Der er nogle følelser der aldrig helt forsvinder.

Dengang da jeg var meget syg var en af de ting jeg sloges med maden. Jeg var meget tynd. Ikke tynd nok til at kunne få en anoreksidiagnose, men for tynd til at have nogen livsenergi. I og med, at jeg så begyndte at få det bedre, begyndte jeg også at tage på, 30 kg på 5 år. Samtidig med at jeg fik det bedre, begyndte det heldigvis også at betyde mindre for mig hvad jeg vejede, ellers havde det været en tung byrde at bære. I dag har jeg et godt liv, og jeg tænker sjældent på det med vægten, men alligevel er det nogle følelser jeg aldrig helt vil kunne slippe.

Her i dette varme sommervejr så jeg ind i mit klædeskab og måtte erkende, at der snart ikke var mere sommertøj jeg kunne passe. Det var et problem, men heldigvis et temmelig overskueligt problem, jeg skulle jo bare en tur ned i byen og købe noget. Det var planen, Kæresten tog med, vi gik ind i butikken, vi fandt nogle kjoler, jeg gik ind i prøverummet. Det var så her turen gik fra en praktisk opgave til en følelsesmæssig rutsjetur.

Bevidst om min krops forøgede omfang havde jeg udvalgt nogle kjoler i Large, men Kæresten måtte snart sendes hen efter nogle i Extra Large, og stadig strammede de under armene og over ryggen. Jeg stod så der foran spejlene i en kjole der sad et skævt på mig, for stor og for lille på samme tid. Kjoler der slaskede om mig samtidig med at de strammede. To små bogstaver, XL, som jeg hadede, men bogstaver er et abstraktbegreb, som det er svært for alvor at hade, så jeg begyndte at hadede mig selv i stedet. Jeg kunne stå og se på min refleksion i spejlet og se hvordan al selvtillid blev suget ud af mig. Jeg kunne se hvordan jeg blev mindre og mindre, uden dog at tøjet sad spor anderledes.

Jeg fandt en kjole i strækstof, som jeg kunne passe i størrelse large, og jeg købte den straks. Jeg tog ikke stilling til, om jeg kunne lide stilen, det eneste der betød noget var, at jeg kunne passe den, og at large var mindre end extra large, og jeg derfor kunne hade mig selv en lille smule mindre. Jeg kunne endda smile en lille smule.

Senere til hverdagsmesse henne i den katolske kirke stod jeg mens vi sammen bad:

Herre, jeg er ikke værdig til, at du går ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Først da kunne jeg trække vejret helt ned i lungerne igen og tænke, at det med kjolens størrelse, og spejlenes magiske kraft måske slet ikke betød så meget alligevel.

Troløse konfirmander?

Hvert år går diskussionen i medierne om små gavekrævende teenagere uden tro fortjener at blive konfirmeret, og heldigvis er jeg ikke i en situation hvor jeg behøves at have en klar holdning, da jeg hverken er teenager, præst eller mor. Jeg har ikke noget svar på hvordan man kan vurdere en persons tro. Kan man være troende selvom man ikke er vant til at tale om tro og derfor ikke har et sprog til at formulere sine tanker? Kan man kalde sig troende, selvom man endnu ikke har fundet ud af hvem man er og hvad ens plads i verden er og derfor skifter holdninger til at fra religion og politik til tøj og musik flere gange om ugen? Og vigtigst af alt, kan man være troende, hvis man gerne vil have penge, tøj og en ny cykel i konfirmationsgave?

Da jeg var 14 år, ville jeg end ikke under tortur indrømme overfor mine klassekammerater, at jeg var kristen. De måtte gerne vide, at jeg bad til Gud, de måtte bare ikke vide, at jeg troede på ham. Jeg blev konfirmeret i folkekirken, men få uger før selv min konfirmation begyndte jeg at opdage den katolske kirke. Mit hoved var fyldt med forvirrende tanker, men det var ikke nogen jeg kunne tale højt om, for at tale om trosspørgsmål var bestemt ikke sejt. Desuden var alting arrangeret, gæsterne inviteret og kjolen syet, så tanken om at aflyse det hele virkede som en enorm byrde af ansvar. Desuden havde jeg allerede taget min nye cykel i brug, en skindende sort damecykel der erstattede min alt for lille grønne børnecykel. En af drengene fra min klasse var meget demonstrativ ved IKKE at ønske sig gaver til sin konfirmation. Alle talte åbent om, at han var et fjols, og hans mor tvang ham til at skrive en ønskeliste.

Jeg ved ikke, om jeg burde have været konfirmeret eller ej. De fleste blev jo konfirmeret, og jeg var i forvejen lidt sær i forhold til mine jævnaldrende. At afkræve mig et svar om et stort tabubelagt emne som kunne skille mig ud fra fællesskabet med de andre synes jeg ville være et meget stort pres på en 14-årig. Teologisk handler tro ikke om at falde til blandt mine jævnaldrende, men teologiske spekulationer var ikke det der var vigtigst for mig dengang, og måske var det forkert, men jeg kan ikke rigtigt bebrejde mit 14-årige selv

#TænkSelv?

Ateistisk Selskabs busreklamer? Jeg er ikke vild med dem, men de har da lov til at være der, og folk har også ret til at være enige eller lade sig påvirke af dem. Disse reklamer betyder ikke noget for mig, men de er en del af en tendens som jeg dagligt støder på på facebook m.fl. En tendens der handler om, at al religion er ondt, og at folk der er religiøse enten er onde eller dumme eller begge dele.

Det er ikke tanken om, at nogle folk ikke bryder sig om religion, eller kritikken af dem der udøver en religion der generer mig, folk har lov til at tro og ikke-tro hvad de vil, og ikke alle mennesker kan lide hinanden ligegodt. Det der går mig på er den ensidige vrede jeg føler i nogle af disse indlæg. Uviljen mod at skildre mellem religiøse terrorister og almindelige religiøse mennesker. Mange af dem jeg tænker på vil nok selv sige, at de skildrer, men at de bare synes, at vi religiøse bør holde vores kæft med vores religiøse snak.

Jeg snakker ikke særlig tit om min egen tro, men det er et personligt valg/karaktertræk. Jeg ville synes, at det var meget ubehageligt at være tvunget til ikke at snakke om det. Jeg kan godt forstå modviljen, for jeg tænker også tit, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti skulle holde kæft? Det er vildt irriterende at lytte til folk man er uenige med, især hvis man føler at nogle af deres holdninger er decideret skadelige, men at fjerne talen om det, får jo ikke selve holdningen/følelsen/tingen til at forsvinde.

Jeg har været igennem nogle ting i mit liv, som gør folk utrygge at tale om, især fordi mine oplevelser får mig til at stille nogle spørgsmål om livet og døden, som jeg kun kan tale om og bearbejde, hvis jeg bringer religionen på banen. Naturvidenskaben kan fortælle om hjernens signalstoffer og om medicinens bi/virkninger. Politikken kan investere penge i behandlingstilbud. Psykologien kan hjælpe mig med at forklare og bearbejde adfærdsmønstre. Men for mig er disse ting bare ikke nok.

Psykisk sygdom var for mig en ensom kamp med mig selv, en ærkefjende jeg var bundet til, og som jeg ikke kunne vinde over uden også selv at dø. Jeg mødte en masse fantastiske mennesker der gjorde hvad de kunne for mig, men de kunne ikke nå ind til mig, jeg var alt for langt væk, begravet dybt inde i min egen hjerne. Alle mine største kampe foregik i ensomhed, men når man er religiøs er man alfrig helt alene.

Guds øje i det høje kan være skræmmende, når man gør noget man ikke må, men når jeg lå søvnløs i en hospitalsseng og skreg lydløst ned i puden, så var det det eneste der kunne hjælpe mig med at holde ud. Religionen har ikke givet mig noget svar på hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor overhovedet sygdom, angst og død? Hvorfor tillader Gud overhovedet lidelsen? Hvad får Han ud af det? Hvad får jeg ud af det? Mange har forsøgt at svare, de fleste uden held, så religionen giver mig ikke svar, men den giver mig en arena, hvor jeg kan stille disse spørgsmål og blive hørt. Den giver mig mulighed for at være enig, acceptere, diskutere eller blive sur og skælde ud.

Hvis nogen kan finde denne mulighed udenfor religionen, så er det fint, men sådan er jeg ikke, og jeg føler mig ramt af disse angreb på facebook. Jeg tror ikke, at jeg ville have overlevet, hvis jeg ikke havde min tro at støtte mig til, og når folk så siger, at er noget for du dumme eller onde, så er det svært ikke at tage det personligt.

Om et besøg fra Jehovas Vidner

Lørdag formiddag sad jeg midt i lektierne, da det bankede på min dør. Jeg vidste godt hvem det var, for jeg havde set dem gennem vinduet. Det var et par fra Jehovas Vidner som har været her et par gange. Jeg er ikke særlig interesseret i at blive frelst, i hvert fald ikke ved deres form for frelse, men jeg har heller ikke noget imod dem. Faktisk havde jeg for en måneds tid siden brugt dem til at få mig en gratis Bibel, da jeg samler på bibler og bruger dem i mit oversættelses arbejde på universitetet. når jeg nu havde fået Biblen gratis, så tænkte jeg, at det mindste jeg kunne gøre var at åbne døren og sige hej og smile venligt, så det gjorde jeg.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik. Som sagt var jeg ikke særlig interesseret i deres frelse, men da snakken faldt på bibeloversættelse, så gik jeg totalt i nørd og hev dem med indenfor hvor jeg hev bøger frem for at vise dem den oprindelige græske tekst, ordbøger, grammatikker og selvfølgelig min egen oversættelse. Jeg var meget entusiastisk, og jeg havde det herligt. Hvordan de følte er jeg ikke helt sikker på, men jeg tror og håber måske også lidt at de fandt det lidt fascinerende. Jeg har hørt om mange teologer der bruger den græske tekst til at provokere Jehovas Vidner når de kommer rundt, måske jeg også virker sådan, men det er egentlig ikke min hensigt, jeg kan bare godt lide at vise hvad jeg har lært, en rigtig lille duks.

De forærede mig selvfølgelig nogle blade, sådan som de altid gør, og ikke noget jeg var synderligt interesseret i. Lærte jeg selv noget af dette lille møde? Ikke sådan rigtigt, men det er en god historie at fortælle, for den siger rigtig meget om hvem jeg selv er som person.

Med eller uden birkes?

Her i løbet af sommeren har der været meget tale om dette frygtelige hallalkød som vi nogle gange kommer til at spise, men jeg vil fortælle jer en 'hemmelighed', religiøse traditioner har blandet sig med vores mad i århundreder, måske endda årtusinder.

Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.

At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.

Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne

Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse

En forræder

I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.

TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.

MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.

Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.

Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:

Kære venner!

På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.

Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!

(Læs mere om MF på teologi.dk)

Kærligst XXX

Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.


Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.


Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.


Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.


Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.

Kom ikke til skrifte alligevel

Jeg erlidt et drog når det kommer til min Kirke, jeg kommer simpelthen ikke af sted, men hvordan kan jeg tale om personlig udvikling og recovery uden at komme hele vejen rundt om min person? Troen er en stor del af min person, selvom det måske ikke altid synes sådan. Hvad kan Kirken tilbyde mig i mit forsøg på at blive en hel person der kan færdes i de normales verden? Bøn, skrifte og eukaristi (Jesus' tilstedeværelse i nadveren), alt sammen for at give én et tættere forhold til Gud, for kun i et nært forhold til Gud kan man blive hel.

Jeg havde aftalt med min præst, at jeg kunne komme til skrifte før messen (gudstjenesten) i går morges kl 9. Vanen tro var jeg der i mere end god tid kl 8.30, men porten var låst, så jeg stillede mig i læ for regnen og ventede. Jeg ventede et kvarter og så gik jeg. Jeg kom i tvivl og vente om, men porten var stadig låst, det gjorde jeg så et par gange før jeg omsider bare gik hjem.

Da jeg kom hjem, kom jeg i tanke om, at det måske var godt at jeg ikke kom til skrifte, for der var nogle ting jeg helt havde glemt at tage med på min liste, for de er blevet så integreret en del af min hverdag, at jeg helt havde glemt at det var forkert.

Det er egentlig lidt farligt som sådan at have en liste, for det er ikke meningen, at man skal komme til bare at remse sine synder op. Et skriftemål skal komme fra hjertet, man stiller sig foran Gud og siger

Dette er mig. Dette er hvad jeg har gjort som har skadet mit forhold til Dig. Jeg anerkender min skyld og angrer, og jeg ønsker at gøre bedre fra nu af.

Dog er jeg nødt til at lave en liste, for jeg bliver altid så nervøs, at jeg glemmer alt det vigtige. Der  er godt nok stor forskel på at oprigtigt glemme at nævne en synd og så på bevist at udelade noget. Gud kender forskellen, han læser den i vores hjerter, men den fantastiske følelse man nogle gange får efter et skriftemål kan godt blive ødelagt hvis man så kommer i tanke om alle de ting man ikke fik sagt.

Men jeg kom altså slet ikke til skrifte i denne omgang.

Om en mislykket tur i Brønbys spillerbus

I går tog mit vikingehold turen ned sydpå til Jelling og Ribe. Det var en frivillig tur, men jeg troede at det var noget alle tog med på, det var det ikke. Der var mange med, men ikke alle. Havde jeg vidst det var jeg nok ikke taget med af grunde jeg vil vende tilbage til senere.

Og hvad har det med Brønbys spillerbus at gøre? Vi havde simpelthen lejet den. Om det var en lærer med en god sans for det dramatiske, eller om det bare var et tilfælde, det ved jeg ikke. Til gengæld siger det meget om Brønby. Én ting er at Brønby er så bankerot, at de må prostituere deres talenter for penge, noget helt andet er, at deres største talent viser sig at være deres spillerbus, det er straks en helt anden sag. Bussen vakte megen opsigt blandt de danske studerende, men de udenlandske var knap så imponerede/chokerede.

Jeg har været på universitet hver dag i denne uge, og jeg kan godt mærke, at det begynder at tage hårdt på mig, og derfor burde jeg ikke være taget af sted. Jeg tog af sted udelukkende for det sociale, men det er især på det sociale punkt, at jeg vakler når jeg begynder at blive for træt, og det kunne jeg tydeligt mærke i går, og det gjorde det til en træls tur.

På holdet er jeg sådan en lidt underlig en der kommer om morgenen og går hjem i frokostpausen, og jeg får ikke noget af det sociale med, for jeg kan ikke være med når de andre sidder og spiser frikadeller til kl to om natten, og jeg kan ikke være med når de går ned i byen og får en øl med læreren. Det betyder, at jeg sakker mere og mere bagud socialt, så jeg går og føler mig lidt udenfor til dagligt. I går på turen blev følelsen forstærket fordi grupperne var meget dynamiske når vi gik rundt på Jellingekomplekset. Fordi jeg var så udkørt, så var jeg hele tiden fysisk og mentalt to skridt bagud, så jeg endte altid med at kommentere noget de VAR færdige med at snakke om, og jeg endte altid med at stå udenfor rundkredsen, hvilket i sig selv var surt, men på grund af de ting der har været sket mig på bostedet gennem det sidste halve år, så blev jeg helt paranoid og mente at folk med vilje ignorerede mig. Jeg prøvede at kompensere ved at være ekstra sjov, men når man prøver at være sjov fordi man føler sig udenfor, så kan det KUN ende galt.

Jeg havde dog to hyggelige øjeblikke.
- Jeg prøvede på mit alt for usikre engelsk at forklare forskellen på katolicisme og protestantisme for en australsk katolik og en singalesisk buddhist.
- Jeg sad sammen med en at drengene og så på en gravko der flyttede rundt på nogle tunge ting mens vi diskuterede drenges fascination af 'stort legetøj'.

Da vi kom til Ribe i vores prangende brønbybus vakte vi megen opsigt. Det var først i Ribe at den faglige del af turen for alvor gik i gang, men da var jeg nødt til at forlade dem og tage hjem. Jeg var taget med for det sociale, men det slog fejl, så jeg var glad for at komme væk. Jeg tog bussen til Vejen og derfra langsomtoget hele vejen til Aarhus og derfra hjem. Jeg kunne have skiftet ti et hurtigere tog allerede i Fredericia og være hjemme en halv til en hel time tidligere, men jeg kender det almindelige tog godt nok til at vide at en fredag eftermiddag i sommerferien, der er der fuldkommen proppet, hvorimod jeg havde en fin plads i stillekupéen i langsomtoget og kunne sidde der uden nogen forstyrrelser.

Jeg må indrømme at turen fra min side føltes som en fiasko. Fagligt har jeg fået meget ud af kurset, men socialt har jeg ikke været god nok og har ikke haft de bedste forudsætninger.

Påske og indlæg nr 500

Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.

Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.

Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.

I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.

Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.

Om facebook

Man kan sige mange grimme ting om Facebook, men jeg kan nu egentlig for det meste godt lide det.

Min kærlighedsaffære med det sociale netværk begyndte for alvor, da jeg i sin tid blev syg og begyndte at ryge ud og ind af psykiatrisk hospital. Pludselig blev det en helt uoverskuelig opgave at holde kontakten med slev mine næreste veninder, men Facebook hjalp mig med at holde styr på folks liv. Jeg kunne sige tillykke med fødselsdagen og kommentere livets op og nedture, jeg kunne vise verden, at jeg stadig var i live, og jeg kunne samle medlidenhedspoint, når alting bare var skod.

Facebook var min livline til verden udenfor hospitalet, men hvor glad det end gjorde mig, når det fik mig til at føle mig som et rigtigt menneske med venner og sjov, lige så ked af det kunne jeg blive, når jeg fik smidt i hovedet hvor fantastiske andre menneskers liv var, og jeg havde en lang kriseperiode, da alle mine tidligere studiekammerater fik deres bachelor, og igen da de blev kandidater, for jeg kunne jo have været en af dem.

Mens jeg var syg fik jeg kontakt med en veninde jeg mistede kontakten med da jeg startede på gymnasiet. Vi havde gået i klasse sammen 0-2 klasse og været penneveninder 7-9 klasse og helt uden kontakt i de mellemliggende perioder. Det viste sig, at hun boede på et kollegium kun et stenkast fra mit eget. Hun lod sig ikke skræmme af psykiatriens stigmatisering af mig, og vi mødtes tit og gik en tur, mest bare for at få mig lidt væk fra hospitalets trykkende stemning, og det er jeg hende stadig taknemmelig for.

Selvom jeg har fået det bedre bliver Facebook stadig ved med at stå for op og nedture i mit liv, men det er måske fordi jeg går alt for meget op i det. Hvem kan lide mine statusopdateringer? hvem sender jeg friend request til, og hvem sender til mig? Er der nogen af mine protestantiske og ateistiske venner der siger noget grimt om paven? Og forestil jeg min overraskelse, da jeg lavede et for sjov billede af en præst jeg kender og viste ham ved siden af den nu tidligere pave og foreslog ham som pavekandidat fordi de havde (næsten) samme hat, og det viste sig at det blev populært og mere end 30 mennesker trykkede like (for mig er det mere end jeg nogensinde før har prøvet),  også selvom jeg slet ikke kendte hovedparten af dem. Det føltes som en kæmpe ros.

Nu om dage bruger jeg det mest til sjov og lærdom og jeg er medlem af både science is awsome, catholic, protestant, episcopal, jewish og muslim memes, alle sammen vittighedssider, for man lærer ting hurtigst hvis man får det præsenteret på en sjov måde.

Om den katolske fastetid

I dag er askeonsdag, den dag der indleder den katolske fastetid. Den katolske faste er anderledes end den muslimske som folk måske kender lidt bedre. Askeonsdag og langfredag er fuldbyrdede fastedage, hvilket 'kun' betyder, at man må spise ét mere eller mindre almindeligt måltid, og to små måltider der til sammen ikke overstiger det almindelige måltid. Dagene mellem askeonsdag og langfredag kaldes abstinensdage, hvor man spiser normalt, men hvor man afholder sig fra noget som man godt kan lide, det være sig kød, slik, eller i mit tilfælde, mælkeprodukter. Meningen med fasten er at forberede sig til påsketiden, en åndelig udrenselseskur om man vil, men man lærer også meget om sig selv.

Hvorfor i alverden skal man faste? Det lyder da ikke særlig sjovt. Det er heller ikke meningen at det som sådan skal være sjovt, men troen mister lidt sin betydning hvis man kun tager de sjove og nemme ting. Meningen med troen er at tjene Gud, ikke at ophøje sig selv. Men hvorfor tjene Gud, hvis det ikke er sjovt? Det er fordi vi virkelig tror på, at han er der, for hvis man ikke troede så ville religionen ikke give nogen mening. Jeg tjener efter bedste evne Gud fordi jeg elsker ham, og jeg tror på, at han vil det der er bedst for mig, også når jeg ikke nødvendigvis er enig. På samme måde siger forældre også til barnet, at det skal spise sine grøntsager før det kan få dessert.

Men jeg overholder faktisk ikke helt fastebudet i år, for i dag, askeonsdag, faster jeg ikke. Jeg ville egentlig gerne, men jeg kan mærke på den spiseforstyrrede del af mig, at religiøs faste ville blive til spiseforstyrret faste, og så vil det hele miste sin betydning. Sidste år fastede fuldstændigt jeg (altså helt uden fast føde) helt fra tirsdag morgen, og jeg elskede det, men det var ikke godt for mig. His jeg fastede i dag, ville det også blive sådan, og jeg ville ikke ønske at stoppe i morgen, og så ville det hele ende med at handle om om kampen mellem mig og pædagogerne, og kærligheden til Gud ville have en sekundær rolle. Fasten er noget man virkelig bør gøre, men ikke hvis det sætter ens helbred over styr.

Jeg kan ikke udelukke, at min afholdelse fra mælkeprodukter også bunder i min spiseforstyrrelse (jeg kom til at regne ud hvor mange kalorier der EGENTLIG var i min mælkerige morgenmad), men mange ting jeg gør for tiden handler om min spiseforstyrrelse, og selvom jeg måske gerne ville, så kan jeg ikke bare fjerne den side af mig.

I går til frokost løj jeg for pædagogen der skulle spise med mig, og sagde at jeg lige havde spist en banan og derfor ikke behøvede at spise så meget. Jeg havde faktisk en grund til at lyve, og den var ikke helt så dårlig som man kunne tro, men det er ikke pænt at lyve, og jeg burde ikke have gjort det. Senere gik jeg ned for at gå ti bekendelse og undskylde, men hun sad i møde og det ville hun gøre de næste to timer. Senere fangede jeg hende i et kort øjeblik og fik sagt hvad jeg skulle. Det fik jeg meget ros for. Jeg er meget glad for at få ros, men at tænke sig at man skal have ros for at sige sandheden, men det var måske ikke så meget sandheden jeg fik ros for som det at erkende min skyld, hvilket straks er meget sværere.

Der er ingen faste uden bod

Bod (lat. poentitentia). Syndsbekendelse og angerfuld omvendelse til Gud og viljen til at bøde for den begåede synd over for Gud og næsten.

Katolsk mini lektikon s.28

Clausen, Helge

Okay det skete tirsdag og derfor teknisk set endnu ikke i fasten, men der var alligevel en lektie i det for mig at lære, og det føltes godt at få sagen ud af verden. Hun havde desuden allerede gættet det, hen kendte mig bare ikke godt nok til at vide hvad hun skulle stille op med det

Elvere og orker

Jeg vedkender mig klart, at jeg er en nørd, men jeg synes selv, at jeg er det på en sød og charmerende, måske endda grænsende til cool måde. Det med cool kan jeg nok droppe alt om nu, for jeg er i gang med en af de mest nørdede bøger der findes, og jeg nyder den. "Silmarillion" hedder den, og er skrevet af Tolkien (ham med "Ringenes Herre"). "Ringenes Herre" er nørdet på den lidt cool måde, især efter at den blev filmatiseret. Det er bøger som vi normalt kender dem. "Silmarillion" er "Ringenes Herre"s religiøse tekster, sagn og myter, om dengang jorden blev skabt, og elvernes og menneskets slægtstavler.

 Hov hov, det er jo den slags jeg beskæftiger mig med til dagligt (Biblen), så tror da pokker at jeg synes at det er spændende. Mange misforstår ordet 'myte', man tænker at det bare er en form for eventyr eller noget der ikke er rigtigt, men det er mere end det. En myte er en udtryksform til hvordan man gør det uhåndgribelige konkret, en form hvori man prøver at (be)gribe det hellige. En myte er fortællinger om dengang naturkrafterne blev til, og fortæller hvorfor tingene er som de er. Hvorfor er der dag og nat? Hvem er det passende, eller mere nøjagtigt ikke passende at gifte sig med? Hvor er gud(erne)? Hvorfor er vi til? Er der nogen mening med det hele? Hvad er rigtigt og forkert, godt og ondt?

Både i Biblen og i "Silmarillion" går jeg dog helt kold i genealogier for både mennesker og elvere forplanter sig i et væk. Jeg kan til min død ikke huske forskel på Fingolfin og Finarfin, Fingol og Finrod, men lur mig om ikke Wikipedia kender svaret, hel ærligt, så venter jeg på at jeg støder på en Fynerfin.

Jeg kom i gang med at læse bogen fordi jeg begyndte at stille spørgsmål til filmene. Jeg burde stille spørgsmål til bøgerne, men jeg har aldrig læst den sidste 1½ bog, og den første 1½ er meget længe siden, 2.g for at være nøjagtig, men så kom der en eksamen, og jeg kom aldrig videre. Er ørnene engle? Hvorfor er der uvilje mellem dværge og elvere? Hvordan ser elvere mennesker? Hvor lang tid tager det en udødelig at nå til kønsår og alder? Føder ophøjede væsner også i smerte? Hvor passer Gandalf ind i alt det her?

Kan du forestille dig hvordan en hun ork ser ud? Ifølge "Silmarillion" har orkerne nemlig kønnet forplantning. Orkerne var oprindeligt elvere der blev tortureret til ondskab, hvilket længe undrede mig, men elverne er i 'virkeligheden' nogle meget sårbare væsener der blandt andet går helt i spåner over at miste, eller der sker store livsændringer. Jo mere ophøjet et væsen er, jo mere forkvaklet og modbydeligt må dets modsætning være. Et menneske kan være en helgen eller en led satan, men fysisk tager vi ikke form deraf. Orker og elvere er af en helt anden kaliber, og derfor kan to så forskellige væsener (i betydningen væremåder) ikke findes i samme kropslig lighed, om end end elver også kan være lidt af et bæst.

Om at forsvare sit studie

I går var jeg for første gang, efter at jeg er genstartet på uni, nødt til at forsvare hvorfor jeg studerer de ting jeg gør. Det var ikke så meget, hvorfor læser jeg teologi, det var mere, hvorfor læser jeg hebraisk.

Jeg læser hebraisk fordi jeg gerne vil studere det gamle testamente. Men hvorfor læser jeg så bare ikke oversættelsen? For at der skal være en oversættelse, skal der være nogen der oversætter, men hver gang man sætter sig ned og laver en oversættelse, så laver man også en fortolkning, for sprog er ikke en fast størrelse, et ord og en udtryksmåde indeholder en helt række af betydninger, og man skal ikke være sikker på at finde et dansk ord der passer 100%, med et sprog så gammelt og fra så fjern en egn som hebraisk, så er det faktisk meget lidt sandsynligt at man finder et helt dækkende ord. Hvert af de ord man kan vælge imellem er så en lille smule rigtige, men samtidig også en lille smule forkerte, man skal så vurdere hvilket ord der passer bedst med ens egen tolkning af teksten, hvilket måske ikke er den mest objektive proces i verden.

Alt dette gælder ikke kun oversættelsen fra hebraisk til dansk af det gamle testamente, det gælder alle oversættelser. Jeg snakkede en dag med en litauisk veninde, og hun fortalte at hun fik et chok da hun læste Paulus' breve på dansk (oprindeligt græsk), den teologiske stl var meget anderledes, meget mere streng på dansk.

Men hvorfor vil jeg studere det gamle testamente, jeg er jo kristen, og de følger da det nye. Jesus sagde "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" (Matt 5,17) og loven er det gamle testamente. Abraham fik to sønner Ishmael og Isak og blev derved stamfader til de tre store religioner, jødedom, kristendom og Islam. Det gamle testamente er en langt vigtigere tekst end mange mennesker tænker, og det er derfor det er også er med i den kristne bibel.

Der ud over må jeg indrømme, at jeg studerer det fordi jeg er en nørd. Jeg synes simpelthen at det gamle testamentes historier, sprog og kultur er super fedt at læse om. 

Om et tilfældigt møde med præsten

I går skulle jeg lige et smut i Føtex efter bind og tamponer (nogle af os bløder så meget, at vi er nødt til at gå med livrem og seler). Jeg havde købt mig en sukkerfri chokolade müslibar som jeg gumlede på mens jeg gik i mine egne tanker. Udenfor butikken stødte jeg så på min præst, som jeg ikke har set i jeg ved snart ikke hvor mange måneder, 6 tror jeg. Er det virkelig så længe siden? Det må det være. Derfor blev jeg også en lille smule flov over at se ham, og også fordi jeg var pinagtigt bevidst om hvad jeg lige havde været inde og købe. Det lå i min taske og kunne ikke ses, men engang imellem kommer teenageren op i mig. Det er et eller andet sted lidt sødt, men også lidt irriterende.

Præsten gav mig et stort smil, og vi stod lidt og snakkede. Jeg fortalte, at jeg var begyndt på universitetet igen, hvilket han blev meget begejstret for. Jeg sagde også, at det tog meget af min tid og energi, for ligesom at komme med en vag undskyldning for ikke at komme så meget i kirken. Så slog han mig på skulderen og sendte mig hjem, for jeg var kommet af sted uden jakke, og han mente, at jeg måtte fryse, hvilket jeg også gjorde lidt.

Nogle gange når man kommer i kirken, kan præsten godt virke lidt langt væk deroppe ved alteret, også når man står i en lang kø for at trykke ham i hånden efter messen (gudstjenesten), så det var rart at måde ham ganske afslappet ude i byen. Det gav en følelse af, at han kunne huske lige nettop mig, at lige nettop jeg også har en betydning, at han også er MIN præst. Det gjorde mig rørt og glad.

Katolsk betyder almindelig eller det som angår helheden, og det er da meget smukt, men jeg er den eneste nulevende katolik i min familie, og de fleste af mine katolske venner bor på Fyn eller Sjælland, så nogle gange kan jeg godt føle at jeg står lidt ude i periferien. De gange jeg kommer til messe, kan jeg godt føle mig lidt ensom midt imellem alle familierne der kender hinanden på kryds og tværs. Der er sikkert også andre ensomme i kirken, jeg har bare aldrig givet mig selv en chance for at finde ud af det, jeg trækker mig bare.

Om dette møde kommer til at betyde noget i det lange løb, det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald været inde og tjekke messetiderne i denne uge og skrevet dem ind i min kalender (godt nok i parentes). Så må vi se.

Vi tar lige opvasken

D. 26. december er vi altid til julefrokost hos vores elskede farmor. Hun er en frisk dame på 84, og hun står for det hele selv, vi skulle bare medbringe min søsters og mine Pepsi Max, blandt andet fordi de er så tunge at slæbe på. Men selvom hun er fuldt ud i stand til at klare alting selv, så ville min søster og jeg da lige være de gode børnebørn og tage opvasken.

Der var engang i min gymnasietid, hvor min farmor bad mig om at hjælpe til, men jeg var en forkælet unge, og jeg blev rasende og mente, at det bare var fordi jeg var en pige, og at min mor og farmor ville tvinge mig ind i en diskriminerende stereotyp af hvad en kvinde burde være. Hvad jeg ikke kunne se dengang var, at det slet ikke handlede om, at jeg er en pige, jeg har ingen brødre, så jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg ikke længere var et barn og derfor godt kunne begynde at tage min del af ansvaret. Jeg skammer mig over min vrede, men jeg var teenager, så raseriudbrud er hvad der kan ske.

Min lillesøster er lidt af en frossenpind og en hyggetrold og havde svøbt en strikket plaid om livet og lignede en parafrase på en afrikansk pagne. Det var hende der måtte stå med hænderne i vand, for mine ærmer var for snævre til at smøge op, så jeg tørrede af. 'Ulempen' ved at være aftørreren er, at det er opvaskeren der sætter tempoet, og selvom jeg forsøger at følge trop, sa falder jeg altid bagud. Det er ikke fordi det har nogen som helst betydning at jeg lige er et par skåle bagud, men konkurrence mennesket kommer op i mig og jeg sætter farten op.

Laura Ingalls Wilder, hende med Laura-bøgerne, skriver i "Drengen og gården" om da hendes mand, Almanso, var dreng. han var den der skulle sæbe ulden op på loftet når fårene var blevet klippet. Han lavede et væddemål med fåreklipperne om, at han kunne blive færdig før dem, hvilket de bare grinede af. I frokostpausen blev han ude længere end de andre for at indhente de andre. Efter pausen klippede de de sidste får og grinede af Almanso der gjorde sig færdig, men da han var det, ledte han dem op på loftet hvor han mellem ulden havde gemt et uklippet får, og på den måde vandt han væddemålet. (løst genfortalt efter hukommelsen).

Min søster og jeg havde ikke noget væddemål, vi vaskede bare op. Vi snakkede lidt, men mest var vi bare stille sammen. Ikke nogen akavet stilhed, vi var bare så sikre, at vi ikke havde brug for at forklare os, og det er en rar følelse.

Juleaften havde min søster været meget utilpas ved at min far og jeg skulle være så negative hele tiden. Jeg ser det ikke som bitterhed men bare som vores sans for humor, men jeg kan godt se, at det kan være irriterende eller ligefrem ubehageligt, hvis man ikke selv er sådan, så vi havde prøvet at holde os i skindet, hvilket gik rigtig godt indtil kaffen (efter opvasken). I bilen hjem gjorde jeg hende opmærksom på vores anstrengelser. Det var mest for at gøre hende glad, at jeg sagde det, men også for at gøre opmærksom på mig selv, men tæller noget virkelig helt som en god gerning, når man gør andre mennesker opmærksom på den. Får man sin gave i Himlen, når man allerede har fået den på jorden?

Om ikke at være klar til jul

billede af marokkansk kunstner Zini Mohamed

 

Forleden dag sneede det og vejret er bidende koldt, hvilket jeg måtte sande, da jeg var i Aarhus en hel dag uden nær nok tøj på, men alligevel kommer det bag på mig at det allerede er december. Det er december, det er snart jul, og jeg er slet ikke klar. Jeg har faktisk gaverne klar, jeg har afgivet mine egne ønsker, og jeg er begyndt på min lange liste af julekort, og min julekrybbe fra Tiger er sat op, men mentalt er jeg slet ikke klar. Jeg ved at butikkerne har haft pyntet op til jul siden oktober, men jeg har slet ikke lagt mærke til det. Har de da pyntet mindre end de plejer? Jeg tror det næppe, selvom årets modefarver sort og sølv er mere diskrete end tidligere års lilla, rød, grøn og blå. Langt mere sandsynligt er det at jeg har haft hovedet fyldt med egne sager, og jeg ikke har løftet hovedet nok fra mine bøger til at lægge mærke til noget.

Jeg bliver helt melankolsk af ikke at være i julehumør, og det er trods alt d 1 december og så skal man den onde lyne være i julehumør og hænge julepynt op og spise nødder og se sukkerklistrede film i fjernsynet, men jeg har slet ikke lyst. Kan vi ikke lige udskyde julen en måned, bare lige for at få mig med? Nej, jeg har 23 dage til at blive klar, og hvis ikke, så overlever jeg nu nok alligevel. Det er bare det, at nu hvor jeg igen studerer, så husker jeg kun alt for godt, hvordan, da jeg sidst studerede, julen var dette varme, lyse og bløde der holdt humøret oppe, når man sad med sine skriftlige vintereksaminer. Jeg har ingen vintereksaminer i år, men jeg får stadig fri fra undervisning om blot nogle få dage, og så skal jeg klare to måneder, hvor jeg i teorien ikke behøves at lave noget noget, men jeg har ikke lyst til ikke at lave noget.

Måske skulle jeg kaste mig over julepynt. Jeg har lavet lidt, men det var mere ud fra en følelse af pligt end at luftig let julestemning. Det var et signal til pædagogerne "Se, det er ikke kun C der kan, jeg kan også". Men tanken om nødvendighed er der også. Inden længe vil bostedet hvor jeg bor blive invaderet af gran, stjerner, hjerter, papir og glimmer, og hvis jeg ikke skal føle mig kvalt, skal jeg være med, så jeg planlægger at bruge weekenden på at klippe, flette, male mig til en plads i alt dette.

Jeg har behov for at hævde mig. Jeg ved ikke hvorfor. Julen burde handle om glæden over Jesus' fødsel, men det bliver en konkurrence og et ræs, og enten følger man med, eller man bliver ladt ensom tilbage. Julen kan være en meget ensom tid. Min elskede farmor snakker tit om det, og jeg kommer med tåbelig munter snak, men sandheden er, at jeg også føler den.

Om Mumitrolden og Indre Mission

I går skulle jeg ikke have timer, men jeg tog alligevel ned på universitetet, for jeg ville ned i studenterboghandlen, Stakbogladen, for at se om de havde den mega lækre, lille og overskuelige hebraiskordbog som mange af dem fra mit hold har. De havde den ikke, men de havde i stedet en eksistentialistisk analyse af Mumitrolden, "Mumitroldene og tilværelsens gåde" af Jukka Laajarinne, hvilket er en han, selvom jeg var helt overbevist om at han var en hun, men hvem ved, når det kommer til finske navne. Den bog MÅTTE jeg bare have, selvom et eller andet sagde mig, at den var mere underholdende end god, hvilket den er, men man skal ikke kimse af god underholdning. Jeg elsker Mumibøgerne, og jeg har i årevis prøvet at overbevise folk om, at det er mere end bare børnebøger. Jeg læste over halvdelen af bogen i toget hjem, og jeg elskede den selvom jeg ikke helt kunne tage den seriøs.

På vej ind på universitetet mødte jeg en af drengene fra mit hebraiskhold. I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet, hvor jeg går, og menighedfakultetet, hvor han går, og der er traditionelt set et stort fjendskab mellem de to. Nogle fag, såsom hebraisk, må vi dog tage sammen. TF'erne er dog i overtal, og de har kendt hinanden i over et år, så det har været lidt svært for os der er kommet udefra at falde til. Det har været svært for mig selvom alle har været enormt søde, men jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være for en MF'er. MF'erne er de missionske, og TF'erne er, hvis de overhovedet er noget, grundtvigianske. Alle der har læst "Fiskerne" af Hansk Kirk ved hvilke spændinger der er mellem de to lejre. Det hjælper ikke at de to 'skoler' ligger blot et stenkast fra hinanden.

Da jeg var barn gik jeg på privatskole i Odense. I den del af Odense lo der to privatskoler, og traditionelt set havde de to skoler et stærkt fjendskab kørende, og det havde kørt i over 100 år, og det fungerede ganske udmærket på den måde, og der har været et utal af slås- og sneboldskampe i den park der ligger imellem dem. Når vi så kom i gymnasiet, kom vi pludselig til at gå i klasse med 'dem fra den anden skole', og der gik uger, ja endda måneder før fjendskabet kølnedes og man til fulde kunne arbejde sammen. Alt det fjendskab på grund af sølle geografi.

Selvfølgelig er sagen MF vs TF mere kompliceret end så, det er et spørgsmål om ideologier, tro og universitetsformer. I den universitetsform som vi er vant til, stræber menneskefagene mod at blive ligesom naturfagene, med de samme idealer og metoder og hvordan man øver ægte videnskab. Det handler om rationelle beviser, men teologi handler om tro, som nærmest er det modsætte (hvorvidt det er rationelt eller irrationelt kommer vist an på øjnene der ser). På TF følger man den videnskabelige metode så godt som det kan lade sig gøre, og troen bliver man bedt om at hænge i garderoben så snart man kommer ind. MF er derimod en universitetsuddannelse med vægt på den studerenes åndelige udvikling.

Uden at dømme nogen er spørgsmålet, om man kan skille troen fra teologien om om man bør.

Om at være medlem af en forfulgt minoritet

I går var en helt almindelig fredelig søndag, da en fremmed trængte ind i vores bygning. Okay, det er et åbent hus, så trængte ind er måske så alvorligt igen, 'kom gående ind fra gaden' er nok bedre, men lyder ikke nær så godt, han kom i hvert fald ind. En af pædagogerne opdagede ham og spurgte hvad han ville. Jeg sad inde i sofaen og hørte ham fremstamme noget om en postkasse, og han blev henvist til den vi har udenfor. Det viste sig dag, at han havde nået at lægge nogle blade i vores personlige postbokse.

Jeg var den første til at få kigget på et af dem, og det viste sig at være antikatolsk propaganda med en meget voldsom retorik, så jeg besluttede at fjerne den fra alle hylderne. Beks, husets anden katolik, stod med sin i hænderne, men jeg tog det fra hende og sagde, at hun ikke ville bryde sig om at læse det. Måske var det ikke min beslutning at tage, hverken for hende eller for de andre beboere, men bladet angav ikke nogen afsender, så det kunne komme til at ligne, at det var husets holdning, og det ville jeg ikke have. Først bagefter spurgte jeg pædagogerne om lov, og de var da heldigvis enige med mig.

Aller først syntes jeg egentlig at det var lidt fjollet med sin voldsomme retorik.

Siden alle Biblens kendetegn på 'dyret' passer på pavemagten, har pavemagten (dyret) altså et mærke, og de siger selv at søndagen er deres (autoritets)mærke

De anklager direkte paven for at være djævlen selv, og søndagen skulle så være djævlens mærke hvorom det står i Johannes åbenbaring at

Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne.

Ja, åbenbaringen kan godt være lidt voldsom kost, især når det er ens egen tro den bruges imod, så efter lidt tid blev jeg egentlig lidt bange. Vidste de på en eller anden måde, at Beks og jeg er katolikker, eller skød de med spredehagl? På verdensplan er katolicismen stor, men i Danmark er vi helt klart en lille minoritet, så at skyde med spredehagl virkede lidt omsonst, indtil jeg kom til at tænke på, at bladet måske har balladen omkring lukkeloven i tankerne og vil vise søndagen som 'et katolsk bedrag der sætter friheden i fare'.

Hele bladet handler om hvordan det er katolikkernes skyld, at vi har hviledagen om søndagen og ikke om lørdagen, og det kan der godt være noget om. Ifølge de ti bud, som vist nærmere er 13 når man virkelig tæller efter i Exodus (2. mosebog) 20,1-17 og Deuteronomium (5. mosebog) 5,4-21, ifølge dem skal shabbaten, den 7. og sidste dag i ugen, være hviledag, men i takt med at kristendommen løsrev sig fra jødedommen så havde de kristne brug for regler og retningslinier der skilte dem fra jøderne, og der er ingen bedre måde end ved at spise andre ting og holde fri på andre tidspunkter. De to ændringer er ikke noget der er unikt for kristendommen, jøderne gjorde det selv under det babylonske fangenskab, hvor de blev fordrevet fra deres land.

Til at begynde med var det slet ikke Jesus' mening, at han ville starte en ny religion, han kom som den lovede Messias, ikke som den der ville nedbryde loven, men den der skulle opfylde den, men langt fra alle jøder var enige med dette, og langsomt delte jødedommen sig i to, dem der blev ved med at være jøder og dem der blev kristne.

Men hvorfor stoppe ved at diskutere om lørdag eller søndag er den 7 dag? Hvad med også at diskutere hvornår en dag starter? I vores moderne tider tæller vi en dag fra midnat til midnat (hvilket jo også variere fra vintertid til sommertid), men jøderne regnede en dag fra solnedgang til solnedgang, og grækerne som vi jo også arvede en det af vores kultur fra, regnede den fra solopgang til solopgang. Vi som katolikker ser søndagen som noget særligt, for det er den dag hvor katolikker verden over holder messe og skaber et fælles bånd imellem os, men er der konkret en ugedag der er mere 'magisk end de andre? Hvis man ser bort fra den matematiske opdeling af tiden, så kan vores opdeling i uger, måneder og år godt virke lidt flydende, så man ikke vi godt kan slappe lidt af, og ikke tage det alt for tungt.

Om at være dårligt forberedt

Jeg er typen der altid kommer i god tid, bare ikke lige i går. Først var der problemer med togtiderne, så med busserne. Faktisk var der så meget rod med busserne, at jeg, for ikke at gå helt i spåner, måtte beslutte, at hvis jeg ikke sad i en bus inden klokken hel, så ville jeg blive nødt til at vende om og tage det næste tog hjem. Jeg vil gerne være en god elev der kommer til timerne, men jeg ved også, at jeg også bliver nødt til at passe på mine stakkels autistiske nerver, og hvis der bliver for meget rod omkring mig, så bliver jeg nogle gange nødt til at sige stop og gå min vej. I sprogfag som hebraisk er der mødepligt, også selvom der ellers ikke er det på universitetet, men jeg kan se, at jeg i teorien ender med at skulle til en særeksamen til vinter, så derfor søger jeg gennem Rådgivnings og Støttecentret (RSC) om dispensation for fravær, jeg har jo en "lovlig" undskyldning, hvis man kan sige det sådan, og jeg har jo været igennem faget én gang før.

Jeg kom dog med en bus 8:47, og nåede op på universitetet, om ikke i god tid, så i hvert fald tids nok. Så jeg kom farende ind i klassen, smed mine ting på et bord i nærheden af det første kendte ansigt jeg kunne se, og for ud på toilettet og så tilbage på min plads. At være sent på den forvirrer mig og måske derfor rakte jeg hånden op for frivilligt at tage en temmelig svær sætning.

Jeg var godt i gang med at læse min oversættelse op, da det gik op for mig, at jeg slet ikke havde forberedt den ordentligt, men der var ikke noget at gøre, jeg måtte bare klare mig igennem på bedste besyv (kan man overhovedet bruge det ord på den måde?). Jeg har ikke tendens til rødmen, men det føltes sådan. Hvordan kunne jeg være så dum både at forberede mig dårligt, og så prøve at vise mig foran hele klassen? Det var en passende straf for mit hovmod, og jeg tog mig sammen og klarede oversættelsen. Det var enormt pinligt mens det stod på, men set i bakspejlet var det egentlig en god øvelse. Jeg viste mig som en i klassen, jeg er ikke bare en der sidder på sin trone og kan det ikke. Måske skal jeg endnu ikke kæmpe så hårdt som de andre, men jeg skal også kæmpe, og jeg begår fejl.

Nu er jeg en lille smule mere end en af dem, men hvad mon læreren tænker? Han var lige begyndt at anerkende mig som en dygtig elev som interesserer sig for faget, men er alt det nu ødelagt? Jeg må bare kæmpe hårdere fremover, der er ikke andet for, og det føles egentlig godt at have en konkret opgave, noget jeg skal gøre, og hvor resultatet bliver bedømt.

Folk omkring mig er tit bekymrede for mig over mine, i deres øjne, alt for høje krav til mig selv, men hvad er for høje krav? Jeg er bevidst om, at Gud har givet mig visse evner, og ville det ikke være en synd hvis jeg blot gravede dem ned og ikke udviklede mig og blev endnu bedre? For selvom der er ting jeg er dygtig til, så er jeg ikke perfekt, og jeg regner ikke med at blive det, men jeg ønsker at arbejde med mig selv psykisk, mentalt og fysisk, så jeg hele tiden kan blive lidt bedre. På nuværende tidspunkt kan jeg mest bruge mine evner til at hjælpe mig selv, og det er fint lige nu, men jeg ønsker med tiden at grave mig ud af det hul som psykiatrien og socialpædagogikken godt nogle gange kan være, så at jeg engang i fremtiden kan gøre noget for andre. Er det nu så galt?

Jeg har et meget diffust forhold til den fremtid der ligger længere ude end en uge eller så frem, hvilket gør det næsten umuligt for mig at lægge langtrækkende planer for mit liv, men bare fordi jeg ikke kan forestille mig den, betyder det ikke, at jeg ikke anerkender at den eksisterer, og jeg vil gøre, om ikke hvad som helst, så i hvert fald meget for, at jeg har noget at bygge mit fremtidige liv på. Og måske betyder det ikke noget om jeg korrekt oversætter "den dræbende hoppe vil sandelig huske den kvindelige dommer på grund af hendes stemme" i første forsøg, men evnen til at komme videre og gøre det bedre næste gang, den er god at have med.

Om forsteninger

Her den anden dag fortalte jeg lidt om, hvordan min mor og jeg fandt forsteninger på Fur, og jeg viste et billede af noget forstenet bark. I går sad jeg og havde en god men svær samtale om den dag jeg blev vred. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, selvom min kontaktpædagog forsikrede mig om, at de ting jeg følte var helt normale. Hele tiden sad jeg og aede min forstening. Den var så fløjlsblød, og der er noget beroligende ved at sidde og holde noget, som man ved er flere millioner år gammelt, det er noget fast i en ellers flydende verden.

Mange forsteninger er skrammede eller delvise, men der er noget perfekt ved dem i kraft af deres alder. Jeg ser på dyr og plantedele og tænker, at selvfølgelig skabte Gud forsteningerne, hvorfor ville han ikke gøre det, de er jo billeder på små stykker perfektion, som de var engang, og som de nu stadig er. Jeg kan ikke stirre mig mæt på forsteninger, og jeg ærgrer mig over, at jeg bor hvor jeg bor, så jeg ikke oftere kan gå på jagt. Og dog, disse to skønheder er fundet i byen, den mørke midt i Randers, og den lyse ved Brabrand sø, så man kan godt være heldig.

Jeg har altid (næsten da) været stolt at at være en nørd, men min mor har gjort det endnu værre. Jeg er vokset op i en naturvidenskabelig familie, så jeg er vant til at vide ting, og hvis jeg ikke selv ved det, så må man finde en man kan spørge. Da jeg sad og fumlede med mine sten i går, kom jeg til at tænke. Jeg kan godt sådan nogenlunde begribe hvordan en forstening bliver til, men hvordan går det til, at store sten bliver brudt så små forsteninger ligger blottede på stranden? Eller måske er det bare tilfældigt, måske er der tusindvis af sten der bliver brudt på den gale led for hver 'rigtig', så man aldrig nogensinde opdager, at der er en forstening indeni? Kan det have noget at gøre med at forsteningen, eller aftrykket er henholdsvis stærkere og svagere end stenen udenom, og at bruddet derfor kommer helt naturligt. Jeg skrev til amatørgeologisk forening i Midtjylland og spurgte, for hvis man ikke spørger får man ikke svar.

Jeg kan ikke lade være med på rigtig uvidenskabelig vis, at tænke, at det er Guds vilje at jeg finder dem jeg gør, ikke fordi det vil redde universets balance eller bare mit liv, men fordi det giver en varm fornemmelse indeni at finde en skat af den slags man godt må beholde selv, men jeg beholder dem ikke altid selv. For nyligt sendte jeg 1/8 af et forstenet søpindsvin (en pæn ottende del) til en veninde som er meget syg. For at være ærlig, så suger hendes liv som en overdimensioneret Nilfisk, og der er ikke meget jeg kan stille op, men jeg kan da gøre lidt, og for en nørd som mig, er det en meget fin gave. Der er et afsnit af CSI, hvor Grissom sender Sara en sommerfuglepuppe der hænger mellem to grene. Jeg så afsnittet sammen med C, og hun forstod det ikke, men jeg gjorde, og jeg syntes, at det var det mest romantiske øjeblik i hele den serie. Så jeg sendte min veninde 1/8 af en sten. Måske forstod hun, måske gjorde hun ikke, men hun blev glad fordi den var fra mig.