søndag den 26. marts 2017

Handleplan og eksistentiel krise

Nu er det igen tid til at indsende en handleplan til kommunen.

Til dem der ikke ved hvad en handleplan er, så kan jeg fortælle, at der er en eksistentiel krise i koncentreret form. Det er et stykke papir hvor man på få punkter formuleret som målsætninger skal redegøre for hvad man vil med sit liv.

Generelt har jeg prøvet at holde en hvis ironisk distance til disse ting. Jeg forstår udmærket, at når kommunen betaler for den hjælp jeg får, så skal de også have noget papir på, at hvad pengene bliver brugt på. Den del accepterer jeg, men der ligger en dyb rædsel i mig for sådanne spørgsmål om fremtiden. Jeg ved at det kun er beregnet til at holde det bureaukratiske maskineri igang, men sådan en handleplan sætter altid en følelsesmæssig lavine i gang hos mig. En målsætning der bliver skrevet i handleplanen kunne måske lyde "jeg vil arbejde på at blive mere selvstændig i forhold til at klare mig i hverdagen", men indvendig runger det kæmpe store spørgsmål; HVAD VIL DU MED DIT LIV?

Jeg har altid haft det svært med handleplaner, men der er nu kommet et yderligere punkt til, så fra nu af skal man også dokumentere, at man har arbejdet på at nå sine målsætninger, men hvad nu hvis jeg ombestemmer mig? Eller der dukker noget vigtigere op som jeg bliver nødt til at få styr på først? Hvad betyder et mislykket forsøg? Kan man dumpe i sin handleplan? Ville det betyde at man dumper i tilværelsen? Ville det ikke betyde at jeg ikke er god nok som person? HVEM ER JEG OG HVAD SKAL JEG I DET HELE TAGET STILLE OP MED MIT LIV?

Pædagogerne siger, at sådan skal jeg overhovedet ikke tænke på det, men det nytter ikke noget. Det er nu engang sådan min hjerne er skruet sammen. Det eneste der gør en forskel er, om jeg er stærk nok til at stå imod disse overvejelser. Jeg synes stadig at det er en rædselsfuld proces at gå igennem, men der var engang hvor det ville kaste mig ud tvivl og selvbebrejdelser, som jeg ikke var i stand til at håndtere.

Når nu jeg ikke bare kan lade være med at tænke på disse ting, ville jeg ønske at jeg også kunne få muligheden for at diskutere det med nogen, hvilket er en af årsagerne til, vi har ansøgt kommunen om nogle få ekstratimer hos min tidligere psykolog, men vi bliver mødt fra kommunens side med total tavshed, hvilket skaber en stor angst hos mig, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal tænke om det. Hvis jeg fik et afslag eller en besked om ting der manglede i min ansøgning ville der været noget at arbejde med.

søndag den 12. marts 2017

Blodig weekend

I torsdags fik jeg fjernet en generende 'klump' af arvæv fra underlivet. Det var et mindre indgreb der ikke tog mere end et par minutter. Der havde i forvejen været foretaget en prøve for at vi kunne være helt sikre på, at det ikke var noget mere skadeligt end bare arvæv, men prøverne så absolut fine ud. Lægen og sygeplejersken havde været meget omhyggelige med at sikre sig at jeg forstod dette, men jeg havde nu aldrig været i tvivl om at det skulle være andet. 

Hvad de derimod ikke talte om var hvad der skulle ske efter indgrebet, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg bare skulle gøre som jeg plejede. Hvad de måske ikke og jeg overhovedet ikke havde overvejet var, at det måske var et harmløst lille indgreb, men at placeringen gjorde det umuligt at forbinde efter at det var syet, og at mine bens bevægelser og friktion fra tøjet  gav en stor belastning på såret.

Det gik da hverken værre eller bedre end at jeg om eftermiddagen måtte til lægen og have brændt og syet såret igen fordi det var gået op. Jeg har derfor måttet tilbringe det meste af min weekend i sengen med en bog og andre stille beskæftigelser, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan klage over.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for om lægen burde have advaret mig, eller om han umuligt kunne have vidst at jeg som tidligere selvskader har en dyb ligegyldighed overfor sår. To sting? Pfff, det er ingenting, nærmest bare en hudafskrabning. Ingen grund til at det skulle få mig til at ændre adfærd. Den eneste grund til at jeg overhovedet overvejede at få det syet igen om eftermiddagen var, at jeg da havde blødt igennem to par trusser og et par jeans, og det begyndte at blive upraktisk. Jeg ved godt at det er idioti, men selvskaden har sat ting ind i et perspektiv, som det måske ikke burde sættes i, men perspektivet sættes af ens tidligere oplevelser, og ligegyldigt hvor langt tilbage selvskaden kommer, vil det stadig have været en del af mit liv.

søndag den 5. marts 2017

Min fantastiske humor

På det sidste har jeg flere gange nævnt Instagram her på bloggen. Til dem der ikke ved hvad det er, så kan det beskrives som et socialt medie, hvor man kommunikerer sine interesser med billeder frem for ord. Jeg elsker ord, men jeg kan også godt lide denne billedkommunikation, fordi man i langt højere grad kan kommunikere over landegrænser og sprogberriere.

Jeg vil derfor bruge dagens blogindlæg på at vise min fantastiske humor fra mere visuel side end normalt.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den


Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den




Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den