Hvor går man hen når man blir vred

Hvis der er en ting de fleste ved om aspergere, så er det, at de kan have nogle helt forfærdelige vredesudbrud, og det er der også mange der kan, men det er bestemt ikke alle.

Jeg har selv enormt svært ved at blive vred. Ikke forstået sådan, at det er svært at fremprovokere følelsen af vrede hos mig. Jeg har derimod svært ved at håndtere sådanne følelser. Jeg ved ikke helt hvor grænsen går mellem vrede og frustration. Jeg er usikker på hvilke reaktioner der er passende ved følelsen af vrede. Jeg føler mig usikker omkring hvornår det er i orden at føle vrede og hvornår man lige bør tage at slappe lidt af. Jeg er bange for at komme til at vise vrede på et tidspunkt, hvor det kan virke upassende. Jeg er bange for om folk vil hade mig, hvis jeg kommer til at vise vrede på et upassende tidspunkt. Jeg er især bange for at folk ser mig vred, og at det viser sig, at jeg tog fejl, og at der ikke var noget at blive vred over. Jeg er bange for, hvad der ville ske, hvis det skete. 

Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at blive vred. Jeg kan blive vred over små ting, som når for eksempel min computer driller, eller over store ting, som når ILVA for tredje gang levere den forkerte sofa. Hvad der generelt sker når jeg bliver vred er, at jeg kommer med en kort lyd der prøver at udtrykke min utilfredshed, men derefter trækker jeg mig ind i mig selv og bliver stille og meget meget træt. 

I dag er jeg heldig at have Kæresten at tale med, når noget har gjort mig vred, men  alligevel kan jeg ligge om aftenen og komme i tvivl om, om mine følelse af vrede nu også var berettiget. Jeg ligger og vender episoden om og om igen, og til sidst er jeg helt forvirret omkring hvad der egentlig skete, eller om jeg bilder mig noget ind. Jeg bliver mere og mere anspændt og angst. Det føles som om der sidder et lille skrig inde i mig der hamrer løs i brystet på mig for at komme ud. Jeg bliver vred på mig selv, for hvis jeg nu ikke var blevet vred, så havde der ikke været noget at være i tvivl om. Det er alt for let at hade sig selv når det er mørkt og stille og man ikke har gang i 1000 ting der kan distrahere én.

Jeg ved endda, at jeg er heldig. Igennem min sygdom, måske endda en af grundende til den var, at jeg var så forfærdeligt bange for at vise min vrede. Problemet var bare at jeg var vred. Jeg var meget vred. Jeg prøvede at sulte vreden væk, men jeg blev bare endnu mere vred, og jeg følte hele tiden at jeg var ved at eksplodere. Nogle gange skete det at jeg eksploderede, eller bare kom men den mindste lille bitte antydning af utilfredshed, og så kom angsten, angeren og selvhaddet.

I dag kan jeg i det mindste sove på det og vogne op til en mere eller mindre normal dag.

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

Klar til næste eksamensproblem

Med min eksamen i Gammel Testamente vel overstået og et nyt semester påbegyndt er det ved at være tid til at få styr på den næste eksamen der venter mig. Her i midten af måneden skal jeg til en skriftlig eksamen i valgfag "Synd og sundhed". På grund af alle mine problemer med studienævnet er det i teorien min tredje og sidste eksamensforsøg selvom det i praksis er mit første. Selvom det er både forvirrende og irriterende, så er det dog ikke noget der stresser mig unødig meget. Jeg har ingen grund til at tro at jeg ikke ville kunne bestå, og selv hvis jeg af uransagelige årsager dumper, så har jeg ret god sag til ansøgning om endnu et forsøg.

Det der stresser mig ved denne eksamen er, at det endnu ikke er blevet afgjort hvor lang tid jeg har til den. Op til nu har det været sådan, at jeg havde en automatisk forøgelse af tid på 50%, men ud af det blå fik jeg pludselig at vide, at det har jeg alligevel ikke når det gælder skriftlige eksaminer, og da jeg til min sidste alligevel fik det, så var det en fejl, og så lige en halvvejs anklage om, at det var min egen fejl, at jeg ikke vidste at det var en fejl og derfor i god tid burde have sendt en skriftlig ansøgning om forøget tid til skriftlig eksamen.

Jeg sidder og skal til at sende denne ansøgning, men deres hjemmeside driller. Det er stadig lidt for tidligt til at få krise over det, hvis det ikke lige var fordi der kun er en uge til at eksamenen begynder og jeg stadig ikke ved, om jeg har 2 eller 3 dage til at skrive dem.

For pokker. Nogle gange føles det som om mit hoved skal til at eksplodere...

Liden tålmodighed med teknologi

I løbet af min rejse igennem diverse psykologiske og psykiatriske undersøgelser, er jeg ofte blevet stillet spørgsmålet, om jeg anser mig selv for et tålmodigt menneske, men hvad svare man lige på det? I fredags var jeg til antikvarisk bogudsalg i et kælderrum fuld af stabler med usorterede bøger. Jeg var i den syvende himmel, og i over en time gennemgik jeg samtlige bunker, kasser og hylder og efterlod dem i større orden end da jeg begyndte.

Derimod har jeg nu i to dage haft problemer med min mobiltelefon, hvor den fryser midt i en handling og ikke engang gider at reagere på at man hårdt og aggressivt trykker slukknappen i bund. Kun 5 minutter efter at min telefon frøs anden gang gik jeg på nettet og bestilte en ny. I gamle dage, da jeg var ung, kunne man løse næsten ethvert problem tage batteriet ud og sætte det ind igen, men den mulighed har man ikke længere. Der findes da sikkert et eller andet man kan gøre, og måske finder jeg også ud af hvad, men egentlig er jeg lidt ligeglad. Jeg orker simpelthen ikke at gå og være irriteret bare ved tanken om, at det nok snart sker igen.

Angående spørgsmålet om tålmodig, så kommer svaret jo nok an på ens interesse, og derved også ens evne til at fordybe sig. Det er selvfølgelig et ret indlysende svar, men alligevel lidt for kompliceret, når det gælder disse psykologiske og psykiatriske undersøgelser.

Hvis jeg nu skal fortælle historien til ende, så må jeg jo også indrømme, at jeg heller ikke brugte den mindste smule tid på at undersøge, hvilken telefon jeg skulle have, jeg bestilte bare den samme som Kæresten har...

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

Om en tåbelig misforståelse

For det meste, når jeg tænker over mig selv som en asperger i en neurotypisk verden, så går mine tanker nogenlunde som følgende:

• Når jeg modtager en besked, så tolker jeg den på en måde der ikke nødvendigvis er lig med beskedens egentlige intention.
• Når jeg holder min tolkning op med den oprindelige intention kan jeg forklare afvigelserne ud fra mit kendskab til mig selv og min aspergers.
• Jeg synes måske stadig, at min tolkning er den mest logiske og mest rigtige, men jeg er også villig til at acceptere, at det meste af verden ikke er enig med mig og at jeg fremover bør være bevidst om at en sådan besked afsendes med sådan en intention.
• Helst ser jeg, at mine omgivelser ligeledes accepterer at jeg tolker tingene på en bestemt måde, og at disse tolkninger også har en værdi.

Andre gange er det derimod meget tydeligt hvor tåbelig jeg har været ikke at forstå en besked. Se for eksempel hvad der skete tidligere på ugen.

Jeg var nede på universitetet for at tale med studievejlederen om min evigt kørende sag. Jeg var meget frustreret, fordi vi var meget uenige om hvad vi havde snakket om på det foregående møde. Jeg var rasende på hende, fordi hun krævede noget af mig, som hun ikke tidligere havde fortalt at hun ville have mig til at gøre, men jeg også bange og ked af det, fordi jeg følte, at jeg aldrig kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte mig som en kæmpe stor fiasko.

På et tidspunkt lagde jeg mærke til en sætning hun blev ved med at gentage, og som jeg blev ved med at ignorere, fordi den ikke gav nogen mening. Hun blev ved med at sige, at jeg skulle have en lægeerklæring, der bekræftede det jeg sagde, men det jeg sagde var jo tusindvis af ting nogle mere relevante end andre, og jeg kunne ikke få hende til at fortælle HVAD den lægeerklæring mere præsis skulle bekræfte. Hun derimod blev ved med at sige, at hun ikke kunne diktere hvad den skulle sige, og at selvom min læge ikke kender mig særlig godt, så vil hun stadig være i stand til at vurdere min sag. Jeg forstod stadig ikke hvilken del af min sag studievejlederen hentydede til.

Efter at have diskuteret i en halv time, imens min stemme blev stadig højere og mere skinger, sagde hun pludselig, at lægen skulle bekræfte de ting jeg ansøgte om dispensation for. KABLAM!!! Pludselig forstod jeg helt klart og tydeligt hvad det var hun hun ønskede af mig, og det var så simpelt at jeg nærmest begyndte at grine. Selvfølgelig var jeg super lettet over hvor simpel løsningen var, men det efterlod mig også med en masse forvirrende tanker. På den ene side, ville jeg ønske, at hun helt fra begyndelsen havde formuleret sig lige så klart og tydeligt, men mest af alt var jeg skamfuld over ikke med det samme at have forstået hvad hun mente.

Jeg kan sagtens sige en masse ting i mit forsvar, alle sammen sande, men det ændre ikke ved hvor åndsvag jeg føler mig over ikke at forstå en ellers ret simpel besked, og på hvor utrolig meget energi jeg har spildt på at stresse over min forvirring.

Hvorfor kæmpe kampe man ikke kan vinde?

Jeg har været lidt nedkørt de sidste par uger, både hvad angår energi og humør, og selvfølgelig har det noget at gøre med mine problemer inde på universitetet. Jeg har brugt så meget energi på at forstå hvad der foregår og få det hele til at give mening, men hvad nu hvis der slet ikke er nogen mening?

En af de måder jeg klarede mig igennem det psykiatriske system på var ved at acceptere rollen som et journalnummer. Når det gjaldt min daglige omgang med plejepersonalet, så var jeg personen Linda, så havde jeg mine drømme og sorger, mine problemer og mine skævheder, men når det gjaldt Systemet, så resignerede jeg. Bad de om noget fik de det, ligegyldigt hvor åndssvagt eller ligegyldigt det virkede. Det var ikke altid nemt. Ofte krævede det at besvare ydmygende spørgsmål eller personlige ofre, men det virkede, for havde jeg sagt nej eller stillet spørgsmålstegn havde jeg været en person, og Systemet kan ikke håndterer personer. Personerne ansat i Systemet kan godt, men ikke Systemet selv. Hvis man insisterer på at bevare sin person hele vejen igennem Systemet kommer det til at gå alt for langsomt, måske endda til sidst i stå. Man vinder ikke noget ved det.

Jeg ville da bestemt ønske, at det kunne være anderledes, men det er ikke en kamp jeg står i en position til at kæmpe. Det er ikke en kamp jeg vil kunne vinde. Hvis der er andre dag vil tage kampen har de min støtte, men imens, hvis de ønsker en fuld rapport en mine evner til at gå på toilettet selv, om hvor mange venner jeg har og hvad mit forhold er til dem, eller selv hvis de vil have en udtalelse fra en læge der aldrig nogensinde har mødt mig om hvordan mit handikap påvirker mine studieevner, så fint, det får de. Om Systemet hedder psykiatrien eller universitetet spiller her ikke den store rolle.

Hvorfor skal jeg kaste alle mine kræfter ind på at forblive på studiet, hvis jeg så ikke længere har energi nok til at være der?

Orden og kaos

Jeg burde være taknemmelig over, at der gik så lang tid før regeringens universitetsreformer ramte mig, for selvfølgelig er det en af de primære faktorer i den sag jeg har kørende med universitetet. Men jeg er ikke taknemmelig. Før jeg selv blev ramt levede jeg i lykkelig uvidenhed og nu står jeg så og ser lamslået på listen af krav politikerne stiller mig overfor 'for at alle studerende skal stå på lige fod'. Spørg mig ikke hvad der menes dermed, og jeg er heller ikke sikker på, at universitetsadministrationen forstår det. De havde i hvert fald meget travlt med at forklare, at det ikke var deres ide, og at det hele er politikernes skyld.

Tidligere på ugen havde jeg et møde inde på universitetet. I løbet af to timer blevet jeg grundigt sat ind i hvor meget jeg har undervurderet kompleksiteten og umuligheden af de dispensationer jeg havde håbet på at opnå.

Det var enormt deprimerende at høre hvor dårlige mine chancer er, men alligevel begyndte der at at vise sig en form for orden i den forstand, at man for første gang satte ord på HVAD man ønsker af mig, det vil sige, hvilket dispensationer jeg skal søge om, hvilken form for dokumentation de ønsker og ikke mindst en klargørelse af de relevante betegnelser, begreber og betydninger, og det er jeg taknemmelig for. Jeg har haft mange kampe med Systemet, jeg er god til at kæmpe den slags slag. Jeg er ikke stærk, men jeg er stædig, hvis jeg er tvunget til at sende 1000 ansøgninger, så er det det jeg gør, men jeg kender ikke Systemet godt nok til at kunne gøre det uden at nogen fortæller mig hvilke 1000 ansøgninger det skal være.

Det er den information jeg nu har fået, og selvom det er en lang liste af ting jeg skal have styr på, så er det heldigvis langt under 1000. At sige, at jeg er ved godt mod ville være en grel overdrivelse, men nu ved jeg trods alt hvor jeg skal starte.

Jeg ved ikke om jeg får lov til at færdiggøre min bachelor. Ifølge de nye regler har tre semestre til at bestå 65 ECTS, hvilket ikke er muligt, da jeg for  det meste ikke er i stand til at klare mere end 10 ECTS per semester. Det jeg egentlig havde håbet på var at kunne få en fast aftale om at færdiggøre mit studie i en hastighed af 10 ECTS per semester, men det er udelukket. Hvert semester må jeg på ny ansøge om udsættelse af fristen for studiets færdiggørelse på grund af særlige omstændigheder, men det er ikke sikkert, at jeg vil kunne få det godkendt, og hvis jeg ikke bliver færdig til tiden så er det bare ærgerligt...

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

min nørdede hjerne i krise

En dag i undervisningen spurgte min lærer i religionsfilosofi om der var nogen af os der havde læst "Rosens navn", og det pinte mig at, at jeg ikke kunne række hånden op. Med alle de bøger jeg har læst, hvorfor har jeg så ikke læst lige nettop den læreren spørger om? Jeg har set filmatiseringen med Sean Connery en milliard gange, og jeg har læst andre bøger af Umberto Eco, men selvfølgelig havde jeg ikke læst lige nettop den bog læreren spurgte til. Den eneste logiske løsning er, at jeg, nu hvor jeg har ferie, sætter mig til at læse den, og det er præcis hvad jeg er i gang med.

Som den intellektuelle blærerøv som Eco er (det er ment som et kompliment) er bogen fyldt med latinske citater som man må bladre om i slutningen af bogen for at finde en oversættelse på. Og som den pseudointellektuelle blærerøv som jeg er, så sidder jeg naturligvis og tjekker udgiverens oversættelse. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg ikke tjekker ALLE oversættelserne. Jeg ser fx ikke særlig grundigt på de citater der drejer sig om emner/ordforråd, som ikke virker relevante for, fx en længere beskrivelse af de mest eftertraktede proportioner hos heste. Jeg bruger heller ikke så meget tid med oversættelserne, når jeg har lagt mig til rette i sengen om aftenen for bare at slappe af. Så for at være helt ærlig er det nok kun nogle enkelte oversættelser jeg får set rigtigt på.

Der er dog enkelte oversættelser der fanger mit kritiske blik. Flere steder optræder formuleringen "omnis mundi creatura", som jeg ville oversætte "alle jordens skabninger", men den danske oversættelse bliver ved med at oversætte det til "alle de ting som Gud har skabt" og det driver min stakkels nørdede hjerne til vanvid.

• Måske har jeg ret, og den danske oversættelse tager fejl, og så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende, eller indtil det næste nørdede dilemma dukker op.
• Eller måske er det en latinsk talemåde, som altid oversættes sådan til dansk, men jeg ved det bare ikke, og i så fald har jeg tænkt nogle alt for hovmodige tanker om en persons evner, hvilket vil få mig til at skamme mig godt og grundigt.

Jeg nyder bestemt resten af bogen, men denne lille detalje ligger hele tiden på lur i mit baghoved og ødelægger lidt af oplevelsen.

Efterrationalisering ovenpå en eksamen

Jeg er efterhånden kommet mig så meget oven på eksamenen, at jeg er begyndt at kunne se på den i bagkundskabens lys for at se hvad der gik galt. Jeg fik et 4-tal, så det var jo ikke fordi det gik sådan virkelig galt, men der var bestemt plads til forbedringer. Efter at have tænkt grundigt over det i 3 uger, så er jeg kommet frem til at et ganske logisk men også pisse irriterende resultat. Jeg er kommet frem til, at mit problem med eksaminer hverken er mangel på viden eller den klassiske eksamensangst, hvilket er irriterende, for begge de ting kan man få hjælp til.

Mit problem er i stedet, at jeg ofte ikke forstår den neurotypiske tankegang der ligger bag et spørgsmåls formulering. Disse meget brede formulering om et kæmpe emne, som der skal redegøres kort for. Mit skrækeksempel stammer fra min historieeksamen i 3.g.

"Redegør kort for mellemøstkonflikten".

 WTF? Jeg vil mene, at hvis man kan redegøre kort for så stort og kompliceret et emne, så er man enten et geni der fortjener Nobels Fredspris, eller en idiot der med stor sikkerhed udtaler sig om noget han bestemt ikke ved noget om. Jeg er ingen af delene, og jeg ved derfor ikke hvad jeg skal sige. Første del af min eksamen denne gang lød:

"Redegør kort for moderniteten og den fornuftsbaserede etik".

Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg svarede noget i retningen af:

• Moderniteten var en periode i vestlig historie der er svær at sætte startdato på, men ca i slutningen af middelalderen, omkring reformationen. 
• Det var en periode der var meget domineret af humanismens meget store forventninger til den menneskelige fornuft, og det var igennem denne, den menneskelige fornuft, at man forsøgte at finde almentgyldige regler for etik som ikke skulle var baseret på religion.
• Moderniteten sluttede definitivt efter 1. verdenskrig og kolapset af tiltroen til den menneskelige fornuft.

Slut, punktum. Hvad mere skal jeg sige? Alt hvad jeg efterfølgende kan finde på at sige bliver tilfældige emner, løsrevet fra hinanden. Jeg snakkede en del om Hume. Det var ikke noget jeg blev bedt om, jeg skulle bare finde noget at snakke om, og dertil var Hume lige så fint et emne som alt muligt andet. Da jeg først havde sagt lidt om Hume, begyndte min lærer at spørge ind til nogle mere specifikke Humerelaterede spørgsmål, men da Hume ikke var en del af mit spørgsmål, så havde jeg ikke forberedt mere end nogle enkelte stikord, og det var ikke nok til at besvare alle lærerens spørgsmål.

Nemmere gik det for mig, da jeg kom til anden del af spørgsmålet:

"Redegør for Mill-teksten og utilitarismen".

Her vidste jeg hvad jeg skulle snakke om, her havde jeg et langt bedre billede af hvad min lærer forventede af mig, her behøvede jeg ikke længere at famle mig frem i blinde, og det var en stor lettelse for mig.

Disse ting var ikke det eneste der gik galt for mig, men det er et problem jeg kan se tilbage på i mange af de eksaminer jeg har været til gennem tiden, og jeg håber, at jeg ved at sætte ord på problemet vil have lettere ved at arbejde på fremover. Desværre er det ikke et af de eksamensproblemer der findes hjælp til, men så bliver jeg jo bare nødt til at gå ud og opfinde min egen hjælp, foreslag og gode råd modtages med stor taknemmelighed.

Et par fridage til at læse

Jeg har haft ferie i to uger, og jeg har næsten ikke haft en eneste fridag. Jeg skal ikke klage over min travlhed, for mine dage har været fyldt med spændende oplevelser og godt selskab. Jeg har været til koncert, på tre museumsbesøg, på sheltertur og i biografen og haft besøg er et par enormt dejlige unger. Jeg har haft nogle gode uger, men jeg begyndte også at blive træt.

Heldigvis skulle Kæresten på arbejde i går, så jeg kunne tilbringe hele formiddagen i sengen med en god bog. Åh, hvor var det noget jeg har trængt til. Det var den første egentlige læsedag jeg har haft i den nye lejlighed, først på grund af eksamen og nu med ferietravlhed. Noget har jeg selvfølgelig fået læst, men at læse et par sider før man lægger sig til at sove, når man venter på at skulle noget eller som overspringshandling under eksamenslæsningen er bare ikke det samme som et tomt hus og en hel dag uden planer.

Jeg ville også kunne bruge sådan en dag foran fjernsynet, men igen er det bare ikke helt det samme. Jeg pauser ikke en film for lige at tænke over noget, jeg kan måske lige hænge lidt vasketøj op mens jeg følger med i filmen med et halt øje og vigtigst af alt, så kan jeg ikke ignorere de fysiologiske beskrivelser af filmens helt/heltinde og i stedet indsætte mig selv. Jeg vil altid være for tyk, grim, mørkhåret, lyshudet, gammel, ung til at kunne træde i hendes sted. I en bog er det nemmere at springe sådanne detaljer over, hvis de overhovedet er der.

At ligge en hel dag med en bog er at opfinde mig selv på ny. Spørge mig selv, om jeg ville handle ligesådan i samme situationer. Jeg kan komme tæt på folk, som jeg i det virkelige liv aldrig ville komme i nærheden af. Jeg kan ligge på min senge og samle kræfter, imens jeg i bogen oplever ting som ellers ville dræne mig for alle kræfter og efterlade mig som en kludedukke liggende på gulvet, tudende af træthed. 

At læse en bog er for mig at opleve hele verden uden at blive udsat for alle de sanseindtryk som er med til i den grad at dræne mig for energi. Man kan måske sige, at mine sanser har svært ved at multitaske. Igennem en bog så oplever jeg udelukkende situationen igennem læsningen af en allerede fastlagt rækkefølge af beskrevne 'indtryk' som fantasien sætter samen som en form for helhed. Hvis jeg derimod var der i virkeligheden, så skulle jeg se, lytte, lugte, føle i en situation der påvirkes af uendeligt mange faktorer som min hjerne skulle sortere efter formodet relevans/vigtighed og derefter reagere på, hvorefter enhver  reaktion fra min side i større eller mindre grad vil påvirke den situation i hvilken jeg indgår. 

Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

Opgave; gæt hvad læreren tænker på

Når man starter på et fag med en lærer man ikke har haft før, så står man over for en opgave, som det ikke er muligt at finde svaret på i nogen bog. Ud over at forstå hvad faget går ud på og hvad der står i dagens lektie, skal man også lære dette nye menneske, læreren, at kende. Jeg snakker ikke om, at man skal knytte et personligt venskab eller prøve at opspore alle hans skumle hemmeligheder. Jeg snakker om noget meget mere grundlæggende, men samtidig meget sværere at formulere, eller måske er det kun svært for mig på grund af min autisme.

De første vigtige spørgsmål omkring en ny lærer handler om hvordan han formulerer sig, hvordan hans verdenssyn er, hvordan han vil have os til at opføre sig over for ham, hvad han ønsker, at vi svarer, når han formulerer spørgsmål på bestemte måder.

Det er ikke fordi man står over for lektor Blomme og at et enkelt forkert svar vil sende én direkte i Helvede, eller endnu værre, føre til latterliggørelse foran hele klassen. Jeg snakker om helt almindelige lærere som opfører sig, om ikke altid normalt, så i hvert fald høfligt. Alligevel kan de nogle gange være lidt af en gåde for mig. Sådan er det selvfølgelig altid, når møder nye mennesker, men normalt foregår sådan noget forholdsvis diskret. Med en lærer derimod foregår det foran hele klassen.

Nogle lærere er heldigvis lettere at aflæse end andre, og de lærere der er svære at aflæse giver til mit held også de andre studerende problemer, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg står udenfor og føler mig dum, fordi jeg alene ikke kan finde ud af det. Det er mere bare et spørgsmål om at vænne sig til en ny situation.

Om studier på særlige vilkår

Jeg tror nok, at jeg er begyndt at vågne lidt op oven på eksamenen. Jeg sover stadig meget, og jeg har stadig hovedpine engang imellem, men det er rart at have en periode uden de store forpligtelser.

I løbet af de sidste par uger, har jeg modtaget en del spørgsmål angående mit studieforløb, så jeg vil prøve at svare på noget af det her samtidig med, at jeg fortæller lidt om, hvordan det gik til eksamenen.

Jeg har flere gange skrevet om, at jeg studerer på særlige vilkår. Jeg havde faktisk ikke nogen specifik aftale med universitetet om, at det var tilfældet. Jeg meldte mig bare til de fag jeg selv syntes interesserede mig og som jeg følte jeg kunne klare, og fordi jeg var på førtidspension og ikke SU, så var der ikke nogen der blandede sig i den sag. Jeg er dog tilknyttet Pædagogisk Psykologisk Uddannelsesrådgivning (PPU, tidligere RSC) og måske derigennem var der en eller anden form for aftale, som jeg ikke lige satte mig ind i. Ligeledes tog jeg de eksaminer der var på de hold jeg fulgte. Nogle var flerdages skriftlige opgaver og andre mundlige. Jeg har ikke som sådan nogen præferencer, men jeg har fået dispensation til en automatisk forlængelse af tid på 50%. Det er ikke fordi jeg er dummere end andre studerende, det tager mig bare lige lidt ekstra tid at samle mig om opgaven og forstå hvad læreren gerne vil have.

Her sidste år kom så fremdriftsreformen, og den gjorde mig bange, for jeg holder meget af at gå på universitetet. Jeg selvom jeg ikke kan klare et fuldtidsstudie, så kan godt lide, at der bliver stillet krav til mig, næsten som om jeg er et rigtigt menneske. Jeg er helt enormt taknemmelig for al den psykologiske og pædagogiske støtte, som reddede mit liv, og som jeg fortsat har behov for, om end ikke nær så meget, men jeg som person er også meget mere end dette ene behov. Jeg har brug for at omgås mennesker, at blive udfordret, at sætte mig et mål og vise at jeg kan nå det, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så har jeg brug for at jeg ikke altid klarer disse opgaver til et 12-tal. Jeg har brug for at prøve, at det ikke slår mig ihjel at få et 7-tal i et fag, som jeg jo heletiden har vist, at jeg ikke rigtig forstod.

På trods af al min frygt var det dog enormt let at søge dispensation for fremdriftreformen. Sammen med en studievejleder lavede jeg en plan for hvilke fag jeg tager hvornår, sådan at det ca kom til at passe med et halvtidsstudie (15 ECTS), jeg skrev en hastig og kluntet formuleret ansøgning til studienævnet og medsendte en kopi af min epikrise, og allerede næste dag havde jeg en godkendelse for de næste to år. Det var faktisk lidt et antiklimaks, at det var så nemt, for jeg havde allerede gjort mig klar til kamp.

Engang imellem har jeg i løbet af et semester oplevet problemer, fordi jeg ikke havde kræfter til at følge obligatoriske holdtimer, eller jeg var for træt til at læse, men ofte har det kunnet løses uden ansøgninger om dispensation, simpelthen fordi mine lærere kender mig som en flittig og dygtig elev som de fuldt ud stoler på, når jeg siger, at jeg nok skal få indhentet det forsømte.

Glædelig jul, før og nu

Tidligere, da jeg virkelig havde det svært, kunne jul tilbragt sammen med familien være svær. Det kommer til at lyde som om jeg ikke holder af min familie, eller at de ikke holder af mig, men sådan er det slet ikke. Hvis vi ikke holdt af hinanden, kunne jeg jo bare helt eller delvist have holdt mig væk, men jeg holder af dem og de holder af mig, og vi ville gerne være sammen, men det var så forbandet svært at få det hele til at passe sammen. Det var en balancegang uden rigtige svar. Hvis vi vi ikke holdt af hinanden, kunne der være fundet en pragmatisk læsning, det kunne være et skuespil, hvor hver person spillede sin rolle, kom ind på scene, sagde sin replik og gik igen, nemt og sikkert, uden følelser, håb og forventninger.

Når det alligevel ikke kunne være så nemt, så var det fordi følelserne skabte så mange indviklede spørgsmål, i hvert fald for mig, men sikkert for os alle sammen. Når det var svært fysisk at være til stede sammen med familien, var det så fordi jeg ikke elskede dem nok til at overkomme min sygdom for deres skyld? Når nu de ikke altid husker eller instinktivt fornemmer mine behov, er det så fordi de ikke elsker mig? Fortjener jeg ikke en eller anden form for særbehandling i forbindelse med min sygdom/mit handikap? Anerkender de ikke min sygdom/mit handikap? Eller endnu værre, gør de i virkeligheden en million små venlige og kærlige ting for mig, som jeg enten i min egoisme ikke opdager, eller som jeg modtager med irritation eller vrede, fordi de havde misforstået hvad mit behov var? Gør jeg nok for at vise dem min kærlighed?

Med tiden har jeg fået det bedre, og samtidig er det blevet nemmere at samles i julen. Det er ikke fordi vi kun elsker hinanden, når vi har det godt, langt fra, men fordi spørgsmålene er blevet mindre komplicerede. Nu om dage handler det mest om: Hvordan viser man på en synlig måde sin glæde og taknemmelighed over gaver? Hvem har styr på maden? Har jeg nu husket alle gaverne? Fakta lukker om et kvarter, er der noget vi mangler? Sådan heltalmindelige problemer.

Jeg er selvfølgelig udmattet, og jeg går ud fra, at mange har det sådan juledag. Jeg ville gerne have været henne og træne, jeg kan mærke, hvordan alle mine muskler skriger efter at røre sig og blive brugt, men jeg kan ikke tage derhen. Jeg er træt, og mit hoved er tungt. Jeg har ikke drukket alkohol, men jeg har været sammen med familie og venner i tre dage i træk, og jeg skal af sted igen senere. Det er hyggeligt, og jeg elsker det, men min hjerne er efterhånden sønderbombet af indtryk, smage, lyde, lugte, varme, følelser og overraskelser. Jeg glæder mig til hver eneste lille del af det, det er sådan julen skal være, jeg har ikke lyst til at ændre på noget som helst, men jeg glæder mig også til at det er overstået, og at jeg kan komme hjem til en triviel og ret begivenhedsløs hverdag...

Workshop: Autisme og Intervention

Forleden deltog jeg i en workshop om autisme og intervention på Aarhus Universitet. Det kunne have været enormt fedt, hvis jeg havde været inviteret som personen bag denne blog, men det var et gratis arrangement åbent for alle som jeg tilfældigvis faldt over på Facebook.

Workshoppens indhold var fint, men hold op hvor jeg bare ikke fungere i den slags forum. Vi sad i  en hestesko, sådan at alle kunne se alle. Det siges at det er så socialt, men jeg savnede muligheden for at kunne gemme sig lidt væk, men nej. Alt stod til skue. Ethvert gab eller kløen sig bag i foregik foran hele flokken af næsten udelukkende fremmede mennesker. Jeg tror ikke, at der var nogen der kunne have fundet på at bebrejde een disse små private øjeblikke, men det er ikke en indretning jeg selv ville vælge.

Så kom turen til snakken, og alle havde lov til at tage ordet, og det var fint, og der blev sagt mange gode, kloge og sjove ting, og alligevel drænede snakken mig for energi. Jeg har en teori om, at enhver samtale mellem mere end tre personer ikke længere er en samtale, men brudstykker af flere samtaler, der bliver taget op på skift med uregelmæssige tidsrum, alt efter hvem der har ordet og vil kommentere på ting fra for 5 minutter siden. Mange mennesker lader til at have ganske glimrende overblik over  denne form for kommunikation, og jeg forundres og misunder dem, for efter en halv time på denne måde var jeg så drænet, at det svimlede for mig.

Jeg fik dog selv sagt et par ting, og jeg virkede sikkert totalt overskudsagtig, men i pausen var jeg nødt til at smutte. Der var masser af søde mennesker jeg lige skulle sige farvel til, og jeg ville også prøve at gøre det klart, at det ikke var fordi jeg ikke fandt snakken interessant, at jeg gik, men jeg var simpelthen nødt til trække mig fra selskabet og ind i mig selv for at kunne klare resten af dagens program.

Bedre end det gamle men skræmmende anderledes

Jeg har købt mig en ny computer. Det er ikke fordi den gamle slet ikke fungerer mere, den var bare blevet langsom og upålidelig, og da så en dag et vigtigt dokument forsvandt, så fik jeg nok. Okay, det var måske ikke noget virkelig vigtigt dokument, det var egentlig bare mine noter fra en enkelt undervisningstime, men det er alligevel pisse irriterende.

Jeg foretrak at købe min nye computer i en butik frem for på nettet. Selvom det kan godt være lidt skræmmende for mig at gå ind i en butik på grund af varmen, lyset og alt for mange mennesker, så foretrækker jeg det langt frem for nettet, i denne situation, da jeg ikke ved så meget om computere. Fordi det er noget jeg ikke ved så meget om, så foretrækker jeg at blive stillet over for et begrænset udvalg. I butikken stod der måske 25 computere, hvoraf de første 10 kunne vælges fra, fordi deres pris lå langt over mit budget. Det tog mig måske 15 min at skære feltet ned til de sidste få, og så fik jeg til sidst min computer.

Det er så den jeg sidder med nu. Jeg ved med ret stor sikkerhed, at jeg vil blive glad for den, men føles endnu rigtig for mig. Den er lettere, den flytter sig lettere på bordet, hændernes arbejdsvinkel er uvant, overfladen føles anderledes for mine hænder, touch padden er meget følsom og den mindste berøring får mærkelige ting til at ske, der er stadig en masse småting der mangler at blive indstillet og installeret, nogle af knapperne sidder lidt anderledes og mange af mine ting ligger stadig ovre på den gamle computer. Jeg er udmærket klar over at det er småting, men det får alligevel min hjerne til at gøre knuder.

I dag er det ikke så slemt, men i går måtte jeg overlade den i Kærestens varetægt mens jeg gik ind i soveværelset for at køle af og samle tankerne. Når han nu alligevel sad med den, så kunne han vel også lige klare et par småting, 'ikke også, SKAT!?! *plirrer uskyldigt med øjenvipperne*. Det bedste var, at han ligefrem håbede, at jeg ville bede ham om det, for ham et nyt legetøj, for mig et irriterende og usamarbejdsvilligt arbejdsredskab.