Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.

Hvorfor vi bør værdsætte antikvariater

I slutningen af sidste år fik jeg arbejde i et antikvariat et par timer en gang om ugen. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er der også en lille smule reklame blandet ind i dette indlæg. Det håber jeg, at i ikke har alt for meget imod.

Jeg har altid holdt rigtig meget af antikvariater og andre butikker der sælger brugte/gamle bøger.

Jeg har altid interesseret mig for emner der var sådan lidt skæve i forhold til gennemsnittet. Det har derfor nogle gange været svært at finde den helt rigtige bog. Jeg kan ikke rigtigt bebrejde boghandlerne og forlagene, for de er trods alt forretninger der skal kunne løbe rundt. På biblioteket var det ofte lidt lettere, men kun til dels, med mindre man kunne få adgang til arkivet. Jeg tror ikke nødvendigvis at fortiden havde bedre smag af emner til deres bogudgivelser, men hvis hver årgang har 5 emner der bliver udgivet bøger om, så er der større chance for at finde noget om et emne jeg interesserer mig for, hvis en butik udbyder bøger fra 100 årgange, end hvis den kun udbyder 2.

Dertil kom der også problemet om pengene. Som barn fik jeg 20 kr om ugen i lommepenge, og heller ikke senere havde jeg voldsomt mange penge. Igen var biblioteket en god løsning, og jeg har igennem tiden lånt mange mange bøger. Alligevel er der noget helt særligt ved at eje en bog, vide at den er min, synet af proppede reoler, processen med at finde den helt rigtige bog ud fra ens egne kriterier. Men bøger i butikkerne er dyre, og det er enormt surt at bruge 300 kr på en bog der måske ikke lige var det man aller helst ønskede sig. Ikke alle antikvariater har en afdeling med billige bøger eller udsalg, men mange har, og jeg elsker at rode i bunkerne, for man ved aldrig hvad man finder.

Jeg husker stadig en af de første antikvariske bøger jeg købte. Det var en digtsamling, som jeg fik for 20 kr. Jeg fik den aldrig læst, men den havde en meget smuk indbinding. Den var udgivet i slutningen af 1800-tallet og som teenager i 90'erne, var det så gammelt, at det for mig virkede som en arkæologisk skat.

Som jeg blev ældre blev jeg også mere erfaren. Jeg lærte mere om bøger både hvad angår indhold og udgivelse. Jeg begyndte ligeledes at lære mig selv bedre at kende, begyndte at vide hvad jeg kan lide, og hvad jeg vil give for det. Emnemoderne i nyudgivelserne har ændret sig igen og igen. Nogle gange var det til det bedre, andre gange til det ligegyldige. Jo mere jeg så ved om hvad jeg ønsker af en bog, jo mere er jeg også villig til at betale, hvis jeg finder en der passer til mine kriterier, til gengæld bliver mine ønsker samtidig mere specifikke, og sandsynligheden for at finde det hos en konventionel boghandler bliver mindre.

Jagtens glæde skal heller ikke glemmes. Hvad man kan finde i én bog&ide kan man for det meste også finde i en anden. Det har bestemt sine fordele, men der er nu en hvis tilfredsstillelse og spænding ved aldrig helt at kunne vide hvad der gemmer sig på antikvariatets hylder. Dog ved jeg, at jeg aldrig vil finde det som jeg aller mest ønsker at finde, nemlig den uendelige historie, ikke Michael Endes bog "Den uendelige historie", men den bog der optræder i Michael Endes bog.

Et opslag delt af Linda Larsen (@teotossen) den 30. Jan 2017 kl. 8:15 PST

En afslutning???

I morgen påbegynder jeg den eksamen som markerer afslutningen på de ting jeg har slåset med universitetsadministrationen om. Om der så straks kommer en bølge a nye problematikker, skal jeg ikke kunne sige noget om, og jeg prøver også, om jeg kan udskyde bekymringerne om det til efter jeg har afleveret min opgave på torsdag.

Jeg har brugt megen tid og kræfter på at få styr på den administrative del af denne eksamen, men jeg har faktisk ikke arbejdet med den faglige del siden engang tilbage i maj måned. Dengang var det et fag jeg havde udmærket styr på, og med disse flerdages skriftlige eksaminer er det ikke på samme måde nødvendigt at forberede sig som det er til en mundtlig eksamen. Alligevel er det lidt angstprovokerende at snart skal til at grave noget viden frem, som jeg ikke har skænket en tanke i månedsvis. 9 måneder for at være nøjagtig.

Det er ikke en følelse der adskiller sig markant fra andre former for nerver dagen før en eksamen. Det er stadig den alt for velkendte hjertebanken og åndssvage forglemmelser. I fredags kom jeg frejdigt til undervisning, skønt jeg ikke havde fået læst lektier. 'Det går nok alligevel, skal du se' tænkte jeg og prøvede ellers bare at følge med så godt jeg kunde. Pludselig, i forbindelse med nogle oplæg, kalder læreren mit navn. 'Hva..?' udbrød jeg nok så intelligent. 'Linda Larsen, det er da dig, er det ikke?'. 'Hva'..? Jo... men...'. Det viste sig, at jeg havde meldt mig frivilligt til at holde et oplæg den dag, hvilket jeg havde glemt alt om. Det trøster mig lidt, at jeg må have set så blank og forvirret ud, at min lærer ikke kan have haft nogen som helst tvivl om, at jeg vitterligt havde glemt det og ikke prøvede at smyge mig udenom. Det er for det meste ikke noget underviserne på universitetet går så meget op i, men i 30 meget lange sekunder følte jeg mig ført tilbage i tiden, til dengang da jeg gik i folkeskole og hver eneste dag var præget for angsten for, at mine lærere ville opdage, at jeg endnu engang ikke havde lævet mine lektier

Overspringshandlinger fra det ukontrolerbare

Jeg skrev i sidste uge lidt om de problemer jeg har haft med administrationen på universitetet (HER). Jeg er så heldig, at jeg kan overlade de fleste af de praktiske opgaver der kommer i den forbindelse til min vejleder, men hun kan desværre ikke fritage mig fra den uro der automatisk følger med uvisheden. Det store kaos inde i mit hoved er noget jeg selv bliver nødt til at kæmpe med.

Der var engang hvor min flugt fra det ukendte onde førte mig dybere og dybere ned i spiseforstyrrelsens velkendte helvede. Det er det der i alle fagbøgerne bliver omtalt som et forsøg på at skaffe sig kontrol over det kontrollerbare. I dag kan jeg godt se hvad de mener med det, men dengang benægtede jeg, at det var hvad jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide at sige, at spiseforstyrrelsen skaffede mig kontrol, for indefra føltes det ikke sådan. Jeg følte maden som en stor mangel på kontrol. Ligegyldigt hvor lidt jeg spiste, så var det altid mere end intet, som var det eneste jeg opfattede som kontrol. Andre gange, når jeg mistede al kontrol og proppede mig med med for derefter at kaste det hele op indtil galden steg op i mine tårekanaler, da havde jeg lyst til at skrige til eksperterne, at hvordan kunne de tillade sig at sige sådan. Det var så ydmygende at se ordet kontrol gentaget i alle bøgerne, for det virkede som denne tårnhøje forventning til mig, som jeg aldrig var i stand til at leve op til.

I dag mangler jeg spiseforstyrrelsen at ty til når alting omkring mig går skævt. Alle de følelsesmæssige aspekter til side, så var det en effektiv måde at få tiden til at gå, imens man venter på at historien går sin gang. Det var noget der kunne fylde ens tanker, så man slipper for hele tiden at spekulere på alt det kaotiske. Der var engang hvor jeg kunne bruge en hel eftermiddag med at ligge på sengen og med knyttede hænder dybt mediterende over opgaven: "Spis ikke endnu, vent lidt, bare et lille øjeblik til. Det er ikke farligt at være sulten. At din krop ryster betyder bare, at det er NU du rigtigt taber dig...". Det var måske fem timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på noget som helst andet. Det var et helvede, men det var et velkendt og forståeligt helvede.

I dag har jeg ikke noget der i den grad kan tage min tid og henlede min opmærksomhed. Jeg fylder tiden med små lidt ligegyldige ting, som at (gen-)lære matematik, tegne kruseduller og lave en online liste over alle de bøger jeg efterhånden har læst (over 600). Det er ling der fylder tiden, men ikke noget der kan fange tankerne, så det er godt at problemerne med universitetet er mere irriterende end de er reelt problematiske, for i så fald ville alle disse små overspringshandlinger nok ikke være nok.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Et lille eventyr

I dag vil jeg overlade ordet til Linda, 9 år, med alle de oprindelige stavefejl:

Nu sker det

Nu sker det. det er i den kommende uge, at jeg flytter sammen med Kæresten til et lille rækkehus med have. Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Lige nu render jeg rundt og er stresset. Det er ikke noget særligt, ikke mere end alle andre føler, når hele deres liv er pakket ned i store brune kasser, og man stadig står med 25 umage småting, som man ikke ved om man skal smide ud eller ej, og som ikke passer ned noget sted. Det er ikke mere end den helt almindelige irritation med at holde styr på NemID og borger.dk og hvor mange skemaer der skal udfyldes nu og hvor mange der kan gemmes til senere.

Det er helt mærkeligt, at der skal ske mig noget så normalt. Dette billede blev taget af mig for 5 år og 30 kg siden, i en periode hvor en god dag blev defineret ved, at være en dag uden panisk rædsel, en dag hvor jeg ikke kom en tur på skadestuen for at blive syet, og en dag hvor jeg måske kun kastede op en enkelt gang. Det var en tid der var så markant anderledes end i dag.

Jeg glæder mig til den nye tid der kommer. Mest glæder jeg mig til at få alle de praktiske ting overstået, så jeg kan falde til ro og falde ind i en form for hverdagsrytme, men jeg glæder mig også til at være "os to".

Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

Energiforladt tvnarkoman

Efter jeg skrev om min blærebetændelse i lørdags, viste det sig, at den endnu ikke var helt kurreret, og jeg måtte i gang med endnu en behandling, så i den sidste uge har jeg været fuldkommen kvæstet. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg er syg, eller om det er bivirkninger af medicinen. I praksis har det ikke den store betydning hvad det skyldes, men det vil være dejligt, hvis det kun skyldes medicinen, for så går det nok væk så snart kuren er ovre.

Det dårlige ved at være syg er, at jeg er langt bagud med mine lektier, men det gode er, at jeg kan tillade mig at se en helt masse virkelig dårligt tv, som jeg under normale omstændigheder ikke ville kunne retfærdiggøre. Heldigvis har mange af mine timer i denne uge været aflyst fordi universitetet blev indtaget af gymnasieelever, hvilket endda betød, at jeg ikke engang behøvede at pjække for at kunne sidde derhjemme og se alt dette dårlige TV. Jeg husker engang i min gymnasietid, hvor jeg havde det så dårligt, at jeg begyndte at pjække fra skole for at kunne følge med i Hortonsagaen. 

Jeg får også læst lidt, bare ikke noget af det som jeg burde læse, dvs mine lektier. Tanken om at vende tilbage til hverdagen i næste uge skræmmer mig. Jeg er bange for, at jeg måske helt har glemt hvordan man er en flittig studerende, men mest er jeg rædselsslagen ved tanken om ikke at kunne sidde hele dagen og se dårligt TV. Sandt nok er mange af programmerne begyndt at gå mig lidt på nerverne, men jeg føler stadig, at jeg er mange dages intenst TVkiggeri fra at være helt mæt.

Ønskeliste?

Jeg har snart fødselsdag, jeg fylder 31. Jeg har ikke noget problem med ad at blive ældre, men at blive voksen medfører et problem som jeg som barn så hos mine forældre, men som jeg ALDRIG havde troet, at jeg selv en dag skulle opleve. Problemet er, at at som min fødselsdag nærmer sig, begynder folk at at spørge:

Jamen, hvad ønsker du dig så i år?

Og som årene går bliver det sværere og sværere at svare på det spørgsmål.

Som barn var min taktik at tage BR-kataloget og sætte kryds ved så mange ting som muligt. Med tiden blev mine krydser lidt mere selektive. På et tidspunkt begyndte bøger og cd'er at overtage pladsen fra legetøjet. Da jeg flyttede hjemmefra var jeg tvunget til at ønske mig praktiske ting som køkkengrej og økonomisk støtte til skolebøger. Da jeg som førtidspensionist ikke længere var økonomisk på røven hver eneste måned blev jeg fri til igen at ønske mig sjove ting, Hvilket for det meste betød bøger. Samtidig fik jeg dog også penge nok mellem hænderne til selv at købe bøger, så selvom jeg læser flittigt, så har jeg lige nu så mange ulæste bøger på min reol, at det ville være grådigt at ønske mig endnu flere.

Selvom jeg ikke rigtigt har nogle ønsker, så nærmer min fødselsdag sig alligevel, og folk spørger igen:

Jamen, hvad ønsker du dig så?

Man burde kunne arrangere det sådan, at man koncentrerede alle sine fødselsdage mellem alderen 3 og 25 og derefter kunne man så bare holde en lille fødselsdag med nogle års mellemrum, sådan at man kunne få lidt tid til at samle sig en ønskeliste.

Prinsessens juveler

En overskrift på facebook lød "Rigtige piger har muskler", og det kan skam godt være, men når jeg tænker på mig selv som barn så kunne jeg ikke klatre i træer fordi jeg var bange for at falde ned, jeg hadede fodbold, rundbold og andre holdsport fordi jeg blev forvirret over de andre børns hektiske og ulogiske bevægen sig rundt på og udenfor banen, jeg kunne sjældent fange nogen i tagfat, fordi jeg løb så langsomt og hurtigt blev forpustet, jeg blev arrig når de andre børn ikke fulgte spillets regler, og det skete tit og jeg blev ked af det fordi der egentlig var andre ting jeg hellere ville lege.

Prinsesselege er ikke populære for tiden. Feministerne vil ikke lade deres døtre være prinsesser, og de reaktionære vil ikke lade deres sønner være det. Selvfølgelig er der også de forældre der bare er trætte af de samme lege igen og igen ligegyldigt hvilket køn deres barn har og drømmer om at kunne lege noget de også synes er sjovt. Selv sad jeg en dag i BR med en lille pige, som var i fuld gang med at fortælle mig om nogle prinsessedukker, hvoraf jeg kun forstod meget lidt. Alligevel nikkede jeg anerkendende, mens jeg sørgmodigt så på de Star Wars figurer som jeg havde lyst til at lege med. Heldigvis er børn temmelig ligeglade med de voksnes fikse idéer.

Nu hvor julen nærmer sig skal jeg til at købe en gave til selv samme lille pige, og vil hun være prinsesse, så lad hende være prinsesse. Jeg vil give hende en stor æske med perler til at lave halskæder af, men de viser sig ikke at være så let. Som alt andet er det dyrt, men det er ikke så meget det der er problemet. Problemet er variation. Enten kan jeg køber en stor bunke næsten en perler, hvilket er dyrt, men ikke så dyrt som at købe flere forskellige poser med kun nogle enkelte perler i hver.

Mit svar er som altid genbrugsbutikker, hvor jeg kan købe små armbånd og halskæder til en rimelig pris, som jeg så går hjem og klipper op og ligger ned i den æske jeg har købt. Æsken er alt for stor til formålet, men den er lyserød.

ungdommen demonstrerer

Allerede da vidste han, at han ville komme til at leve hele sit liv inden for snævrer rammer: på et universitetskontor, på offentlige biblioteker og i en to-tre auditorier; denne forestilling gav ham kvælningsfornemmelser. Han længtes efter at træde ud af sit liv, som man går ud af en lejlighed og ned på gaden.
Det var derfor han var så glad for at deltage i demonstrationerne mens han levede i Paris. Det var smukt at gå hen at fejre noget,kræve noget, protestere mod noget, ikke at være alene, at være under åben himmel og sammen med andre.
                                                     Milan Kundera
                                                     "Tilværelsens ulidelige lethed"

I fredags demonstrerede ungdommen, og de voksne beklagede sig over ungdommens dovenskab, ufornuft, uhøflighed. Samtidig er der unge der ikke tager med til demonstrationerne, men i stedet ruller med øjnene over deres jævnaldrende, og der er voksne der ryster på hovedet og tænker "I min tid vidste i fanme hvordan man demonstrerer". Derved er alting jo som det skal være. Det er enhver generations ret at gøre oprør mod det der kom før, ja det er måske ligefrem deres pligt. Det er enhver tidligere generations ret, ja ligefrem pligt, at beklage sig over den moderne ungdom. Og samtidig er det også enhver persons ret, at mene noget andet en fællesskabet, også selvom de nogle gange får hug for det.

Alligevel har de gamle hippier også lidt ret, når de siger, at den moderne ungdom ikke forstår at demonstrere. Jeg er en af alle dem der er vokset op med billeder at demonstrationer over Vietnamkrigen og glade folkemængder der styrtede over den nedbrudte grænse efter murens fald, men ligegyldigt hvor meget man ønsker det, så kan vi ikke gentage fortiden. Det er helt rigtigt at de moderne demonstrationer ikke har fortidens kraft, om det så skyldes ungdommens sløvsind, tiden eller mangel på nærliggende farer.

Jeg har deltaget i en demonstration i mit liv. Den skulle forestille sig at handle om et nej mod Irakkrigen, men reelt bestod den af palistinensere der råbte "Ned med Bush" og gamle hippier der stod og sang gamle protestsange som de unge ikke kunne ordene på. Jeg kan ikke have været den eneste der følte mig skuffet, men jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, så ville jeg blive udstødt.

Er tingene virkelig så meget anderledes i dag? Jeg deltog ikke i demonstrationen, men jeg tvivler. Alligevel støtter jeg fuldt ud deres forsøg på at trænge igennem, deres vage argumenter, deres mangel på fuld forståelse af, at alle andre også lider under besparelserne, deres mangel på erfaringer af verden udenfor, for det er sådan ungdommen skal være, det er det der gør dem unge i stedet for voksne. Vi kunne lige så godt bruge betegnelserne uskyldige og optimistiske om dem.

Iblandt dem er der jo også de andre unge, dem der før tid er blevet ramt af livets alvor, de vrede unge, de depressive, de selvdestruktive. Sådan en var jeg dengang, og selvom jeg dengang hadede mine jævnaldrende lige så meget som jeg hadede resten af verden, så begynder jeg lige så stille at sætte pris på dem.

Livsliniens nattetjeneste lukker...

I princippet har jeg stor sympati for sagen når aviser og facebook kontakter råber op om at det er en katastrofe. Jeg har stor respekt for de folk der arbejder der og lignende steder og jeg er ked af det på vegne af dem der måtte have brug for nogen at tale med og ikke længere vil kunne komme igennem når natten bliver mørk, kold og ensom.

Alligevel er det ikke en sag der som sådan rører mig personligt. På trods af mange år med voldsomme selvmordstanker, impulser og forsøg, ville det aldrig være faldet mig ind at ringe til Livslinien. Ikke fordi der er noget galt med den tjeneste de yder, men fordi jeg vidste, at hvis jeg ringede, ville de tale mig ud af det, men jeg ønskede ikke at blive stoppet. Jeg ønskede at lide i stilhed, lide alene og måske endda...dø?

Men frygtede jeg ikke døden? Jo for fanden. Jeg frygtede døden med hver eneste celle i kroppen, jeg frygtede den så meget, at det var svært at trække vejret. Og når jeg sad på min seng med et glas med piller brød jeg sammen i krampegråd, men gav mig selv en lussing for at koncentrere mig. Jeg lagde pillerne op i rækker med ti i hver - således at de alle vendte ens for at trække tiden ud - og trak vejret dybt for at samle mod til mig.

Det SIDSTE i verden jeg ønskede var at tale med nogen, ikke lige nu i hvert fald, senere måske, når... når hvad? Det vidste jeg aldrig rigtig. Måske var det derfor jeg aldrig blev erklæret egnet hos center for selvmordsforebyggelse? Måske havde de ret i, at jeg ikke virkelig ønskede at dø? Men de piller jeg slugte, var lige giftige uanset hvorfor jeg tag dem.

Men uden nogen erfaring med Livslinien er det svært at skrive et forsvar for dem, men det vil jeg alligevel gøre, for politikerne der fordeler pengene har nok heller ikke prøvet det, men penge skal ikke fordeles ud fra hvad vores politikere selv har prøvet og ikke prøvet.

At møde den syge veninde

Forleden mødte jeg en pige som jeg kendte engang. Hun havde tabt sig så meget, at hun ikke længere lignede sig selv. Hun havde mistet sin energi og en stor del af sin personlighed. Fra den lille del af min hjerne, hvor sygdommens skygge stadig lever, hørte jeg en hvisken om hvor smuk hun var blevet, men jeg kunne også se skønhedens pris. Hendes forpinte øjne og det forsagte smil ville måske være smukke på et fotografi, men ude i den virkelige verden ville jeg langt hellere høre hendes latter og føle at hun var i live.

Der var engang hvor den syge veninde var mig. Jeg mødte folk og så frygten i deres øjne, og jeg havde lyst til at skrige, slå og sparke til verden, fordi jeg ikke havde kræfter til at forholde mig til deres bekymringer, jeg havde rigeligt i mine egne problemer. Selvfølgelig gjorde jeg det aldrig i virkeligheden, for jeg ville jo være den pæne pige, som ikke skulle belemre nogen, og desuden var jeg så forfærdelig træt og havde kun lige energi nok til et svagt smil og en høflig hilsen.

Hun fortalte, at hendes karakterer er blevet bedre. Selvfølgelig er de det. Det er det sygdommen går ud på, at tugte sig selv, at modelere sig selv ligegyldigt hvor smertefuldt det er. Min egen logik dengang sagde:

Hvis det ofte er de dygtige piger der for anoreksi,så kan jeg måske blive en af de dygtige piger,HVIS jeg får anoreksi???

Disse ting sagde jeg selvfølgelig ikke til hende. Enten var det fordi jeg var for genert, eller også var det fordi jeg vidste, at hun selv bliver nødt til at indså disse ting, og andres bemærkninger bare risikerer at forøge hendes sorg/vrede/smerter. Der findes ingen magiske ord at sige til den der befinder sig i helvedet fra den der ikke gør det.

Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har et større ansvar for at hjælpe, fordi jeg selv engang har været der, men jeg har ikke derved fået nogle særlige egenskaber til at hjælpe... desværre. 

Samtale med en syrisk mand

Denne korte anekdote oplevede jeg for nogle år siden. Krigen i Syrien var begyndt, men det var endnu ikke blevet den helt store historie. Jeg havde i hvert fald ikke selv nogen fornemmelse af den betydning lige netop denne krig ville få for historien og for den danske selvforståelse.

Jeg sad en dag på en chatside, hvor man kunne tale med folk fra hele verden. Ja, nogle gange modtog man beskeder a la: U beautyfull beatufull girl, U wanna marry me? Men der var også mere almindelige samtaler. En dag sad jeg så og skrev med en ung mand fra Syrien. Jeg havde faktisk ikke helt sikker på om jeg havde lyst til at snakke med ham. Ikke fordi han ikke var flink, men fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med mig selv. Hvad siger man til en person der lever i krigens skygge?

Jeg er altid et kæmpe fjols når det gælder nye og ukendte situationer. Jeg ønskede at sige et eller andet magisk, noget medmenneskeligt, noget der viste at jeg forstod hans situation, selvom jeg selvfølgelig ikke ve en skid om den slags. Hvad jeg i stedet endte med at gøre var at begynde en teoretisk diskussion omkring årsagerne til krig/at drage i krig religion><økonomi. Eller rettere, for mig var det en teoretisk diskussion, men jeg tænker, at det hele nok var lidt mere virkelighed for ham.

I hvert fald sad jeg der og snakkede om middelalderen og om hvordan familiens ældste søn arvede det hele og de andre enten kunne gå i kloster eller drage ud i verden og skaffe nok rigdom til at kunne få sig en kone og skabe et liv. Korstogene var for sidstnævnte en glimrende mulighed. Pludselig skrev jeg "Nej vent, nej stop, jeg holder op; jeg lægger pludselig mærke til, at jeg sidder og forsvarer korstogene. Det var slet ikke det jeg ville...".

Derpå grinede vi lidt, og jeg fik en sjov anekdote at fortælle, men hvad moralen er i dette oplæg er svært at sige. I disse dage strømmer syriske flygtninge til Danmark, og vi må beslutte hvem og i hvilken grad vi kan/vil/skal/må/bør hjælpe. Der er historier om folk der spytter på dem, andre står klar med vand, mad og tæpper. Især Facebook er fyldt med folks gode gerninger, folk der nu kan skrive 'Jeg har hjulpet en flygtning' på deres cv. Jeg vil også gerne gøre noget godt, jeg vil gerne se mig selv som et godt menneske, men denne historie er den eneste jeg kan fortælle.

Hvad er det normale?

Da jeg var barn og teenager, var jeg godt klar over, at jeg ikke var ligesom de andre. Det var ikke sådan en følelse af at være noget særligt, det var nærmere endnu et nederlag i en meget lang række af nederlag i mit forsøg på at lege og snakke med de andre børn, opføre mig på en måde der om ikke efterlignede, så i det mindste ikke blev bemærket alt for meget, svare rigtigt på lærerens spørgsmål, fortælle historier eller vittigheder som det ikke kun var mig selv det fandt sjove, få en ven i klassen, kunne holde ud at gå i skole, ikke være alt for dårlig til sport. Det var som om listen fortsatte i det uendelige, og hver eneste gang én ting lykkedes for mig, så var der hundredvis af nye spørgsmål der meldte sig. 

Engang imellem diskuterede vi på klassen, at 'der jo ikke er er noget der er NORMALT', men jeg kunne jo føle på min egen krop, i mit eget liv, at der var noget galt med det udsagn, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Jeg kunne se, at jeg gik i noget andet tøj, hørte noget andet musik og formulerede mig anderledes end de andre, men det virkede på en eller anden måde ikke som et ordenligt argument, alligevel kunne jeg jo også se, at der var sociale relationer som jeg ikke var en del af, legeaftaler og senere fester jeg ikke blev inviteret til. 

Jeg følte dengang, at de mobbede mig, men efter at have fået det hele lidt på afstand tænker jeg anderledes om det. Jeg tror ikke at mine klassekammerater var onde, jeg tror, at de var lige så forvirrede som jeg var. De hørte jo også lærernes fine ord om, at begrebet normal ikke eksisterer, men de kunne samtidig se, at jeg ikke talte og opførte mig som dem. Hvad stiller man som barn op med en der siger 'grøn', når du siger 'rød'? Som begynder at tale om insekter, når i lige er begyndt at lege med dukker? Som ikke stopper når nogen bliver kede af det?

Det var jo ikke fordi jeg så anderledes ud en dem. Jeg havde to øjne, en næse og en mund, jeg havde hverken blå hud eller horn i panden og selvom jeg lespede, så talte jeg trods alt dansk. Så på nogle måder var jeg jo lidt normal, samtidig med at jeg ikke var det. 

Jeg har længe prøvet at finde nogle formuleringer der siger lidt om begreberne normal - ikke normal - sær, men det er enormt indviklet, langt mere indviklet en man kan forlange, at børn og teenagere skal kunne håndtere det. Vi kan sagtens prøve at fortælle dem, at der ikke er noget der er normalt, eller at vi alle sammen er normale, men selvom børn nogle gange er ret dumme (Mor, tænkt nu hvis man havde en bazooka og fyldte den med ketchup...), så er de alligevel ikke dumme, de kan godt mærke, hvis der er nogen der for alvor skiller sig ud.

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

Stakkels mig

Jeg har været syg, ondt i hovedet, svimmel, muskelsmerter, svedeture, kuldegysninger og ondt i halsen. Det var ikke lige det jeg havde drømt om at bruge min ferie på, men det kan man jo desværre ikke selv bestemme. Kæresten har været så sød ved mig mens det stod på, har sørget for mad til mig underholdt mig og strøget mig over håret når jeg var ked af det, for jeg følte mig nemlig ked af det. Hver gang jeg faldt om på min seng med en dundrende hovedpine og krøllede mig sammen under den alt for varme dyne, så føltes det ligesom den gang i de mørke år, når angsten og depressionen blev så tunge, at jeg ikke længere var fysiske i stand til at holde mig oprejst.

Dengang følte jeg mig så forvirret inde i hovedet, fordi jeg ikke havde spist noget i dagevis, men denne gang var det feberen der gjorde mine tanker rodede og uklare. Jeg var træt og smed mig endnu engang på sengen for at sove. Jeg vågnede badet i sved og rodede rundt i sengen mens jeg prøvede at huske om jeg var mit nutidige mig eller mit tidligere mig. Jeg vendte mig om i den stilling der gjorde mindst ondt, og valgte at udskyde spørgsmålet om min identitet til senere, det virkede af en eller anden grund ikke så vigtigt.

Dengang, hvor jeg var mit tidligere mig, og jeg var indlagt på psyk, da var der en ond sygeplejerske som altid stak sin spidse næse frem og sagde "du må ikke blive liggende i sengen, det er SYGT! Du må ikke rende rundt i nattøj, det er SYGT!" og jeg var bange. Jeg var ikke bange for at være syg, men jeg var bange for hendes SYGT!stempel, for hvis hun dømte én som syg, så skulle hun nok sørge for, at man blev udskrevet, for hvis man opførte sig SYGT! så ønskede man ikke at være rask, og så skulle den dyrebare behandling ikke spildes på én.

I alle disse år har hendes stemme siddet i mig, når jeg vælter ud af sengen tidlige grå søndag morgener uden der er noget jeg skal nå. I mange år drev hendes stemme mig til hver morgen at redde min seng med sengetæppe og puder, for at bevise, at jeg var værdig til at være til. Mange mennesker så undrende til, for de redte ikke nødvendigvis deres seng, og i hvert fald ikke hver dag, og man kunne da godt blive liggende længe og putte under dynen, hvis man ikke skulle noget, men de havde heller ikke den onde sygeplejerskes stemme rungende i ørerne.

Også i disse dage hvor jeg har været syg har jeg husket den onde sygeplejerskes regler, men der er gået mange år siden dengang. Jeg er vokset i styrke, og liggende med næsen begravet i dynen kunne jeg, velvidende at klokken var stå op tid, mumle til min erindring om hende "luk røven, dumme kælling", og falde i søvn igen.

DOKK1

Jeg er egentlig ret heldig. Jeg har en god lejlighed, en skøn kæreste, venner og et studie som jeg holder af, men jeg har ikke altid været så heldig. Ofte ønskede jeg, at have et sted at stikke af til, et sted med hyggelige små hjørner, bløde stole, adgang til underholdning for en stille pige, ro, ly for dårligt vejr, eventyr og ikke mindst gratis.

Alle biblioteker burde være sådan et sted, men nej, det er de færreste biblioteker der ligefrem opfordrer én til at blive lidt længere. Ofte er der larm, få ordentlige siddepladser og mangelfuld adgang til toiletter. Når jeg var deprimeret, kold og ensom, var biblioteket ikke det oplagte sted at tage hen, selvom reolerne stod fulde af den medicin jeg havde brug for.

Forleden dag var jeg for første gang nede og se DOKK1, hvor det nye hovedbibliotek er flyttet ned, og jeg forelskede mig straks. Stedet har sikkert sine fejl både i konstruktion og drift, men alligevel...  #libraryporn

Jeg er næsten ked af, at jeg er blevet afbalanceret nok til ikke længere på samme måde at have brug for dette sted. Okay, jeg er egentlig ikke spor ked af, at det går mig godt. Jeg kan dog godt blive lidt misundelig på alle de børn, unge og andre mennesker som kan nyde stedets fulde udbytte.