Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

Tori Amos koncert

Anmeldelse af Tori Amos' koncert d. 6. juni 2015 på Egeskov slot

Til dem der ikke kender Tori Amos, så spiller hun på to klaverer SAMTIDIG.

Kæresten havde overrasket mig med billetter til Tori Amos' koncert på Egeskov slot. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt han fortalte det, anede jeg stort set ikke hvem hun var, men det er jo derfor google og youtube blev opfundet.

Jeg har ikke været til koncert ret mange gange i mit liv, det har sjældent været udendørs, og aldrig før på et slot. Jeg var meget spændt på hvilke mennesker der ville komme. Jeg forestillede mig en masse rige mennesker siddende på den ene side, og nogle unge utilpassede alternativ rockfans på den anden, og så kunne de ellers sidde der og nedstirre hinanden gennem hele showet. Virkeligheden var lidt mindre tegnefilmsagtig. Hovedparten af de mennesker jeg så var iført en spøjs blanding af pænt og varmt tøj.

Jeg kunne ikke sidde stille. Hele tiden var der et eller andet der tiltrak sig min opmærksomhed. Jeg havde absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, så alting var nyt og spændende. Jeg så en tidligere skolekammerats far, så jeg overvejede at drikke mig fuld og gå hen og fortælle ham en masse pinlige historier om hans datter, men ombestemte mig, da han stiller op til folketingsvalget og har sit ansigt på plakater over hele Fyn, så der er sikkert RIGELIGT med rablende idioter der kommer op og 'lige vil snakke lidt med ham'.

Opvarmningen kom på. De var egentlig ganske udemærkede, men disse to unge mennesker virkede på en eller anden måde bitte bitte små på en i forvejen ikke særlig stor scene, som to skrøbelige børn,

Så kom Tori Amos på. Grinende og sprællende som som en gazelle, som Puk i "En Skærsommernats Drøm". I sin grønne dragt og med det skrigende røde hår var det ingen hvem det var der skulle være aftenens centrum. Oppe foran scenen sad en lille men meget dedikeret gruppe fans og hvinede og klappede på behørig fanvis. Kæresten og jeg sad lidt længere omme bagved og skuttede os. Denne lille spilende spradebasse oppe på scenen og hendes musik fascinerede mig langt mere end de små klip på jeg havde set på TV og computer.

På den ene side var jeg fuldstændig bjergtaget, men samtidig ønskede jeg inderligt, at det snart ville stoppe, for det var simpelthen så pishamrende koldt. Ekstranummeret kom, og jeg var glad. Musikken havde startet en masse billeder og tanker til at fare rundt inde i mit hoved, men samtidig rystede jeg af kulde og glædede mig til at komme ind i en varm bil og så hjem i seng, men efter ekstranummeret kom der endnu et, og derefter endnu et. Jeg skævede nervøst til Kæresten. Han frøs også, men jeg ville ikke prøve at overtale ham til at gå før tid, han så så glad ud. Jeg var også glad, men hold da lige kæft hvor jeg frøs.

Aftenen sluttede, vi klappede, vi gik hjem. Egeskov slot (faktisk ethvert slot) var de perfekte rammer for sådan en koncert. På en sådan aften var Tori Amos forvandlet til en lille fræk skovånd, og det ville have været synd at spærre hende inde i en koncertsal eller en arena omgivet af høje betonhuse og biler. Dette var en eventyraften, og eventyr lever meget nemmere og mere naturligt i skove og på slotte.

En ferie der sluttede

Da påskeferien begyndte, så jeg på mig selv i spejlet og sagde, at nu ville jeg lige hvile et par dage, og SÅ ville jeg få læste en masse lektier. Åh, denne optimisme, denne virkelighedsfjerne illusion... Hvad jeg reelt endte med at bruge ferien på var at være sammen med Kæresten, læse nogle ikke studierelevante bøger, besøge min familie og sidde og stirre tomt ud i luften, indtil Kæresten spørger mig, hvad jeg tænker på, og jeg ikke rigtigt kan svare ham.

I går var så teknisk set første skoledag efter ferien, men det valgte jeg at ignorere, så kæresten og jeg tog på Moesgård for at se på kinesiske terracottakrigere.

Det var en dejlig dag. Almindelige mennesker var taget på arbejde, så vi skulle dårlig nok stå i kø, og det var til at bevæge sig rundt mellem montrerne uden at det føltes klaustrofobisk.

Dengang hvor jeg var ung, og hvor der faktisk blev vist halvvejs anstændige dokumentarer på discovery chanel, da så jeg nogle gange programmer om Kinas første kejser og hans terracottahær, men jeg kunne nu ikke huske ret mange af detaljerne, så om morgenen før jeg tog afsted, listede jeg mig lige ind på Wikipedia for at læse op på historien.

I morges, da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde været så træt i går, at jeg ingen lektier havde lavet. Skulle jeg:

• Komme til time uforberedt?
• Sjusket jappe noget ned på et stykke papir og håbe, at det ikke var alt for forkert?
• Tage en fridag mere og få styr på sagerne og så møde velforberedt op i morgen?

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Det tryggeste sted i verden?

Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.

Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???

Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.

Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.

Se op, der'n kop

Jeg bruger meget af min nyfundne fritid på at sidde og tegne postkort, og nu var jeg ved at være nået ned i bunden af blanke kort. Der ligger en bog og idé tæt på hvor jeg bor, og der tog jeg ind. Jeg havde overvejet at tage ned til byen, men havde ombestemt mig, jeg orkede det simpelthen ikke. Det viste sig dog, at bog og idé ikke havde kort i min størrelse, og så måtte jeg alligevel springe på cyklen. Vejret var egentlig ganske udmærket, så det var ikke fordi sådan en lille tur var noget problem. Jeg havde lidt frygtet hvor mange mennesker der ville være der nede, men det var heller ikke det helt vilde.

Jeg startede ud på biblioteket, både fordi jeg havde fået anbefalet en bog, "Privat skov" af Nanna Goul, men også fordi jeg forfærdeligt trængte til at komme på toilettet. På vej ind mod Panduro Hobby lagde jeg pludselig mærke til en pæn bygning lige overfor Vor Frue Kirke. "Det var da lige godt pokkers", tænkte jeg. "Jeg må været gået forbi her hundredvis af gange, og jeg har aldrig lagt mærke til den før". Mens jeg stod og undrede mig, kom der en pige gående forbi med skuldrende godt oppe om ørerne og blikket stift rettet ned i jorden en halv meter foran sine fødder. Et kort øjeblik lykkedes det mig at fange hendes blik, for hun så nervøst op for ikke at komme til at gå ind i mig, og så så hun igen bedrøvet ned i fliserne.

"Det var sådan jeg plejede at gå", tænkte jeg, og så havde jeg vel også svaret på, hvorfor jeg aldrig havde lagt mærke til den bygning, jeg havde simpelthen haft det for dårligt til at se op. Mest skyldtes det depressive tendenser og lavt selvværd, at jeg sådan gik og så ned i jorden, og det er da dejligt at jeg nu har fået det godt nok til at se op, om end jeg stadig tit ser ned i jorden, selvom det nu mest skyldes, at jeg er sådan lidt usikker på fødderne fordi jeg har svage ankler.

På Moesgård Museum

I går var jeg ude på Mosgård Museum for at lege amatørarkæolog. Vi skulle solde noget jord fra udgravninger rundt omkring i Midtjylland. Solde betyder, at man tager en skovlfuld jord og ler og sier det med vand over en stor rist. Jeg har gjort det en gang før med mit sommerunihold, men dengang var det sommer og jorden var løs og gik nemt igennem. Denne gang var vejret godt, men stadig forår, og jorden var noget klæbrigt stads som skulle bearbejdes længe før det gik nok i opløsning til at gå igennem sien. Det var hårdt arbejde, og mudret van sprøjtede til alle sider, især sprøjtede det over på mig. Sjældent har jeg været så beskidt, men det gjorde ikke noget, for jeg var klædt på til lejligheden.

Sidst jeg var af sted havde jeg begynderheldet med mig, og jeg fandt både en metalring og et lille bitte stykke oxyderet bronze. Denne gang var jeg knap så heldig, men det var okay, for mig handlede det mest om at komme ud og lave noget fysisk, komme væk fra skrivebordet, væk fra bøgerne, ud og få noget jord op under neglene. Selvfølgelig kunne det have været sejt, hvis jeg havde noget der kunne vises frem, men jeg trængte bare til at komme ud. Ham jeg soldede sammen med arrangerede at en af arkæologerne gav os en fremvisning af de fund som var blevet gjort. En anden af arkæologerne spurgte mistroisk hvad en teolog lavede sådan et sted. Bare rolig, jeg der ikke for at presse en kristen teori ned over hovedet på en ikke kristen æra, jeg er der bare fordi jeg synes, at det er spændende, men man kan godt sige, at en kultur er skabt af sin historie, så hvis man beskæftiger sig med kulturen, hvorunder troen også hører, så er det vigtigt at forstå historien, og så kunne jeg enten læse en bog, eller jeg kunne stå og lytte til en mere erfaren amatørarkæolog fortælle historier.

Dagen startede kl 9 og sluttede kl 15, hvilket var alt for lang en dag, så hen imod enden, blev jeg sjusket, hvilket gik mig meget på, da jeg godt kan lide at gøre tingene ordentligt. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg sov godt i nat, men jeg er simpelthen så træt, at jeg har enormt svært ved at koncentrere mig.

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

Om nonner på flugt

Eget billede

Cisterciensernonnerne på Sostrup slot har lavet skandale. Det er en meget mystisk og indviklet historie som i kan læse om i Kristeligt Dagblad HER, og tro mig, det er værd at læse, det hele lyder mest som noget fra en roman.

Meget kort om simplificeret fortalt: karismatisk nonne fra en rig familie bliver abbedisse for et blomstrende kloster, først blomster de, men bliver så mere indelukkede og sekteriske. Afhoppere prøver at gøre opmærksom på den problematiske udvikling, men ingen lytter. Abbedissen bliver endelig afsat, sådan officielt i hvert fald, i praksis fortsætter hun som hidtil. Pludselig en dag er hun og alle nonnerne væk og ingen ved hvor de er. Historien er selvfølgelig tragisk, men den har bestemt spændende litterære kvaliteter.

Jeg har været på Sostrup en enkelt gang tilbage i 2006 med min lånte menighed. Jeg brød sognebånd, hvilket er lidt af en udfordring når man er katolik i Jylland da kirkerne ligger meget langt fra hinanden. Jeg boede i Aarhus, men jeg gik i kirke i Randers.

Der var en årlig udflugt og picnik til Maria Hjerte Abbedi på Sostrup slot, og jeg var med. Abbedi er navnet på et kloster af en hvis størrelse, og efter danske standarter var Sostrup et stort og ungt kloster. Jeg var nykonverteret (2004) og alt var nyt og spændende  og jeg var så imponeret at jeg knap kunne tale. Jeg turde knap nok tale til nonnerne, for de var så smukke og glade og de sang og spillede så smukt i kirken.

På et tidspunkt lykkedes det dog en af nonnerne at komme i kontakt med mig, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jeg var virkelig ved at tude da jeg skulle hjem, jeg havde lyst til at blive. Jo der var dog nogle teologiske ting jeg syntes var vildt underlige og slet ikke mig, men stemningen var så overvældende, at det slet ikke betød noget. Jeg var flere gange det år ved at rykke teltpælene op og søge om optagelse, hvilket dog også havde noget at gøre med min konvertering. Mange konvertitter drømmer i begyndelsen om at blive præster eller nonner.

Senere blev jeg så syg, og det satte min verden lidt i perspektiv.

I 2009 udkom Helene Hägglunds selvbiografiske bog "Nonne tur/retur". Jeg læste den fordi der var en nonne på forsiden, og fordi jeg fra min tid på teologi (den første gang omkring) vidste hvor vigtigt det var for katolikker at holde sig opdaterede med sladder og skandaler i den katolske kirke. Jeg hadede bogen, for mindet om Sostrup stod stadig så skarpt. Min anden grund til ikke at tro 100% på den var mindet om hvordan pigerne i min klasse blev, når de slog op med deres bedste veninde (det var ikke kønt).

Hvad jeg tror nu er ikke længere så klart. Dette er ikke ment som et forsvar af Sostrup og af den tidligere abbedisse, for åbenbart er der foregået nogle virkelig skumle ting der. Det er bare et af mine almindelige erindringsbilledeindlæg, der så for en gangs skyld handler om et aktuelt emne.

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Bedstes første sygedag

De konservative har fremsat et forslag om at man kan holde fri fra arbejde en dag, hvis et ældre familiemedlem bliver sygt, lidt ligesom barnets første sygedag. Dette har fået den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til skeptisk at spørge, om det da er meningen at familien selv skal passe deres gamle i tilfælde af slem sygdom.

For det første handler forslaget om influenza og lægesamtaler, for det andet, hvorfor ikke? Jeg har en gammel bedste på 85 som er super sej, og som klarer sig selv i eget hjem, i den samme lejlighed hun har boet i siden hun blev gift. Hendes helbred er generelt godt, så der er ingen grund til at sende hende på plejehjem eller have en hjemmehjælp som alligevel ikke har tid. Jeg selv bor desværre for langt væk til at kunne hjælpe, men min far bor lige rundt om hjørnet, og det gør mig rolig at vide, at han kan være der, hvis der bliver brug for det.

Jeg har en helt særlig grund til at interessere mig for emnet. I 2008 havde jeg en lang række selvmordsforsøg med piller. Efterfølgende måtte jeg så ligge på sygehuset i akutmodtagelsen/MVA til afgiftning. jeg har ikke tal på hvor hvor mange gange jeg har ligget på stue med gamle damer der hvde en infektion, og som deraf blev dehydrerede og forvirrede. De lå i deres senge og var bange, for de vidste ikke hvor de var. Deres familier blev kontaktet, men der kom næsten aldrig nogen og var hos dem. De lå der og klagede og klynkede, og det var skræmmende og uværdigt, men der var ingen der havde tid til dem, for sygeplejerskerne havde for travlt. Så ja, jeg er ikke konservativ, men jeg går fuldt ud ind for bedstes første sygedag.

En gang da jeg var 26, var der en psykiater der skældte mig ud og sagde, at det var uansvarligt, at jeg ikke boede hjemme ved mine forældre, underforstået så de kunne passe mig, og det var uværdigt, og det er ikke den situation jeg ønsker for vores grå guld, men der er aller helvedes til forskel på at skulle være fast selvmordsvagt, og så på at skulle køre en person til lægen, hente medicin og fylde køleskabet.

Så lad os elske vores vores forældre og bedsteforældre, sådan som de elsker os.

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

Om en hyttetur med mor

For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.

I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.

Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.

Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.

Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.

Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .

Om en ikke-tur til Aarhus

Jeg har haft en forfærdelig uro hele weekenden. Måske er det fordi jeg har ferie, måske er det fordi det er første gang siden jeg startede på uni, at jeg har slappet så meget af, at jeg har kunnet mærke hvor stresset jeg i virkeligheden er, så måske det er godt nok, at jeg har ferie og kan prøve at slappe lidt af, også selvom det er vildt irriterende, både at have uro og slappe af.

I går morges havde jeg siddet og malet på et super fedt projekt, som jeg vil snakke en masse om senere, men i løbet af formiddagen fik jeg det så skidt at jeg pakkede mine ting (bøger, læsebriller, kamera, kalender og noget saftevand) og fortalte pædagogerne, at jeg ville tage til Aarhus. Min plan var ikke noget særligt, jeg ville bare gå rundt, tage nogle billeder, måske spise lidt frokost et eller andet sted og så tage hjem. Planen var vist mest at komme væk fra det hele, og så have noget at skrive om i dag.

I toget havde jeg så meget uro, at det gik hen og udviklede sig til en mild køresyge, så jeg kunne ikke engang læse, så jeg sad bare og så ud af vinduet, og så på træerne der for forbi og blev en tåge af grønne, gule og brune farver. Det var smukt nok, men det hjalp ikke just på min kvalme.

Der var en mand der havde fået en bøde, den havde han fået for 10 min siden, men nu havde han besluttet sig for, at det var altså for galt, så han kom op og bankede på togførerens dør, hvilket var lige ved siden af mig. Billetkontrolløren kom ud og de gik i gang med at diskutere. Billetkontrolløren var imponerende rolig, hun havde jo sikkert prøvet det mange gange før. Den unge mand var oprevet, men heller ikke helt umådelig vred, men det var alligevel ubehageligt at høre på.

Jeg sad og stirrede stift ud af vinduet, som om jeg slet ikke var der, og jeg skammede mig over min passive opførsel, eller mangel på samme, man føler jo, at man bør gøre et eller andet, men hvad kan man gøre der ikke bare gør situationen endnu værre? Det er forfærdeligt at sidde der og ikke længere være helten i sin egen historie, og man drømmer om at gøre noget heltemodigt, i hvert fald noget der er bedre end at sidde med skyklapper på og stirre ud af vinduet.

Jeg fik det endnu dårligere efter denne oplevelse, så jeg stod af i Langå. Jeg kunne lige nøjagtig ikke nå toget tilbage, men det gjorde ikke noget, for jeg trængte til MAD. Jeg var ikke sulten, men jeg trængte til mad fordi jeg havde uro. Så jeg gik ind til byen.

Langå er sikkert en hyggelig lille by, men i går var en fugtig, grå søndag, og det er ikke klædeligt for nogen by, men jeg så heller ikke så meget af den. Jeg stiftede bekendtskab med bageren, der stort set kun solgte franskbrød og kager, men jeg kunne da lige få to pølsehorn, som jeg hurtigt guffede i mig, og derefter var jeg i Fakta, hvor jeg købte Pepsi max og en pose nødder, som jeg fik spist før jeg nåede tilbage til stationen.

Jeg skulle i alt vente 45 min på mit tog, og så lang tid er svær at bruge i Langå på en søndag, så jeg sad bare på en bænk og nød stilheden. Hjemme fik jeg endnu mere mad (en sukkerfri chokoladebar og en bolle), før vi kom til frokosten, som jeg også tog rigeligt af. I alt blev det en dag med temmelig meget mad, eller rettere, det blev en dag med temmelig meget mad efter mine nye standarter, i gamle dage kunne jeg have spist 10 gange mere uden overhovedet at have en 'særlig anledning' som i går.

Lige den gris jeg fik malet færdig

Om ARTS

Faculty of Arts blev oprettet i 2011, hvilket vil sige efter jeg måtte melde mig ud på grund af sygdom, da det tidligere Humanistiske Fakultet, Teologiske Fakultet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole blev slået sammen. I gamle dage, dengang jeg var ung og entusiastisk studerende, der holdt teologisk fakultet, det vil sige teologi, religionsvidenskab og arabisk, til på teologisk fakultet på hjørnet mellem  Randersvej og Ringgaden. Det gør vi i og for sig stadigvæk, men en del er blevet lavet om siden, og som en gnaven gammel kone synes jeg at det hele var meget bedre og hyggeligere i gamle dage før verden gik af lave.

Dengang var der i bygningen et stort teologisk bibliotek, hvor man med sit studiekort kunne låse sig ind alle døgnets 24 timer. Mellem reolerne var der opstillet læsepulte, så man skjult af bøger kunne begrave sig i sine studier. Nu om dage er der en stor gold læsesal uden en eneste farve, det virker næsten uhyggeligt.

Gennem en underjordisk gang, hvor bibliotekets bibelsamling stod, kunne man komme over i en tilstødende bygning, hvor man kunne gå op af en mørk bagtrappe og op på 2. sal hvor blandt andet semitisk bibliotek holdt til (hebraisk, arabisk og lignende). Det var en uendelig fredeligt og hyggeligt. Jeg sidder meget uroligt når jeg laver lektier og det var meget meget værre før jeg begyndte på Ritalin, og jeg vidste, at jeg blandt de andre studerende var til gene, fordi jeg hele tiden skulle rejse mig og bevæge mig rundt. Så jeg satte mig hen på semitisk bibliotek, så jeg kunne være alene. Desuden elskede jeg allerede den gang hebraisk og alt hvad der lå bare tilnærmelsesvist tæt på, så jeg elskede at gå rundt mellem bøgerne og på slum tage en ud og bladre igennem dem. Jeg læste om etiopisk, om syrisk og om semitisk magi, alt imens jeg ikke fik lavet mine lektier så godt som jeg burde.

Semitisk bibliotek blev mit hemmelige sted, min eventyrhule, min sikkerhedszone, og jeg blev ked af det og urolig, når der en gang imellem sad nogen derinde når jeg kom, så jeg begyndte at komme der på skæve timer, tidligt om morgenen eller dent om aftenen. Dengang boede jeg meget tæt på universitetet, så det var ikke noget problem, og jeg kunne jo som sagt bare låse mig ind, når jeg ville. Jeg levede et nærmest euforisk liv på det bibliotek, her var jeg tryg, og her var jeg en god og flittig elev, og ikke den gamle dovne Linda, men ikke så flittig som jeg gerne ville være, for min ADD generede mig voldsomt.

Den sødeste historie, eller den mest sørgelige historie, alt efter hvordan man ser på det, var nytårsnat 06/07. Jeg er ikke nogen stor fan af nytår, undlader helst at fejre det, og jeg tilbragte det meste af aftenen hjemme, men alle jeg kendte havde jo travlt med at hygge sig med alle mulige andre end lige nettop mig, så jeg pakkede mine ting og gik ind på universitetet, hvor jeg satte mig i mit hyggehjørne for at læse og oversætte. Det var nok den sidste gang i meget lang tid jeg var lykkelig, for ganske kort efter kom mine forældres skilsmisse og alle mine år med sygdom.

Ingenting i bygningen er som det var dengang, og det er sørgeligt, for der er ikke længere noget sted hvor man kan gemme sig.

I går var der lokaleændring, så vi skulle have timer i lige nettop den bygning, dog nede i kælderen. Borde og stole var pæne og nye, men stedet havde ikke længere nogen sjæl, og det var sørgeligt, og jeg længtes efter den tid jeg har mistet. Det er sikkert mere effektivt, at bibliotekerne bliver slået sammen, men det er en stor ændring og jeg kan ikke lide den.

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"

I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.

Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

Om cafe Ris Ras

Cafe Ris Ras, Mejlgade 24 i Aarhus er nok et af de eneste steder i dette land der tillader rygning. Faktisk, så tilbyder de rygning, øl, kaffe, en bløde sofaer og ikke ret meget andet, men det er også hele charmen ved stedet, at det ikke prøver at være alt muligt det ikke er. Og sofaerne er bløde og rummet dejlig varmt, kaffen er måske lidt mere middelmådig end på andre caféer, men den er lettere at betale, men  deres udvalg af øl er stort, og det samme gælder deres andre alkoholiske drikke af, hvad det lige ser ud til for mig, af høj kvalitet, så er det bare en skam at jeg ikke drikker den slags.

Jeg var derinde, fordi jeg var sammen med en veninde som ryger, og hun ryger lige nøjagtig nok til, at det ville være irriterende hvis hun hele tiden skulle udenfor og gøre det. Hvad så med passiv rygning, er det ikke synd for en stakkels ikke-ryger som mig? Helt ærligt, så betyder det ikke så meget for mig. Jeg har en enkelt gang været derinde med en kammerat, hvor røgen var tæt, og da var det lidt ubehageligt, men i går hvor der kun var en tre fire mindre selskaber, da var det fint nok. Jamen er det ikke skadeligt for dig? Sikkert, men helt ærligt, så synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at være alt for fin på den hvad angår skadelige virkninger. Jeg er blevet syet 24 gange i armene på under 3 år, far slet ikke at tale om de hundredvis af andre sår jeg har påført mig selv. Jeg har de sidste 5 år haft 7 overdoser med panodiler, 2 overdoser antidepressiver, hvilket ikke nytter noget som helst, man kan lige så godt droppe det, for man føler sig bare til grin, og 1 overdosis benzoer. De sidste 7 år har jeg drukket op til 2 l Pepsi max om dagen, og tro ikke, at det er sundt bare fordi der ikke er sukker i. Jeg æder minimum 6 piller hver dag. Jeg kunne på lavpunktet i min spiseforstyrrelse kværne 3 l is, 20 pandekager og et par poser slik på 30 min og få det meste op igen på 10. Min rekord i at sulte mig selv er vist på 5 dage helt uden føde, og de sidste 3 af dagene drak jeg heller ikke den mindste tår vand. Jeg har været i seng med 5 forskellige fyre uden andet mål end at skade mig selv, så hvem er jeg at fortælle andre hvad de skal have lov til at udsætte deres egen og min krop for.

Jeg er selvfølgelig nødt til at have nogle grænser, og jeg kunne ikke finde på at ryge en cigaret selv (jeg kan godt finde på at bruge nikotinplastre som beroligende, for selv nikotin er mindre vanedannende end benzoer, men tjære i lungerne, nej tak. Jeg kunne heller aldrig drømme om at tage nogen form for euforiserende stoffer, for jeg er temmelig sikker på at jeg i løbet af ingen tid ville sidde på gaden og stikke mig i tæerne, fordi der ikke længere er andre steder tilbage. For at være helt ærlig, så tør jeg dårlig nok at drikke alkohol. Jeg siger, at det er på grund af min medicin, men xdet er mere personlige grunde
 Afsnit slettet
 og sådan har jeg det nu med alle voksne og alkohol. Unge der drikker sig fulde er bare tåbelige, men voksne er uhyggelige.

Nå, men i hvert fald sad min veninde og jeg på café Ris Ras og drak en kop kaffe, og jeg spiste min medbragte mad. Caféen tilbyder ikke noget spiseligt, så man er velkommen til at tage mad med selv, hvilket er rart, for det er ikke hver dag jeg orker en caféstørrelse portion til cafépriser. Vi sad og snakkede uddannelser. Vi er begge to i gang, vi er begge to ved at få styr på vores liv, og vi er begge to ret godt tilfredse med hvad vi har. Det var mærkeligt, god, men mærkeligt. De sidste 5.5 år har været krise efter krise, og alt hvad der er blevet gjort for mig har været lappeløsninger, for der har ikke været tid til andet, og jeg tror også, at det har været sådan for min veninde. Og nu sad vi der, og selvom vi altid har hygget os rigtig meget sammen, så var der en helt anden afslappet stemning end tidligere.

Vi snakkede sammen i to timer, og vi kunne være blevet ved, men jeg kender efterhånden mig selv, jeg ved, at jeg var nødt til at bryde op, for ellers ville jeg ikke klare togturen hjem. Vi sagde farvel, gav hinanden et kæmpe knus med løfter om at se hinanden snart. Det vil jeg mægtig gerne, men jeg ved bare at tiden går stærkt, og så pludselig er der gået flere måneder, men nu kommer jeg jo til Aarhus meget oftere end tidligere, så måske. Jeg giver desuden 1900,- for et månedskort, så pokker stå i det, så skal det udnyttes, om jeg så skal tage komplet ligegyldige ture bare for at få det brugt.