søndag den 28. maj 2017

præstevielse

Jeg har lige været i Viborg hvor en af mine studiekammerater skulle præstevies. Det var selvfølgelig i den danske folkekirke, men på en dag som i dag betyder det ikke noget. Normalt skal jeg nok være den første til at fyre dårlige vittigheder af om protestanter, men ikke i dag. I dag handler det ikke om vore forskelle men om vores venskaber. Måske synes jeg til daglig at protestanter er tossede, ligesom de synes at jeg er godt skør ("de er skøre de romere"). I dag ved jeg ikke andet end, at en god og oprigtig person har fået et hverv som han tror på, og hvor han kan gøre nytte. I dag mødte jeg op og sad i kirken for at vise min støtte og min tillid. Livet er fuld af dage hvor vi kan være idealister og stædigt stå fast på det vi tror på, og jeg mener bestemt ikke at det udelukkende er en dårlig ting (ud over måske det med stædigt) for hvis vi aldrig var uenige, hvordan skulle vi så kunne tage ved lære af hinanden. Vi har brug for et ståsted her i livet, og vi har brug for en måde at forstå verden i forhold til os selv. Og så er der andre dage hvor vi bare har brug for at være venner, dage hvor det kan være alt for hårdt at stå på egne ben, men hvis man kun kan være venner med dem der er præcis som én selv, så kan man hurtigt blive meget ensom.

Desuden var det lidt at opleve Viborg Domkirke i funktion. Det er klart en af landets smukkeste kirker, og jeg har været der og set den som turist flere gange, men en kirke er mere end bare et museum, og at se på den er kun et lille del af billedet. For rigtigt at opleve en kirke, må man opleve den i funktion.

søndag den 21. maj 2017

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

søndag den 7. maj 2017

Om at være en læser

Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.

Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.

Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle  hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.

Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".