Produktiv sommer?

I søndags afleverede jeg min eksamensopgave, og selvom der gør mig nedtrykt at vide hvor dårlig den blev, så burde jeg i det mindste kunne glæde mig over, at jeg nu har sommerferie. Faktisk har jeg sommerferie i hele tre måneder, hvilket er ret lang tid, for lang tid til udelukkende at slappe af. Med så lange ferier, føler jeg mig på en måde forpligtet til at gøre noget konstruktivt med min tid. Det er sikkert udelukkende en følelse jeg pålægger mig selv, og så længe jeg ikke overanstrænger mig, tænker jeg på det som en god ting. Ud over at få slappet af, kan det jo også være sundt at holde sig lidt igang.

Det er faktisk sådan hver sommer, at jeg kaster mig over et eller fag jeg kan gå og snuse lidt til, så tiden og lysten er til det. Sidste sommer var det matematik og året før kinesisk, men i år havde jeg tænkt på noget mere praktisk. Jeg arbejder i en antikvarboghandel, så jeg får tit fat i gode bøger der er ved at falde fra hinanden, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lære at reparere og indbinde bøger.

Lige nu sidder jeg på mit og Kærestens bibliotek og ser rundt på nogle af de flotte gamle bøger vi har og tænker, at det er noget lidt i den stil jeg gerne vil lave, men selvfølgelig er det i første omgang noget mere beskedent jeg vil give mig i kast med. I første omgang handler det mest om at redde bøger der ellers ville blive smidt ud, og måske, hvis jeg er flittig, kan jeg med tiden komme frem med et resultat der ligefrem ser godt ud. Jeg har dog al for stor respekt for bogbindere til at tro, at jeg med et par enkelte youtubevideoer og en sommerferie kan producere et mesterværk.

En motivation for mig til at lære at reparere bøger er, at jeg har en stor forkærlighed for gamle børnebøger, og de er tit ekstra slidte, så hvis de skal kunne sælges videre til næste generation af børn, så kræver det lige lidt arbejde først. Bøger er ligesom med legetøj, de er til for at blive brugt.

Syg og i godt humør

Urgh, jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, bare ondt i halsen og træthed. Jeg tror min krop måske føler sig mere syg end min hjerne gør, for hver gang jeg så meget som nærmer mig min seng, glider jeg taknemmeligt i søvn. Sjældent har en middagslur været så nem. Ingen besværlige tanker, ingen vedvarende venden og drejen sig i sengen, bare ren glæde over at have en varm, blød dyne at trække over sig for dernæst blot at lade sig synke ned i et roligt intet.

Jeg skriver dette på min (nye) telefon mens jeg ligger i  sengen. Jeg skriver kun et par linjer af gangen, så må jeg slukke telefonen og hvile mig lidt. Engang imellem stikker Kæresten hovedet ind og ser til mig. Så sender jeg ham et kys og kryber dybere ned i dynebjerget.

Jeg synes selv, at jeg fortjener en rolig dag i sengen. Jeg var to dage i Lalandia sammen med to små børn. Det var enormt hyggeligt og jeg elsker børn, men efter to dage var al energi suget ud af mig. Jeg var en zombie og en kludedukke, og så forventedes det oven i købet, at jeg mødte velforberedt op på universitetet dagen efter. Det lykkedes mig faktisk, men ikke uden en følelse af at have præsteret det umulige.

De børn vi var sammen med er nogle af mine yndlingsunger, men jeg er stadig dybt taknemmelig for at de ikke er mine, for selvom  jeg havde to skønne dage, så kunne jeg dog, på den sidste dag, da al min energi, lyst og tålmodighed var opbrugt, række dem over til deres mor og gå hjem og lægge mig syg i fred og ro uden skyggen af dårlig samvittighed.

Selvfølgelig er det kun sjovt at være syg så længe det ikke bliver værre end det er nu her. Hvis jeg først bliver rigtig syg, så forvandler "jeg fortjener en dag i sengen" sig hurtigt til "hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette".

Efterår

Jeg er træt. Både Kæresten og jeg ligger på vippen til en omgang efterårsforkølelse, men selvom mit hoved værker og alt foregår i nedsat tempo, så har jeg det rart. Haven begynder at visne, og træernes blade stråler i gult og brunt.

Jeg har en liste over ting jeg skal have ordnet, men det stresser mig ikke, for ingen af tingene  på listen risikerer at vende op og ned på mit liv. De fleste af tingene handler om småting jeg ikke fik taget mig af i de måneder jeg kæmpede med universitetet. Jeg får nok ikke lavet noget af det i dag, men for første gang i lang tid giver det mig ikke dårlig samvittighed, og det er rart, hvilket ikke kan undre nogen.

Jeg ved at mit humør på det seneste har vagt bekymring. Jeg har også selv været bekymret. Mange gange har jeg overvejet, om mit studie virkelig er det værd, men nu da min ansøgning er blevet godkendt, kan jeg sige, at jeg er glad for, at jeg tog kampen op. Havde jeg tabt, havde jeg kunnet slippe for lektier, eksamener og at nødvendigheden af at beskæftige mig med spørgsmål der ikke umiddelbart interesserer mig. Det er langt sværere at beskrive hvad jeg har vundet ved at vinde, men jeg kan forsikre jer om, at det føles godt, og jeg er sikker på, at det kommer til at føles endnu bedre når jeg ikke længere har ondt i hovedet.

Indtil da kan jeg sidde her og se ud på fuglene og børnene der nyder det gode vejr, og jeg smiler lidt for mig selv, når en mor kommer løbende med en jakke til sit barn, fordi  hun ikke synes at nær så godt som han gør.

Et lille eventyr

I dag vil jeg overlade ordet til Linda, 9 år, med alle de oprindelige stavefejl:

Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:

Jamen, hvad ønsker du dig så i år?

Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:

Jamen, hvad ønsker du dig så?

Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.

#dajegvar12

´96/´97

Hold op hvor ser jeg tjekket ud på det her billede, men det var jeg bare overhovedet ikke, det var bare en kombination af 1) en skide god fotograf og 2) et enkelt flot outfit.

Dette indlæg skal IKKE handle om politik, men lidt om hvad der sker inde i hovedet på en 12-årig mig, så derfor har jeg fundet min gamle dagbog frem.

Før jeg begynder:

- Jeg har altid haft svært ved at stave, hvilket er meget tydeligt i disse uddrag af min dagbog.

- Jeg har udskiftet folks navne med deres relationer til mig.

VIGTIGT!!! Dette er blot nogle få korte uddrag der skal bruges til vise, hvordan jeg i den alder blot var en ung naiv pige, der bruger sin tid på at føle sig ensom, skændes med min lillesøster og prøver at finde en filosofi omkring det at være til. Når jeg derfor skriver om hvor dumme min familie er og den slags, så skal det lige tages med et gran salt. Min dagbog tjente primært slevglorificerende formål, og det var et sted hvor jeg var den gode, og det per princip var de andre der tog fejl, og jeg 'glemmer' helt at skrive om alle de gange, hvor det er mig der gør noget forkert. Jeg elsker min familie, og det gjorde jeg også dengang :-)

26 Desember 1997
Kl er 9pm og jeg har lige set KUN EN PIGE 1 del. På det tidspunkt hvor hendes moster flytter løb tårne ned af kinderne på mig.
Jeg tænker tit på hvorfor drenge er mere vær end piger og selv om der ikke skulle være forskel hvis man skal regne med hvad folk siger, men jeg kan godt mærke at der stadig bliver kjort forskel. Men lad os ikke glemme at der også bliver gjort forskel på piger. Der er dem som er moderne (de er populære) og så er der dem der er lige glade med tøj retere sagt de umoderne (de er der bare og nogle folk har svært ved at forstå det). 

Uh, en lille feminist er født, eller det er hun faktisk ikke helt, for vægten ligger på den sidste del, for min kamp med de andre piger og i det hele taget det med at være pige og klarer sig blandt piger var noget der fyldte rigtig meget for mig.

26 Desember 1997 (fortsat)
Mor har lige læst op for Lillesøster og mig af De vide skygger i skoven. Den bog får mig til at se anderledes på livet. Den får mig til at tvivle på at jeg er mig og ikke en hel anden person, måske er der ingen der er den de tror. Men den person andre mennesker ser er kun en skal som man selv tror på, men inde i en helt inde i sjælen er der et helt andet meneske som pludselig kan komme og overraske en.

 Bogen hedder "De hvide skygger i skoven" og er skrevet af Maria Gripe. Det var sådan noget med et slot, en forsvundet mor som måske alligevel befandt sig et sted, hemmelige gange, en meget smuk pige med selektiv mutisme og en masse eventyragtige ting, som var langt væk fra min småborgerlige middelklasse hverdag, men som fik mig til at drømme.

27/12 97
Nu ligger jeg i min seng og skriver i dig [dagbogen] og ved at Mor og Lillesøster ligger inde ved siden af og læser i vær sin bog og har det hyggeligt mens jeg ligger her og har kun dig som sælvskab.

Hold da helt op hvor havde jeg ondt af mig selv den aften. Jeg var sikker på, at jeg var jordens mest ensomme og ulykkelige pige. Så vidt jeg husker, skyldtes det dog, at jeg var blevet 'retfærdigt' indigneret og havde smækket med døren i vrede.

19/1-98
I dag ville Den Nye Klasselærer se hvordan vi holder på en blyant og mig som var så glad for at Den Gamle Klasselærer holdt op fordi han altid retede på mig forde holder forkert.

Der skulle altid rettes på den måde jeg holdt på blyanten på, og jeg fik nogle dumme små gummidutter at sætte på blyanten og som jeg hadede fordi det var endnu et af de steder, hvor jeg blev gjort opmærksom på at jeg var 'forkert'. Nogle af de andre i klassen var dog vildt misundelige på disse små gummidutter som jeg jo fik, gratis.

Søndag 25/1-98
Kære dagbog
denne dag startede så godt men så skal Lillesøster bare ødelægge det hele for mig. Lillesøster har det med at ødelægge ting form mig. Måske er det ikke med vilje? Måske ødelægger jeg også ting for Lillesøster uden at vide det?

Min verden var utroligt lille og jeg var ikke i stand til at se det store billede. Min søster havde været alvorligt syg i en lang periode, og det tog derfor meget af vores forældres tid. Tid der derfor ikke var til mig. Jeg var ensom, bange og misundelig, men det forstod jeg ikke, og så var det lidt nemmere bare at sige, at Lillesøster er dum.

8/2-98
Kære dagbog.
I dag spillede Lillesøster og jeg "smølferne jorden rund" og jeg klarede hele Afrika uden at dø.

 Heldigvis kunne verden også nogle gange være såre simpel. Afrika var ikke et kæmpe stort kontinent økologiske, historiske, politiske komliserede problemer. Det var bare noget i et game boy spil hvor man skulle hoppe over nogle forhindringer. Og lillesøster var faktisk ikke altid dum, især når jeg kunne få lov til at spille hendes spil.

Læs for livet

http://www.laesforlivet.dk/

Her er et link som jeg vil opfordre alle mine læseglade læsere om at støtte. Læs For Livet er et projekt for udsatte børn og unge (og deres forældre) ved at sørge for nem adgang til bøger. Bøger, kan nogle måske tænke, kan det virkelig være så vigtigt? På hjemmesiden kan I finde mange gode grunde til hvorfor at bøger er så vigtige for børns udvikling, en bedre skolegang og forholdet mellem forældre og børn.

Jeg var et sært barn, jeg var også et sødt, klogt og venligt barn, men jo, jeg var lidt sær, og det var ikke så sært, for det var der mange der havde været i min familie igennem mange generationer, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. I dag har min særhed stemplet Aspergers syndrom, men det er der stadig ikke så meget at gøre ved.

Jeg var i en meget tidlig alder bevidst om min særhed. Jeg var ikke bevidst om hvori den bestod, men jeg vidste at jeg fungerede anderledes end andre. Fungerede jeg anderledes, dårligere eller bare forkert? Det var et spørgsmål der var alt for stort, farligt og ubehageligt til at spørge et rigtigt levende menneske om, men bøger dømte mig ikke. De grinede ikke, hvis jeg sagde noget der var forkert eller bare sært.Oppe i skolen var det bøgerne der gav de rigtige svar til lærerens spørgsmål, så måske de også kunne give svaret til mine spørgsmål?

Jeg var heldig som barn at have adgang til hele tre biblioteker, kommunens, skolens og mine forældres. Tilsammen indeholdt de alt hvad der var at vide om livet, universet og alt det der. Det var så min opgave at finde frem til den rigtige bog. Det var meget vigtigt, at jeg ikke spurgte om hjælp, for så ville bøgernes magi måske forsvinde, men egentlig var det nok mest fordi jeg var enormt genert og kun turde spørge hvis jeg vidste helt præcis hvad jeg ledte efter, og det gjorde jeg ikke.

Jeg har gennem tiden fundet mange bøger med mange gode svar. Jeg har måttet opgive tanken om at klare svar om noget som helst, og at jeg måtte plukke noget ud hist og her, og så støbe det sammen til nogle vage idéer om hvem jeg selv er og hvordan jeg hænger sammen med resten af verden. Ofte læser jeg ting jeg ikke kan bruge til så meget, men engang imellem læser jeg noget der gør dette billede af mig og verden en lille smule klarere.

Jeg holdt ikke op med at være sær bare fordi jeg har læst en masse bøger, men jeg meget om hvilke særheder der er gode, sjove og behagelige og hvilke der skader mig og afskærmer fra andre mennesker. Jeg har fået en masse mulige forklaringer når jeg synes at andre mennesker gør og siger underlige ting, og jeg har fået nogle mulige måder at reagere på disse underlige ting, men det at jeg har en vis forståelse for disse ting gør, at de virker mindre skræmmende og farlige.

Jeg får nok aldrig alle svarene, men jeg kan være helt forfærdelig stædig, og jeg holder aldrig op med at lede :)

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

Alderen trykker

Jeg har ikke noget særlig stort spejl i min lejlighed, så det er sjældent at jeg ser ret meget af mig selv i det, men forleden dag gik jeg ud på gangen og stillede mig på tæer. Jeg fik lidt et chok. Igennem de sidste fire år, hvor jeg har været i behandling for min spiseforstyrrelse, har jeg beskæftiget mig mindre og mindre med udseendet af min krop og mere med tilstanden af min mentale kapacitet. Jeg har godt været klar over, at min krop har ændret form i takt med, at jeg begyndte at spise sundt og motionere, men en faktor har jeg helt ignoreret, jeg troede måske på en eller anden måde, at den ikke gjaldt for mig, og det er tiden.

Til næste år fylder jeg 30, og det begynder man og kunne se på min krop. Jeg har stadig en ganske nydelig krop, men den er ligesom ikke så fast som den var engang, ting begynder langsomt at blive påvirket af tyngdekraften, på en måde jeg ville have afvist med en spydig kommentar for bare fem år siden. Jeg begynder at få smilerynker omkring øjnene, bagsiden af mine lår er blevet bulet, og jeg har lettere ved at få ondt, både i hoften og andre steder, for jeg har endnu ikke anerkendt, at min krop ikke kan klare de samme ting som da jeg var 20. Fra man fylder 25 begynder ens krop langsomt at gå i forfald.

Første dag hvor jeg lagde mærke til det, syntes jeg bestemt ikke at det var sjovt. Dette spejlbillede forestillede jo ikke en ung pige men en voksen kvinde. Som jeg sidder her og skriver, så reagerede jeg på betegnelsen 'ung pige' som noget godt og 'voksen kvinde' som noget lidt pinligt, og jeg ved ikke om det bare er mig, eller om det er noget der ligger i samfundet.

Da den første forskrækkelse over mit spejlbillede havde lagt sig, så tog jeg det helt roligt, for hvad ville det egentlig sige for mig at gå fra pige til kvinde?

1) Mit krop og min hjerne har lært at acceptere hinanden. Jeg har langt fra den perfekte krop, men i det store og hele er jeg glad for den, så hvis et par bukser sidder dårligt, så er det måske dem der er noget i vejen med, og ikke mig der behøves at gå på en to år lang sultekur for at kunne komme ned i dem igen, ud med dem, til røde kors for så kan mine store lår måske gøre noget godt for verden.

2) Jeg er kommet til en accept af, at det med menstruation er noget der bare er der. Det kan godt være pishamrende irriterende, men jeg har ikke længere behov for at prøve at sulte den væk, for at tvinge min krop tilbage til et præpubatært stadie, for problemet ved at kæmpe mod sig selv er, at man taber hvis man vinder, hvilket bringer mig videre til emne nummer 3.

3) Godt nok er min krop efter 25 års alderen langsomt begyndt at dø, og selvom jeg som sådan ikke er bange for døden, så er det heller ikke noget jeg sådan umiddelbart ønsker, så derfor er jeg begyndt at cykle med cykelhjelm. Jeg ligner godt nok Poul Nyrup, men på den ufede måde, og det bliver endnu værre om vinteren hvor jeg er nødsaget til at have en hue under hjelmen, (jeg ved at jeg ligner en idiot, men jeg blev alligevel lidt fornærmet, da min psykolog sagde at jeg ikke skulle være bange for at blive antastet på gaden).

4) Jeg har med tiden anerkendt at ALLE mennesker har potentialet til at være dumme idioter, jeg ved også at nogle mennesker udlever dette potentiale mere end andre. Caitlin Moran skriver i sin bog "Kunsten at være kvinde", at en kvindes rynker er tegn på nul-tolerance over for idioter, og at det er derfor at en kvinde ifølge moden, ikke bør have rynker, at hun skal forblive et naivt lille dukkebarn. Hvis det er sandt, så byder jeg mine rynker velkommen, faktisk ønsker jeg mig endnu flere rynker, så jeg bare kan stå og nedstirre idioterne i et minuts tid, hvorefter jeg bryder ud i en skraldlatter, så at mit allerede rynkede ansigt eksplodere i riller og furer.

5) Bedst af alt, så synes jeg, at der bliver taget gevaldigt meget af presset. Jeg ønsker stadig at være blandt de bedste til de ting jeg holder af at gøre, men jeg har ikke længere så mange neuroser over ikke samtidig at være den smukkeste, tyndeste, smarteste og mest charmerende, hvilket sjovt nok får mig til at fremstå som smukkere, smartere og mere charmerende, for det er svært at være charmerende når man er meget meget sulten.

Inklusion?

Stiller jeg for høje krav til mig selv? Det får jeg i hvert fald altid at vide, men jeg er selv i tvivl, men hvad handler det at stille høje krav til sig selv om? Jeg blev diagnostiseret meget sent, så hele min skolegang har jeg skulle omgås og konkurrere med de normale. Jeg gik endda på privatskole, så standarden var sat meget højt. Jeg tror umiddelbart, at jeg er det som politikerne håber på med deres inklusion af, bortset fra, at vi ikke vidste det dengang.

Jeg havde det ikke godt i skolen. Jeg kan ikke komme med historier der ligner dem der er oppe i medierne for tiden. Jeg var udenfor, både når det galt lærere og elever. De forstod ikke mig og jeg forstod ikke dem, og det gav en masse unødige konflikter. Jeg var meget bevidst om min anderledeshed, og det plagede mig. I nogle perioder dyrkede jeg det anderledes af princip, for hvis jeg ikke kunne være normal, så kunne det også bare være det samme, basta, men det var i virkeligheden noget der nagede mig. Jeg kunne se, hvad jeg burde kunne overkomme, men jeg kunne ikke, så jeg voksede op med en bevidsthed om, at jeg var doven, det værste af alle skældsord.

Mit største ønske var at være dygtig i skolen, og jeg havde potentialet, men min ADD pinte og plagede mig hver gang jeg satte mig ned med lektierne. Jeg begyndte at pine og plage min krop for at underkaste den disciplin. Jeg sultede mig, skar mig og slog mig selv for bare lige at lave én opgave til, bare lige læse én side til eller for at prøve at høre efter hvad læreren sagde uden at ligne at jeg brændende ønskede at være et helt andet sted.

Det at være normal var dog ikke bare at lave sine lektier, det omfattede alle sider af livet, hvor rent der var på ens værelse, hvor tit man vaskede hår, hvor mange venner man havde og så videre, men der var ingen der fortalte mig præsis hvad der var vigtigt og hvad der ikke var, så lige så stille opbyggede jeg et helt galleri af regler for normal opførelse, som jeg forgæves prøvede at følge.

Da jeg så blev rigtig syg begyndte alt i mit liv at sejle, og bare det at gå ud med skraldet var en opgave jeg nogle gange ikke kunne klare. Jeg var meget bevidst om, at tingene ikke var normale, og jeg kæmpede en daglig kamp for at komme op på en nogenlunde på facaden lignende normalitet. Det var på dette tidspunkt, at jeg af en pædagog på et aktiveringssted for autister fik at vide, at hun aldrig havde oplevet en der stillede så mange krav til sig selv. Jeg tog det lidt som en ros, for i modsætning til nogle stykker jeg i tidens løb har mødt, så prøvede jeg i det mindste.

Hver dag prøvede jeg at opføre mig bare en lille smule mere normalt, for daglige gøremål er dejlig konkrete, så det var noget jeg kunne måle mine fremskridt på. For nyligt holdt de daglige gøremål op med at være en kamp, og jeg kunne begynde at bruge min energi på andre ting, så det var måske ikke længere så livsnødvendigt, at jeg fik redt min seng med sengetæppe og pyntepuder hver eneste dag. Mit nye liv foregår indeni og udenfor mig, så facaden er måske ikke længere så nødvendig, men den er lidt blevet en vane.

Jeg ved ikke om dette indlæg er for eller imod inklusion. Jeg var ikke lykkelig hvor jeg var, men jeg er ikke sikker på at jeg havde været mere lykkelig andre steder. Inklusionen gjorde mig syg, fordi jeg og mine omgivelser ikke var bevidste om mine begrænsninger, men jeg har til gengæld fået nogle redskaber der hjalp mig til at kæmpe mig op til overfladen igen. Det var ikke noget køn kamp, men det er kampen mod sygdom (psykisk såvel som fysisk) aldrig.

Om en sanseoplevelse

Min mor og jeg var i Silkeborg i weekenden. Normalt går vi bare ture, men denne gang var der en udstilling min mor gerne ville vise mig. Min mor havde vist nok faktisk sendt mig et link, men det havde jeg nu ikke set synderligt meget nærmere på. Udstillingen med tjekkisk teater/cirkus kulisser og dukker var på Silkeborg Bad som jeg husker fra min højskoletid, og der er et absolut ikke fyldestgørende link HER.

Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.

Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.

Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.

Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.

Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

Om lærere

Man har ikke lyst til at snakke om det, men mens der er børn der er nuttede og som man bare har lyst til ar kramme og kysse og tage med hjem, så er der børn man bare har en tendens til at overse. Jeg var som sådan ikke grimmere end børn generelt var dengang i 90'erne, jeg var ikke frækkere, eller mere beskidt, jeg var der bare ikke så meget. Min elskede farmor kan ikke lide at jeg siger sådan, og jeg elsker hende for det, men jeg var en helt anden person i skolen, end jeg var derhjemme, hvor jeg havde ro.

Min mor prøvede at indføre en regel om at jeg kun måtte være syg hver anden uge, men det gik ligesom i vasken allerede første sygdomsfri uge.

Jeg har altid prøvet på ikke at bebrejde nogen, for jeg vil ikke være en bitter person, men i går fortalte jeg en af pædagogerne om min skoletid, og hun blev egentlig ret forarget. Hun sagde at jeg havde været ude for et enormt svigt fra lærernes side, for det var jo tydeligt, at jeg ikke havde det godt allerede dengang.

I 9. klasse havde vi en klassens time om mobning. Jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg i de små klasse græd hver dag hvor jeg kom hjem fra skole, men min lærer sagde bare, at det var jeg selv ude om, for jeg var godt nok et mærkeligt barn.

Men det var egentlig slet ikke det jeg ville snakke om. Generelt er jeg en ret charmerende person, og de fleste mennesker jeg møder inden for forskellige professioner kan godt lide mig, undtagen lærere. Her over 20 år efter jeg første gang startede i skole, har jeg stadig svært ved at snakke med mine lærere. Lærere i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet er tre vidt forskellige ting, men jeg er stadig og har altid været så desperat efter lærernes accept, at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem, hvilket har gjort at mange ligefrem prøver at undgå at have kontakt med mig, hvilket så gør mig endnu mere usikker på mig selv, hvilket så gør, at jeg har endnu mere brug for lærerens accept, og på den måde har jeg altid ødeligt alting for mig selv.

Det var så min historie, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skrive, men efter samtalen i går er det noget der har fyldt temmelig meget, så jeg kunne ikke koncentrere mig om at skrive om noget andet.

Om at blive 'forfulgt'

I går morges havde jeg været nede og handle, og da jeg kom til min egen gade var der en ung fyr på scooter der kørte op på siden af mig og ville have mig med op og køre. Han havde hjelm på, så jeg kunne ikke se hans ansigt, men det at han kørte på scooter, fortalte mig, at han nok i hvert fald var ti år for ung til mig. Om han så havde været ti år for gammel, så havde jeg stadig ikke været meget for at komme med op og køre, for sådan en maskine ser ikke særlig sikker ud, og jeg kendte jo slet ikke køreren, desuden er det slet ikke lovligt.

Den unge fyr var på ingen måde truende, men han var meget insisterende, og det var jo lidt smigrende for en gammel kone som mig. Da jeg kom til min bygning gik jeg ind på pædagogernes kontor for at se hvad han fandt på. Han stillede sin scooter, tog hjelmen af og gik ind i vores mellemgang, med både pædagogen og jeg stod og stirrede på ham, så han vendte om og stak af.

Så er der egentlig ikke mere til den historie, men det er sommerferie og mit liv er helt forfærdelig kedeligt, og jeg har ondt i røven af at sidde for meget foran fjernsynet, så når der endelig sker et eller andet, så bliver jeg nærmest lettet. desuden har jeg altid været frk usynlig, så selvom jeg ikke ligefrem går og ønsker at blive bemærket, så kan det godt være helt hyggeligt med lidt opmærksomhed, hvilket jeg dog kun siger fordi han virkede helt harmløs, ellers havde jeg nok været den første til at beklage mig.

om ADHD

HER er en artikel om Emil fra Lønneberg der i dag ville have modtaget diagnosen ADHD og være erklæret adværdsvanskelig. Diagnostikeren er dog ikke psykiater men læge i blodsygdomme. Jeg har dog engang hørt en psykiater fortælle i et tv-indslag, at Emil IKKE kan have ADHD, for når han bliver lukket inde i skuret, så kan han godt sidde stille i lang tid og koncentrere sig om at snitte træfigurer, det ville en rigtig ADHDer ikke kunne, spørgsmålet er så om alle der modtager diagnosen der reelt har den.

Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.

"et får, to får, gris, hest, giraf, Jens Hansen havde en bondegård, ehh margarina".

 Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.

Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).

Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre

Uheldig forside

På vej hjem i toget i går, fik jeg fat i gratisavisen 24 timer, og jeg studsede lidt over forsiden.

En overskrift om overvægtige børn og et billede af en ung, køn og ikke overvægtig skuespillerinde, Quvenzhané Wallis. Der er ganske vist en streg der viser, at billedet ikke hører til den artikel, men den er nem lige at overse i farten.

Til de børn der så lader sig mærke med presset for at være tynd, tynd, tynd, og som så ikke kan styre det, så er der inde i bladet en artikel for Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser (LMS).

Om en kæreste

Som nogle af jer måske fæstnede sig ved, så skrev jeg i går om min måske-kæreste, nu er det så måske lidt mere officielt. Det hele er meget nyt, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. På grund af min aspergers ved jeg ikke helt om jeg forelsker mig lige som andre mennesker, for det med kærligheden kommer i takt med, at jeg vænner mig til at have ham i mit liv, og jeg kan rigtig godt lide ham, og jeg vil gerne vænne mig til ham. Jeg vil gerne vænne mig til at være tæt på et andet menneske, både fysisk og mentalt, jeg vil gerne vænne mig til at dele og tage imod og jeg vil gerne vænne mig til at forpligte mig over for et andet menneske.

Nogle ting har jeg allerede vænnet mig til, og jeg begynder faktisk at synes at det er rart at være sammen i mange timer. Når jeg er sammen med veninder, så holder jeg normalt 1-2 timer, nogle enkelte gange 3, men i går var jeg sammen med min kæreste i 5 timer, og bagefter var jeg ikke mere end almindeligt træt. At være sammen i mange timer, betyder også, at jeg skal finde mange timer i min kalender. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne finde dem, men jeg er bare ikke sådan vildt god til set der med ændringer, så jeg er nervøs for, hvordan min hverdag kommer til at se ud.

Da jeg kom hjem i går var alle pædagogerne meget nysgerrige og helt oppe og køre. En af mine kontaktpædagoger, den yngste af dem, fik det at vide som den aller første overhovedet, og hun var så spændt på mine vegne, at jeg gav hende lov til at fortælle det videre til overlap, der var de pædagoger der er ved at få fri fortæller praktiske informationer videre til dem der lige er mødt ind. Det gjorde mig ikke noget, at det ikke var mig selv der brød nyheden, jeg skulle jo selv bruge så mange kræfter på ikke at fnise og blive rød i hovedet.

Senere på dagen skulle jeg have en mere alvorlig samtale med en af mine andre kontaktpædagoger om beskyttelse, og jo, det var faktisk en lille smule pinligt, ikke på den akavede måde, men en mere sådan "du godeste"-agtig måde. Nogle gange kunne jeg godt komme til at tænke, at jeg altså var for gammel til denne her snak, hvilket er noget vrøvl, da jeg er i den fødedygtige alder, og det er efterhånden mange år siden jeg har haft seksualundervisning, jeg tror måske jeg var 16 eller 17, og i dag er jeg næsten 28.

Jeg er myndig, så der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, men min kontaktpædagog ville gerne have, at jeg i det mindste overvejede p-piller, men før jeg overhovedet vil diskutere det ville jeg lige slå op hvordan den slags egentlig virker, hvilket jeg har lært engang men glemt alt om. For mig begynder livet ved befrugtningen, og fra det øjeblik er det et barn, hvilket jeg fra starten fortalte min kæreste, så han ved, at hvis uheldet er ude, så er der ikke noget at diskutere.

Første gang jeg skulle til en undelivsundersøgelse ville gynækologen have at jeg begyndte på p-piller, ikke fordi jeg havde sex, men fordi hun mente, at det ville hjælpe mod uren hud. Det ville jeg ikke, men hun respekterede ikke mit valg, så da vi sagde farvel, sendte hun mig over for at få taget en blodprøve, og så sagde hun grav alvorligt "og så ringer du til lægen og aftaler en tid til at få sat en p-ring op". Jeg gad ikke diskutere mere med hende, så jeg sagde bare farvel, og så skete der ikke mere i den sag