lørdag den 31. oktober 2015

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"
I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

søndag den 25. oktober 2015

Kender du Sandi Toksvig?

Sandi Toksvig får nogle store sko at udfylde, når hun overtager rollen
som vært for TV-serien QI efter Stephen Fry. Seriøst, han må være
mere end dobbelt så stor som hende
Hvor mange sangere/bands kan jeg nævne, som er opstået inden for de sidste fem år? Ingen.
Hvor mange nye bøger har jeg læst? 5 ud af 50.
Hvor mange politikere i Folketinget kan jeg sætte navn på? På en god dag kan jeg måske klare 10.
Hvor mange nye film? 1.
Hvor mange teologiske bøger har jeg læst i år som ikke var lektier? Ingen, på trods af, at det faktisk er teologi jeg studerer.

Jeg er sådan en person der altid er ude af trit med min samtid. Sådan har jeg altid været, og selvom jeg i perioder ligefrem har dyrket denne egenskab, så er det egentlig ikke med vilje. Når jeg prøver at følge med tiden, sådan som den nu i bred forstand kommer til udtryk i kulturen, moden og lignende, så kan jeg godt, men det kræver en bevidst indsats. De blade, hvor alt det nye præsenteres, er ikke blade jeg automatisk ville samle op, det samme gælder TV og websider.

Men i dag skete det, dette lille lysglimt af at være på forkant med tiden. I Berlingske så jeg i dag en artikel om Sandi Toksvig, komiker, politiker, tv-precenter og datter af Claus Toksvig. HER. Hun er en spændende person, selvom hun nok ikke tæller blandt de vigtigste personer man kan kende til. Alligevel er jeg stolt over at kende til hende. Jeg ved godt, at det ingen måde inkluderer mig i æren for hendes bedrifter at kende hende før mange andre. Jeg håber dog, at i vil bære over med min uberettigede stolthed, for det er en sjælden oplevelse for mig.

tirsdag den 20. oktober 2015

Skoletræt

Det går ikke alt for godt på studiet for tiden. Det skal ikke forstås sådan, at det går dårligt, for det gør det ikke. Jeg læser mine lektier, jeg er der til timerne og tager noter, og jeg er næsten altid iblandt dem der rækker hånden op, når læreren stiller et spørgsmål. Alligevel er det tit sådan, at jeg ikke har forstået det vigtigste i de tekster vi læser, og når jeg siger noget, er det ikke forkert, det er bare formuleret på en måde, der virker alt for upræcis.

Det er en ond cirkel, for jo mere usikker jeg bliver på mig selv, jo mere hakker og stammer jeg mig igennem mine svar. Ofte indleder jeg enhver kommentar med bekymrede udtryk for, at jeg jo ikke ved om det er rigtigt, det jeg vil sige, eller om det nu kunne tænkes at det måske kunne formuleres således at ... Det driver mig selv til vanvid. Det får mig til at skamme mig over mig selv. Jeg kan godt leve med, at jeg ikke kan være super dygtig til alle fag, men det er frygtelig pinligt, at min usikkerhed på den måde bliver udstillet.

Det fag det drejer sig om er dogmatik, hvilket vil sige det sted hvor teologien og filosofien overlapper hinanden. Jeg synes det er svært. Jeg kan godt forstå de forskellige måder at tænke på, men der er så mange navne, strømninger og begreber, som skal huskes, forstås, holdes op imod hinanden, uden at man derved skal prøve at lede efter en rød tråd. Det igen er heller ikke uoverkommelig svært, problemet er bare, at der ikke er nogen faste rammer for hvad man skal kunne. Vi har selvfølgelig et pensum, men der vil altid lige være 100 nye ting man bør overveje eller læse op på. Dogmatik falder ind under det der kaldes systematisk dogmatik, men jeg finder det ikke spor systematisk. Jeg kan sagtens se hvorfor faget er vigtigt, og hvorfor nogle af de andre synes, at det er vildt spændende, men jeg føler mig overvældet. 

Jeg er overvældet, og jeg er træt. Jeg har lyst til at kaste alle skoletingene fra mig og begrave mig i en god bog, tegne, sove, gå ture og tage i teateret. Det gør jeg også, men det tager en stor del af den energi, som jeg burde på at læse mine lektier og prøve at forstå. Folk vil sige til mig, at der også skal være plads i livet til andet end bare skolen, og det er ikke forkert, men der bør vel stadig være en lille smule plads tilbage til skolen?!

PS så var jeg faktisk i teateret i går for at anmelde "The Blazing World". Hvis I har lyst, må I meget gerne gå ind og læse om det HER.

tirsdag den 13. oktober 2015

Hvorfor lære latin?

FIAT er latin og betyder "lad det ske", og det var det Maria sagde til englen,
da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds barn.
Hvis jeg skal give folk en god grund til at lære latin i en tid, hvor det bestemt ikke er på mode, så burde jeg måske sige noget med, at det kan give en grundlæggende grammatikforståelse, eller at mange af kilderne til den vestlige kultur er skrevet på latin, og hvordan kan vi kende og forsvare vores egen kultur, hvis vi ikke forstår hvoraf den udsprang? Men det er overhovedet ikke det jeg har til hensigt at tale om.

Næ, ser I, her i weekenden blev jeg præsenteret for verdens bedste årsag til at lære latin. Jeg sad og læste inspector Morse, de eneste krimier der for alvor er værd at læse, og der midt i det hele stod et latinsk digt. Det var ikke oversat, men det fremgik, at det var af en uartig karakter:
Caeli, Lesbia nostra, Lesbia illa.illa Lesbia, quam Catullus unamplus quam se atque suos amavit omnes,nunc in quadriviis et angiportisglubit magnanimi Remi nepotes.
 Selvfølgelig kunne jeg bare slå det op på nettet, men hvor meget sejere er det ikke lige at oversætte det selv? Okay, det er det måske ikke alle der synes, men det gør jeg, og jeg er trods alt et af de vigtigste mennesker i mit eget liv, så jeg gik i gang, og her er mit resultat:
Caelus, vores Lesbia, denne Lesbia.
Den samme Lesbia som Catulus alene elskede
mere end sig selv og alle sine
sutter den nu af på Remus' efterkommere
i vejkryds og snævre gyder
                                        Catulus LVIII

søndag den 4. oktober 2015

Livsliniens nattetjeneste lukker...

I princippet har jeg stor sympati for sagen når aviser og facebook kontakter råber op om at det er en katastrofe. Jeg har stor respekt for de folk der arbejder der og lignende steder og jeg er ked af det på vegne af dem der måtte have brug for nogen at tale med og ikke længere vil kunne komme igennem når natten bliver mørk, kold og ensom.

Alligevel er det ikke en sag der som sådan rører mig personligt. På trods af mange år med voldsomme selvmordstanker, impulser og forsøg, ville det aldrig være faldet mig ind at ringe til Livslinien. Ikke fordi der er noget galt med den tjeneste de yder, men fordi jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville de tale mig ud af det, men jeg ønskede ikke at blive stoppet. Jeg ønskede at lide i stilhed, lide alene og måske endda...dø?

Men frygtede jeg ikke døden? Jo for fanden. Jeg frygtede døden med hver eneste celle i kroppen, jeg frygtede den så meget, at det var svært at trække vejret. Og når jeg sad på min seng med et glas med piller brød jeg sammen i krampegråd, men gav mig selv en lussing for at koncentrere mig. Jeg lagde pillerne op i rækker med ti i hver - således at de alle vendte ens for at trække tiden ud - og trak vejret dybt for at samle mod til mig.

Det SIDSTE i verden jeg ønskede var at tale med nogen, ikke lige nu i hvert fald, senere måske, når... når hvad? Det vidste jeg aldrig rigtig. Måske var det derfor jeg aldrig blev erklæret egnet hos center for selvmordsforebyggelse? Måske havde de ret i, at jeg ikke virkelig ønskede at dø? Men de piller jeg slugte, var lige giftige uanset hvorfor jeg tag dem.

Men uden nogen erfaring med Livslinien er det svært at skrive et forsvar for dem, men det vil jeg alligevel gøre, for politikerne der fordeler pengene har nok heller ikke prøvet det, men penge skal ikke fordeles ud fra hvad vores politikere selv har prøvet og ikke prøvet.