søndag den 18. december 2016

Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.


søndag den 11. december 2016

Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

søndag den 4. december 2016

Hoster mine lunger op

Jeg skrev for et par uger siden om hvordan jeg var 'behageligt syg'. Det er jeg så ikke længere, nu er jeg bare syg. Rigtig ubehageligt syg. Jeg har ikke ondt ud over en enkelt hovedpine hist og her. I stedet hoster jeg. Hoster hele dagen og hele natten. Langvarige tørre hosteanfald der efterlader mig udmattet og ugidelig. Ud over hosten er jeg frisk nok, eller det er i hvert fald hvad jeg går og bilder mig selv ind. Hvis jeg så prøver at foretage mig noget mere krævende end at sidde i sofahjørnet med en bog, så må jeg hurtigt opgive og sætte mig tilbage i sofaen. Det generer min stolthed at lade Kæresten skal tage sig af alt det praktiske i hjemmet. Han derimod ser på mig med kærlige medfølende øjne og undlader at beklage sig over manglende nattesøvn. Det store spørgsmål om om jeg har smittet er endnu ubesvaret. Heldigvis viser det sig at den eksamen jeg troede jeg skulle tage her i december skal jeg først tage i februar. Det giver mig lidt tid til at komme til hægterne igen før den eksamen jeg er sidst i januar. Mindre heldig kommer min jul nok til at være.

søndag den 27. november 2016

Om at arbejde med gamle bøger

tilfældig illustration fra den sidste
bog jeg læste
Jeg er begyndt at arbejde i en antikvarboghandel på frivillig basis.

Det kan vist ikke komme som nogen overraskelse, at jeg godt kan lide bøger. Jeg kan lide at læse dem, bladre i dem, se på dem og bare generelt være omringet af dem. Det er en passion der er svær at tilfredsstille, for selvom der er dage, hvor jeg laver noget andet og tænker på andre ting, så vil der altid være dage, hvor jeg har brug for at blive udfordret af endnu en bog, men jo mere jeg læser, jo svære er det at finde noget nyt, noget jeg ikke har set utallige gange før.

Ofte beklager jeg mig over moderne krimier. Det er ikke fordi der er noget virkelig galt med dem, de er hverken værre eller bedre end så meget andet, og hvis man kan lide den formel de er skrevet efter, så er det også fint nok. Men når man som jeg trænger til noget andet, så kan en tur på biblioteket eller en almindelig boghandel være lidt af en prøvelse.

Bøgerne i et antikvarboghandel er ikke nødvendigvis mindre klichéfyldte, men fordi bøgerne strækker sig over flere århundreder, så kan jeg som moderne læser i det mindste lade mig overraske tidligere tiders klischéer, som jeg har den luksus at læse for første gang. Selvfølgelig udgives der gode romaner i dag såvel som dengang. Det er endda også igen kommet på mode at genudgive dem i smukke og holdbare udgaver. Jeg er helt vild med disse udgivelser.

En bog behøves ikke kun at være god at læse, den må også gerne være lækker at røre ved og se godt ud på reolen/natbordet. I en antikvarboghandler er der masser af disse bøger. Mange flere end jeg ville kunne købe eller læse. Jeg er da selvfølgelig udmærket klar over, at de smukkeste bøger ikke nødvendigvis har det bedste indhold, men det er alligevel rart at kunne omgås dem. Nogle af dem læser jeg og andre ikke, men de er stadig med til at stimulere min læselyst.

søndag den 20. november 2016

Intet indlæg i dag

Der kommer ikke noget indlæg i dag, jeg er simpelthen alt for træt til at tænke en sammenhængende tænke.

Vi var ude og gå en lang lang tur i den mørke skov. Jeg har prøvet at gå længere, men så har det for det meste været dagslys og mindre mudret.

søndag den 13. november 2016

Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".

søndag den 6. november 2016

Liden tålmodighed med teknologi

I løbet af min rejse igennem diverse psykologiske og psykiatriske undersøgelser, er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet, om jeg anser mig selv for et tålmodigt menneske, men hvad svare man lige på det? I fredags var jeg til antikvarisk bogudsalg i et kælderrum fuld af stabler med usorterede bøger. Jeg var i den syvende himmel, og i over en time gennemgik jeg samtlige bunker, kasser og hylder og efterlod dem i større orden end da jeg begyndte.

Derimod har jeg nu i to dage haft problemer med min mobiltelefon, hvor den fryser midt i en handling og ikke engang gider at reagere på at man hårdt og aggressivt trykker slukknappen i bund. Kun 5 minutter efter at min telefon frøs anden gang gik jeg på nettet og bestilte en ny. I gamle dage, da jeg var ung, kunne man løse næsten ethvert problem tage batteriet ud og sætte det ind igen, men den mulighed har man ikke længere. Der findes da sikkert et eller andet man kan gøre, og måske finder jeg også ud af hvad, men egentlig er jeg lidt ligeglad. Jeg orker simpelthen ikke at gå og være irriteret bare ved tanken om, at det nok snart sker igen.

Angående spørgsmålet om tålmodig, så kommer svaret jo nok an på ens interesse, og derved også ens evne til at fordybe sig. Det er selvfølgelig et ret indlysende svar, men alligevel lidt for kompliceret, når det gælder disse psykologiske og psykiatriske undersøgelser.

Hvis jeg nu skal fortælle historien til ende, så må jeg jo også indrømme, at jeg heller ikke brugte den mindste smule tid på at undersøge, hvilken telefon jeg skulle have, jeg bestilte bare den samme som Kæresten har...


søndag den 30. oktober 2016

Efterår

Jeg er træt. Både Kæresten og jeg ligger på vippen til en omgang efterårsforkølelse, men selvom mit hoved værker og alt foregår i nedsat tempo, så har jeg det rart. Haven begynder at visne, og træernes blade stråler i gult og brunt.

Jeg har en liste over ting jeg skal have ordnet, men det stresser mig ikke, for ingen af tingene  på listen risikerer at vende op og ned på mit liv. De fleste af tingene handler om småting jeg ikke fik taget mig af i de måneder jeg kæmpede med universitetet. Jeg får nok ikke lavet noget af det i dag, men for første gang i lang tid giver det mig ikke dårlig samvittighed, og det er rart, hvilket ikke kan undre nogen.

Jeg ved at mit humør på det seneste har vagt bekymring. Jeg har også selv været bekymret. Mange gange har jeg overvejet, om mit studie virkelig er det værd, men nu da min ansøgning er blevet godkendt, kan jeg sige, at jeg er glad for, at jeg tog kampen op. Havde jeg tabt, havde jeg kunnet slippe for lektier, eksamener og at nødvendigheden af at beskæftige mig med spørgsmål der ikke umiddelbart interesserer mig. Det er langt sværere at beskrive hvad jeg har vundet ved at vinde, men jeg kan forsikre jer om, at det føles godt, og jeg er sikker på, at det kommer til at føles endnu bedre når jeg ikke længere har ondt i hovedet.

Indtil da kan jeg sidde her og se ud på fuglene og børnene der nyder det gode vejr, og jeg smiler lidt for mig selv, når en mor kommer løbende med en jakke til sit barn, fordi  hun ikke synes at nær så godt som han gør.

søndag den 23. oktober 2016

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

søndag den 16. oktober 2016

Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.




Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.



søndag den 9. oktober 2016

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

søndag den 2. oktober 2016

Alt for megen løsningsorientering

Det er enormt svært for mig at komme til at tale om mine følelser for tiden, for hver eneste gang jeg begynder at sige noget, så bliver jeg afbrudt af folks hjælpsomme forsøg på at analysere mit problem og løse det. Og det irriterer mig, for jeg ved udmærket godt hvad mit problem er (studieadministrationen) og hvordan jeg forhåbentlig skal løse det (sende min ansøgning). Denne sag har kørt i månedsvis (5 måneder) og jeg er efterhånden ret træt af at tale om det, især fordi der så sjældent er noget nyt at fortælle.

Det er godt at kunne tale om problemerne, men jeg er langt mere som person en dette ene spørgsmål, men når folk fokusere så meget på nettop denne ting, så kan det være svært at bringe andre emner på banen. Det burde ikke være sværere end at sige "jeg vil egentlig hellere tale om .....", men det der gør det svært er frygten for at dette så også bliver et af de emner man ikke vil slippe igen.

Jeg kan godt nogle gange blive mere sur over det, end jeg egentlig kan tillade mig. Jeg ved jo godt, at folk bare forsøger på at være venlige, og vise at de gerne vil stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp, men når jeg så bag efter sidder og tænker på det der bliver sagt, så får jeg en væmmelig følelse af, at man gør sådan, bare fordi det er nemmest. Hvis man roder rundt i de samme spørgsmål igen og igen, så behøves man ikke tænke over hvad man ellers skal sige.

Jeg tænker, at det jo nok er noget vi alle sammen gør, for hvordan skal man ellers indlede en samtale? Normalt er det jo heller ikke noget problem, men så snart man har et større problem som det er åbenlyst at tale om, og man samtidig har flere folk der spørger ind til hvordan man har det, så når man efterhånden en grænse, hvor man har lyst til at eksplodere hver eneste gang emnet bliver berørt.

Lad os tale om den melankolske følelse man får når vejret bliver koldere og træerne bliver gule. Lad os tale om hvor ensomt det er at gå i en klasse, hvor man ikke har en ven, også selv alle er enormt søde mod en. Lad os tale om hvordan lektier er noget lort og at det er træls at cykle i regnvejr, men lad os for guds skyld lade være med at tale om hvordan man bedst kan løse disse problemer,

søndag den 25. september 2016

En vanskelig ansøgning

Med lidt uregelmæssige mellemrum sidder jeg og arbejder på min dispensationsansøgning til universitetet. Egentlig burde jeg for længst være færdig med den, men jeg bliver ved med at skubbe den fra mig, for hver gang jeg sidder med den bliver jeg enten deprimeret eller irritabel.

Der er især et punkt der driller mig. Hvordan formulere jeg en ansøgning om et problem, hvor alt jeg egentlig ønsker at sige er 'det var jer der klokkede i det, det var jer der gav dårlig vejledning, det var jer der ikke gav mig alle de relevante informationer'? Hvordan skriver jeg en ansøgning, når de personer der skal godkende den, er de selv samme, som jeg mener, er skyld i, at jeg i det hele taget sidder i dette rod?

I hvilken grad er det gavnligt at påpege deres medansvar i problemet, og derved også deres medansvar i løsningen af problemet, og i hvilken grad er det bedst at nedtone det for  at de ikke skal ende med at gøre det endnu mere besværligt for mig. Det er ikke fordi jeg for alvor tror at de er disse stædige og hævngerrige personer, der ligefrem ønsker problemer for mig, men denne sag har bare trukket sig så længe, og den bygger på så mange misforståelser og problematiske formuleringer, at jeg føler en vis præstationsangst. Jeg har den her nagende fornemmelse af, at hvis jeg formulerer mig rigtigt, så kan sagen afsluttes nu, men hvis jeg bare begår den mindste lille fejl, så vil jeg ryge direkte i fængsel, og hvis jeg passerer start, modtager jeg ikke 100 kr.

Det er selvfølgelig noget sludder, men jeg kan ikke helt lade være med at føle sådan.

søndag den 18. september 2016

Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

  • Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
  • Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
  • Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
  • Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.
Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

søndag den 11. september 2016

Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

søndag den 4. september 2016

Der bliver ikke noget indlæg i dag

søndag den 28. august 2016

Orden og kaos

Jeg burde være taknemmelig over, at der gik så lang tid før regeringens universitetsreformer ramte mig, for selvfølgelig er det en af de primære faktorer i den sag jeg har kørende med universitetet. Men jeg er ikke taknemmelig. Før jeg selv blev ramt levede jeg i lykkelig uvidenhed og nu står jeg så og ser lamslået på listen af krav politikerne stiller mig overfor 'for at alle studerende skal stå på lige fod'. Spørg mig ikke hvad der menes dermed, og jeg er heller ikke sikker på, at universitetsadministrationen forstår det. De havde i hvert fald meget travlt med at forklare, at det ikke var deres ide, og at det hele er politikernes skyld.

Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.

Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.

Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.

Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for  det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...

søndag den 21. august 2016

Handlingens mulighed vs venten

Hvis nogen derude tænker, at der er gået en uge siden sidste oplæg, så selvfølgelig er der fundet en løsning på mine genvordigheder med universitetsadministrationen, så er det fordi de ikke har tilstrækkelig erfaring med den slags sager. Selvfølgelig er der ikke sket noget nyt i sagen, som i absolut intet, nada, nix. Det er fordi, at ikke alene skal jeg snakke med en masse mennesker om hvad der skal ske og hvordan det skal gøres, jeg er også nødt til at vente på at de har tid til at se mig. Og i denne uge har jeg derfor ikke kunne gøre andet end at vente.

At stå i venteposition er en anderledes følelse end den form for angst jeg har talt om de sidste par gange. På den positive side, så er der gået en hel uge uden at nogen har prøvet at gøre livet surt for mig. Desværre betyder den evige venten samtidig, at jeg er frarøvet muligheden for at handle. Så længe der sker noget i sagen er jeg præsenteret for en række af muligheder. Jeg kan bevare roen eller jeg kan blive sur. Jeg kan ringe til nogen eller skrive en mail. Jeg kan stille et spørgsmål og jeg kan prøve at omformulere det når de svar jeg får er helt hen i været.

Som jeg skrev i sidste uge, så kan handlingens uendelige muligheder være direkte angstfremkaldende, og jeg vil ikke nedtone hvor svært det kan være at gå igennem. Fordelen ved handlingens muligheder er dog den eventuelle mulighed for at den næste handling fører til sagens løsning. Ofte er det et hamrende naivt håb, men muligheden for håb er trods alt til stede.

Hvad er der så tilbage når man er frataget handlingens mulighed? Ikke ret meget, kun en flad fornemmelse af ingenting. Jeg er fritaget for handlingens pres, så jeg har energi til at lege med venindens børn, tage på pokemonjagt med Kæresten og tage på sheltertur med vennerne, og det er rart, men jeg tynges heletiden ved bevidstheden om, at sagen ikke er løst og at der absolut intet nyt sker før tidligst tirsdag. Jeg skal starte på universitetet om en uge, men jeg ved ikke hvilke fag jeg skal følge og hvor mange. Jeg ved ikke engang om jeg til at tage fag sammen med folk jeg kender i forvejen, eller om jeg skal til at lære en helt ny årgang at kende.

Det er dybt frustrerende, og det bliver kun endnu mere frustrerende af, at der absolut ikke er noget jeg kan gøre for at fremskynde en løsning.

søndag den 14. august 2016

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

søndag den 7. august 2016

Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

søndag den 31. juli 2016

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

  • det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
  • de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
  • alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
  • alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.
Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

søndag den 24. juli 2016

Sommerferie

Jeg tager en kort ferie, og der er derfor ikke noget blogindlæg i dag

søndag den 17. juli 2016

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

  • Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
  • Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.


Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

søndag den 10. juli 2016

Efterrationalisering ovenpå en eksamen

Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.

Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.
"Redegør kort for mellemøstkonflikten".
 WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:
"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".
Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:

  • Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen. 
  • Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
  • Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.
Slut, punktum. Hvad mere skal jeg sige? Alt hvad jeg efterfølgende kan finde på at sige bliver tilfældige emner, løsrevet fra hinanden. Jeg snakkede en del om Hume. Det var ikke noget jeg blev bedt om, jeg skulle bare finde noget at snakke om, og dertil var Hume lige så fint et emne som alt muligt andet. Da jeg først havde sagt lidt om Hume, begyndte min lærer at spørge ind til nogle mere specifikke Humerelaterede spørgsmål, men da Hume ikke var en del af mit spørgsmål, så havde jeg ikke forberedt mere end nogle enkelte stikord, og det var ikke nok til at besvare alle lærerens spørgsmål.

Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:
"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".
Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.

Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.

søndag den 3. juli 2016

Et par fridage til at læse

Jeg har haft ferie i to uger, og jeg har næsten ikke haft en eneste fridag. Jeg skal ikke klage over min travlhed, for mine dage har været fyldt med spændende oplevelser og godt selskab. Jeg har været til koncert, på tre museumsbesøg, på sheltertur og i biografen og haft besøg er et par enormt dejlige unger. Jeg har haft nogle gode uger, men jeg begyndte også at blive træt.

Heldigvis skulle Kæresten på arbejde i går, så jeg kunne tilbringe hele formiddagen i sengen med en god bog. Åh, hvor var det noget jeg har trængt til. Det var den første egentlige læsedag jeg har haft i den nye lejlighed, først på grund af eksamen og nu med ferietravlhed. Noget har jeg selvfølgelig fået læst, men at læse et par sider før man lægger sig til at sove, når man venter på at skulle noget eller som overspringshandling under eksamenslæsningen er bare ikke det samme som et tomt hus og en hel dag uden planer.

Jeg ville også kunne bruge sådan en dag foran fjernsynet, men igen er det bare ikke helt det samme. Jeg pauser ikke en film for lige at tænke over noget, jeg kan måske lige hænge lidt vasketøj op mens jeg følger med i filmen med et halt øje og vigtigst af alt, så kan jeg ikke ignorere de fysiologiske beskrivelser af filmens helt/heltinde og i stedet indsætte mig selv. Jeg vil altid være for tyk, grim, mørkhåret, lyshudet, gammel, ung til at kunne træde i hendes sted. I en bog er det nemmere at springe sådanne detaljer over, hvis de overhovedet er der.

At ligge en hel dag med en bog er at opfinde mig selv på ny. Spørge mig selv, om jeg ville handle ligesådan i samme situationer. Jeg kan komme tæt på folk, som jeg i det virkelige liv aldrig ville komme i nærheden af. Jeg kan ligge på min senge og samle kræfter, imens jeg i bogen oplever ting som ellers ville dræne mig for alle kræfter og efterlade mig som en kludedukke liggende på gulvet, tudende af træthed. 

At læse en bog er for mig at opleve hele verden uden at blive udsat for alle de sanseindtryk som er med til i den grad at dræne mig for energi. Man kan måske sige, at mine sanser har svært ved at multitaske. Igennem en bog så oplever jeg udelukkende situationen igennem læsningen af en allerede fastlagt rækkefølge af beskrevne 'indtryk' som fantasien sætter samen som en form for helhed. Hvis jeg derimod var der i virkeligheden, så skulle jeg se, lytte, lugte, føle i en situation der påvirkes af uendeligt mange faktorer som min hjerne skulle sortere efter formodet relevans/vigtighed og derefter reagere på, hvorefter enhver  reaktion fra min side i større eller mindre grad vil påvirke den situation i hvilken jeg indgår. 

søndag den 26. juni 2016

En misforstået situation

Min eksamen i mandags gik ikke så godt. Jeg fik et 4-tal, men det er ikke så meget karakteren der var problemet som hele eksamenssituationen. På grund af flytningen og fagets meget abstrakte og brede karakter (etik og religionsfilosofi), så vidste jeg godt, at det ikke ville komme til at brilliere. Jeg havde genlæst pensum, jeg havde diskuteret udvalgte emner med min tutor og der var ingenting, hvor jeg virkelig bare kunne sige 'det her forstår jeg ikke', så jeg var ret fortrøstningsfuld da jeg skulle op.

Jeg trak mit spørgsmål: moderniteten og den fornuftsbaserede etik, kontraktualisme (Hobbs og Rousseau) samt Mill og utilitarismen. Jeg var fortrøstningsfuld. Jeg var inde i forberedelseslokalet, lavede en disposition og nogle noter. Jeg blev kaldt ind i eksamenslokalet til lærer og censor, stemningen var venlig. Jeg talte en del. Jeg var udmærket klar over, at min fremlæggelse ikke var perfekt, og nogle af deres spørgsmål kunne jeg ikke svare på, men når de gav mig en ledetråd kunne jeg komme videre. Jeg kom ud af lokalet og smilede til de elever der stod udenfor og ventede. Jeg sagde, at det var gået fint, og at jeg var tilfreds med mig selv. Jeg bliver kaldt ind igen. Jeg får min karakter: 4.

4 er ikke nogen virkelig dårlig karakter, men jeg havde været så fortrøstningsfuld, at det føltes som et knytnæveslag lige midt i solar plexus. Da jeg kom ud til de andre begyndte jeg at græde, ikke kun fordi jeg var ked af det, men også fordi jeg var flov, ikke flov over karakteren, men flov over min opførsel.

Det er ikke helt usædvanligt at fejllæse en eksamenssituation. Hvor tit har jeg ikke set folk komme ud, helt grå i ansigtet, fordi de bestemt mente, at de måtte være dumpet, og alligevel kom de ud igen med  10-taller og 12-taller. Jeg derimod gjorde noget der var værre. Ikke alene troede jeg, at det var gået bedre end det så egentlig gjorde, men jeg bragte derved mig selv i en situation, som er både socialt og følelsesmæssigt svær at håndtere. At komme ud og sige 'jeg troede på mig selv, jeg opførte mig som om jeg var noget, men det var en illusion, og nu står jeg her klædt af til skindet, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og I ved heller ikke hvad i skal sige, og jeg græder uden andre grunde end at min stolthed er såret'.

Mest havde jeg lyst til at snige mig ud af bagdøren, væk fra folks spørgende øjne, bare løbe hjem og gemme mig under dynen, for aldrig nogensinde at vende tilbage til universitetet. Især frygten for nogensinde at se min lærer igen plager mig. Om dagen tænker jeg ikke så meget over det længere. Jeg læser bøger, binge watcher Netflix og alle mulige andre ferieaktiviteter, men om natten optræder læreren, eksaminer og karakterer som faste elementer i mine drømme, og hver morgen vågner fortumlet og lidt forvirret.

søndag den 19. juni 2016

ikke noget indlæg i dag

Der vil desværre ikke komme noget indlæg på bloggen i dag, da jeg skal til eksamen i morgen, og jeg stadig mangler at læse forbløffende meget :-S

søndag den 12. juni 2016

En sløv eksamenslæsning

Dagen for min eksamen i Etik og Religionsfilosofi nærmer sig. Det er på dette stadie, at adrenalinen burde sætte ind og få mig til at arbejde som en gal for, som ved et lykketræf, at nå igennem pensum. Det er det, jeg synes burde ske, men der sker ikke noget. Jeg sidder hjemme hele dagen, og jeg læser, men læsningen bliver hele tiden afbrudt, fordi jeg ikke kan kancentrere mig, eller fordi jeg får overbevist mig selv om, at nu har jeg vist læst nok for i dag, eller jeg kan altid læse lidt igen senere.

I forhold til pensummets størrelse, så går det vist egentlig fint, og jeg tror nok, at jeg skal nå det hele, men fordi det ikke føles hårdt, så føles det heller ikke som om jeg gør det godt nok. Det er de færreste at teksterne jeg føler er svære, men skyldes det, at jeg faktisk forstår dem, eller er det i virkeligheden fordi jeg læser dem så overfladisk, at jeg slet ikke opdager alle de ting jeg ikke forstår?

Det kan måske virke fjollet, og det er da heller ikke noget jeg sådan går og bekymrer mig om til dagligt, men med flytningen og alt det, så er mit liv kommet til at se meget anderledes ud. Især de ting som normalt er meget rutineprægede, som fx eksamenslæsning, følger nu ikke længere de samme mønstre som jeg er vant til, således at jeg heller ikke længere har føling på hvordan det går.

Jeg er sikker på at det er sundt, at jeg ikke stresser for meget, og fysisk og følelsesmæssigt har jeg det rigtig godt. Jeg er helt med på, at det er det vigtigste, at jeg har det godt, men det er stadig lidt generende ikke at have nogen fornemmelse af hvor jeg ligger fagligt. Jeg ved ikke om jeg ligger til 2, 7 eller 10, men selvom jeg ikke kræver af mig selv at jeg skal klare det perfekt, så vil jeg da alligevel ønske at det går godt.

søndag den 5. juni 2016

Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:
Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.

søndag den 29. maj 2016

Det er hårdt at flytte.

  • Først står man med 69 flyttekasser og en millionmilliard bøger. 
  • De ting der har deres naturlige pladser i et hjem begynder at blive pakket ud.
  • Man får pakket nogle kasser ud, så der bliver plads til at sætte et skab/reol/bord, hvor man så kan stille nogle flere ting.
  • Kasserne er er efterhånden tømt, til gengæld har man samlet nogle bunker af ting der endnu ikke er plads til, eller som man ikke har nogen anelse om hvor skal hen.
  • Nogle ting bliver lagt tilbage i kasser og sat ned i kælderen.
  • Nogle kasser er endnu ikke kommet i kælderen, fordi der bliver ved med at dukke småting op som skal derned.
  • Flere og flere ting bliver flyttet hen på nye pladser for at få plads til andre ting.
  • Nogle gange ligner lejligheden næsten et beboeligt hjem, hvis man ser den i en helt bestemt vinkel og lyset er helt rigtigt.
  • Rundt omkring ligger der stadig bunker er småting, som ikke passer ind nogen steder.
Flere punkter følger, men så langt er vi ikke kommet endnu, og for at gøre det hele lidt mere indviklet, så er jeg også begyndt at læse til eksamen. Hver aften tumler jeg i seng, udmattet efter en dag med hårdt arbejde, både fysisk og mentalt.

søndag den 22. maj 2016

Et lille eventyr

I dag vil jeg overlade ordet til Linda, 9 år, med alle de oprindelige stavefejl:




søndag den 15. maj 2016

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

søndag den 8. maj 2016

Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.


søndag den 1. maj 2016

Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

søndag den 24. april 2016

Om at flytte sammen

Om under en måned flytter Kæresten og jeg sammen. Vi har fået et lille rækkehus igennem boligforeningen. Det har en lille have og ligger ikke så langt fra hvor jeg bor nu. Vi har aftalt en dato med et flyttefirme (18. maj), for teknisk set kan man godt flytte selv, men vi besluttede os alligevel for at betale os fra det. Jeg holdt stærkt på lige nettop dette, og heldigvis var Kæresten enig. Jeg ved hvor svært jeg har det med at flytte. Det handler ikke om, at jeg mangler kondition og muskelstyrke, men logistikken i det hele gør mig helt forfærdelig træt og forvirret.

Det er første gang jeg skal prøve at flytte sammen med én. Jeg har engang delt kollegielejlighed med en veninde, men det tæller ikke rigtig. Jeg håber i hvert fald, at det ikke tæller, for det var bestemt ikke nogen succes. Nej, jeg er ikke bange for hvordan det skal gå. Måske skyldes det mit lidt ligegyldige forhold til alt der ligger længere ude i fremtiden end 1-2 uger, eller også er jeg bare meget sikker på, at det er det jeg gerne vil.

Hvad jeg derimod er meget optaget af er frygten for at pakke min lejlighed ned i flyttekasser. Jeg HADER at pakke. Min fornuft siger mig, at jeg bør gå i gang i god tid og gå systematisk til værks. Alle mine instinkter og tilbøjeligheder råber derimod til mig, at det kan jeg bare udskyde til sidste øjeblik. Grrr!

Men mest af alt glæder jeg mig, heldigvis.

søndag den 17. april 2016

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

søndag den 10. april 2016

General Snottud

Det viste sig, at jeg absolut havde grund til at føle mig småsyg i sidste uge. I denne uge kunne jeg så opdatere min status ti snothamrende forkølet. Jeg har haft ondt, jeg har hostet og jeg har pudset næse så meget, at jeg snart ikke har mere hud tilbage på næsen, men der har heldigvis ikke været noget alvorligt galt. Det har dog ikke forhindret mig i at have enormt ondt af mig selv, og barrikadere mig inde i sengen under dynen med stabler af bøger og en stor pose hostebolsjer.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor jeg har været på universitetet hele ugen, når nu jeg er syg. Jeg forstår godt, at folk spørger, for dem der spørger har jo selv lange og anstrengende skoledage. Jeg derimod har kun nogle få korte dage, og selvom jeg mest bare sad og var sølle i et hjørne, med uvasket hår og en rød næse, så kunne jeg trods alt godt klare at tage bussen ind på universitetet, for at sidde 2x45 og helt ureflekterende notere alt læreren sagde. Faktisk viste det sig, at jeg er langt bedre til at tage noter når jeg er syg, end jeg normalt er. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tænke om det. Normalt er jeg nok alt for optaget af at tænke. Det er selvfølgelig godt at tænke over hvad vi lærer, men samtidig fjerner det fokus fra at forstå og notere hvad der bliver sagt. Dertil kommer, at ligegyldigt hvad jeg måtte tænke om det, så er det ikke noget jeg selv har ret meget kontrol over. Selvom det viser sig, at jeg er en fantastisk studerende når jeg er syg, så er forkølelse ikke noget jeg ved viljen magt eller træne til at komme og gå.

På den anden side kan det ske, at om en måned, når jeg skal læse til eksamen og finder mine noter frem igen, at det viser sig at det er det rene sludder jeg har skrevet. Måske er det min hjerne der er så grundigt er marineret i snot, at jeg bare tror, at det jeg skriver er fantastisk.

søndag den 3. april 2016

Til stor distraktion

Synet af den er ikke særligt imponerende
Undskyld. Jeg havde 2-3 ganske fornuftige emner at skrive om i dagens blogindlæg, men min krop og min hjerne vil ikke samarbejde. Jeg har fåret et bygkorn, sådan en rigtig væmmelig øm dut på slimhinden ved det ene øje, nærmest en slags øjenbums, og det driver mig til vanvid. Følelsen af at have sådan en lille satan ligger et  sted mellem smerte og kløe, men fordi den sidder hvor den sidder er der ikke meget jeg kan gøre ved det. Især har jeg lyst til at kradse den til blods, men det er ikke nogen mulighed, så jeg må bare prøve at ignorere den, hvilket bestemt ikke lykkes mig.

Når jeg prøver at formulere en tanke inde i hovedet, så bliver jeg distraheret hver gang jeg blinker med øjnene, hvilket får et jag af ubehag til at farer gennem mit hoved, hvorefter jeg på ny må prøve at samle tankerne. Dette er i sig selv irriterende, men husk på at det sker hver evige eneste gang jeg blinker med øjnene, hvilket sker en gang i sekundet, eller noget i den stil.

Jeg har ADD, jeg er vant til at få mine tanker afbrudt i tide og utide, og jeg er vant til hvor meget af min energi det tager at samle tankerne igen, men dette er mere end jeg synes jeg kan håndtere. Jeg bliver så forfærdelig træt, men jeg kan ikke engang gnide mig i øjnene, for så gør det bare endnu mere ondt.

Jeg skifter mellem at have enormt ondt af mig selv og på at synes at det er tåbeligt at tage sådan på vej. Jeg føler mig ikke syg, men jeg vil alligevel holde inde for i dag og holde en halv sygedag, bare for at forkæle mig selv lidt. Jeg har læst de fleste af mine lektier til næste uge, så jeg kan gøre det med god samvittighed. Faktisk er der nok ikke nogen indholdsmæssig forskel på at tage en halv sygedag, end hvis jeg bare sad og stenede resten af eftermiddagen, men fordi jeg tænker på det som en sygedag uden reelt at være syg, så får jeg dårlig samvittighed.

søndag den 27. marts 2016

Glædelig påske

Se flere af mine billeder af korsfæstelsen HER

søndag den 20. marts 2016

En improviseret omvej

Jeg var overhovedet ikke farret vild. Jeg vidste præcis hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det var da ikke min fejl, at den vej jeg skulle være drejet ned af var lukket pga vejarbejde. Ligeledes var det heller ikke min fejl, at der blev ved med ikke at være nogen vej i den rigtige retning jeg kunne dreje ned af. Oppe på bakken kunne jeg hele tiden se se den lille hvide kirke, hvor jeg havde aftalt at mødes med Kæresten. Jeg vidste hele tiden i hvilken retning jeg SKULLE, problemet var bare, at jeg ikke KUNNE.

Der kom en vej til højre, og sjældent har jeg været mere lykkelig over at se en vej, men så snart jeg var drejet ind af den, så nægtede den mig igen muligheden for at køre i den retning jeg ønskede. Jeg ringede til Kæresten og sagde, at jeg nok ville blive lidt forsinket, og så fortsatte jeg ellers med at køre lidt rundt på kryds og tværs, indtil jeg kom ind på jordens mest utilgængelige grusvej.Gruset var blødt og cyklens hjul sank dybt ned og gjorde det både svært at komme frem og at styre, men jeg fortsatte stædigt, for jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg først stod af, så ville jeg ende med at skulle trække hele det sidste stykke, hvilket jeg på dette tidspunkt endnu ikke vidste hvor langt ville være.

Nå, men endelig nåede jeg da frem til Kæresten, og vi fandt en tank hvor jeg kunne få mig en dejlig kold cola og sidde i solen og have ondt af mig selv. Min cykeltur var kommet op på 11 km i stedet for bare at være en lille hurtig tur på 4 km.

Kæresten mener at jeg for vild, men det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg vidste jo hele tiden PRÆCIS hvor jeg var og hvor jeg skulle hen. Det kan da på ingen måde være min fejl, at der ikke var nogen vej i den rigtige retning.

Da vi skulle hjem viste Kæresten mig den 'rigtige' vej, som stadigvæk var meget kortere på trods det lille stykke med vejarbejde, men jeg prøver stædigt at holde fast ved, at jeg bestemt ikke var farret vild. Jeg genkender dette karaktertræk fra en lang række fortællinger om min morfar, så jeg kan med ro i sindet se over på Kæresten og fortælle, at jeg ikke kan gøre for det, det ligger i mine gener.

søndag den 13. marts 2016

Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

lørdag den 5. marts 2016

Energiforladt tvnarkoman

Efter jeg skrev om min blærebetændelse i lørdags, viste det sig, at den endnu ikke var helt kurreret, og jeg måtte i gang med endnu en behandling, så i den sidste uge har jeg været fuldkommen kvæstet. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg er syg, eller om det er bivirkninger af medicinen. I praksis har det ikke den store betydning hvad det skyldes, men det vil være dejligt, hvis det kun skyldes medicinen, for så går det nok væk så snart kuren er ovre.

Det dårlige ved at være syg er, at jeg er langt bagud med mine lektier, men det gode er, at jeg kan tillade mig at se en helt masse virkelig dårligt tv, som jeg under normale omstændigheder ikke ville kunne retfærdiggøre. Heldigvis har mange af mine timer i denne uge været aflyst fordi universitetet blev indtaget af gymnasieelever, hvilket endda betød, at jeg ikke engang behøvede at pjække for at kunne sidde derhjemme og se alt dette dårlige TV. Jeg husker engang i min gymnasietid, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg begyndte at pjække fra skole for at kunne følge med i Hortonsagaen. 

Jeg får også læst lidt, bare ikke noget af det som jeg burde læse, dvs mine lektier. Tanken om at vende tilbage til hverdagen i næste uge skræmmer mig. Jeg er bange for, at jeg måske helt har glemt hvordan man er en flittig studerende, men mest er jeg rædselsslagen ved tanken om ikke at kunne sidde hele dagen og se dårligt TV. Sandt nok er mange af programmerne begyndt at gå mig lidt på nerverne, men jeg føler stadig, at jeg er mange dages intenst TVkiggeri fra at være helt mæt.


lørdag den 27. februar 2016

Det går nok over af sig selv

Der er mange mennesker der, hvis man nævner psykisk sygdom eller stres, siger ting som, at man skal gå en tur, tænke positivt, tænke på dem der har det værre end en selv, tage sig sammen og alt det der, men så snart de bliver lidt forkølede, så ligger de under dynen men netflix og en stor skål slik. Dette er selvfølgelig lidt overdrevet, men det passer fint ind i min pointe.

Jeg selv har det helt omvendt. Når jeg bliver stresset eller ked af det er jeg straks på vagt og sørger for at passe godt på mig selv, men når jeg bliver fysisk syg, så tænker jeg bare, at det nok går over af sig selv, hvis bare jeg ignorerer det længe nok.

Som jeg kort skrev i sidste uge, så havde jeg blærebetændelse. Det havde jeg på det tidspunkt haft i halvanden uge, men nå ja, det gik jo nok, tænkte jeg. Jo, det var lidt ubehageligt når jeg tissede, og jeg skulle hele tiden tisse, og jeg kunne ikke gå nogen steder, for når jeg skulle tisse, så skulle det bare være NU! Men det hele ville jo nok løse sig, hvis jeg bare tog et varmt bad og ellers bare ignorerede det.

Fredag i sidste uge begyndte jeg så at få ondt i nyrerne. Først gjorde det bare almindelig ond, og det var jo ingenting i forhold til at få syet en pulsåre uden bedøvelse, men lørdag bed jeg i det sure æble og tog ned til vagtlægen og fik penicillin.

Jeg har det meget bedre nu, men jeg er stadig meget træt, men jeg kan ikke helt bestemme mig til i hvilken grad jeg virkelig er træt, eller om jeg bare er doven, for de ting jeg ikke har kunnet på grund af træthed har primært været ting som at træne og læse lektier...

lørdag den 20. februar 2016

Der er intet indlæg i dag pga blærebetændelse. Måske kommer der et indlæg i morgen, men det kommer an på om de piller jeg fik ved lægevagten begynder at virke.

fredag den 12. februar 2016

Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:
Jamen, hvad ønsker du dig så i år?
Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:
Jamen, hvad ønsker du dig så?
Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

fredag den 5. februar 2016

Opgave; gæt hvad læreren tænker på

Når man starter på et fag med en lærer man ikke har haft før, så står man over for en opgave, som det ikke er muligt at finde svaret på i nogen bog. Ud over at forstå hvad faget går ud på og hvad der står i dagens lektie, skal man også lære dette nye menneske, læreren, at kende. Jeg snakker ikke om, at man skal knytte et personligt venskab eller prøve at opspore alle hans skumle hemmeligheder. Jeg snakker om noget meget mere grundlæggende, men samtidig meget sværere at formulere, eller måske er det kun svært for mig på grund af min autisme.

De første vigtige spørgsmål omkring en ny lærer handler om hvordan han formulerer sig, hvordan hans verdenssyn er, hvordan han vil have os til at opføre sig over for ham, hvad han ønsker, at vi svarer, når han formulerer spørgsmål på bestemte måder.

Det er ikke fordi man står over for lektor Blomme og at et enkelt forkert svar vil sende én direkte i Helvede, eller endnu værre, føre til latterliggørelse foran hele klassen. Jeg snakker om helt almindelige lærere som opfører sig, om ikke altid normalt, så i hvert fald høfligt. Alligevel kan de nogle gange være lidt af en gåde for mig. Sådan er det selvfølgelig altid, når møder nye mennesker, men normalt foregår sådan noget forholdsvis diskret. Med en lærer derimod foregår det foran hele klassen.

Nogle lærere er heldigvis lettere at aflæse end andre, og de lærere der er svære at aflæse giver til mit held også de andre studerende problemer, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg står udenfor og føler mig dum, fordi jeg alene ikke kan finde ud af det. Det er mere bare et spørgsmål om at vænne sig til en ny situation.