fredag den 27. december 2013

indbrudsneuroser

For syv år siden boede jeg med en veninde i en lille lejlighed. Vi boede i stueetagen, dækket fra vejen af lidt buske, og beliggende sådan, at dem der boede i lejlighederne på den anden side af gaden kunne holde øje med om vi var hjemme. På bare et enkelt år havde vi indbrud tre gange. Vi fik stjålet en del ting, og det var ærgerligt, men det der virkelig satte sig var følelsen af, at en fremmed havde tvunget sig adgang til éns privatsfære.

Jeg er lige flyttet, og dette er den første gang jeg er væk fra lejligheden, så jeg er mere nervøs end jeg ellers ville være. Det er syv år siden, at jeg sidst havde indbrud, men aviserne er fulde af artikler om, at der er ekstra mange indbrud i år, og det gør ikke min nervøsitet mindre. Jeg bor ikke i en højrisiko lejlighed, men min frygt har ikke at gøre med fornuft, for jeg har heller ikke rigtig noget at stjæle, men jeg er bange, fordi jeg har brug for at føle mig trug i mit eget hjem.

Jeg husker hvordan min veninde og jeg især var bange om natten, især hvis vi var alene, hvordan vi med jævne mellemrum skulle tjekke vinduer og værdigenstande, bare for at være på den sikre side, hvordan vi til sidst ikke kunne holde ud at blive boende.

Det er ikke, at jeg sådan for alvor tror, at der har været indbrud i min nye lejlighed, det er bare sådan en fornemmelse jeg har i maven. Man siger godt nok, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, men jeg har ikke tal på hvor mange gange min mavefornemmelse har været skingrende forkert. Der var for eksempel dengang hvor jeg troede at der var sket min fadder (gudmor) noget fordi jeg ikke havde set hende et par uger, og hvor jeg lånte mine forældres bil og kørte langt ud på landet for at besøge hende, men hvor hun ikke var der, og jeg så blev endnu mere bange. Det viste sig senere, at hun bare var på ferie, og at hun havde sagt det til mig, jeg havde bare glemt det.

Når jeg kommer hjem til mig selv, vil jeg igen ikke have noget internet. Jeg har købt noget, men pga nytår ved jeg ikke lige hvornår routeren vil blive leveret.

onsdag den 25. december 2013

Glædelig jul


Min lillesøster skriver speciale der skal afleveres lige om snart, så hun er lidt stresset. Jeg havde derfor lidt ventet, at vi ville få en stresset jul alle sammen, men vi har det helt vildt hyggeligt, og det er en rigtig god jul. Min søster har allerede fået et job, og da familien er lige så spændte som hun er, snakker vi rigtig meget om det, men der bliver også tid til at jule.

Blandt andet pga min flytning, men også på grund af regulær dovenskab, har jeg i december ikke fået gjort ret meget ud af julen. Før jeg kom til Odense, havde jeg ikke fået flettet så meget som et eneste hjertet, spist tørret frugt eller set et afsnit af en julekalender. Okay, jeg har stadig ikke flettet et eneste hjerte, ikke engang en lille bitte stjerne, men nå ja, det går vel nok (til gengæld har jeg købt en Mumi julepynt købt i Kristian F Møller boghandlen i Aarhus.

Men så kom jeg altså til Odense, og når nu min søster skulle se julekalender, så kunne jeg lige så godt se med, hvilket jeg i mit stille sind glædede mig over, for jeg ville jo nok aldrig selv få tændt for det, og når det nu alligevel var der, så var det nu faktisk rigtig hyggeligt. JEg ved ikke om man sådan rigtig kan kategorisere mig som i julehumør, men jeg er i hvert fald i godt humør.

Men julen kan også være lidt anstrengende. Alene al den mad er jo ved at tage livet af en. Der er så mange mennesker i julen. I onsdags var jeg i Salling for at købe julegaver. Jeg går meget op i at give gaver i et forsøg på at sige, se, jeg har rent faktisk hørt efter hvad du siger hele året, og på baggrund af det har jeg taget et følelsesmæssigt og intellektuelt valg om hvem jeg synes, at du er som person. Okay, nogle gange gir jeg bare folk hvad der står på deres ønskelister, for eksempel når jeg er ude i sidste øjeblik og panikker over den ulidelige varme i butikkerne og de mange mennesker og julemusik sunget af folk der ikke  kan synge. Det er ikke fordi en ønskeseddelsgaver er mindre hjertelig, på ingen måde, den kræver bare lidt mindre af ens hjernekapacitet.

Der stod jeg altså i Salling, ikke fordi det er en butik jeg holder specielt meget af, men fordi det nu engang var den eneste butik der åbnede kl 9, og jeg skulle både købe julegaver og drikke kaffe med en veninde før jeg skulle hjem og vente på en håndværker. Der var ikke voldsomt mange mennesker, men det var så mega forfærdelig varmt, at jeg stod og prøvede at se hvor meget tøj jeg kunne tage af, mens jeg stadig skulle kunne jonglere med pung taske og gaver, hvilket bestemt ikke var let.

Jeg har ikke noget fast beløb jeg køber gaver for, men i et forsøg på at komme hurtigt ud af butikken, accepterede jeg ekstra høje priser. Værst var det i parfumeafdelingen, hvor alting har sære navne der for en udenforstående ikke har meget at gøre med det produkt der er indeni. Og alting stod så tæt og klemt, at jeg følte mig kvalt. Ekspedienten var egentlig flink, men hun var også lidt hoven, for det var jo tydeligt, at jeg ikke anede hvad jeg snakkede om, og jeg var jo endda en kvinde, det må være som en mand der må bede om hjælp til at skifte en pære, suk. Jeg kom dog ud, og folk var glade for gaverne, ligesom jeg var glad for dem jeg fik.

Næste problem var Disneys juleshow. Som alle andre mennesker elsker jeg Disneys juleshow, Jeg kan bare ikke klare 'Når du ser et stjerneskud'. Det er ikke bare det at den er både klæg, klam og helt forfærdelig, det er også at den bliver spillet hele tre gange i løbet af showet, og jeg bliver helt elektrisk hver gang. Eller nu siger jeg tre, det plejer at være tre, i år var det vist kun to, thank God for the little flavours in life.

mandag den 23. december 2013

Og så lige midt i ferien

Lige før jeg flyttede, var jeg til en samtale med min psykiater. Min psykiater mente ikke, at det kunne passe, at en ung frisk pige skulle gå i seng med hønsene, dvs kl 18, så hun satte mig op i min ADD medicin Concerta. Jeg skulle efterfølgende maile med hende hvordan det gik. Til at starte med gik det fint, for jeg faldt ikke længere udmattet om på sofaen allerede kl 13, men så kom ferien.

Er der noget værre tidspunkt at få bivirkninger af sin medicin end 22. december? Jeg havde lidt følt det i et par dage, men jeg tænkte at det bare var julestressen, men i går blev det så slemt, at jeg bare lå og gispede inde på sengen og seriøst overvejede om jeg skulle dø. Jeg havde smerter i brystet og i venstre arm, og jeg kunne tydeligt mærke hvor svært det var for mit hjerte at slå.

Jeg kunne selvfølgelig have ringet til vagtlægen eller psykiatrisk skadestue, men i denne søde juletid, ville der sikkert være time lange køer, og det orkede jeg ligesom bare ikke. Jeg tænkte, at hvis det blev værre så kunne jeg altid få min far til at ringe 112. Jeg oplevede de samme bivirkninger sidste gang de prøvede at sætte mig op i Concerta, og dengang lød det ikke på lægens stemme, som om der var noget at være bange for, så det går jeg ud fra at der ikke var, men jeg informerede lige min familie kort, bare sådan at de vidste hvad der foregik hvis jeg nu pludselig faldt om, og så gik jeg videre til at ignorere problemet eller spille modig, eller hvad man nu har lyst til at kalde det.

Ellers går julen ganske stille og rolig, i hvert fald for mit vedkommende, men jeg tror ikke at min søster ville være enig, for hun sidder og sveder over sit speciale.

lørdag den 21. december 2013

Hjem til Aarhus

Så er jeg endelig kommet hjem til Aarhus, hvilket har været mit ønske lige siden jeg for fire år siden blev deporteret til Randers. De sagde godt nok alle sammen, at det stod mig frit at vælge, men man har ikke noget valg, hvis der ikke er noget alternativ, for der var ikke noget alternativ, og det er der stadig ikke hvorfor jeg i dag falder ind i gruppen senhjerneskader. Først var jeg lidt mistroisk, men pædagogerne virker enormt søde og kompetente, men jeg kan alligevel ikke helt slippe følelsen af at falde udenfor kategori. Da jeg sidst boede i Aarhus, vejede jeg 20 kg mindre end jeg gør i dag, men jeg kunne ikke blive henvist til center for spiseforstyrrelser, fordi jeg faldt udenfor kategori. jeg tog 6 overdoser af Panodiler på 7 måneder, men jeg kunne ikke blive henvist til center for selvmordsforebyggelse fordi jeg igen faldt udenfor kategori. Jeg fik aldrig at vide hvad falde udenfor kategori egentlig betød, så derfor er det stadig noget der skræmmer mig, for hvad nu hvis mine nye pædagoger finder ud af, at de alligevel ikke vil have mig?

Jeg flyttede i søndags, og de gik hurtigt og smertefrit, og inden der var gået to dage havde jeg pakket det hele ud på nær den der sidste halve flyttekasse, som man aldrig helt ved hvad man skal stille op med. jeg var meget utålmodig med at få sat min bogreol op, for jeg føler ikke, at et hjem er noget rigtigt hjem uden bøger. Desværre havde jeg endnu ikke fundet min værktøjskasse, så jeg endte med at måtte samle reolen med spidsen af en kartoffelskræller, hvilket fungerede ganske fortrinligt, bøgerne kom i hvert fald op og blev sorteret og alfabetiseret.

Det mærkeligste ved at flytte er ikke de nye lyde, eller de nye rutiner, men derimod den fremmede lugt. Der lugter  ikke grimt, og den tidligere lejer har heller ikke røget, der lugter bare tomt og fremmed, lidt ligesom et billigt hotel. Der er rent, men det føles ikke rent. For en gangs skyld er jeg ked af, at jeg ikke bruger parfume og kraftigt lugtende vaskemiddel, for så kunne man sprede duften i lejligheden og voila, instant hjem. Jeg prøvede at bage boller, og det hjalp fint i ca en time, og så lugtede der igen som før (men bollerne smagte nu dejligt).


Jeg kan dog ikke helt vænne mig til, at jeg har mit eget hjem nu, et rigtigt hjem. Jeg kan slæbe fyre med hjem, drikke mig fuld og gå nøgen rundt efter at jeg har været i bad uden at nogen ville løfte et øjenbryn. Reelt vil jeg ikke gøre nogen af de ting, det er jeg alt for småborgerlig til, men jeg har LOV til det. Det kan måske være lidt ærgerligt at indse, at der ikke er ret meget rock'n-roll over mig, men inderst inde genere det mig ikke, for jeg bliver helt udmattet bare ved tanken. I stedet for at gå i byen, bliver mine aftener brugt på sofaen med en god bog og et tæppe, hvorefter jeg går tidligt i seng, for det kan jeg jo lige så godt, når nu kapitlet alligevel er færdigt, ake ja.

søndag den 15. december 2013

Flyttedag

Sig nærmer tiden da jeg må bort, og det er underligt, jeg har sagt farvel til 17 pædagoger og en hund. Mentalt er jeg allerede flyttet for flere dage siden, men det er bare som om at alle mine ting ikke helt har fattet det, de har nemlig ikke flyttet sig, de står der i deres flyttekasser og indkøbsposer og ler hånligt af mig. "Haha" siger de, "der er stadig meget arbejde at gøre".

I fredags var jeg nede og hente nøglen med en pædagog. Af bureaukratiske grunde kom jeg med toget og hun kom i bil, men jeg havde været smart at tage cyklen med i toget, så jeg 1) kunne cykle fra stationen, og 2) slap for at have den med i flyttebilen. Det var mega smart, lige ind til jeg satte mig op på den. Det siges, at man aldrig glemmer hvordan man cykler, men når man ikke rigtigt har cyklet i 4 år, så er det denondelynemig rædselsvækkende at starte ud med bykørsel i en by med vejarbejde. Det tog mig kun 25 min at komme hjem til mit nye hjem, men det kunne lige så godt have taget en evighed. Sveden haglede af min ryg og mine øre og fingre gjorde ondt af kulde. Men både jeg og pædagogen kom det frem, men beskeden om at vi ville komme var bare ikke lige net frem til varmemestren. Det var kun et tilfælde at vi lige mødte ham. Det kunne ellers være smart, hvis jeg stod med min far og en flyttemand søndag men ikke kunne komme ind.

I går kom min mor så og hjalp mig med at pakke. Det er ikke fordi jeg er doven, og det er heller ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at pakke, det er bare det, at jeg så nemt mister overblikket. Da min mor kom havde jeg pakket 16 poser med bøger og en kasse med lidt af hvert. Det var pakket meget fint, men til gengæld havde det taget mig en uge, og skabe og reoler var stadig fyldt med ting. Så gik min mor ellers i gang. Jeg sværger, at hvis ikke min mor havde brugt 80'erne på at uddanne sig og få børn, så ville hun kunne være blevet Danmarksmester i tetris. Kun få er så dygtige til at få så meget ned i en flyttekasse, og hvor man stadig kan bære den bagefter. Jeg stod henne ved en anden reol og pakkede. Jeg kunne se på min teknik, at mit mentale overskud var langt højere en sidst jeg skulle flytte, for jeg var ikke selv helt uden evner. Det gik dog en anelse langsommere.

Hurtigt begyndte jeg dog og blive træt, og mit arbejde blev mere og mere sjusket. Jeg tænkte ikke over, at jo mere sjusket, jo flere flyttekasser ville det fylde, men jeg tænkte, at bare min mor ikke kommer herind og ser det her, for så vil hun helt sikkert bede mig starte forfra, hvilket hun helt sikkert ikke ville. Til sidst måtte jeg lige tage fem minutters pause, men da jeg først havde sat mig ned, kom jeg ikke i gang med arbejdet igen. Jeg gjorde et halvhjertet forsøg, men min mor bad mig bare bare om at sætte mig ned med en bog. Jeg var da nok en lille smule skamfuld over at sidde der mens min mor gjorde resten af arbejdet, men jeg genlæste Caitlin Morans "Kunsten at være kvinde" som bare er hyle skæg og meget sjovere end at pakke flyttekasser.

I dag flytter jeg så, om fem timer mere nøjagtigt, men hvad i alverden skal jeg få fem timer til at gå med? Jeg har allerede været nede på tanken sammen med alle de fulde julefrokostmennesker for at købe cola, jeg har skrevet emails og jeg har været ved at knalde hovedet ind i døren efter at være snublet over en flyttekasse. I min nye lejlighed vil der til at starte med ikke være noget internet, så I hører ikke lige til mig igen før på lørdag.

torsdag den 12. december 2013

Den kompetente psykiater

Medierne er altid fulde af historier om psykiatere der ikke gør deres, og jeg har også selv skrevet en HER, men de er langt fra alle sådan. En gang om året skal ens medicin evalueres af en psykiater, men det er ikke et møde man automatisk bliver indkaldt til, så det kostede pædagogerne en del besvær at skaffe mig en tid. Jeg var selv temmelig modvillig, for jeg syntes, at jeg i forvejen havde rigeligt at forholde mig til før flytningen, men det var bare fordi jeg havde glemt hvor fantastisk min psykiater er.

Jeg troede, at det bare lige ville blive et kort møde, men det endte med at tage 1½ time. For det første er det med at skifte apotek midt i et tilskudsår ikke så ligetil når man er på kronikerbevilling og har en afbetalingsordning med apoteket, for det andet ville hun meget gerne høre hvordan det var gået siden sidst og hvad planerne er fremover. Hun er psykiater i distriktspsykiatrien, så hun må se hundredvis af patienter, og det er altså et år siden jeg så hende sidst, men hun kunne huske forbløffende meget om mig. Noget kunne hun naturligvis se ud fra min journal, men min skæve form for humor kunne hun også huske.

Det var et meget fornøjeligt møde, at jeg følte mig slet ikke udkørt bagefter. Min psykiater emmer af kompetence, og det er betryggende at vide, for hvor ville vores psykiatriske system være, hvis alle psykiatere virkelig var som dem man ser i medierne? Jeg ved bedre end mange, at vores psykiatriske system har sine problemer. Det er ikke bare et spørgsmål om at der skal pumpes flere penge ind i systemet, det handler om at systemet måske helt skal ændres, men forleden da man i folketinget diskuterede at sidestille psykisk sygdomme med de somatiske (fysiske) da endte man blot med at diskutere hvem der skulle have æren, og vis skyld det var, at det ikke var sket før, og det hjælper måske for politikernes selvforståelse, men ikke på ret meget mere.

tirsdag den 10. december 2013

Feminiseret bureaukrati

I går var jeg til et møde inde på rådgivnings- og støttecentret (dem der står for min tutor). Jeg kan godt lide dem og det arbejde de gør, men mødet i går var direkte meningsløst.

Jeg kan godt se, at når nu staten giver mig støtte til at komme igennem min uddannelse, så vil de også gerne have noget igen, i dette tilfælde i form af et evalueringsmøde. Det reelle evalueringsmøde tog ca 10 min, så havde vi 5 min om min tutors feltprojekt i næste semester der gør, at han ikke fortsætter som totor, hvilket var ret spændende at høre om. Det sidste kvarter var dog en pine at komme igennem.

Det skal lige siges at jeg havde glemt at tage min frokostmedicin, så min ADD gik helt amok, og jeg følte mig mest af alt som et egern på kokain. Jeg var helt elektrisk, og det aller sidste jeg havde lyst til var at sidde stille og diskutere hvordan man kunne optimere min læringsprocess så det kan blive en god oplevelse, især når vi nu allerede tidligere havde slået fast, at jeg lærer bedst gennem hårdt arbejde, og at det faktisk fungerer fint.

Jeg blev lidt i tvivl om hvad mødet EGENTLIG handlede om. Handlede det om, at hun synes det var synd for mig, at jeg arbejder hårdt, og at hun gerne ville lette presset? Eller handler det om et feminiseret bureaukrati, hvor det er hulens vigtig hvordan man føler? Jeg ved godt, at jeg er en 'stakkels' handicappet person, men er jeg for stakkels til at kunne yde en indsats.

Jeg ved, at jeg ikke kan yde det samme som mere normalt fungerende personer, men det er nu engang min filosofi, at hvad man kan yde bør man. Måske er der et gærde et sted der er lavere, men jeg er faktisk stolt af den indsats jeg gør på universitetet, og jeg gør det jo ikke forgæves. Både min lærer og min tutor er enige om, at jeg klarer mig godt, og det på trods af, at jeg måske kun har været der til 40% af undervisningen, så hårdt arbejde kan godt nogle gange betale sig.

lørdag den 7. december 2013

Om et cuttingjubilæum

Det er nu over et år siden, at jeg sidst tog et barberblad og jog det dybt ned i min arm for at føle smerten og for at se blodet flyde. Det hele startede i gymnasiet, men det er som om jeg ikke kan huske tiden før det, det blev så hurtigt en integreret del af mit liv, at det vare var den måde, jeg reagerede på, når livet kom mig på tværs. Det var ikke noget jeg var særlig god til i starten, hvor det mest blev til nogle overfladiske ridser, men årene gik, og øvelse gør mester, men som sædvanligt med mig, så syntes jeg aldrig selv at jeg var god nok, for jeg syntes, at skulle man skære sig, så skulle man gøre det ordenligt, sårene skulle helst være dybere og længere end sids før jeg var tilfreds.

Det at skære var ikke bare noget jeg gjorde, det var en del af den jeg var, men så en dag stoppede det bare sådan uden videre. Jeg har desværre ikke noget godt trick eller en filosofisk bemærkning, for det var ikke noget jeg selv gjorde.

Når børn er små, er de frygtløse og springer glade ud fra 2. sal hvis ikke nogen eller noget stopper dem, men så en dag kommer frygten pludselig ind i deres liv, og de tør knap nok stille sig op på en stol. Det var noget lignende der skete med mig. Den smerte lægen udsatte mig for sidder stadig i kroppen på mig nu et år efter, og bare tanken om at skære sender krampetrækninger gennem hele kroppen.

Jeg er stolt af, at jeg ikke længere skærer, men jeg savner det også, for nu føler jeg mig bare som enhver anden lille grå papirnusser. Det er lidt pinligt at tale om 'dengang jeg skar', ligesom det er pinligt når jeg taler om 'dengang jeg var tynd', men det er også pinligt, da det viser, at mit ideal et eller andet sted stadig er den anorektisk tynde depressive pige der skærer i sig selv. Det er mit ideal, for sådan har det 'altid' været, også selvom jeg værdsætter mit nye liv som uafhængig, morsom, klog og sportstrænet.

Jeg har inviteret en veninde på jubilæumsmiddag, engang, med tiden, når jeg er flyttet og er faldet til. Jeg ville for ironiens skyld have inviteret hende på blodpølse, men erklærede, at det var lige lovlig klamt. Hun foreslog så snitter, og det er lige nettop derfor, at det lige er hende, at jeg har inviteret.

torsdag den 5. december 2013

Om at sige farvel

Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.

Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.

Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.

Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.

tirsdag den 3. december 2013

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.

lørdag den 30. november 2013

Juleweekend

Her i denne weekend skal jeg på juletur med min mor. Jul? Hvad pokker skete der lige der. Jeg har været så optaget i dette semester, at jeg dårlig havde haft tid til sådan for alvor at registrere at julen er ved at være der. Jul? Jeg skal betale dobbelt husleje i december, hvordan i alverden skal jeg få råd til gaver? Men selvfølgelig skal der være råd til gaver, jeg er en gave giver, jeg elsker at give gaver. Normalt får jeg købt alle mine gaver i november, men ikke i år. Sådan lettere panisk fik jeg købt min mors gave, kun for at finde ud af, at jeg er løbet tør for gavepapir. Hvornår jeg skal købe de resterende gaver er jeg ikke helt sikker på, men jeg skal såmænd nok få det gjort.

Der er blevet pyntet til jul på mit bosted og det er sikkert fint nok, jeg regner bare ikke selv med at gøre det i år. Hvorfor skulle jeg det? Hele min lejlighed bliver alligevel pakket ned d. 14. december, og når jeg så flytter, så har jeg rigeligt der skal sættes op.

Så i første omgang nøjes jeg bare med denne juleweekend sammen med min mor. Jeg ser ikke min mor særlig tit, nogle gange om året. Vi taler heller ikke i telefon. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, vi har det fint sammen. Hun følger mit liv gennem bloggen her, og jeg får et postkort eller en sms fra hende i ny og næ, og sådan fungerer det fint for os

torsdag den 28. november 2013

Fokus gennem smerte

For nogle uger siden gav jeg en medstuderende et dask på overarmen, fordi han havde været fræk. Jeg havde desværre glemt, at han havde armen i slynge, fordi hans skulder var gået af led. Det kom til at gøre temmelig ondt på ham. Vi sad til latin, så jeg skrev en lille seddel til ham, hvorpå der stod, at fokus gennem smerte plejede at være min ting.

Jeg har hovedet fuldt af flytning, så det er super svært at koncentrere sig om latin. Jeg sætter mig med mine lektier og får oversat et par sætninger, og så er det som om det begynder at gøre fysisk ond at stirre på papiret, som om der er en lille nisse med en forhammer der hamrer løs på mine øjeæbler. Så kniber jeg øjnene hårdt i og tager et ord til. Når jeg står med en sætning, kan der sagtens være 15 år hvor jeg skal bruge ordbog og grammatik, og jeg kan nemt føle mig så overvældet, at jeg bare har lyst til at opgive det hele.

Før i tiden ville jeg have langet mig selv nogle lussinger og så tage mig sammen, men jeg er ikke den person længere, så jeg lader være, så jeg sidder der med min lille nisse og min koncentrationsbesvær og prøver at komme igennem dagens tekst, og jeg tænker at der må være en nemmere måde. Hvad gør normale mennesker når de ikke kan koncentrere sig?

Jeg prøver med nogle overspringshandlinger at gå lidt frem og tilbage mellem lektierne og køkkenet. Jeg tænker at der må være en lettere måde, og at et par lussinger ikke længere lyder så vanvittige.

tirsdag den 26. november 2013

Prosit

Der findes mange gode undskyldninger for at blive hjemme fra skole mandag morgen. Man kan have lungebetændelse, salmonella eller åbent benbrud. Min undskyldning? Heftig nysen.

Da jeg vågnede havde jeg det helt fint, så jeg tog hen for at træne. Jeg må have fået træk mens jeg stod på løbebåndet, for pludselig begyndte jeg at nyse, og det var ikke noget lille diskret nys, det var en hel trompetsolo der sendte krampetrækninger gennem hele kroppen. I løbet af en time nåede jeg nok at nyse 20 gange, og hver gang var det så kraftigt, at jeg var bange for at tisse i bukserne.

Jeg er 28, og jeg føler mig ikke mentalt klar til at benytte Tena. Et bind kunne nok også langt hen af vejen få jobbet gjort, men stadig, jeg havde ikke lyst til at stå i Aarhus når uheldet var ude, så jeg blev hjemme på sofaen og brugte hele dagen på at nyse og pudse næse.

søndag den 24. november 2013

Livet på et bosted

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om hvordan det er at bo på et bosted, og jeg sagde ja inden jeg havde fået tænkt mig om. Det er ikke noget jeg har noget imod at snakke om, det er bare vanskeligt, for jeg har boet på to bosteder, og de var meget forskellige, så jeg vil fortælle lidt om hvad et sådan tilbud har haft af betydning for mig.

Jeg vil mene, at det har redet mit liv at flytte på bosted, men det kommer ikke uden en pris.  Da jeg blev 18 og pludselig skulle være voksen, var jeg ikke klar. Jeg prøvede at klare mig det bedste jeg havde lært, men det var som at grave mig dybere og dybere ned i et hul, indtil min situation var ret håbløs. Nogle ting ved at flytte hjemmefra kunne jeg godt finde ud af, jeg kunne godt handle, lave mad og komme op om morgenen, jeg kunne godt betale mine regninger og skrive under på papirer, men jeg fik det psykisk værre og værre. Jeg elskede at blive indlagt, for så var der nogen der kunne tage sig af mig, når nu jeg ikke selv kunne.

Det første bosted hvor jeg boede var mest gearet til den praktiske hjælp. Ligesom jeg måtte tilpasse mig mine nye omgivelser, måtte bostedet også tilpasse sig mig, men selvom det var nogle fantastiske mennesker der arbejdede der kunne de ikke give mig den intensive omsorg jeg havde brug for. Hvis man skal på bosted burde det gælde om at finde det rigtige match, men langt hen af vejen, er det nok mere et spørgsmål om hvor der bliver en plads ledig.

Et bosted som jeg bor på nu er som at bo hjemme men med mange hjemmegående mødre næsten uden egne behov. Det er godt når man har det rigtig skidt, at der altid er en til at give knus, berolige og bare være der for én, men det kommer ikke uden en pris. For at blive beskyttet må man også aflevere lidt af sig selv. For at få det fulde udbytte må man være villig til at snakke om alt og altid være ærlig, og man må finde sig i at alt bliver ført til protokols. Det har fået mig til at føle, at jeg lidt har mistet noget af min identitet som et selvstændigt individ, jeg har assimileret mig med mit sagsnummer, jeg er blevet en patient ikke kun af titel men af væren. Jeg tror at det har hjulpet mig igennem den værste tid, men nu hvor jeg er ved at være klar til at komme videre, er det en kamp at vinde min identitet tilbage.

Personalet på et bosted er noget af det vigtigste, de skal være der for mig gennem tykt og tyndt, de har set mig når jeg har det værst, noget hverken familie eller venner har. Man lægger sit liv i deres hænder, og de kommer helt tæt på, men det er et uligevægtigt forhold. Det er deres job, men det er dit liv. Flere gange har jeg oplevet at knytte mig for meget til en person. Man kan nogle steder få at vide, at man ikke skal knytte sig, men det er næsten umuligt at lade være, for tit tæller pædagogerne 90% af ens menneskelige kontakt, for man kan sagtens ende på et bosted langt fra venner, skole og familie.

Det hele kommer til at lyde så negativt, men jeg har fået livet forærende ved at bo på et bosted, og det ville jeg ikke bytte for noget i verden. Det er rigtig nok hårdt at vende tilbage til en mere normal tilværelse, men jeg har ikke noget imod at det er hårdt, for hvis det ikke er bare lidt hårdt, så ender man med at holde op med at kæmpe, og så kommer man aldrig videre.

torsdag den 21. november 2013

Har du stemt?

Tirsdag var jeg nede og gøre min borgerpligt ved at sætte mit kryds. Da jeg kom ud fra lokalet, blev jeg mødt af en journalist, som stillede mig nogle så banale spørgsmål, at det var til at brække sig over.
  • Har du stemt?
    • Nejda, jeg gik bare ind og dansede en lille dans og gav LA's frontfigur en ordentlig omgang bag gardinet.
    • Stemt? Jeg fik udleveret en lang strimmel papir og troede at det var køen til toilettet, det kan man da kalde skide på samfundet.
Det var hvad jeg skulle have svaret, men som jeg selvfølgelig først kom på langt senere. Hvad jeg rent faktisk gjorde var at prøve at give nogle nogenlunde fornuftige svar til hans ligegyldige spørgsmål, men hver gang jeg prøvede blev jeg afbrudt, så at mine svar også blev forkortet til banaliteter, for Gud forbyde, at en vælger, en af dem der er med til at bestemme nationens fremtid, skulle have noget fornuftigt at sige.

Efter dette interview stod jeg tilbage med en dårlig smag i munden, jeg følte mig beskidt. Få timer senere var jeg i avisen med billede og det hele, det har jeg i hvert fald fået at vide, for jeg har ikke selv set det, og jeg ved ikke om jeg ønsker at se hvilken af mine banaliteter der er blevet forkortet yderligere ned, og som jeg er citeret for.

Det er selvfølgelig bare lokalsprøjten, men alligevel.

tirsdag den 19. november 2013

Flyttestres

Jeg føler mig lidt midaldrende, når jeg i en sådan grad glæder mig til at flytte ud i et meget forstadsagtigt forstadskvarter, men pyt, for det er MIN lejlighed.

Min mor sagde engang, at alle mennesker hader at flytte, så jeg føler mig ikke skør, bare stresset. Om aftenen, når jeg prøver at sove, sidder mit hjerte helt oppe i halsen på mig og hamrer løs, så jeg er nødt til at tage noget beroligende for at kunne falde i søvn.

Jeg bliver bombarderet med praktiske spørgsmål hver dag. Depositum? Flyttemænd? Indflytningsdato? Har du nu husket? Hvad nu hvis? Hvad kunne DU godt tænke dig? Nye kontaktpædagoger? Penge? Møbler? Er du ikke bare glad? Jeg ved, at det er vigtige spørgsmål, men jeg føler mig overvældet, jeg føler mig kvalt, og jeg har lyst til at tage hænderne op for ørerne og skrige "STOP". det går alt for hurtigt, men det skal gå hurtigt, for der er kun nogle uger til. Og jeg glæder mig faktisk, men det kan nogle gange godt være lidt svært at mærke. Jeg tror, at jeg bliver glad, når det engang er overstået.

Ved siden af flyttestres, må jeg så stadig kæmpe med latin, både med at lave det, men også med at komme af sted til undervisningen. Min underviser er meget forstående, men jeg føler nogle gange, at jeg udnytter hans velvilje. Det er en ufed fornemmelse at komme uforberedt til undervisningen, det er enormt hårdt at forberede sig, og det er stressende at udeblive fra undervisningen, så jeg står lidt i en situation, hvor jeg aldrig helt kan vinde. Hvorfor gør jeg det så? Jeg er jo pensionist, så jeg er i min gode ret til at sidde foran fjerneren og ryge smøgger hele dagen. Det er fordi, engang imellem bliver jeg hørt i en indviklet sætning, og nogle gange viser det sig, at jeg har lavet den rigtigt, og så letter mit hjerte og flyver med duer i flok hen over byens tage, og jeg er ikke længere bare en lille nørd bag skolepulten, jeg er King Kong på kokain.

Jeg håber, at det hele bliver mindre stressende, når jeg ER flyttet, så jeg ikke har det at tænke på, og så jeg bor så meget tættere på, at jeg bare kan springe på cyklen for at nå til time.

lørdag den 16. november 2013

Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem

tirsdag den 12. november 2013

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

søndag den 10. november 2013

da jeg fik min diagnose

Jeg er blevet spurgt til hvor gammel jeg var, da jeg fik min aspergerdiagnose. Jeg var 23. I 2007 var jeg 22, og selvom jeg har været deprimeret det meste af mit liv, så var det først der jeg kom i kontakt med det psykiatriske system Jeg fik nogle piller af min læge, men de hjalp ikke, så jeg kom på psykiatrisk skadestue, hvor jeg fik nogle andre piller. De piller hjalp heller ikke, så jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Min dosis blev øget og jeg fik det marginalt bedre, men sygeplejerskerne og min psykiater mente, at jeg reagerede forkert.

Når man får det bedre fra en depression er det meningen, at man skal søge ud. Ud af sit værelse, ud blandt andre mennesker, men jeg lå bare på min seng og læste bøger. Det kunne selvfølgelig også forklares med at jeg er introvert, noget der er forbløffende lidt forståelse for, men de havde jo også snakket med mig om min opvækst, så min psykiater fik mistanke om asperger og skrev en henvisning til udredelse, som jeg fik fire måneder senere.

Ifølge alle lærerbøgerne bør det være en lettelse at få sin aspergerdiagnose, men det var det overhovedet ikke for mig. Jeg havde det meget dårligt psykisk da jeg fik min diagnose, men voksenpsykiatrien var slet ikke gearet til aspergerpatienter, og de ville meget gerne have mig over i voksenhandicap, men de korsede sig og sagde, at psykiatrien lige skulle lappe mig lidt sammen først. Psykiatrien ville ikke have mig. Voksenhandicap ville ikke have mig. Center for spiseforstyrrelser ville ikke have mig. Center for selvmordsforebyggelser ville ikke have mig. Jeg var i limbo, et ingenmandsland hvor ingen ville have mig, og jeg stod der i mørket og ventede på Godot.

Det kommer til at lyde som om, at folk ikke behandlede mig pænt, men det er langt fra tilfældet. Selvfølgelig har jeg mødt folk der behandlede mig skidt,men langt størstedelen var yderst kompetente og hjertevarme mennesker, dengang var aspergerdiagnosen blandt voksne bare ikke en del af deres arbejdsopgave, og de forstod mig ikke altid selvom de meget gerne ville

torsdag den 7. november 2013

Den længste dag

Jeg har en skæv døgnrytme, og det blev kun værre, da det skiftede til vintertid. Jeg selv blev ved med at vågne på det samme tidspunkt, samfundet havde bare ændret sin opfattelse af hvad det tidspunkt var.

I går vågnede jeg til sædvanlig tid, og satte mig til at lave latin ved 4-tiden om morgenen. Jeg sad ret koncentreret og jeg nåede langt. Da kl blev 8.30 var jeg helt udmattet, men det var blevet tid til at tage af sted på uni. Jeg kunne slet ikke bære, at min dag teknisk set først startede der. Jeg stod og hang op af dørkarmen til pædagogernes kontor og klagede min nød, men hankede så op i mine ting og gik ned til toget. Mit hår var sat op i en finurlig frisure for at skjule, at mit hår var en lille smule fedtet, og med en kraftig sort og lidt skæv makeup prøvede jeg at skjule de sorte rande under øjnene.

Jeg sad i toget og brugte alle mine kræfter på ikke at gnide mig søvnigt i mine sminkede øjne. Allerede før første station vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare at tage til timer, men i stedet for at springe over i et tog der ville bringe mig hjem, blev jeg siddende hele vejen til Aarhus og tog det samme tog hjem igen, for jeg havde ikke lige noget bedre at få min dag til at gå med, og man slapper godt af i et tog, for der er ikke mange ting der kan aflede en fra stille kontemplation.

Man skulle tro, at en simpel løsning på mit problem ville være at gå senere i seng og derfor vågne senere, men hvis det var så simpelt havde jeg nok gjort det for længst. Jeg har i mange år lidt af aftenangst. Jeg vågner om morgenen og har det fint, og så får jeg det dårligere og dårligere i løbet af dagen, indtil jeg går tidligt i seng for at sove mig fra mine problemer. Problemet med aftenangst har egentlig ikke været så slemt gennem de sidste par år, men hukommelsen om hvordan det var sidder stadig i kroppen på mig, og jeg er rædselsslagen for at blive angst, så jeg har vænnet mig til fortsat at gå tidligt i seng bare for at være på den sikre side, og der skal mere kraftige midler til at ændre den rytme.

Imens kan jeg så ærgre mig over ikke at komme til latin, for for en sjælden gangs skyld var jeg super godt forberedt, men sådan er livet.

tirsdag den 5. november 2013

Om dovenskab

En af mine veninder har fået problemer på sit studie. Hun lavede noget gruppearbejde, hvor en af pigerne ikke lavede sine ting og ikke kom til møderne. Det pointerede min veninde så over for hende, men nu er det pludselig min veninde  der er problemet, fordi hun ikke gør nok for at inkludere alle i fællesskabet.

Jeg går bestemt ikke ind for at de dovne og dumme skal tabes på gulvet. Jeg var selv en af de dovne det meste af min skoletid, og jeg er bevis på, at man kan forbedre sig, hvis bare man får den rette hjælp. Det jeg er imod er, at det skal være ens klassekammerater/medstuderende der skal trække én igennem uddannelsen Når man studerer sammen vil der altid være nogle der er bedre end andre, og det kan være fedt at arbejde sammen med andre, og det skal man endelig gøre. Det optimale er, at dem der er gode i et fag ikke er så gode i det næste, og sådan kan man hjælpe hinanden. Nogle er så klogere end andre, eller bare dygtigere til at lære udenad, og det kan være surt for dem der skal arbejde lidt hårdere, men det er ikke dem jeg snakker om i denne tekst. Dem jeg snakker om er dem der slet ikke laver noget.

I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt, og det gik i høj grad ud over lektielæsningen, og jeg lavede sjældent dagens gode gerning, og det gik ud over dem jeg kom i gruppe med som kom til at tage hele slæbet. Jeg skammede mig meget over det, men lige lidt hjalp det. Jeg havde det simpelthen bare for dårligt til at læse lektier. Jeg havde en historielærer der var glødende sf'er, men en dag havde han simpelthen fået nok af os der ikke lavede noget, så han delte klassen op i grupper efter hvor dygtige/flittige vi var. Jeg vidste det jo godt, men den sved alligevel, så det er ikke noget jeg ønsker at man gør for børn, men vi var alle over 18 og kunne trænge til en lærestreg.

Fedest synes jeg dog at det var, at virkeligheden overvandt hans socialistiske idealer. Det var selvfølgelig synd for mig at jeg havde det så skidt, men mit mentale helbred skulle ikke være mine klassekammeraters ansvar. En opmærksom studievejleder kunne måske have

lørdag den 2. november 2013

Et pust af liv

Jeg har ikke haft det så fantastisk godt de sidste par dage. Jeg har været ked af det og umotiveret. Onsdag kom jeg af sted med toget, men jeg sad og blev bare mere og mere ked af det, og det gav bare overhovedet ikke nogen mening for mig at tage bussen ind på universitetet for at oversætte historien om Drusilla og hendes tjenestepiger,
"Faderen Velerius sagde: "Jeg kaldes ond og vred af slaverne. Du kaldes smuk, Drusilla. Lucius kaldes klog fordi han altid læser bøger"".
Jeg blev derfor siddende på min plads og kørte hele vejen hjem igen.

I dag havde jeg så en kaffeaftale med en veninde, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, for jeg trængte til at få et pust af liv ind i min hverdag. Vi sad på Baresso, hvilket er fint nok, men heller ikke det aller fedeste, men der var tørt og der var kaffe, så jeg skal ikke beklage mig. Det var virkelig rart at komme lidt væk fra alt det der har fyldt de sidste par uger.. Dem på universitetet ved godt, at min veninde har forsøgt selvmord, og har været rigtig søde, men jeg prøver at undgå at gå for meget i detaljer, for jeg er bange for at det vil smitte af på mig, og jeg prøver jo at slippe ud af rollen som hende den syge. Dem på uni har også været der hele tiden mens det er stået på, men jeg trængte til at komme VÆK.

Min veninde og jeg har ikke set hinanden i flere måneder, så det var et tiltrængt pust af liv, en påmindelse om, at der findes en verden udenfor min egen smådeprimerede boble. Jeg har haft svært ved at tale med pædagogerne om hvad der er sket. Jeg ved ikke om det er dem der stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er mig der lukker at, resultatet har i hvert fald været, at jeg har følt mig meget alene og ensom.

Når jeg er i dette humør, så ender jeg for de meste foran fjernsynet, hvor jeg ser de samme film og serier om og om igen. Det er næsten en plage for mig at skulle af sted på universitetet, for tænk dog hvor mange afsnit jeg kunne have set i stedet, men en kaffeaftale med min veninde var tiltrækkende nok til at jeg glad kom af sted om morgenen. Den pædagog der havde eftermiddagssnak med mig og som også så mig torsdag, hvor jeg var helt nede, sagde, at det var som at se to vidt forskellige mennesker

tirsdag den 29. oktober 2013

Gummi Tarzan

Husker I ham her? Ivan Olsen? En rigtig lille slapssvans. Det viser sig, at det er mig. Jeg har i de sidste tre måneder døjet med min hofte, og min fysioterapeut har gang på gang masseret den, og jeg har lavet udstrækningsøvelser herfra og langt ind i Helvedet, men lige lidt hjalp det. I torsdags prøvede vi så en ny tilgang, og min fys prøvede at sætte mig til at lave nogle små lette styrkeøvelser. Det viste sig dog at jeg havde styrken som en gammel kone, hvilket er pudsigt, for jeg har stærke lår og stærke mavemuskler, men derimellem er den altså helt gal.

Jeg laver nu mine styrkeøvelser, og det hjælper ret godt, jeg var endda med til en dobbelttime i latin i går, hvor jeg plejer at gå hjem i pausen. Egentlig havde jeg lidt tænkt mig at tage tidligt hjem selvom smerterne ikke var der, for de varslede storm, og jeg havde ikke spor lyst til at blive fanget i Aarhus, hvis nu togene blev aflyst. Jeg kom dog til lige før pausen at sige, at jeg godt kunne tage den næste sætning, og så var jeg jo nødt til at blive, for at det ikke skulle se ud som om jeg stak af. Det endte med, at jeg ikke fik sætningen alligevel, men så var det i det mindste ikke min skyld.

lørdag den 26. oktober 2013

soldaterkammerater

Hvad er mit forhold til  den veninde der har forsøgt selvmord egentlig? I gamle dage skrev vi meget frem og tilbage, men hun er blevet mere og mere syg og har ikke overskuddet til at skrive sammen. Hvis en udenforstående i dag ville læse vores beskeder, ville de tro, at vi var 14 år gamle. Vi sender hovedsageligt hjerter og "jeg elsker også dig" beskeder. Meget mere står der ikke, men jeg er kommet til at kende hende så godt, at jeg kan læse mellem linierne. Jeg har ikke nogen sjette sans, jeg kan ikke på afstand fysisk mærke hvordan hun har det, men jeg er rigtig god til at gætte.

Man kunne også tro at vi var elskende, men der er ikke noget romantisk eller erotisk imellem os. Den bedste beskrivelse jeg kan give af vores forhold er soldaterkammerater. Vi har oplevet en krig sammen, en krig som vores familier aldrig vil kunne forstå eller være en del af. Derfor har døden også altid været en del af vores forhold, for mennesker dør i en krig, også i den krig der foregår inde i hovedet. Så da jeg fik beskeden om hendes selvmordsforsøg græd jeg ingen tårer.

Jeg er kommet ud af krigen ud til den virkelige verden, men min veninde kæmper stadig. Vi kan ikke længere kæmpe sammen, jeg kan kun se til på sidelinien. Jeg forstår, at jeg en dag kan miste hende, og det gør mig trist, for forhåbentlig kommer jeg aldrig igen i krig. Jeg kan få nye og betydningsfulde venskaber, men det vil aldrig kunne blive det samme.

torsdag den 24. oktober 2013

Med små bevægelser

Først en lille update om min veninde. Jeg tog over og besøgte hende. Hun er i live og ved, om ikke godt mod, så i hvert fald ved mod. Det var godt at se hende, for der er så mange subtile informationer om et menneskes ve og vel som man bare ikke kan få over telefonen.

For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.

I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.

Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.

For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.

Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.

Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.

søndag den 20. oktober 2013

om en venindes selvmordsforsøg

Min bedste veninde har forsøgt selvmord. Jeg føler mig trist, men jeg føler ikke mere end det. Hvad skulle jeg føle? Vrede, angst, svigt? Jo, måske føler jeg mig lidt ensom, for hvem skal jeg snakke med om det? Når det gælder selvmord, især når det er mødre der gør det eller forsøger at gøre det, så findes der her til lands en enorm vrede mod disse umulige egoistiske væsner.

Hvordan kunne hun gøre det? Tænker hun slet ikke på sine børn? Det kan jeg nemt fortælle jer, hun tænker meget på sine børn, men hun har været meget syg i rigtig mange år, og for nyligt oplevede hun et enormt svigt fra dem der skulle hjælpe hende. Hun var udmattet, hun kunne ikke kæmpe mere. Det var ikke hvad hun havde lyst til at gøre, det var hvad hun var nødt til at gøre, så lad være med at dømme hende hvis I ikke ved hvordan det er.

Jeg kunne godt blive vred, men hvad ville det gøre andet end at presse hende dybere ned i depressionen. At blive vred ville hjælpe på min samvittighed, for det ville føles som at handle i en situation hvor man er handleløs, men hvad skal det hjælpe at hjælpe på min samvittighed? Det er ikke mig der har brug for hjælp. Jeg har ikke meget at give af, andet end min ubetingede kærlighed, og ubetinget betyder, at jeg elsker hende ligegyldigt hvor dumt hun måtte opføre sig. Det er min medmenneskelige pligt, det er min kristne pligt.

Kristendommen har haft nogle meget grimme ting at sige om selvmordere, de blev endda begravet udenfor byen, udenfor kirkegårdens 'fællesskab', men Kirken er begyndt at indse, at det ikke er personernes skyld, men sygdommens, ville du for eksempel bebrejde en kræftpatient. Kristne mennesker har enormt travlt med at dømme andre, og det gør mig flov. Jeg dømmer også selv, og det gør mig endnu mere flov, men jeg kan ikke dømme her, for jeg har selv været der alt for mange gange.

Kan I finde det i jer selv ikke at dømme hende? Har I aldrig nogle sinde været så pressede, at i ønskede at stoppe det hele? Har I aldrig været egoistiske på bekostning af dem I holder aller mest af?

lørdag den 19. oktober 2013

Nyt format

Nu har jeg holdt et par dage fri, men jeg er stadig træt. Jeg er led og ked af oversættelser, men jeg har ikke noget valg, de skal laves. For at frigive mere energi til lektielæsningen, har jeg besluttet, at dette ikke længere skal være en daglig blog. Jeg ved ikke hvor tit jeg vil skrive, det kommer vel an på hvilke interessante eller tragiske ting der sker i mit liv.

Jeg vil savne at skrive dagligt, for i to år har det været så stor en del af mit liv, men jeg er ved at finde nyt indhold i tilværelsen, og jeg håber at I vil være glade på mine vegne. Jeg har delt en forunderlig rejse med jer, og jeg vil fortsat holde jer opdateret, men hvad der ligger foran mig er ikke sindsoprivende, livsændrende, åndeløst, det er bare helt almindelig hverdag. Vågne, træne, lave lektier, tage på uni, spise, tale med pædagogerne, se CSI og gå i seng. Jeg har skrevet om det hele, flere gange endda.

Bare rolig, jeg er en skør person, og skøre ting sker for mig, og jeg kommer derfra på skøre måder, så der bliver sikkert rigeligt med skøre historier at fortælle :)

tirsdag den 15. oktober 2013

Ferie

Jeg holder ferie indtil lørdag d. 19. oktober

mandag den 14. oktober 2013

I skoven

I går var min mor på besøg. Vi tog bilen ud i skoven og gik en tur. Jeg har ikke været 'ude af byen' siden min hebraisk eksamen i juni. Jovist tager jeg nogle gange til Odense for at besøge min far, men denne sommer har vi ikke været gode til at komme ud af huset. Nogle gange går jeg selvfølgelig tur i parken der ligger i nærheden, og det er en fin park, det er bare ikke det samme som at komme ud af byen.

Vi var ved Hald Ege, hvor der ligger en gammel herregård og en tårnruin, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.

Men ellers her feriestemningen bare sænket sig over mig og jeg bruger mine dage på ikke at lave ret meget. Jeg så et afsnit af CSI New York, hvor de prøvede at lave noget middelaleragtig stemning, men et hemmeligt selskab startet i 1840'erne virker bare ikke så imponerende når man den næste dag står i en ruin fra 1500-tallet, på en ø midt i en sø omgivet af træer i efterårsfarver.

Som barn har jeg svømmet i Hald sø, dengang før motorvejen. Det var efter at de have gjort et eller andet fancy for at forhindre iltsvind. Det kunne jeg så snakke om til min biologieksamen i 1.g, hvilket imponerede censor rigtig meget mens min lærer vist mest sad og var forvirret over, hvem denne ganske dygtige og charmerende elev mon var. Kunne det virkelig være det samme sure løg der aldrig fulgte med i timerne og som kun lavede det aller mest nødvendige hjemmearbejde? Det lykkedes mig trods alt at trække en ganske glimrende karakter hjem

søndag den 13. oktober 2013

Endelig ferie

Jeg har kun været i gang på universitetet, men hold da helt op hvor jeg trænger til ferie. Især den sidste uge har været slem, for den generelle vedvarende angst jeg tidligere har lidt af er vendt tilbage. Det er ikke sådan virkelig slemt, mit åndedræt er bare overfladisk, jeg er rastløs og jeg sveder. Jeg frygter, at det ikke bare er en lille smule stres, men at et er begyndelsen på noget værre, som for eksempel en depression.

Jeg ved godt, at jeg får de samme bekymringer hver gang jeg har det sådan her, men jeg er bare en sårbar person og risikoen for et tilbagefald er altid nærværende, og det bliver jeg nødt til at forholde mig til, om ikke hver dag, så i hvert fald med jævne mellemrum. En veninde spurgte om det nu også er sikkert for mig at flytte for mig selv, og det er det, men kun hvis jeg anerkender farerne, og der er en reel farer.

Men hvad er faren? Min psykolog siger, at det nok ikke vil blive lige så slemt som sidst, for jeg er blevet ældre, jeg kender mig selv langt bedre, og jeg har lært hvordan man snakker om tingene, derud over tager jeg dagligt fire forskellige typer medicin der skal hjælpe mig igennem dagen. Lidt nervøs er jeg dog, for det passer med, at jeg CA har haft et sammenbrud hvert sjette år af mit liv, da jeg var 6 og startede i skolen, da jeg var 11 og min søster var syg, da jeg var 18 og gik på gymnasiet og da jeg var 22 og mine forældre blev skilt. Jeg er 28 nu. Jeg tror ikke, at jeg er forbandet eller noget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge lidt underligt på min kalender.

Nu har jeg dog ferie, og jeg vil fokusere på at kede mig, for det er sundt at kede sig, eller det er i hvert fald en stærk motivationsfaktor til når man går i gang med studierne igen.

lørdag den 12. oktober 2013

Ørkesløshed

Findes der mon noget mere ørkesløst end at være studerende, man bruger et meste af sin tid på ikke at fatte en skid af hvad der foregår, så begynder man at forstå en lille bitte smule , og BAM så kommer eksamenen, og så til næste semester kan man starte helt fra bunden med et nyt fag.

I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.

På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".

Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:

CONSTAT CALIGULAM HUNC EQUUM CONSULEM FACERE VOLUISSE
Det blev fortalt, at Caligula ville gøre denne hest konsul
Caligula var selvfølgelig en romersk kejser der var mere end almindelig vanvittig. Han ville gøre hesten til konsul, ikke fordi det var en sød og nyttet pruhest ved navn Black Beauty, men på grund af hans generelle mangel på respekt for senatet.

torsdag den 10. oktober 2013

De satans infinitiver 2

Jeg klarede mine infinitivssætninger dårligere end jeg havde regnet med. Jeg sad inde til timen og prøvede at følge med i alle de kloge ting de andre havde at sige, og jeg forstod ikke et ord nogle gange. Måske er det fordi jeg bare er mig, måske er det fordi jeg er kvinde, men jeg springer meget nemt til den konklusion at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget som helst.

Jeg drak kaffe med en af mine veninder fra studiet, og hun grinede lidt af min katastrofetænkning, og hun har selvfølgelig ret. Det kan ikke nytte noget, at jeg ryger ned i et stort sort hul, hver gang der er noget jeg ikke kan finde ud af. At lave fejl er en stor del af det at lære, men det er virkelig også belastende, for der er nogle fejl der er dummere end andre, og jeg syntes selv, at jeg lavede de absolut dummeste fejl tænkeligt.

Om jeg er dum eller ej, det vil vise sig, men jeg bliver nødt til t oversætte nogle ekstra sætninger i dag, og det kommer til at tage lang tid, så jeg vil gøre dette indlæg kort og gå i gang.

onsdag den 9. oktober 2013

De satans infinitiver

I sidste uge kørte jeg med klatten, jeg klarede mine lektier uden problemer, men i denne uge skulle vi lære om infinitiver. Vi skulle lære om dem i mandags, men jeg kom ikke til undervisning, for da jeg stod ved toget kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt smertestillende piller derhjemme, så jeg måtte gå hjem og kunne ikke nå toget.

I går prøvede jeg så at lære om infinitiver på egen hånd. Jeg ved ikke hvad der er så svært ved dem. De er nok egentlig ikke så svære, det er nok en mental barriere. Problemet starter allerede når jeg skal sætte kryds og bolle, for kan en infinitiv få en bolle? Og hvis ikke, hvilket tegn skal den så have? På hebraisk var en infinitiv et nomen, punktum, på latin kan den være lidt af hvert, infinitiv, gerundiv og supinum.

Jeg er ved at udvikle et intenst had til infinitiver, men det er ikke infinitivernes skyld, det er oktober. Man starter på universitetet i september, man er udhvilet, motiveret, og effektiv, men så kommer oktober, og så crasher man. Det sker for mig og det sker for tusindvis af andre håbefulde studerende landet over.

Oktobersløvsind. Den første entusiasme når at lægge sig, og der er stadig længe til eksamen, så man sumper hen og forsømmer undervisning og lektier. Man kan sidde på et kold, hvor der egentlig bør være 30 personer, men man sidder kun 6, hvoraf halvdelen er uforberedte.

Jeg føler mig altid så dum under disse omstændigheder, jeg vil jo bare gerne være flittig og dygtig, er det for meget forlangt? Men jeg kigger på vores læsestykker, og jeg bliver helt skeløjet, af ord og handlinger er flyder ud og flyder sammen og mister deres mening. Jeg prøver at sætte mig med mine lektier, men så skal jeg lige, og jeg skal lige, og så er der pludselig gået en time og så to, og jeg er stadig ikke færdig, for slet ikke at tale om alle de sætninger jeg bare skriver et stort fedt ? ved, fordi jeg ærligt ikke forstår eller fordi jeg bare ikke orker at sætte mig ind i pronominer, og jeg frygter at blive hørt i netop de sætninger.  Af 11 sætninger mangler jeg 3, men det føles som langt mere, et føles som 100, det føles som om de tre sætninger fortæller, at alt mit arbejde har været spildt, for jeg er jo tydeligvis en idiot.

I dag skal jeg heldigvis drikke kaffe med en af mine medstuderende som jeg desværre ikke længere er på hold med. Hvis jeg kender os ret, vil vi sidde og more os ved at beklage os voldsomt i sammenlagt en halv time, og bagefter kan vi så føle os bedre, for infinitiver er jo i virkeligheden nok ikke så svære, det gælder bare om at se dem i det rette lys, eller noget i den stil og bla bla bla.

Infinitiver er møg svære og jeg hader dem, hrmf.

mandag den 7. oktober 2013

Om en bekymringsdag

Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.

Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.

Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.

Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende
Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">
Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.

søndag den 6. oktober 2013

Alenetid

Min bedste veninde har det rigtig dårligt, så dårligt, at hun har bedt mig lade hende være i fred. På den ene side vil jeg gerne respektere hendes ønske, men på den anden side er jeg også bekymret for hende. Deprimerede mennesker skubber tit folk væk fordi de føler trang til at være alene, men det er ikke nødvendigvis godt for dem, og måske synes de det ikke engang selv. Hvor tit har jeg ikke selv grædt over nogen er gået efter at jeg selv sagde farvel til dem.

Jeg ved dog ikke hvad min veninde føler, og hun sidder så langt væk, helt ovre i København, og jeg er ikke god til den slags ting. Man skulle tro, at når man selv har været igennem det, at man så ville vide hvad man skal gøre, men jeg føler mig rådvild. Hvis jeg ikke gør noget, risikerer jeg at vi meget hurtigt glider fra hinanden. Hun siger, at hun skriver når hun får det bedre, men der er ingen der siger, at det sker lige foreløbig, og hvis der går for lang tid, vil hun måske ikke turde skrive. Hvis jeg derimod blander mig for tidligt risikerer jeg at hun bliver vred på mig, og jeg er absurd dårlig til skænderier.

Jeg har dog for længst truffet et valg om hvad jeg må gøre, men jeg drager hele tiden mig selv i tvivl, men jeg kan ikke komme op med nogen bedre idé. Jeg fik hendes besked fredag eftermiddag, og i aften, hvor er så er gået to dage, vil jeg skrive, at jeg er hendes ven, og jeg derfor ikke kan lade hende være helt alene. Hvad der så vil ske ved jeg ikke, og jeg hader ikke at vide, men det er vel sådan det er at have med mennesker at gøre.

Min veninde er altid så sød og så opmærksom på mine behov, men nu hvor det er mig der står med hende, føler jeg mig uformående. Kan jeg blive lige så stor en hjælp for hende, som hun har været for mig

lørdag den 5. oktober 2013

Underviser /psykiater

I går skete det igen, jeg blev bedt om at oversætte en sætning i latin, og skønt jeg havde ret godt styr på det, så hakkede og stammede jeg mig igennem det, og jeg følte mig meget meget lille. Hvorfor er det, at jeg er så bange for at svare forkert? Jeg har nok altid været det, men det er blevet værre. Jeg tænkte ikke så meget over det sidste år, for min super seje hebraisklærer var også super skræmmende engang imellem, så jeg var ikke den eneste der sad med svedige håndflader. Min latinlærer er derimod en enormt elskelig person, så det burde være umuligt, men jeg er bange, sådan virkelig i min grundvold bange.

Efter timen snakkede jeg med min psykolog om det. Jeg snakkede om min tid på psyk, hvor man havde samtaler med psykiatere man ikke kendte. Mange af dem var fine, men der var også nogle der havde agendaer. Jeg var ung kvinde og selvskadende, så der var nogle af dem der meget gerne ville have lov til at give mig en borderline diagnose. Jeg har kun nogenlunde en idé om hvad borderline egentlig er, det er noget med at opleve alle følelser langt voldsommere end andre mennesker. Jeg har til gengæld et ret godt billede af hvordan der bliver set på folk med borderline, som om de er hysteriske og ikke værd at hjælpe, så en borderlinediagnose kan i psykiatrien være skæbnesvanger når man har brug for hjælp.

Når man så sad inde til den der indlæggelsessamtale og psykiateren begyndte at stille ledende spørgsmål, så galt det om at være på vagt, for ikke kun ens svar talte, hele en fysiske fremtoning. Det er en stort og skræmmende opgave for en der sidder og har det virkelig dårligt, men et var vigtigt for ens overlevelse. Når jeg så sidder inde til undervisningen, skylder de samme følelser ind over mig. Det bliver pludselig enormt vigtigt at sige konjunktiv på konjunktivens plads, for hvad nu hvis læreren giver én en forkert og farlig diagnose. Hvilken diagnose en universitetslærer overhovedet skulle have interesse i at stille melder historien ikke noget om, men jeg er stadigvæk bange. Jeg har altid sagt, at psykiatrien var en god ting for mig, og det mener jeg stadig, men det begynder først nu at gå op for mig hvor traumatiserende hele oplevelsen har været.

Man kan spørge hvordan jeg vidste at nogle af psykiaterne stillede ledende spørgsmål. Jeg vidste efterhånden hvordan en god psykiater stiller spørgsmål, så jeg kunne se hvis spørgsmål skilte sig ud, eller e kunne blive ved med at stille de samme spørgsmål igen og igen. Et af symptomerne på borderline er at man kan være meget manipulerende, men i og med, at jeg gennemskuede psykiaternes spørgsmål, manipulerede jeg mig jo også væk fra diagnosen. Betyder det, at jeg faktisk muligvis er borderline? Det er et spørgsmål jeg har diskuteret både med min psykolog, psykiater og indtil flere forskellige pædagoger, og de er alle sammen meget enige om, at det har jeg ikke, men jeg har fået indpodet en frygt for diagnosen som sidder i mig endnu.

torsdag den 3. oktober 2013

Hvad har I gang i?

Hvad fanden har vi lige gang i inde på universitetet? Her er logoet for teologisk (foredrags) Forening på Aarhus universitet som måske kan give et præg :-P


onsdag den 2. oktober 2013

Om en skæv døgnrytme

Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere.  Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.

Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.

Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.

Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.

Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.

tirsdag den 1. oktober 2013

fysioterapi igen igen

Det er kun to uger siden jeg sidst var af sted til fysioterapeuten, men i torsdags var jeg i svømmehallen, og det kunne min hofte vist ikke ret godt lide, så jeg fik ret ondt, ikke så ondt som jeg nogle gange har haft, men jeg ville ikke tage nogen chancer, så jeg fik pædagogerne til at bestille en tid til noget massage. Denne gang besluttede hun sig så for at give mig noget ultralyd.

Hovedformålet var dog, at finde ud af HVORFOR det gør så ondt. Eftersom det er en siddeskade, kunne det ikke just komme bag på nogen at det skyldes den akavede måde jeg sidder på en stol på. Men jeg har altid siddet forfærdeligt på alle mulige slags stole, så hvorfor nu? Em jeg vil det eller ej, så nærmer jeg efterhånden de 30, og kroppen bliver stivere og mere sårbar, og den kan bare ikke klare de samme ting som den kunne engang. Er jeg mon lige så stille på vej ind i en 30-årskrise?

Jeg blev instrueret i hvordan jeg BURDE sidde på en stol, hvilket jeg jo egentlig godt vidste, jeg havde bare en idé om at reglerne ikke galt for mig. Så nu sidder jeg her med begge fødder plantet i jorden og med en pude i ryggen, og måske det i længden vil hjælpe mig, men lige nu tænker jeg, at min ryg i den nærmeste fremtid vil blive øm, men hellere øm nu end gigt senere, og det er vel ikke værre end, at det er noget jeg kan træne, når nu jeg alligevel er til fitness flere gange om ugen.

Jeg har fået en tid til ved fysioterapeuten allerede i næste uge, for at se om vi ikke kan får bugt med smerten en gang for alle. Det er selvfølgelig ikke helt gratis, men det er penge der er godt givet ud, for det kan ikke nytte noget at sidde og have så forfærdelig ondt hele tiden, at man er på grådens rand, ellers kan jeg jo ikke holde ud at sidde med skolearbejdet, men hvad værre er, jeg ville ikke kunne holde ud at sidde og se mine serier.

A pro pos serier, så er jeg vendt tilbage til CSI New York. The West Wing er nok den bedste serie der nogensinde er lavet, men den er alt for kompliceret for min stakkels overbebyrdede hjerne, så den må vendte til efterårsferien, og ind til da, så tror jeg nok at den almindelige CSI er på tilbud i Føtex, bare sådan for afvekslingens skyld.

mandag den 30. september 2013

Om selvmord og familie

I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".

Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.

Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.

Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.

Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.

Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.

Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?

søndag den 29. september 2013

Panodilpigen

Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.

Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.

En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.

Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.

Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?

Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda

lørdag den 28. september 2013

Om det sociale

En at hovedårsagerne til at jeg genstartede på universitetet var et sociale aspekt som jeg savnede i min hverdag. Til at starte med var jeg uendeligt nervøs, og i min dagbog skrev jeg ting som
11/9-12 fik øjenkontakt med en af pigerne.
13/9-12 talte med en af pigerne foran klasselokalet, og hun satte sig ved siden af mig.
Hvorfor er dette så vigtige oplysninger, det er det ikke hvis man ikke ved præcis hvor upopulær jeg var i folkeskolen og gymnasiet. Hver morgen når jeg kom i skole prøvede jeg at regne ud HVOR pigerne ville sidde, så jeg kunne sidde der og komme til at sidde ved siden af dem, men de satte sig selvfølgelig altid andre steder. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor de gjorde det, men det var lettere at tro, at jeg bare ikke havde regnet deres system ud. Men jeg er en anden person nu, venligere, mere velforberedt, og mine klassekammerater er også de år ældre.

Nu er der gået et år, og jeg er ikke længere hende den fremmede. Jeg er med både socialt og fagligt, og selvom jeg er lidt stresset, så tror jeg nærmest, at jeg er lykkelig. Lykkelig... Hvad vil det sige at være lykkelig. Det er en lyst til at gå i seng for at stå op i morgen til en ny dag. Det er at sidde i bussen og og smile lidt hen for sig selv. Det er at elske sin familie og venner, og vide at man gør det.

Og dog sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Min aller bedste veninde er stadig meget syg, men jeg bruger ikke længere lige så meget tid på hende. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, eller fordi jeg glemmer hende, men jeg tænker, at det da umuligt kan være spændende at høre alt for meget om latin, men på den anden side kan det jo heller ikke være spændende slet ikke at høre noget. Der er så mange ting jeg har lyst til at fortælle hende, for hun er den eneste der ville kunne forstå, at jeg glemte min madpakke, og jeg spiste ikke i syv timer, hvilket fik mig til at føle mig høj og euforisk. Bagefter spiste jeg en stor pastaret, så jeg er ikke ude på at sulte mig selv, men den spiseforstyrrede Linda er stadig derinde et sted. Jeg kan ligefrem høre hvordan folk siger "det er ikke godt", men min veninde ville forstå at spiseforstyrrelsen også har sine gode sier.

Jeg holder uendeligt meget af min veninde, men så kommer jeg op på uni, og en spørger til min oversættelse af sætning 10, og læreren siger efterfølgende at min oversættelse er rigtig flot. Min sidemand og jeg bliver enig om, at man er et DÅRLIGT menneske, når man ønsker at en fiktiv person gør noget slemt, voldtager eller stjæler, for at gøre teksten lidt interessant, og så griner vi indforstået, og jeg glemmer et øjeblik min veninde og vores fælles sygdom.

I toget hjem får jeg dårlig samvittighed og sener fem hjerter til hende over sms. Jeg vil gerne være lykkelig, men jeg ville også ønske, at jeg kunne give hende noget af følelsen, som en personlig gave fra mig til hende.

torsdag den 26. september 2013

Om at snyde med sine lektier

I går havde vi prøve i latin omkring kasusendelser. Jeg havde 75% fejl, hvilket overraskede mig mere end det burde have, jeg ved nemlig godt at jeg er en snyder. Mine oversættelser i latin bliver nemlig ganske udmærkede, men det er ikke fordi jeg er god til latin, det er fordi jeg er god til dansk. Hvis jeg får x antal danske ord, er jeg ret god til at sætte dem sammen så det giver god mening, også udenhelt at kunne kende forskel på en akkusativ og en ablativ. Kasus endelserne kan jeg så genkende, og skrive in i mine noter uden helt at vide hvad jeg snakker om. Jeg kan øve mine kasusbøjninger lige så meget det skal være, men hvis jeg grundlæggende ikke ved hvad en ablativ er, så hjælper det mig ikke voldsomt meget.
Akk: Køre ned i grøften
Abl: Køre nede i grøften

Det var sådan jeg kom igennem græsk, men det var også derfor jeg dumpede til eksamen. Jeg har ikke lyst til også at dumpe til latin, så måske er det noget jeg bør tale med min tutor om.

Men jeg kunne ikke snyde mig igennem denne prøve, hvor vi selv skulle skrive kasusendelserne ind, og jeg ønskede ikke at snyde så meget, at jeg skrev af efter min sidemand som var meget bedre end mig. Det 'sjove' var, at det ikke kun var kasus jeg kludrede i, jeg kludrede i det hele, køn, tal, kasus og deklination. Det hele var et stort rod, så spørgsmålet var egentlig ikke hvordan jeg fik så mange fejl men hvordan jeg ikke fik flere.

Jeg laver en del sjov med det, men et er blandt andet for at skjule den trykkende fornemmelse jeg har indeni. Det er aldrig sjovt, at se på skrift, hvor dårlig man i virkeligheden er. Det er ikke sådan, at jeg føler trang til at sætte mig ned og græde, men jeg har lyst til at sætte mig i et hjørne og være deprimeret i et stykke tid. Det har jeg dog bare ikke tid til, for der er masser af lektier der skal laves, og jeg bliver nødt til at lave dem, hvis jeg skal blive bedre til dette her.

Selvmedlidenhed kan være godt, det er noget jeg går rigtig meget ind for, når nu der ikke er andre der har lyst til at have ondt af én, men det kan også være en hæmsko, når der er behov for, at man få fingeren ud og kommer i gang med at ændre på sin situation, og der er behov for at ændre ens situation, hvis man har behov for at føle selvmedlidenhed.

onsdag den 25. september 2013

To tosser på banen

Der er en af pædagogerne der er i gang med at lære mig at spille badminton. Det går godt, og han roser mig meget, men i går skulle vi tage den lidt med ro på grund af min hofte, hvilket resulterede i, at vi spillede som to komplette idioter. En gang imellem fik vi gejlet hinanden lidt op, og så gik spillet egentlig udmærket, men så snart vi gik langsommere, blev vi også dårligere, ikke nok med, at vi ikke for af sted efter bolden, vi kunne ikke engang ramme den, når den kom flyvende lige imod os. Ramte vi den endelig røg den for det meste i nettet eller ud af banen. I det mindste var det os begge to der opførte sig som spader. Havde det kun været mig havde det været pinligt.

Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.



tirsdag den 24. september 2013

Om ikke at lade sig overskygge af mig

Når jeg begynder at fortælle min historie, bliver folk tit tavse, for den virker meget dominerende på folk med al den blod, død og ødelæggelse. Tit glemmer jeg, at jeg også skal lade andre komme til orde, men når først jeg er begyndt at fortælle min historie, så er det svært at få andre til også at fortælle deres. Det var en af grundende til, at jeg holdt tilbage med min historie da jeg startede på uni.

En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.

Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.

Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden

mandag den 23. september 2013

Noget om dannelse

I går læste jeg et kapitel i min bog om den klassiske dannelse som prins Henrik har fået, og jeg tænkte, at jeg har spildt mit liv og jeg også vil være dannet. Vi skulle læse Homers "Illiaden" i gymnasiet, men jeg fik aldrig læst ret meget, det samme gjaldt Shakespeares "Hamlet". Så jeg læste en artikel om Kierkegaard på Wikipedia, tænkte på de ret intetsigende uddrag jeg har læst af "Frygt og bæven", og så droppede jeg projektet og gik i gang med at læse "Rocky" tegneserier.



Jeg er en bognørd, så selvfølgelig har jeg læst klassikere, men de er ikke nødvendigvis altid de mest spændende, faktisk er de tit ret uinteressante "Ulusses" af James Joyce var nok det kedeligste jeg nogensinde er kommet hele vejen igennem, og det er sikkert rent blær når ham fra scorebogen "The game" lister den som sin yndlingsroman.

Ikke dermed sagt at man skal lade være med at læse bøger, læs masser af bøger, læs tegneserier, læs artikler, læs alt hvad du kommer i nærheden af, læs sågar bag på den billige toiletrens fra Netto, læs, læs, læs, udvid din horisont
Hvis du går hjem med en mand, og han ikke har nogen bogreol, så lad være med at knalde ham. John Waters



 

Med eller uden birkes?

Her i løbet af sommeren har der været meget tale om dette frygtelige hallalkød som vi nogle gange kommer til at spise, men jeg vil fortælle jer en 'hemmelighed', religiøse traditioner har blandet sig med vores mad i århundreder, måske endda årtusinder.

Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.

At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.

Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne

Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse

søndag den 22. september 2013

Kong Henrik?

Jeg kan egentlig godt lide kongehuset, jeg interesserer mig bare ikke synderligt for hvad de går og laver, blandt andet kan jeg slet ikke holde styr på hvor mange børn de forskellige prinsesser efterhånden har fået, og jeg har stadig svært ved helt at se forskel på kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

Mit eneste royale eventyr var i 3g, da jeg for anden gang på en uge blev taget ind og se dronning Margrethes kunstudstilling. Jeg kan egentlig rigtig godt lide hendes majestæts billeder, men jeg var 19 år, træt og sammen med andre 19-årige, så vi rendte og pjattede, og jeg snubler hovedet først ind i det næste rum. Jeg når at genvinde balancen, for så at stå over for dronningen selv. Jeg glemte alt om gode manerer og stod bare og stirrede dumt ned i gulvet mens hun blev ført ud af en bagindgang.

Det er selvfølgelig en ganske morsom historie, men hverken særlig respektfuldt over for hende, hverken i rollen som majestæt eller kunstner.

Grunden til at jeg i dag går den royale vej er, at jeg er i gang med at læse en bog om prins Henrik. Jeg har altid godt kunne lide prinsgemalen, måske især fordi medierne ikke kan lide ham, de portrætterer ham i hvert fald som en let komisk skikkelse, som man egentlig bør have lidt ondt af, og som det er blevet moderne at gøre grin med. Man snakker tit om at kvinders karriere står i skyggen af deres mænd. Prins Henriks karriere blev ædt af dronningens. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at der fandtes en Henrik før prinsen, men det gjorde der, en flot fyr og karrierediplomat.

Dronningen blev tronfølger ved grundlovsændringen i 1953, hende og Henrik blev gift i 1967, og hun blev dronning i 1972. Tingene var anderledes dengang, så det med at prins Henrik blev prinsgemal og ikke konge gav i og for sig mening, men er vi ikke kommet langt nok i kønnenes ligestilling til, at en mand kan opgive sin karriere for sin hustrus skyld, uden at blive gjort grin med, for er det i virkeligheden ikke det titlen 'prinsgemal' er, en joke? Vi ved alle sammen at det er dronningen der er dronningen, så hvorfor er det, at prins Henrik bliver gjort til grin hver gang han står frem og gerne vil være konge? Burde vi ikke hylde ham for at gøre noget som kun ganske få mænd var villige til at gøre dengang?

Ethvert barn ved at der er en konge og en dronning og at deres børn er prinser og prinsesser. Indikere titleforskellen dronningen og prinsen ikke at der er noget skummelt og uærligt, ja ligefrem ulovligt i deres forhold? Dog var de to voksne mennesker der forelskede sig og giftede sig, om ikke på normal vis, så i hvert fald på ærlig vis. De fik børn, og de blev regentpar, eller det gjorde de så ikke helt, for 'par' indikerer ligeværd. Hvad der foregår bag slottets mure vil jeg ikke gøre mig klog på, men i pressen er de langt fra lige .