torsdag den 30. januar 2014

Om at komme for sent

I mandags havde jeg en tid på hospitalet til røntgen kl 8.15, men først ville jeg ned og træne for jeg havde siddet passivt i min lejlighed i fire dage og gloet TV. Normalt træner jeg i omkring 45 min, men fordi min møgcykel ikke gider at køre i denne kulde, så må jeg tage bussen, hvilket gør, at jeg tager af sted kl 5 og er hjemme kl 7, hvilket ikke lod meget tid tilbage til at komme i bad og af sted igen.

Teknisk set kunne jeg sagtens nå det, men pludselig begyndte der en snestorm. Selvfølgelig var det ikke spor pludseligt, vi var jo blevet advaret i god tid, men sne kommer altid bag på trafikken, især den offentlige transport. En 15 minutters bustur tog nu 30 minutter.

Jeg er sådan en person der altid er notorisk tidlig. Min rekord er at komme fire timer for tidligt til et tog, og det var ikke fordi jeg havde læst forkert på planen. Normalt er jeg dog kun en halv time for tidligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, jeg tror bare det er fordi jeg ikke kan lide at have travlt. Jeg kan ikke lide fornemmelsen af at løbe efter bussen (jeg synes at jeg ser dum ud). Nå, men jeg kunne altså sidde der i bussen og se uret alt for hurtigt nærme si, først 8 og dernæst 8.15. Jeg var mildest talt panisk, og damen bag ved mig ville ikke holde sin kæft, plaprede bare løs.

Fordi jeg altid kommer for tidligt, har jeg ikke nogen erfaring i at komme for sent, så jeg aner simpelthen ikke hvad man stiller op med det. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg kom endda kun 7 minutter for sent, så damen i receptionen ikke så meget som løftede et øjenbryn. Fordelen ved ikke at komme for tidligt var dog at jeg kom til med det samme.

tirsdag den 28. januar 2014

Inklusion?

Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.

Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.

Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.

Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.

Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.

Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.

søndag den 26. januar 2014

Om min seje søster

I fredags blev min søster kandidat, så min far og jeg dukkede op med blomster og champagne.

Da jeg i sin tid blev student havde jeg det ikke godt, og jeg kunne slet ikke overskue at blive fejret, så jeg bad min familie om at lade være, men da det kom til stykket , var det en beslutning der gjorde ondt, og som jeg tit tænker tilbage på. Jeg siger måske engang imellem at jeg er bitter, men det er måske lige stærkt nok. Det har dog lært mig at værdsætte værdien af en simpel gestus, som at komme med blomster ved særlige lejligheder, så jeg havde købt den største buket jeg kunne komme til.

Jeg holder meget af min søster, men jeg ved ikke altid hvordan jeg skal vise det, men bare det at jeg er rask nok til at være der for hende, viste sig at være den bedste gave jeg kunne give hende, bedre end selv den største buket blomster. Mens jeg var syg ville jeg stadig være dukket op, men jeg ville have siddet i et hjørne og udstrålet, at det var en pine for mig at være der. Det ville have sat en dæmper på hele selskabet, for det ville gøre ondt på min søster, og det ville hendes veninder have vidst. I fredags kunne jeg sidde og oprigtigt smile og tale med veninderne som et helt almindeligt menneske, og jeg var glad fordi jeg kunne gøre min søster glad.

Jeg ved ikke hvordan det har virket udefra, men jeg var selv temmelig bevidst om, at jeg ikke helt fungerer som de andre. Det drejede sig om småting, men alligevel. Når normale mennesker tænker og taler, så opererer de i helheder, hvilket er noget jeg ikke helt kan forklare, fordi jeg ikke helt forstår det. Det er at snakke om et emne lidt lige som det ville stå i en bog. Når jeg som autist tænker, er det meget konkret, det vil sige, at jeg tit taler i anekdoter. At min søster bliver kandidat minder mig fx om da jeg blev student og om da jeg i sommers bestod hebraisk, så det er de historier jeg kan finde ud af at tale om, men det er også noget jeg skal passe på med, for det giver et indtryk af, at jeg bare ønsker at snakke om mig selv, hvilket ikke helt er tilfældet.

Jeg tror at jeg trods alle mine skævheder klarede mig fint, og min lillesøster havde klaret sig godt og var glad, hendes veninder var søde og min far var stolt, så det blev en rigtig god dag.

fredag den 24. januar 2014

Om et par nye sko

Jeg ville gerne have et par pæne flade sko med en ordentlig sål. Det plejer at være noget nær umuligt at finde, så jeg ender altid med et par sneakers, men denne gang ville jeg gerne have noget andet, jeg ville have mig et par herresko.

Da jeg var barn så jeg en dokumentar om JD Salinger, ham der skrev "Forbandet ungdom", en bog jeg på det tidspunkt slet ikke havde læst. En af historierne i programmet var, at han havde ladet sig fascinere af en pige med herreur, og lige siden dengang har jeg et eller andet sted altid haft lyst til at mikse noget herrebeklædning ind i min gaderobe. 

Tanken har været der længe, men det var alligevel lidt impulsivt, at jeg gik ind i Bertoni, fandt det eneste par sko de havde i størrelse 40 og købte dem. Jeg var kommet for tidligt ind til byen, hvor jeg skulle hente min cykel ved cykelsmeden, så jeg skulle have to timer til at gå. Det var for koldt til at gå rundt, og jeg havde ikke nogen bog med, så jeg kunne ikke underholde mig selv på en café, så I kan godt se, at jeg ligefrem var nødt til at shoppe.


Så nu har jeg altså et par herresko, og jeg elsker dem. De er super bløde at gå i, og de er brede nok til at jeg kan have tykke sokker i her om vinteren. Jeg synes selv at det er nogle meget herrede herresko, men flere af mine kontaktpersoner synes at de kan gå begge veje, men jeg har ledt og ledt, og alle flade fruesko som jeg er stødt på har en tynd tynd gummisål elle sådan noget underligt skumgummiagtigt noget.

Jeg bliver måske også lidt fornærmet, for kan jeg virkelig ikke finde ud af at udvælge mig et par herresko, for det er jo herresko at jeg vil have, rigtige herresko ikke androgyne, eller måske ligefrem feminine. Nå ja, men nu er de købt, og jeg kan lide dem, så hvad betyder det hvad andre folk synes? Det betyder noget, for hvis man nu tegner en slange der har slugt en elefant, så nytter det jo ikke noget, at alle går rundt og tror, at det er en hat.

onsdag den 22. januar 2014

Om telefoner

Oh sweet Lord, Halleluja, så er jeg langt om længe tilbage på nettet og tilbage på bloggen. Jeg har været i gang med at forberede et indlæg om alle de genvordigheder jeg har haft med TDC i mit forsøg på at få internet, men det blev en meget læng og snørklet tekst, som jeg slet ikke kunne blive færdig med, så i stedet har jeg valgt et underemne af dette, nemlig telefonopkald.

Igennem de sidste fem år, har jeg været skånet for al kontakt med de verse instanser. Hvis der skulle foretages et telefonopkald, var der altid en pædagog der kunne tage det for mig. Jeg er lidt utryg ved telefoner, for jeg har ikke meget erfaring i at tale i dem, og når jeg står over for det ukendte, så har jeg kun meget ringe realitetssans for hvad jeg kan forvente mig. Selvfølgelig kan det godt være, at de i den anden side af linien er søde og hjælpsomme, som folk er flest, men det kan også være at de er sure og skræmmende, og jeg kommer til at sige noget der i sidste ende kommer til at koste mig en masse penge fordi jeg i virkeligheden ikke havde nogen idé om hvad jeg snakkede om.

Der er stadig pædagoger i mit liv, men deres arbejdsopgaver er nogle andre end jeg har været vant til, så jeg opfordres til mere selvstændighed, så jeg har taget alle mine opkald med TDC selv, hvilket kan være en af årsagerne til at det gik så relativt galt som det gik, eller i hvert fald kaotisk, og så alligevel. Måske er det ikke min skyld,.

Nå men nu har jeg i hvert fald internet og det skal nydes, for hver gang jeg skulle ringe, eller der igen gik et eller andet galt, så kostede det mig megen svie og smerte og  uro, og jeg har følt mig helt syg. I søndags hentede jeg en pakke og fik en sms, der sagde at jeg på mystisk vis havde fået oprettet to simultane abonnementer, og eftersom det var søndag var der intet jeg kunne stille op, andet end at vandre hvileløst rundt i min lejlighed i fem timer og vente på, at min kontaktpædagog kom og talte mig til ro. Dagen efter kunne jeg så ringe til TDC kl 8, men det giver en meget lang og urolig morgen, når jeg allerede vågnede kl 3. Heldigvis kunne jeg tage ned og træne og prøve at løbe al uroen ud af kroppen på et løbebånd.

Med tiden skal jeg nok lære det der med at tale i telefon, men det var altså også noget af en ilddåb jeg her fik.