Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

Hvad snakker man om når alting bare går godt

Jeg har bostøtte hver dag, jeg går til psykolog hver anden uge, og jeg skriver herinde to gange om ugen, men på det sidste er det gået hen og er blevet et problem hvad jeg skal snakke om. Igennem de sidste mange år, er jeg konstant rykket fra den ene krise til den næste, der var altid et eller andet jeg kunne græde eller skælde ud over. Verden var imod mig, og jeg havde brug for hjælp til at færdes i den. Jeg havde brug for hele tiden at snakke om tingene, for ellers føltes det som om jeg var en ballon der blev pustet mere og mere op, og jeg var bange for at jeg en dag ville springe med et ordentligt brag.

Til at starte med kunne jeg dog ikke finde ud af at snakke om tingene, for jeg kendte ikke de rigtige ord ord formuleringer. Jeg havde brug for, at der sad en sygeplejerske og sagde til mig, at du er vist vred/ked af det/skuffet/angst lige nu, og med tiden kunne jeg så selv begynde at benytte disse betegnelser, men disse betegnelser nytter ikke rigtig længere, og det gør mig forvirret og en lille smule trodsig. Jeg kan ikke forholde mig til, at jeg ikke kan finde ud af at sige hvordan jeg har det, så jeg beslutter for mig selv, at så er det fordi jeg nok ikke føler noget. Jeg devaluerer de gode følelser

Megen af min verdensopfattelse stammer fra litteraturen, og jeg kan bedst lide bøger der ikke er for rosenrøde. Jeg ved ikke hvor grænsen går mellem smag og erfaringer, for måske er det fordi kriser virker så genkendelige på mig, at jeg godt kan lide det når jeg møder dem i bøgerne. Bøger om gode følelser har jeg det med at finde kedelige, ligefrem kvalmende, og jeg har ikke lyst til at være en kedelig person, så jeg er mistroisk over for at bruge de gode betegnelser jeg finder i bøgerne om mig selv.

For at tage et eksempel, så er jeg nølende med at bruge ordet 'forelsket' i mit forhold til mit forhold til min kæreste, ikke fordi jeg ikke holder enormt meget af ham, men fordi bøger om forelskelse generelt er helt vildt forfærdelige, men hvis jeg ikke kan bruge ordet forelsket, hvad kan jeg så sige? Jeg kender ikke noget alternativ, så jeg lader generelt bare være med at sige noget, hvilket en dag førte til, at en af mine kontaktpersoner forsigtigt spurgte om jeg overhovedet havde lyst til at være sammen med ham. Selvfølgelig har jeg lyst til at være sammen med ham, jeg er helt vild med ham, jeg er bare ikke vild med de ord jeg skulle være nødt til at bruge for at forklare det, så normalt siger jeg ikke noget.

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

A brave new world

I lørdags ville det have været Tove Janssons 100 års fødselsdag, hvis hun da havde været i live. Tove Jansson er forfatteren bag Mumibøgerne og "Sommerbogen". "Sommerbogen" er lige blevet genudgivet og har,uforståeligt for mig, fået meget mere omtale end Mumibøgerne. Det er på ingen måde end dårlig bog, men den kan på ingen måde hamle op med "Mumitrolden- De tre sidste romaner". Jeg burde have fejret hende, men det gjorde jeg ikke, for jeg var slet ikke klar over mig. Mumimors svar på en sådan krise er enten at bage så mange pandekager, at hun må blande dejen i badekaret eller at tage på en skovtur.

Jeg gjorde ingen af delene, men jeg var faktisk på restaurant den dag.  I 10 år var mine muligheder for at spise ude meget begrænsede. For at være ærlig bestod det enten af salatbar, sushi eller en let frokost. Jeg har prøvet at udvide mit horisont, og i juni sidste år spiste jeg for første gang en pizza (som ikke skulle kastes op igen bagefter) og i vinters fik jeg en indisk curry. Begge dele var dog take-away der blev spist hjemme i trygge rammer.

Sidst jeg var af sted på en restaurant var mens jeg var aller mest syg. Jeg var blevet indlagt på psyk fordi jeg ingenting spiste, men langsomt fik de da noget mad i mig. Det var min lillesøsters fødselsdag, og jeg elsker hende meget højt, så jeg ville gerne med ud og spise. Jeg ville gerne sidde ved bordet og spile for at signalere, at jeg nok skal overleve dette her. Jeg tænker ikke på det som en falsk facade, for smilet var ikke et udtryk for indre glæde og munterhed, men for kærlighed, og kærligheden var ægte nok. Helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Jeg havde forberedt mig godt. Afdelingens internet var nede, så jeg kunne ikke læse menuen, men jeg tænkte på de cafeer jeg havde spist på, og jeg tænkte, at jeg sagtens kunne spise en salat, måske endda en suppe. Da min far og søster kom og hentede mig var jeg mere spændt end bange, og jeg ønskede virkelig, at dette her skulle lykkes, men da vi kom ned på restauranten viste det sig, at det var et sted med en fast menu, hvor man skulle vælge 2 eller 3 retter. Jeg så tjenerne komme til de andre borde med tallerkener på størrelse med rumskibe, bugnende af mad. Bare tanken om en enkelt af disse tallerkener gjorde mig rædselsslagen, tanken om to fik mig til at bryde sammen. Min elskede farmor lagde en hånd på mine skuldre, men jeg rystede hende af mig, for min sorg var for stor til at rumme andre mennesker. At forhindre en bedstemor i at trøste sit barnebarn er nok en af det mest egoistiske man kan gøre, men jeg kunne ikke klare det.

Min far var henne og spørge om der kunne laves en undtagelse. Jeg ved ikke hvordan han spurgte, jeg ved ikke om han kunne få sig selv til at nævne ordet anoreksi, men personalet var bestemt ikke behjælpsomme. Jeg blev sendt tilbage på hospitalet i en taxa, stadig grædende. Dagen efter var der en ond sygeplejerske der skældte mig ud og sagde, at hvis jeg havde været hendes søster, så ville hun have været vred på mig for at ødelægge hendes dag. Denne sygeplejerske var tit vred på mig, men sådan tænkte min lillesøster heldigvis overhovedet ikke.

I lørdags var det mig der tog initiativet til at tage på restaurant, ingen andre kunne tage det valg for mig. Min psykolog som kender mig rigtig godt ville måske kunne arbejde mig frem mod selv at tage valget, men i dette tilfælde skulle familien holde sig på afstand. en gang imellem er det blevet foreslået, men jeg blev altid defensiv måske endda lidt hidsig, ikke fordi jeg var vred, men fordi jeg var bange.

I lørdags var jeg dog klar, jeg havde set menuen på forhånd (internettet er en fantastisk ting), og jeg var generelt ved godt mod, og det hele gik rigtig fint. Vi var på Druen og Bønnen i Odense og jeg fik et lækkert stykke lam med en kraftig fransk sauce.

Det tryggeste sted i verden?

Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.

Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???

Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.

Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.

Om menstruationsblod

I går skulle jeg snakke menstruation med en fremmed fysioterapeut, hende der har sommerferievagten.

Jeg har ikke helt afgjort med mig selv, hvordan jeg har det med at tale om min menstruation. Nogle dage har jeg det fint med det, "whaa feminisme". Jeg kan fyre de første 50 vittigheder og anekdoter af og grine højt af mig selv bagefter, men det er som regel når jeg er sammen med kvinder jeg kender. Fysioterapeuten var derimod en vildt fremmed kvinde.

En feminist burde kunne tale åbent om menstruation, og når jeg ikke kan så svigter jeg hele kvindekønnet, men så tænkte jeg, at jeg nok ville vånde mig mindst lige så meget, hvis samtalen handlede om afføring eller urin. Feminister lader til at være meget glade for menstruationsblod, fordi det er en væsentlig del af det at være kvinde, og det har de i og for sig ret i, men nu skal vi heller ikke gøre det mere interessant end det er. Det er et helt almindeligt, fredeligt affaldsprodukt af, at man som kvinde er i stand til at føre arten videre, på samme måde som afføring kan være et tegn på at kroppen er sund.

En af grundene til at feminister taler meget om menstruationsblod er fordi Hollywood ikke gør det. I film ser man, mænd der onanerer, mænd der skider og mænd der pisser, og en sjælden gang ser man kvinder gøre de samme tre ting, men man ser ikke kvinder der menstruerer. Hollywood er ikke bange for blod, og de viser gerne store mængder af blod efter ulykker, drab, massakrer og tortur, men ikke det her helt almindelige hverdagsagtige blod.

Men det er Hollywood, og vi ved jo godt alle sammen at Hollywood er et mere eller mindre korrupt regime, men hvad med ude i hverdagen. Herude hvor de fleste kvinder bare prøver at komme igennem dagen på bedst mulig vis, så er menstruation bare en faktor ligesom søvn, kost, motion, stresniveau, omgivelser og vejret. disse faktorer bestemmer i svingende grad hvordan man håndtere de problemer som man støder på. Hver kvinde påvirkes forskelligt af de forskellige faktorer. Nogle gange gør faktorerne at verden er imod én og man bliver arrig og umedgørlig, men andre gange gør faktorerne, at man bliver superwoman og alting kører som en leg.

PMS er en af de ting der oftest bliver lavet vittigheder om, og det er noget af det der oftest bliver brugt imod kvinder når de gerne vil frem i verden. Jeg elsker en god PMS joke. Hvorfor hedder det PMS? Fordi kogalskab allerede var taget! Men PMS er ikke farligt. I tre år menstruerede jeg ikke fordi jeg var for tynd og stresset, men da den så kom igen, kom den igen med fuld styrke. Jeg sad med en pædagog og skældte hende ud, og jeg græd i stride strømme, samtidig med at jeg hulkende undskyldte "at det bare er fordi jeg har fået menstruation...". I et kort tidsrum var jeg 14 år igen, men når den første tumulte periode har lagt sig, så vænner de fleste kvinder sig ret hurtigt til deres egen krop, og de ved godt hvordan de skal håndtere den. Er der kvinder der bliver urimelige på grund af deres hormoner? Selvfølgelig er der det, der er sikkert massere, på samme måde som jeg selv bliver ret irritabel, hvis jeg i en periode sover eller spiser dårligt, for PMS er jo bare en af de der mange faktorer som ens liv består af.

Til dem der, til mine argumenter vil sige, at menstruation ikke kan sammenlignes med afføring, vil jeg sige:
- Til dem der mener, at afføring bliver man jo ikke mentalt forstyrret af. Så har de ikke prøvet at have forstoppelse eller diarré, for jeg har prøvet begge dele, og jeg kan godt love jer, at jeg var et mareridt at være sammen med.
- Til dem der mener, at menstruation er noget storslået. Det er afføring vel også. En sygeplejerske kan tage et enkelt blik eller snif af patientens afføring og stille en ret præcis diagnose. Afføring er et væsentligt produkt af hele den menneskelige organisme.

da jeg fik min diagnose

Jeg er blevet spurgt til hvor gammel jeg var, da jeg fik min aspergerdiagnose. Jeg var 23. I 2007 var jeg 22, og selvom jeg har været deprimeret det meste af mit liv, så var det først der jeg kom i kontakt med det psykiatriske system Jeg fik nogle piller af min læge, men de hjalp ikke, så jeg kom på psykiatrisk skadestue, hvor jeg fik nogle andre piller. De piller hjalp heller ikke, så jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Min dosis blev øget og jeg fik det marginalt bedre, men sygeplejerskerne og min psykiater mente, at jeg reagerede forkert.

Når man får det bedre fra en depression er det meningen, at man skal søge ud. Ud af sit værelse, ud blandt andre mennesker, men jeg lå bare på min seng og læste bøger. Det kunne selvfølgelig også forklares med at jeg er introvert, noget der er forbløffende lidt forståelse for, men de havde jo også snakket med mig om min opvækst, så min psykiater fik mistanke om asperger og skrev en henvisning til udredelse, som jeg fik fire måneder senere.

Ifølge alle lærerbøgerne bør det være en lettelse at få sin aspergerdiagnose, men det var det overhovedet ikke for mig. Jeg havde det meget dårligt psykisk da jeg fik min diagnose, men voksenpsykiatrien var slet ikke gearet til aspergerpatienter, og de ville meget gerne have mig over i voksenhandicap, men de korsede sig og sagde, at psykiatrien lige skulle lappe mig lidt sammen først. Psykiatrien ville ikke have mig. Voksenhandicap ville ikke have mig. Center for spiseforstyrrelser ville ikke have mig. Center for selvmordsforebyggelser ville ikke have mig. Jeg var i limbo, et ingenmandsland hvor ingen ville have mig, og jeg stod der i mørket og ventede på Godot.

Det kommer til at lyde som om, at folk ikke behandlede mig pænt, men det er langt fra tilfældet. Selvfølgelig har jeg mødt folk der behandlede mig skidt,men langt størstedelen var yderst kompetente og hjertevarme mennesker, dengang var aspergerdiagnosen blandt voksne bare ikke en del af deres arbejdsopgave, og de forstod mig ikke altid selvom de meget gerne ville

Om selvmord og familie

I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".

Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.

Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.

Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.

Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.

Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.

Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?

Panodilpigen

Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.

Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.

En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.

Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.

Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?

Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda

Bedstes første sygedag

De konservative har fremsat et forslag om at man kan holde fri fra arbejde en dag, hvis et ældre familiemedlem bliver sygt, lidt ligesom barnets første sygedag. Dette har fået den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til skeptisk at spørge, om det da er meningen at familien selv skal passe deres gamle i tilfælde af slem sygdom.

For det første handler forslaget om influenza og lægesamtaler, for det andet, hvorfor ikke? Jeg har en gammel bedste på 85 som er super sej, og som klarer sig selv i eget hjem, i den samme lejlighed hun har boet i siden hun blev gift. Hendes helbred er generelt godt, så der er ingen grund til at sende hende på plejehjem eller have en hjemmehjælp som alligevel ikke har tid. Jeg selv bor desværre for langt væk til at kunne hjælpe, men min far bor lige rundt om hjørnet, og det gør mig rolig at vide, at han kan være der, hvis der bliver brug for det.

Jeg har en helt særlig grund til at interessere mig for emnet. I 2008 havde jeg en lang række selvmordsforsøg med piller. Efterfølgende måtte jeg så ligge på sygehuset i akutmodtagelsen/MVA til afgiftning. jeg har ikke tal på hvor hvor mange gange jeg har ligget på stue med gamle damer der hvde en infektion, og som deraf blev dehydrerede og forvirrede. De lå i deres senge og var bange, for de vidste ikke hvor de var. Deres familier blev kontaktet, men der kom næsten aldrig nogen og var hos dem. De lå der og klagede og klynkede, og det var skræmmende og uværdigt, men der var ingen der havde tid til dem, for sygeplejerskerne havde for travlt. Så ja, jeg er ikke konservativ, men jeg går fuldt ud ind for bedstes første sygedag.

En gang da jeg var 26, var der en psykiater der skældte mig ud og sagde, at det var uansvarligt, at jeg ikke boede hjemme ved mine forældre, underforstået så de kunne passe mig, og det var uværdigt, og det er ikke den situation jeg ønsker for vores grå guld, men der er aller helvedes til forskel på at skulle være fast selvmordsvagt, og så på at skulle køre en person til lægen, hente medicin og fylde køleskabet.

Så lad os elske vores vores forældre og bedsteforældre, sådan som de elsker os.

Er vi lige eller ulige?

Inden for uddannelsessystemet er der spørgsmål som virkelig kan forarge folk hvis man stiller dem. Et af de spørgsmål er spørgsmålet om lighed i uddannelses systemet.

Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.

Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv

Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.

Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.

I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.

Ro, renlighed og regelmæssighed

Ro, renlighed og regelmæssighed, sådan lød parolen i gamle dage, og det er kloge ord, men nu begynder universitetet igen, og nogle dage vil det ikke være muligt for mig at skrive her på bloggen, så mine indlæg bliver ikke helt så regelmæssige som de har været indtil nu, og jeg håber, at I vil bære over med mig.

I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.

Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.

Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.

Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.

Om at elske sin familie

Problemet ved at have en blog er, at det er en ensidig subjektiv kommunikationsform, det vil sige, at I hører min historie, men mit liv består af mere end bare min historie, og især i julen var der også min søsters, fars og farmors historier. Jeg skrev meget om hvad jeg gjorde for at tilpasse mig dem, og det kan måske komme til at lyde som om stakkels lille mig skulle undertrykke mig selv fordi min familie ville have det, men sådan er det slet ikke.

I en familie er man alle nødt til at tilpasse sig, og man gør det af kærlighed til hinanden. Det kan ikke undgås at vi alle har vores små krummelure og særheder, nogle af dem er for store til at være i en lille lejlighed under en snestorm, og så må man dæmpe sig lidt for en tid, andre er vigtige, og så må de andre tilpasse sig. Sådan justerer vi alle vores væremåde hele tiden, både i familien og i samfundet, og sådan bør det også være. Selvfølgelig er der også tilfælde hvor man tilpasser sig for meget og det hele ender med at blive en løgn, og sådan skal det helst ikke være.

Min nærmeste familie består ar far, mor (skilt), søster og farmor. Hvad betyder det at elske sin familie?

Jeg er vokset op uden noget sprog for følelser. Jeg kendte alle ordene, men jeg vidste ikke hvad de betød, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Hvad mine egne følelser gjaldt, så havde jeg det tåleligt, dårligt eller forfærdeligt. Så kom jeg langt om længe ind i det psykiatriske system, og langsomt og tålmodigt lærte sygeplejerskerne mig forskel på angst, vrede, frustration, depression og lavt blodsukker, men det var alle de dårlige følelser. Inden for det sidste år er jeg begyndt at få det bedre/godt, og det betyder, at jeg skal lære de gode følelser at kende, det sker dog ikke lige så systematisk.

Jeg er begyndt at bruge ordet 'elske', det stoppede jeg ellers med i folkeskolen fordi en lærer snakkede om at man tit bruger det for meget, så det mister sin betydning. Men ikke at bruge det for meget er ikke det samme som slet ikke at bruge det, det forstod jeg bare ikke dengang. Jeg lærte igen at bruge ordet fordi jeg har en veninde der er meget syg, og som har brug for mennesker der elsker hende. Lige så stille begynder jeg også at bruge ordet til min familie. Ikke at jeg ikke elskede dem før, jeg vidste bare ikke, at de også har et behov for at blive elsket og vide at de bliver elsket.

At blive elsket og vide at man bliver elsket er jo ting jeg selv har behov for, så det er 'sjovt' at det ikke er gået op for mig at det også skulle gå den anden vej, men jeg var ikke sikker på om jeg følte mig værdig til at elske nogen.

Hvad betyder det at elske nogen? Jeg har ikke et sprog for de gode følelser, og hvordan kan man definere følelser man ikke har ord for?
- Jeg kan lide min familie.
- Jeg har lyst til at være sammen med dem.
- Jeg har lyst til at gøre noget godt for dem.
- Jeg har lyst til at give dem gaver.
- Jeg har lyst til at få det bedre for dem.
- Jeg har lyst til at tilgive dem når de træder ved siden af, og har brug for at blive tilgivet når det er mig der gør det.
- Jeg kan ikke lide det når de er kede af det, bange eller andre negative følelser.
- Jeg kan ikke lide når der sker noget dårligt for dem.
- Jeg tænker på dem dagligt.
- Engang imellem er de skøre, irriterende eller uforståelige, men det ændrer ikke mine følelser for dem.
- Der er så uendeligt mange ting som jeg ikke ved om dem, men alligevel kender jeg dem bedre end nogen anden.
- Når jeg er sammen med dem er jeg beskyttet, også for mig selv.
- Sammen med dem er mine smil og grin anderledes, jeg ved ikke hvordan og hvorfor, om det er godt eller skidt, det er bare anderledes.
- Når vi sidder sammen og hygger os, bobler det inde i maven.