Glædelig påske

Se flere af mine billeder af korsfæstelsen HER

En improviseret omvej

Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.

Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.

Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.

Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.

Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.

Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Energiforladt tvnarkoman

Efter jeg skrev om min blærebetændelse i lørdags, viste det sig, at den endnu ikke var helt kurreret, og jeg måtte i gang med endnu en behandling, så i den sidste uge har jeg været fuldkommen kvæstet. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg er syg, eller om det er bivirkninger af medicinen. I praksis har det ikke den store betydning hvad det skyldes, men det vil være dejligt, hvis det kun skyldes medicinen, for så går det nok væk så snart kuren er ovre.

Det dårlige ved at være syg er, at jeg er langt bagud med mine lektier, men det gode er, at jeg kan tillade mig at se en helt masse virkelig dårligt tv, som jeg under normale omstændigheder ikke ville kunne retfærdiggøre. Heldigvis har mange af mine timer i denne uge været aflyst fordi universitetet blev indtaget af gymnasieelever, hvilket endda betød, at jeg ikke engang behøvede at pjække for at kunne sidde derhjemme og se alt dette dårlige TV. Jeg husker engang i min gymnasietid, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg begyndte at pjække fra skole for at kunne følge med i Hortonsagaen. 

Jeg får også læst lidt, bare ikke noget af det som jeg burde læse, dvs mine lektier. Tanken om at vende tilbage til hverdagen i næste uge skræmmer mig. Jeg er bange for, at jeg måske helt har glemt hvordan man er en flittig studerende, men mest er jeg rædselsslagen ved tanken om ikke at kunne sidde hele dagen og se dårligt TV. Sandt nok er mange af programmerne begyndt at gå mig lidt på nerverne, men jeg føler stadig, at jeg er mange dages intenst TVkiggeri fra at være helt mæt.