onsdag den 31. oktober 2012

Om at skrive breve til fremmede

Jeg elsker at modtage breve, men når man ikke er en eller anden super berømt kendis, så må man også skrive til folk for at de vil skrive til en efterfølgende, hvis man da er heldig. Heldigvis elsker jeg også at skrive breve, måske elsker jeg faktisk at skrive breve mere end jeg elsker at få. Måske er det fordi jeg er narcissistisk og får større nydelse ud af at skrive om mig selv end jeg får ud af at læse om andre, måske er jeg en god pige der elsker at glæde andre, eller måske kan jeg bare godt lide, at det udfylder mere af mit trivielle liv at skrive end at læse.

Oftest skriver jeg bare postkort, for et postkort er langt nok til, at man kan sige 'hey, jeg tænker på dig' og langt nok til at man kan skrive hvad der sker i ens liv, men det er heller ikke så langt at man sidder tilbage med en følelse af, at man skulle have skrevet mere, det er der nemlig ikke plads til. Samtidig kan man lægge tanker i hvilket motiv man vælger.

Jeg begyndte på det med postkort med en veninde jeg havde sidst jeg var indskrevet på universitetet. Vi så hinanden på uni næsten hver dag, og til sidst boede vi også på samme kollegium (der er fra den tid billedet stammer), men alligevel skrev vi postkort til hinanden, og vores idéer blev vildere og vildere. Engang dækkede jeg hele hendes døråbning med bagepapir som jeg havde skrevet og tegnet på, og engang fik jeg en pakkekalender.

Dengang hængte jeg alle postkortene på mine døre, men nu har jeg for mange, så de ligger i hvad min familie kalder nisseligkisten, en trækiste fra en firmajulegave min far fik. Jeg skriver og samler stadig på postkort, men med PostDanmarks evigt stigende porto, så er jeg gået mere over til almindelige breve, for så får man ligesom lidt mere for pengene. På det seneste er jeg endda begyndt at gå mere og mere over til elektronisk post, hvilket genere mig lidt men det er nu engang så praktisk, men det er ikke 'praktisk' jeg søger, jeg søger personligt og eventyrligt.

Noget elektronisk post dog er god til, og som burde lukke munden på alle kritikere, er muligheden for at komme i kontakt med vildt fremmede mennesker og skabe forbindelser på tværs af geografiske, kulturelle, aldersmæssige og praktiske skæl. Jeg kan faktisk godt lide denne mulighed, for 1 ud af 10 gange hvor man skriver til et helt fremmed menneske, opstår der en menneskelig og venskabelig kontakt og man får en varm og boblende fornemmelse indeni. Det skete da jeg skrev til Rikke Rønholt, og det skete da jeg i går fik et rigtig varmt brev fra Kina fra en pige jeg kendte fra folkeskolen, og som jeg har meget til fælles med, og det er sket mange gange før. Nogle gange opstår der en kontakt, men mange gange gør der ikke, men det må man tage med. Nogle gange føler man sig som superman, andre gange som en komplet idiot, men pyt med det. Nogle gange skriver man lange breve hvor man krænger sit indre ud, og andre gange er det bare en kort besked, som denne jeg sendte for 20 minutter siden til en ven af en ven
Hej [udeladt]
Undskyld dette uventede brev, men er du den katolske pige jeg mødte i toget i mandags?
Hjertelig hilsen
[udeladt]
DANSK katolik

tirsdag den 30. oktober 2012

Om folk på min vej

I går var en dag hvor der var mange folk at lægge mærke til. Jeg ved ikke om det skyldes folk, eller om jeg selv var mere modtagelig for indtryk end normalt. Jeg er glad for at observere, både ting og mennesker, men det meste af tiden er jeg alt for træt, for især når det gælder mennesker er der myriader af ting man kan observere, og min autistiske hjerne har svært ved at udvælge hvad der er vigtigt. Nogle autister husker alt, men det gør jeg ikke. Der sker en eller anden form for udvælgelsesprocess oppe i hjernen på mig, men det er nogle gange yderst interessant at se hvad der kommer ud af det. Så her kommer nogle af de menneskelige observationer som jeg gjorde i går da jeg skulle hjem efter at have været på weekend hos min far.

Jeg sad i DSB-toget og skulle have kontrolleret min billet. Togkonduktøren var en lille trind dame med en meget blid stemme, og jeg husker, at jeg tænkte, at det var egentlig var utroligt, at hun kunne forblive så blid, når man tænker på hvor meget lort de må lægge øre til fra folk uden billet. Nogle gange møder man store mandlige konduktører der godt kan fyre en vittighed eller to af, men det er noget andet. Jeg ved ikke hvorfor det er noget andet, måske bare fordi de er mænd, og jeg har større tiltro til mænds evne til ikke at tage tingene personligt. Men i hvert fald fik jeg en ganske udmærket service.

Jeg havde købt pladsbillet i en stillekupe, men på den anden side af gangen sad der et søskendepar som snakkede dæmpet sammen under hele turen. Det var virkelig belastende, men for det første tør jeg ikke tysse på folk, og desuden så var de virkelig dæmpede, så jeg tænkte, at det gik nok. Overfor dem sad dog en ældre dame som var enormt optaget af deres snak, og hun gav sig også til at snakke med dem, og hun talte højt, eller måske talte hun bare almindeligt, men det irriterede mig så meget, at det virkede enormt højt. Jeg håbede, at en eller anden ville tysse på hende, men det gjorde de ikke. Som sagt tør jeg ikke selv, men jeg forsøgte at få øjenkontakt med hende for ligesom at signalere irritationsmomentet, men det lykkedes ikke. Måske er jeg lige lovlig smålig, men uh hvor det irriterede mig.

Da jeg havde været ude på toilettet, havde jeg lagt mærke til en ung pige med en katolsk liturgisk kalender, hvilket er en anvisning for rituel praksis, det vil sige hvilke bibelske tekster der er en given dag, om det er en speciel højtid, og om hvilken farve kirken og præsten vil bære. Jeg kan huske da jeg selv var nybagt katolik og havde overskud til at gå op i den slags, og jeg sendte hende varme tanker. Vi skulle begge af i Aarhus. Jeg vidste jo, at hun var katolik, men hun vidste ikke at jeg var. Jeg kunne have præsenteret mig, men det turde jeg ikke, så jeg arrangerede mit tøj, så min halskæde blev tydelig. Jeg har en meget katolsk halskæde som består af en kæde, et kors og en undergørende medalje, hvilket er en lille oval skive med et billede af jomfru Maria og en masse hjerter. Den er velsignet og er der for hele tiden at minde mig om Guds uendelige kærlighed. Pigen lagde faktisk mærke til den og spurgte om jeg var katolik, og om jeg som en sjældenhed var en dansk katolik, hvilket jeg kunne svare bekræftende på. Jeg snakkede ikke yderligere med hende, hvilket jeg fortryder bittert.

Ligeledes da jeg stod og skulle af, kunne jeg stå og se over skulderen på en mand der sad med sin iphone og kiggede på rifler med kikkertsigte til salg, hvilket fik mig til at gyse, for man hører jo hele tiden historier om mænd der går helt amok og skyder en masse mennesker, og jeg overvejede seriøst om jeg skulle melde det til politiet, men på den anden side, så havde han en alder, hvor det var mere sandsynligt at han var jæger.

Jeg skulle af i Aarhus, for jeg skulle ind på RSC (Rådgivnings- og Støttecentre) for at tale med mig vejleder og møde min nye mentor/tutor. Jeg vil ikke skrive alt for meget om hende her, for på en måde er hun en mere konkret person end de andre der bare var anonyme ansigter i mængden. Dette er en blog om MIG. Jeg har selv valgt at blotlægge mit liv, men det har folk omkring mig ikke, så det ville være forkert af mig at udstille dem. Jeg kan dog sige, at min mentor er en meget sød pige, men hun er meget ung, 6 år yngre end jeg selv. Til mødet var det mest mig der snakkede. Jeg skulle selvfølgelig præsentere mig, men der var nogle yderligere ting som var vigtige for mig at fortælle. 1) Mine arrede arme kan godt virke overvældende, men hun skal ikke være bange for mig, det er noget der sker i meget specielle situationer, og dem vil hun ikke komme ud for. 2) Jeg har en psykolog, en psykiater og masser af pædagoger, så hun har ikke noget ansvar over for mig på den måde, for ellers er det jo meget menneskeligt at ville tage over og hjælpe, hvis jeg i en periode havde det skidt. 3) Nogle gange glemmer jeg, at min verden kan være skræmmende, så det er helt i orden at sige fra, hvis jeg fortæller for meget. 4) Jeg forventer at hun er dygtig (hun fik 12 til sin eksamen), men jeg forventer ikke at hun ved ALT.

På turen hjem var der også flere mennesker der gjorde indtryk. Der var kvinden jeg stødte ind i i bussen, den søde fyr med stritøre jeg sad overfor i toget, men som ikke så på mig en eneste gang, og den midaldrende man der stirrede på mig i toget, da jeg havde været på toilettet.

Når jeg har haft en af de dage hvor jeg virkelig lægger mærke til folk, tænker jeg ret meget over, hvordan jeg til dagligt ser dem som en stor grå, homogen masse der omringer mig, skræmmer mig og kvæler mig, men i virkeligheden består denne masse af en masse til tider ret farverige individer, og jeg tænker på, om der også er nogen der lægger mærke til mig.

mandag den 29. oktober 2012

En tanketorsk af de større

Jeg sad og læste en interviewbog med pave Benedikt XVI, "Gud og verden", hvor han på et tidspunkt snakker om den historiske Jesus, dvs den Jesus som findes i de historiske kilde, hvilket vil sige ikke religiøse tekster. I dette afsnit nævner han en teolog ved navn Bultmann, hvilket får mig til at studse, det var da ham jeg havde til teologihistorie på Aarhus universitet. Og helt urealistisk lød det ikke, for på trods af at være en luthersk teolog, så talte min lærer tit om vores pave i meget høje vendinger. Jeg var enormt stolt og beæret over, at min lære blev nævnt i sådan en bog, og jeg var parat til at sende sms rundt til en lang række mennesker. Jeg begyndte også på beskeden, men besluttede mig for at jeg var alt for træt (læs doven) så jeg slettede hvad jeg havde skrevet og lænede mig tilbage i sofaen med en bog der krævede lidt mindre hjernekapacitet.

En gang i løbet af eftermiddagen begyndte jeg at tænke, om det nu også var Bultmann ham min lærer hed, og efter en hurtig googlesøgning blev det da også klart at jeg havde taget noget så grueligt fejl. Bultmann var en markant (luthersk) teolog for 60 år siden eller deromkring, og har spillet en markant rolle i nyere teologi. Måske var min lærer nok dygtig, men helt samme statur havde han nu nok ikke lige.

Jeg blev meget flov, og priste mig lykkelig for, at den sms aldrig var blevet til noget. Først ville jeg egentlig ikke skrive om det, det var simpelthen for pinligt, men på den anden side, så var det også lidt sjovt, og det skete vitterligt ikke andet i går som det på nogen måde kunne være interessant at skrive om. Jeg havde den mest dovne dag tænkeligt, og jeg gik under 2000 skridt, hvilket er så godt som ingenting. Okay, helt doven var den måske ikke, jeg fik da læst hebraisk forud, og jeg fik læst en bog, godt nok en lille bog, men en bog ikke desto mindre.

søndag den 28. oktober 2012

Om at blive slynget tilbage til dengang

Oppe ved mig er efteråret gult. Gult og kun gult, men hernede i Odense er der alle mulige farver, og der varmer mit lille efterårselskende hjerte. Min far har nogle kæmpe store vinduer ud mod en lille sø, og jeg nyder at se ud på træerne der spejler sig i dens overflade. Sorte skarver svømmer forbi som budbringere af et dårligt budskab. Efteråret omslutter mig og luller mig ind i en drømmeverden fuld af røde og gule farver med et snert af brum. Jeg ved at det snart er ovre, at november kommer med regn og rusk for at bringe én tilbage til den virkelighed man prøver at flygte fra.

I fjernsynet spiller de en sang, og med ét bliver jeg slynget tilbage til dengang, dengang hvor mit liv så meget anderledes ud end det gør i dag. Jeg har fået et godt liv nu, et værdigt liv, men det har taget meget lang tid at kommer hertil, og der har været meget blod, opkast, piller, kul og tårer. Jeg havde det så skidt, at jeg i dag slet ikke forstår hvordan det var muligt for mig at leve med det, men det var ikke et spørgsmål om at leve med det, for i går og i morgen eksisterede ikke, der var kun i dag, og i dag kunne jeg kæmpe, indtil jeg kunne tillade mig at gå i seng og sove fra det hele, og det gjorde jeg, jeg sov, og så kunne jeg starte forfra med at kæmpe når jeg stod op.

Sangen de spillede i fjernsynet fik erindringen om angsten, mismodet og utilstrækkeligheden til at vælte ind over mig, men det sjove var, at det ikke skræmte mig, det virkede nærmest betryggende, for det hele startede ikke ved skilsmissen for fem år siden, det startede ikke engang i gymnasiet, som jeg havde det så svært ved, måske startede det ikke engang da min søster blev syg, da jeg var ti. Det er som om disse ting altid har været en del af mit liv, og jeg er ikke sikker på i hvilken grad at jeg forstod at det kunne være anderledes, det gør jeg nu, og det skræmmer mig, for verden er pludselig blevet så stor.

Det er ubehageligt at have en depression, men det fratager én fra en masse ansvar over sit eget liv, og især da jeg kom end i varmen i psykiatrien, så krøllede jeg mig sammen i en hospitalsseng, og så fritog sygeplejerskerne mig for mange af de ting der var så ubehagelige. De kæmpede for mig og med mig, og jeg elskede dem for det.

Jeg elskede at være indlagt på en psykiatrisk afdeling. Alting i mit liv var stadig forfærdeligt, men jeg opholdte mig i et limbo, hvor det ikke betød så meget. Jeg fik et rum med hvide lidt beskidte vægge, hvor der var en seng, et bor en stol og en lampe, og gardinerne var gullige, og vinduet kunne kun åbnes på klem. Det eneste jeg havde medbragt var en tandbørste, en bog og en dagbog. Det var et rum så anonymt, at man kunne føle sig tryg. Jeg gravede mig ned og græd hjerteskærende når de smed mig ud, for verden udenfor var for stor og skræmmende for mig, langt mere skræmmende end de svært psykisk syge der vandrede hvileløst op og ned ad gangene og skreg meningsløst af en verden der ikke ville have dem.

Nu er jeg en del af den verden, jeg tager den ind, og langsomt sliber vi kanterne af hinanden, så vi kan leve i og med hinanden, og det er super fedt, men det er også skræmmende, for jeg forstår ikke altid denne verdens logik, den syge verden derimod, den forstår jeg, men jeg hører ikke til der længere. Engang i løbet af sommeren fik jeg en overnatning på den psykiatriske modtagelse, og det var godt for mig, men stedet havde mistet sin magiske virkning, det var bare en seng jeg jeg kunne få lov at sove i, som ikke var hjemme, men heller ikke rigtigt ude, det var et ikke-sted, og det hjalp, men det var nok med en overnatning, jeg havde ikke brug for en rigtig indlæggelse.

Men nu står jeg altså her i verden og skal finde mine ben at stå på, men hvordan er jeg kommet dertil? Folk har altid spurgt mig hvad de kunne gøre for mig. De spurgte mig om og om igen, og jeg kunne ikke give den et tilfredsstillende svar, men jeg er ikke kommet hertil ved egen kraftanstrengelse, jeg er kommet her lidt efter lidt ved at folk omkring med har skabt et trygt og stabilt miljø.

lørdag den 27. oktober 2012

Om min bogblog

Jeg har en bogblog, hvor jeg nogle gange anmelder bøger fra blandt andet Rosinante, men også andre forlag. Rosinante er dog de mest krævende, og jeg føler mig beæret over, at jeg, på trods af mit relativt lave læsertal, må anmelde for dem. Nu er det sådan, at de er i gang med at opdatere deres blogger oplysninger, og jeg er blevet bedt om at oplyse hvor mange unikke besøg jeg har om ugen, og jeg krymper mig lidt ved at finde ud af det, for jeg har hen over sommeren forsømt min bogblog lidt, og nu hvor jeg er begyndt på universitetet er antallet af anmeldelser faldet til det halve.

Jeg har aldrig løjet over for dem, men lige nu føler jeg at jeg har, og jeg føler mig meget lille og utilstrækkelig. Det gør jeg også i forvejen. Jeg kan ikke finde ud af at gøre reklame for min bogblog, for det er jo bare min egen skøre særinteresse, og den kan folk da umuligt have lyst til at høre om, så jeg gemmer den af vejen, og håber alligevel, at folk vil finde frem til den, men det skal være slut nu, for mine anmeldelser er faktisk ganske gode, og jeg lægger et stort arbejde i at læse et bredt udvalg af bøger og skrive noget reelt om dem.

Først tænkte jeg, at jeg ville poste nye anmeldelser på asperger-pigens facebookside, men jeg jeg ombestemte mig, for det er jo så nemt bare at oprette en ny side, så det har jeg gjort, og I er velkommen til at like HER.

Hvad jeg stiller op med Rosinante ved jeg ikke. Måske beder jeg om udsættelse, og ser hvordan det går her i de kommende par uger, men selv når det går aller bedst, så er det ikke helt så godt, som jeg er bange for at de forventer, og jeg er bange for at skuffe dem, og bange for at de indstiller samarbejdet. Jeg tjener ingen penge på mine blogs, så det kan ikke kategoriseres som andet end en interesse, så det er kun min værdighed der står på spil, hvis jeg mister samarbejdet, men værdighed betyder en hel del for mig.

Efter alle mine år i psykiatrien føler jeg mig mindre som en person, for jeg mistede evnen eller i hvert fald muligheden for at producere et resultat som kunne måles, vejes og vurderes. Hver gang jeg lavede noget var det ih og åh så fint, for man forventede intet af mig. Høje forventninger slider på én, men slet ingen forventninger er også hårdt. Rosinante var de første der stillede krav til mig, og det var super fedt, og jeg føler et eller andet sted, at jeg står i taknemmelighedsgæld til dem, og jeg har et stort behov for at bevise mig selv over for dem.

fredag den 26. oktober 2012

Om PMS

I tre år udeblev min menstruation på grund af en blanding af stres, vægt og dårlig kost, men så flyttede jeg hertil og fik sådan nogenlunde styr på mit liv, og så kom den igen (hvilket jeg klart hader). på grund af alle de år uden, så skal min krop og min psyke lige vænne sig til det igen. En af de første gange sad jeg i sofaen mens jeg grædende og hadefuldt skiftevis skældte en pædagog ud og forklarede, at det ikke havde noget med hende at gøre, det var bare fordi jeg skulle til at have min menstruation (selv ordet hader jeg, det lyder så kunstigt og klinisk). Pædagogen tog det heldigvis meget pænt.

Udslæt eller bumser kunne have et helt kapitel for sig selv, og det er et faktum som selv en god BB cream (en mellemting mellem fugtighedscreme og foundation) ikke kan dække over.

Det værste er hvor pylret jeg føler mig. Jeg er ikke direkte ked af det, jeg har ikke noget at være ked af det over, men jeg er bestemt heller ikke glad. Jeg er trist, jeg er irritabel, jeg er træt, og hele verden virker så uoverkommelig. Jeg har PMS og jeg skammer mig over det.

- Hvorfor hedder det PMS?
- Fordi kogalskab allerede var brugt!
Hehe, egentlig meget sjovt, og så alligevel ikke, for jo flere gange noget bliver fortalt, jo mere begynder man at tro på det, og intet bliver fortalt mere end en dårlig vittighed. Der blev fortalt mange vittigheder da jeg var barn i 90'erne (er vittigheder gået af mode? Jeg synes ikke at man ser dem så meget mere) og jeg begyndte at skamme mig over at være kvinde, over at have menstruation, og over at have PMS. En af pointerne ved overhovedet at få en spiseforstyrrelse var at slippe for menstruation, jeg ville være et åndevæsen, en androgyn engel, det var min forestilling om livet som anorektiker, men jeg blev ikke anorektiker, jeg blev en blanding af bulimiker og anorektiker, én der ikke kunne få en diagnose, fordi jeg ikke passede ind i deres kasser. Min virkelighed blev en helt anden end jeg havde forestillet mig.

Nu er min menstruation tilbage, og det samme er min PMS, og jeg skammer mig, jeg ønsker ikke at opføre mig sådan her, jeg ønsker ikke at være så irrationel og så følelsesbetonet. Jeg sad i går og var bare nede og ønskede et knus, men hvordan fortæller man pædagogerne at man har brug for et knus, når man skammer sig for meget til at fortælle hvorfor?

torsdag den 25. oktober 2012

Hvad var det nu hun hed

I går var jeg på universitetet for første og sidste gang i denne uge. Det føltes underligt, og ikke kun fordi jeg er kommet enormt meget længere bagud, end jeg havde regnet med, men også fordi det var første gang efter ferien, og det var en meget overvældende følelse. Pludselig virkede folk mere ekstraordinære og alle opslag virkede spændende, jeg tog endda notater om et seminar, som jeg bare må, til, eller måske ikke så meget nu hvor jeg har haft tid til at tænke og husker, at jeg hverken for alvor har læst hverken Løgstrup eller Heidegger (hvilket dog teknisk set kan nås endnu). Et eller andet sted prøvede jeg vel at kompensere for min manglende tilstedeværelse, deltagelse og forberedelse ved at lade som om, at jeg er en superstuderende, hvilket jeg bestemt ikke er. Der er gode begrundelser for hvorfor jeg ikke havde været der og hvorfor jeg ikke var forberedt, men det ændre ikke ved det faktum, at at jeg ikke var der og at jeg ikke havde mine sager i orden.

For at gøre tingene endnu værre, så var der en gruppe gymnasieelever der skulle følge timen, de var søde og stille, men de fyldte meget i vores lille lokale, og de forvirrede mig, og de forvirrede vores lærer, så han var ikke så udfarende og 'ond' som han nogle gange kan være, hvilket forvirrede mig endnu mere. Men jeg kom da igennem timen uden at føle mig mere dum end allerhøjst nødvendigt.

Efter alle de mennesker trængte jeg bare til at komme hjem, så jeg gik hen imod bussen med så høj fart som mine høje hæle ville tillade, men der i krydset holdt en pige på cykel, som jeg var meget sikker på, at jeg læste sammen med dengang for nu snart seks år siden. Nu har jeg i snart to måneder gået på universitetet og har færdes i Aarhus. Mange fra dengang er kommet videre i deres liv, men mange må også være der endnu, og så siger sandsynligheden, at jeg må støde på dem fra tid til anden, for man færdes jo altid lidt de samme steder, for gamle vaner er svære at bryde.

Men hvad gør man egentlig, når man møder en fra dengang? Vi omgikedes, men jeg ved ikke om vi var direkte venner, og jeg forsvandt jo meget pludseligt og voldsomt. Jeg smilede og vinkede, jeg var jo trods alt meget sikker på, at det var hende. Hun smilede og vinkede igen. Jeg stod stille. Skulle jeg gå hen til hende? Hvordan ser man om hun har tid og lyst til at snakke med en hun aldrig rigtig kendte? Jeg tøvede, men jeg gik derhen. Hun trak cyklen op på fortorvet. Vi snakkede mest om mig. Jeg prøvede også at spørge til hende, men vi endte tilbage ved mig. Hvordan vælger man hvad der er relevant at sige? Der er jo sket så meget i de år. Jeg talte om lettelsen ved for første gang siden dengang at have ting jeg holder for mig selv. Jeg er blevet så vant til at fortælle alle alt, men nu har jeg pludselig lov til at have hemmeligheder. Hvor kom det emne pludselig fra? Vi snakkede, og så skulle hun videre. Jeg nåede lige akkurat mit tog. Jeg spekulerede på hvad det egentlig er hun hedder.

På togturen hjem tænkte jeg på hvor mærkeligt det egentlig føles at være genstuderende. Alle folk synes, at det er super sejt, men jeg føler mig mærkeligt udenfor kategori. Måske kan jeg bare ikke helt forstå, at jeg faktisk er i gang igen, det hele føles så uvirkeligt.

onsdag den 24. oktober 2012

Om en forældrefest

I går var der fest for beboere og forældre, og min mor kom. Min mor og jeg er ved at få et rigtig godt forhold her så mange år efter mine forældres skilsmisse, men i går var jeg bange for hvordan det ville gå, for der var så mange mennesker, og det var så sent på aftenen, men det gik rigtig godt, mest en dels fordi vi efterhånden har lært at slappe af i hinandens selskab, og det har gjort, at vi nu kan rumme både os selv og hinanden.

Der var ikke dress code, men jeg har ikke mange muligheder for at klæde mig pænt på, så frem fra skabet fandt jeg fandt min fine røde kjole med grå, uldne strømpebukser som kjolen hang fast i, så jeg måtte tage min løbeshorts på uden over, og så mine højeste sko, og så var jeg klar til fest. Jeg burde også have sat hår, men fik det ikke lige gjort, og make-up ville jeg have lagt, men jeg orkede ikke tanken om, at det skulle af igen inden jeg skulle i seng, så de blev ved tøjet. Jeg var måske lige lovlig fint klædt på, men hvad skidt, så længe jeg selv syntes det var sjovt.

Jeg var lidt nervøs for, at de andre skulle møde min mor, nu hvor jeg har fortalt dem alle disse skrækindjagende historier om hende, og så kommer hun her og opfører sig helt normalt, eller i det mindste så normalt som man kan forvente af én der er i familie med mig ;-) Nej, så galt var det slet ikke, det var faktisk enormt hyggeligt. Vi sad ved bord med en af mine kontaktpædagoger, og så blev der ellers fortalt gamle historier, hvilket jeg ikke længere finder pinligt. Jeg holdt op med af finde det pinligt, da alternativet efterhånden begyndte udelukkende at være at tale om dårligdom, og det er nu engang så trist.

Vi var ret mange gæster, og ingen af vores rum var så forfærdeligt store, så festen blev delt op i to grupper. Min mor og jeg sad i det rum vi kalder caféen, og de to piger jeg omgås mest, Beks og C, sad inde i mødelokalet. Det var lidt en skam, 1) fordi jeg da godt kunne tænke mig at møde deres forældre, og 2) fordi jeg gerne ville ave at min mor mødte dem og vice versa. Jeg kunne godt tænke mig at snakke med Beks forældre, for jeg ved, at de er meget taknemmelige for, at Beks og jeg er blevet venner, og C og jeg omgås hinanden rigtig meget, så det ville have været naturligt også at hilse på hendes forældre. Vi kunne selvfølgelig bare være gået ind til dem og snakket med dem mellem retterne. Men måske havde det ikke gjort nogen forskel om vi havde siddet i samme rum. Vi sad lige ved siden af en anden pige og hendes mor, og jeg har hele tiden ønsket at vi også kunne falde i snak på et tidspunkt, men dem snakkede vi heller ikke med.

På trods af årstiden var det blevet besluttet, at vi skulle have grill, eller rettere, så skulle de andre have grill, for min proteinkilde i denne uge er ærter, og de er svære at grille. Heldigvis var vejret ganske udmærket, og alle mændene stille sig op og så meget alvorligt på grillen, sådan som mænd nu engang altid gør.

Min mor bor lidt længere væk end alle de andre forældre, så hun forlod også festen tidligere, vi havde haft det hyggeligt, men jeg er vant til at gå tidligt i seng, så jeg var også klar til at smutte under dynen.

tirsdag den 23. oktober 2012

Om at nå det hele

I går var jeg som sædvanligt oppe i alt for god tid (kl 3), og jeg fik nået en masse inden jeg skulle til træning, hvilket var godt, for efter træning ville jeg ellers få rygende travlt, hvis jeg ellers skulle nå hvad jeg plejede. Træningen gik fint, og efter træning spiste jeg dagens anden morgenmad/formiddagsmad sammen med en af pædagogerne, og vi kom til at sidde lidt længere end planlagt, så jeg for op til mig selv for at lave de sidste ting. Deroppe faldt jeg i fælden med overspringshandlinger og sad længe foran min computer. Med et var klokken alt for mange, og jeg ville slet ikke kunne nå at vaske hår, hvis jeg skulle nå mit tog, så ind under bruseren til et lynbad, på med tøjet og noget make-up i ansigtet, men når jeg ikke skulle vaske hår, havde jeg slet ikke haft brug for at skynde mig, så jeg spiste et mellemmåltid nummer to (jeg spiser temmelig meget i løbet af formiddagen), pakkede mine ting og gik ned og tog et tidligt tog. Jeg væmmedes lidt ved tanken om alt det sved der sad i mit hår og ved tanken om hvor grimt det ville lugte hvis jeg tog hestehalen ud, men det var der ikke noget at gøre ved, det værste var næsten at det kløede.

Morgentrafikken var forsinket, så selvom jeg havde taget et tidligere tog, så kom jeg ikke så meget tidligere frem, som ellers, men jeg kom ind til min psykolog før tid, men var ikke hurtigere færdig, for vi havde meget at snakke om. Jeg kunne sagtens nå op til time på universitetet, men jeg følte mig godt brugt og kunne slet ikke overkomme det.

Det var faktisk universitetet og slet ikke min fortravlede morgen dette burde handle om. I weekenden havde jeg lidt af en krise. Den krise handlede om mange ting, men blandt andet handlede den om, at det gik op for mig, at jeg ikke kan nå at blive bachelor før jeg fylder 30. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en af de kvinder der panikkede over alder, men det er jeg altså. Tallet 30 genere mig. Jeg har ikke noget imod fysisk at blive ældre, slap hud, gråt hår og hængende bryster, men jeg er rædselsslagen ved det symbolske betydning i dette skæl mellem ung voksen og voksen voksen. Jeg har 'spildt' så mange år med at være alt for syg til at kunne være ung. Jeg føler mig voksen, måske ikke så meget fordi jeg er klar til at føle mig voksen, men fordi det føles som for sent og sørgeligt at prøve at være ung. Jeg ryster ved tanken om alle de ting jeg ikke har nået, og én af de ting er altså min bachelor. Måske er det fordi jeg ikke rigtigt tæller en bachelor for noget, det er bare en slags akademisk kravlegård før man kan komme i gang med sin rigtige uddannelse på kandidaten, eller endnu bedre en phd.

På dette punkt, som på mange andre, minder jeg om min far. En fælles bekendt spurgte ham engang om hvordan det føles at være på konstant undtagelsestilstand, og svaret er, 'ikke særlig rart'.

mandag den 22. oktober 2012

Hvad så nu?

En hel ferie er gået, og jeg har intet hebraisk fået lavet, som i overhovedet intet. Jeg har lyst til at krumme mig sammen i en kugle, måske græde lidt, og så dernæst pjække fra timen i dag, men hvad nytte ville det gøre mig? I morgen skal jeg holde fri fordi jeg skal noget om aftenen og jeg har ikke kræfter gøre begge dele, og så har jeg pludselig misset to dage i træk. Så kan jeg komme i skole onsdag, men allerede torsdag er jeg i tvivl om hvorvidt jeg kan komme, for der skal jeg til møde med Rådgivnings- og Støttecentret (RSC) om den tutor/mentor, som jeg langt om længe har fået bevilliget. Kan jeg undskylde mig med, at jeg er blevet sat op i medicin, at jeg derfor har været for træt? Er der overhovedet grund til at komme med bortforklaringer? Ja, jeg har ikke lavet mine lektier, men værre er det vel heller ikke. Måske er det mest bare et spørgsmål om mine egne høje forventninger til mig selv, der var så meget jeg gerne ville have læst, skrevet og repeteret, men ingen af delene blev gjort.

I går havde jeg en forfærdelig nedtur over det. Jeg havde været oppe siden 2.30 om natten og var træt og klynkene. I stedet for at læse mine lektier sad jeg og surfede min yndlings tegneserie, phdcomics. Min undskyldning var at jeg skulle lede efter en bestemt en til en fra mit studie, men mens jeg bladrede igennem dem kunne jeg jo ikke lade være med at læse de aller bedste, og det tog lige et par timer. Serien handler om en gruppe phd studerende, ingeniører, naturvidenskabere og en enkelt sporadisk humanist. Jeg er vokset op i et naturvidenskabeligt miljø, jeg er opdraget naturvidenskabeligt, og jeg har lært at elske naturvidenskab, og pludselig kom jeg til at skamme mig over 'bare' at læse teologi (uddannelsen)/hebraisk (faget). Jeg begyndte at tvivle så meget på mig selv og på mit valg af uddannelse, at jeg slet ikke kunne se og huske, hvor meget jeg egentlig elsker at læse det. Problemet er lidt, at der ikke på samme måde som i tegneserien er resultater man kan proppe ind i en graf, og så voila, jeg skal bare oversætte bibeltekster som jeg allerede har 5 autoriserede oversættelser af på min reol.

Men efter at have læst bogen om matematikfilosofi, er jeg begyndt at drømme om Costas minimalflader, men er det passende som teologistuderende at drømme om perfekte geometriske figurer? Det føles næsten som at surfe porno, som noget forbudt og skamfuldt. Jeg skrev til min far om det. Hans svar var "Nej, for hvis man skifter fag, ender man med at drømme om konfiguration af distribuerede caches :( ". Senere skrev jeg til min lillesøster, for hun har trods alt den samme opdragelse som mig, men hun er på en anden måde gået fri af denne naturvidenskabelige forbandelse. Hvor jeg synes, at nørder er noget af det fedeste, så har hun nok en lille smule ondt af dem.

Jeg mener det faktisk seriøst, nørder er fede og kan være super charmerende på deres egen lidt specielle måde. Jeg er selv en nørd, men det er som om min hjerne er for krøllet til helt at finde et udtryk. Lige nu læser jeg hebraisk, men der er 117 fag, som jeg ville elske at kombinere det med. Jeg har lyst til også at have matematik(historie), biologi, geologi, litteratur, arabisk, lingvistik, jeg har lyst til det hele, jeg har ikke løst til at begrænse mig, men på den anden side, så bliver et fag først rigtig interessant, når man sætter sig ned og fordyber sig rigtigt i det. Nogle gange tænker jeg på, om jeg er for flyvsk til for alvor at få noget ud af mine studier, men er alle andre virkelig så 100% sikre på deres valg af studier, at de bare sætter sig ned og læser det fra ende til anden, eller er det bare for besværligt med alt for mange tilvalg og valgfag ud af huset, eller er det et spørgsmål om SU regler?


lørdag den 20. oktober 2012

Om den første rigtige feriedag

Det er efterårsferie, så det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan tillade mig selv at holde ferie. Jeg har brugt hver eneste dag på at sidde foran computeren fra jeg står op kl meget tidligt om morgenen (normalt kl 4, men i dag allerede kl 3) og så til langt efter frokost. Jeg har slet ikke styr på hvor mange ord jeg har skrevet hver dag, for ud over blog, bogblog, kommentarer og mail, så har jeg også gang i to nye bloggerprojekter. To nye projekter, er jeg sindssyg eller hvad? Som om jeg ikke har nok i hvad jeg i forvejen har gang i. Nu er jeg i hvert fald gået i gang. Det ene er en kunstblog med de billeder jeg nogle gange får taget mig tid til at male, men det er ikke fordi det sker så tit, så der kommer nok ikke til at foregå så forfærdelig meget. Det andet projekt er indtil videre hemmeligt, ikke fordi der er noget spændende og mystisk over det, men jeg vil først se hvor godt det kommer til at fungere, så jeg ikke ender med at gøre mig selv komplet til grin.

Men i går sagde jeg stop. Universitetet starter igen lige om snart, og jeg skulle gerne have overskud til at holde den kørende helt til jul, så jeg slukkede computeren kl 10, og så måtte jeg ikke tænde den igen før her til morgen. Jeg lavede ikke noget spændende. Først trænede jeg, så lagde jeg puslespil (kanten, en flod og et slot), så læste jeg mit matematikbog færdig, og så så jeg ellers bare TV resten af dagen inden jeg gik tidligt i seng.

På grund af ferien holder jeg derfor blogfri hele weekenden.

fredag den 19. oktober 2012

Om en tid hos fysioterapeuten

Man føler sig lidt som et Münchhausen tilfælde, dem hvor enten dem selv eller børn kommer til lægen med indbildte eller påførte sygdomme bare for at få lidt opmærksomhed, men når man er syg med én ting, så kan man godt regne med også at fejle 117 andre ting. Nogle af de ting har forbindelse med ens primære diagnose, andre har ikke, men når man først har vænnet sig til at gå til lægen i tide og utide, så er det lidt lettere at komme af sted, når man fejler noget nyt, for en tur ved lægen er ikke noget særligt.

I den seneste 1½ måned er det min hofteskade der har generet mig. Sidste torsdag var jeg så ved lægen for at få en henvisning til en fysioterapeut. Han ville gerne give mig den, men syntes egentlig at det lidt var noget pjat, for han havde jo lige fortalt mig hvad der var galt (jeg skrev i indlæget sene, men hvad jeg skulle have var den lange lårmuskel ned langs siden). Jeg ignorerede ham og tog min henvisning og fik en tid hos en fysioterapeut i går.

Jeg er glad for at jeg kom derhen, for hun sagde ikke bare til mig, at det var den lange lårmuskel, men hun kiggede på mine ben og fødder og lagde mærke til at jeg hælder lidt indad på venstre fod og har nedsat styrke i venstre side, og det er ikke underligt venstre side den er gal med. Jeg vidste godt at jeg har nedsat følelse i venstre side, men det andet er nyt for mig. Så når jeg er svag i den side og oven i købet en anelse skæv, så skulle skaden komme på et eller andet tidspunkt.

Jeg har fået nogle øvelser jeg skal lave hjemme, og jeg håber, at jeg kan tage mig sammen, når nu jeg har fået at vide af en professionel, at jeg skal lave dem, jeg har ellers en helt masse øvelser, som jeg, i forskellige grader af burde, burde lave, men jeg får det ikke gjort, eller jeg lægger mig ned på gulvet og laver et par stykker, men så er der lige et eller andet som jeg lige burde ordne, og det er altid enormt vigtigt.

I dag da jeg var oppe og træne, var jeg overhovedet ikke motiveret, hverken for konditionstræning eller styrketræning, men jeg prøvede at komme i gang med begge dele. Konditionstræningen var alt for hård, og jeg gad ikke lige presse mig selv i dag, desuden gjorde de nye øvelse mine muskler mere ømme, så jeg stod ned fra maskinen og gik hen til styrketræningsmaskinerne. Jeg tog fire maskiner, men den femte var i stykker, og i stedet for at gå hen til en ny, gik jeg hjem.

Jeg fortæller mig selv, at det er helt i orden at være doven engang imellem, og det er det også, men man står bare tilbage med en lidt flad fornemmelse.

torsdag den 18. oktober 2012

Om selv at sige stop

På grund af min skade er jeg nødt til at lave min konditionstræning på andre maskiner end løbebåndet. Det er ret usædvanligt, at man bruger lige nettop de maskiner til den form for træning, de fleste bruger maskinerne i 10-15 min inden de går videre til styrketræning. I går var onsdag, og onsdag går jeg efter de længere distancer (eller når det ikke er på løbebånd, længere tid), så jeg havde indstillet maskinen på, at jeg skulle træne en time.

Efter 45 min kom en af de ældre herre, som jeg ikke kender navnet på, men jeg på en eller anden måde kender, fordi vi træner samtidig og har gjort det tre gange om måneden i mange måneder. Han kom hen til mig og spurgte 'Har du svært ved selv at sige stop, ellers kan jeg godt gøre det for dig?'. Jeg blev virkelig rørt. Jeg ved ikke, om han ved noget om spiseforstyrrelser, eller om han bare lavede sjov, men jeg var stadig taknemmelig for hans omtanke.

Det var på alle måder planlagt, at jeg skulle træne en time, og jeg har ikke noget egentlig problem med overtræning, men på det sidste er jeg flere gange blevet konfronteret med tanken, både af den venlige mand i går, og forleden dag af min læge. Jeg siger selv, at jeg ikke overtræner, og det samme siger min pædagog/løbetræner, men jeg kan ikke lade være med at betvivle min/vores sunde fornuft. Overtræner jeg? Jeg træner en hel del, men jeg overholder også (næsten) min kostplan, og min vægt ligger ret stabilt. Hvad ville pointen i at overtræne være, hvis det ikke enten tillod én at proppe sig med flødeskumskager eller hjalp én med at tabe en hulens masse kilo?

Jeg må nok konkludere, at jeg ikke overtræner, jeg kan ikke engang skrive et særlig langt indlæg, for jeg ved ikke engang særlig meget om det. Selvfølgelig har jeg prøvet at gøre det en enkelt gang eller to, det var blandt andet sådan jeg fik min skade i første omgang, men en enkelt gang eller to gør ikke én til ekspert.

onsdag den 17. oktober 2012

Om en mild form for autisme

'Jeg lider af Aspergers syndrom der er en mild form for autisme", sådan har jeg tit formuleret mig, fordi det gør livet meget lettere for mig selv, men der ligger to spørgsmål i den sætning, for det første brug af ordet 'lider', og for det andet formuleringen 'en mild form for autisme. Ingen af delene er direkte en løgn, men det er heller ikke sandheden. Gittøh skrev i går og spurgte:
jeg er nysgerrig på, hvorfor det er vigtigt for dig at skrive "aspergers" i stedet for autisme? :)
Aspergers er jo også autisme.
Aspergers bliver faktisk fjernet fra autisme spektret efter det nye diagnose system fra USA(som bliver indført i Danmark enten i 2013/14 eller 15), så kan man vist kun få diagnose "autisme" og ikke alle de andre [autisme red] diagnoser. (aspergers, GUA, GUU, GUF osv.)
Du må gerne svare med et indlæg da det er noget mange med Aspergers diagnosen åbenbart klynger sig til :) er det så slemt at hedde og kalde sig autist? og hvorfor?
Først, så vidste jeg ikke, at der var en diagnose der hedder GUF, jeg kan godt se det ironiske i at have sådan noget stående i sine papirer, men det må også være svært, når folk ikke ved hvad det er og samtidig for sjove associationer samtidig med, at man sidder der og har det så vildt dårligt.

For at svare på spørgsmålet, så er jeg gået mere og mere over til at sige asperger autisme, for autisme er i det mindste noget folk ved hvad er. Da jeg i sin tid blev diagnostiseret, blev jeg præsenteret for det som 'Aspergers syndrom, en mild form for autisme' og det første indtryk er stærkere end alt det man lærer sidenhen, men jeg ved godt at det er forældet at sige sådan, for i teorien er man ikke mindre autist bare fordi man har aspergers. Lige til dem der ikke er så meget inde i diagnoserne, aspergers adskiller sig fra 'almindelig' autisme ved:
- at have bedre sociale færdigheder.
- have normal eller måske ligefrem god sprogudvikling.
- ikke at vise tydelige tegn på autisme før skolealderen (for piger ofte ikke før puberteten).
Mange, inklusiv mig selv, tror (troede), at det også havde noget at gøre med intelligens, hvilket det nogle gange har, men langt fra altid ( se fx Annes blog). Grunden til at det nogle gange har noget at gøre med intelligens er, at nogle autister, som blandt andet jeg selv, har, for autisters vedkommende, forøgede sociale færdigheder, fordi vi med vores intelligens kan kompensere for de ting vi mangler og de ting der bare fungerer anderledes end folk vil have dem til. Jeg har for eksempel formindsket empati, men jeg har lært mig selv fra meget tidligt af, at kompensere ved at vide hvad der gør ondt, hvad der gør ked af det, og så videre.

Nogle gange når der snakkes om autisme, så har jeg lyst til at råbe efter folk 'jamen, jeg er også autist', men det er som om jeg ikke bliver accepteret som sådan, for jeg er ikke 'rigtig' autist, jeg er 'forker'. Det får mig til at skamme mig, det er som om jeg hverken kan finde ud af at være autist eller normal, jeg er et mislykket eksemplar. Spørgsmålet var nok om hvorvidt jeg føler mig bedre end andre autister, og det gør jeg på nogle punkter, for jeg kan jo godt se, at jeg har visse evner, men på andre områder ikke, for jeg kan jo også se at der er visse autistiske evner jeg mangler, mine særinteresser er for eksempel ikke så udviklede, så det er nok nærmere et spørgsmål om person til person, end det er et spørgsmål om, om der på mine papirer står Aspergers syndrom eller autisme.

Med hensyn til ordet 'lider', så er jeg begyndt at gå væk fra det i takt med at jeg lærer at leve med mig selv som jeg er, for ja, jeg føler tit, at jeg lider under mit handikap, men det er nok mere korrekt at sige er eller har, hvilket er en lang og interessant diskussion, men den må vi tage senere.

tirsdag den 16. oktober 2012

Om center for psykotiske lidelser

Lige siden jeg fik brevet fra min nye psykiater, har jeg følt mig ydmyget og stemplet, jeg er jo ikke psykotisk. Jeg skammer mig over at skamme mig, jeg kender jo folk der bliver psykotiske når de har det skidt, og ved at skamme mig over ordet stempler jeg dem jo endnu mere end samfundet allerede stempler dem. Der burde ikke være nogen skam ved at være psykotisk, det er jo en sygdom lige som alle mulige andre, men det er der, for det er en af de mest psykisk stigmatiserende titler man kan få på sig.

Engang var jeg ligeglad, faktisk kunne jeg, når jeg blev indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov, godt lide at komme på det psykoseafsnit der dengang hed N7. Man var der så dejligt afskærmet fra den virkelige verden der var så meget mere skræmmende end de psykotiske mennesker. Psykosen har sin egen særlige logik, og jeg forstod den langt bedre end det kaos der eksisterede ude blandt almindelige mennesker. Men der er gået meget lang tid siden dengang, og nu prøver jeg faktisk at blive en del af livet, jeg vil være og blive accepteret som et menneske ligesom alle mulige andre, og så er psykoser ikke noget man har lyst til at blive associeret med. Hvad gør jeg når jeg næste mandag vender tilbage på skolebænken? Kan jeg så brokke mig over, at jeg ikke kan lide navnet Center for Psykotiske Lidelser? Dem jeg studere med er gode og rare mennesker, men de er unge, og min verden er så fremmed for mig, de vil bare høre ordet 'Psykotiske' og blive skræmt. Jeg fortæller dem ikke alt om mit liv, langt fra, men det er bare fordi jeg nærmere koncentrerer mig om at lytte end om at tale, men hvis jeg ikke siger noget, fordi jeg ikke MÅ sige noget om det, så føler jeg at jeg bliver nødt til at lyve for dem, og det har jeg ikke lyst til. Eller måske vil de forstå, det er svært at sige, og jeg er i vildrede.

Jeg ved ikke engang hvorfor det hedder Center for psykotiske lidelser, for åbenbart tager de sig lige så meget af folk med aspergers og AD(H)D. Jeg ved godt, at vores hjerner fungere meget anderledes end normale menneskers, men er det nok til at kalde os nærmest psykotiske? Er det fordi de mener, at vores måde at opfatte verden på er forkert og uvirkelig? Måske skal jeg slet ikke analysere så meget på det. Det er mest sandsynligt, at der skulle spares, og så skulle nogle ting slås sammen, og så fik det det navn, fordi det ligesom var nemmest, uden man ligesom tænkte videre over symbolværdien.

Men på trods af navnet, så var det godt endelig at få en psykiater igen, det har jeg ventet 10-11 måneder på, og mit liv er jo blevet vendt en gang på hovedet og rystet godt og grundigt. Den medicin jeg får er afstemt efter at jeg er en sårbar pige der tusser rundt derhjemme og har det ad Helvedet til og ikke har overskud til at gøre noget som helst fordi hun ikke får den rigtige hjælp, men sådan ser mit liv jo slet ikke ud længer.
Jeg har:
- mine blogs der klarer sig ganske godt.
- mit løb (når jeg ikke lige er skadet), og som giver mig en masse energi.
- universitetet som er virkelig fedt, men som tager en hulens masse energi.
- pædagogerne der kan være der for mig, når jeg har brug for dem, eller når jeg bare gerne vil snakke.
- bare almindeligt nogenlunde tyr på mit liv.
Jeg er simpelthen ikke længere den samme person, eller jo det er jeg lidt, men jeg er bare en mere hel person, men for at kunne udnytte det til fulde, er jeg nødt til at få mere medicin, så jeg er blevet sat op i Concerta mod min ADD, så jeg kan komme til også at fungere om eftermiddagen og måske endda i weekenderne.

mandag den 15. oktober 2012

Om en ikke-tur til Aarhus

Jeg har haft en forfærdelig uro hele weekenden. Måske er det fordi jeg har ferie, måske er det fordi det er første gang siden jeg startede på uni, at jeg har slappet så meget af, at jeg har kunnet mærke hvor stresset jeg i virkeligheden er, så måske det er godt nok, at jeg har ferie og kan prøve at slappe lidt af, også selvom det er vildt irriterende, både at have uro og slappe af.

I går morges havde jeg siddet og malet på et super fedt projekt, som jeg vil snakke en masse om senere, men i løbet af formiddagen fik jeg det så skidt at jeg pakkede mine ting (bøger, læsebriller, kamera, kalender og noget saftevand) og fortalte pædagogerne, at jeg ville tage til Aarhus. Min plan var ikke noget særligt, jeg ville bare gå rundt, tage nogle billeder, måske spise lidt frokost et eller andet sted og så tage hjem. Planen var vist mest at komme væk fra det hele, og så have noget at skrive om i dag.

I toget havde jeg så meget uro, at det gik hen og udviklede sig til en mild køresyge, så jeg kunne ikke engang læse, så jeg sad bare og så ud af vinduet, og så på træerne der for forbi og blev en tåge af grønne, gule og brune farver. Det var smukt nok, men det hjalp ikke just på min kvalme.

Der var en mand der havde fået en bøde, den havde han fået for 10 min siden, men nu havde han besluttet sig for, at det var altså for galt, så han kom op og bankede på togførerens dør, hvilket var lige ved siden af mig. Billetkontrolløren kom ud og de gik i gang med at diskutere. Billetkontrolløren var imponerende rolig, hun havde jo sikkert prøvet det mange gange før. Den unge mand var oprevet, men heller ikke helt umådelig vred, men det var alligevel ubehageligt at høre på.

Jeg sad og stirrede stift ud af vinduet, som om jeg slet ikke var der, og jeg skammede mig over min passive opførsel, eller mangel på samme, man føler jo, at man bør gøre et eller andet, men hvad kan man gøre der ikke bare gør situationen endnu værre? Det er forfærdeligt at sidde der og ikke længere være helten i sin egen historie, og man drømmer om at gøre noget heltemodigt, i hvert fald noget der er bedre end at sidde med skyklapper på og stirre ud af vinduet.

Jeg fik det endnu dårligere efter denne oplevelse, så jeg stod af i Langå. Jeg kunne lige nøjagtig ikke nå toget tilbage, men det gjorde ikke noget, for jeg trængte til MAD. Jeg var ikke sulten, men jeg trængte til mad fordi jeg havde uro. Så jeg gik ind til byen.

Langå er sikkert en hyggelig lille by, men i går var en fugtig, grå søndag, og det er ikke klædeligt for nogen by, men jeg så heller ikke så meget af den. Jeg stiftede bekendtskab med bageren, der stort set kun solgte franskbrød og kager, men jeg kunne da lige få to pølsehorn, som jeg hurtigt guffede i mig, og derefter var jeg i Fakta, hvor jeg købte Pepsi max og en pose nødder, som jeg fik spist før jeg nåede tilbage til stationen.

Jeg skulle i alt vente 45 min på mit tog, og så lang tid er svær at bruge i Langå på en søndag, så jeg sad bare på en bænk og nød stilheden. Hjemme fik jeg endnu mere mad (en sukkerfri chokoladebar og en bolle), før vi kom til frokosten, som jeg også tog rigeligt af. I alt blev det en dag med temmelig meget mad, eller rettere, det blev en dag med temmelig meget mad efter mine nye standarter, i gamle dage kunne jeg have spist 10 gange mere uden overhovedet at have en 'særlig anledning' som i går.

Lige den gris jeg fik malet færdig

søndag den 14. oktober 2012

Om søskende jalousi

Nej det er ikke min lillesøster jeg her vil snakke om, men derimod om hvordan det er at bo på et bosted med andre unge mennesker, som man ikke selv har valgt, og som man i mange tilfælde ikke har andet til fælles med end en diagnose. Det er en meget speciel oplevelse, og selvom det det meste af tiden går godt, så kommer der nødvendigvis nogle gnidninger fra tid til anden. De ting der sker er altid små og ubetydelige, men fordi man godt kan føle sig lidt isoleret på et sted som dette, så kan selv små ting komme til at fulde rigtig meget.

En af de ting der kommer konflikter omkring er pædagogernes opmærksomhed. Forleden dag havde jeg spist en stor frokost, men jeg rystede stadig på hænderne, og det var enormt svært for mig at samle opmærksomheden om noget som helst. Jeg havde efterfølgende et madplansmøde med en kontaktpædagog, og hun besluttede, at jeg skulle have noget mere at spise, så vi gik ud i køkkenet hvor jeg smurte en rugbrødsmad med godt med ost. Jeg spiste, men det var svært for mig, for jeg havde jo allerede spist, og jeg havde jo ikke gjort noget specielt for at 'fortjene' den ekstra mad.

Jeg havde virkelig brug for kontaktpædagogens selvskab og støtte, men en af drengene kom ud i køkkenet, og hun gik i gang med at tale med ham om hans nye bukser. Sandt nok, de var flotte, og de klædte ham godt, men hun er MIN kontaktpædagog og ikke hans, og JEG havde brug for hende. Jeg blev ikke vred, ikke denne gang, men jeg blev rigtig ked af det, og trak skuldrende op om ørerne og listede op i min lejlighed, hvor jeg sad og følte mig deprimeret, fordi jeg følte, at hun ikke holdt af mig længere.

Kort efter kom hun op og talte med mig. Jeg havde lige spist det sidste af min ostemad, men det var alligevel rart at få hendes støtte, og hun undskyldte, hun vidste jo egentlig godt, at jeg havde brug for støtte til maden, især når der kommer noget ekstra på.

En anden dag skete der det, at jeg sad nede i stuen og så fjernsyn. Nogle gange sidder jeg bare og ser fjernsyn, men nogle gange sidder jeg og har brug for at se fjernsyn fordi jeg er så udmattet, at jeg har lyst til at tude. Sådan en dag var det. Jeg havde næsten lige tændt da en af drengene kom forbi. Vi har haft et par kontroverser omkring TV programmet, og jeg må med skam meddele, at det ikke altid er mig der har ret. Denne gang satte han sig ikke ned, men gik bare forbi mens han sagde noget meget syrligt, halvvejs til mig, halvvejs ud i luften. Jeg blev ked af det og vred, og jeg sagde det straks til pædagogerne, for jeg er lidt af en sladrehank.

Det er nogle søde og rare drenge vi har her på stedet (pigerne for den sags skyld også), men det forhindrer ikke, at der en gang imellem opstår konflikter, men det vigtige er, at man kommer ud på den anden side uden at være alt for vred og bitter.

lørdag den 13. oktober 2012

Om optikeren

En gang i løbet af denne uge, så jeg op fra min bog og tænkte om gud ved om jeg havde brug for briller, for alting flød ud for øjnene af mig. Jeg skrev min mistanke til en af pædagogerne, som så bestilte en tid til en synstest. Den kunne jeg så komme til i går, men indtil da, kunne jeg så finde mine læsebriller frem, som har ligget og samlet støv på hylden de sidste 6 år.

Det var en optiker ex-kæreste der, før vi begyndte at komme sammen, var helt overbevist om at jeg havde brug for briller, og jeg kom derfor ned i butikken, hvor han var i praktik, og fik lavet en synstest. Han var vist næsten skuffet over, at der ikke rigtigt var noget at komme efter. Ikke længe efter det begyndte vi at komme sammen. Han var en sød fyr, men jeg var slet ikke mentalt klar til at tage det skridt at blive nogens kæreste, så jeg lettere ignorerede ham det meste af tiden, hvilket var virkelig synd, for han var vist ret forelsket i mig.

Jeg brugte det meste af ugen på an vænne mig til at jeg skulle have briller, hvilket ikke var let, for jeg har ikke et brilleansigt, og jeg kan især ikke lide ændringer, når de sker ved min egen krop, men da jeg stod nede i butikken og ventede, og jeg prøvede det ene stel efter det andet, fandt jeg alligevel ét der klædte mig rigtig godt (og en masse der så helt forfærdelige ud).

Det var ikke meningen, at jeg skulle have haft en pædagog med derned, men jeg havde en rigtig dårlig dag, så hun kom alligevel med, og det var jeg glad for, for der var rigtig mange mennesker og stærkt skærende lys.

Jeg kom ind til optikeren, en rund, lidt nørdet mand, og blev sat foran maskinen mens jeg skulle læse rækker ad tilfældige bogstaver op. Det viste sig at mit syn intet som helst fejlede, faktisk har jeg en fin fleksibel linse. Det var anden dag i træk at jeg blev rost for usædvanlige kropsdele (i torsdags var det mit bækken). Ergo skulle jeg ikke have briller, hvilket jeg ærgrede mig over, for nu havde jeg jo endelig fundet et par som jeg kunne lide, men måske var det nu meget godt, for jeg har vitterligt ikke ret mange penge i denne her måned, for der skulle både betales forsikring og pendlerkort, hvilket var 2x1,900,- og selvom jeg har en fornuftig økonomi, så var det noget der kunne mærkes.

fredag den 12. oktober 2012

Om en tid ved lægen

I går skulle jeg for anden gang til lægen med min hofte, for nu har det altså gjort ondt i omkring 1½ måned. Sidst jeg var derhenne, var han meget lidt interesseret i min skade og meget interesseret i mit psykiske ve og vel. Det var meget fint der, for han fik det arrangeret så psyk fik fingeren ud og fik givet mig en tid hos en psykiater efter 9 måneders ventetid, men da han begyndte på det igen i går fik jeg nok, for jeg ville altså tale om min skade. Heldigvis havde jeg min pædagog/løbetræner med, og hun hjalp mig med at tale med lægen, og gav mig mod til at sige ham imod. Det hele startede med at jeg overtrænede, men jeg kunne ikke få ham til at forstå, at jeg ellers ikke er en der gør den slags. Han ser på mine arme, og han ser at jeg er slank og veltrænet. Kan man behandle sin krop så godt og så skidt samtidig? Jeg kan godt forstå, at det ikke giver mening, men at kalde mig overtræner ville være det samme som at stemple en som alkoholiker bare fordi man normalt drikker en halv flaske rødvin lørdag aften og så en enkelt gang drak sig i hegnet. Det er velment, men upassende.

Min læge er ellers fin nok. Han er så fokuseret på at ville hjælpe mig. Han ved, at han ikke ved meget om psykiske lidelser, så han kompenserer ved at tænke ekstra hårdt over hvad han skal gøre for at hjælpe, men han koncentrerer sig så hårdt, at han nogle gange glemmer at høre efter hvad jeg siger. 'Og hvor lang tid har det gjort ondt? 1½ år?' Øh, nej, men virkelig tæt på, eller noget. Sidst jeg var af sted, var jeg alene, og jeg var dybt frustreret da jeg gik ud, for jeg tænkte, at det måtte være mig den var gal med.

Jeg kom ind til lægen, og da vi langt om længe fik ham overtalt til at tage min skade seriøst, selvom jeg ikke var faldet og kun plejede at løbe lidt over 20 km om ugen. Jeg blev bedt om at smide bukserne og lægge mig op på briksen, og så blev jeg ellers rørt ved, prikket til, hevet i og drejet på (sikke mange præpositioner). Han hev ned i mine trusser og stak en finger dybt ned i balden. 'Gør det her ondt?' Hvad tror du selv. Jeg har et ret afslappet forhold til smerte, så jeg er ikke en der ligger og klynker, og jeg har rigtig svært ved at vurdere om, noget af det som jeg kun regner for ubehag, i virkeligheden burde kategoriseres som smerte. Det eneste jeg virkelig kunne sige uden at være bange for at lyve, under- eller overdrive var, at det føltes meget forskelligt i de to sider.

Denne gang tog min læge mig i det mindste alvorligt nok til at give mig en diagnose, som jeg selvfølgelig har glemt fordi jeg ved at for lidt om fysiologi. Noget med en sene der går ned langs benet. Ikke noget alvorligt, men når jeg nu absolut ville, så kunne han da godt henvise mig til en fysioterapeut. Han var nu mere interesseret i min mobilitet. 'Kan du gøre det her? Hvad med det? Eller det?' Jeg har altid tænkt på mig selv som ret stiv i det, men nærmest tværtimod. Meget mobil, men trods alt ikke helt hybermobil.

Min læge er på ingen måde en der virker skummel, han er faktisk virkelig flink, men det er en lidt mærkelig fornemmelse i den grad at blive taget på. Det eneste jeg virkelig tænkte på undervejs var, at jeg er glad for, at jeg er slank. Jeg følte mig svimmel ved tanken om, at han skulle røre ved eventuelle deller. Han gjorde det gode, at han ikke kun fortalte om de dårligdomme han fandt, men også om de fode ting. Jeg har åbenbart en flot lige ryg, et fint placeret bækken og lige lange ben. Så mange tak for det :)

Da det kom til valg af fysioterapeut var vi igen uenige. Jeg ville have en der vidste noget om løb, og han insisterede på, at det skulle være en der vidste noget om psykiske problemer, men jeg er mere end bare mine psykiske problemer, og heldigvis er det mig selv der skal ringe og aftale tid, også selvom han skriver om mine psykiske problemer i henvisningen. Først argumenterede jeg for min side af sagen, men endte med nærmest at resignere.

Efter lægen tog pædagogen og jeg ned i en super god løbebutik der ligger i Viborg, og bad dem anbefale en fysioterapeut.

torsdag den 11. oktober 2012

Om en sandwich

Jeg trænede hårdt i går. Efter jeg blev skadet og jeg skulle til at bruge andre maskiner end løbebåndet, har jeg været sløset og lidt ligegyldig med min træning. Jeg har trænet, men kun for lige at holde mig i gang, og for at forbrænde nogle kalorier, men det var nærmere en vane end en lyst, men nu må jeg tage mig sammen, så jeg overfører mit løbeprogram til den maskine jeg nu lige har gang i, så mandag er intervaltræning, onsdag er længde, fredag bakke og lørdag restitution. I går var altså længde, så jeg stod på maskinen i 30 min længere end normalt. Jeg var træt og tørstig, da jeg var færdig, men ellers var det ikke så galt, så jeg tænkte, hvorfor har jeg ikke bare gjort det noget før, men jeg var nok fornærmet over, at jeg ikke kunne løbe, for de andre maskiner var ligesom ikke 'fine' nok. Ja, jeg er lidt af en snob, det er jeg på mange andre punkter, så hvorfor ikke også motion.

Man forbrænder en hulens masse kalorier på den maskine jeg bruger lige for tiden, og jeg var kiste glad. Jeg prøver ellers ikke at gå alt for meget op i kalorier, hverken i mit virkelige liv, eller her på bloggen, men det er en lille smule relevant for hvad der skete senere på dagen.

Jeg spiste mine sædvanlige mellemmåltider, både da jeg kom hjem fra træning og da jeg skulle af sted på uni. Det var sådan, at først havde jeg masser af tid og gav mig god tid i badet, men så fik jeg hujende travlt, men skyndte mig så meget, at jeg nåede et tidligere tog. Da jeg så kom ind på universitetet havde jeg så rigeligt med tid til at mærke efter, og jeg sad og ærgrede mig lidt over, at jeg ikke lige havde spist en lille smule mere, for jeg følte mig træt og afkræftet. Jeg kunne have købt lidt mad i kantinen, men nu sad jeg lige og snakkede med nogen og jeg kunne heller ikke overskue de massive køer der nogle gange er, så jeg slæbte mig igennem timen og klarede mig alt andet end godt.

Da timen var færdig, var der to timer til jeg ville være hjemme, og jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg følte mig egentlig ikke decideret sulten, jeg var bare virkelig træt og rystede en lille bitte smule. I bussen ind til banegården tænkte jeg på sandwichs, store lækre sandwichs. Jeg havde lyst til at spise en og jeg afskyede tanken om at have lyst til en. De er så dyre og store og så fuld af kalorier, hvis man dag bare kunne få en lille en, og det kan man da sikkert nok, det er bare tre år siden jeg boede i Aarhus, og jeg ved ikke længere hvad man kunne få hvor, og jeg orkede ikke at lede, desuden syntes jeg ikke lige at jeg sådan virkelig kunne tillade mig at spise en, folk i toget kunne jo ikke se hvor hårdt jeg havde trænet om morgenen, og de skulle jo nødig tænke om mig at jeg er grådig.

Grådighed er en synd, men hvornår er man grådig, og hvornår opfylder man bare sine menneskelige behov? Det er et svært teologisk problem, eller det kan det i hvert fald nogle gange være, og det var ikke lige det jeg havde lyst til at bruge min energi på.

Jeg kom ind til banegården, og jeg både ville og ikke ville have en sandwich, og nu var det ikke længere bare et spørgsmål om jeg var sulten eller ej, det var et spørgsmål om jeg var normal eller syg. syg eller normal. Jeg skulle have en Pepsi inde i 7/11, og jeg kunne godt tillade mig en sandwich derindefra, for de er jo en lille smule fesne, så det var på en måde mere tilladt. Og jeg fandt en sandwich og den var meget lille og den var fesen, men den kunne holde mig kørende til jeg kom hjem. Jeg husker ikke helt klart hvornår jeg sidst spiste en sandwich med dressing og det hele, men nu gjorde jeg i hvert fald, og jeg var stolt.

onsdag den 10. oktober 2012

Om ARTS

Faculty of Arts blev oprettet i 2011, hvilket vil sige efter jeg måtte melde mig ud på grund af sygdom, da det tidligere Humanistiske Fakultet, Teologiske Fakultet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole blev slået sammen. I gamle dage, dengang jeg var ung og entusiastisk studerende, der holdt teologisk fakultet, det vil sige teologi, religionsvidenskab og arabisk, til på teologisk fakultet på hjørnet mellem  Randersvej og Ringgaden. Det gør vi i og for sig stadigvæk, men en del er blevet lavet om siden, og som en gnaven gammel kone synes jeg at det hele var meget bedre og hyggeligere i gamle dage før verden gik af lave.

Dengang var der i bygningen et stort teologisk bibliotek, hvor man med sit studiekort kunne låse sig ind alle døgnets 24 timer. Mellem reolerne var der opstillet læsepulte, så man skjult af bøger kunne begrave sig i sine studier. Nu om dage er der en stor gold læsesal uden en eneste farve, det virker næsten uhyggeligt.

Gennem en underjordisk gang, hvor bibliotekets bibelsamling stod, kunne man komme over i en tilstødende bygning, hvor man kunne gå op af en mørk bagtrappe og op på 2. sal hvor blandt andet semitisk bibliotek holdt til (hebraisk, arabisk og lignende). Det var en uendelig fredeligt og hyggeligt. Jeg sidder meget uroligt når jeg laver lektier og det var meget meget værre før jeg begyndte på Ritalin, og jeg vidste, at jeg blandt de andre studerende var til gene, fordi jeg hele tiden skulle rejse mig og bevæge mig rundt. Så jeg satte mig hen på semitisk bibliotek, så jeg kunne være alene. Desuden elskede jeg allerede den gang hebraisk og alt hvad der lå bare tilnærmelsesvist tæt på, så jeg elskede at gå rundt mellem bøgerne og på slum tage en ud og bladre igennem dem. Jeg læste om etiopisk, om syrisk og om semitisk magi, alt imens jeg ikke fik lavet mine lektier så godt som jeg burde.

Semitisk bibliotek blev mit hemmelige sted, min eventyrhule, min sikkerhedszone, og jeg blev ked af det og urolig, når der en gang imellem sad nogen derinde når jeg kom, så jeg begyndte at komme der på skæve timer, tidligt om morgenen eller dent om aftenen. Dengang boede jeg meget tæt på universitetet, så det var ikke noget problem, og jeg kunne jo som sagt bare låse mig ind, når jeg ville. Jeg levede et nærmest euforisk liv på det bibliotek, her var jeg tryg, og her var jeg en god og flittig elev, og ikke den gamle dovne Linda, men ikke så flittig som jeg gerne ville være, for min ADD generede mig voldsomt.

Den sødeste historie, eller den mest sørgelige historie, alt efter hvordan man ser på det, var nytårsnat 06/07. Jeg er ikke nogen stor fan af nytår, undlader helst at fejre det, og jeg tilbragte det meste af aftenen hjemme, men alle jeg kendte havde jo travlt med at hygge sig med alle mulige andre end lige nettop mig, så jeg pakkede mine ting og gik ind på universitetet, hvor jeg satte mig i mit hyggehjørne for at læse og oversætte. Det var nok den sidste gang i meget lang tid jeg var lykkelig, for ganske kort efter kom mine forældres skilsmisse og alle mine år med sygdom.

Ingenting i bygningen er som det var dengang, og det er sørgeligt, for der er ikke længere noget sted hvor man kan gemme sig.

I går var der lokaleændring, så vi skulle have timer i lige nettop den bygning, dog nede i kælderen. Borde og stole var pæne og nye, men stedet havde ikke længere nogen sjæl, og det var sørgeligt, og jeg længtes efter den tid jeg har mistet. Det er sikkert mere effektivt, at bibliotekerne bliver slået sammen, men det er en stor ændring og jeg kan ikke lide den.

Om et visitkort

Nu har jeg i lang tid samlet visitkort for en veninde. Jeg begyndte at samle til hende fordi hun skrev denne fantastiske tekst om sin, på grund af hendes aspergers, opslugende interesse for sin samlermani, nemlig visitkort. En sådan passion synes jeg bør belønnes, og jeg samler derfor visitkort til hende.

Jeg gør det ikke kun for hendes blå øjnes skyld, jeg gør det også for min egen. For det første giver det et gevaldigt lykkesus at gøre noget godt for andre, men dels gør jeg det også, fordi jeg også selv elsker at samle, der er bare ikke rigtigt noget jeg gider at samle på, og så er det jeg godt at kunne samle for andre. Det er fedt at gå ind på et turistkontor og tage visitkort efter visitkort ned fra hylderne, for jeg ved hvor glad hun bliver. Jeg lægger også mærke til når visitkort bliver nævnt i de bøger jeg læser.
"Derpå udvekslede vi visitkort. Jeg var nemlig en ivrig samler af disse kønne, hvide kort, hvor navnet stod med evropæiske bogstaver på den ene side og med kinesiske på den anden. Jeg skulle desuden bruge kinesiske navne til mine digte" Tom Kristensen, "Vindrosen", s. 57.
Jeg har efterhånden set en del visitkort, nogle enkelte pæne, men de fleste enormt grimme. Jeg kan bedst lide de grimme, der er noget naivt og uhjælpsomt over dem, og jeg føler mig helt rørt. Efter at have set så forskellige visitkort, spekulerede jeg på, om jeg selv ville kunne lave et der var bare nogenlunde tilfredsstillende. I fjernsynet reklamerede de med at man kunne få lavet visitkort ganske gratis, men de tilbød kun en lille serie af forskellige standartmodeller, hvoraf jeg genkendte indtil flere. Jeg fandt et sted HER, hvor jeg ved at betale en lille smule kunne lave mit helt eget præcis som jeg ville.

Jeg har ikke nogen fine billedbehandlingsprogrammer, jeg har faktisk kun Paint, men jeg er bare lille ubetydelige mig, det hele behøves ikke at være så fancy pants. Jeg ville også gerne have det relativt simpelt, og jeg er egentlig ganske godt tilfreds, men måske har jeg skudt over målet. Bagpå har jeg skrevet et af mine yndlingscitater. Nogle gange, når folk vælger at citere filosoffer, vælger de noget der er så banalt, at jeg får kuldegysninger. Jeg ville vælge noget der var anderledes, noget jeg kunne relatere til, noget der sagde noget om mig, så jeg valgte et af mine yndlingscitater fra Wittgenstein, men den første jeg viste det til forstod overhovedet ikke hvad der stod. Der står egentlig bare, at sproget ikke kan fortælle noget om den virkelige virkelighed (fordi det er for følelsesbetonet), men at det i virkeligheden heller ikke er sprogets mål.

tirsdag den 9. oktober 2012

Om ikke at ville i skole

Det er svært at vænne sig til at gå i skole, det er svært at skulle noget og ikke bare gøre hvad jeg selv lige føler for, det er svært at bruge så meget tid. Forstå mig ret, jeg elsker universitetet, jeg elsker bøgerne, stemningen, menneskene, men det efterlader mig også udmattet i en sofa foran fjernsynet når jeg kommer hjem.

Normalt laver jeg lektier forud, for når jeg kommer hjem er jeg så træt, at jeg ikke kan overskue mere, men i går fik vi noget for som jeg ikke havde lavet, og jeg vil gerne være en flittig elev, men jeg var bare så forfærdelig træt, at mine øjne sved, og jeg havde kvalme, så jeg fik dem ikke lavet. Jeg føler mig stresset over ikke at have mine ting i orden, så jeg vågnede for anden morgen i træk kl 3, og jeg er allerede nu træt, og sådan fortsætter cirklen, og jeg får helt åndenød ved tanken om hvornår det slutter.

Jeg er glad for hebraisk, men nogle dage er jeg så træt allerede fra morgenstunden, at jeg sidder i toget og ikke har lyst til at stå af. En enkelt dag skyldtes dette, at jeg var ved at læse en forfærdeligt god bog og ikke havde lyst til at lægge den fra mig, men andre dage har jeg ikke nogen undskyldning, andet end jeg bare gerne vil hjem.

Men jeg tager ikke hjem, jeg står af, går hen til busserne, tager op på universitetet og kommer igennem dagen ved hjælp af kræfter jeg ikke har, men jeg klarer det, og jeg er stolt af at klare det, for jeg føler mig træt men i live.

Nogle dage overvejer jeg, om jeg ikke skulle blive siddende i toget og tage hjem og lave lige hvad jeg har lyst til, men jeg står af, for hvis jeg tager hjem i dag, så bliver det lettere også at gøre det i morgen og så fremdeles, og til sidst ender det hele i kaos, og jeg er bange for kaos, for måske vil jeg i dag hellere sidde med en god bog og en Pepsi max, men i det lange løb vil jeg nok hellere universitetet, for jeg vil virkelig gerne dette her, jeg vil gerne være kloger. Klogere, klogere, hele tiden klogere. Jeg sidder oppe foran i klassen med store forelskede øjne, ikke fordi jeg er forelsket i læreren, men fordi jeg elsker det der kommer ud af munden på ham.

Jeg er en nørd, jeg ved det godt, og jeg elsker det, men bedst som jeg sidder der og fokuserer på alt det jeg finder så spændende, og bedst som jeg skal til at sige noget klogt, så bliver jeg pludselig meget træt, og så kan jeg ikke mere, jeg bare ryster over hele kroppen og vil hjem. Det er derfor jeg ikke kan tage mere end ét fag af gangen, i hvert fald ikke før jeg har vænnet mig lidt mere til livet som studerende, og det er derfor jeg til i dag ikke har lavet mine lektier. Jeg siger det ikke for at man skal have ondt af mig, det er bare sådan det er lige nu, og jeg skal nok klare mig, for jeg er sådan en der altid klarer mig på en eller anden måde.

mandag den 8. oktober 2012

Om efterårets ensomhed

Jeg ved, at der sidder et par nye læsere derude, så i første omgang, velkommen til jer, jeg håber, at I kan følge med i alle de projekter jeg har gang i, og hvis det kniber, så er I altid velkommen til at spørge.

Så er det efterår, og jeg læser efterårs Mumibøger, og tænder stearinlys, og skruer op for varmen. Det gik først virkelig op for mig, at efteråret var kommet, da jeg var på vandretur i lørdags. Jeg i den kolde fugtige tåge og nød træernes gulbrune skær og lugten af blade der rådner på skovbunden. Okay, det lyder måske ikke så fint, som nor man beskriver det sprudlende forår, men efteråret er MIN årstid, og jeg elsker den. Der er en form for ensomhed over efteråret, ikke en ensomhed som 'jeg er helt alene og ingen kan lide mig', men som 'jeg er mig lige her og nu, og der er ingen til at forstyrre mig'.

Jeg trives i efteråret, jeg trives med, at jeg kan tage en tyk trøje og lange bukser på, jeg trives med mørket, jeg trives med køligheden, jeg trives med at være omgivet af gult og brunt, ja, jeg trives endog med fugtigheden. Folk, mig selv inklusiv, beklager sig, for det er sådan vi gør i dette land, og jeg tror at det er sundt at beklage sig lidt engang imellem, hvis man ikke tager sig selv alt for seriøst. Jeg beklager mig mest over efteråret fordi det er en forandring, og I ved jo nok hvordan jeg har det med forandringer
""Far!" råbte Mumitrolden. "Har du ikke lagt mærke til noget særligt? Vi har tændt lampen!"
"Ja, jeg syntes, det var rart med lampen, nu aftnerne bliver lange. Sådan føler jeg det i aften," sagde Mumimor.
Mumifar sagde: "Men så gør man en ende på sommeren. Lampen tænder man først når sommeren er forbi."
"Så bliver det jo efterår," sagde Mumimor stilfærdigt.
[...]
"Nogle fædre bestemmer altid, om det er tid at tænde lampen," mumlede Mumifar ned i sin tekop"
Tove Jansson, "Mumifar og havet", s. 15.
Jeg har altid haft en hvis sympati med Mumifar. Mumifafilien er en stor udvidet familie med en masse skiftende adoptivbørn med mærkelige former og størrelser, og alligevel er det ham, Mumifar, der er udenfor, for da Mumitrolden var lille, forlod Mumifar familien og stak til søs med hattifnaterne, og så skal man ikke bare bygge familien et hus, man skal også genopbygge tilliden.

Forleden, da jeg var på café med en veninde,spurgte vi som sædvanligt til hvad hinanden læste. Jeg var igang med tre bøger, og blandt andet var jeg i gang med "Mumifar og havet", hvilket hun smilede ad og rystede opgivende på hovedet. Der er ni Mumibøger, men jeg regner kun de fire sidste for noget. De fem første bøger er små forvirrende fortællinger mere eller mindre uden moral og dybde, men Mumitrolden selv bliver ældre (og det gør hans læsere også) og de ting han oplever bliver mere avancerede. "Mumifar og havet" handler om hans relation til andre væsner, på at skelne mellem ydre skønhed og indre godhed, men den handler også om at Mumifar skal genvinde sin værdighed.

Men tilbage til efteråret, så glæder jeg mig, for det er ikke ovre endnu, og jeg har planer om flere lange gåture.

søndag den 7. oktober 2012

Næsten for profant at fortælle om

Jeg bliver nødt til at fortælle om det, ikke fordi jeg skal, men fordi oplevelsen bobler inde i mig og gør mig ukoncentreret og urolig. Jeg vil så gerne fortælle om det, men jeg ved ikke om jeg kan, for det hele virker så fladt, ligegyldigt og uvirkeligt, når jeg bruger mit alt for banale ordforråd til at skrive de foreløbige noter ned i min kalender.

Først de lidt kedelige data. Jeg tog toget til Bjerringbro, og min plan var at tage en vandretur til Viborg via en cykelrute der var tegnet ind på et ikke ret godt kort jeg havde fået gratis på biblioteket. Den såkaldte cykelsti viste sig at være 40 cm asfalt, afskærmet fra landevejen med en hvid streg, hvilket var lidt for fesent efter min smag, så jeg drejede af mod tange og gik en smuk tur langs Tange sø, drejede af mod Rødkærsbro, for vild i hvad der virkede som en time, men det var nok ikke mere end et kvarter, tyve minutter. Jeg stødte mere eller mindre tilfældigt på civilisation i klædning af Rødkærbros industrikvarter, fældede en tårer og fulgte vejen ind til stationen, købte et æble og en Pepsi max i Brugsen og tog toget hjem.Jeg tog toget lidt over 7 om morgenen og var hjemme 11.30, så jeg havde gået lidt over 3.5 time, 18.5 km og 28,000 skridt + lidt mere, for de billige skridttællere måler ikke alle ens skridt hvis man er kvinde, noget med bækkenets bredde og form der giver nogle lidt andre bevægelser, jeg kan ikke detaljerne, men det er også lige meget.

Det var en kold morgen, og tågen lå tæt over Midtjylland. Jeg havde tænkt meget over min påklædning, og havde gjort det godt, bortset fra, at jeg ikke havde vander med, hvilket jeg fortrød bittert. Jeg trak hænderne ind i mine bluseærmer og knyttede og slappede dem på skift, åndede på dem og masserede dem, men de var kolde,røde og ophovnede, og da jeg købte min elskede cola i Rødkærsbro, kunne jeg slet ikke mærke om den var kold, for mine hænder var koldere, og de var endda blevet betydeligt varmere efter tågen var fordampet, så jeg satsede, men jeg var så udkørt at det kunne have været en lunken Harboe Cola, og jeg ville stadig have været lykkelig. Og æblet var også det bedste æble jeg har smagt i årevis, for sådan er det nu engang, når man har gjort dagens gode gerning.

Det var en fantastisk smuk tur i efterårets unikke ensomhed, men jeg overvejede at gøre den endnu smukkere ved at skråå ind gennem skoven, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at fare vild, men mest af alt var jeg bange for jægerne. Jeg ved fra min hebraisk lærer at andejagten er sat ind, men er anden jagt også? Jeg ved ikke noget om den slags, men gennem hele turen hørte jeg deres evige plaff, plaff. Det gjorde det hele lidt mere spændende og eventyragtigt. I det hele taget var det en eventyrtur, og jeg ville ikke være blevet det mindste overrasket, hvis jeg havde mødt hule elverpiger eller gnavne nisser. Ligeledes gik det heller ikke op for mig, at det egentligt var underligt, at jeg gik og hørte elefanter trompetere. Jeg var i hvert fald kommet til højbjerg før jeg begyndte at tænke over det. Da jeg gjorde det, virkede det indlysende, at det var andekald der på afstand og gennem tågen lød sådan, men ærligt, så kunne jeg bedre lide mine elefanter.

Det hele var så smukt, tågen, træerne, søen, de snoede veje, de sidste blomster, de røde og sorte bær, de nye huse, de gamle huse, broerne, gærderne, det hele. Jeg havde mit kamera med, men det virkede for profant at tage et billede. Et eventyr kan ikke fotograferes, skønheden forsvinder og bliver fladt. Især én gang kæmpede jeg for ikke at tage et billede. Nu her bagefter er jeg både stolt og ærgerlig over ikke at have gjort det. Det var en gammel gård, hvor skoven var vokset op omkring. Den var faldefærdig, men stadig beboelig. Det var ikke et stråtækt bindingsværkshus. Det havde udskårne træpaneler og border og det var så uendeligt smukt, at det tog pusten fra mig. DET lignede virkelig noget fra et gammelt middelaldereventyr, måske snevide, men i hvert fald noget af Grimm, fra før eventyr blev sukkersøde. Eller den gamle børnesang "I en skov en hytte lå"
I en skov en hytte lå,
nissen gennem ruden så,
haren kom på lette tå,
bankede derpå.
Nisse, hjælp mig i min nød,
skyder jæg'ren er jeg død.
Lille hare kom herind,
ræk mig poten din.

Jæg'ren kom til hytten hen:
Sig mig nisse, lille ven,
har du set en hare fin,
her på marken din?
Nej, hr. jæger det har jeg ej,
gå du blot igen din vej.
Jæg´ren vendte sig og gik,
haren ej han fik.
Jeg får stadig en boblende fornemmelse indeni, når jeg tænker på det hus, og jeg ved med mig selv, at jeg bare MÅ se det igen, måske ikke hele den lange tur, men hvis jeg nu tog toget til Rødkærsbro... Jeg ved ikke, jeg bladrer i min kalender, men jeg ved ikke, måske vil det være en fejl, måske gør huset sig bedst i min fantasi.

Efterårets ensomhed gjorde noget ved mig, og jeg vil næsten sige, at jeg var lykkelig, for alt hvad jeg ellers går og roder med forsvandt langt om i baghovedet. Der var mig og vejen, og jeg var nødt til at fortsætte, ligegyldigt hvor træt jeg blev, for jeg var midt ude i ingenting, og jeg kunne ikke bare lige sådan tage hjem. Der var for en sjælden gangs skyld en nødvendighed i at sætte det ene ben foran det andet, som jeg sjældent oplever. Når jeg ikke lige er skadet, løber jeg på løbebånd, og hvis jeg bliver træt, så står jeg bare af, men den mulighed havde jeg ikke her, og det var vildt og råt og skønt.

Jeg satte pris på ensomheden, men da jeg kom til civilisationen var jeg euforisk. Da jeg så et fortorv med fodgængere, havde jeg lyst til at græde af glæde. Og Rødkærsbro er en smuk by, måske endnu mere fordi jeg var så træt. Husene var smukke, men slet ikke som man er vant til at se det, for de er ikke ny, men de er heller ikke rigtigt gamle, for før jernbanen og jernbane stationen kom til i 1863 var der kun ganske få huse uden navn. Jeg har altid set lidt ned på små byer, men her forelskede jeg mig, muligvis på grund af byen, muligvis på grund af min særlige sindsstemning, for første gang tænkte jeg, "her kunne jeg godt bo".

Men jeg måtte jo videre. Jeg spiste mit æble og drak min cola mens jeg stod og ventede på toget. Kl var 11, men der var stadig en dis for solen, så hele turen foregik i et evigt morgengry. Rødkærsbro er måske heller ikke den mest livlige by, så det var slet ikke gået op for mig hvad kl 11 betød. Kl 11 betød at toget var stuvende fyldt med folk der havde været i Aarhus, og det var rædselsfuldt at sidde der efter stilheden på landet, så jeg tumlede ud af toget og hjem, hvor jeg først aflagde rapport til en spændt pædagog (jeg havde jo talt så meget om den tur), og så gik jeg i bad. Et normalt bad er en proces, der måske ikke er hurtig, for jeg har et langt tykt hår der tager tid at vaske, men den er effektiv, men i går skruede jeg op for varmen og stod bare og bearbejdede nogle af alle dagens indtryk.

Jeg er så overvældet af denne tur, og jeg vil fortælle alle om den, men mine ord slår ikke til. Jeg har gjort et ihærdigt forsøg på at forklare, men det er bare ikke helt nok, for turen var så meget mere end dette, men jeg håber at i nød at læse det alligevel.

lørdag den 6. oktober 2012

Om cafe Ris Ras

Cafe Ris Ras, Mejlgade 24 i Aarhus er nok et af de eneste steder i dette land der tillader rygning. Faktisk, så tilbyder de rygning, øl, kaffe, en bløde sofaer og ikke ret meget andet, men det er også hele charmen ved stedet, at det ikke prøver at være alt muligt det ikke er. Og sofaerne er bløde og rummet dejlig varmt, kaffen er måske lidt mere middelmådig end på andre caféer, men den er lettere at betale, men  deres udvalg af øl er stort, og det samme gælder deres andre alkoholiske drikke af, hvad det lige ser ud til for mig, af høj kvalitet, så er det bare en skam at jeg ikke drikker den slags.

Jeg var derinde, fordi jeg var sammen med en veninde som ryger, og hun ryger lige nøjagtig nok til, at det ville være irriterende hvis hun hele tiden skulle udenfor og gøre det. Hvad så med passiv rygning, er det ikke synd for en stakkels ikke-ryger som mig? Helt ærligt, så betyder det ikke så meget for mig. Jeg har en enkelt gang været derinde med en kammerat, hvor røgen var tæt, og da var det lidt ubehageligt, men i går hvor der kun var en tre fire mindre selskaber, da var det fint nok. Jamen er det ikke skadeligt for dig? Sikkert, men helt ærligt, så synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig at være alt for fin på den hvad angår skadelige virkninger. Jeg er blevet syet 24 gange i armene på under 3 år, far slet ikke at tale om de hundredvis af andre sår jeg har påført mig selv. Jeg har de sidste 5 år haft 7 overdoser med panodiler, 2 overdoser antidepressiver, hvilket ikke nytter noget som helst, man kan lige så godt droppe det, for man føler sig bare til grin, og 1 overdosis benzoer. De sidste 7 år har jeg drukket op til 2 l Pepsi max om dagen, og tro ikke, at det er sundt bare fordi der ikke er sukker i. Jeg æder minimum 6 piller hver dag. Jeg kunne på lavpunktet i min spiseforstyrrelse kværne 3 l is, 20 pandekager og et par poser slik på 30 min og få det meste op igen på 10. Min rekord i at sulte mig selv er vist på 5 dage helt uden føde, og de sidste 3 af dagene drak jeg heller ikke den mindste tår vand. Jeg har været i seng med 5 forskellige fyre uden andet mål end at skade mig selv, så hvem er jeg at fortælle andre hvad de skal have lov til at udsætte deres egen og min krop for.

Jeg er selvfølgelig nødt til at have nogle grænser, og jeg kunne ikke finde på at ryge en cigaret selv (jeg kan godt finde på at bruge nikotinplastre som beroligende, for selv nikotin er mindre vanedannende end benzoer, men tjære i lungerne, nej tak. Jeg kunne heller aldrig drømme om at tage nogen form for euforiserende stoffer, for jeg er temmelig sikker på at jeg i løbet af ingen tid ville sidde på gaden og stikke mig i tæerne, fordi der ikke længere er andre steder tilbage. For at være helt ærlig, så tør jeg dårlig nok at drikke alkohol. Jeg siger, at det er på grund af min medicin, men xdet er mere personlige grunde
 Afsnit slettet
 og sådan har jeg det nu med alle voksne og alkohol. Unge der drikker sig fulde er bare tåbelige, men voksne er uhyggelige.

Nå, men i hvert fald sad min veninde og jeg på café Ris Ras og drak en kop kaffe, og jeg spiste min medbragte mad. Caféen tilbyder ikke noget spiseligt, så man er velkommen til at tage mad med selv, hvilket er rart, for det er ikke hver dag jeg orker en caféstørrelse portion til cafépriser. Vi sad og snakkede uddannelser. Vi er begge to i gang, vi er begge to ved at få styr på vores liv, og vi er begge to ret godt tilfredse med hvad vi har. Det var mærkeligt, god, men mærkeligt. De sidste 5.5 år har været krise efter krise, og alt hvad der er blevet gjort for mig har været lappeløsninger, for der har ikke været tid til andet, og jeg tror også, at det har været sådan for min veninde. Og nu sad vi der, og selvom vi altid har hygget os rigtig meget sammen, så var der en helt anden afslappet stemning end tidligere.

Vi snakkede sammen i to timer, og vi kunne være blevet ved, men jeg kender efterhånden mig selv, jeg ved, at jeg var nødt til at bryde op, for ellers ville jeg ikke klare togturen hjem. Vi sagde farvel, gav hinanden et kæmpe knus med løfter om at se hinanden snart. Det vil jeg mægtig gerne, men jeg ved bare at tiden går stærkt, og så pludselig er der gået flere måneder, men nu kommer jeg jo til Aarhus meget oftere end tidligere, så måske. Jeg giver desuden 1900,- for et månedskort, så pokker stå i det, så skal det udnyttes, om jeg så skal tage komplet ligegyldige ture bare for at få det brugt.

fredag den 5. oktober 2012

Om den bedste Bedste

Øv, jeg er vågnet alt alt alt for tidligt, og jeg har ikke noget Pepsi max, så nu må jeg klare mig en hel morgen uden mit drug. Jeg overvejer nærmest at springe min træning kl 6 over, for der åbner kiosken ved stationen, så kunne jeg gå derned og få en, men jeg kompenserer for min manglende cola ved at spise, så før denne morgen er overstået, så trænger jeg for alvor til at træne. Det er godt, at der ikke er andre oppe, for jeg føler mig sløv og gnaven og har lyst til at vrisse af en eller anden, men da der ikke er nogen, ender jeg bare med at sidde og se sløvt ind i skærmen. Øv, dette er officielt en dum morgen.

Morgenen startede endda endnu værre ud. Jeg vågnede kl 3 og tjekkede min mobil for at se hvad kl var. Der var kommet et par smser som jeg lige læste. Den ene var fra min far der sagde at min farmor er blevet opereret og efter omstændighederne har hun det godt, men hun får mad med sonde. Efter sådan en besked kunne jeg ikke bare lægge mig om på den anden side og sove videre, så jeg stod op. Det frygtelige er, at jeg ikke engang vidste at hun skulle opereres, og jeg var endda hjemme ved min far sidste weekend. Han spurgte mig, om jeg ikke ville over og besøge min farmor, men jeg var træt, og jeg havde ikke lige fået læst det hun havde givet mig ved sidste besøg, så jeg sagde nej.

Nu skammer jeg mig selvfølgelig over, at jeg ikke tog på besøg, jeg elsker hende jo meget højt, så det burde være naturligt for mig at tage på besøg, ligegyldigt om hun skulle opereres eller ej. Jeg ved ikke engang hvad hun er blevet opereret for, det kan jo være så meget, både alvorligt og knap så alvorligt, men det minder mig om, at også hun er dødelig, hende der ellers er så stærk og som betyder så meget for mig.

Da jeg var barn var min lillesøster meget syg og mine forældre havde ikke altid så meget tid til mig, men min farmor havde altid tid, og så kunne jeg sidde der i hendes blå sofa og brokke mig over livets genvordigheder. Det er minder jeg sætter meget høj pris på.

Problemet ved at modtage den besked på dette tidspunkt af dagen er, at jeg ikke kan skrive tilbage og spørge hvad, hvorfor, hvordan og hvad nu. Det er fredag, skal jeg tage et tog til Odense og besøge hende, eller vil hun hellere have besøg en anden dag, når hun har det bedre? Burde jeg være et godt barnebarn der bare tager af sted? Jeg vil gerne være der hvis hun har brug for mig, men jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan overkomme at rejse derned igen allerede, på det punkt er jeg ikke så stærk.

I går var jeg efter timen oppe og snakke med min lærer om fravær. Første semester i hebraisk bestås i at være til stede og aktiv. Jeg er så aktiv som jeg overhovedet får lov til at være, men mit fravær er højt efter aftale med min psykolog. Hvis man ikke er til stede og aktiv, skal man til en skriftlig eksamen her til jul. Jeg synes hebraisk er så fedt, og jeg er så glad for at være tilbage på universitetet, at jeg med glæde ville tage den eksamen, men jeg ville lige snakke med min lærer om det. Han siger, at jeg ikke skal være bekymret, at mine evner og mit aktivitetsniveau over al måde kompensere for de timer jeg ikke måtte være der. Det er det størst tænkelige kompliment man kunne få fra ham, og jeg blev så glad, at jeg kunne have givet ham et stort vådt smækkys lige midt på munden, for når jeg bliver glad, så bliver jeg rigtig glad.

torsdag den 4. oktober 2012

Uden mad og drikke

I går skrev jeg et ganske fint indlæg om det med at have høje forventninger til mig selv, og om hvordan det overhovedet ikke er et problem, men det er det måske nok alligevel engang imellem. Jeg var blevet inviteret i teateret af mine medstuderende for at se noget der hed "Kirkegaard & co", hvilket lød super fedt. Jeg var lige startet på uni, jeg var på toppen af verden, og jeg syntes, at jeg kunne klare ALT. Først sagde jeg nej, for jeg kunne regne ud hvor sent jeg ville være hjemme, men så sagde jeg alligevel ja, for jeg ville jo gerne være en del af klassen, og jeg var smigret over, at de gerne ville have mig med. Jeg trænede mig selv til at være længere oppe, og jeg gik fra at gå i seng får 7 til lidt før 9.30, og det er en flot præstation for en som mig, men der er nu alligevel langt derfra og så til midnat.

I går var så dagen hvor det skulle ske. Jeg var nervøs og spændt. Jeg vågnede en halv time for sent i forhold til hvad jeg gerne ville, jeg havde ondt i hoften så jeg kunne ikke tage over og træne, og det var desuden 'for sent', og for at gøre det hele endnu værre, så vidste jeg, at vi ikke havde det jeg gerne ville have til morgenmad, og så kunne det hele også bare være det samme, og så lod jeg være med at spise morgenmad. Da jeg skulle lave hebraisk spiste jeg lige et par æbler, men frokosten sprang jeg også over.

Pludselig virkede hele idéen med at skulle i teateret i Aarhus alt for overvældende 'normalt', for jeg er jo ikke normal, selvom jeg nogle gange virker sådan. Alt det med universitetet er steget mig til hovedet, og jeg glemmer, hvor stor en bedrift det egentlig er for mig at komme af sted, have timer og lave lektier. Det er DET der er min bedrift, ikke om jeg kan lave alt det ved siden af som de andre kan, blandt andet bor de jo alle sammen markant tættere på, så det er jo ikke engang kun mit handicap der er en hindring, og det er jeg egentlig lidt glad for, for så blev det på en eller anden måde lidt mere lovligt at melde fra.

Som nævnt i går stiller jeg høje krav til mig selv, og jeg kan bestemt ikke lide, når andre er vidne til, at jeg ikke kan leve op til dem, og jeg ville derfor gerne have, at det var pædagogerne der sagde, at jeg ikke kunne tage af sted, og det var nok det der lurede i min underbevidsthed, da jeg valgte ikke at spise. Det valg ville den første af pædagogerne dog ikke træffe for mig, og selvom jeg holder rigtig meget af hende og respektere hendes mening, så blev jeg temmelig fornærmet, da hun sagde, at jeg som nok overlevede en dag uden mad. Er jeg virkelig blevet så fed, at det ikke længere betyder noget om jeg spiser eller ej.

Jeg sagde ja til at tage et glas juice, men der var ikke den rigtige slags, og jeg ville ikke tillade, at de gik over i Føtex og købte den, hvilket modarbejdede mine tidligere negative tanker om, om de ikke nok ville kæmpe lidt mere for, at jeg skulle spise, men sådan er det nu tit når man er spiseforstyrret, man modarbejder sig selv og alle omkring en, modsiger hvad man sagde to minutter før og lever i brydningen mellem hvad der er rigtigt og forkert, og det hele bliver en gråzone, hvor man må opbygge rigide og for alle andre ulogiske regler, for ellers er det ikke til at holde ud at være til.

Senere, efter overlap, kom en fra aftenvagten op til mig. Jeg har ikke haft meget at gøre med hende længe, for hun hørte før den nye omstrukturering til et af de andre teams, og selvom hun var flink, så havde jeg travlt med alt muligt andet, og jeg brugte derfor ikke kræfter på at komme til at snakke med hende. Nu hører hun til alle teams, hvordan det så end kommer til at fungere i praksis. Jeg var nervøs for hvordan samtalen ville gå, men det gik fint. Hun er en lidt mere bestemt dame end pædagog nummer 1, og selvom hun ikke direkte fortalte mig hvad jeg skulle gøre, så ledte hun mig gennem tankemylderet oppe i mit hoved og frem til det svar vi alle sammen godt vidste det ville ende med, nemlig at jeg først skulle have noget at spise, og så skulle jeg sende en sms til dem fra uni og melde fra.

Før jeg sendte sms'en læste hun den lige igennem for mig. Jeg har svært ved at forstå hvad andre mennesker tænker, og jeg har især svært ved at forstå, at folk ikke bliver sure over at jeg melder afbud, så det galt om at formulere mig helt rigtigt. Sms blev godkendt og sendt af sted. Det sjove er, at jeg ikke altid har haft det sådan, i hvert fald ikke i den grad. Det hele startede da jeg var i psykiatrien i Risskov, Aarhus.

Min søster havde fødselsdag, så min far, min farmor, min søster, hendes daværende kæreste og jeg skulle ud og spise. Det var et tidspunkt hvor det gik ret skidt med min spiseforstyrrelse, men jeg var i bedring og optimist, så jeg tænkte, at jeg nok klarede det. Nettet på afdelingen hvor jeg var indlagt var nede, så jeg kunne ikke forberede mig på hvad jeg skulle spise, men jeg forestillede mig hvad der typisk er at vælge imellem og forberedte mig på det. Det viste sig dog, at det var en restaurant med fast menu, hvor man mindst skulle have to retter. Jeg så på bordene omkring mig og så hvor store portionerne var, og jeg kunne slet ikke overskue at blive præsenteret for så meget mad, så jeg begyndte at græde. Min far var oppe og spørge om der kunne gøres en undtagelse, hvilket der under ingen omstændigheder kunne, så jeg brød helt sammen og måtte sendes direkte tilbage til afdelingen med en taxa. Sygeplejerskernes reaktion var meget forskellige. A skældte mig ud over at kræve hendes tid, men B sad og holdt min hånd mens tårer og snot løb ned over mit ansigt og ned i mit hår, og han blev siddende  til medicinen virkede og jeg faldt i søvn. Dagen efter skulle jeg have den frygtede sygeplejerske C som kontaktperson, og hun gav mig en skideballe for dårlig opførsel over for min familie og over for restauranten og deres kunder. Hun sagde, at hvis det havde været hendes søster der havde opført sig sådan, så ville hun være MEGET vred og skuffet.

Siden dengang har jeg været bange for at udvise svaghed offentligt, og oplevelsen sidder fast ligegyldigt hvor mange gange min lillesøster fortæller mig, at sådan tænkte hun overhovedet ikke, og at det er sygeplejersken og ikke mig der gjorde noget forkert. Altså er jeg bange for om de andre overhovedet vil tale med mig når jeg kommer hen på universitetet i dag, men selvfølgelig vil de det, det er bare mig og mine tåbelige ideer der tror andet. Faktisk er det vel egentlig nedværdigende over for dem at tro, at de ikke vil kunne tilgive sadan en lille ting.