En vigtig lektie angående eksamener

Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.

Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.

Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.

Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.

Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

Liden tålmodighed med teknologi

I løbet af min rejse igennem diverse psykologiske og psykiatriske undersøgelser, er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet, om jeg anser mig selv for et tålmodigt menneske, men hvad svare man lige på det? I fredags var jeg til antikvarisk bogudsalg i et kælderrum fuld af stabler med usorterede bøger. Jeg var i den syvende himmel, og i over en time gennemgik jeg samtlige bunker, kasser og hylder og efterlod dem i større orden end da jeg begyndte.

Derimod har jeg nu i to dage haft problemer med min mobiltelefon, hvor den fryser midt i en handling og ikke engang gider at reagere på at man hårdt og aggressivt trykker slukknappen i bund. Kun 5 minutter efter at min telefon frøs anden gang gik jeg på nettet og bestilte en ny. I gamle dage, da jeg var ung, kunne man løse næsten ethvert problem tage batteriet ud og sætte det ind igen, men den mulighed har man ikke længere. Der findes da sikkert et eller andet man kan gøre, og måske finder jeg også ud af hvad, men egentlig er jeg lidt ligeglad. Jeg orker simpelthen ikke at gå og være irriteret bare ved tanken om, at det nok snart sker igen.

Angående spørgsmålet om tålmodig, så kommer svaret jo nok an på ens interesse, og derved også ens evne til at fordybe sig. Det er selvfølgelig et ret indlysende svar, men alligevel lidt for kompliceret, når det gælder disse psykologiske og psykiatriske undersøgelser.

Hvis jeg nu skal fortælle historien til ende, så må jeg jo også indrømme, at jeg heller ikke brugte den mindste smule tid på at undersøge, hvilken telefon jeg skulle have, jeg bestilte bare den samme som Kæresten har...

En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

Om at flytte sammen

Om under en måned flytter Kæresten og jeg sammen. Vi har fået et lille rækkehus igennem boligforeningen. Det har en lille have og ligger ikke så langt fra hvor jeg bor nu. Vi har aftalt en dato med et flyttefirme (18. maj), for teknisk set kan man godt flytte selv, men vi besluttede os alligevel for at betale os fra det. Jeg holdt stærkt på lige nettop dette, og heldigvis var Kæresten enig. Jeg ved hvor svært jeg har det med at flytte. Det handler ikke om, at jeg mangler kondition og muskelstyrke, men logistikken i det hele gør mig helt forfærdelig træt og forvirret.

Det er første gang jeg skal prøve at flytte sammen med én. Jeg har engang delt kollegielejlighed med en veninde, men det tæller ikke rigtig. Jeg håber i hvert fald, at det ikke tæller, for det var bestemt ikke nogen succes. Nej, jeg er ikke bange for hvordan det skal gå. Måske skyldes det mit lidt ligegyldige forhold til alt der ligger længere ude i fremtiden end 1-2 uger, eller også er jeg bare meget sikker på, at det er det jeg gerne vil.

Hvad jeg derimod er meget optaget af er frygten for at pakke min lejlighed ned i flyttekasser. Jeg HADER at pakke. Min fornuft siger mig, at jeg bør gå i gang i god tid og gå systematisk til værks. Alle mine instinkter og tilbøjeligheder råber derimod til mig, at det kan jeg bare udskyde til sidste øjeblik. Grrr!

Men mest af alt glæder jeg mig, heldigvis.

Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Energiforladt tvnarkoman

Efter jeg skrev om min blærebetændelse i lørdags, viste det sig, at den endnu ikke var helt kurreret, og jeg måtte i gang med endnu en behandling, så i den sidste uge har jeg været fuldkommen kvæstet. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg er syg, eller om det er bivirkninger af medicinen. I praksis har det ikke den store betydning hvad det skyldes, men det vil være dejligt, hvis det kun skyldes medicinen, for så går det nok væk så snart kuren er ovre.

Det dårlige ved at være syg er, at jeg er langt bagud med mine lektier, men det gode er, at jeg kan tillade mig at se en helt masse virkelig dårligt tv, som jeg under normale omstændigheder ikke ville kunne retfærdiggøre. Heldigvis har mange af mine timer i denne uge været aflyst fordi universitetet blev indtaget af gymnasieelever, hvilket endda betød, at jeg ikke engang behøvede at pjække for at kunne sidde derhjemme og se alt dette dårlige TV. Jeg husker engang i min gymnasietid, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg begyndte at pjække fra skole for at kunne følge med i Hortonsagaen. 

Jeg får også læst lidt, bare ikke noget af det som jeg burde læse, dvs mine lektier. Tanken om at vende tilbage til hverdagen i næste uge skræmmer mig. Jeg er bange for, at jeg måske helt har glemt hvordan man er en flittig studerende, men mest er jeg rædselsslagen ved tanken om ikke at kunne sidde hele dagen og se dårligt TV. Sandt nok er mange af programmerne begyndt at gå mig lidt på nerverne, men jeg føler stadig, at jeg er mange dages intenst TVkiggeri fra at være helt mæt.

Det går nok over af sig selv

Der er mange mennesker der, hvis man nævner psykisk sygdom eller stres, siger ting som, at man skal gå en tur, tænke positivt, tænke på dem der har det værre end en selv, tage sig sammen og alt det der, men så snart de bliver lidt forkølede, så ligger de under dynen men netflix og en stor skål slik. Dette er selvfølgelig lidt overdrevet, men det passer fint ind i min pointe.

Jeg selv har det helt omvendt. Når jeg bliver stresset eller ked af det er jeg straks på vagt og sørger for at passe godt på mig selv, men når jeg bliver fysisk syg, så tænker jeg bare, at det nok går over af sig selv, hvis bare jeg ignorerer det længe nok.

Som jeg kort skrev i sidste uge, så havde jeg blærebetændelse. Det havde jeg på det tidspunkt haft i halvanden uge, men nå ja, det gik jo nok, tænkte jeg. Jo, det var lidt ubehageligt når jeg tissede, og jeg skulle hele tiden tisse, og jeg kunne ikke gå nogen steder, for når jeg skulle tisse, så skulle det bare være NU! Men det hele ville jo nok løse sig, hvis jeg bare tog et varmt bad og ellers bare ignorerede det.

Fredag i sidste uge begyndte jeg så at få ondt i nyrerne. Først gjorde det bare almindelig ond, og det var jo ingenting i forhold til at få syet en pulsåre uden bedøvelse, men lørdag bed jeg i det sure æble og tog ned til vagtlægen og fik penicillin.

Jeg har det meget bedre nu, men jeg er stadig meget træt, men jeg kan ikke helt bestemme mig til i hvilken grad jeg virkelig er træt, eller om jeg bare er doven, for de ting jeg ikke har kunnet på grund af træthed har primært været ting som at træne og læse lektier...

Tid til alt andet end læsning

Den tid på året er kommet, hvor jeg burde sidde dybt koncentreret over skolebøgerne, krumbøjet over fortidens kundskaber. I hvert fald har jeg officielt fået læseferie, men jeg har slet ikke haft tid til at finde skolebøgerne frem. Eller måske har jeg bare ikke lige gidet, det er ikke lige til at vide.

I stedet for at læse har jeg tegnet, set tv, set på en lejlighed med Kæresten,sagt ja til lejligheden, men ikke fået den, købt alle mine julegaver, købt en masse bøger til mig selv, fortalt og tegnet dårlige vittigheder, læst bøger der bestemt ikke relaterer sig til eksamenslæsningen, købt små sjove gaver til pakkeleg og været rundt for at lede efter gammelt juletræspynt uden dog rigtigt at finde noget.

Vigtigst har det dog været, at det i søndags var tre år siden, at jeg sidst har skåret i mig selv med vilje (klodsede køkkenulykker tæller ikke med). Det er ikke fordi jeg sådan rigtig fejrer det på behørlig vis, men det var det lidt sjovt at tænke på, og det var da en lejlighed til at kunne fortælle det på facebook og blive glad for folks anerkendelse, uden derved at komme til at virke alt for selvfed.

De fleste dage har dog været ligesom i dag, hvor jeg knap nok kommer uden for en dør. Dage hvor jeg hænger foran computeren og skriver en enkelt mail eller to, som egentlig helst skulle have været skrevet for flere dage siden. 

Jeg har det egentlig fint ned ikke at have så travlt for tiden. Min eksamen ligger først d. 19. januar, så det er rart at kunne tillade sig lidt ferie inden jeg for alvor går i gang. Jeg ved ikke om det er muligt at læse for meget, men det er i hvert fald muligt at anstrenge sig for meget, således at man til sidst intet er bevendt. Jeg ved ikke hvornår jeg går i gang. På den ene side føler jeg ikke, at jeg har travlt, men samtidig er jeg også bange for ikke at starte i god nok tid.

Det der egentlig har generet mig mest ved at tage fri er, at jeg er i en periode af mit liv, hvor at tage er ensbetydende med at have tid til at vaske tøj og gøre rent og den slags, og selvom det er rart igen at kunne tage rene sokker og t-shirts på, så er det også et tegn på, at jeg er ved at være så voksen, at det gør helt ondt at tænke på. 

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Ansvar for egen læring og 12-talspigerne

Hvad betyder ansvar for egen læring? I gymnasiet betød det i teorien, at vi selv havde ansvaret for at få lavet vores lektier, hvilket mange af os derfor ikke gjorde, hvilket fik lærerne til at skælde ud. Det var meningen, at vi skulle opføre os som fornuftige voksne, men det viste sig, at nogle af os ikke var gjorde det. 

Universitetet er meget mere frit. Nogen læser meget, nogen læser lidt, nogle får gode karakterer og andre får dårlige, og de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men handler ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Dengang jeg gik i folkeskole, gymnasiet og begyndte på universitetet fandtes 12-talspigerne ikke. Der var bestemt en lille gruppe der klarede sig super super godt, og der var bestemt et pres på os andre om, at vi burde knokle for også at klare os godt, men tanken om at man absolut skulle have 13, var for mange af os meget fjern, for det var alt for svært at få. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt, men jeg kan tydeligt mærke forskellen fra dengang til nu. Selvfølgelig bliver jeg også selv grebet af stemningen, især op til eksamen, men betyder ansvar for egen læring kun om at læse sine lektier som en god lille pige og få sit 12-tal til samlingen?

Nogle gange er svaret ja, men selvom jeg forleden skrev i indlægget Skoleklar, om hvordan det er fint at læse selv, men at det også er godt at blive sat til at læse et fast pensum, så er min pointe i dette oplæg, hvor vigtigt det er selv at læse, høre musik og gå ud i verden og opleve ting. Hvilken af delene er i virkeligheden ansvar for egen læring? Er det ansvar at gøre som man for besked på, eller at tage initiativ til selv at lære noget?

I virkeligheden betyder hele denne snak ikke rigtig noget, andet end, at jeg pludselig for alvor kan se enden på min ferie. Jeg glæder mig til at komme i gang igen, men så alligevel ikke. Tanken om at blive vækket af telefonen irriterende bimlen, de første mange ugers træthed og bevistheden om, at ens frihed er blevet indskrænket en lille bitte smule. Ja, den officielle betydning af ansvar for egen læring betyder, at man selv bestemmer om man kommer til undervisningen, men det forhindrer ikke en lille stemme i at hviske dårlig samvittighed ind i en. Vi har frihed til at vælge, men så vidt ens personlighed byder en. 

Skoleklar

På universitetet har man to måneders ferie.

De første par uger ligger man brak på sofaen efter eksamensræset, alt imens ens kæreste spørger, om man ikke har lyst til at lave noget. Hvortil svaret altid er: zzzz!

Derpå har man en herlig periode, hvor man virkelig nyder sin ferie. Kæresten og jeg brugte tiden på at udforske Midtjylland, med alt hvad det indeholder af slotte, klostre, strande, forsteninger, fugle, søer, sæler, idyl, museer osv.

Nu derimod bevæger jeg mig ind i feriens sidste face, hvor det begynder at blive tid at vende tilbage til skolebænken. Grunden til, at jeg ved det er, at jeg begynder at sidde ved computeren og skælde ud over folks irriterende og ligegyldige facebookopdateringer, hvoraf jeg selv har skrevet en del af dem. Dette skyldes, at mine hjerne og nysgerrighed ikke bliver tilstrækkeligt udfordret.

Jeg har en idé om, at det ikke er sundt for mennesker KUN at beskæftige sig med deres egne små interesser. Jeg tænker, at det er sundt at tvinge sig selv til at beskæftige sig med noget nyt. At beskæftige sig med noget nyt betyder nemlig at man kan blive nødt til at gå ny veje og tænke på en anden måde end normalt, og det tror jeg er sundt.

Jeg er generelt en nysgerrig person. Jeg læser bøger, artikler og ser ser film, programmer og dokumentarer, men når nu det er sommer, og jeg hurtigt skal gribe en bog at tage med i tasken, når jeg 'bare' skal underholdes, så bliver det nok lidt det samme som jeg plejer at læse. Det er bestemt ikke dårligt, men nu er jeg vist ved at være klar til at andre bestemmer hvad jeg skal læse.

Eksamenshår

Torsdag:
Jeg læser til eksamen, eller rettere det siges, at jeg læser til eksamen, men det reelle arbejde løber ikke op i sååååå forfærdelig meget. Alligevel er det lykkedes mig og få et karakteristisk eksamenshår, som er sådan en  lille smule uglet og fedtet.

Til daglig har jeg en helt fast rutine, hvor jeg vasker håret to gange om ugen, hvoraf den ene af gangene er efter, at jeg har været nede og træne. Hvilket jo så fortæller jer noget om hvor meget, eller rettere hvor lidt jeg får trænet. Efter at mine daglige rutiner er sat på stand by, så er det som om den der ene dag, hvor jeg faktisk kommer af sted til træning, at den bliver skubbet en dag (fordi jeg sover over mig), og en til (fordi der lige er noget jeg troede, at jeg skulle orde, men det skulle jeg så ikke alligevel), og en til (fordi jeg i går cyklede 15 km hjem til Kæresten i modvind, og så syntes jeg at det var synd for mig i dag og kom derfor ikke af sted).

At cykle 15 km, og så endda i modvind, det er da også meget godt, er det ikke? Jo, det er såmænd udmærket hvad angår frisk luft og motion, men efter som jeg troede, at jeg alligevel ville træne i dag og havde taget træningstøj med, så vaskede jeg ikke hår i går, og selvom jeg i dag var ude i regnvejr, og mit hår derfor ser endnu værre ud, så har jeg et optimistisk håb om, at jeg faktisk kommer af sted i morgen, så har jeg heller ikke vasket det i dag.

Fredag:
Jeg havde sat vækkeuret, så jeg kunne komme ned og træne og derefter få vasket hår, men jeg var sådan lidt, om det virkelig kunne betale sig at bruge så meget af min kastbare tid. Hvis jeg nu blev hjemme kunne det jo være, at jeg ville få læst rigtig meget til eksamen og fylde mig selv op med viden og selvtillid. Måske ville det nettop være i dag omkring kl 9, at jeg ville få den helt store åbenbaring og pludselig forstå det hele... Den slags sker... Gør de ikke???

Med tanke på hvor lidt jeg har udrettet de sidste sidste mange dage, så måtte jeg erkende, at sandsynligheden var meget lille, og jeg derfor lige så godt kunne tage af sted. Og jeg kom faktisk af sted, og jeg fik vasket mit hår og jeg fik endda lige lavet et par sætninger.

Det var jo ikke fordi jeg har rendt rundt og været decideret klam, men måske har jeg været lige lidt for afslappet.

En ferie der sluttede

Da påskeferien begyndte, så jeg på mig selv i spejlet og sagde, at nu ville jeg lige hvile et par dage, og SÅ ville jeg få læste en masse lektier. Åh, denne optimisme, denne virkelighedsfjerne illusion... Hvad jeg reelt endte med at bruge ferien på var at være sammen med Kæresten, læse nogle ikke studierelevante bøger, besøge min familie og sidde og stirre tomt ud i luften, indtil Kæresten spørger mig, hvad jeg tænker på, og jeg ikke rigtigt kan svare ham.

I går var så teknisk set første skoledag efter ferien, men det valgte jeg at ignorere, så kæresten og jeg tog på Moesgård for at se på kinesiske terracottakrigere.

Det var en dejlig dag. Almindelige mennesker var taget på arbejde, så vi skulle dårlig nok stå i kø, og det var til at bevæge sig rundt mellem montrerne uden at det føltes klaustrofobisk.

Dengang hvor jeg var ung, og hvor der faktisk blev vist halvvejs anstændige dokumentarer på discovery chanel, da så jeg nogle gange programmer om Kinas første kejser og hans terracottahær, men jeg kunne nu ikke huske ret mange af detaljerne, så om morgenen før jeg tog afsted, listede jeg mig lige ind på Wikipedia for at læse op på historien.

I morges, da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde været så træt i går, at jeg ingen lektier havde lavet. Skulle jeg:

• Komme til time uforberedt?
• Sjusket jappe noget ned på et stykke papir og håbe, at det ikke var alt for forkert?
• Tage en fridag mere og få styr på sagerne og så møde velforberedt op i morgen?

Se så at lette røven

Man skulle tro at to ugers ferietilstand skulle være mere end rigeligt, så nu begynder jeg at overveje at vende tilbage til den virkelige verden, altså en verden hvori man ikke sover 12 timer i døgnet, kommer ud andet end bare for at handle, og hvor man bare engang imellem får noget man kan kategorisere som sundt.

Jeg tænker, at jeg vil starte ud blødt, sætte vækkeuret, spise en salat i ny og næ og måske MÅSKE lægge computeren til side og læse lidt i en bog, tegne lidt eller stryge den bunke vasketøj der ligger og venter på mig. Faktisk har jeg ligefrem siddet og tegnet lidt de sidste par dage. Okay, jeg ved godt, at det ikke ligefrem reder verdenssituationen, men det er et stort fremskridt i forhold til de sidste to uger, hvor jeg har siddet som en blegfed amøbe og set på min computerskærm.

Jeg bilder mig ind, at jeg i det mindste fordriver tiden på en 'intellektuel' vis ved at se 'kloge' programmer, men det skyldes delvis, at jeg gerne vil lade som om jeg ikke bare er doven, hvilket jeg er.

Post-eksamens-koma

I flere dage har jeg prøvet at komme op med et indlæg, men min hjerne har været helt tom, og det er den for den sags skyld stadig. Jeg sover ca 12 timer hver nat, og mine dage tilbringer jeg foran computeren med at se Stephen Fry på YouTube. Jeg har ikke været uden for en dør andet end for at handle. Jeg har været så inaktiv, at jeg ikke engang er helt sikker på, at jeg kvalificerer som menneskelig.

Jeg er så træt, at jeg slet ikke kan forestille mig, at jeg nogensinde igen vil blive klar til at starte på næste semester, eller, selvfølgelig bliver jeg det, det føles bare ikke sådan lige nu. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem at være træt og være doven. Måske er det bare et spørgsmål om, at jeg skal tage mig sammen og se at komme ud af døren.

Den ene dag begyndte jeg at vokse mine ben. Jeg nåede at tage det ene, men så kunne jeg ikke overkomme mere, så i flere dage rendte jeg rundt med ét normalt ben og ét wookee ben. Heldigvis var Kæresten lidt ligeglad.

Kæresten prøver ellers meget at opmuntre mig til at komme ud. I dag slæbte han mig med i IKEA. Jeg var bestemt ikke begejstret, men det var egentlig okay at være der sammen med nogen, for så føles det en anelse mindre deprimerende at vandre rundt i deres uendelige gange. Vi købte et par småting, men de ting vi egentlig skulle have var udsolgt, så nu ender det med at han slæber mig med derud igen en anden dag.

Nå, men i det mindste kom jeg lidt ud i den friske luft og fik røde runde kinder.

Glædelig jul

Jeg håber at I alle har haft en rigtig glædelig jul. Det har jeg. Jeg havde været lidt bange for, at min eksamenslæsning ville komme til at stå i vejen for julehyggen, men enten var jeg god til at prioritere min tid, eller også var jeg bare generelt for doven til at læse alt for meget. Måske en blanding, måske mest det sidste.

Dette er tredje dag hvor jeg sætter mig foran computeren for at skrive et blog indlæg, men jeg sad bare og stirrede på den tomme skærm. Min hjerne var den sump hvor tanker går hen for at dø. 2 juledag var en grøntsag. Jeg lå på sofaen og så Jamie Oliver maraton, og jeg var lidt bange for, at han ville stikke armen ud af skærmen og snuppe mig og skære mig op og putte mig i en stuvning som en anden slatten selleri.

I går tog jeg hjem til mig selv. Jeg var frisk og tog en skolebog med, så jeg kunne være rigtig dygtig og læse til eksamen. Jeg startede da også godt ud, men inden toget nåede Fredericia, så sad jeg og stirrede dødt ud af vinduet. Mine øjne sved af træthed. Det havde været en god jul, men nu trængte jeg bare til at komme hjem. Hjem til kæresten, til rutinerne, til stilheden.

Hjemme hos mig selv har jeg pakket julen ned, og det tørre træ er blevet smidt ud. Udenfor er alting koldt og hvidt og smukt, men indenfor prøver jeg at overkomme min træthed og begynde på eksamenslæsningen. Det er ikke fordi pensum er voldsomt stort, jeg har bare endnu ikke fået overblik over hvad det egentlig er, at vi har lært. Jeg kan sagtens sætte mig ned og læse alle teksterne, men hvad nytte vil det gøre mig, hvis jeg ikke forstår at relatere dem til hinanden?

Nå jeg vil slutte her og forhåbentlig gå i gang med at lave noget fornuftigt :)

days of unproductivity

Udenfor bliver det koldere, træernes grene står nøgne, og jeg sidder indenfor med ondt i halsen og hoste. Det er ikke fordi jeg er sådan rigtigt syg, jeg er stadig klar i hovedet, men jeg er heller ikke rigtig rask. Det er ikke nogen usædvanlig situation, ikke at være helt på toppen, her i slutningen af et semester. Jeg får lavet meget lidt for tiden. Måske skyldes det, at jeg er småsyg, måske er jeg bare lidt træt af det hele. Min hjerne fortæller mig, at jeg trænger til ferie.

Teknisk set får jeg ikke ferie, men læseferie, et ondt navn at give det. Pensum er ikke voldsomt stort, men meget af det er på græsk, og andet igen står skrevet i en bog der er så kringlet skrevet, at jeg mister håbet efter blot et par linier. På fredag skal vi læse endnu en tekst, men jeg har ikke helt styr på hvem der har skrevet den, hvorfor den er relevant i forhold til Paulus, hvor jeg får fat i teksten, og om det er noget jeg kan komme op i til eksamen, eller om det bare er nyttig sekundær læsning.

Jeg burde begynde at tænke på læseplaner, men i stedet sidder jeg og læser phd comics, og lader som om det er studierelevant læsning (det handler jo om universitetet). Jeg læser også "The Library Book", en bog om hvor seje biblioteker er (biblioteker=bøger=seriøst=studierelevant). Okay, jeg indrømmer det. Intet af dette er spor studierelevant, men nogle gange har jeg lidt brug for at leve i en illusion om produktivitet og kreativitet, når virkeligheden i virkeligheden mere handler om at sidde i beskidte jogginbukser foran computeren med en cola og et semidødt udtryk i ansigtet.

Om at løbe bort fra en eventuel skurk

I går var jeg ved fysioterapeuten, og efter et halvt års løbestop, så er det nu på tide at begynde på at løbe igen. Min fysioterapeut havde ellers sat mig til at ro. Jeg kan godt lide og ro, og roning er en glimrende form for motion, men roning har bare ikke den samme nytteværdi som løb.

Flere gange i løbet af mit liv har jeg tænkt over, at jeg besidder meget få af de kvaliteter som De 5 og de andre bøger jeg elskede da jeg var barn. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, og det også er helt nødvendigt med den slags, men De 5 besad mange gode kvaliteter. De kunne binde deres tøj sammen til et reb og kravle ud af meget høje vinduer, de kunne besnære skurkene, men en kvalitet som man generelt finder i bøger af alle slags samt film er, at folk kan løbe når de skal stikke af fra en skurk. Ofte blev De 5 faktisk fanget, men det var kun så de ved list kunne få lov til at stikke af igen.

Jeg er ikke nogen særlig listig person. Hvis jeg bliver antastet af en ubehagelig person er min eneste taktik at nedstirre ham (det virker bedre end det lyder). Løbe fra ham kan jeg ikke, ikke ret langt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad en skurks radius er, men lad os sige, at jeg i hvert fald ønsker at kunne løbe 3 km uden at kny. Hvis folk ikke synes at 3 km lyder af meget, så må de huske, at jeg har en dårlig hofte, og at jeg generelt er en lidt doven person.

Før der er nogen der går hen og bliver bekymrede for mig, det kunne jo være, at jeg skriver dette, fordi jeg har en klam stalker, så vil jeg sige, at dette indlæg handler mere om min smag i bøger en om nogen reel trussel. Ved nærmere eftertanke så handler det KUN om min smag i bøger.

Nå, men i hvert fald glæder jeg mig til at komme i gang med at løbe igen, om ikke andet så fordi det er godt at kunne løbe efter bussen hvis man er lidt sent på den.

Det der med lektierne

Jeg kan rigtig godt lide at gå på universitetet, men en gang imellem kan det der med lektierne godt blive lidt for meget, især dagene op til ferien. Det kan være meget svært at koncentrere sig om Paulus, når ens hjerne allerede er taget på ferie. Jeg satte mig ned med den græske tekst, oversatte et par linier, besluttede, at nu var det helt rigtige tidspunkt til at lave fysioterapeutens øvelser, men mens jeg lå på gulvet, lagde jeg mærke til hvor meget støv der egentlig var på¨mit stuebord, og det måtte bestemt ordnes med det samme. Så satte jeg mig ned og oversatte lidt mere, men der gik ikke ret læng tid før jeg besluttede at tage mig en mellemmad, og senere på dagen var det en tur i Føtex efter Pepsi Max, og en nyhederne på nettet.

Det gik så sløvt med koncentrationen, at jeg besluttede at tage en ekstra dosis Concerta (psykiateren siger at jeg godt må), men det hjalp kun en lille smule. Det tog mig en hel dag at lave én lektie. Jeg var ikke særlig stolt af mig selv. Det værste var næsten, at jeg ikke kom timen dagen efter fordi jeg blev syg. Det føltes lidt som om alt mit arbejde var spildt, for hvorfor arbejde så hårdt hvis ingen ser det. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og når jeg skal til eksamen bliver jeg glad for at det er lavet, men lige den dag føltes det ret bittert.

Så blev det ferie, og jeg var så heldig at jeg faktisk havde to uger. Jeg havde store planer om hvad jeg skulle nå i ferien. Min førsteprioritet var frivillig læsning, altså bøger der ikke har med skolen at gøre, men planerne gik også ud på, at få listet lidt lektier ind hist og her. Jeg vil ikke sige, at jeg intet fik lavet. Jeg fik læst flere hundrede siders frivillig læsning, OG jeg fik også lavet lidt lektier, men jeg var på ingen måde så sej som jeg var inde i min fantasi.

Jeg fik dog et grimt chok, da jeg i mandags tog mig sammen til at kigge på vores læseplan, for der stod, at vi skulle oversætte Filemom 1-7, hvilket næsten gav mig et hjertestop, for normalt betyder det 7 kapitler. Jeg var helt i panik over hvor meget det var, og jeg skrev en desperat mail til en af pigerne fra klassen. Det var ferie og hun svarede ikke med det samme, så jeg sank mit spyt et par gange og tænkte, at der jo ikke var andet at gøre end at gå i gang, så jeg besluttede at tage et kig på den danske oversættelse. Det viste sig dog, at der kun var et kapitel i Filemon, og at lektien derfor måtte være 7 sætninger, hvilket er meget lidt i forhold til hvad vi plejer. Sjældent har jeg været så lettet.

Jeg har nu lavet lektierne til tirsdag, og jeg burde gå i gang med lektierne på fredag, bare for at være på forkant, men så falder blikket på min frivillige bog som ligger ved siden af mig, og jeg tænker, nej, det må blive næste uges problem.