søndag den 20. august 2017

Ferieuge

Kæresten og jeg har lige holdt en uges ferie, så betyder det, at jeg nu er udhvilet og klar til at tackle et nyt skoleår med højt humør og gå-på-ånd? Absolut ikke. Jeg er bagud med alle mine arbejdsopgaver, jeg opdager tit at jeg bare står og glor tomt ind i væggen og jeg har et 'akut' anfald af stresbumser.

Fortryder jeg, at jeg ikke bare blev hjemme og lavede ingenting? Absolut ikke. Det er nemlig ikke al lærdom man kan få fra en bog. Nogle ting lærer man kun ved at besøge steder man aldrig har været før, gå lange ture, besøge historiske steder, spise pomfritter fra en havnegrill, høre god musik under åben himmel, rode i bunker af sten efter forsteninger,læse en god bog efter eget valg, tage billeder af en Batmanfigur der bliver angrebet af en krabbe, presse sig helt op foran scenen til en koncert og bruge tid med et menneske man holder rigtig meget af.

Er jeg da så i det mindste blevet enormt meget klogere? Ikke spor. Jeg har selvfølgelig lært lidt hist og her, men i det store og hele  forbliver jeg den samme klodsede tosse som jeg altid har været. Case in point, det lader til at jeg endnu engang har problemer med universitetet, denne gang fordi jeg selv har glemt at fornye en ansøgning om forlænget studietid, fordi jeg føler, at det har jeg jo lige gjort, så det kunne da umuligt allerede være tid at gøre igen.

Fredericia
Langeland
Patti Smith på Sostrup Slot

søndag den 6. august 2017

Hvor går man hen når man blir vred

Hvis der er en ting de fleste ved om aspergere, så er det, at de kan have nogle helt forfærdelige vredesudbrud, og det er der også mange der kan, men det er bestemt ikke alle.

Jeg har selv enormt svært ved at blive vred. Ikke forstået sådan, at det er svært at fremprovokere følelsen af vrede hos mig. Jeg har derimod svært ved at håndtere sådanne følelser. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem vrede og frustration. Jeg er usikker på hvilke reaktioner der er passende ved følelsen af vrede. Jeg føler mig usikker omkring hvornår det er i orden at føle vrede og hvornår man lige bør tage at slappe lidt af. Jeg er bange for at komme til at vise vrede på et tidspunkt, hvor det kan virke upassende. Jeg er bange for om folk vil hade mig, hvis jeg kommer til at vise vrede på et upassende tidspunkt. Jeg er især bange for at folk ser mig vred, og at det viser sig, at jeg tog fejl, og at der ikke var noget at blive vred over. Jeg er bange for, hvad der ville ske, hvis det skete. 

Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at blive vred. Jeg kan blive vred over små ting, som når for eksempel min computer driller, eller over store ting, som når ILVA for tredje gang levere den forkerte sofa. Hvad der generelt sker når jeg bliver vred er, at jeg kommer med en kort lyd der prøver at udtrykke min utilfredshed, men derefter trækker jeg mig ind i mig selv og bliver stille og meget meget træt. 

I dag er jeg heldig at have Kæresten at tale med, når noget har gjort mig vred, men  alligevel kan jeg ligge om aftenen og komme i tvivl om, om mine følelse af vrede nu også var berettiget. Jeg ligger og vender episoden om og om igen, og til sidst er jeg helt forvirret omkring hvad der egentlig skete, eller om jeg bilder mig noget ind. Jeg bliver mere og mere anspændt og angst. Det føles som om der sidder et lille skrig inde i mig der hamrer løs i brystet på mig for at komme ud. Jeg bliver vred på mig selv, for hvis jeg nu ikke var blevet vred, så havde der ikke været noget at være i tvivl om. Det er alt for let at hade sig selv når det er mørkt og stille og man ikke har gang i 1000 ting der kan distrahere én.

Jeg ved endda, at jeg er heldig. Igennem min sygdom, måske endda en af grundende til den var, at jeg var så forfærdeligt bange for at vise min vrede. Problemet var bare at jeg var vred. Jeg var meget vred. Jeg prøvede at sulte vreden væk, men jeg blev bare endnu mere vred, og jeg følte hele tiden at jeg var ved at eksplodere. Nogle gange skete det at jeg eksploderede, eller bare kom men den mindste lille bitte antydning af utilfredshed, og så kom angsten, angeren og selvhaddet.

I dag kan jeg i det mindste sove på det og vogne op til en mere eller mindre normal dag.

søndag den 30. juli 2017

Når ferietid kan være en god tid

Ferietid er bedst, når man har noget, man kan holde ferie fra. Jeg husker ikke, at jeg som skolebarn havde nogen alvorlige problemer med ferietiden. Det skete sikker ofte, at jeg kedede mig, og jeg husker også, at mine forældres planer for gåture eller museumsbesøg ikke altid faldt i min smag. Måske ser børns ferie anderledes ud, nu da der sendes børnetv hele dagen alle dage, men kedsomhed vil der nok altid være. De kloge hoveder siger, at det er sundt at kede sig.

Det bedste ved ferierne var dog at slippe væk fra skolen, især når skolen  kunne føles som en lang række af nederlag og fiaskoer. Hvilken form ens nederlag tog er forskellig fra person til person, om det var fagligt eller socialt eller lidt af det hele. Jeg ved ikke om det gør nogen forskel. Jeg husker bare hvilken følelse af frihed det gav, når man ikke hver dag skulle vågne med udsigt til endnu et nederlag, endnu en fiasko.

Tingene ændrede sig dog markant i 2007, da jeg for alvor blev syg. Det blev efterhånden alt for tydeligt, at skolen ikke var der hvor mit nederlag lå, men derimod noget inde i mig selv. Jeg var blevet for syg til at fortsætte på studiet, og i denne evige 'ferietilstand' blev ferien en plage. Jeg har før beskrevet hvordan sommerferien i denne periode voldte mig store kvaler, så jeg vil ikke dvæle så meget ved det her, men hvis du er interesseret må du meget gerne læse mere HER.

Der begyndte dog at ske en ændring for mig, der startede i 2012, da jeg igen startede på universitetet, og fortsatte da jeg mødte min kæreste. I dag har jeg en ferie, som jeg altid havde forestillet mig at ferier skulle være. Lange trætte dage hvor man ikke laver noget andet end at se ud på regnen. Travle dage med venner og familie, besøgende museer, forlystelsesparker og koncerter. Andre dage hvor man tager en bus langt ud på landet og begynder at gå for så at tage bussen hjem fra en anden by adskillige timer senere.

Der er dage, hvor jeg bekymrer mig for om min hjerne begynder at forvandle sig til mos, og at jeg derfor slet ikke vil være i stand til at lave noget fornuftigt når nu studiet starter igen til september. Jeg tvivler dog på, at dette er nogen speciel unik bekymring.

søndag den 16. juli 2017

Problemer med sofalevering


Jeg vil gerne skrive om en af de ting i hverdagen som kan være enormt forvirrende, og denne gang tror jeg ikke at det har noget med autisme at gøre. Jeg tror at denne sag er noget der vil kunne forvirre og frustrere alle mennesker.

Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle dele denne historie mens sagen endnu kører, but here we go.

Min kæreste og jeg har længe ledt efter en sofa, men det var svært, for vi havde begge to meget specifikke krav. Til sidst lykkedes det dog at finde en vi begge kunne lide I ILVA. Vi havde hørt dårligt om ILVA og især om deres evne til at levere varen, men vi tænkte, at måske var vi heldige, og desuden var det virkelig en rigtig lækker sofa. Vi købte den, men udtrykte tydeligt vores bekymring for de rygter vi havde hørt.

Efter købet måtte vi vente ca 1½ måned på at få den leveret. Det er ikke noget de bare har, varen skal bestilles, produceres og sendes til Danmark. Dagen for levering kom, men ups. Vi havde købt en hjørnesofa, men den sofa de kom med var spejlvendt i forhold til hvad vi havde bestilt (de to sider er ikke end, derfor kunne man ikke bare vende den 90∘).Sofaen blev sendt tilbage og vi fik udbetalt en leveringsgaranti på 10%.

Vi måtte så vendte 1½ måned på at vores sofa blev bestil, produceret og sendt til Danmark, men da den kom var sagen ikke bare, at den igen var forkert, men at den igen var forkert på præcis samme måned som sidst... Det er så her vi står nu.

Alt dette er selvfølgelig meget frustrerende, men når man begynder at tænke over det, bliver det samtidig enormt forvirrende. Man har lyst til at skælde ud på nogen, men fragtfolkene er blevet hyret af lageret, og lageret er blevet hyret af ILVA, og ingen af dem har reelt noget med hinanden at gøre, og spørgsmålet om hvem der bærer skylden bliver pludselig et meget abstrakt spørgsmål.

Fragtfolkene kunne fortælle, at når nu en sofa sendes tilbage, bliver den ikke solgt som brugt eller noget andet fornuftigt, den bliver bare smidt ud. Alligevel ville leveringsfolkene blive pålagt en ret betydelig bøde, hvis de tilbageleverede den nu udpakkede sofa, og den var blevet beskidt på tilbagevejen. Altså de skulle betale for at der var kommet lidt snavs på en kasseret vare der alligevel bare ville blive smidt ud. Det er ikke fordi det undrer mig enormt meget, at det er sådan. Jeg ved jo godt at pengene styrer sagerne. Denne tanke er dog også forvirrende, for hvis pengene virkelig var så vigtige, ville det så ikke have været meget nemmere bare at levere den rigtige vare til at starte med?

Jeg lånte flyttefolkene en rulle gaffatape så de kunne pakke sofaen ind igen, og sagde, at de bare skulle tage så meget de skulle bruge.

søndag den 9. juli 2017

Til mine kære læsere

Kære Læsere.

Til september har jeg skrevet denne blog i seks år, og i den tid har indlæggene taget forskellige former. Da jeg startede, fungerede den nærmest som en dagbog, men gik efterhånden over til at være mere emnebaseret ud fra hvad jeg gik og oplevede. I takt med at jeg har fået det bedre er der dog sket det, at når problemerne træder i baggrunden, så tænker jeg mindre over deres eksistens. Jeg vil rigtig gerne skrive en masse velovervejede oplæg om hvordan aspergeroplevelsen kan variere alt efter hvordan man har det, men jeg har brug for JERES hjælp til hvad jeg skal skrive om.

Hvilke små eller store problemer går I og kæmper med til dagligt? Hvad vil I gerne vide mere om? Intet emne er for småt eller fjollet til at blive givet en chance, for det et tit de små ting der kan drive én til vanvid, men det er sjældent dem der bliver beskrevet i bøgerne.

Jeg vil være enormt glad hvis I vil hjælpe mig. I kan enten skrive en kommentar her nedenunder, eller I kan gå til min facebookside HER.

Eller måske synes I at det er på tide, at jeg stopper. Da jeg startede denne blog for snart 6 år siden, var jeg en af ikke særlig mange. I dag er der langt flere der enten skriver eller filmer deres oplevelser med aspergers, så måske min relevans er udløbet?

Jeg håber i hvert fald at høre fra rigtig mange af jer. På forhånd tak.

Hjertelig hilsen
Asperger-pige
Linda

søndag den 2. juli 2017

Bøgernes biprodukt

Jeg har efterhånden skrevet en del blogindlæg om min kærlighed til gamle bøger, men bøgerne har et andet papirbaseret biprodukt, som jeg også render rundt og har lidt sjov med. Nogle gange, når jeg er ude og se på bøger, falder jeg over hele samlinger af glansbilleder eller billeder af gamle filmstjerner,. Andre gange står jeg med en bog der er så ødelagt, at den ikke står til at redde, så ser jeg den igennem, for at se, om der er nogle af bogens enkeltdele, som vil kunne genbruges. Eller rettere, så håber jeg, at de kan genbruges, for ærlig talt, så vokser min papirsamling lidt for hurtigt.

Det sjove ved mange af disse papirting er, at ikke alene er de sjove sådan som de er, men de er også glimrende til at bruge til små kreative projekter.

Disse billeder er billeder jeg har haft lidt sjov med og 'forbedret' lidt på



Disse to landkort er forsiderne på nogle kasserede bøger:



Ord fra en kasseret bog:


Illustrationer fra en kasseret bog:


I bunken med billeder af gamle skuespillere fandt jeg dette fantastiske billede af en topløs Ronald Regan fra før han blev præsident (nammenam):


Blandt glansbillederne er denne indianske St Sebastian blandt mine yndlings:



søndag den 18. juni 2017

Realistiske forventninger

Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.

Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.

Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.

Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt

søndag den 11. juni 2017

Produktiv sommer?

I søndags afleverede jeg min eksamensopgave, og selvom der gør mig nedtrykt at vide hvor dårlig den blev, så burde jeg i det mindste kunne glæde mig over, at jeg nu har sommerferie. Faktisk har jeg sommerferie i hele tre måneder, hvilket er ret lang tid, for lang tid til udelukkende at slappe af. Med så lange ferier, føler jeg mig på en måde forpligtet til at gøre noget konstruktivt med min tid. Det er sikkert udelukkende en følelse jeg pålægger mig selv, og så længe jeg ikke overanstrænger mig, tænker jeg på det som en god ting. Ud over at få slappet af, kan det jo også være sundt at holde sig lidt igang.

Det er faktisk sådan hver sommer, at jeg kaster mig over et eller fag jeg kan gå og snuse lidt til, så tiden og lysten er til det. Sidste sommer var det matematik og året før kinesisk, men i år havde jeg tænkt på noget mere praktisk. Jeg arbejder i en antikvarboghandel, så jeg får tit fat i gode bøger der er ved at falde fra hinanden, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lære at reparere og indbinde bøger.

Lige nu sidder jeg på mit og Kærestens bibliotek og ser rundt på nogle af de flotte gamle bøger vi har og tænker, at det er noget lidt i den stil jeg gerne vil lave, men selvfølgelig er det i første omgang noget mere beskedent jeg vil give mig i kast med. I første omgang handler det mest om at redde bøger der ellers ville blive smidt ud, og måske, hvis jeg er flittig, kan jeg med tiden komme frem med et resultat der ligefrem ser godt ud. Jeg har dog al for stor respekt for bogbindere til at tro, at jeg med et par enkelte youtubevideoer og en sommerferie kan producere et mesterværk.

En motivation for mig til at lære at reparere bøger er, at jeg har en stor forkærlighed for gamle børnebøger, og de er tit ekstra slidte, så hvis de skal kunne sælges videre til næste generation af børn, så kræver det lige lidt arbejde først. Bøger er ligesom med legetøj, de er til for at blive brugt.

søndag den 28. maj 2017

præstevielse

Jeg har lige været i Viborg hvor en af mine studiekammerater skulle præstevies. Det var selvfølgelig i den danske folkekirke, men på en dag som i dag betyder det ikke noget. Normalt skal jeg nok være den første til at fyre dårlige vittigheder af om protestanter, men ikke i dag. I dag handler det ikke om vore forskelle men om vores venskaber. Måske synes jeg til daglig at protestanter er tossede, ligesom de synes at jeg er godt skør ("de er skøre de romere"). I dag ved jeg ikke andet end, at en god og oprigtig person har fået et hverv som han tror på, og hvor han kan gøre nytte. I dag mødte jeg op og sad i kirken for at vise min støtte og min tillid. Livet er fuld af dage hvor vi kan være idealister og stædigt stå fast på det vi tror på, og jeg mener bestemt ikke at det udelukkende er en dårlig ting (ud over måske det med stædigt) for hvis vi aldrig var uenige, hvordan skulle vi så kunne tage ved lære af hinanden. Vi har brug for et ståsted her i livet, og vi har brug for en måde at forstå verden i forhold til os selv. Og så er der andre dage hvor vi bare har brug for at være venner, dage hvor det kan være alt for hårdt at stå på egne ben, men hvis man kun kan være venner med dem der er præcis som én selv, så kan man hurtigt blive meget ensom.

Desuden var det lidt at opleve Viborg Domkirke i funktion. Det er klart en af landets smukkeste kirker, og jeg har været der og set den som turist flere gange, men en kirke er mere end bare et museum, og at se på den er kun et lille del af billedet. For rigtigt at opleve en kirke, må man opleve den i funktion.

søndag den 21. maj 2017

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

søndag den 7. maj 2017

Om at være en læser

Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.

Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.

Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle  hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.

Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".

søndag den 30. april 2017

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

søndag den 23. april 2017

Ufokuseret

Jeg har på det seneste været lidt ustabil i at lægge indlæg op på bloggen. Jeg beklager rigtig meget. April har været en meget travl måned for mig og alle mine sædvanlige rutiner har været sat ud af kraft. Det er ikke noget der går ind og ødelægger min hverdag. Jeg føler mig stadig rask og glad. Det gør derimod, at når jeg prøver at tænke over hvad jeg gør eller på hvad jeg gerne vil, så føles mit hoved tungt og mine tanker tågede. Det meste af min tankekapacitet går på holde rede på de ting der skal gøres. Jeg kan bruge en hel time om aftenen på at få styr på næste dag og finde ud af hvornår jeg kan træne, købe ind og læse lektier.  Jeg lægger mine planer, bliver i tvivl, lægger dem om, fortryder og ender med at opgive mindst en af opgaverne. Der er mange ting jeg ender med ikke at få gjort fordi jeg ikke kan få det passet ind. Andre ting vælger jeg at ignorere for at undgå at skulle tage stilling. At tage stilling betyder at bruge en masse energi, og det orker jeg ikke.

Jeg føler mig ikke stresset. Stresset er når det kommer så vidt, at man bliver syg af det og man får svært ved at fungere i det daglige. Jeg fungerer, selvom det selvfølgelig er på et nedsat energiniveau. Hvad jeg er føles mere bare som ufokuseret. Jeg har gang i 117 forskellige ting og gør derfor ingen af delene særlig grundigt. Spørgsmålet er dog, om det er for mange ting jeg har gang i eller om mit manglende overskud bare går ud over alle de ting jeg har gang i.

Det gør mig lidt nedtrykt at se hvordan hovedparten af alt hvad jeg gør være gjort halvhjertet. Det føles lidt som om, at jeg måske bare ikke er god nok til at gøre tingene ordenligt.

søndag den 9. april 2017

Endelig ferie?

Jeg ved ikke om jeg skal være glad for at det er ferie. På den ene side er jeg helt klart glad, woohoo, ingen lektier, ingen forpligtelser, den befriende følelse at vide, at man har ferie. Men når jeg ser på kalenderen kan jeg godt se, at jeg i virkeligheden ikke får spor mindre travlt. Min april er et kaos af aftaler og forårsfornemmelser. Der ligger bunker af emails og venter på mig, hvoraf nogle af dem faktisk er temmelig vigtige. Der er familiearrangementer i tre forskellige grene af familien hvortil der skal arrangeres transport, beklædning og ikke mindst gaver. Tiden bliver ikke mindre knap af, at nogle af disse gaver er bøger som jeg gerne lige vil nå at læse selv først før jeg pakker dem ind. Jeg trænger desperat til en pæn kjole, men jeg lever i let skjult frygt for prøverummenes nådesløse belysning.

Jeg har lige været i Lalandia med en veninde og hendes små børn. Jeg elsker de små krudtugler, men det er tre dage siden jeg kom hjem, og jeg føler mig stadig ør i hovedet af udmattelse. Jeg elsker børn, men mit forhold til dem fra de første par timer at være "ih, hvor er de bare nuttede, jeg vil også have en", til at være "åh Gud, hvor er jeg træt, kan der ikke lige komme noget i fjernsynet der kan paralysere dem i et par timer". Det hjalp da heller ikke, at den 3-årige nikkede mig en skalle den første aften. Der var ikke nogen egentlig grund til at han gjorde det, han var bare træt og hans motorik ikke så god. Dagen efter var jeg ved at komme alvorligt til skade på en vandrutchebane, hvor jeg ufrivilligt tog turen ned med hovedet først og stængerne i vejret, hvorefter den 5-årige blev sur fordi jeg var kørt ned uden hende.

Studierne ligger også og presser sig på. I dette semester har jeg kirkehistorie om oldkirken og middelalderen, hvilket jeg finder enormt spændende, men alligevel har det været svært for mig at finde motivationen. Det er egentlig ikke noget der haster. Min eksamen ligger først sidst i maj, først i juni, men efter over 20 års skolegang er dårlig samvittighed over manglende lektielæsning lige så indgroet en del i min personlighed som at bruge sarkastiske bemærkninger i defensive situationer.

Slutteligt har jeg på arbejde tusindvis af nye ideer og projekter jeg gerne vil prøve af, hvoraf ingen har nogen egentlig effekt, men heldigvis er jeg så ny i faget, at det ikke kan tage modet fra mig.

søndag den 2. april 2017

Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

søndag den 26. marts 2017

Handleplan og eksistentiel krise

Nu er det igen tid til at indsende en handleplan til kommunen.

Til dem der ikke ved hvad en handleplan er, så kan jeg fortælle, at der er en eksistentiel krise i koncentreret form. Det er et stykke papir hvor man på få punkter formuleret som målsætninger skal redegøre for hvad man vil med sit liv.

Generelt har jeg prøvet at holde en hvis ironisk distance til disse ting. Jeg forstår udmærket, at når kommunen betaler for den hjælp jeg får, så skal de også have noget papir på, at hvad pengene bliver brugt på. Den del accepterer jeg, men der ligger en dyb rædsel i mig for sådanne spørgsmål om fremtiden. Jeg ved at det kun er beregnet til at holde det bureaukratiske maskineri igang, men sådan en handleplan sætter altid en følelsesmæssig lavine i gang hos mig. En målsætning der bliver skrevet i handleplanen kunne måske lyde "jeg vil arbejde på at blive mere selvstændig i forhold til at klare mig i hverdagen", men indvendig runger det kæmpe store spørgsmål; HVAD VIL DU MED DIT LIV?

Jeg har altid haft det svært med handleplaner, men der er nu kommet et yderligere punkt til, så fra nu af skal man også dokumentere, at man har arbejdet på at nå sine målsætninger, men hvad nu hvis jeg ombestemmer mig? Eller der dukker noget vigtigere op som jeg bliver nødt til at få styr på først? Hvad betyder et mislykket forsøg? Kan man dumpe i sin handleplan? Ville det betyde at man dumper i tilværelsen? Ville det ikke betyde at jeg ikke er god nok som person? HVEM ER JEG OG HVAD SKAL JEG I DET HELE TAGET STILLE OP MED MIT LIV?

Pædagogerne siger, at sådan skal jeg overhovedet ikke tænke på det, men det nytter ikke noget. Det er nu engang sådan min hjerne er skruet sammen. Det eneste der gør en forskel er, om jeg er stærk nok til at stå imod disse overvejelser. Jeg synes stadig at det er en rædselsfuld proces at gå igennem, men der var engang hvor det ville kaste mig ud tvivl og selvbebrejdelser, som jeg ikke var i stand til at håndtere.

Når nu jeg ikke bare kan lade være med at tænke på disse ting, ville jeg ønske at jeg også kunne få muligheden for at diskutere det med nogen, hvilket er en af årsagerne til, vi har ansøgt kommunen om nogle få ekstratimer hos min tidligere psykolog, men vi bliver mødt fra kommunens side med total tavshed, hvilket skaber en stor angst hos mig, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal tænke om det. Hvis jeg fik et afslag eller en besked om ting der manglede i min ansøgning ville der været noget at arbejde med.

søndag den 12. marts 2017

Blodig weekend

I torsdags fik jeg fjernet en generende 'klump' af arvæv fra underlivet. Det var et mindre indgreb der ikke tog mere end et par minutter. Der havde i forvejen været foretaget en prøve for at vi kunne være helt sikre på, at det ikke var noget mere skadeligt end bare arvæv, men prøverne så absolut fine ud. Lægen og sygeplejersken havde været meget omhyggelige med at sikre sig at jeg forstod dette, men jeg havde nu aldrig været i tvivl om at det skulle være andet. 

Hvad de derimod ikke talte om var hvad der skulle ske efter indgrebet, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg bare skulle gøre som jeg plejede. Hvad de måske ikke og jeg overhovedet ikke havde overvejet var, at det måske var et harmløst lille indgreb, men at placeringen gjorde det umuligt at forbinde efter at det var syet, og at mine bens bevægelser og friktion fra tøjet  gav en stor belastning på såret.

Det gik da hverken værre eller bedre end at jeg om eftermiddagen måtte til lægen og have brændt og syet såret igen fordi det var gået op. Jeg har derfor måttet tilbringe det meste af min weekend i sengen med en bog og andre stille beskæftigelser, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan klage over.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for om lægen burde have advaret mig, eller om han umuligt kunne have vidst at jeg som tidligere selvskader har en dyb ligegyldighed overfor sår. To sting? Pfff, det er ingenting, nærmest bare en hudafskrabning. Ingen grund til at det skulle få mig til at ændre adfærd. Den eneste grund til at jeg overhovedet overvejede at få det syet igen om eftermiddagen var, at jeg da havde blødt igennem to par trusser og et par jeans, og det begyndte at blive upraktisk. Jeg ved godt at det er idioti, men selvskaden har sat ting ind i et perspektiv, som det måske ikke burde sættes i, men perspektivet sættes af ens tidligere oplevelser, og ligegyldigt hvor langt tilbage selvskaden kommer, vil det stadig have været en del af mit liv.

søndag den 5. marts 2017

Min fantastiske humor

På det sidste har jeg flere gange nævnt Instagram her på bloggen. Til dem der ikke ved hvad det er, så kan det beskrives som et socialt medie, hvor man kommunikerer sine interesser med billeder frem for ord. Jeg elsker ord, men jeg kan også godt lide denne billedkommunikation, fordi man i langt højere grad kan kommunikere over landegrænser og sprogberriere.

Jeg vil derfor bruge dagens blogindlæg på at vise min fantastiske humor fra mere visuel side end normalt.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den


Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den




Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den

søndag den 26. februar 2017

I'm that kind of girl

Jeg er den type pige for hvem den perfekte gave er en god bog og et par uldsokker med pingviner, og det var lige nettop hvad Kæresten gav mig. Jeg har nemlig fødselsdag i dag. Jeg fylder 32. Jeg blev fejret onsdag, igår og idag, så jeg er efterhånden lidt udmattet.

Der har været så mange ting på det sidste med eksaminer og studiestart, og samtidig har jeg også fået en masse anmodninger om fødselsdagsønsker, og det har været helt vildt svært at finde på noget at sige. Jeg har slet ikke kunnet samle tankerne om det, og mest har jeg bare haft lyst til at sige nej tak til alt der har med gaver at gøre. Jeg sagde det dog ikke, for jeg vidste godt, at det var en løgn. Jeg ville i virkeligheden blive enormt skuffe, hvis jeg ingenting fik. Det jeg ville var bare ikke at skulle tage stilling til det.

Langt hen af vejen fandt vi en løsning med pengegaver, så jeg selv i fred og ro kan få købt nogle ting jeg kan blive rigtig glad for, og jeg begynder at få nogle vage ideer om hvad det skal være, men lige nu ønsker jeg nok aller mest bare at komme hjem til mig selv og lave ingenting og sove i min egen seng, og måske undlader jeg ligefrem at lave lektier til på tirsdag, og får derved en halv ekstra fridag til at lave ingenting, men det er kun måske, for jeg har kirkehistorie i dette semester,og det er faktisk rigtig spændende.

søndag den 19. februar 2017

Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den

søndag den 12. februar 2017

En afslutning???

I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.

Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.

Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier

mandag den 6. februar 2017

Klar til næste eksamensproblem

Med min eksamen i Gammel Testamente vel overstået og et nyt semester påbegyndt er det ved at være tid til at få styr på den næste eksamen der venter mig. Her i midten af måneden skal jeg til en skriftlig eksamen i valgfag "Synd og sundhed". På grund af alle mine problemer med studienævnet er det i teorien min tredje og sidste eksamensforsøg selvom det i praksis er mit første. Selvom det er både forvirrende og irriterende, så er det dog ikke noget der stresser mig unødig meget. Jeg har ingen grund til at tro at jeg ikke ville kunne bestå, og selv hvis jeg af uransagelige årsager dumper, så har jeg ret god sag til ansøgning om endnu et forsøg.

Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.

Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.

For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...

søndag den 29. januar 2017

En vigtig lektie angående eksamener

Det vigtigste først. Hvordan gik det med med eksamenen? Det gik rigtig godt, jeg fik 12. Det er det første 12-tal jeg har fået til en ikke sprogeksamen, og jeg er selvfølgelig ganske stolt, men mest er jeg bare træt og kan ikke helt overskue at jeg allerede starter næste semester på tirsdag.

Jeg har aldrig rigtig været en af de personer der frygtede eksamener, men jeg har heller ikke rigtigt været en af dem der var god til at gå til dem. Ofte har det været sådan, at jeg egentlig vidste en helt masse, men at kommunikationen med læreren var så vanskeligt, at jeg kun kom derfra med et middelmådigt resultat. Denne gang tror jeg dog, at jeg er ved at gennemskue hvad sådan en eksamen egentlig går ud på. Tidligere har jeg altid brugt mine læseferier på at læse en helt masse, bare proppe hovedet med al den information det overhovedet var muligt at proppe derind. Ofte resulterede det i, at jeg egentlig slet ikke havde styr på den viden jeg havde derinde. Når jeg så sad ved eksamensbordet var det vanskeligt at fremkalde de rigtige informationer i den rigtige rækkefølge, og det kunne også være rigtig svært at tage de informationer og formulere dem til en forståeligt sammensat sætning.

Denne gang gjorde jeg noget helt andet. Egentlig skyldtes det at jeg var alt for udmattet til at læse så meget som jeg plejer, men det viste sig at være godt det samme. Jeg tog simpelthen alle mine noter, som jeg har taget i løbet af året og gik dem igennem. Jeg gik i gang med at renskrive og omorganisere dem fra en ende af, fjernede alle irrelevante informationer og havde kun mine bøger fremme, når der var noget jeg ikke lige forstod. Og så var det egentlig det. Jeg brugte en del tid på nogle oversættelser jeg ikke havde nået i løbet af året, men ellers var det den letteste og mest kedelige læseferie jeg nogensinde har haft.

Når jeg ser tilbage på det jeg har lært virker det egentlige helt enormt åbenlyst. Læreren underviste i det vi havde læst, og læreren lavede eksamensspørgsmål til det vi havde læst og som hun havde undervist i. Jeg er en lille smule skuffet over at jeg ikke har indset det noget før. Det kan selvfølgelig nogle gange være lidt mere kompliceret, men jeg ser frem til at klare mine fremtidige eksamener lettere og bedre, og prøver at glemme alle de kræfter jeg tidligere har spildt.

søndag den 15. januar 2017

Stres med og uden selvhad


På grund af eksamenslæsningen er der ikke noget egentligt indlæg i dag, til gengæld får I her et par billeder af hvordan jeg fiser den af i stedet for at lave noget fornuftigt, hvilket desuden er en af grundende til at jeg kommer endnu mere bag ud med læsningen, hvilket gør mig endnu mere stresset ect ect. Jeg prøver dog at sige til mig selv, at det er en god nok stres, for det er udelukkende pensum og universitetsadministrationen jeg kæmper med, hvorimod jeg for bare nogle år siden samtidig måtte kæmpe med mit eget selvhad og alle de bebrejdelser jeg kastede ned over mig selv fordi jeg ikke var klogere, ikke arbejdede lidt hårdere og ikke lige gjorde det alt sammen mens jeg prøvede at opretholde en rigid sulturkur.


søndag den 8. januar 2017

nye problemer med universitetet

Kender I det, når ens computer er så fuld af alt muligt rod, at den bliver langsom og ubrugelig? Når den står og snurrer i det uendelige over selv den mindste opgave og går i stå, så man mister tålmodigheden og trykker på start-knappen for at slukke for lortet? Det er lidt sådan min hjerne føles for tiden.

Da jeg før jul fik godkendt min ansøgning om nedsat studieaktivitet hos studienævnet troede jeg, at nu kunne jeg tage tage en smule ferie med en følelse af ro i sindet. Nogle gange kan jeg være så naiv, at det gør helt ondt. 1. januar kom med sin sædvanlige lade følelse af træthed og tømmermænd, og jeg gik på nettet for at tjekke mine eksamenstider. Der var sket en fejl med noget forøget tid til forberedelse der ikke var blevet regnet med, men pyt, en hurtig email, og så var den sag ude af verden, og jeg lænede mig tilbage i sædet med et glas cola og tænkte allerede på andre ting. Det første lille problem ledte dog videre til et andet lille problem der igen ledte videre til et langt større problem, og vi var endnu ikke kommet længere ind i det nye år end til 3. januar.

Hvor stort problemet egentlig er har jeg meget svært ved at overskue. Men selv hvis det i sig selv ikke er det største problem, så er det tyngden af bølge efter bølge af problemer der begynder at køre mig ned. Jeg har sikkert styrke nok til at klare også dette problem, hvis jeg da kunne være sikker på, at dette er det sidste, men jeg stoler ikke længere på dem, og tanken om at rækken af problemer vil fortsætte i det uendelige giver mig lyst til at smide håndklædet i ringen og bare droppe det hele.

Jeg orker det ikke længere, for ved siden af min fortsatte kamp med universitetsadministrationen sidder jeg også med eksamenslæsningen. Eller rettere, så BURDE jeg sidde med eksamenslæsningen. Jeg prøver, men jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de få ting det lykkes mig at få læst.

søndag den 1. januar 2017

2016 et godt år

Så er det nu at jeg burde komme med en lang tirade om hvilket frygteligt år 2016 var. Måske skulle jeg lave en sjov tegning om hvor smadret jeg så ud i slutningen af dette forfærdelige skæbneår. Det er i hvert fald sådanne ting nettet er fyldt med i disse dage.

Jeg er ikke helt sikker på hvad der kvalificerer 2016 som et særlig dårligt år. Om det er de mange mennesker på flugt, det store antal af dødsfald blandt vores stjerner eller om det er en mere personlig vurdering.

Selv har jeg egentlig haft et ganske udmærket år. Jeg er flyttet sammen med min dejlige Kæreste, jeg har læst en masse bøger og jeg har fået et job hvor jer kan gå og nusse med en masse bøger. Det er sandt, at jeg har haft en del problemer med universitetet, både med politikernes nye fantasifulde krav og med administrationsbeurokratiet, og selvom det selvfølgelig var pisse irriterende, så kunne det på ingen måde indgyde mig den samme rædsel som de ting jeg tidligere har måttet kæmpe med.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have haft et godt år, og jeg tror ikke at nogen ville forvente det af mig. De fleste jeg kender ved også, at jeg haft rigeligt med dårlige år. År hvor nytår bragte skam og uro. Nytår var mere end alle andre øjeblikke skæringspunkt imellem en forfejlet fortid og en håbløs fremtid. Et helt år der var gået med bare at overleve. Hovedet fuld af umulige håb og løfter om et nyt år der skulle være bedre, og bevidstheden om, at det ville ikke komme til at ske.

Siden jeg var barn har mit nytårsforsæt altid været at holde op med at ryge, skønt jeg aldrig har røget så meget som en eneste cigaret, for så var det så nemt at holde. I de dårlige år havde jeg dog hundrede hemmelige løfter, tabe mig, tabe mig, tabe mig... og i løbet af det næste ville jeg tabe mig og tage på i en evigt svingende kurve, og når året var omme ville det uanset vægten føles som et nederlag, for det svært at føle sig glad og tilfreds når man er sulten hele tiden.

I år gik nytårsaften uden de store begivenheder, og det var hugget, varmt og trygt. Jeg har ingen løfter til mig selv for det næste år, ingen frygt for ikke at være god nok.