ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:

"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."

Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:

"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."

Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

• "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
• which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
•  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
• In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
• and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
• It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
• Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

Man skal læse varieret det er sundt

Hvad laver jeg så nu hvor jeg ikke går på universitetet? Well, jeg kigger lidt på græsk, selvom det mest indebærer, at jeg ser hen på bunken af græskbøger og tænker at jeg burde... men så gør jeg det ikke altid alligevel. Næ, de bøger jeg læser har ofte en helt anden karakter.

I går var jeg til møde med min nye psykiater, som jeg faktisk kendte i forvejen fra mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital Risskov tilbage i 07-09. Det var et glædeligt gensyn, og et af hendes spørgsmål var, om jeg stadig læste lige så meget som dengang. Jeg læser en hel del, men i 2009 læste jeg 182 bøger plus det løse. Jeg læser dog stadig meget alsidigt. For bare at tage de sidste fem bøger jeg har læst, så har jeg læst om en enkelt kvindes mange sexeskapader i 70'erne, om feminisme i moderne tid, om en tyrkisk-amerikansk kvinde som læser russisk litteratur, om prins Henrik og om kulturradikale.

Titlen på dette blogindlæg er 'Man skal læse varieret det er sundt', hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Det kan også være skønt og godt at fordybe sig i et enkelt emne, men hvad nytter et enkelt emne hvis man ikke kan sætte det ind i en helhed? Men hvad er helheden. Da jeg havde historie i gymnasiet blev jeg altid beskyldt for at være for detaljeorienteret og ikke se helheden, og det kunne min lærer sådan set have ret i, men efterhånden som jeg er blevet ældre og har læst endnu flere bøger, så står jeg lidt tilbage og tænker, 'jamen hvilken helhed'.

Ifølge skolens bøger, så var 2. verdenskrig noget der startede i 30'erne og sluttede i 1945 punktum. Hvis man så var rigtig dygtig kunne man så drage nogle konklusioner videre til den kolde krig ect. Men hvad med før? Man skulle tro at jødehadet var noget at Hitler i en opiumståge havde fundet på ud af det blå, og ikke noget der havde været fastcementeret i århundreder. Hvad med nu? Man kunne ligeledes ud fra teksterne tro at jødehad helt stoppede i 1945. I 2008 prøvede en ung palæstinensisk mand at skyde to jødiske sælgere og deres kunder her i lille fredelige Danmark, men mange mener alligevel ikke at vi har et problem med jødehad.

Verden er proppet med helheder. En enkelt person kan umuligt rumme dem alle (selvom jeg i mine fantasier stærkt håber på at kunne). Det er derfor at det er vigtigt at vi læser noget forskelligt, for de ting som jeg ikke ved, dem ved du måske. Det er derfor jeg flere gange har udtalt mig kraftigt imod denne modedille der er med at alle skal elske krimier. Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med krimigenren, det er ensformigheden jeg ikke kan lide. Elsker i dem virkelig ALLESAMMEN? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de mennesker der har et køligt forhold til bøger, som måske ville få en meget bedre læseoplevelse, hvis de prøvede noget andet, men sådan er det ikke i dag. Hvis man går ind i et bibliotek eller en boghandel, så står det helt klart at krimier er det eneste rigtige og moralsk gode valg. Forlagene de ved også hvad det er der tjener pengene ind, og det er disse skabelonskrimier, hvor man tænker 'jamen de er jo alle sammen fuldstændig ens', og derfor spyer de dem ud i en lind strøm og fylder bibliotekerne og boghandlerne.

At jeg ikke kan lide dem skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at læse dem. Hvis man virkelig nyder en god krimi, så til Helvede med mine småsnobbede holdninger, men hvis man sidder og tænker at man måske godt i hemmelighed kan være lidt træt af dem, så er der faktisk andet derude. Det kan være at man skal prøve sig lidt frem, for det kan godt være lidt svært at vide hvad man inderst inde gerne vil, men det værste der kan ske er, at man får fat i en bog som man efter et par sider må lægge fra sig igen. Man risikerer ikke, som med mad, at blive hastet på sygehuset med et allergisk anfald, eller, som med rejser, at få stjålet sine penge og sit pas. Bøger er ganske fredelige

Et historisk fotoalbum

Imellem 6 og 7 klasse var min moster og jeg på ferie i England og Skotland. Mens vi var derovre var vi blandt andet inde i en masse genbrugsbutikker, hvor vi den ene dag fandt noget ganske særligt. Vi vandt en fotobog "Queen Alexandra`s Christmas Gift book". Dronning Alexandra var en dansk Prinsesse, datter af kong Christian 9 og som var gift med kong Edvard 7 af Storbritannien.

I bogen er der en helt masse fotografier hvor hun besøger Skagen, så da vi kom hjem, var min moster inde og forære fotoalbummet til Skagens Museum. Dengang var jeg måske lidt ked af at jeg ikke kunne beholde det, det var jo fuld af damer i smukke kjoler, men i dag er jeg sådan nogenlunde glad for, at hun gjorde det. Jeg ville have brugt det til at tage det frem, en sjælden gang imellem, for at bladre lidt formålsløst frem og tilbage, men det kan bruge det til noget reelt, som nu for eksempel.

Skagens Museum holder for tiden en udstilling om maleren Tuxen, og bruger blandt andet nogle af billederne i denne artikel.

Jeg kan ikke lade være med at være en lille smule stolt, også selvom jeg jo egentlig intet har bedrevet i denne sammenhæng, men alligevel, de har jo brugt billederne fra VORES fotoalbum :)

Ingen lys i vinduet

Jeg havde ikke nogen lys i vinduet i går. Det er hverken fordi jeg ikke er taknemmelig eller fordi jeg synes det er en dum tradition. Det var simpelthen fordi jeg havde været til et fotoshoot om formiddagen, og jeg var så træt, at jeg halvt bevidstløs vaklede i seng allerede kl 16.30. på den tid af dagen var det alt for lyst til stearinlys, og hvis jeg endelig havde tændt lys, så er jeg bange for at jeg var så træt, at jeg nok ville have glemt at slukke dem, men mest af alt, så var jeg havde jeg glemt alt om det.

Jeg ved at dette vil gøre min elskede farmor en lille smule ked af det at høre, for det betyder af gode grunde meget for hende. Det er jo ikke fordi jeg ikke ære modstandskampen, jeg læser bøger, ser film, diskuterer og jeg lever i stor taknemmelighed for min frihed, men det der med datoer er ikke min stærke side. Hvis nogen spørger mig hvornår befrielsen var, kan jeg godt huske, at vi blev befriet natten mellem 4 og 5 maj, men når det så ER den 4 maj, så tænker jeg slet ikke så langt. Jeg er dog kommet så langt, at jeg har skrevet ind i min kalender, at jeg næste år skal skrive ned i min kalender, at nu må jeg altså se at huske det.

Nå, men hvad var det så for et fotoshoot jeg var til og som tog så meget af min energi? I tirsdags var her en fotograf for at tage billeder til en artikel i Region Midtjyllands blad Magasinet. Det gik super fint, men han var ikke helt glad for den hvide baggrund mine vægge kunne levere, så han inviterede mig ned i sit studio i går. Jeg må indrømme, at det lød lidt som en dårlig scorereplik, men han var nu reel nok. Det var en sjov og noget anderledes følelse at være centrum for hans opmærksomhed, og det skadede jo heller ikke at han var super sød og så ret godt ud.

Fotografen takkede mange gange for at jeg gad komme, og han undskyldte, at det tog så lang tid, men for at være ærlig, så er det jo ikke fordi jeg har voldsomt meget andet at lave efter at jeg har taget fri fra universitetet, så det var bare sjovt at komme ud og lave noget andet end det sædvanlige.

Nicky Bonne - fotograf http://nickybonne.com/

om en venindes selvmordsforsøg

Min bedste veninde har forsøgt selvmord. Jeg føler mig trist, men jeg føler ikke mere end det. Hvad skulle jeg føle? Vrede, angst, svigt? Jo, måske føler jeg mig lidt ensom, for hvem skal jeg snakke med om det? Når det gælder selvmord, især når det er mødre der gør det eller forsøger at gøre det, så findes der her til lands en enorm vrede mod disse umulige egoistiske væsner.

Hvordan kunne hun gøre det? Tænker hun slet ikke på sine børn? Det kan jeg nemt fortælle jer, hun tænker meget på sine børn, men hun har været meget syg i rigtig mange år, og for nyligt oplevede hun et enormt svigt fra dem der skulle hjælpe hende. Hun var udmattet, hun kunne ikke kæmpe mere. Det var ikke hvad hun havde lyst til at gøre, det var hvad hun var nødt til at gøre, så lad være med at dømme hende hvis I ikke ved hvordan det er.

Jeg kunne godt blive vred, men hvad ville det gøre andet end at presse hende dybere ned i depressionen. At blive vred ville hjælpe på min samvittighed, for det ville føles som at handle i en situation hvor man er handleløs, men hvad skal det hjælpe at hjælpe på min samvittighed? Det er ikke mig der har brug for hjælp. Jeg har ikke meget at give af, andet end min ubetingede kærlighed, og ubetinget betyder, at jeg elsker hende ligegyldigt hvor dumt hun måtte opføre sig. Det er min medmenneskelige pligt, det er min kristne pligt.

Kristendommen har haft nogle meget grimme ting at sige om selvmordere, de blev endda begravet udenfor byen, udenfor kirkegårdens 'fællesskab', men Kirken er begyndt at indse, at det ikke er personernes skyld, men sygdommens, ville du for eksempel bebrejde en kræftpatient. Kristne mennesker har enormt travlt med at dømme andre, og det gør mig flov. Jeg dømmer også selv, og det gør mig endnu mere flov, men jeg kan ikke dømme her, for jeg har selv været der alt for mange gange.

Kan I finde det i jer selv ikke at dømme hende? Har I aldrig nogle sinde været så pressede, at i ønskede at stoppe det hele? Har I aldrig været egoistiske på bekostning af dem I holder aller mest af?

Ørkesløshed

Findes der mon noget mere ørkesløst end at være studerende, man bruger et meste af sin tid på ikke at fatte en skid af hvad der foregår, så begynder man at forstå en lille bitte smule , og BAM så kommer eksamenen, og så til næste semester kan man starte helt fra bunden med et nyt fag.

I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.

På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".

Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:

CONSTAT CALIGULAM HUNC EQUUM CONSULEM FACERE VOLUISSE
Det blev fortalt, at Caligula ville gøre denne hest konsul

Caligula var selvfølgelig en romersk kejser der var mere end almindelig vanvittig. Han ville gøre hesten til konsul, ikke fordi det var en sød og nyttet pruhest ved navn Black Beauty, men på grund af hans generelle mangel på respekt for senatet.

Protestantisk arbejdsetik

Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.

Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.

Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.

Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.

På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.

Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.

Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.

Om at sige fra og sige til

Dengang jeg var tynd

Da jeg var barn havde jeg et meget nært forhold til min moster, men igennem de sidste par år har vi ikke haft så meget kontakt på grund a min sygdom. I tirsdags var hun så på besøg, og det var ganske hyggeligt.

Efterfølgende fik jeg så en mail, hvor hun skrev til mig, at det var godt at se at jeg havde fået lidt sul på kroppen og var kommet til at se helt menneskelig ud igen. Det blev jeg lidt ked af, for jeg har gennem de sidste fire år taget 18 kg på, og jeg har svært ved helt at forholde mig til min nye krop, og sul er for mig noget der er på julegæs og grise. Kaldte hun mig fed? For det var lidt sådan det føltes.

I gamle dage, ville jeg have bidt det i mig og have kæmpet sindssygt hårdt for at tabe mig igen. Problemet er lidt, at jeg stadig er syg, og inde i hovedet ønsker jeg stadig at være lige så tynd som jeg var engang, også selvom jeg så ikke ville have kræfter til at klare de ting som jeg ellers går og laver, og også selvom andre ikke synes at det er pænt. Jeg er ikke længere tynd men slank og veltrænet, men selvom det fysisk føles godt, så er der i min verden intet smukkere end knogler der stikker ud.

Jeg er dog kommet langt i min udvikling, så jeg skrev til min moster, at det egentlig var lidt fornærmende det hun sagde. Først svarede hun kort på vej ud af døren, noget med bløde linier og Marilyn Monroe, hvilket bestemt ikke hjalp, men da hun fik lidt mere tid satte hun sig og fortalte mig hvad det egentlig var at hun mente.

I gamle dage var der megen fattigdom, især i byerne, og en masse børn blev sendt på landet for at få lidt sul på kroppen og æblekinder, så det var bestemt positivt ment. Hvis jeg nu ikke havde sagt fra og fortalt at jeg blev ked af det, så havde hun ikke haft en jordisk chance for at forklare sig, og så havde hun helt ufortjent været den grusomme moster der var skyld i et tilbagefald.

I mine depressive dage troede jeg virkelig på, at jeg gjorde verden en tjeneste ved at være 'ydmyg' og ikke beklage mig, men ydmyg er hvis man i kærlighed træder et skridt tilbage, og har ikke noget at gøre med den frygt jeg i virkeligheden følte.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.

København i solskin

I går var min far og jeg ovre i det københavnske for på ordentligvis at afslutte min vikingesommer. Vi var nemlig ovre for at se Nationalmuseets vikingeudstilling.

En gang imellem tænker jeg, at jeg egentlig gerne vil være sådan en kulturel person, sådan en der går på museum og til koncerter, men det er jeg bare ikke så skide meget, men nu skulle det altså være, og jeg glædede mig til at have noget andet end det sædvanlige at foretage mig, men mest af alt glædede jeg mig til at spille den kloge. Problemet ved at have en far der ved alt muligt om alt muligt er at han ved alt muligt og man ikke så tit kan smække for ham ukendte informationer på bordet, men nu skulle det være, jeg skulle være frk klog.

Jeg har på det seneste på godt og ondt prøvet at forvandle mig til en mere overskudsagtig person, ikke at dette er en falsk personlighed, jeg eksperimenterer bare lidt med mig selv, som jeg ikke havde mulighed for da jeg var teenager fordi jeg havde det for dårligt, men fordi jeg er det stykke ældre, tager det en lidt anden form, jeg leger ikke med det sexede men med det dyre.

I anledning af storbyturen og museumsbesøget, havde jeg taget pænt tøj på og var virkelig på min bedste opførsel. Billedet krakelerer lidt da vi kommer ind i udstilling og jeg straks går i gang med at udbrede mig om alt mellem himmel og jord, også om de emner jeg egentlig ikke har spor styr på som fx handel, men hvis man bare lyder overbevisende nok, så gælder det for halvdelen af beviset, eller noget.

Al overskudsagtig værdighed ryger sig dog en tur, da jeg får mulighed for at prøve en rustning, bang sagde det, og så kom min nørdethed rullende som en tsunami. Det var som om jeg stod ved siden af mig selv og betragtede mig selv forvandle mig til et begejstret skolebarn. Det var absolut fantastisk. Fyren der hjalp mig den på var lidt sød, men min selvtillid er ikke sikker nok til at jeg kan finde ud af at flirte foran min far (som om jeg er vildt god til det når han ikke er det).

Han spurgte om jeg var klar til at veje 17 kg mere. Jeg ville lige slå et slag på mit køns vegne, og kommenterede at en fuld krinolinekjole måtte være mindst lige så tung. Den første hvide der besteg Kilimanjaro var en kvinde i krinoline der nok ikke havde bedre at foretage sig, mændene havde for travlt med at plyndre landet. Jeg startede med at få en kaftan på, men da jeg skulle have ringbrynjen på sagde han vent lidt, han vidste af erfaring at ringbrynjer og langt hår var en skidt kombi (han havde dreads), så han gav mig en hue , og så lige en hjelm så man slet ikke kunne se hvem jeg var.

Sjovt nok har jeg intet problem med at tale med fremmede når jeg kan få lov at tale om nørdede ting. Min søster siger at nørder er nice, men det var de sandelig ikke i folkeskolen og gymnasiet. Derfor var jeg så glad for at komme på universitetet i sin tid, for der begyndte det lige så stille at blive okay.

Min far prøvede at tage et billede af mig, men det blev desværre ikke til noget, hvilket er virkelig ærgerligt, det kunne ellers have været et fedt indslag på bloggen.

Min fars nøglering var gået i stykker, så jeg havde planer om at finde en virkelig grim ny en til ham, helst med en viking, men Nationalmuseet har forsøgt at gøre deres souvenirs sådan rellativt smagfulde, hvilket var lidt af en skuffelse, for jeg elsker kitch, men jeg fandt ud af i deres bogafdeling, at jeg aldrig skal bo i København, der er alt for mange fristelser. Jeg fik min far til at købe Ibn Falân til mig, en arabisk missionær i 900-tallet der fortæller om sin rejse.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Hvilket jo er hylende morsomt, temmelig logisk og ikke helt teologisk stuerent, og jeg kan ikke lade være med at tænke hvad mit yndlings hadeobjekt, Sørine Godtfredsen ville sige til den slag (sidder med mit mest nørdede grin).

Jeg købte for det første bogen, da det er en vigtig kilde til vikingetiden, men det er også en virkelig morsom og mærkværdig beskrivelse af uddøde kulturer som langt overgår moderne fantasy, desuden synes jeg bare at det er virkelig sjovt at sige navnet Ibn Fadlân. 

Vi fik også set LIDT af København når nu vi var der. Det var en helt ny oplevelse. Jeg har ikke været i København voldsomt mange gange i mit liv, og det plejer at være sådan, at enten står jeg af i Taastrup eller også er det gråvejr, men i går var vejret skønt og folk var søde, hvilket også var en helt ny oplevelse, jeg plejer ellers altid at blive skræmt fra vid og sans af sure ekspedienter og folk der tror jeg vil røve dem fordi jeg spørger om dette er s-toget mod Hillerød.

Både på ud og hjemturen kørte vi med dsb-tog med vikingetema, hvilket vi syntes var lidt sjovt. Vi så også to mænd med thorshammer. Jeg viskede til min far at thorshammeren blev brugt som modreaktin på det kristne kors. Thorshammeren er ofte fundet i mandegrave, og korset i kvindegrave. Man ved ikke om det var en religiøs præference for de forskellige køn eller om det var lidt en modeting.

Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.

En FED sejltur

Jeg købte Hus Forbi af min yndlingshjemløse, hvis det da ikke er for patroniserende og politisk ukorrekt at sige sådan. Han spurgte hvad jeg skulle. Jeg skulle på universitetet og blive klog på vikinger. Han havde engang sejlet med et vikingeskib.

Han og en kammerat havde været ude i Moesgård og ryge en fed, da der pludselig var kommet et vikingeskib sejlende forbi. Fedt mand, tænkte de, og råbte besætningen op og fik lov at komme om bord. De troede at det bare skulle være en kort tur, men sådan blev det ikke. Desværre havde de efterladt en hund i bilen og ville gerne i land, de spurgte BBC motorbåden der fulgte med, om de kunne komme i land men den gik desværre ikke, i stedet blev de sat til at arbejde ved årerne.

Om vikinger i 1864

Det er lidt sjovt at have en tysk lærer der snakkede om "den store frihedskrig i 1864". Dette betyder krig, da det jo var et af de største nederlag/ydmygelser i danmarkshistorien.

Det er relevant at snakke om 1864, fordi hele begrebet vikingetiden blev opfundet af en dansk historiker/politiker i 1870 som reaktion på, at bla den ene af brødrene Grimm, ville have indlemmet hele Jylland i det tyske rige.

Om Gud og aser

Jeg vil ikke skrive noget om asatroen (troen på de gamle nordiske), for alle skal have lov til at tro på hvad de vil uden at der kommer en næsvis akademikertype og prøver at pille det hele fra hinanden, men jeg vil lige knytte en kommentar til en artikel på religion.dk, "Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele!".

”Kristendommen. Den kom brasende lige pludselig. Den kom brasende og ødelagde det hele. Asatroen blev klemt ud i mørket [...]".

Jeg sidder her med min store, tykke og kloge bog om vikingerne, som jeg skal bruge på sommeruni. Om kristendommen ødelagde noget er en deffinitionssag, som jeg vil lade op til den enkelte læser, men jeg stejler lidt over betegnelsen "komme brasende", for det lyder som noget meget pludseligt og voldeligt.

Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.

Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.

Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.

Om en sommerforkølelse

Jeg er blevet syg, kun lige nok til, at det er sådan lidt småirriterende, men også nok til, at jeg er bange for, at det kan udvikle sig til noget mere. Jeg er ikke syg nok til, at jeg vil gå i seng og have ond af mig selv, men nok til, at jeg bliver irriteret på folk omkring mig, så jeg holder mig mest for mig selv, så jeg sidder i min lejlighed og åbner og lukker vinduerne i ét væk, fordi min varmeregulering er sat ud af funktion.

Det startede for et par dage siden med ømme muskler, jeg bliver ellers ikke rigtig øm efter træning, og jeg havde jo 'bare' svømmet. Efter træning i går, hvor jeg havde været udsat for træk, begyndte jeg at nyse, og jeg nøs, og nøs, og nøs, og så begyndte min næse at løbe.

Jeg sad og prøvede at læse mine daglige 80 sider i min vikingebog, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig, men om det var forkølelsens skyld, det ved jeg ikke lige helt. Nok var jeg bare helt almindeligt ufokuseret. Pædagogerne mener, at jeg er helt vildt selvdiciplineret, men jeg er ikke spor mere fantastisk end alle mulige andre mennesker, eller i dette tilfælde ufantastisk. Jeg fik kun læst 40 sider, men det tog mig så også næsten 3 timer, men jeg måtte så også slå både friserne, carolingerne og marovingerne op wikipedia fordi jeg var helt blank på europæisk præmiddelalderhistorie.

Senere havde jeg en samtale med min kontaktpædagog, men jeg var fjern og afvisende og viste mig bestemt ikke fra min bedste side. Jeg skammede mig egentlig lidt over min opførelse, men jeg havde det simpelthen bare så varmt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad hun sagde.

I dag har jeg det vist nok lidt bedre, men det kan være meget svært at afgøre på denne tid af dagen.

Mere om sommeruni

Så er der under en uge til jeg starter på sommeruni. I går fik vi en mail med detaljer omkring kurset, og der fik jeg lidt et chok. Jeg havde troet, at timerne strakte sig fra 10-14, hvilket jeg overvejede om jeg måske kunne tænkes at kunne klare nogle af dagene, men nej, det er 9-16, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at klare, især ikke når man oveni skal lægge 3-4 timers transport hver dag. Med lidt held kan jeg klare halvdelen.

Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.

I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.

Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.

Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.

- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten.

Det ene af bogens kun tre skemaer

- Jeg har aldrig forstået mine medhumanisters store mistillid til at forklare sig i eller understrege sin pointe med skemaer. Jeg kommer fra en naturvidenskabelig baggrund. Begge mine forældre er naturvidenskabelige, og jeg blev matematisk student i 2004 (under den gamle gymnasiereform). Naturvidenskabere elsker skemaer, og sandt, så passer formen bedre til det naturvidenskabelige end det humanistiske, men det betyder ikke at man i den grad behøves at affærdige formen. Sjovt nok, har humanister intet problem med at bruge kort som illustrationer, en formidlingsform der ellers på mange punkter minder om skemaer.

En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.

- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.

700 siders kedsomhed

"The Viking World" edited by Stefan Brink

Om en 1½ uges tid starter mit sommerkursus om vikinger, og det skal nok blive sjovt. Som barn elskede jeg vikinger, ligesom jeg elskede Gammel Testamente, men på et tidspunkt gik det lidt i glemmebogen. Selvom det som sådan 'bare' er ment som et par ugers sommerunderholdning og ikke som en del af mit studie, så vil jeg alligevel gerne tage det seriøst, så jeg har anskaffet grundbogen og havde planer om at læse den før kurset går i gang, men jeg kan godt fortælle jer, at det kommer ikke til at ske, for selvom jeg keder mig, så keder jeg mig ikke SÅ meget.

At kolde bogen for 700 siders kedsomhed er måske lidt mere groft end den egentlig fortjene, men den er just heller ikke 700 siders sjov og ballade. Der er godt nok billeder i, men de er alle sammen i sort og hvid, og de fleste af dem er kort.

Det er dog ikke en grundbog sådan som jeg er vant til dem med en rød tråd/sammenhæng mellem de forskellige kapitler. Der er ingen helhed, men det er derimod en række artikler med hver deres agenda. Jeg har som sådan ikke noget imod videnskabelige artikler, de er bare lidt meget indforståede, så en udefrakommende som mig kan godt være lidt blank for hvad der foregår. Lige nu sidder jeg for eksempel og læser om hvordan man på et tidspunkt gik fra at bygge en slags huse til at bygge en anden, og jeg her ingen anelse om nogen af de forskellige typer huse.

Denne komplette uforståen har sendt mig ud i en mindre krise. Jeg hører ikke til. Jeg er uforstående og udenforstående. Er det at gøre grin med de andres seriøsitet at jeg tager det hele sådan lidt for sjov? Hvad laver jeg i det hele taget på dette hold?

Jeg har tilbragt så mange år af mit liv med at være syg. Jeg har gamblet med mit eget liv og helbred. Jeg har lært af livet er for kort til at sløse bort, hvor kitchet det end lyder. Man lærer hele livet, men hvis livet er kort, så har man travlt, og så må man tage sommerferien til brug. Men hvorfor vikinger? Der var jo også et passende teologisk kurses om Johannesevangeliet, men nej, livet er for kort til at isolere sig på ét sted. Mange studerende tager på sommer universitet ude i verden, væk hjemmefra. Den mulighed har jeg ikke i samme grad, så ude for mig må betyde ude fra mine vante rammer. Desuden kan verden også komme til mig. Vi har har ikke fået en liste over hvem der kommer hvorfra, men på den udsendte mail, kan jeg da som minimum se en række mailadresser fra Sydney University og fra en forkortelse som jeg tolker som Wisconsin.

Så jeg tillader mig at melde mig til og dukke op, selvom jeg ikke helt hører til.

Den hæmmede kvinde

Macho i kollektivtrafikken (link)

Stopper cykelryttere strømper ned i cykelshorstene for at se større ud? Sådan startede samtalen mellem en pædagog og mig. Jeg kunne så informere hende om de såkaldte skamkapsler der var højeste mode i 1500-tallet for at udsmykke, fremhæve og forstørre magtfulde mænds vedhæng, en civiliseret verdens penisfuteral.

Pædagogen blev fuldstændig mystificeret af denne opdagelse, og mente ikke at det ville kunne komme på måde igen foreløbig, og det kan hun have så ganske ret i, for med industrialiseringen i 1700-1800-tallet kom der et nyt mandsideal. Mænd skulle ikke længere være født til formue, de skulle have arbejdet for den, så de skulle være 'praktiske' og seriøse, og således skabtes den moderne mand uden tights, kniplinger og glitterstads.

Men hvad med kvinden? Er hun mere fri nu hvor hun slipper for korsetter og krinoliner? Første svar vil være ja, den kontrollerede kvinde er historie, men hvor fri er hun, har vi ikke stadig den hæmmede kvinde. Pencil skirts, lange kjoler og super tight jeans, den moderne kvinde kan ikke bevæge benene frit. Høje hæle og ballerinaer, den moderne kvinde kan ikke løbe fra en overfaldsmand.

Moderne kvinder træner, de kan måske endda selvforsvar, men medmindre de er olympiske mestre i taekwondo er sikkerhed så ikke stadig en illusion? Med mindre en kvinde kan give sin overfaldsmand et los i løgene, så står hun reelt ikke mange chancer.

For nogle år siden var jeg alene på skadestuen midt om natten, og da jeg var færdig omkring kl 3, valgte jeg at gå hjem. Pludselig var der en mand der begyndte at følge efter mig. Han gik måske 20-50 meter bag mig og i samme tempo som mig. Hans skridt lød unaturligt høje i de tomme gader. Der var ikke lys i et eneste vindue, der var intet der var åbent, hvis han ville mig noget, havde jeg ikke en jordisk chance. Jeg blev temmelig bange. Jeg turde ikke vende mig om, for jeg ville ikke provokere ham til handling. I mine vinterstøvler og med vabler ville jeg ikke kunne løbe fra ham, og jeg havde desuden ingen steder at løbe hen, og med begge arme i bandager og med friske sting, ville jeg ikke kunne slå fra mig. På en eller anden måde lykkedes det mig at acceptere, at der kunne ske mig noget, og det lykkedes mig relativt at slappe af i følelsen.

På et tidspunkt gik vi dog hver vores vej, og jeg så mig diskret over skulderen. Han var bare en helt almindelig ung mand.

Saraj og Hagar

Jeg sad og læste mine GT lektier i går. Jeg skulle læse om min yndlingshistorie, om Abram der skal være far til store folkeslag, men hans kone Saraj er tæt på de 80 år, så hun betvivler Gud og giver sin tjenestepige, Hagar, til Abram som anden hustru, så hun kan føde dem en søn. Hagars graviditet skaber dog splid blandt de to kvinder. De er nu begge Abrams hustruer, men han svigter sin rolle som ægtemand og beskytter og tager Sarajs parti og lader hende behandle Hagar som hun vil. Den stakkels Hagar kan ikke klare det og stikker af og prøver at komme til Egypten, hvorfra hun stammer, men det er ikke en tur for en enlig gravid kvinde, så et Guds sendebud sender hende tilbage, men først efter at have givet hende Guds velsignelse.

Hagar får sønnen Ishmael, som senere bliver stamfar til muslimerne (i modsætning til Sarajs søn, Isak, der bliver stamfar til jøderne). Men Muhammad fik sin åbenbaring i 600 tallet, så hvem var Ishmael stamfar til i de par tusind år imellem?

Jeg sad og læste mine lektier om formiddagen efter, at jeg havde været i svømmehallen og støvsuget. Da frokosten nærmede sig, og jeg nåede til et nyt kapitel, lagde jeg mine bøger fra mig og gik op for at spise. På det tidspunkt manglede jeg nok 8 sider af lektien, og jeg var så stensikker på min egen manglende evne til at gå i gang med at læse igen efter en pause, at jeg ikke engang prøvede at sætte mig ned med mine bøger.

Dagens lektie var ellers virkelig spændende, men jeg var kommet til en af de evindelige gentagelser (Biblen er fuld af dem), og jeg har to bøger der begge omhandler den samme tekst, og jeg havde læst i bog nr 1, så det var kun det sidste af bog nr 2 jeg manglede, så jeg tænker at det nok skal gå. Desuden har jeg allerede bestået faget, så det er i forvejen lidt svært at fokusere på lektierne med den energi de fortjener, for slet ikke at tale om hvor hårdt det er når vækkeuret ringer kl 4 fordi jeg skal møde til time i Aarhus kl 8. Jeg vil meget gerne være en dygtig og flittig elev, men der må være grænser for min formåen.