søndag den 30. juni 2013

Om kaffe i stedet for cola

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg drikker alt for meget cola (Pepsi Max), 2-3 l om dagen for at være mere nøjagtig. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg med måneders mellemrum forsøger at skære ned for pengepungen og mine tænders skyld. Så lige nu forsøger jeg at få mit forbrug reduceret til det halve, men på en eller anden måde skal jeg jo have opfyldt mit koffeinbehov, så jeg er begyndt at drikke kaffe med sødemiddel og mælk.

Jeg kan egentlig sådan nogenlunde godt lide kaffe, men DET ER BARE IKKE DET SAMME (indsæt selv en meget utilfreds smiley), for der er ingenting der slår en iskold cola, hvor kulsyren prikker én i halsen og vækker sanserne til live. Min psykolog og jeg har snakket om at især det sidste er en af grundende til min afhængighed, for jeg er nærmest afhængig af ydre stimuli af huden, og åbenbart også i svælget. Af den grund går jeg også altid og rører ved ting.

Bare fordi noget er rart, betyder det ikke, at man skal tillade sig selv at gøre det hele tiden, og jeg siger jo ikke, at jeg vil stoppe helt med at drikke cola. En liter om dagen er mere end hvad de fleste mennesker drikker, og sikkert også mere end min tandlæge vil anbefale, men det er hvad jeg lige kan overskue lige nu. For at holde min motivation oppe, har jeg besluttet, at hvis jeg holder mig til en liter om dagen i hele juli måned, så må jeg købe mig et smykke som jeg har forelsket mig lidt i.

Når jeg gør det sådan, er det også fordi jeg er blevet lidt for glad for at bruge penge på det sidste. Jeg fik de der penge tilbage i skat, og så vænnede jeg mig til, at hvis der var noget jeg gerne ville have, jamen, så købte jeg det bare. Jeg er ikke i pengenød, men skattepengene er for længst brugt op, så nu skal jeg vende tilbage til en mere rimelig/normal tilværelse, hvor jeg altså skal gøre mig fortjent til nogle af de virkelig lækre ting, som jeg har lyst til. Som sagt er jeg ikke i pengenød, men det kan jeg alt for let komme, hvis nogle af mine nye vaner bliver lidt for indgroede.

På den anden side skal jeg passe på med et sådan belønningssystem. På den ene side, kan jeg risikere at tage alt for let på det, og belønne mig selv i tide og utide og ende med at blive fed og forgældet, eller jeg kan tage det for alvorligt, og ikke tillade mig selv at nyde noget som helst før jeg har ydet. Jeg husker da jeg skulle op til eksamen i vinteren 06/07, der lavede jeg et system med, at jeg måtte spise x antal kalorier for hver side jeg læste eller for hver sætning jeg oversatte, og om end jeg ikke blev nær så tynd som jeg ønskede, så blev jeg i hvert fald ulykkelig, men det betyder ikke nødvendigvis at et belønningssystem er en dum idé, det betyder bare, at jeg skal tænke mig om.

lørdag den 29. juni 2013

Om en sommerforkølelse

Jeg er blevet syg, kun lige nok til, at det er sådan lidt småirriterende, men også nok til, at jeg er bange for, at det kan udvikle sig til noget mere. Jeg er ikke syg nok til, at jeg vil gå i seng og have ond af mig selv, men nok til, at jeg bliver irriteret på folk omkring mig, så jeg holder mig mest for mig selv, så jeg sidder i min lejlighed og åbner og lukker vinduerne i ét væk, fordi min varmeregulering er sat ud af funktion.

Det startede for et par dage siden med ømme muskler, jeg bliver ellers ikke rigtig øm efter træning, og jeg havde jo 'bare' svømmet. Efter træning i går, hvor jeg havde været udsat for træk, begyndte jeg at nyse, og jeg nøs, og nøs, og nøs, og så begyndte min næse at løbe.

Jeg sad og prøvede at læse mine daglige 80 sider i min vikingebog, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig, men om det var forkølelsens skyld, det ved jeg ikke lige helt. Nok var jeg bare helt almindeligt ufokuseret. Pædagogerne mener, at jeg er helt vildt selvdiciplineret, men jeg er ikke spor mere fantastisk end alle mulige andre mennesker, eller i dette tilfælde ufantastisk. Jeg fik kun læst 40 sider, men det tog mig så også næsten 3 timer, men jeg måtte så også slå både friserne, carolingerne og marovingerne op wikipedia fordi jeg var helt blank på europæisk præmiddelalderhistorie.

Senere havde jeg en samtale med min kontaktpædagog, men jeg var fjern og afvisende og viste mig bestemt ikke fra min bedste side. Jeg skammede mig egentlig lidt over min opførelse, men jeg havde det simpelthen bare så varmt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om hvad hun sagde.

I dag har jeg det vist nok lidt bedre, men det kan være meget svært at afgøre på denne tid af dagen.

fredag den 28. juni 2013

Om passiv rygning

I går var jeg sammen med en rigtig god veninde som er én af årsagerne til, at jeg gerne vil flytte 'hjem' til Aarhus. Vi var på rygercafé (Ris Ras), og vi snakkede i 1½ time, og jeg blev slet ikke træt, den eneste grund til at jeg tog hjem da jeg gjorde var, at ikke ville rende ind i myldretrafikken.

Luften var tung af røg, og jeg har nok fået forkortet 3 år af mit liv eller noget i den stil. Sådan en omgang røg sætter sig i tøjet, håret og huden, og jeg sidder stadig med følelsen af at lugte af surt askebæger, men når jeg ikke er ryger, hvorfor var vi der så i det hele taget? Det er ret simpelt, min veninde er ryger, og vejret var for koldt og fugtigt til at finde en fortorvscafe. Der er ikke noget der forhindrer rygere i at sidde på almindelige caféer, så længe de ikke begynder at fyre op, men så vil de også gerne ud og ryge hver halve time, og jeg synes egentlig ikke, at det er særlig fedt at blive ladt tilbage alene ved et cafébord, så egentlig hellere lidt passiv rygning.

Det er ikke, at jeg er fortaler for passiv rygning, jeg ved udmærket godt hvor skadeligt det er, og jeg er glad for, at mine rettigheder til ren luft bliver beskyttet, men nogle gange bliver det hele måske lige lidt for frelst for min smag, for hvis man da ikke lige er astmatiker, så tager de fleste vel ikke alt for meget skade af lidt passiv rygning. Som sagt, så sad vi der jo ikke hele dagen, men bare 1½ time.

Det hårdeste var at træde ind på cafeen og blive mødt af en mur af røg, men jeg vænnede mig ret hurtigt til det, men det er altså ikke kun på grund af rygning, at vi kommer der. Det er også fordi det er et enormt uprætentiøst sted. En kaffe er bare kaffe, og man kan ikke få en burger med perleløg fra Peru er en brunch serveret på kunstnerisk manér. Vil man i det hele taget have noget og spise, så må man medbringe en madpakke, hvilket sparer én for en hulens masse penge.

Jeg tager hensyn til mine rygende venner ved at jeg ikke er så sart, og mine rygende venner tager hensyn til mig ved, at de ikke står og pulser mig op i hovedet, og så er der i sidste ende plads til alle.

torsdag den 27. juni 2013

Mere om sommeruni

Så er der under en uge til jeg starter på sommeruni. I går fik vi en mail med detaljer omkring kurset, og der fik jeg lidt et chok. Jeg havde troet, at timerne strakte sig fra 10-14, hvilket jeg overvejede om jeg måske kunne tænkes at kunne klare nogle af dagene, men nej, det er 9-16, hvilket jeg ikke har en jordisk chance for at klare, især ikke når man oveni skal lægge 3-4 timers transport hver dag. Med lidt held kan jeg klare halvdelen.

Når jeg på den måde går glip af så store dele af undervisningen, kan jeg lige så, godt på forhånd glemme alt om at kunne klare mig til eksamen. Min mor sagde godt nok, at jeg lige så godt kunne gøre det, for jeg har jo intet at miste, men jeg har alt for meget stolthed til sidde foran lærer og censor uden at være ordentligt forberedt. Jeg kan kun alt for tydeligt forestille mig skammen ved at sidde der ved det grønne bord og ikke have noget at sige.

I den omtalte mail, fik vi også læseplanen for kurset, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke kunne læse og gå til undervisning samme dage, så jeg begyndte at læse hele bogen sidste torsdags, og jeg har nu læst 400 af 700 sider, måske kommer jeg til at læse noget der ikke er helt nødvendigt, men et eller andet skal jeg jo alligevel have min tid til at gå med, for jeg keder mig voldsomt ved at have ferie.

Mit indtryk ag bogen ("The Viking World" af Stefan Brink) er ikke længere helt så dårligt som det var i begyndelsen. Efter 250 sider var den ligefrem ved at blive spændende, men det er ikke ligefrem en page turner. Jeg plejer at sige, at ting først for alvor bliver interessante når man begynder at blive god til dem, og på det punkt er det en god bog, for den er velstruktureret og kommer godt rundt om emnet (vikinger), og hvem ved, jeg har stadig 300 sider igen til virkelig at begynde at kunne lide den.

Der er dog et par punkter jeg ikke kan lade være med at undre mig over.

- Først er der spørgsmålet om kildehenvisninger. Jeg har altid benyttet mig af fodnoter eller slutnoter, da det er simpelt og overskueligt, og sådan har de fleste af mine bøger i tidens løb valgt at gøre det, men denne her tekst synes af uransagelige årsager, at det er übersmart at sætte dem inde i teksten hvilket især i visse afsnit besværliggør læsningen. Jeg kan godt huske, at min historielære på gymnasiet talte for den metode, så måske det er noget man skal være historiker for at forstå. Jeg vil så sige, at når dette åbenbart er mit største problem, så tegner det ikke helt dårligt for teksten.

Det ene af bogens kun tre skemaer
- Jeg har aldrig forstået mine medhumanisters store mistillid til at forklare sig i eller understrege sin pointe med skemaer. Jeg kommer fra en naturvidenskabelig baggrund. Begge mine forældre er naturvidenskabelige, og jeg blev matematisk student i 2004 (under den gamle gymnasiereform). Naturvidenskabere elsker skemaer, og sandt, så passer formen bedre til det naturvidenskabelige end det humanistiske, men det betyder ikke at man i den grad behøves at affærdige formen. Sjovt nok, har humanister intet problem med at bruge kort som illustrationer, en formidlingsform der ellers på mange punkter minder om skemaer.

En af grundende til at jeg savner skemaer er, at jeg har en dårlig forestillingsevne, så når nogen prøver at forklare noget nyt for mig, så gavner det, hvis jeg på en eller anden måde får det illustreret. Jeg husker da jeg på første semester teologi skulle skrive en 5 siders eksamensopgave om 2. aoristens bøjningsform i græsk. Jeg lavede nogle skemaer viste nogle eksempler og så havde jeg skrevet to sider og kunne ikke finde på mere, men jeg bestod da i det mindste.

- Noget der er irriterende på den, fra teologi, genkendelige måde er manglen på samtidige kilder, og forfattere der siger "vi ved i virkeligheden ikke en skid om det, men det skal ikke forhindre mig i at udtale mig om det alligevel". Jeg mener på ingen måde, at man skal lade være med at forske i et emne bare fordi man mangler materiale, måske skal man endda især forske i det af den grund, men det må til tider være yderst frustrerende.

Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med mit sommerkursus, også selvom det bliver hårdt.

onsdag den 26. juni 2013

I'm too casual

I mandags da jeg kørte i tog sad der et ægtepar/kærestepar skråt over for mig. De var sådan nogle rigtige buisnesstyper i slutningen af 40'erne, hende med en guccikuffert og ham i skræddersyet jakkesæt. Jeg har nok lidt den fordom, at den type er sådan nogle lidt kølige og stramme nogen, men disse to var noget så søde, ja nærmest bedårende, som de sad der og var perfekte sammen. Jeg skulle bruge mange kræfter på at lade være med at sidde og overbeglo dem.

Jeg må nok indrømme, at jeg altid har været vild med tøjstilen inden for det miljø, men så har jeg jo nok også valgt et forkert fag, for der er ikke mange høje hæle og pencil skirts inden for teologi (og pengene til at købe dem i en ordentlig kvalitet er der heller ikke), men hvis jeg virkelig ville så kunne jeg da sikkert godt, men den største forhindring er nok nærmere mig selv.

Jeg er en sød og charmerende pige, og jeg er heller ikke sådan rigtig grim, men jeg er klodset. Jeg er sådan en der ikke kan finde min plads i toget uden at ramme i hvert fald tre mennesker med min taske, eller ikke kan begrænse mig når jeg fylder tasken, så den bliver helt uformelig og ucharmerende. Jeg er sådan en der laver grimasser og underlige lyde for at understrege min pointe, jeg er alt for casual til alt for fint tøj, jeg har for eksempel et problem med tøj der er så stramt at jeg ikke kan sætte mig på hug eller bevæge armene, så hellere at det poser lidt de forkerte steder.

Men det er ikke kun min personlighed der er for casual for my own good. Jeg er slank (også selvom min spiseforstyrrelse får mig til at føle mig fed, og jeg derfor tit bruger ordet om mig selv), men jeg har, for en kvinde meget brede skuldre og jeg er bred over ryggen, så jeg kan slet ikke passe alt det fine tøj som jeg egentlig godt kan lide.

Det er ikke fordi jeg har noget imod min stil, jeg kom bare til at tænke på det fordi jeg i går var ude og købe en hygge-kardigan. Jeg er en kardigan-person, de er nemme og kan varieres, de passer perfekt til jeans og en top/t-shirt og så er de nemme at tage af og på uden at ødelægge frisuren (for som en klodset person er jeg sådan en der altid sidder fast i halsudskæringen når jeg forsøger at tage en sweater af).

tirsdag den 25. juni 2013

Om en start

Jeg er nu officielt kommet i udslusning på mit bosted, hvilket betyder, at jeg langsomt skal starte med at have mad i mit køleskab og spise morgenmad, frokost og mellemmåltider alene oppe ved mig selv.

I går var jeg med en pædagog i Føtex og købe det aller mest nødvendige. Der er mange flere (varierede) ting jeg skal have, men jeg var simpelthen så forfærdelig træt, at min hjerne slet ikke fungerede. Jeg var ikke ked af det, men jeg havde alligevel lyst til at krølle mig sammen i en kugle og græde. På et tidspunkt stødte jeg ind i et ungt par der stod og købte slik. Det var udelukkende min skyld, men da jeg prøvede at sige undskyld lød jeg nærmes aggressiv. Jeg var efterfølgende ikke særlig stolt af mig selv, jeg tror endda, at jeg snappede lidt af pædagogen.

Nu er mit køleskab altså 'fyldt' og det skal jeg lære at leve med, og det er stort og skræmmende. Pædagogen jeg var ude og handle med sagde, at selvfølgelig klarer jeg det. Forhåbentlig klarer jeg det, jeg skal nok klarer det, men jeg har været spiseforstyrret i så mange år, at det bestemt ikke er nogen selvfølge. Højst sandsynligt, vil der være dage eller nætter, hvor jeg går amok og tømmer køleskabet på nul komma fem, og hvor jeg efterfølgende vil føle stor skyld. Det er i forvejen noget der en gang imellem sker, enten i bostedets køleskab eller hjemme ved min far, men frygten er, at det vil ske oftere i og med at jeg kommer tættere på maden.

mandag den 24. juni 2013

Om en pizza

Det lykkedes, min far og jeg fik vores pizza i går, men ikke bare pizza, super lækre pizzaer fra Mammas. Som jeg skrev i går, så har jeg ikke rigtigt spist pizza i mange mange år, og hvis jeg gjorde, så var det altid i smig, for jeg syntes, at der var et eller andet skamfuldt over at spise pizza.

Der var mange grunde til at jeg ville undgå pizza, det var plejede at være skamfuldt, når man først er begyndt kan det være svært at stoppe igen, og ikke mindst, så kan det være helt enormt svært at kaste op igen fordi brødet er så hårdt og med skarpe kanter, men det er jo ikke meningen, at jeg skal kaste op længere, og mange af de andre spiseforstyrrede emner er jeg også ved at få ryddet op i, så det var virkelig på tide at give det en chance.

Behøves jeg at sige, at det var super lækkert? Men det var det i hvert fald. Jeg fik mig en margarita, bare tomat, ost og frisk basilikum, hvad det så end skulle have til fælles med en citrusdrink af samme navn. Jeg går meget ind for, at pizza SKAL spises med fingrene for ligesom at få hele oplevelsen med, med fyldet var så flydende, at jeg var nødt til at spise det oven af med en gaffel og så spise bunden for sig selv, men pyt, pizza er vel pizza ligegyldigt hvad.

Mit største problem var nærmest, at pizza er noget man helst spiser om aftenen, og på den tid af dagen, har jeg ikke den vilde appetit. Jeg er i udpræget grad et morgenmenneske, jeg står monster tidligt op, og hvis det stad til mig, så blev alle dagens gøremål ordnet før kl 12 middag., men sådan er verden desværre ikke indrettet.

Det lykkedes mig at spise et stykke pizza og et æble, men så var der bare så meget mere til min morgenmad, og der er ikke noget der slår pizza til morgenmad.

Mener jeg nu, at jeg nu er kureret for min spiseforstyrrelse bare fordi jeg kan spise pizza med min far? Øhm, det kommer vel an på om man mener at man nogensinde kan blive kureret for en spiseforstyrrelse, men jeg er i hvert fald kommet en ganske lang vej.

søndag den 23. juni 2013

om at fejre en karakter, sådan da

Juhuu sommerferie, det er der dagligt nogen der skriver på facebook. Jeg har haft ferie i to uger, og jeg hader det grumt, mest af alt fordi jeg ikke har noget at fylde min tid ud med, og fordi der ikke rigtigt er nogen dybere mening med det hele. 

Lige nu er jeg hjemme ved min far, hvilket betyder, at vi sidder i hver vores stol/sofa med hver vores computer mens TV'et kører, vi taler sammen, men ikke super meget. Det lyder kedeligt, men det er faktisk super hyggeligt, og det er jo ikke af pligt men af lyst, at jeg kommer her. Det var meningen, at vi skulle fejre min hebraiskeksamen, men fredag var min far for træt, og i går var jeg.

Jeg havde besluttet hvor jeg gerne ville ind og spise, et sted vi tit kommer, A Herford Beefstoew, og hvor de har en rigtig god salatbar. Min far spurgte mig om jeg virkelig mente det, for der har vi jo været så mange gange før, men det er jo hele pointen ved at være autist, at man finder ro og glæde ved gentagelser. Jeg kan godt en gang imellem blive misundelig på min far og søster når de er sammen, for så kan de finde på at få mad alle mulige spændende steder fra mens jeg er begrænset til salatbar og sushi, men tanken og at bevæge mig udenfor min lille faste tryghedszone giver mig hedeture og åndedrætsbesvær.

I teorien har jeg det godt nok for tiden til at kunne turde eksperimentere lidt, men nu var det MIG der skulle fejres, og derved MIG der kan bestemme, og så er det jo nemmest og tryggest at vælge det vante.

Når nu Herford ikke bliver til noget, så tænkte jeg, at jeg ville hive min far ud af sengen (om nogle timer) og slæbe ham med til brunch et sted vi har været nogle gange, men da jeg lige ville tjekke menuen på nettet, så at de åbenbart lukket. Vi kunne selvfølgelig tage et nyt sted hen, men igen, så er det bare ikke det samme med et nyt sted (wow, det var dybt sagt).

Jeg sidder og spekulerer over hvad vi kan gøre i stedet, og det bliver nok noget take-away i aften. Ny take-away er mere betryggende end en ny restaurant fordi der ikke er så mange nye ydre stimuli, så jeg tænker nok at jeg kan klare det, men jeg får dog lidt åndenød ved tanken, men det ville være uretfærdigt ikke også at lade min far fejre mig, for det er i høj grad ham der har præget mig til at ville på universitetet, og i de år hvor jeg var syg har han været der for mig, så han skal også have lov til at være der for mig når det går godt.

I tilfælde af at jeg er en kylling og ikke kan gennemføre det i aften, og det er en reel mulighed, for jeg tænker pizza, og jeg har ikke spist pizza (hvor det ikke var en del af et bulimisk ædeflip) i fem år, så havde vi en lille fejring i går med jordbær og en skål med blandede nødder. Det lyder ikke af meget, men man skal aldrig undervurdere pistacienødder. Det er som om man går i gang, og så kører armene og munden bare deres helt eget spil. Det er et bredt kendt fænomen, så det er egentlig underligt, at der ikke findes et ord for det.

lørdag den 22. juni 2013

Det er ikke moderne at føle sig voksen

Jeg fortæller engang imellem folk, at jeg føler mig voksen, og at jeg faktisk har gjort det gennem et par år nu. Ikke dermed sagt, at jeg ikke stadig kan være yderst barnlig og være på tværs eller ønske mig et kram. Jeg mener nok mest, at jeg føler mig ansvarlig for mine handlinger samt en erkendelse af, at jeg ikke er universets absolutte centrum. Der er folk der har problemer med begge dele, men generelt så tror jeg ikke, at jeg det har det meget anderledes end så mange andre. Der anderledes/sære ved mig er, at jeg derudfra definerer mig selv som voksen, og det er bestemt ikke 'passende' at sige sådan.

Jeg har ikke lavet en rundspørge eller noget, men når jeg snakker med mine veninder og bekendte, så får jeg generelt et billede af, at det med voksenlivet, det er meget umoderne, men det skyldes nok vores forskellige opfattelser af hvad voksenlivet er. Mange ser nok voksne som nogen der har slået sig ned og begynder at gro fast, mens jeg ser det som en anerkendelse og en ro omkring sine særheder.

Den bedste fødselsdag jeg har haft var da jeg blev 20, for så var jeg ikke længere teenager. Jeg hadede at være teenager, jeg hadede skolen, jeg hadede mig selv jeg hadede mange ting, men fra min 20 års fødselsdag har hadet taget af og jeg er ved at have fået ro, både i mig selv og i en verden som måske gerne vil have mig alligevel.

Jeg kan godt stadig opføre mig tosset engang imellem, men det skyldes ikke, at jeg ikke er voksen, det er bare fordi jeg generelt er lidt sådan småtosset. Jeg ved ikke lige om jeg elsker min tossethed, den er ikke noget jeg ønsker at bære uden på tøjet, men jeg har mere eller mindre fundet fred med den.

For noget tid siden, da jeg begyndte på universitetet og begyndte at interessere mig for hvordan jeg går klædt, troede jeg, at jeg var nødt til at lade som om jeg var en en anden, men efterhånden som det holdt op med at være nyt og skræmmende, har jeg fundet ud af, at jeg også kan være sådan en person der kan lide pæne ting og god kvalitet. Jeg kan også være den person der laver mine lektier og 'tager ansvar for egen læring'. Jeg kan være den der sidder og pjanker højlydt, ikke for at skjule min usikkerhed, men fordi jeg oprigtigt morer mig. Jeg kan være den person der sidder stille og lytter, ikke fordi jeg føler mig uværdig, men fordi det nu er min tur til at give nogle af de ting som jeg har fået igennem de sidste par år. Og inden det hele bliver alt for pænt og rosenrødt, så er jeg også sådan en der kan brokke mig i evindeligheder over ting der i virkeligheden ikke betyder så forfærdelig meget.

fredag den 21. juni 2013

700 siders kedsomhed

"The Viking World" edited by Stefan Brink
Om en 1½ uges tid starter mit sommerkursus om vikinger, og det skal nok blive sjovt. Som barn elskede jeg vikinger, ligesom jeg elskede Gammel Testamente, men på et tidspunkt gik det lidt i glemmebogen. Selvom det som sådan 'bare' er ment som et par ugers sommerunderholdning og ikke som en del af mit studie, så vil jeg alligevel gerne tage det seriøst, så jeg har anskaffet grundbogen og havde planer om at læse den før kurset går i gang, men jeg kan godt fortælle jer, at det kommer ikke til at ske, for selvom jeg keder mig, så keder jeg mig ikke SÅ meget.

At kolde bogen for 700 siders kedsomhed er måske lidt mere groft end den egentlig fortjene, men den er just heller ikke 700 siders sjov og ballade. Der er godt nok billeder i, men de er alle sammen i sort og hvid, og de fleste af dem er kort.

Det er dog ikke en grundbog sådan som jeg er vant til dem med en rød tråd/sammenhæng mellem de forskellige kapitler. Der er ingen helhed, men det er derimod en række artikler med hver deres agenda. Jeg har som sådan ikke noget imod videnskabelige artikler, de er bare lidt meget indforståede, så en udefrakommende som mig kan godt være lidt blank for hvad der foregår. Lige nu sidder jeg for eksempel og læser om hvordan man på et tidspunkt gik fra at bygge en slags huse til at bygge en anden, og jeg her ingen anelse om nogen af de forskellige typer huse.

Denne komplette uforståen har sendt mig ud i en mindre krise. Jeg hører ikke til. Jeg er uforstående og udenforstående. Er det at gøre grin med de andres seriøsitet at jeg tager det hele sådan lidt for sjov? Hvad laver jeg i det hele taget på dette hold?

Jeg har tilbragt så mange år af mit liv med at være syg. Jeg har gamblet med mit eget liv og helbred. Jeg har lært af livet er for kort til at sløse bort, hvor kitchet det end lyder. Man lærer hele livet, men hvis livet er kort, så har man travlt, og så må man tage sommerferien til brug. Men hvorfor vikinger? Der var jo også et passende teologisk kurses om Johannesevangeliet, men nej, livet er for kort til at isolere sig på ét sted. Mange studerende tager på sommer universitet ude i verden, væk hjemmefra. Den mulighed har jeg ikke i samme grad, så ude for mig må betyde ude fra mine vante rammer. Desuden kan verden også komme til mig. Vi har har ikke fået en liste over hvem der kommer hvorfra, men på den udsendte mail, kan jeg da som minimum se en række mailadresser fra Sydney University og fra en forkortelse som jeg tolker som Wisconsin.

Så jeg tillader mig at melde mig til og dukke op, selvom jeg ikke helt hører til.

torsdag den 20. juni 2013

Den hæmmede kvinde

Macho i kollektivtrafikken (link)
Stopper cykelryttere strømper ned i cykelshorstene for at se større ud? Sådan startede samtalen mellem en pædagog og mig. Jeg kunne så informere hende om de såkaldte skamkapsler der var højeste mode i 1500-tallet for at udsmykke, fremhæve og forstørre magtfulde mænds vedhæng, en civiliseret verdens penisfuteral.

Pædagogen blev fuldstændig mystificeret af denne opdagelse, og mente ikke at det ville kunne komme på måde igen foreløbig, og det kan hun have så ganske ret i, for med industrialiseringen i 1700-1800-tallet kom der et nyt mandsideal. Mænd skulle ikke længere være født til formue, de skulle have arbejdet for den, så de skulle være 'praktiske' og seriøse, og således skabtes den moderne mand uden tights, kniplinger og glitterstads.

Men hvad med kvinden? Er hun mere fri nu hvor hun slipper for korsetter og krinoliner? Første svar vil være ja, den kontrollerede kvinde er historie, men hvor fri er hun, har vi ikke stadig den hæmmede kvinde. Pencil skirts, lange kjoler og super tight jeans, den moderne kvinde kan ikke bevæge benene frit. Høje hæle og ballerinaer, den moderne kvinde kan ikke løbe fra en overfaldsmand.

Moderne kvinder træner, de kan måske endda selvforsvar, men medmindre de er olympiske mestre i taekwondo er sikkerhed så ikke stadig en illusion? Med mindre en kvinde kan give sin overfaldsmand et los i løgene, så står hun reelt ikke mange chancer.

For nogle år siden var jeg alene på skadestuen midt om natten, og da jeg var færdig omkring kl 3, valgte jeg at gå hjem. Pludselig var der en mand der begyndte at følge efter mig. Han gik måske 20-50 meter bag mig og i samme tempo som mig. Hans skridt lød unaturligt høje i de tomme gader. Der var ikke lys i et eneste vindue, der var intet der var åbent, hvis han ville mig noget, havde jeg ikke en jordisk chance. Jeg blev temmelig bange. Jeg turde ikke vende mig om, for jeg ville ikke provokere ham til handling. I mine vinterstøvler og med vabler ville jeg ikke kunne løbe fra ham, og jeg havde desuden ingen steder at løbe hen, og med begge arme i bandager og med friske sting, ville jeg ikke kunne slå fra mig. På en eller anden måde lykkedes det mig at acceptere, at der kunne ske mig noget, og det lykkedes mig relativt at slappe af i følelsen.

På et tidspunkt gik vi dog hver vores vej, og jeg så mig diskret over skulderen. Han var bare en helt almindelig ung mand.

onsdag den 19. juni 2013

når man bliver kvalt af lutter omsorg

Da jeg for tre år siden startede til psykolog, da sagde hun, at det var hendes mål, at jeg skulle komme til at kede mig voldsomt til vores møder, for når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun havde givet mig hvad hun kunne, og at det var tid for mig at komme videre i mit liv.

Jeg er ikke blevet træt af min psykolog, men på mit bosted er jeg kommet til det punkt, hvor jeg føler mig kvalt i omsorg. Først var jeg bange for følelsen, for jeg følte, at jeg svigtede pædagogerne som bare prøver at gøre det så godt for mig som muligt, men jeg er kommet til at indse, at det i virkeligheden er en stor ros, for det betyder at de har gjort deres job, at jeg er kommet ud på den anden side og er klar til en mere normal tilværelse, jeg er ved at være klar til at flytte videre i systemet.

Ind til nu har der været to skelsættende flytninger i mit liv, da jeg flyttede hjemmefra og da jeg flyttede i min egen lejlighed på et bosted. Ingen af gangene var jeg særlig godt forberedt, men det vil jeg gerne være denne gang, så jeg vil bruge min sommerferie på at lægge budget og lægge planer, men det der er den største udfordring, og som skræmmer mig mest er, at jeg skal vænne mig til eller måske ligefrem lære fra bunden at omgås mad på en personlig og hensigtsmæssig måde.

Dengang jeg flyttede i egen lejlighed (på bosted) kom jeg direkte fra en 8 mdr lang indlæggelse på psykiatrisk, og pludselig skulle jeg klare mig helt selv med fire timers menneskelig kontakt om ugen. Jeg sad i en by som jeg ikke havde lyst til at bo i, jeg havde et liv, som jeg ikke ønskede at leve, og det reagerede jeg på på den eneste måde jeg kendte og følte mig tryg ved, jeg skar og kastede op og jeg græd i stride strømme. Angsten var ikke noget der kom i anfald, det var noget der var der konstant i dage, uger og måneder.

Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at der pludselig skal være andet end cola og saft i mit køleskab. Hvad nu hvis jeg går på rov? Hvad nu hvis jeg slet ikke er så klar som jeg tror? Hvad hvis alt står og falder på det med maden? Hvad hvis jeg endnu ikke er "værdig" til et normalt liv?

Okay, helt normalt vil det ikke blive (hvis det da overhovedet bliver til noget), for jeg vil stadig have brug for massiv støtte, måske endda hver dag, men det vil om muligt blive tættere på Aarhus, hvilket vil give mig mulighed for et mere normalt studieliv med mine medstuderende og mine veninder, hvilket jeg savner en del. Jeg tænker også, hvor meget tid der vil blive til rådighed, hvis jeg ikke længere skal bruge så lang tid på transport, for det er jo ikke kun fordi transporten tager lang tid, tiderne passer heller ikke altid lige godt, så tit må man komme 25 min for tidligt for ikke at komme 5 min for sent fordi toget kun går hver halve time.

Der er dog én ting der især vil blive en udfordring. Pga den måde jeg bor på, så har jeg flere penge til rådighed, end jeg så i fremtiden vil have. Det er derfor, at det er vigtigt at få lagt et ordentligt budget i ferien, så jeg kan vænne mig til hvad jeg så i fremtiden vil have af rådighedsbeløb.

tirsdag den 18. juni 2013

Min farmors penge

Mynthe plus Simonsen
Da jeg nu klarede mig så godt til min eksamen, så gav min farmor mig nogle penge til at købe noget godt til mig selv. Dagen efter fik jeg en grim ekstraregning på 5000 kr, som jeg modvilligt måtte betale af min opsparing. Jeg må indrømme at tanken om IKKE at købe noget for farmors penge strejfede mig, bare at lade dem indgå i dette sorte hul af nødvendigheder, men jeg ved at hun ville blive glad for at høre hvad jeg har brugt dem på, og jeg ville blive glad over at bruge dem, så da jeg alligevel var i Aarhus i går til et ikke særlig nødvendigt møde på Rådgivnings- og Støttecentret (dem der står for min mentor/tutor), så skulle der shoppes.

Først var jeg inde i en butik der sælger gamle smykker, for jeg havde lidt et godt øje til nogle ringe med tyrkis, men åbenbart har jeg fede fingre, for jeg kunne ikke passe dem andet end på min lillefinger. Jeg hader at blive bekræftet i min fordom om, at jeg er fed. Eller det er jeg som sådan ikke, det føles bare sådan en gang imellem.

fugledetalje
Min særlige gave fra farmor fandt jeg i Mynthe plus Simonsen som havde 40-50% på alle deres varer, hvilket reducerer prisen fra meget dyrt til kun lidt dyrt, men så er materialet også tilsvarende lækkert.

Der er ikke noget unormalt i at kunne lide lækre materialer, det er jo ligesom derfor man omtaler dem som sådan, men min autisme gør det måske lidt mere intenst. Fingerspidserne på min højre hånd er noget af det mest følsomme på min krop, så jeg har en vane med altid at skulle gå og og røre ved ting. Jeg er dog ikke altid enig med resten af verden i hvad der er behageligt og hvad der ikke er. Mursten godt, satin skidt, uld godt, kridt skidt osv. Før i tiden, før jeg begyndte på alverdens typer af medicin, da, når jeg havde det skidt, så kunne jeg godt lide at gå ind i dyre butikker og bare røre ved tøjet.

Men min shoppetur fortsatte lidt endnu, for jeg var kommet af sted tidligt om morgenen, og jeg havde fejllæst DMI, så jeg var kommet af sted i sko, jeans og jakke. Jakken kunne jeg heldigvis putte i tasken, men jeg havde det stadig modbydelig varmt, så jeg gik i ONLY og købte det første par denim shorts jeg kunne skrue mine (fede) lår ned i. Jeg synes selv at jeg kommer til at ligne en sovjetisk kuglestøder fra midt 80'erne, men de altid så støttende pædagoger synes at de ser fine ud, men pyt, shorts er shorts og jeg fik en mere håndterlig temperatur.

mandag den 17. juni 2013

Er vi lige eller ulige?

Inden for uddannelsessystemet er der spørgsmål som virkelig kan forarge folk hvis man stiller dem. Et af de spørgsmål er spørgsmålet om lighed i uddannelses systemet.

Mennesker er ikke lige, om man vil det eller ej. Nogle er høje, lave, tynde, tykke, kloge, dumme, smukke grimme, men de fleste roder rundt et sted midt imellem, men på et tidspunkt blev der taget en politisk beslutning om, at vi alle skulle nå et lige højt uddannelses niveau, så pludselig blev seminarierne "opgraderet" til university collages, og sygeplejersker mm blev (professions) bachelorer. Nu lyder jeg vildt snobbet, som om jeg ikke under dem disse "fine" titler. Rigtig nok er jeg vist (lidt) snobbet, men ikke her, for jeg har gennem min sygdom været i kontakt med mange sygeplejersker og pædagoger, og jeg har til fulde lært at værdsætte hvad de kan tilbyde, så det piner mig, at der åbenbart ikke er nok respekt omkring deres erhverv til at respektere dem for hvad de er, de skal absolut have trukket et begreb ned over hovedet som jeg er snobbet nok til at mene, at de ikke kan leve op til, for en professions bachelor og en universitetsbachelor ER bare ikke det samme.

Min psykolog kom på et tidspunkt for skade at sige, at alle med en IQ over 110 sagtens kan fuldføre en universitetsuddannelse, og alle med en IQ fra 95 til 110 kunne, dog med lidt vanskeligheder, dog KUN hvis man havde motivationen og lysten. Folk troede straks, at hun mente, at alle der ikke havde en universitetsuddannelse er dumme, men det var jo ikke det hun sagde. En universitetsuddannelse burde ikke være et mål i sig selv

Der er denne idé, som jeg også selv er offer for, om at universitetet er "noget ganske særligt" og det er derfor vi med magt skal sørge for at "alle" opnår det, også selvom vi i forsøget gør det til et forvrænget begreb, for det gode må ikke blive elitært, for det kan vi danskere ikke lide, men vi vil gerne bevare idéen om at det er noget helt særligt.

Alligevel er der også tanken om, at det rigtige universitet er endnu mere noget helt særligt. Her sidder jeg med et fint 12-tal i hebraisk som jeg ikke engang er helt glad for, fordi jeg ikke selv levede op til mine egne forventninger, men så står der en pædagog foran mig og siger, at det er stort, for det er jo på UNIVERSITETET, men det argument virker kun, hvis man ikke mener at de uddannelser der kalder sig bachelor i virkeligheden er lige.

I grunden kan jeg være ligeglad med hvem der kalder sig hvad, for jeg er på den uddannelse jeg gerne vil, og jeg får de karakterer som jeg fortjener (også da jeg dumpede græsk), men så ikke helt alligevel. Vi har en diætist her på mit bosted, og jeg fik fra start at vide, at hun var bachelor i kost og ernæring, eller også var det kost og sundhed, noget i den stil i hvert fald. Titlen bachelor gav mig en masse fordomme om hvad jeg syntes hun burde kunne, men hun levede ikke op til dem. Det var først da jeg for relativt nyligt fandt ud af, at det altså var en professions bachelor, og jeg derved fik andre forventninger til hende, at jeg kunne se, at hun faktisk er dygtig til det hun skal.

søndag den 16. juni 2013

Om seriefælden

CSI New York
Efter min eksamen er jeg faldet med begge ben direkte i seriefælden. I går sad jeg så meget TV, at der poppede en boks op om, om det virkelig kunne passe eller om den skulle slukke fjernsynet. Fandeme nej. Det er en dum dum weekend og jeg er træt, jeg ønsker bare at blive suget ind i en verden hvor etik, moral og opførelse er en sort/hvid ting, hvor kvinderne er smukke og kloge og mændene loyale og heltemodige. Så pyt med, at jeg har set alle afsnittene af min serie før, for jeg har dem på dvd.

Faktisk er det en fordel at jeg har set dem før, det genkendelige beroliger mig, og det giver mig mulighed for at lave alt muligt andet imens. Ikke at jeg nødvendigvis benytter mig af den mulighed, men det vigtige er, at den er der.

Et afsnit varer ca 43 min, og det passer til hvor lang tid jeg kan koncentrere mig om et plot, og det passer til hvor meget kød der egentlig er på en gennemsnitlig kriminalhistorie. Det er jo lidt hyklerisk, at jeg det ene øjeblik sviner kriminalromaner, og det næste øjeblik priser CSI-serierne, nogle af dem i hvert fald. Det er de 43 der er afgørende, for det er de færreste plots der reelt er "værdige" til at fylde 300 sider eller mere.

Det er nu heller ikke fordi jeg tager CSI New York (min yndlings) særlig seriøs. Jo alvorligere og jo mere dybsindige de bliver, jo mere flækker jeg af grin. Jeg elsker når de tager gajol-citater og får dem til at lyde som meningen med livet. "Det får én til virkelig at værdsætte sine nærmeste...". Det gør det sikkert, men hvis de virkelig mente det, så få fingeren ud og før noget ved det, giv dem et stort fugtigt smaskkys eller en plade merci "fordi du er til". Ikke at jeg ved om man overhovedet kan få merci i USA.

Jeg elsker CSI Miami (den mest krukkede) Når Horatio Caine på mest teatralske vis skal se sig over venstre skulder når han skal sige noget "meningsfuldt",.

Men mest af alt elsker jeg serier, for så slipper jeg for at forholde mig til noget som helst, for der er ikke nogen dybereliggende mening med tingene, ikke andet end her er jeg og der er de og der foregår en envejskommunikation som jeg kan slukke for ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen.

lørdag den 15. juni 2013

Om forsinkelser

I går skete der en personpåkørsel ved Viby, Aarhus, og det var selvfølgelig meget tragisk, men endnu mere tragisk (for mig i hvert fald) var at togtrafikken ud af Aarhus blev hæmmet. Jeg ved ikke hvornår det hele startede. Jeg har ikke kunnet finde noget om det på netaviserne, og så var det nok ikke så alvorligt, og derfor tænker jeg, at det sikkert er fint nok at gøre lidt grin med.

Da jeg kom ned på stationen var der mennesker overalt, og det var temmelig angstfremkaldende. men mit tog kom da trods alt, og jeg var heldig at få en plads, men toget blev bare ved og ved med ikke at køre, og så stod der pludselig, at afgangen var aflyst og at vi måtte vente 30 min på næste planlagte afgang. Fint nok, men den tid nærmede sig mere og mere, og der skete ikke en skid.

Til sidst kom der da en lokofører der fortalte, at "jamen vi skulle da over i et andet tog(med afgang om 5 min). Så vi hankede op i hvad vi måtte have af bagage og jakker, og storkede af sted. Ved et rent lykketræk fik jeg en siddeplads, mens toget hurtigt fyldtes til bristepunktet. Vi havde alle sammen enormt travlt, for de havde jo sagt... Dog skete der ikke noget som helst i meget lang tid.

Til sidst sagde de over højtalerne, at de beklagede en forsinkelse på 11 min, men der var altså lidt kaos. 11 min min bare røv, prøv 40, men det ser vel bedre ud i statistikken hvis man bare aflyser de alt for forsinkede afgange.

Jeg kan godt gå temmelig meget i panik når ting omkring mig ikke fungerer tilfredsstillende, for er det ikke nok, at jeg selv kludrer forfærdeligt i tingene? Det har noget at gøre med mit behov for kontrol, både min egen og andres. Men jeg tog nu gårsdagens eskapader relativt roligt. Jeg havde godt nok lidt hovedpine, men jeg var nødt til alligevel at have musik i ørerne, for lydende fra så mange mennesker ville være alt for påtrængende. Folk opførte sig ellers pænt, hvilket man ikke altid kan forvente i den kollektive trafik.

fredag den 14. juni 2013

Noget om fødder

For nyligt købte jeg en stor bunke strømper, som dog viste sig at være af en enormt dårlig kvalitet, så jeg måtte smide dem ud. Jeg ville så bestille nogle nye over Zalando, men da ordren var sendt og jeg gik op til frokost, så sad jeg lidt og tænkte, om jeg nu havde bestilt dem i den rigtige størrelse, så jeg skyndte mig at sluge min mad og gik ned og tjekkede, og det havde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde ikke mulighed for at ændre min bestilling over nettet, så jeg måtte ringe ind til Zalando, hvor jeg fik en enormt livstræt pige i røret. Hun kunne ikke ændre min bestilling, men hun kunne da annullere den, og så måtte jeg gå ind og bestille igen, hvilket jeg så gjorde.

Da jeg dagen efter skulle ind på universitetet for at ønske mine medstuderende tillykke med deres eksaminer, kom jeg til at tænke på om jeg havde fået det rigtigt i andet forsøg, og det havde jeg selvfølgelig ikke, så inde på universitetet måtte jeg ringe igen. Denne gang var det en livstræt ung mand jeg fik i røret, men han kunne da annullere min bestilling.

Hjemme igen opdager jeg, at de slet ikke har de strømper i min størrelse, og så opgiver jeg lidt det hele.

Samtidig med at dette står på, skulle jeg også ud og have nye sko. Jeg har egentlig købt nogle rigtig fede paladium sko, men jeg er meget længe om at gå dem til, og det kan jeg simpelthen ikke vente på, for jeg skal jo hele tiden et eller andet, og jeg gider ikke tage pæne sko på bare fordi jeg skal i Rema eller hen og træne, så jeg skulle have nogle lette sko som jeg bare kan smutte i, men det var lettere sagt end gjort.

Jeg er ikke så sikker på fødderne, så jeg mine almindelige gåsko skal have en ordentlig sål, jeg ville ellers gerne have Converse eller Kawasaki, men jeg får så ondt af at gå i dem. Men det med at finde sko med en ordentlig sål er ikke så ligetil. Jeg var inde i fire butikker før jeg fandt nogen, og så var jeg ikke engang helt tilfreds med dem, men jeg købte dem alligevel, for jeg kunne ikke overskue at gå i endnu flere butikker. Så nu render jeg rundt i et par meget blå Neo Addidas. Pædagogerne synes de er fede, men jeg skal nok lige selv vænne mig lidt til dem.

torsdag den 13. juni 2013

Må jeg godt sige det

נְקֵבָה "hun" kommer af verbet "at gennembore"
שְׁפָחֹת "slavinder" kommer at verbet "at udspy sin sæd"
Tænkte bare, at jeres liv ville være meget rigere vidende dette.

Efter min eksamen i mandags, har jeg været nedtrykt, grænsende til det deprimerede, for selvom jeg fik 12, så var det jo ikke andet end jeg havde forventet. Må man gerne tænke nåh ja, det var så det, når så mange andre har kæmpet så hårdt for en tilsvarende karakter? Må jeg godt tænke, at det ikke er noget særligt? Måske er det fordi jeg føler, at det burde have været noget særligt. Min præstation skulle have været noget særligt, hele situationen skulle have været noget særligt, for det var jeg ikke bare en eksamen, det var jo Målet, sådan som det har været formuleret alle de år jeg har været syg, så jeg ved ikke, om jeg ligefrem forventede en lille sejrsmelodi, men i hvert fald noget derhenad, men der var ikke nogen sådan ting, for det var jo bare en eksamen, en helt almindelig eksamen lige midt i min bachelor, og det er ikke noget særligt.

Jeg kan ikke lade være med også at have grimme tanker som jeg ikke ønsker at have. Jeg under virkelig folk deres karakterer, for de har arbejdet virkelig hårdt og jeg kunne også høre på dem at de havde god forståelse af det læste, men jeg har mere erfaring end dem, og derfor føler jeg at jeg burde have præsteret noget særligt. Det er svært helt at vide om jeg er fornærmet over, at de klarede sig lige så godt som mig, eller om jeg er sur på mig selv over ikke at gøre det bedre, men hvordan gør man det bedre end 12? Der var én af drengene, som jeg ikke rigtig kender, der havde klaret sig så godt, at læreren havde prøvet at overtale ham til at vælge hebraisk højniveau, hvilket er stort, og jeg er misundelig over, at læreren ikke sagde noget særlig interessant til mig da jeg fik min karakter. Det er ikke den helt grimme jalousi, men følelsen sidder lidt derinde et sted.

Nu er det overstået, og hvad så nu? Hvad skal jeg stille op med mit liv? På det seneste har mit liv bestået af at læse hebraisk, eller have dårlig samvittighed over ikke at læse hebraisk, så nu mangler jeg mål, mening og retning

onsdag den 12. juni 2013

Om at have en opsparing

Jeg fik lidt penge tilbage i skat her tidligere på året, og jeg var lidt i vildrede med, om jeg skulle bruge dem eller sætte dem ind på min opsparing. Stort set alle rådede mig til bare at bruge dem "for det havde jeg fortjent", Jeg satte dog nogle af dem ind på min opsparing, og det er jeg glad for i dag.

Jeg har tidligere boet i Randers i en lejlighed der hørte under Boligforeningen af 1940, som jeg ikke har haft andet end problemer med. Jeg flyttede for snart 1½ år siden, og så pludselig finder de ud af, at jeg skylder dem næsten 5000,- Først var jeg tilbage i mine bankpapirer for at være sikker på at de ikke snyder mig, for det var noget med at chefen neglede nogle af foreningens penge til sig selv. Desværre er det ikke helt umuligt. Beløbet er godt nok lidt højt, men det var virkelig også en dyr lejlighed. Tak skaberen, at jeg nu er flyttet derfra.

Nå, det er et surt beløb at skulle af med, men i det mindste har jeg pengene på grund af min opsparing og hvad der nu er tilbage af den.

tirsdag den 11. juni 2013

Jeg fik mit 12-tal

Så var jeg altså langt om længe oppe til min hebraiskeksamen. Jeg var oppe i Gen (1. mos) 4,1-8:
1) Da nu mennesket havde samleje med sin kvinde, Eva, så blev hun gravid, og så fødte hun Kain, og så sagde hun; Jeg har skabt en mand ved Jahve.
2) Endvidere fødte hun hans bror Abel, og Abel blev vogter af småkvæg, men Kain blev dyrker af agerjorden.
3) Efter nogen tids forløb bragte Kain fra agerjordens frugter en offergave til Jahve.
4) Da nu Abel også bragte en offergave af de førstefødte småkvæg og/dvs deres fedtstykker, så så Jahve med tilfredshed til Habel og til hans offergave.
5) men han så ikke med tilfredshed til Kain og til hans offergave, og så blev Kain vred og hans ansigt faldt.
6) så sagde Jahve; Hvorfor blev du vred? Og hvorfor faldt dit ansigt?
7) Mon ikke, hvis du handler godt, der er tilgivelse, og hvis ikke du handler godt, er synden en dæmon/lurer ved døren, og til dig dens attrå er, men du skal herske over den.
8) Så sagde Kain til Abel, sin bror, (lad os gå ud på marken) og da de kom ud på marken, så stod Kain op imod Abel, sin bror, og så dræbte han ham.
Jeg havde 35 min forberedelse og 15 min eksamination, hvor jeg skulle læse højt, oversætte, analysere og svare på spørgsmål. Det gik rigtig godt, i hvert fald godt nok til at min lærer sagde, at det ville være tyveri at give mig mindre end 12, men ikke godt nok til, at jeg ikke nu sidder og gennemanalyserer alt hvad begge parter sagde og bliver småneurotisk over alle de fejl og mangler der var i hvad jeg sagde.

Mine tanker bliver til tider så voldsomme, at jeg bliver helt skuffet over mig selv for "mit 12-tal lå nok nærmere til et 11 end til et 13 efter den gamle skala". Jeg har lige sagt det til en af pædagogerne over morgenmaden, hvilket hun grinede højt og småhånligt af på den venlige måde, og før I bliver forargede, så hjalp det faktisk, for pludselig indså jeg lidt bedre at jeg er fjollet. Jeg fik jo min karakter, så pyt med at der var to spørgsmål jeg ikke kunne svare på, for jeg kunne svare på det spørgsmål der lå uden for pensum. Det der gik mig mest på var nok endda, at jeg der plejer at være så velformuleret havde forvandlet mig til i blabrende bavian, så jeg vrøvlede mig igennem store dele af min eksamen, men så længe det bare var rigtigt.

Nu sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, for hvad skal jeg stille op med mig selv, både med ferien og resten af mit liv? For at være ærlig, så kedede jeg mig grumt resten af dagen, for oven på en eksamen er alting lidt et antiklimaks, men jeg ville heller ikke ønske at have udskudt min eksamen til senere, for især den sidste del af læseferien var også voldsomt kedeligt.

Vi skulle op i kendt tekst, så der var ikke andet at gøre end at læse de samme tekster igen og igen, men der er grænser for hvor mange gange man kan gøre det uden at blive helt bims. Mit eneste lyspunkt var gen (1mos) kap 22 hvor Abraham skal ofre sin søn Isak, for jeg har åbenbart bevaret lidt af min barnlige naivitet, for hver gang Guds sendebud bryder ind, så ånder jeg lettet op., og så er den dag reddet.

lørdag den 8. juni 2013

Hævede kirtler

Jeg vil simpelthen ikke være syg, ikke nu lige før eksamen, men mine kirtler er hævede, og jeg føler mig generelt lidt utilpas, men det kan også bare være eksamensstres.

Stresset, syg eller ej, senere i dag tager min mor og jeg væk på vores årlige hyttetur. Det er mig selv der valgte lige netop denne weekenden, for jeg hader i forvejen weekender, og denne weekenden, hvor jeg ikke kan stille andet op end at vendte på at skulle op til eksamen mandag morgen kl 8.25. Hvis jeg ikke har noget konkret ikke-eksamensrelateret at lave, så bliver jeg da fuldstændig bims.

Jeg tager af sted i dag, så jeg vender tilbage til bloggen tirsdag EFTER eksamen. Ønsk mig held og lykke.

fredag den 7. juni 2013

Min første originale tanke

Jeg har haft min første originale/selvstændige tanke, altså i hebraisk. I går skrev jeg til min lærer i forbindelse med, at vi i dag har spørgetime før vores eksamen i næste uge. Han syntes, at det var synd hvis jeg skulle tage hele vejen til Aarhus for så lidt, så han svarede tilbage. Lident kunne han vide, at jeg hungrer efter selvskab, og tager med alligevel for forhåbentligt at kunne drikke en kop kaffe med mine medstuderende.

På hebraisk kan præpositionen לְ med suffix svare til en etisk/pleonastisk dativ, det vil sige, at personen der skal udføre en handling vil have fordel i at den udføres. i de tekster vi har opgivet til eksamen, og er de tekster vi kan komme op i (vi skal op i kendt tekst), der findes udtrykket לֶךְ-לְךָ som bare oversættes med "gå" da dativen ikke oversættes.

Jeg skrev til min lærer og spurgte, om udtrykket mon var beslægtet med formuleringen "af sted med sig" og hvad forældre ellers kan finde på at sige til deres små poder. Min lærer svarede tilbage, at selvom det ikke var 100 procent korrekt, så var det en interessant sammenligning, som bestemt var en tanke værd.

At få en selvstændig tanke har ikke udelukkende noget med dygtighed at gøre. Jeg har været dygtig hele tiden, men jeg har nogle fåreagtige tendenser og følger min lærer blindt i hvad han siger. Det var nu fedt for en gangs skyld at tage min lærdom skridtet videre, og det er vist også det der i teorien er meningen med undervisningen, at vi skal komme dertil, hvor vi er i stand til det, så det var lige i sidste øjeblæik, at jeg klarede det.

torsdag den 6. juni 2013

Om en støttende familie

Det begynder lige så stille at gå op for mig, hvor stort det er, at jeg endelig er rask nok til at kunne tage denne hebraisk eksamen. Jeg glemmer helt hvor syg jeg egentlig har været i løbet af de år jeg var væk fra universitetet. Der var tider, hvor jeg ikke troede, at jeg skulle overleve, hvor jeg ikke ønskede at overleve, men nu står jeg her på den anden side. Jeg står her, og det er ligesom bare blevet en vane det der med at komme på universitetet, det med at komme af sted er "bare noget jeg gør", det er der da ikke noget særligt ved, men det er der.

Jeg er pensionist, så i princippet kunne jeg bare sidde foran fjernsynet og ryge smøgger hele dagen, men jeg har et drive der er stærkere end det, jeg vil være mere end bare den pige, datter, søster der er syg og handicappet og som det er synd for. Jeg vil altid være syg og handicappet, og derfor er folk så imponerede over hvad jeg gør. Er der grund til at være imponerede? Jeg ved det ikke. Jeg vil da gerne imponere folk, men jeg ved ikke helt om jeg synes, at jeg fortjener det.

Nu skal jeg altså endelig op til den eksamen på mandag, og min familie vil gerne være der og vise deres støtte, og fordi jeg ved at det nok skal gå, så jeg vil gerne have dem der. Det ville for mig, men nok ikke så meget for dem, være noget andet, hvis jeg vidste, at jeg nok ikke ville klare mig så godt, så ville jeg være for flov til helt at kunne se dem i øjnene bagefter. Eller jeg ville sikkert sagtens kunne, men jeg FORESTILLER mig, at jeg ikke kunne.

Det var det samme som da jeg blev student for efterhånden næsten ti år siden. Jeg skulle op til fire mundtlige prøver, men jeg var alt for deprimeret til at læse op til en eneste af dem. Min familie ville sikkert gerne have været der for mig, hvis jeg havde givet udtryk for, at jeg ønskede det, men jeg foretrak at klare det hele i ensomhed, men det hele endte med at være lidt for ensomt selv for mig.

Men nu skal det være, nu skal jeg have kompensation, nu skal der være fest.

onsdag den 5. juni 2013

Eksamenstiderne

Så er eksamenstiderne endelig blevet offentliggjort. Dem har jeg ventet længe på, eller det har jeg som sådan ikke, for det har ikke betydet så meget for mig, men pædagogerne har spurgt mig minimum en gang om dagen de sidste 14 dage, og det har drevet mig en lille smule til vanvid, for jeg kan ikke lide at få spørgsmål som jeg ikke kan svare på.

Jeg skal op mandag morgen kl 8.25, som den aller aller første. Vi er to af de aller bedste der skal op den første dag, hvilket desværre godt kan komme til at sætte standarten.

Jeg er den eneste af dem jeg sådan går og omgås der skal op mandagen. Det føles lidt ensomt. Hvem skal passe mine ting når jeg er inde, hvem skal ønske mig held og lykke, og hvem skal ønske mig tillykke når jeg kommer ud? Faktisk er det største problem det med hvem der skal holde mine ting. Noter og den slags, kan godt bare få lov til at ligge udenfor lokalet, men min mobil lægger jeg ikke bare sådan lige fra mig, og jeg har heller ikke lyst til at lade den ligge hjemme, jeg vil jo straks have lyst til at skrive min karakter til Gud og hver mand. Okay, det er ikke noget problem at fortælle Gud min karakter, han kender den allerede før jeg gør, men når jeg kommer ud , så har jeg et stort behov for at dele karakteren med nogen, ligegyldigt om det går godt eller skidt.

tirsdag den 4. juni 2013

Om mine sommerferieplaner

En af ulemperne ved at gå på universitetet, er at man har en helt forfærdelig lang sommerferie, 2½ måned, heldigvis er der noget der hedder sommeruniversitet, så jeg skal tilbringe hele juli med at studere vikinger på Aarhus Universitet. Det er fire uger med et hårdt program hver dag, og jeg ved på forhånd, at jeg ikke kan klare det hele, men da det ikke er en del af mit studie, så kan jeg vel også selv bestemme om det kan betale sig at gå op til eksamen til. Men betale skal jeg, 1500 kr, men for 3 ugers underholdning er det ikke fordi det er så slemt.

Men selvom jeg taler om at det bare er for sjov, at jeg gør det her, så ved jeg også, at det ikke er helt sandt alligevel, for jeg vil ikke kunne lade være med at prøve at gøre det bedste jeg kan. Dette er ikke mit fag, så om jeg så læste fra nu og så til juleaften så ville jeg ikke have en chance for at blive den bedste, og ja, det kan godt ærgre mig lidt, men sådan er livet nu en gang, og det er trods alt ikke noget jeg tager skade af, nærmest tværtimod.

Igennem det seneste år, har jeg på den skolemæssige front kun oplevet fremgang, forst med forfatterkurset og uni, og det har været super fedt, men måske trænger jeg til at blive mindet om, at det ikke altid kan være sådan. Jeg siger ikke, at jeg skal knægtes og bryde sammen, jeg siger bare, at jeg skal arbejde for føden, og se at jeg ikke skal give op, bare fordi det ikke lige ligger til et 10 eller 12-tal.

Jeg sidder med jævne mellemrum og vender tilbage til programmet, som jeg så for første gang i dag, og jeg svinger mellem at være super spændt, og voldsomt nervøs, for for at være ærlig, så har jeg ingen anelse om hvad det er jeg er ved at kaste mig ud i. I hvilken grad vil jeg på grund af min alder og mit studie skille mig ud?

lørdag den 1. juni 2013

En fjollet kommentar om aldrig at være god nok

JEG VIL BRUGE WEEKENDEN PÅ AT SKYDE MIN LÆSEFERIE RIGTIGT I GANG, SÅ JEG TAGER VÆK I NOGLE DAGE, OG JEG TAGER IKKE MIN COMPUTER MED. VI SES TIRSDAG.

Jeg var til psykolog i går, hvor vi snakkede om de nogle gange ret urimelige krav jeg stiller til mig selv, om at jeg godt kan gøre ting godt, men bare aldrig helt godt nok. Jeg har fået trykt nogle postkort som er til salg, og selvom jeg er lidt glad så er jeg samtidig lidt flov, for som sagt er det aldrig helt godt nok, hvilket i bund og grund er noget selvhøjtideligt pjat.

For at påpege det brugte min psykolog følgende eksempel:

I min journal fra psyk i Aarhus stod der, stod der, at jeg på grund af min (u)kognitive tænkning ikke ville ville være egnet/have gavn af psykologhjælp, så igennem tre år følte jeg mig ikke god nok til psykolog og selvom spørgsmålet flere gange blev bragt på banen, så fik jeg aldrig muligheden for at prøve. Til sidst var der en pædagog på mit tidligere bosted der fik trumfet igennem, at jeg i det mindste fik muligheden for at prøve. Jeg startede så hos min psykolog skutrygget og undskyldende, for jeg var jo ikke god nok.

Siden er der gået næsten tre år, og nu sidder jeg i gendes røde stol med fødderne på bordet, fuld af selvtillid, så er jeg god nok nu? Jeg kunne godt se hendes pointe, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at fortælle om noget der skete for et års tid siden.

Jeg skulle ind og møde hende i Aarhus, og det var første gang jeg tog toget, og det kom bag på mig, hvor lang tid det faktisk tog, men i stedet for bare at skrive, at jeg ikke kunne nå at komme, så løj jeg og sagde at det var fordi mit tog var forsinket. Selv samme aften gik jeg til bekendelse over en mail, men det ændrede ikke at jeg havde stukket hende en løgn.

Min psykolog svarede, at hun ikke så det som, at jeg ikke var god nok, men snare som et tegn på hvor stort et pres jeg var under i den periode med flytning og nye mennesker, og at hun så det som helt alment menneskelig. Så måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke helt anser mig selv som alment menneskelig. Jeg tror aldrig før, at jeg har hørt hende grine så meget, om med tårer i øjnene sagde hun at det vist var på tide at pille mig ned fra mit elfenbenstårn.

Hun havde god grund til at grine, for selvfølgelig er jeg helt almindeligt, kedeligt alment menneskelig, hvad jeg mente var bare at jeg holder mig selv til højere standarter end alle andre, for hvad andre gør må de selv om, men hvad mig selv angår, så er jeg bange for at gå i stå hvis jeg ikke stiller krav.