tirsdag den 29. oktober 2013

Gummi Tarzan

Husker I ham her? Ivan Olsen? En rigtig lille slapssvans. Det viser sig, at det er mig. Jeg har i de sidste tre måneder døjet med min hofte, og min fysioterapeut har gang på gang masseret den, og jeg har lavet udstrækningsøvelser herfra og langt ind i Helvedet, men lige lidt hjalp det. I torsdags prøvede vi så en ny tilgang, og min fys prøvede at sætte mig til at lave nogle små lette styrkeøvelser. Det viste sig dog at jeg havde styrken som en gammel kone, hvilket er pudsigt, for jeg har stærke lår og stærke mavemuskler, men derimellem er den altså helt gal.

Jeg laver nu mine styrkeøvelser, og det hjælper ret godt, jeg var endda med til en dobbelttime i latin i går, hvor jeg plejer at gå hjem i pausen. Egentlig havde jeg lidt tænkt mig at tage tidligt hjem selvom smerterne ikke var der, for de varslede storm, og jeg havde ikke spor lyst til at blive fanget i Aarhus, hvis nu togene blev aflyst. Jeg kom dog til lige før pausen at sige, at jeg godt kunne tage den næste sætning, og så var jeg jo nødt til at blive, for at det ikke skulle se ud som om jeg stak af. Det endte med, at jeg ikke fik sætningen alligevel, men så var det i det mindste ikke min skyld.

lørdag den 26. oktober 2013

soldaterkammerater

Hvad er mit forhold til  den veninde der har forsøgt selvmord egentlig? I gamle dage skrev vi meget frem og tilbage, men hun er blevet mere og mere syg og har ikke overskuddet til at skrive sammen. Hvis en udenforstående i dag ville læse vores beskeder, ville de tro, at vi var 14 år gamle. Vi sender hovedsageligt hjerter og "jeg elsker også dig" beskeder. Meget mere står der ikke, men jeg er kommet til at kende hende så godt, at jeg kan læse mellem linierne. Jeg har ikke nogen sjette sans, jeg kan ikke på afstand fysisk mærke hvordan hun har det, men jeg er rigtig god til at gætte.

Man kunne også tro at vi var elskende, men der er ikke noget romantisk eller erotisk imellem os. Den bedste beskrivelse jeg kan give af vores forhold er soldaterkammerater. Vi har oplevet en krig sammen, en krig som vores familier aldrig vil kunne forstå eller være en del af. Derfor har døden også altid været en del af vores forhold, for mennesker dør i en krig, også i den krig der foregår inde i hovedet. Så da jeg fik beskeden om hendes selvmordsforsøg græd jeg ingen tårer.

Jeg er kommet ud af krigen ud til den virkelige verden, men min veninde kæmper stadig. Vi kan ikke længere kæmpe sammen, jeg kan kun se til på sidelinien. Jeg forstår, at jeg en dag kan miste hende, og det gør mig trist, for forhåbentlig kommer jeg aldrig igen i krig. Jeg kan få nye og betydningsfulde venskaber, men det vil aldrig kunne blive det samme.

torsdag den 24. oktober 2013

Med små bevægelser

Først en lille update om min veninde. Jeg tog over og besøgte hende. Hun er i live og ved, om ikke godt mod, så i hvert fald ved mod. Det var godt at se hende, for der er så mange subtile informationer om et menneskes ve og vel som man bare ikke kan få over telefonen.

For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.

I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.

Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.

For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.

Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.

Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.

søndag den 20. oktober 2013

om en venindes selvmordsforsøg

Min bedste veninde har forsøgt selvmord. Jeg føler mig trist, men jeg føler ikke mere end det. Hvad skulle jeg føle? Vrede, angst, svigt? Jo, måske føler jeg mig lidt ensom, for hvem skal jeg snakke med om det? Når det gælder selvmord, især når det er mødre der gør det eller forsøger at gøre det, så findes der her til lands en enorm vrede mod disse umulige egoistiske væsner.

Hvordan kunne hun gøre det? Tænker hun slet ikke på sine børn? Det kan jeg nemt fortælle jer, hun tænker meget på sine børn, men hun har været meget syg i rigtig mange år, og for nyligt oplevede hun et enormt svigt fra dem der skulle hjælpe hende. Hun var udmattet, hun kunne ikke kæmpe mere. Det var ikke hvad hun havde lyst til at gøre, det var hvad hun var nødt til at gøre, så lad være med at dømme hende hvis I ikke ved hvordan det er.

Jeg kunne godt blive vred, men hvad ville det gøre andet end at presse hende dybere ned i depressionen. At blive vred ville hjælpe på min samvittighed, for det ville føles som at handle i en situation hvor man er handleløs, men hvad skal det hjælpe at hjælpe på min samvittighed? Det er ikke mig der har brug for hjælp. Jeg har ikke meget at give af, andet end min ubetingede kærlighed, og ubetinget betyder, at jeg elsker hende ligegyldigt hvor dumt hun måtte opføre sig. Det er min medmenneskelige pligt, det er min kristne pligt.

Kristendommen har haft nogle meget grimme ting at sige om selvmordere, de blev endda begravet udenfor byen, udenfor kirkegårdens 'fællesskab', men Kirken er begyndt at indse, at det ikke er personernes skyld, men sygdommens, ville du for eksempel bebrejde en kræftpatient. Kristne mennesker har enormt travlt med at dømme andre, og det gør mig flov. Jeg dømmer også selv, og det gør mig endnu mere flov, men jeg kan ikke dømme her, for jeg har selv været der alt for mange gange.

Kan I finde det i jer selv ikke at dømme hende? Har I aldrig nogle sinde været så pressede, at i ønskede at stoppe det hele? Har I aldrig været egoistiske på bekostning af dem I holder aller mest af?

lørdag den 19. oktober 2013

Nyt format

Nu har jeg holdt et par dage fri, men jeg er stadig træt. Jeg er led og ked af oversættelser, men jeg har ikke noget valg, de skal laves. For at frigive mere energi til lektielæsningen, har jeg besluttet, at dette ikke længere skal være en daglig blog. Jeg ved ikke hvor tit jeg vil skrive, det kommer vel an på hvilke interessante eller tragiske ting der sker i mit liv.

Jeg vil savne at skrive dagligt, for i to år har det været så stor en del af mit liv, men jeg er ved at finde nyt indhold i tilværelsen, og jeg håber at I vil være glade på mine vegne. Jeg har delt en forunderlig rejse med jer, og jeg vil fortsat holde jer opdateret, men hvad der ligger foran mig er ikke sindsoprivende, livsændrende, åndeløst, det er bare helt almindelig hverdag. Vågne, træne, lave lektier, tage på uni, spise, tale med pædagogerne, se CSI og gå i seng. Jeg har skrevet om det hele, flere gange endda.

Bare rolig, jeg er en skør person, og skøre ting sker for mig, og jeg kommer derfra på skøre måder, så der bliver sikkert rigeligt med skøre historier at fortælle :)

tirsdag den 15. oktober 2013

Ferie

Jeg holder ferie indtil lørdag d. 19. oktober

mandag den 14. oktober 2013

I skoven

I går var min mor på besøg. Vi tog bilen ud i skoven og gik en tur. Jeg har ikke været 'ude af byen' siden min hebraisk eksamen i juni. Jovist tager jeg nogle gange til Odense for at besøge min far, men denne sommer har vi ikke været gode til at komme ud af huset. Nogle gange går jeg selvfølgelig tur i parken der ligger i nærheden, og det er en fin park, det er bare ikke det samme som at komme ud af byen.

Vi var ved Hald Ege, hvor der ligger en gammel herregård og en tårnruin, hvilket jo bare gør oplevelsen endnu bedre.

Men ellers her feriestemningen bare sænket sig over mig og jeg bruger mine dage på ikke at lave ret meget. Jeg så et afsnit af CSI New York, hvor de prøvede at lave noget middelaleragtig stemning, men et hemmeligt selskab startet i 1840'erne virker bare ikke så imponerende når man den næste dag står i en ruin fra 1500-tallet, på en ø midt i en sø omgivet af træer i efterårsfarver.

Som barn har jeg svømmet i Hald sø, dengang før motorvejen. Det var efter at de have gjort et eller andet fancy for at forhindre iltsvind. Det kunne jeg så snakke om til min biologieksamen i 1.g, hvilket imponerede censor rigtig meget mens min lærer vist mest sad og var forvirret over, hvem denne ganske dygtige og charmerende elev mon var. Kunne det virkelig være det samme sure løg der aldrig fulgte med i timerne og som kun lavede det aller mest nødvendige hjemmearbejde? Det lykkedes mig trods alt at trække en ganske glimrende karakter hjem

søndag den 13. oktober 2013

Endelig ferie

Jeg har kun været i gang på universitetet, men hold da helt op hvor jeg trænger til ferie. Især den sidste uge har været slem, for den generelle vedvarende angst jeg tidligere har lidt af er vendt tilbage. Det er ikke sådan virkelig slemt, mit åndedræt er bare overfladisk, jeg er rastløs og jeg sveder. Jeg frygter, at det ikke bare er en lille smule stres, men at et er begyndelsen på noget værre, som for eksempel en depression.

Jeg ved godt, at jeg får de samme bekymringer hver gang jeg har det sådan her, men jeg er bare en sårbar person og risikoen for et tilbagefald er altid nærværende, og det bliver jeg nødt til at forholde mig til, om ikke hver dag, så i hvert fald med jævne mellemrum. En veninde spurgte om det nu også er sikkert for mig at flytte for mig selv, og det er det, men kun hvis jeg anerkender farerne, og der er en reel farer.

Men hvad er faren? Min psykolog siger, at det nok ikke vil blive lige så slemt som sidst, for jeg er blevet ældre, jeg kender mig selv langt bedre, og jeg har lært hvordan man snakker om tingene, derud over tager jeg dagligt fire forskellige typer medicin der skal hjælpe mig igennem dagen. Lidt nervøs er jeg dog, for det passer med, at jeg CA har haft et sammenbrud hvert sjette år af mit liv, da jeg var 6 og startede i skolen, da jeg var 11 og min søster var syg, da jeg var 18 og gik på gymnasiet og da jeg var 22 og mine forældre blev skilt. Jeg er 28 nu. Jeg tror ikke, at jeg er forbandet eller noget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge lidt underligt på min kalender.

Nu har jeg dog ferie, og jeg vil fokusere på at kede mig, for det er sundt at kede sig, eller det er i hvert fald en stærk motivationsfaktor til når man går i gang med studierne igen.

lørdag den 12. oktober 2013

Ørkesløshed

Findes der mon noget mere ørkesløst end at være studerende, man bruger et meste af sin tid på ikke at fatte en skid af hvad der foregår, så begynder man at forstå en lille bitte smule , og BAM så kommer eksamenen, og så til næste semester kan man starte helt fra bunden med et nyt fag.

I kan måske mærke min frustration over latin. Det viste sig dog, at det ikke kun er mig der er blevet dummere, men også vores tekst der er blevet sværere, hvilket beroliger mig meget. Jeg er lidt en perfektionist og en katastrofetænker. Når der er en sætning jeg ikke kan finde ud af, så er det fordi jeg er dum i nakken, når der så er ti sætninger jeg ikke kan finde ud, så er jeg på nippet til at droppe ud af universitetet. Så det hjalp meget at mine medstuderende også sad og følte sig dumme. Fælles dumhed er noget der kan knytte folk sammen, hvis de vel og mærke anerkender deres egen dumhed.

På grund af min skade, har jeg et meget højt fravær. Jeg prøver at kompensere ved at være meget aktiv i timerne, og i går stillede jeg lige så mange spørgsmål som jeg plejer, men jeg ville ikke høres i en sætning. Jeg sad på forreste række, så læreren kunne jo se, at jeg havde lavet mine lektier, men ville ikke høres, for jeg var så forfærdelig usikker på mig selv og min kunnen.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare bede om at blive sprunget over, sådan som man normalt gør. Da læreren spurgte om jeg ville tage den næste sætning, kiggede jeg på mine papirer, og jeg nærmest råbte et forskrækket "NEJ!!!".

Jeg elsker sprog, men nogle gange er sprog også bare for dumme. Jeg have en akkusativ der stod som objektsprædikat til et akkusativobjek til en infinitiv som stod som objekt til en akkusativ med infinitiv som så igen stod som objekt til det finitte verbum, av mine hippocampi. Sætningen lød sådan her:

CONSTAT CALIGULAM HUNC EQUUM CONSULEM FACERE VOLUISSE
Det blev fortalt, at Caligula ville gøre denne hest konsul
Caligula var selvfølgelig en romersk kejser der var mere end almindelig vanvittig. Han ville gøre hesten til konsul, ikke fordi det var en sød og nyttet pruhest ved navn Black Beauty, men på grund af hans generelle mangel på respekt for senatet.

torsdag den 10. oktober 2013

De satans infinitiver 2

Jeg klarede mine infinitivssætninger dårligere end jeg havde regnet med. Jeg sad inde til timen og prøvede at følge med i alle de kloge ting de andre havde at sige, og jeg forstod ikke et ord nogle gange. Måske er det fordi jeg bare er mig, måske er det fordi jeg er kvinde, men jeg springer meget nemt til den konklusion at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget som helst.

Jeg drak kaffe med en af mine veninder fra studiet, og hun grinede lidt af min katastrofetænkning, og hun har selvfølgelig ret. Det kan ikke nytte noget, at jeg ryger ned i et stort sort hul, hver gang der er noget jeg ikke kan finde ud af. At lave fejl er en stor del af det at lære, men det er virkelig også belastende, for der er nogle fejl der er dummere end andre, og jeg syntes selv, at jeg lavede de absolut dummeste fejl tænkeligt.

Om jeg er dum eller ej, det vil vise sig, men jeg bliver nødt til t oversætte nogle ekstra sætninger i dag, og det kommer til at tage lang tid, så jeg vil gøre dette indlæg kort og gå i gang.

onsdag den 9. oktober 2013

De satans infinitiver

I sidste uge kørte jeg med klatten, jeg klarede mine lektier uden problemer, men i denne uge skulle vi lære om infinitiver. Vi skulle lære om dem i mandags, men jeg kom ikke til undervisning, for da jeg stod ved toget kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt smertestillende piller derhjemme, så jeg måtte gå hjem og kunne ikke nå toget.

I går prøvede jeg så at lære om infinitiver på egen hånd. Jeg ved ikke hvad der er så svært ved dem. De er nok egentlig ikke så svære, det er nok en mental barriere. Problemet starter allerede når jeg skal sætte kryds og bolle, for kan en infinitiv få en bolle? Og hvis ikke, hvilket tegn skal den så have? På hebraisk var en infinitiv et nomen, punktum, på latin kan den være lidt af hvert, infinitiv, gerundiv og supinum.

Jeg er ved at udvikle et intenst had til infinitiver, men det er ikke infinitivernes skyld, det er oktober. Man starter på universitetet i september, man er udhvilet, motiveret, og effektiv, men så kommer oktober, og så crasher man. Det sker for mig og det sker for tusindvis af andre håbefulde studerende landet over.

Oktobersløvsind. Den første entusiasme når at lægge sig, og der er stadig længe til eksamen, så man sumper hen og forsømmer undervisning og lektier. Man kan sidde på et kold, hvor der egentlig bør være 30 personer, men man sidder kun 6, hvoraf halvdelen er uforberedte.

Jeg føler mig altid så dum under disse omstændigheder, jeg vil jo bare gerne være flittig og dygtig, er det for meget forlangt? Men jeg kigger på vores læsestykker, og jeg bliver helt skeløjet, af ord og handlinger er flyder ud og flyder sammen og mister deres mening. Jeg prøver at sætte mig med mine lektier, men så skal jeg lige, og jeg skal lige, og så er der pludselig gået en time og så to, og jeg er stadig ikke færdig, for slet ikke at tale om alle de sætninger jeg bare skriver et stort fedt ? ved, fordi jeg ærligt ikke forstår eller fordi jeg bare ikke orker at sætte mig ind i pronominer, og jeg frygter at blive hørt i netop de sætninger.  Af 11 sætninger mangler jeg 3, men det føles som langt mere, et føles som 100, det føles som om de tre sætninger fortæller, at alt mit arbejde har været spildt, for jeg er jo tydeligvis en idiot.

I dag skal jeg heldigvis drikke kaffe med en af mine medstuderende som jeg desværre ikke længere er på hold med. Hvis jeg kender os ret, vil vi sidde og more os ved at beklage os voldsomt i sammenlagt en halv time, og bagefter kan vi så føle os bedre, for infinitiver er jo i virkeligheden nok ikke så svære, det gælder bare om at se dem i det rette lys, eller noget i den stil og bla bla bla.

Infinitiver er møg svære og jeg hader dem, hrmf.

mandag den 7. oktober 2013

Om en bekymringsdag

Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.

Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.

Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.

Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende
Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">
Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.

søndag den 6. oktober 2013

Alenetid

Min bedste veninde har det rigtig dårligt, så dårligt, at hun har bedt mig lade hende være i fred. På den ene side vil jeg gerne respektere hendes ønske, men på den anden side er jeg også bekymret for hende. Deprimerede mennesker skubber tit folk væk fordi de føler trang til at være alene, men det er ikke nødvendigvis godt for dem, og måske synes de det ikke engang selv. Hvor tit har jeg ikke selv grædt over nogen er gået efter at jeg selv sagde farvel til dem.

Jeg ved dog ikke hvad min veninde føler, og hun sidder så langt væk, helt ovre i København, og jeg er ikke god til den slags ting. Man skulle tro, at når man selv har været igennem det, at man så ville vide hvad man skal gøre, men jeg føler mig rådvild. Hvis jeg ikke gør noget, risikerer jeg at vi meget hurtigt glider fra hinanden. Hun siger, at hun skriver når hun får det bedre, men der er ingen der siger, at det sker lige foreløbig, og hvis der går for lang tid, vil hun måske ikke turde skrive. Hvis jeg derimod blander mig for tidligt risikerer jeg at hun bliver vred på mig, og jeg er absurd dårlig til skænderier.

Jeg har dog for længst truffet et valg om hvad jeg må gøre, men jeg drager hele tiden mig selv i tvivl, men jeg kan ikke komme op med nogen bedre idé. Jeg fik hendes besked fredag eftermiddag, og i aften, hvor er så er gået to dage, vil jeg skrive, at jeg er hendes ven, og jeg derfor ikke kan lade hende være helt alene. Hvad der så vil ske ved jeg ikke, og jeg hader ikke at vide, men det er vel sådan det er at have med mennesker at gøre.

Min veninde er altid så sød og så opmærksom på mine behov, men nu hvor det er mig der står med hende, føler jeg mig uformående. Kan jeg blive lige så stor en hjælp for hende, som hun har været for mig

lørdag den 5. oktober 2013

Underviser /psykiater

I går skete det igen, jeg blev bedt om at oversætte en sætning i latin, og skønt jeg havde ret godt styr på det, så hakkede og stammede jeg mig igennem det, og jeg følte mig meget meget lille. Hvorfor er det, at jeg er så bange for at svare forkert? Jeg har nok altid været det, men det er blevet værre. Jeg tænkte ikke så meget over det sidste år, for min super seje hebraisklærer var også super skræmmende engang imellem, så jeg var ikke den eneste der sad med svedige håndflader. Min latinlærer er derimod en enormt elskelig person, så det burde være umuligt, men jeg er bange, sådan virkelig i min grundvold bange.

Efter timen snakkede jeg med min psykolog om det. Jeg snakkede om min tid på psyk, hvor man havde samtaler med psykiatere man ikke kendte. Mange af dem var fine, men der var også nogle der havde agendaer. Jeg var ung kvinde og selvskadende, så der var nogle af dem der meget gerne ville have lov til at give mig en borderline diagnose. Jeg har kun nogenlunde en idé om hvad borderline egentlig er, det er noget med at opleve alle følelser langt voldsommere end andre mennesker. Jeg har til gengæld et ret godt billede af hvordan der bliver set på folk med borderline, som om de er hysteriske og ikke værd at hjælpe, så en borderlinediagnose kan i psykiatrien være skæbnesvanger når man har brug for hjælp.

Når man så sad inde til den der indlæggelsessamtale og psykiateren begyndte at stille ledende spørgsmål, så galt det om at være på vagt, for ikke kun ens svar talte, hele en fysiske fremtoning. Det er en stort og skræmmende opgave for en der sidder og har det virkelig dårligt, men et var vigtigt for ens overlevelse. Når jeg så sidder inde til undervisningen, skylder de samme følelser ind over mig. Det bliver pludselig enormt vigtigt at sige konjunktiv på konjunktivens plads, for hvad nu hvis læreren giver én en forkert og farlig diagnose. Hvilken diagnose en universitetslærer overhovedet skulle have interesse i at stille melder historien ikke noget om, men jeg er stadigvæk bange. Jeg har altid sagt, at psykiatrien var en god ting for mig, og det mener jeg stadig, men det begynder først nu at gå op for mig hvor traumatiserende hele oplevelsen har været.

Man kan spørge hvordan jeg vidste at nogle af psykiaterne stillede ledende spørgsmål. Jeg vidste efterhånden hvordan en god psykiater stiller spørgsmål, så jeg kunne se hvis spørgsmål skilte sig ud, eller e kunne blive ved med at stille de samme spørgsmål igen og igen. Et af symptomerne på borderline er at man kan være meget manipulerende, men i og med, at jeg gennemskuede psykiaternes spørgsmål, manipulerede jeg mig jo også væk fra diagnosen. Betyder det, at jeg faktisk muligvis er borderline? Det er et spørgsmål jeg har diskuteret både med min psykolog, psykiater og indtil flere forskellige pædagoger, og de er alle sammen meget enige om, at det har jeg ikke, men jeg har fået indpodet en frygt for diagnosen som sidder i mig endnu.

torsdag den 3. oktober 2013

Hvad har I gang i?

Hvad fanden har vi lige gang i inde på universitetet? Her er logoet for teologisk (foredrags) Forening på Aarhus universitet som måske kan give et præg :-P


onsdag den 2. oktober 2013

Om en skæv døgnrytme

Nogle dage, eller rettere nætter, vågner jeg absurd tidligt og kan ikke sove mere.  Normalt når jeg siger sådan vågner jeg klokken 2 eller 3 om natten, men i går vågnede jeg ekstremt absurd tidligt. Jeg vågnede ved midnat, og jeg kunne bare ikke sove et minut mere. Jeg prøvede virkelig at blive liggende, men jeg blev rastløs, og måtte simpelthen bare stå op. Og hvad får man dagen til at gå med når man allerede er oppe så tidligt.

Allerede kl 4 var jeg færdig med at lave latin til i dag.
Kl 6 gik jeg hen og styrketrænede.
Kl 8 købte jeg to sæsoner af den almindelige CSI.
Kl 10 spillede jeg badminton.

Kl 12 var jeg fuldkommen banket, og der var mange mange timer til jeg kunne tillade mig selv at gå i seng igen, so thank you God for CSI som kørte på fjernsynet, mens jeg sad i sofaen og prøvede at rette ryggen. Og så skete der egentlig ikke så meget mere den dag, jeg sad bare og prøvede at holde mig vågen. Det er første sæson jeg ser. Der er et eller andet ved første sæsoner, hvor budgettet er og hvor der bliver eksperimenteret mere, og personenerne er mindre stylede, det hele er lidt mere råt, og jeg kan godt lide et sådan. Desuden er CSI fra 2000/01 og computergrafikken er elendig, og det er virkelig sjovt at se.

Jeg har bestilt tre bøger hos Amazon, selvom arbejdsforholdende hos dem skulle være så forfærdelige at det er moralsk uforsvarligt at købe hos dem, men min kærlighed til bøger overtrumfer min moral. De har mit stuff og jeg er en ussel junkie på jagt efter mit næste fix. Jeg fik den første af bøgerne i går, men desværre ikke den af dem som jeg havde mest lyst til at læse, en bog om Alice Roosevelt, datter af en amerikansk præsident. Hun skulle være ret vild har jeg hørt, red rundt på ponyer i det hvide hus og giftede sig med en af faderens politiske modstandere. Paris Hilton anno 1900. Jeg var desuden for træt til at læse, så jeg smed den fra mig et tilfældigt sted hvor den ikke var i vejen og satte mig igen foran fjernsynet.

Der er vejarbejde på min vej for tiden og det larmer forfærdeligt, men vi er på den tid af året nu, hvor vinduerne kan lukkes, så det går, jeg er alligevel oppe for længst, når de går i gang 7.30. Det værste er, at de lukker for vandet så jeg hamstrer vand i store mængder, langt mere end jeg egentlig har behov for, men bare i tilfælde af at jeg starter en lille brand eller får lyst til at vaske gulv, man kan jo aldrig vide.

tirsdag den 1. oktober 2013

fysioterapi igen igen

Det er kun to uger siden jeg sidst var af sted til fysioterapeuten, men i torsdags var jeg i svømmehallen, og det kunne min hofte vist ikke ret godt lide, så jeg fik ret ondt, ikke så ondt som jeg nogle gange har haft, men jeg ville ikke tage nogen chancer, så jeg fik pædagogerne til at bestille en tid til noget massage. Denne gang besluttede hun sig så for at give mig noget ultralyd.

Hovedformålet var dog, at finde ud af HVORFOR det gør så ondt. Eftersom det er en siddeskade, kunne det ikke just komme bag på nogen at det skyldes den akavede måde jeg sidder på en stol på. Men jeg har altid siddet forfærdeligt på alle mulige slags stole, så hvorfor nu? Em jeg vil det eller ej, så nærmer jeg efterhånden de 30, og kroppen bliver stivere og mere sårbar, og den kan bare ikke klare de samme ting som den kunne engang. Er jeg mon lige så stille på vej ind i en 30-årskrise?

Jeg blev instrueret i hvordan jeg BURDE sidde på en stol, hvilket jeg jo egentlig godt vidste, jeg havde bare en idé om at reglerne ikke galt for mig. Så nu sidder jeg her med begge fødder plantet i jorden og med en pude i ryggen, og måske det i længden vil hjælpe mig, men lige nu tænker jeg, at min ryg i den nærmeste fremtid vil blive øm, men hellere øm nu end gigt senere, og det er vel ikke værre end, at det er noget jeg kan træne, når nu jeg alligevel er til fitness flere gange om ugen.

Jeg har fået en tid til ved fysioterapeuten allerede i næste uge, for at se om vi ikke kan får bugt med smerten en gang for alle. Det er selvfølgelig ikke helt gratis, men det er penge der er godt givet ud, for det kan ikke nytte noget at sidde og have så forfærdelig ondt hele tiden, at man er på grådens rand, ellers kan jeg jo ikke holde ud at sidde med skolearbejdet, men hvad værre er, jeg ville ikke kunne holde ud at sidde og se mine serier.

A pro pos serier, så er jeg vendt tilbage til CSI New York. The West Wing er nok den bedste serie der nogensinde er lavet, men den er alt for kompliceret for min stakkels overbebyrdede hjerne, så den må vendte til efterårsferien, og ind til da, så tror jeg nok at den almindelige CSI er på tilbud i Føtex, bare sådan for afvekslingens skyld.