NemID og Rejsekort

Jeg fik rent faktisk taget mig sammen til at begynde min eksamenslæsning. Jeg er hverken hurtig eller effektiv, men jeg er i det mindste i gang. Om jeg egentlig forstår et ord af det jeg læser venter jeg med at tage stilling til til en anden dag. Selvfølgelig forstår jeg noget af det, men forstår jeg nok til at kunne klare min eksamen godt? Eller bare middelgodt?

Nå, men alle mine eksamensproblemer forhindrer mig ikke i at have helt almindelige hverdagsproblemer som fx NemID og Rejsekort. Behøves jeg overhovedet at skrive mere? Egentlig kan jeg vel bare slutte blogindlæget med de to små ord "NemID" og "Rejsekort" og så lade folks fantasi udfylde resten.

I anledning af julen ønsker jeg dog at være flink, og jeg har egentlig aldrig rigtigt haft problemer med de to. Jeg har i hvert fald ikke haft større problemer, end jeg har haft med alle mulige andre ting, men i dag blev det så min tur. Måske var fejlen, at de to ting skulle kombineres, at jeg skulle bruge NemID for at logge ind på Rejsekorts selvbetjeningsside. Tre gange i træk påstod den, at jeg ikke kunne mit eget CPR-nr, hvilket, efter så mange år med hospitaler, læger og medicin, er en af de få ting, som jeg kan udenad, om det så er midt om natten og en sygeplejerske står og rusker i mig. Dernæst opgav jeg.

Det var egentlig ikke noget stort problem, for jeg skulle ikke noget vigtigt, men jeg var en anelse pirrelig pga eksamenslæsningen, og jeg følte det som en personlig fornærmelse, at computeren påstod, at jeg ikke vidste noget, som jeg er meget meget sikker på, at jeg godt ved. Disse og andre lignende følelser gav jeg udtryk for, og så var der ikke så meget andet jeg kunne stille op, hvilket var meget utilfredsstillende. Jeg fandt ikke nogen genial løsning, jeg havde ikke noget fornuftigt jeg i stedet kunne gå i gang med og jeg var heller ikke blevet så sur, at jeg begyndte at bande, råbe og slå på ting/personer omkring mig. I stedet følte jeg mig bare træt og ugidelig.

Og nej, det hjalp ikke synderligt, at Kæresten bagefter prøvede, og at det virkede fint...

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

En travl tid

Her er nogle af de ting jeg har foretaget mig i løbet af den sidste uge:

• Købte for 200,- børnebøger i folkekirkens nødhjælp, som jeg donerede til Læs For Livet. Katching, dobbelt op på god samvittighed.
• Pjækkede den ene dag fra latin og gik hjem og sov i næsten tre timer, og resten af dagen sad jeg bare som em zombie og gloede på computerskærmen.
• Fandt en fantastisk tegneserie om en phd-studerende/gravhund HER
• Kom til at gøre det klart at jeg troede at Confesio Augustana var det samme som Augustins Confessionis, en misforståelse som mange unge teologer begår, men jeg gjorde det altså foran HELE klassen.
• Kæresten havde fødselsdag og det skulle fejres både med brunch med ham og hans mor, og om aftenen med nogle venner, og selvom det var rigtig hyggeligt, så tog det også mange af mine kræfter.
• Mens Kæresten lavede mad, sad jeg og læste inspector Morse (bøgerne). Som teenager var jeg ret forelsket i ham der Morse, også selvom han var gammel, overvægtig og fordrukken. Jeg er godt inde i bog nr to nu, men jeg har endnu ikke helt bestemt mig til, om de kan leve op til alle mine teenagefantasier fra dengang.
• Gav både Kæresten en rigtig gave og en for sjov gave. Jeg havde længe truet ham med at forære ham Barbara Cartlands samlede værker, men ved et rent lykketræf fandt jeg en Barbara Cartland LP, der indeholder tekster som "I wish to be sweapt away by a sheik, and we ride across the hot sand of the dessert", simpelthen så fantastisk forfærdeligt :)
• Lortemobilen bliver ved med at gå ud, og jeg er snart tvunget til at købe en ny (men den er jo kun 3 år gammel). Desværre er der én enkelt og meget vigtig information som aldrig står i nogen af salgsannoncerne, og det er hvorvidt den pågældende telefon har en samarbejdsvillig ordbog. Jeg har ikke lyst til at spørge Kæresten om han vil have en luder, når alt jeg egentlig ville bare var at spørge, om jeg skulle købe et franskbrød.
• Kæresten tog mig med ned på Aros hvor han nogle dage før havde set en rigtig fed udstilling. Jeg var ret træt efter at have fejret fødselsdag dagen før, men søndag var sidste dag, så vi kom af sted, og gudskelov for det. For det var rigtig nok en super fed udstilling. Udstillingen er som sagt lukket nu, men I kan se lidt billeder og læse om den HER
• Min søster, hendes kæreste, Kæresten og jeg mødtes og gik en tur i skoven. Min søster og jeg bor i hver vores ende af landet, så det er sjældent at vi ses.
• På universitetet i går sagde jeg ja til deltage i et hurtigt forsøg, hvor jeg skulle lægge nogle billederserier i rækkefølge. Jeg fik at vide, at det var noget med puslespil for børn, men jeg regnede ret hurtigt ud, at det handlede om 'læseretning', men sådan er det jo med den slags forsøg, man kan ikke fortælle deltagerne hvad det handler om uden samtidig at gøre dem opmærksomme på deres handlinger og derved manipulere med resultaterne.

I dag tillader jeg mig selv en fridag.

Om at overdrive betydningen af tøj

Mode er for fjolser, det er uniformistisk, overfladisk, og forgængeligt. Jeg har altid været stor modstander af mode, og det ville have været i orden, hvis jeg virkelig havde været modstander af det, men jeg havde ikke overskuddet til at kunne, men jeg ville måske i virkeligheden gerne. Det handlede måske også om, at jeg var vred over ikke at kunne finde ud af det. Jeg er lidt en perfektionist, og jeg kan bedst lide ting jeg på forhånd ved at jeg er god til.

Igennem det seneste år har jeg været igennem en fantastisk udvikling, og da jeg fik sat nogle penge fri, så besluttede jeg mig for, at sætte mig lidt ind i sagerne, og købe noget ordentligt tøj for en gangs skyld, og som en anden teenager, har jeg måske overdrevet på visse punkter. Det hele handler både om mig og om tøjet.

Det handler om, at jeg for alvor har anerkendt, at jeg vil overleve dette her. Det vil sige at det kan betale sig at investere i ting der kan holde i mange år. Det handler ikke længere om akutte lappeløsninger. Da jeg kom til det punkt, hvor jeg indså, at tiden med selvmordsforsøg ligger bag mig, så kan det pludselig betale sig at investere i kvalitet. Der er ingen grund til at give 700 kr for en pung, hvis man kan være død i næste uge, men når man indser, at jeg skam nok kan nå at fejre min 30 års fødselsdag og mere (og faktisk har lyst til det), så kan det pludselig godt.

Det handler om, at jeg har indset, at jeg er noget værd som menneske, og at jeg fortjener lækre ting lige som alle andre. Hvorfor købe en pæn bluse, hvis man alligevel græder hver gang man ser sit spejlbillede. Vil den stærke kontrast mellem det grimme og fede ansigt og blusen ikke bare få ansigtet til at virke endnu grimmere? Men selvom jeg ikke nødvendigvis er glad for mit udseende, så har jeg accepteret, at jeg nok ikke er helt så grim som jeg lige gik og troede. Hvorfor købe noget der mærkes rart imod huden, hvis man føler sig som et forfærdeligt menneske der ikke fortjener noget godt. Men jeg har accepteret, at jeg slet ikke har format til at kunne være jordens værste person, jeg er bare en helt almindelig lille skiderik ligesom alle andre.

Det handler om at jeg kan lide at komme i de dyre butikker. Jeg har mødt søde og hjælpsomme ekspedienter i mange typer butikker, men indretningen og atmosfæren i de lidt dyrere butikker, gør, at jeg føler, at jeg kan trække vejret lidt friere. Jeg går ikke så let i panik, hvilket betyder, at jeg kan tage mere velovervejede beslutninger, så jeg kommer ud af butikken  med tøj som jeg rent faktisk er glad for, frem for febrilske køb der bare ikke sidder helt som det skal.

Det handler om, at det hele er nyt og spændende. Jeg synes også selv, at jeg er lidt fjollet engang imellem, men jeg ser til det med overbærenhed, og jeg tænker, at det med tiden nok skal falde lidt mere til ro, og jeg håber at I også vil finde jer i mine små nykker og mærkværdigheder.

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

mode-freak

I går da jeg kom ned på stationen, blev jeg modtaget af en sød, enøjet, og skum liderlig hankat, der højlydt mjavede efter selvskab. Jeg kløede den lidt bag øret, men jeg kunne ikke give den den slags selskab den higede efter.

Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.

Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.

Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.

Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.

Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.

Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.

På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.

Jeg hader vand

Jeg kan ikke holde ud at drikke vand. Måske er det virkelig fordi jeg ikke kan lide smagen af det, for ja, vand smager faktisk af en hel del, eller også er det fordi det minder mig så meget om at kaste op (selvforskyldt). At kaste op bestod for mig i at spise en masse med, kaste op, rehydrere, kaste op, rehydrere, kaste op og rehydrere. Jeg kaster næsten ikke op mere og har ikke gjort i lang tid, og når jeg gør er det kun overfladisk (de første tre punkter), men jeg kan stadig huske smagen og fornemmelsen af lunkent vand som jeg måtte nøjes med fordi jeg ikke havde tid til at vente på at lade vandet løbe.

På den måde fik jeg altså et dårligt forhold til vand, men jeg skal jo have et eller andet at drikke, bare en gang imellem, ellers bliver jeg jo dårlig, og man kan ikke nøjes med pepsi max alene, så min løsning er saft, men for at spare på kalorierne er det det fuldstændig kemiske sukkerfi noget jeg drikker. Det er ikke nogen eksklusiv gastronomisk oplevelse, men det er da bedre end smagen af vand, eller det var det i hvert fald. Først købte jeg mine forsyninger i Fakta, men så skiftede de mærke til noget der var lige lovlig sødt for min smag, så jeg måtte skifte til Rema 1000, og der har jeg så købt mit stash det sidste års tid, men forleden (efter at have forsynet mig med et lager der rækker til næsten 40 L saft, opdagede jeg, at det smagte anderledes end det plejer, og jeg måtte skuffet erkende, at deres nye opskrift ikke smager godt nok, så nu skal jeg på opdagelse efter en ny butik og et nyt mærke, hvilket jeg slet ikke synes at jeg har overskuddet til lige nu, men man skal jo have noget at drikke, bare en gang imellem, så det skal jo gøres.

Et godt alternativ er FunOne Stevia, sødes med den sydamerikanske krydderurt stevia, som er sundere end de mere kemiske sødestoffer men samtidig stort set kaloriefri, men stevia er den helt nye hotte ting, hvilket lægger endnu mere til Funs i forvejen lidt pebrede pris, så i længden ville det ikke være noget jeg havde råd til.

Om 90'erne

90'erne er ikke et årti der bringer mig glade minder, hverken personligt eller modemæssigt. Det var de år hvor jeg gik i folkeskole, og de var de år hvor jeg aktivt kæmpede mod moden, fordi jeg syntes, at den var så grim. Jeg blev i '99 konfirmeret i lyseblå sandaler fordi alternativet var hvide buffelo.  Ifølge bladet Costume, så er 90'erne på vej ind igen, hvilket jeg i mit stille sind græmmer mig over, men måske er det fordi jeg er for ung til, til fulde at huske 90'erne. Jeg husker mest bare maver i frostgrader, klodsede sko til feminine outfits og frisure der var længere fortil end bagtil så man kom til at ligne et insekt.

Det var i 90'erne, at forældre og eksperter råbte larm i gevær, fordi Spice Girls var så tynde og dårlige forbilleder. I dag virker de jo nærmest kvabsede, især når man tænker på hvordan flere af dem senere kom til at se ud, og på hvordan stjerner generelt ser ud i dag.

Men Costume siger altså at 90'erne er på vej tilbage, og så er det vel det jeg må arbejde ud fra. Jeg ved ikke hvor interesseret jeg er i mode, men jeg er lige akkurat ikke uinteresseret nok til at være direkte ligeglad. Jeg er på dette kiksede mellemstadie, hvor jeg sådan lidt har en idé om hvad der er 'rigtigt' at have på, men ikke helt har fanget detaljerne, så det hele kommer til at virke en lille smule kluntet.

Der er kun én måde jeg formår at gribe sådan et problem an på, og det er ved hjælp af min (humaniora) nørdede side. Jeg tog et modeblad, og jeg tog en kuglepen, og så gik jeg i gang med at strege under, sætte ring om og tage noter. Det er en lidt underlig følelse at blande nørd og mode, men jeg kan godt lide at være dygtig til alt hvad jeg gør, inklusiv at klæde mig på, men jeg er ikke en af dem der intuitivt forstår at vælge det rigtige tøj, så jeg må studere. Jeg må især være opmærksom, for jeg skifter ikke min garderobe ud så tit, så jeg skal vælge tøj der kan holde mange år med mønster, materiale og snit, og det er hårdt arbejde, når man egentlig ikke har sans for den slags. Det sjove er at mange af de kiksede køb jeg har gjort gennem tiden i dag er super moderne, det gælder såvel en gul skjorte, en skjorte med kalvekrøs og en pencil skirt.

I hvilken grad det nytter noget ved jeg endnu ikke. Jeg ved heller ikke hvad jeg egentlig har gang i, eller hvad mit mål er. Jeg ved ikke og det er en positiv eller negativ udvikling, eller om det hele bare er lidt ligegyldigt.

Nye bukser

Normalt når jeg køber tøj, går jeg ind i en butik, tager noget ned fra hylden/stativet, går hen til kassen, betaler og går hjem, nemt, hurtigt og klinisk, men en meget sjælden gang, lader jeg en ekspedient hjælpe mig og går i prøverummet og finder noget der rent faktisk passer helt ordentligt. Sådan en dag var det i går.

Jeg har masser af bukser der sidder super flot og som jeg bruger på universitetet, men når jeg kommer hjem vil jeg bare ud af dem og i noget der sidder lidt mere behageligt, men de behagelige bukser jeg har er gamle og slidte og sidder slet ikke pænt. Jeg acceptere at ligne en sjuske Dorthe, fordi jeg nu engang holder så meget af at ligge og være fed på sofaen, men jeg skammer mig, for selvom jeg er hjemme, vil jeg gerne være bare lidt pæn, så i går var jeg ude for at købe nye bukser på den 'rigtige' måde. Teknisk set har jeg endnu ikke fået pengene tilbage fra Skat, men det forhindrer mig ikke i at bruge dem allerede.

Sidste gang jeg købte bukser på den måde var for 6 år siden, lige efter mine forældres skilsmisse. Det er de bukser jeg stadig bruger, så det er vel ikke fråds at købe nye. Dengang var det ved et rent tilfælde Only-bukser jeg købte, men de sad super godt på mig, så for at gøre missionen så simpel som muligt, gik jeg også i Only denne gang.

Sidste gang jeg købte, var jeg en størrelse 32/32, hvilket jeg skammede mig over, for endnu nogle år før havde jeg været inde i en Levis-store, og da havde ekspedienten set på mig som om jeg var noget katten havde slæbt ind, fordi 32 åbenbart var så fucking fed, hvilket jeg egentlig ikke synes at det er, men følelsen sidder der stadig. I går fortalte jeg ekspedienten, at jeg har tabt mig lidt siden, og jeg ikke vidste hvilken størrelse jeg er. Jeg fik en 30 og en 29 med i rummet, men efter at have set på mig, sagde hun at jeg måske godt kunne snyde lidt, udseendesmæssigt, og det gjorde jeg åbenbart også, for jeg måtte helt ned i en 28, og det endda på en dag, hvor jeg havde en masse væske i kroppen på grund af menstruation. Det er sørgeligt at tænke på, min det at jeg er gået fire numre ned i buksestørrelse, gjorde mig virkelig glad.

Nå, men jeg fik så i hvert fald mit tøj, så nu kan jeg se ordentlig ud igen, også når jeg bare ligger og stener TV.

Om 'frivillig' velgørenhed

Forleden blev jeg stoppet af en ung pige fra Amnesty International som var virkelig fornærmet over, at jeg rystede på hovedet af hende, om jeg ikke engang ville sige pænt goddag til hende? Jo, det kunne jeg vel godt, og så var jeg fanget.

Jeg er ikke god til den form for konfrontationer, men jeg prøvede at forklare hende, at jeg ikke har noget imod Amnesti International, men at jeg ikke kan lide den form for salgsmetoder. Jeg kan ikke lide den, fordi det slet ikke er så frivilligt som de giver udtryk for at være. "Jamen folk vil jo i virkeligheden gerne" siger de, det samme siger en voldtægtsforbryder. Hvis det virkelig var så frivilligt, så burde det være lige så let at melde sig fra som det er at melde sig til, men det er det ikke. Jeg tror vist alle vi kender folk der har ringet ind for at melde fra, men som ender med i bedste fald at betale mindre hver måned, og i værste fald at betale mere.

Den unge pige på gågaden prøvede at overbevise mig om hvor effektivt systemet er, men jeg er ikke spor i tvivl om dets effektivitet, jeg betvivler bare dets moralske rigtighed.

Det kommer til at lyde som om jeg er imod velgørenhed, men det er jeg bestemt ikke. Jeg giver selv til velgørenhed, men jeg vil gerne give hvad jeg sådan lige føler for på det tidspunkt. Det er måske egoistisk af mig, men so be it.

Jeg slap til sidst væk fra pigen, men jeg gik derfra med en dårlig smag i munden, for der var jo ingen tvivl om, at det var mig der var gal på den, det var mig der var Sorteper, eller jo. Set tilbage kan jeg godt se, at jeg var i min fulde ret til at handle som jeg gjorde, men da jeg stod i det, følte jeg bestemt ikke sådan, det skulle hun nok sørge for. Og hvorfor skulle hun egentlig have lov til at være moralsk overlegen? Hun er jo ikke andet end en sælger, hun kunne lige så godt sælge brugte biler. Hvis det endelig var, ville jeg hellere handle med en der var oprigtigt optaget af sagen, så kunne man måske få noget fornuftigt ud af diskussionen "velgørenhedens dialektik".

Om lidt chokolade

"På hebraisk og andre semitiske sprog står talordene 3-10 i modsat køn til det talte, dette kaldes den semitiske polaritet og kan ikke forklares på nogen ædruelig vis".

I juleferien havde jeg fået nogle papirer, så jeg for sjov kunne sidde og oversætte Amos' bog. Det gik egentlig udmærket, men der var naturligvis også ting der ikke gik så godt, og som jeg meget gerne ville have min hebraisklærers syn på, men eftersom dette var noget jeg gjorde i min egen fritid, så var det også noget han skulle gøre i sin fritid. Det var ikke noget han virkede helt afvisende overfor, men det var heller ikke noget han havde vildt travlt med at få arrangeret.

Man kunne selvfølgelig argumentere for, at det burde være inspirerende at have så engageret en studerende som mig, men så fantastisk er jeg altså langt fra.

Jeg kan selvfølgelig ikke forestille mig hvor meget hjælp han tror, at jeg skal have, men jeg besluttede mig at gøre det hele mere håndgribeligt for ham ved at skrive de mest presserende spørgsmål ned og give ham. Jeg ville også give ham lidt chokolade for hans ulejlighed. Det var noget jeg havde tænkt meget over. Jeg ville jo ikke give ham det indtryk, at jeg forsøgte at gøre tilnærmelser til ham, og jeg ville ikke give mine medstuderende det indtryk, at jeg forsøgte at fedte mig til en bedre karakter. Eller måske er det det jeg har gang i, altså det med at fedte? Hest har jeg det sådan, at jeg elsker at fodre folk, jeg er ikke så nøjeregnende med HVEM jeg fodrer, jeg er bare taknemmelig for at de siger ja.

Som sagt var det en handling jeg tænkte meget over, og jeg ville gerne gøre det på den rigtige måde, hvis en sådan måde da eksisterer.

• Hvad skulle jeg købe? Jeg ville købe noget der var bedre end almindeligt, men heller ikke være for dyrt, for det skulle være en fin gestus, men heller ikke bestikkelse.
• Jeg valgte Marabou premium med pecan nødder, 24 kr.
• Jeg skulle også finde ud af hvordan jeg skulle give ham det, for for mine medstuderendes skyld skulle det være diskret, men for hans skyld skulle det ikke være hemmeligt. 

Jeg er virkelig ikke nogen diskretionens mester, og mit forsøg på at tage det hele på gefühl endte da også med at være lettere akavet, for som Asperger har jeg ikke jordens bedste intuition, men nu har han i hvert fald både spørgsmålene og chokoladen.

Jeg havde også lige et spørgsmål til min aflevering angående nogle præpositioner. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg i min analyse går ud over litterærkritikkens og opgavens rammer, men nu har jeg i det mindste sådan nogenlunde styr på min oversættelse

Den sødeste hus forbi sælger

Jeg var i Aarhus i går. Jeg havde siddet og skrevet på min aflevering, og pludselig var tiden fløjet fra mig, og jeg måtte kaste min computer og nogle bøger ned i tasken og hurtigt smøre noget make-up i ansigtet. Jeg havde så travlt, at jeg slet ikke havde tid til at spise lidt før jeg tog af sted, og naturligt nok blev jeg lidt brødflov da jeg sad i toget, for nu sad jeg jo stille og kunne tydeligere mærke min krops signaler. På stationen var jeg så inde på 7/11 og købe noget brød, som jeg spiste mens jeg gik hen mod busserne.

På vejen ud af banegården stod der en sælger af "Hus forbi", de hjemløses avis. Jeg var egentlig gået forbi, men så vendte jeg om, for det skulle fandeme være løgn, at jeg skulle gå forbi en hjemløs mens jeg var i fuld gang med at æde et eller andet. Jeg tvivler ikke på, at det er noget folk gør hele tiden, men jeg kunne ikke. Jeg havde lidt besvær med at holde styr på alle mine ting mens jeg rodede i min pung, men jeg havde heldigvis lige penge.

Hus forbi sælgere kommer i mange former og størrelser. Ham her var en af dem der nok er en lille smule tossede, på den der lidt søde måde. Han var måske en lille smule sølle, men han forsøgte ihærdigt at være pæn og høflig og opføre sig med værdighed, men måske var han endda lidt for ihærdig. Imens jeg stod og fumlede med alle mine pakkenelliker, stod vi og småsnakkede lidt. Så sagde han at det da var en ordentlig pung jeg der havde... altså farven, den er meget lyserød. Man kunne ligefrem mærke hvordan han ønskede at trække de ord i sig igen. Tænk sig at nævne kundens pung, kunne det ikke lyde som om han prøvede at lokke mig til at give ham mere, som om han tiggede? Det er sådan jeg forestillede mig at han tænkte, men det var ikke sådan jeg havde det, for min pung er vitterligt meget lyserød.

Han var faktisk meget sød som han stod der og trippede, og jeg blev i helt godt humør og tænkte at det måtte være hvad man kalder en god kundeoplevelse, for det ærgrede mig at der går en måned før det næste nummer kommer på gaden. Jeg overvejer lidt om ham her skal være min faste sælger, for sådan en havde jeg nemlig da jeg i sin tid boede i Aarhus. Når man har en fast sælger, føles det lidt mere som om man engagere sig. I princippet er det sikkert ligegyldigt, men det føles som om man lige kan pudse sin glorie en ekstra gang. Så har man givet 20 kr den måned og man føler sig som en ren helgen, meget mere end hvis man havde doneret et langt større beløb til en anonym konto.

Jeg skal til at vælge hvad jeg skal bruge mine penge på når det gælder velgørenhed, for jeg vil gerne give bare lidt. Før i tiden donerede jeg pengene fra mine pantflasker, det var bare at putte flaskerne ind og trykke på en knap. Det var nemt og hurtigt, og med mit colaforbrug heller ikke noget ubetydeligt beløb. Nu har jeg så skiftet min sædvanlige butik ud, og det gør så, at jeg ikke længere har den mulighed, hvilket betyder, at jeg må gøre en ekstra indsats, for at booste min samvittighed, og så især her i fastetiden.

Om omkring 15 pastaskruer

Jeg havde besøg af min søster i går, og det var virkelig hyggeligt. Jeg har været så syg i så mange år, at jeg helt er gået glip af hvilken fantastisk person hun er udviklet sig til at blive, og der er så mange ting jeg bare ikke ved om hende, så vi snakkede rigtig meget, men vi skulle selvfølgelig også have noget at spise. Jeg skal betale en forsikring i denne måned, men jeg har også fået lidt penge tilbage i skat, så man skulle da være et skarn hvis man ikke forkælede sin lillesøster lidt, så jeg købte de gode rejer, og den gode parma skinke, og så var der hjemmebagt brød.

Så maden gik faktisk ganske godt til frokost (1 bolle og ½ skive rugbrød), men så kom aftensmaden. Jeg har ikke haft det særlig godt her i weekenden, og mine portioner blev mindre og mindre, og til aftensmaden klarede jeg omkring 15 pastaskruer med lidt salt, og jeg var nødt til at forlade stuen tidligt fordi det bare koksede fuldstændigt inde i hovedet på mig.

Min kontaktpædagog tog så en lille snak med mig, for hun mente ikke at det var helt nok, og det vidste jeg også godt, og jeg vidste, at hvis jeg ikke spiste noget mere ville jeg vågne kl 2 og være sulten, men jeg kunne ikke. Min kp tog mig med ned i køkkenet, og da jeg ikke selv kunne træffe en beslutning fandt hun en bolle til mig, men jeg stod bare og stirrede på den, og jeg havde slet ikke lyst til at spise den. Nogle af de andre stod lige uden for køkkenet og snakkede, og det føltes som et stort pres, så vi gik op i min lejlighed.

Min kp foreslog at jeg bare spiste en halv bolle, men det var den første bid jeg ikke havde lyst til at tage, hvad der kom derefter var lidt lige meget. Hvis jeg var så viljesvag, at jeg tog så meget som en enkelt bid, så ville jeg jo bevise, at jeg ikke har selvkontrol til at fuldføre alle de ting jeg har gang i, som for eksempel universitetet. Jeg var splittet, for på den ene side var der spørgsmålet om kontrol, og på den anden side ville jeg gerne gøre som min kp sagde jeg skulle gøre, og følge min fornuft. Efter en time eller så, blev vi enige om, at jeg tog en brikjuice (multifrugt som jeg elsker) og så havde jeg bollen liggende, så jeg kunne spise den i nat.

Mit hoved gjorde så ondt, og jeg ønskede bare at krølle mig sammen og sove, men jeg skulle først lige børste tænder og ordne nogle ting, og for første gang længe gik jeg faktisk i seng med angsten siddende i kroppen, men jeg ville ikke tilkalde en pædagog eller tage en pille. Til sidst gik jeg ud i køkkenet og drak noget saft (sukkerfri) og tog bollen, men jeg spiste den ikke der, jeg tog den med ind i seng. Så lå jeg der i mørket som et lille forskræmt dyr, mens mine tænder flænsede løs i bollen, og så faldt jeg i søvn.

Uheldig forside

På vej hjem i toget i går, fik jeg fat i gratisavisen 24 timer, og jeg studsede lidt over forsiden.

En overskrift om overvægtige børn og et billede af en ung, køn og ikke overvægtig skuespillerinde, Quvenzhané Wallis. Der er ganske vist en streg der viser, at billedet ikke hører til den artikel, men den er nem lige at overse i farten.

Til de børn der så lader sig mærke med presset for at være tynd, tynd, tynd, og som så ikke kan styre det, så er der inde i bladet en artikel for Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser (LMS).

Stres og Pepsi Max

I søndags slog min kæreste op med mig, op på mandag starter universitetet igen efter to måneders ferie, så man kan godt sige at jeg er lidt stresset, desværre drikker jeg ikke alkohol, og jeg spiser ikke slik, så det eneste jeg har at drukne mine sorger i er Pepsi Max, og det gør jeg så i stor stil, og det til en grad hvor jeg selv synes, at det egentlig er lidt ulækkert, eller i hvert fald nok til, at jeg får ondt i maven. Jeg siger til mig selv, at det er okay, at jeg jo ikke plejer at drikke så meget, men egentlig synes jeg ikke at det er okay, for det er jo frådseri.

Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).

Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.

Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.

D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.

Om at spare penge

Vej bruger rejsekort når jeg tager til Aarhus for at studere eller gå til psykolog, og det har jeg kunnet spare nogle håndøre på, men reglerne er blevet ændret, så nu gælder det som en lokalrejse, og pensionistrabatten frafalder, og så må jeg finde andre dyrere eller mere besværlige måder at betale på. Jeg kan heller ikke få pensionistrabat på klippekort og pendlerkort, og det eneste alternativ er, at jeg skal trække en billet i automaten hver gang jeg skal af sted, hvilket er pokkers besværligt når man kommer i sidste øjeblik før toget går, og det betyder, at jeg skal have styr nok på min økonomi til, at der også er råd til billetter i slutningen af måneden

Det eneste andet alternativ er, at jeg får et pendlerkort, og det er meget meget dyrere, og min socialrådgiver sagde, at jeg er for 'rig' til at søge om merydelse (§100), hvilket jeg dog prøver på alligevel, men det er så pokkers besværligt, og jeg har hverken meget tid eller mange kræfter til det. Men jeg burde ikke klage, for hvis det ikke var for mit forbrug af Pepsi Max, så var mit forbrug på et absolut minimum. Jeg har tidligere forsøgt at skære ned på mit forbrug, og det gik rigtig godt, men lige nu er hverken tid og sted til den slags numre, men der er dog visse ting man kan gøre for at spare penge.

Normalt drikker jeg Pepsi Max af 0.5L flasker, men det er voldsomt dyre, mellem 25 og 45 kr pr L, så nu prøver jeg at skifte til 1.5L flasker, som koster mellem 7 og 15 kr pr L, så der er mange penge at spare, men jeg gør det alligevel kun modvilligt, for det er en noget tam oplevelse, for kulsyren holder ikke nær så længe, så det fungere kun bare sådan nogenlunde, hvis jeg drikker det hele på en gang. Det kan jeg også sagtens gøre, nogle dage, men der vil også være dage hvor jeg ikke kan, såsom de fredage, hvor jeg skal tidligt på universitetet, men hvis jeg bare spare penge nogle dage, så sparer jeg da også lidt.

Så er der dage som er en mellemting, som f.eks eksempel i dag. Jeg har drukket det meste af flasken nu her (jeg drikker cola om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg sjældent senere end frokost), men om lidt tager jeg til træning, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at drikke lidt, men til den tid, vil det der er tilbage i flasken være kedeligt, så jeg skal beslutte mig til om jeg vil drikke det sidste nu hvor det er nogenlunde frisk, eller om jeg vil gemme det. Suk alle disse krævende valg.

Om en kæreste

Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.

Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.

Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.

Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.

Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.

Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag

Med søster på café i Aarhus

Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.

Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.

Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.

Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.

Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.

Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.

Nej, jeg er ikke gravid

I går var vi et par pædagoger og et par beboere af sted til Hinnerup Kollegiets butik i (big surprice) Hinnerup.

Jeg har i nu tre år boet på forskellige afdelinger af Hinnerup Kollegiet, dog i andre byer. Hinnerup Kollegiet er en række bo- og dagtilbud for voksne mennesker med en diagnose inden for Autisme Spektret, hvilket vil sige GUA, Aspergers, infantil autisme og deslige. Tilbudene er meget forskelligartede da der er stor forskel på funktionsevne, intelligens, spontanitet, psykisk ligevægt, fysisk formåen osv.

Der i Hinnerup hvor vi var på besøg, er der bosted, værksteder og butik. Deres brugere (jeg hader det ord) er af en helt anden slags en dem jeg er vant til, men de tog mægtig godt imod os. Kollegie butikken, som ligger i gåafstand fra stationen, er helt fantastisk. Der er i kattegorien kunsthåndværk, og man kunne f.eks få en retro læddertaske til kun lidt over 1000 kr, som jeg var ret tæt på at købe, og en masse andre hjemmelavede ting, og det var svært at tro, at dem der havde lavet det, er folk som folk mener er dumme.

Så kommer vi frem til hvorfor jeg ikke kan lide ordet brugere. Brugere indikere nogen der bare får og får, og det kommer let til at lægge sig op af ordet misbrugere, misbrugere af systemet, men disse mennesker var jo meget mere end det. De producerede noget, og endnu vigtigere, de producerede noget som var noget værd, noget som folk gerne vil have. Dette er ikke et medlidenhedsprojekt med nogle stakkels uintelligente mennesker der bare skal aktiveres og gemmes væk, det er faktisk kvalitet det de laver.

Da vi kom hilste vi på en venlig ung mand der kiggede meget intenst på C og mig. Da han var gået, fik vi at vide, at lige nettop ham her, var meget glad for unge piger med hestehale, hvilket vi begge havde. Jeg syntes at det var en virkelig sød og uskyldig interesse, og jeg lagde gerne hår til, og jeg fandt det ikke skummelt at han måske ville gå og tænke på mit hår resten af dagen.

Vi var rundt og se værkstederne, og jeg var virkelig imponeret over faciliteterne og brugernes evner. Vi mødte en der lavede nogle lamper af gamle cykeldele, som solgte som varmt brød, og vi hilste på hende der skilte cyklerne ad. Hun ville også gerne komme med i samtalen, men det kan være virkelig svært, jeg kender det jo selv fra især uni. Hun valgte at spørge mig om jeg var gravid. Normalt ville jeg være brudt hulkende sammen over en sådan kommentar, og den var da heller ikke helt sjov, men der var noget ved hende og måden hun spurgte, der gjorde, at jeg kom til at synes om hende i stedet, og vi gik videre til at snakke om hendes marsvin og hendes undulat der blev 12 år.

Det var måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på, men hun opnåede jo sit mål at komme til at snakke med mig, og jeg tror ikke, at hun kunne se, at det var en kommentar der kunne såre, for børn er jo søde, så en graviditet er en god ting. Jeg tror dog ikke, at det er en metode jeg vil tage til mig og bruge på uni, da jeg er mere velfungerende og derfor bør opføre mig 'pænere'.

Det var rart at komme lidt ud. Jeg har haft en måneds ferie ud af to, og nogle gange kan jeg godt komme til at føle mig lidt fanget og ugidelig inden for disse fire vægge.