Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

En afslutning???

I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.

Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.

Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier

Klar til næste eksamensproblem

Med min eksamen i Gammel Testamente vel overstået og et nyt semester påbegyndt er det ved at være tid til at få styr på den næste eksamen der venter mig. Her i midten af måneden skal jeg til en skriftlig eksamen i valgfag "Synd og sundhed". På grund af alle mine problemer med studienævnet er det i teorien min tredje og sidste eksamensforsøg selvom det i praksis er mit første. Selvom det er både forvirrende og irriterende, så er det dog ikke noget der stresser mig unødig meget. Jeg har ingen grund til at tro at jeg ikke ville kunne bestå, og selv hvis jeg af uransagelige årsager dumper, så har jeg ret god sag til ansøgning om endnu et forsøg.

Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.

Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.

For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...

Stres med og uden selvhad

På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

En vanskelig ansøgning

Med lidt uregelmæssige mellemrum sidder jeg og arbejder på min dispensationsansøgning til universitetet. Egentlig burde jeg for længst være færdig med den, men jeg bliver ved med at skubbe den fra mig, for hver gang jeg sidder med den bliver jeg enten deprimeret eller irritabel.

Der er især et punkt der driller mig. Hvordan formulere jeg en ansøgning om et problem, hvor alt jeg egentlig ønsker at sige er 'det var jer der klokkede i det, det var jer der gav dårlig vejledning, det var jer der ikke gav mig alle de relevante informationer'? Hvordan skriver jeg en ansøgning, når de personer der skal godkende den, er de selv samme, som jeg mener, er skyld i, at jeg i det hele taget sidder i dette rod?

I hvilken grad er det gavnligt at påpege deres medansvar i problemet, og derved også deres medansvar i løsningen af problemet, og i hvilken grad er det bedst at nedtone det for  at de ikke skal ende med at gøre det endnu mere besværligt for mig. Det er ikke fordi jeg for alvor tror at de er disse stædige og hævngerrige personer, der ligefrem ønsker problemer for mig, men denne sag har bare trukket sig så længe, og den bygger på så mange misforståelser og problematiske formuleringer, at jeg føler en vis præstationsangst. Jeg har den her nagende fornemmelse af, at hvis jeg formulerer mig rigtigt, så kan sagen afsluttes nu, men hvis jeg bare begår den mindste lille fejl, så vil jeg ryge direkte i fængsel, og hvis jeg passerer start, modtager jeg ikke 100 kr.

Det er selvfølgelig noget sludder, men jeg kan ikke helt lade være med at føle sådan.

Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

• Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
• Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
• Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
• Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.

Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

Handlingens mulighed vs venten

Hvis nogen derude tænker, at der er gået en uge siden sidste oplæg, så selvfølgelig er der fundet en løsning på mine genvordigheder med universitetsadministrationen, så er det fordi de ikke har tilstrækkelig erfaring med den slags sager. Selvfølgelig er der ikke sket noget nyt i sagen, som i absolut intet, nada, nix. Det er fordi, at ikke alene skal jeg snakke med en masse mennesker om hvad der skal ske og hvordan det skal gøres, jeg er også nødt til at vente på at de har tid til at se mig. Og i denne uge har jeg derfor ikke kunne gøre andet end at vente.

At stå i venteposition er en anderledes følelse end den form for angst jeg har talt om de sidste par gange. På den positive side, så er der gået en hel uge uden at nogen har prøvet at gøre livet surt for mig. Desværre betyder den evige venten samtidig, at jeg er frarøvet muligheden for at handle. Så længe der sker noget i sagen er jeg præsenteret for en række af muligheder. Jeg kan bevare roen eller jeg kan blive sur. Jeg kan ringe til nogen eller skrive en mail. Jeg kan stille et spørgsmål og jeg kan prøve at omformulere det når de svar jeg får er helt hen i været.

Som jeg skrev i sidste uge, så kan handlingens uendelige muligheder være direkte angstfremkaldende, og jeg vil ikke nedtone hvor svært det kan være at gå igennem. Fordelen ved handlingens muligheder er dog den eventuelle mulighed for at den næste handling fører til sagens løsning. Ofte er det et hamrende naivt håb, men muligheden for håb er trods alt til stede.

Hvad er der så tilbage når man er frataget handlingens mulighed? Ikke ret meget, kun en flad fornemmelse af ingenting. Jeg er fritaget for handlingens pres, så jeg har energi til at lege med venindens børn, tage på pokemonjagt med Kæresten og tage på sheltertur med vennerne, og det er rart, men jeg tynges heletiden ved bevidstheden om, at sagen ikke er løst og at der absolut intet nyt sker før tidligst tirsdag. Jeg skal starte på universitetet om en uge, men jeg ved ikke hvilke fag jeg skal følge og hvor mange. Jeg ved ikke engang om jeg til at tage fag sammen med folk jeg kender i forvejen, eller om jeg skal til at lære en helt ny årgang at kende.

Det er dybt frustrerende, og det bliver kun endnu mere frustrerende af, at der absolut ikke er noget jeg kan gøre for at fremskynde en løsning.

Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

Det går nok over af sig selv

Der er mange mennesker der, hvis man nævner psykisk sygdom eller stres, siger ting som, at man skal gå en tur, tænke positivt, tænke på dem der har det værre end en selv, tage sig sammen og alt det der, men så snart de bliver lidt forkølede, så ligger de under dynen men netflix og en stor skål slik. Dette er selvfølgelig lidt overdrevet, men det passer fint ind i min pointe.

Jeg selv har det helt omvendt. Når jeg bliver stresset eller ked af det er jeg straks på vagt og sørger for at passe godt på mig selv, men når jeg bliver fysisk syg, så tænker jeg bare, at det nok går over af sig selv, hvis bare jeg ignorerer det længe nok.

Som jeg kort skrev i sidste uge, så havde jeg blærebetændelse. Det havde jeg på det tidspunkt haft i halvanden uge, men nå ja, det gik jo nok, tænkte jeg. Jo, det var lidt ubehageligt når jeg tissede, og jeg skulle hele tiden tisse, og jeg kunne ikke gå nogen steder, for når jeg skulle tisse, så skulle det bare være NU! Men det hele ville jo nok løse sig, hvis jeg bare tog et varmt bad og ellers bare ignorerede det.

Fredag i sidste uge begyndte jeg så at få ondt i nyrerne. Først gjorde det bare almindelig ond, og det var jo ingenting i forhold til at få syet en pulsåre uden bedøvelse, men lørdag bed jeg i det sure æble og tog ned til vagtlægen og fik penicillin.

Jeg har det meget bedre nu, men jeg er stadig meget træt, men jeg kan ikke helt bestemme mig til i hvilken grad jeg virkelig er træt, eller om jeg bare er doven, for de ting jeg ikke har kunnet på grund af træthed har primært været ting som at træne og læse lektier...

Om studier på særlige vilkår

Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.

I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.

Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.

Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.

På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.

Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.

Skoletræt

Det går ikke alt for godt på studiet for tiden. Det skal ikke forstås sådan, at det går dårligt, for det gør det ikke. Jeg læser mine lektier, jeg er der til timerne og tager noter, og jeg er næsten altid iblandt dem der rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål. Alligevel er det tit sådan, at jeg ikke har forstået det vigtigste i de tekster vi læser, og når jeg siger noget, er det ikke forkert, det er bare formuleret på en måde, der virker alt for upræcis.

Det er en ond cirkel, for jo mere usikker jeg bliver på mig selv, jo mere hakker og stammer jeg mig igennem mine svar. Ofte indleder jeg enhver kommentar med bekymrede udtryk for, at jeg jo ikke ved om det er rigtigt, det jeg vil sige, eller om det nu kunne tænkes at det måske kunne formuleres således at ... Det driver mig selv til vanvid. Det får mig til at skamme mig over mig selv. Jeg kan godt leve med, at jeg ikke kan være super dygtig til alle fag, men det er frygtelig pinligt, at min usikkerhed på den måde bliver udstillet.

Det fag det drejer sig om er dogmatik, hvilket vil sige det sted hvor teologien og filosofien overlapper hinanden. Jeg synes det er svært. Jeg kan godt forstå de forskellige måder at tænke på, men der er så mange navne, strømninger og begreber, som skal huskes, forstås, holdes op imod hinanden, uden at man derved skal prøve at lede efter en rød tråd. Det igen er heller ikke uoverkommelig svært, problemet er bare, at der ikke er nogen faste rammer for hvad man skal kunne. Vi har selvfølgelig et pensum, men der vil altid lige være 100 nye ting man bør overveje eller læse op på. Dogmatik falder ind under det der kaldes systematisk dogmatik, men jeg finder det ikke spor systematisk. Jeg kan sagtens se hvorfor faget er vigtigt, og hvorfor nogle af de andre synes, at det er vildt spændende, men jeg føler mig overvældet. 

Jeg er overvældet, og jeg er træt. Jeg har lyst til at kaste alle skoletingene fra mig og begrave mig i en god bog, tegne, sove, gå ture og tage i teateret. Det gør jeg også, men det tager en stor del af den energi, som jeg burde på at læse mine lektier og prøve at forstå. Folk vil sige til mig, at der også skal være plads i livet til andet end bare skolen, og det er ikke forkert, men der bør vel stadig være en lille smule plads tilbage til skolen?!

PS så var jeg faktisk i teateret i går for at anmelde "The Blazing World". Hvis I har lyst, må I meget gerne gå ind og læse om det HER.

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

• Jeg har fået et nyt job.
• Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
• Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:

• Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
• Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.