Jeg tegner mit liv #4

I april købte jeg en ny cykel, og jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle stille op med den gamle, så den blev sat end i skuret. Den var lidt for god til at smide væk, men for faldefærdig til, at jeg selv gad cykle på den. Jeg prøvede at prakke den på en vendinde, som havde fået stjålet sin, men hun fik et bedre tilbud. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med en kvinde der samlede cykler til syriske flygtningekvinder, da cykler er vejen til selvstændighed og ikke mindst en praktisk måde at transportere én fra A til B. Det gav mig en stor portion  god samvittighed for nul kroner og uden at skulle løfte en finger.

Kæresten og jeg var på cykeltur i denne gloende hede. Vi besøgte Marie Magdelene Kirke. Jeg gengiver dette kalkmaleri, fordi Kæresten og jeg, uafhængigt af dette kirkebesøg, lige havde diskuteret den korrekte stavelse af balder/baller. Det kan staves på begge måder, men med 'd' er det mest normale, og derved syntes jeg nok, at havde jeg en lille smule mest ret.

I sidste uge blev jeg angrebet af bier, og i denne uge blev jeg angrebet af klæger. Klæger er det vi normalt kalder hestebremser, hvilket er forkert, og jeg vidste udmærket, at det var forkert, så derfor kaldte jeg dem med stor selvsikkerhed for gederamser (egt gedehams), og derved havde jeg temmelig meget mindre ret end tidligere på dagen.

Die beetch men med dårlig samvittighed

Jeg kan godt lide naturen, og jeg går ikke ind for, at slå dyr ihjel uden grund. Da jeg for nyligt opdagede et bibo i mit skur, var jeg til at starte med helt cool med, at de var der, det er jo også deres jord vi lever på, de var fredelige, generede mig ikke, og så synes jeg faktisk også at humlebier er en lille smule søde. Jeg syntes egentlig godt, at de kunne få lov til at være der. Jeg roste mig selv over min dyrevenlighed, og jeg syntes det var hyggeligt at se dem komme hjem til boet med benene tunge af pollen.

Desværre var jeg nødt til at ændre mening. En dag i sidste uge skulle jeg ud og handle, da jeg kom forbi en græsplæne der for nyligt var blevet slået. Dette havde øjensynligt generet en flok bier. Det var varmemesteren der havde slået græsset, men det var mig bierne angreb, Jeg er ikke allergisk over for bier i den livstruende forstand, men jeg kan godt have nogle ret grimme reaktioner alligevel, så jeg smuttede en tur på apoteket efter benadryler.

Det var ikke 'mine' bier der havde stukket mig, men jeg kom alligevel til at tænke lidt på dem. Mit skur ligger sådan, at alle der skal op til lejlighederne på første sal skal forbi. De har været søde indtil videre, men deres humør er ikke noget jeg har kontrol over, og der vil altid være den risiko, at de en dag ville kunne finde på at stikke en allergiker, og som med is på fortorvet, så er det så vidt muligt mit ansvar at sørge for, at det ikke sker. Så derfor Goodbye bee!

Slangende sætninger

Parafrase efter:
Edward Burne-Jones,
The Doom Fulfilled, 1885.

Som I TYDELIGVIS kan se fra billedet, så har jeg været til skriftlig eksamen. 3 dage, 6 sider, 47 fodnoter og en helt forfærdelig mængde hurtige kulhydrater er hvad der skulle til, for at jeg i dag kl. 12 (to timer før tidsfrist) kunne uploade opgaven til universitetets hjemmeside.

Jeg synes selv, at jeg har skrevet en ret god opgave, jeg ved bare ikke helt, og jeg har besvaret det rigtige spørgsmål. Opgavens emne var forståelsen af treenighedslæren ifølge Basilius den Store og C.M. LaCugna, men betød det, at jeg skulle redegøre for selve treenigheden eller for hvorledes man taler om treenigheden. Jeg var ikke den eneste der var i tvivl, men efter at have diskuteret det frem og tilbage med nogle af de andre, så valgte jeg den sidstnævnte forståelse. Nå, men det er for sent at gøre noget ved det nu, og jeg beroliger mig med de ord vi altid siger i latin:

"Så længe du kan argumentere for dit svar, så er det rigtigt."

Hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Alt jeg kan sige er, at jeg valgte en forståelse af spørgsmålet, som både kan retfærdiggøres ud fra teksterne og fra den gennemgang vi fik til undervisningen, jeg besvarede dette spørgsmål efter bedste evne ud fra de bøger jeg havde til rådighed, og det lykkedes mig endda at have noget der mindede om en rød tråd hele vejen igennem opgaven.

Enhver eksamen kan føles som en kamp med en kæmpemæssig slange, men den egentlige grund til det motiv der pryder dette indlæg er, at jeg var nødt til at sende opgaven til min far, sådan at han kunne rette kommaerne. Ikke alene er jeg ikke selv særlig god til den slags, jeg kan også til tider have en forfærdelig snørklet måde at formulere mig på i mit forsøg på at forklare ting så kort og præcis som muligt. Det blev til sætninger som fx denne:

"Doxologi er lovprisningen af Gud for, hvad han har gjort for os, idet han virker i verden både nu og i al evighed, idet Frelseshistorien består af en række fra begyndelsen fortsat følgende begivenheder, der til stadighed kommer til udtryk i verden og i menneskers liv."

Efter at jeg havde afleveret var jeg træt, og det førte til et eksempel på min helt utrolig nørdede eksamenshumer, som kun en meget lille gruppe mennesker forstå, og som endnu færre finder morsom:

• "It is the 1690th anniversary of the convening of the Council of Nicaea (i 325 e.kr blev der holdt en stor konference for biskopper).
• which met to settle the precise relationship of the Father to the Son, (er det kun Gud Faderen der er guddommelig eller er hele treenigheden, Fader, Søn og Helligånd, guddommelige? Hvis alle tre er guddommelig, på hvilken måde kan Gud så på en gang tre og én?).
•  a debate so heated Santa Klaus punched Arius of Alexandria on the nose. (det kom til håndgemæng mellem sct Nikolaus og Arius).
• In the end Arius was defeated  (Arius' idéer om, at kun Gud Faderen er guddommelig og sønnen og og helligånden er skabte væsner og derfor ikke guddommelige, blev forkastet).
• and the Nicene Creed, still said every Sunday, was produced. (den trosbekendelse vi bruger i kirken om søndagen er den konklussion biskopperne nåede frem til på denne konference).
• It also forbade the auto-castration of the clergy, for which we remain grateful". (der var åbenbart engang en regel om at alle kirkelige, præster diakoner ect, skulle kastreres. Ham der har skrevet joken er præst og derfor ret glad for, at den regel blev fjernet
• Rev. Richard Coles (jokens forfatter, præst og TV personae).

Jeg tegner mit liv #3

Jeg ved ikke længere om "Jeg tegner mit liv" handler om at vise, hvor meget jeg ligner normale mennesker, eller om hvor underlig jeg engang imellem kan være. Måske skyldes min tvivl, at jeg tit glemmer at normale mennesker også nogle gange kan være ret mærkelige. Hvorom det gælder, så har jeg i hvert fald en tendens til at tage en helt almindelig situation, som fx at se en andemor med sine små dunede ællinger, og derefter komme med en kommentar som folk finder stødende, forvirrende, kikse, mærkelig eller bare "hvor fanden kom den lige fra..."

Julemarkeder i Hamborg

Jeg har været i Hamborg med min kæreste. Vi tog af sted tirsdag og kom hjem i går. Jeg har måske på det sidste forsømt min kæreste lidt pga afslutningen på semestret og sådan, så det var rart at vi kunne tilbringe lidt tid sammen. Selvfølgelig havde jeg taget skolebøger med, men det var ikke meget at de blev åbnet. Jeg havde vilde planer om at læse i toget (jeg kan godt lide at læse i toget), men på turen hjem var jeg så træt, at det ikke blev til særlig meget.

Hamborg var selvfølgelig fuld af en masse små julemarkeder, hvor boder med mad, glüwein og kunsthåndværk tiltrak så mange mennesker, at det godt nogle gange kunne virke helt angstfremkaldende. Hunde sad ved deres ejeres fødder og så op på boderne med pølser med blikke så fulde af længsel, at det skar én i hjertet at gå forbi. Mågerne var lige så sultne, men også mere frække, hvis man tabte bare den mindste krumme, kastede de sig over én med deres skræppende kii-haa.

Kæresten og jeg lod os også friste af boderne, og hvis vi delte en portion her og en portion der, så kunne vi nå at smage dobbelt så mange ting. Jeg var på julemarkeder i Berlin med min far og søster for nogle år siden, men det var i en af mine anorektiske perioder, så det meste af turen endte med at handle om alle de ting jeg IKKE kunne spise. Når man er meget meget sulten og finder sig omringet af mad på alle sider, som man ikke kan spise, så kan an godt blive lidt knotten. Jeg husker det ikke så tydeligt, men jeg må have været et absolut mareridt at være sammen med. Denne gang var jeg heldigvis lidt mere medgørlig.


Vi kunne dog ikke gå rundt i gaderne hele tiden, så vi var også på et par museer og kirker. Vi så modeljernbaner, var nede i en russisk ubåd og jeg fik lejlighed til at harcelere lidt over nogle gamle romerske fresker, at de "ligesom havde misforstået Dionyssos og hans symbolik". En god ting ved museerne var, at man kom lidt væk fra regnen, for ja, der kom en del regn. Det burde selvfølgelig have været sne, men på den anden side, så slap vi også for kulden.

Det var alt i alt en rigtig god tur, men nu skal jeg til at vænne mig til hverdagen igen, med alt hvad det indebærer af eksamnslæsning, rengøring og lidt mere eksamenslæsning.

spiseforstyrelsens dyriskhed

Jeg læser "Sexual Personae" af Camille Paglia. Det er lidt indviklet at fortælle hvad den handler om, men det har noget at gøre med dionysiske og apollinske kræfter i mennesket og naturen. Det får mig til at tænke på, at jeg har skrevet om de negative og positive sider ved en spiseforstyrrelse, men ikke om de dyriske sider, så det vil jeg prøve at gøre nu.

Da jeg var meget syg, pressede jeg min krop til det yderste. Jeg prøvede at sulte den vrede jeg havde i mig væk, men samtidig med at mit Jeg skrumpede ind, voksede vreden i mig og blev til en naturkraft. Jeg kunne ikke adskille vreden og sulten der rev og flåede i mig mens jeg lå på sengen med en god bog som en pæn og lydig pige. Det eneste sted vreden kunne ses var i de røde rifter på mine arme. Jeg var sulten, jeg var vred, og jeg var indlagt.

Der var især én sygeplejerske som fandt nydelse i at sætte mig ved bordet og stille en kage foran mig. Jeg havde ikke spist i flere dage, og jeg så med døde øjne på kagen foran mig, som jeg ikke længere genkendte som mad, men når jeg så op og så på sygeplejersken og de andre patienter der gladeligt guffede løs af deres kager, så flammede vreden op i mine øjne. I samtalen var jeg resigneret, patetisk, men indeni var jeg i krig.

Jeg så på sygeplejersken, og jeg følte en dyrisk trang til at angribe hende, ikke med ynkelige slag og trækken i håret, men med dionysiske kræfter at angribe hende med tænder og klør. Jeg drømte om at sætte tænderne i hendes halspulsåre og flå den op og drikke hendes blod. I min indre krig flåede jeg kødet fra hendes knogler og fortærede det i en næsten seksuel ekstase, mens jeg sendte en hunds hylen og en kats hvæsen op mod månen. Jeg fortærede mit offer der samtidig var min fangevogter.

Dernæst kvaste og maste jeg kagen på min tallerken med mine bare hænder, og det gav mig mere nydelse end nogen kage jeg nogensinde har spist har givet mig. Jeg smiler høfligt og overlegent, mens sygeplejersken skælder mig ud mens hun vasker mine hænder. I fantasien havde jeg fortæret hendes kød og badet i hendes blod, så hun kunne ikke længere fastholde magten over mig, jeg havde gjort mig fri.

Jeg følte mig tre meter høj, for jeg havde vundet både den ydre og den indre krig. Jeg var i en post-orgasmisk semi-religiøs trance, stod  alene på mit værelse, svajende, armene strakt i vejret, uden at mærke mit krop, træt helt ind i knoglerne, men fyldt af en varm energi. Jeg var ånd, kvinde og dyr. Jeg er ikke nogen voldelig person, og jeg har ikke skadet andre end mig selv.

Når jeg pressede min krop til det yderste var jeg en troldkvinde, fordømt af kirken før psykiatriske diagnoser og kvindelig frigørelse. Jeg var utilpasset, sat udenfor samfundet. Jeg var høj af sult og følelsen af succes. Jeg var både stærkere og mere skrøbelig end alle andre.

Når jeg så begyndte at spise igen forsvandt ekstasen, og jeg forvandlede mig igen til et helt almindeligt menneske, syg og svag.

Hausfrau vs møl

En dag hvor jeg fik gæster ville jeg lige lægge et sengetæppe over min seng. Da jeg rystede det fløj der 5 små sommerfugle ud fra folderne, men det var ikke sommerfugle, det var møl. Møl er nogle taknemmeligt dumme dyr der ikke flygter, når man prøver at slå dem ihjel, hvilket jeg hurtigt gjorde ved de fem, men her i sommervarmen, hvor vinduerne står åbne, så flyver der bare nye ind.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overvældet af hele problematikken, så min løsning blev måske lidt drastisk. Jeg ryddede to skuffer i fryseren, og så smider jeg simpelthen alt det tøj jeg ikke bruger til dagligt derind. Jeg har ingen anelse om hvor længe det tager at fryse en ulden sweater igennem, men jeg regner med at 12 timer er nok. Dernæst hænger jeg tøjet til luftning på altanen og pakker det i plastikposer og lægger tilbage i skabet, som jer har gjort grundigt rent. Det er et langtrukkent stykke arbejde, men det kræver ikke det voldsomme af mig, for på grund af pladsmangel i fryseren, bliver tøjet delt op i små håndterlige portioner. Fordelen ved at gøre sig ulejligheden er, at jeg får gjort orden i mine skabe, for da jeg flyttede ind smed jeg bare tøjet mere eller mindre tilfældigt derind.

Nogle af mine sweatre har taget en lille smule skade, der er små huller i. Jeg kan egentlig godt lappe sådan et hul, men så skal jeg først have købt garn i den rigtige farve, og så skal jeg huske hvordan nu lige det var at man gjorde, og så skal jeg sætte mig ned og så rent faktisk få det gjort. Det er lige lidt for meget oven i alt det andet. Når jeg tænker på det, så krymper min hals sig sammen, og mit hjerte springer et slag over, så jeg tager en plasticpose, lægger sweateren deri og gemmer den bag i skabet og tænker, at det bliver en hyggelig ting at gøre til vinter, eller måske ikke ligefrem hyggelig så i hvert fald et meget ikke-lige-nu-tidspunkt.

Betænksom eller hensynsfuld

Jeg har en veninde der er ved at blive udredt for aspergers syndrom. Udredt betyder mentalt undersøgt, men det lyder pænere at sige udredt. Det er altid en lille smule skræmmende at få en ny diagnose, for selvom det kan være en lettelse at få sat ord på sine problematikker, så kan det også have vidtrækkende konsekvenser. Ordlyden på en papirer kan betyde knald eller fald i behandlingssystemet. Det er om man bliver erklæret egnet eller uegnet til behandling, det kan betyde at man mister en behandler eller vinder en ny. En ny ordlyd betyder at man står over for det uvisse.

I min venindes tilfælde giver det vist heldigvis ikke for mange konsekvenser, men hendes psykiater var ikke opmærksom og kom til at sige noget der gjorde hende ked af det og måske en lille smule bange. Han sagde, at aspergers betyder, at hun kan være betænksom, men ikke hensynsfuld, hvilket på samme tid er rigtig nok og noget totalt sludder.

Ifølge ordbogen betyder de to ord det samme, at man tænker på andres situation og tager hensyn til dem. Det der gør forskellen er, at ordet omsorg knytter sig til hensynsfuld. Lad os nu dele det sort hvidt op og sige at aspergere er betænksomme og 'normale' er hensynsfulde, så lad os sætte dem ind i en fiktiv hændelse
'Normal': Ser Peter slå sig, føler Peters smerte og spørger om han er okay.
Asperger: Ser Peter slå sig, dengang jeg slog mig gjorde det ondt, det gør måske ondt på Peter, spørger om han er okay.
Samme situation samme resultat, så betyder det virkelig så meget hvordan man er noget frem til det? Men der er forskel. Der er en gruppe mennesker som er meget stolte af deres egen empati, de er en lille gruppe men meget højlydte, og det er derfor deres forståelse der præger værdidebatten. De mener at fordi de selv er så gode og empatiske, så er andres måde at føle på forkert. De vil tit beskrive deprimerede som stakler, aspergere som kolde, borderlinere som egoistiske og alle som de ikke kan lide er gerne psykopater. Deres form for empati er at have enormt ondt af folk, men der er andre former for empati og derved også andre former for omsorg.

Hvis jeg skal beskrive min egen empati og omsorg, på en god dag, så vil jeg faktisk sige, at det er en fordel ikke at være så følelsesmæssigt forbundet, for så kan jeg forholde mig logisk til situationen At være logisk i situationen er ikke altid godt, engang imellem ser min søster på mig med et lidt forvirret blik og siger "hvordan kan du dog sige sådan noget", men andre gange er det godt, når man siger hvad man synes er sandheden og ikke henfalder til klichéer, for når man er logisk kan man have et helt fantastisk overblik. Jeg har engang imellem oplevet folk i min behandling der var det modsatte af mig, og hvor jeg nogle gange er så egocentreret, at jeg slet ikke opdager hvis en person har det skidt, så var de så egocentrerede, at de kun havde øje får hvor hårdt det var for dem at høre om mine problemer fordi de var så empatiske.

Jeg siger ikke at aspergermåden er verdens bedste, jeg siger ikke engang, at jeg selv er aspergeragtig hele tiden. De fleste af os svinger lidt frem eller tilbage alt efter hvordan man lige har det i det givne øjeblik. Hvad jeg siger er, at det er svært at lave en afgrænset beskrivelse for hvad god empati og omsorg er, og at man skal passe på med at dømme folk bare fordi de gør tingene anderledes. Omsorg og empati er ikke bare ord, det er værdidomme helt essentielle for det at være menneske, så hvis man beskylder nogen for ikke at have det, siger de i virkeligheden, du er ikke et menneske, du er et dyr. Jeg tror ikke, at min venindes psykiater havde nogen intentioner om at sammenligne min veninde med et dyr, men hvis man ser på nogen og tænker at de ikke føler empati, så tænker man nok heller ikke over, at de har følelser der kan blive såret. Jeg tror ikke at det var ment som en ondskabsfuld kommenter, men det endte med at være en dum og uforstående kommentar.

Under en Monetgrå himmel

Kl 4

Jeg havde været vågen længe,og jeg gik egentlig lidt ok kedede mig. Jeg tænkte, at jeg ville cykle ned til stranden og se solen stå op, men mine cykellygter virkede ikke, hvilket teknisk set ikke var noget problem, for jeg kunne vel bare skifte batterierne, men NAH, det blev ikke rigtigt til noget, så jeg endte med bare at gå en tur som jeg plejer.

Når man ser solen stå op stående på en bakketop, så bør man blive stående og sige ting som 'ih' og 'åh', men hvad ser sikkert er skide hyggeligt, hvis man er sammen med andre, kan godt blive lidt langtrukkent, når man er alene. Jeg stansede op, så at det var smukt, tog et billede, og gik så videre i rask trav.

I det fjerne har jeg altid kunnet se en lille skov, men jeg har aldrig været derovre, så jeg hankede op i mine gummistøvler og skråede over engen. Græsset stod højt og nåede mig flere steder til livet og gjorde mine bukser våde. De små frø i toppen er græsstråene er gråviolette og får det til at se ud som om jeg går i et Motetgråt hav under en Monetgrå himmel. Skoven viser sig at være uigennemtrængelig. En jaguar sidder i krattet og nedstirrer mig i form af en kæmpe stor sort hankat. Jeg vender om.

På en markvej afgrænset af en enkelt række træer sidder en lille løvsanger og skælder ud. Det er lidt en skuffelse. Jeg må for Gud ved hvilken gang i mit voksne liv anerkende, at jeg ikke er nogen prinsesse, for i eventyrene synger fuglene altid lykkeligt og flyver rundt om prinsessen. Denne her fugl vil helt tydeligt bare have at jeg går min vej, NU, hvilket jeg gør.

4:30

Morgentur

Kl 5 om morgenen er der et blåligt lys. Mange morgener trækker jeg i mine gummistøvler der er så stramme i skaftet, at bukserne ikke kan komme ned i dem, så for ikke at have et stykke med bart tager jeg mine kompressionsløbestømper på. Det er måske ikke altid synderlig praktisk, men de er gode og gå i, og endnu vigtigere, de er pæne. Ikke at der er ret mange der kommer til at se mig i dem, ikke engang hundefolket er ude og gå kl 5 om morgenen.

Hvis jeg går om bag den klynge huse hvor jeg bor, kommer jeg ud på en cykelsti der er kantet med høje buske og små træer, og allerede her begynder jeg at føle, at "nu er jeg sandelig kommet ud i naturen. Hvis man ser bedre efter, ser man dog, at jorden er helt dækket med affald.

Følger jeg stien kommer jeg ud til en lille skov og en lige så lille eng. Inde i skoven er fuglene i gang med en hel symfoni, solsorten, munken, bogfinken fløjter mens gøgen slår takten med sit regelmæssige kuk-kuk. En gang prøvede jeg at følge gøgens stemme, men det var som om lyden var flydende og kom alle steder fra.

Inde i skoven er alting grønt, men når man kommer ud på engen vender man tilbage til den blå verden. Nogle morgener ligger der et let lag af tåge hen over græsset og gør det hele endnu mere eventyragtigt. Et dådyr kommer brasende ud af krattet. Det står lidt og kigger på mig. Jeg står helt stille, for jeg vil ikke have det til at gå, men på et tidspunkt bliver jeg alligevel nødt til at bevæge mig lidt, og straks vender den halen til mig og forsvinder.

Jeg går videre. To dompaper, hanner, sidder på hver sin pimpinelle, og jeg tænker, at det er lige godt utroligt, at deres små tykke kroppe ikke tynger planten til jorden. En gang imellem flyver de ud fra planten, griber et insekt, og et øjeblik ser det ud som om de hænger stille i luften hvorefter de flyver tilbage og sætter sig.

Så er jeg også næsten hjemme, og jeg begynder lige så stille at møde mennesker.

Pipfugle

Jeg har ret ondt i hoften for tiden, så jeg sover dårligt, hvilket ironisk nok gør, at jeg er så svimmel af træthed, at jeg ikke kan lave mine øvelser, fordi jeg da skal stå og flagre på et ben. Jeg er så træt, at jeg er helt ynkelig. Jeg får ikke foretaget mig en skid, jeg sidder bare på min flade røv, hvilket får det til at gøre endnu mere ondt.

De morgener, hvor jeg ikke er nede og træne, prøver jeg at gå en tur. Om morgenen er det tidspunkt på dagen, hvor jeg stadig bare har en lille smule energi. Der ligger en lille skov ikke så langt fra hvor jeg bor, og den er virkelig meget lille. den tur jeg går varer ca 45 min og det er ikke let at forlænge den meget. Nå, men 45 min gåtur er sikkert også ganske passende.

Vi hvor jeg ikke længere behøves gå og spekulere på latinske verber og Augustins tidsbegreb, så fordriver jeg tiden med at kigge på fugle. Der er ikke nogen store filosofiske eller videnskabelige overvejelser bag mit fuglekiggeri. Jeg ser på dem 1) fordi der er rigeligt af dem, 2) fordi jeg er vokset op med en mor der så på fugle.

Når man skal se på fugle skal man have en fuglebog. Alle jeg spurgte sagde, at det var bedst med en med tegninger frem for en med fotografier. Jeg købte alligevel en med fotografier, "fordi billederne var så nuttede". Der var en grund til, at de alle sammen sagde, at tegninger var bedst. Jeg sidder og ser på det ene brune fjerklædte kræ efter det andet, og de ligner alle sammen hinanden. Hold kæft hvor er jeg dårlig til at shoppe.

Så kommer vi til fugle stemmer. Da jeg var barn og hørte gøgen kukke, så forestillede jeg mig altid, at det var dette nærmest mytologiske væsen, som en slags dansk fugl Fønix, og det gik først meget sent op for mig, at den bare var kedelig og brun, og jeg blev enormt skuffet, men sådan kan det vel til godt føles når man bliver voksen. Ud over gøgen kan jeg ikke genkende mange fuglefløjt, mest af alt fordi rigtig mange af dem, når jeg kommer brasende gennem underskoven, ikke længere synger, når jeg kommer tæt nok på til at se hvad det er for et kræ. Hvis man så er heldig at se fuglen og høre stemmen samtidig, så skal jeg hjem og se om jeg så kan genkende beskrivelsen i bogen, hvilket jeg næsten med sikkerhed ikke kan. Tit kommer jeg frem til den meget faglige kategorisering "dumt brunt/gråt kræ".

skum liderlige fugle

Nu er foråret vist efterhånden ved at få overtaget. Vintergækker og erantis pipler frem, og der er amoriner i luften. Sagt med andre ord, så er områdets mange fugle skum liderlige. De flirter, leger slås, og områdets katte ser til med en blanding af angst og nysgerrighed.

Da jeg gik i 1.g, skulle vi skrive en stil om Cecil Bødkers novelle "Bogfinken". Min mor er interesseret i fugle, så jeg snakkede en del med hende om hvorfor hun lige nettop havde valgt en bogfinke og ikke en af havens andre små fugle. Jeg arbejdede hårdt på den stil. Normalt var jeg dengang ikke særlig flittig i skolen, men jeg var stolt, da jeg afleverede lige nettop denne stil. Jeg glædede mig til at få den igen, for jeg kunne godt lide min dansklærer og jeg ønskede rigtig meget at få ros af hende bare den ene gang. Så heldig var jeg dog ikke, faktisk fik jeg en karakter under middel. Jeg var virkelig ked af det, forstod ikke hvad der var sket.

Det viste sig, at jeg havde fokuseret alt for meget på bogfinken og alt for lidt på den psykologiske analyse. Dengang havde jeg ikke nogen aspergerdiagnose, og havde hun vidst det, havde hun muligvis været mere overbærende med mig, for det er jo sådan jeg tænker, jeg vægter det konkrete langt langt højere end det psykologiske.

Dengang var jeg meget ked af det, senere fortalte jeg det som en sjov historie der viste hvordan mit handicap påvirker min dagligdag. I dag tænker jeg, at det egentlig var lidt uretfærdigt af min lærer. Vi var bare blevet bedt om at analysere novellen. Vi havde ikke fået at vide noget specielt vi skulle fokusere på. Det kan godt være at jeg lagde hovedvægt på det med fuglen, men jeg skrev også andre ting, endda også om den psykologiske analyse. Hvorfor var min analyse mere forkert end de andres? Jeg siger ikke, at hun skulle have givet mig en god karakter, bare fordi jeg havde gjort mig umage, men en lille smule opmuntring burde der vel have været plads til.

På trods af mange menneskers gode vilje kommer der ofte konflikter mellem den handicappede og den normale verden. Nogle gange kan det være meget nemt at sige "det er også bare galt fordi du er handicappet" eller "Tag hensyn til mig, jeg er handicappet!". Begge dele lige overfladisk og tankeløst.  Danmark er et lille land, men vi er vel store nok til at kunne rumme begge parter.

Skolestart 2

Så var det i går at det gik løs. Jeg sad i toget på vej ind på universitetet, og da jeg så ud af vinduet så jeg at bladene var begyndt at antage en brunlig nuance. Er det virkelig allerede blevet efterår? Det regnede også, hvilket gav en grå tone til hele sceneriet.

Jeg var en lille smule trist, ikke over vejret, men over mig selv. Som jeg sad der i toget, hadede jeg min krop. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg har taget på i løbet af sommeren, men det var som om jeg opdagede det på ny. Det var virkelig en overvældende følelse, og jeg var ikke overbevist om at jeg ville kunne klare skoledagen, når jeg så sådan ud, men hvad var alternativet? Skulle jeg blive hjemme til jeg har tabt mig? Og hvor lang tid ville det så tage mig? En uge? En måned? Jeg har lige skrevet i et brev til mentee, at hun ikke kan lade sin krop overtage hendes liv, men hvordan kan jeg tillade mig at sige sådan, når jeg ikke kan gå foran med et godt eksempel? Desuden var jeg så desperat efter at komme i gang og efter at møde mennesker igen, at det ville lykkes mig at komme derind, om jeg så havde farvet mit hår tisgult og klippet det i en uklædelig page.

Jeg havde for et par uger siden noteret tidspunkterne for lektionerne i min kalender, men jeg havde glemt det med bygning og lokale, desværre var Timeplaner nede i weekenden, så jeg spurgte desperat på vores facebookgruppe, for jeg ville ikke ricikere samme situation som sidste år hvor jeg uforvaret endte midt i en gruppe arabiskstuderende.

Jeg må når jeg nu ser tilbage have været lidt ensom, for mit møde med den virkelige verden slog mig som med en forhammer. Jeg snakkede ca tre gange så meget som jeg plejer, hvilket de andre vist syntes var lidt sjovt. Jeg selv syntes at de var pinligt, for jeg sagde mange dumme ting. De ting jeg sagde, var ikke sårende eller virkelig stupide, sådanne ting som jeg ville kunne få et helt indlæg til at handle om, men bare sådan helt almindeligt åndede, som vi sagde det i gamle dage, ugennemtænkte kan vi også kalde det..

Jeg havde ikke fået købt min latinske grammatik, jeg troede ikke at vi skulle bruge den her til start, men det skal vi. Jeg gik helt i panik ved tanken om at komme bagud fra start, som jeg gjorde i græsk i sin tid, et fag som jeg endte med at dumpe. Jeg tror det er meget menneskeligt at gå i panik ved studiestart, alle virkede bare så cool med det hele. Det gjorde jeg nok også selv, for de andre kender mig nok ikke godt nok til at se gennem den jokende facade. Jeg greb en veninde og trak hende med ned i Stakbogladen, de studerendes boghandel. Det er studiestart for alle, så køen var enorm. Det tog os 40 sekunder at finde bogen, og det tog os en time at stå i kø. Jeg er meget panisk omkring køer, og jeg var endda panisk i forvejen. Man står så tæt i en kø, med mennesker man ikke kender, man har stadig sit overtøj på, hvilket er for varmt, men man tager det ikke af, for man bilder sig ind, at man jo snart skal ud igen. I en boghandel er der i det mindste gode ting at kigge på. Jeg fandt bogen, som man da bare måtte have hvis den ikke lige var så dyr, "squirrels of the world", og det er endda en tyk bog. Indrømmet, jeg har en lidt mærkværdig sans for humor. Jeg kan desuden ikke finde ud af at sige 'squirrel' min kæbe og tunge går nærmest i krampe når jeg prøver.

Første skoledag er altid fuld af sanseindtryk, lyde lys og nye ideer. Dette var nogen af mine, som efterlod mig udmattet og nærmest lykkelig.

Om at stå på egne ben

I går var det første august, hvilket ville sige, at det var tid for mig at tage det næste skridt i min 'kamp' for at blive mere selvstændig og klar til at flytte for mig selv en dag. Jeg har op til nu betalt kostpenge (1800,- om måneden) sammen med min husleje, og jeg har bare kunnet tage hvad jeg ville nede i køkkenet, eller jeg har kunnet skrive det på indkøbslisten, men nu er det på tide, at jeg selv tager ansvar og selv holder styr på det hele.

Sådan noget med at handle, det burde da ikke være så svært, det var sådan det plejede at være før jeg kom hertil, men det plejede også at være sådan at jeg virkelig bare ikke kunne styre det med maden. Der havde dog overhovedet ikke været nogen form for tvivl i mit sind, og jeg havde slet ikke overvejet om der skulle være det. Jeg så på min kontaktpædagog med overbærenhed, når hun prøvede at tale med mig om det.

Jeg startede dagen i Rema. Hver dag handler jeg på ca samme tidspunkt i den samme butik. Jeg køber de samme ting, ser de samme ansigter og siger de samme fraser. Den unge mand bag kassen er nok det menneske jeg ser flest gange i løbet af en uge, og alligevel er det eneste vi siger til hinanden.
- "Hav en fortsat god dag".
- "Rak, og i lige måde".
Det er ikke fordi jeg søger at det skal være mere, det er bare en underlig og lidt ensom fornemmelse.

I går var alting så bare ikke det samme alligevel, for min kurv indeholdte ikke bare pepsi max og saft, men også rigtig mad, såsom gulerødder og frisk pasta. Det føltes godt at være herre i eget hus, frue i eget køkken. Senere meldte angsten sig dog. Jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne klare det, det var en mere ukonkret følelse, som en slags sult der gjorde mig åndeløs. Det var et diffust møde med det nye og ukendte, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne være mere overskudsagtig omkring disse ændringer.

Jeg fik noget beroligende og sad længe og klappede en af pædagogernes hund som var med på arbejde. Det er altid rart når nogen værdsætter én så meget som nærmest kun en hund kan. Når den ligger der i ekstase og slår med halen, så er man det eneste der eksisterer, og man bliver højt elsket.

Om omkring 15 pastaskruer

Jeg havde besøg af min søster i går, og det var virkelig hyggeligt. Jeg har været så syg i så mange år, at jeg helt er gået glip af hvilken fantastisk person hun er udviklet sig til at blive, og der er så mange ting jeg bare ikke ved om hende, så vi snakkede rigtig meget, men vi skulle selvfølgelig også have noget at spise. Jeg skal betale en forsikring i denne måned, men jeg har også fået lidt penge tilbage i skat, så man skulle da være et skarn hvis man ikke forkælede sin lillesøster lidt, så jeg købte de gode rejer, og den gode parma skinke, og så var der hjemmebagt brød.

Så maden gik faktisk ganske godt til frokost (1 bolle og ½ skive rugbrød), men så kom aftensmaden. Jeg har ikke haft det særlig godt her i weekenden, og mine portioner blev mindre og mindre, og til aftensmaden klarede jeg omkring 15 pastaskruer med lidt salt, og jeg var nødt til at forlade stuen tidligt fordi det bare koksede fuldstændigt inde i hovedet på mig.

Min kontaktpædagog tog så en lille snak med mig, for hun mente ikke at det var helt nok, og det vidste jeg også godt, og jeg vidste, at hvis jeg ikke spiste noget mere ville jeg vågne kl 2 og være sulten, men jeg kunne ikke. Min kp tog mig med ned i køkkenet, og da jeg ikke selv kunne træffe en beslutning fandt hun en bolle til mig, men jeg stod bare og stirrede på den, og jeg havde slet ikke lyst til at spise den. Nogle af de andre stod lige uden for køkkenet og snakkede, og det føltes som et stort pres, så vi gik op i min lejlighed.

Min kp foreslog at jeg bare spiste en halv bolle, men det var den første bid jeg ikke havde lyst til at tage, hvad der kom derefter var lidt lige meget. Hvis jeg var så viljesvag, at jeg tog så meget som en enkelt bid, så ville jeg jo bevise, at jeg ikke har selvkontrol til at fuldføre alle de ting jeg har gang i, som for eksempel universitetet. Jeg var splittet, for på den ene side var der spørgsmålet om kontrol, og på den anden side ville jeg gerne gøre som min kp sagde jeg skulle gøre, og følge min fornuft. Efter en time eller så, blev vi enige om, at jeg tog en brikjuice (multifrugt som jeg elsker) og så havde jeg bollen liggende, så jeg kunne spise den i nat.

Mit hoved gjorde så ondt, og jeg ønskede bare at krølle mig sammen og sove, men jeg skulle først lige børste tænder og ordne nogle ting, og for første gang længe gik jeg faktisk i seng med angsten siddende i kroppen, men jeg ville ikke tilkalde en pædagog eller tage en pille. Til sidst gik jeg ud i køkkenet og drak noget saft (sukkerfri) og tog bollen, men jeg spiste den ikke der, jeg tog den med ind i seng. Så lå jeg der i mørket som et lille forskræmt dyr, mens mine tænder flænsede løs i bollen, og så faldt jeg i søvn.

Et råb om hjælp og andre småting

Dette indlæg skal egentlig bare handle om nogle forskellige småting, ting der om end værdige nok, så ikke fyldige nok til deres helt egne indlæg

Først en lille råb om hjælp. Jeg har lige fået installeret en Officepakke, og til brug i undervisningen og til afleveringer, skal jeg have installeret et hebraisk alfabet. Jeg kan godt finde og downloade et, men og få det fra computeren og ind i Word, det brugte jeg og min kontaktpædagog et par timer på at prøve at finde ud af, men det lykkedes ikke. Hvis du sidder inde med en guldgruppe af viden om emnet, så skriv gerne en besked.

Jeg har altid undret mig over folk der har kunnet bruge timevis foran fjernsynet med at se sport. Jeg er ikke selv vokset op med det, jeg kender ikke de forskellige sportsgrene særlig godt, og regler, hold, og spillere/atleter er fremmed land for mig, men jeg begynder at føle, at det er noget man kan lære, ligegyldigt hvilken sportsgren det end er man kaster sig over. For mit vedkommende er det atletikken der har fanget min interesse. Til at starte med kunne jeg bare godt lide at se på atleternes kroppe, hvordan led og muskler arbejdede, men nu har jeg efterhånden set et par stævner samt OL, og efterhånden som jeg kommer længere og længere ind i det, bliver jeg mere optaget og mere opspændt. I går da jeg sad og så EM i indendørs, da lettede jeg flere gange fra sofaen i ren spændinger over et ekstre flot/spændende spring/hop/spurt. Jeg vil nærmest sige at jeg er stolt over min reaktion, for jeg har altid følt mig lidt sær når jeg virkelig bare ikke interesserede mig for nogen form for sport, jeg er glad for at jeg også kan rumme den form for følelser. Det jeg tror der gør forskellen er, at jeg begynder at forstå og genkende når det går godt (eller skidt), jeg begynder at kunne genkende navne og ansigter, og det gør det mere trygt og overskueligt.

Lige i denne weekend sker der en hel del ændringer fordi der flytter en ny pige ind, og det gør mig nervøs. Det er ikke fordi det er noget slemt, det hele er bare meget anderledes. Jeg går rundt og er stresset og nervøs hele tiden, og når jeg gør det, så begynder jeg at kradse mig. Det er ikke så voldsom en selvskade som når jeg skærer mig, men alligevel er det for mig forbundet med endnu større skam, for det efterlader min hud, rød såret og arret. Jeg har ikke jordens reneste hud, men alt dette kradseri får det til at virke mere voldsomt end det egentlig er, og jeg føler mig som et teenage pizzafjæs. Især i går følte jeg det som et problem, for efter at have arbejdet med min aflevering hele formiddagen, kastede jeg mig i sofaen i joggingtøj, fedtet hår og rødspættet  ansigt. Jeg ved hvor vigtigt førstehåndsindtrykket er, og det piner mig lidt, at jeg ikke lige kunne vise mig selv fra en lidt bedre side.

Man kan opleve mange ting når man sidder i et tog. Forleden dag holdt vi og ventede på et modkørende tog der var fem minutter forsinket, hvilket er virkelig træls når man bare gerne vil hjem efter en lang dag, men der nede ved søbredden, neden for en skrant kun 20 m væk pjaskede en odder rundt og nød solen og en fisk. Min mor spurgte om jeg er sikker på at det ikke bare var en mår, for oddere er meget sjældne, men jeg er meget sikker.

Om at få brug for sit hebraisk

I går havde jeg min første forelæsning i 6 år. Jeg tænkte, det er da ingen sag, jeg sidder bare stille, og tager lidt noter undervejs, og tegner måske et par kruseduller i margenen. Sådan skulle det ikke komme til at gå.

Hver gang man får en ny underviser, bruger man lige nogle uger på at pejle sig ind på hans særegne måde at undervise på. Hvad skal man lægge vægt på i sin forberedelse? Hvor hurtigt taler han og springer mellem emnerne? Hvordan formulerer han sig? Hvilke emner ligger ham særligt på sinde? Hvordan reagerer jeg selv på måderne og emnerne for hans undervisning? De andre har haft vores lærer før, men for mig var det første gang, så jeg var ét stort spørgsmålstegn. Jeg skriver relativt hurtigt, men jeg kunne slet ikke følge med, så noget af weekenden må gå med at komme op med et helt nyt notesystem, som passer til denne form for undervisning. Vores lærer viste os hvordan hans egen bibel så ud med noter og understregninger. Det så super fedt ud, om end i en meget nørdet forståelse af ordet fedt. Han havde så mange overstregninger, at han ikke havde farver nok, så der var gule, grønne og røde ord, lyserøde ord med en grønne ringe om, og orange ord med røde streger. Jeg overvejer at lave en indsamling til at købe en pakke med tuscher til ham. Det er ikke fordi de koster noget nævneværdigt, men jeg vil ikke have, at det kan tolkes som at jeg gør tilnærmelser til ham. Jeg tænkte at det kunne være en fin lille semesterstartsgave.

Der var engang en pige der kritisk undrende spurgte, hvorfor i alverden jeg dog læste hebraisk, som i det var dog det tåbeligste hun længe havde hørt. Mit første svar til det spørgsmål er, fordi jeg er en nørd og bare synes, at det er super fedt, men grunden til, at det er på studiet, og at det er obligatorisk, er, at vi skal bruge det her i Gammel Testamente (GT). Hvis vi havde været dygtige nok, ville vi sikkert udelukkende gå ud fra den hebraiske tekst, men det er vi ikke, så vi bruger en blanding af den hebraiske og den danske.

Jeg har haft faget før med en anden underviser, men der er blevet indført skriftlige afleveringer, så jeg kunne ikke få merit, dvs få godkendt at jeg har bestået, men det er fint nok, for det er et af mine yndlingsfag. Med den underviser vi havde dengang, beskæftigede vi os med Genesis 1 mosebog) som et litterært værk, så det hebraiske betød ikke så meget. Nu har vi derimod en mere tekstkritisk tilgang, hvilket er lige så spændende, men mere sprogligt orienteret. Vi ser på grammatikken for at se, hvorfor går skællet mellem de to skabelsesberetninger i kap. 2.4a, eller hvordan man sprogligt kan skelne mellem skabelsens seks dage. Lingvistikken er et langt undervurderet fag, som har stor betydning for vores opfattelse af tingenes sammenhæng.

I den første skabelsesberetning (Gen 1.1-2.4a) er det kun verden, fiskene og fuglene, og menneskene der bara' (skabe), et særligt hebraisk verbum der kun kan have Gud som subjekt. Planter og landdyrene bliver jazah (frembragt), mens solen månen, stjernerne kun bliver ashah (gjort).

Om enhjørninge og næsehorn

Jeg burde skrive noget om pave Benedikt XVI's afgang, for det er et emne der berører mig dybt, for han blev pave kun et halvt år efter, at jeg konverterede til katolicismen, så han er på en måde MIN pave, fordi jeg ikke rigtigt kender andre, men forskruet som jeg er, er der et emne der optager mig mere.

Jeg har taget på. Det er hun et halvt kg, så det er ikke alverden, men jeg har det alligevel ret dårligt med det. Nogle tal er mere magiske end andre, og efter flere ugers hårdt slid, var det lige lykkedes mig at komme under 65 kg, og jeg var sådan nogenlunde glad for min vægt, den var i hvert fald ikke så rædselsfuld som den plejer, men nu vejer jeg 65.3 kg, og det er modbydeligt. Det er er ikke bare i dag, men hver evig eneste dag i over en uge, og jeg får kvalme over mig selv. Et eller andet sted ved jeg godt, at jeg har en flot krop, jeg er både slank og veltrænet, men følelsesmæssigt formår jeg ikke at tro på det, og når jeg ser de tre 'små' tal på badevægten, så føler jeg at det med at være tynd er noget folk fortæller mig for at lyve. Jeg er dog ret hyklerisk, for hvis det havde været andres vægt jeg talte om, så ville jeg ikke i samme grad strø om mig med ord som fed, klam og ulækker, som jeg alt for ofte bruger, når jeg taler om mig selv.

Det er ikke fordi jeg som sådan har nogle specifikke planer for hvor meget eller hvor lidt jeg gerne vil veje, jeg vil bare veje mindre, mindre end jeg gør nu og mindre end hvad jeg vejer næste måned, hele tiden mindre. Jeg ville gerne skrive noget sofistikeret og sagligt om det at have en spiseforstyrrelse, men grimme ord popper hele tiden op i mit hoved, og jeg bliver så uendeligt træt. Jeg ved ikke om mine mål og drømme er opnåelige, eller om det bare er troldspil og skyggebilleder. Er det hele bare tomhed og jagen efter vind?

Jeg tæller ikke rigtigt mine kalorier, for jeg gider ikke at veje alting, men jeg prøver da på sådan ca at holde styr på at jeg ikke spiser for meget. Problemet med den metode er, at kroppen er ligeglad med hvor meget jeg tror jeg spiser, den er kun interesseret i hvor meget jeg reelt propper i kæften. Sådan lidt 'for sjov' prøvede jeg at tage en køkkenvægt frem og veje min sædvanlige morgenmad. Den indeholder så 50-100 flere kalorier end jeg troede per portion, og den spiser jeg så 2-3 portioner af, så tror da pokker at jeg tager på. Og nu har jeg vejet én ting, og hvad så med alt det andet.

Ganske hurtigt begynder angsten at snige sig ind på livet af mig. Blodtrykket stiger, åndedrættet bliver besværet og jeg ryster en anelse på hænderne.

Om en tur med bæ-maskinen

Laika er en mund, som jeg nogle gange går tur med.

På et tidspunkt efter omstruktureringen bad jeg om tilladelse til at få en handicap hund, men jeg fik afslag fra vores leder, fordi der i teorien kunne flytte nogen ind der er bange for hunde. Okay, det kom til at lyde bittert, og det var det også til at starte med, men jeg kan jo egentlig godt forstå logikken, og jeg er nu kommet til det punkt, hvor det bare er sådan det er, og så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg er vist ikke den eneste der har ønsket dyr, i hvert fald er Laika (midlertidigt) kommet til som plaster på såret.

Laika tilhører en af pædagogerne og kommer med på arbejde to gange om ugen, tirsdag og fredag, og så må vi kæle med hende og tage på tur. Jeg forelskede mig straks i hende, og vi er blevet rigtigt fine venner. Én dag kom jeg træt og sulten hjem fra en lang dag på uni, og jeg nærmest kollapsede på trappen, og min hånd nærmest mekanisk kløede hende på halsen, hvilket hun godt kan lide, især hvis man lægger lidt kræfter i. Hun vrider og vender sig og dasker til en med forpoterne, så man næsten skulle tro, at hun får en orgasme.

Tidligere var det tirsdag og torsdag, at hun kom, men det passede blandt andet ikke så godt ind i mit skema, da det er mine to lange dage (så længe det varer, for jeg går snart på juleferie). I går var jeg en lille smule rastløs og kunne ikke sidde stille og bare klø hende, jeg måtte ud, ud i kulden, ud i blæsten, ud og væk fra mig selv, så jeg fandt hendes snor, nogle plasticposer og nogle hundekiks, og så var vi klar.

Jeg ville have taget hende en tur rundt om søen, men synet af vand gjorde hende helt vild, og jeg var bange for, at hun ville hive mig med ud i det, så jeg drejede op fra stien og ud til vejen. Fordelen ved at gå rundt om søen er, at der halvvejs rundt ligger et lille offentligt og anstændigt rent toilet, hvilket er godt for folk som mig, som er udstyret med en utroligt lille blærer. Jeg kunne derfor ikke komme på toilettet, så vi gik kun i en times tid, længere kunne jeg ikke holde mig. Jeg kunne jo ikke lige som hende skræve og tisse en lille tår midt på vejen.

På vores tur lykkedes det hende at skide to gange på 500 m, hvilket jeg jo selvfølgelig måtte samle op efter hende. Det er utroligt, at der kan være så meget lort i en hund, og jeg fatter ikke, at hvis hun allerede kan kl 9 om morgenen, hvordan holder hun sig så en hel dag, når 'far' og 'mor' er på arbejde.

Men vi fik altså en god lille gåtur. Jeg ville have haft kamera med, men jeg glemte det, og tænkte at det var ikke værd at gå tilbage efter.

De andre piger går også nogle gange tur med hende, og jeg kan ikke lade være med at blive en lille smule jaloux, for selvom det er lykkedes mig at gøre Laika glad for mig, så er jeg pinefuldt bevidst om, at jeg faktisk ikke er vildt god til dyr, og jeg er sikker på at de andre er meget bedre, og at hun meget hellere vil være sammen med dem. Det kunne forendlede mig til at forkæle hende, men en hun er altså en hund og skal behandles som en sådan, godt, men bestemt.

Om en lang dag

Jeg var komplet panisk over, at jeg ikke havde lavet mine lektier i går, så jeg endte med i al hast at pakke mine ting og tage af sted. Det var dog en besværlig proces at komme ud af døren. Først have jeg fået de forkerte sko på, så op og skifte til nogle andre, og dernæst havde jeg glemt min medicin og en flaske med saft (jeg kan ikke lide vand), så op igen, men så kom jeg da omsider af sted. Jeg var så tidligt på den, at hverken kiosken eller banegården havde åben endnu, så jeg måtte gå hele den korte vej udenom og klare mig uden min sædvanlige morgencola, jeg drikker nemlig cola i stedet for kaffe om morgenen. Jeg tog toget kl 6, men jeg kunne godt have sparet mig denne tidlige morgenføjten, for disse lektier, som jeg havde frygtet ville tage en evighed, tog mig ca en halv time i toget, så da jeg kom op på universitetet havde jeg ca to timer at slå ihjel, men heldigvis havde jeg min bog om Napoleontiden (aka fine kjoler).

I god tid gik jeg ned gennem den underjordiske gang der førte til vores undervisningslokale, og så satte jeg mig på gulvet ude foran og læste videre. Jeg var i tvivl om det var der jeg skulle være, men højlydte latterbrøl fra lokalet tydede på, at hold 1 var i fuld gang derinde.

Før timen gik i gang var jeg lige oppe og spørge læreren om en lækker gloseliste, som vi fik af ham sidste gang jeg tog faget, for nogle af de andre var nemlig interesserede i den, men han svarede bare, at han måtte have været fuld den dag, og hvad var der i grunden i vejen med at slå op i en ordbog? Hvad der er i vejen med at slå op i en ordbog er, at ordbogen vejer et par kg og fylder det meste af tasken og at man desuden, hvis man som jeg ikke er så god til tysk, også skal have en tysk-dansk ordbog med. Jeg følte mig flov og tænkte, at nu ved han da med sikkerhed, at jeg ikke er nogen god studerende, når det kunne falde mig ind at snyde sådan med oversættelserne Den sætning, som jeg blev bedt om at oversætte foran klassen klarede jeg dog rigtig fint, hvilket var en lettele, for jeg kan sagtens have forberedt en fejlfri oversættelse, men så kludre helt forfærdeligt i den på klassen, så alle og enhver må tro at jeg ingenting kan. Der var dog et enkelt ord jeg ikke kunne gætte stamformen af (om den var aktiv passiv, intensiv eller refleksiv), men læreren stillede mig nogle grundlæggende spørgsmål i grammatik, og så fandt jeg hurtigt ud af det, hvilket var en endnu federe følelse end at have styr på det hjemmefra. Jeg var lettet, måske var jeg ikke så dum alligevel.

Efter timen havde jeg endnu en ventetid på to timer, men jeg blev inviteret med nogle af de andre op på den ikke stille læsesal, hvor vi sad og lod som om vi arbejdede. Jeg selv fik i hvert fald kun oversat to sætninger på to timer. Jeg var meget benovet over at blive inviteret med, men jeg spillede cool og lod som om det var den naturligste ting i verden. Vi sad og snakkede om en masse sladder, som jeg ikke kunne følge med i, fordi jeg ikke kendte de personer der blev snakket om, men det var hyggeligt. Jeg fortalte dem også lidt om min historie, bare sådan i grove træk, ikke nogen klamme eller uhyggelige detaljer, og vi snakkede lidt om forholdende i psykiatrien. Jeg kan godt lide at snakke, og det var første gang jeg sådan rigtigt kunne få lov til det på universitetet, ellers har jeg holdt mig lidt i baggrunden, og det var rart ikke at skulle holde mig selv tilbage, men det var også hårdt, for jeg er ikke vant til at snakke med folk helt så længe. Til sidst undskyldte jeg mig med, at jeg skulle købe en sandwich, og gik så jeg lige kunne nå at hvile ørerne inden min mentor/tutor kom. Jeg havde planer om kun at spise halvdelen af min sandwich, men jeg var så forfærdeligt sulten, så jeg kunne ikke lade være med at spise det hele, og jeg brugte alle mine kræfter på ikke at spise den pinlig hurtigt.

Jeg mødtes med min mentor. Vi skulle først lave en semesterplan, hvad der andre steder ville hedde en handleplan, så universitetet kan se hvad de bruger deres penge på. Jeg HADER handleplaner, men deres spørgsmål var ikke så nærgående og krævende som de godt nogle gange kan være, så jeg dikterede bare hvad der skulle stå, og jeg gjorde det uden at bryde hulkende sammen, hvilkes jeg ellers godt kunne have fundet på, ene og alene fordi det var en handleplan, og jeg er opdrættet (med vilje at jeg bruger det ord) til at hade sådan nogen. Jeg kunne ikke tillade mig at græde, for min mentor er meget ung og helt ny, så jeg var ikke den eneste sårbare i den situation, og jeg havde ligesom prøvet sådan nogle planer mange gange før. Bagefter snakkede vi lidt mere udførligt om hvad vi skal lave og hvordan, og bagefter snakkede vi bare lidt frem og tilbage for at lære hinanden lidt bedre at kende.

Nu var kl 13, og jeg ville bare hjem i en fart. I bussen satte jeg mig ved siden af en mand med mørk hud, og enten syntes han at jeg så sød ud, eller også blev han forundret over at jeg turde sætte mig ved siden af ham, og han begyndte at snakke med mig, og jeg måtte fortælle at jeg læste på universitetet og jeg måtte forklare hvad jeg læste. Han fortalte at han for 22 år siden havde taget en bachelor i samfundsfag i Somalia. Somalia? Samfundsfag? Universitetet? Først blev jeg helt forvirret. Min fordomsfulde lille hjerne kunne slet ikke kapere den information, og jeg fik slet ikke spurgt ham om han så kunne får lov at bruge sin uddannelse da han kom til danmark. Fun fact så er Scotland det bedst uddannede land i verden, selv taxachauffører kan citere Homer (altså grækeren, ikke ham den gule). Det er enten super fedt, at selv en taxachauffør kan det, eller også er det enormt sørgeligt, at én der kan citere Homer ender med at køre taxa.*

På togturen hjem sad jeg bare og rystede, dels af lavt blodsukker, dels af træthed. Jeg ville bare hjem og have noget at spise, men hjemme var vores plejehund på besøg, og jeg trængte mere til pelsterapi og en våd snude end jeg trængte til mad.

Bryson Bill, "Notes from a small island"