Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

En vanskelig ansøgning

Med lidt uregelmæssige mellemrum sidder jeg og arbejder på min dispensationsansøgning til universitetet. Egentlig burde jeg for længst være færdig med den, men jeg bliver ved med at skubbe den fra mig, for hver gang jeg sidder med den bliver jeg enten deprimeret eller irritabel.

Der er især et punkt der driller mig. Hvordan formulere jeg en ansøgning om et problem, hvor alt jeg egentlig ønsker at sige er 'det var jer der klokkede i det, det var jer der gav dårlig vejledning, det var jer der ikke gav mig alle de relevante informationer'? Hvordan skriver jeg en ansøgning, når de personer der skal godkende den, er de selv samme, som jeg mener, er skyld i, at jeg i det hele taget sidder i dette rod?

I hvilken grad er det gavnligt at påpege deres medansvar i problemet, og derved også deres medansvar i løsningen af problemet, og i hvilken grad er det bedst at nedtone det for  at de ikke skal ende med at gøre det endnu mere besværligt for mig. Det er ikke fordi jeg for alvor tror at de er disse stædige og hævngerrige personer, der ligefrem ønsker problemer for mig, men denne sag har bare trukket sig så længe, og den bygger på så mange misforståelser og problematiske formuleringer, at jeg føler en vis præstationsangst. Jeg har den her nagende fornemmelse af, at hvis jeg formulerer mig rigtigt, så kan sagen afsluttes nu, men hvis jeg bare begår den mindste lille fejl, så vil jeg ryge direkte i fængsel, og hvis jeg passerer start, modtager jeg ikke 100 kr.

Det er selvfølgelig noget sludder, men jeg kan ikke helt lade være med at føle sådan.

Det er ikke den slags angst

Jeg føler mig fuldstændig udkørt og jeg kaster min tilbageværende energi over ting der udefra set virker unødvendige og irrelevante, men jeg ved, at det nu er sådan jeg reagerer, når der forekommer problemer eller forvirring i mit liv.

Til september starter universitetet igen efter sommerferien, men der er en hel del problemer forbundet dermed. Mine problemer handler ikke om det faglige, de handler ikke engang om den forhadte fremdriftreform. De problemer jeg har er administrative, noget omkring ansøgning af dispensation, uenighed om noget dokumentation og hvem der mangler at gøre hvad, og ikke mindst om, at når nu søgen ikke er afsluttet, så står det heller ikke klart hvilke fag jeg rent faktisk skal have i det kommende semester.

Alle disse ubesvarede spørgsmål gør mig urolig, angst, og det er derfor jeg pludselig begynder at notere alle de bøger jeg nogensinde har læst på www.goodreads.com, og læser bøger om matematik og andre ikke fagligt relevante ting. Folk vil gerne berolige mig, så de klapper mig på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. Men når de siger sådan, bliver jeg så uendelig træt, fordi det viser, at de slet ikke forstår. Jeg ved udmærket at alt nok skal gå, og jeg er også sikker på, at selvom det ikke gik, så skulle vi nok finde en løsning alligevel.

Det der driver min uro handler ikke om den konkrete problematik, men om hvordan jeg bliver overvældet at de tusinde senariers muligheder. Når jeg står i en problematisk situation, som jeg ikke forstår eller som som jeg ikke har erfaringer med, så er jeg bevidst om de mange måder hvorpå sagen kan ende, og fordi jeg ikke forstår sagen, så har jeg ikke fornemmelse for mulighedernes sandsynlighed, og så længe jeg ikke har bevis for andet, så vil hver lille mulighed ligge lagret i min hjerne og optage pladsen. Hver især fylder den eventuelle mulighed ikke særlig meget, men mængden kan langt overstige hvad jeg formår at holde styr på, og når det sker, så opstår uroen.

Engang hadede jeg ferier

Der var engang hvor jeg hadede ferier. Det var dengang da jeg var rigtig rigtig syg. Det var dengang hvor det hver dag var en kamp at stå op, overleve for til sidst endelig at kunne gå i seng igen. Jeg havde for længst måttet droppe studiet, så hvad kunne en ferie tilbyde mig? For mig var sommerferien en tid hvor alle de små rutiner der holdt sammen på mit liv blev taget fra mig, og alle sendte mig et stort smil og sagde, er det ikke bare dejligt... Nej, det var ikke dejligt. Hvordan kan det være dejligt at:

• det varme vejr tvang mig i shorts og t-shirt, så jeg ikke længere kunne skjule den krop jeg dengang hadede. Hver gang jeg gik forbi et vindue, hvor jeg kunne se mit eget spejlbillede, havde jeg lyst til at skrige og græde over dette fede grimme væsen der var mig og som jeg ikke kunne slippe væk fra.
• de kontaktpersoner/sygeplejesker/læger jeg var så afhængig af tog på ferie og overlod mig til mit eget mørke, for selv den sødeste og dygtigste vikar ville ikke have tid nok til at vinde min tillid, og desuden var det jo sjældent de søde og dygtige der rent faktisk kom.
• alle mennesker er så glade hele tiden. Det var ikke fordi jeg ønskede, at de skulle have det lige så dårligt som jeg, men det var hårdt at blive konfronteret med deres lykke, for jo gladere de var, jo større var kontrasten, og jo værre virkede mit liv til at være.
• alle de ting man normalt elsker ved sin ferie, at være sammen med venner, rejse, opleve nye ting, drænede mig for energi og efterlod mig som et rystende vrag, krøllet sammen under dynen, hviskende bønner om, om jeg snart måtte falde i søvn og sove mig fra alle de ting der gjorde ondt.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg i dag har det så godt, at jeg igen er i stand til at nyde ferier, og at jeg har en at opleve mine spændende ferieeventyr sammen med, men jeg håber at jeg altid vil huske hvorfor en ferie kan være svær, for der vil altid være folk der har det svært, og de skal huskes. Ligegyldigt hvilket parti der sidder på magten og hvor mange penge der gives til psykiatrien, så vil der altid være noget der hedder ferie. Jeg kender ikke nogen mirakuløs måde at komme igennem ferietiden for dem, for hvem det er svært, men jeg har en kæmpe stor respekt for jer alle sammen, og jeg håber at i alle har overlevet sommeren, for verden er et bedre sted når I er der, selv hvis I ikke selv føler det sådan.

Sensorisk overload ved familiesammenkomster

Her i weekenden er jeg været til fælles fødselsdag for hele rækken af onkler og tanter, og så samles vi hele bunken af forældre, børn, søskende, onkler, tanter, nevøer, niecer, fætre og kusiner i en lille lejlighed og farer ud og ind mellem hinanden fordi vi allesammen gerne vil hjælpe til, men da rollefordelingen ikke står helt klar, så kommer vi til at træde hinanden over tæerne, går i vejen forhinanden, og med høje stemmer spørgsmål og kommandoer i et forsøg på at overdøve hinanden.

Vi holder alle sammen af hinanden, men nogle gange kan jeg godt blive så enormt træt inde i hovedet af virvaret af mennesker, stemmer og latter. Jeg får svært ved at frasortere de indtryk der ikke er relevante for mig, men når indtrykkende alligevel bliver ved med at komme, og jeg ikke kan stoppe dem, så kommer de til at føles som noget farligt. Min fornuft siger mig, at intet farligt vil ske, men jeg går alligevel i forsvars position, for når mængden af indtryk er for stor til, at mine sanser kan nå vurdere dem, så må alle indtryk vurderes som potentielt farlige... bare lige for en sikkerheds skyld.

Når jeg har det sådan, så bliver jeg meget let vred eller ked af det, for hvis nogens stemme får en lidt skarp klang, eller en bemærkning måske betyder noget andet end det måske lyder til, så kan jeg ikke nå at vurdere situationen fordi der foregår for mange ting samtidig. Måske kan man sige at jeg overreagerer, eller måske lå der faktisk et eller andet bag en enkelt af bemærkningerne, men mest skyldes det hele, at sociale relationer i forvejen kan være svære, ligegyldigt hvor gode de ellers måtte være og hvor megen glæde de bringer en, men hvis man samtidig føler sig stresset, så kan det godt nogle gange blive lidt for meget.

Jeg havde en fantastisk hyggelig weekend, jeg har et rigtig godt forhold til min familie, hvor vi alle prøver at respektere hinandens særheder, men nogle gange kan 13 mennesker i en toværelses lejlighed bare godt blive lidt mere end man/jeg kan bære og man/jeg må ud og sidde på trappen og holde hænderne for ørene og have lidt ondt af mig selv.

Om at miste en kontaktpædagog

Hen over sommerferien har jeg mistet to af de pædagoger der dagligt kommer hos mig, men tys, det er ikke meningen, at jeg skal vide noget om det. Et eller andet sted i systemet højere oppe har man bestemt, at det skal være en hemmelighed. Jeg ved ikke hvor længe de har troet, at det kunne forblive sådan. Jeg selv opdagede det ved et tilfælde. Jeg spurgte helt uskyldig, om ikke X snart kom tilbage fra ferie, men X kommer ikke tilbage, hun er blevet overført til en ny stilling et andet sted, og Y kommer heller ikke. Y er blevet fyrret, men det kalder de det naturligvis ikke, hun har bare valgt at sige nej til den stilling hun blev tilbudt i stedet.

Jeg synes, at dette hemmelighedskræmmeri er noget mærkeligt noget. Jeg forstår ikke hvad det skulle gøre godt for. Jeg indser hvor heldig jeg er, at jeg ikke længere har det samme krampagtige behov for dem. Da jeg fik at vide, at X og Y ikke længere ville komme tilbage, nøjedes jeg med at være ked af ikke at få mulighed for at sige ordentligt farvel til dem, og jeg blev ret fornærmet over den mangel på respekt man har vist både mig og pædagogerne.

Jeg har tidligere i mit sygdomsforløb mistet kontaktpædagoger, hvor jeg ikke reagerede nær så pænt, og det havde jeg god grund til. Dengang hvor jeg  befandt mig nede i et dybt hul af angst og depression var min kontaktpædagog en blanding af en reservemor, en skytsengel, en fortrolig, et håb og mit eneste lille desperate kontaktpunkt til en verden udenfor. I en hverdag hvor jeg var syg på fuld tid, hvor al min tid gik med gråd, opkastninger, sult og kulde, hvor de fleste venner var skræmt langt bort, hvor tanken om min familie gav mig dårlig samvittighed, hvor kontanthjælpen ikke strakte til noget så luksuriøst som biografture, pænt tøj eller bare at skrue nok op for radiatoren til at kunne leve, så var enhver kontakt med denne ene person i denne verden som var der 'kun for mig' som den sødeste nektar. Det var de øjeblikke jeg overlevede for. Jeg kunne ikke overskue tanken om at leve et helt liv, men jeg kunne godt lige overskue at overleve to dage til, så jeg kunne komme med hende ud og handle. Derefter kunne nok også lige leve bare én dag til, hvor hun ville komme og holde om mig og holde alt det onde væk i bare en halv time. Når hun holdt om mig var tårerne lindrende og ikke bitre..

Pludselig en dag sluttede det, og det kunne ikke længere glemmes, at vores relation var et job. Jeg har måttet sige farvel til mange pædagoger som har betydet noget helt særligt. Jeg tvivler ikke på, at de virkelig holdt af mig, at deres følelser var ægte, men det var vores relation ikke. Når deres job var færdigt, gik de ud i den virkelige verden, hjem til deres familier, deres egne liv, deres egne problemer.

Jeg synes ikke selv, at jeg er alt for urimelig. Jeg forstår godt, at ændringer sker, jeg forstår godt, at alt ikke drejer sig om mig, men jo vigtigere en person har været for mig, jo mere har jeg brug for en forklaring, jeg har brug for at have tid til at forstå.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg kunne acceptere på trods af mit personlige savn:

• Jeg har fået et nyt job.
• Et af mine børn har nogle indlæringsvanskeligheder i skolen, og som alenemor kan jeg ikke få det til at hænge sammen med de skæve og skiftende arbejdstider der er på et døgnbemandet bosted.
• Du (altså mig) er klar til at rykke videre til et andet sted med nogle andre tilbud, et sted hvor jeg ikke arbejder, og jeg tror, at du vil få det godt der.

Her er nogle af de forklaringer jeg har fået og som jeg fandt uforståelige, nedladende eller ligefrem utroværdige:

• Jeg (lederen)/vi kan ikke lide at du har et følelsesmæssigt forhold til en pædagog, det er simpelthen FORKERT. Du skal kunne lide og tale lige godt med alle. Derfor har jeg valgt at tage hende du føler dig tryk ved og som forstår dig fra dig. Du vil nu have et team således at det ikke er så sårbart for dig, for du kan selvfølgelig arbejde ligegodt med dem alle. DET ER BEDST FOR DIG SÅDAN!!!
• Ingen forklaring bare en dag et *puff * og så er de væk.

Om det evindelige selvhad

Forleden dag havde jeg en samtale, som jeg har haft 100 gange før med andre pædagoger/sygeplejersker/ect. Det burde ikke længere komme bag på mig, men det gør det. De kender jo min historie, de kender til anoreksien, bulimien, depressionen, selvskaden og selvmordsforsøgene, alle disse ting accepterer de med et sørgmodigt blik. Vi taler om traumer, stress og andre påvirkningsfaktorer, men engang imellem snakker vi også om selvhaddet. Jeg nævner det ikke så tit, mest fordi jeg ser det som den mest selvfølgelige selvfølgelighed. Selvfølgelig hader/hadede jeg mig selv, hvordan kunne jeg ellers få mig selv til at gøre alle disse væmmelige ting ved mig selv? Men hver eneste gang jeg taler om det med pædagogerne, så bliver de forundrede. Hvorfor?

Jeg tror ikke, at folk forstår hvad selvhad er. Vi har alle prøvet at hade nogen, men det gode ved at hade andre er, at man kan fjerne sig fra dem fysisk, man kan vende øjnene mod Himlen og takke Gud for, at man ikke selv er nær så stor en idiot som den man hader, man kan tage en maske på og opføre sig høfligt overfor den forhadte (eller man kan lade være). Når man hader et andet menneske, er livet fyldt med valg, men det er anderledes når man hader sig selv. At hade sig selv er, aldrig at kunne fjerne sig fra dette forhadte væsen, altid at stå til ansvar for dennes handlinger, altid at vide hvad hun tænker om mig/sig selv, altid at se hende se tilbage på sig selv når man/hun ser sig i spejlet, altid dette hun er mig, jeg er hende, og ingen af os kan nogensinde slippe væk.

Jeg husker at ligge i en hospitalsseng og græde. Selvmordsforgiftningen var endnu ikke ude af mit system, men jeg var i live, og jeg ville blive ved med at leve længe endnu. Måske var det derfor jeg græd, måske var jeg bare træt, mere træt end almindelige mennesker nogensinde kan forestille sig at være. Alle mennesker vil så gerne snakke med mig om, hvor højt min familie elsker mig, de tror at det kan få mig til at elske mig selv. Deres logik lyder: Se! Disse mennesker, som du elsker, de elsker dig, så du må da kunne forstå, at de har ret. Men selvhaddet overskygger alt dette. Selvhaddet er dette sorte altopslugende hul inden i mig som overskygger ALT. Det overskygger smerten fra kniven, sulten fra ikke at spise, ydmygelsen ved at stå med tre fingre i halsen, dækket af sit eget bræk og frygten for døden. En sygeplejerske kommer ind i rummet og spørger mig hvad jeg vil gøre når jeg kommer hjem, hvem der er der til at tage sig af mig. Jeg siger, at der kun er mig. Hun er tavs et øjeblik, så stryger hun mig over håret og nikker anerkendende og siger: helt alene med den person du hader mest... Jeg græder igen.

Folk på facebook spørger retorisk "Disse grimme ting, som du siger til dig selv nu, dem ville du da aldrig sige til dig selv, hvis du stod overfor dig selv som barn?", men de tager fejl. Dengang i selvhaddets dage ville jeg uden tøven have slået, sparket og revet den lille blonde Linda med de store brune øjne i håret. Jeg ville gladeligt skrige af hende, forbande hende, og anklage hende for, at hun nogensinde ville tillade sig selv at udvikle sig til dette forhadte væsen som nu var mig.

Man må gerne være forfærdet over, at jeg kunne tænke sådan. Det tror jeg også selv, at jeg ville være, hvis jeg ikke selv havde oplevet det. Jeg kan kun prøve på at forestille mig, hvor hårdt det er for familien at elske én der hader sig selv. Jeg vidste godt, at min familie elskede mig meget højt, og det er jeg taknemmelig for i dag, men dengang gjorde det mig bange. Det gjorde mig bange, fordi jeg også elskede dem, og jeg ønskede ikke at såre dem. Jeg havde den tanke, at det ville være nemmere hvis de ikke elskede mig, for så ville jeg ikke såre dem nær så meget. Heldigvis fortsatte de med at elske mig, og på et tidspunkt fik jeg det godt nok til, at jeg turde lade dem.

Sex chikane eller seksuel mobning eller bare sjovt

Sex chikane, så tænker jeg en hvid midaldrende mand med sved på overlæben der med lummer stemme beder sin unge smukke sekretær om at "kom og sid på fars knæ, hø hø hø", men det var ikke sådan min hverdag så ud dengang i begyndelsen af 00'erne, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg har altid været et mærkeligt barn, ikke på nogen måde slem bare... anderledes. Som tiden gik, gik jeg fra at være et mærkeligt barn til at være en mærkelig teenager, igen, så var jeg ikke på nogen måde slem bare... anderledes.

Jeg har altid hadet at gå i skole, og jeg har altid været meget bevidst om min anderledeshed. I folkeskolen havde lærere og forældre (både mine egne og de andres) på en eller anden måde, med varierende succes, prøvet at forholde sig til de problemer min anderledeshed måtte medføre. I gymnasiet forventedes det dog at vi var voksne nok til at håndtere sådanne problemer selv, "ansvar for egen læring/ansvar for eget velvære", men bare fordi man kan drikke, køre bil, stemme og modtage SU, betyder det ikke, at man er klar til at håndtere alle de svære ting, hverken hos sig selv eller hos andre.

I min klasse gik der to drenge. De så godt ud, de var populære og vigtigst af alt, så var de klassens sjove drenge. Ved siden af dem virkede jeg endnu mere grå og deprimeret og bare... anderledes. Jeg er ikke specielt snerpet, jeg har ikke noget imod vittigheder der kører på sex eller køn, men der var noget ved disse to drenge. Jeg forstod det ikke, men når de lavede sjov med mig, så stak det. Jeg blev forvirret, for jeg fandt det ikke sjovt, men de var jo de sjove drenge som lærerne elskede selvom de forstyrrede undervisningen, og jeg var jo bare sær. Så hvis jeg ikke fandt de sjove drenges sjove vittigheder sjove, så var det jo nok mig den var gal med, men hvad gør man når det sjove ikke var sjovt, og det at indrømme, at man ikke fandt det sjove sjovt, ville sætte fokus på hvor sær jeg var?

Som barn grad jeg altid rigtig meget, men at græde er at vise svaghed, og jeg vidste instinktivt, at svaghed ville gøre det værre, men jeg var allerede svag via min anderledeshed. I stedet begyndte jeg at grine af deres vittigheder, for at vise, at jeg selvfølgelig også fandt det sjovt.

Caitlin Moran har et citat "he smiled the way a rabbit would in a field of foxes". Det var mig i de år. Jeg begyndte at blive bange for at gå i skole, jeg begyndte at sulte mig, æde og kaste op og skære mig og jeg så med bedende øjne op på de voksne (lærerne), for jeg ønskede så inderligt, at de ville hjælpe mig og forsikre mig om, at det var i orden, at jeg ikke fandt de sjove drenge sjove, men mit råb om hjælp gjorde mig bare endnu mere anderledes og sær, og de var de sjove drenge, og jeg var den sære pige, og jeg sagde jo ikke noget jeg håbede bare, og lærerne kunne lide de sjove drenge, og mig kunne de ikke helt få styr på, ikke fordi jeg var slem bare... anderledes, og så var det nemmest bare at ignorere mig.

Én enkelt gang tog jeg mod til mig og prøvede at spørge studievejlederen om hjælp. Det var efter at en af drengene havde blottet sig for mig i en historietime hvor læreren vendte ryggen til et øjeblik. Bagefter dansede/vred de sig op af mig. "Nå, det kunne du godt lide, hva'?" og så grinede de, og jeg grinede, og de vred sig op af mig, og jeg klemte armene over kors på brystet. Jeg grinede mens min mave snørede sig samme, og jeg havde lyst til at kaste alt op, mad, indvolde og følelser, jeg ønskede at skrige højt, men det gjorde jeg ikke. Da jeg sad ved studievejlederen kunne jeg ikke finde de rigtige ord. Jeg mumlede og kludrede, og jeg håbede bare, at han ville stille de rigtige spørgsmål, sådan at jeg kunne få forklaret ham, at dette altså var et problem for mig, men han stillede ingen spørgsmål, og jeg fik ikke sagt de rigtige ting, så han sagde bare "at drenge er drenge, de skal bare løbe hornene af sig".

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke tror at disse drenge var ikke onde drenge, de var dumme og umodne drenge, de var uhøflige, ubetænksomme og uden forståelse af, at deres handlinger kunne have konsekvenser, de skulle hele tiden prøve grænser af, og jeg var for svag og bange til at sige stop. Vi var teenagere, vi var praktisk talt børn, men på papiret var vi voksne, og måske var det derfor der ikke var nogle af de rigtige voksne der syntes at de skulle blande sig.

En tur i Den Gamle By

I torsdags var jeg nede i byen med en fyr jeg har set lidt til her på det sidste. Jeg havde siddet og lavet lektier, og da jeg var næsten færdig så lokkede den strålende sol der var udenfor, og den sagde til mig, at der er andet i livet end studier, så jeg lagde blyanten fra mig og skrev til ham, om vi ikke lige skulle mødes et par timer tidligere, og så gjorde jeg mig klar til at tage ned til byen. Nede ved bussen stod jeg og pillede ved mit hår, da jeg fandt et gråt hår. Ak ja, jeg fylder jo trods alt snart 30, og min krop er begyndt at gå i forfald.

Klokken var 1 om eftermiddagen, så det der med at finde et sted at spise var ikke det nemmeste. Jacobs pitabar reklamerede med lam og det faldt jeg pladask for, men jeg blev lidt skuffet, da det viste sig at være kebab. Jeg ved godt at kebab er lam, men hvis det er kebab man serverer, så er det kebab man skriver. Nå ja, men det interessante ved måltidet var de friturestegte kartoffelbåde. På grund af min spiseforstyrrelse, har jeg intet friturestegt fået siden gymnasiet, så det var en af de der ting på listen over ting man er nødt til at prøve. Det var på ingen måde så slemt som jeg havde frygtet, det var faktisk helt okay, og jeg havde heller ikke taget uhyre meget på, da jeg næste dag stillede mig op på vægten, og jeg faldt heller ikke død om.

Bagefter gik vi lidt rundt. Vi havde ikke nogen specielle planer. Vi gik på biblioteket og lånte en bog jeg skal bruge til mit oplæg, når jeg skal tale om min autisme og min spiseforstyrrelse og mig selv. Han foreslog så, at vi gik i Den Gamle By, et frilandsmuseum med gamle huse. Jeg har kun været der to gange før, og det er meget længe siden, så jeg syntes, at det var en glimrende idé. Vi gik rundt mellem de gamle huse og snakkede om os selv og om de ting vi så.

Hele turen mindede mig om, at der var en tid før jeg blev syg, en tid hvor den sociale angst ikke var så fremherskende, hvor jeg kunne tage med mine venner ind til byen og opleve ting. Jeg er hovedsageligt en introvert person. Jeg kan godt lide at sidde derhjemme blandt mine egne velkendte ting, hvor der er trygt og godt. Jeg bliver ofte meget træt af at være sammen med mennesker og opleve nye ting, men at komme ud skaber også nogle uvurderlige indtryk, som det er svært at få i bøgerne. At møde og tale med andre mennesker gør én til et bedre menneske.

Jeg ved ikke hvad jeg ønsker for fremtiden. Jeg ved ikke hvor meget jeg ønsker at gå ud, men hvis jeg bliver hjemme, ønsker jeg, at det er fordi jeg ønsker at være hjemme, og ikke fordi jeg er bange for at gå ud

Studiestartsangst

For pokker da, jeg havde lige siddet og skrevet et langt og super godt indlæg, hvorefter jeg kom til at slette det. Det er surt at starte forfra, så jeg garanterer ikke at andet forsøg bliver lige så godt.

Jeg sad i fysioterapeutens venteværelse og læste i den bog jeg skal bruge til næste semester. Jeg har ikke noget imod at indrømme, at jeg er en nørd, men det var nu ikke derfor jeg sad og læste i den. Jeg læste i den fordi jeg ved hvor træt, angst og overvældet jeg bliver når semesteret starter i næste uge. Da jeg gik i gang med at læse, vidste jeg disse ting, men mens jeg læste gik det for alvor op for mig, at det er sandt. Jeg kunne mærke hvordan denne indsigt fik mit hjerte til at hamre og jeg blev svimmel.

Inde ved fysioterapeuten kunne jeg fortælle, at stolene i det lokale jeg skal have det næste halve år er elendige. Jeg har tidligere haft timer derinde, og jeg husker stadig hvor forfærdelig ondt det gjorde. Noget af smerten ville måske blive undgået, hvis jeg tog et sammenfoldet tæppe med at sidde på, men det tør jeg ikke. Jeg tager studiet på deltid, så nu er jeg kommet så langt bagud, at jeg ikke længere kan følges med dem jeg har fulgtes med de to sidste år, og jeg skal derfor starte på et nyt hold, vel og mærke et hold der allerede kender hinanden. Jeg er en lidt sær person, og jeg har i forvejen svært ved at falde ind i en allerede eksisterende gruppe, så fandeme nej, om jeg vil gøre noget der får mig til at skille mig endnu mere ud. Heldigvis var min fysioterapeut sympatisk over for mit problem, og jeg fik nogle øvelser jeg diskret kunne lave ude på toilettet.

Som sådan har jeg ikke noget imod at være anderledes, men her skyldes min anderledeshed hverken min autisme eller psykisk sygdom, men består derimod af at være ny. Det er slet ikke sikkert, at de overhovedet vil lægge mærke til arene på mine arme, men de vil straks lægge mærke til, at jeg er en fremmed. Jeg kender ikke deres omgangsform, deres humor eller deres hakkeorden. Jeg ved ikke hvor der er plads til mig. Jeg ser på dem med en del nysgerrighed en del frygt, men de behøves ikke at lægge ret meget mærke til mig, for de har hinanden.

Alle disse overvejelser skyldes ikke, at jeg tror at de er onde og uforstående, det hele bunder i mine egne usikkerheder. Da jeg genstartede på universitetet for to år siden handlede mine overvejelser om, hvem er jeg som person og som studerende. I år handler mine overvejelser om hvem jeg er i forhold til andre mennesker. Jeg har vænnet mig til at have nogle at snakke med før timen, jeg vidste hvem jeg kunne sætte mig ved siden af og jeg var bare mig, Linda, med alle mine særheder. Nu er jeg reduceret til hende den nye og alle mine særheder forstørres derfor tifold, og jeg må indrømme, at jeg er en smule bange.

Sommerferien slutter snart

Måske har jeg nok læst mange bøger i min sommerferie, men jeg har generelt kørt i et ret lavt gear. Jeg har tilbragt forbløffende mange timer på at se serier, og forbløffende få på at lave alt muligt andet. I løbet af de sidste tre ugers tid er jeg dog vågnet op til dåd. Det interessante spørgsmål her er dog ikke så meget hvad jeg har fået lavet, for det er mest helt almindelige dagligdags ting. Nej, det interessante spørgsmål er, hvordan det er blevet gjort. Jeg har nemlig sat mig for at udfordre mine vaner.

Normalt kører min hverdag enormt meget på rutinen, og det er trygt, men det er også besværligt, for det lader meget lidt plads tilbage til spontanitet og nødvendige ændringer. Jeg har måttet ændre min døgnrytme, og det betød, at alle mine rutiner har måttet laves om, men hvad nu hvis, jeg i stedet for bare at lægge mine rutiner senere på dagen, at jeg så i en periode kørte uden faste rutiner?

Bare det at skrive om det får mit hjerte til at banke hurtigere. Jeg er autist, hele min væren handler om rutiner og kassetænkning, så jeg føler mig nøgen uden. Snart begynder universitetet igen, og så får jeg brug for rutinerne for at hænge sammen, men lige nu der er der tid til at eksperimentere.

Hvad gør det ved mig ikke at have nogle faste rutiner? Jeg føler mig mest af alt forvirret, og alting skal planlægges og lægges om. Før i tiden kørte kalorieregnskaberne i mit hoved hele dagen, nu er det tidstabeller. Hvis jeg skal træne før jeg skal til psykolog, kan jeg så nå hjem i bad eller skal jeg vaske mig i centret? Kan jeg nå at tage en bus, eller skal jeg tage cyklen ud i blæsten? Skal jeg handle før eller efter min kontaktperson har været her? Kan jeg tage en spontan tur ned til byen? 7:30, 9:45, omkring kl 12. Det er en balancegang. Langt under mig, nede i manegen, er der et sikkerhedsnet, men jeg tør ikke stole på dets eksistens, så jeg er bange for at træde ved siden af. Hvis jeg nu kommer for sent, vil hele min verden så synke i grus? Jeg må indrømme at jeg meget af tiden er lidt bange.

Men hvorfor gør jeg det så når det nu gør mig bange? Er det fordi jeg savner spiseforstyrrelsens masochisme? Kan jeg lide at pine og plage mig selv? Helt kan jeg ikke benægte det, men der er også mange andre ting involveret. Jeg er nysgerrig på min egen reaktion, for kender man virkelig sig selv hvis man ikke ved hvordan man reagerer under pres. Dette er da trods at pres jeg selv har kontrol over. På et helt mere praktisk plan, så tror jeg også at det ikke at have nogle faste rutiner når jeg starter på universitetet igen vil hjælpe mig til hurtigt at falde ind i den rutine der passer sig til den hverdag jeg kommer til at få, i stedet for, at jeg skal til at ændre en fastgroet rutine til en ny.

Om min hverdag

Nogle gange kan det være svært at vide hvad jeg skal skrive om, ikke fordi der ikke er noget at skrive om, men fordi jeg ikke ved hvilke emner der vil interesserer folk. Derfor er jeg altid glad for at høre fra folk der stiller spørgsmål eller beder mig skrive om et bestemt emne. Mit sidste indlæg om aspergers og empati var sådan et emne som jeg var blevet bedt om at skrive om, og det var en stor succes. Aldrig før har jeg modtaget så fine ord.

I går fik jeg en mail som gjorde mig helt enormt glad, for ikke alene var den fuld af rosende ord, den fortalte også den unge kvindes historie, og hun bad mig om at skrive lidt om min dagligdag og mine rutiner. Det var et emne jeg skrev mere om for nogle år siden, dengang bloggen oftest fungerede som en dagbog nærmere end afgrænsede indlæg om et specifikt emne, men det betyder ikke, at der ikke kan skrives et afgrænset indlæg om emnet.

Jeg har altid været imod skemaer, ikke fordi der er noget galt med skemaer, jeg tager dem bare alt for bogstaveligt. Hvis der står at jeg skal skrive blogindlæg kl 5, men at jeg sover længere, så jeg først kommer i gang kl 6, så ville hele min dag være ødelagt. Hvis der står, at jeg har en time til at skrive, men at det tager1½, så ville jeg blive stresset og føle, at det er fordi jeg ikke er hurtig og dygtig nok. Tager det derimod kun en halv time, så har jeg sikkert ikke gjort det godt nok, og hvad skal jeg så stille op med den halve time jeg har til overs. Skulle jeg så gå tidligt i gang med næste punkt, eller skulle jeg bare fjolle rundt på nettet?

Men at jeg ikke har skemaer, betyder ikke, at jeg ikke har nogle meget faste rutiner. Det skema, som jeg ikke har skrevet ned på papir har jeg nemlig oppe i hovedet. Jeg danner mig meget hurtigt nogle regler om hvordan tingene bør gøres. hvis jeg er vant til at handle kl 8 om morgenen, så skal jeg denondelynemig handle kl 8 om morgenen, med mindre jeg vil risikere hjertebanken, åndenød og angst. Engang imellem handler jeg på andre tidspunkter, enten fordi jeg har en god dag og tænker, at det er sundt at udfordre sine rutiner engang imellem, eller fordi ting kommer i vejen. De ting der kommer i vejen kan have forskellig karakter. Dengang jeg havde problemer med TDC var det vigtigt at ringe på slaget 8, hvis man bare ville have en lille bitte chance for at komme igennem på overskuelig tid. I en sådan situation, var jeg så stresset og telefonopkaldet, at jeg slet ikke havde tid til at bekymre mig om indkøb. Andre gange har jeg måske smølet efter træning, og badet har måske trukket ud, fordi det har bade jo en tendens til at gøre engang imellem. Lige pludselig står jeg så med røven bar og vådt hår og kl nærmer sig alt for hurtigt 8. Jeg prøver at tage en dyb indånding og sige til mig selv at det går nok, at jeg jo i virkeligheden slet ikke behøver at handle kl 8, men alligevel farer jeg rundt for at nå de sidste ting, og ofte så når jeg det faktisk alligevel.

Grunden til at jeg skriver meget lidt om min hverdag er, at jeg tænker at den er lidt kedelig. De dage jeg træner, træner jeg tidligt om morgenen, ellers sidder jeg ved computeren indtil frokost, og efter frokost læser jeg eller ser dvd'er. Jeg ser dvd'er frem for fjernsyn fordi dvd'er er noget som er i min kontrol, og jeg bliver ikke pludselig hylet ud af den fordi der er en ændring i programfladen. Om aftenen går jeg tidligt i seng, nogle gange af vane, andre gange fordi jeg har så ondt i hoften at jeg bare gerne vil væk fra min egen bevidsthed. Jeg prøver at afgrænse aktiviteter som universitetet, biblioteket eller veninder til 0-3 gange om ugen. Nogle gange betyder det at skippe undervisningen, fordi jeg har brug for at tage ned til byen og købe et eller andet. I flere år har jeg ikke kunne have aktiviteter om aftenen fordi min vane var at gå tidligt i seng, men det er noget jeg er ved at vende.

Jeg har en ret fredelig og rolig hverdag, fordi det er hvad jeg har brug for. Jeg elsker at være sammen med veninder, men jeg har brug for rigtig meget alenetid for at kunne holde det hele ud. Engang imellem bliver jeg træt af at være introvert og siger fandeme nej om jeg vil være sådan en kedelig en, og så laver jeg straks en helt masse aftaler, men der kommer altid ting i vejen, så jeg må melde afbud fra en eller flere, hvilket jeg hader at gøre, fordi det er jo ikke fordi jeg ikke ønsker at se dem, jeg har ligefrem glædet mig til at mødes, men min krop og min hjerne kan ikke holde til mere. Jeg føler mig tom og adskillige kilo tungere. Jeg falder om på min seng, og det føles som om jeg falder igennem den, igennem gulvet, helt ned til jordens indre, hvor alt er gloende varmt og kaos, men jeg er ligeglad for jeg er så træt, at jeg har lyst til at græde ved tanken om at bruge energi på at fjerne make up, men jeg har tendens til bumser, så den skal fjernes.

vi mennesker er skabt til at bevæge os fremad, men nogle mennesker bevæger sig hurtigere end andre, og det er vigtigt at anerkende sit eget tempo hvis man skal nå at kunne følge med. Mit tempo er langsomt, hvilket ikke føles særlig sejt, faktisk føles det tumpet og kikset, og engang imellem får jeg rodet rundt i tingene og tænker at det er hele mig der virker tumpet og kikset, mit tøj og min humor Men det er ikke alle mine tempoer der er langsomme. Mit liv er langsomt, men jeg tænker hurtigt, og jeg går tur hurtigt og jeg forstår hurtigt. Måske det er en af grundende til at jeg har så mange fordomme mod mit eget langsomme liv.

Det tryggeste sted i verden?

Forleden dag sad jeg og havde en ganske hyggelig snak med min nye psykiater som også er min gamle. Hun var den psykiater jeg havde, når jeg var indlagt på min yndlingsafdeling på psykiatrisk hospital for seks år siden. Nu har jeg så fået hende igen efter, jeg er flyttet tilbage til byen og efter, at jeg skiftede fra den psykiater jeg ikke kunne særlig godt sammen med.

Vi sad lidt og snakkede om 'gamle dage', og jeg spurgte hende om, hvor syg jeg egentlig var dengang. Først sagde hun noget med, at jeg reagerede så kraftigt som jeg gjorde, fordi jeg var placeret under fysiske og psykiske rammer der ikke var optimale for mig, hvilket er rigtigt nok, men så sagde hun noget der var så overraskende, at det gav mig en mindre hjerneblødning.Hun sagde at de ikke havde ment at afdelingen hvor hun var læge, var noget godt sted for mig. Dette var så overraskende en nyhed, at jeg aldrig helt kom frem til at fortælle hvad jeg mente. Jeg sad bare med åben mund og så en lille smule dum ud. Hva'???

Jeg er ked af, at jeg aldrig kom frem til at fortælle min side af historien, at den afdeling hvor hun var var det tryggeste sted på jorden. Når jeg var der, var der masser af gange hvor jeg blev vred, ked af det og bange, der var masser af gange hvor jeg reagerede voldsomt på noget personalet gjorde eller sagde, men de gange var ingenting i forhold til at være hjemme hos mig selv, alene med den person jeg hadede mest, mig selv. At sidde derhjemme var at stirre ind i mig selv, ind i et stort tomt hul, hvor ekkoerne af tavse skrig rungede. Når jeg var på afdelingen, var jeg bare en patient, en patient som en hvilken som helst anden, men derhjemme var jeg et spøgelse, hvileløst vandrende rundt i gaderne på jagt efter den ene sjældne ting der ville gøre det hele bare lidt lettere. På afdelingen var der et rum så anonymt, at jeg kunne føle mig fri. Derhjemme derimod var der rod, rod på gulvet, på bordet, på reolen og i sengen, men mest af alt var der rod inde i mit hoved, et larmende rod der føltes undertrykkende og aggressivt.

Men hvad mente min psykiater med ikke godt for mig? Oplagt vil jo være at tro, at de havde erfaring nok til at vide, at min situation ikke var holdbar, ligegyldigt hvor meget godt de end gjorde for mig. Åh Gud, lad det være det de mente, for alternativet gør så ondt at tænke på, for hvad nu hvis de ikke forstod hvor taknemmelig jeg i virkeligheden var for deres indsats? Jeg var så tit vred på dem, men det var sygdommen der talte, for omme bag alle tårerne elskede jeg dem for at være til, for at være der for mig. Da de først mødte mig, måtte de lærer mig at tale om alle de negative følelser, for jeg havde ikke andet ordforråd til at udtrykke dem end "jeg har det vist ikke så godt lige nu". Vi brugte lang tid på at lære at have disse samtaler, men ligeledes havde jeg ikke ord for at fortælle dem når jeg var glad for det det gjorde. Jeg håbede, at de bare kunne mærke det, men måske kunne de ikke, hvilket er en tanke der gør virkelig ondt at tænke på.

nu med slumretæppe

Prøv lige at se hvilken herlighed jeg har købt. Jeg har længe beundret de tæpper jeg har set Krokodullen lave på sin blog, så sådan et måtte jeg også have mig, for jeg bruger det meste af min dag på at sidde på gulvet på grund af min hofte, og så kan man ikke få for mange tæpper (det er generelt svært at få for mange tæpper, hofteproblemer eller ej).

Dette er et nydeligt billede, men det yder bestemt ikke tæppet retfærdighed. Tæppet er fyldt med mere eller mindre umulige farver og teksturer. Der er ikke to lapper der er ens, og jeg kan bruge timevis på at gå på eventyr i tæppet, og selvfølgelig har jeg yndlingslapper.

Så vidt jeg forstår, så brugte man denne type tæpper til at komme af med nogle af sine garnrester. Det fungerede lidt som et kædebrev. Man lavede en lap og sendte lappen ind til et navn på en liste. Så gav man listen videre til 10 af sine veninder, og på et tidspunkt ville man så modtage en masse lapper som man kunne lave et tæppe af. Dengang var alle lapperne selvfølgelig holdt i brune eller mørke nuancer. Krokodullen har sine garnrester fra nettet, så der er både lyserød, neongul, blå, grøn og hundredvis af andre farver.


Jeg ved ikke om dette bare er endnu et tegn på at jeg er ret småborgerlig, men i så fald nyder jeg det. Ro, renlighed og regelmæssighed. Kan det blive mere roligt, end hvis man sidder med en kop kaffe, en god bog og verdens bedste tæppe?

Hipsterne ville sikkert kalde et neonpink slumretæppe for et ironisk statement. men jeg mener på ingen måde min kærlighed til tæppet ironisk. Jeg synes helt oprigtigt, at det er et fantastisk tæppe, hvilket nok med al tydelighed viser hvor jysk jeg er.

En af grundende til at det er så fantastisk er, at jeg kender hende der har lavet det, og jeg ved at det er lavet med kærlighed, men det er også lavet for, at hun kunne holde angsten på afstand. Som en der, især tidligere, selv har levet med angsten, så betyder det noget ganske særligt for mig. Det er en måde for os at se på hinanden, selvom vi aldrig har mødtes, og sige 'Jeg forstår hvad du mener'. Det er et hemmeligt sprog, hvor man skaber skønhed fra alt det som gør ondt, og gør nytte af det ubrugelige

Freud og mig

zentangles

Jeg er inde i en periode hvor jeg er meget stresset, hvilket betyder, at min aftenangst er vendt tilbage. Aftenangst er det jeg får, når dagens kræfter er ved at være opbrugt, og jeg bare sumper hen foran fjernsynet. Det er på det tidspunkt af dagen, hvor jeg ikke har kræfter til at kæmpe imod de svære følelser, og hvor jeg ikke har kræfter til at aflede min opmærksomhed.

Jeg har altid fundet, at puslespil er gode i sådanne situationer, men de fylder også en forfærdelig messe. Min psykolog foreslog mig derfor det der hedder zentangles, hvilket er et navn jeg ikke kan udstå. Zen er godt i østen, men i vesten bliver det så fordrejet og forvrænget, at det giver mig kuldegysninger, men man kan jeg ikke dømme en aktivitet på dets navn alene, så jeg ville i det mindste give det et forsøg.

Først følte jeg mig lidt fjollet, så begyndte det egentlig at blive helt sjovt, og inden længe var jeg helt besat. Jeg har altid godt kunnet lide at tegne, men en tegning eller et maleri er tit et længere projekt, hvor man kan ødelægge det hele bare en enkel lille detalje går galt. De her tegninger er mindre prætentiøse. Hvert lille felt er et kort og afgrænset projekt. Nogle af dem er simple og andre mere komplicerede, men ingen af dem er for komplicerede. 

Jeg sendte billedet til min psykolog og sagde, at nu havde hun sat mig i arbejde, så nu var det hendes tur til at analysere mine billeder, for Freud og Jung ville sikkert have en frygtelig masse at sige om mine skitseringer. Jeg kan sikkert ende med at fremstå som en pervers stodder.

Om fejring af fødselsdag med alkohol

Det var min fødselsdag i onsdags, og jeg fyldte 29. Jeg går ikke selv så voldsomt meget op i fødselsdage, men jeg har ikke direkte noget imod dem. Det siges, at man kun er så gammel som man føler sig, men hvad så hvis man faktisk føler sig gammel, sådan rigtig gammel?

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at 29 år ikke er voldsomt gammelt, med mindre man bor i LA, så det skulle trods alt fejres, så jeg slæbte et par studiekammerater med på unibar, hvilket ikke skal forveksles med fredagsbar. Forskellen er at fredagsbar ar lunkne standardpilsnere til ingen penge, og unibaren er temmelig dyre kvalitetsøl.

Sidst jeg fik alkohol var for to år siden til jul, hvor jeg fik ét krus glögg og gik kold før gaverne. Jeg husker svagt at min mor lagde dynen over mig, men ellers sov jeg til næste morgen. Sidste gang jeg var til fest var for nok fem år siden. Man kan derfor roligt sige, at jeg er ude af træning når det kommer til alkohol, så før vi gik derned var jeg faktisk ikke helt klar over om jeg ville drikke, for jeg er lidt af en kontrolfreak, og tanken om at slippe denne kontrol bare for et par timer var temmelig skræmmende.

Det endte med at være en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg fik ½ øl, hvilket var nok til, at det kunne dæmpe den angst jeg normalt hår når jeg gør nye ting, er sammen med andre mennesker eller er omringet af larm, men ikke så meget, at jeg følte mig utryg.

Hvordan jeg så havde det lørdag var så en anden sag. Jeg var ikke syg, men jeg var dvask. Jeg havde i hvert fald slet ikke lyst til at tage cyklen ned for at træne. Egentlig fik jeg nået en del i løbet af dagen, men det blev især en dag hvor jeg følte mig glad fordi jeg havde haft en god dag med mine venner, men jeg var også nedtrykt, fordi jeg ikke kan have det sådan hver dag. Jeg kunne selvfølgelig gå hen og blive småalkoholiseret, men jeg ser visse fejl vedhæftet den plan. Jeg kunne også ændre karakter, blive mere udadvendt og opsøgende, tage ud og lave ting i stedet for bare at blive siddende i min lejlighed. Det kunne være lidt fedt, men jeg har tidligere skrevet om hvor forfærdelig hårdt det er at aktivt at gå ind og ændre på sig selv.

Jeg tror nu, at jeg er rimelig tilfreds med hvor jeg er nu. At jeg jeg keder mig en lørdag er jo ikke nødvendigvis tegn på at der er noget galt med måden jeg lever mit liv på.

indbrudsneuroser

For syv år siden boede jeg med en veninde i en lille lejlighed. Vi boede i stueetagen, dækket fra vejen af lidt buske, og beliggende sådan, at dem der boede i lejlighederne på den anden side af gaden kunne holde øje med om vi var hjemme. På bare et enkelt år havde vi indbrud tre gange. Vi fik stjålet en del ting, og det var ærgerligt, men det der virkelig satte sig var følelsen af, at en fremmed havde tvunget sig adgang til éns privatsfære.

Jeg er lige flyttet, og dette er den første gang jeg er væk fra lejligheden, så jeg er mere nervøs end jeg ellers ville være. Det er syv år siden, at jeg sidst havde indbrud, men aviserne er fulde af artikler om, at der er ekstra mange indbrud i år, og det gør ikke min nervøsitet mindre. Jeg bor ikke i en højrisiko lejlighed, men min frygt har ikke at gøre med fornuft, for jeg har heller ikke rigtig noget at stjæle, men jeg er bange, fordi jeg har brug for at føle mig trug i mit eget hjem.

Jeg husker hvordan min veninde og jeg især var bange om natten, især hvis vi var alene, hvordan vi med jævne mellemrum skulle tjekke vinduer og værdigenstande, bare for at være på den sikre side, hvordan vi til sidst ikke kunne holde ud at blive boende.

Det er ikke, at jeg sådan for alvor tror, at der har været indbrud i min nye lejlighed, det er bare sådan en fornemmelse jeg har i maven. Man siger godt nok, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, men jeg har ikke tal på hvor mange gange min mavefornemmelse har været skingrende forkert. Der var for eksempel dengang hvor jeg troede at der var sket min fadder (gudmor) noget fordi jeg ikke havde set hende et par uger, og hvor jeg lånte mine forældres bil og kørte langt ud på landet for at besøge hende, men hvor hun ikke var der, og jeg så blev endnu mere bange. Det viste sig senere, at hun bare var på ferie, og at hun havde sagt det til mig, jeg havde bare glemt det.

Når jeg kommer hjem til mig selv, vil jeg igen ikke have noget internet. Jeg har købt noget, men pga nytår ved jeg ikke lige hvornår routeren vil blive leveret.

Den længste dag

Jeg har en skæv døgnrytme, og det blev kun værre, da det skiftede til vintertid. Jeg selv blev ved med at vågne på det samme tidspunkt, samfundet havde bare ændret sin opfattelse af hvad det tidspunkt var.

I går vågnede jeg til sædvanlig tid, og satte mig til at lave latin ved 4-tiden om morgenen. Jeg sad ret koncentreret og jeg nåede langt. Da kl blev 8.30 var jeg helt udmattet, men det var blevet tid til at tage af sted på uni. Jeg kunne slet ikke bære, at min dag teknisk set først startede der. Jeg stod og hang op af dørkarmen til pædagogernes kontor og klagede min nød, men hankede så op i mine ting og gik ned til toget. Mit hår var sat op i en finurlig frisure for at skjule, at mit hår var en lille smule fedtet, og med en kraftig sort og lidt skæv makeup prøvede jeg at skjule de sorte rande under øjnene.

Jeg sad i toget og brugte alle mine kræfter på ikke at gnide mig søvnigt i mine sminkede øjne. Allerede før første station vidste jeg, at jeg ikke ville kunne klare at tage til timer, men i stedet for at springe over i et tog der ville bringe mig hjem, blev jeg siddende hele vejen til Aarhus og tog det samme tog hjem igen, for jeg havde ikke lige noget bedre at få min dag til at gå med, og man slapper godt af i et tog, for der er ikke mange ting der kan aflede en fra stille kontemplation.

Man skulle tro, at en simpel løsning på mit problem ville være at gå senere i seng og derfor vågne senere, men hvis det var så simpelt havde jeg nok gjort det for længst. Jeg har i mange år lidt af aftenangst. Jeg vågner om morgenen og har det fint, og så får jeg det dårligere og dårligere i løbet af dagen, indtil jeg går tidligt i seng for at sove mig fra mine problemer. Problemet med aftenangst har egentlig ikke været så slemt gennem de sidste par år, men hukommelsen om hvordan det var sidder stadig i kroppen på mig, og jeg er rædselsslagen for at blive angst, så jeg har vænnet mig til fortsat at gå tidligt i seng bare for at være på den sikre side, og der skal mere kraftige midler til at ændre den rytme.

Imens kan jeg så ærgre mig over ikke at komme til latin, for for en sjælden gangs skyld var jeg super godt forberedt, men sådan er livet.

Protestantisk arbejdsetik

Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.

Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.

Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.

Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.

På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.

Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.

Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.

Skolestart 2

Så var det i går at det gik løs. Jeg sad i toget på vej ind på universitetet, og da jeg så ud af vinduet så jeg at bladene var begyndt at antage en brunlig nuance. Er det virkelig allerede blevet efterår? Det regnede også, hvilket gav en grå tone til hele sceneriet.

Jeg var en lille smule trist, ikke over vejret, men over mig selv. Som jeg sad der i toget, hadede jeg min krop. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg har taget på i løbet af sommeren, men det var som om jeg opdagede det på ny. Det var virkelig en overvældende følelse, og jeg var ikke overbevist om at jeg ville kunne klare skoledagen, når jeg så sådan ud, men hvad var alternativet? Skulle jeg blive hjemme til jeg har tabt mig? Og hvor lang tid ville det så tage mig? En uge? En måned? Jeg har lige skrevet i et brev til mentee, at hun ikke kan lade sin krop overtage hendes liv, men hvordan kan jeg tillade mig at sige sådan, når jeg ikke kan gå foran med et godt eksempel? Desuden var jeg så desperat efter at komme i gang og efter at møde mennesker igen, at det ville lykkes mig at komme derind, om jeg så havde farvet mit hår tisgult og klippet det i en uklædelig page.

Jeg havde for et par uger siden noteret tidspunkterne for lektionerne i min kalender, men jeg havde glemt det med bygning og lokale, desværre var Timeplaner nede i weekenden, så jeg spurgte desperat på vores facebookgruppe, for jeg ville ikke ricikere samme situation som sidste år hvor jeg uforvaret endte midt i en gruppe arabiskstuderende.

Jeg må når jeg nu ser tilbage have været lidt ensom, for mit møde med den virkelige verden slog mig som med en forhammer. Jeg snakkede ca tre gange så meget som jeg plejer, hvilket de andre vist syntes var lidt sjovt. Jeg selv syntes at de var pinligt, for jeg sagde mange dumme ting. De ting jeg sagde, var ikke sårende eller virkelig stupide, sådanne ting som jeg ville kunne få et helt indlæg til at handle om, men bare sådan helt almindeligt åndede, som vi sagde det i gamle dage, ugennemtænkte kan vi også kalde det..

Jeg havde ikke fået købt min latinske grammatik, jeg troede ikke at vi skulle bruge den her til start, men det skal vi. Jeg gik helt i panik ved tanken om at komme bagud fra start, som jeg gjorde i græsk i sin tid, et fag som jeg endte med at dumpe. Jeg tror det er meget menneskeligt at gå i panik ved studiestart, alle virkede bare så cool med det hele. Det gjorde jeg nok også selv, for de andre kender mig nok ikke godt nok til at se gennem den jokende facade. Jeg greb en veninde og trak hende med ned i Stakbogladen, de studerendes boghandel. Det er studiestart for alle, så køen var enorm. Det tog os 40 sekunder at finde bogen, og det tog os en time at stå i kø. Jeg er meget panisk omkring køer, og jeg var endda panisk i forvejen. Man står så tæt i en kø, med mennesker man ikke kender, man har stadig sit overtøj på, hvilket er for varmt, men man tager det ikke af, for man bilder sig ind, at man jo snart skal ud igen. I en boghandel er der i det mindste gode ting at kigge på. Jeg fandt bogen, som man da bare måtte have hvis den ikke lige var så dyr, "squirrels of the world", og det er endda en tyk bog. Indrømmet, jeg har en lidt mærkværdig sans for humor. Jeg kan desuden ikke finde ud af at sige 'squirrel' min kæbe og tunge går nærmest i krampe når jeg prøver.

Første skoledag er altid fuld af sanseindtryk, lyde lys og nye ideer. Dette var nogen af mine, som efterlod mig udmattet og nærmest lykkelig.