Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

En ferie der sluttede

Da påskeferien begyndte, så jeg på mig selv i spejlet og sagde, at nu ville jeg lige hvile et par dage, og SÅ ville jeg få læste en masse lektier. Åh, denne optimisme, denne virkelighedsfjerne illusion... Hvad jeg reelt endte med at bruge ferien på var at være sammen med Kæresten, læse nogle ikke studierelevante bøger, besøge min familie og sidde og stirre tomt ud i luften, indtil Kæresten spørger mig, hvad jeg tænker på, og jeg ikke rigtigt kan svare ham.

I går var så teknisk set første skoledag efter ferien, men det valgte jeg at ignorere, så kæresten og jeg tog på Moesgård for at se på kinesiske terracottakrigere.

Det var en dejlig dag. Almindelige mennesker var taget på arbejde, så vi skulle dårlig nok stå i kø, og det var til at bevæge sig rundt mellem montrerne uden at det føltes klaustrofobisk.

Dengang hvor jeg var ung, og hvor der faktisk blev vist halvvejs anstændige dokumentarer på discovery chanel, da så jeg nogle gange programmer om Kinas første kejser og hans terracottahær, men jeg kunne nu ikke huske ret mange af detaljerne, så om morgenen før jeg tog afsted, listede jeg mig lige ind på Wikipedia for at læse op på historien.

I morges, da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde været så træt i går, at jeg ingen lektier havde lavet. Skulle jeg:

• Komme til time uforberedt?
• Sjusket jappe noget ned på et stykke papir og håbe, at det ikke var alt for forkert?
• Tage en fridag mere og få styr på sagerne og så møde velforberedt op i morgen?

På Moesgård Museum

I går var jeg ude på Mosgård Museum for at lege amatørarkæolog. Vi skulle solde noget jord fra udgravninger rundt omkring i Midtjylland. Solde betyder, at man tager en skovlfuld jord og ler og sier det med vand over en stor rist. Jeg har gjort det en gang før med mit sommerunihold, men dengang var det sommer og jorden var løs og gik nemt igennem. Denne gang var vejret godt, men stadig forår, og jorden var noget klæbrigt stads som skulle bearbejdes længe før det gik nok i opløsning til at gå igennem sien. Det var hårdt arbejde, og mudret van sprøjtede til alle sider, især sprøjtede det over på mig. Sjældent har jeg været så beskidt, men det gjorde ikke noget, for jeg var klædt på til lejligheden.

Sidst jeg var af sted havde jeg begynderheldet med mig, og jeg fandt både en metalring og et lille bitte stykke oxyderet bronze. Denne gang var jeg knap så heldig, men det var okay, for mig handlede det mest om at komme ud og lave noget fysisk, komme væk fra skrivebordet, væk fra bøgerne, ud og få noget jord op under neglene. Selvfølgelig kunne det have været sejt, hvis jeg havde noget der kunne vises frem, men jeg trængte bare til at komme ud. Ham jeg soldede sammen med arrangerede at en af arkæologerne gav os en fremvisning af de fund som var blevet gjort. En anden af arkæologerne spurgte mistroisk hvad en teolog lavede sådan et sted. Bare rolig, jeg der ikke for at presse en kristen teori ned over hovedet på en ikke kristen æra, jeg er der bare fordi jeg synes, at det er spændende, men man kan godt sige, at en kultur er skabt af sin historie, så hvis man beskæftiger sig med kulturen, hvorunder troen også hører, så er det vigtigt at forstå historien, og så kunne jeg enten læse en bog, eller jeg kunne stå og lytte til en mere erfaren amatørarkæolog fortælle historier.

Dagen startede kl 9 og sluttede kl 15, hvilket var alt for lang en dag, så hen imod enden, blev jeg sjusket, hvilket gik mig meget på, da jeg godt kan lide at gøre tingene ordentligt. Til sidst kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg sov godt i nat, men jeg er simpelthen så træt, at jeg har enormt svært ved at koncentrere mig.