torsdag den 30. august 2012

Alle elsker da krimier

Jeg vil gerne være lige som alle andre, og alligevel vil jeg gerne være noget ganske særligt. Jeg vil gerne læse det samme som alle andre, men jeg vil også gerne være lidt mere højrøvet og finkulturel end folk er flest. Jeg prøver at læse krimier, for det er jo ligesom det man gør, hvis man læser bøger, men det fanger mig aldrig, jeg giver ikke en skaldet kanariefugl for hvem morderen er, og jeg finder den absurde voldelighed tåbelig. Jeg ranker ryggen og vedholder at krimier er for pøblen, men det er ikke sandt. Jeg har lige modtaget en krimi fra forlaget Rosinante, der er skrevet af en yderst veluddannet kvinde, Fred Vargas, og sådan er det faktisk nogle gange. Nogle gange er jeg stolt, men andre gange skammer jeg mig. Hvorfor kan jeg ikke lide krimier når nu alle andre kan?

Jeg har da både læst og anmeldt krimier, med vekslende, og dag altid noget syrligt/sarkastisk resultat.

Søster - Lupton, Rosamund
Havde bestemt potentiale, men gjorde som krimier gør flest nu om dage, den blev absurd og tåbelig.

Hvad skovsøen gemte - Rosenkrantz, Palle
Fra en helt anden tid (1903), så den var egentlig helt interessant, dog ofte af andre årsager end kriminalgåden.

Døderummet - Staun, Susanne
Så absurd og tåbelig at det faktisk var hylende morsomt. Flere gange måtte jeg grinende læse afsnit op for pædagoger og psykologer.

Lyder jeg snobbet og studentikos? Det gør jeg nok, det er jeg nok, men jeg kan ikke gøre for det, det ligger i min opdragelse, for i mit barndomshjem var der forfattere og genre som vi af princip ikke kunne lide, og de retningslinier jeg fik den gang følger jeg stadig, og selv når jeg ikke følger dem, så bliver jeg for det meste mere bekræftet i, at VI (især min far) havde ret. Jeg tror også at min farfar var sådan, men jeg husker det kun svagt, for han døde da jeg var 9, men jeg så meget op til ham, så hans  meninger ligger latent i mig, fordi han prægede mig som meget ung, og min far og jeg talte først rigtigt bøger da jeg blev lidt ældre.

Jeg er dog begyndt at 'udvikle' den teori, at der er forskel på god og dårlig litteratur og på gode og dårlige bøger. god litteratur er noget man kan analysere sig frem til, noget der siger noget om samfundet og tidsalderen, noget der vil overleve til kommende generationer. En god bog er en her og nu oplevelse, noget personligt, noget der underholder. De tog ting kan, men behøves ikke nødvendigvis at falde sammen. Det er en teori jeg har været nød til at komme op med (som om jeg er den første der er kommet på den tanke, men det er jeg altså ikke), fordi folk ved at jeg kan lide bøger og derfor ofte fortæller mig hvad de læser, og de læser tit bøger, som jeg med skam må indrømme, at jeg ser lidt ned på, og jeg ønsker ikke at se ned på folk. Jeg ønsker ikke, at folk skal skamme sig over at kunne lide en bog, bare fordi jeg ikke kan lide dem. Ja, jeg læser flere bøger end de fleste. Ja, jeg har erfaring med et bredere spektrum af bøger. Og dog vil jeg sige, at jeg er mere indskrænket end mange, lige netop fordi jeg dømmer en bog på forhånd, og den for det meste lever op til mine forventninger.

Jeg vil gerne gøre reklame for min bogblog, men jeg vil også have at folk ikke tager mine holdninger alt for seriøst, for jeg er både snobbet og indskrænket, og bare fordi jeg lyder klog, betyder det ikke nødvendigvis at jeg er det.

onsdag den 29. august 2012

Om Legoland og kontrol

I går var alle pigerne fra mit bosted i Legoland, drengene var også inviteret, der var bare ingen af dem der havde meld sig til. Jeg havde lidt blandede følelser med turen, for jeg skulle vælge mellem at se de ting jeg helst ville se, eller gå sammen med dem jeg helst ville være sammen med. Jeg valgte det sidste, hvilket måske var godt, måske var det ikke. Men det blev nu en udmærket tur, selvom jeg ikke rigtigt prøvede noget, men det at jeg var omgivet af mennesker hele tiden, som bevægede sig i, fra mit perspektiv, ulogiske mønstre, gjorde mig træt, og til sidst fandt jeg en stol og en bog og trak mig helt ud af fællesskabet, hvilket folk heldigvis accepterede, for vi havde det nok alle lidt på samme måde.

En gang i folkeskolen var vi i Legoland, og jeg har stadig lidt en dårlig smag i munden over den tur. Hele klassen havde deltaget i en tegnekonkurrence, og en af drengene havde vundet et større pengebeløb. Vores billedkunstlærer besluttede, at de penge skulle gå til hele klassen, og at vi skulle en tur i Legoland. Vi var vel en 10-11 år, og vi var henrykte, måske mere over at slippe for timer end selve Legoland, men alligevel, vi syntes i hvert fald at det var super fedt. Hvad der til gengæld ikke var nær så fedt, og det var vi, på trods af vores unge alder, godt klar over, det var at drengen ikke fik sine penge. Sagen var nemlig, at denne drengs familie ikke havde særligt mange penge. Jeg gik på en lidt snobbet privatskole, så det med ikke at have så mange penge, det var ret usædvanligt. Vi undte ham de penge, men vi ville også gerne til Legoland, desuden var vi 10 år gamle, hvad skulle vi have gjort eller sagt, en dag i Legoland var jo guld værd dengang. Vi blev måske nogle gange mindet om, at det var denne dreng der havde 'givet' os turen, men vi var nogle små møgunger, så jeg tvivler på, at vi har vist ret meget taknemmelighed.

Drengen her var min gode ven indtil han af økonomiske årsager måtte skifte skole. Jeg ved ikke om vi så skævt til ham fordi han var fattig, vi så skævt til ham fordi han var kikset og nørdet, ligesom mig. Hans mor kunne til gengæld nogle super seje ting med små eskimoperler, og det havde vi stor respekt for. Hun er vist desværre død nu.

Sidst jeg var i Legoland, kunne jeg ikke få nok af forlystelser, men ikke denne gang. Man kan måske nok sige, at jeg er bange. Jeg er ikke bange for at komme til skade, eller at maskinen går i stykker, men jeg er bange får det øjeblik, hvor det føles som om tyngdekraften bliver ophævet, man ikke længere har jordforbindelse, og hvor det lidt føles som om man mister kontrollen over sin egen krop. Jeg frygter især det sidste.

Jeg frygter at miste kontrollen over mig selv og mit liv, for jeg er bange for hvad der så ville ske. Det er vigtigt for mig at have kontrol over mig selv i alle døgnets timer. Pædagogerne lægger mærke til mig, men det er vist mest fordi de kender mig, for nogle gange lægger jeg noget andet i ordet kontrol end andre gør. Når jeg tænker på den typiske kontrolfreak, så tænker jeg ikke på en som mig, så tænker jeg på en der kommanderer med andre, på en der har udseendet helt tip top i orden, en som ikke siger skøre ting eller griner uhæmmet af dårlige vittigheder, og generelt på den der har succes, for eksempel ville en ægte kontrolfreak ikke nøjes med at tage ét universitetsfag, for det virker sløset. Kontrollen i mit liv ligger et helt andet sted. Jeg sover mellem kl 21 og 5.15, så det er det jeg gør nærmest på minuttet. Mit eftermiddagsmåltid er kl 15.15, dvs ikke kl 14.45 eller kl 16 (nogle gange strækker jeg den dog så vidt, at jeg venter til reklamepausen når jeg ser CSI). Og jeg har regler, tusindvis af regler for hvad jeg må og ikke må, og hvordan jeg skal gøre ting.

Mit problem er, at jeg ikke lærer takt og tone intuitivt, jeg lærer det intellektuelt. Derfor er jeg nødt til at have disse regler, men nogle gange går det for vidt, og jeg ved ikke hvor grænsen går mellem gode regler og dårlige regler, nogle gange er grænsen nemlig hårfin. "Tal ikke når andre taler" (god regel). "Tal ikke fordi andres tale er vigtigere" (dårlig regel). "Dyrk sport fordi det er sundt" (god regel). "Dyrk sport FORDI det er sundt" (dårlig regel). "Vær pæn og høflig" (god regel). "Vær pæn og høflig" (dårlig regel). Jeg er forvirret.

tirsdag den 28. august 2012

cross trainer

Øv øv øv, jeg er skadet. Det er ikke noget alvorligt, bare en øm hofte, men det er nok til at jeg ikke må løbe, hvilket er noget skod, for for hver dag der går bliver min kondition værre og værre og så bliver det vildt hårdt at starte op igen, når den tid kommer. Den ømme hofte kom, fordi jeg løb videre på et lår der gjorde ondt. Hoften gør ikke mere ondt, end jeg sagtens kunne løbe videre, men det er nok ikke nogen god idé, hvis jeg vil undgå langt alvorligere skader, så meget var det da lykkedes mig selv at regne ud.

I går måtte jeg så fortælle min pædagog/løbetræner det. Hun kan godt være lidt skrap, så jeg var bange for at hun ville give mig en skideballe, men hun tog det nu meget pænt, og vi havde en god snak. Spørgsmålet var hvad jeg så skulle gøre, og vi blev enige om, at jeg skal tage det roligt og prøve andre træningsformer. Vi blev enige om, at svømning er godt og aflastende, men vi kunne ikke blive enige om mængden, jeg sagde 40 baner, hun sagde 20 (25 m). Så kom min kontaktpædagog til, og hun spurgte, om jeg nu var sikker på, at jeg måtte svømme med min arm, jeg skar mig nemlig i lørdags. Det mente jeg bestemt at jeg måtte, jeg er jo selv revnende ligeglad med infektioner, men de to blev enige om, at det måtte jeg helt bestemt ikke, de forbød mig det ligefrem.


Jeg blev nok en lille smule tøsefornærmet, men det er jo klart, jeg har behov for at få rørt mig og få forbrændt nogle kalorier, jeg er nemlig et af de mennesker der meget let tager på. Folk tror det sjældent, fordi jeg er slank, men jeg vejer altså 11 kg mere end sidste år, og de kg kom på i løbet af ganske få måneder, siden da har det været en kamp for, at vægten ikke kom højere op. Pædagogerne forstod godt min frygt, og vi blev enige om, at jeg måtte eksperimentere lidt med maskinerne oppe i motionscentret.

Først prøvede jeg en cykel, men jeg syntes ikke at den passede til mig. Sadlen kunne man justere, men det var styret jeg syntes sad forkert, desuden gjorde det for ondt. I stedet prøvede jeg cross traineren, og hvis jeg undlod at bruge de der stave man egentlig skal holde i, så gik det fint. Jeg fik brugt musklerne, jeg kom til at svede, men pulsen kom ikke langt nok op, og jeg blev slet ikke forpustet. Det er vel okay træning, nu hvor jeg ikke kan gøre andet, men jeg kan ikke vente med at komme op på løbebåndet igen, men jeg er en god pige, jeg gør hvad der bliver sagt, i hvert fald når der er en mening med det, så jeg holder mig i ro indtil min pædagog/løbetræner giver grønt lys.

mandag den 27. august 2012

To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.

søndag den 26. august 2012

Stresset og træt

Der er kun lidt over en uge til, at jeg starter på universitetet, og det stresser mig, og når jeg er stresset, bliver jeg træt, og i to dage nu, har jeg gjort noget for mig så sjældent som at sove over mig, det er derfor der ikke kom noget indlæg i går, og at indlæget i dag bliver kort og ligegyldigt.

Jeg har ikke så meget imod at være træt, også selvom det tit gør mig trist og ked af det, men jeg har noget imod at få at vide af andre, at jeg er træt, for hvis jeg nu både er træt og ked af det, så føler jeg at de siger, at det ikke betyder noget at jeg er ked af det, for jeg er jo bare ked af det fordi jeg er træt, og så føler jeg, at jeg ikke har lov til at være ked af det, og så gør det mig endnu mere ked af det. Når jeg så samtidig er træt, så har jeg lettere ved at springe til konklusioner, og ofte overdriver min trætte hjerne betydningen af folks ord, og så bliver jeg endnu mere ked af det uden grund.

Det skete for mig i går. Jeg var desperat efter den ene af mine kontaktpædagogers opmærksomhed, og da jeg ikke fik den på den måde som jeg ville have, så følte jeg mig overset og blev ked af det, meget ked af det, så ked af det, at jeg ikke ville spise min aftensmad. I stedet for så skar jeg mig. Først skar jeg mig, så skar jeg mig lidt mere, og til sidst skar jeg mig nok til, at jeg følte, at jeg kunne være bekendt at gå ned og vise pædagogerne såret. Ja i læste rigtigt, såret i ental, for i modsætning til mange andre jeg kender, så skærer jeg mig for det meste kun et sted, og det kan tage mange små snit at få et sår der er langt, dybt og åbent nok til, at det skal sys, for hvis det ikke skal sys, så skammer jeg mig over min egen uformåen.

fredag den 24. august 2012

Om sukkerafhængighed og reklamer

Hvor går grænsen mellem at være sukkerafhængig og på bare at være glad for chokolade? Kan man overhovedet være sukkerafhængig, altså sådan rigtig afhængig? Det er egentlig spørgsmål jeg ikke burde udtale mig alt for meget om, for jeg er ikke læge, jeg ved kun hvad jeg selv har oplevet, og hvad min psykolog har fortalt mig, eller rettere, hvordan jeg har opfattet det som min psykolog har fortalt mig.

Efter sigende skulle mange aspergere have det problem, at signalerne i hjernen ikke er kraftige nok, hvilket betyder at hjernen har meget svært ved at komme op i omdrejninger, og man bliver sløv og ugidelig om morgenen og formiddagen, og efterhånden i løbet af dagen kommer man op på niveau med andre mennesker, men det er en lang sej kamp, medmindre man tilsætter en god portion sukker.

Allerede som barn opdagede jeg instinktivt det med sukker, og jeg hældte altid så meget sukker på mine havregryn, at det ikke længere smagte godt, men ned skulle det. Alle de penge jeg kunne lægge mine små beskidte fedtfingre på gik til slik, også selvom det betød at stjæle fra mine forældre, og jeg tør slet ikke tænke på hvor mange gange jeg har tømt min mors sliklager. Med årene blev det så en regulær afhængighed.

Og hvorfor vil jeg så kalde det en afhængighed, i stedet for at indrømme at jeg bare var lidt for glad for chokolade? Er det ikke et sted at løbe fra sit ansvar at sige, at jeg kunne ikke gøre for det, jeg er jo afhængig. Jeg vil ikke mene, at jeg er et offer for min afhængighed, jeg deltog gladeligt i den, for hvis an endelig skal være afhængig af noget, så er chokolade da trods alt lækkert, men så var der bare lige skammen der fulgte mig overalt. Skammen var at handle i forskellige butikker i løbet af dagen, for at ekspedienterne ikke skulle se hvor meget sukker jeg egentlig spiste. Der var de løgnehistorier jeg fabrikerede, i tilfælde af, at en ekspedient spurgte hvorfor jeg købte så meget is hver dag. Der var de dage, hvor jeg stillede mig i kø foran Spar et kvarter før de åbnede sammen med alle alkoholikerne for at komme ind efter en plade chokolade, måske to, som jeg købte sammen med en liter mælk, som jeg ikke skulle bruge til noget andet end camouflage, for det var jo i virkeligheden den jeg skulle have, yeah right. Det var at forlade undervisningen på universitetet, fordi jeg skulle ud til automaten, og slikket blev spist inde på handicaptoilettet, for at ingen skulle se min skam. Jeg husker alle de fester jeg har været til, hvor jeg gik i trance under desserten, så jeg ikke ænsede noget omkring mig, hvor al min opmærksomhed var på den is/kage/fromage der stod foran mig, og jeg husker alle de kræfter jeg skulle bruge, for at de andre gæster ikke skulle kigge skævt til mængden eller den måde jeg spiste den på.

Der er selvfølgelig også andre aspekter af min afhængighed. Der var kampen for at holde vægten, selvom jeg spiste for 1,200 kcal slik nogle (temmelig mange) dage. Der var pengene, slik er dyrt, og det var det allerede inden den ekstra fedt og sukkerskat. Der var logistiske problemer, for nogle gange havde butikkerne lukket, eller jeg havde ingen kontanter (jeg havde kun et hævekort dengang), så jeg fandt mig i at gå over lange afstande på skæve tider af dagen, for at få mit fix.

For 1½ år siden skrev min psykolog et brev til min psykiater hvor hun fortalte om det med signalerne i hjernebarken, og da jeg samtidig viste tydelige tegn på ADD gik han med til til at starte mig på Ritalin, og det hjalp som en drøm, ikke kun på min sukkerafhængighed, men på hele min verden. Tidligere hvar det sådan at mine tanker var en lang serie af brudte sætninger, som min hjerne på en eller anden måde skulle sammenfatte til noget meningsfuldt. Pludselig kunne jeg tænke i helheder, og det gav mig overskud til at tage verden ind på en helt ny måde. Senere viste det sig at jeg ikke kunne tåle Ritalin i den dosis jeg fik, og vi måtte eksperimentere lidt med mærker og doser. Jeg er ikke sikker på, at jeg har den rigtige dosis nu, men jeg har ikke fået en psykiater i den by hvor jeg bor nu, så der kan ikke blive tale om at forøge.

Jeg har ikke spist sukker i al den tid jeg har fået medicin, for jeg tør ikke, for hvad nu hvis jeg ikke kan kontrollere det, en fjernsynet er fuld af reklamer for sukkerstads, og jeg begynder at savne sukker rigtig rigtig meget, og jeg føler mig svag.

torsdag den 23. august 2012

Om ondt i benene og vand i håret

Jeg tog hjem til in far for at komme væk fra mine tvangsprægede vaner, og jeg har gjort et stort nummer ud af, at opleve en masse så fjernt fra min normale hverdags agtige ting som muligt, og det er en god tur, det er det bestemt, men jeg er ikke kommet væk fra det tvangsprægede. I mandags fik jeg ondt i benet efter min intervaltræning, så jeg VED, at jeg burde tage den med ro, men jeg har lige fået menstruation, så jeg er oppustet og har taget et par kg på, og jeg hader det og har ikke nogen at snakke med om det, så det jeg gør er, at jeg løber, og jeg løber hver dag, selvom jeg ved, at jeg ikke må.

Jeg ved ikke om det gør mere eller mindre ondt i mit ben, efter så mange år som selvskader har jeg fået et ret flydende forhold til smerte. Jeg er bange for at det går hen og udvikler sig til en decideret skade, men jeg kan ikke lade være med at løbe, for jeg har jo taget på. Samtidig er jeg bange for hvad min pædagog/løbetræner vil sige til det, hun fortæller mig hele tiden hvad jeg må og ikke må, hvad jeg skal og ikke skal, og det er fornuftigt det hun siger, hun følger bare ikke selv sine egne regler, og jeg har svært ved at se hvornår det er okay at bryde reglerne.

Jeg har lige været ude på en tur og jeg kan godt mærke, at jeg har brudt reglerne lidt for eget. Jeg har ondt i benet, og derfor kompenserer jeg, så nu har jeg også fået ondt i hoften. Det var faktisk slet ikke sjovt at komme igennem i dags løbetur, jeg havde ondt, og så begyndte det oven i købet at regnet sådan en tung kold regn, en det var lige meget, for jeg var NØDT til at løbe, så jeg kunne få forbrændt nogle kalorier.

onsdag den 22. august 2012

Om at tale alvorligt med sin veninde

Jeg har en veninde, som jeg elsker over alt på jorden. Hun er min sjælesøster og mit ét og alt, så det skar mig i hjertet, da jeg i går måtte tage turen til København for at tale et alvorsord med hende.

I går morges fik jeg min far til at køre mig til toget. Jeg havde lige været frisk nok til at løbe mig en tur tidligere, men nu jeg var altså alt for doven til at gå den ret korte vej ind på stationen. Da jeg stod på perronen, kom der en virkelig flot midaldrende dame af, jeg vil gætte på pakistansk baggrund, hen til mig. Jeg sagde, at jo, hun stod skam på den rigtige perron, toget var bare lidt forsinket. Bagefter kommenterede hun mine bumser. Jeg havde egentlig lidt lyst til at blive fornærmet, men det ville ikke rigtigt lykkes mig, for det var tydeligt, at hun gjorde det af et godt hjerte. Hun sagde, at jeg bare skulle smøre ansigtet med tigerbalsam, så ville det forsvinde med det samme. Selvom hun sagde det på en venlig måde, var jeg glad for, at vi skulle sidde i en stillekupé, for jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til at høre hvad hun eller havde at sige til mig.

Jeg kom godt til København, hvor min veninde stod og ventede på mig. Hun undskyldte mange gange, at vi ikke kunne tage direkte hjem, men at vi først skulle på kommunen. Det behøvede hun ikke at undskylde, for ud over at have savnet hende og gerne ville se hende igen, så var jeg lige netop kommet for at tale om økonomi. Det gik desuden godt på kommunen, og de damer vi talte med var meget søde og hjælpsomme. Jeg ved at min veninde har haft nogle virkelig grimme episoder, men jeg har altid været meget heldig med socialrådgivere. Min veninde blev en dag ringet op af en af dem, jo, hun havde da en masse papire fra psykologen, lægen og hospitalet, men hun ville gerne høre fra min venindes egen mund HVORFOR hun var syg (anoreksi) for ligesom at vide om hun havde lyst til at kæmpe for hendes sag. Da jeg hørte den historie, havde jeg lyst til at slå armene om min veninde og give hende jordens største kram, men det er ikke den type forhold vi har, så jeg lod være, og jeg ved ikke med mig selv, om det var godt eller skidt.

Hjemme i lejligheden insisterede jeg på at tale økonomi. Min veninde er ikke dum, hun ved godt hvad der er rigtigt og forkert, men hun står lige midt i sin egen økonomiske ruin, og det kan være svært så at se objektivt på tallene. Hun skal snart flytte til noget billigere, til noget hun rent faktisk har råd til at bo i, men der går stadig nogle måneder før hun har et budget der er til at holde ud, og indtil da er hun rent ud sagt på røven. Jeg så på hendes fine nye budget som hun var så stolt af, og så begyndte jeg ellers at pille det fra hinanden. Det skar mig i hjertet, hvordan jeg sad der og gjorde hendes månedlige overskud mindre og mindre, men det måtte gøres.

Min vigtigste mission var at forhindre hende i at tage et quick lån for at kamuflere at hun havde overtrukket sin kassekredit. Jeg indrømmer gerne, at jeg egentlig ikke ved ret meget om økonomi, men jeg har set nok afsnit af Luksusfælden (Gud hvor jeg savner Viasat) til at jeg ved, at man ikke skal tage lån for at betale gæld af, at det faktisk kan være strafbart. Min veninde argumenterede for, at børnepengene jo snart kom, men for det første havde hun jo i virkeligheden ikke lyst til at bruge børnepengene på den slags, for det andet vil quick låns firmaerne ikke have pengene så snart man har dem, de vil trække pinen ud i minimum et år for at få så mange renter som muligt. Banken derimod tager imod pengene med kyshånd, jo før jo bedre.

Jeg forstår godt min veninde. Det er aldrig sjovt at skuffe nogen, heller ikke sin bankmand, men det er endnu værre at skuffe ham, når han ikke er sød ved én. Jeg er et intellektuelt empatisk menneske, ikke et emotionelt empatisk menneske, det vil sige, at jeg bruger min intelligens til at regne ud hvordan andre mennesker har det, jeg mærker det ikke intuitivt. Jeg kunne ikke føle min venindes angst, men jeg forstod godt frygten for ydmygelsen. Jeg forstod godt, hvor forfærdeligt det må være at blive ringet op for at få en skideballe, og jeg forstår godt ønsket om at gøre hvad som helst for at dække sine spor, en et quick lån er bare ikke løsningen. bankmanden kan jo desuden godt se hvor pengene kommer fra, og han kan se at man graver sig ned i et stort dybt hul, og det vil han nok heller ikke være begejstret for.

Jeg elsker min veninde, en jeg var nødt til at tale hårdt til hende. Det kommer til at lyde så formynderisk, og det er det nok også, men sådan er det nødt til at være en gang imellem, for når man står i lort til halsen, så er det svært at bevare overblikket

tirsdag den 21. august 2012

Om fyre der læser gode bøger i toget

Jeg var ude og køre i tog i går, og når jeg gør det, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvad andre mennesker læser. Jeg vil skyde på at 4 ud af 5 gange, hvor der sidder en og læser er det en ung pige eller en gammel dame, men fra tid til anden støder man på en ung fyr der læser (ellers sidder de som regel med deres computere). Når de så læser bøger er det som oftest nogle tommetykke sci-fi romaner, men i går sad der en sød rødhåret fyr og læste "Midt i en jazztid" af Knud Sønderby, og da han var færdig med den gik han i gang med "Rosens navn" af Umberto Eco. Jeg kunne ikke lade være med at forelske mig en lille bitte smule.

Den omtalte fyr sad skråt bag ved mig, så jeg havde svært ved at kigge på ham i smug, men jeg fandt en stilling hvor 1) han kunne se at jeg sad med en stor tyk bog (elendig kvalitet, men det behøvede han jo ikke at vide), og 2) jeg en gang imellem kunne kaste et blik tilbage.

Dette er ikke nogen romantisk scene fra en amerikansk film, vores øjne mødtes ikke mere eller mindre tilfældigt, der opstod ikke en uudtalt forståelse mellem os, og vi stødte ikke ind i hinanden på gangen og udvekslede dobbelttydige bemærkninger. Min veninde foreslog at jeg skulle give ham mit nummer, men nej, der havde jo ikke været skyggen af interesse fra hans side, men det gjorde da min togtur lidt mere interessant.

mandag den 20. august 2012

Om en helt ugidelig weekend

Lørdag morgen var jeg ude og løbe, altså ude som i udenfor og ikke på løbebånd. Det var fint nok, og ikke så hårdt som jeg havde frygtet, men da jeg kom hjem, gik jeg i bad og smed mig i en liggestol, og jeg kom ikke op igen før hen under eftermiddagen, hvor der ikke var mere skygge tilbage. Søndag var jeg ikke en gang ude og løbe, der lagde jeg mig bar direkte ud.

Vi har kun én ordentlig liggestol, og jeg havde lidt dårlig samvittighed over i den grad at besætte den hele weekenden. Normalt sidder jeg bare i de almindelige stole, og har det helt fint med det, men efter adskillige timers læsning på den måde, har jeg fået en lækker brun kulør, men kun på forsiden af kroppen. Så jeg måtte ned på liggestolen og slange mig på maven, selvom jeg hader at ligge på maven.

Al den ugidelighed har steget mig til hovedet, og jeg sidder her foran computeren og sumper og har ikke rigtigt lyst til for alvor at komme i gang med den her dag. Jeg gider ikke skrive det her blogindlæg, jeg gider ikke tage hen for at løbe, jeg gider ikke tage taget til Odense, men mest af alt, gider jeg ikke komme i tøjet, men samtidig er jeg også bare så træt af at lave ingenting, at jeg også bare trænger til at komme ud og væk. Jeg trænger til at få rørt lemmerne, jeg trænger til at få set noget andet, og jeg trænger til at få hovedet op i omdrejninger inden jeg starter på universitetet om en uge.

Det er vinter, og jeg er en lille and der svømmer rundt og rundt i hullet i isen som bliver mindre og mindre. Min tryghedszone bliver mindre og mindre, og jeg føler, at jeg bliver kvalt. Jeg har lyst til at råbe og skrige, og fægte med arme og ben for at gøre hullet større, men selvom det hjælper lidt, bliver hullet hele tiden mindre og mindre.

Fredag aften, dagen før jeg skulle løbe ude, var jeg rædselsslagen bange for at min kondition ville forsvinde i løbet af natten, jeg troede vitterligt at jeg ikke ville kunne løbe 100 m. I dag tager jeg til Odense for at besøge min far og farmor, men jeg er rædselsslagen og har lyst til at melde afbud, for ellers får jeg jo ikke vasket tøj på onsdag, og selvom jeg ikke lige kan se nogle skræmmende konsekvenser af det, så ved jeg alligevel, at det er slemt. Har jeg altid været så tvangspræget? Er jeg først begyndt at lægge mærke til det nu, eller er det noget der er gået hen og er blevet værre? Det er som om jeg går rundt og er bange hele tiden, også selvom det generelt går godt.

Jeg har ikke OCD, jeg har i hvert fald ikke en diagnose, men jeg begynder at så hvor forfærdeligt det må være. Jeg kan til gengæld ikke se hvor grænsen går mellem OCD og trygge autistiske vaner. De fleste med ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) kender det trøstende ved at have små rigide vaner der gentages dag ud og dag ind. Alle mennesker er vanedyr, ikke kun autister, og vi kan vist alle godt lide noget trygt og velkendt, men lige så stille lister den tvangsprægede handling og tankemønster ind på en, og en dag vågner men og føler sig fanget, og man ved ikke hvordan man skal komme ud, for den virkelige verden udenfor alle vanerne er så stor og skræmmende, og hvis jeg ændre bare en lille bitte faktor, så styrter hele korthuset sammen, og så skal man samle sig selv op fra gulvet.

En af dagene bliver man tvunget til at gøre noget andet, og det er frygteligt og farligt, og måske går det godt, men bare fordi det går godt at ændre ved den ene ting, betyder det ikke, at det også går godt at ændre ved en anden, og man står og virker enormt overskudsagtig og fortæller om denne nye oplevelse, men det er mest for at skjule over for sig selv og andre, hvor bange man egentlig var.

søndag den 19. august 2012

Om en tåbelig kat

Jeg er ikke nogen specielt kærlig person, og det tror jeg tit at dyr kan mærke, for de er i hvert fald generelt ikke særligt vilde med mig.

Nu er det imidlertid hændt, at vi som institution er blevet adopteret af en lidt fed mangefarvet kat, den kan i hvert fald godt lide at hænge ud her, og den spankulerer rund som om den ejede stedet, hvilket vel er ganske typisk katteoptræden. Men det er altså en tåbelig kat, det meste af tiden opfører den sig nemlig grangiveligt som en hund. Denne kat ejer ikke værdighed, men ligger og ruller rundt på fliserne med ben og hale strittende ud til alle sider, den gnubber sig som havde den skab.

Om den vil klappes eller ej afhænger af dens humør, men det er altid et spørgsmål om ekstremer. Der er ikke noget med at den allernådigst lader én ae det på ryggen. Nej, enten bider den én i hånden, eller også henføre den sig til kærtegnene til en grad der minder om orgasme, jeg har endda været ude for, at den bogstavelig talt savlede på fliserne. Jeg tror aldrig før jeg har set en kat savle.

lørdag den 18. august 2012

Om en dag med religiøse symboler

Rosenkrans

Den ene af mine kontaktpædagoger skulle følge mig til lægen, og jeg kom ned i lidt god tid, for sådan er jeg nu engang. Hun havde en halskæde på, som jeg ikke kunne lade være med at kommentere, for det var en dårlig kopi af en rosenkrans, en pæn kopi, det må jeg give hende, men forkert. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan perlerne skal sidde i klynger af ti, gentaget fem gange, men jeg er ikke særlig god til at forklare den slags.

Da vi kom hjem fra lægen, ville jeg forære hende en rigtig rosenkrans, jeg havde nemlig en liggende, der ikke er velsignet, og som jeg derfor ikke bruger. Hun blev glad ved gestussen, men hun var faktisk i tvivl om, om hun måtte tage imod den, for stedet her er nyt, og der er endnu ikke blevet fastsat hvad, for hvor meget, hvordan og hvorfor pædagogerne må modtage gaver. Først ville hun spørge vores daglige leder, men det blev sendt videre til, at det skal tages op på et personalemøde.

I mellemtiden var der gået et par timer, og hun fortalte mig beslutningen over min eftermiddagsmad. Sammen med os til eftermiddagsmad var vores nye vikar, så vi kunne komme til at lære hinanden under trykke rammer. Hun har været gift og bosat i Grækenland i en lang årrække, så hendes børn er græsk ortodokse. Der er stor, jeg vil ikke direkte kalde det fjendtlighed, men kølig konkurrence mellem den katolske og den ortodokse kirke, men sandheden er, at der er stor sandhed og skønhed i dem begge, og der er mange ting vi har til fælles, som protestanterne (desværre) ikke helt kan tale med om.

Jeg fortalte blandt andet, at jeg har en hel håndfuld rosenkranse liggende, både velsignede og ikke velsignede. Mange af dem er meget smukke, nogle har en smuk historie, nogle har jeg endda selv lavet, men hvad betyder det, for jeg bruger alligevel altid den samme. MIN rosenkrans er perfekt, selvom den ikke er nogen skønhed. Den er solid, og perlerne ligger så godt i hånden, som havde jeg aldrig bestilt andet end at bede rosenkransen, hvilket desværre ikke er sagen. Vikaren kendte kun alt for godt symptomet, for de ortodokse har også en bønne krans, og hendes børn havde også én der var bedre end alle andre.

Ikoner

Vi fik en lang os en lang snak om religiøse symboler, og de skulle da lige op og se min samling af rosenkranse. Vi talte om, men desværre ikke så meget som jeg gerne ville have haft, og de ortodokses forhold til ikoner, det er nemlig noget de har et virkeligt smukt forhold til, som vi katolikker kan lære meget af, som hele vesten kan lære meget af. Igennem det seneste år, er der nogle billeder, som bliver kaldt ikoner :-@ der er blevet populære. Det er især midaldrende kvinder der maler dem og føler sig meget spirituelle (et ægte ikon bliver ikke malet, men skrevet), men det er bare billeder, og normalt ikke en gang særligt pæne, og jeg bliver rasende, når jeg ser dem, for det nedgør hvad et ægte ikon er.

Den undergørende medalje

Da jeg sad inde ved lægen og skulle have fjernet sting, sad jeg med overkroppen lænet ind over briksen med armen strakt frem, så han kunne komme til. Dette gjorde at min halskæde kom til at hænge og dingle et sted lige under min hage. Min læge er en lidt ældre mand, så jeg blev helt paf, da han kommenterede den. Mænd og accessories, jeg troede ærlig talt ikke, at de lagde mærke til deres eksistens, men det gjorde ham her.

Ved siden af mit sølvkors har jeg en lille undergørende medalje hængende, det har jeg haft i mange år, men min nuværende medalje fik jeg da jeg var i Paris, hvor vi fik en hver til minde om turen.

Min læge sagde at det var en interessant halskæde, og jeg fortalte ham hvad den hed. Han havde lagt mærke til den, fordi han selv har en. Han havde som barn været indlagt på Skt Joseph hospitalet i Odense, og der var der en af søstrene (nonnerne), der havde givet ham en. Jeg synes at det var sjovt, at han stadigvæk havde den.

Da jeg skiftede den gamle medalje ud med den nye, gav jeg den gamle til en veninde der er meget syg. Hun er ikke katolik, så for hende er det nok ikke en påmindelse om tilbedelse af Gud, men derimod en påmindelse om vort forhåbentligt evige venskab. Jeg prøver ikke på at missionere over for mine veninder, kun gennem efterlevelse af Guds kærlighedsbud, elsk din næste som dig selv. Jeg elsker ikke mine veninder fordi Gud siger at jeg skal, men Gud forære mig kærligheden, en gave fra ham til mig til dem. Pædagogerne spørger hvordan jeg finder overskud til altid at gøre små kærlige ting for mine venner. Normalt svare jeg, at sådan er jeg bare, men det er Gud der giver mig det. Jeg lærte det af en veninde der nu er præst (protestantisk) og jeg sider ikke, at ikke religiøse mennesker ikke kan gøre den slags, men for mig er det en troens gerning.

fredag den 17. august 2012

Om en pæn håndskrift

Både jeg selv og mange andre roser mig for at have en pæn håndskrift, og de ønsker jeg også at have når jeg starter på hebraisk her om 1½ uge, så jeg sidder nede i spisestuen med min hebraiske bibel og skriver af, og skriver af, og skriver af. Det er ikke hårdt arbejde, men det er kedeligt, især fordi jeg ikke er god nok til hebraisk til at vide hvad det er jeg sidder og skriver. Jeg genkender da et ord i ny og næ, men det er egent imponerende lidt. Så jeg sidder og skriver tegn efter tegn, og nogle gange skriver jeg bare række efter række af det samme bogstav eller ord.

Hele pointen er, at jeg udmærket godt kan det hebraiske alfabet, men bogstaverne som de ser ud på tryk er klodsede og langsomme at skrive i hånden, og det tager sin tid når man skriver noter, laver lektier eller skal til eksamen, derfor er jeg ved at lære mig selv hebraisk håndskrift, som det er blevet genopfundet til moderne hebraisk. Bogstaverne her er meget lettere at skrive, og det ser tilnærmelsesvist pænt ud når man skriver det, men mange af bogstaverne er markant anderledes end dem jeg kender i forvejen, så jeg sidder hele tiden og slår op, og slår op og slår op. Fik jeg sagt at det er kedeligt arbejde.

Pædagogerne er flere gange henne og fortælle mig at det ser godt ud, men det er vist mest fordi de ikke har nogen anelse om hvordan det bør se ud. Det mærkelige er, at det kommer bag på dem at jeg gør den slags. Jeg kan godt gå med til at nogle er mere disponible for en flot håndskrift end andre, men det kræver også øvelse, masser af øvelse. Min almindelige håndskrift får jeg jo trænet, når jeg skriver breve eller dagbog, men også der kan jeg finde på at sidde bare og øve mig for at få et pænere sving på mine r'er eller krølle på mine b'er. Hebraisk har jeg dog ikke mulighed for at øve nær så naturligt, så jeg må bare lave de samme øvelser, som man skulle dengang for mange år siden da man gik i folkeskole.

Så jeg sidder ved mit bord og papirer spredt ud foran mig og øver mig, og bliver helt firkantet i øjnene. Pædagogerne siger, at det er hyggeligt at jeg tager det med ned, og jeg kan da også lide at føle, at der er liv omkring mig, nogle af de kommentarer jeg får, kunne jeg dog godt være foruden. De mener det på bedst tænkelige måde, men de glemmer, at jeg tænker på en helt anden måde end dem.

Her er hvad de siger, og hvad jeg hører, og hvad jeg tænker:
- Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med lektierne/sådan noget der kan jeg slet ikke finde ud af/tænk at du kan finde ud af det der= når du sidder der, får du mig til at føle mig dum, og jeg får det dårligt med mig selv = giver mig noget at leve op til, for så tror de, at jeg er klogere end jeg egentlig er, og så tror de at jeg vil få en meget bedre karakter end hvad egentlig er tilfældet, og så får jeg dårlig samvittighed.

Jeg får dårlig samvittighed over at sidde der og lade som om jeg er så pokkers klog, for at have en fin håndskrift er ikke det samme som at være dygtig. Jeg vil gerne have en pæn håndskrift, men jeg vil endnu hellere være dygtig. Det jeg er bange for at der vil ske er, at jeg føler mig så overlegen fordi de andre jo først skal til at lære alfabetet, og jeg bare skal have genopfrisket min grammatik, så at jeg læner mig tilbage, og pludselig har de overhalet mig, og jeg får en skod karakter til eksamen. Jeg er nemlig ikke så dygtig som alle går rundt og tror, jeg er bare helt almindelig, og jeg synes også, at det er sjovere at sidde i sofaen med en god bog og en pepsi max, end det er at slå op i grammatikker og ordbøger.

Selvfølgelig skal jeg begynde på hebraisk, fordi jeg gerne vil. Jeg er pensionist, så samfundet har ingen forventninger til mig, og i princippet kunne jeg sidde på sofaen hele dagen og ryge smøger og tage 10 kg på om året, de eneste forventninger jeg skal leve op til er mine egne. Jeg forventer, at lektierne er spændende de første 3 måneder, og så bliver de bare en del af hverdagen der skal overstås før jeg kan begynde at slappe af. Lektier er kedelige, sådan er det bare. Øvelserne i sig selv er måske okay, men fordi det er lektier og noget man SKAL gøre, så bliver der lagt en fin hinde af kedsomhed over det hele, så ja, jeg sad og skrev af efter biblen uden at vide hvad jeg skrev.

torsdag den 16. august 2012

Universitetet rykker nærmere

Det er længe siden, at jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, men jeg var kun kommet ind på studiet, ikke på det fag jeg gerne ville ind på (jeg var dog heller ikke blevet afvist). Jeg vidste ingenting om studiestart, ugedage, tidspunkter, jeg vidste ikke noget om jeg kunne få lov til at nøjes med ét fag, eller om jeg var nødt til at tage de fag fra førsteårsprøven, som jeg af underlige årsager ikke kunne få merit for, og jeg vidste ikke, i hvilken grad jeg bliver nødt til at lægge mit liv om, for at tilpasse det studiet. Denne uvished har drevet mig op ad væggene, især den sidste uge har været slem.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har Aspergers, eller om det er fordi jeg er kvinde, eller måske en blanding af de to, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, når den slags detaljer ikke er faldet på plads. Argh, hvor det irriterer mig, og jeg har været så anspændt, at jeg den sidste uge ikke har kunnet få noget for hånden.

Jeg hader, at mit liv på den måde blev sat på stand by, bare fordi jeg ikke lige kender nogle klokkeslet for noget der først kommer til at ske om nogle uger, men tænk lige over det, hvad nu hvis jeg skulle møde på universitetet mandag, onsdag og fredag morgen, så ville jeg være nødt til at rykke mit løbeprogram, og hvis jeg skulle rykke mit løbeprogram, så ville jeg skulle løbe søndag kl 8, hvilket i nogle uger ville betyde at jeg skulle vælge mellem løb og kirke (som om jeg overhovedet kommer i kirke (desværre)). Hvis der skulle ske sådan en ændring, så ville det være rart at vide det på forhånd, så alle ændringer, både løb og studiestart, ikke skulle indføres på samme tid. Hele ferien har jeg brugt energi og kræfter på at udtænke mulige løsninger, men jeg kunne jo ikke gøre det ordentligt, for jeg vidste jo overhovedet ingen ting.

I tirsdags skulle en pædagog have ringet til studievejledningen, men så var hun syg. Jeg blev frustreret nærmende sig til rasende, ikke på hende men på hele situationen, men i går kom hun og fik endelig ringet, så nu har jeg fået nogle midlertidige svar. Ét af de fag, som jeg ikke kunne få merit for, kunne jeg godt få merit for alligevel, og det andet, der ville hun lige se, men måske. Hvis ikke, så går det nok, jeg har jo haft et tilsvarende fag før, så jeg ville sikkert kunne score en rimelig karakter med et minimum af arbejde. Det vigtigste svar var dog det om tidspunkterne. Jeg har ikke fået at hvide hvilket af holdende til hebraisk jeg er kommet ind på, men jeg kan dog sige med ret stor sandsynlighed, at jeg ikke behøves at lave om i mit løbeprogram.

Jeg glæder mig og jeg er et nervevrag. Faget skal jeg nok klare, men hvad med det sociale, eller endnu værre, hvad med alle de timer jeg skal tilbringe i tog og bus, to timer hver vej, det bliver mange timer i løbet af en hel uge. Men hvad nu hvis jeg heller ikke kan klare det faglige? Hvad nu hvis jeg er for dum, ukoncentreret og doven til at genopfriske det op til et acceptabelt niveau? Jeg gør dette for at få en succesoplevelse, men hvad nu hvis det ender med en kæmpe fiasko?

Jeg længes tilbage til universitetet, men hvad nu hvis universitetet ikke lever op til mine håb, drømme og forventninger?

onsdag den 15. august 2012

Om en tur i svømmehallen

I mandags da jeg skulle løbe intervaltræning, begyndte det en fem-seks gange at stikke i mit knæ, ikke meget, bare lige et enkelt lille jag, men det var nok til at gøre mig rædselsslagen. Jeg har bare slet ikke brug for at blive skadet nu her lige før studiestart, 7 9 13. Jeg besluttede mig derfor at tage den med ro her i dag og ikke løbe, men jeg havde heller ikke lyst til ikke at lave noget, så jeg tog i svømmehallen.

Jeg er vant til at svømme i et 50m bassin, men her hvor jeg bor nu, er der kun et lille. Jeg er ikke konkurrence svømmer, så i grunden kan det være ligegyldigt, men det føles lidt som snyd at have så mange pauser. Alligevel er mit eneste problem egentlig, at det er træls at holde styr på så mange tal. 4 baner til 100m, og 40 op til 1000. Jeg svømmede 50, eller det tror jeg i hvert fald, for et par gange gik der kludder i tællingen. Om jeg svømmede 48, 50 eller 52 baner kan vel egentlig komme ud på et, men så igen, så kan det ikke. Det er bare ikke det samme, i hvert fald ikke når man har Aspergers, og det er da også derfor, jeg knyr, når min pædagog/løbetræner synes jeg skal begynde at løbe ude. Det er bare ikke det samme, når man ikke kender de præcise tal.

I hvert fald svømmede jeg ca 50 baner på lidt under 45 min. I 'gamle' dage, dengang jeg svømmede ugentligt men ikke dyrkede nogen anden form for motion, der kunne jeg klare 40 og så var jeg træt, nu kunne jeg sagtens have klaret mere men hr irriterende mand i hvide Speedos i banen ved siden af mig, insisterede på at svømme butterfly selvom det sprøjtede og lavede bølger så det ikke var til at holde ud. Desuden havde jeg jo lovet mig selv at tage den lidt med ro.

Selvom jeg har lært at elske løb, så var det faktisk rart at lave noget andet til en forandring. Det er ikke helt billigt at komme i svømmehallen, heller ikke når man er pensionist, så det bliver nok ikke en ugentlig ting, men jeg kan egentlig godt lide at svømme, også selvom jeg ikke er god til det.

Det mest irriterende ved svømmehaller er mine lår. Jeg brokker mig tit over mine store lår, og pædagogerne ser overbærende på mig, men jeg mener det altså. Når huden er fugtig, og jeg skal gå fra bassinet til bruseren til omklædningsrummet, så låser mine lår sig fast imod hinanden, og jeg må enten med jævne mellemrum gøre tåbelige små hop for at komme fri, eller jeg må gå med let skrævende ben, og begge dele kan jeg love jer for ser tåbelige ud, især når man i forvejen er ekstra bevidst om sin egen krop, fordi man viser sig frem i alt for lidt tøj.

Eller også er det mest irriterende, når man står helt alene under bruseren, og der så kommer en stor fed dame, og ud af de 11 ledige brusere, vælger hun den lige ved siden af mig. Det havde sikkert ved lige så irriterende, havde hun været tynd, men det var hende her altså ikke.

Eller også er det, at jeg nu bliver nødt til at vaske mit hår, selvom det først skulle være gjort fredag.

Hrmf, i virkeligheden er der enormt mange irriterende ting ved at gå i svømmehallen, og det er jo nok derfor, at jeg ikke får gjort det så tit, det er faktisk første gang i år, men alligevel er svømning en motionsform jeg ofte vender tilbage til, for vand er bare skønt, og selvom der er klor i.

tirsdag den 14. august 2012

Om styrketræning

Gag, jeg hader det. Jeg hader at sætte mig ved en eller anden åndssvag maskine, indstille den, lave et par gentagelser og så videre til næste maskine. Jeg ved jeg ville have godt af at gøre det regelmæssigt, men jeg kommer bare ikke af sted. Det er på et plan, hvor jeg ikke en gang gider at komme med undskyldninger, jeg beslutter mig bare for ikke at tage af sted. Det er en beslutning jeg har det rigtig godt med, lige indtil den dag hvor jeg under en løbetur mærker en stikken i mit ene knæ. Så må jeg pænt tage op i motionscentret og gennemgå en håndfuld maskiner, men jeg værger mig ved det.

Jeg har relativt let ved at opbygge muskelmasse, men jeg vil ikke være muskuløs, jeg vil være tynd. En muskuløs krop kan være helt enorm smuk når det virker naturligt, men det er bare ikke så fedt, når tøjet ikke længere passer. "Jamen, det er jo muskler",siger folk. Yeah right, som om det har noget at skulle have sagt når man ikke kan få et par bukser op over lårene. En hver kvinde ved, at for små bukser betyder at man er blevet tyk, og så er det ligegyldigt hvad den reelle grund er. "Skat? Ser jeg tyk ud i dem her?". Lige før ferien købte jeg et par super lækre D&G bukser i en genbrugsbutik. De sad noget stramt, men hvad gør det, når prisen er rigtig. Nu kan jeg ikke lukke dem. Jeg trøster mig med, at de endnu er for varme, og at der er lang tid til vinter, men morgenluften dufter af efterår, og snart har jeg nu hele to par testbukser der skal findes frem i stedet for kun et, og jeg overvejer hvor i min kostplan jeg kan snyde, så at de måske passer... engang.

Her er flyttet endnu en midlertidig person ind, en pige. hun virker rigtig sød, men hun er tynd, og det minder mig om, at det de sidste 10 år har været min drøm at være så tynd, så jeg har kæmpet enormt meget med maden den sidste uge. Jamen, jeg havde jo fået et helt nyt kvindeideal med løberen Rikke Rønholt, havde jeg ikke? Jo, det havde jeg jo, og jeg har det nok også stadigvæk, men det andet har bare været en del af mit liv i så mange år, at det er svært at lægge det på hylden, for jeg synes jo stadig, at det er smukt at kunne se knogler. Jeg har let ved at bygge muskler, og svært ved at tabe fedt, så jeg ved godt hvilken krop jeg ville have lettest ved at opbygge, men den anden er jo også så fin, og jeg vil jo så gerne, og så alligevel, argh, jeg er så forvirret inde i mit lille skøre hoved. Life is complicated. No shit, Sherlock!

Men jeg var altså henne i motionscentret for at træne i morges, og ved enkelte af maskinerne lykkedes det mig næsten at være seriøs. Det var dog lidt svært at tage mig selv seriøst, da det gik op for mig, at jeg er præcis modsat alle body builder typerne. Body builderne gider ikke altid træne ben, for "dem lægger kvinderne jo ikke mærke til" (de skulle bare vide). Jeg derimod træner ben for at undgå knæskader, men armene... Jeg har virkelig ikke lyst til at træne armene, for de er i det mindste nogenlunde tynde, og jeg har ikke lyst til at dække knoglerne med et tykt lag af muskler. Jeg kan allerede så at de er blevet større efter 5 gange yoga, dø hund, dø (yoga joke). Jeg hader at styrketræne for jeg kommer bare ud derfra med en følelse af utilfredshed, for jeg føler ikke rigtigt, at jeg har opnået noget.

mandag den 13. august 2012

Om et forsøg på at aktivere os

Jeg og en af de andre piger, C, rejste os hurtigt fra aftensmaden, ingen af os var særlig sultne og maden var bare rester, så ingen af os var specielt interesserede i at tage anden gang. Okay, måske var jeg egentlig lidt, men humøret var ikke så højt, og jeg var heller ikke alt for interesseret i at virke grådig ved at tage alt for meget mere end C, så jeg lod være. Jeg tænkte desuden, at jeg nok ville gå tidligt i seng, og så skulle jeg alligevel spise natmad. C og jeg fik slæbt os hele vejen hen til sofaen (10m) hvor vi mere eller mindre kollapsede og sad bare og stirrede ud i luften. En gang imellem var der en der sagde en ligegyldig, men vittig bemærkning (for det meste mig, og så talte vi sammen i 30 sekunder, hvorefter vi igen sumpede hen i vores egen lille verden af "jeg gider ikke længere denne her dag".

Jeg ved ikke hvorfor jeg var så træt. Jeg havde været nede og heppe på nogle af pædagogerne der skulle deltage i et løb. Det var da lidt hårdt, for der var mange mennesker, men jeg skulle jo ikke selv løbe, så det var noget værre pjat, at jeg sad der og var så træt. Hvert andet øjeblik så jeg på uret for at se, hvornår jeg lige syntes at jeg kunne tillade mig at gå i seng, og jeg tror måske, at C gjorde det samme.

Da de andre var færdige med at spise, foreslog en af pædagogerne os, at vi skulle se en film. Vi var ligeglade. Han sagde at vi bare skulle vælge en, men vi var jo ligeglade, så ideen om at træffe et bevidst valg var meningsløs, så vi blev bare siddende. En anden pædagog kom hen, hun virkede også interesseret i at få os til at vælge en film, men vi stirrede bare tomt på hende. Jeg jokede med, at de gerne ville have os til at vælge en film, for så kunne de få lov til at sidde og se film under undskyldning af, at de så den sammen med os. Hvis de derimod selv valgte at se en film, så var de bare dovne og gad ikke lave noget. Så grinede vi lidt i 10 sekunder og sumpede så igen hen.

En af drengene kom hen. Også han var interesseret i at se en film. Pædagogerne kunne sikkert godt have fået ham til at vælge en, men de var der ikke lige der, og den stakkels dreng blev fuldstændigt overvældet af C og min inaktivitet, så han kludrede i ordene og forsvandt stille ud i køkkenet.

Jeg valgte at jeg lige så godt kunne gå i seng, med fare for at vågne absurd tidligt, for jeg ville jo alligevel ikke få noget ud af resten af dagen. Jeg vågnede kl 4, hvilket vel var okay, alt taget i betragtning, så kan jeg i det mindste få ordnet nogle ting før jeg skal over og løbe.

søndag den 12. august 2012

Om at OL slutter

Okay, det har faktisk været et interessant projekt at prøve at interessere mig for sport, men her på det sidste er det gået voldsomt ned ad bakke for mit fjernsynskiggeri, jeg orkede ligesom ikke flere kommentatorer der skulle trække tiden ud eller som lige skulle fortælle topatleter hvad de i virkeligheden burde have gjort. Jeg er også træt af sportsjournalister der fiskede efter at få en atlet til at græde 'nu har du jo tabt, hvordan føles det?' og de det ikke virkede, gik de over til 'men du har jo også haft en hård barndom', så lad ham dog tage sit nederlag som en mand, det er ligesom hele pointen med sport. Det er super fedt at vinde, men nogle gange taber man, og så må man bare gøre det bedre næste gang.

Mange af de store vigtige kampe har ligget alt for sent om aftenen til at jeg havde en chance, især inden for atletik, som ellers er min favorit, så måske er det lidt derfor jeg har mistet interessen, eller også følte jeg mig bare tung i hovedet af, at fjernsynet bare kørte og kørte, og folk jublede endnu en gang, og jeg tænkte, hvordan holder de det ud, at sidde derinde på stadion, omgivet af al den lyd. Sportsfolkene blev endda opmuntret af det, og jeg forstår det ikke, hvordan holder de det ud?

Eller måske gør jeg. Der er 24-timers løb i Viborg, hvilket er en form for udvidet stafet. Nogle af pædagogerne fra mit bosted deltager, og i går var jeg lige et smut dernede, for at vise min opbakning. Jeg har valgt løb som min sportsgren på grund af den selvvalgte ensomhed. Okay, til at starte med valgte jeg det ikke, jeg blev af en pædagog sat til det. Jeg har stor respekt for hende, derfor løb jeg når hun sagde løb, men efterhånden blev det mere og mere noget jeg selv ønskede, og med tiden kom jeg ligefrem til at holde af, at det kun var mig og mit løbebånd, men så kom jeg ned på pladsen i går.

Nede på pladsen hvor alle holdene havde deres telte, der var der mennesker i løbetøj over det hele, og de snakkede og lo og der var forsøgt orden, der bare ikke rigtigt lykkedes, og der var larm og glade dage, og det var skræmmende, men jeg kunne også mærke et lille stik af misundelse. Jeg vil også være del af noget større, jeg vil også have nogen at være sammen om dette med, men ud over den pædagog der lægger mit løbeprogram kender jeg ingen i området der løber, heller ikke længere væk egentlig.

Det er gået op for mig, at jeg slet ikke har noget mål med at løbe, jeg løber bare de der fire gange om ugen, og jeg forsøger da at blive bedre, men jeg arbejder mig ikke hen imod noget bestemt, jeg løber bare. Jeg startede indlægget med at skrive om OL, og selvom jeg ikke har høje ambitioner, så har jeg dog ladet mig smitte med kampgejsten. Det er lidt lige som de halvfede halvgamle mænd der under tour de France sætter sig op på deres helt ufatteligt dyre cykler og får årets eneste motion. Lige som dem har jeg nu lyst til at deltage i et eller andet løb, men det kan jeg ikke. Jeg er for det første ikke god nok til at kunne få et nogenlunde godt resultat, og jeg ved godt at det ikke burde være en hindring, men det er det, for jeg ville skamme mig alt for meget.

Under OL har jeg haft en særlig kærlighed til de sportsfolk der ikke rigtigt kunne, for hvis vi vil presse vores ideer ned over hovedet på fremmede lande, så må vi også lukke dem ind i vores værdier, og derved også i vores sport, så pyt med at de måske sænker spillet en lille smule, for de kæmper også. Og denne kæmpen er hvad der får mig til ikke at ville deltage i et løb, for jeg besidder den ikke. Når jeg ser alle de mennesker overhale mig, så vil jeg skamme mig så meget at jeg bare giver op, og det er denne given op jeg i virkeligheden skammer mig over. Så ingen løb i år, måske til næste år.

lørdag den 11. august 2012

Hvad kan jeg drive det til?

Folk spørger mig tit, hvad mine håber og mine drømme er? Hvad vil jeg være når jeg bliver stor? Jeg har en meget dårlig forståelse af fremtiden, så spørgsmålet virker så abstrakt, at jeg ikke kan finde ud af at tænke på det, langt mindre at finde et svar. Hvis folk i det mindste kunne finde ud af at afgrænse spørgsmålet lidt, så ville jeg måske have en chance, så hvor det før var dem der spurgte mig, så er det nu mig der spørger dem, hvad tror I at mine fremtidsudsigter er?

Deres ord er ikke den endegyldige sandhed, men de kender mig efterhånden ret godt, så deres vurdering betyder meget for mig. Vil jeg mon nogensinde komme til at bo selv? Vil jeg kunne tage en uddannelse? Vil jeg nogensinde slippe ud af mit mønster med spiseforstyrrelse og selvskade? Jeg er nød til at have svar på disse spørgsmål, for jeg tør ikke begynde at drømme om en fremtid der bare ikke er realistisk. Folk er dog relativt forhåbningsfulde på mine vegne, men på sigt, for selvom jeg er nået en lang vej, og jeg har dage hvor det lader til at gå rigtig godt, så er der stadig en lang vej igen før at jeg kan få hvad man vil betegne som et normalt liv.

Nu er spørgsmålet så, om jeg overhovedet tør ønske noget sådan. Jeg har lært at leve med at få så meget hjælp, hvilket kan være ret svært at lære, og jeg har levet med det i så mange år, at tanken om en dag ude i fremtiden at skulle klare mig selv er angstfremkaldende, men måske ikke af de årsager som folk må tro. Selv at skulle stå for aftaler og planlægning, det tror jeg sagtens jeg kan lære. Chancen for en dag at være følelsesmæssigt stabil nok til ikke altid at være omringet af folk jeg kan tale med, og som kan hjælpe mig, den virker tiltalende. Det jeg er bange for er, at jeg er en af den type personer der giver slip og sumper hen, hvis jeg ikke har folk til at udfordre og stimulere mig.

Jeg kender godt dem der synker sammen foran fjernsynet eller computeren og som bare ikke kommer videre, og jeg bebrejder dem ikke, for der er jo en grund til, at man får sin førtidspension, men jeg vil mere end det med mit liv. Jeg kan ikke klare det pres og de udfordringer som 'normale' mennesker kan, men der sidder et godt hoved på mine skuldre og min krop er ung og sund, så der er ingen grund til, at jeg ikke skal gøre bare et eller andet. Jeg ønsker at få bare et eller andet ud af mit liv, bare et eller andet jeg kan fortælle folk når de spørger, men jeg frygter, at jeg ikke har den selvdisciplin der skal til for at kunne opretholde en hverdag. På nuværende tidspunkt er der altid nogen jeg kan prale til, hvis min løbetur gik ekstra godt, eller som kan beundre et maleri jeg har malet, eller som kan sige at de tror på mig når jeg starter på universitetet (enkeltfag). Alle mennesker har brug for opmuntring, især hvis man føler, at ens liv har været fuld af nederlag.

Det føles måske som om mit liv er det ene nederlag efter det andet, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk nåede jeg forbløffende langt på egen hånd, graden af mit handicap og mine sårbarheder taget i betragtning. Noget af det har været godt, noget et mareridt, men jeg kom igennem og jeg overlevede.

fredag den 10. august 2012

Agressive aspergerdrenge?

Et af de symptomer på Aspergers syndrom som der står om i bøgerne, og som i dag bruges mest om drengene, er 'aggressiv og voldsom' adfærd. Jeg har ikke selv denne adfærd men jeg har da oplevet mindre episoder, både hos mig selv og andre. Aggressiviteten kommer når der sker noget uventet, når den virkelige verden bliver så forvirrende, at man ikke længere føler, at der er plads til én, så får man lyst til at råbe og skrige og slå på verden fordi den ikke vil have én, og folk ser ikke denne fortvivlelse, den ser blot på vreden og skaderne og skælder ud. Der skal skældes ud, for det er ikke en hensigtsmæssig opførsel.

Da jeg for år tilbage var vidne til en sådan opførsel blev jeg først bange og ked af det, men så blev jeg vred. Jeg blev vred på ham, fordi han ødelagde min tryghed på det sted, men jeg blev også vred fordi han ikke bagefter lod mig tilgive ham, for han havde så travlt med at have dårlig samvittighed. Jeg blev også vred på pædagogerne. Jeg blev vred, fordi de alle sammen koncentrerede sig om ham, og ingen af dem havde tid til mig eller den meget sårbare, meget selvskadende pige vi havde. Det var en rigtig grim oplevelse, og den sidder stadigvæk i mig et eller andet sted.

Den oplevelse jeg havde på mit gamle sted, har gjort at jeg viser mistillid mod drengene på mit nye sted, og det er derfor jeg flere gange har givet udtryk for, at jeg blev vred over, at der kom flere og flere drenge ind på dette sted. Det fortryder jeg nu, og i forbindelse med Mandfos angreb på Kvinfo i Politiken, vil jeg her skrive noget om de drenge vi har boende her.

Det siges at drenge med Aspergers syndrom har en tendens til aggressiv og voldsom adfærd, men når jeg ser rundt om på de drenge som vi har boende her, så er det meget svært at tro på, det er nemlig nogle meget søde og rolige drenge, som holder sig mest til sig selv, nogle af dem virker måske endda lidt skræmte af mig og en anden pige, for vi kan godt virke dominerende. Det kan godt være, at nogle af dem kan være pisse irriterende en gang imellem, men sådan er det at bo et sted som dette, vi bor jo meget tæt, det er ligesom på et kollegium, bare renere. Men bare fordi JEG en gang imellem finder en eller to af dem irriterende, så fortjener de stadig ikke få trykket sådan et mærkat ned over hovedet. Så et slag for stille aspergerdrenge, og jeg håber at vi fremover kan få mere med hinanden at gøre, så det ikke altid skal være så kønsopdelt.

torsdag den 9. august 2012

Om en åben psykologsamtale

Vi har vores egen psykolog her på stedet, men for det meste er han gemt af vejen på sit kontor der ligger bag ved et andet kontor, men i går skulle han arbejde over fordi der flyttede en ny pige (midlertidigt) ind. Han endte med at arbejde endnu mere over, for så kom han til at side sammen med os piger og en kvindelig pædagog og prøvede at overbevise os om, at sejlsport er en interessant sport. Personligt syntes jeg at det ville være langt sjovere hvis skibene fik lov til at vædre hinanden, ingen af os tøsebørn fandt det i hvert fald særligt interessant.

Den anden pige, C, og jeg har tit nogle yderst syrede samtaler, for vi er meget ens, og det lader til, at vi begge mangler den begrænsning mange mennesker har, når det gælder hvad man snakker om hvor. For os er det intet problem at tale om blod og diarré over aftensmaden, og det er ikke fordi vi ikke vil vise hensyn for andre, det er bare det, at vi slet ikke kan forestille os, at andre ikke finder samtalen lige så interessant som vi gør.

I hvert fald sad vi dernede, og vores samtale om både blev mere og mere interessant og handlede mindre og mindre om både, hvilket vi var nogle der var godt tilfredse med. Vi endte med at komme til at tale om mit yndlingsemne, omstruktureringen. Det er en periode af mit liv der har efterladt dybe sår, og jeg har meget svært ved at tilgive og komme videre med mit liv, for det gør stadigvæk så forbandet ondt, og jeg har slet ikke lyst til at acceptere de nye betingelser. Jeg blev meget påvirket af samtalen, og jeg kæmpede en brav kamp for at bevare min værdighed, for godt nok var det vores psykolog vi talte med, men vi sad også i TV-stuen, der er i samme rum som spisestuen og hvor pædagogerne og beboerne kommer igennem når de skal ud i køkkenet, og det sker forholdsvist tit der sidst på eftermiddagen, så jeg ville IKKE sidde og tude.

C var endnu ikke flyttet ind, da omstruktureringen kom, og det gjorde samtalen spændende i stedet for ynkelig, det var det der var med til at gøre, at jeg ikke bare sad og havde enormt meget ondt af mig selv, eller rettere, det havde jeg, men det var ikke kun det jeg snakkede om. Det var egentlig rart at have en samtale om det på et mere filosofisk plan. Det gjorde det ikke nemmere at holde ud, det helede ikke mine sår, men det fik mig til at se, hvor meget had og bitterhed jeg stadig har i mig, og det er ikke sådan en person jeg har lyst til at være.

Det endte med at psykologen sad oppe ved os og spiste, han og vores daglige leder sidder ellers altid nede ved drengene når de spiser i huset. Nogle dage har jeg lyst til at råbe op om kønsdiskrimination, men det er vist bare et spørgsmål om, at det er lettest, og så er det nok slet ikke faldet dem ind, at det kan få os til at føle os udenfor.

onsdag den 8. august 2012

Om at være et job man tager hjem fra

I går blev jeg kaldt ind på vores daglige leders kontor, og jeg var ved at dø af skræk, for hvad havde jeg NU gjort. Det viste sig, at jeg ikke har gjort noget, men hun ville lige fortælle mig ansigt til ansigt, at den pædagog jeg i løbet af ferien har knyttet mig sådan til, hun har sagt op, med virkning efter hendes ferie, dvs hun ikke kommer og siger farvel.

Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at hun er stoppet, for hun var en rigtig behagelig person og en dygtig pædagog, så jeg grad fordi jeg ikke fik lov at sige farvel til en person jeg har holdt af og ikke fik mulighed for at fortælle hende at jeg har værdsat at lære hende at kende. Jeg skar mig til gengæld fordi hun uden at vide det fik mig til at føle mig værdiløs. Dette bosted er hele mit liv, hvad enten jeg kan lide det eller ej, så når hun forsvandt uden at sige farvel, så føler jeg, at hele mit liv bare er et job man tager hjem fra, og det gør ondt.

Jeg ved selvfølgelig godt, at de pædagoger der arbejder her ARBEJDER her, men jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg er sød og charmerende nok til at gøre et vist indtryk på folk. Jeg forlanger ikke at de ligger søvnløse derhjemme og grubler over mine problemer, men når et menneske møder et andet menneske, så sætter de et aftryk i hinanden. Jeg vil gerne være et menneske. Ja vi er pædagoger og beboere, men vi er også alle sammen mennesker. Pædagogerne efterlader et spor i mig, så jeg ønsker og tror at jeg er menneske nok til også at efterlade mig spor i dem.

Den omtalte pædagog har ikke været her ret længe, og hun skulle kun være her i nogle måneder, hvorefter hun skulle over på et nyt bosted de er ved at bygge. Hun har faktisk aller mest været der i de uger hvor alle de andre var på ferie, og hvor der mere eller mindre kun har været mig og hende. Hun har derfor nok ikke tænkt, at hun havde efterladt sig nok spor til, at det ikke ville være akavet at møde op efter hendes ferie for at sige farvel. Og det ville nok være akavet, for det er nok kun mig der i den grad har knyttet mig til hende, og vi havde heller ikke knyttet os så meget til hinanden, at det ville virke logisk, at hun kom bare for at sige farvel til mig.

Jeg er et fornuftigt væsen, jeg kan sagtens se logikken, men jeg er også en sårbar lille pige, så det gør ondt indeni, så jeg skar mig, kom på skadestuen, blev syet, kom hjem, spiste, gik i seng, stod op og gik nedenunder til en mandlig pædagog for at få noget beroligende i en meget lårkort natkjole, men jeg var ligeglad, for jeg var træt, ked af det og såret, jeg kunne være gået nøgen hvis det skulle være, gik tilbage i seng, sov, stod op, løb og nu sidder jeg her og får skrevet det hele ned, så jeg håber at jeg nu kan lægge låg på den historie.

tirsdag den 7. august 2012

En mand i huset og historier om min manglende værdighed

En mand i huset
 
Som jeg skrev i går så har vores Boxer i ikke virket hele weekenden, og jeg har gjort alt der stod i min magt for at ordne det, hvilket vil sige, at jeg højlydt har brokket mig og stirret olmt på fjernsynet, og med jævne mellemrum har jeg taget kortet ud, danset en lille rituel dans, og sat det ind igen, alt sammen uden skyggen af effekt. Her mandag morgen beklagede jeg mig så til vores daglige leder og hun spurgte en af de kvindelige pædagoger der lige kom forbi. Vi stod der, tre forholdsvis veluddannede kvinder og så på fjernsynet, så på hinanden, og ca samtidig fik vi tanken Asger (vores mandlige psykolog). Han blev tilkaldt, og han gjorde det samme som jeg lige havde gjort, og wups, så virkede alle kanalerne igen.

Historien er selvfølgelig kun virkelig sjov fordi han rent faktisk (som mand) fik fjernsynet til at virke, ellers var det jo mere eller mindre bare et spørgsmål om, at lortet bare ikke virkede, men nu blev det et spørgsmål om kønsroller.

Og historien er da meget morsom, men på et lidt mere alvorligt plan, så grinede vi tre kvinder historien handler om, og det samme gjorde de kvinder jeg har fortalt historien til, men alligevel var det for os alle helt naturligt at spørge en mand til råds, og vi skammer os på ingen måde over det. Jeg skammer mig heller ikke. Jeg ved så godt som intet om hvordan mine teknologiske hjælpemidler virker, og jeg er ret ligeglad, de skal bare virke. Om jeg spørger en mand eller en kvinde til råds, er for mig ligegyldigt, men jeg regner med god grund med at kvinderne er lige så ligeglade som mig.

Min tidligere kontaktpædagog

Mange af de pædagoger jeg normalt taler mest med har været på ferie de sidste alt for mange uger, men nu er det endelig blevet uge 32 og ting begynder at nærme sig det normale igen. En af de pædagoger der kom tilbage på arbejde i går, var min tidligere kontaktpædagog som jeg altid har holdt forfærdeligt meget af. Nu om dage er hun desværre kontaktpædagog for drengene, så på papiret har jeg ikke meget med hende at gøre. Jeg glædede mig dog som et lille barn, og da kl nærmede sig 12, og jeg vidste, at hun var mødt ind, så skulle jeg bruge al min selvkontrol for ikke straks at brase ind på kontoret og give hende en ordentlig velkomstkrammer.

Hele dagen gik jeg og havde helt enormt meget selvkontrol. Når vi mødtes hyggesnakkede vi, og jeg var munter og snakkede som et rigtigt overskudsmenneske, men indeni var jeg en lille pige der hoppede op og ned af glæde, og jeg måtte holde strømme af ord inde for at vise, at jeg godt kan have det professionelle forhold til hende som ledelsen gerne vil have.

Om det var en rigtig facade jeg opretholdt, sådan en som man altid snakker om, når man snakker sårbare piger, det ved jeg ikke, for jeg morede mig jo, jeg fik lov til at drille hende med nogle billeder der blev taget til en grillaften, jeg fik lov til at snakke løbeplan og vi snakkede meget og det var hyggeligt. Måske er det det de mener med, at de skal forberede os på den virkelige verden, at vi skal (gen)lære ikke altid at vise vores sårbarhed, for når man viser sin sårbarhed, så føles man endnu mere sårbar

mandag den 6. august 2012

Singing In The Rain

Næste gang jeg er i kirke, må jeg nok undlade at synge med på salmerne, for jeg tror ikke at Gud kan lide min sangstemme.

Jeg havde været henne og løbetræne, og det var gået rimelig godt, så jeg var i godt humør. Jeg var gået hen til centret i en let regn, så da jeg var kommet 100 meter vendte jeg om og hentede min regnjakke, hvilket var et godt valg, for da jeg skulle hjem var der skybrud, eller det regnede i hvert fald meget kraftigt. Egentlig regnede det så kraftigt, at en regnjakke var helt uden betydning, men mentalt var det godt at jeg var forberedt, og jeg skulle alligevel hjem i bad, så ud i regnen gik jeg, stadig i godt humør.

Regnen pjaskede ned, og der var så godt som ingen mennesker på gaderne, i hvert fald ikke på den lille vej hvor jeg bor. Et varmt bad var inden for rækkevide og der var en svag torden i baggrunden, og så kan sådan en regn faktisk være ganske hyggelig, nærmest som en massage. Jeg kunne derfor ikke lade vare med at tage et par dansetrin 1, 2, 1 saché, 2 saché, armene ud til siden og dreje rundt om mig selv, og så synge titelmelodien til Singing In The Rain mens jeg svingede mig rundt om en lygtepæl

BANG!!!

Tordenen havde hele tiden holdt sig i  baggrunden, som en hyggelig brummen, men dette ene brag kom lige hen over hovedet på mig. Jeg er normalt ikke ræd for en smule torden, men der er grænser for mit mod, og dette lyn var rigtig tæt på, så jeg fik et kæmpe chok og havde pludselig mistet al lyst til at synge, jeg var desuden kommet hjem, og jeg havde ikke brug for vidner til min frygtelige sangstemme.

Det har tordnet i fire dage nu, og vores TV pakke hos Boxer er gået ned (jeg ved ikke om det rent faktisk har noget med vejret at gøre). Jeg er så utilfreds med Boxer, at jeg ville klage, hvis det rent faktisk var mig der betalte for det (det er mit bosted og min husleje er ret lille) og jeg er ellers ikke en person der klager. Jeg beklager mig en hel del til mine venner og til pædagogerne, men når det galder at tage skridtet videre, så er jeg meget tilbageholdene. Når det gælder boxer, så ville jeg dog gøre en undtagelse.

TV programmer er en fast del af min hverdag. Det er ikke fordi jeg er helt specielt interesseret i hvad der sker på skærmen, undtagen når det er atletik, og det var det i weekenden, dog på en af de kanaler vi pludselig ikke kunne se. Men når TV ikke direkte interesserer mig, så giver det dog min hverdag nogle faste rammer, som jeg er meget afhængig af. Jeg står op kl 5 hver morgen, så når kl nærmer sig 15, så begynder jeg at blive træt, og jeg har brug for en undskyldning til at ligge på sofaen og være distræt. Pædagogerne må meget gerne snakke med mig, jeg ønsker faktisk at de lige sætter sig i 5 min og siger hej, men jeg kan jo ikke rode mig ud i alt for filosofiske samtaler, for jeg ser jo CSI, eller det gør jeg jo så ikke nu, for lortet virker ikke, og det er langt fra første gang det sker.

At Boxer så ikke tilbyder Viasats kanaler, det er så en fejl jeg må lære at leve med.

søndag den 5. august 2012

Om en lille lyserød julegris

PRODUCT PLACEMENT!!!
Denne lille gris tager i fitnesscentret for at undgå at blive til bacon og flæskesteg til julen der nærmer sig med hastige skridt. Er jeg ikke yndig i mit lyserøde løbesæt, det synes jeg i hvert fald selv (undertøjet er sågar også lyserødt). Jeg har et eller andet med lyserødt, måske fordi jeg ikke havde en lyserød fase da jeg var en lille pige, så kompenserer jeg nu hvor jeg er blevet en stor pige med et dankort, caching$$$ Der var udsalg i min yndlings løbebutik, og jeg gik faktisk og manglede nogle ting, så det var ikke KUN fordi jeg lod mig friste til at bruge lidt for mange penge på deres vare. Når jeg så alligevel skulle have de ting, så var der jo ingenting i vejen for, at jeg lige købte dem i lyserød.

Det er først nu da jeg er kommet hjem, at det går op for mig, at den lyserøde farve måske vil gå hen og tiltrække folks blikke, og det skræmmer mig en lille bitte smule, men det er måske også en lille bitte smule sejt, for det er ikke altid lige sjovt at være hende den usynlige. Men hvis jeg så skal gå hen og blive synlig, så stiller det nogle krav til mig. Hvis man er synlig, kan man ikke så godt tillade sig at løbe en halvhjertet tur hvor man bare japper der ud af og knap nok får sved på panden. Nej, når man er synlig, så skal man give den gas. Dette er selvfølgelig alt sammen noget der kun eksisterer inde i mit hoved og som kun har sporadisk hold i virkeligheden, men så længe det giver mig mod til at give mig fuldt ud, så gør det ikke noget at jeg lever mit liv på en lille hvid løgn.

Mit problem med at dyrke sport er, at jeg sveder. Okay, det er ligesom hele pointen med sport at man får sved på panden, og så kan man jo bare gå i bad, og det gør jeg da også, men mit hår kan altså ikke tåle at blive vasket fire gange om ugen, og ja man sveder også i hovedbunden, især når man har så tykt et hår som jeg har. Jolk foreslår, at jeg jo bare kan skylle det uden at bruge shampoo, og den tanke havde jeg da også selv fået, det virker bare ikke for mig. Hver gang jeg skyller hår uden shampoo, bliver det så fedtet, at det ligefrem kommer til at hænge i tove, hvilket ser ekstremt klamt ud. Så vil jeg egentlig hellere lade være med at vaske det, men det er også klamt. Jeg opdage den anden dag, at håret kommer til at lugte af sur gymnastiktaske, føj for pokker.

Så kom jeg til at tale med en af pædagogerne om tørshampo, altså en shampoo man sprayer i håret uden at vaske det hverken før eller efter. Egentlig finder jeg hele konceptet temmelig skummelt, men yderst praktisk. Jeg købte en dåse her forleden dag, og til min store irritation var der ingen brugsanvisning med, men en af pædagogerne kunne da fortælle hvad man gør.

Brugsanvisning til tørshampoo:
- Spray i tørt hår fra en afstand af ca 15 cm.
- Sørg for ikke kun at ramme der yderste lag hår.
- Lad sidde lidt, jeg ved ikke helt hvor længe.
- Frotér med et håndklæde.
- Børst håret grundigt, og rens hårbørsten for shampooen der lægger sig som et klæbrigt hvidt stads på børstens tænder.
- Accepter at dit hår virker groft, for i det mindste ser det ikke helt så fedtet ud længere.

Jeg tror nok, at jeg var kommet til at forvente mirakler, men man kan altså godt se på håret at det ikke er nyvasket, men det ser og lugter bedre, end hvis man ingenting gør. Nu er spørgsmålet bare hvor længe man kan trække den. Kan man benytte den metode efter én løbetur, eller kan man ligefrem strække den til to? Jo sjældnere man vasker hård, jo sundere hår, men hvor sundt er tørshampoo lige, for som sagt, så virker det en lille smule skummelt.

Egentlig skulle min løbetur have været i går, men der var ikke mødt en medarbejder ind til at låse op, så jeg måtte slukøret gå hjem igen, og så af sted i dag.

lørdag den 4. august 2012

Om at være skinhellig

Jeg har fået en invitation til et være med til at starte en religiøs klub, og jeg vil helt vildt gerne, men hvordan skal jeg kunne sige ja, når jeg i den grad er så uværdig? Jeg render rundt og opfører mig så pænt det meste af tiden, men det hænder at jeg pludselig ikke er så pæn alligevel. Jeg ved ikke hvor slemme mine synder reelt er, men de føles slemme, og jeg føler, at jeg ville bringe skam over klubben hvis jeg sagde ja. Jeg kunne så nemt som ingenting spille hellig mens jeg var sammen med de andre, jeg kunne sige mine bønner og ydmygt slå blikket ned, men hvad ville det være værd, når jeg alligevel bagefter ville tage bussen hjem til mit gamle liv?

Jeg hørte engang en præst fortælle, at hvis man ville være hellig, skulle man starte med at opføre sig helligt, så ville det hellige lige så stille blive en del af ens liv. Og det lyder selvfølgelig meget godt, men hvad med overgangsfasen? Hvad med den periode, hvor man var skinhellig, hvor man kan sole sig i andres beundring, fordi man sidder der og ser så from ud? Hvad så med alle de grimme tanker der stadig findes inde i en? hvor mange grimme tanker må man have, før man går fra hellig til skinhellig?

Men tilbage til klubben. Jeg overvejer, om ikke den ville have en sund indflydelse på mig, men hvad så hvis jeg samtidig ville have en negativ indflydelse på dem? Jeg tror ikke, at jeg kunne leve med mig selv, vidende om at jeg havde saboteret en from ung mand eller kvinde, og jeg kender nogle af de andre der er med og de virker så fine, som små porcelænsfigurer, og jeg bliver nervøs og fjumrende, for hvad nu hvis jeg slår dem itu.

Måske skal jeg slet ikke være så nervøs. Min tro siger mig jo, at det gode i sidste ende vil sejre over det onde, så deres gode indflydelse vil være stærkere end min dårlige, og så dårlig er min dårlige indflydelse vel heller ikke, de andre unge mennesker overlevede i hvert fald at være sammen med mig i Paris. Måske er det som sædvanligt mit hoved der gør problemet større end det reelt er, men alligevel føler jeg, at jeg må gå til bekendelse over for ham der inviterede mig, og forklare hvorfor jeg ikke fortjener at være med.

torsdag den 2. august 2012

På cola afvending

Jeg drikker alt for meget cola, det indrømmer jeg blankt, og det skal der nu gøres noget ved. Efter omstruktureringerne røg mit forbrug op på 4X500ml Pepsi max om dagen, og min tandlæge vil sikkert være enig med mig i, at det bare er lige lidt mere end det burde være. Man kan selvfølgelig argumentere for at det i det mindste er sukkerfrit, men det bliver jo ikke meget mindre usundt af den grund. Så nu er det nu, tiden er kommet, hvor jeg må til at trappe ned. Jeg overvejede om jeg skulle stoppe helt, men jeg kan slet ikke overskue et liv helt uden cola. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol, jeg spiser ikke slik, kage og fed mad og jeg dyrker regelmæssigt motion, så lidt syndigt vil jeg have lov til at beholde i mit liv, så jeg beholder colaen i mit liv, i hvert fald lidt endnu.

Men hvor meget eller lidt cola vil det så være rimeligt at holde mit forbrug på? Jeg tænker at det til en start vil være rimeligt med 2X500ml, man skal jo heller ikke overdrive, som man tit så idiotisk siger. Jeg synes bestemt godt, at man må overdrive, men det er jo også hvad en spiseforstyrrelse går ud på, så jeg har de sidste ti år af mit liv stræbt efter at overdrive, med en varieret grad af succes. Men man kan også overdrive uden at være spiseforstyrret.

Jeg begyndte i mandags, og det går acceptabelt, men det er ikke hver dag at jeg kan holde mig på 'kun' to flasker. Tirsdag skulle jeg for eksempel gøre rent, og så syntes jeg liiige at jeg fortjente en flaske til, om end jeg så holdt mig på tre, hvilket stadig er mindre, bare ikke helt nok mindre. Jeg kan da godt føle lidt abstinenser, men det er ikke helt så galt som jeg havde frygtet, men jeg klynker en lille smule og har lidt rigeligt ondt af mig selv, men det værste er nok, at jeg har en rigtig grim smag i munden hele tiden, og ligegyldigt hvor meget ikke-cola jeg drikker, så føler jeg ikke, at min tørst bliver slukket.

Nå en ny dag er begyndt, og jeg har allerede drukket mine tilladte to flasker (jeg drikker altid min cola om morgenen, jeg gider det ikke rigtigt senere på dagen). Dette bliver endnu en af mange dage hvor jeg skal kæmpe, men jeg tror, at jeg klarer den. Ønsk mig held og lykke.

onsdag den 1. august 2012

Om at ville være den kloge

I dag til mit forfatterkursus fik jeg en meget hård, men ærlig kommentar som rammer mig meget, altså rammer mig som i viser noget om hvem jeg er, ikke som i at jeg tager det tungt. Jeg fik at vide at jeg al for hårdt prøver at virke som hende den kloge, og det er rigtig nok, jeg er nemlig rædselsslagen bange for, at folk ikke ved at jeg er intelligent.

Da jeg gik i skole, folkeskole, gymnasium og universitetet havde jeg pga mit endnu ikke opdagede handicap svært ved at følge med, sagt mere præcist, så havde jeg ikke overskud til at læse mine lektier og møde til alle undervisningstimer. Hvor hårdt jeg prøvede varierede meget alt efter hvor doven, depressiv eller bare træt jeg var. Der var heller ikke nogen der lærte mig hvordan jeg skulle læse lektier, man forventede bare at jeg kunne når nu de bad mig om det, og vi, mig selv inklusiv, troede at det kun handlede om dovenskab. Mit gennemsnit har derfor i alle tre skoleforløb ligget på lidt over 8 (den gamle skala) og det må man sige, jeg var noget nær så gennemsnitlig som man kunne blive. "Jamen det er jo bare en karakter, den betyder ingenting". Jo, den betyder meget, det er nemlig et dejligt konkret tal mit i alt det kaos som min skoletid var. Jeg fik derfor et skriftligt bevis på at hvis jeg kæmpede hårdt, så var jeg middelmådig, hvilket måtte betyde, at jeg var en lille smule dum.

I dag ved jeg, at det jeg kæmpede med var helt almindelige hverdagsting og personlige problemer, jeg havde slet ikke tid til at kæmpe med skolen. På nær et par enkelte for mig interessante eksaminer, så tog jeg den på slum hele skoletiden igennem, især i 3.g hvor jeg var for depressiv til at åbne en bog, og så er 8 i snit pludselig meget godt, men jeg ser stadig bare et stort rødt 8-tal og er skuffet over mig selv.

Jeg kommer fra en akademisk familie, og måske karaktererne ikke betyder alt, men det ses lidt som en dyd at være klog, hellere klog end et godt menneske, og jeg følte at jeg ikke kunne leve op til det ideal, jeg fik jo kun 8 i snit. Jeg troede at jeg var dum og doven, og jeg forsøgte at lære mig selv selvdisciplin gennem min spiseforstyrrelse, jeg stillede regler for min spisning og min lektielæsning, men de var for skrappe og jeg fejlede gang på gang og blev mere og mere deprimeret. Jeg ville jo bare så gerne være dygtig. Så jeg prøvede at fake. Jeg læste kloge bøger og forsøgte at efterabe forfatternes tankegang (hvis nogen finder det interessant, så er det kun mænd der kan tillade sig at skrive den slags bøger, kvinder forventes at være mere følsomme). Jeg stiller regler op for mig selv for at virke klog, for at skjule hvor dum jeg hele tiden føler mig. Jeg hader at spille TP og BezzerWizzer for hver gang jeg ikke kan svare på et spørgsmål, også selvom det handler om 80'film, så rammer det mig lige i hjertet.

For næsten et år siden kom der så en psykolog og lavede nogle tests på mig. Han fortalte mig at jeg faktisk er ret klog. Jeg blev glad, men jeg blev også flov, for hvis jeg var så klog, hvorfor kunne jeg så ikke præstere? "Jamen dengang du gik i skole fik du ikke ritalin". Nej, men et 8-tal er et 8-tal og ligegyldigt hvor mange år der går og hvor meget medicin jeg får, så vil det altid stå på mine eksamenspapire.