Post-cystitis

Efter fire uger med blærebetændelse håber jeg, at det virkelig er overstået. Efter fire ugers sygdom er jeg træt. Det er ikke længere fordi sygdommen raser rundt i kroppen på mig, hektisk jagtet af mit immunsystem. På nuværende tidspunkt skyldes min træthed mest, at jeg har tilbragt fire uger indendøre, uden frisk luft, lys og motion. Jeg har ikke trænet, gået ture eller så meget som taget cyklen ned på universitetet i fire uger.

Da det gode vejr begyndte at komme og jeg igen fandt cyklen frem, opdagede jeg hvor slappe, ømme og ubrugelige alle mine muskler er blevet. Efter en gåtur på 7 km faldt jeg om på sengen og sov i fem timer. Efter et par enkelte dage, hvor jeg tog cyklen ned på universitetet var mine balder så ømme, at jeg næsten troede, at jeg var kommet til skade.

Jeg har selvfølgelig enormt dårlig samvittighed over de sidste ugers dovenskab, og jeg har lyst til at løbe en tur og bare blive ved med at løbe ligegyldigt hvor meget min krop skriger til mig, at det er vanvittigt. Det er ikke noget jeg reelt kommer til at gøre, det er bare en lille nagende fornemmelse i baghovedet der siger, at jeg skal kompensere for fire ugers dovenskab.

Jeg ved dog udmærket godt, at jeg skal starte langsomt ud. I dag gik jeg en tur med Kæresten, og jeg er træt, men ikke synderlig øm, så jeg krydser fingre for, at jeg er i løbet af ugen igen er helt frisk og klar til at håndtere alle de lektier, som jeg var for træt til at håndtere mens jeg var syg. Desværre er stakke af ventende lektier ikke den bedste motivationsfaktor, og det er da også derfor jeg i dette blogindlæg har forsøgt at fokusere lidt mere på gå- løbe- og cykelture, som jeg kan se frem til med lidt større glæde.

Med juletræet på hovedet

I novellen "Juletræet" bliver mumifamilien vækket af deres vintersøvn og ved ikke hvad julen er, men de tror nok, at den er farlig.

Mumifar besluttede trods den truende katastrofe ikke at tage af sine egne grantræer, for dem var han meget øm over. I stedet kravlede de over Gafsens stakit og bestemte sig for et stort træ, som hun faktisk ikke kunne då særlig megen brug for. "Tror du det er meningen, vi skal gemme os i det?" spurgte Mumitrolden.

Jeg er desværre ikke nogen Mumitrold, men det skal ikke forhindre mig i også at fortælle om, da jeg i går købte mit eget juletræ og delvist gemte mig i det.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg var ikke fræk nok til at stjæle mit træ, og selv hvis jeg var, så kender jeg ikke nogen Gafsen fra hvis have jeg kunne stjæle det fra. I stedet købte jeg det på parkeringspladsen foran IKEA.

Desværre har jeg ikke nogen bil, og måtte derfor tage bussen hjem, men da jeg kom net til stoppestedet, var der stadig 20-30 minutter til bussen kom. Jeg kan godt nogle gange være ret doven, men denne gang vandt min utålmodighed hurtigt, og jeg smed træet op på hovedet og BAR det de 1.5 km hjem. Det tog lige et par forsøg at finde den rigtige placering, men derefter gik det egentlig rimelig nemt.

Til at starte med lå træet pænt ovenpå mit hoved, men langsomt begyndte grenene at tilpasse sig, og mit hoved forsvandt længere og længere ind i træet. Jeg må have været et herligt syn, men desværre kunne jeg ikke se folks reaktioner når jeg gik forbi, for mit udsyn var meget begrænset.

Og således fik jeg også et juletræ i år, og det står nu fint og pyntet midt i stuen.

Hjem fra ferie

Jeg er så træt, at ordene ikke vil makke ret inde i mit hoved. De farer rundt og driller mig. Så snart jeg tror, at jeg har fanget dem inde og tvunget dem til at stå på række og danne en mening, da løber de væk fra mig, grinende som små børn. Min hjerne føles lidt som før jeg begyndte på conserta.

Grunden til dette er, at jeg lige har været i sommerhus med min mor i fire dage. Det var en hyggelig tur, men også en tur fuld af indtryk og nye rutiner. Indtryk er når en farve, form, lyd eller lugt mases ind i hjernen for at danne et mønster, lidt ligesom kartoffeltryk, og det siger sig selv, at hjernen kun har plads til så og så mange nye mønstre før den bliver trykket til kartoffelmos.

Her er nogle af de indtryk der får min hjerne til først at glædes og dernæst gå tre dage i hi og sige 'nu vil jeg ikke mere, jeg har brug for ro'.
- At sidde i toget mens vi kørte igennem en hede hvor al lyngen var sprunget ud. Hundredvis af meter af lyserød i forskellige nuancer alt efter hvordan lyset faldt. Lyserød op af bakke, lyserød ned af bakke, og lyserød så langt øjet rakte.
- Lugten af ikke længere at være i byen. Lugten af regnen der rammer den udtørrede jord, korn der bliver høstet på marken og ja, nogle gange lugtede der er svinestald, men det gjorde ikke noget, for vi var jo på landet.
- Lyden af græshopper. På et tidspunkt, da vi var ude og gå, var der en der gik i gang lige ved siden af mig. Jeg sprang forskrækket til siden, for jeg troede, at det var en cykel der kom brasende på grusvejen.
- At møde en gammel studieveninde, som jeg ikke har set i meget lang tid. Jeg er ikke god til at møde folk uforberedt, så samtalen blev nogle steder lidt akavet, men ellers var det rigtig hyggeligt.
- Vesterhavets brusen. Det var ikke meget jeg fik set til det, for jeg begyndte allerede at blive så træt, men jeg så det trods alt, og det var så meget større og mere majestætisk end det spejlblanke vand ved Aarhus.
- En bod hvor man selv kunne blande sin buket af georginer i de mest strålende farver for 2 kr stykket. Jeg havde planlagt at købe ti, men jeg endte med at købe 25.
- Selskab hver dag, næsten hele dagen, hvor jeg er vant til at være helt alene 23 timer i døgnet.

Dette er så korte brudstykker af min ferie, men selvfølgelig var der meget mere. Der er flere ting som jeg ikke har skrevet om, men jeg kan ikke skrive om alt. Jeg tror at de fleste bliver en anelse stressede på ferien. Jeg ved ikke i hvilken grad min aspergeroplevelse adskiller sig fra andre menneskers oplevelse. Det gør den nok ikke alt for meget, den største forskel er nok bare, at jeg bliver meget hurtigere træt end andre og ikke kan klare så meget.

Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".

Væk

Problemet ved at være morgenmenneske er, at nå man sover ude, så vågner man som regel adskillige timer før sine værter, og nogle gange ved man så ikke hvordan man betjener kaffemaskinen. efter denne uges nedsmeltning trængte jeg til at komme lidt væk, væk fra den dårlige samvittighed over lektier der ikke blev lavet, væk fra løbetræningen der ikke går særlig godt, væk fra de samme omgivelser dag ud og dag ind. Jeg er autist, jeg elsker gentagelser og faste rutiner, men selv jeg kan løbe sur i det hele.

Min onkel havde haft lægevagt oppe i Nordjylland og kunne så hente mig i Aarhus inden han tog færgen til Sjælland. Det var første gang jeg skulle besøge ham og min tante i deres nye hus, men jeg kender dem selvfølgelig ganske godt, det vil sige, at jeg kunne opleve noget nyt og spændende i trygge og vante rammer, og det var lige hvad jeg trængte til.

Om eftermiddagen var vi ude og gå tur, og det var en helt anden natur end der hvor jeg bor nu, mere frodigt, varmere, jeg havde klædt mig på efter det jyske vejr, og jeg svedte, men det var rart at smide jakken for første gang i år. Når jeg løber, så løber jeg i et fitnesscenter, og når jeg cykler, så cykler jeg normalt bare ned på universitetet, så jeg kommer slet ikke så meget ud som jeg gerne ville. Mit liv er fuld af gode intentioner, men så skal jeg lige det ene eller det andet, og så kommer jeg ikke af sted.

Der var snak om at vi skulle på museum, men for mig var et nyt hus i nye omgivelser rigeligt med nye input. Da jeg vågnede, og min onkel og tante stadig lå og sov, gik jeg på oplevelse i deres stue. Først så jeg på deres bøger, for det er hvad jeg altid gør når jeg er hjemme ved nogen, og når jeg nu var i gang med bøgerne kunne jeg lige slå op, om det virkelig var en spætmejse jeg havde set dagen før. Så gik turen videre til skabene. Min onkel og tante rejser meget til fjerne egne som jeg nogle gange ikke engang anede eksisterede, og de bringer ting med hjem, som jeg så kunne gå og snuse i og opleve mit helt eget lille eventyr. 

Mens jeg gik rundt og lod mig fascinere af den ene genstand efter den anden, gik det op for mig, at jeg ville være en forfærdelig indbrudstyv, der kunne have ligget en stak med en million kroner, og jeg ville have været revnende ligeglad, men de små figurer med små vrisne mænd forelskede jeg mig hovedkuls i. Der var et kæmpe stort plasma tv, i hvert fald fire gange så stort som mit eget, men jeg ledte ikke engang efter fjernbetjeningen, for jeg havde travlt med at studere elgen der løb på skøjter, læderæslet, myreslugerpinceten, det græske tempel, glasskålen med billen, åleruserne i mineformat. Der var slet ikke behov for et museum, for min onkel og tante havde deres egen lille udstilling.

Langt ud i skoven

Jeg føler mig ensom for tiden, så jeg gør hvad jeg kan for at mødes med mine veninder. I weekenden tog jeg til Langå, hvor jeg mødtes med en veninde fra Randers. Jeg stod af toget og hun parkerede bilen, og så gik vi en tur i skoven.

Jeg bor tæt på en fin og nydelig park, men nogle gange kan det godt blive lidt for nydeligt. Vi har måske ikke ligefrem store vilde urskove i Danmark, men hvis man tager ud af byen kan man i det mindste komme lidt off road. Min veninde og jeg oksede os vej op af stejle bakker og glatte skråninger, gennem vådt græs og tætte krat. Og vi blev våde og beskidte og vi kom til at le noget så hjerteligt.

Vejret var friskt, men solen skinnede, og vi holdt os varme ved at gå i et fornuftigt tempo. Da vi havde gået i en times tid nåede vi tilbage til Langå. Der var ikke rigtig nogen af os der havde nogen anelse om, hvordan vi skulle finde tilbage til stationen, men vi tænkte, at vi havde masser af tid, og så stor kunne Langå vel heller ikke være, så vi gik bare lidt rundt, og vi fandt den da også til sidst.

Jeg havde fået morgenmad kl 6, og kl var nu nær 11.30, så jeg var sulten og smuttede inden om en bager og købte en bolle. Den vejede ingenting på sådan en rigtig morgenbrødsagtig måde, den havde nok en kgpris på omkring en million, men jeg var træt og sulten, så det var nok den lækreste bolle jeg længe havde fået.

Da jeg satte mig ind i toget for at tage hjem begyndte skyerne at trække sammen og alting blev gråt. toget mødte jeg den sødeste unge mand der sad fordybet i en bog. Mænd der læser er sexede. Han var desværre ikke mere end 13 år gammel, så måske om en 10-15 år.

I skoven

I går var min mor på besøg. Vi tog bilen ud i skoven og gik en tur. Jeg har ikke været 'ude af byen' siden min hebraisk eksamen i juni. Jovist tager jeg nogle gange til Odense for at besøge min far, men denne sommer har vi ikke været gode til at komme ud af huset. Nogle gange går jeg selvfølgelig tur i parken der ligger i nærheden, og det er en fin park, det er bare ikke det samme som at komme ud af byen.

Vi var ved Hald Ege, hvor der ligger en gammel herregård og en tårnruin, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.

Men ellers her feriestemningen bare sænket sig over mig og jeg bruger mine dage på ikke at lave ret meget. Jeg så et afsnit af CSI New York, hvor de prøvede at lave noget middelaleragtig stemning, men et hemmeligt selskab startet i 1840'erne virker bare ikke så imponerende når man den næste dag står i en ruin fra 1500-tallet, på en ø midt i en sø omgivet af træer i efterårsfarver.

Som barn har jeg svømmet i Hald sø, dengang før motorvejen. Det var efter at de have gjort et eller andet fancy for at forhindre iltsvind. Det kunne jeg så snakke om til min biologieksamen i 1.g, hvilket imponerede censor rigtig meget mens min lærer vist mest sad og var forvirret over, hvem denne ganske dygtige og charmerende elev mon var. Kunne det virkelig være det samme sure løg der aldrig fulgte med i timerne og som kun lavede det aller mest nødvendige hjemmearbejde? Det lykkedes mig trods alt at trække en ganske glimrende karakter hjem

Om en bekymringsdag

Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.

Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.

Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.

Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende

Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">

Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.

Panodilpigen

Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.

Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.

En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.

Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.

Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?

Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda

En kop kaffe

Jeg sidder her med en kop kaffe i de stille morgentimer, og selvom musikken kører, så nyder jeg alligevel den ro der er på denne tid af dagen. Om lidt pakker jeg mine ting og tager over og træne, og så begynder min dag for alvor, men lige nu sidder jeg bare og drikker en helt almindelig rolig kop kaffe.

Jeg drikker kaffe med meget mælk og kunstige sødestoffer, for jeg har ikke helt vænnet mig til det i forhold til min elskede pepsi max, som jeg prøver at trappe ud af, men det er ikke det jeg tænker på lige nu. Lige nu tænker jeg ikke rigtigt på så meget. Jeg griner lidt af nogle sjove billeder på facebook og tager en slurk af min kaffe der begynder at blive kold, så jeg hælder den ud for om lidt skal jeg hen og træne, men ikke endnu. Lige nu er det stadig en fredelig fredag morgen.

Jeg købte roser i pink og lyserød i lørdags, og de står stadig fint. Hvad er forskellen egentlig på pink og lyserød? Jeg tror at pink er mørkere og mere krads end lyserød, men jeg er faktisk ikke helt sikker.

Det er nu andre mennesker står op, men jeg har været oppe i flere timer. I en periode af mit liv hvor jeg havde det meget svært, i en periode uden medicin, vågnede jeg også meget tidligt, men angsten var så slem, at jeg ikke kunne sidde stille og roligt og nyde noget som helst. Jeg tog musik i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i timevis uden mål, jeg gik bare. Det var en beroligende følelse at se hvordan der langsomt begyndte at komme lys i folks hjem. En gang for jeg vild i et industrikvarter kl 4-5 om morgenen, men det tog jeg nu ret roligt, det var i hvert fald ikke værre end alt det andet der foregik i mit liv på det tidspunkt, og jeg fandt da også hjem til sidst.

Så lige nu sidder jeg bare og nyder en rolig morgen, og jeg er taknemmelig for, at jeg er kommet så vidt med min udvikling.

Noget om fødder

For nyligt købte jeg en stor bunke strømper, som dog viste sig at være af en enormt dårlig kvalitet, så jeg måtte smide dem ud. Jeg ville så bestille nogle nye over Zalando, men da ordren var sendt og jeg gik op til frokost, så sad jeg lidt og tænkte, om jeg nu havde bestilt dem i den rigtige størrelse, så jeg skyndte mig at sluge min mad og gik ned og tjekkede, og det havde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde ikke mulighed for at ændre min bestilling over nettet, så jeg måtte ringe ind til Zalando, hvor jeg fik en enormt livstræt pige i røret. Hun kunne ikke ændre min bestilling, men hun kunne da annullere den, og så måtte jeg gå ind og bestille igen, hvilket jeg så gjorde.

Da jeg dagen efter skulle ind på universitetet for at ønske mine medstuderende tillykke med deres eksaminer, kom jeg til at tænke på om jeg havde fået det rigtigt i andet forsøg, og det havde jeg selvfølgelig ikke, så inde på universitetet måtte jeg ringe igen. Denne gang var det en livstræt ung mand jeg fik i røret, men han kunne da annullere min bestilling.

Hjemme igen opdager jeg, at de slet ikke har de strømper i min størrelse, og så opgiver jeg lidt det hele.

Samtidig med at dette står på, skulle jeg også ud og have nye sko. Jeg har egentlig købt nogle rigtig fede paladium sko, men jeg er meget længe om at gå dem til, og det kan jeg simpelthen ikke vente på, for jeg skal jo hele tiden et eller andet, og jeg gider ikke tage pæne sko på bare fordi jeg skal i Rema eller hen og træne, så jeg skulle have nogle lette sko som jeg bare kan smutte i, men det var lettere sagt end gjort.

Jeg er ikke så sikker på fødderne, så jeg mine almindelige gåsko skal have en ordentlig sål, jeg ville ellers gerne have Converse eller Kawasaki, men jeg får så ondt af at gå i dem. Men det med at finde sko med en ordentlig sål er ikke så ligetil. Jeg var inde i fire butikker før jeg fandt nogen, og så var jeg ikke engang helt tilfreds med dem, men jeg købte dem alligevel, for jeg kunne ikke overskue at gå i endnu flere butikker. Så nu render jeg rundt i et par meget blå Neo Addidas. Pædagogerne synes de er fede, men jeg skal nok lige selv vænne mig lidt til dem.

Om nogle småting

Her er lidt af de småting der er i mit liv for tiden, men som ikke er fyldige nok til at få deres egne indlæg.

- Hvis en elver og en ork får et barn sammen, kan man så sige at det er er demiork (demiurg)?

Heb. talord 1-10

- Jeg sad i går og skrev nogle små fine kort for at prøve at lære at tælle til 10 på hebraisk (husk at det læses fra højre mod venstre, oppefra og ned). Jeg er faktisk rigtig dårlig til det, altså ikke til at skrive kortene, men til at lære ordene. Det er ikke engang noget vi skal kunne, jeg gør det sådan set mest for sjov. Pointen er, at jeg gerne vil KUNNE sproget, og ikke bare godt nok til at kunne oversætte et tekststykke. Jeg er enten stædig, perfektionistisk eller bare en nørd, eller noget midt imellem.

- Er det ikke lidt ironisk at det er humanistiske fag der har til huse i Nobel Parken på Aarhus Universitet?

- På mit bosted har vi en vikar, som har boet de sidste 20 år i Grækenland, og hun kan derfor (selvfølgelig) tale græsk. Jeg bestod lige akkurat, og med nød og næppe i andet forsøg min (koiné) græsk eksamen i februar 2007, men selvom jeg ikke var særlig god til det, så har jeg da trods alt haft det. Koiné græsk er lidt et mellemstadie mellem oldgræsk og moderne græsk, så jeg var lidt nysgerrig for hvor meget af det vikaren kunne, så jeg viste hende min Novum Testamentum Graece. Så sad vi lidt hvor hun læste højt og oversatte, og jeg sad rullet sammen i sofaen og lyttede. Jeg har glemt næsten alt. Jeg kunne sige, dette er en konjunktion der betyder og, det der er en proposition, det der er en bestemt artikel og det der er en eller anden form for pronomen. En ting jeg dog lagde mærke til var, hvor forskellig vores udtale var, og det var ikke kun fordi jeg var ude af træning, hendes udtale var blød og rullende, og min var hård og punktlig. Det var nu alligevel meget hyggeligt.

- Hvorfor lyder man altid som en komplet spade (eller synes at man gør) når man taler eller skriver til en underviser?

- Jeg har travlt og er lidt stresset for tiden, så jeg har ikke så meget overskud til at træne. Jeg kommer af sted på de af sted på de aftalte dage, men jeg får hverken trænet lige så længe, eller lige så energisk, som jeg gjorde før. Det er lidt surt, for stres og manglende motion gør, at jeg ikke har så meget overskud til at klare andre situationer i min hverdag. Især weekenderne er blevet værre, hvor jeg er blevet mere inaktiv og rastløs, tangerende til angst. Når jeg ikke får trænet, så burde jeg i det mindste få gået nogle ture, men det får jeg heller ikke gjort. Mest hælder jeg til at acceptere, at det bare er sådan, min situation er lige nu, og prøve at acceptere, at jeg altså ikke er en eller anden form for superkvinde, hvilket dog ikke forhindre det hele i at være ret surt.

- Pædagogerne her på stedet VED hvor svært jeg har det med ændringer, og hvordan jeg kan finde på at reagere med selvskade, og normalt er de så nervøse for det, at de sender mig sms'er med ændringer helt ned til størrelsesorden med nye potteplanter, hvilket godt kan være lidt i overkanten, men også i orden, eftersom jeg ikke helt kan fortælle dem hvilke ændringer jeg kan og ikke kan håndtere. En type ændringer der dog altid går mig på er ændringer der har at gøre med hvordan stedet her fungerer. Sådan en ændring er der foretaget nu, og måden jeg fik det at vide var under aftensmaden hvor pædagogen sagde at der forresten ville komme være vågen i stedet for sovende nattevagter fra på mandag. Det er en god ændring, men jeg kunne ikke lade være med at reagere. Jeg skar mig ikke, men det var kun fordi jeg tvang mig selv til ikke at gå ned i min lejlighed.

En svær/kedelig lektie

Jeg er relativt intelligent, så det er ikke så tit, at jeg støder på tekster, som jeg virkelig bare ikke forstår, men i GT har vi fået en bog, "Old Testament Exegesis" af Odil Hannes Steck (tysk bog oversat til engelsk), og jeg forstår ikke ret meget. Okay, jeg forstår som sådan godt pointerne, men jeg forstår ikke formuleringerne. Gårsdagens lektie handlede for eksempel om hvordan en tekst altid vil blive til i en sproglig kontekst (den historiske og teologiske kontekst hørende til i separate kapitler). Det vil sige, at det enkelte ord eller formulering har en mere dybtliggende og kulturel, historisk og teologisk betydning end hvad ordbogen lige kan fortælle en. For eksempel et ord som "nice" som vil betydede forskellige ting for forskellige aldersgrupper.

Det forstår jeg godt, men jeg forstår ikke bogens enkelte formuleringer, som her på s. 131

"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"

Ugens lektie bestod af 20 sider med sådanne formuleringer. Man kan måske sige, at så længe jeg fik det overordnede billede, så gjorde det måske ikke så meget, men det er dybt frustrerende at læse noget man ikke forstår, og jeg skulle samle al min selvkontrol for ikke bare at lægge bogen fra mig. et af problemerne er, at jeg ikke ved hvor mange detaljer jeg går glip af, og jeg er en person der er glad for detaljer.

Dog må selv jeg må nogle gange kapitulere over tyskernes OCD'ske tilbøjeligheder, når det gælder om at bryde metoder, tekster, mønstre, you name it, ned til sine aller mindste bestanddele. I en tid med åbne grænser og politisk korrekthed, er det sikkert uopdragent at sige, men der er altså kulturelle forskelle, og når det gælder det akademiske, så er tyskerne fluekneppere af rang. Det er godt når man for eksempel skriver ordbøger eller tegner historiske kort, men det er ikke godt når man skriver begynderbøger.

Alt dette skriver jeg selvfølgelig kun fordi jeg er fornærmet over at komme til kort, og jeg føler mig blottet og sårbar. Som sagt, så er jeg ikke ret vant til ikke at forstå, og så kommer man engang imellem til at man kan det hele, men så intelligent er jeg altså heller ikke, og nu hvor jeg er startet på universitetet, må jeg nok hellere til at vænne mig til tanken.

Måske er det også bare fordi jeg føler, at jeg får baghjul af mine medstuderende, for de ting vi lærer nu er en fortsættelse af det fag der hedder Bibelkundskab. Det bestod jeg i sin tid med en ganske udmærket karakter, men der er altså næsten syv år siden i modsætning til de andres otte måneder, så der er voldsomt mange ting jeg ikke kan huske. Heldigvis har jeg stadig lærerbogen fra dengang, så jeg kan bare læse op, hvilket jeg burde have gjort for længst.

Når jeg læser en tekst der er så svær og så kedelig, for det er også kedeligt at læse en tekst man ikke forstår, så mærker jeg meget tydeligt min ADD. Jeg læser 1 side, skriver et eller andet ligegyldigt ind i min kalender, læser ½ side, tager et glas pepsi max, læser 1 side, går på toilettet, læser 2 side, går ned og beklager mig til pædagogerne, læser ½ side, går en tur med en pædagog osv, og så tager det uendelig lang tid at komme igennem 20 sider, hvor jeg normalt kan klare meget mere.

Det er ikke nogen undskyldning for ikke at få læst, det er bare et irritationsmoment. Jeg har det også sådan, at når jeg oplever disse ting, så forvandles det til et spørgsmål om kontrol. Jeg føler ikke, at jeg har kontrol over teksten, derfor må jeg finde/skabe kontrol over mig selv, og det bliver til et spørgsmål om om hvad der har den største magt for mig/ over mig, kroppen eller hjernen.

ondt af at lave ingenting

Jeg er begyndt at mærke lidt til min belastningsskade (i hoften) igen, og jeg har besluttet at tage den lidt med ro indtil fysioterapeuten forhåbentlig giver grønt lys på fredag til, at jeg kan motionere lidt igen. Indtil da ligger jeg på den lade side, i hvert fald hvad fysisk udfoldelser angår. I weekenden har jeg ligget på sofaen i fællesstuen og læst, og jeg lå så længe og så stille, at min krop begyndte at værke. Det var ikke en lille smule ubehag, det var deciderede smerter i numse, knæ og ankler.

Jeg må have været så opslugt af min bog, at jeg ikke lagde mærke til det noget før, jeg burde have rejst mig, gået en tur, taget nogle hop på stedet, men jeg læste næsten uden afbrud i 9 timer, fra 9 til 18, og jeg ved slet ikke hvor mange timer dagen før. Da jeg til sidst gav op og lagde bogen fra mig, skyldtes det dog mere den dårlige belysning, for ellers havde jeg læst videre selvom det gjorde så ondt, at jeg hverken kunne sidde eller ligge.

Kan man kalde at læse at lave ingenting? Både ja og nej. I denne betydning, mener jeg jo bare, at jeg ikke farer omkring og forbrænder kalorier eller får ordnet praktiske opgaver jeg kan krydse af min liste, og i så fald kan man godt, det ser jo ikke ud af meget, når jeg bare ligger der, og det betyder meget for mig hvad andre tænker om det jeg gør, fordi jeg stadig er meget usikker på mig selv. Men i grunden er at læse bøger jo også at lave noget, og med min bogblog ser jeg det jo lidt som mit job, hvilket er en god undskyldning for at læse bøger når der egentlig er andre ting jeg burde ordne.

Og jeg fik faktisk også lavet andre ting. Jeg fik skrevet blog, bagt to gange boller (den ene portion grønne od den anden lyserøde, naturligt), vasket tøj og jeg fik skrevet den svære del af min analyse af Gilgamesh. Jeg fik lavet en del, men ingen af tingene bragte mig uden for min egen dør, så jeg fik ikke så meget som en mundfuld frisk luft.

"It's a dangerous business, Frodo, going out of your door," he used to say. "You step into the Road, and if you don't keep your feet, there is no knowing where you might be swept off to."

 For det er lige nøjagtigt Ringenes Herre 1 jeg er ved at læse.

Nu er det mandag morgen, og jeg valgte at gå ned på tanken efter Pepsi max, både fordi jeg havde en helt almindelig craving for koffein, men også for at få rørt mig lidt. Jeg plejer at træne intervaller om mandagen, og weekendens strabadser gør, at mine ben trænger til at røre sig, men jeg ved ikke hvor meget jeg kan tillade mig at gøre, og af frygt for at gøre for meget. Jeg har stadig ondt, og turen gjorde godt, selvom der kun var en 700 m hver vej.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor mange færre kalorier jeg forbrænder i en dagligdag uden motion, og jeg er nærmest fortvivlet over hvor meget mindre jeg så kan tillade mig at spise, for på en træningstome kan man sagtens forbrænde hen ved 1000 kalorier. Jeg har mange forskellige dagbøger. 1 handler om motion en om mad/spiseforstyrrelse. Den om motion skriver jeg næsten ikke i, men i den med min spiseforstyrrelse skriver jeg meget.

Pædagogerne har lagt mærke til ændringen hos mig. De kan ikke sige at jeg snyder med min kostplan, for jeg ignorerer den direkte og taler åbent om det. Det kan godt se ud som om det fylder meget. Det fylder noget, men det er ikke så altopslugende som det var engang. Det startede vel da min ferie startede, så måske det slutter når den slutter

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

Om en hyttetur med mor

For snart 6 år siden blev mine forældre skilt, og vi har siden måttet opbygge nogle nye juletraditioner. Juletraditioner er noget der er svært at opbygge fordi det er en begivenhed der kun finder sted en gang om året, og udvikling og tilpasning tager derfor tid.

I år prøvede min mor og jeg en ny tradition, eller tradition kan det vel ikke være eftersom det er første gang vi prøver det, og hele pointen med en tradition er, at det er noget man gør om og om igen. I hvert fald prøvede vi noget nyt med den hensigt, at det over tid kunne blive en tradition.

Vi har måttet opgive, at jeg kommer ned til hende en dag i løbet af julen, for hendes nye mand er af den meget impulsive type, og det passer meget dårligt med min aspergers, desuden har de hele huset fyldt med bornholmerure, der ikke går ens, og en gang i timen bimler de løs. Jeg har et eller andet med lyde, de går ind og generer et eller andet dybt inde i mig, og jeg får det virkelig dårligt, derfor har vi måttet finde på noget andet.

Min mor og jeg har en sommertradition, hvor vi i en weekend tager på B&B, i sommerhus eller lignende, hvor vi går nogle ture, spiser noget god mad, taler sammen og lytter til hinanden. Min mor fik så den idé, at det kunne vi da også gøre her en gang i løbet af december og så fejre en stille lille jul, bare os to. Så lørdag formiddag hentede hun mig, og så kørte vi til Ry der ligger nede i Silkeborg området. Da vi i sommers var på Fur, var det virkelig koldt der hvor vi boede, men denne gang havde vi lejet en lille feriehytte, og der var skruet godt op for varmen.

Vi boede så vi kunne se over til Himmelbjerget. Vi kunne i hvert fald se tårnet på toppen, men i den vinkel så det meget lidt imponerende ud, det lignede bare en hvilken som helst bakke med træer ned til en sø. Vi startede med at gå os en tur. Det lignede en helt almindelig, med rødt afmærket, gåtur, men den var såmænd blevet sponsoreret af firmaer, og der var en sansezone og en pulszone, som vi dog ikke kunne få så meget ud af på grund af al sneen. Når man kommer til et nyt sted, som man ikke rigtigt kender, så kan noget så simpelt som at finde sig en ordentlig gåtur være lidt et problem, men man finder bare en skov og kører rundt til man finder noget der minder om en sti, og så er der som regel afmærkninger der viser hvor man skal gå. Det var efterhånden blevet hen ad eftermiddagen og solen stod lavt, og sneen under vores fødder knitrede lystigt.

Min mor havde taget julepynt med, og gik og pyntede op i hytten. Det var en lille hytte vi boede i, så der var hurtigt pyntet op. Min mor og jeg har ikke altid haft et lige godt forhold, og efter skilsmissen blev det værre, men jeg kunne mærke at hun gjorde sig meget umage, og det betød rigtig meget for mig, og det blev en rigtig hyggelig aften .

Om efterårets ensomhed

Jeg ved, at der sidder et par nye læsere derude, så i første omgang, velkommen til jer, jeg håber, at I kan følge med i alle de projekter jeg har gang i, og hvis det kniber, så er I altid velkommen til at spørge.

Så er det efterår, og jeg læser efterårs Mumibøger, og tænder stearinlys, og skruer op for varmen. Det gik først virkelig op for mig, at efteråret var kommet, da jeg var på vandretur i lørdags. Jeg i den kolde fugtige tåge og nød træernes gulbrune skær og lugten af blade der rådner på skovbunden. Okay, det lyder måske ikke så fint, som nor man beskriver det sprudlende forår, men efteråret er MIN årstid, og jeg elsker den. Der er en form for ensomhed over efteråret, ikke en ensomhed som 'jeg er helt alene og ingen kan lide mig', men som 'jeg er mig lige her og nu, og der er ingen til at forstyrre mig'.

Jeg trives i efteråret, jeg trives med, at jeg kan tage en tyk trøje og lange bukser på, jeg trives med mørket, jeg trives med køligheden, jeg trives med at være omgivet af gult og brunt, ja, jeg trives endog med fugtigheden. Folk, mig selv inklusiv, beklager sig, for det er sådan vi gør i dette land, og jeg tror at det er sundt at beklage sig lidt engang imellem, hvis man ikke tager sig selv alt for seriøst. Jeg beklager mig mest over efteråret fordi det er en forandring, og I ved jo nok hvordan jeg har det med forandringer

""Far!" råbte Mumitrolden. "Har du ikke lagt mærke til noget særligt? Vi har tændt lampen!"
"Ja, jeg syntes, det var rart med lampen, nu aftnerne bliver lange. Sådan føler jeg det i aften," sagde Mumimor.
Mumifar sagde: "Men så gør man en ende på sommeren. Lampen tænder man først når sommeren er forbi."
"Så bliver det jo efterår," sagde Mumimor stilfærdigt.
[...]
"Nogle fædre bestemmer altid, om det er tid at tænde lampen," mumlede Mumifar ned i sin tekop"

Tove Jansson, "Mumifar og havet", s. 15.

Jeg har altid haft en hvis sympati med Mumifar. Mumifafilien er en stor udvidet familie med en masse skiftende adoptivbørn med mærkelige former og størrelser, og alligevel er det ham, Mumifar, der er udenfor, for da Mumitrolden var lille, forlod Mumifar familien og stak til søs med hattifnaterne, og så skal man ikke bare bygge familien et hus, man skal også genopbygge tilliden.

Forleden, da jeg var på café med en veninde,spurgte vi som sædvanligt til hvad hinanden læste. Jeg var igang med tre bøger, og blandt andet var jeg i gang med "Mumifar og havet", hvilket hun smilede ad og rystede opgivende på hovedet. Der er ni Mumibøger, men jeg regner kun de fire sidste for noget. De fem første bøger er små forvirrende fortællinger mere eller mindre uden moral og dybde, men Mumitrolden selv bliver ældre (og det gør hans læsere også) og de ting han oplever bliver mere avancerede. "Mumifar og havet" handler om hans relation til andre væsner, på at skelne mellem ydre skønhed og indre godhed, men den handler også om at Mumifar skal genvinde sin værdighed.

Men tilbage til efteråret, så glæder jeg mig, for det er ikke ovre endnu, og jeg har planer om flere lange gåture.

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"

I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.

Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

Om brunch

Jeg er i Odense i et par dage for at slappe af, men jeg er blevet så vant til, at der skal ske noget hele tiden, så jeg kunne ikke bare sætte mig i sofaen og lave ingenting hele tiden, så jeg skrev til en veninde, om hun ville med ud til brunch. Jeg sad lidt og grublede, og så sendte jeg et PS, om vi ikke skulle tage toget til Nyborg, og så gå en tur rundt om spidsen langs vandet. Hun skrev tilbage, om vi ikke kunne tage til Svendborg i stedet, der havde hun aldrig været, og hun havde hørt, at der skulle være så smukt. Det lød godt, for jeg er i gang med en børnebogsserie om Svendborg op igennem fra 1000-tallet og frem, Danerriget serien af Josefine Ottesen (anmeldelser HER og HER). Bøgerne er enormt spændende, så det kunne være super fedt at tage dertil, men desværre blev vores planer ødelagt af vejret.

Vejrudsigten sagde øsende regn, så vi valgte brunch i stedet, hvilket jeg både var glad for, og lidt skuffet over, for jeg kunne egentlig godt trænge til et eventyr, men på den anden side, så ved jeg også godt hvor udmattet det ville efterlade mig, og det var jo lige nettop meningen, at jeg skulle slappe af i denne weekend.

Min far var endnu ikke stået op, da jeg skulle af sted, men vejret var endnu ikke blevet dårligt, så det gjorde ikke noget. Turen ind til byen tager ca 30 min, og når vejret er fint, er det en hyggelig lille tur. Vi skulle mødes på café Kræz, men da min veninde var lidt forsinket, sad jeg alene ved et bord og gloede. Vi havde ikke bestilt bord, det troede vi ikke var nødvendigt, så vi var heldige overhovedet at få et. Jeg er ikke god til at sidde alene på en café, jeg føler at alle kigger på mig og tænker at jeg er en taber, og at jeg er blevet brændt af. Jeg var ikke blevet brændt af, og jeg skulle kun vendte i 10 min, men det føltes som en evighed. Tjenerne var søde og var henne og spørge, om der var noget de kunne byde mig mens jeg ventede, en stor Pepsi max tak.

Det var rigtig hyggeligt at spise brunch med min veninde, og maden var god, bortset fra røræggene der ikke smagte af noget. Det var rart at være ude i den virkelige verden og tale om andre ting end sygdom og elendighed. Det var rart bare at være to veninder der sad på en café og var helt normale, snakke om normale ting og føle sig helt normal, men samtidig fik det mig til at føle, at jeg lever et dobbeltliv, for i dag tager jeg hjem til mit bosted, hvor der er døgnbemanding, medicinskab og ugesamtaler. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide at bo der, og jeg er taknemmelig for den hjælp jeg får og som jeg har så hårdt brug for, men helt ærligt, så er det ikke nogen helt normal måde at leve på.

Jeg spiste tre små portioner, og jeg følte mig proppet, men der var ikke den fuldstændigt paniske følelse jeg nogle gange godt kan få, når jeg er ude og spise. Når man er spiseforstyrret, kan det godt være virkelig svært at spise ude. Det er som om maden tæller for meget mere, både fordi folk ser én spise den og kan se hvor grådig og klam man er, men også fordi at spise ude er at forkæle sig selv, og man har en fornemmelse af, at det fortjener man ikke. Jeg var ikke engang stolt over at klare det med maden, jeg trak bare på skuldrende og sagde 'selvfølgelig', selvom jeg ved, at det er alt andet end en selvfølge.

Der var mange mennesker, og derfor også meget larm på caféen, så derfor blev jeg efterhånden meget træt. Jeg var ikke træt af min veninde, bare træt af situationen. Mens vi havde siddet derinde var det begyndt at regne, ikke bare en stille og rolig regn, men en silende, øsende og plaskende regn, så jeg skrev til min far, om han kunne hente mig. Han var tilfældigvis lige blevet færdig med nogle indkøb inde i byen, så jeg betalte, gav min veninde et stort knus, og skyndte mig over til parkeringspladsen, hvor jeg kunne stå under halvtaget henne ved cyklerne til han kom.

Om at blive afbrudt i sin middagslur

Jeg var noget så forfærdelig træt i går. Okay, jeg er altid træt, men jeg var så træt at jeg stod med et brev i hånden foran en postkasse og skulle til at putte det i, da jeg opdagede, at der på postkassen stod, at A post leveres inden for et døgn efter tømningstidspunktet, men det brev jeg stod med i hånden var B post. Jeg ved jo et eller andet sted godt, at en postkasse er en postkasse, men jeg var gået helt i stå, og jeg lagde flovt brevet tilbage i tasken og gik videre til næste postkasse, men der stod der det samme, og det samme med den næste, så jeg fik slet ikke sendt mit brev i går, og jeg skammede mig over min egen stupiditet. Jeg skrev en sms til pædagogerne, men de forstod ikke helt problematikken, og så skammede jeg mig lidt mere.

Det er meningen, at jeg skal i teateret med nogle af mine 'klassekammerater' her i begyndelsen af oktober, og sådan noget ligger selvfølgelig om aftenen, og det vil jeg slet ikke kunne klare som landet ligger nu, så jeg prøver jeg at lære mig selv at sove middagslur. Det går ikke helt efter planen, jeg falder i hvert fald ikke i søvn, men jeg ligger da med lukkede øjne i en times tid. I går gik det bare overhovedet ikke. Jeg kom hjem, tog make-up af, tog nattøj på og gik i seng. Der gik ca 10 min, så kom der en sms, om jeg ikke skulle have noget at spise. Jeg svarede mere irriteret end godt er, at jeg sov, men så kom der gud hjælpe mig en sms til, at jeg bare skulle sige til når jeg var klar. Bande, svovle. Jeg vendte mig om på den anden side og prøvede at falde til ro, men så kom der endnu en sms om at vores pedel kunne komme og ordne nogle ting hos mig. Fint nok. Lagde mig igen, men så kom jeg til at tænke, at det nok var en god idé lige at få noget tøj på inden han kom, og således fik jeg slet ikke hvilet mig i går.

Jeg overvejede kort, om jeg skulle gå i seng efterfølgende, men så kom en af pædagogerne op og ville tale med mig. Det var godt, for jeg havde egentlig selv bedt om det, men jeg var så træt at jeg bare sad og græd og græd og ville ikke spise min eftermiddagsmad, og jeg orkede ikke at kæmpe mere i den sag hvor jeg blev så vred forleden dag, og hvor meget forlangte de at jeg kæmpede for at få det til at fungere, for nu var det nemlig kommet til det punkt, hvor det er begyndt at gå ud over mine studier. De sagde, at de ikke forlanger mere af mig end jeg allerede gør, men så tudede jeg endnu mere, for det er ikke rigtigt, for som reglerne er nu, så SKAL det fungere, der er ikke nogen plan B, og jeg ikke vidste om jeg kunne blive ved med at leve på den måde. Det sidste var måske set i bakspejlet lidt melodramatisk, men sådan føltes det lige der. Vent et øjeblik sagde hun, gå op og se lidt TV, så kommer jeg om lidt, og jeg gjorde det og tårerne tørrede lige så stille, og da hun kom op til mig, var jeg mig selv igen.

Det hun skulle var, at hun ville konferere med en af de andre, og det blev besluttet at give os en besked et par dage før tiltænkt, fordi så kunne de nemlig fortælle mig, at pga nogle regelændringer, så vil det ikke fremover være så livsnødvendigt at jeg klarer problemet, og så snart jeg følte presset lette fra mine skuldre, så virkede det ikke længere som et så uoverskueligt problem, og jeg tænkte, at det skulle vi nok finde en helt fornuftig løsning på.

Jeg har hjemmedag i dag, dvs der egentlig er undervisning, men jeg er nødt til at blive hjemme fordi min psykolog kommer, og fordi, jeg endnu ikke er stærk nok til at klare fire dage om ugen. Det var min plan at sove længe, men det kunne jeg godt glemme alt om, jeg vågnede præcis når jeg altid vågner, men fordi jeg var så træt i går, havde jeg ikke købt Pepsi max. Jeg drikker Pepsi max om morgenen i stedet for morgenkaffe, til gengæld drikker jeg det kun sjældent senere på dagen. En morgen uden kunne jeg slet ikke overskue, så jeg valgte at gå en tur, hvor jeg lige kunne smutte inden om kiosken på stationen, som åbner allerede kl 6, og så kunne jeg få mit fix, om end til overpris.

Jeg havde overhovedet og helt og aldeles ikke lyst til at gå en tur, og jeg var træt og gnaven, hvilket bare gjorde, at jeg tvang mig selv til at gå en lidt længere tur. Da jeg så var ude, var det lige så modbydeligt som jeg havde forestillet mig. Det var for varmt med jakke og for koldt uden og luften var klam og jeg følte mig ligeså, så jeg valgte at gøre turen endnu længere. Min logik vil måske for nogen virke mindre logisk, men pointen er, at jeg frygter at blive et dovent svin, og hvis man først slækker lidt på kontrollen, så risikerer man en lavine. Folk siger, at sådan behøves det ikke at være, men jeg ved ikke om jeg tør stole på dem.