mandag den 30. april 2012

Om en ubetinget undskyldning

Meget af weekenden har jeg tilbragt nede i sofaen sammen med en af drengene, hvor vi enten læste eller så fjernsyn, men i går ved eftermiddagstide kom min tidligere kontaktpædagog, og da vi to indbyrdes havde aftalt at se Matador, så satte vi bare dvd'en på. Ikke længe efter gik drengen op til sig selv.

Senere på aftenen prøvede han at fortælle os noget. Han har et ret gennemgribende taleforstyrrelse, så han kan være temmelig svær at forstå, men jeg var meget hurtigt helt med. Det han prøvede at sige var, at han ikke kunne se nogen forskel på det vi havde gjort og det han gjorde for nogle uger siden, hvor han tændte fjernsynet uden at spørge om få lov, og det blev han irettesat for. Den dårlige samvittighed gnavede et stort hul i min mave mens jeg oversatte for pædagogen, og jeg kunne kun give ham helt ret, hvilket jeg fortalte ham, og jeg sagde, at vi ikke skulle have gjort det, og det måtte han meget undskylde.

Hele aftenen var den dårlige samvittighed der og gnavede ihærdigt, jeg turde dårlig nok at give min mening til kende, da vi sad og så fjernsyn og skulle være med til at vælge hvad vi skulle se.

Senere på aftenen talte jeg med min tidligere kontaktpædagog om hændelsen, men hun sagde at jeg ikke skulle være ked af det, at jeg havde håndteret det hele så fint. Drengen her er en der vil argumentere herfra og til juleaften hvis der er noget han er det mindste utilfreds med, men efter min redegørelse for sagen og min undskyldning, så smilede han let, nævnte ikke sagen igen, heller ikke da han var alene med pædagogen for at ordne vasketøj, hvilket vi vælger at se som at sagen også for ham havde en tilpas afrunding.

Der var et tidspunkt, hvor han lige var begyndt at fortælle hvad der var galt, hvor den dårlige samvittighed prøvede at få mig til at forsvare vores handlinger, men det ville være en løgn, for vi havde jo gjort noget forkert, og så kunne vi lige så godt holde hovedet højt, og indrømme det, så vi forhåbentligt kunne starte på en frisk.

Jeg bliver mere glad for at fortælle sandheden, i hvert fald sandheden som jeg selv ser den, for det giver en befriende fornemmelse, og jeg føler mig helt let indeni fordi jeg ikke føler mig tynget af skyld og dunkle tanker. Jeg er glad for at fortælle sandheden, for gennem sandheden er det lettere at nærme sig mennesker.

Jeg løj meget som barn, det var jeg nødt til far at beskytte mig selv mod en verden jeg ikke forstod, og som ikke forstod mig, men det udviklede sig til bortforklaringer og fortielser. Ingen af delene er sundt for menneskets hjerter, det tynger.

søndag den 29. april 2012

Den fortabte niece

Jeg har en moster som jeg altid har holdt meget af, men igennem de sidste fem år har jeg været for syg til at holde kontakten, for hun er nemlig også syg, og vi påvirkede hinanden på negativ vis. Det var måske nok mest mig der blev påvirket og jeg hadede hende for ikke at være den seje moster og tro støtte hun havde været hele min barndom, så jeg brød kontakten. Flere gange har jeg tænkt på at genoptage kontakten, men jeg har ikke orket, for hvad nu hvis...

Jeg havde så inviteret hende på frokost i går (en frokost som hun medbragte) og jeg var hunde nervøs, for havde jeg kræfter til at stå imod, hvis det blev for hårdt? Ville hun endnu en gang tappe mig for kræfter, så jeg bare kunne ligge på sengen og græde mine øjne ud?

Jeg havde lavet en flugtplan med pædagogerne, en plan for hvordan de kunne redde mig ud, hvis det blev for hårdt, men det blev slet ikke nødvendigt, for jeg havde fået min gamle moster tilbage, hende man kan snakke med om alt det der er hårdt. Måske tænkte hun også, at hun havde fået den rigtige niece tilbage igen, hende der kan smile ægte smil.

Jeg havde været tæt på at aflyse, undlod kun at gøre det på grund af dårlig samvittighed, så jeg takker Gud for at det lykkedes, for en sjælden gang imellem sker det, at to mennesker møder hinanden på det helt rigtige tidspunkt og gnister opstår.

Som barn og ung talte jeg tit med min moster, for hun vidste bedre end mine forældre hvordan det var at være en svagelig person, en for hvem livet er lidt hårdere end man egentlig lige kan holde til, så hun kunne på en helt anden måde forstå hvor modbydeligt det hele var.

I de sidste år har hun været meget stresset af at takle sygdom og et ikke så godt arbejde, og det er nok blandt andet det jeg har kunnet mærke når vi har været sammen, men nu er hun lige som jeg blevet pensioneret, så måske vi kan finde sammen igen, lige som dengang da jeg var barn og der ikke var noget bedre end at komme på ferie hos moster.

På trods af omstruktureringen, har jeg jo også selv ændret mig til det bedre i løbet af det sidste år til halvandet, så måske.

lørdag den 28. april 2012

legacy Blogger account

Jeg har fået en mail fra Google om at jeg skal gøre et eller andet, jeg har ingen anelse om hvad, med mine blogs.

Jeg prøvede at gå ind på de links de sendte mig, men det virkede slet ikke, og jeg har ingen anelse om hvorfor.

Og jeg har en måned til at få det gjort, ellers sker der et eller andet frygteligt, jeg forstår bare ikke helt hvad.

Tillykke til mig og mine manglende evner med en computer.

fredag den 27. april 2012

Pro-anoreksi

Virkelig? Mener jeg helt seriøst at der er nogen der ligefrem går ind for anoreksi? Nogen der ligefrem synes det er sejt at have en dødelig sygdom? Ja, det gør jeg, og der er mange, mange flere end folk har lyst til at tro.

Pro-anoreksi, eller pro-ana som det hedder, er når især unge piger tænker på anoreksi som en livsstil der vil gøre dem tynde og lækre som modeller. De deler billeder, tips og slogans med hinanden over nettet, de såkaldte thinspiration (thin + inspiration).

De sociale medier såsom youtube, blogspot og facebook har været under beskyldning for ikke at tage et moralsk ansvar og gøre noget ved problemet. Debatten har raset i mange år, men nu ser det ud til at der begynder at ske noget, i hvert fald ifølge artiklen HER.

Som spiseforstyrret har jeg set mange ofre for denne 'bevægelse', jeg har sågar selv følt mig tiltrukket af den i perioder, så jeg er glad for debatten, jeg er glad for, at man vil gøre noget, men jeg er ikke sikker på, at censur er vejen frem. Jo, hvis det kun kom til at ramme dem der virkelig er problemet, dem der overlegent tror, at anoreksien gør dem til bedre mennesker end alle mulige andre, men det gør det ikke.

Der går ikke nogen klar grænse mellem at være syg og være pro, for hvis man er syg, så bliver ens tankegang med tiden så forkvaklet, at man kan blive taget for pro. Man ser verden på en måde som raske mennesker ikke kan forstå, og de/vi skal hjælpes, ikke straffes.

Det tiltag der står beskrevet i artiklen, vil nemlig forhindre en forbløffende stor gruppe mennesker i at dokumentere deres liv og tanker på nettet, lige som alle vi andre mål. Vi skal beskytte vores børn og unge mod dårlig indflydelse, men er censur vejen? Hvad med et pro-ana filter, ligesom pornofiltre? Hvad med at forebygge? Hvad med at fortsætte diskussionen? Og hvem skal egentlig sidde og beslutte hvilke modeller der er for tynde til at blive vist på en teenagepiges hjemmeside?

Jeg har kendt en del der har fået slettet blogs. Mange af dem var ikke just min smag, men det er ikke det samme som at de burde slettes.

Men der findes også seriøse sider derude om hvordan det er at leve med denne sygdom, for anoreksi er en sygdom, ikke et valg. Tjek f.eks. DENNE side ud, den er jeg i hvert fald selv meget glad for.

torsdag den 26. april 2012

Om to konfrontationer

I går fik jeg rodet mig ud i en masse bøvl på grund af mine temmelig mangelfulde sociale evner/egenskaber, eller det var det i hvert fald i det ene tilfælde, hvor jeg dummede mig kolossalt. Det andet tilfælde ved jeg ikke lige hvad jeg skal kalde, men i kan jo læse videre og selv bedømme.

Om et mislykket forsøg på en uskyldig joke
Der går ikke lang tid fra, at jeg begynder at tale/skrive med en person, til jeg synes at vi er da på venskabelig fod, og så kan jeg da godt fyre en joke af eller to.

For det meste slipper jeg godt fra det, eller det tror jeg da i det mindste at jeg gør, folk siger i hvert fald normalt ikke noget til det, men lige i går lykkedes det mig at såre en mand rigtig meget. Han har hjulpet mig en hel del med min bogblog og jeg havde derfor skrevet en del frem og tilbage med ham, og det er en jeg i fremtiden håber at kunne have et samarbejde med, men der var ikke kun derfor, at jeg blev så forskrækket da han blev vred. Jeg tænker normalt på mig selv som et roligt og behageligt væsen, så det gik fuldstændigt imod min selvopfattelse, at nogen kunne blive så vrede på mig.

Jeg gik straks i gang med et kluntet forsøg på at rede trådende ud, men hvordan giver man en helhjertet undskyldning uden at gøre sig selv til offer, for 'nej hvor er det synd for mig at nogen bliver vred på mig over noget jeg kom til at gøre'? Ja, jeg havde ondt af mig selv, men jeg kunne godt forstå ham, og jeg ønskede at give ham en helt oprigtig undskyldning.

Det virkede samtidig for let bare at give min autisme skylden, for selvom jeg har svært ved at aflæse sociale situationer, så giver det mig ikke carte blanche til at opføre mig ubehøvlet, og hans følelser var jo de samme ligegyldigt hvad min undskyldning var.

Vi fik løst problemet, tror jeg, håber jeg.

Om en pædagog med stort P
Dagens anden konfrontation gik den anden vej. Jeg havde nogle klagepunkter over en af væres pædagoger, som en af de andre pædagoger syntes at jeg skulle fortælle ham selv. Jeg er hunde ræd for konfrontationer, og så sad jeg pludselig der i sofaen over for ham og måtte fortælle ham, hvad jeg virkelig mente om ham.

Mit problem med ham var, at jeg efter et par episoder der var i weekenden, var i tvivl om, hvorvidt han har respekt for vores, autisternes, værd som mennesker. Episoderne kunne i hvert fald læses som om han ikke tænkte over, at bare fordi dette er et behandlingshjem, er det ikke sikkert at, at vi har lyst til, at vores problemer højlydt bliver taget op i det offentlige rum.

Han sagde at han ville tage det op til overvejelse, at han ville prøve at gøre det bedre fremover, men det var lige netop problemet, at han ikke instinktivt følte, at det kunne blive et problem at gøre den slags.

Min mening om ham er ikke fastlåst, han kan endnu sagtens vise mig, at han er værdig til min fortrolighed, men lige nu er jeg stadig lidt i tvivl. Han tog det nu ellers meget pænt og jeg er bestemt ikke bange for repressalier.

onsdag den 25. april 2012

Efter vreden kommer resignationen

Efter vreden kommer resignationen, efter resignationen kommer accepten.

Jeg har været SÅ vred i forbindelse med omstruktureringen, men lige så stille er jeg begyndt at resignere. Jeg lader stå til, jeg snakker med de pædagoger det er meningen at jeg skal snakke med, og jeg opfører mig i alle henseender pænt.

Et eller andet sted dybt i mig ligger vreden stadig, men jeg har fået lov at rase ud, så nu kommer den kun op til overfladen ved særlige lejligheder. Jeg prøver ikke længere at kontrollere den, for den er en del af mig, og den er ikke farlig, den vil ikke få mig til at udøve vold mod dem jeg mener har gjort mig fortræd, det er ikke den form for vrede. Denne vrede er den form der i et kort sekund blusser op for lige så hurtigt at blive forvandlet til sørgmodighed.

Resignationen er kommet. Jeg bevæger mig i en tåge gennem dagene, og jeg lader stå til, og på mange måder har jeg accepteret, at sådan her er det nu en gang nu, men jeg har ikke accepteret, at det er endegyldigt. Jeg venter stadig på at vågne op, på at de kommer og fortæller at det hele bare var en dårlig joke, på at en eller anden accepterer, at det var en dårlig idé at tage vores kontaktpædagoger fra os, jeg er tålmodig, men jeg venter stadig.

Jeg tør ikke at holde op med at håbe, for så betyder det, at jeg har mistet hende helt, men samtidig er håbet også enormt farligt, for når jeg håber på det umulige, så bliver jeg nødvendigvis skuffet, og jeg kan vel lige så godt acceptere i dag, som jeg kan acceptere i morgen, måske gør det ligefrem mindre ondt at acceptere i dag, fordi håbet har levet i kortere tid.

Samtidig nægter jeg bare sådan lige at acceptere, for de skal ikke tro at jeg er så let at bide skeer med, at jeg er så let at løbe om hjørner med, at jeg finder mig i hvad som helst, for jeg stoler ikke på dem, hvad kan de mon finde på at gøre imod os i morgen?

tirsdag den 24. april 2012

Om når andre også har det skidt

I går var det dagen hvor alting blev lavet om. Det var dagen hvor alle ændringerne i forbindelse med den store stygge omstrukturering trådte i kraft. Jeg havde fået en akut tid hos min psykolog og stak derfor af til Aarhus, så langt væk fra det hele som overhovedet muligt, så tingene forhåbentligt var faldet lidt til ro når jeg kom tilbage.

Da jeg kom hjem fik jeg et møde med både min nye og min gamle kontaktpædagog. De er begge rigtigt søde, men jeg havde mest af alt lyst til at kaste mig i armene på 'den gamle' og trygle hende om ikke at forlade mig. Jeg fik lov at græde, jeg fik helt igennem lov til at være ked af det, uden at hende den nye tog det personligt, og uden at nogen, ligesom vores daglige leder, stod og sagde at det var bedst for mig sådan.

Der er meget lang vej fra at acceptere, at sådan her skal det være fra nu af, og til at det er bedst for mig sådan. Jeg er 27, der er ikke nogen der skal stå og sige til mig, at det er bedst for mig sådan. At det er nødt til at foregå sådan, det er en administrativ beslutning, ikke en personlig.

Jeg vidste godt, at de andre piger også var kede af det til at starte med, men jeg troede, at de var kommet sig over chokket og det nu gik bedre, jeg troede at jeg var den eneste der stadig tog på vej og skabte mig. Jeg inviterede dag pigerne ned i min lejlighed til en cola og en god snak.

Vi snakkede om meget mere end bare omstruktureringen, heldigvis, ellers havde det ikke været til at holde ud, men vi fik også afløb for vores frustrationer. Vi fik snakket om vores savn, om vores problemer med personalet og med ledelsen, og om hvor dårligt vi nogle gange føler os behandlet.

Det er meningsløst at gå ind i en diskussion om hvem der kommer til at savne sin kontaktpædagog mest (det gør jeg selvfølgelig), men det gik op for mig, at jeg på mange måder har været heldig. Jeg færdes meget ude i fællesmiljøet, og jeg har derfor et helt anderledes tæt forhold til en lang række af pædagogerne. Jeg kender dem, jeg ved hvordan man taler med den enkelte, jeg ved hvem der er gode til at snakke med om hvad, og hvad vigtigere er, de kender mig, og ved hvordan jeg skal 'håndteres', ikke fordi nogen har fortalt dem det, eller fordi de har læst det i mine papirer, men fordi de har snakket med mig, og selv har været med til at skrive de ting der står.

Når jeg ser på de andre piger, så ville jeg ønske, at jeg kunne give noget af min erfaring videre til dem, for de må føle sig meget ensomme i teams hvor det kan føles som om de ikke rigtigt kender nogen.

mandag den 23. april 2012

Om dommedag

Det er i dag omstruktureringerne træder i kraft. Det er i dag verden som jeg kender den styrter i grus. Det er i dag, at jeg skal starte forfra med alt.

I løbet af de måneder jeg har boet der, har jeg fået en masse indgroede vaner med hvor jeg ser TV og hvornår, i hvilket sofahjørne jeg læser mine bøger, og hvor jeg spiser min mad og med hvem, men på grund af omstruktureringerne, er der kommet nogle regler der gør, at det kan jeg ikke nødvendigvis længere. Det skræmmer mig, for når jeg skal lave om på de ting, hvad så med alt det andet, kan jeg så stadig gøre det?

For nogen vil det måske lyde som en selvfølge, at jeg da sagtens kan blive ved med at læse i mine bøger bare fordi jeg sidder i en anden sofa, men sådan fungerer min hjerne bare desværre ikke.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare det så det er til at forstå. Det har at gøre med min detaljefokusering, som er så stor en del af autismen, og som i mange tilfælde er det der får os til at virke handikappede. Normalt bruger jeg billeder til at gøre tingene forståelige, men jeg har ingen billeder der passer til dette. Eller jo, måske.

Hvis man bygger et hus, og der er selv den mindste lille bitte tilfældige ændring i den cement der udgør fundamentet, så er bygningen ikke længere så stabil, og den risikerer endda at synke i grus. Sådan er det med min hverdag, den består af en lang række vigtige detaljer, og hvis de ikke bliver overholdt, så ved jeg ikke længere om fundamentet holder, og da jeg selv so to speak, befinder mig på toppen af en skyskraber, så gør det mig temmelig nervøs.

Det hjælper jo heller ikke på humøret, at jeg så mange gange har oplevet at det går galt. Når jeg tænker på alle de ligegyldige detaljer der i tidens løb har fået mig til at reagere helt uden for proportioner, så bliver jeg flov over min autisme. Så bliver jeg flov over at være mig.

Nu om dage ved jeg og dem jeg omgås hvorfor jeg reagerer som jeg gør, og vi fortæller os selv, at det er helt i orden, men der var en gang hvor jeg bare var sær, hvor folk kiggede underligt på mig, og hvor jeg bare var en dum unge, og den følelse sidder stadig i mig, og jeg skammer mig.

Jeg har på nuværende tidspunkt været oppe i en lille times tid (altså i lidt UNDER en time) og der går på grund af et psykologbesøg i Aarhus mange timer før jeg reelt kommer til at mærke noget til omstruktureringerne, men det forhindrer mig ikke i at være bange, og tanken om at det ikke bare er i dag, at disse ændringer er der, det er også i morgen, og dagen efter det, og dagen efter det igen, og det bliver bare ved og ved i det uendelige, og det gør mig helt forpustet, og endnu mere bange og usikker på mig selv og på alt det nye.

søndag den 22. april 2012

Om at blive tjekket ud 'dernede'

Når man går fra ar være en ung pige til at være kvinde, bliver man med nogle års mellemrum indkaldt til kontrol for livmoderhalskræft. Det er selvfølgelig frivilligt, men det er lidt dumt at takke nej, det kunne jo være at der var noget, og så hellere tage det i opløbet.

Jeg var til en af disse undersøgelser i fredags.

Første gang jeg fik det gjort var det et rent mareridt. Jeg fik det gjort på Skejby sygehus. Jeg havde på forhånd udfyldt nogle skemaer omkring mit sexliv, som jeg så skulle aflevere til det noget sure personale. Jeg blev kaldt ind i et stort koldt undersøgelseslokale, hvor jeg blev bedt om at smide tøjet fra livet og ned, og jeg fik kun et minimalistisk håndklæde til at forsøge at bevare et vist mål af værdighed.

Så lå jeg der på briksen med benene oppe i bøjlerne, men det var ikke kun lægen der skulle se, der var også en sygeplejerske, en sygeplejestuderende og en nyansat læge der skulle se hvordan de gjorde tingene her på stedet. Der stod altså fire mennesker og så mig mellem benene da lægen tog den lille børste og førte op for at tage en celleprøve af livmoderhalsen.

Men ydmygelserne var ikke færdige der, når nu de havde mig, ville de også lige lave en scanning, vist nok bare for at den nye læge fik prøvet det.

Scanneren er formet som et lille lyssværd, som man pytter et kondom på, og så stikker og i skeden, og hvis i skulle være i tvivl, så er det ikke just nogen behagelig oplevelse. På billedet kunne lægen så se, at jeg (på grund af min spiseforstyrrelse) ikke længere havde en regelmæssig menstruation, og hun ville sætte den i gang igen ved hjælp af p-piller eller en p-ring, men jeg ville ikke have nogen af delene, hvilket hun ikke ville acceptere, så hun skrev i min journal, at jeg ville gå til egen læge og få det ordnet, hvilket jeg ikke gjorde.

Jeg har altid været meget autoritetstro, så jeg fulgte bare med, og lod dem gøre hvad de fandt bedst uden at stille spørgsmål. Jeg har desuden kun en meget svag fornemmelse af min egen personlige grænse, så det var først bagefter, da jeg åd to plader Ritter Sport på under et minut, at det begyndte at gå op for mig hvor ubehageligt det var for mig. Det er da også en af de historier jeg med jævne mellemrum vender tilbage til for at få den bearbejdet.

Jeg var derfor temmelig nervøs da jeg fredag troppede op hos min praktiserende læge, der er en ung mand, ikke så meget ældre end mig selv. Jeg vil ikke sige, at det var en behagelig oplevelse, men det var en behagelig overraskelse, for han respekterede til fulde, at han var nødt til at overtræde mine personlige grænser, så han forklarede grundigt alt hvad han foretog sig, så det føltes helt acceptabelt det han havde gang i, og det hjalp selvfølgelig, at der ikke var nogen scanner.

lørdag den 21. april 2012

Den rigtige beslutning...

Jeg skulle have været i Aarhus Teater i går med en veninde. Jeg havde fået gratis anmelderbilletter til Ibsens "Gengangere" og jeg glædede mig uhyre meget, men der var bare lige det der med transporten, som jeg ikke helt kunne få til at passe, og så lå forestillingen i det hele taget ret sent, og jeg kunne bare mærke hvordan de sidste kræfter langsomt sivede ud af mig.

Jeg gik ned og talte med en af pædagogerne. Jeg ville så gerne af sted, men selvom kl kun var omkring 1, så havde jeg allerede kvalme af træthed. Hun mente, at jeg burde melde afbud, men hvordan kunne jeg gøre det? Jeg havde jo forpligtet mig, det er jo mere eller mindre mit job.

Jeg vidste, at min veninde ville tilgive mig, for hun er også psykisk sårbar og ved godt hvordan det kan være, men hvad med teateret? De havde jo været så søde at reservere et par billetter til mig, og så kom jeg slet ikke, for pædagogen havde ret, jeg ville ikke kunne klare det, ikke med alt det andet der sker i mit liv lige nu.

Aftenen blev hård at komme igennem, for jeg var noget så usandsynligt træt, og jeg endte med at gå i seng på nogenlunde samme tid, som forestillingen startede.

Jeg ville have haft svært ved at træffe beslutningen om at melde fra på egen hånd, det er en af grundende til at jeg bor her. Jeg kan ikke finde ud af at spare på kræfterne, så jeg kan klare mig igennem endnu en uge, for jeg glemmer, at der altid er en uge efter denne. Jeg kører på, og pludselig er energien væk, og jeg mener helt væk, og så kan det godt tage mig et par uger at komme på fode igen.

Jeg er virkelig glad for at pædagogen turde tage beslutningen for mig, når nu jeg ikke havde overskud til at gøre det selv.

fredag den 20. april 2012

Om at blive rørt ved og andre fortællinger

Stop for rødt
I går var jeg til psykolog inde i Aarhus for at kunne snakke ordentligt om alle mine følelser omkring omstruktureringerne. Det var virkelig rart, for selvom jeg følte mig nedtrykt da jeg kom ud derfra, og følelsen bare blev værre i løbet af dagen, så var det en sten der faldt fra mit hjerte at hun forstod, sådan virkelig forstod.

Men jeg kunne ikke gå direkte ind til hende, for min sædvanlige frygt for at komme for sent, drev mig til at tage et alt for tidligt tog.

For at få tiden til at gå, var jeg inde i Føtex food for at købe mig en pose snack gulerødder og en Pepsi Max.

Grøntsagerne stod lige ved indgangen, men for at få min cola skulle jeg ned i kælderen. For at komme ned i kælderen skulle man ned af en trappe (big surprice) og for at indikere hvilken side man skulle gå ned ad, og hvilken en op, var de for oven markerede med en rød og en grøn cirkel. For foden af trappen var det naturligvis omvendt, men min autistiske hjerne nåede lige at kokse lidt, for pludselig var der en rød cirkel der hvor jeg skulle gå.

Havde jeg gjort noget forkert? Jeg havde selvfølgelig ikke gjort noget forkert, men tvivlen fik mig til at stoppe op og glo fåret ned i gulvet. Hvordan skulle jeg nu komme ned af trappen? Det tog mig nok ikke meget mere end et sekund at regne ud, at den røde cirkel var der for at folk ikke skulle gå OP af trappen, men det var længe nok til at jeg nåede at føle mig godt dum, og jeg så rundt for at se om nogen havde set mig.

Aarhus læser højt
Da jeg nærmede mig stationen på vejen hjem sad der en lille gruppe mænd og læste op af billedbøger på pladsen lige foran hovedindgangen. Det så da en kende pudsigt ud, så jeg stillede mig op som den eneste og lyttede med på "Mustafas Kiosk" af Strid.

Det var et dejligt afbræk i en ellers ret grå hverdag. Jeg var en ret stor pige før min mor holdt op med at læse højt for min søster og jeg, så jeg har i modsætning til nogen ikke den ide at højtlæsning kun er for de mindste børn. Højtlæsning er for alle, også selvom det drejer sig om en børnebog.

Efter et par sider stoppede manden med at læse og fortalte mig i stedet om projektet, hvor Aarhus biblioteker og en lang række institutioner og andet godtfolk slog sig sammen for at fortælle en god historie.

Den gode historie er hvad der skiller mennesket fra dyrene (enhver ved jo at en giraf har en elendig humoristisk sans) og vi har gjort det i så mange tusinder af år, at ingen ved hvornår det startede, i hvert fald ikke før man finder den første forstenede godnathistorie.

Om at blive rørt ved af en fremmed
I toget hjem sad jeg egentlig bare og passede mig selv. Jeg havde taget min cardigan af, fordi forårssolen bagte ind af vinduerne, og temperaturen inde i kupéen blev temmelig høj.

Overfor mig sad der en indvadertype, sådan en af dem med så meget voks i det tilbageslikkede hår, at det så helt vådt ud.

Jeg ved ikke om jeg gjorde noget for at indbyde til det, og vis jeg gjorde, så var det i hvert fald ikke med vilje, men pludselig begyndte han at spørge mig ud omkring de sår og ar jeg har på armene. Hvad var der sket? Hvorfor gjorde jeg dog den slags? Forsigtigt lod han en finger glide ned af min arm og kærtegnede arene.

Det var ikke så ubehageligt som man kunne forestille sig, men helt fedt var det altså heller ikke. Jeg lod ham gøre det, jeg havde jo ikke nogen legitim grund, eller i hvert fald ikke en i mit hoved legitim grund til at bede ham passe sig selv og lade mig være. Jeg har generelt et problem med, at jeg ikke føler ejerskab over min krop, og jeg kan derfor ikke selv være herre over hvad der sker med den, og hvem der gør hvad ved den. Det har måske også noget at gøre med, at jeg hader min krop så meget, at jeg er ligeglad med hvad der sker med den, ønsker måske ligefrem at gøre den fortræd.

Jeg har helt almindelige menneskelige reaktioner, så hvis der sker noget, så trækker jeg mig tilbage, men det bliver sjældent til mere end det. Så da manden begyndte at røre ved de ar jeg har på brystkassen rykkede jeg mig tilbage i sædet, og han fangede trods alt pointen. Desuden steg han af nogle minutter efter.

torsdag den 19. april 2012

Om at blive taget alvorligt

Jeg skriver for tiden rigtig meget om de omstruktureringer der sker på mit bosted, hvilket måske ikke altid er lige interessant, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg føler mig dog meget isoleret på dette sted, for jeg har kun en begrænset kontakt til verden uden for disse mure da jeg hverken studerer eller arbejder. Når der så sker sådan nogle gennemgribende forandringer, så rusker det op i mit liv mere end aller højst nødvendigt. Derfor bliver dette nok ikke det sidste indlæg om den sag.

Jeg har lidt følt at vores daglige leder har truffet denne beslutning hen over hovedet på beboere og personale, og at hun måske har taget hensyn til praktiske ting, men at hun har glemt alt om de mere menneskelige aspekter.

Det var derfor meget vigtigt for mig, t hun ville tage sig tid til at komme op i min lejlighed, og tale med mig om min angst og mine tanker og hvad jeg ellers lige havde på hjertet.

Vores leder er en fin lille smilende dame med talegaverne i orden, og ligegyldigt hvor vred man er på hende, og ligegyldigt hvor god grund mand har til det, så smelter ens vrede bort på få sekunder, når hun sidder foran én, og siger at det er helt i orden at være vred. Det kan egentlig godt være bare en lille smule belastende, når nu man har behov for at være vred, sur og ked af det. Det er dog meget praktisk, når man endelig har fået en samtale i stand og gerne vil have noget konstruktivt ud af det.

Vi sad i næsten en time i går og talte om alle de små og store ting der går mig på, og om de håb jeg har for hvordan det hele kan løse sig uden at jeg får spat, og jeg fik så også en fornuftig forklaring på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

Jeg havde brug for at hun satte sig ned og med sine egne ord fortalte mig, at dette ikke er en straf fordi jeg blev for glad for min kontaktpædagog, for sådan føles det ærlig talt en gang imellem. Det gjorde hun så, og det beroligede mig en del selvom der stadig sidder en splint af tvivl og nager dybt inde i mig.

Der er stadig ting jeg ikke forstår, der er stadig ting jeg er ked af, og der er stadig ting jeg er dybt skuffet over, men det var virkelig befriende at blive lyttet til, som om også jeg er et rigtigt menneske, med tro, tvivl, følelser, håb og tanker. Det var rigtig rart, at hun tog sig tid til at høre på hvad jeg havde at sige og svare mig, også selvom hun ikke kunne fortælle mig de ting jeg gerne ville høre.

Samtalen varede næsten en time og fortsatte faktisk lidt senere da nogle af tingene havde nået at bundfælle sig. Det var godt at få snakket, men det var også enormt udmattende, og hele dagen gik jeg rundt og var lidt ved siden af mig selv, og jeg havde slet ikke kræfter til alle de ting jeg burde have ordnet.

Da jeg skrev mit bonus blogindlæg var jeg så træt, at jeg med en kraftanstrengelse skulle fremtvinge hvert eneste ord.

Jeg er stadig sur på vores leder, jeg er stadig vred, ked af det og ødelagt, men jeg står nu tilbage med en følelse af, at jeg måske en dag vågner op og kan acceptere hvad der er sket. det er ikke i dag, og det er nok heller ikke i morgen, men en eller anden dag, så sker det nok.

onsdag den 18. april 2012

Ødelagt af blod

Den sidste uges tid har været præget af meget voldsom selvskade, og jeg brugte et håndklæde som midlertidig forbinding, og ja, der kom meget blod på, men det var ikke lige noget jeg tænkte over, så jeg smed det bare til vask sammen med alle de andre håndklæder.

Hvad jeg ikke lige tænkte på var, at blod er noget forfærdeligt klistret stads, og da jeg tog det ud havde alle håndklæderne fået en underlig beige farve, så der var ikke andet for end at smide det hele ind i maskinen igen.

Farven er ikke forsvundet helt, men den er nu mest bare en syg gullig kulør.

Blod og andre proteiner bør vaskes af i koldt vand, det ved jeg jo egentlig godt, jeg har jo mange års erfaring i dette her, men når jeg har det så skidt, så er overskuddet der ikke lige til at gøre det der ekstra, og så er det at man ender med en hulens masse besvær.

En hilsen farvel

Der er en pige på mit bosted der er rigtig svær at få i tale. Hun er så genert, at man nærmest skal tvinge ordene ud af hende. Når man kommer hen i nærheden af hende, ser hun straks ned i gulvet, og jeg bliver frygtelig nervøs for at overtræde hendes privatsfære.

Hun bor her endnu ikke helt. Hun er her om dagen, og så bliver hun hentet af sin far om eftermiddagen.

I løbet af de sidste par uger har vi fået et lille ritual, hvor vi, når hun går forbi vinduet i TV stuen på vej hen til parkeringspladsen, så vinker vi ivrigt til hinanden.

Ritualet startede en dag, hvor jeg blev grebet i at stå og glo på dem. Egentlig hvor det ikke dem jeg gloede på, jeg stod bare i mine egne tanker og stirrede ud i luften. Det er svært at komme ud af sådan en situation med værdigheden i behold. Enten dukker man sig i skam og sidder under vinduet med røde kinder og håber på at de snart er væk, så man kan rejse sig igen. Eller også vinker man kækt.

Jeg valgte altså den sidste udvej, og nu har vi altså gjort det hver dag lige siden, eller rettere næsten hver dag, for for et par dage siden holdt faderen parkeret et andet sted, så de kom slet ikke forbi vinduet. Det var en meget mærkelig fornemmelse at sidde der, og de så ikke kom, for selvom vi ikke officielt er venner endnu, så var der nok en hvis grad af savn inde over.

I går havde jeg så på mit initiativ en samtale med den pædagog der kender hende bedst. Jeg ville gerne vide hvordan man bedst greb det an. Jeg vil jo gerne være hendes ven uden at skræmme hende.

Efter frokost hjalp pædagogen os med at falde i snak, og det var da en begyndelse, men det var ikke just de dybe samtaleemner der kom på banen. Jeg havde både været ude og løbe OG spillet badminton, så jeg havde egentlig slet ikke energien til at være social, men det var der lejligheden bød sig, så jeg måtte jo gøre forsøget.

Da hun skulle hjem, sad jeg som sædvanligt i sofaen og så mine serier. Faderen holdt igen parkeret et andet sted, men Rebekka løb lige hen til vinduet og vinkede til mig. Det varmede mit lille aspergerhjerte.

tirsdag den 17. april 2012

Forglemmigej

I går var den sidste dag jeg havde sammen med min kontaktpædagog, hvor hun også var min kontaktpædagog og ikke drengenes. Jeg havde håbet at jeg kunne tilbringe noget tid sammen med hende, ikke noget særligt, bare være sammen og måske få talt lidt om det hele, men sådan blev det slet ikke.

Det føltes som om hun slet ikke havde lyst til at være sammen med mig, og når vi så havde noget vi skulle ordne, så virkede det som om hun ville af med mig så hurtigt som muligt, både når det galt samtalen, og når det galt jobbet som kp (kontaktpædagog).

Jeg var mildest talt knust. Jeg havde lyst til at tage fat i hende og så ruske hende og sige 'se på mig, se dog på mig bare et enkelt øjeblik, for jeg er ved at blive kvalt af alt det her'.

Siden i onsdags har jeg kæmpet så hårdt for at være den pæne pige, kæmpet så hårdt for at gøre et uudsletteligt billede af mig selv for at de pædagoger der bliver taget fra mig ikke skal glemme mig, for det er min største frygt, at blive glemt.

Jeg ville så gerne have min kp's opmærksomhed, men hver gang skubbede hun mig videre til en anden. Jeg blev så frustreret, at da der senere på aftenen kom en forhindring, dog af en helt anden karakter, så havde jeg ikke andre alternativer end at skære mig.

Gjorde jeg det for at få min kp's opmærksomhed? Jeg kan ikke afvise det, men det var nu ikke det jeg tænkte på i gerningsøjeblikket. Desuden hjalp det slet ikke, for det var en anden pædagog der kom op til mig og førte mig på skadestuen. Et kort øjeblik hadede jeg hende for ikke at være Jane, men hun er sød, så paradoksalt nok fik vi en hyggelig tur.

Såret var ikke dybt, men jeg havde ramt en arterie, så det blødte temmelig voldsomt, så på skadestuen tog det en evighed at blive færdige, og det hele lignede lidt noget fra en krigsskueplads.

Da vi kom hjem fik jeg så endelig min samtale med min kp, hvor jeg hørte hendes begrundelser for at gøre som hun gjorde. De var fornuftige nok, men de var ikke helt hensigtsmæssige taget i betragtning, at jeg ikke kan forestille mig ting jeg ikke ved med sikkerhed. Hun tænkte, at de her ting, dem kunne jeg regne ud, men nej, det kunne jeg ikke, jeg troede, at jeg havde gjort noget forkert, så hun ikke længere kunne lide mig. Det eneste der dog rigtigt betød noget for mig var, at hun sagde, at hun havde været GLAD for at samarbejde med mig, og at hun bestemt IKKE ville glemme mig.

Selvom klokken nærmede sig 9, tvang hun mig til at spise dagens første egentlige måltid.

mandag den 16. april 2012

Om tvangshygge vs. ægte hygge

Jeg har som nævnt fået frataget min kontaktpædagog og fået udskiftet hende med fire utrygge pædagoger der skal udgøre et team omkring mig og nogle af de andre beboere.

Den ene af disse pædagoger er helt nu, og det blev arrangeret at vi skulle tvangshygge omkring en film for ligesom at bonde lidt. Det lyder lidt som om jeg var meget negativ omkring konceptet, men det var jeg egentlig ikke, for hun virker flink nok, men det er en underlig fornemmelse, når man prøver at fremtvinge en social relation.

Først ville de have, at vi skulle se Matador sammen, men der stejlede jeg, for det er noget jeg har sammen med min gamle kontaktpædagog, og selvom jeg gerne vil have et godt forhold til hende den nye, så skal hun ikke komme her og prøve at overtage Janes plads, ikke endnu i hvert fald.

Vi så en anden film, og det blev da også ganske hyggeligt, selvom det nok ville have været endnu hyggeligere, hvis det var en spontant opstået situation, og ikke tvunget. Konklusionen blev dog den de alle havde håbet på, at jeg føler, at jeg nok en dag med tiden vil lære at stole på hende.

Helt anderledes hyggeligt var det om aftenen, da jeg var med to af de andre piger ude i byen for at spise, eller rettere, de spiste, og jeg sad med en cola ligt. Vi snakkede om omstruktureringen og om hvor meget vi hader den. Vi snakkede sobert om den, men mon vi ikke et eller andet sted alle havde lyst til at krybe sammen i et hjørne og bare tude? Sådan havde jeg det i hvert fald, men jeg holdt masken og tog et sip af min cola.

Bitterhed er en grim følelse, men det er svært ikke at føle sig bitter når vi alle tre har fået frataget vores yndlingspædagoger, for det er en statistisk usandsynlighed, at det er et tilfælde. Det er vores leder der egenrådigt har besluttet alt dette her, hverken beboere eller personale har haft noget at skulle have sagt. Det får én til at føle sig så umådeligt hjælpeløs, og det er svært ikke at hade hende for det.

Men her er det så godt, at vi piger der har været her fra begyndelsen i det mindste er i samme båd. Vi har ikke meget til fælles, men vi har lige nu dette fælles tredje som vi kan hade sammen. Men hvad skal vi snakke om når hadet forhåbentligt forsvinder med tiden?

søndag den 15. april 2012

Om at sove elendigt

Fredag vågnede jeg kl 4, i går kl 1.30, altså om natten, og jeg kunne ikke holde ud at blive liggende i min seng på grund af fysisk ubehag. Jeg lå og vendte og drejede mig, jeg ville så gerne have bare en time eller to mere, men mine muskler sitrede og jeg fik ondt over det hele. Dynen var alt for varm og luften alt for kold, så jeg måtte op og tage mit tøj på.

Hele dagen i går gik jeg rundt som i en trance, og flere gange prøvede jeg at få mig en lur, men hver gang lå jeg i en halv time før jeg fik spat af at ligge ned, spat af dynen der snoede sig om mig og spat af håret der kildede mig i ansigtet, og jeg måtte stå op og fortsætte min søvngængergang rundt i lejligheden. Hvis zombier virkelig spiser hjerner, så ville mine medbeboere have haft et seriøst problem.

Jeg så nogle film jeg havde set før, men interesserede mig ikke for hvad jeg så, men jeg orkede på den anden side heller ikke at forholde mig til nogle nye, så filmene kørte bare i baggrunden mens jeg fortsatte min langsomme færd rundt i lejligheden, hvor jeg fik ordnet nogle småting, men ikke nogen der krævede den helt store hjerneaktivitet.

I løbet af dagen begyndte jeg at få flere fysiske symptomer på den manglende søvn end bare træthed og rastløshed. Jeg fik kvalme, svedeture, hjertebanket, og når jeg stod op var jeg bange for at besvime. Jeg klynkede en hel del, dels fordi jeg ville have pædagogernes medlidenhed, men også fordi jeg ville slippe vor at spise aftensmad.

Fordi jeg havde været oppe i så mange timer, havde jeg også været nødt til at spise rigtig mange gange, morgenmad spiste jeg for eksempel fire gange, så selvom det ikke sammenlagt blev helt enorme mængder, så var det stadig mere end min hjerne syntes, at jeg fortjente, så det blev mig svært nødvendigt at springe dagens sidste to måltider over. Det lykkedes, pædagogerne blandede sig ikke, og jeg kunne nøjes med et halvt glas mælk til at skylle min medicin ned med.

Pædagogerne blev bekymrede, og spurgte om de skulle ringe efter en vagtlæge, men selvom panikken en gang imellem fik tag i mig, så vidste jeg jo godt, at der ikke var andet galt end træthed og forkert kost, men jeg ønskede at der var noget rigtig galt, så jeg fik mulighed for at tænke på noget andet end hvor ked af det jeg egentlig er hele tiden.

Nej, nu overdriver jeg. Ja, jeg er stadig ked af at miste hende jeg stoler på, men jeg begynder at vænne mig til tanken, jeg begynder at vænne mig til at der også er et liv efter bruddet, og jeg overlevet, det gør jeg jo ligesom altid.

lørdag den 14. april 2012

Bryllupskjole

Jeg er vist kommet til at love et billede af den kjole jeg skrev så meget om for nogle uger siden, HER. Så det må jeg vel hellere gøre. Så værsgo' her er den så.




Kjole: Margot, Ladybird, 1200,-
Sko: Sofie Schnoor, 1200,-

fredag den 13. april 2012

Om at bitche sammen

Bare fordi vi er asperger piger og har ry for ikke at gå op i nid og nag, så kan vi stadig godt en gang i mellem få lyst til at være nogle rigtige kællinger og sidde og brokke os, når vi synes at vi bliver uretfærdigt behandlet.

Og lige nu føler vi os uretfærdigt behandlet i forbindelse med omstruktureringen, for flere af os har nemlig oplevet at miste den pædagog vi stolede mest på, og ikke bare mister vi dem, vi mister dem til drengene, som i hvert fald jeg godt nogle gange kan opleve bliver forfordelt.

Jeg prøvede på at komme af sted til fodbold i går, for jeg ville i det mindste prøve på at leve mit liv så normalt som muligt, men jeg stod bare på banen og var trist og svimmel. De andre spillere og trænerne var rigtigt forårskåde og rendte rundt og fjollede, men jeg kunne simpelthen ikke, jeg havde ikke den fjerneste lyst til at rende efter bolden.

Jeg tog hjem og græd ud ved en af pædagogenes skulder, for hvor havde jeg dog ondt af mig selv, og med god grund, vi er autister, og de kan ikke forvente, at de kan lave så store og gennemgribende ændringer uden at der kommer en eller anden form for reaktion, og selvom jeg nok ud ad til virkede som den der reagerede kraftigst, så ligger der generelt nogle meget voldsomme følelser på lur hos flere af beboerne.

En af pigerne og jeg valgte at vi trængte til at lukke noget damp ud, så jeg inviterede hende på en Pepsi max (mange store gennembrud er blevet nået over denne gudedrik). Hun er meget yngre end mig, så først tænkte jeg, at jeg måtte spille den stærke og besindige voksen, der fik hende til at falde til ro, men til helvede med at falde til ro. Michelle er på trods af sine 'kun' 18 år en ganske ligeværdig samtalepartner, så vi kunne rigtig bitche sammen og blive enige om, at det hele er noget lort.

Vi kender ikke hinanden så godt, så meget af tiden blev brugt på at lære lidt om hinanden og vores historie, men vi blev ved med at vende tilbage til hvad der sker omkring os lige nu og her, for det fylder meget hos os, og det gør så ondt, at vi lige nu ikke en gang har lyst til at komme over det.

Det var rigtig rart at få snakket det hele igennem med ligesindede, for ligegyldigt hvor meget pædagogerne siger at de forstår, så forstår de i virkeligheden ingenting, og jeg forventer ikke, at de kan forstå.

Jeg kan i mine lysere øjeblikke godt forstå hvad det er ledelsen har tænkt, og jeg kan godt se, at det ikke er gjort i nogen ond mening, men jeg kan også se, at det er sjusket gjort uden at tage de relationer der er blevet bygget op i betragtning, det er som om man har glemt, at autister også har følelser.

torsdag den 12. april 2012

Om ubetinget lydighed

GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Det er så let at skrive, men så forbandet svært at efterleve, for kære Gud, jeg vil jo så gerne at...

I går fik jeg en rigtig grim nyhed. Hende jeg stoler på skal ikke længere være min kontaktpædagog. Jeg låste mig ude på badeværelset og lå på gulvet og græd. Jeg skar mig, selvfølgelig gjorde jeg det, for selvom det har taget markant af, så er der ikke andre muligheder for at reagere på så store omvæltninger når man er mig. Jeg lå bare på gulvet og så til mens blodet langsomt løb ud af mig.

GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Jeg har slet ikke lyst til at tro på dig når du skal være så ond, og alligevel kan jeg ikke lade være...

Jeg endte på skadestuen hvor jeg skulle sys, og hvor jeg skiftevis brød sammen i krampegråd over hvor synd det var for mig, og hvor onde hele verden var imod mig, og lo fordi min 'nabo' skældte og smelte over sygehusets ventetider, og over læger og Gud og hver mand, og fordi mine tårer løb ned af kinderne og ind i mine ører og kildede mig. Gråd, latter, gråd, latter, i virkeligheden er der ikke så stor forskel på de to.

GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Kan du i det mindste ikke gøre smerten lettere at bære?

Jeg tilbragte aftenen i selskab med en pædagog, Matador og beroligende medicin. Jeg var så taknemmelig for at hun var der, men inderst inde ønskede jeg at det i stedet vaar hende jeg stolede på.

Jeg skal nok lære at acceptere hvordan tingene står nu, men det vil tage tid, for det er en meget stor ændring, for grunden til, at jeg mister hende er omstrukturering, så alting bliver anderledes fremover, hele den måde dette sted fungerer på, hvem vi taler med, hvem vi spiser med, hvem vi ser TV med, ALT.

GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Hjælp mig til at acceptere, ikke fordi tingene ligger fast og jeg ikke har noget valg, men fordi det er det rigtige at gøre. Hjælp mig til at forstå, at ændringer ikke nødvendigvis er af det onde. Hjælp mig til ikke at behøves at græde og skære hele tiden.

onsdag den 11. april 2012

Om sex som selvskade

I dag bliver et ag de lidt tungere emner, et emne jeg længe gerne har villet skrive om, men ikke turdet.

Sex som selvskade er et emne så tabubelagt at der ikke er skrevet bøger om det, for jeg nægter at tro på, at eksperterne ikke kender til det, dertil er det alt for udbredt, jeg vil endda våge den påstand at det er en af de mest udbredte form for selvskade, langt mere udbredt end at skære i sig selv.

Sex som selvskade er måske blevet så udbredt, fordi det i vores samfund er blevet så socialt acceptabelt at gå i seng med hvem som helst når som helst, at man ikke udadtil bliver mærket for livet som når en kniv efterlader et ar, men det betyder ikke, at man ikke er såret indvendigt.

Men hvad er sex som selvskade så? Det kan tage mange former og er lidt svært at definere, for hvor går grænsen mellem sex som selvskade og andre former for sex hvor det ikke er lige skønt for begge parter. Jeg vil prøve at komme med nogle eksempler som jeg kender fra mig selv og mine veninder og andre piger jeg har snakket med, men som nævnt er det meget komplekst, og jeg føler mig ikke værdig til at behandle emnet helt objektivt.

Negativ opmærksomhed: 'Hvis du siger, at jeg er køn, så går jeg i seng med dig'. Ensomheden og selvhadet er nødt til at have en modvægt, og hvis det betyder at have sex med en eller anden, so be it, også selvom det betyder at de negative følelser bliver endnu værre bagefter, men så har man i det mindste haft et kort glimt af hvordan det føles at være prinsesse, at være det bedste i hele verden, at kunne bruges til noget.

Smerten: Hvis man ikke har lyst til at have sex kan det være en yderst smertefuld oplevelse, både fysisk og psykisk, og i modsætning til snitsår, så gør det ikke kun ondt på ydersiden, det gør ondt helt ind i sjælen, og følelsen varer ved længe efter. Den psykiske smerte kan endda vare ved i årevis efter.

Du kan da bare sige nej: Vi bliver tudet ørerne fulde (hvad det så end helt konkret skal betyde) med at man bare skal sige nej hvis man ikke vil, og at det er helt i orden, men hvad så hvis det bare ikke er det, altså i orden, hvad hvis ens selvhad er så stort, at man ikke synes man kan tillade sig at sige nej. Nu har man jo bragt sig selv i den situation, og hvis man skulle have sagt nej skulle man have gjort det for længst. Sex bliver et spørgsmål om at holde ud og vente til at det er overstået.

Religiøs: Jeg selv er religiøs, og sex før ægteskabet er forbundet med en hvis skam, så sex kan derved blive en måde at slå fast overfor sig selv, at ja, jeg er virkelig så slem som jeg selv går og tror, Det kan blive en måde at mærke sig selv for livet.

Jeg fortjener alligevel ikke bedre: Når man hader sig selv kan det være svært at tro, at man fortjener ægte kærlighed, og så må man jo nøjes med hvad man kan få, og man kan næsten altid finde en eller anden der er villig til at gå i seng med én.

Sex som selvskade er en meget reel og meget udbredt form for selvskade, og den burde blive taget mere seriøst i den offentlige debat, for selvom promiskuøs sex i teorien er socialt acceptabelt, så er det ikke rigtigt at man ikke bliver brændemærket, og det gælder især pigerne.

tirsdag den 10. april 2012

Om sorgens dag?

Hvorfor flagede alle officielle bygninger dog på halv? Det var jo anden påske dag og Herren er opstanden, det burde være en glædens dag. Jeg har været så fokuseret på påsken, at jeg helt havde glemt, at det var gået hen og var blevet 9. april.

9. april 1940, hvor tyske nazister så godt som uden modstand marcherede ind over grænsen. Det var den gang før DFs strid om grænsekontrol, for når det virkelig gælder, så hjælper en grænsekontrol ikke meget. Her en lille tak til de sønderjyske soldater der ydede modstand om mistede livet derved, de var med til at redde lidt af Danmarks ære.

Det var min far der kom i tanke om det langt op ad dagen, og da vi begge betegner os selv som historienørder, var vi tilpas pinligt berørte over denne lille forglemmelse, men hvem har dog lyst til at tænke på en sorgens dag midt i al glæden? Hvordan kan man få sin krop til at rumme to så modstridende følelser? Tænk nu hvis påsken var forskudt en dag og 9. april faldt om søndagen, hvordan kunne man så tillade sig at gebærde sig?

Jeg brugte nu hverken dagen historisk eller kirkeligt, jeg tog hele vejen over til København for at besøge en veninde på Rigets anoreksiklinik. Det var vidunderligt at se hende igen efter flere måneders afsavn. Dagen udmattede mig fuldstændigt, men det var det værd, for nogle gange forholder det sig faktisk sådan, at det ikke er mig der er i den vigtigste.

Hun så helt mærkelig ud, hun havde så meget væske i kroppen, at hendes ansigt så helt umenneskeligt ud, som en tegnefilmsfigur lige efter et bi-angreb, men hun var stadig min Måne, min veninde, min sjælesøster, og jeg kunne se, at selvom deres behandling på mange måder var kritisabel, så var der også ting der havde virket.

Månepigen talte om sig selv, hun talte rent faktisk om sig selv, og jeg var så stolt at jeg kunne sprænges. Hun fortalte mig ikke om hvordan det hele startede, hun fortalte mig ikke om sine dybeste hemmeligheder, men det kommer også kun mig ved, hvis hun selv har behov for at fortælle mig det, og jeg har ikke travlt. Men hun fortalte mig om sin nutid, hvad der sker, og jeg fik nogle få men værdifulde glimt af hvad der sker inde i hende, og jeg ved nu, at jeg gjorde ret i at elske hende.

Jeg havde lyst til at slå armene om hende og fortælle hende hvor stolt jeg er af hende, men vores forhold er slet ikke så fysisk, men jeg siger det til hende nu her i dette blog indlæg, for hun kæmper så hårdt, og hun fortjener ros, ikke fordi hun har taget på og nærmer sig sin målvægt, men fordi hun har taget et kæmpe skridt i kampen for at komme videre og for at komme tilbage til sine børn.

Tak Måne fordi du kæmper, tak fordi jeg må være en del af den kamp.

mandag den 9. april 2012

Om konkret tænkning

Min søster og jeg hjalp min farmor med opvasken efter den årlige påskemiddag.
- I skal bare stille servicet på komfuret.
- Jamen hvad så med knive og gafler og alle de andre ting som vi godt ved hvor skal hen?
- Dem lægger I bare på plads.
Det var mig der spurgte, og det var ikke en eller anden dårlig vittighed, jeg var ærlig talt forvirret, for jeg ville jo gerne gøre som min farmor sagde, men jeg ville på den anden side ikke virke doven.

Det er et af karakteristikaene for aspergers syndrom, at man opfatter ting meget konkret. Jeg ved godt, at folk ikke altid mener præcis det de siger, og jeg har lært at det ikke er det samme som at lyve, men nogle gange kan det godt være svært at regne ud, hvilke ting det er folk mener konkret, og hvilke ting de ikke gør.

I min hverdag møder jeg et hav af disse oplevelser, og de er med til at tappe mig for energi. Jeg bruger dem også selv, men det giver mig dårlig samvittighed, for jeg har alligevel ikke helt lært at skelne mellem talemåder og løgne, og endnu værre, så forstår jeg ikke nødvendigvis, at andre mennesker ikke tænker på samme måde som mig.

Når jeg taler om den togtur jeg skal ud på i dag på store rejsedag, så siger jeg, at der vil være en million milliard mennesker, hvilket der selvfølgelig ikke vil være, og det ved folk omkring mig jo også godt, problemet er, at jeg ikke ved at de ved, så jeg er bange for at de vil fordømme mig og sige at jeg overdriver/lyver.

Andre gange kan jeg blive irriteret når andre mennesker tager ting alt for konkret, ikke mindst fordi det minder mig om, at jeg sagtens selv kunne begå den samme fejl.

For at tage et eksempel, så bad jeg en gang min far om at skære nogle gulerødder i 0.5 cm tykkelse, hvorefter han fandt en tommestok frem og gav sig til at måle. Det var en sjov historie at fortælle videre til veninderne, men sandheden er, at jeg altid får dårlig samvittighed når jeg skærer grøntsager for folk, for hvad nu hvis de er 0.4 eller 0.6? Der er grænser for hvor præcist mit måløje er. Jeg siger til mig selv, at det ikke betyder noget, men er jeg nu også helt sikker?

søndag den 8. april 2012

Om bryllup påskelørdag

Min veninde helt tilbage fra da jeg var en lille pige, så langt tilbage, at vi faktisk er mere søstre end veninder, hun skulle giftes i går. Hun var en umådelig smuk brud, så smuk at jeg fik tårer i øjnene.

Det var dog en noget speciel oplevelse at sidde og smile og feste og slå sig løs påskelørdag, Jesus er død, men er endnu ikke opstanden, ordet 'Halleluja' var endnu ikke tilladt i landets katolske kirker, og der sad vi med brede smørrede grin, og alligevel kunne jeg ikke lade være for selvom jeg ikke er den romantiske type, så var det jo min veninde/søsters bryllup så jeg smilede om kap med brudens forældre, så smukt var det.

Min veninde lignede en lille fe med kort klokkeblomst hår med et diamanthårbånd og blødt tylskørt, og jeg var tæt på at tudbrøle da hendes scleroseramte far i forrygende hast førte hende op af kirkegulvet, det var smukkere end når en rask far langsomt strider op af kirkegulvet med sin datter under armen.

Brylluppet blev holdt i en protestantisk kirke, og efter det vil jeg citere den tidligere børne- ungdomspræst i den katolske kirke 'det er SKØNT at være katolik'. Det var en yndig ceremoni, men det var som om det guddommelige manglede, men det var bare min mening. Flere af de ikke så religiøse personer blandt festdeltagerne fandt det rigtig opløftende, jeg selv sad i bilen efterfølgende og sladrede med mine katolske venner. Præsten virkede flink, men man fik ikke et billede af hendes teologiske side, hun var en vaskeægte blød grundtvigianer. Men selvom det ikke var min stil, så var det stadig smukt, og endnu en gang var jeg ved at tude.

Festen var sikkert også smuk, men min asperger hjerne brændte sammen efter en times tid med at cirkulere rundt i salen og snakke med folk, eller rettere med at stå og desperat se ud som om jeg havde nogen at tale med, og forsøgende at skjule at jeg ikke kendte nogen. Jeg snakkede med nogle stykker, men jeg blev mere og mere træt og mindre og mindre snakkesalig, indtil min far til sidst måtte køre mig hjem, hvor min søster sad og så dårlige film og jeg spiste mig overmæt i franskbrød.

Jeg ville ønske at vi her i Danmark var en smule mere formelle. Det ville være skønt at være blevet introduceret for folk, for det er lidt akavet at tale med nogen og indlede samtalen med 'Hvem i alverden er du?'. Det ville være pinligt bare at stå der og tale med folk man ikke aner hvem er. Jeg tror ikke en gang at det kun skyldes min aspergers, jeg havde også på fornemmelsen at andre også fandt det akavet. Det var heller ikke festens skyld, for sådan gør man bare ikke i Danmark

lørdag den 7. april 2012

Om langfredag og mad

Det var ikke meningen, at det skulle have været sådan, men jeg valgte at spise normalt i går, langfredag.

I den katolske kirke er langfredag en fastedag, hvor man helst ikke skal spise noget som helst, og til nøds blot et enkelt lidt mindre måltid, men jeg valgte altså at spise normalt. Jeg gjorde det, for hvad nu hvis, jeg ikke havde lyst til at begynde igen.

Den første fastedag er den sværeste, men de næste kommer bare helt af sig selv, og det turde jeg ikke risikere, for selvom jeg så forfærdeligt gerne vil være tynd, så ønsker jeg jo ikke ligefrem at være syg, især ikke her midt i højtiden omgivet af familien.

Min sygdom har ødelagt meget i tidens løb, men den skal ikke også ødelægge denne påske. I julen klarede jeg det ikke og måtte køres hjem, men det må ikke ske igen, og derfor turde jeg ikke tage chancen.

fredag den 6. april 2012

Om et angstanfald

Jeg sidder i sofaen da jeg pludselig registrerer hvor svært det er at trække vejret, og langsomt kommer angsten snigende ind på mig. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for. Jeg ved at der er flere dage til at komme til at snakke mine oplevelser og følelser igennem med en pædagog jeg stoler på. Måske er det bare det, måske er det noget dybere.

Jeg burde sige noget til min far, fortælle ham hvordan jeg har det, men han sidder der ved siden af og er glad, for hvorfor skulle han ikke være det, og jeg vil lade ham beholde den følelse lidt endnu, bare lidt endnu.

Jeg har en snørrende fornemmelse i brystet. Jeg trækker vejret dybt ind - Herre - puster ud - Jesus - Herre - Jesus, og jeg krymper mig ved lyden af en solsort der giver sig til at synge. Jeg ved at det burde være smukt, men alle lyde er så forfærdeligt tæt på, og de går mig på nerverne, et duepar, en pludselig lyd i fjernsynet, min far der sætter sin kaffekop fra sig lidt hårdere end normalt.

Jeg lader fortsat som ingenting, men indeni har jeg lyst til at skrige, jeg har lyst til at skære, at brænde, at dyrke ubeskyttet sex med fremmede mænd, at tage mine løbesko på og løbe til verdensende uden at se mig tilbage en eneste gang.

Angsten binder mig på mund og hånd og jeg sidder som lammet i sofaen og lader livet ske for næsen af mig. Jeg sender en sms til fem forskellige mennesker, men ingen af dem svarer mig.

En måge flyver tæt forbi og lander på søen, og af en eller anden grund giver det mig lyst til at tude, og jeg tager min søsters tøjkanin og krammer den og aer den og leger med dens ører, og det beroliger mig nok til at jeg kan holde det hele ud. Men mine hænder ryster stadig en lille smule, og min vejrtrækning er stadig besværet, men det hele skal nok gå.

Jeg går ud i køkkenet og lægger nogle sweet potatoes i ovnen og siger noget morsomt til min far, og jeg ved at jeg er ved at være igennem det, og at jeg klarede det helt alene, men jeg ved også at det kan blive meget værre.

torsdag den 5. april 2012

Peters fornægtelse

Så er det skærtorsdag, en af årets sørgeligste dage, det er i dag mennesket viste sig fra sin værste side, jeg vil endda våge den påstand, at disciplenes handlinger i dag var værre end romernes handlinger i morgen. Det var dem Jesus levede sammen med, det var dem han stolede på.

Judas forræderi er det der normalt bliver fremhævet, men det er Peters fornægtelse jeg finder mest modbydelig. Judas' handling var ond, men Peters var meningsløs, alligevel er det en handling jeg nemt kunne se mig selv begå, og derfor skræmmer det mig så ekstra meget.

Peter fik ved den sidste nadver at vide, at inden hanen galede ville han have forrådt Jesus tre gange. Dette benægter beter på det kraftigste, men Jesus får ret. Efter tilfangetagelsen, sniger Peter sig længere ind i byen for at være tæt på sin Herre, men han bliver genkendt. Han er bange for også at blive kastet i fængsel, så han benægter at have nogen som helst kendskab til Jesus, og pludselig galer hanen.

Judas sælger sin ven og sin troskab til romerne for penge, og ligegyldigt hvor ufin en handling det er, så er det en bevægegrund jeg kan forstå, men at Peter, der er den sten hvorpå kirken skal bygges, at han er så bange, at han fornægter sin bedste ven, det har jeg svært ved at tilgive.

Men som sagt er det den selv samme synd jeg ville have svært ved ikke at begå, hvis jeg blev konfronteret med min tro af folk der ikke synes det er i orden. Jeg kender det faktisk allerede, når folk giver mig et mistroisk blik og spørger om jeg er meget troende, så nøler jeg i det, og mumler noget om hvordan man definerer ordet meget. Jeg bilder mig selv ind, at det ikke har noget at gøre med min tro på Jesus, men at jeg bare ikke vil sammenlignes med de der skøre amerikanere der gør underlige ting i Guds navn, men det er ikke hele sandheden.

Jeg frygter at vedkende mig min tro til fulde, fordi tro skræmmer mig, den altomfattende kærlighed skræmmer mig, måden at leve sit liv skræmmer mig. Kun gennem troen kan jeg føle mig helt fri, men friheden skræmmer mig. Jeg ved at jeg er en kujon, og det skræmmer mig at erkende det. Men det skræmmer mig også at folk skal vide, at jeg kun lever mit kristne liv halvt...

Billedet er fra Bellinge Kirke på Fyn (læg mærke til at der er en discipel for meget).

onsdag den 4. april 2012

Stabil vægt, en god ting?

I alle de snart 10 år hvor jeg har været spiseforstyrret og har vejet mig dagligt, eller næsten dagligt, har jeg haft en meget ustabil vægt, der kunne svinge op til et par kg fra dag til da. Ens vægt har rigtig meget at gøre med ens væskebalance, og der var helt tydeligt noget i vejen med min.

For et par måneder siden begyndte jeg så at dyrke motion, jeg begyndte at gå til fodbold og løbe tre gange om ugen. Samtidig tog pædagogerne kontrol over min mad, så jeg nu spiser mere regelmæssigt. Det har haft en forbløffende effekt på min vægt. i de par måneder har min vægt kun svunget med et par kg over hele perioden, og kun med et par hundrede gram fra dag til dag.

Jeg ved godt at der står i bøgerne, at ens vægt stabilisere sig, men jeg troede kun det havde noget med energibalancen at gøre (antal kalorier indtaget og antal kalorier forbrændt), men det kom virkelig bag på mig, at det også gjaldt væskebalancen.

Jeg har søgt lidt rundt på nettet for at se hvad det egentlig er der sker i kroppen, men jeg har ikke kunnet finde noget, så hvis der er en derude der har svaret, eller mener at have svaret, så er du velkommen til at skrive til mummimor[a]live.dk

Men som overskriften antyder, så er det ikke lutter lagkage, for min vægt har altså stabiliseret sig i den høje ende af skalaen, og den rykker sig ikke ud af stedet, ligegyldigt hvad jeg gør, så går den ikke ned (heldigvis går den så heller ikke op på nær det kg der kom på da jeg fik menstruation, men det er jo nærmest obligatorisk).

Min krop har også ændret sig, folk siger til det bedre, men jeg har dem mistænkt for at lyve. Mine lår balder er blevet så store på grund af den forøgede muskelmasse, at jeg har problemer med at passe mit tøj, og i mine spiseforstyrrede øjne er der ikke forskel på muskler og fedt kg er kg og cm er cm og begge dele måler mere end jeg lige har lyst til at forholde mig til.

Når jeg ser mig i spejlet væmmes jeg, da jeg var ude og løbe i morges kunne jeg se mine lår reflekteret i vinduerne, og jeg havde lyst til at skynde mig hjem og gemme mig bag lukkede døre og nedrullede gardiner.

tirsdag den 3. april 2012

Om skriveblokering

Jeg føler mig så træt i hovedet for tiden, det er som om der er noget der trygger lige bag ved panden, det er som om min hjerne koger.

Noget af det har at gøre med simpel træthed, jeg øver mig i at være længere oppe end til kl 8 og det går ud over min nattesøvn. Jeg vågner og er forvirret fordi det er senere end jeg er vant til, men for tidligt til at jeg har sovet ud.

Jeg er træt i kroppen, alle mine muskler skriger af mig, at jeg presser mig selv for hårdt, men jeg har ikke mulighed for at sætte tempoet ned, for jeg vil ikke risikere at blive ensom og forladt, og tanken gør mig endnu mere stresset.

Nej, nu lyver jeg, jeg kan godt melde fra nogle af mine aftaler, jeg har for eksempel aflyst min mors besøg, men jeg føler mig stadigvæk stresset.

Jeg får helt dårlig samvittighed over at kalde mig selv for stresset. Jeg er lige så stille begyndt at få flere bekendtskaber ude i den virkelige verden blandt folk der hverken er syge eller handicappede, og jeg bliver overvældet når jeg hører hvor meget de arbejder, og over hvor afslappet de tager det.

Der er selvfølgelig en grund til, at jeg er blevet pensioneret, men det er først nu, at det går op for mig hvor stor en forskel der er på dem og mig. Et eller andet sted misunder jeg vel deres evne til at overkomme så meget, men samtidig sætter jeg stor pris på det liv jeg har.

I går var der ikke noget indlæg, for jeg havde så 'meget' der skulle ordnes, at mit hoved kogte over, jeg sad bare og stirrede ind i skærmen og kunne ikke komme om med en eneste sætning, end ikke en overskrift, og den tomme hvide skærm gjorde mig endnu mere stresset, så det blev endnu sværere at komme op med noget.

Det er kun lidt bedre i dag, så jeg tror at det vil gøre mig godt, at jeg en af de kommende dage drager hjem til min far på påskeferie.

søndag den 1. april 2012

Om den forbandede rastløshed

Jeg har ikke været plaget af weekendangst i månedsvis, ikke sådan rigtigt i hvert fald, og så skulle det lige netop komme igen i går.

Nej, nu overdriver jeg, helt så slemt var det ikke, jeg var bare trist og rastløs. Jeg satte mig med en bog, lagde den igen, tændte fjernsynet, slukkede igen, tændte og slukkede min computer, satte en film på, mistede interessen halvvejs, gav min bog endnu en chance, satte mig ud i solen, begyndte at svede og satte mig ind til min computer.

Jeg følte mig fanget i min egen alt for voluminøse krop. Når jeg sad ned kunne jeg rigtigt mærke hvordan mine bukser strammede om lårene og hvordan min mave hang ud over bukselindingen og jeg forbander samtlige af mine 65 kg.

Allerede fra morgenstunden vidste jeg, at jeg måtte se at komme væk, så jeg tog min cykel og cyklede en tur rundt om søerne (ikke dem i København). Det er vel en tur på 10-15 km og det meste af den selvfølgelig i strid modvind, men selvom det gjorde ondt i lårene og kulden rev i næsen og min ryg føltes klam og varm, så var det befriende at trampe af sted i pedalerne, det var rart at vide at angsten ikke kunne indhændte mig den næste halve time, for ja, man kan godt flygte fra sin angst.

Men hov, nej vent, hvad er det jeg siger? Nød jeg ligefrem motion? Nej, det var ikke motion, det var bare en cykeltur, det var bare en måde at komme fra punkt A (mit hjem) til punkt B (Fakta) om end jeg forlængede turen med 10-15 km, det tæller ikke rigtigt. Jovist forbrændte jeg nogle kalorier, men jeg havde jo ikke klædt om, og jeg cyklede bare på min gamle skrammelkasse af en cykel, så det tæller slet ikke.

Selvfølgelig tæller det, det er det vi, jeg tror især det er kvinder, kalder for 'gratis motion', det at man får rørt sig lidt ekstra mens man laver noget man alligevel skulle have ordnet.

Hvis ikke jeg var så dovent anlagt ville al min motion bestå af gratis motion, jeg ville hver gang tage den lange vej i Fakta, eller til biblioteket, eller til stationen, eller hvor jeg nu skulle hen, men det gør jeg ikke, jeg tager den hurtige vej, og gør det så sjældent som jeg kan slippe af sted med det, og resten af tiden ligger jeg og feder den på sofaen med en bog eller med ligegyldige serier.

Hvis jeg ikke var så doven kunne jeg spare flere hundrede kroner om måneden, men det er jeg, så 2-3 gange om ugen må jeg slæbe mig ned i fitness centret og op på løbebåndet for at holde vægten i skak.