At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:

Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???

Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

Eksamen i latin

I mandags var jeg til eksamen i latin. Det vil sige, at jeg nu har ferie. Hvad så nu? Den sidste måned har jeg fokuseret så meget på latin, og nu har jeg lagt alle mine latinting over på reolen, hvor de måske, måske ikke vil blive taget frem igen. På en eller anden måde efterlader det (midlertidigt) et tomt hul i mit liv. Selvfølgelig har jeg også andre ting i mit liv, Kæresten, venner, bøger, men min hjerne har endnu ikke forstået, at jeg har ferie, og at den derfor kan geare ned, at jeg ikke behøves at vælte søvndrukken ud af sengen hver morgen og gå til kamp med substantiver, verber, konjunktioner, præpositioner og interjektioner. 

Men for at skrive lidt om selve eksamenen, så gik det rigtig godt. Til dem der interesserer sig for den slags, så kom jeg op i Vulgata (den latinske oversættelse af biblen) Acta (apostlenes gerninger) kap. 3,1-10. Det var et langt stykke, men jeg var godt forberedt. Jeg kendte både lærer og cencor, så jeg var ved godt mod og følte mig tryg. Jeg sagde en masse kloge ting og nogle enkelte dumme ting, men min lærer var gavmild og sagde, at han jo godt vidste, at jeg kendte det rigtige svar, selvom jeg sagde det forkerte, men gjorde jeg i virkeligheden det? Jeg kom i tvivl, men jeg sagde ikke noget, rødmede bare. Jeg genvandt modet, kom med en vittig bemærkning, blev ikke forstået og måtte forklare. Da jeg kom ud fra eksaminationslokalet, var jeg så træt og udkørt, at en af mine venner der stod udenfor troede, at jeg måske ligefrem var dumpet. Jeg var ikke dumpet, jeg fik 12, men jeg var helt færdig.

Min veninde og jeg tog ned på A.C. Perchs Tehandel og fejrede vores flotte resultater (hun havde også klaret sig rigtig godt). Det var et godt sted posteksamen, for der var stille og harmonisk, og der var plads til, at adrenalinkicket vi lige havde været igennem stille og roligt fortog sig.

Men nu er det altså ferie, og jeg har endnu ikke forstået det, men det skal nok komme. Jeg er i gang med lister fyldt med høje ambitioner om hvad jeg skal nå i løbet af de næste to måneder, og jeg regner med at nå en masse de første 2-7 dage, hvorefter jeg går kold på sofaen med en bog, kun afbrudt af de dage hvor Kæresten slæber mig af sted på gåtur, museum eller biografen.

Gæsteoplæg: Jordskælvet i Nepal fra en autistisk vinkel

Sif Schmidt Stewart-Ferrer, tidligere skolekammerat, har studeret filosofi og antropologi, interesseret i Østen, globetrotter og har en autismediagnose. 

Empati for en asperger/autist

Af Sif S. Stewart-Ferrer

Jeg boede i slutningen af 2014 i tre måneder hos en vidunderlig, nepalesisk familie i Kathmandu. De tog mig ind som en datter af huset, og vi delte mange skønne stunder sammen både i Kathmandu og ude i landsbyerne, hvor de oprindeligt kom fra, og hvor vi tog på besøg under højtiderne Dasain og Tihar. Det var derfor med stor uro, at jeg d. 25. april i år konstaterede, at der havde været et enormt jordskælv med epicenter ikke langt fra Kathmandu. Det tog lang tid for følelserne at ”nå bunden” i mig. Jeg brugte hele dagen på at læse om jordskælvet, følge med i nyheder og forgæves forsøge at få kontakt med min nepalesiske familie og venner. Først sent om aftenen, da jeg var færdig med alt, hvad jeg kunne gøre af informationssøgning og kontaktforsøg, og da jeg havde lukket ned for computeren, sank jeg hen i en sørgmodig tilstand og græd og blev trøstet.

Hvis jeg skulle analysere en smule på den måde at håndtere krise og sorg på ud fra en autistisk vinkel, ville jeg fremhæve, at der var handling og en logisk/systematisk fremgangsmåde, der kom forud for den følelsesmæssige del. For mig er det en måde at klare en vanskelig situation på, som giver rigtig god mening. Det er som en form for protokol, der er indbygget i mig der hedder (1) undersøg problemet godt, grundigt og rationelt (fakta-orienteret) , (2) iværksæt løsning af problemet, (3) mærk efter, hvad det betyder for mig. Det er også noget, som indimellem betyder, at jeg bliver lidt utålmodig med andre mennesker, hvis de har brug for at føle og snakke følelser, før vi kan handle, men jeg har med tiden lært at give plads til det, når jeg vurderer, at det er nødvendigt for den anden, og at det for den anden er en forudsætning for, at vi kan komme i gang med handlinger og problemløsning. Når det er sagt, er der også undtagelser. I nogle tilfælde er det mig, der bliver overvældet af følelser, og når det sker, bliver jeg komplet handlingslammet. I sådan et tilfælde får jeg meget brug for andres hjælp og støtte, før jeg kan komme i gang med at gøre noget som helst.

I dagene efter jordskælvet kom der nyt fra min familie og mine venner i Nepal, og jeg åndede lettet op, da jeg hørte, at de alle havde det godt. Der var sket nogle skader på husene i landsbyerne, men de var alle sluppet uskadte. En veninde fra universitetet skrev til mig og foreslog en indsamling – det var en rigtig god idé, som jeg straks tog imod, og det var dejligt at kunne nærme sig en følelse af at gøre noget nyttigt. Jeg brugte en del tid på at følge indsamlingen og holde den i gang med jævnlige opdateringer efter hvert bidrag, men efter den første uges tid, ebbede det langsomt ud. De, der ville hjælpe, havde bidraget, og mange andre havde enten givet andetsteds eller beholdt den distance, som vi sikkert alle kender, hvor man erkender, at man ikke kan hjælpe alle dem, der lider i verden, og derfor gør man intet. Min løsning på den problematik har været at beslutte, efter grundig overvejelse, til hvem jeg giver, og derfor kan jeg med ro i sindet sige nej til en del andre projekter og kun give ekstra, hvis det virkelig siger mig noget.

I forhold til alt det, der skete i Nepal, vil jeg mene, at de følelser, der har været på spil i mig, er medfølelse og et ønske om omsorg for dem, jeg havde allerkærest i området, men også alle de mange, som er blevet ramt meget hårdere end dem, jeg kender i Nepal. Min håndtering handler dog mest om at handle mig til en forbedring af situationen. Og i dette tilfælde er det mest i form af at sende penge ud til nødhjælp og til familien. Jeg fik den stærkeste oplevelse af medfølelse og indlevelse, da min nepalesiske lillesøster skrev til mig, at de havde mad og vand nok, og at jeg derfor ikke skulle bekymre mig om det, men at det farligste i den kommende tid til gengæld var risikoen for sygdomme, idet mange lig af dyr og mennesker lå i gaderne. Politiet havde for meget at se til og derfor ikke mandskab til at flytte dem, og de måtte gå med masker, fordi stanken var uudholdelig. Efter den klare beskrivelse mærkede jeg især medfølelse over, at de små børn skulle opleve noget sådant så tidligt i deres liv, og desuden væmmelse over tanken om stanken fra rådnende lig i gaderne.

Der er megen uenighed om forskellen på empati og sympati. Den klareste afgrænsning, jeg har hørt om, er opdagelsen af spejlneuroner, der går i medsving med en andens, og at dette er empatiens fysiske udløser. Det er grunden til, at en ung autist kan se en kammerat i skolegården, der græder, og dermed konstatere: ”der kommer vand ud ad øjnene” og lege videre for senere at blive dybt ulykkelig, når denne opdager at vand-ud-ad-øjnene = græder = den anden er ked af det = jeg skulle have trøstet min kammerat.

”Empati” – forstået som indføling som en automatisk reaktion via spejlneuroner – er kun til stede hos et mindretal af autister. Men ”sympati” – medfølelse med andre – er fuldt ud lige så meget til stede hos autister som hos ikke-autister. Den beror blot på viden opnået på anden facon end via umiddelbar følelses-resonans – nemlig deduktion (afkodning) via læsning af ansigtsmimik eller gestik, eller via forståelse opnået ved, at en venlig person forklarer os, hvad der er på færde. Forskningen viser, at når først denne viden er opnået, aktiveres de relevante følelsesmæssige hjerneområder hos autister i samme omfang som hos ikke-autister. På den måde kan man sige, at autistisk empati er en deduceret empati, men slutresultatet for en dygtig, autistisk afkoder ender med til forveksling at ligne den empati, som de fleste ikke-autister mærker umiddelbart via spejlneuronerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig: hvis det lyder som empati, føles som empati og ser ud som empati, men er opnået på deduceret vis, er det så stadig empati? Det spørgsmål har forskere der arbejder inden for dette felt også stillet, og derfor taler man nu om ”affektiv empati” som den, der opnås umiddelbart ved hjerne-resonans, og ”kognitiv empati” som den, der opnås via en analytisk forståelse af situationen. Mon ikke godt vi kan sige at begge former er lige gyldige?

Om at finde en grimasse der kan passe

Hvad stiller man op, når man har opført sig helt vildt pinligt over for en man ikke kender, men som man fremover regelmæssigt skal have timer sammen med?

Jeg kom tidligt ind på universitetet, og gennem vinduet til kantinen syntes jeg, at jeg så en af mine veninder fra min gamle klasse. Jeg havde noget jeg gerne ville snakke med hende om, så jeg gik ind, satte mig ved siden af hende, og kildede hende i nakken. Det viste sig så, at det IKKE var hende. Jeg undskyldte og skyndte mig væk. Det var virkelig pinligt, men heller ikke mere pinligt, end at jeg straks gik over og fortalte historien til det meste af mit latinhold.

Jeg ved, at jeg skal have timer med hende i morgen, men jeg ved ikke noget om hende. Er hun sur, er hun sød? Jeg kender ikke engang hendes navn. Det vigtigste er dog heller ikke så meget hende, som det er mig selv, for det er jo mig der synes, at det er mest pinligt, og det er mig der skal overbevise mig selv om, at det ikke er mere pinligt end, at jeg roligt kan tage ind på uni i morgen.

I gamle dage ville en sådan historie have resulteret i gråd og selvskade derhjemme om aftenen, og det ville have krævet stort mod og selvkontrol at tage af sted i morgen. Jeg ville føle mig som jordens værste afskum, den mest latterlige nar, og jeg ville gå med hovedet langt nede mellem skuldrene.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker i dag. Jeg tænker nok mest, at sådan er det bare at være mig, nogle gange gør jeg uheldige ting, og det største af mine problemer for tiden handler egentlig mere om, at jeg er så forfærdelig træt, og at jeg ikke har spor lyst til at stå op i morgen kl 6 for at tage til time.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Om travle morgener

I mange år har jeg stået meget tidligt op hver morgen. Når man konsekvent vågner ved 3-4 tiden så vænner man sig til at have lange stille morgener, hvor man har tid til at stå og se ud på solopgangen, gå en tur, drikke en kop kaffe og svare på mails. Der er ingenting man skal nå, dagens program ligger langt ude i fremtiden.

Jeg er for tiden i gang med at vende min døgnrytme, så i går stod mit vækkeur til at ringe kl 7. Jeg vågnede dog allerede kl 6, ikke fordi jeg var frisk og veludhvilet, men fordi jeg var sulten. Jeg har svært ved at lære, at når nu jeg går senere i seng, så skal jeg også spise senere, eller i hvert fald et ekstra måltid. nå, men jeg så på uret, og jeg tænkte, at hvis nu jeg tog en time tidligere ned for at træne, så kunne jeg måske nå at komme hjem i bad i stedet for at bade i centret, jeg havde nemlig en kaffeaftale kl 9. På vejen hjem fra centret glemte jeg dog at hæve kontanter til cafeen, så jeg måtte hjem i bad, hurtigt lægge noget make-up på, op på cyklen, ned og hæve penge og så hen på cafeen. Jeg nåede det lige akkurat med fem minutter igen. Kl var nu 9, og på tre timer havde jeg ikke haft så meget som fem minutter til bare at sidde og slappe af.

Mine veninder grinede lidt over, at jeg synes, at det var noget specielt at have sådan en morgen, for det er vel sådan de fleste mennesker lever deres liv, op og så hurtigt af sted.

Jeg er på mange måder glad for min nye døgnrytme. Det er ikke fordi jeg laver noget specielt om aftenen, jeg går ikke i byen eller i biografen, men det er hele bevidstheden om at muligheden er der, hvis jeg skulle få lyst. Det er også hele bevidstheden om, at jeg gør noget der er normalt. Der var en episode på cafeen, hvor det blev meget klart for både mine veninder, mig og alle der sad i hørevide af os, at jeg ikke er normal. Jeg har altid vidst at jeg ikke er normal, men det gør alligevel ondt at blive mindet om, meget ondt endda, men så var det rart at kunne læne sig tilbage og tænke, at i det mindste er min døgnrytme nogenlunde normal (ikke at de to ting ellers havde noget med hinanden at gøre).


Der er ikke nogen fast grænse mellem normal og unormal. Mange mennesker kan slet ikke lide begreberne. Jeg synes dog, at de er enormt passende. Det er ikke noget jeg tænker over til dagligt, og man kan skille sig ud fra mængden på mange fede måder, men man kan altså også skille sig ud på ufede måder. Grunden til, at jeg fastholder at arbejde med begreberne normal/unormal er de blikke man får, når man skiller sig ud på den ufede måde. Nogle mennesker bliver vrede, nogle bange, flove, misbilligende, hovne eller bare helt tomme i øjnene. Hvad der sker inde i mig når jeg får sådan et blik variere alt efter situationen, personen og min egen psykiske tilstand, men det kan gøre helt uoverskueligt ondt. Heldigvis er der også mennesker der reagerer med varme og åbenhed, og jeg er disse mennesker evigt taknemmelig, mange af dem kan jeg endda huske endnu flere år senere, som blandt andet hende her

Betænksom eller hensynsfuld

Jeg har en veninde der er ved at blive udredt for aspergers syndrom. Udredt betyder mentalt undersøgt, men det lyder pænere at sige udredt. Det er altid en lille smule skræmmende at få en ny diagnose, for selvom det kan være en lettelse at få sat ord på sine problematikker, så kan det også have vidtrækkende konsekvenser. Ordlyden på en papirer kan betyde knald eller fald i behandlingssystemet. Det er om man bliver erklæret egnet eller uegnet til behandling, det kan betyde at man mister en behandler eller vinder en ny. En ny ordlyd betyder at man står over for det uvisse.

I min venindes tilfælde giver det vist heldigvis ikke for mange konsekvenser, men hendes psykiater var ikke opmærksom og kom til at sige noget der gjorde hende ked af det og måske en lille smule bange. Han sagde, at aspergers betyder, at hun kan være betænksom, men ikke hensynsfuld, hvilket på samme tid er rigtig nok og noget totalt sludder.

Ifølge ordbogen betyder de to ord det samme, at man tænker på andres situation og tager hensyn til dem. Det der gør forskellen er, at ordet omsorg knytter sig til hensynsfuld. Lad os nu dele det sort hvidt op og sige at aspergere er betænksomme og 'normale' er hensynsfulde, så lad os sætte dem ind i en fiktiv hændelse
'Normal': Ser Peter slå sig, føler Peters smerte og spørger om han er okay.
Asperger: Ser Peter slå sig, dengang jeg slog mig gjorde det ondt, det gør måske ondt på Peter, spørger om han er okay.
Samme situation samme resultat, så betyder det virkelig så meget hvordan man er noget frem til det? Men der er forskel. Der er en gruppe mennesker som er meget stolte af deres egen empati, de er en lille gruppe men meget højlydte, og det er derfor deres forståelse der præger værdidebatten. De mener at fordi de selv er så gode og empatiske, så er andres måde at føle på forkert. De vil tit beskrive deprimerede som stakler, aspergere som kolde, borderlinere som egoistiske og alle som de ikke kan lide er gerne psykopater. Deres form for empati er at have enormt ondt af folk, men der er andre former for empati og derved også andre former for omsorg.

Hvis jeg skal beskrive min egen empati og omsorg, på en god dag, så vil jeg faktisk sige, at det er en fordel ikke at være så følelsesmæssigt forbundet, for så kan jeg forholde mig logisk til situationen At være logisk i situationen er ikke altid godt, engang imellem ser min søster på mig med et lidt forvirret blik og siger "hvordan kan du dog sige sådan noget", men andre gange er det godt, når man siger hvad man synes er sandheden og ikke henfalder til klichéer, for når man er logisk kan man have et helt fantastisk overblik. Jeg har engang imellem oplevet folk i min behandling der var det modsatte af mig, og hvor jeg nogle gange er så egocentreret, at jeg slet ikke opdager hvis en person har det skidt, så var de så egocentrerede, at de kun havde øje får hvor hårdt det var for dem at høre om mine problemer fordi de var så empatiske.

Jeg siger ikke at aspergermåden er verdens bedste, jeg siger ikke engang, at jeg selv er aspergeragtig hele tiden. De fleste af os svinger lidt frem eller tilbage alt efter hvordan man lige har det i det givne øjeblik. Hvad jeg siger er, at det er svært at lave en afgrænset beskrivelse for hvad god empati og omsorg er, og at man skal passe på med at dømme folk bare fordi de gør tingene anderledes. Omsorg og empati er ikke bare ord, det er værdidomme helt essentielle for det at være menneske, så hvis man beskylder nogen for ikke at have det, siger de i virkeligheden, du er ikke et menneske, du er et dyr. Jeg tror ikke, at min venindes psykiater havde nogen intentioner om at sammenligne min veninde med et dyr, men hvis man ser på nogen og tænker at de ikke føler empati, så tænker man nok heller ikke over, at de har følelser der kan blive såret. Jeg tror ikke at det var ment som en ondskabsfuld kommenter, men det endte med at være en dum og uforstående kommentar.

nu med slumretæppe

Prøv lige at se hvilken herlighed jeg har købt. Jeg har længe beundret de tæpper jeg har set Krokodullen lave på sin blog, så sådan et måtte jeg også have mig, for jeg bruger det meste af min dag på at sidde på gulvet på grund af min hofte, og så kan man ikke få for mange tæpper (det er generelt svært at få for mange tæpper, hofteproblemer eller ej).

Dette er et nydeligt billede, men det yder bestemt ikke tæppet retfærdighed. Tæppet er fyldt med mere eller mindre umulige farver og teksturer. Der er ikke to lapper der er ens, og jeg kan bruge timevis på at gå på eventyr i tæppet, og selvfølgelig har jeg yndlingslapper.

Så vidt jeg forstår, så brugte man denne type tæpper til at komme af med nogle af sine garnrester. Det fungerede lidt som et kædebrev. Man lavede en lap og sendte lappen ind til et navn på en liste. Så gav man listen videre til 10 af sine veninder, og på et tidspunkt ville man så modtage en masse lapper som man kunne lave et tæppe af. Dengang var alle lapperne selvfølgelig holdt i brune eller mørke nuancer. Krokodullen har sine garnrester fra nettet, så der er både lyserød, neongul, blå, grøn og hundredvis af andre farver.


Jeg ved ikke om dette bare er endnu et tegn på at jeg er ret småborgerlig, men i så fald nyder jeg det. Ro, renlighed og regelmæssighed. Kan det blive mere roligt, end hvis man sidder med en kop kaffe, en god bog og verdens bedste tæppe?

Hipsterne ville sikkert kalde et neonpink slumretæppe for et ironisk statement. men jeg mener på ingen måde min kærlighed til tæppet ironisk. Jeg synes helt oprigtigt, at det er et fantastisk tæppe, hvilket nok med al tydelighed viser hvor jysk jeg er.

En af grundende til at det er så fantastisk er, at jeg kender hende der har lavet det, og jeg ved at det er lavet med kærlighed, men det er også lavet for, at hun kunne holde angsten på afstand. Som en der, især tidligere, selv har levet med angsten, så betyder det noget ganske særligt for mig. Det er en måde for os at se på hinanden, selvom vi aldrig har mødtes, og sige 'Jeg forstår hvad du mener'. Det er et hemmeligt sprog, hvor man skaber skønhed fra alt det som gør ondt, og gør nytte af det ubrugelige

Om at såre sin veninde

Jeg er kommet til at såre en veninde rigtig dybt. Nej, "komme til" kommer til at lyde som om jeg bare kom til at begå en fejl, hvor der nok nærmere var tale om helt ekseptionel dumhed. I forhold til hvad jeg har gjort imod hende tager hun det ret pænt, men når jeg tænker på hvor meget den dårlige samvittighed nager mig, så ville jeg næsten ønske, at hun ville råbe og skrige, sådan at JEG kunne få det bedre, men eftersom det i denne sag er mig der er skurken, så handler det ikke om hvorvidt det er mig som har det godt.

Jeg er ikke ret vant til at være skurken. Normalt når der sker noget i mit liv så er det andre der gør noget mod mig, og så kan man trykke sig en mod en pædagog og tude, eller man kan sidde på en kaffe og beklage sig til en veninde, men at være skurken er en meget ensom følelse, for jeg føler ikke, at jeg fortjener folks medlidenhed.

I et socialtantropologisk perspektiv er det sikkert et fremskridt at være den der gør noget frem for at blive gjort imod, hvorefter man sikker kan begynde at bruge ord som alfahan og vindere og tabere, men jeg synes at vi som mennesker taber, hvis dem der er mest modbydelige vinder. Jeg føler mig i hvert fald ikke som nogen vinder, for jeg har jo såret en jeg holder forfærdelig meget af. Måske er det fordi jeg er så vand til at være den der taber, at jeg alt for godt ved hvordan det føles, og jeg derfor straks plages af dårlig samvittighed. Hvis det er tilfældet, foretrækker jeg at være den jeg er, og vil fremover passe bedre på min opførelse over for mine veninder.

Hvad min veninde angår, så kender jeg endelig ikke de endelige konsekvenser. Nogle gange tænker jeg, at det nok skal gå, og så bliver jeg glad, men andre gange, er jeg bange for at jeg aldrig ser hende igen, og så virker hele verden stor og uoverskuelig og jeg får lyst til at græde.

Når man er mere end bare patient

I går havde jeg besøg af en af vikarerne fra mit gamle bosted, men hun var her i rollen som ven og ikke som pædagog. I løbet af min tid i behandling, har jeg måttet sige farvel til rigtig mange pædagoger og sygeplejersker, og det har været enormt hårdt, for rigtig mange af dem var jo mennesker jeg holdt af, og det gjorde ondt aldrig at skulle se dem igen. Mange gange ønskede jeg at vi kunne bevare kontakten, men sådan blev det bare aldrig. Måske var det fordi jeg dengang var for syg, og de var nødt til at tænke på at beskytte sig selv fra at blive en form for ekstern behandler for mig, måske var der bare aldrig nogen der højt sagde de magiske ord "vil du være min ven?".

Nu om dage har jeg kontakt til et par stykker af pædagogerne fra mit sidste bosted, inklusiv den vikar som var her i går. Det er en virkelig rar fornemmelse, for det giver mig følelsen af at være mere end bare en patient, måske ligefrem et rigtigt menneske. Disse mennesker viser mig at de rent faktisk kan lide mig for den jeg er, og ikke bare fordi de bliver betalt for det. Jeg føler mig ikke længere bare som et job man tager hjem fra.

Men for at fortælle lidt om i går, så var det rigtig rart at se vikaren igen. Jeg kommer godt ud af det med mine nye kontaktpersoner, men vi har ikke en historie sammen, og jeg har ikke et nær så personligt forhold til dem, fordi vi ikke har nær så meget kontakt. Det var derfor rart og sidde og snakke uden hele tiden at skulle forklare hvorfor og hvorledes.

Desværre havde vi ikke meget tid, for det var sent på dagen ud fra min døgnrytme, og jeg var træt. Da vi sagde farvel faldt jeg i søvn stort set med det samme, og jeg er stadig træt, hvilket irriterer mig grænseløst, for jeg vil også have lov til at have et socialt liv lige som alle mulige andre, men hele mit system er imod mig.

Om fejring af fødselsdag med alkohol

Det var min fødselsdag i onsdags, og jeg fyldte 29. Jeg går ikke selv så voldsomt meget op i fødselsdage, men jeg har ikke direkte noget imod dem. Det siges, at man kun er så gammel som man føler sig, men hvad så hvis man faktisk føler sig gammel, sådan rigtig gammel?

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at 29 år ikke er voldsomt gammelt, med mindre man bor i LA, så det skulle trods alt fejres, så jeg slæbte et par studiekammerater med på unibar, hvilket ikke skal forveksles med fredagsbar. Forskellen er at fredagsbar ar lunkne standardpilsnere til ingen penge, og unibaren er temmelig dyre kvalitetsøl.

Sidst jeg fik alkohol var for to år siden til jul, hvor jeg fik ét krus glögg og gik kold før gaverne. Jeg husker svagt at min mor lagde dynen over mig, men ellers sov jeg til næste morgen. Sidste gang jeg var til fest var for nok fem år siden. Man kan derfor roligt sige, at jeg er ude af træning når det kommer til alkohol, så før vi gik derned var jeg faktisk ikke helt klar over om jeg ville drikke, for jeg er lidt af en kontrolfreak, og tanken om at slippe denne kontrol bare for et par timer var temmelig skræmmende.

Det endte med at være en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik ½ øl, hvilket var nok til, at det kunne dæmpe den angst jeg normalt hår når jeg gør nye ting, er sammen med andre mennesker eller er omringet af larm, men ikke så meget, at jeg følte mig utryg.

Hvordan jeg så havde det lørdag var så en anden sag. Jeg var ikke syg, men jeg var dvask. Jeg havde i hvert fald slet ikke lyst til at tage cyklen ned for at træne. Egentlig fik jeg nået en del i løbet af dagen, men det blev især en dag hvor jeg følte mig glad fordi jeg havde haft en god dag med mine venner, men jeg var også nedtrykt, fordi jeg ikke kan have det sådan hver dag. Jeg kunne selvfølgelig gå hen og blive småalkoholiseret, men jeg ser visse fejl vedhæftet den plan. Jeg kunne også ændre karakter, blive mere udadvendt og opsøgende, tage ud og lave ting i stedet for bare at blive siddende i min lejlighed. Det kunne være lidt fedt, men jeg har tidligere skrevet om hvor forfærdelig hårdt det er at aktivt at gå ind og ændre på sig selv.

Jeg tror nu, at jeg er rimelig tilfreds med hvor jeg er nu. At jeg jeg keder mig en lørdag er jo ikke nødvendigvis tegn på at der er noget galt med måden jeg lever mit liv på.

Hvad er alternativet?

En dag sad jeg sammen med nogle medstuderende, og jeg skulle til at fortælle en sjov anekdote, så jeg startede ud med "og engang, efter et af mine selvmordsforsøg...". Den formulering studsede de lidt over. Men næsten hver gang jeg tale om min sygdom taler jeg letsindigt om det, og med en stor portion humor. Er det fordi det i virkeligheden var en let og sorgfri periode? Er det fordi jeg er et overfladisk menneske der ikke forstår alvoren i situationen? Selvfølgelig ikke, jeg må bare spørge mig selv, hvad er alternativet?

Dette er min måde at overleve på. Hvis jeg hver gang skulle fortælle hvordan det virkelig var, hvordan at det gjorde så ondt indeni, at jeg troede at jeg skulle dø, og at der aldrig nogensinde var lettelser, så ville jeg langsomt sygne hen og blive en forkrøblet version af hvem jeg er. Jeg har ikke styrken til at blive konfronteret med angsten og smerten, til at sætte ord på noget der rækker langt ud over mit ordforråd. Jeg kan sige, at der altid sad et skrig fast i halsen, at jeg hadede mig selv så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over at  trække vejret, at jeg ønskede at dø, så min familie kunne blive fri for mig og mit dårlige humør, men mine ord virker så flade, og det dårlig nok begynder at beskrive det mismod jeg levede i i alle de år.

Jeg bliver nødt til at snakke om hvad der foregik, ikke kun som terapeutisk middel, men også fordi jeg altså har været syg det meste af mit liv, og min historie har formet mig på godt og ondt, jeg kan ikke bare klippe den væk og lade som om den aldrig har eksisteret. Måden jeg generelt bare taler på er, at jeg taler i anekdoter, fordi det er den måde jeg anskuer verden. Jeg vil da gerne fortælle anekdoter om når tingene går godt, det er ikke fordi alt hvad jeg siger skal lyde helt vanvittigt, men jeg har ikke haft det godt i nok år til at have opbygget mig et arsenal af 'gode' historier.

Jeg vil dog ikke sige, at jeg lyver, når jeg fortæller sjove historier om hvor forfærdeligt det var, for historierne er faktisk sjove. Må man gøre grin med noget der er så slemt? Selvfølgelig må man det. Det er enormt befriende at vende sig om imod alt det onde og så bare skrald grine. Mine syge venner forstår det. Om mine raske venner vil lære at forstå det, kan jeg ikke sige. De er vokset op med at psykisk sygdom er tabu, og de har ikke før haft nogen grund til at rykke på den overbevisning. De tager det nu meget pænt, og jeg tror også, at alternativet ville slide på dem i længden.

Om et cuttingjubilæum

Det er nu over et år siden, at jeg sidst tog et barberblad og jog det dybt ned i min arm for at føle smerten og for at se blodet flyde. Det hele startede i gymnasiet, men det er som om jeg ikke kan huske tiden før det, det blev så hurtigt en integreret del af mit liv, at det vare var den måde, jeg reagerede på, når livet kom mig på tværs. Det var ikke noget jeg var særlig god til i starten, hvor det mest blev til nogle overfladiske ridser, men årene gik, og øvelse gør mester, men som sædvanligt med mig, så syntes jeg aldrig selv at jeg var god nok, for jeg syntes, at skulle man skære sig, så skulle man gøre det ordenligt, sårene skulle helst være dybere og længere end sids før jeg var tilfreds.

Det at skære var ikke bare noget jeg gjorde, det var en del af den jeg var, men så en dag stoppede det bare sådan uden videre. Jeg har desværre ikke noget godt trick eller en filosofisk bemærkning, for det var ikke noget jeg selv gjorde.

Når børn er små, er de frygtløse og springer glade ud fra 2. sal hvis ikke nogen eller noget stopper dem, men så en dag kommer frygten pludselig ind i deres liv, og de tør knap nok stille sig op på en stol. Det var noget lignende der skete med mig. Den smerte lægen udsatte mig for sidder stadig i kroppen på mig nu et år efter, og bare tanken om at skære sender krampetrækninger gennem hele kroppen.

Jeg er stolt af, at jeg ikke længere skærer, men jeg savner det også, for nu føler jeg mig bare som enhver anden lille grå papirnusser. Det er lidt pinligt at tale om 'dengang jeg skar', ligesom det er pinligt når jeg taler om 'dengang jeg var tynd', men det er også pinligt, da det viser, at mit ideal et eller andet sted stadig er den anorektisk tynde depressive pige der skærer i sig selv. Det er mit ideal, for sådan har det 'altid' været, også selvom jeg værdsætter mit nye liv som uafhængig, morsom, klog og sportstrænet.

Jeg har inviteret en veninde på jubilæumsmiddag, engang, med tiden, når jeg er flyttet og er faldet til. Jeg ville for ironiens skyld have inviteret hende på blodpølse, men erklærede, at det var lige lovlig klamt. Hun foreslog så snitter, og det er lige nettop derfor, at det lige er hende, at jeg har inviteret.

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

Et pust af liv

Jeg har ikke haft det så fantastisk godt de sidste par dage. Jeg har været ked af det og umotiveret. Onsdag kom jeg af sted med toget, men jeg sad og blev bare mere og mere ked af det, og det gav bare overhovedet ikke nogen mening for mig at tage bussen ind på universitetet for at oversætte historien om Drusilla og hendes tjenestepiger,

"Faderen Velerius sagde: "Jeg kaldes ond og vred af slaverne. Du kaldes smuk, Drusilla. Lucius kaldes klog fordi han altid læser bøger"".

Jeg blev derfor siddende på min plads og kørte hele vejen hjem igen.

I dag havde jeg så en kaffeaftale med en veninde, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, for jeg trængte til at få et pust af liv ind i min hverdag. Vi sad på Baresso, hvilket er fint nok, men heller ikke det aller fedeste, men der var tørt og der var kaffe, så jeg skal ikke beklage mig. Det var virkelig rart at komme lidt væk fra alt det der har fyldt de sidste par uger.. Dem på universitetet ved godt, at min veninde har forsøgt selvmord, og har været rigtig søde, men jeg prøver at undgå at gå for meget i detaljer, for jeg er bange for at det vil smitte af på mig, og jeg prøver jo at slippe ud af rollen som hende den syge. Dem på uni har også været der hele tiden mens det er stået på, men jeg trængte til at komme VÆK.

Min veninde og jeg har ikke set hinanden i flere måneder, så det var et tiltrængt pust af liv, en påmindelse om, at der findes en verden udenfor min egen smådeprimerede boble. Jeg har haft svært ved at tale med pædagogerne om hvad der er sket. Jeg ved ikke om det er dem der stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er mig der lukker at, resultatet har i hvert fald været, at jeg har følt mig meget alene og ensom.

Når jeg er i dette humør, så ender jeg for de meste foran fjernsynet, hvor jeg ser de samme film og serier om og om igen. Det er næsten en plage for mig at skulle af sted på universitetet, for tænk dog hvor mange afsnit jeg kunne have set i stedet, men en kaffeaftale med min veninde var tiltrækkende nok til at jeg glad kom af sted om morgenen. Den pædagog der havde eftermiddagssnak med mig og som også så mig torsdag, hvor jeg var helt nede, sagde, at det var som at se to vidt forskellige mennesker

soldaterkammerater

Hvad er mit forhold til  den veninde der har forsøgt selvmord egentlig? I gamle dage skrev vi meget frem og tilbage, men hun er blevet mere og mere syg og har ikke overskuddet til at skrive sammen. Hvis en udenforstående i dag ville læse vores beskeder, ville de tro, at vi var 14 år gamle. Vi sender hovedsageligt hjerter og "jeg elsker også dig" beskeder. Meget mere står der ikke, men jeg er kommet til at kende hende så godt, at jeg kan læse mellem linierne. Jeg har ikke nogen sjette sans, jeg kan ikke på afstand fysisk mærke hvordan hun har det, men jeg er rigtig god til at gætte.

Man kunne også tro at vi var elskende, men der er ikke noget romantisk eller erotisk imellem os. Den bedste beskrivelse jeg kan give af vores forhold er soldaterkammerater. Vi har oplevet en krig sammen, en krig som vores familier aldrig vil kunne forstå eller være en del af. Derfor har døden også altid været en del af vores forhold, for mennesker dør i en krig, også i den krig der foregår inde i hovedet. Så da jeg fik beskeden om hendes selvmordsforsøg græd jeg ingen tårer.

Jeg er kommet ud af krigen ud til den virkelige verden, men min veninde kæmper stadig. Vi kan ikke længere kæmpe sammen, jeg kan kun se til på sidelinien. Jeg forstår, at jeg en dag kan miste hende, og det gør mig trist, for forhåbentlig kommer jeg aldrig igen i krig. Jeg kan få nye og betydningsfulde venskaber, men det vil aldrig kunne blive det samme.

om en venindes selvmordsforsøg

Min bedste veninde har forsøgt selvmord. Jeg føler mig trist, men jeg føler ikke mere end det. Hvad skulle jeg føle? Vrede, angst, svigt? Jo, måske føler jeg mig lidt ensom, for hvem skal jeg snakke med om det? Når det gælder selvmord, især når det er mødre der gør det eller forsøger at gøre det, så findes der her til lands en enorm vrede mod disse umulige egoistiske væsner.

Hvordan kunne hun gøre det? Tænker hun slet ikke på sine børn? Det kan jeg nemt fortælle jer, hun tænker meget på sine børn, men hun har været meget syg i rigtig mange år, og for nyligt oplevede hun et enormt svigt fra dem der skulle hjælpe hende. Hun var udmattet, hun kunne ikke kæmpe mere. Det var ikke hvad hun havde lyst til at gøre, det var hvad hun var nødt til at gøre, så lad være med at dømme hende hvis I ikke ved hvordan det er.

Jeg kunne godt blive vred, men hvad ville det gøre andet end at presse hende dybere ned i depressionen. At blive vred ville hjælpe på min samvittighed, for det ville føles som at handle i en situation hvor man er handleløs, men hvad skal det hjælpe at hjælpe på min samvittighed? Det er ikke mig der har brug for hjælp. Jeg har ikke meget at give af, andet end min ubetingede kærlighed, og ubetinget betyder, at jeg elsker hende ligegyldigt hvor dumt hun måtte opføre sig. Det er min medmenneskelige pligt, det er min kristne pligt.

Kristendommen har haft nogle meget grimme ting at sige om selvmordere, de blev endda begravet udenfor byen, udenfor kirkegårdens 'fællesskab', men Kirken er begyndt at indse, at det ikke er personernes skyld, men sygdommens, ville du for eksempel bebrejde en kræftpatient. Kristne mennesker har enormt travlt med at dømme andre, og det gør mig flov. Jeg dømmer også selv, og det gør mig endnu mere flov, men jeg kan ikke dømme her, for jeg har selv været der alt for mange gange.

Kan I finde det i jer selv ikke at dømme hende? Har I aldrig nogle sinde været så pressede, at i ønskede at stoppe det hele? Har I aldrig været egoistiske på bekostning af dem I holder aller mest af?

De satans infinitiver 2

Jeg klarede mine infinitivssætninger dårligere end jeg havde regnet med. Jeg sad inde til timen og prøvede at følge med i alle de kloge ting de andre havde at sige, og jeg forstod ikke et ord nogle gange. Måske er det fordi jeg bare er mig, måske er det fordi jeg er kvinde, men jeg springer meget nemt til den konklusion at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget som helst.

Jeg drak kaffe med en af mine veninder fra studiet, og hun grinede lidt af min katastrofetænkning, og hun har selvfølgelig ret. Det kan ikke nytte noget, at jeg ryger ned i et stort sort hul, hver gang der er noget jeg ikke kan finde ud af. At lave fejl er en stor del af det at lære, men det er virkelig også belastende, for der er nogle fejl der er dummere end andre, og jeg syntes selv, at jeg lavede de absolut dummeste fejl tænkeligt.

Om jeg er dum eller ej, det vil vise sig, men jeg bliver nødt til t oversætte nogle ekstra sætninger i dag, og det kommer til at tage lang tid, så jeg vil gøre dette indlæg kort og gå i gang.

Om en bekymringsdag

Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.

Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.

Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.

Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende

Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">

Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.

Alenetid

Min bedste veninde har det rigtig dårligt, så dårligt, at hun har bedt mig lade hende være i fred. På den ene side vil jeg gerne respektere hendes ønske, men på den anden side er jeg også bekymret for hende. Deprimerede mennesker skubber tit folk væk fordi de føler trang til at være alene, men det er ikke nødvendigvis godt for dem, og måske synes de det ikke engang selv. Hvor tit har jeg ikke selv grædt over nogen er gået efter at jeg selv sagde farvel til dem.

Jeg ved dog ikke hvad min veninde føler, og hun sidder så langt væk, helt ovre i København, og jeg er ikke god til den slags ting. Man skulle tro, at når man selv har været igennem det, at man så ville vide hvad man skal gøre, men jeg føler mig rådvild. Hvis jeg ikke gør noget, risikerer jeg at vi meget hurtigt glider fra hinanden. Hun siger, at hun skriver når hun får det bedre, men der er ingen der siger, at det sker lige foreløbig, og hvis der går for lang tid, vil hun måske ikke turde skrive. Hvis jeg derimod blander mig for tidligt risikerer jeg at hun bliver vred på mig, og jeg er absurd dårlig til skænderier.

Jeg har dog for længst truffet et valg om hvad jeg må gøre, men jeg drager hele tiden mig selv i tvivl, men jeg kan ikke komme op med nogen bedre idé. Jeg fik hendes besked fredag eftermiddag, og i aften, hvor er så er gået to dage, vil jeg skrive, at jeg er hendes ven, og jeg derfor ikke kan lade hende være helt alene. Hvad der så vil ske ved jeg ikke, og jeg hader ikke at vide, men det er vel sådan det er at have med mennesker at gøre.

Min veninde er altid så sød og så opmærksom på mine behov, men nu hvor det er mig der står med hende, føler jeg mig uformående. Kan jeg blive lige så stor en hjælp for hende, som hun har været for mig