Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?
Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.
Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv
Viser opslag med etiketten Gud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gud. Vis alle opslag
søndag den 1. maj 2016
tirsdag den 15. september 2015
Carpe diem - en livsfilosofi bygget på citater
Om eksistens:
"Men hvor længe skal man blive ved, før det går op for en, at man har ladet sig nare af fiktionen (igen) og at det er den velkendte, skuffende verden omkring en, der er den virkelige". Thomas Scarlett "Mr Y's forbandelse"
"Jeg lader mit liv passere revy og finder det temmelig ynkeligt; enkelte glæder, uendelig meget ligegyldigt og værdiløst og derimellem et rigt mål smerter, lidelser, ængstelser, skuffelser, bristede forhåbninger, græmmelser, sorger og ærgrelser". Leopold von Sacher-Masoch "Venus i pels".
"Og sådan kan man beskrive angsten for døden, som angsten for ikke at blive den man ønsker at være". Pascal Mercier "Nattog til Lissabon".
"Da skal I juble, skønt I nu en
kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at
jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild,
kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus
åbenbares". 2. Petersbrev 1,6-7
"But what you are left with is a premonition of the way your life will fade behind you, like a book you have read too quickly, leaving a dwindeling trail of images of emotions, untill all you can remember is a name". Jay McInerney "Bright Lights, Big City".
'Mislykket' eksistens:
"And at the most dysfunctional end, of course, there are the kamikaze girls who wade into war with their pituitary - trying to starve it, or confuse it into defeat, with anorexia, or bulimia.But the problem with battling yourself is that even if you win, you lose. At some point - scarred, and exhausted - you either accept that you must become a woman - that you are a woman - or die. This is the brutal, root truth of adolescence - that it is often a long, painful campaign of attrition. Those selfharming girls, with the latticework of razor-cuts on their arms and thighs, are just reminding themselves that their body is a battlefield". Caitlin Moran "How to be a woman"
"I can't say I'm suicidal, since, as Thomas Lynch said, "Who among us in our right mind hasn't severel times in the course of a life yearned for the comforts of absence and non being? But there is a subtle and important difference between those of us who'd rather not be alive tomorrow - incomplete homework, biopsy results, romantic reversals, pregnancy tests - and those of us who want to be dead tomorrow and the day after and forever"". Victoria Coren "For richer , for poorer"
"[Emily] Dickinson's wounds and scars are military medals of honor, the price and prize of life experience. [...] Her boy personae are also deflections of maturation, an anorexic supression of sexual shape". Camille Paglia "Sexual Personae"
"Bowie fik det "at gå i stykker" til at tage sig elegant ud". Marc Spitz "Bowie"
"Intet i verden kan måle sig med fantasien hos et menneske, der har mistet besindelsen". Haruki Murakami "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe".
Om at blive set og hørt:
"Og så er Torben ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende. Grim og snottet. Sådan et barn man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor." Naja Marie Aidt "Bavian""Og så var der et stænk af vold eller vrede, som hos den der gerne vil ses, men ikke rigtig bliver det" Per Olov Enquist "Om Idræt"
"Det var kun en gal, vi så. Én der slog og sparkede på verden, fordi den ikke ville kende hende i alle de år". Majbritte Ulrikkeholm "Tilbage til jorden"
"Måske er jeg i lidt dårligt humør. Det er svært at vide, når der ikke er andre mennesker til stede". Helle Helle "Ned til Hundene"
"Men Gud har en plads til Dem. Hver Sabbath ser han Deres tomme stol i synagogen og siger til sig selv: Hvor er han mon henne? Han er urolig for Dem. De kommer ikke til gudstjeneste, for De ønsker, at Gud skal være urolig for Dem; De er som en lille dreng, der ønsker, at hans forældre skal tage sig mere af ham [...] Når de ikke giver ham kærtegn, begår han dumheder i håb om, at de i det mindste vil give ham smæk. De gør det for at kalde på Gud". Joan Sfar "Rabinerens kat"
Om at udtrykke sig:
""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hun og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". Tove Jansson "det usynlige barn""Der findes ønsker, som er for store at sætte ord på". Selma Lagerlöf "Stenen i søen"
"Når han tror, han har sagt noget overilet, banalt, halvsandt, saa holder han ikke op med at limitere, modificere og lægge til og trække fra til der til sidst ikke er mere tilbage af det hele". Goethe "Den unge Werthers lidelser".
"It was all done with the seriousness and selfconscious professionalism that only enthusiastic amateura posses". David Mitchell "Back story".
"Nu ville han aldrig få skrevet de ting han havde udskudt at skrive, til han vidste nok til at kunne skrive godt nok om dem. Nå ja, så ville det heller ikke mislykkes for ham at prøve på at skrive dem. Måske ville man aldrig kunne skrive dem, og det var derfor man udskød dem og ventede med at begynde". Ernest Hemingway "Fire noveller"
torsdag den 4. juni 2015
Brain freeze
Anselm af Canterbury
"Proslogion - Gudsbevis"
"Hvis nemlig blot det eksisterer i tanken alene, kan det tænkes også at eksistere i virkeligheden, hvilket er større. Hvis altså dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, findes i tanken alene, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, dét end hvilket noget større kan tænkes, men sandelig, dette kan ikke være. Der eksister altså uden tvivl noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, både i tanken og i virkeligheden. At det kan ikke kan tænkes ikke at eksistere, dette er i den grad så virkeligt, at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. For noget som ikke kan tænkes ikke at eksistere, kan tænkes at eksistere, hvilket er større end det som kan tænkes ikke at eksistere. Derfor, hvis det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, kan tænkes ikke at eksistere, så er selve dette, end hvilket noget større ikke kan tænkes, ikke det, end hvilket noget større ikke kan tænkes, hvilket ikke kan passe. Således er der altså i sandhed noget, end hvilket noget større ikke kan tænkes, så at det ikke kan tænkes ikke at eksistere. Og du er dette, Herre hvor Gud. Du er i sandhed således til, Herre min Gud, at du ikke kan tænkes ikke at være til. Med rette. Hvis nemlig en eller anden tanke kunne tænke noget bedre end dig, ville skabningen stige op over skaberen og den vil dømme om skaberen, hvilket er absurd. Og derfor hvad som helst andet der eksisterer ud over dig kan tænkes ikke at eksistere. Alene af alle eksisterer du nemlig allermest virkeligt, og derfor har du af alle i højeste grad eksistensFor hvad som helst andet eksisterer således ikke i sandhed og derfor har det mindre eksistens".
søndag den 13. juli 2014
Lyve og manipulere
Som verden ser ud for mig i dag, så lyver jeg meget sjældent, og når jeg gør så får jeg altid meget dårlig samvittighed. Min psykolog spurgte forundret om jeg overhovedet kan finde ud af at lyve. Det kan jeg nu godt, men det er svært, for jeg kan ikke koncentrere mig om løgnen, alt hvad jeg tænker er "jeg lyver lige nu, jeg lyver, fuck hvor er det forfærdeligt. Så når jeg lyver, er det som regel ved at undlade at sige den ting der virkelig gælder, hvorefter min indre monolog går "du må ikke sige DET, du må ikke sige DET". Er det hvad man kan kalde en undladelsessynd :)
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
Sådan har det dog ikke altid været. Da jeg var barn, havde jeg endnu ikke nogen diagnose, og da vi ikke var en familie der sådan talte om tingene, så stod jeg ofte meget alene med at tackle en verden der slet ikke var beregnet til sådan nogle som mig. Værende et barn havde jeg ikke ret mange midler til min rådighed. Jeg havde ikke nogen penge eller erfaring i at købe ting der kunne være mig behjælpelige, og jeg var et barn og havde derfor i det hele taget meget lidt kontrol over hvad der skete med mig, men jeg havde brug for kontrol, så derfor var løgnen det eneste hjælpemiddel jeg havde. Nej, det er ikke helt rigtigt, jeg havde også brug for sukker som hjalp mig med min udiagnostiserede ADD, men for at få sukker måtte jeg lyve.
Hvad løj jeg om? Jeg løj om hvor jeg havde fået slik fra, om hvor meget jeg havde spist, om at være syg, så jeg ikke skulle i skole, om hvor hvor meget tøj jeg havde på, så jeg ikke behøvede at svede, om hvad der skete i skolen, så at mine forældre kunne få ondt af mig, eller for at de ikke skulle opdage at jeg var en taber, om lektier, fordi jeg slet ikke havde overskuddet til at lave dem, men mest af alt løj jeg for at jeg kunne få bare en ganske lille smule fred oppe i hovedet.
Jeg husker ikke længere hvor ofte jeg løj, men det føltes som om det var hele tiden. Jeg hadede virkelig at gøre det, for jeg vidste, at det gjorde mig til et dårligt menneske, men jeg var nødt til at gøre det for at overleve. Det værste ved løgnen er, at det er svært at holde op, for jeg var så bange for at indrømme at jeg havde løget. Jeg var bange for at se folks ansigter når det gik op for dem. Menneskers ansigter har altid skræmt mig lidt med alle deres uforståelige følelser
Min barndoms løgne var ret uskyldige, men det var en snebold der rullede ned af bjergskråningen, for lige pludselig blev jeg teenager, at de ting der var på spil blev mere alvorlige, sexchikane, spiseforstyrrelse, selvskade, selvmordstanker. Løgne for at holde på den normale facade. Alle løgnene naglede mig til gulvet. Hvordan kunne jeg sige fra, sige at det ikke længere var sjovt, uden at folk ville opdage at jeg havde løget og dømme mig? "Kære Gud, Jesus, Jomfru Maria og alle Himlens hærskarer. Hvordan fanden kommer jeg ud af alt dette lort".
Løgnene stoppede samtidig med at spiseforstyrrelsen stoppede, for på det tidspunkt var jeg så sy, at det var hamrende ligegyldigt hvad jeg sagde, bare jeg sagde et eller andet. Her er det, at jeg burde komme med en historie om det præcise øjeblik hvor jeg besluttede mig for ikke at lyve mere, helst et tidspunkt hvor jeg var ved at dø, men for mig var der ikke sådan et øjeblik, det var bare sådan, at jeg efterhånden lærte, at nu hvor jeg havde en diagnose der kunne forklare min hemmelige anderledeshed, så var det meget meget nemmere hvis jeg bare fortalte sandheden.
I dag er mit liv formet på en måde, hvor jeg ikke har brug for at lyve for at overleve. Det er bare sådan verden er, det er ikke nogen moralsk beslutning, selvom jeg ironisk nok har det enormt svært ved når andre lyver over for mig. På trods af, at jeg har så megen erfaring i at lyve, så forstår jeg ikke løgnen, og den gør mig utryg. Der ud over kommer det altid bag på mig når andre mennesker ikke viser sig at være langt bedre og moralsk mere overlegne end jeg selv.
mandag den 24. marts 2014
Hvem fortjener hjælp?
Nogle gange møder man folk, som man fatter sympati for med det samme. Sådan en mødte jeg i går. hun var hjemløs og gik og tiggede småpenge til herberget. Det var ikke meget jeg kunne give hende, 8.50 og en tom flaske. Da hun gik videre kom jeg i tanke om, at jeg egentlig har været ret heldig med den hjælp jeg har fået, så jeg kaldte hende tilbage og stak hende 200,- og et smil. Hun blev rørt til tårer og fik lov til at give mig et kram. Egentlig er 200,- ikke ret mange penge, men jeg gav hende noget der var langt mere værd end penge, jeg gav hende venlighed, værdighed og nærhed, hvilket er umådelig sjældent at man får når man befinder sig på bunden af samfundet.
Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.
Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.
Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.
Hvad jeg til gengæld håber at hun bruger min venlighed til, er at tro på sig selv og tro på verden. En gang hvor jeg havde det rigtig skidt og skulle indlægges, blev jeg ført ind på afdelingen af en sygeplejerske, da en af patienterne kommer hen til mig og omfavnede mig og siger "Det er helt i orden at være bange. Vi er alle bange ind i mellem". Jeg har siden fået mange kram af pædagogerne, selv når jeg var rigtig langt nede og havde skåret mig og blødte og græd. Hvis de ikke havde noget imod at kramme mig, så havde jeg heller ikke noget imod at kramme en hjemløs.
Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.
Hvis det bare galt om pengene, så betaler jeg skat, og jeg giver penge til nødhælp, to instanser der, i hvert fald ideelt set, giver hjælp ligegyldigt om man er sød køn og charmerende, for rigtig mange mennesker på bunden er ingen af de ting, og jeg ønsker et samfund hvor hjælp ikke afhænger af om man kan få nogen til at fatte sympati for én. Det er det samfund vi i teorien skulle have, men det er det ikke, ikke nok i hvert fald.
Hvad fik mig så til at vælge lige nettop denne kvinde til mit lille godgørende projekt? Måske handlede det egentlig mest om mig selv, hvilke tanker og følelser jeg havde i netto i det øjeblik hvor hun kom hen til mig. Måske var det fordi det var så tydeligt, at hun virkelig hadede at tigge, at hun hadede sig selv for at være nødt til det. Måske var det fordi hun var mere klar i hovedet og i sin væremåde og i sine formuleringer end de fleste hjemløse jeg har talt med har været. Jeg kan ikke sige det, men i lige nettop det øjeblik var det det der gav mest mening.
Kan jeg være sikker på at hun ikke brugte pengene på alkohol eller stoffer? Overhovedet ikke, jeg kender hverken hende eller hendes historie. Jeg kan sige at det ikke virkede som om at lige nettop de ting var hendes problem, men jeg har ingen chance for at vide det. Hvad jeg kan sige er, at det ikke betyder noget for mig. Jeg ønsker selvfølgelig at hun brugte pengene på noget fornuftigt, men som sagt så er 200,- egentlig ikke ret meget, så hvis det virkelig var alkohol hun brugte dem på, så er det fint med mig, for vi har alle vores grunde til at gøre som vi gør, og med den historie jeg selv slæber rundt på, har jeg ikke ret til at dømme andre for deres valg.
Jeg ved ikke om jeg tror på karma, for jeg kender ikke nok til det, men jeg tror på næstekærlighed, og jeg tror at verden ville være et meget bedre sted at være hvis vi alle viste hinanden lidt mere venlighed. Hvad der ville gøre mig rigtig glad er, hvis I ville skrive om engang i viste venlighed, eller hvor nogen viste venlighed for jer.
fredag den 30. august 2013
En forræder
I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.
TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.
MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.
Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.
Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:
Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.
Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.
Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.
Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.
TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.
MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.
Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.
Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:
Kære venner!Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.
På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.
Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!
(Læs mere om MF på teologi.dk)
Kærligst XXX
Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.
Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.
Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.
Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.
søndag den 11. august 2013
Kom ikke til skrifte alligevel
Jeg erlidt et drog når det kommer til min Kirke, jeg kommer simpelthen ikke af sted, men hvordan kan jeg tale om personlig udvikling og recovery uden at komme hele vejen rundt om min person? Troen er en stor del af min person, selvom det måske ikke altid synes sådan. Hvad kan Kirken tilbyde mig i mit forsøg på at blive en hel person der kan færdes i de normales verden? Bøn, skrifte og eukaristi (Jesus' tilstedeværelse i nadveren), alt sammen for at give én et tættere forhold til Gud, for kun i et nært forhold til Gud kan man blive hel.
Jeg havde aftalt med min præst, at jeg kunne komme til skrifte før messen (gudstjenesten) i går morges kl 9. Vanen tro var jeg der i mere end god tid kl 8.30, men porten var låst, så jeg stillede mig i læ for regnen og ventede. Jeg ventede et kvarter og så gik jeg. Jeg kom i tvivl og vente om, men porten var stadig låst, det gjorde jeg så et par gange før jeg omsider bare gik hjem.
Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om, at det måske var godt at jeg ikke kom til skrifte, for der var nogle ting jeg helt havde glemt at tage med på min liste, for de er blevet så integreret en del af min hverdag, at jeg helt havde glemt at det var forkert.
Det er egentlig lidt farligt som sådan at have en liste, for det er ikke meningen, at man skal komme til bare at remse sine synder op. Et skriftemål skal komme fra hjertet, man stiller sig foran Gud og siger
Men jeg kom altså slet ikke til skrifte i denne omgang.
Jeg havde aftalt med min præst, at jeg kunne komme til skrifte før messen (gudstjenesten) i går morges kl 9. Vanen tro var jeg der i mere end god tid kl 8.30, men porten var låst, så jeg stillede mig i læ for regnen og ventede. Jeg ventede et kvarter og så gik jeg. Jeg kom i tvivl og vente om, men porten var stadig låst, det gjorde jeg så et par gange før jeg omsider bare gik hjem.
Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om, at det måske var godt at jeg ikke kom til skrifte, for der var nogle ting jeg helt havde glemt at tage med på min liste, for de er blevet så integreret en del af min hverdag, at jeg helt havde glemt at det var forkert.
Det er egentlig lidt farligt som sådan at have en liste, for det er ikke meningen, at man skal komme til bare at remse sine synder op. Et skriftemål skal komme fra hjertet, man stiller sig foran Gud og siger
Dette er mig. Dette er hvad jeg har gjort som har skadet mit forhold til Dig. Jeg anerkender min skyld og angrer, og jeg ønsker at gøre bedre fra nu af.Dog er jeg nødt til at lave en liste, for jeg bliver altid så nervøs, at jeg glemmer alt det vigtige. Der er godt nok stor forskel på at oprigtigt glemme at nævne en synd og så på bevist at udelade noget. Gud kender forskellen, han læser den i vores hjerter, men den fantastiske følelse man nogle gange får efter et skriftemål kan godt blive ødelagt hvis man så kommer i tanke om alle de ting man ikke fik sagt.
Men jeg kom altså slet ikke til skrifte i denne omgang.
søndag den 4. august 2013
En uforbeholden tak
Jeg postede nogle billeder i mit indlæg i går, og det har jeg fået en del positiv respons på, og det er jeg virkelig, virkelig glad for. Normalt er det rigtig svært for mig at modtage ros, ikke fordi jeg ikke kan lide ros, jeg kan mægtig godt lide ros, men fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere, så jeg plejer altid at komme med et "tak, men... (et eller andet negativt)". Min psykolog siger, at jeg skal øve mig i at komme med en uforbeholden tak, så her kommer det, TAK!!
Jeg har her så opdaget, at jeg er meget bedre til at modtage ros på skrift. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg kan føle mig lidt anonym bag skærmen, at jeg ikke skal være bange for, at folk reagerer negativt på min reaktion. Det sidste er noget jeg tit er bange for, i mange forskellige situationer. Jeg har ikke altid været god til at reagere 'passende' på situationer, det er ikke noget der kommer naturligt til mig, så jeg spiller sikkert og vil hellere underreagere end overreagere, men når man hele tiden underreagerer tror mange bare, at jeg ikke bryder mig om ros, hvilket er ærgerligt, for jeg er i virkeligheden lige så selvfed som alle mulige andre.
Den selvglade og den selvudslettende del af mig kæmper også lidt en kamp inden i mig når jeg får ros. Jeg ved, at jeg er dygtig til at tegne, men noget inden i mig vil altid synes, at jeg ikke er god nok til al den ros. Jeg ved, at det er en gave fra Gud, at jeg har fået de evner, og jeg ved, at jeg også har arbejdet selv for at udvikle mine talenter, og for at gøre nytte af dem, men jeg ved også at der er mange der er langt bedre end mig. Det er ikke fordi jeg er tøsefornærmet over at der findes folk med større talenter og mere ihærdighed end mig, jeg nyder bare at se deres billeder. Det der går mig på er, at jeg ikke ved hvor på skalaen fra fuldkommen talentløs til mega sej jeg skal placere mig selv. Jeg vil ikke placere mig selv for højt af skræk for at blive til grin. Jeg er ALTID bange for at blive til grin.
Men jeg blev også glad af andre årsager. Jeg har generelt ikke meget kontakt med mine læsere, så det var virkelig rart at få respons. Hver morgen går jeg spændt ind og ser på statistikken, og det gør mig glad, at jeg kan producere noget som folk gider at følge med i, og jeg værdsætter jer meget højt, og I gør mit liv lidt mindre kedeligt, for en sjov hændelse er først rigtig sjov når man har delt den med nogen der gider lytte/læse. Så endnu engang, MANGE TAK!!
Jeg har her så opdaget, at jeg er meget bedre til at modtage ros på skrift. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg kan føle mig lidt anonym bag skærmen, at jeg ikke skal være bange for, at folk reagerer negativt på min reaktion. Det sidste er noget jeg tit er bange for, i mange forskellige situationer. Jeg har ikke altid været god til at reagere 'passende' på situationer, det er ikke noget der kommer naturligt til mig, så jeg spiller sikkert og vil hellere underreagere end overreagere, men når man hele tiden underreagerer tror mange bare, at jeg ikke bryder mig om ros, hvilket er ærgerligt, for jeg er i virkeligheden lige så selvfed som alle mulige andre.
Den selvglade og den selvudslettende del af mig kæmper også lidt en kamp inden i mig når jeg får ros. Jeg ved, at jeg er dygtig til at tegne, men noget inden i mig vil altid synes, at jeg ikke er god nok til al den ros. Jeg ved, at det er en gave fra Gud, at jeg har fået de evner, og jeg ved, at jeg også har arbejdet selv for at udvikle mine talenter, og for at gøre nytte af dem, men jeg ved også at der er mange der er langt bedre end mig. Det er ikke fordi jeg er tøsefornærmet over at der findes folk med større talenter og mere ihærdighed end mig, jeg nyder bare at se deres billeder. Det der går mig på er, at jeg ikke ved hvor på skalaen fra fuldkommen talentløs til mega sej jeg skal placere mig selv. Jeg vil ikke placere mig selv for højt af skræk for at blive til grin. Jeg er ALTID bange for at blive til grin.
Men jeg blev også glad af andre årsager. Jeg har generelt ikke meget kontakt med mine læsere, så det var virkelig rart at få respons. Hver morgen går jeg spændt ind og ser på statistikken, og det gør mig glad, at jeg kan producere noget som folk gider at følge med i, og jeg værdsætter jer meget højt, og I gør mit liv lidt mindre kedeligt, for en sjov hændelse er først rigtig sjov når man har delt den med nogen der gider lytte/læse. Så endnu engang, MANGE TAK!!
onsdag den 10. juli 2013
Om at være træt men glad
I går gjorde jeg noget der set i bakspejlet måske ikke var så skide smart. Jeg kom hjem fra en lang dag på uni, og jeg var så træt, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, så jeg fik pædagogerne til at varme min mad tidligt, og så gik jeg i seng. Det er sådan noget der er virkelig rart i øjeblikket, men da jeg så vågnede lidt i 2 her til 'morgen', ja, så var det knap så fantastisk.
Grunden til, at jeg var så ekstra træt i går var, at jeg havde en ekstra lang dag på universitetet. Egentlig kører undervisningen fra 9-16, men jeg plejer at nøjes med 9-12. Undervisningen er generelt rigtig god, men i går var den spændende ud over det sædvanlige, om formiddagen havde vi om vikingetidens sagaer og poesi, og om eftermiddagen skulle vi så have om religion, og det ville jeg bare overhovedet og helt og aldeles ikke gå glip af, om jeg så skulle sidde og klynke i toget af træthed på vej hjem (det gjorde jeg nu ikke, men det var vist kun fordi jeg var i så exceptionelt godt humør).
Formiddagstimen gik fint. For tredje gang skulle diskutere den meget berømte 'Odin fra Lejre', som som mange er MEGET overbeviste om overhovedet ikke forestiller Odin, da det bla er det meget tydeligt en kvindedragt, men arkæologi er lige så populistisk som alle mulige andre fag, og den genkendelige Odin sælger bedre end fx en meget mere ukendt kvindelig shaman, og museet vil jo gerne have både besøgende og fondspenge. Før timen havde jeg snakket med en af arkæologi studerende om den. Han blev lidt ophidset og undskyldte, men som katolik på et protestantisk teologistudie var det ikke en kontrovers som kunne imponere mig (ikke dermed ment, at jeg ikke finder den spændende).
Så havde vi 1½ times frokostpause, hvilket jeg tænkte måtte være døden, men tilbragt sammen med søde og spændende mennesker, så gik det jo flyvende. Jeg havde dog lidt krise, for jeg var sammen med to australiere og en dansk pige der havde taget et semester i Belfast. Jeg læser og skriver et ganske rimeligt engelsk, men tale det, det har jeg ikke rigtig gjort siden gymnasiet, og jeg blev altså student i 2004, så jeg følte mig hæmmet, ikke hæmmet over for de andre piger, for de respekterede mig ligegyldigt hvordan jeg talte, men hæmmet over for mig selv, fordi jeg følte mig pinligt berørt.
Eftermiddagstimen om religion var nok det i hele forløbet som jeg havde glædet mig mest til efter udgravningen. Som teolog er det jo lidt mit fag. Vores underviser var en super inspirerende etnolog/kulturhistoriker. Vi snakkede om hvad er religion, altså ikke hende og jeg personligt, men holdet som sådan. Problemet med at tale om gammel nordisk religion er, at vi i grunden ikke ved ret meget, og det vi ved et for det meste skrevet ned af kristne efter 3-400 års forløb, men det forhindre det ikke i at være en super spændende diskussion.
Aller mest spændende var det nu for mig, når hun snakkede om kristendommen. Studiet i vikinger roser sig selv af, at de favner meget bredt, at der er mange fag der arbejder sammen. Det modsatte er lidt tilfældet for teologi, hvor næsten alle er teologer på nær et par enkelte filologer og religions videnskabere. Det hele er måske lidt indspist, og vi er alle enige om visse terminologier og idéer, og dem er der ikke rigtigt nogen der stiller spørgsmålstegn ved, for sådan er det jo bare. Her kom der så en 'fremmed' og snakkede på en helt anden måde, og det var provokerende på den super fede måde. Det var en meget pragmatisk gennemgang, ikke på nogen måde respektløs, men der var mere bjergprædiken (Mat 5-7) end hypostasis (Jesus' væren helt Gud og helt menneske). Bjergprædikenen er bestemt noget af det mest essentielle i kristendommen, men den kan/skal ikke stå alene, for så beskriver man nærmere et samfund end en religion.
Jeg kunne dog ikke klare hele eftermiddagstimen, dertil var jeg bare alt for træt, jeg prøvede at stille et meget klogt spørgsmål, men min hjerne var på vej ind i noget nær en komatilstand, så jeg kunne slet ikke formulere mig, så hun svarede på noget helt andet end jeg troede at jeg spurgte om, med tryk på troede, for hvem ved hvad volapyk der egentlig kom ud af min mund. Spørgsmålet er om det ville være upassende at bede min sædvanlige lærer om hendes mailadresse, og så stille det egentlige spørgsmål? At lytte til blandt andet denne underviser gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på (selv at betale for) at kunne få lov til at sprede mit studie lidt mere ud
Men hvad angår i dag, så er jeg lidt mistroisk til hvordan resten af dagen vil forløbe. Hvor meget kaffe skal der til for at holde mig kørende? Kan jeg holde til kl 12? 13? 15? 16? Kan dagens emner om krig og konger nå op på siden af emnerne i går?
Grunden til, at jeg var så ekstra træt i går var, at jeg havde en ekstra lang dag på universitetet. Egentlig kører undervisningen fra 9-16, men jeg plejer at nøjes med 9-12. Undervisningen er generelt rigtig god, men i går var den spændende ud over det sædvanlige, om formiddagen havde vi om vikingetidens sagaer og poesi, og om eftermiddagen skulle vi så have om religion, og det ville jeg bare overhovedet og helt og aldeles ikke gå glip af, om jeg så skulle sidde og klynke i toget af træthed på vej hjem (det gjorde jeg nu ikke, men det var vist kun fordi jeg var i så exceptionelt godt humør).
 |
| Odin fra Lejre (link) |
Så havde vi 1½ times frokostpause, hvilket jeg tænkte måtte være døden, men tilbragt sammen med søde og spændende mennesker, så gik det jo flyvende. Jeg havde dog lidt krise, for jeg var sammen med to australiere og en dansk pige der havde taget et semester i Belfast. Jeg læser og skriver et ganske rimeligt engelsk, men tale det, det har jeg ikke rigtig gjort siden gymnasiet, og jeg blev altså student i 2004, så jeg følte mig hæmmet, ikke hæmmet over for de andre piger, for de respekterede mig ligegyldigt hvordan jeg talte, men hæmmet over for mig selv, fordi jeg følte mig pinligt berørt.
Eftermiddagstimen om religion var nok det i hele forløbet som jeg havde glædet mig mest til efter udgravningen. Som teolog er det jo lidt mit fag. Vores underviser var en super inspirerende etnolog/kulturhistoriker. Vi snakkede om hvad er religion, altså ikke hende og jeg personligt, men holdet som sådan. Problemet med at tale om gammel nordisk religion er, at vi i grunden ikke ved ret meget, og det vi ved et for det meste skrevet ned af kristne efter 3-400 års forløb, men det forhindre det ikke i at være en super spændende diskussion.
Aller mest spændende var det nu for mig, når hun snakkede om kristendommen. Studiet i vikinger roser sig selv af, at de favner meget bredt, at der er mange fag der arbejder sammen. Det modsatte er lidt tilfældet for teologi, hvor næsten alle er teologer på nær et par enkelte filologer og religions videnskabere. Det hele er måske lidt indspist, og vi er alle enige om visse terminologier og idéer, og dem er der ikke rigtigt nogen der stiller spørgsmålstegn ved, for sådan er det jo bare. Her kom der så en 'fremmed' og snakkede på en helt anden måde, og det var provokerende på den super fede måde. Det var en meget pragmatisk gennemgang, ikke på nogen måde respektløs, men der var mere bjergprædiken (Mat 5-7) end hypostasis (Jesus' væren helt Gud og helt menneske). Bjergprædikenen er bestemt noget af det mest essentielle i kristendommen, men den kan/skal ikke stå alene, for så beskriver man nærmere et samfund end en religion.
Jeg kunne dog ikke klare hele eftermiddagstimen, dertil var jeg bare alt for træt, jeg prøvede at stille et meget klogt spørgsmål, men min hjerne var på vej ind i noget nær en komatilstand, så jeg kunne slet ikke formulere mig, så hun svarede på noget helt andet end jeg troede at jeg spurgte om, med tryk på troede, for hvem ved hvad volapyk der egentlig kom ud af min mund. Spørgsmålet er om det ville være upassende at bede min sædvanlige lærer om hendes mailadresse, og så stille det egentlige spørgsmål? At lytte til blandt andet denne underviser gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på (selv at betale for) at kunne få lov til at sprede mit studie lidt mere ud
Men hvad angår i dag, så er jeg lidt mistroisk til hvordan resten af dagen vil forløbe. Hvor meget kaffe skal der til for at holde mig kørende? Kan jeg holde til kl 12? 13? 15? 16? Kan dagens emner om krig og konger nå op på siden af emnerne i går?
tirsdag den 11. juni 2013
Jeg fik mit 12-tal
Så var jeg altså langt om længe oppe til min hebraiskeksamen. Jeg var oppe i Gen (1. mos) 4,1-8:
Mine tanker bliver til tider så voldsomme, at jeg bliver helt skuffet over mig selv for "mit 12-tal lå nok nærmere til et 11 end til et 13 efter den gamle skala". Jeg har lige sagt det til en af pædagogerne over morgenmaden, hvilket hun grinede højt og småhånligt af på den venlige måde, og før I bliver forargede, så hjalp det faktisk, for pludselig indså jeg lidt bedre at jeg er fjollet. Jeg fik jo min karakter, så pyt med at der var to spørgsmål jeg ikke kunne svare på, for jeg kunne svare på det spørgsmål der lå uden for pensum. Det der gik mig mest på var nok endda, at jeg der plejer at være så velformuleret havde forvandlet mig til i blabrende bavian, så jeg vrøvlede mig igennem store dele af min eksamen, men så længe det bare var rigtigt.
Nu sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, for hvad skal jeg stille op med mig selv, både med ferien og resten af mit liv? For at være ærlig, så kedede jeg mig grumt resten af dagen, for oven på en eksamen er alting lidt et antiklimaks, men jeg ville heller ikke ønske at have udskudt min eksamen til senere, for især den sidste del af læseferien var også voldsomt kedeligt.
Vi skulle op i kendt tekst, så der var ikke andet at gøre end at læse de samme tekster igen og igen, men der er grænser for hvor mange gange man kan gøre det uden at blive helt bims. Mit eneste lyspunkt var gen (1mos) kap 22 hvor Abraham skal ofre sin søn Isak, for jeg har åbenbart bevaret lidt af min barnlige naivitet, for hver gang Guds sendebud bryder ind, så ånder jeg lettet op., og så er den dag reddet.
1) Da nu mennesket havde samleje med sin kvinde, Eva, så blev hun gravid, og så fødte hun Kain, og så sagde hun; Jeg har skabt en mand ved Jahve.Jeg havde 35 min forberedelse og 15 min eksamination, hvor jeg skulle læse højt, oversætte, analysere og svare på spørgsmål. Det gik rigtig godt, i hvert fald godt nok til at min lærer sagde, at det ville være tyveri at give mig mindre end 12, men ikke godt nok til, at jeg ikke nu sidder og gennemanalyserer alt hvad begge parter sagde og bliver småneurotisk over alle de fejl og mangler der var i hvad jeg sagde.
2) Endvidere fødte hun hans bror Abel, og Abel blev vogter af småkvæg, men Kain blev dyrker af agerjorden.
3) Efter nogen tids forløb bragte Kain fra agerjordens frugter en offergave til Jahve.
4) Da nu Abel også bragte en offergave af de førstefødte småkvæg og/dvs deres fedtstykker, så så Jahve med tilfredshed til Habel og til hans offergave.
5) men han så ikke med tilfredshed til Kain og til hans offergave, og så blev Kain vred og hans ansigt faldt.
6) så sagde Jahve; Hvorfor blev du vred? Og hvorfor faldt dit ansigt?
7) Mon ikke, hvis du handler godt, der er tilgivelse, og hvis ikke du handler godt, er synden en dæmon/lurer ved døren, og til dig dens attrå er, men du skal herske over den.
8) Så sagde Kain til Abel, sin bror, (lad os gå ud på marken) og da de kom ud på marken, så stod Kain op imod Abel, sin bror, og så dræbte han ham.
Mine tanker bliver til tider så voldsomme, at jeg bliver helt skuffet over mig selv for "mit 12-tal lå nok nærmere til et 11 end til et 13 efter den gamle skala". Jeg har lige sagt det til en af pædagogerne over morgenmaden, hvilket hun grinede højt og småhånligt af på den venlige måde, og før I bliver forargede, så hjalp det faktisk, for pludselig indså jeg lidt bedre at jeg er fjollet. Jeg fik jo min karakter, så pyt med at der var to spørgsmål jeg ikke kunne svare på, for jeg kunne svare på det spørgsmål der lå uden for pensum. Det der gik mig mest på var nok endda, at jeg der plejer at være så velformuleret havde forvandlet mig til i blabrende bavian, så jeg vrøvlede mig igennem store dele af min eksamen, men så længe det bare var rigtigt.
Nu sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse, for hvad skal jeg stille op med mig selv, både med ferien og resten af mit liv? For at være ærlig, så kedede jeg mig grumt resten af dagen, for oven på en eksamen er alting lidt et antiklimaks, men jeg ville heller ikke ønske at have udskudt min eksamen til senere, for især den sidste del af læseferien var også voldsomt kedeligt.
Vi skulle op i kendt tekst, så der var ikke andet at gøre end at læse de samme tekster igen og igen, men der er grænser for hvor mange gange man kan gøre det uden at blive helt bims. Mit eneste lyspunkt var gen (1mos) kap 22 hvor Abraham skal ofre sin søn Isak, for jeg har åbenbart bevaret lidt af min barnlige naivitet, for hver gang Guds sendebud bryder ind, så ånder jeg lettet op., og så er den dag reddet.
torsdag den 18. april 2013
Saraj og Hagar
Jeg sad og læste mine GT lektier i går. Jeg skulle læse om min yndlingshistorie, om Abram der skal være far til store folkeslag, men hans kone Saraj er tæt på de 80 år, så hun betvivler Gud og giver sin tjenestepige, Hagar, til Abram som anden hustru, så hun kan føde dem en søn. Hagars graviditet skaber dog splid blandt de to kvinder. De er nu begge Abrams hustruer, men han svigter sin rolle som ægtemand og beskytter og tager Sarajs parti og lader hende behandle Hagar som hun vil. Den stakkels Hagar kan ikke klare det og stikker af og prøver at komme til Egypten, hvorfra hun stammer, men det er ikke en tur for en enlig gravid kvinde, så et Guds sendebud sender hende tilbage, men først efter at have givet hende Guds velsignelse.
Hagar får sønnen Ishmael, som senere bliver stamfar til muslimerne (i modsætning til Sarajs søn, Isak, der bliver stamfar til jøderne). Men Muhammad fik sin åbenbaring i 600 tallet, så hvem var Ishmael stamfar til i de par tusind år imellem?
Jeg sad og læste mine lektier om formiddagen efter, at jeg havde været i svømmehallen og støvsuget. Da frokosten nærmede sig, og jeg nåede til et nyt kapitel, lagde jeg mine bøger fra mig og gik op for at spise. På det tidspunkt manglede jeg nok 8 sider af lektien, og jeg var så stensikker på min egen manglende evne til at gå i gang med at læse igen efter en pause, at jeg ikke engang prøvede at sætte mig ned med mine bøger.
Dagens lektie var ellers virkelig spændende, men jeg var kommet til en af de evindelige gentagelser (Biblen er fuld af dem), og jeg har to bøger der begge omhandler den samme tekst, og jeg havde læst i bog nr 1, så det var kun det sidste af bog nr 2 jeg manglede, så jeg tænker at det nok skal gå. Desuden har jeg allerede bestået faget, så det er i forvejen lidt svært at fokusere på lektierne med den energi de fortjener, for slet ikke at tale om hvor hårdt det er når vækkeuret ringer kl 4 fordi jeg skal møde til time i Aarhus kl 8. Jeg vil meget gerne være en dygtig og flittig elev, men der må være grænser for min formåen.
Hagar får sønnen Ishmael, som senere bliver stamfar til muslimerne (i modsætning til Sarajs søn, Isak, der bliver stamfar til jøderne). Men Muhammad fik sin åbenbaring i 600 tallet, så hvem var Ishmael stamfar til i de par tusind år imellem?
Jeg sad og læste mine lektier om formiddagen efter, at jeg havde været i svømmehallen og støvsuget. Da frokosten nærmede sig, og jeg nåede til et nyt kapitel, lagde jeg mine bøger fra mig og gik op for at spise. På det tidspunkt manglede jeg nok 8 sider af lektien, og jeg var så stensikker på min egen manglende evne til at gå i gang med at læse igen efter en pause, at jeg ikke engang prøvede at sætte mig ned med mine bøger.
Dagens lektie var ellers virkelig spændende, men jeg var kommet til en af de evindelige gentagelser (Biblen er fuld af dem), og jeg har to bøger der begge omhandler den samme tekst, og jeg havde læst i bog nr 1, så det var kun det sidste af bog nr 2 jeg manglede, så jeg tænker at det nok skal gå. Desuden har jeg allerede bestået faget, så det er i forvejen lidt svært at fokusere på lektierne med den energi de fortjener, for slet ikke at tale om hvor hårdt det er når vækkeuret ringer kl 4 fordi jeg skal møde til time i Aarhus kl 8. Jeg vil meget gerne være en dygtig og flittig elev, men der må være grænser for min formåen.
mandag den 1. april 2013
Om et venligt spejl
Jeg er ikke grim, så meget ved jeg da, men det betyder ikke, at jeg ser mig i spejlet og er tilfreds med hvad jeg ser, tværtimod er der dage hvor jeg ligefrem væmmes ved hvad jeg ser, om end det meste af tiden er præget af resignation. En gang imellem sker det dog, at jeg ligefrem kan lide hvad jeg ser. Så kan jeg for en gangs skyld se, at håret er skindende og tykt, øjnene brun/grønne og milde og resten egentlig også helt okay. Jeg ved ikke hvorfor, men disse perioder kommer altid på tidspunkter hvor det er fuldkommen ligegyldigt om man ser godt ud eller ej, som for eksempel i går da vi kom hjem fra påskefrokost hos farmor og bare skulle sidde og slå mave foran fjernsynet.
Det sker sikker nettop fordi det ikke er vigtigt hvordan man ser ud, så man kan slappe af og bare acceptere hvad Gud nu engang har givet én, men virkelig irriterende er det nu engang. Så snart man så skal noget, så er man tilbage til at føle sig lille, fed og misdannet, som nu hvor jeg skal sidde i et tog i tre timer, omgivet at en helt masse mennesker.
Ikke at jeg skal sidde og socialisere med alle disse mennesker, jeg har været smart nok til at købe plads i en stillekupe, men de er der, og jeg ved, at jeg kommer til at tjekke dem ud, så hvorfor skulle de ikke også tjekke mig ud, og når man skal tjekkes ud, vil man også gerne se godt ud, eller i det mindste bare lidt godt ud, men det bliver altså ikke lige i dag.
Det sker sikker nettop fordi det ikke er vigtigt hvordan man ser ud, så man kan slappe af og bare acceptere hvad Gud nu engang har givet én, men virkelig irriterende er det nu engang. Så snart man så skal noget, så er man tilbage til at føle sig lille, fed og misdannet, som nu hvor jeg skal sidde i et tog i tre timer, omgivet at en helt masse mennesker.
Ikke at jeg skal sidde og socialisere med alle disse mennesker, jeg har været smart nok til at købe plads i en stillekupe, men de er der, og jeg ved, at jeg kommer til at tjekke dem ud, så hvorfor skulle de ikke også tjekke mig ud, og når man skal tjekkes ud, vil man også gerne se godt ud, eller i det mindste bare lidt godt ud, men det bliver altså ikke lige i dag.
lørdag den 30. marts 2013
Må man hygge langfredag?
Påsken er kristendommens største højtid, det er der Jesus døde for vores synders skyld, og genopstod fra dr døde, men det er også en ferie, hvor man har mulighed for at gense venner og familie. Men kan man som kristen tillade sig at grine og pjatte i venners lag på den dag, hvor vores frelser led en lang pinefuld død. Jeg ved ikke om man kan eller bør, men jeg gjorde det i hvert fald, og efter at jeg har tilbragt to uger mere eller mindre alene, så føltes det godt.
Først var jeg hjemme hos en veninde jeg lærte at kende i sommers, da jeg var i Paris. Hun bor her i Odense, så vi ses ikke så tit, for ud over at jeg ikke kommer ned og besøger min far så tit, så er det ikke altid, når jeg så endelig er her, at jeg er her længe nok til at gå på visitter, men nu har hun fået et job relativt tæt på mig og er i gang med at flytte. Vi har aftalt at vi selvfølgelig skal se mere til hinanden, og det vil jeg også virkelig gerne, jeg ved bare ikke hvor stor tiltro jeg har til, at vi så også får det gjort. Da jeg startede på uni igen, havde jeg også store plaber om at se mine Aarhus veninder noget mere. Jeg får set dem, og det er virkelig hyggeligt, men det er bestemt ikke så tit som jeg havde drømt om. Problemet er 1) at tage sig sammen til at lave en aftale, 2) få to kalendere til at passe sammen og 3) have overskuddet til at føre planen ud i livet. Men nu skal jeg ikke være så pessimistisk, for vi skal nu nok få lavet nogle aftaler, OG få ført dem ud i livet.
Senere på dagen var min far og jeg ude ved nogle af vores venner, en familie hvor jeg delvist er vokset op, fordi de voksne var venner fra studietiden, og jeg fra helt lille af var veninde/ekstrasøster til deres børn. Da jeg så blev syg for 6 år siden, mistede jeg lidt kontakten med dem, ligesom jeg mistede kontakten med alle mulige andre. Nogle gange har jeg været med min far og søster derude til forskellige arrangementer, men så har huset været fuldt af gæster, og jeg blev forvirret og træt og kunne egentlig slet ikke holde til det, men i går var vi kun seks, og det hele foregik stille og roligt, så jeg fik lov til at vise mig fra min gode side, en side som de ikke har set i rigtig mange år. Vi fik noget god mad, de andre fik lidt vin, og vi hyggede os. Bag efter spillede min veninde nogle stykker på flygel. Jeg har altid elsket at sidde og lytte til hendes spil, men det er længe siden sidst, for når jeg har været derude, har jeg altid villet tidligt hjem, før vi kom til det punkt hvor vi satte os op til flygelet.
Alt i alt var det en af mine bedste dage længe, både ud fra de input jeg modtog fra andre, og ud fra hvad jeg selv kunne tilbyde. Når man har været syg længe, er det i særlig høj grad rart også at kunne yde noget til det sociale, for man vænner sig ellers let til at alt bare er mig, mig, mig, og sådan ønsker man ikke at det skal være i længden. Men det er også samtidig rart at være i en sammenhæng, hvor omgivelserne tillader, at man er mere end bare den syge. Det er ikke for at sige noget ondt om, at omgivelserne tvinger en til at forblive i den syge rolle, men omgivelserne er også nødt til at have en eller anden form for selvbeskyttelse, for det er hårdt at se én man elsker være så syg.. Men nogle dage er overskuddet der og alle andre faktorer er også rigtige og så kan både den syge og omgivelserne er gode, og det er det værd at have ni dårlige oplevelser for til sidst at have en virkelig god.
Først var jeg hjemme hos en veninde jeg lærte at kende i sommers, da jeg var i Paris. Hun bor her i Odense, så vi ses ikke så tit, for ud over at jeg ikke kommer ned og besøger min far så tit, så er det ikke altid, når jeg så endelig er her, at jeg er her længe nok til at gå på visitter, men nu har hun fået et job relativt tæt på mig og er i gang med at flytte. Vi har aftalt at vi selvfølgelig skal se mere til hinanden, og det vil jeg også virkelig gerne, jeg ved bare ikke hvor stor tiltro jeg har til, at vi så også får det gjort. Da jeg startede på uni igen, havde jeg også store plaber om at se mine Aarhus veninder noget mere. Jeg får set dem, og det er virkelig hyggeligt, men det er bestemt ikke så tit som jeg havde drømt om. Problemet er 1) at tage sig sammen til at lave en aftale, 2) få to kalendere til at passe sammen og 3) have overskuddet til at føre planen ud i livet. Men nu skal jeg ikke være så pessimistisk, for vi skal nu nok få lavet nogle aftaler, OG få ført dem ud i livet.
Senere på dagen var min far og jeg ude ved nogle af vores venner, en familie hvor jeg delvist er vokset op, fordi de voksne var venner fra studietiden, og jeg fra helt lille af var veninde/ekstrasøster til deres børn. Da jeg så blev syg for 6 år siden, mistede jeg lidt kontakten med dem, ligesom jeg mistede kontakten med alle mulige andre. Nogle gange har jeg været med min far og søster derude til forskellige arrangementer, men så har huset været fuldt af gæster, og jeg blev forvirret og træt og kunne egentlig slet ikke holde til det, men i går var vi kun seks, og det hele foregik stille og roligt, så jeg fik lov til at vise mig fra min gode side, en side som de ikke har set i rigtig mange år. Vi fik noget god mad, de andre fik lidt vin, og vi hyggede os. Bag efter spillede min veninde nogle stykker på flygel. Jeg har altid elsket at sidde og lytte til hendes spil, men det er længe siden sidst, for når jeg har været derude, har jeg altid villet tidligt hjem, før vi kom til det punkt hvor vi satte os op til flygelet.
Alt i alt var det en af mine bedste dage længe, både ud fra de input jeg modtog fra andre, og ud fra hvad jeg selv kunne tilbyde. Når man har været syg længe, er det i særlig høj grad rart også at kunne yde noget til det sociale, for man vænner sig ellers let til at alt bare er mig, mig, mig, og sådan ønsker man ikke at det skal være i længden. Men det er også samtidig rart at være i en sammenhæng, hvor omgivelserne tillader, at man er mere end bare den syge. Det er ikke for at sige noget ondt om, at omgivelserne tvinger en til at forblive i den syge rolle, men omgivelserne er også nødt til at have en eller anden form for selvbeskyttelse, for det er hårdt at se én man elsker være så syg.. Men nogle dage er overskuddet der og alle andre faktorer er også rigtige og så kan både den syge og omgivelserne er gode, og det er det værd at have ni dårlige oplevelser for til sidst at have en virkelig god.
onsdag den 13. februar 2013
Om den katolske fastetid
I dag er askeonsdag, den dag der indleder den katolske fastetid. Den katolske faste er anderledes end den muslimske som folk måske kender lidt bedre. Askeonsdag og langfredag er fuldbyrdede fastedage, hvilket 'kun' betyder, at man må spise ét mere eller mindre almindeligt måltid, og to små måltider der til sammen ikke overstiger det almindelige måltid. Dagene mellem askeonsdag og langfredag kaldes abstinensdage, hvor man spiser normalt, men hvor man afholder sig fra noget som man godt kan lide, det være sig kød, slik, eller i mit tilfælde, mælkeprodukter. Meningen med fasten er at forberede sig til påsketiden, en åndelig udrenselseskur om man vil, men man lærer også meget om sig selv.
Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.
Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.
Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.
I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.
Der er ingen faste uden bod
Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.
Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.
Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.
I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.
Der er ingen faste uden bod
Bod (lat. poentitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og viljen til at bøde for den begåede synd over for Gud og næsten.Okay det skete tirsdag og derfor teknisk set endnu ikke i fasten, men der var alligevel en lektie i det for mig at lære, og det føltes godt at få sagen ud af verden. Hun havde desuden allerede gættet det, hen kendte mig bare ikke godt nok til at vide hvad hun skulle stille op med det
Katolsk mini lektikon s.28Clausen, Helge
mandag den 4. februar 2013
Ro, renlighed og regelmæssighed
Ro, renlighed og regelmæssighed, sådan lød parolen i gamle dage, og det er kloge ord, men nu begynder universitetet igen, og nogle dage vil det ikke være muligt for mig at skrive her på bloggen, så mine indlæg bliver ikke helt så regelmæssige som de har været indtil nu, og jeg håber, at I vil bære over med mig.
I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.
Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.
Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.
Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.
I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.
Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.
Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.
Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.
lørdag den 5. januar 2013
Om at forsvare sit studie
I går var jeg for første gang, efter at jeg er genstartet på uni, nødt til at forsvare hvorfor jeg studerer de ting jeg gør. Det var ikke så meget, hvorfor læser jeg teologi, det var mere, hvorfor læser jeg hebraisk.
Jeg læser hebraisk fordi jeg gerne vil studere det gamle testamente. Men hvorfor læser jeg så bare ikke oversættelsen? For at der skal være en oversættelse, skal der være nogen der oversætter, men hver gang man sætter sig ned og laver en oversættelse, så laver man også en fortolkning, for sprog er ikke en fast størrelse, et ord og en udtryksmåde indeholder en helt række af betydninger, og man skal ikke være sikker på at finde et dansk ord der passer 100%, med et sprog så gammelt og fra så fjern en egn som hebraisk, så er det faktisk meget lidt sandsynligt at man finder et helt dækkende ord. Hvert af de ord man kan vælge imellem er så en lille smule rigtige, men samtidig også en lille smule forkerte, man skal så vurdere hvilket ord der passer bedst med ens egen tolkning af teksten, hvilket måske ikke er den mest objektive proces i verden.
Alt dette gælder ikke kun oversættelsen fra hebraisk til dansk af det gamle testamente, det gælder alle oversættelser. Jeg snakkede en dag med en litauisk veninde, og hun fortalte at hun fik et chok da hun læste Paulus' breve på dansk (oprindeligt græsk), den teologiske stl var meget anderledes, meget mere streng på dansk.
Men hvorfor vil jeg studere det gamle testamente, jeg er jo kristen, og de følger da det nye. Jesus sagde "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt 5,17) og loven er det gamle testamente. Abraham fik to sønner Ishmael og Isak og blev derved stamfader til de tre store religioner, jødedom, kristendom og Islam. Det gamle testamente er en langt vigtigere tekst end mange mennesker tænker, og det er derfor det er også er med i den kristne bibel.
Der ud over må jeg indrømme, at jeg studerer det fordi jeg er en nørd. Jeg synes simpelthen at det gamle testamentes historier, sprog og kultur er super fedt at læse om.
Jeg læser hebraisk fordi jeg gerne vil studere det gamle testamente. Men hvorfor læser jeg så bare ikke oversættelsen? For at der skal være en oversættelse, skal der være nogen der oversætter, men hver gang man sætter sig ned og laver en oversættelse, så laver man også en fortolkning, for sprog er ikke en fast størrelse, et ord og en udtryksmåde indeholder en helt række af betydninger, og man skal ikke være sikker på at finde et dansk ord der passer 100%, med et sprog så gammelt og fra så fjern en egn som hebraisk, så er det faktisk meget lidt sandsynligt at man finder et helt dækkende ord. Hvert af de ord man kan vælge imellem er så en lille smule rigtige, men samtidig også en lille smule forkerte, man skal så vurdere hvilket ord der passer bedst med ens egen tolkning af teksten, hvilket måske ikke er den mest objektive proces i verden.
Alt dette gælder ikke kun oversættelsen fra hebraisk til dansk af det gamle testamente, det gælder alle oversættelser. Jeg snakkede en dag med en litauisk veninde, og hun fortalte at hun fik et chok da hun læste Paulus' breve på dansk (oprindeligt græsk), den teologiske stl var meget anderledes, meget mere streng på dansk.
Men hvorfor vil jeg studere det gamle testamente, jeg er jo kristen, og de følger da det nye. Jesus sagde "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt 5,17) og loven er det gamle testamente. Abraham fik to sønner Ishmael og Isak og blev derved stamfader til de tre store religioner, jødedom, kristendom og Islam. Det gamle testamente er en langt vigtigere tekst end mange mennesker tænker, og det er derfor det er også er med i den kristne bibel.
Der ud over må jeg indrømme, at jeg studerer det fordi jeg er en nørd. Jeg synes simpelthen at det gamle testamentes historier, sprog og kultur er super fedt at læse om.
fredag den 28. december 2012
Hjemme igen og træt
Hvor dejlig julen end er, så er det nu rart at være hjemme i sin egen lejlighed igen, også selvom der nu står bagage over det hele og ler hånligt af mig, fordi jeg ikke har overskud til at pakke det ud. Uret på væggen hvisker mig i øret og siger, at jeg er sent på den, for jeg vågnede først kl 7, og det er fint nok, når jeg er hjemme ved min far og skal tage hensyn til andre mennesker, men når jeg er her, vil jeg gerne op og i gang med dagen. Jeg er kommet hjem fra ferie, og så vil jeg gerne have at alt skal køre som det plejer, men sådan fungerer det bare ikke, for jeg er træt helt ind i sjælen.
Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.
I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.
Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.
Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.
Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.
Jeg holder meget af min familie, og jeg vil meget gerne være sammen med dem, men når jeg så har været det, så vil jeg også meget gerne hjem igen. Hjem for at sove den ud. Det er ikke kun aspergere der har det sådan, så vidt jeg har forstået bliver alle mennesker trætte i julen. Der sker så meget, der er så mange indtryk af lyd og lys og stemninger, at selv den mest hard core neurotypiske (en person der ikke er autist) for overstimuleret sine sanser. Hvordan man reagerer på det kan så variere.
I år reagerer jeg på en helt normal måde, jeg er bare træt og sover længe, og jeg sukker dybt over de arbejdsopgaver der ligger og venter på mig. Et eller andet sted ønsker jeg grædende at krybe ind til en pædagog, så hun kan stryge mig beroligende over ryggen, men jeg er ikke på et punkt, hvor tårerne ville komme, så jeg sidder og fortæller lystigt om alt hvad jeg har oplevet.
Der var julelysene der viste sig ikke at være selvslukkende, så vi nær havde futtet hele træet af (det var godt at jeg havde husket en spand med vand), der var desserten som jeg troede jeg ikke kunne spise, men som jeg godt kunne alligevel, der var gaven hvor jeg tre dage før jul fortalte min far præcis hvad han skulle købe, og gaven fra min lillesøster, som sad så godt på mig og passede så godt til mit hår, at jeg følte mig smuk, og pædagogerne ved godt hvor sjælden en følelse det er for mig.
Jeg havde en travl jul, hvor jeg fik set mange veninder. Der var hende fra København, som jeg elsker over alt på jorden, der var hende der til dagligt bor i Skotland, hende der er søster til en jeg delte en lejlighed med en gang for længe siden, og hende jeg lærte at kende, da jeg var i Paris i sommer. Det var et hårdt program, men jeg fortryder ikke et minut af det. Veninder er det der gør livet værd at leve, men de skal plejes, ellers glider man fra hinanden, og det gør ondt helt ind i hjertekulen.
Det eneste der ikke har været plads til i julen var Jesus. Jeg oprettede denne blog for at forene mig med min tro og med min Gud, men den er kommet til at handle om alt andet. Jeg har en julekrybbe stående, og jeg ser tit op på den, og så tænker jeg, at det kunne være rart at komme i kirke, men så tænker jeg på at skulle ud af døren 'blot' for at sidde mast inde mellem en masse mennesker, og så kommer jeg fra ideen igen.
fredag den 30. november 2012
Om Mumitrolden og Indre Mission
På vej ind på universitetet mødte jeg en af drengene fra mit hebraiskhold. I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet, hvor jeg går, og menighedfakultetet, hvor han går, og der er traditionelt set et stort fjendskab mellem de to. Nogle fag, såsom hebraisk, må vi dog tage sammen. TF'erne er dog i overtal, og de har kendt hinanden i over et år, så det har været lidt svært for os der er kommet udefra at falde til. Det har været svært for mig selvom alle har været enormt søde, men jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være for en MF'er. MF'erne er de missionske, og TF'erne er, hvis de overhovedet er noget, grundtvigianske. Alle der har læst "Fiskerne" af Hansk Kirk ved hvilke spændinger der er mellem de to lejre. Det hjælper ikke at de to 'skoler' ligger blot et stenkast fra hinanden.
Da jeg var barn gik jeg på privatskole i Odense. I den del af Odense lo der to privatskoler, og traditionelt set havde de to skoler et stærkt fjendskab kørende, og det havde kørt i over 100 år, og det fungerede ganske udmærket på den måde, og der har været et utal af slås- og sneboldskampe i den park der ligger imellem dem. Når vi så kom i gymnasiet, kom vi pludselig til at gå i klasse med 'dem fra den anden skole', og der gik uger, ja endda måneder før fjendskabet kølnedes og man til fulde kunne arbejde sammen. Alt det fjendskab på grund af sølle geografi.
Selvfølgelig er sagen MF vs TF mere kompliceret end så, det er et spørgsmål om ideologier, tro og universitetsformer. I den universitetsform som vi er vant til, stræber menneskefagene mod at blive ligesom naturfagene, med de samme idealer og metoder og hvordan man øver ægte videnskab. Det handler om rationelle beviser, men teologi handler om tro, som nærmest er det modsætte (hvorvidt det er rationelt eller irrationelt kommer vist an på øjnene der ser). På TF følger man den videnskabelige metode så godt som det kan lade sig gøre, og troen bliver man bedt om at hænge i garderoben så snart man kommer ind. MF er derimod en universitetsuddannelse med vægt på den studerenes åndelige udvikling.
Uden at dømme nogen er spørgsmålet, om man kan skille troen fra teologien om om man bør.
mandag den 19. november 2012
Om at være medlem af en forfulgt minoritet
I går var en helt almindelig fredelig søndag, da en fremmed trængte ind i vores bygning. Okay, det er et åbent hus, så trængte ind er måske så alvorligt igen, 'kom gående ind fra gaden' er nok bedre, men lyder ikke nær så godt, han kom i hvert fald ind. En af pædagogerne opdagede ham og spurgte hvad han ville. Jeg sad inde i sofaen og hørte ham fremstamme noget om en postkasse, og han blev henvist til den vi har udenfor. Det viste sig dag, at han havde nået at lægge nogle blade i vores personlige postbokse.
Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.
Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.
Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.
Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.
Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.
Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.
Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.
Siden alle Biblens kendetegn på 'dyret' passer på pavemagten, har pavemagten (dyret) altså et mærke, og de siger selv at søndagen er deres (autoritets)mærkeDe anklager direkte paven for at være djævlen selv, og søndagen skulle så være djævlens mærke hvorom det står i Johannes åbenbaring at
Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.Ja, åbenbaringen kan godt være lidt voldsom kost, især når det er ens egen tro den bruges imod, så efter lidt tid blev jeg egentlig lidt bange. Vidste de på en eller anden måde, at Beks og jeg er katolikker, eller skød de med spredehagl? På verdensplan er katolicismen stor, men i Danmark er vi helt klart en lille minoritet, så at skyde med spredehagl virkede lidt omsonst, indtil jeg kom til at tænke på, at bladet måske har balladen omkring lukkeloven i tankerne og vil vise søndagen som 'et katolsk bedrag der sætter friheden i fare'.
Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.
Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.
Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.
torsdag den 15. november 2012
Om måske at gøre tilnærmelser
Vi havde en helt formidabel time i hebraisk i går. En af de timer, hvor man bagefter har skrivekramper i timevis, hvor man går ud af lokalet med en følelse af at være et helt nyt menneske, hvor man har lyst til at give læreren en krammer og sige 'tak'. Jeg havde ikke nogen blok med, så jeg skriblede løs på bagsiden af mit kompendium.
Vi havde og gudsnavnet Jhwh, om hvorfor vi udtaler det Jahwee og ikke Jehowaa (det sidste H er en vokalforlænger), og vi snakkede om de religionsvidenskabelige aspekter ved navnet. Jahwee er det ord der oprindeligt stod i de hebraiske tekster, eller det mener man, for 'du må ikke misbruge Herren din Guds navn', og for ikke at gøre det, holdt man helt op med at sige det, og igennem århundrederne er den oprindelige udtale gået tabt. Når vi siger Jahwee, skyldes det en græsk inskription fra det 2. århundrede. Når Jehovas vidner derimod siger Jehowaa, så skyldes det, at når man ikke måtte sige Jahwee, så måtte man sige noget andet, og dette andet blev så adonaj (Herren), og for at vise, at det var adonaj man skulle sige, så tog man vokalerne fra adonaj og rykkede dem ned til Jhwh. Hebraisk er oprindeligt et sprog skrevet uden vokaler, men for at folk ikke skulle glemme, så var der nogle kloge herre, kaldet massoreterne, der satte vokaler på. Man tog altså vokalerne a-o-a og satte dem sammen med Jhwh, men pga af nogle lydregler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, blev a til e, og navnet Jehova blev dannet.
Tetragrammet (dvs 'de 4 bogstaver') Jhwh kan ses som et verbum i en såkaldt jiqtolform (dvs nutid/fremtid). Religionshistorisk set var de guder i mellemøsten, der havde navne efter jiqtolformer, småguder eller små lokale guder, hvilket stemmer godt overens med, at israelitterne kun var et lille folkefærd i en stor helhed. En af pigerne på holdet rakte hånden op og spurgte om det ikke var lidt for fortænkt, men det er jo lige netop det man gør på universitetet, man tænker, grubler og spekulere. Det er jo ikke et spørgsmål og at Gud bare er en lille lokal Gud, men at menneskets forståelse af Gud startede småt og lokalt, og det er to meget forskellige ting.
Vi havde om meget mere i denne formidable time, men jeg skal ikke belemre jer med mere nørderi for denne gang, desuden mangler jeg et hebraisk og et græsk alfabet for at kunne gøre det ordentligt, men det som jeg egentlig ville snakke om er noget ganske andet.
Da jeg sad i toget hjem var jeg stadig helt oppe og køre, og jeg skrev en sms til min mor for at spørge, og man kan tillade sig at skrive til en underviser, altså en underviser af den slags der godt kan elevernes navne, og fortælle at dagens time var super fed. Hun svarede, at det må man meget gerne, hvis man sørger for at lægge vægt på at det er undervisningen og ikke ham som person man roser, således at han ikke tror, at man gør tilnærmelser til ham. Betegnelsen 'gøre tilnærmelser til' slog mig helt ud af kurs, for jeg har jo beundret hans undervisning hele semestret, men at sige 'gøre tilnærmelser til' lige i forbindelse med denne underviser, det virker bare helt helt forkert, han er ikke typen man gør tilnærmelser til, men hvad nu hvis jeg har gjort noget der kunne tolkes som sådan? Det ødelagde fuldkommen min eftermiddag, for jeg lå på sofaen og grublede, og jeg tænkte over alt hvad jeg har gjort og sagt og skrevet i forbindelse med mine hebraisktimer, og jeg tænkte om det nu kunne misforstås, og fordi jeg tænkte så meget over det, så kunne det lige netop misforstås, se det er det der er fortænkt, når man tænker så meget over noget, at man begynder at se mønstre som ingen andre kan se.
I de naturvidenskabelige fag siger man, at hvis et forsøg og resultat skal være gyldigt, skal andre uafhængigt kunne gentage det samme forsøg og komme til det samme resultat, for at det tæller som gældende. Det er ikke helt så simpelt indenfor humaniora og arts, men her gælder det, at man har sine argumenter i orden, således at man kan overtale andre til, at ens resultater er korrekte, hvilket er grunden til at nogle ikke regner os for 'rigtige' videnskaber. Et argument som, 'jamen min mor siger at," overbeviser ingen andre end mig selv, så jeg skulle nok være på den sikre side, i hvert fald når det gælder min lærer.
Vi havde og gudsnavnet Jhwh, om hvorfor vi udtaler det Jahwee og ikke Jehowaa (det sidste H er en vokalforlænger), og vi snakkede om de religionsvidenskabelige aspekter ved navnet. Jahwee er det ord der oprindeligt stod i de hebraiske tekster, eller det mener man, for 'du må ikke misbruge Herren din Guds navn', og for ikke at gøre det, holdt man helt op med at sige det, og igennem århundrederne er den oprindelige udtale gået tabt. Når vi siger Jahwee, skyldes det en græsk inskription fra det 2. århundrede. Når Jehovas vidner derimod siger Jehowaa, så skyldes det, at når man ikke måtte sige Jahwee, så måtte man sige noget andet, og dette andet blev så adonaj (Herren), og for at vise, at det var adonaj man skulle sige, så tog man vokalerne fra adonaj og rykkede dem ned til Jhwh. Hebraisk er oprindeligt et sprog skrevet uden vokaler, men for at folk ikke skulle glemme, så var der nogle kloge herre, kaldet massoreterne, der satte vokaler på. Man tog altså vokalerne a-o-a og satte dem sammen med Jhwh, men pga af nogle lydregler, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, blev a til e, og navnet Jehova blev dannet.
Tetragrammet (dvs 'de 4 bogstaver') Jhwh kan ses som et verbum i en såkaldt jiqtolform (dvs nutid/fremtid). Religionshistorisk set var de guder i mellemøsten, der havde navne efter jiqtolformer, småguder eller små lokale guder, hvilket stemmer godt overens med, at israelitterne kun var et lille folkefærd i en stor helhed. En af pigerne på holdet rakte hånden op og spurgte om det ikke var lidt for fortænkt, men det er jo lige netop det man gør på universitetet, man tænker, grubler og spekulere. Det er jo ikke et spørgsmål og at Gud bare er en lille lokal Gud, men at menneskets forståelse af Gud startede småt og lokalt, og det er to meget forskellige ting.
Vi havde om meget mere i denne formidable time, men jeg skal ikke belemre jer med mere nørderi for denne gang, desuden mangler jeg et hebraisk og et græsk alfabet for at kunne gøre det ordentligt, men det som jeg egentlig ville snakke om er noget ganske andet.
Da jeg sad i toget hjem var jeg stadig helt oppe og køre, og jeg skrev en sms til min mor for at spørge, og man kan tillade sig at skrive til en underviser, altså en underviser af den slags der godt kan elevernes navne, og fortælle at dagens time var super fed. Hun svarede, at det må man meget gerne, hvis man sørger for at lægge vægt på at det er undervisningen og ikke ham som person man roser, således at han ikke tror, at man gør tilnærmelser til ham. Betegnelsen 'gøre tilnærmelser til' slog mig helt ud af kurs, for jeg har jo beundret hans undervisning hele semestret, men at sige 'gøre tilnærmelser til' lige i forbindelse med denne underviser, det virker bare helt helt forkert, han er ikke typen man gør tilnærmelser til, men hvad nu hvis jeg har gjort noget der kunne tolkes som sådan? Det ødelagde fuldkommen min eftermiddag, for jeg lå på sofaen og grublede, og jeg tænkte over alt hvad jeg har gjort og sagt og skrevet i forbindelse med mine hebraisktimer, og jeg tænkte om det nu kunne misforstås, og fordi jeg tænkte så meget over det, så kunne det lige netop misforstås, se det er det der er fortænkt, når man tænker så meget over noget, at man begynder at se mønstre som ingen andre kan se.
I de naturvidenskabelige fag siger man, at hvis et forsøg og resultat skal være gyldigt, skal andre uafhængigt kunne gentage det samme forsøg og komme til det samme resultat, for at det tæller som gældende. Det er ikke helt så simpelt indenfor humaniora og arts, men her gælder det, at man har sine argumenter i orden, således at man kan overtale andre til, at ens resultater er korrekte, hvilket er grunden til at nogle ikke regner os for 'rigtige' videnskaber. Et argument som, 'jamen min mor siger at," overbeviser ingen andre end mig selv, så jeg skulle nok være på den sikre side, i hvert fald når det gælder min lærer.
Abonner på:
Opslag (Atom)