Bøgernes biprodukt

Jeg har efterhånden skrevet en del blogindlæg om min kærlighed til gamle bøger, men bøgerne har et andet papirbaseret biprodukt, som jeg også render rundt og har lidt sjov med. Nogle gange, når jeg er ude og se på bøger, falder jeg over hele samlinger af glansbilleder eller billeder af gamle filmstjerner,. Andre gange står jeg med en bog der er så ødelagt, at den ikke står til at redde, så ser jeg den igennem, for at se, om der er nogle af bogens enkeltdele, som vil kunne genbruges. Eller rettere, så håber jeg, at de kan genbruges, for ærlig talt, så vokser min papirsamling lidt for hurtigt.

Det sjove ved mange af disse papirting er, at ikke alene er de sjove sådan som de er, men de er også glimrende til at bruge til små kreative projekter.

Disse billeder er billeder jeg har haft lidt sjov med og 'forbedret' lidt på

Disse to landkort er forsiderne på nogle kasserede bøger:

Ord fra en kasseret bog:

Illustrationer fra en kasseret bog:

I bunken med billeder af gamle skuespillere fandt jeg dette fantastiske billede af en topløs Ronald Regan fra før han blev præsident (nammenam):

Blandt glansbillederne er denne indianske St Sebastian blandt mine yndlings:

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

Om at arbejde med gamle bøger

tilfældig illustration fra den sidste
bog jeg læste

Jeg er begyndt at arbejde i en antikvarboghandel på frivillig basis.

Det kan vist ikke komme som nogen overraskelse, at jeg godt kan lide bøger. Jeg kan lide at læse dem, bladre i dem, se på dem og bare generelt være omringet af dem. Det er en passion der er svær at tilfredsstille, for selvom der er dage, hvor jeg laver noget andet og tænker på andre ting, så vil der altid være dage, hvor jeg har brug for at blive udfordret af endnu en bog, men jo mere jeg læser, jo svære er det at finde noget nyt, noget jeg ikke har set utallige gange før.

Ofte beklager jeg mig over moderne krimier. Det er ikke fordi der er noget virkelig galt med dem, de er hverken værre eller bedre end så meget andet, og hvis man kan lide den formel de er skrevet efter, så er det også fint nok. Men når man som jeg trænger til noget andet, så kan en tur på biblioteket eller en almindelig boghandel være lidt af en prøvelse.

Bøgerne i et antikvarboghandel er ikke nødvendigvis mindre klichéfyldte, men fordi bøgerne strækker sig over flere århundreder, så kan jeg som moderne læser i det mindste lade mig overraske tidligere tiders klischéer, som jeg har den luksus at læse for første gang. Selvfølgelig udgives der gode romaner i dag såvel som dengang. Det er endda også igen kommet på mode at genudgive dem i smukke og holdbare udgaver. Jeg er helt vild med disse udgivelser.

En bog behøves ikke kun at være god at læse, den må også gerne være lækker at røre ved og se godt ud på reolen/natbordet. I en antikvarboghandler er der masser af disse bøger. Mange flere end jeg ville kunne købe eller læse. Jeg er da selvfølgelig udmærket klar over, at de smukkeste bøger ikke nødvendigvis har det bedste indhold, men det er alligevel rart at kunne omgås dem. Nogle af dem læser jeg og andre ikke, men de er stadig med til at stimulere min læselyst.

People always tell you not to junge a book by its cover, but sometimes it's hard not to ❤ #denengelskelods #henrikwergeland #bookcover #antiquebooks #currentlyreading #publishersbinding #seagull #mage #poetry #poesi #bøger #bookstagram #bookstagramer #judgingabookbyitscover #dansklitteratur #norsklitteratur #beautifulbookcovers #goldbook #mørksantikvariat

Et billede slået op af Linda Larsen (@teotossen) den 20. Nov 2016 kl. 5:34 PST

Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.

Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

• Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
• Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.

Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

Hvorfor lære latin?

FIAT er latin og betyder "lad det ske", og det var det Maria sagde til englen,
da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds barn.

Hvis jeg skal give folk en god grund til at lære latin i en tid, hvor det bestemt ikke er på mode, så burde jeg måske sige noget med, at det kan give en grundlæggende grammatikforståelse, eller at mange af kilderne til den vestlige kultur er skrevet på latin, og hvordan kan vi kende og forsvare vores egen kultur, hvis vi ikke forstår hvoraf den udsprang? Men det er overhovedet ikke det jeg har til hensigt at tale om.

Næ, ser I, her i weekenden blev jeg præsenteret for verdens bedste årsag til at lære latin. Jeg sad og læste inspector Morse, de eneste krimier der for alvor er værd at læse, og der midt i det hele stod et latinsk digt. Det var ikke oversat, men det fremgik, at det var af en uartig karakter:

Caeli, Lesbia nostra, Lesbia illa.illa Lesbia, quam Catullus unamplus quam se atque suos amavit omnes,nunc in quadriviis et angiportisglubit magnanimi Remi nepotes.

 Selvfølgelig kunne jeg bare slå det op på nettet, men hvor meget sejere er det ikke lige at oversætte det selv? Okay, det er det måske ikke alle der synes, men det gør jeg, og jeg er trods alt et af de vigtigste mennesker i mit eget liv, så jeg gik i gang, og her er mit resultat:

Caelus, vores Lesbia, denne Lesbia.
Den samme Lesbia som Catulus alene elskede
mere end sig selv og alle sine
sutter den nu af på Remus' efterkommere
i vejkryds og snævre gyder
                                        Catulus LVIII

Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater

I en facebookgeneration hvor mange af os opbygger vores livsanskuelse på tilfældige citater, tænker jeg, at det kan være nyttigt at lære nogle flere og måske ligefrem bedre citater. Her vil jeg derfor dele nogle af de citater der har præget mig og mit syn på verden igennem de sidste snart 10 år:

Om eksistens:

"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"

"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".

"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".

"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares".  2. Petersbrev 1,6-7

"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".

'Mislykket' eksistens:

"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.
But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"

"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"

"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"

"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"

"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".

Om at blive set og hørt:

"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian"

"Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"

"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"

"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"

"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"

Om at udtrykke sig:

""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn"

"[...] og så eksploderede han, for han var fuld af vidunderlige ting, som han ikke fandt udtryk for, og som blev siddende fast i hjertet på ham". Emile Ajar "Du har jo livet for dig"

"Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"

"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".

"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".

"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.

Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:

"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."

Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:

"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."

Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

• "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
• which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
•  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
• In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
• and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
• It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
• Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

Fremmedsprog handler om mod og selvtillid

Jeg har aldrig været god til tysk, så selvom jeg på det sidste har prøvet at opfriske den smule jeg kunne HER, så var det alligevel lidt overvældende, da Kæresten havde familie på besøg, hvoraf den ene ikke taler dansk.

Første gang jeg mødte hende, talte jeg KUN med hende gennem tolk, men som titlen på dette indlæg siger, så handler fremmedsprog primært om mod og selvtillid, og i tre timer sad jeg og plaprede løs, på det kaudervælske, som skulle give sig ud for at være tysk. Kærestens tante var dog sød og lod som om hun rent faktisk forstod hvad jeg sagde, hvilket jeg ikke engang er sikker på at jeg selv gjorde.

Jeg er normalt ikke så sikker på mig selv, men under trygge rammer har jeg meget lettere ved at folde mig ud.

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.

Tilbage til tysk

Jeg har altid hadet tysk. Det drejede sig hverken om sproget, kulturen eller menneskene, det drejede sig om timerne i skolen.  I folkeskolen havde jeg en lærer der blankt indrømmede, at han ikke kunne tysk, og i gymnasiet havde jeg en lærer der udelukkende underviste de dygtigste elever.Som elev var jeg dog heller ikke selv det store vidunder, jeg sad og så deprimeret ud i luften og svarede et hvilket som helst spørgsmål med "Ich weiß nicht", og hver gang, tænker jeg, blev min lærers ansigt en smule mere gråt og opgivende.

Nu forholder dig sig dog således, at jeg læser teologi, og eftersom den danske folkekirke er luthersk evangelisk, og universiteterne er statsdrevne, så er den teologi vi lærer om primært også protestantisk. Mange tekster vil derfor oprindeligt være skrevet på tysk, og selvom det for det meste er okay at læse en oversættelse, hvorfor så tage den lette vej, når nu man kan sidde omgivet af ordbøger og grammatikker? I hvert fald vil det være en fornuftig idé at have bare et minimum af forståelse for tysk i tilfælde af, at jeg en dag for brug for det.

Enhver bevægelse må have et startpunkt og en retning, med mindre man snakker kvantemekanik, hvor man har ENTEN det ene ELLER det andet, og det der følger derefter bliver kun endnu mere mærkeligt. Nå, men i den mere begribelige verden som jeg nu engang befinder mig i, så var startpunktet Risskov Bibliotek hvor jeg var taget ned for at aflevere en bunke bøger til Læs For Livet. Retningen blev lidt mere tilfældig. Det handlede om, at biblioteket kun lå inde med 2 bøger på mit niveau, og da man jeg skal begynde et sted, så snuppede jeg den ene, og når jeg er færdig med den, så er med garanti helt klar til at læse Luther på originalsprog.

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)

Nørd vs ikke-nørd

Nogle gang er det sjovt at være en nørd, nogle gange er det lige så sjovt ikke at være det. da vi forleden dag, da læseplanen sagde, at vi skulle læse Barth, så tænkte jeg IKKE automatisk på den prominente teolog fra begyndelsen af det 20. århundrede, Karl Barth, men derimod på et hospital i London, hvor Sherlock Holmes (i skikkelse af den über lækre Benedict Cumberbatch) hænger ud.

Eksamenslæsning fortsat fortsat fortsat

Kan man dø af at læse til eksamen? Det føles lidt sådan. I går var jeg så træt, at jeg bare lagde mig på tæppet foran fjernsynet. Jeg græd måske en lille smule, ikke fordi jeg var ked af det, men bare fordi at jeg var træt. Jeg er stadig træt, men jeg mangler stadig lidt af pensum. Jeg læser så meget at mine øjne svier, men jeg føler mig ikke spor klogere, nærmest tværtimod. Hvis jeg ikke havde min kæreste der kommer forbi i ny og næ, så tror jeg at jeg ville gå fra forstanden.

Heldigvis slutter det på torsdag når jeg skal op, eller rettere, det slutter for mig, for dem jeg studerer sammen med har endnu en eksamen i slutningen af måneden. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg studerer på nedsat tid, at jeg har nogle ting at slås med som mange andre slipper for, men jeg har alligevel enormt stor respekt for, at de kan klare at studere på fuld tid, at de kan afslutte en eksamen og så begynde på den næste, jeg beundrer dem.

Torsdag... Det føles så overskueligt langt væk. Tre hele dage med eksamenslæsning, 82 sider i hadebogen, 8 græske sætninger der endnu ikke er blevet oversat, nogle landkort der skal tegnet og årstal der skal føres ind, og lige pludselig virker det som om tre dage ikke er nok. Jeg prøver på selv at finde på eksamensspørgsmål for derefter at besvare dem, men mine tanker læber ud af en tangent, og jeg mister min realitetssans, for hvad nu hvis hun stiller et spørgsmål til denne lille bitte ubetydelige bisætning som står i den tekst der ikke blev opgivet til eksamen fordi halvdelen af klassen ikke kunne få fat på den? Eller hvad med det der obskure emne jeg læste op på for sjov, men som hun ved jeg har læst på fordi jeg snakkede med hende om det? Eller hvad med den ting der stod i den der fodnote et sted jeg ikke kan huske hvor er?

Jeg tror, at jeg vil stoppe nu. Så vil jeg tage mig en kop kaffe og cykle ned på universitetet for at tage nogle kopier og mødes med min tutor og forhåbentlig få lidt ro på.

I'm a geek

Hvordan kan man læse til NTeksamen og lavespas på én gang? Det var jo trods alt d 31 december. Folk havde fyret krudt af udenfor i ugevis, mens jeg sidder indenfor og fyrer mit eget hjernekrudt af på at læse. Tirsdag havde jeg læst rigtig meget, så i går var jeg helt ør i hovedet, så jeg gik rundt og lavede nogle småting, tegnede et kort, lavede en tidslinie og så konstruerede jeg mit eget lille Paulusbrev.

Paulus’ første brev til menigheden i AU(rist).

Fra Paulus Kristus Jesus elev til alle de flittige i Kristus Jesus, jer der studere på AU.

Nåde (xaris) være med jer og fred (eirene)

Jeg takker (euxaristå) altid min gud for jer, fordi der i hele verden forkyndes om jeres flittighed.

Jeg ønsker ikke at i skal være uvidende, brødre, (ou thelå de hymas agnoein, adelfoik) om de prøvelser der ligger forude, for vi ved at tanken (to fronema) er åndelig (pneumatikos), men eksamenen er kødelig (sarkinos). De flittige ting som jeg vil, dem gør jeg ikke, og de dovne ting som jeg ikke vil, dem gør jeg, men nu gør jeg det ikke længere, men dovenskaben som lever i mig, dvs i mine lemmer.

Men dette siger jeg jer, brødre, at tiden rinder ud. Jeg formaner (parakalå) jer under Kristi åsyn at være flittige, for dem som lever og er blevet ladt tilbage vil blive revet væk til eksamensbordet til møde med Gud/professor.

Hils (aspasasthe) X, Y og Z mine medarbejdere (synergous mou)

Det var noget jeg havde tænkt over i et stykke tid, mest fordi jeg selv synes at det er vildt morsomt, men mens jeg arbejdede på det gik det op for mig, at jeg samtidig lærte rigtig meget om Pauli epistolografi, dvs den måde Paulus konstruerede sine breve.

Jeg postede det på facebook og satte mig til at vente på, at folk likede det og delte og kommenterede. Jeg var så meget oppe og køre over min egen genialitet, at jeg slet ikke indså hvor komplet nørdet og uforståeligt det måtte virke på hovedparten af mine venner. Jeg har måske max 10 venner der ville forstå vittigheden, hvoraf kun nogle af dem ville finde den morsom.

Jeg tog ud til min kæreste og havde en fantastisk nytårsaften, men engang imellem blev jeg lige nødt til at tjekke min telefon om der ikke var nogen der syntes min joke var morsom. Jeg vidste selvfølgelig godt at folk havde bedre at give sig til sådan en nytårsaften, og jeg vidste godt, at det måske ikke var så sjovt igen, men det kunne jo være...

Nå, men jeg fik altså et rigtig godt nytår alligevel, og jeg håber at I også gjorde.