Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

Når lydniveauet blver højt

Inde på universitetet er jeg omringet af søde og spændende unge mennesker, men jeg kender dem ikke rigtigt, så når vi har pause, så føler jeg mig urolig. Det er svært at sidde alene i et rum fyldt med folk der kender hinanden. Jeg føler mig ikke holdt udenfor, men jeg føler at jeg står ret alene.

Et af problemerne med at stå alene når der er pause er, at der ikke er en samtale eller et socialt spil jeg kan koncentrere mig om, hvilket betyder, at alle rummets lyde kommer meget tæt på. Et sted sidder en gruppe og arbejder med en lektie i latin, andre diskutere transport og dem ved siden af snakker om den enes kommende fødselsdag. Alle opfører sig pænt, ingen råber og skriger eller løber rundt, det er ikke ligesom i folkeskolen/gymnasiet, men alligevel bliver lydniveauet højt. 20 stemmer slår sig sammen i et lille lokale og danner en tsunami af lyd. Jeg føler mig overvældet, det tager modet fra mig, og det bliver ekstra svært at blande sig i en af samtalerne, men man er nødt til at blande sig, hvis man vil lærer folk at kende. Mest af alt har jeg lyst til at tage hænderne op for ørerne og lukke øjnene. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, det er bare at undervisningen er så krævende, at det bliver endnu hårdere at håndtere pausernes larm. Jeg gør ingenting, jeg tager ikke hænderne op for ørerne, for jeg vil ikke virke sær. Jeg prøver at indføre en kommentar i den samtale der foregår lige ved siden af mig, men lyden distraherer mig, og min timing er helt forkert og kommentaren falder til jorden.

I gamle dage ville min selvtillid ligeledes være faldet til jorden, men i dag går det bedre. Jeg kan ikke give et svar på hvorfor det er sådan. Jeg er mere robust, men hvorfor er det sådan, er det fordi jeg tager store docer medicin, er det fordi jeg har anerkendt at der er folk derhjemme der elsker mig, og at det derfor ikke gør så meget, er jeg blevet ældre og mere rolig, eller har jeg bare indset at mine kommentarer ikke er dummere en så mange af de andre dumme kommentarer som alle mennesker fyrer af på en dag? Ville jeg være et bedre menneske af at kende svaret?

Jeg er dog ikke helt alene i klassen. Langsomt begynder jeg at forstå det sociale spil i gruppen, jeg begynder at hilse, og jeg begynder at snakke lidt med folk. Alting tager tid når man er en ny person i en gruppe der allerede kender hinanden, og jeg har tid, det haster ikke.

Dårlig lyd

I går skulle der klippes hæk i mit boligområde, hvor alle hækkene blev klippet. Vrrrrr lød det, Vrrrrr. Det var varmt, og jeg ville gerne have vinduerne åbne, men hækkeklipperens Vrrrrr gjorde det umuligt at tænke. Jeg lukkede vinduerne men lyden blev ved. sandt nok var det et meget lavere vrrrrr, men stadig et vrrrrr der kunne få det til at gå gennem marv og ben. Vrrrrr fra morgen til aften.

Jeg prøvede at sætte lidt musik på, men da havde jeg allerede lyttet så længe til dette vrrrrr, at enhver lyd føltes pinagtig på mig. Jeg sad og vred mig i stolen. Jeg kunne føle lyden i kroppen som et par strømpe bukser der er blevet snoet en halv omgang. Jeg havde lyst til at klemme hårdt om min krop og klemme al lyden ud på samme måde som man vrider en karklud, men jeg har ikke nogen kugledyne.

Jeg gik ind i soveværelset og hentede mine ørepropper, og selvom de godt nok lukkede lyden ude, så gav de også undertryk i øret, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg sad ved computeren for at skrive mit oplæg til konferencen, og egentlig gik det udmærket, jeg fik skrevet en del, men min hjerne kogte over i en blanding af at tænke og dårlig lyd og undertryk. Jeg havde lyst til at smide alting fra mig, tage sko på og forsvinde væk herfra og væk fra det evindelige vrrrrr, men lyden havde tappet mig for kræfter, og jeg følte mig fanget i min lejlighed, fanget i min egen krop.

Til sidst holdt lyden endelig op, og selvom jeg var glad, så turde jeg ikke helt tro på det, for helt væk var den ikke, den var bare rykket længere væk, om bag et af de andre huse, hvor jeg ikke længere kunne så på den hækkeklippende knægt og hvor det inaverende vrrrrr nu var reduceret til et sølle rrrrr som om end til stede var til at holde ud.

Om pjække vs dygtig

Jeg har slet ikke været til undervisning i denne uge, og det stresser mig lidt for det betyder at jeg nu har over 35% fravær (medregnet de timer jeg ikke har været der de andre uger). Det stresser mig, selvom jeg er sådan nogenlunde med lektievis, eller det er jeg ikke, for jeg forstår ikke ablativens anvendelse, eller det gør jeg i teorien, men det kniber lidt i praksis når jeg skal oversætte, eller i hvert fald i nogle af sætningerne, men det er nok til at gøre mig lettere panisk, nok til at det er svært at sove om natten.

Jeg tog dog alligevel denne uge fri, for min ipod er i stykker, og jeg kan endnu ikke hitte ud af den nye grimme og billige jeg har købt. Okay, det er nok jordens lammeste undskyldning, men jeg har svært ved at overskue alle de mange timer i et tog (uden stillekupe) uden musik.

Helt dogen har jeg nu ikke været i disse skolefri dage, jeg har lavet latin alle dagene. Mest har jeg bare lavet lektier, men i går sad jeg og terpede bøjninger, hvilket er det kedeligste man kan foretage sig. Jeg er ikke ret god til udenadslære. Nogle mennesker kan benytte sig af de såkaldte erindringspaladser, men jeg har ikke nogen god forestillingsevne, så jeg benytter mig af simpel gentagelse. Jeg skriver de samme bøjninger om og om igen på et stykke ternet papir og håber, at det til sidst vil sive ind og sidde bare sådan nogenlunde fast, hvilket dog endnu ikke helt er lykkedes.

Pædagogerne spørger om det er nødvendigt at lære alle de bøjninger, og nej, det er det ikke, men det er helt enormt gavnligt på sigt. Det tid man sparer på at slå op løber sammen i TIMER, og ud af 30 minutters forberedelse til eksamen er det også en hel del. Så ja, lige nu lægger jeg flere kræfter i det end aller højst nødvendigt, men jeg overlever nok, i hvert fald når jeg kommer mig over skammen over at pjække flere dage end egentlig højst nødvendigt. Eller også er det jeg har bare begynderstres, for sidste gang jeg påbegyndte et sprog var da jeg begyndte på hebraisk i 2006. Sidste år da jeg havde hebraisk kunne jeg det hele i forvejen, så jeg havde helt glemt hvordan det er at sidde og stirre på en sætning som bare overhovedet ikke giver mening, hvordan det er at få koldsved når læreren spørger om man vil tage en sætning, hvordan det er at måtte spørge sin sidekammerat om hjælp.

Min til tider himmelråbende uvidenhed har dog en positiv side, at jeg mere kan være en del af holdet. Jeg har højere tanker om mine holdkammerater end at tro at de skulle have noget imod mig bare fordi jeg var dygtig til hebraisk, men jeg tror på, at på et dansk universitet er en del af fællesskabet at være dumme sammen, indtil man på et tidspunkt ikke er nær så dumme længere, hvilket lyder dumt, men længe leve Janteloven. Jeg siger ikke, at man ikke må være dygtig, men det må bare ikke blive for meget.

En dag da jeg stod og brokkede mig over, at jeg ikke fattede en skid, var der en der sagde, at når jeg snakker om ikke at fatte en skid, så forstod jeg stadig langt mere end de fleste. Jeg forstår måske mere end jeg selv vil anerkende, men meget har også at gøre med at jeg har fået et ry, som jeg enten skal modbevise eller leve op til.

Jeg skal dog ikke blive for hellige. En dag snakkede jeg med en som jeg ikke kender så godt, og så for det bare ud af mig at hun også bare var så dygtig. Det var sagt i frustration over min egen elendighed og kvaler og selvmedlidenhed, men så snart det var sagt, kunne jeg godt høre de lettere bitre undertoner. jeg var lige ved at undskylde, men hvordan undskylder man, at man har kaldt nogen dygtig? Da min latinlærer kaldte mig dygtig kom jeg med en lyd som jeg omtaler som et fnis, men det udtrykker ikke helt den eksplosivitet hvormed lyden kom.

Uden musik

Når jeg forlader huset, især for at tage til Aarhus, så har jeg altid musik i ørerne, men  i går ville min ipod ikke tænde. Først troede jeg at det var batteriet, men det var det ikke. Den har holdt i 5 år, hvilket vel i princippet er ganske godt i forhold til den generelle kvaliteten af moderne teknologi. Nu bliver jeg nødt til at købe en ny, hvilket er surt, men ikke uladesiggøreligt. Hvad der til egengæld ikke er muligt er, at jeg skal fortsætte med at gå uden musik.

Jeg er egentlig ikke voldsomt interesseret i musik, jeg er ikke god til at genkende god kvalitet, og jeg har ikke nogen yndlingsgenre (danserinder med lår som rigtige kvinder>>>). Hvad jeg derimod er afhængig af er noget der kan overdøve larmen fra menneskene omkring mig. Jeg holder faktisk meget af mennesker, men det hjælper når man ikke skal lytte til dem, ikke at jeg ikke gider at høre på hvad de har at sige (for det meste), men jeg tænker på den generelle støj der produceres af mange mennesker samlet på et sted, som for eksempel i en butik eller i et tog..

I går var jeg på universitetet, og jeg havde altså ikke min musik. Det var et hyggeligt og produktivt møde jeg havde med min tutor, men derudover var det en rædselsfuld tur. Jeg er meget lydfølsom, for min hjerne kan ikke, eller har i hvert fald svært ved at sortere i lyde, og uden musik i ørerne var togturen smeltedigel af støj til en grad hvor jeg ligefrem blev køresyg.

Jeg klarede dog turen frem og tilbage, men da lå i min seng i gårs aftes kom angsten og uroen, og den slog mig hårdt, og jeg måtte ned til pædagogerne flere gange efter noget beroligende før jeg endelig faldt i søvn.

Støjende julehygge

I går var min familie og jeg til det årlige lillejuleaftens hygge hos nogle gode venner, med æbleskiver, ost og pakkeleg. Jeg er lidt en kylling når det kommer til den slags arrangementer, så jeg turde egentlig ikke at tage med, for jeg var sikker på, at jeg ville blive træt og ensom, for jeg er ikke vant til at være ude om aftenen fordi jeg altid går så tidligt i seng, og det var at træde ud af min sikkerhedszone.

Men jeg kom med, og jeg havde en hyggelig aften. Æbleskiver kunne jeg ikke spise nogle af, men der var ost i rigelige mængder med friskbagt HVIDT brød, hvilket var lidt af en luksus, jeg elsker hvidt brød, men skammer mig lidt over det, for det er jo ikke sundt. Jeg blev helt overvældet af alle de forskellige oste, og jeg skulle lige smage lidt af dem alle, og lidt efter lidt blev mængden af mad jeg fik spist større end jeg lige syntes jeg burde have spist. Jeg siger til mig selv, at det er i orden, det er jo kun jul én gang om året, lige som det også kun er nytår, fastelavn, påske og sommer én gang om året, og pludselig bliver året til ét stort ædegilde. Men det går nok, jeg er slank og veltrænet og burde kunne klare det ekstra kalorieindtag, i hvert fald fysisk, hvad min spiseforstyrrede hjerne siger, det er straks et helt andet spørgsmål. Jeg går ikke i panik, jeg vil ikke ødelægge julen med panik, jeg vil nyde den og være sammen med familie og venner, jeg vil opleve verden på en tilnærmelsesvist normal måde, jeg vil...

På trods af frygten for det ukendte. Nej ukendte er forkert et ord, for vi har vejret lillejuleaften der hvert år de sidste 25 år eller mere, det er bare mig der ikke har været med de sidste 5 år fordi jeg har været syg, så det er ikke ukendt, det er bare uvant. Så på trods af frygten for det uvante, tog jeg med, og jeg sad i min fine kjole og smilede og nikkede. Jeg hyggede mig, det gjorde jeg virkelig, men jeg følte mig også lost. Jeg er ikke vant til at begå mig i større selskaber, og jeg er slet ikke vant til den larm det giver. Jo mere folk hygger sig, jo højere taler de. Larmen gjorde mig endnu mere træt, og den gjorde mig svimmel. Flere gange sad jeg på min stol og var bange for at drætte ned, for når det larmer hele vejen rundt mister jeg lidt orienteringssansen og jeg kan ikke finde ud af op og ned, og højre og venstre. Det er helt enormt ubehageligt, og til sidst valgte jeg, at sætte mig hen i en sofa i et tilstødende lokale.

De andre spillede pakkeleg, men jeg var for træt, og jeg orkede ikke ophidselsen. De andre morede sig kosteligt, og jeg var ikke fri for at blive en lille smule misundelig, men jeg var også for træt til, at blive sådan rigtigt misundelig. Jeg kunne sidde og se på dem gennem døråbningen, og de var helt opslugte af deres egen lille verden, som jeg ikke var en del af. Ja, jeg følte mig udenfor, og jeg havde en lille smule ondt af mig selv, men jeg havde jo selv valgt det, men jeg var nødt til det, og jeg havde ondt af mig selv, fordi jeg var nødt til at vælge at melde mig ud af fællesskabet, men mest havde jeg ondt af mig selv fordi jeg ikke havde nogen bog med. Den larm pakkeleg generere overstiger al sund fornuft, og jeg var egentligt også lidt glad for at sidde derinde for mig selv ved siden af juletræet, og for første gang i år, følte jeg, at nu er det jul.

Efter pakkeleg kom min veninde/bonussøster ind og talte med mig. Hun er ikke min bonussøster fordi min far har fundet sig en ny kone, men fordi vores forældre altid i vores levetid har været venner, så vi er praktisk talt vokset op sammen. Det var hyggeligt at få snakket sammen med hende i enerum. Vi havde siddet ved siden af hinanden under maden, men der foregik der så meget, og der er bare visse ting man ikke snakker om under bordet, sygdom værende en af dem, og selvom det går mig så godt for tiden, så handler mit liv stadig meget om forskellige dårligdomme.

Om en hyttetur med mor

For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.

I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.

Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.

Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.

Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.

Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"

I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.

Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

Om al den hjælp jeg kan få

Jeg er handicappet, og med de besværligheder jeg har, har jeg brug for støtte for at kunne klare de grav det stiller at tage en uddannelse. I går var jeg så i Aarhus på Rådgivnings- og Støttecentret for at fortælle lidt om mig selv, og for at høre hvilken hjælp jeg ville være berettiget til. Det var mærkeligt at snakke om. Et eller andet sted føltes det som om at det er noget jeg bør kunne klare selv, jeg har jo kunnet før, eller det kunne jeg egentlig ikke helt, men jeg kæmpede, og jeg klarede det da sådan lige akkurat, indtil jeg lige pludselig ikke kunne klare det mere, men alligevel, er jeg virkelig udfordret nok til at kunne få hjælp? Ja, det er jeg åbenbart.

Det var underligt at side og snakke med damen fra RSC om hvilke ting der er svære for mig ved at gå på universitetet efter kun at have gået der i to dage. Jeg kunne meget let fortælle, hvad det var der var svært for fem år siden, men jeg ved jo rent faktisk ikke, om det er de samme ting der er svære. Jeg kan dog allerede sige, at det bliver svært med de andre på holdet, de er så mange og så støjende, at jeg lige nu sidder og ikke har lyst til at tage derind i dag, men jeg skal, ellers bliver jeg bare angst for det, desuden har jeg en læsegruppeaftale med en af de lidt ældre studerende, hvilket jeg heller ikke har lyst til, men det vil være godt for mig på sigt, og hun er da sikkert flink nok, når jeg lærer hende at kende, men lige nu er hun altså lidt skræmmende.

Damen på RSC var enormt sød ved mig, og vi sakkede blandt andet om hvordan holdundervisning får det værste frem i mig. Når jeg sidder sammen med folk på tomandshånd, eller i mindre grupper, så er jeg velartikuleret og selvsikker (eller lader i det mindste som om jeg er det), men når jeg sidder inde i klassen, bliver jeg genert, og stammer, og jeg taler så lavt, at læreren slet ikke kan høre hvad jeg prøver på at sige. Det er ikke fordi jeg er bange for at sige noget dumt, ikke kun i hvert fald, men det er også den generelle uro i klassen der generer mig. Folk larmer ikke, men de er heller ikke stille, der er en konstant summen moslen med papirer og lignende. Alle de lyde gør mig usikker, og en lille smule angst.

Der er så mange ting jeg gerne vil spørge læreren om, mange nørdede ting, men jeg bliver usikker på mig selv, for det er ting de andre endnu ikke ville kunne forstå, så jeg føler mig pinligt berørt ved at spørge, men nu er jeg blevet godkendt til 30 timers hjælp per semester fra en ældre studerende, som sagtens kan være yngre end mig, og som højst sandsynligt er det, men det gør nu ikke noget, når bare de kan hjælpe mig med at blive bedre til hebraisk.