fredag den 30. september 2011

En selvskaders værdighed

Kære læge på skadestuen.

Jeg er faktisk en sød og charmerende person, men det lagde du ikke mærke til. For dig var jeg bare en af de der piger der skærer i sig selv. Jeg kom ikke for at få din opmærksomhed, så det kunne i grunden være ligemeget. Jeg var jo selv skyld i, at jeg var der, så måske fortjente jeg ikke en værdig behandling, men du sårede mig dybt.

Jeg skærer mig ikke for sjov. Når det kommer så vidt, at jeg tyer til barberblade, er det fordi verden bliver så forvirrende og uudholdelig, at jeg ikke længere kan trække vejret. Jeg er nødt til at skære for at kunne samle tankerne. Jeg er nødt til at føle smerten og se blodet flyde og kødet åbne sig, så jeg igen kan falde til ro og tænke klart.

Du så på mit sår og sagde, at du ville nøjes med at lukke det med strips. Det betyder bare, at sårets kanter lukker fint sammen, men i min lille selvskadende verden, betyder det, at jeg ikke havde gjort det godt nok. Jeg prøvede at forklare, men du prøvede ikke en gang at forstå. hvis du nøjedes med strips, ville jeg være nødt til at prøve igen, men jeg orkede ikke, så jeg begyndte at græde så snart du var gået. Jeg sagde det jo ikke for sjov, så hvorfor lyttede du ikke til mig?

Den pædagog der var med dig gik ud og tog en samtale med dig under fire øjne, og fik dig til at ombestemme dig. Jeg ved ikke hvad hun sagde, turde ikke spørge, for det var vigtigt, at det var dit valg at sy.

Det er jo ikke fordi det er specielt sjovt at blive syet, men det var vigtigt for mig, for hvis ikke, betød det, at jeg ikke havde skadet mig selv nok. Du syede, men det var sjusket og stingene sad for langt fra hinanden, men jeg sagde ikke noget, jeg var bare taknemmelig for at have fået lidt ro.

Undskyld, at jeg forstyrrede. Undskyld, at jeg er som jeg er. Undskyld, at jeg kom på et tidspunkt, hvor du bare ønskede at komme hjem. Undskyld, at jeg er mig. Jeg prøvede at være sød og høflig, men jeg gjorde det åbenbart ikke godt nok.

Hilsen
Endnu en ad de der piger...

torsdag den 29. september 2011

Internet relationer

Jeg er i bogstaveligste forstand vokset op sammen med internettet, helt tilbage fra et skrattende modem og kun en håndfuld hjemmesider at vælge imellem. I al den tid har medierne prædiket sædernes forfald og opløsningen af personlige relationer. På nettet kan man jo lyve om hvem man er, mange mister enhver forståelse af god opførelse og sviner andre til og forhold bliver flyvske og afstumpede.

Ødelægger internettet virkelig vores evne til at knytte bånd?

Jeg bor i en by jeg ikke har spor lyst til at bo i. Jeg elskede at bo i Aarhus, der havde jeg mit studie, der havde jeg mine venner og der havde jeg min lillesøster. Fra højere sted blev det besluttet, at jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv og skulle flytte på et døgnbemandet bosted for unge voksne med Aspergers syndrom, så efter et års tid på venteliste, blev jeg deporteret til Randers, for et sådan tilbud findes ikke i Aarhus.

Jeg kendte ingen i Randers, og efter to år kender jeg stadig ingen. hvordan får man venner i en ny by når man ikke længere studerer og ikke arbejder? Der er heller ingen jævnaldrende i min kirke.

Internettet er min redning, der snakker jeg med folk. Jeg møder nye mennesker, genopfrisker gamle bekendtskaber og jeg har mulighed for at bevare kontakter der ellers ville være gået i opløsning. Nogle har jeg mødt, andre har jeg ikke, men betyder det virkelig så meget? Min autisme har altid gjort det svært for mig at få venner og bevare venskaber. Jeg har aldrig rigtig passet ind, men på internettet er det lettere at blive accepteret på trods af sygdom og handicap. Jeg er den ynkværdige person man altid ser i tv-serier (der tit ender som mordoffer) hende uden 'ægte' venner og som man skal have ondt af.

Er disse mine få venskaber mindre værd, bare fordi de hovedsageligt fungere online? Jo, det ville være fedt hvis min kære Maane boede rundt om hjørnet og vi kunne holde fælles ædegilder, men det gør hun ikke, og uden internettet havde jeg aldrig mødt hende eller mange af de andre skønne mennesker der gør min hverdag til at holde ud.

Hav blot ondt af mig hvis det er det i vil, men jeg har ikke ondt af mig selv, for jeg har de veninder jeg har brug for.

onsdag den 28. september 2011

Vaskedag

I går holdt jeg vaskedag. Vaskedag er virkelig en af de dage, hvor det bliver tydeligt, at min førtidspension kan retfærdiggøres.

Jeg skammer mig tit over at være pensionist. Jeg er vokset op med at tænke på førtidspensionister som folk der har drukket sig til deres pension, eller folk der har fået den og bare giver slip også på vægt og personlig hygiejne. Jeg frygter at ende som overvægtig, mens jeg render rundt i uformelige bomuldsgamacher, en forvasket t-shirt med gummi tryk og fedtet hår og bumser.

Jeg har med tiden lært, at førtidspensionister kan være meget andet end det, men frygten sidder der stadig.

Fortjener jeg virkelig min pension? Jeg er jo intelligent, så jeg burde studere. Jeg er selv fuldt ud klar over, at jeg ikke kan klare et studie og senere et job, men kan jeg retfærdiggøre det over for mine medmennesker?

Noget så simpelt som vaskedag viser, at jeg ikke kan klare mig ude i den virkelige verden.

Lige nu er jeg i en god periode, jeg er nærmest glad, jeg har energi, der er ro på min tilværelse, jeg har meget få forpligtelser, jeg får den støtte jeg har brug for fra pædagogerne på mit bosted og min familie og jeg kan se frem til en halv weekend med min bedste veninde. Alt i alt burde alt køre på skinner, men gør det så også det?

Selvom der kun var to maskiner, så overmandede det mig fuldstændigt. Det skyldes det, at jeg er en smule doven, men mest på grund af min autisme er tøjvask en udmattende oplevelse. Jeg ved ikke hvorfor jeg finder det så hårdt, men jeg ved af erfaring, at de dage hvor jeg vasker tøj har jeg ikke energi til andet. Selve tøjvasken tager energi for en hel dag, at lægge sammen tager hele den næste, og hvis jeg skulle gøre det ordentligt og sortere mit tøj, ville det tage yderligere en dag. Jeg er så gået på kompromis og vasker alt tøj og sengetøj sammen og med samme sæbe.

Det passer ikke godt med mine husmordrømme, og det er ikke særlig overskudsagtigt. Hvis jeg skulle have sorteret tøjet, skulle jeg have gjort det i mandags, hvor jeg havde migræne, og selvom jeg prøvede, at udføre alle mine opgaver, så glemte jeg alt om tøjvask.

Alt blev altså bare proppet ind i maskinerne uden tanke på farver og varmefølsomhed. Jeg behandler ikke mit tøj særlig pænt, men jeg betaler heller aldrig ret mange penge for mit tøj, så det går nok. alligevel holder mit tøj i evigheder og når både at gå af mode og komme på mode igen.

I går fik jeg altså vasket og tørret alt mit tøj, men da jeg kom op i lejligheden med det, var jeg så udmattet, at jeg ikke kunne lægge det sammen og lægge det på plads, så jeg hældte det hele ud på gulvet, så det ikke bliver alt for krøllet, og der ligger det endnu.

Jeg fungerer desværre sådan, at jeg kun kan klare en opgave om dagen. I mine glade studidage var det også sådan, jeg kunne enten gå til forelæsninger ELLER læse lektier, jeg kunne ikke gøre begge dele.

tirsdag den 27. september 2011

Selvmedlidenhed

Jeg havde en forfærdelig migræne i går, men det nyttede ikke noget at ligge i sengen og have ondt af sig selv, for jeg kunne ikke finde ro, så jeg lå bare og havde endnu mere fokus på mig selv og på min smerte. Desuden var der masser af ting der skulle ordnes, der skulle vaskes op, renses kantareller og jeg skulle til lægen og have fjernet sting.

Men hvordan er det lige med det der selvmedlidenhed? Er det sådan noget skidt egocentreret noget man helst skal undgå? Eller er det helt i orden og en vigtig del af det at være menneske?

Personligt kan jeg i hvert fald ikke undvære det, men det må helst ikke kamme over, for så bliver det bare ynkeligt. Der er ikke noget værre end folk det har enormt ondt af sig selv og også vil have, at andre har ondt af dem. Jeg plejer at holde min selvmedlidenhed på et ironisk plan, og bruger det bare til at komme igennem de hårdeste dage. Jeg er virkelig bange for at falde i og virke ynkelig.

Det er vigtigt, at man ikke helt lader selvmedlidenheden indfange en. Alt for meget navlepilleri gør, at man får sværere ved at give slip og komme videre med sit liv. Jeg har ikke noget belæg for det, men jeg er sikker på, at selvmedlidenhed udløser nogle af de samme belønningsstoffer som ros, chokolade og sex.

mandag den 26. september 2011

Den sværeste af alle bønner

Når jeg er med DUK (Danmarks Unge Katolikker) på tur, så synger jeg med på de sange hvormed vi indleder og afslutter måltidet, men jeg synger bare, jeg hverken tænker eller føler, for bordbønnen er den sværeste af alle bønner, når man er som mig. Der hjemme gør jeg det aldrig. Det er fordi det der med maden er så svært.

Jeg elsker mad. Jeg elsker at købe det, tilberede det, se på det, lugte til det, smage på det og spise det. Jeg elsker at læse om det, se programmer om det og diskutere det med andre. Jeg drømmer om at smage alverdens lækkerier. Mine tænder løber i vand bare ved tanken om det. Jeg tænker på det i hovedparten af døgnets 24 timer. Måske er 'elsker' ikke det rigtige ord, det er måske mere korrekt at sige at jeg er besat af mad. Det lyder måske meget godt, men det er langt fra så simpelt. Min besættelse af mad begyndte for 10 år siden at blive sygeligt. Min kærlighed til mad gjorde mig bange for mad. Jeg vidste, at hvis jeg ikke passede på ville jeg blive fed, så hvis jeg ville forblive slank (og helst tyndere) så måtte jeg vende ryggen til mit livs stor kærlighed. Jeg har aldrig været hard core anorektisk, så jeg kan ikke leve uden mad, selvom jeg nogle gange ønsker det, men jeg har ikke siden den gang kunnet tillade mig selv at spise noget rigtig lækkert. Jeg snakker meget om lækker mad og god kvalitet, men jeg er først nu begyndt at kunne lære at spise det, for jeg synes ikke, at jeg fortjener det.

Mad er farligt. Hver mundfuld jeg tager er starten på et eventuelt ædeflip, hvor jeg propper mig med sådanne mængder af mad, at nogle slet ikke kan forstå det. Jeg sluger maden, prøver at huske at tygge, for at det lettere kan komme op igen, men det er svært, for det skal gå hurtigt. Jeg smager ikke, jeg æder bare. Måske sker det, måske gør det ikke, men faren er der altid.

Mad er farligt, for jeg elsker det, men det er en skræmmende kærlighed der æder mig op.

Mad er skræmmende, for det gør en. Bare en mundfuld for meget hist og her og det kan ses på vægten den næste dag.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil få et normalt forhold til mad. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne spise en lækker middag med mennesker jeg holder af uden dårlig samvittighed. Jeg forundres ved tanken om, at nogen kan nyde mad, ved de da ikke hvor farligt det er? Er det virkelig muligt at have et liv ved siden af maden? Kan man virkelig leve et liv, hvor ens humør ikke bliver styret af maden.

Jeg ville ønske, at jeg frit kunne gå ud og spise med mine venner og familie, men der er kun et begrænset udvalg af steder vi kan tage hen, hvor jeg kan føle mig tryg.

Hvordan takker man for mad som føles som en forbandelse...

lørdag den 24. september 2011

En god gerning

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive i weekenderne, but here we go.

Jeg har tænkt meget over den gode gerning jeg fik som bod.

I går da jeg stod og ventede på bussen, kom der en gammel svagtseende dame gående. Jeg kunne godt se, at der var noget hun var i tvivl om, så jeg iagttog hende for at finde det rigtige tidspunkt at tilbyde min hjælp. Hun henvendte sig dog til en anden ung kvinde, der kunne hjælpe hende hen til det rigtige busstoppested.

Jeg greb mig selv i at blive misundelig. Hvorfor spurgte hun ikke mig? Er der da noget galt med mig? Virker jeg fjendtlig? Jeg tror endda, at jeg kom til at skule lidt efter dem.

Det slog mig hvor dumt det var af mig. Jeg ønskede jo ikke at gøre en god gerning for den ældre dames skyld, eller jo, jeg ville gerne hjælpe hende, men jeg ønskede jo hovedsageligt at gøre det for min egen samvittigheds skyld. Det var faktisk godt, at jeg ikke fik mulighed for at hjælpe hende, for det fik mig til at indse, hvor egoistisk og misforstået jeg havde grebet det hele an. Jeg skal jo ikke gøre gode gerninger for at rense min samvittighed, jeg skal bare finde den side af mig selv, der gør gode gerninger, ikke for mig selv, men for Gud og min næste, simpelthen fordi det er det rette at gøre og ikke for at få en belønning.

Jeg skal ikke gå og lægge planer for hvad jeg helt præcis kan gøre, jeg skal bare være mig selv i en forbedret version.

Er en god gerning overhovedet en god gerning, hvis den er gjort med skumle bagtanker? Hvis jeg havde fået lov til at hjælpe damen, havde jeg så ikke skadet mig selv? Jeg ville have haft en falsk følelse af at være et super godt menneske, ja nærmest en helgen.

Tak, Gud, fordi du sendte en anden ung kvinde til at redde mig fra mig selv.

fredag den 23. september 2011

De gemte

I går på DR 2 var der temadag om Asperger autisme. Jeg vidste egentlig godt, at jeg ikke burde se den slags, jeg bliver så nedtrygt. Ligegyldigt hvor meget de gør for at fremhæve de positive sider, så synes jeg altid, at det negative fylder mest, men det er nu slet ikke det der irriterer mig. Jeg vidste det allerede, da jeg læste programmet, at fokus endnu en gang ville ligge på drengene.

Drenge og piger med Aspergers er meget forskellige, i en grad hvor menigmand næsten kunne tro, at det var to forskellige diagnoser. Man kan argumentere for at drengene selvfølgelig fylder mest, fordi der bare er flere drenge end piger med Aspergers, men meget tyder på at det slet ikke er sådan, der er bare flere drenge der bliver diagnostiseret, fordi deres symptomer er mere synlige.

I gårsdagens program var der dog et lille klip der meget godt viser problemet. Adam og Pi der begge har Aspergers står og snakker sammen.
Adam: Du virker slet ikke til at have det.
Pi: Nej, jeg har nok altid været god til at skjule det.
Det er så rammende. Vi piger er bare bedre til at skjule vores handicap og tilpasse os omverdenen. Det lyder måske meget godt, men det sker som oftest på bekostning af vores eget ve og vel. Piger med Aspergers syndrom bliver normalt bare set som stille piger, og stille piger får lov til at passe sig selv. Mange mennesker har i tiden haft svært ved at tro, at jeg har et handicap, for de kender drenge med Aspergers, og jeg er slet ikke som dem. Det er meget demotiverende, for de tager slet stilling til alt det hårde arbejde jeg lægger i at tilpasse mig omgivelser, der slet ikke er indrettet til folk som mig.

Groft sagt, kan man sige at drengene er udad reagerende og pigerne er indad reagerende. Drengene bliver opdaget tidligere fordi de kan være aggressive og voldelige, hvis de stilles overfor urimelige krav og ikke har mulighed for at lære at kontrollere sig selv. Derimod kan pigerne gå i mange år med angst og selvhad, før de bliver så deprimerede og selvdestruktive, at de til sidst får brug for professionel hjælp.

Faktisk ved jeg ikke meget om forskellene, for 99% af al litteratur handler om drengene. Jeg ønsker bare ligeværd indenfor mit handicap.

torsdag den 22. september 2011

Panodiler

I går fik jeg udleveret hele mit glas med Panodiler.

På grund af risiko for overdosis har pædagogerne opbevare dem for mig, jeg kunne så skrive og bede om et par efter behov.Det var besværligt, især hvis jeg vågnede om natten med hovedpine, for jeg havde jo ikke lyst til at vække nattevagten for så lidt. Så mest af alt har det faktisk været til besvær ikke selv at have dem, men jeg har lidt for mange gange bevist, at jeg ikke er til at stole på.

I princippet kunne jeg bare være gået ned i byen og have købt nogle selv, hvis det var det jeg ville, men jeg ville bevise over for min tidligere kontaktpædagog, at jeg var stærk og kunne kæmpe imod tankerne og impulserne. Nogle gange var det hårdt. Nogle gange blev verden bare lidt for mørk, tankerne lidt for påtrængende, angsten lidt for nærgående og det blev bare lidt for svært at trække vejret, men jeg holdt ud, og nu er der gået ca 18 måneder siden min sidste overdosis.

At jeg nu må opbevare mine egne Panodiler er en stor tillidserklæring fra pædagogernes side. Det er en lidt underlig fornemmelse at have dem stående. Jeg kommer helt automatisk til at tænke på at tage dem, men jeg gør det ikke, for jeg er ikke længere den person. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis jeg pludselig får det skidt. Jeg tror ikke at jeg vil tage dem, men nervøsiteten sidder i mig.

Jeg ser det som et godt tegn, at jeg er bange, for for et par år siden, var jeg ikke bange, da tog jeg dem bare.

Kristeligt Dagblad bragte i går en artikel om at der ikke gøres nok for de unge der forsøger selvmord. Selvom jeg selv var for gammel til helt at falde i den kategori, kan jeg kun nikke bekræftende dertil.

Første gang jeg prøvede blev jeg bare sendt hjem til et tomt kollegieværelse uden at få muligheden for at tale med nogen. Det førte til at jeg havde 6 overdoser på 7 måneder. Jeg vidste godt at det var slemt, men hvor slemt fik jeg faktisk først at vide af en medicinstuderende på en DUK tur. Alle unge burde have ret til at vide hvor skadeligt det er og ikke bare blive mødt med "det er slemt".

Selvmordstanker kan ikke ties væk, men det kan være svært at nå ind til patienten, især hvis man betragter hende som en patient. Jeg har heller ikke selv været helt villig til at tale, dels fordi jeg ikke kender de rigtige svar, og det får mig til at føle mig dum. Når man taler om selvmord, er det som at tale et helt nyt sprog, det skal øves og øves og øves før man kan gøre sig selv nogenlunde forståelig. Man kommer til at sige ting, man senere fortryder, man kommer til at modsige sig selv, og der er tidspunkter hvor man snakker uden at man har noget at sige og tidspunkter hvor man er tavs selvom ens hjerte er fyldt, men det vigtigste er, at man ikke går helt i stå.

onsdag den 21. september 2011

Mental brusekabine

Min præst kom hjem til mig kl 10 for at høre mit skriftemål.

En af mine veninder spurgte, om man ikke kun skulle skrifte, når man har gjort noget, og det er også helt rigtigt, problemet er bare, at man hele tiden gør et eller andet der ikke er helt godt, eller man undlader at gøre noget godt. Indrømmet, jeg har ikke begået noget virkelig slemt, det er svært at komme til at gøre noget virkelig slemt, når man lever et så afsondret liv som mig. Jeg har til gengæld været alt for magelig. Det er så let bare at følge med strømmen og tilskrive gode ting ens eget hårde arbejde og ikke Guds nåde. Det er så let at blive siddende i sofaen i stedet for at tømme opvaskemaskinen så pædagogerne slipper, det er ikke mit job, men de er underbemandede og jeg har faktisk de 2 min det tager. Det er så let at grine over andres fejl, at jeg nogle gange glemmer, at de måske også har det svært. Det er så let lige at forkæle sig selv lidt, eller det er det så faktisk ikke altid, men enten gør jeg det for meget eller også slet ikke. Jeg donerer 10 kr til Røde Kors og straks føler jeg mig som en helgen. Jeg beder ½ Fader Vor og bliver så afbrudt, men tænker, at det vel kan være godt nok. Der er så mange små ting og det løber med tiden op.

Min præst var meget sød og sagde, at det er helt i orden at nyde tilværelsen og forkæle sig selv lidt. Som bod skal jeg prøve at gøre en god gerning, men hvordan definerer man en god gerning? Er det nok at skrive nogle opmuntrende sms'er til min veninde der har det virkelig skidt (a damsel in distress)? Skal jeg donerer alle mine pantflasker til godgørende formål i Fakta (det gør jeg jo allerede)? Eller skal jeg banke på hos gamle Grethe på noget og 90 og tilbyde min hjælp (hun lugter virkelig slemt)? Det er nok den sværeste bod jeg nogensinde har fået. Måske er det dog en meget passende bod, for når man får nogle bønner eller et skriftsted er det jo så let bare at jappe igennem dem, og det er jo lige præcis det der er mit problem. Det er nok godt, at jeg bliver sat til at tænke lidt.

Det kan være virkelig skræmmende at skrifte. Ligegyldigt hvor mange gange man får at vide, at præsten jo har hørt det hele før, og at han glemmer det hele med det samme, så sidder jeg i hvert fald tilbage med en knude i maven, lidt som når man skal til eksamen. Til gengæld synes jeg at den følelse jeg får når jeg har fået absolution (tilgivelse) er noget af det mest befriende man kan lænke sig. Jeg føler mig ren, glad og let. 10 min på et skriftemål virker på mange måder bedre end en hel time hos psykologen, uden at de to ting ellers skal sammenlignes.

Denne gang kom der dog skår i glæden, for så snart præsten var gået, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt det vigtigste, jeg kan ikke helt finde ud af om jeg glemte det med vilje, eller om jeg simpelthen havde svedt det ud.

tirsdag den 20. september 2011

Vægten

Vægten, findes der noget mere skræmmende...

Der sker alt for meget i mit liv lige for tiden, så meget at jeg er blevet decideret stresset. Stresset nok til, at jeg endte på skadestuen i onsdags, stresset nok til at jeg rystende ligger på sofaen hver aften og længes efter søvnen, hvor urolig den end er, og stresset nok til at vægten er kommet på i en foruroligende hast.

Jeg vidste godt, at stres får mig til at spise mere og røre mig mindre. Jeg vidste godt, at vægten var gået op, så jeg har slet ikke turdet veje mig den sidste tid. Jeg vidste det, så jeg turde slet ikke veje mig den sidste tid. At skulle se tallet ville ligesom gøre det hele meget mere virkeligt, og det syntes jeg ikke lige, at jeg havde brug for.

Jeg prøvede at bilde mig ind, at det hele ikke var så galt alligevel. Jeg vidste godt, at jeg levede på en løgn. Jeg kunne godt se i spejlet, at min mave var blevet rundere og mine overarme mere fyldige, og mine jeans talte deres egne tydelige sprog.

I morges skulle det så være. Jeg ville på vægten, for jo længere jeg strækker den, jo hårdere bliver det. Jeg ville jo gerne have ventet til jeg havde tabt mig lidt, men sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Jeg var nødt til at få det overstået.

Jeg lå længe i min seng og kunne ikke tage mig sammen. Jeg prøvede at gætte, prøvede at forberede mig på chokket.

Kære Gud. Lad det ikke være så slemt som jeg frygter.

Jeg havde gættet på + 2 kg, men det var værre, + 3 kg. I mine unge dage ville jeg være begyndt at græde og slå mig på mave og lår, men jeg er blevet mere afbalanceret med alderen. Jeg stod bare og gloede, ville ikke rigtigt tro mine egne øjne. 3 kg. 3 kg er rigtig meget, som i rigtig, rigtig meget, især når man tænker på hvor meget jeg i forvejen havde taget på, så tror da pokker, at mine bukser og bluser strammer.

I min dagbog kan jeg tillade mig at kalde mig selv for fede gås og Miss Piggy, men jeg ved godt, at det endnu ikke er sandt, men jeg frygter det.

Min kontaktpædagog tror på, at det hele en dag vil blive bedre, men jeg er tvivleren Thomas, jeg vil se før jeg tror. Det er et helvede, men det er et trygt helvede. Det er her jeg har haft hjemme i 10 år, så hvorfor skulle jeg tro, at noget vil ændre sig? Tør jeg overhovedet ændre det? Her i min spiseforstyrrelse er der plads til mig og Gud og ikke ret meget mere. I mine gode perioder, skal jeg forholde mig til verden, og verden er fuld af fristelser. Gode fristelser og nære relationer og slette fristelser og ussel mammon.

Kære Gud. Giv mig styrke til at rejse mig, når jeg gang på gang falder. Giv mig styrke til at acceptere den hjælp du sender mig.

Jeg er omgivet af folk der vil hjælpe, men jeg er stædig og vil klare alting selv, og jeg bliver flov når jeg siger ja til hjælp, føler nemlig ikke, at jeg kan give noget igen.

mandag den 19. september 2011

Strangers pray for her

I fredag da jeg tog toget hjem fra Århus hvor jeg går til psykolog, kom jeg til at sidde overfor en mor og hendes lille datter. På et tidspunkt spurgte moderen hvad der var sket med mine arme, jeg sagde med en klump i halsen, at det er noget jeg gør ved mig selv. Hvorfor fik jeg en klump i halsen? Det plejer jeg ellers ikke. Hun så på mig med et venligt blik og sagde "Stakkels lille dig" og så sagde hun ikke mere. Det var egentlig rart, da jeg ikke lige kunne et tredje grad forhør. Så gav hun sig til at bede for mig. Ikke sådan noget med store armbevægelser og en masse Hallelujaer.

Det er svært at sige, hvordan jeg kan vide, at hun bad for mig, for hun sagde ikke noget, sad bare med lukkede øjne og foldede hænder, men jeg er helt sikker. Det havde til dels noget at gøre med korset om hendes hals, bogen der lå på bordet, hendes let opadvendte ansigt og den pludselige ro der kom over hende. Der var dog noget over hende, som man nok kun ville kunne genkende, hvis man selv er religiøs.

Hvordan føles det så at en fremmed pludselig begynder at bede for en?

Når det gælder religiøse emner, er jeg nok meget dansk og blufærdig. Jeg bliver forfjamsket og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg synes ikke, at det religiøse kun hører til i det private, men jeg har selv svært ved at snakke om det uden at blive lidt rød i hovedet. Jeg ved ikke hvorfor jeg føler at, jeg bør skamme mig over min religiøsitet, og det kør jeg i princippet heller ikke, men i praksis er det ikke nær så ligetil.

Tidligere er det hændt, at venner og bekendte ville bede for mig. Hvad svarer man lige til det? Øh, tak og i lige måde. Det lyder bare så dumt. Jeg ved ikke om jeg grædende bør falde dem om halsen af taknemmelighed, eller om jeg skal græmmes over, at det står så skidt til med mig. er det mon bare noget de siger, fordi de holder af mig? Nej, jeg tror, de mener det oprigtigt.

Når nu det så pludselig var en vildt fremmed, så må det jo stå rigtig skidt til med mig. Dagen titel er fra en pro-ana side (pro-anoreksi > små dumme teenagepiger der tror, det er sejt at have en spiseforstyrrelse). Det går ud på, at målet er at blive så syg, at fremmede på gaden beder for en. Udtrykket stammer sandsynligvis fra USA, for det sker godt nok ikke tit, at danskere pludselig beder for folk de ikke kender, eller i det mindste giver udtryk for det.

Sandheden er, at det ikke er fedt, at man er kommet til det punkt, hvor det sker, men det var stadig en befriende fornemmelse, som om jeg kunne føle mig helt tryg da jeg steg af toget.

fredag den 16. september 2011

Den stolte handicappede

Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs...

Jeg bærer handicap og sygdom flot, det er i hvert fald hvad folk siger, og måske er det sandt, men der er dage hvor det ikke er så let. Dette kommer til at handle om mit handicap på de dårlige dage. Advarsel, mulighed for klynkende erindringer.

Aspergers syndrom er noget man er født med, men jeg blev først diagnostiseret da jeg var 23. Jeg taler tit med folk om hvor hårdt det var at skulle gå i normal skole på de normales præmisser, men jeg får altid en dårlig smag i munden, for var det virkelig så hårdt? Er jeg ikke bare ude efter medlidenhedspoint? Jo, jeg hadede skolen, jeg kunne hverken fysisk eller psykisk stå distancen, men det kunne sikkert have været langt værre. Jeg blev nok opfattet som et lidt sært barn, og hverken lærere eller elever behandlede mig altid lige pænt. Jeg blev drillet, men jeg blev ikke mobbet.

Jeg hadede skolen, fordi jeg ikke kunne klare det, jeg hadede de andre, fordi de var normale, og jeg hadede mig selv, fordi jeg ikke var som dem.

Mit højeste ønske har altid været at være normal, at passe ind, og jeg kæmpede hårdt for min drøm. Jeg brugte lang tid på at observere mine klassekammerater og min lillesøster for at lære hvordan normale mennesker fungerer og hvad de gør og hvordan de opfører sig. Jeg læste bøger for at lære hvad og hvordan man burde tænke. Langsomt men støt lærte jeg at tilpasse mig mine omgivelser.

Jeg lærte, at reglerne egentlig var ret simple, men de var også grusomme. Tal ikke når andre taler, alt kommer til den der venter. Gør ikke opmærksom på dig selv, tving dig selv til ikke at grine så forbistret højt, tys. Lad som om du er dummere end du er, du må godt kunne svare på spørgsmålet, men gør det på en ydmyg måde. Tro ikke, at du kan noget, der er altid en der er bedre end dig eller fortjener mere ros end dig. Tal ikke om noget andre ikke gider at høre om. Jo bedre jeg blev jo mere hadede jeg mig selv for at komme til at træde ved siden af, og jo mere bange blev jeg for, at folk lagde mærke til, at jeg ikke var normal. Jeg straffede mig selv med knive og med mad, fordi jeg ikke var normal og derfor ikke god nok.

Da jeg blev diagnostiseret, fik jeg gang på gang at vide, at jeg burde være lettet, fordi det kunne forklare så meget.

Det kunne forklare meget. Det kunne forklare hvad det var for et hemmeligt sprog mine klassekammerater havde med hinanden som jeg ikke forstod (kropssprog). Det kunne forklare hvorfor jeg absolut skulle holde enetaler om underlige emner som ingen andre interesserede sig for. Det forklarede hvorfor jeg ikke havde hjerteveninder og ikke længtes efter en. Det forklarede hvorfor det var så ulideligt for mig at se folk i øjnene, jeg kan tvinge mig selv til det, men jeg kan ikke lide det.

Det forklarede så mange ting, men hvad kunne jeg bruge det til? Jeg var jo stadig en sær snegl. Jeg var stadig ikke normal.

Jeg kom faktisk til at hade mit handicap, for det betød jo, at ligegyldigt hvor hårdt jeg kæmper, så vil jeg aldrig blive normal. Politisk korrekte folk går i gang med at sige, at det normale ikke eksistere, og at det er en god ting, men det er løgn, det ved vi der ikke bare var en lille smule aparte, men direkte unormale.

Jeg læste en masse desværre lidt forældet litteratur om Aspergers, og jeg blev mere og mere deprimeret, til en grad hvor det fik mig til at sluge en hel masse piller af had til mig selv og til mit handicap.

Jeg bliver bedre og bedre til at leve med mit handicap. Jeg hader det ikke længere helt så tit. Jeg oplever endda en gang imellem, at jeg er glad for nogle af mine særheder, men jeg har stadig dage hvor jeg synes, at det er enormt synd for mig, og hvor jeg prøver at lade som om jeg er normal, men det bliver sværere og sværere, for jeg har næsten glemt hvor hårdt det egentlig var. Jeg bliver dog nok aldrig den stolte handicappede, som jeg nogle gange oplever, at andre er. Jeg ser på dem og tænker, at deres opførelse er pinlig og at de burde lære ydmyghed, for de er ikke til at holde ud at høre på.

Dette er ikke nogen populær holdning, men det er nu en gang hvad jeg føler, og jeg gider ikke at lyve.

torsdag den 15. september 2011

Om at aflæse og blive aflæst

Ude i den virkelige verden aflæser folk hinandens sindstilstand og agerer derefter, men i mi min lille autistiske verden, er det helt urimeligt svært.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at lære at aflæse folk. Nogle ting er lette: smil-glad, tårer-ked af det, råbe-vred og sammenknebne øjne-mistænksom/mangler solbriller. Men så begynder det at blive vanskeligt: tårer-morer sig, råber-ophidset/engageret/højt naturligt stemmeleje, tavs-stener/ked af det/vred/ligeglad/hvad ved jeg og smil-facade/forsvarsmekanisme. Og det er endda kun folks ansigter. For at regne ud hvad en person tænker, er der hundredtusindvis af små variationer, som man skal lægge mærke til: hovedets vinkel (vender hovedet tilbage for at se ned på en/vender nedad for at se på en over brillerne/vender væk for ikke at se på en), skuldrende (anspændte/trukket tilbage/hængende/skutrygget), armene (over kors/slappe/slaskende), hænder (urolige/i lommerne/pegende/gestikulerende), torso (anspændt/sammensunket), ben (over kors/krydsede/spredte/strakte), fødder (urolige/peger udad/peger indad) , kroppen som helhed (sidder ned/står op), hvordan vender personen i forhold til en selv(front, side eller ryg til en), hvor stor er personen i forhold til en selv (højere/lavere/bredere/smallere (fysisk/mentalt)), hvordan kan omgivelserne spille ind og ødelægge data (kulde/hede/skarp sol/larm).

Jeg bliver træt af at aflæse folk, ikke fordi jeg keder mig, men fordi jeg bruger al min energi på at observere, tænke, konkludere, observere igen, rette mine konklutioner. Der er så mange ting man skal tænke over. For at kunne holde det ud, skal der opsættes regler. At trøste en veninde: Hold om hende rundt om den øverste del af overarmen, så hun kan lægge hovedet på min skulder. Læg kinden på hendes hovede så hun mærker et let tryk, men hold igen så hun ikke skal bære vægten af mit hovede. Kontroller åndedræt og prøv at få pulsen ned. Rør ikke en eneste muskel ligegyldigt hvor ondt det gør, hun skal ikke få det indtryk, at hun skal trække sig tilbage for min skyld. Tøm hovedet for tanker, det er hende der er vigtig, ikke mig, jeg kan kun gøre dette hvis jeg beder fader hvor eller hil dig Maria om og om igen. Læg mærke til alle hendes bevægelser og hendes åndedræt. Skal jeg klemme hårdere? Skal jeg give slip? Skal jeg sige noget? Jeg elsker at kunne trøste, men det kræver meget af mig.

Jeg har brugt så mange år at lære at aflæse andre, men jeg har ikke lært af dem, hvordan jeg skal agere for at andre kan aflæse mig. Jeg føler mig som en manipulerende lille finke, når jeg lader som om for at blive trøstet eller beroliget.

Jeg har fået at vide, at jeg kan være meget svær at aflæse. Min tidligere kontaktpædagog arbejdede intenst med mig i næsten et år før hun kunne (som den første nogensinde) og alligevel glippede det en gang imellem. Jeg har nu fået en ny kontaktpædagog, og hun gør et godt stykke arbejde, men hun har endnu ikke træningen til at kunne læse mig. Jeg bebrejder hende ikke, men nu har jeg prøvet hvor befriende det kan være, ikke at skulle anstrenge sig så forbandet meget, så en gang imellem sker det, at jeg savner det så meget, at det gør ondt.

I går var sådan en dag. Min nye kontaktpædagog kunne ikke lige læse mig, og jeg kunne ikke lige finde ordene, så jeg skar mig, og for første gang siden oktober skulle jeg på skadestuen og sys.

Jeg er skuffet over mig selv.

onsdag den 14. september 2011

Husmoderen og Gud

En af mine veninder forærede mig en gang en bog af en buddhist, eller det kaldte han i hvert fald sig selv. Den handlede om, hvordan, man skulle lære at finde finde glæden ved at se ind i sig selv mens man gør alle de små dagligdags ting som oprydning, rengøring og opvask. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var noget sludder, og det mener jeg stadig.

Jeg har brugt masser af tid på at betragte mig selv. Jeg har svælget i selvmedlidenhed, jeg har blottet mit liv for læger, psykologer og alle der gad lytte og mine samtaler med min psykolog er ofte en slem gang navlepilleri. Jeg tror ikke, at der er et emne, jeg er så god til at tale om, som mig selv. Har det hjulpet mig? Helt bestemt. Jeg har indset mange ting omkring mig selv, ting jeg skal gøre bedre, ting jeg kan, ting jeg ikke kan og ting jeg måske en dag vil kunne. Det har gjort mit liv lettere, men det har ikke gjort mig lykkeligere.

Lykken kommer når jeg retter mine øjne mod Gud, det var hvad jeg mente den gang, og det har ikke ændret sig. Den gang ville jeg vende det til at jeg skulle lære at finde finde glæden ved at se på Gud mens jeg gjorde alle de små dagligdags ting som oprydning, rengøring og opvask, men der var et problem. Det var ikke et problem at rette mine øjne på Gud, det var et stort problem at rydde op.

Jeg kan se på jævnaldrende ude i den virkelige, ikke autistiske verden, at oprydning er noget man bare gør selvom det kan være surt, det er bare en opgave på listen over ting man bare gør, men det er det ikke for mig. Jeg har altid været et forfærdeligt rodehovede, det kom endda så vidt, at min mor tog et billede af mit værelse og satte det ind i familiealbum, så jeg altid kunne blive mindet om min skam over ikke bare at kunne rydde op, over min dovenskab.

Efter jeg blev diagnostiseret med Aspergers i en alder af 23, fik jeg pludselig at vide, at det ikke er fordi jeg er doven, men fordi jeg ikke ser én arbejdsopgave, jeg ser hundredvis af små opgaver, hver lille genstand en opgave i sig selv, og så bliver jeg overbelastet allerede før jeg går i gang. Så vidt så godt, men det hjalp jo ikke på det grundlæggende problem, at mit kollegieværelse lignede lort og jeg havde ikke energi til at gøre noget ved det.

For nogle uger siden var jeg på besøg hos en veninde der også lider af en spiseforstyrrelse. Jeg var virkelig imponeret af, at hun kunne håndtere sygdom, mand og børn og et skindende rent hjem. Hun fortalte hvordan hun brugte oprydningen i et forsøg på at holde sig væk fra maden, og jeg fik lov til at observere hvordan hun gjorde. Jeg kunne få lov til at se hvordan hun satte ting på plads, tørrede bordet af og alle de ting der høre til oprydning. Sjovt nok, er der aldrig nogen der har lært mig HVORDAN man rydder op, og der kunne jeg i en alder af 26 sidde og tage noter til noget alle andre gør helt naturligt, omend mere eller mindre frivilligt. Pludselig gik det op for mig, at det godt kan betale sig at sætte noget på plads selvom man måske skal bruge det senere.

Før så jeg på rodet, og tænkte at jeg burde rydde op, så skulle jeg tage en beslutning om hvad jeg ville starte med, og så skulle jeg overføre det fra tanke til handling, men her gik jeg i stå. Det var som om kontakten mellem hjerne og krop var kappet. Hver genstand der skulle samles op var en kamp, og det kunne jeg ikke holde til ret længe, men ved at observere lærte jeg.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg lige så stille at prøve mig frem, men jeg bliver bedre og bedre som tiden går. Jeg føler mig som en ægte lille husmor fra en Morten Korch film, når jeg går rundt i min lejlighed der måske ikke er skindende ren, men det er i hvert fald meget bedre end før, og jeg er stolt, ikke fordi jeg synes jeg har gjort noget fantastisk, men fordi jeg nyder mine små ensomme stunder med Gud.

Jeg er 26 år, og der er mange ting jeg burde kunne men som jeg ikke kan. Jeg skammer mig, vil ikke have, at folk kan se, at jeg er handicappet, bruger uendeligt mange kræfter for at skjule det, læser bøger i håbet om at lære det uden at spørge om hjælp, men nu er der en ting mindre på min liste.

tirsdag den 13. september 2011

At skabe et hjem

For nogle uger siden havde jeg besøg af en psykolog fra et andet bosted, der ville vide noget mere om selvskadende piger med Aspergers syndrom, et emne jeg desværre ved alt for meget om. Han ville gerne se min lejlighed, se hvor stor den er, hvordan jeg har indrettet mig ect. Jeg indrømmede over for ham, at jeg ikke føler mig hjemme i min lejlighed. For mig er den bare et sted jeg opholder mig, indtil jeg kan gå op i fællesstuen kl 14.30. Vi talte lidt om, at det måske ville hjælpe, hvis jeg gjorde noget så simpelt, som at ommøblere min lejlighed.

Jeg har blottet det meste af mit liv for denne psykolog, men min lejlighed gjorde mig blufærdig. Jeg mener, at det er en kvindes job at skabe et hjem, men jeg havde fejlet. Det lyder gammeldags, men hvor ofte roser vi ikke vores veninder for deres bopæl, hyggelig, flot, smart eller hvordan de nu har indrettet sig. Min lejlighed er ingen af delene. Det er ikke et sted, hvor jeg ville være stolt over at invitere veninder på middag. Det er ikke et sted, hvor jeg en regnfuld efterårsdag kan sætte mig med en bog og en kop te. Det er ikke et sted jeg kan lide at være. Den er kold i alle ordets forskellige betydninger.

Men hov, var det ikke meningen, at denne blog skulle handle om tro? Både og, den handler om mig, og lige nu kan min tro ikke få fodfæste fordi jeg ikke kan få fodfæste. Hvis jeg skal undgå angst i kirken, må jeg først undgå angst i hjemmet. Så lige i dag handler min blog og mit liv om at skabe et hjem.

Jeg har diskuteret problemet med flere af pædagogerne her, og studeret IKEA kataloget så grundigt, at jeg nærmest kan den udenad. Jeg har målt og regnet og startet forfra igen. Til sidst var jeg dog klar til, at min faste kontaktpædagog og jeg kunne tage en tur til IKEA i Aarhus. Det blev en dyr tur hvor jeg brugte næsten 4,000 kr, men til gengæld har jeg nu nogle møbler jeg forhåbentligt kan bruge i mange år fremover. På en måde virker det hele også en smule ynkeligt. Et hjem bliver ikke skabt af møbler, potteplanter og pyntepuder. Det er mig der er nødt til at ændre mig, men lige nu, er det møblerne jeg har en mulighed for at gøre noget ved, så det gør jeg.

Jeg ved ikke om det hjælper. Lige nu er min lejlighed bare fyldt med brunlig-grå papkasser, der bare venter på, at jeg tager fat, men jeg står bare og ser på dem, og bare tanken gør mig træt. Jeg glæder mig til at blive færdig, engang, på et tidspunkt, med tiden, når jeg overkommer min træthed, men jeg er også nervøs. Hvad nu hvis det ikke hjælper? hvad nu hvis jeg ender med en fin lejlighed, jeg stadig ikke har lyst til at opholde mig i? Jeg har ikke lyst til altid at leve med angsten, og jeg er ved at løbe tør for idéer.

mandag den 12. september 2011

Søndags tv

Jeg har det ikke godt med weekender. Læger, psykiatere, psykologer, sygeplejersker, SOSU-assistenter, ergoterapeuter og pædagoger har i årevis prøvet at hjælpe mig med at finde ud af hvorfor weekenderne er så svære, men jeg ved det ikke. Det har måske noget at gøre med, at tingene ændre sig, og Asperger delen af mig har det ikke godt med forandringer. Lyden ude fra vejen bliver anderledes, det er sværere at komme ud og handle uden at blive fanget i en kø af mennesker der ikke respektere det personlige rum, og så ændre TV programmerne sig også.

Jeg er lidt af en TV narkoman, ikke at programmerne interessere synderligt. Jeg har det bedst med at se serier jeg kan til hudløshed. Jeg har fundet ud af, at der ikke er nogen bedre kur mod den aftenangst jeg lider af hver evige eneste aften end velkendte programmer.

Aftenangsten kommer snigende ind på mig i løbet af eftermiddagen, den lægger sig om mit bryst og strammer til, så jeg får svært ved at trække vejret, og den kryber ind i mit hovede og gør mine tanker mørke og forvirrede. Jeg skyder al min energi af om formiddagen, så der er ikke kræfter tilbage til at kæmpe imod, så det er en befrielse at kunne tænde for fjernsynet og lade Grissom, Horatio Caine og brødrende Epps føre mig ind i en verden hvor man kun skal vare bange for at blive skudt, kvalt eller drukne, no big deal.

Men i weekenden ændrer TV programmet sig. Værst af alt er søndagen. Der er bare ikke noget godt i fjernsynet sent søndag eftermiddag. Jeg er nærmest tvangsindlagt til at se blomsten af Danmarks ungdom prostituere sig selv på TV mens de tyller sprut, bagtaler hinanden, danser, råber, snaver, skændes, og i det hele taget opfører sig pinligt. Jeg kan slet ikke lade være med at se på det og lade mig mystificere. Jeg føler mig med mine 26 år meget gammel. Jeg kan slet ikke følge med i intrigerne og synes egentlig at de alle skulle have en ordentlig røvfuld. Skammer de sig virkelig ikke? Er det ikke flovt, at ens bedsteforældre kan sidde hjemme med aftenkaffen og se en voldsnave flere forskellige fyre? Har man virkelig lyst til at hele Danmark ser en smide tøjet i en brandert? Jeg forstår det virkelig ikke.

Måske er jeg bare født gammel, men jeg prøvede det vilde festliv. Det varede ca 6 måneder, og jeg hadede det. Musikken var for høj, menneskemængden for stor, fyrene enten for nærgående eller for ligeglade og sprut smagte bare ikke godt ligegyldigt hvor meget sodavand mand hældte i.

Man kan sikkert finde bedre søndags TV, men jeg ender altid med at se det samme, og jeg fortryder det hver eneste søndag, så min udfordring for denne uge er, at træne mig selv i at læse lidt om aftenen, så jeg på søndag kan spare min hjerne for noget så plat og vulgært som søndags tv.

søndag den 11. september 2011

Velkommen

Tja, så sidder jeg her foran computere. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, jeg føler at jeg er ved at gøre noget dumt, at jeg ender med at blive til grin. Jeg ved godt at det slet ikke er så slemt. Jeg ved godt, at det værste der kan ske er, at ingen læser med, eller at det viser sig at jeg ikke har noget at sige og det hele ender med at løbe ud i sandet. Well, so be it, jeg prøver alligevel.

Jeg ved ikke om stemningen er til dette lille projekt. Er der nogen der gider at læse om mig og min kamp? Er der plads til endnu en blog om en ung kvinde der har det hårdt? Okay, helt ung er jeg altså ikke rigtigt længere. Er der noget potentiale i en dansk blog om at være katolik? Kan man overhovedet være en rigtig kristen, hvis man ikke elsker livet?

Mit projekt er, at jeg inden jul vil tilbage på min rette plads på kirkebænken, og i denne blog kan du følge min kamp. En kamp mod mig selv, mod angsten og mod dårlige vaner. Det lyder som en klisché, men det gør det ikke mindre besværligt. Der er meget der skal overkommes. Som tingene er nu, kan jeg end ikke gå forbi kirken når jeg skal ned til byen uden, at jeg trækker skuldrende op om ørerne og håber, at det ikke er lige da, at præsten vælger at gå ud og handle eller hvad han nu skal. Min mave slår knuder og jeg skammer mig. Jeg pjækker fra min messepligt, og jeg er bange for en konfrontation, ikke med ham, men med mig selv.

Der var en gang... For længe, længe siden... Okay, den gang da jeg var nybagt katolik, var jeg fast inventar i kirken. Søndagsmesser, hverdagsmesser, rosenkrans, tidebøn eller godt gammeldags manuelt arbejde, I was there. Jeg var ikke kræsen, ingen prædiken for kedelig, intet teologisk problem for kringlet, ingen cykeltur for lang. Jeg var konvertit med stort K.

Men så kom mit annus horibilis, 2007. Der skete mange ting der fuldstændig knækkede mit i forvejen skrøbelige sind. Jeg har med regelmæssige intervaller gennem hele livet oplevet moderate depressioner, og tiden imellem dem plejer heller ikke at være helt sjov. Denne gang fik jeg det så endnu værre. Siden da har jeg så kæmpet for at komme på benene igen. Det har været en lang kamp, og jeg har mange gode og dårlige historier fra den tid, og selvom jeg da nok ender med at fortælle et par stykker, så er det ikke det denne blog kommer til at handle om. Siden 2007 har jeg kun været til messe få gange, skrifte ca 4 gange, kommunion kun når jeg for nyligt havde skriftet, men jeg har hele 3 gange været på ture med DUK, og der har jeg oplevet den glæde jeg husker.

Det er den glæde jeg ønsker at komme tilbage til. Konvertitrusen er noget ganske særligt, som højst sandsynligt aldrig kommer tilbage, men det betyder ikke, at jeg ikke igen vil opleve vinen og blodets sødme eller at jeg ikke igen kan kigge på den korsfæstede Jesus og ikke vide om jeg skal grine eller græde. Jeg ved ikke hvad der er et realistisk mål, men jeg håber at kunne sidde på bænken julenat med et smil på mine læber og med en barnlig lykke i hjertet.

Der er 14 uger og 6 dage tilbage. Jeg er ikke sikker på om det er lang eller kort tid. Egentlig ville jeg have sagt påske, for det er dog den vigtigste af alle dage, men min ADD ville nok miste interessen undervejs, og min dovenskab ville sige "ikke i dag, der er jo masser af tid".

Mit mål er at skrive minimum to gange om ugen. Det burde jeg kunne overholde, selvom det nok kræver lidt tilvending at have deadlines for første gang i 4 år. Jeg vil prøve at skrive oftere, men nogle gange bliver jeg så umådeligt træt af næsten ingenting, og så er jeg nødt til at ligge på sofaen i flere dage i træk, så jeg kan ikke love at kun skrive hver dag, hvor meget jeg end vill. Hvis jeg ikke skriver de to gange om ugen er det fordi jeg har det virkelig dårligt, så bær over med mig.

Status lige nu. Jeg har det bedre end jeg nogensinde har haft det før, og hvis jeg har, så kan jeg i hvert fald ikke huske det, men selv nu hælder jeg mod det melankolske og aftener og weekender er stadig præget af angst. Jeg får en hulens masse piller, piller mod depression, piller mod angst og piller mod ADD. Piller er ikke den nemme løsning, de får mig kun op på et niveau hvor jeg er i stand til at håndtere mine problemer, resten må jeg selv kæmpe for. Selvom jeg stadig skærer og brænder mig selv en gang imellem, så har det ikke været så galt at jeg skulle på skadestuen siden oktober, hvilket jeg er meget stolt over. Jeg slås dog stadig med tankerne.

Diagnoser: Aspergers syndrom, depression, ADD, selvskade, spiseforstyrrelse, hovedsageligt bulimi og selvmordstanker og impulser.

PS Fremtidige indlæg bliver helt sikkert ikke så lange som dette.