Fiktive kærestesorger

Det er sjovt at se nogle afsnit af CSI New York engang imellem, men at sidde foran fjernsynet dag ud og dag ind, og se de samme afsnit igen og igen, det er til at blive skør i hovedet af, bogstavelig talt. Af ren kedsomhed har jeg ladet mig småforelske i den mandlige hovedperson, Mac Taylor, spillet af Gary Sinise. Okay, han er lidt smågammel og lidt rigeligt alvorlig, men eftersom han er en aldeles fiktiv person, så spiller det ikke den store rolle.

Så hente det mens jeg var hjemme ved min far, at jeg så et af de nye afsnit, som foregår langt senere end de afsnit jeg er vant til at se. Og så har han den frækhed at kysse med et eller andet dumt pigebarn. Hvilket gjorde mere ondt end jeg ville have troet. Jeg var i dårligt humør i flere dage.

Det var ikke så meget det at han kyssede med en, det har jeg set før, det var mere typen denne pige var. Hun var en helt igennem sød pige, uden kant og uden bid, ikke ødelagt som vi andre. På den ene side sytes jeg, at hun var kedelig, og jeg forstod ikke hvad han så i hende, men på den anden side var jeg misundelig, for hvis det er sådan en pige der får helten, hvad så med alle vi andre med baggrund og mørke hemmeligheder, som går gennem tilværelsen fra den ene krise til den næste. Så ja, jeg var i dårligt humør

Jeg bruger det mest som en sjov lille historie, men egentlig synes jeg at det er lidt pinligt. Ikke så meget, at jeg har forelsket mig i en fiktiv person, men at jeg har set serien så meget, at det rent faktisk betyder noget

Om at overdrive betydningen af tøj

Mode er for fjolser, det er uniformistisk, overfladisk, og forgængeligt. Jeg har altid været stor modstander af mode, og det ville have været i orden, hvis jeg virkelig havde været modstander af det, men jeg havde ikke overskuddet til at kunne, men jeg ville måske i virkeligheden gerne. Det handlede måske også om, at jeg var vred over ikke at kunne finde ud af det. Jeg er lidt en perfektionist, og jeg kan bedst lide ting jeg på forhånd ved at jeg er god til.

Igennem det seneste år har jeg været igennem en fantastisk udvikling, og da jeg fik sat nogle penge fri, så besluttede jeg mig for, at sætte mig lidt ind i sagerne, og købe noget ordentligt tøj for en gangs skyld, og som en anden teenager, har jeg måske overdrevet på visse punkter. Det hele handler både om mig og om tøjet.

Det handler om, at jeg for alvor har anerkendt, at jeg vil overleve dette her. Det vil sige at det kan betale sig at investere i ting der kan holde i mange år. Det handler ikke længere om akutte lappeløsninger. Da jeg kom til det punkt, hvor jeg indså, at tiden med selvmordsforsøg ligger bag mig, så kan det pludselig betale sig at investere i kvalitet. Der er ingen grund til at give 700 kr for en pung, hvis man kan være død i næste uge, men når man indser, at jeg skam nok kan nå at fejre min 30 års fødselsdag og mere (og faktisk har lyst til det), så kan det pludselig godt.

Det handler om, at jeg har indset, at jeg er noget værd som menneske, og at jeg fortjener lækre ting lige som alle andre. Hvorfor købe en pæn bluse, hvis man alligevel græder hver gang man ser sit spejlbillede. Vil den stærke kontrast mellem det grimme og fede ansigt og blusen ikke bare få ansigtet til at virke endnu grimmere? Men selvom jeg ikke nødvendigvis er glad for mit udseende, så har jeg accepteret, at jeg nok ikke er helt så grim som jeg lige gik og troede. Hvorfor købe noget der mærkes rart imod huden, hvis man føler sig som et forfærdeligt menneske der ikke fortjener noget godt. Men jeg har accepteret, at jeg slet ikke har format til at kunne være jordens værste person, jeg er bare en helt almindelig lille skiderik ligesom alle andre.

Det handler om at jeg kan lide at komme i de dyre butikker. Jeg har mødt søde og hjælpsomme ekspedienter i mange typer butikker, men indretningen og atmosfæren i de lidt dyrere butikker, gør, at jeg føler, at jeg kan trække vejret lidt friere. Jeg går ikke så let i panik, hvilket betyder, at jeg kan tage mere velovervejede beslutninger, så jeg kommer ud af butikken  med tøj som jeg rent faktisk er glad for, frem for febrilske køb der bare ikke sidder helt som det skal.

Det handler om, at det hele er nyt og spændende. Jeg synes også selv, at jeg er lidt fjollet engang imellem, men jeg ser til det med overbærenhed, og jeg tænker, at det med tiden nok skal falde lidt mere til ro, og jeg håber at I også vil finde jer i mine små nykker og mærkværdigheder.

Vægtkrise

Jeg følte ikke rigtig for at skrive et indlæg i går, for jeg havde taget på. Når jeg skriver det her virker det som en helt åndssvag grund, men i går gav det fuldkommen mening. I løbet af de sidste par måneder har min vægt været et stort problem for mig, og det gør mig egentlig lidt ked af det

Det er mærkeligt at være ked af sin vægt samtidig med at man ellers er glad og tilfreds. Før når jeg var ked af min vægt var det bare en af mange ting jeg var ked af. Dengang føltes det ligesom lidt mere naturligt. Nu er det mest bare til gene, men en gang spiseforstyrret altid spiseforstyrret

Om en afrikansk scammer

I går på et website blev jeg anklaget for at være en afrikansk scammer. Først troede jeg at det var en joke, dernæst blev jeg småurolig, men til sidst blev jeg bare lidt ligeglad. Fint nok, hvis han ville anmelde mig, så skulle han da være velkommen, og hvis de tror på ham so be it.

Jeg fandt aldrig ud af hvorfor han troede den slags om mig, for da han blev lidt for irriterende blokerede jeg ham bare, og så er den sag formentlig slut.

Jeg var lidt bange for, at jeg ville få en følelsesmæssig reaktion og blive selvskadende, så jeg tog noget beroligende, sådan bare for en sikkerheds skyld, men der kom ikke rigtig noget. Faktisk var det egentlig lidt morsomt, da først det var kommet lidt på afstand.

Et lidt skørt indlæg om en lidt skør oplevelse.

Om at måtte trække sig

I går var min far, søster og jeg ovre og spise sushi hos min farmor og spise sushi. Jeg synes at det er lidt bad ass, at min farmor på 85 spiser sushi, sms'er og emailer. Det var rart at være sammen med familien, de mennesker der betyder mest for mig selvom det ikke så tit er noget jeg får sat ord på.

Det var virkelig hyggeligt, men jeg var lidt forkommen ovenpå min fars og min københavnertur. Jeg kunne lige så stille mærke at kræfterne slap op. København er en dejlig by, og det var rart at være der med min far, men der var så mange mennesker, så mange lyde og så mange ting at se på, at min hjerne blev overstimuleret. Det er lidt svært at forklare hvordan det føles. Det føles lidt som jul når man bare ikke gider flere nisser, ikke kan klare synet af endnu en overfyldt tallerken og bare glæder sig til at komme hjem til en grå hverdag, og så alligevel ikke helt, for det med julen er mange mennesker enige om på én gang, men den almindelige overstimulering er vist mest os autister der lider af, og den kommer uafhængigt af hvad alle andre mennesker går og føler.

I gamle dage ville jeg være blevet irritabel og klynkene og straks have bedt om at komme hjem, men i går nøjedes jeg med at blive svimmel, så jeg gik ind i stuen og lagde mig lidt på sofaen.

Min farmor og jeg havde lige siddet og snakket om hvor langt jeg er nået de sidste par år, men en del af det at få det bedre er at vide hvornår man ikke kan mere og så trække sig. Jeg tror ikke at jeg behøves at undskylde over for min familie, men jeg har behov for at undskylde over for mig selv, for på trods af alle de år der er gået, så har jeg stadig ikke forliget mig med, at jeg ikke kan klare alt.

Til at begynde med var det fint bare at ligge der, men på et tidspunkt kom det dertil hvor jeg bare ville hjem, men de andre blev bare ved med at snakke og snakke, så jeg stillede mig i døren og så på min far med store hundeøjne, for ligesom at signalere, at nu var det ved at være tid.

København i solskin

I går var min far og jeg ovre i det københavnske for på ordentligvis at afslutte min vikingesommer. Vi var nemlig ovre for at se Nationalmuseets vikingeudstilling.

En gang imellem tænker jeg, at jeg egentlig gerne vil være sådan en kulturel person, sådan en der går på museum og til koncerter, men det er jeg bare ikke så skide meget, men nu skulle det altså være, og jeg glædede mig til at have noget andet end det sædvanlige at foretage mig, men mest af alt glædede jeg mig til at spille den kloge. Problemet ved at have en far der ved alt muligt om alt muligt er at han ved alt muligt og man ikke så tit kan smække for ham ukendte informationer på bordet, men nu skulle det være, jeg skulle være frk klog.

Jeg har på det seneste på godt og ondt prøvet at forvandle mig til en mere overskudsagtig person, ikke at dette er en falsk personlighed, jeg eksperimenterer bare lidt med mig selv, som jeg ikke havde mulighed for da jeg var teenager fordi jeg havde det for dårligt, men fordi jeg er det stykke ældre, tager det en lidt anden form, jeg leger ikke med det sexede men med det dyre.

I anledning af storbyturen og museumsbesøget, havde jeg taget pænt tøj på og var virkelig på min bedste opførsel. Billedet krakelerer lidt da vi kommer ind i udstilling og jeg straks går i gang med at udbrede mig om alt mellem himmel og jord, også om de emner jeg egentlig ikke har spor styr på som fx handel, men hvis man bare lyder overbevisende nok, så gælder det for halvdelen af beviset, eller noget.

Al overskudsagtig værdighed ryger sig dog en tur, da jeg får mulighed for at prøve en rustning, bang sagde det, og så kom min nørdethed rullende som en tsunami. Det var som om jeg stod ved siden af mig selv og betragtede mig selv forvandle mig til et begejstret skolebarn. Det var absolut fantastisk. Fyren der hjalp mig den på var lidt sød, men min selvtillid er ikke sikker nok til at jeg kan finde ud af at flirte foran min far (som om jeg er vildt god til det når han ikke er det).

Han spurgte om jeg var klar til at veje 17 kg mere. Jeg ville lige slå et slag på mit køns vegne, og kommenterede at en fuld krinolinekjole måtte være mindst lige så tung. Den første hvide der besteg Kilimanjaro var en kvinde i krinoline der nok ikke havde bedre at foretage sig, mændene havde for travlt med at plyndre landet. Jeg startede med at få en kaftan på, men da jeg skulle have ringbrynjen på sagde han vent lidt, han vidste af erfaring at ringbrynjer og langt hår var en skidt kombi (han havde dreads), så han gav mig en hue , og så lige en hjelm så man slet ikke kunne se hvem jeg var.

Sjovt nok har jeg intet problem med at tale med fremmede når jeg kan få lov at tale om nørdede ting. Min søster siger at nørder er nice, men det var de sandelig ikke i folkeskolen og gymnasiet. Derfor var jeg så glad for at komme på universitetet i sin tid, for der begyndte det lige så stille at blive okay.

Min far prøvede at tage et billede af mig, men det blev desværre ikke til noget, hvilket er virkelig ærgerligt, det kunne ellers have været et fedt indslag på bloggen.

Min fars nøglering var gået i stykker, så jeg havde planer om at finde en virkelig grim ny en til ham, helst med en viking, men Nationalmuseet har forsøgt at gøre deres souvenirs sådan rellativt smagfulde, hvilket var lidt af en skuffelse, for jeg elsker kitch, men jeg fandt ud af i deres bogafdeling, at jeg aldrig skal bo i København, der er alt for mange fristelser. Jeg fik min far til at købe Ibn Falân til mig, en arabisk missionær i 900-tallet der fortæller om sin rejse.

"Each of them [the Bâshghirds] carves a piece of wood shaped like a Phallus and attaches it about his person. When he wants to start out on a journey, or when he meets an enemy, he kisses it ond bows before it, and says:
'Lord, do this or that for me'
I said to the interpreter:
'Ask one of them to explain their behavior and why they consider such a thing to be their Lord'
He answered:
'Because I came from such a thing and cannot imagine anything else to be my Creator'"

Hvilket jo er hylende morsomt, temmelig logisk og ikke helt teologisk stuerent, og jeg kan ikke lade være med at tænke hvad mit yndlings hadeobjekt, Sørine Godtfredsen ville sige til den slag (sidder med mit mest nørdede grin).

Jeg købte for det første bogen, da det er en vigtig kilde til vikingetiden, men det er også en virkelig morsom og mærkværdig beskrivelse af uddøde kulturer som langt overgår moderne fantasy, desuden synes jeg bare at det er virkelig sjovt at sige navnet Ibn Fadlân. 

Vi fik også set LIDT af København når nu vi var der. Det var en helt ny oplevelse. Jeg har ikke været i København voldsomt mange gange i mit liv, og det plejer at være sådan, at enten står jeg af i Taastrup eller også er det gråvejr, men i går var vejret skønt og folk var søde, hvilket også var en helt ny oplevelse, jeg plejer ellers altid at blive skræmt fra vid og sans af sure ekspedienter og folk der tror jeg vil røve dem fordi jeg spørger om dette er s-toget mod Hillerød.

Både på ud og hjemturen kørte vi med dsb-tog med vikingetema, hvilket vi syntes var lidt sjovt. Vi så også to mænd med thorshammer. Jeg viskede til min far at thorshammeren blev brugt som modreaktin på det kristne kors. Thorshammeren er ofte fundet i mandegrave, og korset i kvindegrave. Man ved ikke om det var en religiøs præference for de forskellige køn eller om det var lidt en modeting.

Ikke nogen god ven af solen

Dagens overskrift har ikke noget at gøre med at jeg nemt bliver solskoldet, for det gør jeg ikke, faktisk får jeg hurtigt en flot brun kulør. Dagens overskrift har at gøre med, at jeg ikke er den store fan af at sidde i en stol og lade mig bage igennem, for jeg bryder mig ikke om at have det for varmt faktisk frygter jeg en lille smule at svede.

Når jeg træner om morgenen er det helt fint at sveden hagler af mig, selvom det tog mig lidt tid at lære, for i folkeskolen var det altid usejt at svede, selv til idræt, så pigerne gjorde hvad de kunne for ikke at lave noget, og så er idræt jo bare ikke sjovt. Da jeg her sidste år lærte at svede, så blev det pludselig sjovt at dyrke sport, men til gengæld ved jeg jo så også ganske udmærket hvor klamt sportstøj lugter, så når jeg har været i bad, så er det bare på med en masse deodorant og så er sved bare et absolut no go.

Det har måske noget at gøre med, at jeg i begyndelsen af puberteten ikke var så hurtig til at lære det med personlig hygiejne, og jeg havde nogle år hvor jeg nok lugtede lidt rigeligt meget. Det var sådan, at min klasselærer i sjette klasse tog en snak med mig om, at det måske ville være godt at købe en deodorant. Det var enormt pinligt, men jeg var ham egentlig taknemmelig, for han satte ord på noget jeg ikke selv kunne.

Jeg frygter altså at svede, og det er ikke godt hvis man skal ud i solen. Det betyder at jeg holder mig meget inde hele sommeren. Jeg har derfor tilbragt lidt for mange dage med at sidde i min stol foran fjernsynet, så jeg trængte til at komme lidt UD, så da min lillesøster gav sig til at vaske havemøblerne af, så hjalp jeg hende og så satte vi os ud. Sammenlagt blev det til mange timer, og der blev svedt meget, og det var hyggeligt, for jeg har ikke ret tit mulighed for at være sammen med min søster.

Jeg havde desværre glemt min bog hjemme ved mig selv, så jeg sad og skrev breve, men jeg måtte hele tiden skifte kuglepen fordi de ikke virkede, så brevet ligner a pro pos folkeskolen en kladde i dansk stil.

Om et overfyldt tog

I går tog jeg hjem til min far for at slippe væk fra kedsomheden, hen til en anden sofa end min egen, til en ny siddestilling, så jeg kan slide mine balder på en ny måde, men først skulle jeg sidde i et MEGET overfyldt tog. Jeg var for sent ude til at kunne få plads i en stillekupe, hvilket var overmåde irriterende, for jeg gider ikke høre på andre menneskers telefonsamtaler eller deres kommen hinanden ved. Der er mange almindelige mennesker i en larmekupé men der er sandelig også mange mennesker der ikke er.

Jeg fik på et tidspunk øjenkontakt med en dame der sad og pillede næse, hvilket ikke generede hende hun gravede bare videre. Man kan selvfølgelig også pille næse i en stillekupé, det er jo ikke noget der larmer, alligevel er det ikke noget man ser i samme grad. Nogle gange spekulerer jeg på hvorfor, det er jo ikke fordi det koster ekstra at sidde i stillekupé.

Der var ekstra mange mennesker med toget for der var Robbie Williams koncert i parken og det er ferie og det er sommer og stor rejsedag. Der var en punker, der nok ikke var på vej til koncert, i hvert fald ikke den koncert, men han var en gentleman og lod damerne sidde og hjalp folk med at få cykler ud af toget. Det kom ikke bag på mig, for en kort overgang hang jeg ud med 'den slags' alternative, og selvom der var mange umodne teenagere iblandt, så var der også mange virkelig flinke folk. Jeg var aldrig en del af indercirklen, jeg var faktisk lidt af en wannabe (goth), men jeg kan alligevel godt savne miljøet en gang imellem. Det mørke har altid fascineret mig, og de mørke typer tog imod mig på et tidspunkt af mit liv hvor ingen andre gjorde. Min mor snakker om en fase i mit liv, og det var det også, men selvom andre mennesker måske synes at det var en mærkelig fase, så var det en meget vigtig tid i mit liv. Det er slut nu, men jeg kan alligevel godt blive sentimental når jeg møder en flink punker i et overfyldt tog, hvis han lige havde været 10-15 år ældre...

Jeg blev nysgerrig da den omtalte punker åbnede sin taske, der var lukket med store hægelåse, for hvad kunne være så meget værd, og jeg fik dagens optur, da han hev en lunken harboe cola op, der var vist også en ipad og andre ting, men det er ikke nær så sjovt.

På nogle punkter er jeg et meget overfladisk menneske, og et af mine kriterier for succes er at kunne komme graciøst ind og ud af et dsb tog med bagage. Det er noget jeg har øvet mig på i mange år, og i går lykkedes det mig næsten. Jeg var enormt overskudsagtig indtil vi nærmede os Odense og jeg skulle ud fra min plads. Toget laver et ryk og jeg ryger med hovedet først ind i en pige der stod i mellemgange. Før i tiden ville jeg være bukket under af skam, men jeg er nået langt, og selvom det da var lidt pinligt, så rettede jeg ryggen og lod som om det ikke gjorde mig det fjerneste.

Jeg har engang skrevet en novelle om hvor forfærdeligt det er at rejse med tog når man har det skidt. Jeg sad ved siden af en pige der tydeligvis havde det skidt, for hun sad det meste af turen og vred sine hænder. Jeg vidste fra når jeg skulle forbi hende for at komme på toilettet, at hun var meget følsom overfor berøring og nervøs for andre menesker, så jeg gjorde ikke noget, men jeg havde lidt lyst til at give hende et kram og sige at det hele nok skulle gå.

Nøgne damer

Folk har nogle gange fundet min blog ved at søge på pornografiske emner, og det skal de da være velkomne til, selvom jeg ikke helt forstår det.

"Moster niece sex"
"Kvinde river tøjet af uskyldig pige porn"

Og jeg forstår hverken at folk gider at søge på disse ting, eller at min blog ifølge google kan associeres med disse emner, men det er vel sådan verden ser ud i dag.

Jeg går ikke ind for en i stegende grad pornoficeret verden, men nu vil jeg så alligevel selv bidrage til den, for jeg keder mig voldsomt og er træt af at se fjernsyn hele tiden, så der bliver tegnet nøgne damer, og det er ikke fordi jeg er lesbisk eller liderlig, men tøj er bare så pokkers svært at tegne, og det er vanskeligt når de eneste blade jeg lige har liggende er modeblade, og jeg tror at hvis man bruger google og søger 'nøgne damer' så er motiverne nok nogle lidt andre end hvad jeg har lyst til at tegne.

Men i hvert fald fik jeg formiddagen til at gå, men så heller ikke mere, og så kunne jeg rigtigt gå i gang med at kede mig, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind. "Det er sundt at kede sig" sagde min mor altid, men andre siger "at kloge mennesker aldrig keder sig", og måske er jeg lidt dum, jeg er i hver fald hver dag en lille smule dummere end jeg var dagen før. Jeg elsker mine TV-serier, men jeg har aldrig ønsket at de skulle blive grundindholdet i min tilværelse.

Så nu tager jeg hjem til min far i en lille uges tid, så jeg i hvert fald kan kede mig i nye omgivelser

Om at blive 'forfulgt'

I går morges havde jeg været nede og handle, og da jeg kom til min egen gade var der en ung fyr på scooter der kørte op på siden af mig og ville have mig med op og køre. Han havde hjelm på, så jeg kunne ikke se hans ansigt, men det at han kørte på scooter, fortalte mig, at han nok i hvert fald var ti år for ung til mig. Om han så havde været ti år for gammel, så havde jeg stadig ikke været meget for at komme med op og køre, for sådan en maskine ser ikke særlig sikker ud, og jeg kendte jo slet ikke køreren, desuden er det slet ikke lovligt.

Den unge fyr var på ingen måde truende, men han var meget insisterende, og det var jo lidt smigrende for en gammel kone som mig. Da jeg kom til min bygning gik jeg ind på pædagogernes kontor for at se hvad han fandt på. Han stillede sin scooter, tog hjelmen af og gik ind i vores mellemgang, med både pædagogen og jeg stod og stirrede på ham, så han vendte om og stak af.

Så er der egentlig ikke mere til den historie, men det er sommerferie og mit liv er helt forfærdelig kedeligt, og jeg har ondt i røven af at sidde for meget foran fjernsynet, så når der endelig sker et eller andet, så bliver jeg nærmest lettet. desuden har jeg altid været frk usynlig, så selvom jeg ikke ligefrem går og ønsker at blive bemærket, så kan det godt være helt hyggeligt med lidt opmærksomhed, hvilket jeg dog kun siger fordi han virkede helt harmløs, ellers havde jeg nok været den første til at beklage mig.

Om min manglende løbeevne

For snart et år siden, gik jeg hen og fik en løbeskade. Det var egentlig ikke noget alvorligt, den var bare meget lang tid om at hele, men siden da har jeg stort set ikke løbet. Hvorfor? Fordi jeg fik bildt mig selv ind, at jeg slet ikke kan løbe pga min spasticitet. Det er noget sludder, at jeg ikke skulle kunne det, for hele måden jeg fandt ud af at jeg er (svagt) spastisk var ved, at jeg så de spastiske LØBERE ved handicap OL.

Jeg har godt været klar over, at jeg ikke har løbet og holdt min kondition ved lige, og så alligevel ikke, for jeg har haft så travlt med andre træningsformer som cykle, svømme eller cross trainer, men selvom det da er fint nok, så er det bare ikke helt det samme, for løb bliver udråbt som noget mere ædelt og 'rigtigt' end andre former for sport, og det er det nok også, for det må vel fra gammel gammel tid ligge i os, trangen til at løbe for flugt, mad og sjov.

Det er ikke min mening at lyde negativ omkring løb, og når jeg alligevel gør, så er det fordi jeg er sur på mig selv over at jeg ikke kan, for det kan da bare ikke være rigtigt, men jo, det kan det. Konditionen har jeg egentlig sådan nogenlunde, musklerne kan jeg træne op, men mentalt er jeg slet ikke forberedt. Ikke alene har jeg bildt mig selv ind, at jeg ikke kan, jeg har også glemt hvordan man slapper af i løbet.

En stor del af løb er ikke benene der bevæger sig, men hjernen der slapper af og går i en form for trance. Man snakker tit om runners high, når man når dertil hvor man slapper helt af. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan tillade mig selv at komme dertil, for min spasticitet gør at min ene ankel er temmelig svag, men der er også grader før runners high, og det er på tide, at jeg begynder at træne det igen, så jeg igen kan holde af at løbe.

om ADHD

HER er en artikel om Emil fra Lønneberg der i dag ville have modtaget diagnosen ADHD og være erklæret adværdsvanskelig. Diagnostikeren er dog ikke psykiater men læge i blodsygdomme. Jeg har dog engang hørt en psykiater fortælle i et tv-indslag, at Emil IKKE kan have ADHD, for når han bliver lukket inde i skuret, så kan han godt sidde stille i lang tid og koncentrere sig om at snitte træfigurer, det ville en rigtig ADHDer ikke kunne, spørgsmålet er så om alle der modtager diagnosen der reelt har den.

Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.

"et får, to får, gris, hest, giraf, Jens Hansen havde en bondegård, ehh margarina".

 Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.

Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).

Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre

Om en erkendelse

Da jeg var på sommeruniversitet var jeg op og af sted hver dag fra 6.30-15.00, hvilket ikke lyder så slemt igen, men jeg har bare et handicap der gør, at jeg ikke kan klare det samme som andre mennesker. Før vi startede, havde jeg mange tanker om, om jeg kunne klare det, men man kan hvad man skal, og jeg tænkte, at måske kan jeg mere end jeg tror. Måske har jeg bare vænnet mig så meget til, at jeg ikke kan, at jeg slet ikke prøver om jeg måske i virkeligheden godt kan, men jeg prøvede, og jeg kunne ikke, i hvert fald ikke mere end 1½ uge. Det føltes som et stort slag, men det er nu engang sådan i livet, at alt ikke kan være en succes, men det forhindre mig ikke i i momentalt sortsyn at føle mig som en doven fiasko.

Nu ved jeg altså, at jeg ikke kan klare fem dage om ugen, problemet er bare, at jeg har fået skemaet for næste semester, og det er lige netop hvad jeg skal have. Jeg fik lidt et chok da jeg så skemaet, for selvom jeg kendte timetallet, så så det pludselig meget overvældende ud. Ikke bare skulle jeg af sted mange gange om ugen, jeg skulle også have nogle meget lange dage, og jeg ved med mig selv at det kan jeg bare ikke klare.

Jeg har gået og grublet over det med skemaet i noget tid nu, og jeg er kommet frem til en nogenlunde tilfredsstillende løsning. Jeg tager som planlagt latin, men kommer kun tre dage om ugen (så må jeg bare arbejde desto hårdere) og så må jeg droppe Gammel Testamente II. GT er ellers det fag jeg helst ville have, men det er et lidt lille fag, så jeg ville ende med at kede mig gudsjammerligt, hvis jeg nøjedes med det. Desuden, hvis jeg tager alle de sjove fag nu, så bliver jeg aldrig færdig, for så sidder jeg med alle de kedelige fag til sidst.

Men jeg tror nu nok at jeg kommer til at more mig med latin. Først var jeg irriteret over at måtte tage det fordi jeg ikke kunne få det jeg egentlig gerne ville have, men nu har jeg vænnet mig mere til tanken og begynder at finde den behagelig, men et fag er sjældent bare sjovt i sig selv, jeg må selv gøre fodarbejdet og lave mine lektier, for de fleste ting er først for alvor sjove, når man bliver god til dem

Faldt selv i søvn

Efter sommeruniversitet har jeg haft nogle dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne falde i søvn om aftenen. Fra omkring kl 15 var jeg så træt, at jeg slet ikke hang sammen, men når jeg så langt om længe kunne tillade mig at gå i seng, så var jeg lysvågen og lå og vendte og drejede mig. Når jeg så ikke kunne sove, gik jeg fuldkommen i panik, og så kunne jeg endnu mindre sove, og så måtte jeg gå ned til pædagogerne og få noget beroligende. Jeg kunne gå ned fire gange, så havde jeg nået maksimum dosis og kunne endelig falde til ro.

Når jeg så vågnede om morgenen kl 7 (3 timer senere end jeg var vant til) jeg jeg helt færdig, fysisk såvel som mentalt, så jeg begyndte først sådan nogenlunde at fungere efter frokost. Desuden var jeg gnaven efter at være vågnet 'for sent' i forhold til hvad jeg plejer, og så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal stille op med mig selv

I går havde jeg besluttet mig for, ikke flere piller, for det er i virkeligheden noget skrækkeligt stads, som man kan blive forfærdeligt afhængig af. Jeg forberedte mig godt på en lang og søvnløs nat, lagde en bog og noget musik frem og lagde mig til rette, men det blev slet ikke nødvendigt. Jeg faldt godt nok ikke i søvn i flere timer, men jeg lå og delvist slumrede fredeligt som et lille barn, dvs lettere savlende og med tøjet i uorden.

Jeg vågnede kl 5 og i godt humør og har endda været henne og træne for første gang i denne måned, ikke noget under, at jeg er blevet lidt bred om bagen.

Gået kold

Hvis man er deprimeret over billeder af sig selv og tænker ' klamme gås', så skal man bare sætte en film på med en gudeskøn skuespillerinde, og så skal man bare trykke pause vilkårlige steder, så får man det meget bedre.

Jeg var ikke inde på universitetet i går, for jeg er kommet til det punkt, hvor jeg simpelthen ikke orker mere. Det var en skam, at jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til folk, men det er en af tingene jeg har måttet undvære socialt og har gjort, at det ikke har været en 100% succes.

Først gik det mig meget på, for jeg vil jo gerne klare mig godt i alt hvad jeg gør, men så erkendte jeg efterhånden at fiaskoer også er en del af livet. Ikke at det var en 100% fiasko, jeg kunne bare ikke klare så meget som jeg havde håbet.

Forberedt på lediggang

Jeg har en meget fin gammel sofa, som man sidder udmærket i, men ikke mere end udmærket,  for når jeg har nogle af mine lange kedelige dage, så får jeg noget så forfærdeligt ondt i numsen.

Her i går tog jeg forskud på min ferie som starter tirsdag. Da det efter adskillige timer begyndte at gøre ondt, tænkte jeg, at der måtte findes en løsning, for ellers bliver det nogle lange slidsomme måneder. Jeg gik derfor ind på mit soveværelse og hentede den ikke særligt kønne lænestol jeg har stående derinde og stillede den i min stue foran fjernsynet. Der står den nu og ser grim ud, så nu er jeg helt forberedt til 1½ måned 'på langs'.

En af pædagogerne siger, at det ikke kan stå helt galt til med min træthed, når jeg er i stand til at tænke kreativt, men da jeg havde hentet stolen, faldt jeg helt omtåget om i den og var ude af stand til at samle kræfter til at lave noget fornuftigt.

Jeg har været glad for mit vikingekursus, men det tager hårdt på mig fysisk og mentalt at være af sted fem dage om ugen, Det er første gang siden 2006 at jeg som sådan skal noget hver dag, og det er overvældende, men det er godt at jeg prøver det, for det er øjensynligt sådan at næste semester med latin kommer til at se ud.

Om en mislykket tur i Brønbys spillerbus

I går tog mit vikingehold turen ned sydpå til Jelling og Ribe. Det var en frivillig tur, men jeg troede at det var noget alle tog med på, det var det ikke. Der var mange med, men ikke alle. Havde jeg vidst det var jeg nok ikke taget med af grunde jeg vil vende tilbage til senere.

Og hvad har det med Brønbys spillerbus at gøre? Vi havde simpelthen lejet den. Om det var en lærer med en god sans for det dramatiske, eller om det bare var et tilfælde, det ved jeg ikke. Til gengæld siger det meget om Brønby. Én ting er at Brønby er så bankerot, at de må prostituere deres talenter for penge, noget helt andet er, at deres største talent viser sig at være deres spillerbus, det er straks en helt anden sag. Bussen vakte megen opsigt blandt de danske studerende, men de udenlandske var knap så imponerede/chokerede.

Jeg har været på universitet hver dag i denne uge, og jeg kan godt mærke, at det begynder at tage hårdt på mig, og derfor burde jeg ikke være taget af sted. Jeg tog af sted udelukkende for det sociale, men det er især på det sociale punkt, at jeg vakler når jeg begynder at blive for træt, og det kunne jeg tydeligt mærke i går, og det gjorde det til en træls tur.

På holdet er jeg sådan en lidt underlig en der kommer om morgenen og går hjem i frokostpausen, og jeg får ikke noget af det sociale med, for jeg kan ikke være med når de andre sidder og spiser frikadeller til kl to om natten, og jeg kan ikke være med når de går ned i byen og får en øl med læreren. Det betyder, at jeg sakker mere og mere bagud socialt, så jeg går og føler mig lidt udenfor til dagligt. I går på turen blev følelsen forstærket fordi grupperne var meget dynamiske når vi gik rundt på Jellingekomplekset. Fordi jeg var så udkørt, så var jeg hele tiden fysisk og mentalt to skridt bagud, så jeg endte altid med at kommentere noget de VAR færdige med at snakke om, og jeg endte altid med at stå udenfor rundkredsen, hvilket i sig selv var surt, men på grund af de ting der har været sket mig på bostedet gennem det sidste halve år, så blev jeg helt paranoid og mente at folk med vilje ignorerede mig. Jeg prøvede at kompensere ved at være ekstra sjov, men når man prøver at være sjov fordi man føler sig udenfor, så kan det KUN ende galt.

Jeg havde dog to hyggelige øjeblikke.
- Jeg prøvede på mit alt for usikre engelsk at forklare forskellen på katolicisme og protestantisme for en australsk katolik og en singalesisk buddhist.
- Jeg sad sammen med en at drengene og så på en gravko der flyttede rundt på nogle tunge ting mens vi diskuterede drenges fascination af 'stort legetøj'.

Da vi kom til Ribe i vores prangende brønbybus vakte vi megen opsigt. Det var først i Ribe at den faglige del af turen for alvor gik i gang, men da var jeg nødt til at forlade dem og tage hjem. Jeg var taget med for det sociale, men det slog fejl, så jeg var glad for at komme væk. Jeg tog bussen til Vejen og derfra langsomtoget hele vejen til Aarhus og derfra hjem. Jeg kunne have skiftet ti et hurtigere tog allerede i Fredericia og være hjemme en halv til en hel time tidligere, men jeg kender det almindelige tog godt nok til at vide at en fredag eftermiddag i sommerferien, der er der fuldkommen proppet, hvorimod jeg havde en fin plads i stillekupéen i langsomtoget og kunne sidde der uden nogen forstyrrelser.

Jeg må indrømme at turen fra min side føltes som en fiasko. Fagligt har jeg fået meget ud af kurset, men socialt har jeg ikke været god nok og har ikke haft de bedste forudsætninger.

Om at være træt men glad

I går gjorde jeg noget der set i bakspejlet måske ikke var så skide smart. Jeg kom hjem fra en lang dag på uni, og jeg var så træt, at jeg slet ikke kunne hænge sammen, så jeg fik pædagogerne til at varme min mad tidligt, og så gik jeg i seng. Det er sådan noget der er virkelig rart i øjeblikket, men da jeg så vågnede lidt i 2 her til 'morgen', ja, så var det knap så fantastisk.

Grunden til, at jeg var så ekstra træt i går var, at jeg havde en ekstra lang dag på universitetet. Egentlig kører undervisningen fra 9-16, men jeg plejer at nøjes med 9-12. Undervisningen er generelt rigtig god, men i går var den spændende ud over det sædvanlige, om formiddagen havde vi om vikingetidens sagaer og poesi, og om eftermiddagen skulle vi så have om religion, og det ville jeg bare overhovedet og helt og aldeles ikke gå glip af, om jeg så skulle sidde og klynke i toget af træthed på vej hjem (det gjorde jeg nu ikke, men det var vist kun fordi jeg var i så exceptionelt godt humør).

Odin fra Lejre (link)

Formiddagstimen gik fint. For tredje gang skulle diskutere den meget berømte 'Odin fra Lejre', som som mange er MEGET overbeviste om overhovedet ikke forestiller Odin, da det bla er det meget tydeligt en kvindedragt, men arkæologi er lige så populistisk som alle mulige andre fag, og den genkendelige Odin sælger bedre end fx en meget mere ukendt kvindelig shaman, og museet vil jo gerne have både besøgende og fondspenge. Før timen havde jeg snakket med en af arkæologi studerende om den. Han blev lidt ophidset og undskyldte, men som katolik på et protestantisk teologistudie var det ikke en kontrovers som kunne imponere mig (ikke dermed ment, at jeg ikke finder den spændende).

Så havde vi  1½ times frokostpause, hvilket jeg tænkte måtte være døden, men tilbragt sammen med søde og spændende mennesker, så gik det jo flyvende. Jeg havde dog lidt krise, for jeg var sammen med to australiere og en dansk pige der havde taget et semester i Belfast. Jeg læser og skriver et ganske rimeligt engelsk, men tale det, det har jeg ikke rigtig gjort siden gymnasiet, og jeg blev altså student i 2004, så jeg følte mig hæmmet, ikke hæmmet over for de andre piger, for de respekterede mig ligegyldigt hvordan jeg talte, men hæmmet over for mig selv, fordi jeg følte mig pinligt berørt.

Eftermiddagstimen om religion var nok det i hele forløbet som jeg havde glædet mig mest til efter udgravningen. Som teolog er det jo lidt mit fag. Vores underviser var en super inspirerende etnolog/kulturhistoriker. Vi snakkede om hvad er religion, altså ikke hende og jeg personligt, men holdet som sådan. Problemet med at tale om gammel nordisk religion er, at vi i grunden ikke ved ret meget, og det vi ved et for det meste skrevet ned af kristne efter 3-400 års forløb, men det forhindre det ikke i at være en super spændende diskussion.

Aller mest spændende var det nu for mig, når hun snakkede om kristendommen. Studiet i vikinger roser sig selv af, at de favner meget bredt, at der er mange fag der arbejder sammen. Det modsatte er lidt tilfældet for teologi, hvor næsten alle er teologer på nær et par enkelte filologer og religions videnskabere. Det hele er måske lidt indspist, og vi er alle enige om visse terminologier og idéer, og dem er der ikke rigtigt nogen der stiller spørgsmålstegn ved, for sådan er det jo bare. Her kom der så en 'fremmed' og snakkede på en helt anden måde, og det var provokerende på den super fede måde. Det var en meget pragmatisk gennemgang, ikke på nogen måde respektløs, men der var mere bjergprædiken (Mat 5-7) end hypostasis (Jesus' væren helt Gud og helt menneske). Bjergprædikenen er bestemt noget af det mest essentielle i kristendommen, men den kan/skal ikke stå alene, for så beskriver man nærmere et samfund end en religion.

Jeg kunne dog ikke klare hele eftermiddagstimen, dertil var jeg bare alt for træt, jeg prøvede at stille et meget klogt spørgsmål, men min hjerne var på vej ind i noget nær en komatilstand, så jeg kunne slet ikke formulere mig, så hun svarede på noget helt andet end jeg troede at jeg spurgte om, med tryk på troede, for hvem ved hvad volapyk der egentlig kom ud af min mund. Spørgsmålet er om det ville være upassende at bede min sædvanlige lærer om hendes mailadresse, og så stille det egentlige spørgsmål? At lytte til blandt andet denne underviser gør, at jeg bare bliver endnu mere opsat på (selv at betale for) at kunne få lov til at sprede mit studie lidt mere ud

Men hvad angår i dag, så er jeg lidt mistroisk til hvordan resten af dagen vil forløbe. Hvor meget kaffe skal der til for at holde mig kørende? Kan jeg holde til kl 12? 13? 15? 16? Kan dagens emner om krig og konger nå op på siden af emnerne i går?

Er jeg et godt menneske?

Det sker hele tiden, at jeg gør ting, som jeg måske egentlig ikke syntes at jeg burde gøre. Set udefra drejer det sig måske om småting som, at jeg måske vrissede lidt af én, men indeni føltes det enormt voldsomt, fordi jeg måske var så sur, at jeg ønskede at ydmyge vedkommende. Pædagogerne siger, "Ja men du gjorde det ikke", men Jesus så mit hjertes tanke, og det samme gjorde jeg. Det hører nok stadig til i småtingsafdelingen, men det føles som sagt voldsomt, og det er let i et øjebliks storhedsvandvid at føle sig som jordens værste menneske, men for at være ærlig, så har jeg slet ikke kaliber til ligefrem at være den værste til noget som helst, jeg er bare helt almindeligt kedelig, og det samme er mine synder.

I går gav jeg plads til, at en af mine venner kunne have det skidt. Det var ikke noget der krævede specielt meget fra min side, men pædagogerne roste mig meget efterfølgende.

Det er lidt mærkeligt at blive rost for den slags. Jeg synes måske, at det burde falde under kategorien helt almindelig medmenneskelighed, men det er en af de ting der er ved at bo et sted som her, man bliver rost herfra og så til juleaften (billedligt talt), og det er en af grundende til, at jeg med tiden vil væk herfra. Når man har det rigtig svært, så er ros godt, for det styrker en selvtillid, selvværd og modstandskraft, men når man begynder på at have det udmærket, ja så føles det egentlig lidt fjollet. Ikke at jeg ikke længere kan lide ros, bare ikke hele tiden.

Om lektier på tværs

På trods af mit hårde arbejde, er jeg kommet lidt bag ud med læsningen til mit vikingekursus så i går (og i dag) skulle der læses på højtryk. Vejret i går var skønt, så det ville have været dejligt at tage min bog med ud på terrassen og sidde der og læse, men desværre var alle mine tekster på computeren, og computerskærme og solskin er ikke nogen fantastisk kombi, så jeg måtte sidde indenfor hele den lande dag.

Allerede i den første tekst (om kvinder i vikingetiden) løb jeg ind i problemer, for som vist på billedet, så lå teksten på siden. Jeg kan sagtens læse på siden, jeg kan læse på hovedet hvis det skulle være, det tager bare lige lidt længere tid. Det var heldigvis kun 35 sider, men jeg mangler stadig mange tekster, og jeg kan stadig risikere at én eller flere af dem ligger på siden.

Værre blev det da jeg kom til 31 siders videnskabelig artikel på tysk, og jeg ved, fra min engelske oversættelse af en tysk bog, hvor svært tysk videnskabssprog kan være. Fik jeg læst den? Nej, og jeg prøvede ikke engang særlig hårdt. Jeg tror, at jeg fik læst noget lignende 2 linier.

Heldigvis er de fleste af teksterne på helt almindeligt engelsk, og det går da sådan rimeligt med at læse

Ikke alt der glimter er af guld

I går var jeg på en arkæologisk udgravning med mit vikingehold.

I Danmark er det sådan, at hvis et stykke land skal bebygges eller på anden vis bruges, så skal bygherren betale for en arkæologisk udgravning for at sikre sig at intet går tabt. Det var en sådan udgravning i var på.

Først blev vi vidst rundt mellem levnene fra de bygninger der havde været engang for længe siden tilbage i 7-800-tallet, og så blev vi delt op i grupper under ledelse af hver vores arkæologistuderende, som skulle lære os om hvordan vi skulle udgrave nogle 'pit houses' (jeg kan ikke huske det danske ord, da al undervisning og vores tekster er på engelsk). Et pit house er egentlig bare et hus der er gravet ned i jorden med et tag/telt over. Når det så gik ud af brug blev det brugt som affaldsgrube, og det var dette 'affald' vi skulle grave op.

Samtidig med at vi var der, var der også en amatørarkæolog, som stod og siede alt det opgravede jord. Der var to sier, så hvis der var én af os der havde lyst måtte vi gerne komme og hjælpe. Jeg rakte straks fingeren i vejret med stor iver. For det første er den slags opgaver lige mig, og desuden gav det mig en mulighed for at komme lidt væk fra de andre.

Alle på mit vikingehold er enormt søde, men det er hårdt at være sammen med så mange mennesker så mange timer om dagen. Jeg ville ønske, at jeg ikke var autist, at jeg kunne nyde andres selskab lidt mere, men det var en befrielse at stå med amatørarkæologen og bare have en én til én samtale.

Det gav mig også muligheden for at stå i mudder til albuerne. I alle mine syge år, har det gjaldt om at være så renlig som muligt, både i person og beboelse, for renlighed var et helbredelses middel/tegn, så nu hvor jeg endelig havde chancen, fik legebarnet frit løb, og det var næsten sjovere at lege med mudder end at finde noget, men også kun næsten.

Siningen foregik sådan, at man skovlede en god portion jord op i en si der hang over en kontainer, so så blev der pumpet vand ud over for at skylde jorden væk. Man smed de store og større sten væk for at man kunne koncentrere sig om hvad der måtte være af spændende ting. Til sidst blev alle småstenene smidt ud. Som nybegynder, var det svært at se hvad der var gode ting og hvad der bare var rald, så jeg måtte tit spørge amatørarkæologen til råds. Han nåede lige at vise mig, at som erfaren amatørarkæolog kunne han genkende et potteskår allerede inden det var blevet skyllet, da jeg spurgte "hvad så med denne her?". Så havde jeg lige fundet en lille jernring 1-1½ cm i diameter (billede kommer senere). Wow, han blev helt vild med mit fund, og tog den for at vise den til den professionelle arkæolog, som også blev meget begejstret, og de sagde begge tog, at det var et kagefund. De snakkede om det måske kunne være en ring fra en ringbrynje, for de havde aldrig set sådan en før.

Der var ikke andre der gjorde kagefund, så om jeg virkelig skal give kage, det ved jeg ikke (jeg har skrevet til min lærer og spurgt) men senere fandt jeg endnu et kagefund, som de blev kaldt, et lille bitte stykke grønt 'noget' som viste sig at være bronze. Ringen kunne enhver idiot have fundet, hvis de bare havde fået den rigtige skovlfuld jord, men bronzen takker jeg min autisme for. En af tingene ved autisme er, at man er enormt detaljeorienteret. Det er lidt det der kan gøre os lidt irriterende at være sammen med, fordi vi hænger os i bagateller eller ikke forstår at når vi ikke må A så må vi heller ikke B. Neurotypiske/normale ser A og B som det samme, det gør vi ikke. Jeg kan fortælle at det heller ikke altid er helt sjovt at leve med, for det kræver en helt masse energi, men lige i dette tilfælde, hvor man skal finde små ting imellem en masse andre små ting, så er det en fordel, ligesom da jeg sidste år på Fur fandt forsteninger.

Jeg fandt også hvad jeg var HELT overbevist om var guldbelægning, men det blev hurtigt degraderet til kiesel.

det var nok den fedeste tur jeg har været på længe, og jeg overvejer ligefrem at melde mig som amatørarkæolog. Dog stod jeg ret op og ned og holdt balancen på en lille metalplade i 2½ time, så jeg er enormt øm i numsen og baglårene, og jeg er også øm i skuldrende af at skovle jord, men det er en god smerte.

En FED sejltur

Jeg købte Hus Forbi af min yndlingshjemløse, hvis det da ikke er for patroniserende og politisk ukorrekt at sige sådan. Han spurgte hvad jeg skulle. Jeg skulle på universitetet og blive klog på vikinger. Han havde engang sejlet med et vikingeskib.

Han og en kammerat havde været ude i Moesgård og ryge en fed, da der pludselig var kommet et vikingeskib sejlende forbi. Fedt mand, tænkte de, og råbte besætningen op og fik lov at komme om bord. De troede at det bare skulle være en kort tur, men sådan blev det ikke. Desværre havde de efterladt en hund i bilen og ville gerne i land, de spurgte BBC motorbåden der fulgte med, om de kunne komme i land men den gik desværre ikke, i stedet blev de sat til at arbejde ved årerne.

Om vikinger i 1864

Det er lidt sjovt at have en tysk lærer der snakkede om "den store frihedskrig i 1864". Dette betyder krig, da det jo var et af de største nederlag/ydmygelser i danmarkshistorien.

Det er relevant at snakke om 1864, fordi hele begrebet vikingetiden blev opfundet af en dansk historiker/politiker i 1870 som reaktion på, at bla den ene af brødrene Grimm, ville have indlemmet hele Jylland i det tyske rige.

Om Gud og aser

Jeg vil ikke skrive noget om asatroen (troen på de gamle nordiske), for alle skal have lov til at tro på hvad de vil uden at der kommer en næsvis akademikertype og prøver at pille det hele fra hinanden, men jeg vil lige knytte en kommentar til en artikel på religion.dk, "Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele!".

”Kristendommen. Den kom brasende lige pludselig. Den kom brasende og ødelagde det hele. Asatroen blev klemt ud i mørket [...]".

Jeg sidder her med min store, tykke og kloge bog om vikingerne, som jeg skal bruge på sommeruni. Om kristendommen ødelagde noget er en deffinitionssag, som jeg vil lade op til den enkelte læser, men jeg stejler lidt over betegnelsen "komme brasende", for det lyder som noget meget pludseligt og voldeligt.

Kristendommens historie i Danmark går sådan ca sådan her.
- I 800-tallet kom skt Ansgar, Nordens apostel til Danmark og Sverige for at missionere.
- I 900-tallet lod konge Harald Blåtand sig efter sigende omvende af munken Poppa og gjorde kristendommen i Danmark officiel, da han rejste Jellinge stenene.

Men det er måske en lidt rigeligt simpel måde at skrive tingene på, for vikingerne var et rejsende folk der på mere eller mindre fredelig vis rejste i det meste af Europa, Nordafrika og Lilleasien, og de kom allerede i tidlige tider i kontakt med jødedom, kristendom og islam. Når man beskæftiger sig med vikingerne er manglen på primære kilder et problem, så vi ved kun hvad andre folkeslag har skrevet om os, og hvad Saxo og de islandske sagaer har skrevet om i 1200-tallet, men der er tegn på at kristendommen allerede tidligt har spillet en rolle.
- I 7-800-tallet tog vikingerne på plyndringstogter til de britiske øer og Irland og plyndrede især kirker og klostre, evt af teologiske klostre, men måske bare fordi det var et nemt og rigt mål. Da vikingerne slog sig mere permanent ned, lader det til at de religiøse gnidninger har været mere begrænsede.
- I 8-900 tallet koloniserede norske vikinger og irske kolonister Island, og de bragte keltiske (og kristne) slaver med sig, og DNA tests viser at det har været 20% af mændene og 60% af kvinderne.
- I 900-tallet bosatte en gruppe (formodentlig) vikinger sig ved Dneiperfloden i det nuværende Ukraine, og de fik tætte bånd til Byzantin og kristendommen der.
- I 980'erne koloniserede islændinge Grønland. Der er ingen spor af hedenske begravelser på grønland, kun kristne.

Om den endelige kristning af vikingerne er jeg ikke kommet til endnu men fortsættelse følger.

Så starter sommeruni og andet

Så er det i morgen, at jeg starter på sommeruni. Jeg er ikke blevet færdig med at læse bogen, bla fordi jeg i går valgte at tage en fridag. Jeg tænkte, at de kunne være sundt at slappe lidt af før det hele går i gang, men det kom ikke til at ske, for jeg kedede mig så meget, at jeg var helt anspændt, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt have læst. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste havde fået en masse ud af dagen, men det kan jeg ikke ligefrem sige, jeg fik set CSI NY, lagt vasketøj sammen og jeg havde nogle samtaler med forskellige pædagoger og mit bosteds leder ang min fremtidige flytning. Det er da ikke fordi jeg slet ikke fik lavet noget, men helt imponerende er det heller ikke.

Min mangel på cola hjælper ikke just på mit aktivitetsniveau. Ja, jeg drikker godt nok kaffe i stedet for, men så meget kaffe drikker jeg heller ikke, at det er helt nok, for kaffe er bare ikke helt lige så godt. Jeg prøver at holde mig til en liter om dagen, og det er hårdt, men der er ikke nogen der siger, at det er en menneskeret at drikke 2-3 liter om dagen, for så 'slemt' kan det godt nogle gange være. Det er lidt min drøm, at jeg som normale mennesker kun drikker cola en gang imellem, så jeg lokker mig selv med store gaver.  Jeg frygter dog lidt hvordan det skal gå, hvis jeg ikke har cola til mine lange dage på universitetet

Den gave jeg har ønsker mig, er i forhold til min indtægt, lidt dyr, og jeg har spekuleret på, om jeg skulle vælge noget andet, men jeg synes altså virkelig, at den er pæn. Jeg havde en samtale med en af pædagogerne om det, og hun synes jeg bare skal gøre det, for hvis jeg vælger noget andet KUN fordi det er billigere, så bliver jeg ikke rigtigt glad for det, og hvis man ikke er rigtig glad for det kan man lige så godt lade være.

mig 1.y

Nu bruger jeg betegnelsen, at jeg gerne vil være som normale mennesker, og at jeg gerne vil have pæne ting, og det får måske nogle til at stejle, men jeg mener det grav alvorligt. Jeg går meget op i at mit tøj og min opførelse er så perfekt som muligt, men jeg føler bare at jeg har meget at kompensere for, meget at bevise, hvis jeg gerne vil kvalificere mig til at blive accepteret af andre. Jeg er kommet en lang vej siden det billede blev taget, men inderst inde føler jeg mig stadig som den pige der. Man kan sige mange ting om at man ikke behøves at gå klædt som alle andre, at man skal finde sig selv, men jeg følte mig jo ikke tilpas sådan der, jeg ønskede at være lige som alle andre, jeg vidste bare ikke hvordan man gjorde.

Så når jeg snakker om at jeg ønsker at være normal, så ønsker jeg nok at være bedre end normal. Jeg formulere mig måske som om jeg gerne vil være bedre end andre, men det er for nemheds skyld, for det er ikke helt sandt, jeg ønsker bare at være bedre end den jeg var, men da jeg ikke føler at jeg har noget fungerende indre kompas til den slags, så føler jeg at jeg bliver nødt til at gøre lidt mere hele tiden, bare for at være på den sikre side.

Jeg ved godt at de fleste har kiksede perioder som man prøver at lægge bag sig, og min er nok ikke værre end så mange andres, men det forestiller man sig vel altid selv, jeg tager det nok bare mere personligt end de fleste.

Om geografi og studenterhuer

Hvem skulle have troet det, man tror det er løgn, men geografi viser sig rent faktisk at være spændende, hvis man gider at tage sig tid til at kigge på et kort.

Mit dårlige forhold til geografi stammer fra geografi i 6 eller 7. klasse, hvor vi lavede et tværfagligt forløb med dansk, engelsk og biologi om sex, og vi skulle derfor (udelukkende) have om Afrikas befolkningsvækst. Svarene på nok 80% af spørgsmålene i vores bog var enten AIDS eller kondomer. Jeg var måske ikke så emotionelt udviklet som nogle af dem fra min klasse, så jeg ville nok hellere have haft om vulkaner, jordskælv, og den slags.

Mit uheld med geografi fortsatte i gymnasiet, hvor vores ellers flinke nok lærer nærmede sig sin pension (efter sommerferien) og han ville hellere tale om golf og stangspring. Det ene dyrkede han nu og det andet da han var ung.

Nu sidder jeg med min bog om vikinger, og jeg sidder febrilsk med mit Atlas og prøver at finde ud af steder og sammenhænge, og det irriterer mig lidt, at jeg finder det spændende, for hvorfor var det, at jeg dengang var så ligeglad, jeg kunne have haft en meget behageligere gymnasietid, og jeg kunne have fået en meget højere karakter.

Jeg prøver tit at fortrænge min gymnasietid, men i disse dage er det næsten umuligt med alle de studenter der render rundt alle vegne. Man siger at det burde være de bedste år i ens liv, men for mig var det de værste. Jeg var så deprimeret, at jeg ikke aner hvordan jeg kom op om morgenen eller fik lavet mine afleveringer. I min familie taler vi tit om at jeg kom i en dårlig klasse, men det er egentlig ikke helt rigtigt. Der var egentlig masser af søde mennesker, men der var lige to drenge der gjorde livet til et helvede for mig. Det var ikke som sådan mobning, det var mere ovre i sexchikane.

Jeg hadede dem, men alle andre elskede dem, både lærere og elever. Da jeg til sidst prøvede at snakke med studievejlederen, fik jeg at vide, at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig, men de var vel på dette tidspunkt 19-20 år, burde man så ikke være i stand til at holde sin pik inde i bukserne midt i en historietime?

Resten af eleverne var egentlig fine nok, jeg havde det bare for dårligt til at interagere med dem, for når jeg følte mig udenfor, så var det et problem der gik begge veje, for jeg prøvede jo heller ikke rigtigt at komme i kontakt med dem. Jeg var i det hele taget ikke nogen særlig tiltalende person i gymnasiet, ikke sådan som jeg husker det. Jeg var sur og tvær og bare ikke særlig god til at begå mig med andre mennesker.

Men mine sociale mangler i gymnasietiden kan jeg leve med for jeg har siden klaret mig godt på det punkt, hvad der er langt sværere at leve med er mit eksamensbevis. Jeg lavede ikke dagens gode gerning. Jeg lavede lige akkurat mine afleveringer, og jeg kom til tilstrækkeligt af timerne til at jeg ikke skulle op i fuldt pensum. Jeg kom ikke ud med noget virkelig dårligt gennemsnit, men jeg tænkte, at når det var så hårdt for mig at få et middelmådigt snit, så måtte jeg jo egentlig være ret dum. De ting jeg kæmpede med havde dog ikke noget som helst med intelligens og faglighed at gøre, og var ting jeg dengang ikke kunne stille ret meget om imod.

Før det hele dog bliver alt for klynkende og "ih hvor var det synd for mig", så var der ting jeg selv kunne have gjort. Jeg kunne have vist bare et minimum af interesse for fagene. Ikke kun fordi de derved kunne være blevet mere interessante for mig selv, men også af respekt for lærerne og mine klassekammerater.