Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Livsliniens nattetjeneste lukker...

I princippet har jeg stor sympati for sagen når aviser og facebook kontakter råber op om at det er en katastrofe. Jeg har stor respekt for de folk der arbejder der og lignende steder og jeg er ked af det på vegne af dem der måtte have brug for nogen at tale med og ikke længere vil kunne komme igennem når natten bliver mørk, kold og ensom.

Alligevel er det ikke en sag der som sådan rører mig personligt. På trods af mange år med voldsomme selvmordstanker, impulser og forsøg, ville det aldrig være faldet mig ind at ringe til Livslinien. Ikke fordi der er noget galt med den tjeneste de yder, men fordi jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville de tale mig ud af det, men jeg ønskede ikke at blive stoppet. Jeg ønskede at lide i stilhed, lide alene og måske endda...dø?

Men frygtede jeg ikke døden? Jo for fanden. Jeg frygtede døden med hver eneste celle i kroppen, jeg frygtede den så meget, at det var svært at trække vejret. Og når jeg sad på min seng med et glas med piller brød jeg sammen i krampegråd, men gav mig selv en lussing for at koncentrere mig. Jeg lagde pillerne op i rækker med ti i hver - således at de alle vendte ens for at trække tiden ud - og trak vejret dybt for at samle mod til mig.

Det SIDSTE i verden jeg ønskede var at tale med nogen, ikke lige nu i hvert fald, senere måske, når... når hvad? Det vidste jeg aldrig rigtig. Måske var det derfor jeg aldrig blev erklæret egnet hos center for selvmordsforebyggelse? Måske havde de ret i, at jeg ikke virkelig ønskede at dø? Men de piller jeg slugte, var lige giftige uanset hvorfor jeg tag dem.

Men uden nogen erfaring med Livslinien er det svært at skrive et forsvar for dem, men det vil jeg alligevel gøre, for politikerne der fordeler pengene har nok heller ikke prøvet det, men penge skal ikke fordeles ud fra hvad vores politikere selv har prøvet og ikke prøvet.

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Sikke en fest

Egentlig havde jeg siddet hele morgenen med nogle noter der gerne skulle have resulteret i en meget klog, velformuleret og banebrydende tekst om feminisme, kroppens kødelighed og helt ude i hampen politisk korrekthed, men så lod jeg mig lokke ned på Dokken (bibliotek) og der ramte jeg vaske ægte svinehæld.

Må jeg præsentere Inger Støjbergs (ja, dén Inger Støjberg) bog om Sussi og Leo!

billede Arnold Busck

Man kan mene hvad man vil om Inger Støjberg, og man kan mene hvad man vil om Sussi og Leo (jeg kendte engang én der døbte to sugemaller Sushi og Leo), men hvordan er det fysisk muligt ikke at mærke en svag gysen ved kombinationen af de to... Især når man kan støde på formuleringer som:

"Der gik f.eks. ikke mindre end tre dage før 11. september angrebet på USA, blandt andet med katastrofen i World Trade Center og Pentagon, nåede dem, hvilket de selv er noget forbløffede over". s. 13

Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige, på den ene side er det så fantastisk morsomt, og samtidig er jeg dybt forundret, og en lille smule skræmt over, at hun er minister.

Vender stærkt tilbage, når jeg har fået læst hele bogen.

Dagen derpå

Dem jeg stemte på tabte, men flere af dem jeg kender stemte på dem der vandt. Dem jeg keder, som stemte på dem der vandt, er søde og fornuftige mennesker, også selvom dem de stemte på, ikke er de samme som dem jeg stemte på. Jeg stoler på mine venner, og selvom jeg ikke instinktivt stoler på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, så må jeg stole på, at de venner jeg stoler på kan stå inde for, at de stemte på dem de stemte på, nemlig dem som vandt, og at dem som vandt, eftersom de blandt andet er stemt ind af venner jeg stoler på, måske ikke er helt så onde og grusomme, som jeg nogle gange forestiller mig.

... jeg er dog stadig en lille smule sur over at vi tabte.

Retten til egoisme

Jeg er bange for at få en hel del høvl over dette blogindlæg, så jeg vil lige på forhånd indskyde, at dette er en kort og derfor meget forsimplet tekst om nogle ganske få af de tanker jeg nogle gange gør mig om politik. Jeg er IKKE politikker og jeg er IKKE økonom eller noget af den slags. Dette er bare nogle små tanker fra en varm eftermiddag i eksamensperioden. Jeg ved også godt, at jeg aldrig var monster tynd, men depressionnen og alle selvmordsforsøgende der var mit egentlige problem har jeg ikke som sådan billeder af.

Valget er på vej, og det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer et sted i det røde felt. Det virker som et logisk valg for en som mig der et førtidspensionist, studerende og som har behov for store (og dyre) mængder medicin. For andre mennesker vil et rødt valg være mindre logisk, idet deres livssituation er anderledes end min.

2008

Jeg bryder mig ikke om valgtider. Jeg er dybt taknemmelig for at leve i et demokratisk land, men jeg bryder mig ikke om den måde folk opfører sig op til et valg. folk strør om sig med anklager mod hinanden i et omfang jeg finder tæerkrummende pinligt. Jeg har de sidste par uger set en masse om 'alle de egoistiske rige mennesker'-anklager komme fra folk på min side af spektret. Jeg tror på, at rige mennesker er egoistiske, idet jeg også tror på at alle vi andre er ligesådan. Det er ikke fordi jeg synes, at egoisme er en god ting,  men jeg tror, at det er helt almindelig menneskelig ting.

Dengang jeg var 10 år vandt jeg en dag to gevinster i en tombola. I 30 sekunder var jeg verdens heldigste pige, det vil sige lige indtil min mor sagde, at jeg skulle give den ene af gevinsterne til min søster som ikke havde vundet noget. Jeg var gammel nok til for længst at have indset hvor grimme tombolabamser er, og jeg havde også rigeligt med bamser hjemme så ikke at have et kæmpe stort behov for endnu en, men det var princippet der talte, og i princippet var det MIG der havde trukket de vindende lodder. Jeg følte mig meget urimelig behandlet, så meget faktisk at jeg stadig kan mærke en lille nagen i maven når jeg tænker på det.

Jeg ved godt at det er en dum lille historie som egentlig ikke fortæller noget om samfundets struktur, og så alligevel. Jeg kan godt forstå at en ting som topskat gør nogle mennesker sure, for når man ser ned på papiret ser det enormt uretfærdigt ud. Hvorfor skal man give mange flere procent bare fordi man er rig? Nogle mennesker har faktisk knoklet røven ud af bukserne 90 timer om ugen for de penge (andre igen har ikke, men det er en anden historie).  Selv hvis vi alle havde en lige høj skatteprocent ville rige jo stadig betale mere simpelthen fordi en hvis procent af et højt beløb altid vil give et højere beløb end den samme procent af et lavere beløb. For pokker hvor kan jeg godt forstå at det kan virke uretfærdigt.

Alligevel går jeg ind for topskat. Det gør jeg, fordi jeg selv har oplevet hvordan velfærdsstaten tog andre menneskers penge og brugte dem til at redde mit liv, så på sin vis er min stemme til valget også egoistisk. Det er forfærdelig dyrt at redde et menneske, så dyrt at de færreste ville have råd til at redde sig selv. Derfor er staten nødt til at træde til. Staten er derfor nødt til at have penge, og da vi er et lille land med få naturressourcer, så er vi nødt til at få pengene et andet sted fra, og dem tager vi så fra dem der var så heldige at have mest.

2014

Bare fordi man nu har nogle penge betyder det ikke at de bliver brugt på bedste vis. Jeg kan godt forstå at rige mennesker bliver irriterende når nu du betaler mere end os andre og togene så stadig ikke går til tiden, og hullerne i vejen stadig bliver fyldt lige langsomt og tv og aviser er fulde af problemer der igen i år ikke er blevet løst. Det kan være svært at se hvor ens penge forsvinder hen. Jeg ville egentlig gerne møde dem og sige, her. Her gik i hvert fald nogle af jeres penge hen, og at jeg er taknemmelig. 

Jeg tror ikke, at det vil ændre så meget på deres synspunkter, og jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at prøve på det, for jeg synes, at vi alle har lov til at mukke, når vi synes er verden er uretfærdig imod os, præcis som vi andre har lov til at mukke hvis skatten og velfærdsstatens privilegier indskrænkes. Der er mange ting som folk bruger penge på som jeg personligt finder unødvendige og måske ligefrem komplet idiotiske, men det ændres ikke ved folks ret til at købe dem. Jeg kan ikke lide alle disse anklager om egoisme, for de spreder sig. Er man egoist hvis man har lyst til at råbe "pis af!" til facers fra velgørende organisationer, eller hvis man køber en is når nu der sidder en hjemløs på bænken, eller hvis man ikke vil dele sin slikpose med hele klassen? Ja, selvfølgelig er man det, men det gør ikke nødvendigvis en til et monster.

Tak til skatteyderne

Medierne er altid fulde af historier om folk der ikke får den rigtige hjælp, og jeg føler virkelig med dem. Jeg selv var en af de heldige, jeg fik hjælp, men det kostede penge, mange penge, og de penge betalte min hjemstavnskommune, så derfor vil jeg gerne sige af hjertet tak til alle de mennesker der betalte skat mellem 2007 og 2013, det er på grund af jer at jeg i dag har et værdigt liv.

I gamle dage, dengang velfærdsstaten endnu ikke var opfundet, var hjælp noget man eventuelt kunne få fra rigere slægtninge og venner, men skal jeg fortælle jer en hemmelighed. De fleste syge og svage mennesker, eller i hvert fald ret mange af dem, er ikke særlig charmerende ved første øjekast, for livet har tæret på dem, og det er ikke kønt at se på, så langsomt forsvinder venner og familie. Så tog velfærdsstaten over og sikrede lige ret til hjælp til alle.

I disse dage tales der meget om at spare. Jeg er godt klar over at staten ikke kan give penge hvis den ikke har penge, men hvad nu hvis det vi sparer i dag kommer til at koste os i morgen. Det koster penge at yde en indsats. Det koster penge at hive nogen op fra bunden og støve dem af for at sende os ud i samfundet. De fleste kan faktisk godt blive enige om, at de svage skal hjælpes på en eller anden måde. Det der i princippet bliver diskuteret er, HVOR godt skal et menneske have det for at man kan tale om et acceptabelt liv hvor man kommer skal ud i samfundet? Hvor ofte har man ret til at få et bad? Har man ret til at bo i den by hvor ens netværk er? Er man et utaknemmelig skarn, hvis man ønsker at få det godt nok til  at kunne smile bare engang imellem? Behøves knuden i maven over økonomien altid at være der?

Jeg er et godt eksempel på, at det kan betale sig at investere pengene i hjælp, for for hvert år der går, bliver jeg mere og mere selvhjulpen. Jeg vil i dag sige at jeg har et godt liv. Måske kan jeg ikke overkomme det samme som andre på min alder, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg klarer at have en hverdag der hænger sammen, jeg forsøger endda at tage mig en uddannelse sådan som både jeg og regeringen gerne vil have det, så af hjertet tak for at det kunne lade sig gøre.

Den kompetente psykiater

Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.

Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.

Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.

En forræder

I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.

TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.

MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.

Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.

Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:

Kære venner!

På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.

Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!

(Læs mere om MF på teologi.dk)

Kærligst XXX

Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.


Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.


Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.


Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.


Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Bedstes første sygedag

De konservative har fremsat et forslag om at man kan holde fri fra arbejde en dag, hvis et ældre familiemedlem bliver sygt, lidt ligesom barnets første sygedag. Dette har fået den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til skeptisk at spørge, om det da er meningen at familien selv skal passe deres gamle i tilfælde af slem sygdom.

For det første handler forslaget om influenza og lægesamtaler, for det andet, hvorfor ikke? Jeg har en gammel bedste på 85 som er super sej, og som klarer sig selv i eget hjem, i den samme lejlighed hun har boet i siden hun blev gift. Hendes helbred er generelt godt, så der er ingen grund til at sende hende på plejehjem eller have en hjemmehjælp som alligevel ikke har tid. Jeg selv bor desværre for langt væk til at kunne hjælpe, men min far bor lige rundt om hjørnet, og det gør mig rolig at vide, at han kan være der, hvis der bliver brug for det.

Jeg har en helt særlig grund til at interessere mig for emnet. I 2008 havde jeg en lang række selvmordsforsøg med piller. Efterfølgende måtte jeg så ligge på sygehuset i akutmodtagelsen/MVA til afgiftning. jeg har ikke tal på hvor hvor mange gange jeg har ligget på stue med gamle damer der hvde en infektion, og som deraf blev dehydrerede og forvirrede. De lå i deres senge og var bange, for de vidste ikke hvor de var. Deres familier blev kontaktet, men der kom næsten aldrig nogen og var hos dem. De lå der og klagede og klynkede, og det var skræmmende og uværdigt, men der var ingen der havde tid til dem, for sygeplejerskerne havde for travlt. Så ja, jeg er ikke konservativ, men jeg går fuldt ud ind for bedstes første sygedag.

En gang da jeg var 26, var der en psykiater der skældte mig ud og sagde, at det var uansvarligt, at jeg ikke boede hjemme ved mine forældre, underforstået så de kunne passe mig, og det var uværdigt, og det er ikke den situation jeg ønsker for vores grå guld, men der er aller helvedes til forskel på at skulle være fast selvmordsvagt, og så på at skulle køre en person til lægen, hente medicin og fylde køleskabet.

Så lad os elske vores vores forældre og bedsteforældre, sådan som de elsker os.

Om sen abort ved handicap

Jeg har gået og tænkt over, hvordan dyrker man løgplanter? Jeg ved godt at man køber en pose med løg i sit lokale supermarked, og propper dem ned i jorden, hvorefter der så kommer der blomster op, men disse løg må jo komme et sted fra, og hvordan det foregår kan jeg altså ikke regne ud. Der er ikke et eller andet symbolsk budskab i dette spørgsmål, det er bare noget jeg har spekuleret over i nogle dage.

A pro pos forplantning, så går 66 % af dansker ind for berettigelse til sen abort hvis barnet har et handicap. I artiklen HER er det som sædvanligt Downs der bliver trukket frem, men hvad skal have lov til at tælle som et handicap. Jeg selv har aspergerautisme og mild spasticitet. 62 % mener at spasticitet er begrundelse nok (autisme er ikke noget man endnu kan teste for, så det er ikke en del af undersøgelsen). I modsætning mener kun 2 % af abort pga barnets køn er acceptabelt.

Jeg kan ikke sige, at jeg bliver vred over sådanne undersøgelser, for hvem er jeg til at dømme andre for deres holdninger, men jeg kan godt blive ked af det og føle mig uværdig til livet. "det er da godt at vi blev født før aborten den blev fri"? Er det virkelig?Er det godt at være til, hvis andre mener at man burde være død? Det er ikke noget jeg tænker over så meget mere, men i de mørke dage da selvmordstankerne var en konstant ting, da tænkte jeg meget over det, for der er ikke langt fra at tænke, at abort ved handicap er i orden, til at tænke at en handicappet person er én der ikke blev fanget i tide.

Jeg har nok mere eller mindre vænnet mig til mit handicap, i hvert fald de ting jeg selv må slås med på daglig basis, såsom angst ved enhver lille ændring i mine rutiner, og manglende kræfter til at overkomme alle de ting jeg gerne vil, men de større socialpolitiske emner er sværere at komme overens med, for ud over min pension, så bor jeg også på et forbløffende dyrt bosted. Jeg betaler godt nok husleje, men det betaler hverken det hele eller halve af hvad det egentlig koster. Tanken om at være en belastning for samfundet er ikke rar.

Habemus Papam og homoseksualitet

Så har vi katolikker endelig fået os en ny pave, pave Frans/Fransis fra Argenlina. Han skulle øjensynligt have taget navnet efter Frans af Assisi, som er en middelalderhelgen der er kendt for sin store interesse for fattige og naturen.

På Wikipedia står der om pave Fransis, under "Positions on moral and political issues", om hans holdninger til fattigdom og homoseksualitet. Fattigdom står der om fordi det er hans hovedinteresse, men homoseksualitet står der om fordi det vil man gerne have. Man vil gerne have, at han siger et eller andet nyt og spændende, men det gør han ikke.

Jeg kan godt se, at homoseksualitet og "homoægteskaber" er et interessant emne i vores vestlige verden, men vi har selv sukket efter en pave fra et ikke europæisk land, og det har vi nu fået, men lur mig om ikke folk og medierne vil gå fuldstændigt i selvsving over at han har andre prioriteter end os.

Jeg vil ikke undervurdere hvad homoseksuelle må gennemgå af diskrimination, ydmygelser og undertrykkelse, men jeg vil heller ikke overvurdere det, for umiddelbart vil jeg, uden for alvor at have sat mig ind i sagen, vurdere at fattigdom på verdensplan er et langt større problem. Der er homoseksuelle der bliver slået ihjel, og det kan på ingen måde retfærdiggøres og det skal der gøres noget ved, men mennesker dør af sult hele tiden, så undskyld mig, at jeg faktisk har respekt for, at den nye pave er mere interesseret i dem end i homoægteskaber.

Homoægteskaber er ellers noget vi vi går meget op i i den vestlige verden, og jeg er faktisk ret nervøs for at skrive dette indlæg, for hvad nu hvis folk vil hade mig for mine holdninger. Jeg ved, at jeg burde interessere mig for emnet, det siger medierne og den generelle holdning, men det gør jeg ikke. Måske er det fordi jeg ikke kender nok homoseksuelle, eller fordi jeg ikke kender dem jeg kender godt nok, men jeg kender på den anden side heller ikke nogen virkelig fattige mennesker. Jeg kender folk der er ved at dø af sult, men det skyldes ikke fattigdom, men spiseforstyrrelser, alligevel er sultedøden lettere at forholde sig til end hvem der skal have lov til at gifte sig med hvem og på hvilken måde.

Men i hvert fald glæder jeg mig til at se hvad der kommer til at ske, og hvad den nye pave er for en :)

Om OL-feber

Jeg interesserer mig egentlig ikke stort for hvem der vinder, ikke må nuværende tidspunkt i hvert fald, jeg kender ikke engang reglerne i de fleste discipliner, men der er noget fascinerende ved at iagttage sportsudøverne. Jeg vil gerne lære at holde af sport, jeg vil gerne kunne værdsætte en god finte, men for at være ærlig, så synes jeg en stor del af tiden, at det er jævnt kedeligt. Jeg ligger henslængt i sofaen og lader mig hypnotisere af boldens bane eller af vandets glitren, jeg lader mig frivilligt trække ind i en illusion om den ophøjede rene atlet, som at se på græske statuer, men jeg ved at det er en løgn. Kan man måske fristes kalde mig sportsateist?

Der er historien om hammerkasteren, jeg ved ikke om den er sand, men jeg håber. Store konkurrencer kræver store resultater, så han fik sin hammer udhulet. Han lånte imidlertid denne lidt lettere hammer ud til en konkurrent, hvorfor? Fordi det ikke var vigtigt hvem der slog rekorderne, bare de blev slået. Jeg synes det er en smuk historie, så pyt med at han snød, for hvad er snyd, det er at gribe chancer, og frække sportsfolk dem kan medierne godt lide.

Medierne, hvorfor lige dem? Handler sport om at spille spillet, eller om at underholde masserne? Organiseret sport for menigmand, altså dem der ikke lige tilhørte eliten, blev genopfundet i slutningen af 1800-tallet som et forsøg på at forhindre arbejderklassen i at lave revolution, som en slags religion for pøblen, hvis fanatisme i dag kan måle sig med terrorgrupper over hele verden. Handlede terrorangrebet i München og Palæstina eller om sport? Husker vi det fordi det netop var OL det ramte og ikke, lad os sige, et teater?

Politik og sport hænger sammen, derfor er en australsk atlet blevet sendt hjem for racistiske udtalelser, men sport hører i endnu højere grad sammen med penge, derfor kostede Bendtners boxershortstrick en større bøde en racistiske udtalelser. Men hvad med sport og sex? Det er vel den nationale ånd der afgør det, mænd ser jo op til deres fodboldhelte, og fodboldheltene er vel et eller andet sted bare en del af folket. Er man til langsomt opspild og et skud tilbage til målmanden? Eller er det to ryk og en aflevering? Hvert hold har sin egen måde at spille på.

Føler jeg mig for god til at se sport? Måske lidt, men det skyldes lige så meget, at der er så meget jeg ikke forstår, så jeg kan ikke rigtigt føle mig som en del af fællesskabet, og så er det jo nemmest bare at sige, at det hele er noget lort.

Måske burde jeg som sportsateist beklage mig mig over de høje lønninger nogle idrætsfolk får? Der er jo ligefrem gået inflation i det inden for visse sportsgrene. Men egentlig ikke. Mennesker kan lide at forgylde deres helte. Det er politisk ukorrekt at hylde krigshelte, for krig er jo noget dårligt noget, desuden gør de sig ikke lige godt på TV, så sportsfolk kan vel være lige så gode helte som skuespillere og sangere. De kan jo også være sundere helte, måske især kvinderne fordi de står i så stærk kontrast til modebladenes stankelben. Lod os endelig hylde den sunde livsstil, eller er det politisk ukorrekt fordi Hitler også gjorde det? Men hvis sportsstjerner skal hyldes, så skal de også levere. Det kan godt tænkes at det er god taktik at spille sikkert i en fodboldkamp om bronzemedaljen, men det er saft suse mig kedeligt at se på, så levér.

OL er startet, og jeg ser det som min mission at lære at værdsætte sport.

Om en diskussion

Jeg troede at jeg igennem årene har udviklet mig til en meget diskussionslysten person. Jeg liver jo nærmest op, når jeg rigtigt får lov til at udfolde mine retoriske evner, men det gælder, har jeg nu fundet ud af, kun når det gælder emner med rent hypotetisk indhold. Så snart diskussionen derimod kommer ind på folks reelle holdninger og meninger, så bør jeg holde mig langt væk.

I går kom jeg til at rode mig ind i en facebook diskussion om homovielser i folkekirken. Hvad jeg lavede i den diskussion er et godt spørgsmål, for som tidligere nævnt, så interesserer andre menneskers seksualitet mig ikke ret meget, jeg føler lidt, at det burde, men det gør det vitterligt ikke, og det undskylder jeg rigtig mange gange. Jeg er jo desuden ikke medlem af folkekirken, så hvad de foretager sig, kommer jo ikke mig ved, eller ikke at det ikke interesserer mig, det er bare det, at jeg ikke rigtigt kan tillade mig at have en stemme i diskussionen.

Alligevel kom jeg til at blande mig. Jeg blandede mig, fordi jeg fik kvalme over, hvordan Guds ord er blevet et spørgsmål som i de fleste tilfælde ikke troende politikere skal beslutte. Det danske folketing er i min verden IKKE den højeste magt, og jeg syntes at denne diskussion har reduceret Gud til nogle bogstaver på et stykke papir som man kan bruge som det bedst passer én, og det gør ondt på mig. Jeg er en god samfundsborger, for giv kejseren hvad kejserens er, men vi skal ikke derved glemme at give Gud hvad Guds er (Matt. 22,21).

Men at lufte sine meninger i en offentlig debat er noget man skal passe på med. Jeg troede egentlig ikke at folk ville bide ret meget mærke i hvad jeg nu en gang havde at sige, men der var nogle stykker der blev temmelig vrede, og pludselig måtte jeg gå ind og forsvare mig selv som person. Jeg blev ikke vred over, at de var uenige med mig, jeg blev bange. Jeg ved ikke præcis hvad jeg blev bange for, men jeg endte med at måtte lukke min computer ned og lægge mig ned på gulvet og lave nogle øvelser for at kunne slappe ordentligt af igen.

Det var ikke særlig værdigt gjort, at stikke halen mellem benene og flygte, men jeg måtte jo erkende mine egne begrænsninger, og den form for diskussion kan jeg altså ikke klare. Jeg ved ikke om jeg er flov, jeg er nok mest ærgerlig, for jeg føler lidt, at det jo netop er den type diskussioner man BØR være dygtig til, for det er jo i den grad den retning strømmen føre, ophedede internetdiskussioner om personlige holdninger og meninger. Den studentikose debat om filosofiske emner over et glas billig cognac, det er ikke længere vejen frem.

Senere på aftenen var jeg inde på debatten endnu en gang, og jeg var da heldigvis for længst blevet glemt, for sådan er debatten jo, ingen lægger i virkeligheden mærke til hvad andre end en selv siger. 

Om at turde tro

"Allah er stor, og Muhammad er hans profet". Muslimerne tør godt at sige hvad de tror på, så hvorfor tør vi kristne så ikke?

Hvorfor mener vi at det er så farligt at tro på at noget er sandt? Jeg siger lige netop 'tro' og 'sandt'. Jeg tro fordi jeg ikke VED med sikkerhed at det jeg tror på er sandt, men jeg kan heller ikke tro på at det er usandt, dertil tror jeg for meget på det. JEG tror, men jeg kan ikke forlange, at andre tror det samme som mig, da jeg ikke kan bevise, at det jeg siger er sandt, de må derfor tro på det de selv mener er sandt, men bare fordi jeg acceptere, at de tror på noget andet end mig, behøves jeg ikke at tro, at det jeg tror er sandt, er mindre sandt af den grund.

"Jeg har ret, du tager fejl, men derfor kan vi jo stadig godt være venner", sådan må man godt sige i politik, i kultur og i børneopdragelse (over for andre forældre), men ikke i religion.

Men bliver ens tro ikke hul, hvis man konstant kommer med indrømmelser og undskyldninger for den tro man nu en gang havde, eller man måske troede at man havde, men nu ved man ikke rigtigt alligevel, for tænk nu hvis nogen er uenig med en.

Derfor kan jeg som lidenskabelig kristen samstemme med Kristus i Johannes-evangeliet: "Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh. 14,6), fordi den vej overbeviser mig bedst og rører mig dybt. Samtidig må jeg relativere denne udtalelse, for jeg kan og vil ikke acceptere, at der kun er én rigtig vej til Gud, og alle andre veje i de forskellige religioner er forkerte.

Sådan står der i en bog jeg læser, men den første og sidste sætning opløser hinanden. Hvordan kan man være lidenskabelig kristen hvis man bare mener at Jesus er en mulig vej, som man da kan tage, hvis det nu lige er det man lyster.

Jeg siger ikke, at jeg mener, at ALT hvad protestanterne, muslimerne, hinduerne og ateisterne gør er 100% forkert, jeg mener at de har fanget meget af de rigtige, og alligevel mener jeg at de tager fejl på enkelte punkter. Jeg siger ikke, at de er dårlige mennesker, men hvorfor må jeg ikke være uenig med dem?

Jeg vil ikke være bange, og derfor siger jeg:

Jeg tror på Gud, den Almægtige Fader,
Himlens og jorden Skaber.

Jeg tror på Jesus Kristus,
hans énbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden
og født af Jomfru Maria,
har lidt under Pontius Pilatus,
blev korsfæstet, døde
og blev begravet,
nedfor til Dødsriget,
opstod på den tredje dag fra de døde,
opfor til Himlen,
sidder ved Gud, den Almægtiges Faders højre hånd,
hvorfra han skal komme
for at dømme de levende og de døde.

Jeg tror på Helligånden,
den hellige katolske Kirke,
de helliges samfund,
syndernes forladelse,
kødets opstandelse,
og det evige liv. Amen.

Et slag imod demokratiet

Problemet med at have et demokrati er at folk (som bland andet mig selv) begynder at ytre sig om alt muligt, og det burde vi egentlig lade være med, for det er virkelig træls at høre på.

I dag vil jeg i anledningen af mit ½ års jubilæum tale lidt om ytringsfrihed. Jeg har ikke noget imod at folk er uenige, de må for den sags skyld også have nogle langt ude eller ikke helt gennemtænkte meninger, men det er ikke til at holde ud når folk bare står og lukker lort ud.

I går sad jeg og så P1 debat om mudderkast i moderne dansk politik med Jesper Petersen, politisk ordfører for SF, og Martin Geertsen, MF for Venstre. Læs og hør om programmet HER. Man kan argumentere for, at det var et emne der direkte opfordrede til at lukke lort ud, men det var langt fra et enkeltstående tilfælde.

Over tid har jeg efterhånden fået set en del af programmerne på DR2, og det er snarre reglerne end undtagelsen, at minimum en af deltagerne er så øretæveindbydende ligegyldig i sine udtalelser, at man, eller i hvert fald jeg, har lyst til at bide i en pude.

I gårsdagens program konkurrerede JP og MG i mudderkast, og de var ikke en gang gode til det. Sjældent svarede de på et af værten, Søren Carlsens, spørgsmål.

JP lignede en ung mand der ikke forstår at more sig, og han gik i forsvars position allerede før der blev rettet et angreb mod rød blok. MG var glat som en ål og undveg ethvert logisk argument fra SC's side. De var dog enige i rigtig mange ting, de andre er hykleriske (de var de selv nok også, men det kunne de jo ikke lige stå og sige) og det er godt at medierne holder politikerne i ørerne (men ikke et ord om, at så kunne politikerne jo tage og opføre sig ordentligt).

Mere blev der faktisk ikke talt om i løbet af den halve time programmet varede. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud, og alligevel så jeg det, og frydede mig over deres stupiditet, det var lige så godt som Paradise Hotel. Kan de virkelig ikke selv høre hvor dumme de lyder? Hvordan kan de tage sig selv og deres job seriøst, hvis det er sådan nogle ting de skal stå og fyre af? Jeg ville skamme mig virkelig meget.

Programmer som for eksempel P1 debat, får mig til at ønske at der fandtes en mørk fugtig fangekælder, så kunne en mand i en stor hvid paryk sidde og stirre strengt på dem, slå i bordet med sin hammer og sige 'sikke noget lort, i fangekælderen med jer til I lærer at opføre jer ordentligt'.

Jeg er ikke helt ude af trit med virkeligheden, jeg ved godt hvor forfærdeligt det ville være hvis det var sådan, men nogle gange er det rart at drømme.