Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Min autisme og janteloven

Hver gang jeg taler om dette emne bliver folk enormt provokerede af mine holdninger, for jeg synes nemlig at den er okay. Eller det er ikke så meget fordi jeg synes af indholdet er super godt og det er sådan vi alle sammen bør opføre os, det er mere, at ethvert samfund har sine sociale spilleregler, og normalt er disse regler uskrevne og svære at finde ud af vis man er autistisk.

Da jeg som barn støtte på janteloven i min læsebog i dansk syntes jeg at det var helt genialt. Her var der nogen der rent faktisk havde gjort sig den ulejlighed at skrive disse regler ned, sådan at folk som jeg havde en chance. Selvfølgelig stod vores lærer oppe ved tavlen ag sagde, at puha, dette var ikke godt, men det ændrede jo ikke ved, at disse regler ligger dybt begravet i vores kultur, og det derfor kan være vældig nyttigt at kende dem, hvis man vil passe ind.

Gennem tiden har jeg haft mange forskellige tolkninger af janteloven, og mens jeg var meget syg vendte jeg den imod mig selv og brugte den til at slå mig selv i hovedet, men jeg blev jo ikke syg på grund af janteloven, den var bare et af mange redskaber som jeg greb til, da jeg nu alligevel var syg. I dag har jeg det godt, men til en hvis grad bruger jeg stadigvæk janteloven. Jeg bruger den ikke hele tiden, nogle gange fordi den jo ikke nødvendigvis har ret i alt og andre gange fordi jeg bare glemmer det.

Første regel i jante siger: Du skal ikke tro at du er noget. For mig handler det om, at bare fordi man kan klatte noget maling på et lærred, betyder det ikke at man bør tage tusindvis af kroner for det. Det handler IKKE om at:

• man ikke må male.
• man ikke må kunne lide at male.
• man ikke må være dygtig til at male.
• man ikke må tage penge for sine billeder.
• man ikke må tjene penge på at male hvis man rent faktisk er dygtig til det.

Vi er selvfølgelig mange mennesker i Danmark, og der er derfor mange forståelser og måder at leve med janteloven, og det kan sagtens være at de folk der siger, at vi afskaffer/modificerer janteloven har ret, men det er nødvendigt at huske på, at janteloven ikke er en lov vedtaget ved folketinget, som vi skal overholde, ellers kommer politiet efter os, det er en beskrivelse af en mentalitet der, som der er nu, ligger i vores kultur, og for mig var det første gang jeg læste om en der havde sat ord på alle disse uskrevne sociale spilleregler, som jeg havde så svært ved.

Hvis nogen derfor vil bekæmpe janteloven i hovederne på folk som mig, så skal de derfor IKKE opfinde nye regler som de hellere vil have, de skal derimod sætte ord på endnu flere af de sociale spilleregler som allerede eksisterer, sådan at man har lidt mere at vælge imellem, hvis man som jeg har lidt svært ved selv at regne disse regler ud

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

nu med slumretæppe

Prøv lige at se hvilken herlighed jeg har købt. Jeg har længe beundret de tæpper jeg har set Krokodullen lave på sin blog, så sådan et måtte jeg også have mig, for jeg bruger det meste af min dag på at sidde på gulvet på grund af min hofte, og så kan man ikke få for mange tæpper (det er generelt svært at få for mange tæpper, hofteproblemer eller ej).

Dette er et nydeligt billede, men det yder bestemt ikke tæppet retfærdighed. Tæppet er fyldt med mere eller mindre umulige farver og teksturer. Der er ikke to lapper der er ens, og jeg kan bruge timevis på at gå på eventyr i tæppet, og selvfølgelig har jeg yndlingslapper.

Så vidt jeg forstår, så brugte man denne type tæpper til at komme af med nogle af sine garnrester. Det fungerede lidt som et kædebrev. Man lavede en lap og sendte lappen ind til et navn på en liste. Så gav man listen videre til 10 af sine veninder, og på et tidspunkt ville man så modtage en masse lapper som man kunne lave et tæppe af. Dengang var alle lapperne selvfølgelig holdt i brune eller mørke nuancer. Krokodullen har sine garnrester fra nettet, så der er både lyserød, neongul, blå, grøn og hundredvis af andre farver.


Jeg ved ikke om dette bare er endnu et tegn på at jeg er ret småborgerlig, men i så fald nyder jeg det. Ro, renlighed og regelmæssighed. Kan det blive mere roligt, end hvis man sidder med en kop kaffe, en god bog og verdens bedste tæppe?

Hipsterne ville sikkert kalde et neonpink slumretæppe for et ironisk statement. men jeg mener på ingen måde min kærlighed til tæppet ironisk. Jeg synes helt oprigtigt, at det er et fantastisk tæppe, hvilket nok med al tydelighed viser hvor jysk jeg er.

En af grundende til at det er så fantastisk er, at jeg kender hende der har lavet det, og jeg ved at det er lavet med kærlighed, men det er også lavet for, at hun kunne holde angsten på afstand. Som en der, især tidligere, selv har levet med angsten, så betyder det noget ganske særligt for mig. Det er en måde for os at se på hinanden, selvom vi aldrig har mødtes, og sige 'Jeg forstår hvad du mener'. Det er et hemmeligt sprog, hvor man skaber skønhed fra alt det som gør ondt, og gør nytte af det ubrugelige