, eller rettere det siges, at jeg læser til eksamen, men det reelle arbejde løber ikke op i sååååå forfærdelig meget. Alligevel er det lykkedes mig og få et karakteristisk eksamenshår, som er sådan en  lille smule uglet og fedtet.

Til daglig har jeg en helt fast rutine, hvor jeg vasker håret to gange om ugen, hvoraf den ene af gangene er efter, at jeg har været nede og træne. Hvilket jo så fortæller jer noget om hvor meget, eller rettere hvor lidt jeg får trænet. Efter at mine daglige rutiner er sat på stand by, så er det som om den der ene dag, hvor jeg faktisk kommer af sted til træning, at den bliver skubbet en dag (fordi jeg sover over mig), og en til (fordi der lige er noget jeg troede, at jeg skulle orde, men det skulle jeg så ikke alligevel), og en til (fordi jeg i går cyklede 15 km hjem til Kæresten i modvind, og så syntes jeg at det var synd for mig i dag og kom derfor ikke af sted).

At cykle 15 km, og så endda i modvind, det er da også meget godt, er det ikke? Jo, det er såmænd udmærket hvad angår frisk luft og motion, men efter som jeg troede, at jeg alligevel ville træne i dag og havde taget træningstøj med, så vaskede jeg ikke hår i går, og selvom jeg i dag var ude i regnvejr, og mit hår derfor ser endnu værre ud, så har jeg et optimistisk håb om, at jeg faktisk kommer af sted i morgen, så har jeg heller ikke vasket det i dag.

Fredag:
Jeg havde sat vækkeuret, så jeg kunne komme ned og træne og derefter få vasket hår, men jeg var sådan lidt, om det virkelig kunne betale sig at bruge så meget af min kastbare tid. Hvis jeg nu blev hjemme kunne det jo være, at jeg ville få læst rigtig meget til eksamen og fylde mig selv op med viden og selvtillid. Måske ville det nettop være i dag omkring kl 9, at jeg ville få den helt store åbenbaring og pludselig forstå det hele... Den slags sker... Gør de ikke???

Med tanke på hvor lidt jeg har udrettet de sidste sidste mange dage, så måtte jeg erkende, at sandsynligheden var meget lille, og jeg derfor lige så godt kunne tage af sted. Og jeg kom faktisk af sted, og jeg fik vasket mit hår og jeg fik endda lige lavet et par sætninger.

Det var jo ikke fordi jeg har rendt rundt og været decideret klam, men måske har jeg været lige lidt for afslappet.

mandag den 25. maj 2015

Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel



Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer
Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.
Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.
I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.
I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.
Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.
”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?


torsdag den 21. maj 2015

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:
"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."
Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:
"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."
Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

  • "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
  • which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
  •  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
  • In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
  • and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
  • It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
  • Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

søndag den 17. maj 2015

Fremmedsprog handler om mod og selvtillid


Jeg har aldrig været god til tysk, så selvom jeg på det sidste har prøvet at opfriske den smule jeg kunne HER, så var det alligevel lidt overvældende, da Kæresten havde familie på besøg, hvoraf den ene ikke taler dansk.

Første gang jeg mødte hende, talte jeg KUN med hende gennem tolk, men som titlen på dette indlæg siger, så handler fremmedsprog primært om mod og selvtillid, og i tre timer sad jeg og plaprede løs, på det kaudervælske, som skulle give sig ud for at være tysk. Kærestens tante var dog sød og lod som om hun rent faktisk forstod hvad jeg sagde, hvilket jeg ikke engang er sikker på at jeg selv gjorde.

Jeg er normalt ikke så sikker på mig selv, men under trygge rammer har jeg meget lettere ved at folde mig ud.

onsdag den 13. maj 2015

Typer af studerende

Spørgsmål:
nå ville spørge om du ved hvilke typer studerende der er? du nævner "de bekymrede typer studerende" [i "eksamenstid, igen?" red.] men er der flere du kan?
'Jeg troede, at det var meningen, at autister skulle være GODE til systemtænkning, men hvorfor finder jeg så grammatiske tabeller så uoverskuelige?'

Svar:
Tja, der findes sikker lister over 'officielle typer af studerende', men det var nu ikke helt sådan jeg mente min formulering. Jeg talte mest bare om et af de karaktertræk jeg finder ved mig selv, og som jeg også tit registrerer hos andre. Hvis jeg bare skal nævne nogle enkelte af de typer jeg tit støder på, så kan jeg nævne (jeg bruger 'ham' og 'hende' i flæng så prøv ikke at analysere på hvem der nævnes hvor OG jeg beskriver typerne stærkt karikeret for at tydeliggøre dem):

  • Ham der altid har læst alle de 'rigtige' tekster, og som lyder helt utrolig klog. Nogle gange er han faktisk utrolig klog, andre gange er han et fjols der bare selv tror, at han er utrolig
  • Hende der altid har tingene i orden, og fra naturens hånd bare har let ved det hele, sådan ser det i hvert fald ud. Det kan virke pisse irriterende og demotiverende på dem der har lidt sværere ved det eller som er stressede. Man skal dog huske på, at det ikke er noget hun gør for at genere dig, og det kan ofte betale sig at holde sig gode venner med hende, for hun er sikkert den eneste der kan give en et bare nogenlunde forståeligt svar på hvad forskellen er mellem en appositon og et attribut.
  • Ham der ikke har så meget tid til studierne, fordi han arbejder rigtig meget. Det kan der være forskellige grunde til, han kan være ved at løbe tør for SU-klip, han er måske for flink til at sige nej til vagter, det kan gavne hans karriere, eller måske er han simpelthen bare for travlt optaget med at rede verden med frivilligt arbejde.
  • Hende der synes at studierne ikke lige er det mest spændende og vigtige i hendes liv. Tja, det kan måske siges, at hun bare er doven, men hvem ved, måske har hun faktisk ret.
  • Ham der knokler på livet løs og altid er på randen af et nervøst sammenbrud, men som aldrig får ret gode karakterer for sit hårde slid, primært fordi han lider af forfærdelig eksamensangst.
 Det er selvfølgelig bare en hurtig opsætning, og der kan altid findes mange mange flere typer, og hver person består jo af mange forskellige typer tilsat deres egne personlige træk.

fredag den 8. maj 2015

Eksamenstid, igen?

Det er da rigtig nok, at jeg ikke har været så meget på universitetet de sidste to uger, fordi jeg har været så træt, og det er da rigtig nok, at vi nu er kommet til det tidspunkt af året hvor solen skinder, fuglene fløjter og allergikere over hele landet får røde næser og kløende øjne, men alligevel, kan det så virkelig passe, at vi allerede er kommet til ENDNU en eksamensperiode? Og selvfølgelig kan det det.

Eksaminer er den studerendes lod. Det er det der skal holde os på tæerne, det er det vi skal vise vores eget værd. Hver og en sidder vi gemt bag computerskærmen eller ved det grønne bord. Vi smiler og lirer alt det vi har lært af, men ordene er ikke kun visdom, ligninger og fakta. Det er i virkeligheden koder hvormed vi prøver at overbevise læreren om, at ja du er en fantastisk underviser, ja jeg har arbejdet hårdt, ja alt dette her er skide spændende, så vil du ikke nok være sød at give mig en god karakter...?

Jeg er en af de bekymrede typer studerende. Hvis jeg nu tager fri i nogle dage, vil jeg så lære det hele? Vil jeg så kunne få en god karakter? Vil læreren se, at jeg er en dygtig studerende? Vil jeg så blive forsikret om, at jeg nu også er et godt menneske? Med tiden er jeg blevet bedre til at tage det lidt med ro. Måske er det alderen, men mest er det en blanding af medicinering, selvforståelse af mit handikap og studienævnets godkendelse af forlænget forberedelsestid.

Jeg åbner en cola til, sødestofferne, bruset og koffeinen dæmper mine nerver.

Den store diskussion går på inklussion, kan handicappede konkurrere og færdes sammen med andre mennesker, og selvfølgelig kan mange af dem det, forudsat de rigtige omstændigheder (og dette er det springende punkt som politikere tit glemmer). For alle mennesker har deres at slås med. Nogle mennesker har normale problemer, andres problemer kræver mere specificeret hjælp.

Nerver, konkurrence og gråd og tænders gnidsel op til eksamen er nogle af de mest almindelige problemer her til lands, ligegyldigt om man har diagnoser eller ej. Når jegvågner midt om natten gennemblødt af sved, fordi jeg drømmer, at jeg har meldt mig til matematik, men er kommet bag ud med pensum og afleveringer, fordi der var et problem i den første opgave som jeg var for doven eller genert til at bede om hjælp til, og nu skal jeg lige pludselig til eksamen, så skal Jung ikke komme og sige, at det hele ligesom symboliserer et forkvaklet forhold til sex, døden og min mor, og jeg derfor bør gå i hypnosebehandling. Nej, jeg har haft mange og mærkelige problemer i mit liv, men dette er ikke ét af dem. Nej her slår min mor, der er gymnasielærer, mig kammeratligt på skulderen og siger "velkommen til den virkelige verden, sådan har vi det alle sammen".

søndag den 3. maj 2015

Jeg tegner mit liv #3

Jeg ved ikke længere om "Jeg tegner mit liv" handler om at vise, hvor meget jeg ligner normale mennesker, eller om hvor underlig jeg engang imellem kan være. Måske skyldes min tvivl, at jeg tit glemmer at normale mennesker også nogle gange kan være ret mærkelige. Hvorom det gælder, så har jeg i hvert fald en tendens til at tage en helt almindelig situation, som fx at se en andemor med sine små dunede ællinger, og derefter komme med en kommentar som folk finder stødende, forvirrende, kikse, mærkelig eller bare "hvor fanden kom den lige fra..."