opgør mod køb- og smid vækkultur

Vi lever i en dekadent tid, hvor vi ikke mangler noget, og hvor vi smider hvad som helst ud, så snart vi bliver den mindste smule trætte af det. Det er i hvert fald hvad man konstant får at vide, og det lyder rigtig nok, så jeg nikker anerkendende, og sukker over at være del af en forkvaklet generation.

I enhver revolution må man starte med sig selv, og i mit tilfælde, så er det mig, og jeg har en gammel cykel, som jeg fandeme ikke behøves at skifte ud, den skal bare skrues lidt her og smøres lidt der, og så virker den ganske udmærket. Cykelsmeden har godt nok set tvivlende på både mig og cykel de sidste mange gange den har været inde hos ham med den, men nejnej, jeg ville ikke tynge miljøet for min egen mageligheds skyld, så ville jeg hellere betale de mange regninger til reparationer.

Det korte og det lange er dog, at jeg er enormt hyklerisk, for på alle mulige andre områder har jeg ikke problemer med at smide ud og købe nyt. På en eller anden måde virker det bare anderledes med cykler. Når man står med den virker den så robust. Måske larmer den en lille smule, og måske har jeg det sidste år brugt 1500 kr på reparationer og reservedele, men hvornår er det nok?

For mig var det nok, da jeg forleden ikke orkede at se cykelsmeden bakse med at baghjulet, af nyere dato, egentlig ikke helt passer til det oprindelige stel, og at standardkæden, af helt ny dato, derfor er for lang, og for at få det til at passe bare nogenlunde sammen, må cykelsmeden kæmpe med hjul, skærm, kæde og et utal af små dimser, for at dækket ikke skal slide mod skærmen. Det er et problem der er begyndt at komme hver gang noget skal ordnes, og det tager lang tid at fixe.

Cykelsmeden er en venlig mand, så han tager ikke penge for det ekstra arbejde, men jeg bliver træt bare af at se ham knokle med det, så jeg indrømmer nu, at den cykel har tjent mig godt i over et årti, og det nu er på tide at sige stop.

Resultatet er, at jeg nu har en ny cykel. Den er pæn, og jeg er sikker på, at den er rigtig god, men som altid er jeg længe om at vænne mig til noget nyt. Jeg sidder fx i en lidt anden stilling, og derfor skal jeg bruge musklerne på en lidt anden måde. Ligeledes er bremser og gear også anderledes, jeg er sikker på, at de nok er bedre, men lige nu virker de mest bare fremmede, og jeg skal lære ting som bremse længde, hvor hårdt jeg bremser, hvilke gear jeg skal bruge på hvilke strækninger.

Det er en lækker cykel, og eftersom jeg bruger den næsten hver dag, så skal jeg nok hurtigt vænne mig til den. Når det bliver lidt varmere, skal Kæresten og jeg forhåbentlig ud på lange ture og nyde det danske land, og jeg mener virkelig det der med forhåbentlig, for da både Kæresten og jeg har købt nye cykler, så har vi ikke råd til at tage ud og rejse.

Min trofaste cykelsmed kan i finde her:

http://denstorecykelsmed.dk/

Den Store Cykelsmed
Skelagervej 5 - 11
8200 Aarhus N

41 21 11 02

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.

Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk

En travl tid

Her er nogle af de ting jeg har foretaget mig i løbet af den sidste uge:

• Købte for 200,- børnebøger i folkekirkens nødhjælp, som jeg donerede til Læs For Livet. Katching, dobbelt op på god samvittighed.
• Pjækkede den ene dag fra latin og gik hjem og sov i næsten tre timer, og resten af dagen sad jeg bare som em zombie og gloede på computerskærmen.
• Fandt en fantastisk tegneserie om en phd-studerende/gravhund HER
• Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen.
• Kæresten havde fødselsdag og det skulle fejres både med brunch med ham og hans mor, og om aftenen med nogle venner, og selvom det var rigtig hyggeligt, så tog det også mange af mine kræfter.
• Mens Kæresten lavede mad, sad jeg og læste inspector Morse (bøgerne). Som teenager var jeg ret forelsket i ham der Morse, også selvom han var gammel, overvægtig og fordrukken. Jeg er godt inde i bog nr to nu, men jeg har endnu ikke helt bestemt mig til, om de kan leve op til alle mine teenagefantasier fra dengang.
• Gav både Kæresten en rigtig gave og en for sjov gave. Jeg havde længe truet ham med at forære ham Barbara Cartlands samlede værker, men ved et rent lykketræf fandt jeg en Barbara Cartland LP, der indeholder tekster som "I wish to be sweapt away by a sheik, and we ride across the hot sand of the dessert", simpelthen så fantastisk forfærdeligt :)
• Lortemobilen bliver ved med at gå ud, og jeg er snart tvunget til at købe en ny (men den er jo kun 3 år gammel). Desværre er der én enkelt og meget vigtig information som aldrig står i nogen af salgsannoncerne, og det er hvorvidt den pågældende telefon har en samarbejdsvillig ordbog. Jeg har ikke lyst til at spørge Kæresten om han vil have en luder, når alt jeg egentlig ville bare var at spørge, om jeg skulle købe et franskbrød.
• Kæresten tog mig med ned på Aros hvor han nogle dage før havde set en rigtig fed udstilling. Jeg var ret træt efter at have fejret fødselsdag dagen før, men søndag var sidste dag, så vi kom af sted, og gudskelov for det. For det var rigtig nok en super fed udstilling. Udstillingen er som sagt lukket nu, men I kan se lidt billeder og læse om den HER
• Min søster, hendes kæreste, Kæresten og jeg mødtes og gik en tur i skoven. Min søster og jeg bor i hver vores ende af landet, så det er sjældent at vi ses.
• På universitetet i går sagde jeg ja til deltage i et hurtigt forsøg, hvor jeg skulle lægge nogle billederserier i rækkefølge. Jeg fik at vide, at det var noget med puslespil for børn, men jeg regnede ret hurtigt ud, at det handlede om 'læseretning', men sådan er det jo med den slags forsøg, man kan ikke fortælle deltagerne hvad det handler om uden samtidig at gøre dem opmærksomme på deres handlinger og derved manipulere med resultaterne.

I dag tillader jeg mig selv en fridag.

Tilbage til tysk

Jeg har altid hadet tysk. Det drejede sig hverken om sproget, kulturen eller menneskene, det drejede sig om timerne i skolen.  I folkeskolen havde jeg en lærer der blankt indrømmede, at han ikke kunne tysk, og i gymnasiet havde jeg en lærer der udelukkende underviste de dygtigste elever.Som elev var jeg dog heller ikke selv det store vidunder, jeg sad og så deprimeret ud i luften og svarede et hvilket som helst spørgsmål med "Ich weiß nicht", og hver gang, tænker jeg, blev min lærers ansigt en smule mere gråt og opgivende.

Nu forholder dig sig dog således, at jeg læser teologi, og eftersom den danske folkekirke er luthersk evangelisk, og universiteterne er statsdrevne, så er den teologi vi lærer om primært også protestantisk. Mange tekster vil derfor oprindeligt være skrevet på tysk, og selvom det for det meste er okay at læse en oversættelse, hvorfor så tage den lette vej, når nu man kan sidde omgivet af ordbøger og grammatikker? I hvert fald vil det være en fornuftig idé at have bare et minimum af forståelse for tysk i tilfælde af, at jeg en dag for brug for det.

Enhver bevægelse må have et startpunkt og en retning, med mindre man snakker kvantemekanik, hvor man har ENTEN det ene ELLER det andet, og det der følger derefter bliver kun endnu mere mærkeligt. Nå, men i den mere begribelige verden som jeg nu engang befinder mig i, så var startpunktet Risskov Bibliotek hvor jeg var taget ned for at aflevere en bunke bøger til Læs For Livet. Retningen blev lidt mere tilfældig. Det handlede om, at biblioteket kun lå inde med 2 bøger på mit niveau, og da man jeg skal begynde et sted, så snuppede jeg den ene, og når jeg er færdig med den, så er med garanti helt klar til at læse Luther på originalsprog.

En ferie der sluttede

Da påskeferien begyndte, så jeg på mig selv i spejlet og sagde, at nu ville jeg lige hvile et par dage, og SÅ ville jeg få læste en masse lektier. Åh, denne optimisme, denne virkelighedsfjerne illusion... Hvad jeg reelt endte med at bruge ferien på var at være sammen med Kæresten, læse nogle ikke studierelevante bøger, besøge min familie og sidde og stirre tomt ud i luften, indtil Kæresten spørger mig, hvad jeg tænker på, og jeg ikke rigtigt kan svare ham.

I går var så teknisk set første skoledag efter ferien, men det valgte jeg at ignorere, så kæresten og jeg tog på Moesgård for at se på kinesiske terracottakrigere.

Det var en dejlig dag. Almindelige mennesker var taget på arbejde, så vi skulle dårlig nok stå i kø, og det var til at bevæge sig rundt mellem montrerne uden at det føltes klaustrofobisk.

Dengang hvor jeg var ung, og hvor der faktisk blev vist halvvejs anstændige dokumentarer på discovery chanel, da så jeg nogle gange programmer om Kinas første kejser og hans terracottahær, men jeg kunne nu ikke huske ret mange af detaljerne, så om morgenen før jeg tog afsted, listede jeg mig lige ind på Wikipedia for at læse op på historien.

I morges, da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde været så træt i går, at jeg ingen lektier havde lavet. Skulle jeg:

• Komme til time uforberedt?
• Sjusket jappe noget ned på et stykke papir og håbe, at det ikke var alt for forkert?
• Tage en fridag mere og få styr på sagerne og så møde velforberedt op i morgen?

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)