Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.

Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.

Glædelig påske

Se flere af mine billeder af korsfæstelsen HER

Om et dødsfald

Jeg kendte ham ikke så godt, og det er efterhånden også så mange år siden. Jeg husker ham som flink og hjælpsom, jeg husker ham som god til at lave mad. Vi havde ikke valgt hinandens selskab, vi boede bare tilfældigvis på det samme kollegie, hvor vi delte køkken. Vi sås nogle gange til fællesarrangementer og nogle gange stødte vi på hinanden ude i køkkenet. Jeg opsøgte ham aldrig bevidst, men jeg prøvede heller aldrig at undgå ham. For mig var han bare et af de mennesker der i en periode optræder i ens liv og så forsvinder igen. Jeg var glad for at lære ham at kende, men jeg savnede ham ikke som sådan efterfølgende.

For mange har det naturligvis været anderledes. Som sagt var han både flink og hjælpsom, så jeg er sikker på, at mange modtog nyheden om hans sygdom og død med stor sorg. Selv jeg, som dårlig nok kendte ham blev da ked af at høre det. Beskeden fik ikke mit liv til at gå i stå, og jeg har ikke grædt mig selv i søvn, men tankerne og minderne har bestemt påvirket mig.

Som en der står udenfor, har der ikke været meget jeg kunne gøre. Jeg har betalt penge til blomster og til Kræftens Bekæmpelse, jeg sender mine tanker til dem der kendte ham bedre og som vil blive påvirket af savnet og sorgen, men samtidig er jeg også dybt egoistisk. Jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke var mig eller dem der står mig nær som blev trukket i dødens lotteri, jeg er glad for, at jeg intet vidste før efter det hele var forbi, jeg er glad for, at jeg kan nøjes med, at være trist i nogle dage og dernæst gå ud og nyde det er ferie.

Jeg ved ikke om det gør mig til et dårligt menneske. Det er ikke sådan, jeg tænker om mig selv. Jeg håber da, at hvis jeg nogensinde bliver bedt om at sidde ved en sygeseng, støtte en pårørende eller bare generelt at kunne hjælpe mine medmennesker, at jeg så vil være opgaven voksen, at jeg vil være i stand til at bringe bare en smule glæde og trøst. Samtidig ved jeg kun alt for godt, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg kender ikke alle dem der ville have brug for hjælp, jeg har ikke de økonomiske og følelsesmæssige ressourcer, som det ville kræve, jeg har ikke stædigheden, modet og evnerne, og ofte ville jeg komme til at sige de forkerte ting eller gå i vejen. Jeg er ikke specielt udpeget af Gud, dronningen eller staten til at være de syges frelser. Faktisk er jeg det meste af tiden bare en ret almindelig person, som gerne vil nyde ferien, more mig sammen med Kæresten, familien og vennerne, som gerne vil have sygdom og død på så lang afstand som muligt så længe jeg kan, sådan at jeg vil være klar til når tragedien rammer lidt tættere på.

Jeg ved ikke hvordan det er passende at afslutte dette indlæg. Han skal begraves i weekenden. Jeg vil ikke være der. Som en der faktisk ikke kendte ham ville det være mærkeligt at komme. De blomster jeg var med til at betale vil være der, og mine varme tanker og bedste ønsker vil være med familie og venner og andre der kunne have brug for det. Der ud over er der ikke så meget andet jeg føler mig i stand til at gøre.

Jeg tegner mit liv #2

Læse flere bøger på én gang

Jeg laver egentlig denne serie med at tegne min dagligdag for at vise, at selvom man har en autismediagnose (aspergers syndrom), så kan man godt på nogle punkter ligne et rigtigt menneske. Jeg ved dog ikke rigtigt med dagens indlæg. Engang spurgte jeg en gruppe af unge mennesker, der også godt kunne lide at læse, om hvor mange bøger de kunne holde styr på at læse af gangen? Svaret enstemmigt: eeeen, daah! Jeg følte mig som den største freak, for jeg læser... syv!

1. "Afsked med almagten" Lars Sandbeck
2. "Sexual Personae" Camille Paglia
3. "Nicholas Qinns tavse verden" Colin dexter
4. "Bowie" Marc Spitz
5. "Opmålingen af verden" Daniel Kehlmann
6. "Samlede digte" Goethe
7. "Der klaine Drache Kokosnuss und die wilden Piraten" Ingo Siegner

Ude i siden kan du den næste uge stemme på, hvad du mener om, at jeg kan holde styr på op til syv bøger af gangen.

Jeg tegner mit liv #1

Hvad får du tiden til at gå med til dagligt? Tja tjo bum bum bum, jo ser du...
Min autisme gør, at jeg på nogle punkter adskiller mig en del fra den brede befolkning, jeg har ikke så meget energi som andre mennesker, jeg giver nogle gange udtryk for en forskruet/anderledes tankegang og jeg har haft nogle oplevelser de fleste gerne ville have været foruden, men det meste at tiden er mit liv kedsommeligt normalt, og det vil jeg gerne prøve at sætte fokus på i en billedrække, hvor jeg vil forsøge at tegne mit liv som autist og som menneske. Dog, hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder eksaminerne at nærme sig, og jeg trænger frygteligt til en overspringshandling.

Dette er (næsten) sådan jeg forestiller mig, at jeg ser ud på et løbebånd, kluntet og langsom. Okay, jeg er måske ikke helt så bred om bagen, men tegningen virkede sjovere på den måde.

Hestehalen svinger, og jeg stirrer stift op på et fjernsyn der sender ligegyldige musikvideoer, kun afbrudt af de samme 4 eller 5 reklamer. Jeg ser derop for at aflede min opmærksomhed fra hvor umanerlig langsomt kilometertælleren bevæger sig fremad og ingen vegne hen. Alt for ofte skæver jeg ned på det irriterende lysende tal der fortæller mig, at jeg i mine egne øjne ikke er særlig sej.

Kæresten opmuntre mig med, at lidt motion er bedre end ingen motion, og så ser vi film og spiser popcorn, og det liv jeg havde engang, fyldt med sult, bræk, savn og afsavn, virker så uendeligt langt væk

En uforbeholden tak

Jeg postede nogle billeder i mit indlæg i går, og det har jeg fået en del positiv respons på, og det er jeg virkelig, virkelig glad for. Normalt er det rigtig svært for mig at modtage ros, ikke fordi jeg ikke kan lide ros, jeg kan mægtig godt lide ros, men fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal reagere, så jeg plejer altid at komme med et "tak, men... (et eller andet negativt)".  Min psykolog siger, at jeg skal øve mig i at komme med en uforbeholden tak, så her kommer det, TAK!!

Jeg har her så opdaget, at jeg er meget bedre til at modtage ros på skrift. Det har sikkert noget at gøre med, at jeg kan føle mig lidt anonym bag skærmen, at jeg ikke skal være bange for, at folk reagerer negativt på min reaktion. Det sidste er noget jeg tit er bange for, i mange forskellige situationer. Jeg har ikke altid været god til at reagere 'passende' på situationer, det er ikke noget der kommer naturligt til mig, så jeg spiller sikkert og vil hellere underreagere end overreagere, men når man hele tiden underreagerer tror mange bare, at jeg ikke bryder mig om ros, hvilket er ærgerligt, for jeg er i virkeligheden lige så selvfed som alle mulige andre.

Den selvglade og den selvudslettende del af mig kæmper også lidt en kamp inden i mig når jeg får ros. Jeg ved, at jeg er dygtig til at tegne, men noget inden i mig vil altid synes, at jeg ikke er god nok til al den ros. Jeg ved, at det er en gave fra Gud, at jeg har fået de evner, og jeg ved, at jeg også har arbejdet selv for at udvikle mine talenter, og for at gøre nytte af dem, men jeg ved også at der er mange der er langt bedre end mig. Det er ikke fordi jeg er tøsefornærmet over at der findes folk med større talenter og mere ihærdighed end mig, jeg nyder bare at se deres billeder. Det der går mig på er, at jeg ikke ved hvor på skalaen fra fuldkommen talentløs til mega sej jeg skal placere mig selv. Jeg vil ikke placere mig selv for højt af skræk for at blive til grin. Jeg er ALTID bange for at blive til grin.

Men jeg blev også glad af andre årsager. Jeg har generelt ikke meget kontakt med mine læsere, så det var virkelig rart at få respons. Hver morgen går jeg spændt ind og ser på statistikken, og det gør mig glad, at jeg kan producere noget som folk gider at følge med i, og jeg værdsætter jer meget højt, og I gør mit liv lidt mindre kedeligt, for en sjov hændelse er først rigtig sjov når man har delt den med nogen der gider lytte/læse. Så endnu engang, MANGE TAK!!

Øvelse betaler sig

Feriekedsomheden er har gjort mig sløv, og mine dage bliver mere og mere indholdsløse, og jeg kommer mindre og mindre ud. Varmen gør det hele værre. Jeg føler mig fanget i mit eget hjem, og fordi jeg står får mere og mere af min husholdning selv, så får jeg også mindre og mindre at gøre med pædagogerne, hvilket er noget der tydeligt kan mærkes. Det betyder blandt andet, at jeg selv skal stå for min egen underholdning.

Jeg har brug for et projekt der kan holde min hjerne i gang samtidig med at fjernsynet kører, for det virker nu engang mindre ensomt når der er stemmer i baggrunden. Samtidig skal det være et projekt der ikke kræver for meget, for selvom jeg har en kølig lejlighed, så er denne varme ikke til at holde ud.Jeg har kastet mig over at tegne portrætter, for jeg er ikke specielt god til at tegne mennesker, og det har jeg egentlig altid fundet irriterende. Det er noget jeg tager op med mellemrum, men så konkluderer jeg, at det er jeg ikke god nok til, og så bliver jeg sur og lægger det på hylden igen.

Ting er bare ikke særlig sjove før man bliver god til det, og for at blive god må man først øve sig, og det er tit en kedelig fornøjelse, men eftersom jeg keder mig i forvejen ved ikke at lave noget, så kan jeg ligeså godt kede mig med at lave noget, der så på et tidspunkt kan blive sjovt. Det kan betale sig at øve sig. Det har jeg sagt før, og det kommer jeg til at sige igen.

Dag 1:

Dag 2:

Dag 3:

Langfredag

Linda 1.A 1991

En af mine pædagoger har i mange år boet, været gift og haft børn i Grækenland, og hun fortæller, at de græskortodokse spiser linser langfredag, fordi de efter sigende voksede ved korsets fod.

Når bulimiske piger mødes

I går besøgte jeg min syge veninde i København. Men hvad gør syge piger når de mødes? De går på Jensens Bøfhus og spiser amok.

Jensens Bøfhus er et mærkeligt sted. Ejeren er en af landets største kunstsamlere, og i hans restauranter hænger der eksklusiv kunst for millioner. Jeg er ikke i tvivl om at restauranterne indriver millioner, men maden er ensformig og standardiseret. Eksklusiv kunst og standardiseret mad. Det er som at hænge en Picasso på McDonalds, mens langt finere steder har en plakat af et standart kunstværk. På den anden sider er det at bringe kunsten til folket. Folk der ellers ikke ville komme på et stort og fint museum, hvilket er gloværdigt, det er bare lidt svært at kapere for min kasseorienterede aspergerhjerne. Det er også et smart trick, for folk, som mig, der egentlig ikke er interesserede i maden sådan et sted vil komme for at nyde kunsten. Jeg tænker på et nye mottoer Bøf og billeder, Kunst og kartofler og Soft ice, salat og smørerier.

Jeg er ikke rask, sandsynligheden er, at jeg nok aldrig bliver det, men det sidste halve år har min spiseforstyrrelse været meget under kontrol, så efter fire portioner salat (uden dressing) fik jeg ondt i maven og måtte stoppe, men mavepiner er hele grunden til at gå på Jensens Bøfhus, for så god er deres mad altså heller ikke, at jeg kommer for at nyde et godt måltid.

Min veninde har det derimod rigtig skidt, og hun var flere gange ude for at kaste op. Hun fortæller at mange af hendes veninder finder det ubehageligt, at hun gør den slags, og at de ikke vil have det. Selvfølgelig er jeg ked af, at hun har det så skidt, at hun har brug for den slags, men det er vigtigt for mig, at hun er tryg ved mig og tør være sig selv, og man kan ikke være sig selv, når man tvinges til ikke at kaste op, for opkastningerne er et forsøg på at tøjle uroen, og at forhindre hende i at gøre det ville være tortur, og jeg ønsker ikke at påføre min veninde unødig smerte, hun har i forvejen rigeligt af det.

Nogle finder det måske ubehageligt at sidde mens hun er væk, de kan måske ikke lade være med at tænke på hvad det er hun laver, men det hjælper ikke noget. Man skal hverken fokusere fuldstændigt på opkastningerne eller fortie dem, de er et nødvendigt onde. Den måde vi snakker om dem på er med vores sædvanlige tragikomiske humor.

Jeg tror ikke, at vi er sjove at sidde i nærheden af, og heldigvis var vi tidlige og næsten alene, for vi snakkede om bræk, blod, knive, smerte, hospitaler, patienter og toiletter (ingen kender som min veninde de bedste offentlige toiletter i København). Vi grinede og var alvorlige på samme tid, hvis vi ikke grinede, ville vi græde, og det kan ødelægge enhver venindefrokost. Latter gør det hele mere håndterligt, mere forståeligt og mindre uhyggeligt. Dette er vores hverdag, og måske skal man enten være syg selv eller enormt forstående for af kunne grine med, men jeg ville ønske, at vi også kunne grine sammen med vores familier, for man har brug for veninder, men man er afhængig af sin familie, men når man snakker med dem, bliver de kede af det, og så bliver vi kede af det, og så er det, at man er skyld i at julen bliver ødelagt, og skyldfølelsen er en af de store syndere der kan få én til at overspise og kaste op.

Jeg kan være den bedste veninde for min veninde, og jeg forsøger at være det. Vi gik en tur gennem Fælledparken (koldt og blæsende) og jeg havde lyst til at slå armene om hende og sige, at alt nok skal blive godt, men det ved jeg reelt ikke noget om, jeg ser hende jo kun nogle gange om året. Jeg kan være den bedste veninde det skal være, men jeg kan aldrig blive hendes familie.

Om den første rigtige feriedag

Det er efterårsferie, så det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan tillade mig selv at holde ferie. Jeg har brugt hver eneste dag på at sidde foran computeren fra jeg står op kl meget tidligt om morgenen (normalt kl 4, men i dag allerede kl 3) og så til langt efter frokost. Jeg har slet ikke styr på hvor mange ord jeg har skrevet hver dag, for ud over blog, bogblog, kommentarer og mail, så har jeg også gang i to nye bloggerprojekter. To nye projekter, er jeg sindssyg eller hvad? Som om jeg ikke har nok i hvad jeg i forvejen har gang i. Nu er jeg i hvert fald gået i gang. Det ene er en kunstblog med de billeder jeg nogle gange får taget mig tid til at male, men det er ikke fordi det sker så tit, så der kommer nok ikke til at foregå så forfærdelig meget. Det andet projekt er indtil videre hemmeligt, ikke fordi der er noget spændende og mystisk over det, men jeg vil først se hvor godt det kommer til at fungere, så jeg ikke ender med at gøre mig selv komplet til grin.

Men i går sagde jeg stop. Universitetet starter igen lige om snart, og jeg skulle gerne have overskud til at holde den kørende helt til jul, så jeg slukkede computeren kl 10, og så måtte jeg ikke tænde den igen før her til morgen. Jeg lavede ikke noget spændende. Først trænede jeg, så lagde jeg puslespil (kanten, en flod og et slot), så læste jeg mit matematikbog færdig, og så så jeg ellers bare TV resten af dagen inden jeg gik tidligt i seng.

På grund af ferien holder jeg derfor blogfri hele weekenden.

Om en ikke-tur til Aarhus

Jeg har haft en forfærdelig uro hele weekenden. Måske er det fordi jeg har ferie, måske er det fordi det er første gang siden jeg startede på uni, at jeg har slappet så meget af, at jeg har kunnet mærke hvor stresset jeg i virkeligheden er, så måske det er godt nok, at jeg har ferie og kan prøve at slappe lidt af, også selvom det er vildt irriterende, både at have uro og slappe af.

I går morges havde jeg siddet og malet på et super fedt projekt, som jeg vil snakke en masse om senere, men i løbet af formiddagen fik jeg det så skidt at jeg pakkede mine ting (bøger, læsebriller, kamera, kalender og noget saftevand) og fortalte pædagogerne, at jeg ville tage til Aarhus. Min plan var ikke noget særligt, jeg ville bare gå rundt, tage nogle billeder, måske spise lidt frokost et eller andet sted og så tage hjem. Planen var vist mest at komme væk fra det hele, og så have noget at skrive om i dag.

I toget havde jeg så meget uro, at det gik hen og udviklede sig til en mild køresyge, så jeg kunne ikke engang læse, så jeg sad bare og så ud af vinduet, og så på træerne der for forbi og blev en tåge af grønne, gule og brune farver. Det var smukt nok, men det hjalp ikke just på min kvalme.

Der var en mand der havde fået en bøde, den havde han fået for 10 min siden, men nu havde han besluttet sig for, at det var altså for galt, så han kom op og bankede på togførerens dør, hvilket var lige ved siden af mig. Billetkontrolløren kom ud og de gik i gang med at diskutere. Billetkontrolløren var imponerende rolig, hun havde jo sikkert prøvet det mange gange før. Den unge mand var oprevet, men heller ikke helt umådelig vred, men det var alligevel ubehageligt at høre på.

Jeg sad og stirrede stift ud af vinduet, som om jeg slet ikke var der, og jeg skammede mig over min passive opførsel, eller mangel på samme, man føler jo, at man bør gøre et eller andet, men hvad kan man gøre der ikke bare gør situationen endnu værre? Det er forfærdeligt at sidde der og ikke længere være helten i sin egen historie, og man drømmer om at gøre noget heltemodigt, i hvert fald noget der er bedre end at sidde med skyklapper på og stirre ud af vinduet.

Jeg fik det endnu dårligere efter denne oplevelse, så jeg stod af i Langå. Jeg kunne lige nøjagtig ikke nå toget tilbage, men det gjorde ikke noget, for jeg trængte til MAD. Jeg var ikke sulten, men jeg trængte til mad fordi jeg havde uro. Så jeg gik ind til byen.

Langå er sikkert en hyggelig lille by, men i går var en fugtig, grå søndag, og det er ikke klædeligt for nogen by, men jeg så heller ikke så meget af den. Jeg stiftede bekendtskab med bageren, der stort set kun solgte franskbrød og kager, men jeg kunne da lige få to pølsehorn, som jeg hurtigt guffede i mig, og derefter var jeg i Fakta, hvor jeg købte Pepsi max og en pose nødder, som jeg fik spist før jeg nåede tilbage til stationen.

Jeg skulle i alt vente 45 min på mit tog, og så lang tid er svær at bruge i Langå på en søndag, så jeg sad bare på en bænk og nød stilheden. Hjemme fik jeg endnu mere mad (en sukkerfri chokoladebar og en bolle), før vi kom til frokosten, som jeg også tog rigeligt af. I alt blev det en dag med temmelig meget mad, eller rettere, det blev en dag med temmelig meget mad efter mine nye standarter, i gamle dage kunne jeg have spist 10 gange mere uden overhovedet at have en 'særlig anledning' som i går.

Lige den gris jeg fik malet færdig

To billeder, en boggave og andre ting fra en stille søndag

Jeg er stresset, så der er så mange ting jeg BURDE have gjort her i weekenden. Jeg burde have ryddet op og gjort rent, anmeldt en bog og læst en anden og måske også skrevet et brev eller nogle skriveøvelser, men det fik jeg ikke gjort. Det stresser mig endnu mere, at jeg ikke fik gjort nogle af alle de ting. Det stresser mig at mit skrivebord er rodet, det er forvirrende og ser ikke spor godt ud, og det stresser mig, at det i morgen er to uger siden jeg sidt skrev en boganmeldelse. Jeg skammer mig over, at jeg i den grad har ligget på den lade side. Hvad i alverden har jeg dog fået de sidste to uger til at gå med?

Okay, jeg har besøgt 4 mennesker som jeg har savnet, og jeg har løbet mig til en mindre skade. Det må vel også tælle for noget. Men hvad fik jeg så min søndag til at gå med, når jeg ikke fik gjort de ting som jeg burde have lavet?

Efter at have løbet med et lår der gjorde ondt, har jeg nu fået en hofte der gør endnu mere ondt, så jeg tænkte, at det måske ville være godt med lidt styrketræning. Normalt hader jeg styrketræning, men lige nettop i går, fik jeg pulsen godt op under opvarmningen, så det var lige til at holde ud at side ved maskinerne og se dum ud.

Da jeg kom hjem, burde jeg være taget i kirke, for jeg ville jo egentlig vildt gerne, men jeg trænger til at komme til skrifte, og jeg skammer mig over at komme i kirke når jeg ikke kan modtage kommunionen (nadveren), og om søndagen er der for travlt til, at jeg lige synes jeg kan tillade mig at skrive til præsten og spørge om jeg kan komme til skrifte før messen (gudstjenesten). Det er jordens lammeste undskyldning, jeg ved det godt, desværre er det bare alt for meget den virkelighed jeg lever i, frygten for en skam der i svingende grad er indbildt.

I stedet satte jeg mig ind i vores aktivitetsrum og malede. Engang malede jeg ustandseligt, men så flyttede jeg og havde ikke længere et godt sted at sidde, så flyttede jeg igen, men nu har jeg så meget andet at se til, men en gang imellem, så tager jeg lige formiddagen fri, og sætter mig ned med mine tuber og pensler, og i løbet af en 2-3 timer, kan jeg producere to små Mumi-billeder (den med skyen er fra en tidligere ombæring). Jeg fik idéen til mine Mumi-billeder, da en veninde bestilte billeder hos mig, og da vi kender hinanden fra nettet, hvor hun kendte mig som Mumi, så skulle det naturligvis være Mumi-billeder, og hun fik skyen og dette. Det er godt at komme i gang med at male igen. Det er jo noget jeg er relativt god til, så jeg får ros, og jeg kan godt lide at få ros. Nogle gange fremtvinger jeg rosen, ved at slæbe pædagogerne med ind og se billederne, men så tæller det ikke helt så meget, som hvis de roste mig af egen fri vilje. Det hjælper dog at jeg selv viser dem frem, for de kan ikke huske det ene fyrtårn fra det andet, så når de ser det nye, tror de, at det er det gamle, og så tror de at de har rost der.

Jeg fik også siddet og hyggesnakket med C. Vi har haft en periode, hvor først hun havde det rigtig skidt, og så tog jeg til Odense, så vi havde meget syrlighed der havde hobet sig op. Vi synes selv, at vi er meget morsomme, når vi er sådan, men jeg er ikke sikker på, at alle her på stedet er enige. Da jeg sad der i sofaen og hyggede med C, kom min lille aspergerveninde/søster, Beks, genert hen til mig. Hun er så genert, at hun er svær at få i tale, så jeg har fundet et lille trick med at lægge små postkort til hende. Hun er meget taknemmelig for denne gestus, og det er hendes forældre vist også, for hun kom og gav mig en bog, som jeg har talt med hendes far om.

Den danske forfatter, Johannes Jørgensen, er blevet verdenskendt for sin helgenbiografi om Frans af Assisi, men mindre kendt er den om MIN yndlingshelgen, Katarina af Siena. Jeg prøvede at læse den som teenager, men jeg gik kold i dens beskrivelser af italiensk middelalderpolitik (historisk et af de sværeste emner). Nu er jeg ældre, og jeg har forgæves forsøgt at få fat i den på biblioteket, men nu har jeg altså mit eget eksemplar.

Jeg er ikke god til at modtage gaver, der går altid lidt tid før jeg opdager hvor glad jeg bliver, derfor viser jeg ikke den rette taknemmelighed. Hun burde have fået et kæmpe knus, men jeg sad i sofaen, og hun stod bag mig, desuden var jeg fuldstændig paf, men så må jeg bare skrive et postkort.

Hvad kan jeg drive det til?

Folk spørger mig tit, hvad mine håber og mine drømme er? Hvad vil jeg være når jeg bliver stor? Jeg har en meget dårlig forståelse af fremtiden, så spørgsmålet virker så abstrakt, at jeg ikke kan finde ud af at tænke på det, langt mindre at finde et svar. Hvis folk i det mindste kunne finde ud af at afgrænse spørgsmålet lidt, så ville jeg måske have en chance, så hvor det før var dem der spurgte mig, så er det nu mig der spørger dem, hvad tror I at mine fremtidsudsigter er?

Deres ord er ikke den endegyldige sandhed, men de kender mig efterhånden ret godt, så deres vurdering betyder meget for mig. Vil jeg mon nogensinde komme til at bo selv? Vil jeg kunne tage en uddannelse? Vil jeg nogensinde slippe ud af mit mønster med spiseforstyrrelse og selvskade? Jeg er nød til at have svar på disse spørgsmål, for jeg tør ikke begynde at drømme om en fremtid der bare ikke er realistisk. Folk er dog relativt forhåbningsfulde på mine vegne, men på sigt, for selvom jeg er nået en lang vej, og jeg har dage hvor det lader til at gå rigtig godt, så er der stadig en lang vej igen før at jeg kan få hvad man vil betegne som et normalt liv.

Nu er spørgsmålet så, om jeg overhovedet tør ønske noget sådan. Jeg har lært at leve med at få så meget hjælp, hvilket kan være ret svært at lære, og jeg har levet med det i så mange år, at tanken om en dag ude i fremtiden at skulle klare mig selv er angstfremkaldende, men måske ikke af de årsager som folk må tro. Selv at skulle stå for aftaler og planlægning, det tror jeg sagtens jeg kan lære. Chancen for en dag at være følelsesmæssigt stabil nok til ikke altid at være omringet af folk jeg kan tale med, og som kan hjælpe mig, den virker tiltalende. Det jeg er bange for er, at jeg er en af den type personer der giver slip og sumper hen, hvis jeg ikke har folk til at udfordre og stimulere mig.

Jeg kender godt dem der synker sammen foran fjernsynet eller computeren og som bare ikke kommer videre, og jeg bebrejder dem ikke, for der er jo en grund til, at man får sin førtidspension, men jeg vil mere end det med mit liv. Jeg kan ikke klare det pres og de udfordringer som 'normale' mennesker kan, men der sidder et godt hoved på mine skuldre og min krop er ung og sund, så der er ingen grund til, at jeg ikke skal gøre bare et eller andet. Jeg ønsker at få bare et eller andet ud af mit liv, bare et eller andet jeg kan fortælle folk når de spørger, men jeg frygter, at jeg ikke har den selvdisciplin der skal til for at kunne opretholde en hverdag. På nuværende tidspunkt er der altid nogen jeg kan prale til, hvis min løbetur gik ekstra godt, eller som kan beundre et maleri jeg har malet, eller som kan sige at de tror på mig når jeg starter på universitetet (enkeltfag). Alle mennesker har brug for opmuntring, især hvis man føler, at ens liv har været fuld af nederlag.

Det føles måske som om mit liv er det ene nederlag efter det andet, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk nåede jeg forbløffende langt på egen hånd, graden af mit handicap og mine sårbarheder taget i betragtning. Noget af det har været godt, noget et mareridt, men jeg kom igennem og jeg overlevede.

Sig nærmer tiden da jeg må bort

Sig nærmer tiden da jeg må bort,
jeg hører vinterens stemme.

Sådan siger sangen, eller i hvert fald noget i den retning. Jeg kunne slå det op, men nu har jeg noget at gruble over hele dagen, og det er rart at have noget til at lede mine tanker væk fra flytningen.

I går var der præcis en uge til at jeg skulle flytte, og jeg havde den sidste ugesamtale med min kontaktpædagog. Hele morgenen havde jeg knoklet for at få hendes billede færdig. Jeg giver altid billeder til mine kontaktpersoner rundt omkring, når jeg siger farvel, for jeg vil så gerne sætte et aftryk, jeg vil have at de husker mig.

Det er svært at give et billede. Det er ikke svært at skille mig af med dem, men det er svært at tro, at nogen kunne blive glad for en hjemmelavet gave. De siger altid at de er glade, men kan jeg virkelig tro på dem? Jeg tror det nok. Det er bare mit selvværd der ikke er så godt som det kunne være.

Fordi billedet var så stort ville min kp gerne købe det af mig, men hvad tager man for et billede? Jeg prøvede at undersøge hvad andre amatørkunstnere tager for deres billeder, og jeg var chokeret. Så meget kunne jeg aldrig finde på at tage for et billede, de burde skamme sig. Jeg fandt en pris jeg, selvom den var lidt pebret, godt kunne acceptere, og så gav jeg hende en gedign rabat, det var jo samtidig en gave. Jeg forstår ikke det med at skulle betale for en gave, men hende om det.

Men kan jeg overhovedet kalde mig kunstner? En gang stod jeg ved et busstoppested sammen med en veninde, da en fulderik, og en grimt lugtende en af slagsen, kom hen til os og spurgte om vi var kunstnere. Min veninde sagde ja, jeg sagde nej. Jeg sagde at jeg malede, men at jeg ikke er kunstner. Han gav mig et langt lidt usammenhængende foredrag om, at jeg ikke skulle sælge mig selv for billigt. Men jeg holdt ved mit, jeg maler, men jeg er ikke kunstner.

Jeg maler fordi jeg kan lide det, jeg kan lide at arbejde med figurer og farver, jeg kan lide at koncentrere mig, jeg kan lide at mine værker bliver beundret, men jeg prøver ikke at fortælle noget med mine billeder, jeg har ikke en ideologi eller et budskab, jeg maler bare.

Nu er mit/hendes billede væk. I 1½ år stod det og fyldte en stor bid af min væg, for det er et stort billede. I mange mange timer sad jeg på gulvet og blandede farver. Men nu er det væk, og på en måde kan man sige det samme om mig.

Jeg føler ikke længere at jeg bor her. Hver dag går jeg rundt i fremmede stuer og bruger ting der ikke er mine. Det er en ubehagelig følelse, og selvom pædagogerne gerne vil hjælpe, så er der ikke noget de kan gøre, jeg må bare vente og holde ud.

Jeg flytter snart, men der er uendeligt langt til på onsdag, der er lige rundt om hjørnet og en evighed. De tror at det er værre for mig at flytte end for andre, og ja, jeg har det værre med ændringer en de fleste, men på mange måder er det også nemmere, for pædagogerne sørger for at alle tingene kører, der er intet jeg skal bekymre mig om, og alligevel bekymrer jeg mig.

Nu mangler jeg bare at sige farvel og beslutte hvem der skal have billeder (jeg har en hel æske med små billeder, og dem kan jeg umuligt tage penge for).